Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et og andet fra den Aften staar endnu for mig i Taage, men jeg erindrer ganske tydeligt, hvordan jeg kom op den næste Morgen ved 5-Tiden. Der lød et Brøl over Huset, hvor jeg boede, og kort efter et rungende Brag, der sendte alle Ruder knust ind i mit Værelse. I ét Nu var jeg paa Benene, i Uniformen, og med Geværet i den ene Haand og Livremmen med Patrontaskerne i den anden paa Vej til Skyttegravene nede ved Havnen.

Jo, det var ganske rigtigt Englænderne, som var paa Spil igen. Langt ude paa Vandet gled 3-4 Blokadekrydsere af Sted, medens de sendte det ene Lag ind over Byen efter det andet. Ingen Granater ramte dog i Nærheden af vor Skyttegrav, men inde i Byen fulgte Eksplosion efter Eksplosion.

Jeg kunde ikke lade være at tænke paa de Hundreder af Kvinder og Børn, der netop i disse Dage var tyet ind til Byen i Haab om at finde Fred dér. De var kommet fra Asken og i Ilden. Deres Plantager  Nordpaa og inde i Landet var da i det mindste forskaanet for Beskydning fra Søen.

Der gik ogsaa et Par Flyvere op ude hos Englænderne, og et Øjeblik efter havde vi dem over Hovedet paa os. Lyden af deres snurrende Propeller og Eksplosionerne af de Bomber, der kastedes, blandede sig med Granaternes Eksplosioner og med en voldsom Geværild fra vor Skyttegrav, hvorfra alle Mundinger pegede op ad mod Flyverne.

Til sidst strøg de ind over os i temmelig stor Højde og lod nogle Bomber falde, som ramte langt fra os. Vi fulgte dem stadig med Geværpiberne og tømte det ene Magasin op i Luften efter det andet. Intet er imidlertid saa haabløst som at skyde paa en Flyvemaskine med en almindelig Militærriffel. Det er et rent Slump, om man  rammer, og et endnu større Slumptræf, om man gør nogen Skade, hvor man rammer.

Flyverne blev ved at skrue sig højere og højere op — vore Kugler var dem vel nok noget nærgaaende — men de havde en bestemt Hensigt med at blive paa Stedet, og den aabenbaredes kort efter.

Luften blev fyldt med fløjtende, pibende Lyde som en Storms Hvinen i et Bundt Telefontraade, og over Pladsen omkring os og ogsaa i Skyttegraven smeldede en Hagl af Projektiler, der mærkeligt nok kun saarede én Mand ganske let. Jeg troede til at begynde med, at det var en Byge Maskingeværprojektiler, men nogle raabte, at det var Pile, og et Par Stykker gav sig til at grave et Sted i Sandet, hvor Projektilet var slaaet ned.

De fandt et Eksemplar, og senere blev der fundet flere. Det var ca. 15 cm lange Staalpile, meget spidse og massive fortil, men med et firefliget Haleparti, slebet til ligesom en gammeldags Bajonet og tjenende til at styre dem gennem Luften med Spidsen nedefter.

Det var ganske ejendommeligt, at ikke flere blev ramt af disse frygtelige Vaaben, der borede sig næsten en Meter ned i Sandet, men Grunden har sikkert været den, at Englænderne kastede dem for højt oppe fra. De spredte  sig for meget, som Jægeren siger om et Haglskud paa lang Afstand.

Inden vi rigtig var kommet ud af de Dækninger, vi havde søgt af Frygt for en ny Byge, var de engelske Flyvere langt ude over Søen, og vi havde kun Kanonilden fra de engelske Skibe at tage os i Agt for, og den var der egentlig ikke noget at gøre ved.

Granaterne faldt navnlig inde i Byen og paa det frie Land paa den anden Side Byen. Englænderne var altid tilbøjelige til at skyde for langt.

Nu begyndte imidlertid en af de langtrækkende „Kønigsberg“-Kanoner, der stod opstillet bag Byen — den anden var allerede fjernet og kørt til en af Fronterne — at lade høre fra sig, og jeg saa tynde Fontæner rejse sig ved Siden af de engelske Skibe som uskyldige Springvand ude paa det blanke Hav. Englænderne vidste imidlertid nok, hvad disse høje, tynde Straaler af Vand betød. De ændrede Kurs og stod udefter, men vedligeholdt stadig Ilden.

Kanonen fra „Königsberg“ fulgte dem troligt, og Nedslagene rejste sig i foruroligende Nærhed af de engelske Skibe. Træffere kunde jeg derimod ikke se nogen af paa Grund af Bøgen fra Skibene, der  næsten helt skjulte deres Skrog.

— Vi skulde haft den Kanon i Begyndelsen af Krigen, sagde min Sidemand. Saa kunde vi vel nok have pyntet dem! De første Dage laa de saa nær, at vi kunde naa dem med vore gamle 73’ere, ja,  undertiden med Maskingeværerne.

Englænderne holdt os i Aande hele Formiddagen, men jeg saa ikke en eneste Gang en Eksplosion saa nær ved Skyttegraven som den, der havde vækket mig om Morgenen.

Kl. 12 Middag holdt de op. Det gjorde de altid, naar de  bombarderede Byen. Paa den Tid skulde de formentlig spise Frokost.

Vi traadte af og skyndte os ind i Byen for at se, hvad der var sket, men der var forbavsende lidt at se. De fleste Træffere sad i de Indfødtes Bydel i Inder kvarteret, hvor Englænderne havde opnaaet at dræbe nogle faa Mennesker.

Da jeg vandrede hjem til mit Logi, kom Ramasan løbende mig i Møde med et Telegram fra Stache om straks at komme til Morogoro og hjælpe ham med at føre de store Ammunitionslagre bort fra Byen.

Om Aftenen tog jeg Afsked med mine Venner paa Hotellet, og vi drøftede endnu engang alt det, der var sket i de sidste Maaneder, og som kom til at staa klarere og klarere for os, efterhaanden som Efterretningerne blev talrigere og mere veltalende.

Som en Lavabølge var General Smuts’ Boere væltet ind over den nordlige Del af den tyske Koloni. Beredne Sydafrikanere i Titusindvis, spædet op med engelske og indiske Regimenter, havde foldet sig ud i en mægtig Bue omkring Stillingen ved Tav eta i de første Foraarsmaaneder og vilde have endt Krigen dér, men Lettow-Vorbeck lod sig ikke omringe. Han havde ført Hæren tilbage i Hurtigmarch først ad Usambarabanen ud mod Kysten, senere over Mpapua langs Centralbanen og Nordpaa igen til Stillingen ved Kondoa-Irangi.

Mod den knusende Overmagt, som var ledet af General Smuts, en fremragende Hærfører, maatte alle indrømme, havde Lettow-Vorbeck stillet en Stædighed og Udholdenhed, som spottede alle Boernes modige Anstrengelser og overlegne Materiel. Lettow-Vorbeck var den førende i Taktiken, fortalte en Underofficer, som var paa Gennemrejse. — Han overser en Stilling paa et Øjeblik, sagde han, og han ser Fjendens svage Punkter lige med det samme. Et Øjeblik efter er Modangrebet sat ind, og lykkes det ikke, saa trækker hele Styrken sig tilbage. Han kan ikke udstaa Stillinger, hvor man ligger og plaffer paa hinanden i Dagevis. Det er kun at spilde Patroner, siger han.

— De tror, at det er Wissmann, der er kommet igen, sagde Underofficeren.
— Hvem tror det?
— Askarierne.

Det var Kaptajn Wissmann, der for mange Aar tilbage „pacificerede“ tysk Østafrika. Overalt paa Hovedvejene saa man hans  Militærstationer, beliggende paa strategiske Punkter. De Sorte af alle Stammer regnede Tiden fra dengang, han drog gennem Landet, en Svøbe for arabiske Slavehandlere og plyndrende, kvægrøvende Massajer.

Nu stod Hærens Hovedstyrke nogenlunde samlet og urørt ved Kondoa-Irangi efter en Række frygtelige Tilbagetogskampe, men Englænderne havde sat nye Angreb ind og var vel trængt igennem. Tanga var faldet, og Englænderne havde gjort Landgang ved Bogamojo lige Nord for Daressalam. Det var paa høje Tid, at alt vaabenført Mandskab kom ud af Daressalam, som skulde opgives uden Kamp, af Hensyn til de mange Kvinder og Børn, der havde søgt Tilflugt her.

De gode Dage i Daressalam var forbi, og forude ventede Strabadser og Urskovsliv paa nogle og en tidlig Grav paa andre.

Da jeg kom hjem, havde Ramasan gjort alt klart til vor Afrejse og stillede stolt i en Khakiuniform, som jeg havde foræret ham. Ogsaa den lille Ali var feltmæssig paaklædt i en gammel Khakifrakke, som jeg havde givet ham. Den slæbte næsten efter ham og kunde sagtens bruges til Overfrakke samtidig. Han var umaadelig stolt af denne meget nyttige Frakke.

De tre Bærere, som altid fulgte mig, havde lejret sig udenfor Huset, og deres Byrder laa parat inde i Huset. Det var tre Trækasser, hvoraf den ene indeholdt Tøj til at skifte med, den anden Køkkenredskaber, Salt og Ris — som skulde suppleres paa de Depoter, vi traf paa — og den tredie Tæpper og Teltlærred.

Det var kun almindelige dagligdags Ting, som man i Europa ikke vilde ofre en Tanke. I Afrika var det en Formue, en Rigdom, som kun den hvide Mand kunde tillade sig at eje.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)