Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

9. oktober 1916. Døden ved Somme: “De nyankomne var ikke hurtige nok …”

Skriv en kommentar

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Nu var jeg helt alene på min post. Stillingen blev beskudt ustandseligt. Der faldt både lette og svære granater. Natten gik. Jeg ventede på afløsning. Der kom ingen. Omsider besluttede jeg at søge tilbage til mine kammerater.

Undervejs mødte jeg en underofficer fra et andet regiment. Han standsede mig og gav mig den mærkelige befaling, at jeg straks skulle foretage et stormangreb på den fjendlige linie. -— Der måtte jo være noget i vejen med denne mand!

Jeg svarede derfor: »Javel, men jeg må lige underrette min underofficer, for vi må jo være nogle flere om det!«

Jeg fortsatte min vej, søgte efter mine kammerater, men fandt ingen. Det var mystisk!

Under min eftersøgning løb jeg på en soldat fra Bayern. Da jeg fortalte ham om min resultatløse eftersøgning, blev vi begge lidt underligt til mode. Mon den forreste linie var blevet taget af franskmændene? Mon vore kammerater havde trukket sig tilbage?

Vi kom igennem hele vort skyttegravsanlæg, helt ud til stillingens højre fløj. Her standsede vort frontafsnit, fordi der her gik en landevej igennem skyttegraven. På den anden side af vejen begyndte naboregimentets afsnit.

I samme øjeblik, vi kom til landevejen, begyndte de fjendtlige  batterier at skyde. Vi søgte i en fart dækning i en forladt jordhule ved landevejen. I det samme ankom en afdeling soldater, ca. 35 mand, under anførsel af en løjtnant. De skulle besætte stillingen.

Hele skyttegravsanlægget så dog håbløs ud. Derfor blev vi heller ikke forundret, da løjtnanten sagde: »Hvor er skyttegraven?«

Granaterne suste ned på vejen, og løjtnanten påskyndede sine folk. De kom hurtigt ned i graven. Jeg søgte også sammen med nogle andre påny dækning, og det blev vel vor redning, for  sprængstykkerne, store og små, fløj rundt til alle sider; men de nyankomne var ikke hurtige nok. De fleste af dem faldt eller blev hårdt såret; endda to af dem, der sammen med mig søgte ind i jordhulen, blev lettere såret. Den ene løb sin vej. Hvor han blev af, og hvad der blev af ham, ved jeg ikke. Den anden tog jeg mig af. Jeg forbandt ham og sørgede for, at han sammen med andre kom tilbage til en opsamlingsplads for sårede.

Da han ikke kunne gå alene, gik jeg med ham og støttede ham. Ved denne lejlighed fandt jeg omsider mine kammerater. De var trukket tilbage fra frontlinien. Gruppeføreren meddelte mig, at de havde anmeldt mig som savnet. Jeg blev overrasket ved denne meddelelse. — De anede ikke, hvad jeg havde oplevet, siden jeg blev sendt ud på den ensomme post på vor venstre fløj.

DSK-årbøger 1960.

Krigens forløb

8. oktober 1916. Ved Somme: “Lad kun være, for jeg er færdig!”

Skriv en kommentar

Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Vor bataljon, nu infanteri-regiment 362, havde nærmest til opgave at holde og forsvare det terræn, der var vundet.

Vi rykkede ud til fronten fra byen Bapaume. I denne by efterlod vi  vore tornystre, og kun forsynet med stormbagage gik det fremad.

Den sidste nat tilbragte vi i en teltlejr. Vi marcherede i retning af den sønderskudte landsby Le Saves. Der var vel fire kilometer ud til anden linie. Da vi nærmede os skyttegraven, marcherede  kompagniet frem ad forskellige veje og i grupper på otte mand.

Granaterne slog ned rundt omkring, og én suste bogstavelig talt ned imellem os, dog uden at nogen blev ramt. Det var et helt under.

Da vi havde besat anden linie, blev otte grupper sendt frem over åben mark for at besætte den forreste skyttegrav.

Resten, hvortil jeg hørte, forblev i anden linie. Man skal nu ikke tro, at anden linie var et roligt sted, og at det var mere sikkert her, for hvad der var sket her, før vi ankom, og hvad der skete, mens vi var  der, var frygteligt.

Rundt omkring lå der faldne soldater. De sår, de havde fået, var grusomme. Granaterne var endda gået gennem dækningerne og havde dræbt, såret eller begravet alle, der havde søgt læ her. Sanitetsfolkene havde slet ikke magtet at komme alle de sårede til hjælp, og man havde ikke haft lejlighed til at skaffe de døde  bort eller få dem begravet. Det var et frygteligt syn, der mødte os her.

Jeg blev sammen med en kammerat, som hed Gøtsche, sendt helt ud på venstre fløj for at holde udkig i denne del af vor stilling. Mens vi spejdede fremad, ud over ingenmandsland, kom en kammerat hen til os. Han var vel på vej tilbage.

I det samme blev han ramt af en granatsplint, der gik lige igennem  hans venstre patrontaske. Vi så et kort glimt, så eksploderede patronerne, og han faldt om, dødeligt ramt.

Gøtsche sprang hen til ham og sagde: »Skal jeg ikke hente en sanitetssoldat?«

Han svarede: »Lad kun være, for jeg er færdig«. I det samme sank han sammen og var død.

Gøtsche forsvandt. Jeg tror, han blev fuldstændig chokeret. Jeg så ham ikke mere . . .

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960.

Krigens forløb

8. oktober 1916. Jens Jørgensen henretter civile: “… de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …”

Skriv en kommentar

Jens Jørgensen, Brede, deltog i en henrettelsespeloton i Belgien

Det værste, jeg har været med til

Det værste for mig i krigens år ved fronten i Frankrig og i Flandern var ikke strabadserne og selve kampen i frontlinien, men derimod dengang, jeg sammen med mit kompagni blev kommanderet til at skyde nogle belgiske „spioner” i Liége.

Da jeg havde en stor, uforsørget børneflok, var jeg i efteråret 1916 blevet trukket tilbage fra fronten ved Yser- kanalen og gjorde tjeneste ved jernbanebevogtningen i nærheden af denne bekendte fæstning.

En eftermiddag klokken fire blev vi alarmeret og sattes med fuld oppakning i march mod byen. Vi troede, vi skulle til fronten. Inde i byen kom vi i massekvarter, men klokken fire den næste morgen gik det videre. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen; men omsider marcherede vi ind igennem en port og kom ind i et af byens store forter. Vi havde een gang før været på dette forts eksercerplads. — Vi blev samlede ved et skur i et hjørne af pladsen. Det var endnu halvmørkt. En gammel major kom hen til os og meddelte, at vi var udset til at skyde tre belgiske „spioner”, som havde været skyld i „mange tyske soldaters død”, og derfor var de af en krigsret dømt til døden.

Han udtog nu ti mand til hver af de dødsdømte; de, der havde tjent aktivt, blev udtaget først. Hvis vi ikke parerede orde, skulle „forbryderne” stikkes ned af to unge løjtnanter, der fik overdraget kommandoen. Det ville således være bedre for de dømte, om de blev truffet således, at de var døde på stedet. Vi skulle derfor sigte efter hjertet.

Nogle meldte sig frivilligt til dette modbydelige arbejde. Jeg forsøgte hele tiden under udvælgelsen af skydemandskabet at stille mig bag ved majoren; men da der stadig ikke var nok i tallet, måtte jeg omsider også med i en skydegruppe.

Nu blev de tre arrestanter ført frem, et postbud i uniform, en mand i civil og en kvinde. De førtes af en patrulje; tre mand foran og tre bagved. En katolsk præst fulgte med dem. Han tog dem til alters. Knælende modtog de sakramentet, medens de hele tiden — fra de kom og til det var overstået — mumlede noget for os uforståeligt, antagelig bønner, på deres mål.

Denne mumlen i angst eller trods blev bagefter i lang tid ved med at følge mig både i vågen og i sovende tilstand. Hørte jeg på vagten en fugl eller en anden lyd fra naturen, var det straks de dødsdømtes mumlen, der klang i mine øren og i mit sind.

De tre belgiere var imidlertid blevet stillet et par skridt foran tre pæle. Bag dem var der en skydevold. Fangevogterne trådte til bagfra, to ved hver. Den ene havde et reb, hvormed han trak fangen tilbage og bandt ham til pælen. Den anden havde en klud, som blev bundet for fangens øjne.

Så kommanderede de to løjtnanter. Den ene, som kommanderede et „æreskompagni”, råbte: „Achtung! Präsentiert das — Gewehr!”

Den anden: „Zum Chargieren! Fertig! — Feuer!“

Jeg skulle skyde på den kvindelige arrestant. Det sidste, hun råbte, var: „Vivat la Belgique!“

De var alle tre døde på stedet.

Vi blev formeret påny og marcherede bort, tilbage til vor vagttjeneste; men det var underlige tanker, der gik igennem mit sind. Dog hvad var der for mig at gøre? Man skulle jo udføre en ordre.

Efter en uges tid gentog det samme myrderi sig desværre. Vi blev atter purret ud og måtte af sted til byen og ud til den skumle kasernegård. Nu vidste vi, hvad der forestod. — Denne gang førtes der seks arrestanter frem. De blev ligeledes taget til alters og blev bundet til pælene. Det kneb med at faa tilstrækkeligt kvalificeret skydemandskab frem, for der skulle bruges tres mand. Man så sig nødsaget til at tage nogle rekrutter med, som dårligt nok forstod at håndtere et gevær. Officererne gjorde nu oven i købet den brøler at lade disse rekrutter danne den sidste gruppe i stedet for at fordele dem på alle skydegrupperne.

Majoren var den samme, men løjtnanterne var udskiftede. Den ene af disse var yderst nervøs. Han forsvandt ind i en plantage og kom først farende tilbage lige før aktionen. (Hans oppasser sagde for resten bagefter, at han var kommet tilbage med bukserne fulde.)

Kommandoerne lød, og vi skød, den forreste række knælende. Løjtnanten glemte i sin nervøsitet at kommandere os i ro igen. Det gjorde vi så af os selv. Han forsvandt omgående igen. — Det viste sig, at den sidste i fangernes række ikke var død. Kuglerne havde ramt ham i armene og benene og havde strejfet hans hoved. En læge løb hen til den faldne for at tilse ham. Først efter tre til fire minutters forløb udåndede han.

Hvad havde de gjort, de stakkels folk? Vi fik ikke noget at vide om det. De havde elsket deres fædreland og sat deres liv ind for det, det fædreland, som fjenden havde overfaldet.

Det er det værste, jeg har været med til i krigen. Havde de endda fået lov til at fare imod os, så vi kunne have skudt dem i modværge. Men de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …

DSK-årbøger, 1951

Krigens forløb

7. oktober 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Rumænien, det armenske folkedrab, Saloniki-fronten og mudderet ved Somme, hvor sir Douglas Haig endnu ikke havde forstået de offensive begrænsninger, som artilleriets begrænsede rækkevidde medførte.

Krigens forløb

6. oktober 1916. Angreb ved Somme! “I tætte Kolonner kom de myldrende frem …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86.  Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Imedens hylede Granaterne, og Bly-, Staal- og Jernstumper slog ned allevegne. Jorden rystede under de voldsomme Sprængninger, og  Luften var graagul af Røg og Krudtdamp. Alle sad vi og ventede paa,  at Franskmanden dog snart vilde komme for at gøre en Ende paa denne forfærdelige Spænding, ligemeget hvordan saa end  Afgørelsen faldt ud.

Der blev ikke talt et Ord, og Cigaretterne smagte ikke mere. Vi ventede kun paa Fuldbyrdelsen af den Dødsdom, der for længe siden var afsagt over os.

nls_haig_-_smashed_up_german_trench_on_messines_ridge_with_dead
Original filkplacering fra Wikipedia: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/4/47/NLS_Haig_-_Smashed_up_German_trench_on_Messines_Ridge_with_dead.jpg

Kompagniføreren var kommet kravlende hen til Understanden til os. Han var ikke mange sure Sild værd, og havde kun den Tanke enten at maatte dø eller se at komme tilbage, forinden Franskmanden kom for at tage ham til Fange.

Præcis Klokken 5 blev den voldsomme Ild som ved et Trylleslag  afbrudt. Hvilken uhyre Lettelse, men nu kom der ogsaa Liv i   Kompagniføreren. „Gud ske evig Lov”, raabte han, medens han rev Revolveren fra Bæltet.

Nogen nærmere Ordre behøvede han ikke at give, thi de første  Geværskud knaldede allerede imod de fremrykkende Franskmænd.

I tætte Kolonner kom de myldrende frem, og flere Kompagnier lige i Retning af vort Afsnit.

Maskingeværerne var snart bragt i Stilling, og arbejdede efter Hensigten. Haandgranaterne blev i rivende Hast kastet ud over Gravkanten, men foreløbig dog til ingen Nytte, thi Franskmanden var endnu i for lang Afstand.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren maatte nu til at gribe regulerende ind, og hans Ordre lød paa, at Maskingeværerne skulde holde en jævn Ild vedlige og under godt Sigte holde lige ind i Rækkerne.

Først i en Afstand af ca. 100 Meter skulde der lægges alt det i, der blot kunde gaa igennem Løbene. Haandgranater skulde heller ikke kastes før i samme Afstand, og indtil da skulde der fyres med  almindelige Geværer, af hvilke der mindst var tre til hver Mand.

Fjenden var nu kommet nærmere, og Haandgranaterne blev kastet uden sædvanligt Ophold mellem Tænding og Kastningen, hvilket bevirkede, at hver Mand kunde kaste dobbelt saa mange. De laa nu  derude, og dannede ved deres Eksplosioner en levende Ildmur, som var beregnet paa, at Fjenden ikke kunde slippe igennem.

Maskingeværerne arbejdede ivrigt, og deres Virkning kunde tydelig ses. Drejende Løbet til højre og venstre og sænkende det op og ned i Bølgeform mejede de alt ned for Fode, og det var tydeligt at se, at  der blev en Standsning i Angribernes Rækker, i hvert Fald var der  ikke megen Fart i Angrebet.

Pludselig vilde mit Maskingevær ikke mere, og endnu havde jeg 7000 Skud tilbage. Løbet, der havde arbejdet sig fast, blev revet ud, og et nyt blev sat i.

6a44-127_maskingeværgruppe

„Rolig, bare rolig, gamle Dreng,” sagde  Kompagniføreren, der stod bagved. „Bare rolig, jeg tror vi har dem, de ser ud til at have tabt  Lysten.”

Dog, Fjenden kom nærmere, og ogsaa han begyndte at skyde.

Maskingeværerne raslede alt det ud igennem Løbene, som de kunde overkomme, og snart stod vi indhyllet i Dampen fra Kølevandet, der kogte i Geværet. Paany stod baade mit og det andet Gevær stille, men der var nu ikke Tid til at skifte Løb. Det blev overladt sin egen, ynkelige Forfatning, og Haandgranaterne blev taget i Brug.

Fjenden havde smidt sig ned foran vores „Ildmur”, og det viste sig, at Kompagniføreren fik Ret i sin Formodning. De kunde ikke trænge igennem.

„Rolig, bare rolig,” var hans stadige Formaning, „vi har dem.”  Kompagniførerens urokkelige Mod forplantede sig til alle, og enhver lagde alt det i, som han blot orkede. Ved Hjælp af Lysraketter blev  der nu givet vort Artilleri Ordre til at sætte ind med Spærreild, og de gjorde det med stor Eftertrykkelighed.

Natligt_angreb_måske_Somme

Fjenden har vel nu paa Grund af de mange eksploderende Granater bedømt Modstanderne til at være mange, thi pludselig sprang de op, og løb. De løb, som om selveste Djævelen var i Hælene paa dem, men nu blev det levende i Skyttegraven hos os. I staaende Stilling tømte vi Magasinerne af Geværerne i Ryggen paa den flygtende Fjende, og medens Kompagniføreren raabte om at vise ham „Made in Germany”, flygtede han i Panik tilbage, hvorfra han var kommet. Raabende og skrigende, kastende alt fra sig, søgte Fjenden Dækning  bag ved væltede Landevejstræer, men heller ikke her havde han Ro, thi nu laa han i Spærreilden fra vort Artilleri.

Imidlertid havde vi været ude i Forterrænet. Vor Søgen gjaldt  Feltflaskerne fra faldne og saarede Franskmænd. Vi vidste, hvad de  indeholdt, men ikke alene var det Feltflaskerne, det gjaldt, thi vor  Ammunition var ved at slippe op, og de bortkastede Geværer og Patroner var derfor en god Reserve at have liggende, naar Fjenden atter vendte tilbage.

Vestfront Skyttegrav med franske lig

Frygtelig saa den foran os liggende Slagmark ud, og i bogstavelig Forstand laa døde og saarede, som var de strøede over det hele af en stor, usynlig Haand. De saaredes Raaben om Hjælp lodes uænset. De var for mange.

I det begyndende Mørke kunde vi se mange  sammenrullede Skikkelser rejse sig i Terrænet forude og søge tilbage til deres Afdelinger. Hidtil var de, af Frygt for at blive skudt ned, blevet liggende som livløse, men nu kunde de løbe.

 

Krigens forløb

6. oktober 1916. Granatchok: De begravede kammerater gravet fri – men to er blevet vanvittige

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter et lazaretophold kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Da vi havde modtaget Melding om, at Kompagniføreren og 10 Mand  var begravet under nedstyrtede Stolper, Brædder og Jordmasser, besluttede Skorstensfejeren sig til at grave ham ud.

Tanken var vanvittig, thi det var faktisk ikke til at opholde sig i Skyttegraven. Dog, med 3 Mand til Hjælp lykkedes det Skorstensfejeren at skaffe Luft ned til de indespærrede  Kammerater, der nu selv kunde skaffe sig Adgang til mere Plads.

Dermed var det værste overstaaet, thi naar blot de havde Luft, kunde de jo altid selv arbejde sig videre ud. Efter et Par Timers  Anstrengelser var de komme fri af Hindringerne, men desværre var 2 Mand blevet saa haardt medtaget af Skræk, at de ikke vilde med ud.

Det var tydeligt nok, at de havde taget Skade paa deres Forstand. De lo og sang, og var ikke til at tale tilrette. Kompagniføreren havde  faaet et betydeligt Chok og laa altopgivende i Graven. Han bad om at lade tilgaa Løjtnanten af 1. Deling Besked om at overtage  Kommandoen, da han enten vilde se at komme tilbage, eller ogsaa afvente Døden, hvor han laa.

Ordonnansen kom imidlertid tilbage fra 1. Deling med Melding om, at Løjtnanten var falden ved Middagstid, og da Kompagniføreren hørte dette, besluttede han at blive, vi skulde bare lade ham ligge,  hvor han laa. Hensigten hermed var tydelig nok, men vi kunde ikke  overtale ham til at søge Dækning.

 

Krigens forløb

5. oktober 1916 – Johannes Christensen: Anstrengelserne er umenneskelige

Skriv en kommentar

Dette brev er det første 19-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – skrev hjem til sin familie, efter han fik sin ilddåb ved frontafsnittet Douaumont i Verdunområdet. I brevet nævner han tre brødre Thorvald, Alfred og Marthinus, som også er indkaldt ved den tyske hær samt svogeren Jacob.

Kære alle sammen!

Klokken er 21, men dog skal jeg se, om jeg kan få lidt skrevet i en fart. Der er ellers et spektakel, så man hverken kan høre eller se. De har nemlig fået udleveret et anker sprit i aften og så går humøret over forstanden straks.

Mange tak for Eders brev , eller rettere sagt dit brev, kære mor. For Agnes’ fra den 27. har jeg ikke modtaget endnu, men måske kommer det endnu. Vaflerne har jeg ikke fået, men de kan endnu komme. Smørret er kommet i går sammen med dit brev fra 22/9. Og i aften kom fra den 2/10. Det glæder mig, at I har det nogenlunde og at Thorvald er kommet hjem igen. Ja, Gud give, at han måtte blive helt forskånet, for at komme ud i det forfærdelige igen.

Jeg er lykkelig tilbage i ro igen og skal være her helt til den 13. Nu har jeg også prøvet noget af det værste man tænke sig, men min kære Gud bønhører mig nok, når jeg beder ham om mod og styrke til at gå det igennem alt sammen.  Forhåbentlig bliver vi ikke længe her, da anstrengelserne, der her må ydes, er umenneskelige. Om vi skal i stilling her ved jeg ikke, men sandsynligvis.

Ja! Gud give vi snart må få fred, men der jo ingen udsigter dertil endnu. Nu er Grækenland vel også kommet med, ser jeg lige i bladet. Blot I må holde ro derhjemme endda. Det glæder mig, at I har bestilt bladet til mig igen, så har man dog en lille anelse om, hvordan det står til i verden.

Fra Marthinus havde jeg brev i aften. Han er da gudskelov også i garnisonen endnu. Blot det må gå vor kære Alfred godt deroppe ved Somme. Nu ved man først, hvad det vil sige, når de siger granatstumperne piber om ørerne. Denne fornemmelse er ikke til at beskrive. Et guds under, at der er nogen, der er kommen godt fra det. Det regner nu hver dag, så det er et forfærdeligt pløre.

Det var dog godt, at Jacob ikke kom med til Somme.  Du kan ikke tænke dig kære søster, hvad det har at sige, at være i en god og udbygget stilling, hvor de kan opholde sig det meste af tiden, hvor ingen djævelske granater kan nå dem. Mens man her må opholde sig fem lange dage og nætter i nogle granathuller, som er forbundet med hinanden gennem en lille åben rende, og så ikke mere end 30-40 meter fra franskmændene, som af og til sender en portion håndgranater over i mod os. Dog håber vi næste gang, at den er lidt bedre udbygget, når vi skal derud igen.

Jeg er egentligt kommet til at skrive langt mere om det alt sammen, end jeg havde i sinde. Men nu behøver I jo da ikke at forestille jer det værre, end jeg har beskrevet det. Det er både godt og ondt at dølge noget.  Jeg holder det jo nok ud lige så godt som de andre. Vi holder jo modet oppe hos hinanden, så godt vi kan.

Jeg har en god ven i Hans Lindholm fra Ballum. Vi holder også godt sammen i tykt og tyndt og hjælper tro hinanden, når det ind i mellem kniber for en af os i en eller anden retning.

Nu håber jeg, at I har det godt derhjemme, I kære alle sammen. I har jo vidst længe ventet efter dette brev, men det har været mig umuligt at skrive før i aften.

Nu må I endelig ikke være alt for kede af det for min skyld. Jeg har det godt og når jeg blot ved, at I har det godt alle sammen derhjemme, er det mig den største trøst. Skriv blot en gang i mellem. Det er jo den eneste glæde, man har, når der er en røst hjemmefra.

Vær så hermed hjerteligt hilset fra eders søn og broder, Johannes.

Har Thorvald modtaget mit fødselsdagbrev, som jeg adresserede til Slesvig? Lidt sandpapir kunne jeg godt bruge igen. Hvor er Christian Petersen kommet hen? Jeg skriver så snart, jeg har blot har tid. Hils alle venner og bekendte.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

5. oktober 1916. Bestikkelse: Orloven forlænget for skinke, flæsk og Rød Aalborg

Skriv en kommentar

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved bestikkelse blev orloven forlænget gentagne gange.

Da jeg havde været hjemme en otte Dages Tid, sendte jeg i min Kones Navn en Pakke til Vagtmesteren. Den blev meget nådigt modtaget. Samtidig afgik der en Ansøgning om Efterorlov. Der blev omgående bevilget tre Uger til, men hver fjortende Dag afgik da også en Pakke til Vagtmesteren. Høsten trak ud, og på den Konto fik jeg yderligere fjorten Dage, dog samtidig skrev han, om jeg kunde besørge Chefen nogle Høns. Endnu en Gang søgte jeg om fjorten Dage, dog denne Gang kom der intet Svar, og jeg måtte af Sted, I Pasewalk, hvorfra der gik en Sidebane til Svinemünde, blev jeg råbt ud af Toget.

Der var Telegram til mig, eftersendt af min Kone. Jeg skulde afvente nærmere Ordre, stod der i det. Jeg havde alle mine Sager liggende i Svinemünde-Toget, der var rede til Afgang, men I kan tro, jeg kom ud i en Fart, efterladende mine medbragte Levnedsmidler til mine Rejsekammerater.

Denne Gang havde Vagtmesteren taget det hele på sig, men nu skulde jeg absolut se at få mindst tre Høns og en Hane med. Fjorten Dage var jeg hjemme endnu, så kom der Telegram om, at jeg straks skulde vende tilbage. Så rejste jeg af Sted med mine Høns og en Flaske „Ålborg” til Vagtmesteren. Den havde han udtrykkelig anmodet mig om at tage med.

Henad Aften nåede jeg om Bord, og det første, Vagtmesteren spurgte om, var, om jeg havde Akvavitten med. Han kendte den fra Kejsermanøvrerne hernede. – Og så de uforglemmelige danske Kaffepunche. Man kunde for 20 Penning få den dejligste „Krambambuli”.

De var nemlig ikke vant til, at Flasken kom på Bordet, så den gik med for de to Groschen. Det var således de bedste Minder, han fra sin aktive Tjenestetid havde taget med heroppefra, derfor lå Flasken også øverst i Kufferten, og samme Aften måtte jeg stille i hans Kahyt med Flasken.

Der var kun en Stol og et Bord, så Vagtmesteren tog Plads på Sengekanten. Jeg fik ikke Lov at gå, før Flasken var tom. Glas havde vi ikke, jeg måtte tage min Tørn med, dog kneb jeg Læberne sammen, så Vagtmesteren fik den store Broderpart. Inden jeg gik, måtte jeg vælte ham over i Sengen, med Tøj øg Støvler på, han var nemlig blevet så fuld som en Allike.

DSK-årbøger 1945

Krigens forløb

4. oktober 1916. Ved Somme: Endelig forsyninger – og rigeligt! Af 200 mand er kun 60 tilbage!

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven, den 4. Oktober 1916.

Der kom ingen Kommando med Levnedmidler i Gaar Aftes, og Sepl samlede derfor 10 Mand, der under heftig Beskydning i rasende Løb satte over frit liggende Terræn i Retning af Manancourt. I Morges naaede de tilbage.

De var haardt læsset med Levnedsmidler, Drikke- og Rygevarer. Sepl har virkelig udført en Heltedaad, men vi saa nu ogsaa anderledes paa den Kommando, der skulde sørge for Forplejningen, og som vi havde forbandet ned i den sorte Jord, idet vi har været af den Mening, at de var for fejge til at gaa frem.

Det viste sig nemlig efter Sepls Beretning, at der ved Køkkenet i Manancourt havde været den største Ængstelse for Kompagniet, men ingen vidste, hvor det var blevet af. Kommandoen havde nemlig hver Aften været ude ved Stillingen og havde ogsaa været ad Hulvejen, ad hvilken de, da de var ukendt med Terrænet, næsten var naaet over til Franskmanden.

For at undgaa Fangenskab havde de maattet kaste alt, hvad de havde at bære paa, og var løbet tilbage. Det havde ikke været dem muligt at finde Kompagniet de andre Aftener, og de var kommet i saa stærk Ild, at der af Kommandoens 20 Mand nu kun var 7 tilbage.

Deres Bestilling var ikke misundelsesværdig, men i Skyttegraven er der kun 60 Mand tilbage af Kompagniet, og det har den Fordel, at der nu er rigelig med Levnedsmidler, der ellers var beregnet til 200.

 

Krigens forløb

4. oktober 1916. Nis Kock nænner ikke at skyde en løve

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Overalt i Skoven traf man paa Dyrestier, som de forskellige Dyr fulgte, naar de søgte ned til Floden for at drikke, og ude paa de aabne Græsgange ved Floden kunde man træffe tre-fire forskellige Slags Antiloper — ofte i temmelig store Flokke — Zebraer og en Mængde andre Dyr, som man kun saå Glimt af og næppe lærte at kende Navnet paa.

Store Flokke af Aber huserede ogsaa ved Floden og lavede et forfærdeligt Spektakel, som skræmte det øvrige Vildt, men der gik dog sjælden en Dag, uden at jeg kom hjem med et Stykke Vildt paa Tasken.

Det blev fordelt mellem Bærerne, som saa tørrede Kødet over Ilden og derefter spiste det. De gode Stykker, som Ramasan altid sørgede for til min Husholdning, blev som Regel anvendt til forskellige  Risretter, som han var en Mester i at tilberede.

Een Gang paa disse Jagtudflugter skød jeg paa en Antilope i fuldt Spring, men gjorde det aldrig oftere, da jeg maaatte skyde tre Gange for at dræbe den, og én Gang skød jeg slet ikke.

Det var paa Hjemturen fra en Jagtudflugt, der ikke havde givet noget Resultat. Jeg skulde skynde mig tilbage for at sende en Safari mod Nord med Ammunition, men pludselig blev jeg staaende stille som naglet til Stedet. Bæreren, som jeg havde med, stod lige saa stiv og stille, og jeg hørte hans Stemme, hæs af Spænding og  Overraskelse: — Bwana, huko Simba! — Herre, dernede er Løver!

Der var tre. En Han og en Hun og deres Unge. Ungen og dens Mor laa ned, medens Hannen slentrede omkring i Nærheden. —

Skyd, Bwana, skyd! hviskede Negeren og pegede paa Dyrene, men det var mig simpelthen umuligt.

Jeg blev staaende i nogen Tid og saå paa de smukke Dyr, hvis frygtelige Brøl saa ofte vækkede mig om Natten, men hængte saa Geværet over Skulderen og gik hjem til min Safari.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. oktober 1916. “Tempo, Bwana!” En elefant raserer lejren

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En anden Nat blev jeg vækket ved, at der lød vilde Hyl og Skrig fra Bærerne, og da det var paa en Tid, hvor der gik Rygter om, at engelske Patrouiller var i Nærheden, blev jeg hed om Ørene. Jeg var den eneste bevæbnede Mand i Lejren og havde Ansvaret for de  store Lagre af Patroner, der var opstablet her.

Med Riflen i Haanden løb jeg hen mod Lejren, der laa ca. 100 m fra det Sted, hvor jeg sov — det er godt at være paa passende Afstand fra en Negerlejr — men inden jeg naaede derhen, stødte jeg sammen med en af Bærerne i Mørket og spurgte ham aandeløst, hvad der var paa Færde.

— Tempo, Bwana! skreg Manden: — En Elefant, Herre! Den kom løbende lige tværs gennem Lejren, og har nok trampet de fleste af mine Kammerater ihjel!

Jeg stod stille og lyttede, og skønt Skrigene fra Bærerlejren langt fra var forstummet, hørte jeg tydeligt, hvorledes et stort Dyr knagende og bragende banede sig Vej gennem Junglen bort fra Lejren.

Jeg gik hen til Lejren, hvor alt var Jammer og Forvirring, men da jeg havde undersøgt Sagen nærmere, viste det sig, at ingen af Bærerne var kommet til Skade, hvilket maa betragtes som noget af et Mirakel.

Det var ligeledes en temmelig usædvanlig Hændelse, at en Elefant optraadte paa den Maade, for de er i Besiddelse af en meget udviklet Lugtesans, der holder dem langt borte fra de Steder, hver  Mennesker slaar Lejr.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

3. oktober 1916. Helvedet ved Somme: Lig i drikkevandet

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I begyndelsen af oktober 1916 lå han ved Somme-fronten.

… det er det værste, vi endnu har været ude for. I Skyttegravene findes der saa godt som ingen Understande, i hvert Fald er de langtfra tilstrækkelige, og de fleste har maattet kampere i Hullerne, der forestiller Begrebet — Skyttegrav.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Levnedsmidler er endnu ikke kommet frem, og den medbragte Jernportion er forlængst vederfaret Retfærdighed. Sulten er stor, men Tørsten er endnu større, dog Savnet af Rygemateriale er vel dog sluttelig det allerstørste. Er der en, der er saa lykkelig at have en Cigaret, melder der sig straks 10 Mand med Bøn om „ein Zug”. Naar Cigaretten saaledes er gaaet fra Mund til Mund 10 Gange, slukkes Ilden i den, og den hengemmes i Vestelommen til „næste Frokost”, andet giver det nemlig ikke.

Drikkevandet er sluppet op, thi efter at nogle i Gaar Morges havde opdaget, at der af det Granathul, ad hvilket vi hidtil havde hentet det grumsede Vand, stak et Par Ben og flere Par Arme frem, har vi tabt Lysten til det Vand.

Hidtil havde det afhjulpet Vandmanglen, men nu er vi nødt til at udspænde Teltlærredet i Skyttegraven for at opsamle Regnen. I Midten af Lærredet har vi skaaret et Hul, ad hvilket Draaberne samler sig ned i en Staalhjelm, der er anbragt nedenunder for at op  fange Draaberne. Det er flere Gange lykkedes nogen at faa en Mundfuld, men for det meste bliver hele Indretningen revet bort af Granaterne.

Kølevandet til Maskingeværerne er forlængst drukket, men de efterfyldes med Vandet fra Granathullet bagved. Sepl og jeg er lige kommet fra Kompagniføreren, til hvem vi indtrængende henstillede at lade sørge for Mad og Drikke.

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

Kompagniføreren er god nok. Han havde ogsaa Forstaaelsen af vor fortvivlede Stilling, men vi kunde tydelig mærke paa ham, at hvis han sendte nogle tilbage, troede han ikke, at de kom igen. Han lovede dog, at hvis Levnedsmiddelkommandoen ikke naaede frem til Aften, skulde der blive sendt et Kommando af Sted, som under Sepls Ledelse skulde bringe Levnedsmidler frem.

I 4 Dage har det franske Artilleri hamret paa vor Stilling, og Opholdet her er ikke til at beskrive. Kaskader af Granater og  Shrapnels ligefrem regner ned over Skyttegravens Besætning og længere tilbage, og de Meldinger, som Underofficererne hver Morgen bringer Kompagniføreren, indeholder altid en uhyggelig Fortegnelse over store Tab.

Skyttegrav_tegning_døde_cropped

Understande, eller rettere Hullerne, er skudt sønder og sammen og har begravet alt levende under sig, og i første Deling til højre er der næsten ingen tilbage. Fra Understandene, der ligger op til saadanne, der er sammenskudt, kan v i høre de begravedes fortvivlede Kalden paa Hjælp, dog, der hengaar kun et Par Timer, saa er Raabene  forstummet.

Det er umuligt at komme til Hjælp, thi vi kan ikke opholde os i Skyttegraven for Granaterne eller de omkringflyvende Splinter, der har en Længde af indtil 1 Meter.

 

Krigens forløb

2. Oktober 1916 – Thygesens kammerat: “Det gør mig ondt, men det er min pligt”

Skriv en kommentar

2. oktober 1916 fik 24-årige Thyge Thygesens forældre i Stepping denne frygtelige meddelelse fra Thyge Thygesens kammerat Marius Iversen. De to sønderjyder var ugen forinden kommet til Somme med Reserveinfanteri regiment 36.

Kære Hr. Thygesen og Familie!

Det gør mig ondt, men det er min Pligt. Jeg har ikke kunnet skrive før. Den 29. September om Natten havde vi udkastet en ny Skyttegrav, måske har Fjenden bemærket det, da Graven i Løbet af et Par Timer var helt jævnet. Vi havde dækket Graven til med Brædder da det regnede. Eders kære Søn og min gode Kammerat, sad derunder og sov. Jeg stod måske 10 Skridt derfra i Graven, da kom der også en af de svære igen og slog i, lige foran os. Thyge var helt tildækket og jeg til Halsen. Vi blev så begge udgravede af vores Kammerater, men stakkels Thyge havde fået for meget, han levede endnu, men var uden Bevidsthed. Han kom så bort, men igår hørte jeg, at det var kommen, at han var død. Der mentes, at Ryggraden var brækket. Nu vil jeg ønske eder alle Glæde i eders store Sorg, og ikke skrive mere, da det er svært for eder at overvinde. Nu i Herrens Navn mange Hilsner fra M. Iversen.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Krigens forløb

2. oktober 1916. En flodhest tramper rundt i mørket …

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.

Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.

Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio  til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.

Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.

En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.

Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.

Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.

Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.

Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

30. september 1916. Ved Somme: “Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed sammenskudte Rester af et Menneske”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven

Der var 20 Kilometer at gaa,. forinden vi naaede ud til Stillingen. Berliner Justav var sendt afsted i Forvejen for at udspejde, hvor Kompagniet skulde afløse, og bagved en Skov ventede vi paa, at han skulde komme tilbage, men det blev en lang Ventetid, og da franske Granater tilsyneladende havde opdaget os, og af den Grund „gjort os Helvede hedt”, fortrak vi uden at vente paa Justav.

Videre gik det i Retning af Saily-Sailissel ad en Vej igennem en Skov. Her havde vort svære Artilleri taget Opstilling, og det var et  eftertragtet Maal for Fjendens ditto. Det var et Helvede at skulle igennem. Den ene Salve efter den anden kom hujende og hvæsende, og hvor de slog ned, forblev intet levende.

Vi blev nu inddelt i mindre Afdelinger og fik Ordre til at samle os ved en Farm, der laa paa den anden Side af Skoven. Videre afsted i Galop gik det langs ad Vejen. Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed  sammenskudte Rester af et Menneske, en Bylt af sammenvredne og indfiltrede Dele af Ben, Arme og Uniform og anden Udrustning, og hvorfra en Knoglepibe hist og her stak lige i Vejret. Uhyggeligt var det at se paa, og med Væmmelse søgte enhver udenom.

Et Par Bagagevogne, der havde søgt at bane sig Vej ud t i l Fronten, og som havde været læsset ved Vandflasker til Styrkerne forude, var blevet ramt af en Fuldtræffer. Foruden nogle faa Stumper, der kunde ses at hidrøre fra Hjulene, og 6 ubevægelige Hestekroppe, var saa godt som intet blevet tilbage.

Pulveriseret til en eneste, stor ukendelig Masse af Træ, Glas, Kød- og Jernstumper laa det hele spredt over Vejen og ind i Skoven.

Da vi endelig atter laa samlet bagved „Farmen”, var det Nat.

Endnu var Justav ikke ankommet eller havde ladet høre fra sig, og Kompagniføreren var af den Grund i fuldstændig Uvished om, hvor vi skulde hen. Imidlertid havde vi erfaret, at vi skulde i Stilling i Retning af Byen Maryal, der laa til venstre forude, og at der førte en Hulvej i den Retning.

Der blev nu givet Ordre til Opbrud, og videre gik det, igennem Sai-Sailissel, ad Hulvejen til Skyttegravene.

Det viste sig, at det franske Artilleri var indskudt paa et bestemt Sted i Hulvejen, og at dette Sted stadig laa under Shrapnelild. To Mand ad Gangen sprang vi igennem efter hver Salves Ophør og naaede over til en Skyttegrav. Ingen vidste, om det var den rigtige, og medens Granaterne hujende og hvæsende fo’r hen over Hovederne paa os, laa vi her stuvet sammen Mand ved Mand og ventede paa, at vi skulde blive ført i den rigtige Stilling og blive inddelt i Afsnit, som vi var vant til. Dog ingen vidste noget, og ingen Officer viste sig.

 

Krigens forløb

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

 

Krigens forløb

29. september 1916. Ilddåb ved Fort Douaumont

Skriv en kommentar

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby stod 28. september 1916 over for et af sit livs hidtil værste prøvelser. For første gang skulle han som kampsoldat med sit kompagni i Regiment 84 ud i granatregnen på slagmarken. Stedet var det svært beskudte frontafsnit ved Fort Douaumont, som tyskerne havde indtaget i februar 1916 under de første vellykkede angreb ved Verdun.

Torsdag nat skulle hele kompagniet i stilling. Den nat blev frygtelig. Da oplevede jeg den første rigtige ilddåb, hvor det formeligt gik frem over døde og jamrende kroppe, gennem vandfyldte granathuller, mens granater og shrapnels hylede i luften. Sådan asede vi fremad i 3 timer med vor 5 dages forplejning på ryggen og alt hvad der hører til en frontsoldats udrustning. Omkring ved tolvtiden fandt vi en jernbanedæmning. Der skulle den gruppe blive, hvortil jeg hørte. Vi fandt et hul, hvor der førte en trappe ned og smed os dødtrætte, som vi var.

Da vi vågnede efter en ublid slummer, var det blevet lyst udenfor, og nu skulle vi stå op og se, hvor vi egentligt befandt os. Det var just ikke et hyggeligt syn denne jernbanedæmning frembød. Her lå et ben, og der lå en arm, og hist og her lå halvfortærret franskmands lig, livremme med patrontaskerne fulde af patroner og håndgranater hang endnu ved kroppen. Der stod benraden af en tysker op mod en træstamme. Pikkelhuen sad endnu på hovedet.

Vi halede tornystrene frem og ville have os en lille hjertestyrkning, men i det samme sagde det bum-bum ovre hos franskmændene, og hurtigere end vi kunne nå at vende os røg splinter, stenbrokker og jernstumper om ørene på os. Underofficeren mumlede noget om at de ikke en gang kunne lade os have madro, og samlede så ganske forsigtigt sit frokostbord sammen og listede ned i hullet med det. Vi var naturligvis ikke længe om at luske efter. Nu tog også rigtigt for alvor fat med skydningen, og snart raslede stenbrokker og alt muligt ned gennem åbningen til os.

Om dagen havde vi intet at bestille, men om natten måtte vi ud for at slæbe materiale ud til forreste linje og det skulle besørges om så elementerne rasede nok så frygteligt. Så måtte vi også bære sårede tilbage til Douaumontfortet.  Når nattens gerning var endt søgte vi tilbage til hullet for at sove og hvile lidt. Der blev ikke talt ret meget. Vi led også forfærdeligt af tørst, da vi ikke havde noget at drikke, og tørsten sved værst, når vi lukkede munden op. En hver forsøgte ved sine tanker at komme så langt bort fra virkeligheden som muligt.

Fra Johannes Christensens erindringer fra vestfronten nedfældet på Vallekilde Højskole i 1918.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015. 
Krigens forløb

28. September 1916. Heinrich Jessen i Mellemøsten: “14 dage i Mosul saa var han død.”

Skriv en kommentar

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i et ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts 1916 blev sendt til Mellemøsten.

Jeg har nu været syg i nogen tid, og ti mand er allerede døde. Vi skulle nu videre, og vor afdeling drog afsted alene. Som lastdragere brugte vi nu muldæsler, men der er ogsaa nogen imellem som ikke er vant til at have noget paa ryggen, saasnart de mærker lasten, farer de rundt, saa det er helt farligt at være i nærheden naar kisterne flyver til alle sider. 

Jeg var nu saa meget i bedring, at jeg ogsaa kunne komme med, vi drog saa afsted mod øst. Men der gik kun nogle dage, vi var lige ved den persiske grænse, da jeg blev syg. Sanitetskorporalen mente at det var kolera jeg havde. Vor afdelingsfører, en oberløjtnant, fik tropekuller, det er en slags forvirrethed der opstaar i den brændende hede. Og han fik mangen fiks ide. Beduinerne som havde deres hytter i nærheden, skulle dog se hvad vi kunne bruge maskingeværet til, og der blev skudt efter forskellige maal i ørkenen.

Jeg laa i byens bedehus, et hul nedgravet i jorden og overhvælvet, det er det allerhelligste, og udenfor er et rum omgivet af en mur, men uden tag og uden gulv. Der laa jeg i flere dage, og præsten bragte mig mælk hver dag, spise kunne jeg ikke. Ved fire tiden hver morgen kom præsten til bedehuset og læste af koranen; for det meste var der ogsaa et par unge mænd med. De faldt paa knæ ved siden af mig med koranen foran sig, og saa gik det løs, en ustandselig mumlen fra alle tre, og saadan kunne de blive ved i næsten en hel time. 

Oberløtnanten kom flere gange og besøgte mig, og spurgte om jeg manglede noget, om jeg ikke kunne have nogle flasker vin, for jeg kunne godt faa saa mange jeg ønskede, men desværre maatte jeg jo sige nej. En kurer var blevet sendt tilbage til “Mosul”, og jeg blev saa afhentet med vogn, men det viste sig da at det ikke var kolera jeg havde, men armøbenrur.

 Mosul blev lejet en bygning, som blev indrettet til lazaret. De fleste bygninger er bygget som en lille fæstning, der findes kun en indgang, som løber ind i gaarden, og huset er bygget i en firkant med alle vinduer ind mod gaarden. Er der to etager, løber der en altan rundt om hele huset ind mod gaarden, og taget er fladt, omgivet af en halvanden m. høj mur mod mange skyde skaar.

Der var nu bleven sendt forskellige medikamenter og mikroskoper og alt hvad en Læge har brug for. Og fire søstre fra et nonnekloster var ogsaa kommet herned, den ene var endda komtesse, men nogle dejlige mennesker var de, og ikke bange for at tage fat. Og en overlæge, et prægtigt menneske, der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at lindre de syges smerter. 

I førstningen var vi kun tre syge foruden mig, en med kolera, en med malariafeber og en med tyfus. Jeg blev nu grundigt undersøgt og det viste sig at jeg havde gaaet alt for længe med denne sygdom. Det var armøbenrur, lægen sagde at han aldrig havde set det saa galt. Jeg maatte nu tre kure igennem for at blive helbredet, og hvad jeg fik af indsprøjtninger og medikamenter er utroligt. 

Jeg kan nævne hver dag to indsprøjtninger, en om morgenen og en om aftenen, den ene dag i brystet, den anden dag i armen, 200 gr. gibs 100 gr. ad gangen, det var næsten ikke til at faa ned, man skulle ligefrem skylle det ned med vand hver halve time, to tabletter usara, seks tabletter tanamin, og endelig om aftenen 15 draaber opium. I førstningen kunne jeg slet ikke have noget at spise, og jeg blev saa mager som et skelet, jeg skulle have vin at drikke, men naar jeg fik en teskefuld blev jeg saa fuld at det altsammen løb rundt for mig. 

Da jeg nu havde været der fire uger sagde lægen en dag til mig. Nu ved jeg snart ikke hvad jeg skal give dig mere, for nu har du næsten spist hele apoteket rent. Jeg svarede: ”Naar jeg bare kan faa noget mad ned, saa skal jeg nok blive rask igen”. Søstrene kom flere gange om dagen og spurgte hvad jeg kunne have, jeg maatte faa alt hvad jeg ønskede. De pillede marven ud af knoglerne og lavede maro og kødboller til mig, og de gjorde alt hvad der stod i deres magt for at jeg kunne blive helbredt igen, jeg var dem ogaaa meget taknemmelig derfor. 

Men med tiden blev det dog bedre, til sidst kunne jeg godt drikke en hel flaske vin om dagen. Nu kom der ogsaa flere syge til og det gik ikke altid saa godt, der var flere der maatte bukke under for sygdommen. Der kom ogsaa en katolsk præst, en mand paa 40 aar, han sagde at han ikke havde været en dag syg i hele sit levned. 14 dage i “Mosul” saa var han død.

Idag har vi den 28. sept. 1916 og den første regn i lange tider.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

Krigens forløb

28. september 1916. Thygesen på patrulje i ingenmandsland ved Somme

3 kommentarer

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping tilhører Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 indsat, der i slutningen af september bliver indsat ved Somme. Om formiddagen 28. september vender han tilbage til sit kompagni efter at have slæbt en såret kammerat til Baupame. Han noterer i sin dagbog.

Kl. 10¼ kom vi tilbage og fik straks den dårlige Efterretning at Kl. 10½ skulde vi træde an, helt frem og så tage Mariegården tilbage, som var bleven tagen af Englænderne. Da vi var ved at træde an, kom der anden Bestemmelse og vi gik atter tilbage.

Men Kl. 12.40 måtte vi atter afsted. Vi var et Stykke undervejs, da vi pludselig atter måtte tilbage. Det hed sig, der blev ikke stormet. Klokken 5½ måtte vi alligevel af sted. Vi kom lige hertil, da det blev lyst.

Vi ligger nu nedgravet bag et Hegn. Foran os er Stillingen forladt. I Eftermiddag. blev Marius, underofficer Naumann og jeg kommanderede til at gøre en Patrulje frem og se om vi kunde finde den forladte Stilling.

Ca. 400 meter skulde vi gå frem. Vi var ikke videre fornøjede dermed, men måtte jo langs. Stillingen vi fandt var mindst 700 meter fra os, men besat. Hvorledes Stillingerne er her, er der nok ingen rigtig der ved. I Dag er Hauptmann Trappe falden!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Krigens forløb

27. september 1916. Genbrugsgeværer i Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.

Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.

En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.

En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.

Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.

En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.

Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.

Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde
faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.

Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af  Vaabenmestrenes Lager.

Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

26. september 1916. Jeg går det i møde tryg og uden gru

Skriv en kommentar

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby er netop blevet overført fra et rekrutdepot til Regiment 84, som er rykket ind i stillingen omkring Fort Douaumont ved Verdun.

Skrevet 26-9-1916

Kære alle sammen

Da jeg lige har en time til overs i aften, skal I have en lille hilsen igen. Jeg har det godt.

Forrige nat var vi på vej ud i stillingen, men kom kun halvejs, så måtte vi vende om igen. I morgen aften går det løs igen. Hvor længe vi bliver derude ved jeg ikke., men jeg tænker en halv snes dage. Jeg ligger i Fleury. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det staves. Adolf og Johannes har jeg talt med. Adolf er hjemme på orlov nu. Stillingen her er den samme som den var til at begynde med på 304. Nogen skyttegrav er der ikke endnu. Der er kun granathuller at opholde sig i, men der arbejdes jo naturligvis hver nat. De ligger kun 20-40 meter fra hinanden. Det er just ikke den bedste stilling, jeg har truffet, men jeg synes, at jeg går til det hele så tryg og uden gru. Jeg ved ikke, hvor den tryghed stammer fra, men gudskelov at jeg har den.

Ja. Lad ham råde for min skæbne, så går det nok, som det er bedst.

Vi har her tre danske løjtnanter ved kompagniet. En der hedder Christensen fra Uge, som fører kompagniet, så er der Vestergaard fra Emmersbøl og Jørgensen fra Abild. Ved 6. kompagni er løjtnant Christensen fra Egebæk og en mere dernede fra.

Ja. I kære derhjemme. Nu håber jeg I har det godt og lad os håbe på et snarligt og glædeligt gensyn.

Med hjertelig hilsen eders Johannes

Jeg kan ikke se mere, så I må undskylde skriften. Jeg ville være meget glad om I ville bestille avisen et par måneder. I kan jo sende adressen til dem. Ellers har man jo slet ingen anelse om, hvordan det står til i verden.  Ja. Så godt nat og hils og alle derhjemme.

Eders Johannes

Forhåbentligt er Thorvald hjemme endnu. Jeg håber I har modtaget mit kort med adressen på.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni ved Infanterie-Regiment Nr. 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

 

Krigens forløb

25. september 1916. Natligt overfald på fransk forpost: “Vi var snart indviklet i den mest forbitrede nævekamp …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat fra kl. 18:00)

Under en patrulje i ingenmandsland blev Brodersen og hans kammerater pludselig anråbt på fransk.

Vailly den 25. September 1916.

Vi trykkede os saa langt ned i Moder Jords Skød, som det blot var muligt, og med Munden tæt til hinandens Ører aftalte vi, hvad vi videre skulde gøre. Et Par Skud peb hen over Hovederne paa os, og der blev derfor ikke lang Tid til at betænke os i.

Det havde været Meningen at overrumple dem, men Franskmændenes Opmærksomhed var nu vakt, og Sagen stillede sig derfor nu vanskeligere. Dog, vi havde Ordre til, enten død eller levende, at bringe een Mand, og vi maatte derfor gøre et Forsøg.

 Vi kravlede nu hver til sin Side, og det var en Aftale, at Skorstensfejeren og Sepl skulde sørge for et Offer, medens jeg skulde holde Ryggen fri.

Med et Spring var vi nede i Hullet hos de forbavsede Franskmænd, men hvem der blev mest forbavset, fik vi ikke Tid til at konstatere, thi i Graven var der nemlig 4 Mand i Stedet for 2, som vi havde regnet med.

I samme Øjeblik var vi indviklet i et vildt Haandgemæng. Høje Raab og Brøl som fra vilde Dyr kløvede Luften, og de frygteligste Eder og Forbandelser paa begge Sprog brød Nattens Stilhed. Een af Franskmændene løb straks tilbage, og vi var nu 3 imod 3 og var snart indviklet i den mest forbitrede Nævekamp.

Franskmændene var værst stillet, thi de havde kun de lange Geværer at værge sig med, medens vi brugte Haandgranaterne som Slagvaaben. Jeg laa snart paa Bunden af den snævre Plads og med en stor Franskmand over mig. Med sit Sidegevær gennempryglede han min Krop, medens jeg kun havde Tanker for at værge saa godt for mig, som jeg kunde.

Mørket hindrede os i at iagttage Enkelthederne, men jeg opfattede dog, at min Modstander flere Gange satte Bajonetten imod mit Bryst, men paa Grund af de andres Tumlen rundt om i Hullet, er han vel blevet hindret i at støde til. Det lykkedes mig nu at faa frigjort min Revolver, og medens han i sin halvt liggende Stilling stod bøjet over mig, pressede jeg denne imod hans Bryst og trykkede til.

Han faldt ned over mig, men i min fortvivlede Angst for Ekspeditionens Udfald, lykkedes det mig i en Haandevending at gøre mig fri og sprang op af Hullet. Imedens de andre kæmpede som vilde Dyr, havde jeg et Øjeblik Tid til at trække Vejret.

Sepl havde faaet fat i sin Kniv, og det var et frygteligt Vaaben i hans Haand. Han brugte den paa en saa frygtelig Maade, at hans Modstander blødte af mange Stiksaar, og med sin Staalhjelm søgte det arme Menneske at afværge det afgørende Stik. Skorstensfejeren kæmpede en fortvivlet Kamp med sin Mand, der var stor og stærk. Franskmanden havde nu med et Kvælertag faaet fat om Halsen paa ham, og de faldt nu om og tumlede rundt nede i Hullet. Jeg kunde nu ikke høre noget Livstegn fra Skorstensfejeren, og med et Spring sad jeg paa Ryggen af hans Modstander. Et Revolverskud imellem hans Skuldre gjorde Ende paa Kampen.

Imedens kæmpede Sepl som en aldeles rasende mod sin Mand, og de lignede mere vilde Dyr end Mennesker. De faldt og rullede rundt om hinanden, sprang op og ind paa hinanden igen. Franskmandens Tøj var flænget over det hele, men Sepl havde endnu ikke faaet Lejlighed til at bibringe ham det afgørende Stød. Imidlertid var Skorstensfejeren atter kommet noget til Hægterne, og i sin liggende Stilling lykkedes det ham at slaa Armene omkring Franskmandens Ben.

Han faldt, og Sepl var straks over ham og rendte i sin Afsindighed sin Kniv i Brystet paa ham.

Det var forbi, men Faren var endnu langtfra overstaaet, thi fra alle Sider blev der nu afskudt Lysraketter, der oplyste Terrænet som i klareste Dagslys. Det var det værste, der kunde ske for os, thi kun i Skjul af Mørket havde vi Haab om at slippe tilbage.

Fra alle Sider lød Maskingeværernes kendte Tikken, og Kuglerne fløjtede hen over Hovederne paa os.

(… fortsættes kl. 21:00)

 

Krigens forløb

25. september 1916. På patrulje i ingenmandsland: “Pludselig blev vi anråbt på et fremmed sprog …”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I samme Stilling [Vailly], den 25. September 1916.

Det er vel alle Steder saadan, at „Lediggang er Roden til alt ondt”. Saadan gik det ogsaa her, og selv Officererne syntes at kede sig.

Vi syntes ikke at kunne indse, hvilken Interesse det for Eksempel kunde være at vide, hvilket fjendtlig Regiment, der laa foran os, men Kompagniførerens Nysgerrighed var nu engang vakt, og derfor kaldte han igaar Underofficererne fra 3. Deling til sig. Han vilde have haandgribeligt Bevis paa, hvilket Regiment der laa foran os, og drøftede derfor med os Planen om, paa hvilken Maade det bedst kunde lade sig gøre. Han selv syntes, at den Sag var ganske lige til, idet vi kun havde behov at gaa over og hente en Mand, hvad enten han nu blev bragt død eller levende.

Han overlod os Underofficerer Planen til videre Overvejelse, men dog med den Betingelse, at det skulde være overstaaet inden Midnat. Med den Besked gik vi til vore Hytter for at tænke videre  over Sagen, der dog ikke syntes saa lige til , som Kompagniføreren mente. Vi udbad os frivilligt Mandskab, men ingen meldte sig. Jeg havde som den ældste Underofficer faaet lagt Sagen i min Haand, og  der var stillet mig en Avancementspost i Udsigt, og af den Grund var  jeg næsten forpligtet til at gaa med.

Efter lang Overvejelse besluttede Skorstensfejeren sig ogsaa til at gaa med, og da Sepl hørte, hvordan vi havde tænkt os Sagen grebet an, erklærede han, at det kun var „Børnemad” og vilde saa ogsaa med.

En Underofficerspost, som vi vidste laa foran 3. Delings Stilling, var udset som Offer, og uden Gevær og Livrem og med den dertil hørende tunge Last tog vi afsted. Vi var kun forsynet med hver et Par Haandgranater, min Revolver og den for Hesserne uundværlige Kniv, der sad i Støvleskaftet.

Krybende paa Hænder og Fødder, og gennemblødt af det dugvaade Græs, naaede vi omsider saa langt frem, at vi mente, enten at være naaet for langt eller ogsaa at have tabt Retningen.

Vi laa musestille og diskuterede Spørgsmaalet, da vi i det samme blev anraabt i et fremmed Sprog.

(… fortsættes kl. 20:00)

 

Krigens forløb

24. september 1916. Nis Kock fremstiller landminer i Østafrika

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Da jeg havde været i Kungulio et Par Dage, uden at have noget egentligt Arbejde udover at passe paa, at ingen løb med den opstablede Ammunition, kom en af Staches Bærere til mig med et Brev, der var skrevet i Kisakki, som aabenbart stadig maatte være i tysk Besiddelse. Det indeholdt en Ordre til at fremstille saa mange Miner som muligt og sende dem Nordpaa, efterhaanden som de blev færdige. Han gav mig ogsaa nogle Anvisninger paa, hvor ledes jeg skulde lave dem, og havde i øvrigt tidligere talt til mig om det.

Jeg lod mine Bærere bygge et Værksted, d. v. s. jeg lod dem rejse et Tag af Græs paa en egnet Plads, og under dette begyndte jeg saa min Massefabrikation af Miner.

Det var ikke noget ensartet og trættende Arbejde, da jeg stadigvæk maatte tage Hensyn til det forhaandenværende Materiale, hvilket igen havde til Følge, at ikke ret mange af Minerne kom til at ligne hinanden undtagen i Principet.

Jeg tænker ikke, jeg røber nogen stor militær Hemmelighed, naar jeg forklarer dette Princip. Den tyske Hær i Østafrika var jo næsten komplet blottet for mekaniske Hjælpemidler — saa at sige alt maatte improviseres — Minerne ogsaa. Det store Spørgsmaal vedrørende deres Konstruktion var, hvorledes man skulde faa dem tændt. Urværk eller andre mekaniske Tændere havde vi ikke, og Elektricitet kunde ikke anvendes, da Hæren sikkert ikke raadede over andre Tørelementer end dem, der blev anvendt til Felttelefonerne.

Minerne skulde være saadan konstrueret, at de gik i Luften i samme Øjeblik, man traadte paa dem eller kørte over dem, og saadan blev de ogsaa lavet, til stor Sorg for de engelske Chauffører, der havde kørt paa Nordfronten.

En eller anden opfindsom Aand havde nemlig fundet en fortræffelig Løsning: kasserede Geværlaase. I Tidens Løb bliver der i en kæmpende Hær ødelagt ikke saa faa Geværer, men som Regel er det ikke Laasen, det gaar ud over, men Kolben, Piben o. s. v. I saa Tilfælde er Laasen jo heller ikke til noget, og den nævnte Opfinder saa i en inspireret Stund, at her var lige det rigtige Middel til Tænding af en Mine. Naar Slagstiften kunde knalde en Patron af i et Gevær, saa kunde den ogsaa knalde en Fænghætte og en Tændsats af i en Mine, og paa den Maade blev Spørgsmaalet løst til Englændernes Fordærv, eller i det mindste til Ulejlighed for dem.

Vi medførte derfor — ogsaa her paa Safarien til Kungulio — et betydeligt Antal kasserede Geværlaase, som blev paamonteret Minerne. Disses øvrige Bestanddele blev bestemt af de Materialer, vi havde ved Haanden. I Kungulio fabrikerede jeg Miner af engelske Minekastergranater, af tyske 10,5 Granater fra „Königsberg“ — denne næsten uudtømmelige Kilde til Velstand — og af svære Granater fra det engelske Skyts, der var blevet anvendt paa Taveta Fronten. Desuden brugte jeg alt, hvad jeg kunde faa fat paa af kasserede Dunke, Beholdere o. lign.

Det var absolut ikke noget ensformigt Arbejde.

Hvor mange af dem, der virkede efter Bestemmelsen, véd jeg ikke. Det har nok langt fra været dem allesammen. Stache fortalte mig, at Soldaterne, der skulde grave dem ned, var bange for dem og ofte af Frygt undlod at afsikre dem, før de gravede dem ned. Naar dette ikke blev gjort, kunde der gaa lige saa mange over paa dem, som det skulde være, og i mange Tilfælde er det ogsaa sket.

Andre gravede dem skødesløst ned og dækkede dem ikke tilstrækkeligt til, med det Resultat, at Englænderne opdagede dem og gik udenom. Kun en mindre Del af dem har virket efter Bestemmelsen, men paa anden Maade var deres Virkning meget betydelig.

Efter nogle Minesprængninger midt i Kolonnerne blev Englænderne
bange for at følge de sædvanlige Veje og blev tvunget til store og tidsspildende Omveje. Det blev ogsaa sagt, at Tyskerne ofte ligefrem advarede Englænderne mod Miner ved at slaa Plakater op med Indskriften: „Pas paa — Miner“ og saaledes sikrede sig, at  Englænderne ikke anvendte disse Veje, men det har jeg ikke kunnet konstatere.

Nok er det — Minerne spillede en meget betydelig Rolle i denne  Krig, og jeg havde som Opgave at lave en god Del af dem, der blev anvendt. Nu — og dengang for Resten ogsaa — tænker jeg ofte paa, hvilke Ulykker disse forfærdelige Apparater kan have forvoldt paa Mennesker og Dyr, men der var jo intet Valg for mig, og denne Krig blev som bekendt fra Englændernes Side ført med en saadan Overmagt af Mennesker og Materiel, at den Smule, vi kunde stille op mod dem paa dette Omraade, maatte kaldes berettiget Nødværge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

23. september 1916 – Thygesen: En flyver var nær faldet ned i kompagniet

Skriv en kommentar

24-årige Thyge Thygesen fra Stepping er soldat ved Reserveinfanteri regiment 36. Regimentet er lige blevet overført fra Verdun til Somme. Han skriver i et brev.

Bus d. 23. Sept. 1916

Kære Allesammen!         

Mange Tak for Eders kære Brev og Pakkerne No. 9, 10 og 11 – alt godt holdent. Lille Mor, Du må ikke sende for meget Smør, I får jo ikke selv nok. I Forgårs fik jeg No. 8 som jo også var Smør og nu igen No. 11, det er at rutte.

Her er det som ved Verdun. Forplejningen er meget rigeligere, en lille Klat Smør får vi heller ikke så sjælden. Vi har atter et herligt vejr, men dermed følger jo også større Funktion ved Fronten. I går skød Franskmanden to af vore Lænkeballoner ned her ved Byen og i Middags da vi kom tilbage fra “skansen” skød vore en fransk Flyver ned, så den nær var faldet ned i Kompagniet.

I Går Aftes halede de også een ned her. De er kolossal virksomme. O, hvornår mon vi da skal få Fred, at vi kan komme hjem igen? Bare Danmark ikke bliver indviklet i Krigen, så vort kære Hjem skulde blive Krigsskueplads. Tanken derom er næsten ikke at holde ud. Kærligste Hilsener til Eder alle, Eders Thyge.

 Jeg skulde egentlig til at vaske en Skjorte og nogle Strømper, men jeg gider næsten ikke og Lejligheden er heller ikke god, alt Vandet her er så smudsigt.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Krigens forløb

23. september 1916. Østafrika: Askarier og landminer

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden.

Nu kom Askarierne marcherende over den lange Bro i deres falmede og slidte Uniformer. De var noget luvslidte at se paa, men deres Holdning var god, og de sang deres monotone Sange med kraftige Stemmer.

Jeg kunde spore engelske Uniformsdele i næsten alle Kolonner, men
Bevæbningen var endnu ret ensartet — det gamle tyske 71-Gevær. De bar Geværet over Skulderen, næsten vandret og med Kolben bagud — en særlig Form for Geværbæring, som anvendtes her i Kolonien, og deres sorte Øjne gled nysgerrigt spørgende hen over alt, hvad de saa paa deres Vej.

De fleste af dem var hvervet i Landet oppe ved de store Søer og havde nu Hundreder af Kilometer Jungle, Græssletter, Bjerge og Ørken mellem sig og Hjemmet, men dog marcherede de pligttro mod Syd, som deres General havde befalet det. Denne March skulde føre dem langt. Det blev den store Safari i Afrikas Historie.

Efter Kolonierne fulgte Rærerkolonnerne, endnu længere og mere myldrende, og efter dem fulgte Kvinder og Børn, som hørte til Bærerne eller til Askarierne og som oftest var under Opsyn af en Bærer eller Askari. Eet for ét trak Kompagnierne sig tilbage Syd for Floden for at faa Hvile efter de maanedlange Kampe, og da Boerne samtidig trak sig tilbage mod Nord for at komme bort fra de malariafyldte Egne ved Rufiji, saa opstod der mellem de to Parter en bred Strimmel „Ingenmandsland“ , hvor der kun blev opereret med Smaaafdelinger og Patrouiller.

De Styrker, som Tyskerne lod blive tilbage Nord for Rufiji, havde til Opgave at fastholde Stillinger, som kunde være af Betydning for Englænderne ved en Genoptagelse af Offensiven, og at spærre de Veje, der førte mod Syd, saa en mulig engelsk Fremrykning blev sinket og besværliggjort.

Det var jo en vanskelig Opgave med de faa Kampmidler, der stod til deres Raadighed, men alt, hvad der kunde gøres, blev gjort, og deriblandt først og fremmest Udlægning af Miner.

Dette frygtelige Krigsvaaben, der blev anvendt under Krigen i Europa i en uhyre Maalestok, var allerede blevet anvendt af Tyskerne paa den nordlige Front ved Tav ta, men naturligvis var de Miner, der blev anvendt i Østafrika, ikke tilnærmelsesvis saa voldsomme som dem, der blev anvendt paa de europæiske Fronter. Man havde jo slet ikke Materialerne til saa vældige Sprængninger.

Det faldt i min Lod at lave en stor Part af dem, som blev lagt ud paa Vejene fra Kisakki til Rufiji og ogsaa en hel Del, der blev udlagt Syd for Rufiji.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb, Om Krigen

21. september 1916: Brusilov-offensiven er forbi

1 kommentar

Den 4. juni indledte den russiske hær en offensiv på den sydlige halvdel af Østfronten. General Aleksej Brusilov var manden bag en række velforberedte angreb rettet mod den østrig-ungarske hær, som trods veludbyggede forsvarslinjer blev løbet fuldstændig over ende nær byen Lutsk (i det nuværende Ukraine).  Her slog russiske tropper et kilometerdybt hul i østrig-ungarernes linjer, og generalstabschef Conrad von Hötzendorff var nødt til at bede den tyske hærledelse i Berlin om assistance. Den fik han, men prisen var den østrig-ungarske hærs selvstændighed. Fremadrettet blev det tyskerne, der havde overkommandoen over hele Østfronten.

Selvmorderiske angreb

Kampene fortsatte med korte ophold sommeren igennem over en godt 300 km lang front. I slutningen af juli satte Brusilov endnu et kraftigt angreb ind mod den kombinerede tysk-østrig-ungarske ’Südarmee’. Over sommeren blev Centralmagterne presset tilbage over det meste af det brede frontafsnit, og flere steder var der opløsningstendenser blandt de østrig-ungarske arméer, men russerne pådrog sig også meget store tab.

De fornyede russiske angreb kom godt fra start, og igen måtte tyske og østrig-ungarske styrker vige tilbage for enorme russiske infanteriangreb. Opmuntret af vellykkede angreb den 28. juli lagde russerne alle kræfter i et angreb mod byen Kovel (i det nuværende Ukraine). Samtlige tre russiske armeer på denne del af frontafsnittet blev beordret i retning af byen, og med kontinuerlige fremstød blev de to tilstedeværende østrig-ungarske korps nødsaget til at trække sig tilbage. Men trods massive angreb, som den tyske general Erich Ludendorff senere karakteriserede som ”selvmorderiske”, lykkedes det ikke for russerne at bryde igennem. De tyske og østrig-ungarske hærfører satte alle deres reserver ind, bl.a. tre nyankomne tyske landeværnsregimenter, og det lykkedes for centralmagterne at holde linjen ved Kovel.

Døde russiske soldater ved en pigtrådsspærring. Russerne udførte kæmpemæssige infanteriangreb under Brusilov-offensiven i 1916. Angrebene skabte fremgang, men kostede dyrt i form af døde og sårede.
Offensiven går i stå

Russerne fortsatte imidlertid ufortrødent deres offensiv, men fremgangen var nu kun begrænset, og deres tab blev ved med stige. Med ankomsten af stadig flere tyske reserver til den sydlige halvdel af Østfronten var centralmagterne i stand til at inddæmme og tilbagevise de russiske angreb, og den 3. august gik de tilmed til modangreb på den allersydligst del af fronten. Angriberne havde dog både terrænet og vejret imod sig og manglede desuden tilstrækkeligt mandskab.

De russiske operationer forsatte langs fronten i løbet af august og september, men uden at kunne bryde igennem centralmagternes linjer. Adskillige forsøg på at bemægtige sig Kovel slog gang på gang fejl, ligesom fremstød mod Karpaterne mod syd allerede i midten af august var gået i stå. I dag, den 21. september, bad den russiske tsar, Nikolaj II, den russiske generalstabschef, Mikhail Alekseev, om at stoppe de “håbløse angreb” på Kovel.

Brusilov-offensiven varede frem til oktober 1916, men reelt var den allerede i midten af august gået i stå pga. de store russiske tab og mangel på forsyninger.

Den sydlige del af Østfronten: Brusilov-offensiven; til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916.
Den sydlige del af Østfronten – kort over Brusilov-offensiven: Til venstre planen for offensiven, til højre frontlinjens reelle udvikling fra juni til september 1916. Fra Wikimedia Commons.
Konsekvenserne

Målt på erobret land var Brusilov-offensiven krigens hidtil mest virkningsfulde operation. Rusland havde erobret eller generobret ca. 25.000 km2 land, taget over 400.000 krigsfanger og bemægtiget sig store mængder materiel. I et mere overordnet perspektiv var det nok så vigtigt for de allierede, at den russiske offensiv havde tvunget centralmagterne til at overflytte tropper fra den italienske front og Vestfronten, hvilket bl.a. lettede presset på de hårdtprøvede franske styrker ved Verdun.

Militært set bragte den russiske offensiv Østrig-Ungarn i knæ. Det habsburgske kejserrige havde tidligere vaklet under krigen, men den østrig-ungarske hærs sammenhængskraft var nu definitivt afhængig af støtte fra tyske tropper. Sommerens kampe havde kostet østrig-ungarerne et katastrofalt tab på ca. 750.000 mand, hvoraf ca. halvdelen var taget til fange.

Brusilov-offensivens indledende succes var desuden også medvirkende til, at Rumænien valgte at træde ind i krigen på allieret side. Målet var at erobre de østrig-ungarske områder Bukovina og Transsylvanien, hvorved regeringen i Bukarest kunne realisere ambitionen om at samle hele den rumænske nation i et Storrumænien.

Dermed kom Brusilov-offensiven også indirekte til at koste Erich von Falkenhayn posten som tysk generalstabschef. Hans politiske fjender udnyttede de manglende resultater ved Verdun og den rumænske krigserklæring til at få ham afsat og erstattet med Østfrontens øverstbefalende: Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff.

For Rusland var offensivens store territoriale gevinster imidlertid kun en hul succes. Man havde kun generobret dele af det de store landområder, der gik tabt ved nederlagene og tilbagetogene i 1915, og over for tyske tropper på frontens nordlige del havde den russiske indsats været halvhjertet og resultatløst. Hertil kom de frygtelige tabstal. Kampene havde i sommerens løb kostet den russiske hær hele 1,2 mio. døde og sårede, mens over 200.000 var blevet taget til fange. Kritiske ryster i Rusland fremlagde således offensiven som forfejlede eller kaldte den slet og ret for et nederlag. Troen på den militære og politiske ledelse i Rusland var begyndt at smuldre.