Alle indlæg af Rene Rasmussen

6. december 1914. SMS Dresden: “Stormen rasede uforstyrret videre på 6. dag.”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden, der var en del af den tyske Stillehavseskadre. Efter at have sænket en britisk eskadre i slaget ved Coronel var skibene løbet ind i en orkan ved Sydamerikas sydspids.

Stormen rasede utrætteligt paa den fjerde Dag. Ma­troser med Redningsbælter paa og Tove om Livet hev vor Dækslast af Kul udenbords, da Sækkene gik i Styk­ker og gjorde Dækket ufarbart.

Ogsaa paa femte Dag holdt Stormen ud. Den holdt nok aldrig op. Alle var syge og sløje, og selv Bartsch og Nievergall maatte give op overfor al den Proviant, der stod til deres Raadighed ved Skafningerne. Nievergall hev en stor Stabel Pølseender, som han havde samlet sig, over Bord og sagde med et grimt Grin:

– Vore Venner derude skal ogsaa have noget.

Det var Hajerne, han mente.

Stormen rasede uforstyrret videre den sjette Dag. Nu var vi ved at give op, men Pligterne holdt os oppe. En af mine bestod den Dag og den følgende Uge i at staa for Skafningen ved vort Timandsbord. Det var i Almin­delighed ingen morsom Opgave og nu særligt forstem­mende, fordi ingen kunde spise noget, og Suppen alligevel skulde hentes.

Spisegrejerne dansede paa Bordet, og ingen vidste, om det var hans egne eller andres Grejer, han fik fat paa. Jeg hørte Signalet til Middag, greb Suppebaljen, som vi kaldte den, og pilede af Sted. Jeg kom godt nok op, men rutschede ned med Suppebaljen i Hænderne. Min ene Fod røg ned i Suppen, der var gloende varm. Det gjorde ondt, og Suppen havde heller ikke godt af Uheldet. Der var ganske afgjort flere Fedtperler paa den nu, end da jeg hentede den. Ellers er det jo saadan med Soldater­suppe, at flere Øjne ser ned i den end op fra den.

6. december 1914. Kresten Andresen: “Vi graver bombefri rum …”

Brev fra Kresten Andresen, Reserve-Infanteriregiment (RIR) 86.

Lørdag 6-12-14

Kære forældre! Jeg har det fremdeles godt. I går havde vi det ualmindeligt roligt. Vi graver bombefri rum; så når vi først har dem færdige, kan granaterne ikke længere gøre os noget.

Peter Jensen fra Stenderupgård bringer mig hver dag Hejmdal; den er jo rigtignok lidt gammel, når den kommer, men vi er uhyre glade for den.

Når jeg står vagt i disse måneklare nætter, så går tankerne tit hjem, og jeg synes, jeg er så uendeligt langt borte. Her går rygtet, at fredsforhandlingerne er begyndt; men det passer sagtens ikke. Gid julen, som den fredens fest den er, må bringe fred til alle de hjem, der længes efter den.

Skriv til mig, hvordan det går Jens og send mig hans adresse. Han er vist hårdere med end mig. Hvis I vil sende mig noget, så send det i små pakker, de store kan jeg ikke så godt slæbe med mig, jeg har læs nok i forvejen.

Hilsen til alle fra

jeres søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

5. december 1914. Hemming Skov på Østfronten: “De rolige dage var snart forbi”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten i regiment 176

De rolige Dage var snart forbi. Den 5. Dec. var vort Komp. i Kvarter; paa een Gang hed det: Vi skal besætte Løbegraven. Man stivner næsten, og enhver spørger sig selv: Hvad skal dette betyde — Stormangreb? Nej, de rolige Dage ved Lodz bragte altid vor Division Held; vi skulde kun lave et Skinangreb for at støtte de rigtige Angribere, som var vor Nabo-Division til højre for os.

Vore Kanoner begyndte deres Virksomhed i stor Stil, Minekastere udspyede deres 107 Punds Piller, vore Geværer begyndte at knitre, og Maskingeværerne deres hurtige og langvarige Tik-Tik-Tik. Over den russiske Skyttegrav stod der en Røgsky af tyske Granater.

Da dette Overfald havde varet et Par Timer, blev der atter Ro. Om Eftermiddagen blev der igen lavet et Angreb af samme Slags. Flyvere kredsede over os, og Kanonerne begyndte atter at udspy deres dødbringende Indhold. Russerne svarede naturligvis paa disse Angreb. Om Aftenen løste vi af i Skyttegraven, og denne Nat gik Russerne i al Stilhed og Hemmelighed tilbage og overlod os Lodz.

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.

 

4. december 1914. “Tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os.”

Brev fra Kresten Andresen til sine forældre

Lassigny, 4-12-14

Kære forældre!

Nu har jeg ligget et døgn i skyttegraven; tre hundrede meter foran os ligger franskmændene, og kuglerne fløjter ustandseligt om os. Jeg kom hertil i går morges tidligt, inden det endnu var lyst. Det havde regnet, og der var et lerælte, som trodser enhver beskrivelse. Hver mand fik sit skydehul; bajonetten opplantet, sådan stod vi den først time.

I kan tro, jeg dukkede hovedet for hvert fløjt, der gik lige hen over, men værre ting stod for. Da det blev lyst, blev der kun stillet enkelte poster, resten skulde rense op i al det pløre. Da lød der med ét et huj og et skarpt knald over os; det var den første shrapnel; og den var tiltænkt os.

I de følgende timer blev der musik. Jeg var netop kommanderet hen med en trillebør til den nærmeste ruin for at hente sten til at lægge i bunden af graven; da kom der et forfærdeligt knald og et tryk; jeg vendte mig om og så en snes meter fra mig en sort kvalm af jord og sten sprøjte til vejrs. Feltwebelen stod og råbte, at vi skulde tilbage i dækning. Vi krøb ind i vore jordhuler. Det var også på høje tid. Granaterne sprang rundt om vor stilling. Men ingen blev såret. Ved middagstid tav de, og jeg åndede lettere. Men kort efter begyndte vort artilleri at give svar på tiltale, og det æggede franskmændene til at give os en omgang til.

Som jeg skriver dette, begynder bombardementet igen, og denne gang med en voldsomhed, som vist ikke i lange tider. Vi kom meget hurtigt i dækning, hvor da i det mindste shrapnellerne ikke kan gøre os noget.

Det var ikke morsomt; jeg lå på maven med ansigtet boret ned mellem to tornystre og lyttede efter, hvor de slog ned. Tit rystede vor hele hule ved lufttrykket. Vi hørte det jamre udenfor. To mand kom løbende og bad om husly; de turde ikke være længere, en granat have nær revet hele taget af.

Vi fik en lige ind i dæmningen; men det var en blindgænger. Da bombardementet havde varet i tre timer, hørte det endelig op – å, hvor det gav en lettelse; vi listede ud, for at se, om verden vel stod endnu. Der var kun en eneste såret af en granatsplint; han hed Petersen og var fra Nordslesvig.

Nu har de begyndt igen; men foreløbig gælder det byen bagved os. Den dejlige by er næsten helt skudt ned. Kirken ligger i ruiner, og de fleste folk er flygtet.

I må tro, vi længes alle sammen efter fred, og nu er det snart jul. Men glad er jeg, at jeg kom herned og ikke blev oppe ved Yserkanalen, for da er her vist et himmerige mod det helvede.

Vil I ikke sende mig en lille pakke med smør? Det er vist for sent at sende julepakker; men så kan jeg da altid få den til nytår. Jørgen Brag var lige henne at besøge mig efter uvejret; jeg skal hilse fra ham.

En kærlig hilsen til jer alle

fra jeres Kresten

Claus  Bundgård Christensen: “Krestens breve og dagbøger.” (2012)

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

3. december 1914. Grev Schack fri igen

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Grev Schack fri igen

Efter hvad vi erfarer er Lensgreve Schack, Schackenborg, i Gaar sat paa fri Fod efter at have været interneret i næsten 5 Maaneder, idet han sammen med en Række andre Nordslesvigere blev sat fast den 7de August og ført til Flensborg, hvor Myndighederne siden har holdt ham fængslet i Navigationsskolen, indtil Løsladelsen pludselig kom i Gaar. Greven er i Dag afrejst fra Flensborg.

Grev Schack cropped 66-187

2. december 1914. Sønderjylland og krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Hjulmager Christensen af Toftlund, der er født i Danmark, meldte sig ved Krigens Begyndelse som frivillig og kom med til Rusland, hvor han mentes at være falden. Nu er der indløbet et Kort fra ham fra Beuthen, hvor han ligger paa Sygehuset, saaret ved et Skud i Foden.

Landboelsmand H. Chr. Hansen Lintrup Mark, har faaet Meddelelse om, at hans Søn, Hans Hansen den 6. Oktober er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Hansen, der ifølge „Flensborg Avis” var Købmand, var ugift. Han fik før sin Død tildelt Jernkorset.

2. december 1914. Peter Østergaard slipper endnu en gang for at komme til fronten

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Han er i mellemtiden blevet overflyttet til Regiment 86, 2. kompagni.

Nu lige blev der udtaget 300 mand af mit kompagni, som skal bort i morgen. Jeg slap endnu denne gang, men længe varer det sikkert ikke.

Skulde jeg blive her Søndag over, vil jeg se, om jeg kan komme hjem til jer, endda blot om eftermiddagen. Kan jeg ikke komme bort, så har en af jer måske tid til at komme herop.

Der siges, at vi skal til Rusland, men noget bestemt vides ikke. Har I hørt noget fra Michael Steffensen? Her får jeg jo intet, da mine postsager går til Slesvig, og dem vil jeg vanskelig få.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914
86’ere i en skyttegrav ved Dreslincourt efterår 1914. Peter Østergaard venter foreløbig i Slesvig på at gøre dem selskab.

30. november 1914. Om bord på SMS Dresden: Orkan ved Kap Horn

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på krydseren SMS Dresden.

Vejret blev værre og værre. Den næste Dag var det Storm, og den tredie Dag Orkan, den værste, vi endnu havde været ude for i vor omflakkende Tilværelse. Alt blev surret fast. Først og fremmest Kullene paa Dækket, men ogsaa alle løse Genstande under Dæk. Borde og Bænke blev forankret med solide Tove og Reb. Overalt paa Dækket var der spændt Tove til at holde sig fast i, og Matroserne gjorde os opmærksomme paa Faren ved at gaa over Dæk hver Gang, vi viste os dér.

Det blev en uforglemmelig Dag, navnlig derved, at alle endnu tog det med godt Humør. Larmen var øresønder­rivende. Vinden hylede og fløjtede i Rigningen og Radio-traadene, Bølgerne slog bragende mod Skibssiden eller brød med et tordenlignende Spektakel ned over Dækket. Stævnen var undertiden ganske begravet i Skum og Vand­masser.

Forude kunde jeg se Leipzig rulle af Sted og hugge sin snabelformede Stævn som en Plov ind i Vand­bjergene, medens Skum og fygende Vand undertiden naaede op over dens Skorstene. Dens Master svingede som Penduler fra den ene Side til den anden, og det samme gjorde vore. Undertiden krængede vi saa stærkt, at man næsten ikke skulde tro det muligt for Skibet at rette sig igen. Dækket drev med Vand, og Matroserne havde Sø­støvler paa. Men nedenunder Dæk, i vort Opholdsrum, var der næsten lige saa fugtigt som ovenpaa. Vandet var trængt ind gennem Udløbskanalerne, og hver Gang det forsøgte at komme ud igen, blev det presset tilbage under Syden og Boblen og maatte blive derinde. Det skvulpede fra den ene Side til den anden, og de, der havde Sø­støvler, trak dem paa for at undgaa at blive gennemblødt. Der var en Banden og en Skrigen og en Grinen den hele Dag. Endnu var det morsomt, men det gik snart over.

Engang imellem væltede en tre-fire Mand over hinanden, og navnlig den nederste fik nogle drøje Knubs, saa de fleste af os blev efterhaanden rigtig godt forslaaede. Vort Skab dunkede i Dækket med et Brag. Det var boltet fast til Panserdækket, men Boltene var revet glat over, og vore Spisegrejer, der var af Blik, svømmede rundt i Van­det og samlede sig med lydelig Klirren i Hjørnerne alt efter Vandets Bevægelser. Igennem Spektaklet hørte vi Bølgernes voldsomme Skuren mod Skibssiderne, og det mærkedes, ligesom Pladerne gav sig i deres Sammen­føjninger. Koøjnene stod stadig under Vand og skinnede grønligt.

Kl. fire skulde jeg paa Vagt ved Maskinerne. Jeg stod mere paa Hovedet end paa Benene, og det meste af Olien hældte jeg ved Siden af, da det var umuligt at ramme Smørehullerne. Søsyg var jeg ikke endnu, men mit Ho­ved var tungt som Bly. Langt de fleste var ellers efterhaanden blevet syge, og der blev kastet op, som da vi før­ste Gang sejlede over Nordsøen.

Jeg var nu nede i Fyrrummet. Her havde Kultrimmerne det for en Gangs Skyld let. De store Kulkasser rullede af sig selv hen til Fyrene, naar de blot passede at slippe dem løs i rette Øjeblik, men Fyrbøderne gik, som om de stod paa Kugler og ramte ved Siden af Fyrhullet hveranden Gang. Der blev bandet ualmindelig voldsomt dernede. Der var mange søsyge, der laa og kastede op i Kullene, men ingen interesserede sig for dem eller tog sig af dem.

Inde i Bunkerne saa det lige saadan ud. Bartsch stod derinde og arbejdede jævnt og støt, som han plejede. To halvnøgne Mænd laa i Kullene og jamrede sig eller ka­stede op.

– De er døde som Sild, grinede Bartsch, og jeg maa arbejde for tre, men det er jeg ligeglad med, for de har lovet mig en Dram, naar vi kommer op. – Men vil du tro, fortsatte han i dyb Alvor, de har ligget og raabt, at jeg skulde kaste dem over Bord. De maa jo være tossede. Hvad saa med mine to Snapse?

Saa gik vi til Køjs. Vi faldt over hinanden, da vi skulde surre Køjerne, og det var et helt Kunststykke at kom­me om Bord i dem. Dresden rullede frem og tilbage, og Køjerne fulgte efter paa deres Jernstænger. Det lød som hjemme i Fars Kostald, naar Køerne blev fodret og ras­lede med Jernbindslerne.

Jeg tørnede mod Skabet, som vi desværre havde faaet sat op igen, hver Gang Dresden slingrede til min Side, og seks Mand i deres Køjer fulgte efter og masede mig ind mod Skabet. Kort efter laa vi til den anden Side, og nu maatte Ydermanden dér holde for. Søvn blev der jo ikke noget af paa den Maade, men Natten og ikke mindst Mor­genen var rig paa Oplevelser, som holdt os skadesløse for Manglen paa Hvile. Saaledes var Manden ved Siden af mig søsyg. Han laa og gumlede paa en Brødskorpe for at forjage Sygdommen, men under en af de større Overhalinger maatte han give op. For ikke at kaste op i Hovedet paa ham, der laa nedenunder, greb han en Hue og ka­stede op i. Det var ikke hans egen, men næste Morgen fik han at vide, hvem der var Ejer af Huen. Alle paa Banjerne fik det at vide, for den uheldige Ejermand forsøgte nemlig at tage sin Hue paa. Det var Morgen­timernes absolutte Højdepunkt den Dag.

30. november 1914. Hemming Skov på Østfronten: “Fra nu af var Det nye Testamente min daglige ledsager”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Alt gik her sin rolige og jævne Gang med 12 Timer i Skyttegraven og 24 Timer som Beredskab og Reserve. Jævnlig modtog vi den kærkomne Post fra vore kære derhjemme. For 30. Nov. melder Dagbogen saaledes, at jeg har modtaget Breve og 10 Pakker med mange dejlige Ting som varmt Undertøj, Strømper, Haandklæde (det blev desværre ikke brugt hver Dag) og Tobak og Cigarer, og som en Kuriositet nævner jeg, at den slutter med Chokolade, Chokolade, Chokolade, men om de tre Gentagelser skal forstaas som 3 Pakker eller en ovenud stor Glæde, husker jeg ikke mere.

En anden Dag meldes om 3 Breve fra Mor, dateret den 4., 10. og 13. Nov. Og i Brevene meldes Datoer for de sidste Breve fra mig, ligesom der gives Udtryk for Angst for den nærmeste Fremtid. Ja, vi forstod saa godt, at med den pinende Uvished, der kunde nage dem derhjemme, var det dem, der havde det værst.

Det ny Testamente, der blev sendt mig fra Frimenigheden hjemme i Vodder, var fra nu af min daglige Ledsager. — En anden Dag meldes som en Variation, at man var med til at begrave døde Heste og Kreaturer, en anden igen, at man har vasket Undertøj.

1914-10-14- til felttoget -annonce Hejmdal web

29. november 1914. “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”

Feltpost fra Jens Christensen, dateret “i Løbegravene foran D. den 29.11. 1914.”

Om Natten falder der med faa minutters Mellemrum enkelte Skud, nogle høres fra det fjerne, andre fra ganske nært Hold. Det er Patrouiller, som ser, eller maaske mener at se noget mistænkeligt og saa forsøger, om Geværet endnu kan skyde. Det er næsten, som om man fra en Landsby hører en Klapjagt i en nærliggende Skov.

Der hersker nu mere Orden i alt, Geværerne bliver daglig renset og Uniformen holdt ved lige. I den nærmeste Landsby er der indrettet en Haandværksstue, hvor vore Skomagere, Skræddere og andre Haandværkere forretter, deres Arbejde, reparerer, forsyner Støvlerne, med Saaler og deslige. Ogsaa Kompagnibarberen træder igen i Funktion, barberer og klipper Haar.

Naar Vejret om Dagen er klart, og det ikke blæser alt for meget, kredser der altid en hel Del Flyvmaskiner i Luften, baade fjendtlige og af vore. Artilleriet ofrer da en Del Shrapnellskud paa dem, men opnaar kun sjældent et Resultat. Jeg har kun en Gang set en Flyver blive nedskudt, det var en fransk.

Vore Løbegrave faar nu mere og mere Udseende af en By, i Førstningen maatte der næppe tales, højt i denne, nu hænder det ofte, at en Del Kammerater, slutter, sig sammen og synger en Sang. Hvorfor ogsaa tage det saa tragisk, derved forværres Situationen kun. Forleden blev der raabt Hurra, da Budskabet om vor Flaades Sejr ved Chile naaede hertil. Franskmændene, har saa rimeligvis troet, at vi vilde storme, thi næppe var Hurraraabene hendøde, før der peb en Mængde Kugler hen over Løbegravene.

Vore “Villaer”,’ som vi ynder at kalde vore Hvilesteder, som er indgravet i Jorden, faar stadig et mere stueagtig Udseende. Paa Væggene opslaar vi Hylder, hvor de Ting ligger, som jævnligt bruges. I Døren ind til min Hule har en Glarmester indsat en Vindues-rude, hvilket har den Fordel, at Indgangen godt kan være lukket naar man læser eller skriver derinde.

Mange har deres Visitkort paa Døren, hvorpaa der ogsaa er skrevet Villaens Navn for at Kammeraterne lettere kan finde den paagældendes Opholdssted. Nogle har ogsaa opslaaet Plakater med allehaande humoristiske Stykker, saasom: “Folk med røde Bukser har ingen Adgang”, eller: “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”

Mange har en Kakkelovn inde i „Stuen”, det vil sige Kakkelovn kan man næsten ikke, kalde Tingesten. Det er en lille firkantet Kasse af Blik, saadant tilrettelavet, saa der kan fyres paa den. Det gaar nu ogsaa kun godt, saa længe der er Forraad af Kul i de omliggende Byer, thi med Træ kan der ikke fyres for Røgens Skyld.

Vi kan i det hele taget ikke klage, vi som ligger her i Midten af Kamplinjen. I Førstningen blev vi haardt medtaget og led store Tab, medens vor Virksomhed nu kun strækker sig til at holde Vagt. Det kan dog-hurtigt forandre sig, maaske allerede i Dag, i Nat eller i Morgen, hvem ved.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

28. november 1914. Session for landstormen og privat indkvartering

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sessioner for den ikke uddannede Landstorm

Hamborgske blade melder, at den stedfortrædende Generalkommando har anordnet Sessioner for den ikke uddannede Landstorm. Sessionerne skal omfatte alle dem, som er født fra Aarene 1876 til 1894, begge disse Aar inklusive. Det drejer sig om de militærpligtige, der straks paa Sessionerne er overskrevne til Landstormen og om dem, der med det fuldendte 32. Aar fra Forstærkningsreserven (Ersatzreserve) er traadt over i Landstormens 1. Opbud. Sessionerne skal finde Sted i Løbet af December Maaned. Det drejer sig om en forberedende Forholdsregel. Indkaldelser er der endnu ikke tænkt paa.

Omtrent 6.000 Mand Indkvartering

Indkvarteringskommissionen i Flensborg meddeler bl.a.: I Løbet af Dagene mellem den 24. og 27. November maa der anbringes omtrent 2.500 Mand i Flensborg. Det vil ikke altid være muligt i Forvejen at bebude hver enkelt Indkvartering; men Borgerskabet bedes indrette sig paa, til enhver tid at tage imod Indkvartering. Man beder ogsaa i denne Uge at se bort fra ethvert Andragende om Omkvartering. Da Flensborg By under hele Krigen maa regne med omtrent 6.000 Mand i Borgerkvarter, er det enhver Borgers Pligt at gøre sig fortrolig med en varig belægning af hans Kvarter.

Som Følge af højere Anordninger fra Generalkommandoen vil det ikke være muligt at nedsætte Antallet for Flensborg betydeligt. Derfor kan ogsaa den hidtil udøvede Forholdsregel med Omkvartering efter 4 Ugers Forløb kun opretholdes i begrænset Omfang. Endvidere vil det i Løngden heller ikke være muligt at fritage alle 3-Værelses Lejligheder for en Indkvartering; da Boligerne med 4 eller flere Værelser trods stærkere Belægning ikke vil være i Stand til varigt at tage imod hele Indkvarteringen. Der kan kun i de mest paatrængende Tilfælde, hvor der foreligger tungtvejende Grunde, tages Hensyn til Andragender om Fritagelse for Indkvartering.

1914-08 Landsstormmænd i Lysabild
Landsstormmænd på march i Lysabild

28. november 1914. Sønderjysk-amerikaner arrestet!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

En amerikansk Borger arresteret og holdt fængslet i 17 Dage. Der opgives ingen Grund

Medens man maa sige, at det tyske Grænseopsyn og de tyske Myndigheder i Almindelighed optræder ret imødekommende og hensynsfuldt, kan der forekomme Tilfælde, hvor nidkære Embedsmænd udviser en Brutalitet og Hensynsløshed, der virker højst utiltalende. Et Eksempel herpaa er følgende:

Landmand Peter Hansen-Spandet, der er amerikansk Borger og Forpagter af Jorder i Iowa i Forenede Stater, har været  hjemme paa Besøg  et Aarstid hos Forældrene  i   Gramby i Sønderjylland   og  vilde i Maanedens Begyndelse rejse tilbage til Forenede Stater.

I den Hensigt begav han sig fra Gram til Gjelsbro Grænsetoldsted   for at erfare,   hvorledes   det   forholdt sig med at komme   over Grænsen næste Dag. Imidlertid    fandt   de    tyske   Grænsesoldater ham — uden paaviselig Grund — mistænkelig og anholdt ham til Trods for, at han fremlagde sine Papirer som amerikansk Borger.    Papirerne blæste man et Stykke, hans Protester ligesaa, men derimod   blev han ført til Flensborg, paa hvis Politistation han maatte aflevere   sine Papirer   for   derefter at føres  til Navigationsskolen,   hvor han erklæredes for fængslet.    Her sad han i 17 Dage.     Fængselskosten var slet, saa han maatte købe særlig Mad i den Tid, han var der, og han ventede forgæves paa at komme i Forhør.

Saa den 20de Novbr. ved 11-Tiden om Formiddagen meddelte en Politibetjent ham, at han var fri og gav ham hans Papirer tilbage, men der blev hverken gjort nogen Undskyldning eller ydet nogen Erstatning — den uberettigt fængslede havde nu blot hurtigst muligt at forlade Fængslet. P. Hansen-Spandet tog derpaa her til Ribe, hvor han nu opholder sig for at tage tilbage til Amerika med en af de første Amerikabaade.

Hansen-Spandet  agter  at klage til den amerikanske Gesandt i København; over den i lige Grad grundløse og hensynsløse Behandling,  han  har  været Genstand for fra tysk Side.

I Navigationsskolen i Flensborg sad foruden Greve Schack-Schackenborg og Andreas Grau og Hustru, der ikke havde Anelse om, hvorfor de var fængslet, endvidere 14—15 Russere og et Par Belgiere.

I de sidste Dage har Flagene langs den tyske Side af Grænsen mange Steder været hejst efter Ordre for at fejre den tyske Sejr i Polen, hvor General Mackensen tog ca. 40,000 Fanger og meget Skyts og Ammunition.

Nye Udvisninger
Paa flere Steder bliver Tjenestefolkene nu farlige for det tyske Rige. Vi har allerede meldt om et Par Udvisninger. Efter hvad vi erfarer, er nu ogsaa en Tjenestepige hos Gaardejer Sigfr. Godthardtsen i Emdrup bleven udvist, og den samme Skæbne er overgaaet en Pige i Rejsby.

 

27. november 1914. Sagen mod Grev Schack er standset

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Lensgreve Schack-Schackenborg

Rigsretsadvokaten har for 14 Dage siden standset den Sag mod Greve Schack-Schackenborg, hvortil der var truffet Forberedelser gennem Undersøgelser af hans egne og Sogneværnenes i sin Tid beslaglagte Papirer.

Det forlyder, at det indsamlede Materiale skal tilstilles Underretterne, for at sagen kan gaa gennem alle Instanser. Der er derfor Udsigt til, at den trækkes yderligere i Langdrag og at Grev Schack under de nuværende Forhold vil blive holdt fængslet en rum tid endnu.

Grev Schack cropped 66-187
Grev O.D. Schack-Schackenborg

26. november 1914. SMS Dresden: Parade for admiral Graf von Spee

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden, der var med i den tyske Stillehavseskadre.

Den 26. om Morgenen fik vi dog andet at tale om. Vi fik Ordre til at gøre os klar til at træde an paa Dækket til Parade for Admiralen. Det virkede som en Lynnedslag imellem os. De fleste vilde hellere være traadt an paa Fægtningspladserne end stille til Parade for en Admiral, og den Nervøsitet, der beherskede Banjerne den For­middag, var meget større end før Slaget ved Santa Maria.

Underofficererne og det ældre Mandskab hjalp os efter Evne, for at vi ikke skulde faldt helt igennem. De rettede paa vort Tøj, paa Huerne og Kokarden. Den skulde sidde lige mellem D og R paa Huebaandet, og det blev antydet overfor os, at kun det rene Udskud af Menneskeheden kunde faa den fortvivlede Tanke at anbringe Kokarden andetsteds.

Baadsmandspiben lød: – Alle Mand op til Parade! Vi stormede op. Matroserne traadte an paa styrbords og Fyrbøderne paa bagbords Overdæk. Underofficererne rettede Fronten af og fremhviskede de sidste indædte Anmodninger til os om at opføre os ordentligt og ikke gøre os selv, dem og Skibet, ja, hele Landet Skam. Det var en virkelig stor Dag for dem efter mange Maaneders Dvale.

Paa Kommandoerne til Faldrebsvagten kunde jeg høre, da Admiralchaluppen lagde til, men jeg kunde ikke se det, da Luftskakten var i Vejen.

— Ret — giv agt — se til — venstre!

Kommandoraabene smældede, og Musiken faldt ind med „Heil dir im Siegerkranz”. En Gruppe Officerer, som jeg ikke kendte, begyndte langsomt at skridte vor Front af.   Det blinkede af Guld fra Huer og Epauletter, fra Knapper og fra funklende Ordner. Aldrig havde vi Folk paa Dresden i vor formløse Eneboertilværelse mødt no­get saa glimrende og ophøjet. Det var altsaa disse Folk, der havde samlet de spredte Skibe paa Havene og ført dem til Sejren ved Santa Maria, og det var deres Viljer, der inden længe igen skulde drive os ud paa Havet til nye Eventyr.

Forrest i Gruppen gik en lille Mand med energiske og hurtige Bevægelser. Han havde et solbrunet Ansigt med graasprængt Sømandsskæg og milde, venlige Træk, men lysende af Energi og Myndighed.   Jeg havde aldrig set ham før, men var klar over, at det var Admiral v. Spee. Som Reglementet bød, saa jeg ham lige ind i Øjnene, da han passerede forbi, og fangede et Blik fra to rolige, graa Øjne, der hurtigt gled videre til næste Mand.

Det var saa Admiralen, Kejserens Repræsentant paa Verdenshavene. Disse rolige, graa Øjne i det venlige Ansigt havde for faa Dage siden maalt tolv Hundrede Menneskers Livsmaal ud i Søslaget ved Santa Maria. Jeg saa ikke mere af Paraden, men stirrede lige ud efter Reglementet. Ikke langt fra mig hørte jeg en Stemme, som maatte være Admiralens:

– Jeg ser, at det er mest smaa Folk her om Bord, men det betyder jo ikke noget. De har gjort deres Sager fortræffeligt.

Et Øjeblik efter traadte vi af og forsvandt under Dæk, hvor vi med Undtagelse af en ny Parade, der varede gan­ske kort, opholdt os Resten af Dagen uden at bestille noget. Dresden laa for Anker, Bunkerne var fyldt, og der var endog stuvet Kul i Sække paa Dækket. Vi var klar til at sejle, og det stod os klart, at vi havde en lang Rejse foran os.

Men det blev en Dag fuld af de sælsomste Oplevelser. Endnu en Gang blev vi pebet paa Dæk og fik den Med­delelse, at Kejseren i Anledning af vor Sejr over Eng­lænderne havde dekoreret samtlige Skibschefer med Jern­korset af 1. og 2. Grad, og at der var uddelt 250 Jernkors til hele Eskadrens Mandskab. Hvem der var dekoreret, fik vi dog ikke at vide endnu. Samtidig var en Mængde Fyrbødere blevet udnævnt til Overfyrbødere, og til dem hørte jeg, uden at jeg var i Stand til at gætte mig til, hvor­for jeg var avanceret.

For at sætte Kronen paa Værket blev der senere ud­delt Vin til os. Det var noget rødt, stærkt Stads, som man let fik for meget af, navnlig naar man var saa afvænnet i ned Spiritus som vi, og jeg fik da ogsaa lidt for rigeligt.

Sent paa Eftermiddagen lettede vi.   Jeg var et Øjeblik paa Dæk og saa hele Eskadren svinge ud al Bugten. Vi havde tre Førselsskibe med, nemlig Båden, Santa Isabel og et nyt Skib, der hed Seydlitz. Hjælpekrydseren Prinz Eitel Friedrich var lettet nogle Dage i Forvejen, og „Gyngehesten” var ikke mere blandt Skibenes Tal. Den var blevet sænket Side om Side med sin sidste Prise, da den ikke kunde følge med de andre Skibe.

Nu gik det altsaa mod Kap Horn og derfra til Falk­land.   Ahrens mente, at vi kunde naa dem med de Kul, vi havde, men foreløbig gav det aabne Hav os en meget uvenlig Modtagelse, der ikke tydede paa nogen glat Rejse.

Det blæste godt, og Søen var i heftigt Oprør. Jeg havde en meget ubehagelig Vagt ved Ventilationsmaskinerne den Nat. Tung i Hovedet af Vinen var jeg, da jeg vaagnede, og bedre tilpas blev jeg ikke nede ved Maskinerne, der stank af varm Olie.   Jeg blev syg og kastede op og var meget mat og elendig, da Afløsningen kom.  

Først om Morgenen kom jeg til Hægterne igen, og kunde glæde mig over, at de fleste af de andre gik og klagede sig over Tømmermænd, mens mit Ildebefindende ganske var for­svundet.

25. november 1914. Hemming Skov på Østfronten: Madlavning under artilleri-ild

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 176 på Østfronten

Det eneste, der ikke var tilfredsstillende i den Tid, var vor Gullaschkanon; her foran Lodz var det Smalhans med Maden, og Brød saa vi ikke hver Dag. Høns og den Slags Lækkerier slog kun til et Par Dage. Vi havde til sidst kun Kartofler, og af dem kogte vi af og til en Portion. Naar Røgen somme Tider blev for slem, kom sædvanligvis en Officer og forbød os at koge. Vi skulde jo ikke røbe os selv til det russiske Artilleri. Men med lidt svag ild tæt op imod et Hus gik det jo an. I en lille Smedie blev mange af disse Kartoffel-Maaltider lavet.

Men en Nat fik den lille Smedie en Fuldtræffer og var næsten skudt sønder og sammen. Alligevel kogtes der den følgende Dag, endda til Trods for, at der laa en død Soldat ved Siden af Ildstedet, og vi af og til blev jaget ud af en Officer.

Vi var øjensynligt ogsaa værre Slughalse end Russerne; en Dag hørte jeg en Hane gale ovre i Byen bag Russernes Stilling, og da havde vi forlængst drejet Halsen om paa Hønsene. En af de sidste Dage slagtede vi en gammel Ko, som løb rundt og ikke vidste, hvor den havde hjemme. Enhver snappede et Stykke Kød, som straks blev kogt. Fra Feltkøkkenet, der allerede om Aftenen den 20. Nov. kørte nogle km tilbage, blev Maden hentet om Morgenen, før det blev lyst, og om Aftenen, naar det var mørkt.

Paa Grund af Frosten fik vi smaa Sække udleveret, som skulde fyldes med Sand og bruges til Dækning i Tilfælde af Angreb. Vi syntes, at det var et tragikomisk Arrangement.

En Dag, mens vi sov allerbedst i vort Kvarter, blev der pludselig slaaet Alarm. I en Fart kom vi ud af Halmen. Der var meldt, at Fjenden var brudt igennem, men andre fik Opgaven ,,at gøre det godt igen”, for vi kunde lægge os igen, efter at vi i et Par Timer havde staaet og frosset.

Hemming Skov
Hemming Skov

 

25. november 1914. Kresten Andresen er nået til Aachen.

Kresten Andresen fra Ullerup ved Sønderborg deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Den 24. november blev han sendt sydpå.

Aachen onsdag aften den 25. november

Kære forældre.

Nu varer det ikke længe, før vi overskrider grænsen. Turen herned har gået rask. Jeg vil sende jer en hilsen fra den sidste indenlandske station. Noget særligt er der ikke hændt. Jeg skal nok skrive til jer jævnligt. Muligvis går vi til etapperne, så det hele er ikke så slemt, som det ser ud til. Min adresse har jeg endnu ikke fået, så den må vente til næste gang. Jeg er ved godt mod, og det er foreløbig det vigtigste. (…)

Jeres hengivne søn

Kresten

 

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

24. november 1914. Nyt fra Sønderjylland: Kvindelige kriminalbetjente!

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Dansk Undersaat, Karlen Jens Chr. Oscar Mikkelsen, født den 15. juni 1879 i Olderup paa Sjælland, er blevet udvist af Landraaden i Sønderborg.

Foruden ved Hvidding er det blevet ansat kvindelige Kriminalbetjente ved Sommersted og Høkkelbjerg til undersøgelse af kvindelige Rejsende, der passerer Grænsen.

Johann Friedrichsen af Frifeldt er falden i Frankrig, og til Roager er der indløbet Efterretninger om, at Maler Chr. Brink er død som følge af et Saar i Benet. Afdøde efterlader Enke og tre uforsørgede Børn. Endvidere er der indløbet Efterretning om, at Landmand E. Andersens Søn, Peter Andersen, er død af Tyfus.

Kommuneforstander Jensen, Hvidding, har modtaget Meddelelse om, at en af hans Sønner er falden på den vestlige Krigsskueplads. Jensen har endnu fem Sønner, der er indkaldt, og en syvende, som kan vente det. En af Sønnerne, der i Begyndelsen af Krigen fik en Kugle gennem Armen, har for Tiden Orlov og er paa Besøg i Hjemmet.

Chefen for den tyske Grænsebevogtningsstyrke i det vestlige Distrikt, Oberleutnant Braun i Skærbæk, er den 19. ds. udnævnt til Kaptajn, men vedbliver i sin nuværende Funktion.

Kvindelige flyarbejdere 07006F00193
Når mændene var i krig, rykkede kvinderne ind på mange arbejdspladser, der hidtil var forbeholdt mænd. Her er det kvindelige arbejdere på en flyvemaskinefabrik.

 

24. november 1914. Kresten Andresen på vej mod fronten

Kresten Andresen fra Ullerup deltog i krigen som soldat i Reserve Infanteriregiment 86. Han blev indkaldt i august, men var endnu i november ikke blevet sendt til fronten. Den 24. november slap heldet dog op.

Fra dagbogen Tirsdag den 24. november 1914.

Så, nu går det løs i eftermiddag. Jeg sidder alene og synger: Slumrer sødt i Slesvig jord – å, hvor dog modsætninger slår skarpt ind. “Ingen ven jert håndtryk fik; ingen hørte afskedssukket.” Så blev det dog alvor til sidst og inden søndagssolen rinder op over vore sneklædte marker, ligger man måske hjælpeløs dernede i Belgien.

Hvid sne ligger der over alle marker og tage. Hvorfor er den så uskyldshvid, og hvorfor har den ikke blodets farve? Så koldt og ligegyldigt. Mon den vil smelte engang, om kort eller længe, og lykke den, der atter oplever vår.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

23. november 1914. Kresten Andresen vaccineret mod tyfus, kolera, difteritis, pest og platfodethed!

Kresten Andresen fra Ullerup blev indkaldt til Reserve-Infanteriregiment 86. I november 1914 befandt han sig endnu i Lyksborg.

Dagbogen 23.11.

Er i Flensborg hver anden dag til indsprøjtning. Nu er jeg indsprøjtet fem gange, med tyfus, kolera, difteritis, pest og “platfodethed”, og så siges der, at vi skal endnu en gang mod kanonfeber. Vi får jaget en spids sprøjte et par centimeter ind i brystet, altid på samme sted, så det er uhyre ømt.

Ellers er alt ved det gamle. Vi har fået splinternye geværer fra 1914. Til Flensborg med fuld oppakning. Jeg havde endda et ekstra pund smør og en halv skinke med, for jeg troede, at vi blev der. Så fik jeg endnu et gevær i Flensborg, og på hjemvejen stormede vi frem over en frossen pløjemark til fægtning. Jeg var segnefærdig, da vi nåede Lyksborg.

Fra Claus Bundgård Christensen (red.): Krestens breve og dabøger. (København, 2012).

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

22. november 1914. “Den forreste russiske skyttegrav taget med storm.”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da vi om Morgenen den 22. blev afløst, maatte vi søge os et andet Kvarter. Det nye Kvarter blev nu sikret imod Geværkugler og Shrapnelskud; imod Granater kunde vi naturligvis ikke sikre os. Imod den Side af Huset, der vendte mod Fjenden, blev der kastet Jord og Sten, og nu kunde vi omtrent ligge trygge og sove i vor Halm.

Dog hændte det, at en og anden om Natten kravlede op fra sit Natteleje og foretrak at gaa udenfor. Det var, naar Huset rystedes af de store ,,Sukkertoppe”. Ja, de slog somme Tider ned saa tæt ved, saa Huset blev overdænget af Jord og Granatstumper. Vi aktive, som var vant til dette uhyggelige, lod os ikke forstyrre, og vi gav gerne et lille Brøl efter dem, som løb ud Udenfor peb jo desuden Geværkuglerne. Det skal særligt indrømmes, at det ogsaa var uhyggelig om Natten, naar der kom en Granat susende.

Vi var altid mest glade, naar vi gik til Afløsning i Skyttegraven, der havde vi vore Huler, hvori vi havde lidt Sengetøj, og her kunde vi ligge i Fred og Ro, og de 12 Timer, vi var i den dejlige, tørre Skyttegrav, forløb altid rask. Det var blevet Frostvejr nu. I de 24 Timer, vi var bagved i Beredskab og Reserve, var Sagen mere kritisk. Fra Byen til Skyttegraven havde vi en Løbegrav, saa vi færdedes hele Tiden under Jordoverfladen, og da der altid blev afløst i Mørke, var der ingen Fare derved.

En Dag fik en Kammerat og jeg en lille Forskrækkelse. Idet vi var ved at forbedre Skyttegraven lidt, (der var Sand, og det faldt sammen) slog en Kugle ned i Sandet lige for Næsen af os, saa Sandet sprøjtede os i Ansigtet. Vi faldt begge bagover, men kun af Forskrækkelse, og i min Kammerats Ansigt piblede Blodet frem. Dengang havde Russeren set for meget af vor Hjelmspids. Vi lod os ikke se i 5 Minutter, saa begyndte vi at arbejde igen; men den forbistrede Russer har holdt skarpt Udkig, for der kom igen en Hilsen, og der var atter ikke sigtet daarligt, denne Gang dog for højt. Nu hørte vort Arbejde op.

Om Natten laa Lytteposter foran i Ingenmandslandet, og de to Timer, man der maatte ligge musestille paa den haardtfrosne Jord, var mindre hyggelige. Naar Afløsningen kom, var man ikke sen om at komme tilbage.

Den 22. November blev den forreste russiske Skyttegrav taget i Storm. Vi laa den Dag i Reserve, og 9. Kompagni maatte tage Tørnen i Skyttegraven. Under dette Angreb blev min Landsmand i 9. Komp., Laur. Andersen, Skærbæk, haardt saaret.

Efter denne Erobring var vort Kvarter ikke mere i Ildlinien. Alligevel fandt af og til en Kugle Vej hertil, og det skete, at enkelte blev saaret, naar de trods Forbud gik udenfor. Bag ved Huset i en lille Have havde flere Kammerater faaet deres sidste Hvilested, og der blev hygget om disse Grave.

Erobret russisk kanon 6a410-11-047

22. november 1914. “Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke”

Feltpost fra Østfronten

Østprøjsen den 22. November

Kære Forældre

Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.

Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.

Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.

Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.

Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.

Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.

Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …

Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet

21. november 1914. “Huset fik en fuldtræffer, der delte det i to dele”

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Vor Opgave var, saa vidt vi fik at vide, at møde og standse et evt. Gennembrudsforsøg fra Fjenden. Vor eneste Fredsforstyrrer var Artilleriet, som for Resten ogsaa ofte nok jog os paa Benene.

I Skyttegaven, hvor 3 Kompagnier afløste hinanden i al Ro, var vi ikke i saa stor Fare, som naar vi laa bagved i Kvarter som Beredskab eller Reserve. Det varede nemlig ikke længe, før det russiske Artilleri fandt vort Kvarter.

Periodevis sendte de os ,,Jernportioner”, hovedsagelig om Natten. De havde dog ikke rigtig Held med sig; da vi den 21. om Aftenen skulde afløse i Skyttegraven og lige havde forladt vort Kvarter, fik Huset en Fuldtræffer, der delte det i to Dele.

Godt, at vi var saa præcise med at afløse Kammeraterne i Skyttegraven.

20. november 1914. SMS Dresden med kurs mod Falkland?

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Efter en Uges Sejlads Side om Side med Leipzig mødte vi Flaaden i rum Sø.

Vi havde paa Vejen sænket et smukt engelsk Sejlskib og havde været paa Jagt efter et andet fjendtligt Skib uden dog at faa det.

Nu gik hele Flaaden ind i en Bugt ved Chiles Kyst for at tage Kul ind. Det var et fuldkommen øde Sted, omgivet af høje, skovklædte Fjelde (St. Quintin Bugten i Penas Golfen), og vi laa der fuldstændig uforstyrret i 5-6 Dage beskæftiget med Kulning og Maskineftersyn. Paa Dækket havde Marinesol­daterne lange Øvelser, og alle Skibene holdt Fartøjsøvelser. Det hed sig, at vi skulde forsøge Landgang paa nogle engelske Øer, og snart dukkede Falkland op som Midt­punkt for alle Samtaler.

20. november 1914. Guldet inddrages i Tyskland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Guldet inddrages

Der er allerede for længere Tid siden fra Myndighederne udgaaet Opfordring til Befolkningen om at aflevere, hvad de har af Guldpenge, til Bankerne og faa dem ombyttet med Seddelpenge. Man vi forstå, at dette i saa rigt et Land som Tyskland kan faa Guldbeholdningen til at gaa mægtigt til Vejrs, naar Ordren efterkommes over alt i Riget.

 

20. november 1914. Sønderjysk pilot. Dansk undersåt udvist.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Notitser

En Søn af Redaktør Mathiesen er uddannet til Militærflyver paa den militære Flyveskole i München.

En Søn af Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle gør Tjeneste ved Vestfronten som ældste Underofficer

En Søn af den tidligere Amtsforstander i Rødding, den 18-årige Løjtnant Gerd Massow, har faaet tildelt Jernkorset.

En dansk Undersaat, Kusk Anders Nielsen, født i Stubberup 10. april 1836, er efter Landraadens Ordre udvist af Amtsforstanderen i Rumohrsgaard.

Tysk fly 07006F00278
Tysk fly i luften over Vestfronten

 

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling

 

19. november 1914. Har Grev Schack begået landsforræderi?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Skal der rejses Anklage mod Grev Schack?

Det er kommet offentligt frem, at Lensgreve Schacks Papirer, der fandtes ved Husundersøgelse hos ham efter hans Fængsling, er sendt til Rigsretten i Leipzig for for at undersøges med Muligheden af en Anklage for Højforræderi for Øje.

Det forholde sig saaledes, at de hos Grev Schack forefundne Papirer for godt og vel et Par Maaneder siden er sendt til Gennemsyn hos Rigsretsadvokaten i Leipzig, der skal afgøre, hvorvidt der kan rejses Anklage mod Lensgreven. Greven er Sekretær i Foreningen til den sønderjyske Jords Bevarelse paa dansksindede Nordslesvigeres Hænder, det saakaldte Landeværn, og det menes at være i disse Papirer, at man eventuelt vil søge Materiale til en Anklage. Den lange Tid, der allerede er gaaet, kunne maaske tages som Varsel om om, at en Anklage som den antydede vil vise sig at savne fornødent Grundlag.

Grev Schack cropped 66-187

19. november 1914. “Hele oppakningen vejer 60-70 kilo, hvilket må siges at være tilstrækkeligt!”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved blev indkaldt til Reserve Infanteriregiment 86 i august 1914. Hen gennemgik en kort militæruddannelse ved kasernen i Flensborg og skulle så sendes til fronten. Flere gang blev afsendelsen udsat, men i november 1914 blev det alvor.

soldat

Dagbogen, Torsdag den 19. november 1914
Indklædt og fuldt færdige til afrejse. Vi venter på ordre hvert øjeblik til at dampe af. Der blev sagt ved parolen i går, at vi skulde i retning af Gent. Den vej skal vi til Yserkanalen. Der må jo skulde druknes nogle flere regimenter dernede i det forfærdelige hjørne.

I dag er vi igen bleven indsprøjtede mod difteritis; og vi skal to gange til. Så må vi da næsten være usårlige.

Udrustningen:

1. Grå uniform med røde kanter og bronceknapper.
2. Sort kommismantel.
3. Pikkelhue med grønt betræk, R. 86.
4. Grå felthue.
5. Egne støvler, købt i Vejle.
6. Gule kommis snørestøvler.
7. Kalveskindstornyster.
8. Gult belgisk koppel.
9. do. patrontaske.
10. do. lædertøj – remme.
11. Telt og teltstokke,
12. Aluminiums-kogetøj med ske og gaffel.
13. do. bæger.
14. do. feltflaske.
15. Spade.
16. Grå handsker.
17. Brødposer.
18. To dåser Hl kaffe.
19. En dåse til bøssefedt.
20. Jernportion, bestående af to poser med kiks, en dåse kødkonserves samt en pakke ærter.
21. To forbindingspakker.
22. Gevær „97″.
23. Rengøringssnor.
24. To uldtrøjer.
25. To skjorter.
26. To par underbukser, det ene blåt.
27. Tyk blåsort sweater.
28. Gråt halsbind.
29. Muffediser.
30. To mavebælter.
31. Et par knævarmere.
32. Et par fingerhandsker.
33. Et dødsmærke: ANDRESEN, KRESTEN K.E.R.R. 86
34. Fire par strømper, hvoraf det ene et par tynde, gennembrudte, Liebesgabe.20
35. Kabuds.
36. Hvidt armbind til natlig kamp.
37. En saltpose med silkebånd.
38. Et pund skinke.
39. Et do. smør.
40. Et glas frugtsmør.
41. Nyt testamente.
42. Hjortens flugt.
43. Feltpostkort, 30 stk.
44. Skrivepapir.
45. Was für die „feldgrauen” annisnolie.
46. Hæfteplaster.
47. Sytøj.
48. Landkort.
49. Tre notitsbøger.
50. Et dannebrog.
Mangler endnu:
51. Bajonet.
52. 150 skarpe patroner.
53. l pund flæsk.
54. En spegepølse.
55. Et kommisbrød.

Hele oppakningen vejer 60 til 70 kg, hvilket må siges at være tilstrækkeligt.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H
Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved

Fra: Claus Bundgård Christensen (udg.): “Krestens breve”, Gyldendal, 2012.