Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.
Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.
En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.
En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.
Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.
En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.
Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.
Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde
faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.
Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af Vaabenmestrenes Lager.
Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
