Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957