Alle indlæg af Rene Rasmussen

31. marts 1916. Patrulje i Champagne: “Som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Klokken er 2 om natten. Sagte bliver der meddelt: patrulje rykker frem.

Tre mand med Parabellumpistoler i hånden og to håndgranater i bæltet forlader sapespidsen, arbejder sig gennem tråden og sniger sig mod fjenden.

Ganske langsomt, som store snegle glider de fremad på den bløde og våde jord, hele tiden med lange pauser og til det yderste iagttagende og lyttende. De skal konstatere, hvad de mærkeligt høje jordbunker ved den fjendtlige sapespids betyder. Bliver der arbejdet på en underjordisk gang?

Glidende og lyttende arbejder de sig frem, over en halv time har de brugt for at passere en strækning på 50 meter. Nu er de ved den fjendtlige grav, lægger sig foran den og hører den franske post hoste.

Da går der en lyskugle op og svæver over dem i sin silkefaldskærm. De tre stikker næsen dybt ned i skidtet. Er de opdaget? Hamrer der snart en kugle i kroppen på dem? Men lyskuglen slukkes, uden at der løsnes et skud eller en håndgranat brager. Nu ligger de i to timer som døde i de våde mudder. De oplever den franske vagtafløsning, hører nogle ord fra den tjenstgørende officer, men de fornemmer ikke nogen arbejdsstøj. Efter to timers uafbrudt og åndeløs lytten kravler de tilbage, fire timer er de kravlet omkring på den våde jord. Gennemvåde og smurt ind i ler, når de tilbage til deres egen grav og melder til deres kompagnifører, at de intet usædvanligt har erfaret.

Kompagniføreren er beroliget, roser sine soldater og giver dem lov til at sove lige til om aftenen. – Hvorfor bliver her fortalt om en tilsyneladende ubetydelig hændelse, en sag uden egentlig pointe?

For at vise dem, der først lader heltegerninger begynde med 10 dræbte og 20 fanger, hvilken offervilje, hvilken omtanke, hvilken tapperhed også en ganske enkel patruljeoperation kræver.

Hundreder af den slags opgaver har 86’erne gennemført. Denne ene fortælles for eksemplets skyld.

Da patruljedeltagerne kravler ned i deres bunker, gryr morgenen langsomt. Livet ebber ud. En ny dag begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

31. marts 1916. Hjælpekrydseren “Greif” sunket

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hjælpekrydseren ”Greif”

Enkefru Davidsen i Trappen ved Gråsten har ifølge ”Flensborg Avis” fra sin søn, der hørte til hjælpekrydseren ”Greif”s besætning og er blevet reddet ved dens undergang, modtaget et kort fra fangenskabet i England. For andre, der kunne ønske oplysninger, meddeles hans adresse: Overmatros Wilhelm Davidsen, Prisoner og War, Handforth, 46. Comf., England. Den unge mand var før krigen styrmand på Flensborg-damperen ”Fylla”.

30. marts 1916. Blandt sønderjyske krigsfanger i Frankrig

Hans Petersen (FR86) blev taget til fange ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. I oktober kom han til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Men i marts blev han sendt på arbejde uden for lejren.

De smukke timer fik for mig en brat Ende midt i Marts Maaned 1916, idet jeg fik Ordre til at overtage Pladsen for en af mine Kammerater ude paa Landet. Han var blevet syg og skulde under Lægebehandling i Lejren.

Det var for mig en stor Skuffelse at skulle af Sted. Jeg kunde ikke tænke mig noget andet, der tilnærmelsesvis kunde erstatte mig Samværet med Pastor Jensen.

Under Bevogtning af en elskværdig Vagtmand tog jeg en Morgenstund af Sted til min nye Plads, og Bestemmelsesstedet, en lille Stationsby ved Navn Massiac med omkring et Tusind Indbyggere, naaede vi henimod Aften. I Udkanten af Byen var et Hotel, og i dets Bilgarage var der indrettet Opholdssted til os fem Fanger.

Vagtmanden sov paa Hotellet ved Siden af. Hans Jørgensen fra Skodborgskov var Holdets Tolk; med de Par Brokker Fransk, han havde lært af Befolkningen, klarede han alle Vanskeligheder for os Han var en stovt og bredskuldret Fyr, en Gaa-paa-Natur; han havde tykke, røde Kinder, et skarpt Blik og rank Holdning. Alle ældre Fanger i Lejren kendte ham. Han var en Type paa den flittige, sønderjydske Landmand.

Forholdene derhjemme havde tidlig gjort ham moden. Han var fra et lille Jordbrug. Lige efter hans Konfirmation døde hans Far, og nu maatte han som den ældste træde i Fars Sted, hjælpe sin Mor med

at drive Gaarden samt forsørge sine seks mindreaarige Søskende.

Søren Jensen fra Jægerup var firskaaren og stærk som en Bjørn, godmodig, spekulativ og indesluttet. Til Tider kunde han dog bryde ud af denne Skal, og da kunde han være morsom, blive helt overgiven, og bad man ham om at klare en vanskelig Situation, da var han i sit Es.

Søren havde lært at være Urmager, og han havde et lige saa sikkert Tag paa den mindste Skrue i et Ur som paa Spade, Skovl og Le. Ofte har han med sit primitive Lommeværktøj repareret Lommeure, Vægure, glasmontrer og fotografiske Kameraer, ofte Ting, som af den stedlige Urmager var betegnet som kassable. Søren Urmager kunde alting, og han afslog altid at modtage Godtgørelse for sit Arbejde.

Thomas Christensen fra Dyntmark var rolig, pligtopfyldende og gjorde alt for at holde sig gode Venner med alle Mennesker. Da han var den yngste af Holdet, maatte han ikke sjældent være Skydeskive for de andres Spottegloser; men Thomas fandt desværre ikke Ord til Imødegaaelse; allerhøjst kunde hans Sjælsrørelser undertiden give sig Udtryk i en stor Taare.

En Kontrast til Thomas var »Niels«; thi som Thomas gjorde alt for at vedligeholde det bedste Kammeratskab og Venneforhold indenfor Holdet, søgte Niels med alle Midler at forstyrre dette og skabe Splittelse blandt de fem Mand, som dog under slige Forhold burde holde sammen.

Holdets femte Mand var »Peter«, som var Familiefar og den ældste af Holdet, og som saadan burde have været den fornuftigste. Det hændte ogsaa virkelig af og til, at han var fornuftig; men grundet paa, at han en Gang i en Rus var faldet ned af en Vogn og havde slaaet Hovedet, kunde han nu hverken taale Vin eller  olskin, to Ting; som netop Frankrig byder saa rigeligt paa; paa Grund heraf skete det ofte, at han blev  tovlig«.

Niels og Peter havde fundet hinanden og harmonerede sammen i ét og alt. Ret ofte gik det ud over Thomas, og denne, som gennem det lange Samvær med dem nu syntes at have faaet nok, mente ikke at kunne holde Stillingen længere og meldte til Depotet, at han følte sig træt og syg. Det var ham, jeg skulde afløse, og Thomas var henrykt af Glæde, da han fik Lov til at rejse.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

30. marts 1916. Natlig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Om vinteren med dens lange nætter er det et surt stykke arbejde at stå på post. Fredsinddelingen: to timers post, fire timers hvile har man for længst måttet opgive. To timers post og to timers hvile, ofte også arbejde i stedet for hvile, sådan er det nu. Tre eller fire gange må soldaten om natten ud af sin trange dækningsgrav og stå på post.

Der er han så et lille bitte led i en uhyre lang kæde, som når fra Nordsøen til de schweiziske bjerge. Men han ved, at en kæde aldrig er stærkere end sit svageste led, at det kommer an på ham, og derfor er han påpasselig om dagen som om natten.

Om dagen betragter han nøje det lille afsnit, som ligger foran ham. Han kender hvert krater, hver træstump, hver tidselstilk, han indprenter sig pælenes stilling i den fjendtlige pigtrådsspærring og trådenes virvar. Den fjendtlige gravs omrids sætter sig på øjnenes nethinde. Hver lille bunke, hver jordklump husker han efter form og alder. Om morgenen ser han straks: fjenden har her gravet nogle nye pæle ned, dér lappet en forhindring, dér kastet et par bunker jord op, han melder det til sin kompagnifører.

Om natten borer hans øjne sig ind i, lytter hans ører i timevis ud i mørket, særligt i sapespidserne, kompagniets yderste følehorn.

Sanserne er spændt ind til smertegrænsen. Var der ikke noget, der bevægede sig der fremme? Det var blot en tidselstump, der svajede i vinden. Raslede det ikke lidt i græsset? Hånden griber fast om geværkolben. Nej, det var vinden, der peb igennem ståltråden. Men nu, det er ikke til at tage fejl af, da dukker et hoved op. Klikker det ikke også i tråden? Et greb ned i kassen ved siden af ham, en håndgranat brager. To mørke skikkelser springer tilbage. En ramme patroner bliver sendt efter dem. Lyskugler stiger op i luften. Der er ikke mere at se.

Den fjendtlige patrulje synes at være sluppet fra det. – Hvis posten står på et mindre udsat sted, i anden eller tredje grav, så vandrer tankerne langt bort, alt efter stand, alder og temperament.  Ungdomstid, hjemby, kone og barn, dækkede borde, hvide senge, balsale med smukke kvinder bevæger sig i en broget blanding i hans fantasi. Men frem for alt er det hjemmet, som hans tanker længselsfuldt kredser om som om en salighedens ø.

Overmander trætheden sommetider posten, så sørger det fjendtlige artilleri for, at han ikke sover ind. Han ved også nøjagtigt, i hvilken retning de fjendtlige kanoner står. Når det blinker to skridt til højre for træstumpen, så gælder det ham. Han har så 6 sekunders tid til at finde dækning.

Efter to timer kommer hans afløser ud af dækningsrummet. Han meddeler ham i få ord, hvad der er sket, til gengæld fortæller den anden, at det giver ”pigtrådshegn” til middag. Madhenterne er kommet tilbage fra det indbyggede feltkøkken for en halv time siden. Afløsningen, d.v.s. den halve gruppe, har allerede spist. Den anden halvdel, som ind til nu var på post, står nu for tur. Maden har deres gruppefører holdt varm. I dag tørrede grønsager, ”pigtrådshegn” også kaldet, i morgen nudler, i overmorgen ris, og så igen ”pigtrådshegn” osv.’

Til dette hovedmåltid kan der kun bevilges en halv time. I den første halvdel af natten kan der slet ikke tænkes på hvile. Gravene skal gøres dybere, om dagen må det ikke ske, fordi opkastet jord og kridt tiltrækker artilleriilden.

Nu bytter posten sit gevær ud med en spidshakke eller en spade. Geværet anbringer han imidlertid sådan, at han straks har det ved hånden. Ikke et øjeblik må han i graven være forsvarsløs, også i dækningsrummet hænger geværet sådan, at han kan fatte det med ét greb.

Andre tager de trådruller og pæle på skulderen, som reservekompagniet lige har slæbt hertil, og klatrer op på dækningen. Med uendeligt besvær arbejder de sig gennem pigtrådsspærringen. På den side, der vender mod fjenden, graver og skruer de først to rækker pæle i. Natten er sort og regnfuld, det er godt, men alligevel skal det gøres helt stille, for fjenden ligger på lur kun knap 40 meter borte.

Så spinder de et tæt net af pigtråd over pælene, river deres hænder til blods og ligeledes støvler og uniform, kaster sig et dusin gange eller mere ned i skidtet, når lyskuglerne derovre fra sønderriver mørket. Når de så slukkes i mudderet, springer de op igen og fortsætter deres arbejde. Den mistroiske modstander skyder uophørligt ind i mørket, så gnisterne springer fra tråden. Sommetider bliver én båret nedenunder, men arbejdet går videre, ind til tråden er sluppet op.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

29. marts 1916. Daglig rutine i skyttegravene i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Det første morgengry. Natposterne står endnu ubevægelige. Gråt og tomt dukker det hærgede terræn op for deres blik, det terræn, som natten så velgørende skjulte. Da får en velkendt klang dem til at lytte. Det klinger næsten lige som kirkeklokker. Det er kaffehenterne, som med fyldte kogekar skramler gennem graven.

Begærligt suger øret klangen ind, næsen den varme duft. Den tjenstgørende underofficer går gennem graven og kommanderer: Træd af!

Dagposten kommer op. Én mand for hver gruppe. Natposten stamper et par gange i jorden for at løsne de stive led og bringe blodet i bevægelse. Hans overanstrengte øjne smerter og brænder efter den langvarige stirren ind i natten. Nu stiger han ned i sit dækningsrum, fra hvilket duften af kaffeerstatningen igen behageligt slår ham i møde. Også lidt marmelade, ”Hindenburg-smør” eller ”Offensivsmørelse” også kaldet er med, undertiden lidt dåsefedt eller endog en lille klump smør. Denne kaffe efter en lang nattevagt med udsigt til et par timers ro er den kosteligste stund om dagen. Krig uden kaffe, om det så kun er fire uger? Fuldstændig utænkeligt!

En dyb ro sænker sig nu over fronten. Kanonerne tier. Graven er som uddød, man kan gå 4 til 5 skulderværn hen ad graven uden at træffe nogen post. Jorden har opslugt alt levende. Denne dybe ro bliver højst afbrudt af en højtstående besøgende, der anser det for sin pligt at lade ringeklokken gå i gang og starte en gasalarm. Et helligt tordenvejr nedkaldes over den arme kompagnifører, hvis hans folk ikke får sig viklet hurtigt nok ud af deres tæpper. Hen mod kl. 10 melder artilleriet, at krigen endnu ikke er forbi, og sender nogle salver herover. Flyvere kredser med en stille summen oven over stillingen.

Omkring middag er det i almindelighed slut med roen. De løbende arbejder bliver påbegyndt. Gravene bliver renset, der findes foresatte, der i rolige perioder ikke tillader et patronhylster eller et cigaretskod i Graven. Nedgange til dækningsrum og trin til skydepladser bliver afstivet, standpladser til poster bliver forbedret, dækningsrum udvides.

I den sene eftermiddag er der i almindelighed en times tjenestefri. Da sætter en sig måske hen i et stille hjørne for at skrive et brev. En anden, der ikke kunne sove roligt, undersøger på dækningsrummets øverste trin sin skjorte for at finde årsagen til forstyrrelsen. Andre kryber sammen et sted for at sludre.

Igen og igen er hjemmet det evige tema. Cykelordonnansen kommer med posten og tager den frisk skrevne med igen. Dagens andet højdepunkt. Til kompagniføreren medbringer han de nye ordrer, og nu bliver delings- og gruppeførerne kaldt til befalingsudgivelse. Efter en halv time vender de tilbage til deres folk og videregiver befalingerne: ”Jernkorset er tildelt … den 19. tager … på orlov… lyskuglesignalerne er ændret, rød betyder nu spærreild, grøn forlægning af ild, gul med forgrening gasangreb…, i nat kommer 7. kompagni med 50 pæle, 6 trådruller, 6 spanske ryttere. De spanske ryttere skal stilles op foran sape 3, rullerne skal helst bruges op foran den højre fløj … kridtbunkerne på dækningsrum 9 skal jævnes og dækkes med jord … regimentskommandøren er i morges gået gennem stillingen og udtaler sin anerkendelse over gravenes tilstand. Hos posterne var ikke alting i orden, i sape 5 har han fundet en post, der slet ikke havde forstået sin instruktion.  I gruppe 3 stod en post uden skudfelt og observation … håndgranaterne i gruppe 5 ligger for fugtigt, en ny kasse skal indbygges … i nat kl. 2 skal en patrulje gå frem og finde ud af, hvad der er i vejen med jordbunkerne foran sape 4. Hvem har lyst? Fra kl.2 og til patruljens hjemkomst må der ikke skydes. Løsenet fra i dag ”Itzehoe” … det var så befalingen.

Gruppeførerne fordeler posterne. Det bliver mørkt. Den tjenstgørende underofficer råber: ”Træd an!” Livet i graven begynder.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

29. marts 1916. Østafrika: “Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften …”

Senest ændret den 21. august 2016 21:10

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Lige efter Nytaar 1916 fik jeg Tyfus og var temmelig længe om at komme over det, hvorfor jeg paa ny blev sendt paa Rekreation, men denne Gang til Byen Mpapua, der ligger ved Midtbanen. Paa Vejen passerede jeg den store Depotby Morogoro, hvor min Overordnede, Stache, havde til Huse.

Han ventede paa Stationen og meddelte mig, at der var Ugler i Mosen. Englænderne havde begyndt en Offensiv paa Nordfronten, og det saa ud, som om de havde sat meget store Styrker ind for at slaa den nordlige tyske Hær afgørende. Den tidligere Boerfører, nu General i den sydafrikanske Hær, Smuts, havde ført en stor Styrke Sydafrikanere til Kenya, og de trængte meget haardt paa.

— Boerne, sagde Stache og trak paa Skuldrene, det var dem, vi holdt med under deres Krig. Nu maser de os.
— De maa, sagde han, inden vi skiltes, holde Dem rede til at rejse til Morogoro, saa snart De faar Besked fra mig. Vi har en Mængde Ammunition liggende i Depoterne deroppe — han pegede op ad Bjergskraaningen, som Morogoro ligger paa — og skulde Boerne trænge hurtigere frem, end vi haaber, maa Depoterne rømmes i en Ruf. Men se nu at komme til Hægterne først!

Jeg lovede ham at sørge for alle Dele og rejste videre til Mpapua, en større Landsby, der var kendt for sin Markedsplads i vid Omkreds. Byen laa ikke højt som Korokve i Usambarabjergene, men havde et tørt og sundt Klima, som nu skulde komme mig til Gode.

Mpapuas Omegn var et nyt Afrika for mig. Hidtil havde jeg kendt sumpede Kystlandskaber, Bjerglandskaber, og paa Vejen fra Daressalam til Mpapua kørte vi, med et Lokomotiv med Brændefyring gennem næsten uendelige Urskove.

Den sidste Strækning før Mpapua var imidlertid Græssletter, i Familie med Sydafrikas „Veldt“ , og her, hvor Beboelsen var sparsom, og hvor de halvvilde, tyskfjendtlige Yagoger og Massajer levede deres Nomadetilværelse, vrimlede det med Vildt.

Vi saa Giraf er, der nysgerrigt stirrede paa Toget, Strudse,
Steppeantiloper og mange andre Slags Dyr, som jeg end ikke kendte Navnet paa. I Mpapua, hvor jeg fandt et brillant, men interimistisk Rekreationshjem et Stykke fra Militærstationen, mødtes jeg af vilde Rygter om den engelske Offensiv mod Nord.

Der var, navnlig da Efterretningerne fra Fronten tog fastere Form, ingen, der følte sig sikker i denne By. Sletterne laa ganske vist langt fra Fronten, men de var som beregnet til Boernes Rytteri, og Indbyggerne omkring Byen var fjendtlige og krigerske.

Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften og hindrede mig til at begynde med i at sove. Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvor de skulde hen. Det var en Lyd, som blev skabt af Natten, og som jeg endnu den Dag i Dag kan høre klinge i mine Øren — utroligt dybe Toner skiftende om til højere, svirrende Toner, men i det store og hele en uendelig ensformig Gentagelse af de samme Lyde, som maatte gaa enhver Hvid paa Nerverne.

Da jeg hørte disse Lyde første Gang, gik jeg ned til Underofficeren, der kommanderede Militærstationen, og spurgte ham, hvad det skulde betyde. Han havde været dér længe og maatte vide det, men han rystede blot paa Hovedet.

— Der er ingen, der forstaar det, sagde han, herude kalder vi det for Poritelegrafen. De Indfødte kan telegrafere til hinanden fra den ene Ende af Afrika til den anden, og de forstaar det, uanset deres Sprog eller Stamme. Det er muligt, at de former hele Ord med deres Trommesignaler, men maaske ogsaa kun Følelser og Stemninger — vi véd det ikke — vi véd blot, at de Indfødte véd fantastisk god Besked om alt, hvad der sker i hele dette store Land — og det skyldes sikkert Trommesignalerne.

Trommerne kan give Meldinger, som er af Værdi for alle, de kan ophidse til Oprør og advare mod Fare. Jeg har selv hørt Signalerne i Nat og har tidligere hørt dem — jeg tror, det er Stammerne mod Nord, Massajerne, som fortæller om den engelske Offensiv.

Den sidste Uge jeg var i Mpapua, tog Efterretningerne fra Fronten yderligere Fart. Den tyske Hær havde rømmet de nordlige Stillinger i Bjergene og var paa Tilbagetog mod Syd. I Virkeligheden var Mpapua ikke længere noget sikkert Sted for Rekonvalescenter, men der skete dog intet i den Tid, jeg var dér.

Da jeg kom tilbage til Daressalam, hørte jeg hele Sandheden om Offensiven. Det rige Nordland var saa at sige helt oversvømmet af Boerne, der nu trængte frem mod selve Centralbanen. Tanga stod for Fald, og Daressalam var ikke længere den sikreste By i Ostafrika.

Boerne nærmede sig hurtigt Jernbanen og kunde snart afskære Forbindelsen mellem Byen og den tyske Hær.

Endnu nogle Uger arbejdede jeg paa Værkstedet med Fremstilling af Granater, saa slog de første Bølger af Smuts’ store Offensiv mod Byen og gjorde en Ende paa min fredelige Tilværelse i Afrika.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

29. marts 1916. Metalindsamling og smørrationering

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Genstandene af kobber, messing og ren nikkel

skal afleveres inden 1. april, senest den 31. marts. Hvem der forsømmer det, vil blive anmeldt, og straffen kan blive meget stor.

Smørbøger.

I Skærbæk blev der i går sammen med brødkortene udleveret smørbøger, der berettiger enhver husholdning til at købe et halvt pund smør om ugen til hver person i husholdningen.

28. marts 1916. Regler for krigsfanger indskærpes!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

En advarsel til dem, der har krigsfanger.

Landråden i Haderslev har anmodet ”Dannevirke” om at meddele følgende:

”Jeg advarer alle ejendomsbesiddere, hos hvem krigsfanger er sysselsatte, indtrængende til samvittighedsfuldt at adlyde forskrifterne med hensyn til flugtsikkerheden. Der vil uformodet blive foretaget revisioner. Ethvert tilfælde af overtrædelse vil blive straffet med, at fangerne tages bort, og straffet i medfør af § 121 i straffelovbogen.

Svinefedt er dyrt.

Medens priserne på smør ikke afviger stort i de forskellige byer i hertugdømmerne, er der ifølge ”Hejmdal” en betydelig forskel i priserne på svinefedt. Der betales for 1 kilogram svinefedt i Eckernførde 3 mark 40 pfg., Neustadt 3 mark 42 pfg., Tønder, Slesvig, Mølln 4 mark., Neumünster 4 mark 20 pfg., Kiel, Pløn og Heide 4 mark 40 pfg., Altona 4 mark 74 pfg., Ratzeborg 4 mark 80 pfg., og Wandsbeck endog 6 mark, Åbenrå 4 mark 80 pfg. og Haderslev 4 mark 40 pfg.

27. marts 1916. Skyttegravsliv i Champagne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Graven er den uhyggelige, dæmoniske magt, der på de gyldne dage med ro lurer på soldaten, og, når tiden er omme, ubønhørligt igen trækker ham ned i sit svælg. Så er graven i 10 dage soldatens hele verden, eller rettere det 6-8 meter lange stykke mellem to skulderværn. Her tilbringer han tiden sammen med otte kammerater.

Dette stykke er hans fængsel, som tugt og lydighed binder ham til. Inden for dens fire kridtvægge oplever han, hvordan solen om sommeren bager, og hvordan skulderværnene om natten tegner sig spøgelsesagtigt i måneskinnet. Herfra ser han længselsfuldt om natten et stykke stjernehimmel, om dagen et stykke himmelblå.

Når han er på post, stirrer han gennem en slidse i stålskjoldet på en lille dynge jord, som kaldes den fjendtlige grav. Meget mere tør han – i hvert fald om dagen – ikke se, for den kugle, der så rammer ham i panden, sidder allerede i løbet, og en finger leger måske allerede med aftrækkeren.

Men dette fængsel, som han altid vender tilbage til, bliver for ham, så mærkeligt det end lyder, til sidst et stykke hjem.

Det dækningsrum, som han sammen med sine kammerater klemmer sig ned i, har han selv været med til at bygge. Det har sine svagheder, det er klart, der findes både større og bedre, men hvis det ikke bliver alt for groft, så skal det nok holde. Pigtrådsspærringen har han i mørke regnvejrsnætter selv været med til at trække. Sådan lige med det første kommer ingen så let igennem.

Det lille stykke skyttegrav holder han dagligt ren og forbedrer det. Han kender hver revne, hver sten, hver jordklump.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen

27. marts 1916. Fanget af canadierne ved davretid …

V.O. Feddersen fra Bredebro gjorde krigstjeneste på Vestfronten ved 18. Jägerbataillon.

18. jægerbataillon overvintrede 1915-16 i stillingen ved Ypres, nærmere betegnet ved Langemarck og Bixschoote. I marts måned 1916 blev bataillonen flyttet til egnen omkring St. Eloi, til Wytschaete-buen. Her stod vi overfor de kanadiske tropper og var spændt på, hvad der nu skulle ske.

Vi var klar over, at der var noget i gære. Det var en offentlig hemmelighed, at begge parter udførte muldvarpearbejde for at komme hinanden til livs. Kanadieme blev først færdige med at underminere vor stilling. Tidligt om morgenen den 27. marts sprang bomben. Det blev til en tredobbelt sprængning af vor udbyggede stilling. Samtidig satte begge parters artilleri ind for fuld kraft. Djævlen var løs.

Sprængningen havde selvsagt forvoldt en frygtelig ravage i vor forreste stilling og yderligere forvoldt stort mandetab. Efter to timers bombardement skred kanadieme til angreb og brød ind i vore linier. Afsnittet blev fuldstændigt afskåret fra forbindelserne til venstre og højre.

Ved middagstid kom jeg sammen med min gruppe, der alle var sønderjyder, i fangenskab og tog bestik mod de kanadiske linier. Kanadierne tog imod os med udråbet: „Gott strafe England”. At vi ikke ville blive modtaget som hædersgæster, havde vi nu heller ikke ventet, men modtagelsen gik imod forventning ret glat og smertefrit.

Ved stormangrebet i den tidlige morgenstund var der allerede taget fanger, hvoriblandt også nogle sønderjyder. Ved vor ankomst ved middagstid så vi straks som en af de første en landsmand fra 1. komp. Han stod stovt og roligt blandt sejrherrerne og var iført en kappe, der fra øverst til nederst var tildækket med jord og ler. Min makker, der var fra Løjtkirkeby, udbrød glædeligt overrasket, da han saa landsmanden stå der: „Hvad søren, Lorenz, er du allerede kommet?”

Hvortil Lorenz med en flot gestus slog ud med hånden og svarede: „Tja, a kom da herover til davretid.” I sandhed, han havde lune.

DSK-årbøger 1949

26. marts 1916. Luftangreb på Zeppelinbasen i Tønder! Søtræfning i Nordsøen!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Løbeseddel til ”Ribe Stifts-Tidende”

Søndag eftermiddag den 26. marts 1916.

Træfningen i Nordsøen i går.

2 tyske armerede trawlere skudt i brand.

Kamp mellem engelske og tyske torpedojagere?

Fransk-engelske flyverangreb i Tønderegnen.

Om den træfning, der i går, lørdag, har fundet sted i Nordsøen mellem engelske og tyske skibe, foreligger der endnu søndag eftermiddag ikke yderligere efterretninger end dem, der er kommet ind med Esbjergkutterne ”Alliance”, Skipper [mangler!] og ”Cimbria”, skipper Christensen-Vestbæk. Disse oplysninger går ud på følgende:

I fredags fik en del Esbjergkuttere, der lå ude sydsydvest for Grådyb, af et par tyske damptrawlere, der i lang tid har fungeret som en slags inspektionsskibe for tyskerne, ordre til at søge længere ind eller længere nordpå. Det gjorde de fleste af kutterne også, men ”Cimbria” gik senere ud til sin tidligere plads igen, hvor der er god fangst.

Lørdag kom de to tyske trawlere ”Braunschweig” og ”Otto Rudolph” igen, da der pludselig dukkede en del engelske torpedobåde og jagere op og forfulgte de to trawlere. Omtrent ud for ”Røde Kliff”, 10-12 kvartmil sydvest for Grådyb, skød jagerne de to trawlere i brand´, og det menes, at i hvert fald den ene sank.

Den jævnlige kanonade en del af dagen menes at hidhøre fra, at en engelsk eskadre har gjort jagt på 4 tyske torpedojagere, som i fredags gik på rekognoscering nordpå og som de engelske skibe har søgt at isolere.

Om resultatet heraf foreligger imidlertid endnu intet. Fiskerne mener imidlertid at have observeret en stærk eksplosion på en af de engelske torpedojagere, men hvorfra den stammer eller om jageren gik til bunds kunne intet bestemt siges.

Antallet på skibe, der er observeret i Nordsøen natten mellem fredag og selve lørdagen, opgives meget forskelligt, enkelte vil endog have set indtil 40 krigsskibe.

På Fanø hørtes fjern skydning endnu i aftes ved 7-tiden.

I går morges ved 6-tiden observeredes en zeppeliner og 2 flyvere for nordgående.

Fransk-engelsk flyverangreb mod luftskibshallen ved Tønder.

Rejsende, der i går kom sydfra, meddeler, at 2 franske og 1 engelsk flyver lørdag morgen observeredes kommende fra havet med retning mod Tønder, i hvis nærhed der som bekendt ligger en luftskibshal, men at de forinden mødtes af tyske kampflyvere. Under en påfølgende luftkamp skal en fransk flyver være skudt med ved Højer og en anden ved Dedsbøl (et par mil syd for Tønder).

Det berettes, at ligeledes en tysk flyvemaskine er blevet skudt ned, idet en sådan i går formiddags førtes ind til Tønder pr. bil.

I egnen er i går af en flyver tabt 3 bomber, hvoraf en ødelagde en lade i Randerup (pr. Ballum).

De fransk-engelske flyvere menes at være gået op fra engelske krigsskibe i Nordsøen i går morges.

 

 

25. marts 1916. Upatriotisk damebeklædning og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Sejrsringning med kirkeklokkerne.

Kejseren har, for at få en ensartet festligholdelse af militære begivenheder, påbudt, at der efter indløbet telegram fra generalkommandoen skal flages fra offentlige bygninger og skydes salutskud, og anfører det som ønskeligt, at der ringes sejrsringning fra kirkerne hver gang en meddelelse af den nævnte art udsendes fra generalkommandoen.

Gennemsnitspriserne for smør

i februar måned var ifølge officielle meddelelser: i Haderslev 2,52, i Åbenrå 2,52, i Sønderborg 2,55, i Flensborg 2,52, i Tønder 2,50, i Husum 2,50, i Tønning 2,50, i Slesvig 2,50 og i Eckernførde 2,52 mark pundet.

Gennemsnitspriserne for grise

i februar måned var ifølge officielle meddelelser: i Haderslev 39 mark, i Åbenrå 42 mark, i Slesvig 27 mark og i Eckernførde 40 mark stykket.

Militære bekymringer over de vide nederdele.

Damemoderne giver atter anledning til visse bekymringer. Det er en kendsgerning, at damerne ikke viser tilstrækkelig forståelse af, hvor nødvendigt det er at omgås sparsommeligt med stoffer – de viser en afgjort forkærlighed for de vide kjoler, til hvilke der medgår adskilligt mere klæde, end en fornuftig mode ville kræve. Fra den militære ledelses side har man derfor nu igen anset det for nødvendigt at foretage noget, og foreløbig er det meningen, at der skal sammenkaldes til møde af interesserede for at drøfte midler til at få damerne til at indse, at de også i deres påklædningsanliggender har patriotiske hensyn at tage.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Elias Andersen på Roager Nørremark, der har mistet to sønner  [Peter og Berndt Georg] i krigen, savner nu den tredje, der også nævntes som faldet, uden at det dog er konstateret, at han er faldet.

En søn af tidligere pastor Jørgensen i Birkelev er blevet hårdt såret.

25. marts 1916. Fransk artilleri som skomagerværktøj

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.

Der, hvor vi laa i Understanden, var der ogsaa en Udkigspost, Her laa nemlig et Bomhus.

Dette Hus var blevet forstærket med Cement, og her var anbragt en Kikkert med en meget skarp Linse. Naar Solen skinnede fra Vest, maatte den vendes om, for Franskmændene havde opdaget den og skød flittigt efter den.

En Dag sad jeg ude i Graven ved en Maskingeværstilling og skrev et Brev. Jeg fjernede mig et øjeblik, men lagde nok Mærke til, at der blev skudt. Da jeg kom tilbage, var mit Skrivetøj, og hvad der ellers hørte til Skriveriet, borte, og der, hvor jeg havde siddet, var der gaaet et Par Granater ned i Graven.

Lidt længere ned mod Aisnefloden havde nogle Kammerater holdt Vask og renset deres Støvler. De havde lagt deres Sager til Tørring oppe paa Gravens Rand, og nu mistede een en Hæl paa en Støvle, en anden et Bukseben.

De fik en ordentlig Omgang, for man mente, at det var letsindigt, hvad de havde gjort.

DSK-årbøger 1959

24. marts 1916. Regiment 86: “Anden halvdel af marts forløb roligt”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldt “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder.

Anden halvdel af marts forløb roligt. I forhold til tiden før stormen tog tabene betragteligt af. Fjenden savnede de gode observationer, og på grund af vor stærke spredning i dybden måtte han nødvendigvis sprede sin ild.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

23. marts 1916. Faldne, sårede, savnede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Gårdejer Jes Thomsen fra Kokhave ved Ladegårdsskov er ifølge ”Flensborg Avis” faldet ved et stormangreb på den vestlige krigsskueplads. At dette budskab virkede meget tungt på hans unge kone, der allerede for nogen tid siden på samme krigsskueplads har mistet en kær bror, siger sig selv. Hun står nu ene tilbage med to små faderløse børn. For Jes Thomsens gamle forældre er dette sorgens budskab næsten overvældende. De måtte sende tre sønner med i krigen. Den yngste søn er død på et lazaret i Rusland for et halvt års tid siden; den tredje søn har været savnet siden kampene ved Moulin, og det har hidtil været umuligt at få efterretning fra ham. For et par år siden har de mistet en voksen datter på 25 år. Den unge Jes Thomsen var meget afholdt af sine nærmeste omgivelser. Hans minde vil derfor leve længe blandt os.

Carl Enghoff i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at hans eneste søn for nogle dage siden er faldet ved Verdun.

Peter Bindeballe i Jels Troldkær er den 11. marts død på et feltlazaret i Douai.

23. marts 1916. “Jeg er bare så bange ….” Minekamp i Flandern

Niels H. Lustrup gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni. Han fortæller her om en minekampdag i Flandern.

Solen er ved at stige frem paa den østlige Horisont. Taagen, der ligger ud over Egnen, er ved at lette, mere og mere af Byen Dixmuidens sønderskudte Ruiner bliver synlige, efterhaanden som den røde Ildkugle i Øst hæver sig op over Jorden og med sine Straaler spreder Taagen, som til sidst kun som en let graa Masse svæver hen over Vandet i de mange Granathuller, der med Tiden er blevet til i Engdragene her foran Byen.

Luften er klar og krydret. Alting er endnu stille. Ja, saa stille, saa man næsten kunde fristes til at tro, at der ikke er Krig mere. — Højt over mit Hoved hører jeg en lille Lærke juble og trille i den friske Morgenluft. En svag Brise bringer Lyden ud til os inde fra Byen — Øksehug. — Man er derinde nok i Færd med at lave Brænde til Morgenkaffen.

— Ak ja! — En Kop varm Kaffe var vel nok paa sin Plads nu. Vi er tre Mand, der er paa Vej tilbage fra Patruljetjenesten derude foran Pigtraadsspærringen, hvor vi i den forløbne Nat har sneget os rundt, for om muligt at opsnappe fjendtlige Patruljer eller— maaske selv at blive opsnappet.

Vi har været heldige, og nu har vi passeret Pigtraaden og er gennem Udgravningen i den sønderskudte Jernbanedæmning naaet ind bag Jordvolden, der fører ind til Byen, der ligger nogle faa Hundrede Meter længere bagude.

Bag Jordvolden ligger der nogle lave halvt underjordiske „Bunkers”. Efter at have meldt vor Tilbagekomst hos vor Kompagnifører, begiver vi os hen til vort Kvarter i en af de andre „Bunkers”. De fleste af Kammeraterne ligger og nyder Hvilen. Der er kun et Par af Kammeraterne, foruden den gode Feldwebel Wilhelm Lamprecht, dei er vaagne. Medens vi søger at komme af med Klunset, sidder han og smaaskænder paa os.

— „Hvad i al Verden har I bestilt, siden I nu først vender tilbage,” siger han i en let bebrejdende Tone.

— „Ja, hvad skal jeg snart sige til det, Willem. Vi var naaet lidt langt over mod venstre og var naaet over i Nærheden af Slottet Woumen, hvor vi løb paa en Patrulje fra ,,33’erne”.

Vi holdt saa lidt Snak med dem, medens vi røg en Pibe Tobak. Desuden var Vejret smukt, og Taagen tæt og. . .“ Saa vidste jeg ikke mere. — „Ja, ja. Det er godt!” Sagde Willem leende.

Jeg ser paa mit Ur. — Nej se! Klokken er allerede 7! Ja, saa maa Klaus Hansen snart være her med Morgenkaffen. Altsaa kan det ikke blive til noget med at sove forinden, hvorfor jeg tænder min udgaaede Pibe og kaster mig ned hos den flinke Korporal Hannes Schrøder, der nu ligger og gnider Øjnene, idet han er vaagnet ved Samtalen, jeg førte med vor Delingsfører.

Aa — ah! Hvad er Klokken, Knacker? siger han gabende, medens han strækker sig paa det haarde Leje. — — Syv! — siger jeg, men ingen hører det — for i det samme lyder der et stærkt Brag, der faar vor Hule til at gynge og ryste.

Fortumlede triller vi rundt mellem hverandre. Heldigvis holdt Hytten.

Lugen foran Indgangen er af Lufttrykket slynget op. En efter en kryber vi ud for at se, hvor stor Skade der er sket. Medens vi staar og betragter den forvoldte Skade, lyder den os velkendte Lyd — „Klik”, siger det. — Minekamp!

Det piber og fløjter, og Minerne gaar bragende ned i vor første Stilling. Det lader til, at Englænderne derovre allerede har faaet deres Morgenkaffe. Vi er nysgerrige nok til at kigge over mod vor første Stilling, hvor Kammeraterne nu gør bedst i at søge i Dækning i deres Huler. — „Himmel og Hav” staar i et derovre.

Vi kan være glade, at vi kan ligge her i anden . . . raaber Korporal Schrøder — videre kom han ikke. — Der lyder nogle Brag lige i Nærheden af vor Stilling, og vi faar os hurtigt anbragt i Dækning bag Jordvolden. —

Man beskyder Stillingen her med Granater, hvis Stumper piber og hviner i Luften efter Bragene, der truer med at sprænge vore Trommehinder. Udstrakte ligger vi paa Jorden, der gynger under os efter hvert Nedslag. Af og til kommer der en lille Pause i Beskydningen, saa letter vi paa os og ser, om vi endnu alle er levende. Jo — det lader da til.

Du, Knacker, siger Wilhelm Schumann, der ligger lige foran mig, det er ikke blot Granater, men og- saa Miner, de . . . — mere hører jeg ikke for nye Hyl og Brag. Jeg stikker atter Næsen i Jorden og ønsker bare at kunne forsvinde ned i et Musehul. Efterhaanden bliver Tanke og Hjerne overtræt, og man næsten døser hen. Kun de værste Brag virker paa en.

I en Pause vaagner jeg. Det er Feldweblen, der kalder paa mig. — Halløj, du, Knacker! — Det er ham, Posten i Dæmningen. Ham har vi glemt. Se lige efter, om han er levende. Ellers faa ham med herud! siger han.

Naa, jeg letter paa mig, og som en Kat skynder jeg mig hen forbi de tomme „Bunkers”.

I Dæmningen ser det ikke godt ud, flere Granatnedslag har fundet Sted her. Gennemskæringen er næsten faldet sammen. Noget Tømmerværk er styrtet sammen foran Indgangen til Tunnelen i Jernbanedæmningen.

Posten, en af de ny tilgaaede Rekrutter, er der ikke. Jeg raaber ind i Tunnelen: — Halløj, er du der? — Ja, lyder det, men det er ikke inde fra det mørke Hul. Jeg rejser mig op og ser ham ligge henne paa Jorden ved Siden af Kompagniførerens Hule, hvor han klogeligt har søgt Dækning.

Da jeg kommer hen til ham, spørger jeg, om han fejler noget. Nej, jeg er bare saa bange, siger han med rystende Stemme. Han er helt grøn i Ansigtet, ser jeg nu.

Aah, ja, Krig er forfærdelig. Ikke noget for saadanne grønne Drenge, som ham der. Kom, Kammerat, befaler jeg og faar ham bragt paa Benene igen. Skyndsomst bevæger vi os tilbage til Kammeraterne og kaster os ind mod den beskyttende Jordvold netop tidligt nok til at undgaa at blive ramt af Granatstumperne, der svirrer rundt i Luften efter de eksploderende Miner og Granater, der i rigeligt Maal bliver os tildelt.

Vore egne Batterier svarer nu ogsaa. Larmen forstærkes endnu yderligere. Kampen mellem det svære Vaaben gaar videre. Vi elendige Mennesker, Smaakryb, kan kun ligge og vente.

— Vente og haabe, at det hele snart maa være forbi. Efter en Stunds Forløb — jeg ved ikke hvor længe — gaar en stor Mine ned i vor Jordvold i ganske kort Afstand fra det Sted, hvor jeg ligger. Braget er vældigt. Alt omkring mig bliver mørkt.

Jeg lukker Øjnene i og tror, at det hele er forbi. Knapt mærker jeg, at en sand Regn af Jord falder ned og næsten begraver mig. Lidt efter hører jeg gennem Larmen nogen skrige: „Hjælp mig! Aah, kom dog og hjælp!“

Jeg aabner Øjnene, og gennem Røgen ser jeg, at en af mine bedste Kammerater er blevet begravet af de nedstyrtende Jordmasser. I en Fart er jeg paa Benene og sammen med flere af Kammeraterne iler jeg den nødstedte Kammerat til Hjælp.

Ludvig Eggert ligger under Jordmasserne af den nu fuldstændigt jævnede Jordvold. Hans Ansigt er det eneste, der er frit. Ludvig Eggerts Ansigt er fortrukket af Smerte, og vi bruger vore Spader, saa godt vi kan. Endelig har vi faaet ham fri og slæber ham i Dækning. En af de unge Rekrutter bliver under dette Arbejde ramt i Ryggen af en Granatstump. Han forbløder under Arbejdet med at forbinde ham.

Atter ligger vi stille. I min umiddelbare Nærhed hører jeg een stønne og græde. — Det er Ludvig Eggert. Atter gaar der en Tid. Pludselig hører Beskydningen op. Den er lagt hen paa Byen og Artilleristillingerne bagved.

Granaterne roder svært op i den øde og sønderskudte Bys Gader og Huse. Det buldrer og brager derinde af Eksplosionerne, der faar de sørgelige Rester af Byens forhen saa smukke Huse til at styrte sammen. Et Minedepot rammes, og under et forfærdeligt Brag ryger det i Luften. Braget er saa voldsomt, at Luften ligefrem dirrer, og Jorden under os ryster, som var det Jordskælv. — Ekkoet fra Eksplosionen gjalder svagt tilbage fra de afstumpede og hullede Mure.

— Pludselig holder Beskydningen op! Gennem Stilheden hører jeg Willem sige: „Ha, — nu har „Tommy” nok faaet nok for denne Gang.

— Hans Rør er nok blevet for varme, saa han maa have dem afkølet lidt, før han kan begynde paa næste Akt.“

Gudskelov blev det dog ikke til mere denne Gang. Vi aander lettet op og er snart paa Benene igen. Solen skinner atter, medens de sidste Røgskyer bortvejres af den friske Brise. Oppe under Himlen synger Lærkerne, og Blomsterne i Engen, som her er temmelig fremmelige, nikker og samler Nektar af Solens varme Straaler. Vi staar og ryster Støvet af vore Klæder, og sandelig er der een, der ler — det er Ludvig Eggert, der staar paa de bare Ben. Han er glad over, at han slap saa heldigt fra det denne Gang.

Den eneste, der ikke ler mere, er den unge Soldat. Her endte han sit unge Liv.

DSK-årbøger 1945

Vestfront Fransk mine slår ned

Krigskost og ernæring i Sønderjylland under Første Verdenskrig

Første Verdenskrig medførte en radikal omlægning af kost og ernæring i Sønderjylland.

Rationeringer, tvangsafleveringer og erstatningsvarer påvirkede befolkningens sundhedstilstand og trak lange spor op i tiden.

Efter Genforeningen var sønderjyske unge mænds gennemsnitshøjde mindre end andre unge mænd i det Danmark, de blev genforenet med i 1920. Det kan bl.a. ses af målingerne af værnepligtige på sessionerne i 1920’erne. Det var krigstidens sultne, sønderjyske skolebørn, der havde fået en mangelfuld ernæring. I dette stykke delte de skæbne med andre børn i Tyskland – og var endda ofte heldigere stillet end byerne i de store byer.

Læs mere om krigskost og ernæring i Inge Adriansens artikel i vores leksikon.

Efter krigen kom ca. 10.000 børn fra Nordslesvig og Flensborg på ferieophold i Danmark. Man kan se en lille film om de første feriebørn her (Youtube): Slesvigske Børns Ferierejse.

22. marts 1916. Krigsinvalid kan ikke blive postbud: Han er dansksindet!

Asmus J. Asmussen fra Genner, deltog i krigen i Reserveinfanteriregiment 86. Han blev såret af en kugle i højre skulder 5. oktober 1914 under et stormangreb i nærheden af Amy, returnerede til fronten efter endt behandling, men blev såret igen den 28. april 1915, denne gang af en kugle i venstre skulder. Han blev opereret på lazarettet i Noyon, men armen kunne ikke længere bøjes.

I Januar 1916 maatte jeg søge hos Landraaden i Aabenraa for at komme hjem til min Svigerfaders Begravelse, og i de tre Dage, Orloven varede, havde jeg at melde mig hver Dag hos Majoren i Aabenraa. Lidt uforstaaeligt for en haardtsaaret Soldat, men saadan var det.

Saa bliver jeg skrevet g. v., og sammen med nogle andre kommer jeg til Landstormsdragonerne i Parchim i Meklenborg. Jeg skal lære at ride, med en stiv Arm, som jeg ikke kan løfte. Hjælpsomme Mennesker løfter mig op paa Hesten, men den gamle Vagtmester udbryder: „Wenn du noch reiten willst, hast du’n Vogel!“ Og da jeg  ikke havde en „Vogel“ , slap jeg for Ridningen og blev Postordonnans og kom senere ind paa Skrivestuen.

Da jeg gik herinde, kom den Tanke at søge ind til Postvæsenet. Og det gjorde jeg saa. Men der var lang Vej. inden jeg naaede saa vidt.

Først blev Eskadronen flyttet til Haderslev, og efter en 14 Dages Ridt blev jeg tildelt Husarerne i Parchim. De vilde absolut have mig op paa en Hest, og nu gik den samme Komedie om igen. Endelig kom der Besked, at jeg kunde begynde ved Postvæsenet, og det endda hjemme i Kliplev, og glad forlod jeg Kavalleriet.

Selvfølgelig troede jeg, at jeg straks kunde begynde, men den ene Dag gik med den anden, og stadig kom der ikke Besked om at komme i Gang. Jeg forstod ikke Grunden til alt dette, og skrev saa til Distriktskommandoen i Flensborg og spurgte, hvad Meningen var. Allerede Dagen efter fik jeg Ordre til at tage fat.

Forklaringen fik jeg først senere. Det var Amtsforstanderen, som var Ophavsmanden til dette, idet han holdt Haanden over et andet Postbud, som, saasnart jeg  overtog Bestillingen, skulde møde i Flensborg. Amtsforstanderen var samtidig Postekspeditør.

Saa gik der et Stykke Tid, hvor der ikke skete noget, men saa kom Amtsforstanderen, alias Postekspeditøren, en Dag ind til mig og forklarede mig med et lumsk Smil i Ansigtet, at jeg ikke kunde blive fast ansat. Nogen Grund nævnede han ikke. Dette var heller ikke nødvendigt, jeg vidste Besked: Jeg var ikke tysk. Hvor kunde jeg dog være tysk, min Fader var her fra Egnen og havde staaet ved Fredericia, og min Moder var Københavner.

Det var dog mærkeligt, sagde jeg til ham, jeg er kommen hjem fra Krigen som Invalid og med en Civilforsørgelsesattest, der berettiger til Ansættelse i Statens  Tjeneste, og saa kan jeg ikke blive ansat. Men vi faar se.

Saa skrev jeg selv en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona og fik ogsaa kort efter Svar, hvori de forlangte indsendt en Attest paa, at jeg var uduelig til andet Arbejde. Det gjorde jeg saa med det ønskede Resultat, og Amtsforstanderen fik en lang Næse.

DSK-årbøger 1946

21. marts 1916. Heinrich Jessen på vej til Mellemøsten

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. I begyndelsen af september deltog regimentet i kampene omkring Brest-Litowsk. Men han blev syg og tilbragte de følgende måneder på lazaretter i Tyskland.

Vi var 40 underofficerer og feldvebler i to hold, de fleste var officersaspiranter. Nu skulle vi til at tumle med maskingeværet, det er da pokkers mange dele i saadan et tingest, hver et havde jo sit navn; kommandoen var ogsaa anderledes. Vi havde jo ikke to aar til vor uddannelse, vi skulle helst være færdig i 14 dage.

Garnisonskommandanten holdt saa afhøring, det gik helt godt. Jeg fik derefter et hold paa 20 underofficerer og feldvebler til videre uddannelse. Der var ikke nogen anfordring fra fronten.

I slutningen af januar, kom der fra krigsministeriet forespørgsel om to befalingsmænd, som ville melde sig frivilligt til et særligt foretagende. Det skulle være folk med god uddannelse, god føring og som ikke havde været straffet. Hele uddannelsesmandskabet meldte sig. Jeg og en korporal blev udtaget, men hvad det var for et foretagende vidste vi ikke, vi skulle vente efter nærmere ordre.

Der gik saa nogle dage, saa kom der besked fra krigsministeriet at vi skulle møde i Berlin, her fik vi at vide hvad foretagende vi skulle deltage i. Vi skulle med en ekspedition til Mesopotamien.

Vi blev nu indkvarteret i Slottsgods kaserne, der kom flere fra alle verdenshjørner af Tyskland, vi var 150 mand ialt, flest befalingsmænd. Vor fører af ekspeditionsn var hertug Adolf Friedrich af Meklenborg, næstkommanderende kaptajn von Stylpnagel og grev Kanitz.

Vi blev nu inddelt i 4 maskingeværafdelinger, og en bjergfeltartilleriafdeling, med 25 mand i hver og en oberløjtnant som fører. Der var en tolk ved hver afdeling, det øvrige mandskab skulle danne etappe. Der var to overlæger som havde været flere aar i Afrika, de var godt kendt med tropesygdom og saa noget sanitetspersonale.

Først skulle vi allesammen til lægeundersøgelse igen, vi skulle prøve om vi kunne taale Chinin, det er nemlig modgift for malariafeberen. Vi var nu en mand for mange, der var saa to der skulle trække lod om hvem der skulle blive tilbage. Den ene var en feldvebel, en jøde, han græd han ville nemlig gerne med, man kan saagodt forstaa at han gerne ville ned og se sine forfædres land.

Jeg tror nok han stak den anden et par tusind mark for at trække sig frivillig tilbage. Men det kom jo heller ikke saadan an paa et par tusind mark. Han var nemlig fem gange millionær!

Nu var afdelingen jo inddelt, saa var det om at faa hele udrustningen samlet. Vi kørte i flere dage med lastbil til depoterne i Spandau og hentede varer. Hver mand blev udrustet med tre sæt tøj, alt nyt. To sæt kakhi og et sort uldent, samt linned og strømper, to par sko og en mægtig tropehjelm af kork. Fødevarer havde vi med til tre maaneder, mange kasser vin og medicin og andre medikamenter.

Hver afdeling var udrustet med fire maskingeværer, og hver mand med karabin og revolver. Artilleriafdeling med fire 3,5 kanoner. Altsammen til at skille ad, og der var nogle brædder med remme, hvor alt kunne blive spændt fast Det skulle jo være saadan at det kunne blive transporteret baade paa kamel og muldyr.

Og saa kom al den øvrige udrustning, saddel, bidsel og ammunition. Til hver afdeling et stort dobbelt telt, hver mand havde sin feltseng med madras og to dækkener, dertil kom saa samtlige kogegrejer.

Nu fik vi ogsaa lidt undervisning i tyrkisk og arabisk og de enkelte ord og tal skrev vi ned i en bog for bedre at huske dem. Hver enkelt mand fik nu fire dages orlov, for at tage afsked med. familie og venner, for det vil jo nok tage nogen tid inden vi kommer tilbage igen. Jeg tror heller ikke at vi allesammen ser vor hjemstavn igen.

I dag har vi d. 21. marts 1916. Klokken 12 aften drager vi afsted til det fjerne syden.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

20. marts 1916. 14 sønner og svigersønner ved fronten – og andre nyheder fra Sønderjylland

Senest ændret den 23. juli 2016 16:38

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Bom, pigtråd og grave tværs over landevejen!

Umiddelbart efter krigens begyndelse anbragte den tyske grænsevagt spærringer over adgangsvejene fra Danmark til Nordslesvig, bestående af bomme eller pigtråd. For en månedstid siden anbragte man på grænsen ved Hvidding tværs over landevejen lige op ad bommen et hegn af 11 rader pigtråd, så at det praktisk talt er umuligt at forcere stedet for uvedkommende, når der tillige ar vagt tilstede.

Imidlertid synes disse forholdsregler ikke at være tilstrækkelige, thi i de sidste dage har man umiddelbart op til pigtrådshegnet garvet en ca. 1½ meter dyb og ca. 1½ meter bred grav tværs over chausséen. For alle tilfældes skyld rådes der dog over nogle jernskinner og en del sveller, så der kan laves en bro, hvis det skulde indtræffe, at et køretøj må slippe igennem.

14 sønner og svigersønner med i felten.

Tærskemaskinejer Mølck på Nordstrand har 8 sønner og 6 svigersønner med i felten, og en niende søn er gendarm i Medelby. Alle er endnu hverken blevet syge eller har været sårede.

Et smørslag.

I tirsdags kom det til et formeligt smørslag foran andelsmejeriet i Elmshorn. Tilstrømningen var ifølge ”Elmshorner Zeitung” så stor, at mænd, kvinder og børn stod langt ud på gaden, og trængslen var ubeskrivelig; hatte og tørklæder blev under høje skrig revet af konerne, og flere personer blev ilde tilpas. Det tilkaldte politi lykkedes det atter at få orden i sagerne.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Snedkermester Christen Hansen fra Dybbøl er faldet den 24. februar i Frankrig.

Anton Møller og hustru i Toftlund har fået efterretning om, at deres eneste søn Peter Andersen Møller er faldet den 27. februar, 21 år gl.

En søn af drejermester G. Adolphsen i Storegade i Haderslev, Karl Adolphsen, er den 4. marts vestpå blevet hårdt såret i højre arms albue. Det er så meget strengere for den unge mand, som hans venstre arm i forvejen er noget stiv. Han ligger ifølge ”Dannevirke” nu i et feltlazaret.

Landmand Hans. J. Schmidt fra Birkelev ved Brøns, en søn af gæstgiver H.P. Schmidt i Roager, er i Frankrig blevet såret i venstre ben.

Niels Hansen fra Ris og Magnus Held fra Haderslev er hårdt såret, Peter Oster fra Vester Lindet, tidligere savnet, opføres nu som såret.

Mads Schmidt fra Bæk, tidligere savnet, er i fangenskab.

Karl Lüdeking fra Kolstrup (kredsen er ikke anført), tidligere savnet, er i fangenskab.

Hans Festersen fra Vollerup savnes.

20. marts 1916. Parade for general Hindenburg

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland. Fra midt i marts og til juli var han arbejdssoldat og ordnede veje og banelinjer.

Af Allan Otto Wagner

Den 14. Marts blev vi afløst og kom i Reserve i Krautsche, 22 km bag ved Pikstern. Der fik de, hvis Tøj var for meget medtaget, nyt Tøj, og vi bestilte ingen Ting uden at sove og spadsere omkring, som vi selv syntes.

Saa maatte vi til at gøre noget Ekscersits for at modtage Generalen, der skulde komme og tilse Forholdene. En Trediedel af Armeen var saa til Parade for General Hindenburg. Han stod paa en Tribune, der var bygget af samme Grund, og saa i en Kikkert.

Da Paraden var overstaaet, blev vi delt ind i Arbejdsgrupper. Saa kom vi til at gaa og gøre Veje og Banelinjer i Stand.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

19. marts 1916. Brunkager, røgede ål og franske granater

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac.

En Dag i Marts Maaned kom der Besked om, at naar nogen ønskede sig afløst, kunde han blive det, Vi, der havde været derude, da der var et Ælte uden Lige at gaa i, og som nu saa Foraaret paa Vej, vilde hellere blive end gaa den lange Vej derud om Aftenen og tilbage om Morgenen.

En Del blev dog afløst, og andre kom ud til os; men de, der lod sig afløse, fortrød det bitterligt bagefter, for Marchen frem og tilbage foregik ikke uden Tab. Vejene blev nemlig belagt med Spærreild.

En Dag, en Søndag, blev Lange og jeg enige om at gaa tilbage og købe os noget. Vi gik ind til Goignicourt og købte, hvad vi manglede og kunde faa,

Vi havde dog ikke omtalt, at vi gik, og paa Tilbagevej en blev vi beskudt. Vi skulde over en Eng, hvor Aisnefloden slog en Bugt. Vi gik lige til. En Spærreballon hang deroppe i Luften, men vi gik enkeltvis, og saa paa een Gang begyndte Franskmændene at skyde.

Jeg smed mig ned ved en Busk og fik en afskudt Gren ned i Nakken. Det sved. Jeg troede, at jeg var saaret og løb ind i Stillingen.

Der mødte jeg en Grenader. Han havde faaet hele Nakken fuld af Jord og Kridt. Han havde dukket sig, og nu maatte jeg hjælpe ham med at faa noget af det værste bort. Han skulde ind og tage Kvarter i Besiddelse, for Regimentet skulde afløses.

Mærkeligt var det, at der paa de Dage, hvor der skulde afløses, altid var mere livligt med Skyderiet.

Vi kom begge godt ud i Stillingen. Det var blot lidt Hudafskrabninger, jeg havde faaet; men vi enedes om ikke at sige, hvor vi havde været. – Var det gaaet galt, og var vi blevet saaret eller havde faaet en Fuldtræffer, var der ingen, der havde vidst noget som helst, saa havde vi været »savnet«.

Vi havde købt nogle Pakker brune Kager og nogle røgede Aal, som vi delte med dem derude. Til Gengæld skulde de holde Mund …

DSK-årbøger 1959

18. marts 1916. Jernkors i store mængder til Füsilierregiment 86

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Regiment ”Königin”.

Ved et byrådsmøde i Flensborg i tirsdags gav overborgmester Dr, Todsen ifølge ”Hejmdal” følgende meddelelse:

Kommandanten for infanteri-regimentet ”Königin” nr. 86, grev Kielsmannsegg, havde meddelet overborgmesteren, at regimentet ved en sejrrig storm den 27. februar havde ydet noget fremragende. Kejseren og kejserinden, regimentets chef, havde udtalt deres anderkendelse. Så snart regimentet igen var i ro, holdt kejseren parade over det og uddelte 3 jernkors af første og 50 af anden klasse; han agtede endnu at uddele 4 af første og andre 50 af anden klasse. De tab, regimentet havde lidt under stormen, kunne, hvor smertelige de end var, ikke kaldes store i forhold til resultatet.

Jernkors

18. marts 1916. Skideballer til befalingsmændene

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Og vor nye løjtnant holdt ord, både overfor menige og befalingsmænd. Altid mødte han selv op til tjenesten, og altid fik de herrer på kasketten, når de leverede dårlige kommandoer og for deres evige skælden ud, hvad de ikke kunne lade være med.

Løjtnantens egne kommandoer derimod blev smeldet ud, korte og klare og skarpe som bøsseskud.

Så hændte det en dag, da vi drog ud på en øvelse, at løjtnant Henkel ikke var med fra morgenstunden. Det skulle d’herrer befalingsmænd rigtig benytte sig af for at få luftet deres hævnlyst. Den situation skulle udnyttes, det mærkede vi snart. Vi marcherede ikke  ordentligt, vi sang ikke godt nok, og hvad de ellers kunne finde på at udsætte på os, og det skulle aves.

Øvelsespladsen var en vidtstrakt sandflade med noget langt græs  hist og her, og det var godt vådt, da det havde regnet hele natten og i morgentimerne med.

Ankommen til øvelsespladsen blev der kommanderet: »Spredt orden«. Og så gik det løs med: »March, march« – »Hinlegen- – »Sprung auf, march, march«, og så videre i den dur.

Altid måtte vi ned i de største vandpytter, altid ned i det tætteste græs.

Da det havde stået på en lille halv times tid, blev kompagniet samlet, for bøsserne skulle efterses. Før øvelsen var mundingshætterne blevet kommanderet fjernet, og nu var alle bøsserne, hvad der også var meningen, godt tilproppet med sand, ja, nogle endda så stærkt
medtaget, at låsene ikke kunne tages ud.

Der blev nu ordentlig ballade. Vor kære officersstedfortræder fik lejlighed til at opfriske hele sit forråd af skældsord, eder og forbandelser over os, og størstedelen af mandskabet blev noteret til strafeksercits.

Men under den sidste del af øvelsen havde Henkel – højt til hest – holdt ovre i udkanten af en granskov og fulgt hele begivenheden gennem sin kikkert. Ingen af befalingsmændene havde lagt mærke til ham, derimod mange af os, fordi vi havde fronten den modsatte vej.

Vi morede os indvendig, da vi anede, hvad der ville komme. Og  ganske rigtig, før bøsse eftersynet var endt, faldt hammeren, thi Henkel sporede sin hest og kom i susende fart over imod os.

Der blev råbt besked til vor øverstkommanderende, men denne fik kun lige tid til at lade kompagniet stå »ret«, før løjtnanten var der.

Endnu før der kunne afgives melding, kommanderede Henkel: »Rührt euch«. På den for ham særegne måde gav han nu stedfortræderen sin bekomst, og det uden at bruge skældsord eller eder. Han sluttede: »De går omgående tilbage til Deres kvarter. Jeg idømmer Dem tre dages stuearrest. Afmarch!«

De øvrige befalingsmænd fik, også deres skylle. Så lod han dem træde ind ved deres gruppe, og vi fik derefter alle forklaret, at det ikke afgjort var nødvendigt at smide sig ned i et vandhul, når der blev kommanderet »Hinlegen«, men at vi godt måtte tage et par skridt for at komme udenom; det, det gjaldt om, var at få sig dukket så hurtigt som muligt.

En anden gang var det den anden af vore »fortrædere«, der gik i vandet. Han havde ført os ud på øvelsespladsen, hvor han havde ladet os sætte bøsserne sammen og som sædvanlig ladet os træde an foran disse. Efter at der var rettet ud, kommanderede han: »Se lige ud«, og derefter: »Se til højre!«. Selvfølgelig røg alle næserne til højre.

Men det var slet ikke meningen, thi løjtnanten holdt nede foran venstre fløj, og kommandoen skulle have været: »Se til venstre«, da det naturligvis var ham, vi skulle se på. Da nu alle næser ryger den forkerte vej, farer den onde i vor »fortræder«, og han peger hen mod løjtnanten, idet han råber: »Verfluchte Saubande, wollt ihr dahin sehen«.

Det løb mig koldt ned ad ryggen; thi jeg var straks klar over, at nu gik det galt. Løjtnanten råbte også i samme nu: »Ruhrt euch«, sporede sin hest og red lige ind på synderen.

Med en stemme så kold som is tiltalte han nu denne med rang og navn og sagde: »De har straks at gå til Deres kvarter og blive der, til De får nærmere ordre. De har tildelt mig den største fornærmelse ved foran det samlede mandskab at pege med fingeren på mig. Jeg lader sagen indberette, så De kan få Deres straf«,

Han slap dog med tre dages stuearrest ved bagefter at give  feltwebelløjtnanten en undskyldning for sin fejltagelse og opførsel.

DSK-årbøger 1968

17. marts 1916. Gensyn ved Hartmannsweilerkopff – og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Gensyn i felten.

Brødrene Mads og Nis Lildholdt fra Nørby ved Løjtkirkeby har ifølge ”Hejmdal” uventet truffet hinanden nede i Elsass ved Hartmannsweiterkopf.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Johansen Nielsen, en søn af maskinbygger Nielsen i Kolstrup ved Åbenrå, er faldet ved Verdun, 42 år gl.

Feltbreve til gefreiter Bollerup fra Vandling er i disse dage kommet tilbage med udskrift ”faldet”. Han blev 22 år.

Ifølge den sidste tabsliste er Hans Christensen fra Tyrstrup død af sine sår på feltlazaret nr. 8.

Adser Obling fra Øster Råbølling, Peter Christensen fra Dynt og Jens Jørgensen fra Sverdrup er savnet.

Ch. Bøgh fra Haderslev, Jørgen Andersen fra Tumbøl, Hans Petersen fra Raftrup, Nis Schmidt 2. fra Vollerup og Peter Reinhold er i fangenskab.

17. marts 1916. Rekrut i Graudenz

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Jeg er fra Gøtterup i Tirslund sogn og hører til de yngre årgange. Min soldater- og krigstid begyndte først i marts 1916.

Indkaldelsesordren, den længe men ikke med længsel ventede, kom i februar måned, og sammen med 18 andre stillede jeg i Haderslev.

For mit vedkommende, jeg var udtaget som pioner, gik rejsen til Graudenz.

Her havde vi en kompagnifører, en tyk fordrukken karl, med en mave så stor, at den hvilede på hestens nakke, når han var til hest, og det var han altid, når han var i tjenesten.

Desuden beklædte han også posten som kantinevært, hvad der åbenbart interesserede ham mere end vor uddannelse. Det kunne for så vidt også være os ligegyldigt, hvis ikke denne »hobby« havde været betroet til et par officersstedfortrædere, hvis eneste  saliggørende mening var denne, at »Schliff« og atter »Schliff« var det eneste, der kunne gøre os til duelige soldater og duelige til at »føre krig«. –

Men til alt held for os fik vi en anden kompagnifører, og hans debut gav os en antydning af, at det kunne give en anden »Herom« i dette
stykke.

Mens vi en af de følgende dage var ude i tjenesten, mødte han, og han var også feltvebelløjtnant, mødte han nemlig op for at se på øvelserne.

Efter nogen tids forløb lod han kompagniet kalde sammen, og vi blev præsenteret for ham som vor nye kompagnifører: »Herr  feldvebelløjtnant Henkel aus Berlin!« Han var en høj og slank herre med sort hår og ditto overskæg, altså også i det ydre en komplet modsætning til vor »kantinevært«. At han også var det med hensyn til tjenesten, det fik vi snart en fornemmelse af.

Han holdt en kort tale for os, hvori han meddelte, at han nu skulle overtage ledelsen af kompagniet. Det glædede ham, sagde han, for han kunne se, at vi var raske og flinke fyre.

»Men«, fortsatte han, »efter at jeg har overværet øvelsen, er jeg klar over, at kommandoen her er meget mådelig. Det forekommer mig, at befalingsmændene afgiver dårlige kommandoer, og – som det synes mig – bare at få lejlighed til at skælde ud og chikanere bagefter. Jeg har på fornemmelsen, at det er noget, de herrer kan, altså skælde ud, bedre end kommandere. Men De må lære det! Når jeg nu overtager ledelsen, så må de herrer indrette sig på at afgive ordentlige  kommandoer, så de kan få lært rekrutterne at blive gode soldater.

Tiden til uddannelsen er knap, og forplejningen nøje tilmålt, hvorfor jeg absolut må have mig unødige strabadser og unødig »Schliff« frabedt. Mærk Dem det, mine herrer!«

Så knaldede han hælene sammen og hilste: »Auf Wiedersehn!« og forsvandt, inden den forfippede officersstedfortræder fik samlet sig sammen til at lade kompagniet stå »ret«.

… fortsættes

DSK-årbøger 1968

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

16. marts 1916. Panik! Gasangreb! Men hvor er gasmaskerne?

Jacob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto.

Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.

Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.

Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.

Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …

Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.

Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …

Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle  hakkes løs,

Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.

Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«

Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravekanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.

På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –

Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.

Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.

Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.

Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…

Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.

Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …

DSK-årbøger 1959