Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.
Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.
En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.
Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.
Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.
I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«
— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.
— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.
Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo klare alt.
En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon, Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.
— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.
Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.
Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.
Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —
Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa Vilkaar«, sagde jeg.
Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.
Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.
Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.
De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —
Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.
De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —
Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —
Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —
Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.
Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.
Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.
Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.