Tag-arkiv: gevær

Fra samlingerne: Mauser Gewehr 98

Mauser Gewehr 98 var den tyske standardriffel under Første Verdenskrig. Geværet var 125 cm langt og vejede 4 kg. Kaliberen var 7.92 mm og der var plads til 5 patroner i magasinet. Geværet bliver teknisk set regnet for det ypperste af sin type, men dets længde kunne være et problem i de smalle skyttegrave, ligesom dets lige ladegreb havde en tendens til at hænge fast, og så var magasinkapaciteten kun det halve af geværets britiske modstykke.

Mauser Gewehr 98
Mauser Gewehr 98

På låsestolen står:  Waffenfabrik Mauser A-G, Oberdorf A/N, 1913.

Mauser Gewehr 98Mauser Gewehr 98Mauser Gewehr 98

Se mere om Mauser Gewehr 98 på C&Rsenal (eksternt link)

 

2. oktober 1916. En flodhest tramper rundt i mørket …

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Et engelsk gevær [formentlig et Lee Enfield] beholdt han selv, da han blev nødt til at aflevere sin Mauser karabin.

Det viste sig at være et fortræffeligt Bytte. Det tykke, lidt klodsede Gevær med Træbelægning helt ud til Mundingen, saa man overhovedet ikke kunde se noget af Løbet, og med sit 10 Skuds Magasin, var ikke alene en god Erstatning for min tyske Karabin, men ogsaa et overdaadigt godt Jagtvaaben, der faldt mig ualmindelig godt i Haanden og skød ganske overordentlig præcist.

Med det nedlagde jeg en Mængde Dyr i Omegnen af Kungulio  til uendelig Fryd for mine altid sultne Bærere. De var saa ivrige efter at komme med paa Jagt, at jeg ofte maatte jage dem tilbage for i det hele taget at gøre mig Haab om at faa noget Bytte. Men som Regel tog jeg dog et Par Stykker af dem med for at blive fri for at slæbe hjem med Jagtudbyttet selv.

Rufijifloden var Dyrenes Paradis. Aldrig har jeg set saa uhyre Mængder af Vildt som her ved Østfrikas største Flod.

En af de første Nætter, da jeg sov trygt paa mit Græsleje, hørte jeg en Lyd, som øjeblikkelig gjorde mig lysvaagen. Jeg sprang op og greb efter min Parabellum Pistol med ti skarpe Skud i Magasinet. Den havde jeg altid liggende nær ved Haanden, da man jo maatte være forberedt paa alle mulige Overraskelser.

Men her forslog en Pistolkugle vist ikke. Noget uhyre tungt brasede gennem Krattet tæt ved det Sted, hvor jeg laa, og kort efter stod det stille og begyndte at æde af Græsset. Jeg kunde tydeligt høre, hvergang det tog sig en ordentlig Mundfuld.

Der var da altsaa ikke Tale om noget Rovdyr. Engang imellem kunde jeg høre en vældig Prusten som fra en Hest, der gaar og græsser. Det skal nok være en Flodhest, tænkte jeg, og var just ikke opløftet ved Udsigten til, at denne Kolos kunde finde paa at trampe hen over mit Sovested.

Men efterhaanden blev Lydene svagere og svagere, og til sidst døde de helt bort.

Da jeg saa efter den næste Morgen, opdagede jeg Aftryk af solide Flodhestefødder kun 10-15 meter fra det Sted, hvor jeg sov.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

27. september 1916. Genbrugsgeværer i Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august-september 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki og kom midt på måneden til Kungulio ved Rufijifloden. Her fremstillede han improviserede landminer.

Efter at min Virksomhed som Minefabrikant havde staaet paa i nogen Tid, fik jeg et nyt Brev fra Stache om at holde op, da man ikke havde Brug for flere Miner, men i Mellemtiden havde et Par Vaabenmestre slaaet Lejr tæt ved Overgangsstedet medførende blandt andet en Mængde Geværer, der skulde repareres.

En af dem viste mig en Dag et Brev fra Stache, hvoraf fremgik, at jeg uden at vide af det var udlaant til dem, og nu begyndte et nyt og spændende Arbejde — ogsaa et Led i den østafrikanske Nødhjælpsindustri.

En Del af de Geværer, som Vaabenmestrene medførte, havde faaet større eller mindre Beskadigelser, som under normale Forhold vilde have bevirket, at de var blevet kasseret. Noget saadant var der selvfølgelig ikke Tale om nu. Alt skulde bruges og alt, hvad der kunde repareres, skulde repareres.

Jeg fik som Opgave at tage mig af de Geværer, der havde lidt Skade paa Laasen. Man skulde forsværge, at det var muligt, saa solidt som en moderne Geværlaas er konstrueret — og da ikke mindst Laasene paa det tyske og det engelske Gevær — men ikke desto mindre laa her en lang Række Geværer med Laase, hvoraf der var sprængt større eller mindre Stykker.

En Del af dem var jo nok blevet beskadiget ved at blive ramt af fjendtlige Projektiler, medens andre maaske er blevet udsat for et alt for stærkt Tryk ved Affyringen, naar der har været Vand eller Sand i Løbet, eller naar dette har været rustent til Overmaal. Laasene var i det mindste beskadiget, og det var min Opgave at faa dem hele igen.

Det lykkedes over Forventning. Hvor mange Geværer jeg fik gjort brugbare under min Virksomhed i Kungulio, har jeg ikke noget Tal paa, men det var ikke saa faa, og jeg tror, at de alle har været lige saa gode som nye Geværer efter at have været under min Behandling.

Et af dem kan jeg i det mindste garantere for — det var et engelsk Gevær, som jeg selv beholdt. Der kom under mit Arbejde med Geværerne Dagsbefaling om, at alle tyske Geværer, der ikke var ved Feltkompagnierne, uophørligt skulde afleveres til Vaabenmestrene, der senere kunde fordele dem til Kompagnierne. Det gjaldt om at faa alle moderne tyske Geværer ud i første Linie, saa man kunde
faa skudt den tyske Ammunition helt væk og faa gennemført en Bevæbning af hele Hæren med engelske Geværer.

Jeg var lidt ked af at skulle af med min tyske Karabin, som skød aldeles udmærket og havde været et godt Jagtgevær, men der var ingen Vej udenom. Jeg maatte aflevere den med sine tyske Patroner og udvalgte mig i Stedet en engelsk Militærriffel af  Vaabenmestrenes Lager.

Jeg reparerede den med megen Omhu og var meget ivrig efter at prøve den paa Jagt, saa snart den var færdig.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)