Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.
En dag meddelte man os, at de stærkeste og krigsduelige mænd måtte regne med at overgå til tjeneste ved fronterne, og jeg fik besked om at tage tilbage til Flensborg. Det var omkring den 1. juni 1916. Vi var i trist humør, da vi i den begyndende sommertid måtte, forlade det stille og rolige Højer og indstille os på at skulle til fronten.
Jeg kom altså igen til Flensborg, og dagen efter begyndte eksercitsen og øvelserne i terrænet. Efter fire ugers forløb kom udtagelsen til fronten, og efter få dagsrejser var vi da atter midt i det.
Det var i midten af juli 1916. Vi blev indsat mellem Arras og Douai. Det var et trist sted. Skyttegraven var i en dårlig forfatning, dækningerne meget svage. Desuden fik vi ofte besøg af fjendernes granater og miner, og maskingeværsalver strøg ofte ud over egnen. Adskillige steder havde vi kun granathuller at søge læ i, og disse var forbundet med hinanden ved smalle løbegrave.
Jeg fik sammen med en ung kammerat fra Mecklenborg anvist et sådant granathul.
Man havde sikret det lidt ved at lægge bjælker over det, og oven på disse igen jord. Engelske kanoner havde allerede tidligere haft dette granathul som mål. — Jeg prøvede derfor allerede den første nat at gøre vort opholdssted mere sikkert ved at kaste endnu mere jord ovenpå; men allerede den næste morgen fik vi at mærke, at englænderne havde observeret os.
Det begyndte at regne med granater omkring os. En gik tværs igennem vor hule, og havde vi ikke omgående smidt os ned, havde
det været ude med os; men nu fløj splinterne hen over os.
Når englænderne havde opdaget os, var fejlen sikkert min, for jeg havde arbejdet med at sikre vort opholdssted lige til den lyse morgen.
Englænderne var naturligvis ikke interesseret i at have os så nær inde på deres linier.
Vi havde for resten nok at gøre i vor stilling, for når vi ikke stod vagt, skulle vi hjælpe pionerfolkene med at slæbe planker, pigtråd og andet frem, og da sådan noget jo ikke kan gå for sig helt lydløst, fandt de engelske granater og maskingeværer også vej herhen.
For mig var opholdet i granathullerne en slem omgang. Jeg kom jo lige fra hjemlandet og var slet ikke vant til sådanne strabadser, og hvor jeg før havde været ved fronten, havde vi haft ordentlige skyttegrave og dækninger. Men i den tid, vi lå her, 13 km øst for Arras, slap vi dog for fjendtlige angreb.