Alle indlæg af Rene Rasmussen

7. august 1914. Rigsdagsmand H.P. Hanssen: Et alvorsord

Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev den 7. august 1914 den ledende artikel “Et Alvorsord” i sin avis Hejmdal:

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Der er ofte ytret Tvivl om, hvorvidt vi danske Nordslesvigere ville gøre vores Pligt, hvis der udbrød Krig. Over for den slags antydninger har vi altid hævdet, at den nordslesvigske Befolknings Lovlydighed og Pligttroskab nok skulle staa sin Prøve i Farens Stund.

De sidste Dages Begivenheder har givet os Ret. Mobiliseringen skrider hurtigt fremad. Naar den er endt, vi der staa hen ved 15.000 danske Nordslesvigere i den tyske Hærs Rækker. Og Hærens Officerer, som i vid Udstrækning har givet Soldaterne fra Nordslesvig Tillidsposter i Fredstid, vil sikkert ogsaa under Krigen hurtigt lære at sætte Pris paa deres fremragende Egenskaber, deres Intelligens, deres Pligtfølelse.

I visse Kredse ytrer man nu Tvivl om, hvorvidt den ikke-værnepligtige Del af den nordslesvigske Befolkning er sig sit Ansvar bevidst og vil opfylde sine statsborgerlige Pligter under Krigen. Dette er for os hævet over enhver Tvivl. Vi er og har altid være overbeviste om, at lige saa energisk, som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, lige saa samvittighedsfuldt vil de opfylder deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.

Der er næppe et Hjem i Nordslesvig, som ikke har nære Paarørende i Felten. Vore Sønner, Brødre, Mænd og Fædre staar i Øjeblikket i den tyske Hærs Rækker. Det er under disse Omstændigheder – rent bortset fra den nordslesvigske Befolknings rolige Besindighed og dybt indgroede Lovlydighed – ganske utænkeligt, at den skulle svigte sin Pligt.

Vi danske Nordslesvigere vil ogsaa i den Henseende gøre vore Modstanderes Tvivl til skamme.

Hejmdal

6. august 1914. Dansk tømrer truet med revolver i Hørup!

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

En ilde Medfart

Den 23-aarige Tømrer Gustav Kristensen fra Rødding ved Skive er i Morges ankommet til Ribe og har overfor os givet følgende Oplysninger om den Medfart, han i Gaar fik paa Vejen gennem Sønderjylland herop til Grænsen:

Jeg har arbejdet i Sønderjylland siden Dagene omkring den 3. Juni dette Aar, bl.a. i Mølby ved Sommersted. Jeg fik imidlertid Udvisningsordre, men maatte dog opholde mig længere syd paa i nogen Tid og tog saa til Joldelund i Nærheden af Flensborg, hvor jeg arbejdede indtil i Gaar. Den Udvikling, Situationen antog, efterhaanden som Krigen skred fremad, bevirkede, at jeg fandt det raadeligst at drage tilbage til Danmark, og kl. 10 i Gaar Formiddags besteg jeg min Cykle efter at have pakket mit Tøj paa ”Traveren” og i min Rygsæk og kørte nord paa efter Grænsen.

Da jeg kom til Hørup, spurgte jeg et Par Mænd – Tyskere – om Vejen til Tønder, de viste mig en forkert Vej, og da jeg nogen Tid efter opdagede dette, vendte jeg selvfølgelig om.

Da jeg naaede tilbage til det Sted, hvor jeg havde spurgt mig for, blev jeg standset af to Mænd, der meddelte, at det var forbudt at cykle her i Krigstider; der kom efterhaanden flere Folk til, og man gennemrodede mit Tøj fra inderst til yderst. Da jeg var blevet visiteret paa denne Maade, tog de to Mand fat ved hver af mine Arme og holdt dem udstrakt, hvorpaa en stor, svær Mand stillede sig op lige foran og nogle Skridt fra mig, drog en Revolver af Lommen og sigtede paa mig, medens han paa Tysk raabte, at jeg i Grunden skulle skydes ned.

Imidlertid blev jeg pludselig ført af sted til en nærliggende Gaard, hvor man satte mig ind i et Karlekammer, medens der holdtes Vagt af 2-3 Mand. Gaardejerens Kone var saa elskværdig at give mig Middagsmad og nogle Timer senere ogsaa Kaffe – det var i det hele en retsindig Kvinde, der øjensynlig misbilligede den Behandling, man gav mig.

Ved halvfemtiden mødte en Gendarm og visiterede mig fra Top til Taa. Han erklærede meget velvillig, at jeg havde mine Sager i Orden og nok skulle komme til Hvidding Station i god Behold. Derefter fulgte han mig til Amtsforstanderen i Schafflund [Skovlund], der skrev mig det fornødne Bevis og hjalp mig med Billet til Hvidding, hvortil jeg endelig naaede i nat.

Jeg meddeler dette, fordi jeg vil advare Danske mod at foretage Rejser længere syd paa, for der er ikke godt at komme for Tiden.

6. august 1914. Kampene om Liége (Lüttich)

Af Erik Ingemann Sørensen

Angrebene på Liège møder så stærk modstand, at de tyske tropper om morgenen må trække sig noget tilbage. Kampene, der blandt andet foregik fra hus til hus, kostede næsten 1.200 faldne tyskere.

Også den tyske brigadekommandant, Friedrich von Wussow faldt, hvorefter Ludendorff overtog kommandoen.

1914-08-06 Tykke Bertha
“Dicke Bertha” – svær tysk belejringskanon

Tyskerne får deres nye kanon – ”Dicke Bertha” – frem og påbegynder et bombardement af fæstningen. Se mere om “Dicke Bertha” her: “Big Bertha” (youtube-film)

De første rygter om tyske overgreb på civilbefolkningen dukker op.

Kejser Wilhelm taler til det tyske folk. Hør talen i uddrag her: Kejser Wilhelm taler

Den første sønderjyde – den 22 årige Siegfried Thaysen – falder.

5. august 1914. Angrebet på Liége (Lüttich)

Den 2. tyske Armé under ledelse af feltmarskal Karl von Bülow indleder angrebet på de belgiske fæstningsanlæg ved byen Liége.

Kort over fæstningerne ved Liége
Kort over fæstningerne ved Liége

Fæstningsanlæggene består af 12 tungt bevæbnede forter ved floden Meuse med 6 på hver side. Den belgiske general Gerard Mathieu Leman, der havde kommandoen over fæstningsanlæggene, lod disse svare voldsomt igen. Tyskerne anvendte for første gang i verdenshistorien et luftbombardement, da man sendte en zeppeliner ind over byen og fæstningen med bomber. Dog uden den store effekt.

Det lykkedes således belgierne at bremse den tyske fremrykning – midlertidigt.

Af Erik Ingemann Sørensen

4. august 1914. To danske turister anholdt i Skærbæk for spionage!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen.

To unge danske Turister ført bundne til Flensborg

En dansk Mand, der er kommet hertil fra Sønderjylland og i Gaar opholdt sig i Tønder, meddeler os, at to unge Mennesker, tilsyneladende Turister fra Danmark, i Gaar Eftermiddags blev arresteret i Skærbæk og derfra ført til Tønder.

Aarsagen til Arrestationerne var den – saaledes forklarede man det vor Hjemmelsmand – at de unge Mennesker skulle have ladet sig forlyde med, at de ville forgifte Drikkevand eller Drikkevarer dernede i Skærbæk og i den Hensigt havde fremvist en lille, firkantet flad Flaske af grønlig-gullig Farve, som vor Hjemmelsmand saa.

De var saa kort efter blevet arresterede og ført til Tønder, hvor der paa Banegaarden herskede en voldsom Ophidselse hos den tætpakkede Menneskemængde, der bl.a. raabte: ”Skyd dem ned!”

Medens der ventedes, meddelte Patruljeføreren de to unge Fanger, der var bundet, at det mindste Forsøg paa at ville flygte uvægerlig ville medføre, at de blev skudt ned.

Hvem de to unge Mennesker er kunne vor Hjemmelsmand ikke faa at vide, da der ikke maatte tales til dem.

Antagelig drejer de to unge Menneskers Handling sig ikke om andet end kaadmundede Ytringer – det sker desværre af og til, at unge Mennesker, navnlig fra København, optræder paa en Gabmundet Maade, som man i Sønderjylland ingenlunde sætter Pris paa blandt Landsmænd. Forhaabentlig slipper de med en alvorlig Forskrækkelse og nogen Tids Arrestophold, men Begivenheden er en Paamindelse om, at der maa optrædes med Ro og Besindighed under de nuværende nervøse Forhold.

Øen Barsøs Mænd arresterede

Bønderne paa den lille Ø Barsø, der ligger ud for Gjenner Fjord mellem Haderslev og Aabenraa, er alle, undtagen Øens Lærer, i Lørdags ført til Aabenraa og indsat i Fængselslokalet der. Grunden til Fængslingen maa søges i, at man fra tysk Side nærede Frygt for, at Barsøerne, der er dansksindede, under eventuelle kritiske Forhold til Søs kunne finde paa at yde Fjenden en eller anden Haandsrækning, hvad de dog selvfølgelig næppe ville have indladt sig paa.

Antallet af de fængslede Barsøboere er 7-8, der imidlertid tog det yderst gemytligt i Fængselslokalet, da vor Hjemmelsmand saa dem.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

4. august 1914. England erklærer krig – reaktioner i Avnbøl

Nerverne var på højkant og stemningen kunne skifte på et splitsekund i de første augustdage. Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, oplevede den blandede stemning og de hastige stemningsskifter blandt sine naboer i den lille stationsby midt på Sundeved.

“Den 31. juli om aftenen var der berammet festligheder i Avnbøl kro. Stemningen var naturligvis trykket. (…).

Hen på aftenen kom naturligvis den nye gendarm Pein fra Ullerup. Han var ovenud fuld af krigsgalskab, og kunne næppe afvente tiden til at få lov til at slå løs. Et selskab af dem, der ellers gik for at være danske, men som hurtigt blottede sig ved at falde fra straks der var udsigt til tysk sejr, og som altid brugte ordet ‘vi’, når talen var om tyskerne, søgte at overbyde ham i krigshumør: Denne gang skulle franskmændene ikke slippe med 5,  men måtte betale 50 milliarder. [Efter den fransk-tyske krig i 1870/71 blev Frankrig afkrævet en rekordhøj krigsskadeserstatning, RR].

En aktiv landstormsmand havde stor lyst til at være med og ‘knalde russere ned’, sagde han, ‘men de var vel så dumme, at de ikke forstod at falde om, når de blev skudt!’

De ældste årgange af de aktive værnepligtige fik først ordre til at møde, og da han uventet den følgende dag modtog en sådan om at møde ved kasernen i Sønderborg, græd han som et barn. Jeg harmedes over dem, og gik bort. (…).

Onsdag den 4. august gik jeg hen på stationen i et ærinde. Da formiddagstoget holdt, sprang togføreren af og råbte, at der var opslået i Flensborg, at England havde erklæret ‘os’ krig.

Stationsforstanderen og flere folk som var ved at blive gode tyske patrioter, blev som lammede af skræk. Inde i mig jublede det. Jeg følte nu, at Fenrisulven havde fået lænken lagt om sin hals.”

Petersen, Jørgen, Avnbøl 01985H
Jørgen Petersen, Avnbøl

(Jørgen Petersen i: Da den store Verdensbrand antændtes, 1924, s. 45f)

4. august 1914. England erklærer Tyskland krig

Lysene slukkes

Efter Tyskland har overskredet den belgiske grænse, meddeler den engelske ambassadør i Berlin, Sir Edward Goschen, den tyske udenrigsminister Gottlieb von Jagow og kansler Bethmann-Hollweg, at England nu er i krig med Tyskland.

Theobald von Bethmann Hollweg

Theobald von Bethmann Hollweg

I indberetningen fra Sir Edward Goschen skulle Bethmann-Hollwegs blandt andet have sagt: ”at det skridt, Hans Majestæts regering havde taget, i den grad var frygteligt. Blot på grund af en lap papir (a scrap of paper)..” – en hentydning til aftalen mellem Frankrig, England og Belgien.

1914-08-03 Edward Grey

I en tale i Parlamentet sagde den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, samme aften blandt andet: ”The Lamps are all going out all over Europe…”

Verdenskrigen var begyndt.

Erik Ingemann Sørensen

3. august 1914. Tyskland erklærer krig mod Frankrig

Belgien svarer nej til det tyske ultimatum og beder nu England om at komme til undsætning.

Tyskland hævder – usandt – at der har været franske fly over blandt andet Karlsruhe og Nürnberg. Med afsæt i dette overrækker den tyske ambassadør i Paris krigserklæringen til Frankrig. Heri hedder det blandt andet: ”Jeg har den ære at informere deres excellence om, at Det tyske Kejserrige betragter sig som værende i krig med Frankrig.” Læs hele krigserklæringen her

Få timer senere erklærer Frankrig så krig mod Tyskland.

1914-08-03 Edward Grey
Sir Edward Grey, britisk udenrigsminister

I en tale i Underhuset udtrykker den engelske udenrigsminister, Sir Edward Grey, bekymring for, hvordan verden fremover vil betragte England, hvis man svigter sine traktatlige forpligtelser over for Belgien: ”I så fald ville vi, mener jeg, sætte den respekt, der står om os, vort gode navn og rygte i verden, over styr …”

3. august 1914. Fra Nordslesvig under Krigen

Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen. Mandag den 3. august skriver den følgende:

En Ferierejsende, som Søndag Aften kom til Ribe fra Tønderegnen, meddeler Ribe Stiftstidende følgende:

Samtidig med at Mobiliseringsordren udsendtes, bekendtgjordes det ved Opslag, at al Postforbindelse med Udlandet kun maa foregaa paa Tysk paa aabne Postkort; Cifferskrift eller andre Systemer maa ikke anvendes; Breve og Pakker modtages ikke.

Fra Lørdag Morgen svarede Telefoncentralerne: Fjernsamtaler modtages ikke.

Søndag Morgen udsendte Flensborg Avis et meget lille Nummer, Teksten kunne vel fylde Halvdelen af en Side i Ribe Stiftstidende. Redaktionen bad Holderne være overbærende overfor Bladet i disse vanskelige Tider, det ville afholde sig fra politiske og nationale Betragtninger og kun udkomme som rent Efterretnings- og Underholdningsblad. Som ansvarshavende var mod sædvane kun anført E. Christiansen.

Nye tyske Aviser kunne ikke opdrives. Den almindelige Befolkning vidste derfor ikke, om der var erklæret Krig eller ikke; men man anede det, da Landstormen sent i Lørdags Aftes blev indkaldt. Landstormen indkaldes kun ved særlig Befaling af Kejseren og udgøres af Mænd, som er udtraadt af Landeværnet og endnu ikke fyldt 45 Aar. Normalt indkaldes den sidst. Det var derfor ejendommeligt at se de ældre møde før de yngre. Man mener, at de skal anvendes som Vagtposter eller gøre Tjeneste paa Tøjhusene.

Lørdag Aften ankom der Militærtog til Højer Sluse, og store Masser af Bjælker og Pigtraad blev opkøbt i Højer. Søndag Formiddag vedvarede Indskibningen af Tømmer og Kanoner til Sild. Soldaterne havde deres krigsuniformer paa: Graat Tøj, matte Knapper, brune Støvler og Pikkelhuen overtrukket med graat Lærred. Søndag Aften skulle der ankomme et tog med Pionerer, der skulle sættes over til Øen. Et Luftskib er set styre fra Fastlandet mod Sild.

Søndag Morgen troede man at høre et Kanonskud; i Skærbæk erklærede man imidlertid, at Braget skyldtes Sprængningen af en Mine, som havde revet sig løs.

De indkaldte, som stillede i Højer, blev straks sat i Arbejde med at føre Trælast fra Toget og ud paa Skibet. De maatte selv sørge for deres Forplejning den første Dag.

Søndag Eftermiddag kom der Anordning om, at Folk skulle møde Mandag Morgen med deres 4-6 Aars Heste i Tønder for Militærkommissionen.

Nogle af de ledende Danske i Tønder og Omegn blev arresterede Natten til Søndag, og flere føler sig utrygge, ikke mindst fordi man ingen som helst Efterretninger faar ud over Befalinger og Krigsanordninger samt Køreplaner for Militærtogene.

De talrige Badegæster paa Sild haster hjem. I Gaar Formiddags afgik saaledes to fuldt besatte tog lige efter hinanden fra Højer Sluse.

De fleste kongerigske Danske, der var i Slesvig, rejste hjem Lørdag. Meddeleren af disse Linjer havde hos Kommuneforstanderen i den Kommune, hvor han havde opholdt sig de sidste Dage, faaet fornøden skriftlige Attest som fremmed og slap ved Hjælp af sit ”Ausweis” let over den spærrede Grænse.

Hanssen-Nørremølle og andre danske Redaktører frigivne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen

 Til Ribe Stiftstidende meddeles Søndag Eftermiddag bl.a.:

Allerede Morgenen efter, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle var blevet arresteret, ankom der Telegram til ham fra den tyske Rigsdagspræsident om, at Rigsdagen var indkaldt. Telegrammet blev bragt ham i Fængslet af Fængselsinspektøren. Hanssen-Nørremølle reklamerede derefter gennem Landraaden til Regeringspræsidenten og den kommanderende General og blev løsladt kort efter. Han er i Morges rejst til Berlin.

De andre Redaktører ved Hejmdal blev frigivet mod at give deres Æresord.

Meddelelsen om, at Grosserer Julius Nielsen, Tandlæge Smith og Advokat Andersen skulle være arresterede, er ikke rigtig, ligesom Meddelelsen i forskellige Blade om, at der alene paa Haderslevegnen er udstedt Arrestordre mod ca. 30 danske Nordslesvigere, er urigtig.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

2. august 1914. “Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i.”

“Kære Lillesøster

Du længes vist efter at høre lidt fra os herhjemme. Der er jo også en hel del at melde, så jeg forskrækker dig vel ikke, når jeg går lige løs på tingene.

Det tegner til at blive alvor nu med krigen. Der er allerede indkaldt. I dag har vi første mobildag her i Tyskland. Jeg skal stille på 3. dag, altså tirsdag. Nikolaj skal stille straks og er allerede rejst i dag. Christine og han var lige hjemme et smut i går. De var ikke videre fornøjede. Nis har vi ikke hørt fra. Han er vel sagtens også i gang. Jeg skal også have skrevet til ham i dag, om det kan lade sig gøre.

Man ved jo næsten ikke, hvorhen man skal skrive. Til dig kan vi ikke skrive sådan uden videre. I går kunne man kun skrive åbne breve og postkort. I dag er det efter forlydende helt forbudt.

Da Anna Buhrkal er cyklet til Danmark i dag, fik jeg hende til at skrive et kort til dig derovre. Nu kommer imidlertid tante Jette herover med lille Hans. Hun mener at være i stand til at få dette brev over grænsen. (…).

Grænsen er delvist spærret. Danske undersåtter flygter, udvises, indespærres osv. Unge mænd indkaldes. Dags morgen rejste allerede ca. 30 her fra byen. Det er næsten udelukkende gifte mænd som Mathias Mygind, Anders Højer og så fremdeles. Du kan vel omtrent tænke dig, hvordan kvinder og børn forholder sig.

Man skulle næsten ikke holde sådan noget for muligt i vor oplyste tid. Jeg forstår ikke, at nogen kan påtage sig ansvaret derfor.

Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i. Og vi må hjælpe et folk som vi … Nå, breve kan vel brydes i sådanne tider.”

9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.

1. august 1914. Krigstilstand og mobilisering oplevet i Broager

Hans Petersen fra Skodsbøl oplevede proklameringen af den truende krigsfare, mens han gik i marken bag selvbinderen:

”Fulde af Spænding var de sidste Julidage. Hvor end man mødtes, blev der talt om Krig. Jeg tjente den Gang som Forkarl hos Peter Andersen i Mølmark. Den 29. Juli 1914, da jeg var oppe ved Smeden for at faa en Hest skoet, sagde han til mig:

– ”Nu skal du se, en af Dagene gaar Krigen løs, og du og jeg er jo iblandt de første, som skal møde.”

– ”Aa, det bliver vel ikke til noget,” siger jeg; ”det har før været nær ved; men Uvejret er alligevel trukket over.”

Den 30. Juli 1914 var jeg ude for at høste Hvede med Selvbinderen. Hveden var god, og Maskinen gik udmærket, saa det var en Lyst at sidde paa Maskinen og se, at Arbejdet skred godt fremad. Det var da ogsaa en Skam, sad jeg og tænkte, hvis vi nu skulde faa Krig midt i denne travle Tid, og hvorledes faar de Høsten bjerget, naar vi alle skal af Sted? — Holdt! T-r-r-r. Garnet var sprunget for nogle Minutter siden; det havde jeg under mine Betragtninger slet ikke mærket. Jeg fik Bindegarnet i Orden, et Spring op paa Maskinen, et Opmuntringsraab til Hestene, et Knald med Pisken og fremad gik det igen.  

Hen paa Eftermiddagen kørte Jens Byllemos forbi mig paa Vejen hjem fra Broager. Han raabte noget til mig, som jeg dog ikke kunde forstaa for Maskinens Arbejden. Men da han var kommen hjem og havde spændt fra, stod han op paa Diget og blev ved at raabe. ”Der maa dog være noget særligt,” tænkte jeg og holdt Hestene. —”Mobil,” lød det over til mig.  

Aldrig har et Ord gjort en saadan Virkning paa mig og i et Nu fremkaldt saa mange Tanker, som i dette Øjeblik løb rundt i min Hjerne. Det var mig, som om jeg havde set noget stygt. Ordet havde for mig en frastødende, uhyggelig Klang som af skarpt, gennemtrængende Staal og Jern. ”Ja, saa maa du nok være fri for i Dag,” sagde Andersen; ”du har jo vist noget at ordne, inden du skal af Sted.” Saa gav jeg ham Tømmen og gik hjem for at ordne mine Sager.

Om Aftenen var jeg i Broager. Der var et stort Røre paa Gaderne. I Klynger paa 4 eller 5 spadserede man med hinanden under Armen op og ned ad Gaden. Ogsaa i Gadedørene og paa Fortovene stod man sammen i Klynger og talte dæmpet. Der hvilede et Tryk over os alle ligesom under Forudanelsen af en Ulykke. 

De følgende Dage gik med at sige Farvel og paa Gensyn til Venner og Familie. Jeg var netop inde at sige Farvel til Lorens Madsen i Broager, da Gendarmen kom og arresterede ham som statsfarlig. Madsen tog det med Bo og trøstede Børnene og sin fortvivlede Hustru.

Tung var Afskeden for mig i Hjemmet, det Hjem, jeg elskede saa højt, og som gemte saa mange kære Minder. Jeg gik endnu en Gang rundt i Stuerne og kastede et sidste Blik paa de gamle, kendte Billeder og Væguret, som vi Børn havde foræret Far til Fødselsdag. Og saa ”Farvel Far,” ”Farvel Mor,” ”Farvel, mit kære, lille Hjem; vi ses maaske aldrig — aldrig mer igen.”

1914-08-01 Mobiliseringsordre avis

(Hans Petersen, ”Et Aar i Krig”)

1. august 1914. Krigsforberedelserne mærkes

Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen:

Krigsforberedelserne mærkes

Den pludselig indtraadte Krigstilstand i Tyskland og deraf følgende brudte Trafikforbindelse har allerede haft betydelige Prisstigninger til Følge her i Ribe; saaledes betaltes et almindeligt 8 Punds Rugbrød i Formiddags med 80 Øre.

Ingen post sydfra

Alle Postsager sydfra er udeblevet siden i Aftes med 7-Toget. Den skal nu først undersøges – og det kan tage Tid!

Han kunne ikke høste sin Rug syd for Grænsen!

En Mand paa denne Side af Grænsen har i Gaar solgt sin Fenne med Rug søndenaa, da han paa Grund af den indtraadte Krigstilstand ikke ville kunne føre sit Korn hertil.

Om Vejenes Spærring paa tysk side langs Grænsen

har vi meddelt udførlige Oplysninger i vor Ekstraudgave i Formiddags. Som meddelt var Hovedlandevejen til Tønder ikke spærret. I Formiddags begyndte man imidlertid at indrette Spærring ved det tyske Toldsted i Hvidding. Spærringen indrettes som en lang Bom, der spænder fra den ene Side af Vejen til den anden. Endnu i Eftermiddag ved Halvfemtiden var Vejen dog ikke spærret, men Passagen aaben for baade Køretøjer, Cykler og Personer.

For ivrig Sognefoged

I Hejls misforstod Sognefogeden, der er Lægsforstander, Ordren om Indkaldelsen til Kystartilleriet og Flaaden og antog den for en almindelig Mobiliseringsordre, hvorfor han i sit Hastværk øjeblikkelig lod ringe med Kirkeklokken.

Ingen tysk Mobilisering endnu!

Overfor gentagne haardnakkede Rygter om Mobilisering i Tyskland skal vi meddele, at der endnu i Eftermiddag kl. 4 ikke var udgaaet nogen saadan Ordre, man at der derimod – i Lighed med, hvad der er sket herhjemme – er udstedt ekstraordinære Indkaldelser i mindre Omfang.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

1. august 1914. Hejmdal: “Vore danske landsmænd vil gøre deres pligt!”

“Hejmdal”, den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssens avis, bringer søndag morgen i et særnummer en ledende artikel. Heri hedder det bl.a.:

Rigsdagsmand H.P. Hanssen
Rigsdagsmand H.P. Hanssen

Kommer Krigen alligevel, saa er vi overbevist om, at vore danske Landsmænd vil gøre deres Pligt, selv om den er tung, og vise, at Nordslesvigernes Indflydelse og Pligttroskab er stærk nok til at staa sin Prøve i de tungeste Tider.

31. juli 1914. På cykel rundt med mobiliseringsordren

H.C. Brodersen var postbud i Nordborg. Det var hans opgave at cykle ud med mobiliseringsordren, da den tikkede ind på postkontoret.

Saa var den Dags Arbejde overstaaet. Jeg havde lige afleveret mine Sager til Postassistenten, der kvitterede for Afregningens Rigtighed, da Telegrafen paa hans Skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung !”

Det lød som en Hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste paa Telegrafens Papirstrimmel. Han sprang op fra sin Stol, og med et Smæld lukkede han Lemmen ud til det ventende Publikum.

„Mobilmachung!” raabte han ud over Lokalet. Vi trængte sammen om Assistenten og Postmesteren, der nu ogsaa var kommet tilstede.

 „Ja, mine Herrer, saa gaar det løs,” sagde Postmesteren, og det lød, som om han følte en Lettelse for den knugende og trykkende Uvished, vi alle nu i de sidste 8 Dage havde følt med Hensyn til de diplomatiske Forviklinger, der var opstaaet.

Et Øjeblik efter var vi alle — 9 Mand stærk — i fuld Virksomhed, og det blev ikke Fyraften denne Gang, thi enhver af os skulde i sit Distrikt udbringe Mobiliseringsordren til de forskellige Kommuneforstandere.

 „Hvorhen i den Fart, Postbud?” raabte Præsten i Oksbøl, da jeg rundede Hjørnet af hans Have, der laa ud til Vejen.

 „Mobil, Hr. Pastor,” raabte jeg tilbage over Skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til Præsten, der stod lænet op til sin Havelaage og røg sin Aftenpibe.

Han havde næsten hver Dag i de sidste 4 Uger, siden Revolverskudene faldt dernede i Serajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske Situation, og da han nu fik at vide, at der i Henhold til „allerhochste Erlass”, var anordnet Mobilisering, mente han, at det havde Kejseren ikke villet.

„Gud beskærme Kongen og vort kære Fædreland,” bad han og tilføjede, „den Krig er os paatvunget!”

Det havde jeg ingen Mening om, og uden at indlade mig paa yderligere Diskussion herom, sprang jeg atter paa Cyklen for at bringe min daarlige Nyhed videre. Hos Kommuneforstanderen i den næste By blev jeg modtaget med Ordene:

„Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”

Jeg, der svedte, saa Vandet drev af mig, blev budt indenfor.

„Faa en Taar Øl,” sagde Kommuneforstanderen, „og tag den med Ro. Det hele bliver ikke saa slemt, og til Jul er det overstaaet, og I er hjemme igen.”

 Jeg overhørte imidlertid hans gode Raad om at tage Sagen med Ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til Posthuset, var det med en knækket Styrestang paa Cyklen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

31. juli 1914. Truende krigsfare: Grænsen spærres. Al myndighed overgår til militæret!

Grænsen ved Vester Vedsted - spærret!
Grænsen ved Vester Vedsted – spærret!

Det meddeles officielt: Tyskland befinder sig nu i truende krigsfare.
Den kommanderende general i Altona meddeler, at al offentlig myndighed inden for Det 9. Armékorps’ område, herunder provinsen Slesvig-Holsten, hermed overgår til ham:

”Civilforvaltningen og de kommunale myndigheder har at adlyde mine befalinger og pålæg.”

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten, von Bülow, meddeler: ”Al privat færdsel over grænsen til Danmark ved fodgængere, ryttere og køretøjer af enhver art må i herefter kun ske over Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gelsbro og Hviding. Det er forbudt at anvende alle andre overgangssteder.”

Ordrerne bliver snart fulgt af handling: Broer afbrydes, veje graves op, grænsespærringer etableres og bevæbnede soldater posteres ved grænseovergangene mod nord. Grænsen til Danmark blev hermetisk lukket.

Boghandler Niels Hansen, Toftlund
Boghandler Niels Hansen, Toftlund

Boghandler Niels Hansen i Toftlund fortæller om en rejse med genvordigheder:

”Fredag den 31. juli var jeg i Kolding på en årlig forretningsrejse, hvor jeg som sædvanlig ville gøre mine årlige juleindkøb. (…) Da jeg som dansk boghandler havde mange forretningsforbindelser i det gamle land, tog jeg også denne gang, som så ofte før, min post med over grænsen og lagde brevene i postkassen i Vamdrup. (…).

Jeg rejste tilbage fra Kolding om eftermiddagen, og da vi kom til Sommersted station, stod gendarmen og hele toldpersonalet på perronen. I en barsk kommandotone gav gendarmen ordre til, at alle passagerer skulle forlade toget, men lade deres rejsetøj ligge. Toget blev så grundigt gennemsøgt. På vor forespørgsel om, hvad der var i vejen, blev der svaret, at det vidste de ikke og det angik ikke os.

Selv om det hele blev taget med et vist humør, som vi altid var vant til at tage en situation, hvor den preussiske gendarm greb ind, så følte jeg dog inderst inde, at der måtte være sket noget, som ikke var godt. Efter at revisionen var foretaget, fik vi på samme vist ordre til at tage plads i toget.

I Vojens gik toldeftersynet ret hurtigt, og jeg gik ud til rutebilen; men bilføreren meddelte, at han ikke måtte køre uden tilladelse. Vejen var spærret uden for Vojens, og han kunne ikke komme igennem uden tilladelse. Manden var ikke klar over, hvem der kunne give ham denne; men endelig fik han oplyst, at amtsforstanderen var manden. Han gik til amtsforstanderen, og efter en times forsinkelse kørte bilen ad Toftlund til.

Et stykke uden for Vojens by, hvor vejene krydser, var der spærret med jernbaneskinner tværs over vejen, og et par baneembedsmænd holdt vagt. Her fik vi at vide, at der var erklæret krigstilstand, og at det var skyld i spærringen. Bilføreren foreviste sin tilladelse, og så susede bilen videre ad Bevtoft til.

Der taltes ikke blandt passagererne, enhver sad med sine egne tanker. En stille, dejlig juliaften var det, solen var gået ned, og den byggede sit guldslot i vesterled. Vinden var næsten stille, kun en svag luftning gik over de gule marker, hvor rugen stod moden til høst.

Naturen stemte til andagt og glæde, men i sindet var der mørke tanker. Hvad nu? Skulle alt det dejlige nu formørkes, de bugnende marker ødelægges af krigens vilde leg? Skulle vi nu rives fra hus og hjem for at tage del i det skrækkelige, som krigen er? (…)

Da vi kom til Toftlund, flokkedes folk om os for at høre, om vi vidste mere nyt, end det, som allerede var kendt.”

(Niels Hansen i: Jes Sarup (udg.): ”Bavnerne brænder”, Kbh. 1934).

30. juli 1914. Krigsskibene forlader Sønderborg havn

SMS Wetting forlader Sønderborg havn
SMS Wettin forlader Sønderborg havn

Som følge af proklameringen af truende krigsfare fyres der op under kedlerne på krigsskibene i Sønderborg havn. Ved skibsartilleriskolen ligger bl.a. linjeskibet SMS Wettin og krydseren SMS Danzig.

Skønt allerede forældede, mobiliseres også de svære krydsere SMS Prinz Heinrich, SMS Prinz Adalbert samt den lette krydser SMS Undine.

Sønderborgskibene skal sættes ind i Østersøen. De skal bl.a. lægge miner ud mod Rusland, beskytte den tyske skibstrafik og forhindre engelske krigsskibe og u-både i at trænge ind i tyskkontrolleret farvand.

SMS Danzig forlader Sønderborg havn
SMS Augsburg eller SMS Stuttgart forlader Sønderborg havn. Teksten siger ganske vist SMS Danzig, men det kan ikke passe pga. placeringen af den bageste skorsten.

Skibene har været brugt til uddannelse at skibsartillerister til den kejserlige tyske flåde. Mange sønderjyder i den tyske marine har fået deres uddannelse her.

Med mere end 2.000 matroser og officerer har skibsartilleriskolen sat sit præg på Sønderborg.

En anonym sønderjyde har i DSK-årbøgerne 1945 beskrevet skibenes afgang:

Stadig det samme rastløse liv og røre, men dertil kom endnu et andet, mere trist og hjerteskærende billede. Overalt, hvorhen man så, kunne man se marinesoldater tage en alvorlig og rørende afsked med deres kærester, for manges vedkommende for aldrig at gense hinanden mere.

Også officerer og befalingsmænd stod og trykkede deres grædende søstre, kærester og hustruer til deres bryst, det var et hjerteskærende og tankevækkende billede. Et øredøvende hyl fra sirenen kalder besætningen om bord. Alle omfavner og kysser hinanden, mange par læber, øjne og hænder finder hinanden for at modtage det sidste indtryk, det sidste billede af den elskede, og så iler alle mod den store, grå stålkolos, som ventende ligger ved kajen og hvirvler store sorte røgskyer op i den klare aftenluft.

Kun én officershustru vil ikke slippe den elskede mand, hun omklamrer ham grædende og vil ikke slippe ham. Da lyder sirenen for anden gang, højere og mere vedholdende end før. Han må ligefrem rive sig løs fra sin hustru for at efterkomme sin pligt og komme rettidigt om bord. Den lille hustru falder bevidstløs om i armene på de omkringstående, som bærer hende bort.

Senere samme aften forlod skibene Sønderborg:

Aftenen var lun og stille, ikke en vind rørte sig, Havet lå spejlblankt, ikke en krusning. Pludselig høres nede fra Sønderborg et kraftigt, trefoldigt hurra, og krydseren Augsburg glider ganske langsomt og majestætisk gennem Alssund ud i Østersøen. I den lange søkikkert kunde jeg se, at der fra land blev vinket med lommetørklæder og hatte, og fra skibet med kasketter. Det gled ganske sagte til tonerne af Deutschland, Deutschland über alles ud til blinkbøjen, hvor det ændrede kurs efter fyrskibet

Idealiseret postkort: En sømand tager afsked med sin kæreste
Idealiseret postkort: En sømand tager afsked med sin kæreste

En film om skibsartilleriskolen kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=hz_jJJ_Od80

I bogen “Sønderborgs Soldater. Kasernen i Sønderborg 1907-2014” (2015) fortælles bl.a. om tiden som tysk marinestation.

DSK-årbøger 1945

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

26. juli 1914. Flensborg Avis: Østrig hykler!

Flensborg Avis analyserer det østrigske ultimatum til Serbien:

Østrigerne beskylder Serbien for: At planlægge løsrivelse af de østrigske provinser Bosnien og Hercegovina; at Serbien er arnested for en forbryderisk agitation samt at serbiske embedsmænd deltager i hemmelige, nationalistiske foreninger, der arbejder på dette mål. Heroverfor har Østrig hidtil været langmodig, hævder det selv.

Hertil knytter Flensborg Avis følgende kommentar:

Man forbavses over det Hykleri, der tilkendegiver sig i den østerrigske Tale om Langmodighed og Velvilje. Selvfølgelig kan mange Ting have været ubehagelige nok for Østerrig; men det maa aldrig glemmes, at dette fra første Færd har haft Uretten paa sin Side, dels ved Indlemmelsen af en stor Del af den serbiske Folkestamme, dels ved det Regimente, Østerrigerne har ført i Bosnien og Hercegovina baade før og efter Anneksionen.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen skrev Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

25. juli 1914. Et ultimatum: Østrig vil have krig!

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation på Balkan efter det østrigske ultimatum den 23. juli:

Østerrigs note til Serbien – Et Ultimatum

De viser sig, at de beroligende Røster, der midt i Ugen fremkom fra Wien, ikke var til at stole paa, i Særdeleshed den Meddelelse, at der ikke ville blive sat noget Frist paa Besvarelsen af den bebudede østerrigske Note.

Denne Note blev allerede i Torsdags Eftermiddags Klokken 6 overrakt den serbiske Regering af baron Giesl, og den kræves besvaret inden 48 Timer.

Det østrigske ultimatum:

Det er altsaa de østerrigske Krav. De overgaar vistnok de flestes Forventninger. Det synes klart, at de allerfleste af disse Fordringer, om overhovedet nogen af dem, kan Serbien ikke gaa ind paa. Selv hvor der stilles et rimeligt Forlangende, saaledes om en Undersøgelse mod Deltagerne i Komplottet fra Sarajevo, er det knyttet sammen med den ydmygende Fordring, at østerrigske Embedsmænd skal se de serbiske paa Fingrene.

Hele denne Note maa efterlade det Indtryk, at Østerrig vil have Krig med Serbien, skønt man i Wien maa være klar over, at dette saare let kan føre til en Europæisk Krig.

1914-07-17 Peter Simonsen

24. juli 1914. Flensborg Avis: “Faren for en Eksplosion er overordentlig stor!”

Flensborg Avis beretter om begivenhederne i Europa:

Østerrig og Serbien. En engelsk Advarsel.

I Beretninger fra Wien til tyske Blade hedder det, at man nu ser roligere paa Tingene. (…) Ingen kender endnu de østerrigske Fordringer (…) og i ledende Kredse er man overbevist om, at Serbien vil gaa ind paa dem. Dette vil naturligvis afhænge af deres Art, og det vil derfor udelukkende komme an paa den østerrigske Regering, om Tingene skal udvikle sig i den ene eller den anden Retning. Er Østerrigs Krav urimelige, vil Serbien utvivlsomt kunne stole paa Ruslands støtte.

Men ogsaa alle uhildede Iagttagere vil i saa Fald staa paa Serbiens Side. Meget oplysende er en Artikel, der i Onsdags fandtes i Verdensbladet Times; den turde gengive den almindelige Opfattelse:

“Den voksende Spænding mellem Østerrig-Ungarn og Serbien har hidført en Situation i den europæiske Politik, der er alt for alvorlig til, at man kan lade den uænset. Det er ikke vort ønske at overdrive Faren, men Magterne maa søge at besværge den, inden det er for sent. Og der er ingen Tid at spilde. (…)

Den østerrigske Regering har hidtil handlet med forholdsmæssigt Maadehold. Det er nu som før vort Haab, at den Holdning, som Kejser Franz Josef umiddelbart efter Mordgerningen indtog i de af ham udstedte Proklamationer til Hæren og Folket, maa blive bibeholdt under de uundgaaelige Forestillinger, der vil blive gjorte Serbien. Men der er tydelige Tegn paa, at man i indflydelsesrige Kredse nu indtager en ganske forandret Holdning. Det er vel tilfredsstillende, at der ogsaa i disse Kredse er et stærkt Ønske om at opnaa Støtte hos Europas offentlige Mening. Men de Midler, der anvendees, er snarere egnede til at modarbejde end opvække Sympati hos upartiske Iagttagere.

Tanken om ved Trusler eller gennem en Krig at tvinge Serbien til at undertrykke en national Bevægelse rummer mange Farer, ikke blot for Østerrig-Ungarn, men for Europas Fred. Disse Farer vil ogsaa være alvorlige, selv om det lykkes at lokalisere Krigen. Det er klart, at naar Østerrig-Ungarn drager Sværdet, vil det søge at lokalisere Konflikten, hvis det kan. Men det er lige saa klart, at Afgørelsen ikke vil komme til at afhænge af Østerrig-Ungarn alene. Dette gør Sagen til et europæisk Spørgsmaal.

Et Felttog mod Serbien, ja blot Fordringer over for Serbien, der kan synes at være Udslag af politisk Ærgerrighed, vil i Rusland fremkalde en slavisk Bevægelse, der vil kunne øve Indflydelse paa Regeringen. Og hvis det forholder sig rigtigt, at Østerrig-Ungarn er bestemt paa at benytte Lejligheden til at søge alle Spørgsmaal, der angaar Orienten, ordnet, saa er Faren for en Eksplosion overordentlig stor.”

1914-07-17 Peter SimonsenFlensborg Avis’ udenrigspolitiske artikel var skrevet af Peter Simonsen

23. juli 1914. Den østrigske note forventes at være høflig, men bestemt.

Flensborg Avis skriver om krisen mellem Østrig-Ungarn og Serbien:

Østerrigs Henvendelse til Serbien

(…) Det forlød i Tirsdags i Wien, at Østerrig ville forlange et Svar af Serbien inden 48 timer, og om Notens formentlige Indhold hedder det i et Telegram fra Wien til et berlinske Blad:

‘Efter hvad man hører, vil det wienske Kabinets Note være affattet i en høflig, men bestemt Form og først kræve Indledelsen af en Undersøgelse mod de serbiske Statsborgere og Organer, der er blottede ved Mordet i Sarajevo med Garanti for, at denne Undersøgelse fører til en grundig og virkelig Fuldstændiggørelse af det Resultat, der blev fastslaaet ved Undersøgelsen i Sarajevo. Disse Garantier er af Betydning med Henblik paa, at det østerrig-ungarske Monarki vil have fuld Sikkerhed for, at de skyldige ogsaa virkelige forfølges og straffes. (…).’

Noget som helst Hensyn til, at Østerrig har gjort det serbiske Folk en blodig Uret ved Anneksionen af Bosnien i 1908, trykker ikke den østerrigske Regering; men det har næppe heller nogen ventet.

Man haaber nu i Wien, at ingen andre Stormagter vil blande sig i Sagen. Hvad Italien og Tyskland vedrører, er man vis derpaa, og ligesom “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” har den engelske Regerings Organ “Westminster Gazette” talt om, at Konflikten bør “lokaliseres”.

Frankrig og Rusland har ikke ytret sig; men Bladet “Neue Freie Presse” i Wien glæder sig over, at man i Talerne i Skt. Petersborg ikke har slaaet i Bordet, og at de ikke indeholder nogen Opmuntring for Storserbervæsenet.

22. juli 1914. “Der kræves, at Tyskland endelig engang skal slå i bordet for Rusland!”

Flensborg Avis beretter om en episode ved den tysk-russiske grænse:

Zeppelin over Vojens banegård
Zeppelin over Vojens banegård

Fra den russisk-tyske Grænse har Rygtet fortalt, at det tyske Militærluftskib “Z4” havde været over Grænsen, og at russiske Grænsesoldater havde skudt paa det.

Fra Berlin hævdes halvofficiøst, at Luftskibet ikke har været over Grænsen, men et par Kilometer derfra, og at Besætningen paa Grund af Støjen fra Skruerne ikke har kunnet høre, om Russerne alligevel skød.

I “Hamburger Fremdenblatt” gaas der ud fra, at Russerne har forset sig, og at Tyskerne er optraadte ulasteligt, og det kræves, at Tyskland endelig engang skal slaa i Bordet for Rusland.

 

 

21. juli 1914. Udflugt til Dybbøl under politibevogtning

En indsender skriver under mærket “A.G.” til Flensborg Avis om Slog Herreds Ungdomsforenings udflugt til Dybbøl:

Under Politiopsyn

Den, der i Søndags kom til Dybbøl, kunne godt faa Indtrykket af, at han opholdt sig i et Land, der stod umiddelbart foran et Oprør. Paa Dybbøl fandtes i Søndags nemlig en hel Flok Gendarmer, og de havde travlt allerede fra Morgenstunden af.

Ved Titiden lykkedes det en Gendarm at overraske et større Hold Cyklister ved Bøffelkobbel, mens disse ganske ugenert stod og tog den bekendte Grav i Øjesyn. Det var saadan noget som 50 unge Mennesker, nærmest fra Slogs Herred, under Ledelse af Gaardejer Hans Brink fra Rørkær. Man sikrede sig Hr. Brinks Navn og opløste derefter Toget, idet Gendarmen kommanderede de unge frem i Hold paa fire, der saa med passende Afstande cyklede op til Dybbøl, hvor der var flere Gendarmer. 

Der maatte ikke tales paa Dybbøl, det vil sige, ingen Forklaring gives, og en af Gendarmerne fulgte samvittighedsfuldt Hans Brink. Men Indskrifterne har man dog ikke forbudt Folk at læse endnu, og Gravene, de danske Grave, er endnu ikke afspærrede, saa dem fik de unge Lov til at besøge, selvfølgelig under Politiopsyn.

Der kom, mens de unge gik omkring deroppe, en Del danske Turister, som saaledes fik en levende Illustration af, hvorledes deres Landsmænd har det under Fremmedherredømmet.

Da de unge cyklede ad Sønderborg til, mødte de en anden Flok Nordslesvigere, der ogsaa kunne glæde sig ved Politiets Bevågenhed. Et Hold danske Lystrejsende var der ogsaa i Søndags under Politiopsyn. De havde faaet Lov til at komme i Land, imod at de gav Løfte om ikke at besøge danske Forsamlingshuse, mens de var her.

(…)

Det vil blive husket, dette. Og dybest vil det brænde sig i de unges Bevidsthed, der selv tyste og tavse som vore Fædres Grave maatte besøge disse. De vil forstaa, om de ikke har forstaaet det før, at de hører til et erobret, et fredløst Folk, der end ikke paa deres Fædres Grave er uden for Kampens Larm og Bulder.

Og de vil forstaa, at vore Modstandere end ikke standser deres Fremfærd imod os over for de Følelser, der griber os paa de Steder, hvor vore Fædre hviler og sover den evige Søvn i den hjemlige Jord, der kun bliver os dobbelt kær under Fremmeherredømmets tunge Kaar.

“A.G.” er uden tvivl Andreas Grau, der selv stod for en lignende udflugt til Sankelmark og Dannevirke i maj 1914

1914-05-25 Dannevirke-tur

19. juli 1914. Analyse: Søger Østrig et påskud for at angribe?

Flensborg Avis analyserer i udenrigssektionen Verdens Gang situationen på Balkan

Ved Adriaterhavet

Fra Italien, Østerrig og Serbien er der kommet Meddelelser om delvis Mobilisering; fra alle tre Lande er det i de sidste Dage officiøst blevet modsagt, men Dementierne synes i hvert fald ikke alle troværdige.

Over for den serbiske Paastand om, at der slet ingen militære Forberedelser er sket, som kunne berettige til de østerrig-ungarske Meddelelser, opretholder Bladene i Wien og Budapest deres Opgivelser.

Hvem der har Ret, vides ikke. I hvert Fald kunne den serbiske Mobilisering meget godt forklares ved de fremkomne Efterretninger om, at der allerede sendtes østerrigske Tropper ned til Grænsen, hvilket temmelig længe blev staaende uimodsagt.

I et Telegram fra Wien hedder det: “Efterretninger fra Sarajevo, der kommer fra absolut paalidelig Kilde, gaar ud paa, at Meldingerne om Indkaldelsen af de serbiske Reserver virkelig stemmer overens med Sandheden. I herværende bestemmende Kredse erklæres, at de af de østerrig-ungarske Monarki paatænkte Skridt ikke vil blive paavirkede af de serbiske Benægtelsesforsøg.”

Dette ser næsten ud, som om man nu ville træffe militære Forberedelser i Østerrig under Paaskud af, at Serbien har begyndt.

1914-07-17 Peter Simonsen Udenrigsrubrikken blev redigeret af Peter Simonsen

18. juli 1914. Rygter om østrigsk mobilisering. Serberne indkalder reserver.

Flensborg Avis analyserer 18. juli i udenrigsrubrikken Verdens Gang den spændte situation mellem Østrig-Ungarn og Serbien:

 Østerrig og Serbien

Efterretningerne om Mobilisering om end kun af en mindre Troppestyrke i Østerrig har med rette vakt Opsigt og Uro. Fra Wien nægtes det nu paa det bestemteste, at det er rigtigt; Meddelelsen er rent Opspind, paastaas der. Ogsaa til Øvelserne efter Høsten vil kun det sædvanlige Antal Forstærkningsmænd blive indkaldte.

Hvor meget man kan stole paa Dementiet, faar staa hen; imidlertid lader det til, at Efterretningen om Mobiliseringen har øvet sin Virkning i Serbien. Ikke saaledes, at man der er bleven bange; men paa militære Steder i Wien har man modtaget Meldinger om, at den serbiske Regering har indkaldt flere Aargange af Reserven, i alt henved 70.000 Mand.

Herved forhøjes Fredsstyrken til 110.000 Mand, og man behøver kun at indkalde endnu 80.000 Mand for at fuldstændiggøre første Linje.

Man maa afvente, om denne Meddelelse bliver stadfæstet.

17. juli 1914. Hvad vil Østrig?

Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den spændte situation på Balkan.

Østerrig og Serbien – modstridende Efterretninger

Der er, som nævnt, fremkommet Efterretninger om, at Østerrig allerede havde begyndt at sende Tropper til den serbiske Grænse. Til Berlin indløb der i Tirsdags Efterretning om, at der var anordnet en delvis Mobilisering af de to Armékorps for at give det Skridt, der skal foretages i Belgrad, et særligt eftertryk. man syntes der endnu ikke rigtig at ville tro derpaa; det ville i Virkeligheden være en mere end mærkværdig Fremfærd fra Østerrigs Side, men man har jo i de senere Aar næsten hørt op med at undre sig over noget i den Retning, der kommer fra Wien.

Den ungarske premierminister, grev Tisza, havde været i Wien og bl.a. udtalt:

… at Østerrig-Ungarns forhold til Serbien maatte klares. De, der har Ansvaret, var sig bevidste, hvilke Interesser, der knytter sig til Fredens Opretholdelse. De bestaaende Uoverenstemmelser burde ikke ubetinget føre til en krigerisk Konflikt. (…) Paa Spørgsmaalet om de østerrigsk-ungarske Statsborgeres Stilling i Belgrad erkærede Grev Tisza, at de alarmerende Efterretninger desangaaende lykkeligvis ikke havde bekræftet sig. Intet tydede paa, at Belgrads Befolkning tilsigtede fjendtlige Demonstrationer.

Den sidste Indrømmelse vil være værdifuld for Serberne. I øvrigt lægger man i Førsteministerens Tale mærke til hans Ord om, at Uoverenstemmelserne “ikke ubetinget” burde føre til en Krig. Det lyder ikke meget tillidsfuldt.

1914-07-17 Peter Simonsen
Udenrigsredaktør Peter Simonsen

Den udenrigspolitiske artikel var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.

15. juli 1914. Analyse: Tyskland vil støtte Østrig – for sin egen skyld!

Flensborg Avis analyserer i sin udenrigspolitiske artikel den 15. juli 1914 Tysklands rolle i en eventuel serbisk-østrigsk konflikt og gengiver bl.a. nogle betragtninger fra en iagttager i “Neue Hamburger Zeitung”:

Verdens Gang

(…) mange i Tyskland har ikke syntes om Regeringens Holdning under Annektionskrisen. En Statsmand, der tidligere havde stor Indflydelse paa Tysklands Udenrigspolitik, har engang fortalt, at i Aaret 1908 bestormede de forskelligste Mænd, indflydelsesrige Parlamentarikere og store Bankiers, ham om at lade Østerrig sejle sin egen Sø. Tyskerne kunne dog umulig lade deres Soldater rykke i Marken for de Stridigheders Skyld, som Østerrig havde i sin Egenskab af Balkanmagt.

Forfatteren mener dog, at et saadant Standpunkt vidner om Kortsynethed, og tror, at ligesom dengang vil Tyskland ogsaa nu stille sig paa et andet, nemlig dette: i det Øjeblik, da Østerrig ikke faar den forlangte Oprejsning eller de forlangte Garantier af Serbien, og Rusland derved stiller sig ved Serbiens Side, vil Tyskland anse det Tilfælde for givet, i hvilket Forbundet er sluttet [træder i kraft].

Forfatteren lægger imidlertid ikke Skjul paa, at Tyskland ikke vil handle saaledes af Troskab mod Østerrig, men for sin egen Skyld:

“Saa vidt vi er underrettede”, hedder det til Slutning, kan der ikke være nogen Tvivl om dette: “hvis Østerrig ikke finder aabent Øre for retfærdige Krav, som det stiller, og Serbien derved styrkes af Rusland eller Frankrig eller dem begge, da vil Tyskland ikke svigte sin Forbundspligt. Og det er ikke for det østerrig-ungarske Monarkis Balkaninteressers Skyld, men for vor egen, meget livlige Interesses Skyld, at den forbundne Kejserstat ikke lider en ny Svækkelse i Anseelse og Indflydelse, der nødvendigvis maatte virke tilbage paa os.”

Det synes i hvert Fald ikke at kunne være en særlig attraktiv Forbundsfælle, der saaledes maa stives af hvert Øjeblik.

Flensborg Avis’ udenrigspolitiske artikler var som regel skrevet af redaktør Peter Simonsen.

1914-07-17 Peter Simonsen

12. juli 1914. Danske turister i Nordslesvig udvises. Skarpe reaktioner i Danmark.

Flensborg Avis beretter om reaktionerne i Danmark på de seneste udvisninger af danske turister i Sønderjylland. Danske turister, der har indlogeret sig på det splinternye Sønderborghus i Sønderborg, har fået otte dage til at forlade Nordslesvig – dvs. de fire kredse Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg. Det står turisterne frit for at rejse længere sydpå.

Herom skriver danske aviser bl.a.:

“Politiken”:

“Meddelelsen om de preussiske Myndigheders Fremfærd over for danske Turister vil selvfølgelig vække betydelig Opsigt. Til hvert af de to største Forsamlingshuse i Nordslesvig – Folkehjem i Aabenraa og Sønderborghus i Sønderborg – er der knyttet et Gæstehjem. Det synes nu – efter de foreliggende Telegrammer at dømme – som om Myndighederne nu vil forsøge paa ved Trussel om Udvisning at berøve dem den Del af deres Gæster og saaledes tilføje dem et økonomisk Tab. Endnu mærkeligere er dog den Oplysning, at kongerigske Turister for Fremtiden kun maa opholde sig i otte Dage i de nordslesvigske Kredse. Paa Forhaand vægrer man sig ved at tro, at en saadan almindelig Bestemmelse skulle være truffet, og man maa unægtelig med Interesse afvente Oplysninger om, hvorfra et saadant Forbud er udgaaet, og om dets nærmere Karakter.”

“Kristeligt Dagblad”:

“Hvis det var den preussiske Statsregerings Hensigt at ophidse den danske Befolkning her i Kongeriget til Ubesindigheder, der kun ville blive Tyskland et Paaskud til at stille et Ultimatum, saa maa det vistnok siges, at den da maatte følge en lignende Fremgangsmaade som den, der har været praktiseret over for Danmark og dets fredelige Borgere siden sidste Sommer (…)

Man behøver blot at tænke sig den her optrukne Linje forlænget ved Hjælp af et Forbud mod, at danske Rejsende overhovedet staar af ved en nordslesvigsk Jernbanestation.

Og et Forbud mod, at en dansk Undersaat passerer Kongeaagrænsen til Fods, paa Cykel eller til Vogns.

Og et Forbud mod de danske Statsbaners Billetsalg mod at sælge Billetter til Stationer mellem Vamdrup og Flensborg eller Kiel.

Vi kan ikke se rettere, end at alt dette ligger i Forlængelse af den i Gaar optrukne Linje.

Imidlertid kan det vel næppe under de forhaandenværende europæiske Forhold antages, at Preussen tør paatage sig Ansvaret for en sådan ’Provokatør’-Virksomhed.” (…).

Spørgsmaalet bliver, om det nu ikke snart er paa Tide, at vi her i Danmark tog ved Lære af Begivenhederne sydpaa. Om det ikke snart ville være i Overensstemmelse med national Værdighed, hvis vi blandt andet blev en kende mindre imødekommende over for den tyske Turiststrøm her i Danmark.

Vi har aldrig hørt til dem, der med synderlig Begejstring saa vort Fædreland overrendt af turister. Og vi har endnu mndre været tilbøjelige til at anse det for en god national Egenskab at bejle til Tyskernes Gunst ved at simulere, at vi talte lige saa godt Tysk som Dansk her i København. Det er simpelthen heller ikke sandt – naturligvis.

Under alle omstændigheder: Er en dansk Turist Kontrabande inden for Tysklands Grænser, saa forekommer det os ganske vist paa Tide, at vi tager under Overvejelse, hvorledes vi kan bringe den Ligevægt og Jævnstillethed til Veje, som er nødvendig mellem de to Stater, der nyder den samme Selvstændigheds Ret.

For: Vi vil ikke drikke Dus med dem, der spytter i vort Krus.”

Ungdomsmøde Sønderborghus 21-06-1914
Sønderborghus – Ungdomsmøde 21 juni 1914 i gården. Landdagsmand Kloppenborg-Skrumsager taler. Læg mærke til gendamen med notesblokken neden for talerstolen.

12. juli 1914. Udvisningerne: “Den der sår vind, skal høste storm!”

Flensborg Avis samler op på de seneste reaktioner på den nye tyske kurs i Nordslesvig med udvisninger fra danske statsborgere:

Tvangspolitikkens Bersærkergang – Opmærksomheden vækkes

Magthavernes Felttog mod de danske Undersaatter begynder allerede at vække Opmærksomhed. De fleste tyske blade indeholder Meddelelser derom.

Nogle af dem knytter bemærkninger dertil. “Berliner Tageblatt” skriver, at Køllerkursen i de sidste dage igen har hersket i Nordslesvig – “Neue Hamburger Zeitung”: Vi Tyskere frygter, lader det til, intet mere end den danske Tilflytning!” – “Flensburger Annoncenblatt”: “Tror man virkelig at opnaa om end kun det alleringeste med slige smaalige Forholdsregler?”

Dannevirke skrev i Fredags: “Vi har i de senere Aar fra Tid til anden haft et Tilbagefald til Køllerpolitikken. Nu synes man imidlertid ved de sidste Forholdsregler at ville overgaa denne. Det er tydeligt nok, at man netop nu paa Aarets travleste Tid har begyndt et almindeligt Felttog mod danske Undersaatter.

Hvor omfattende Forholdsreglerne er, kan endnu vanskeligt overses, mens dette skrives; derimod skal der ingen Spaadomsevne til at forudsige Følgerne: Sindene kommer i Bevægelse, Harmen over Tvangsregimentet øges, Modsætningen mellem dansk og tysk uddybes. Vore Modstandere vil sikkert lige så lidt faa Glæde af denne Krig mod skikkelige og uskyldige danske Arbejdstagere, som de havde Resultater at notere i Køllertiden.

Den, der saar Vind, skal høste Storm.”