Tag-arkiv: ptsd

28. december 1918. “Det kneb for mig at falde til ro og at blive menneske igen.”

Senest ændret den 28. januar 2020 16:55

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. Endelig, den 24. december 1918, nåede han hjem til sine forældre i Højer.

Det kneb for mig at falde til ro og at blive menneske igen. Men for første gang i det sidste halve år kunne jeg klæde mig rigtig af og lægge mig i en rigtig seng, mors seng, og under trygge forhold – uden at behøve at have angst for granater.

Og dog i drømme – nætter igennem var jeg derude. Jeg kunne springe op af sengen midt om natten og råbe: »De kommer, de kommer«, så der måtte skubbes en seng hen ved siden af min for at berolige mig.

Også kostforandringen voldte mig en tid lang besværligheder og
mavesmerter.

Men det og meget andet fortog sig; jeg var jo et ungt menneske.

DSK-årbøger, 1969

12. juni 1918. Om held, mod, dumhed angst og fejhed

Senest ændret den 17. september 2021 20:23

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Denne sammenskudte rønne har jeg aldrig kunnet glemme, fordi der ved den ene gavl lå en dræbt tysker. Dem har jeg desværre set en del af, men der var noget ganske særligt ved denne.

Da tyskerne stormede huset, må englænderne have forsvaret sig med flammekastere, for alt tøj var brændt af den dræbtes bryst. Ikke alene tøjet var brændt, men også kødet på brystet var borte, så ribbenene var synlige. På den venstre side af brystet var der en stump tøj tilbage, så stort som en tændstikæske. Båndet til hans jernkors var syet fast herpå, og det var ikke brændt. Jeg kan se det for mig den dag i dag.

Jeg satte ikke synderlig pris på jernkorset, EK2 som det officielt hed. Tværtimod. Korset blev uddelt i flæng, ligegyldigt om modtagerne var »sunde« eller »syge«, hvad tapperhed angik. – Hvem ved? Måske har denne mand i særlig grad hørt til de »sunde«, så skæbnen har villet hædre ham i døden. Det tror jeg stadig, og så må man for min skyld gerne trække på smilebåndet. Jeg var – og er – for længst holdt op med at tro på tilfældigheder.

Var det tilfældigt, at jeg fik øje på minen den dag, jeg sad på latrinen? Eller den dag jeg hentede vand, og et maskingevær overdængede mig med kugler, hvoraf ingen traf? Eller den gang, jeg kom gående med et par madspande og så en vandpyt ti meter foran mig og besluttede at vaske hænder? I samme øjeblik jeg bøjede mig ned for at sætte spandene fra mig, gik der en kugle lige over nakken på mig. Og hvad med de utallige gange, hvor en granat er slået ned ved siden af mig uden at eksplodere? Eller – ja, sådan kunne jeg blive ved i det uendelige.

Der er måske nogen, der vil tro, at det var tilfældigheder, men dét gør jeg altså ikke. På den anden side tror jeg heller ikke, at man skal udfordre skæbnen hverken i krig eller fred. De »små ting« skal man tage vare på. – Hjælp dig selv, så hjælper skæbnen dig. – Hvad skæbne så er for noget, må enhver afgøre med sin egen samvittighed. —

Fejhed og angst kan let forveksles, når man ikke kender de nærmere omstændigheder, ligeledes mod og dumhed.

Da Feldweblen gik over broen med os hin dag, var det dumhed og ikke mod. Da sanitetsunderofficeren ikke sørgede for at få Leo bragt til lægen, var det fejhed og ikke angst. Sådan ser jeg i al fald på det.

Nogle år efter krigen overværede jeg en samtale mellem nogle mænd. De var i løftet stemning. En af dem må have været med i krigen, for der var ikke den ting, han ikke havde oplevet, og bange havde han aldrig været. Skønt jeg ikke deltog i det lille selskab og absolut ikke kendte nogen af dem, henvendte »helten« sig pludselig til mig og sagde: »De kan stole på, at jeg har lugtet røg.« Nu havde jeg jo ikke haft behov at svare på denne henvendelse, men jeg var ærlig talt blevet ærgerlig på manden over hans praleri og sagde spontant: »Det skulle vel ikke have været røgen fra feltkøkkenet?« Jeg tror, at jeg ramte sømmet på hovedet, for han så betuttet på mig og sagde ikke et ord mere.

Skønt kammeraterne sagde om mig, at jeg ingen nerver havde, må jeg indrømme, at jeg har været bange, ja hundeangst, ikke én, men mange gange. Nerverne kunne simpelt hen ikke holde til det stadige pres. Man kæmpede imod så godt man kunne, men to gange lykkedes det ikke for mig. Den ene gang var jeg alene, så ingen mærkede det. Den anden gang gik jeg fuldstændig over gevind og blev »militærisk«. Heldigvis var Richard der og skældte mig bælgen fuld, så jeg kom til besindelse igen. Det kan måske lyde mærkeligt, at ingen af de to til fælde indtraf, da der var overhængende fare. Det havde der været nogle timer i forvejen. Reaktionen kom først bagefter.

Jeg har set store, stærke mænd græde, og de var alt andet end kujoner. Den gamle frontsoldat kendte disse anfald, som vi kaldte skyttegravskuller eller »durchgedreht«. Han forstod også at behandle dem. Den, der græd, skulle man lade i fred, og den der blev tosset, som det skete med mig den ene gang, skulle have teksten læst rigtig grundigt – eller hvis det ikke hjalp: et par på kassen. Det kan lyde råt, men der var ikke andet at gøre. Mærkeligt nok var disse anfald næsten altid forbi lige så hurtigt, som de kom. De var en slags naturens sikkerhedsventiler, når nervesystemet var overbelastet.

Når angsten tog mig, var mit universalmiddel en stille bøn, der lød således: »Mor, hjælp din dreng.« – Det lyder måske tosset, da jeg aldrig har kendt min mor. Hun døde jo, da jeg blev født, men ikke desto mindre gav det mig hver gang ro i sindet. – Der er mere mellem himmel og jord, end vi mennesker forstår. – Jeg vover at påstå, at den krigsdeltager, der hævder, at han aldrig har været bange, enten lyver eller kun sjældent har været med, hvor det foregik.

Man kan vise mod på mange måder. En dag efter et natligt angreb lå der en såret franskmand 20-30 meter fra vor skyttegrav. Det var ikke længere borte, end vi kunne kaste et tov ud til ham; men han havde ikke kræfter til at holde fast i tovet, så vi kunne trække ham ind til os. Den fjendtlige skyttegrav var kun 60-70 meter borte. Til trods herfor smed underofficer Schweitzer jakken, sprang ud af skyttegraven og bar franskmanden ind. Det var en officer, der talte helt godt tysk, og han takkede Schweitzer mange gange. Ingen kunne på forhånd vide, at der ikke ville falde et skud.

En ganske ung student demonstrerede en anden form for mod. En dag lagde han sine våben og sagde, at nu ville han ikke mere: »De mennesker, jeg skal skyde på, har ikke gjort mig noget.« Jeg ved ikke, hvem der var den modigste af disse to mænd.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

8. oktober 1916. Jens Jørgensen henretter civile: “… de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …”

Jens Jørgensen, Brede, deltog i en henrettelsespeloton i Belgien

Det værste, jeg har været med til

Det værste for mig i krigens år ved fronten i Frankrig og i Flandern var ikke strabadserne og selve kampen i frontlinien, men derimod dengang, jeg sammen med mit kompagni blev kommanderet til at skyde nogle belgiske „spioner” i Liége.

Da jeg havde en stor, uforsørget børneflok, var jeg i efteråret 1916 blevet trukket tilbage fra fronten ved Yser- kanalen og gjorde tjeneste ved jernbanebevogtningen i nærheden af denne bekendte fæstning.

En eftermiddag klokken fire blev vi alarmeret og sattes med fuld oppakning i march mod byen. Vi troede, vi skulle til fronten. Inde i byen kom vi i massekvarter, men klokken fire den næste morgen gik det videre. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen; men omsider marcherede vi ind igennem en port og kom ind i et af byens store forter. Vi havde een gang før været på dette forts eksercerplads. — Vi blev samlede ved et skur i et hjørne af pladsen. Det var endnu halvmørkt. En gammel major kom hen til os og meddelte, at vi var udset til at skyde tre belgiske „spioner”, som havde været skyld i „mange tyske soldaters død”, og derfor var de af en krigsret dømt til døden.

Han udtog nu ti mand til hver af de dødsdømte; de, der havde tjent aktivt, blev udtaget først. Hvis vi ikke parerede orde, skulle „forbryderne” stikkes ned af to unge løjtnanter, der fik overdraget kommandoen. Det ville således være bedre for de dømte, om de blev truffet således, at de var døde på stedet. Vi skulle derfor sigte efter hjertet.

Nogle meldte sig frivilligt til dette modbydelige arbejde. Jeg forsøgte hele tiden under udvælgelsen af skydemandskabet at stille mig bag ved majoren; men da der stadig ikke var nok i tallet, måtte jeg omsider også med i en skydegruppe.

Nu blev de tre arrestanter ført frem, et postbud i uniform, en mand i civil og en kvinde. De førtes af en patrulje; tre mand foran og tre bagved. En katolsk præst fulgte med dem. Han tog dem til alters. Knælende modtog de sakramentet, medens de hele tiden — fra de kom og til det var overstået — mumlede noget for os uforståeligt, antagelig bønner, på deres mål.

Denne mumlen i angst eller trods blev bagefter i lang tid ved med at følge mig både i vågen og i sovende tilstand. Hørte jeg på vagten en fugl eller en anden lyd fra naturen, var det straks de dødsdømtes mumlen, der klang i mine øren og i mit sind.

De tre belgiere var imidlertid blevet stillet et par skridt foran tre pæle. Bag dem var der en skydevold. Fangevogterne trådte til bagfra, to ved hver. Den ene havde et reb, hvormed han trak fangen tilbage og bandt ham til pælen. Den anden havde en klud, som blev bundet for fangens øjne.

Så kommanderede de to løjtnanter. Den ene, som kommanderede et „æreskompagni”, råbte: „Achtung! Präsentiert das — Gewehr!”

Den anden: „Zum Chargieren! Fertig! — Feuer!“

Jeg skulle skyde på den kvindelige arrestant. Det sidste, hun råbte, var: „Vivat la Belgique!“

De var alle tre døde på stedet.

Vi blev formeret påny og marcherede bort, tilbage til vor vagttjeneste; men det var underlige tanker, der gik igennem mit sind. Dog hvad var der for mig at gøre? Man skulle jo udføre en ordre.

Efter en uges tid gentog det samme myrderi sig desværre. Vi blev atter purret ud og måtte af sted til byen og ud til den skumle kasernegård. Nu vidste vi, hvad der forestod. — Denne gang førtes der seks arrestanter frem. De blev ligeledes taget til alters og blev bundet til pælene. Det kneb med at faa tilstrækkeligt kvalificeret skydemandskab frem, for der skulle bruges tres mand. Man så sig nødsaget til at tage nogle rekrutter med, som dårligt nok forstod at håndtere et gevær. Officererne gjorde nu oven i købet den brøler at lade disse rekrutter danne den sidste gruppe i stedet for at fordele dem på alle skydegrupperne.

Majoren var den samme, men løjtnanterne var udskiftede. Den ene af disse var yderst nervøs. Han forsvandt ind i en plantage og kom først farende tilbage lige før aktionen. (Hans oppasser sagde for resten bagefter, at han var kommet tilbage med bukserne fulde.)

Kommandoerne lød, og vi skød, den forreste række knælende. Løjtnanten glemte i sin nervøsitet at kommandere os i ro igen. Det gjorde vi så af os selv. Han forsvandt omgående igen. — Det viste sig, at den sidste i fangernes række ikke var død. Kuglerne havde ramt ham i armene og benene og havde strejfet hans hoved. En læge løb hen til den faldne for at tilse ham. Først efter tre til fire minutters forløb udåndede han.

Hvad havde de gjort, de stakkels folk? Vi fik ikke noget at vide om det. De havde elsket deres fædreland og sat deres liv ind for det, det fædreland, som fjenden havde overfaldet.

Det er det værste, jeg har været med til i krigen. Havde de endda fået lov til at fare imod os, så vi kunne have skudt dem i modværge. Men de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …

DSK-årbøger, 1951