Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyske soldater. I foråret 1916 befandt det sig i Champagne.
Da 86’erne rykkede ind i Champagne, fandt de en knap brystdyb skyttegrav, uden spærringer og dækningsrum, ellers intet, slet intet.
Da de blev afløst efterlod de sig tre mønsterværdigt byggede stillinger, der gik dybt i terrænet, alle vel forsynede med dækningsrum, beskyttet af en bred pigtrådsspærring og forbundet med baglandet ved dybe kilometerlange løbegrave. To godt udbyggede lejre rummede reservetropperne og dem, der var i hvile, stalde og barakker til trosset.
Som tidligere kort nævnt blev hovedgraven, K1, yderligere beskyttet af en forpostgrav, i det nye afsnit endda af tre. 16 saper, deriblandt én overdækket, stødte frem i ingenmandsland. Bag K1 løb K2, hvor frontkompagniernes reserver var anbragt. I dalsænkningen løb der en skinstilling, i begyndelsen knædyb, som skulle tiltrække fjendtlig artilleriild. Den blev dog snart udbygget til en forstærket skyttegrav og spækket med maskingeværer. Lige neden for højde 193 forløb K3, eller hovedforsvarsstillingen, en særlig fast og stærk stilling, her lå til stadighed et kompagni bataljonsreserve. Den var desuden bestykket med maskingeværer, der kunne skyde hen over egne stillinger mod fjendtlige grave, samt to små kanoner i en lurestilling.
Bag dem på kammen af højde 193 var K4, der hovedsageligt forblev til rådighed for artilleriobservation Det var den første stilling. Den bestod derefter på højre fløj af seks, på venstre af otte bag hinanden liggende grave. Talrige forbindelsesveje forbandt de forreste grave. Fire løbegrave på hver 1500 m førte fra K2 bag ud. Fra ”Bremerlejren” løb ”Königinvejen” endnu adskillige kilometer langt bag ud
(… teksten fortsætter under billedet)
3 km tilbage på højderne nord for Somme-Py beherskede en anden stilling den brede Py-dal, det var 1. reservestilling eller R1. Den bestod af to skyttegrave og var til stadighed besat af et kompagni. Yderligere 3 km tilbage løb R2 stillingen, ganske fikst camoufleret i et stykke skov, en grav, der blev vedligeholdt og udbygget og i alvorlige tilfælde besat af en del af bataljonen i hvileperioden.
Dette kolossale stillingsnet var hugget ud af hårdt kridt forsynet med en bred pigtrådsspærring og talrige dækningsrum.
Også i et dækningsrum lå der er mængde arbejde, navnlig i de nye store. Til ét eneste dækningsrum regnede man i almindelighed 30-40 dages arbejde. 6 læs træ skulle man bruge, træet skulle for størstedelen fældes og køres af eget tros. Dækningsrummene havde alle to udgange og blev i de sidste måneder endda forbundet indbyrdes. Til arbejdet på dækningsrummene hørte også, at det opkastede kridt skulle jævnes og ubemærket dækkes med mørk jord, så man ikke gav det fjendtlige artilleri nogen målpunkter.
Den væsentligste arbejdsbelastning havde de fire kompagnier i bataljons- og regimentsreserve. De havde bl.a.til opgave at skaffe frontens kolossale materialebehov gennem løbegravene op foran. Hvad det betyder, kan følgende fortegnelse antyde. Den indeholder regimentets materialebehov på én tilfældigt udvalgt dag:
23 træstammer, 50 planker, 2-5 m lange, 5 til 10 cm tykke, 100 brædder, 55 stk. lægter eller stænger, 650 sandsække, 50 store minerrammer, 18 små minerrammer, 50 stativer til spanske ryttere, 35 hurtigspærringer, 300 pæle, 1 rulle bindetråd, 1 rulle båndjern, 60 jernkramper, søm af alle slags, 20 ruller pigtråd, og dertil spader, skovle og spidshakker.
Men hvad skulle der ikke også klares oven i alt dette! I samtlige grave, altså også i løbegravene, skulle der anbringes skydenicher, små afstivede trætrin førte derop. I løbegravene måtte der med regelmæssige mellemrum forefindes vigepladser, især til brug for båreholdene. For skytterne var godt skudfelt en hovedbetingelse, derfor måtte hver jordbunke, hver busk, hver græstue glattes ud, og skydeskår skæres ud af jordopkastet.
Da terrænet på grund af vejret, artilleriet og jordarbejdet ændrede sig dagligt, måtte skudfeltet også kontrolleres hver dag. Hvor der regelmæssigt blev stillet poster, blev der bygget stålskjolde og standen blev splintsikkert inddækket. Til posterne i forpostgravene blev der lavet små afstivede dækningsnicher. Til ammunition og håndgranater var der indlagt hoved- og sidedepoter i gravens vægge. Der skulle til stadighed passes på, at de ikke blev fugtige. Mod regnen var man nu bedre rustet end forrige vinter. Gravene var over det hele forsynet med gangriste, og for hver 10 skridt var der afløb for regnvand.
Til de regelmæssige opgaver hørte rengøring og uddybning af gravene, da disse på grund af regn og frost stadig faldt sammen, 2,40 m var den reglementerede dybde. Endvidere var der reparation af beskudte steder, nyopførsel af ødelagte skulderværn og mange andre ting.
Når man tænker på, at størstedelen af disse arbejder er foretaget om natten eller under jorden, så kan man først ret vurdere, hvor svært og omfattende dette arbejde var. Füsiliererne slog, savede, hamrede, gravede, hakkede, slæbte, trak tråd, så blodet sprang af fingrene, så jakke og bukser faldt fra kroppen i laser. Var de overhovedet soldater endnu? Var øgenavnet ”arbejderforening” ikke blevet til sandhed nu?
Ofte var de ved at bryde sammen af udmattelse, officerer og underofficerer måtte så, hvor vanskeligt det end syntes dem, kommandere dem op igen, for regimentet slækkede ikke på sine krav. Hellere sved end blod, var grundidéen. Og den var korrekt. Den har skånet regimentet for tilbageslag og blodofre som ved Moulin. De stillinger, som regimentet efterlod, har, efter hvad vi ved, holdt lige til kort før sammenbruddet.
Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen
