Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.
Syd for grænsen under krigen.
Kartoffelkort.
Er nu indførte af magistraten i Kiel. Indtil videre tildeles der hver person et pund om ugen.
Den russiske jøde og den tyske opdager.
Tyskerne har i nogen tid eftersøgt en russisk jøde, der som tysk borger sigtes for at have udsmuglet medicinalvarer fra Tyskland til Rusland samtidig – og det er formentlig den egentlige grund til anstrengelserne for at få fat i ham – at have drevet spionage. En tysk opdagelsesbetjent tog til København, hvor han har opholdt sig i nogen tid og hvor det lykkedes ham at opspore den eftersøgte og efterhånden vinde dennes tillid således, at han kunne få jøden med på rejse ved at foregive for denne, at de i fællesskab kunne gøre et godt forretningskup i Jylland.
Opdagerens mål var at få russeren lokket over grænsen, i hvilken henseende der måtte udvises ikke ringe snedighed. Det turde derfor ikke gå an at tage med toget til grænsestationen, hvor russeren øjeblikkelig vilde blive klar over situationen, men der måtte gås omveje. Opdageren valgte da at tage til Ribe, og i fredags aftes ankom de med 6-toget hertil. En tredje mand – en dansktalende fra Hvidding – der var indforstået med, hvad der skulle ske, stødte her til dem i et gæstgiveri, og ved 7-8 tiden tog de alle tre afsted i bil ned mod grænsen.
Bilen fik imidlertid bestemt ordre til at holde ved Egebæk Kro – ca. 1 km fra grænsen – hvor de tre mænd steg ud og forsvandt ad den gamle Vedstedvej lige overfor og senere ind i plantagen syd for vejen.
Russeren nærede nogle øjeblikke tvivl om ekspeditionens redelighed, men den tyske opdager forstod at overvinde hans betænkelighed, og de gik videre, indtil de ad en sti over markerne nåede ind over grænsen. Her var imidlertid vagterne blevet forstærket, og aldrig så snart var man på tysk grund, før russeren blev arresteret og belagt med håndjern, medens samtidig hans gode ven opdageren forsvandt. To kriminalbetjente førte i lørdags morges opdagerens bytte videre sydpå, formentlig til Berlin.