Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

29. juli 1916. Jakob Moos undslipper fronten

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme-fronten. Efter indsats i forreste linje, var hans kompagni blevet trukket ud.

(… fortsat)

Af mine kammerater fik jeg at vide, at vi skulle blive liggende ved klosteret et døgn, hvorefter vi atter skulle sendes frem. Jeg spekulerede en del over denne meddelelse og var klar over, at jeg indtil nu havde været mere end heldig. Jeg var sluppet godt fra det  hele, men — ville det gå lige så godt næste gang?

Jeg havde på fornemmelsen, at udsigterne var meget små. Denne forudanelse fik mig til at gå til vor kaptajn. Jeg meldte mig syg. Kompagniføreren sendte mig til lægen. Denne opholdt sig i  klosterets kælder, hvor der var forbindingsplads. Da jeg kom derned, var han fuldt optaget af de overordentlig mange sårede, som ventede på at blive forbundet. Han havde ikke tid til at se på mig. Det var vel min lykke, for jeg fejlede sandt al sige intet. Jeg var kun  dødtræt og udaset efter de sidste dages store anstrengelser.

Lægen gav en sanitetsoldat ordre til at anbringe en  indlæggelsesattest på mit bryst. Jeg skulle på lazaret. Jeg var henrykt og skyndte mig til kaptajnen for at meddele ham resultatet, og så tog jeg til hovedforbindingspladsen i Ligny. Mit gevær og mine patrontasker smed jeg bort. Hvorfor skulle jeg slæbe på disse ting? Jeg var ikke mere i første kompagni i regiment 31 og var overbevist om, at jeg aldrig nogen sinde kom tilbage tjl det.

En time senere var jeg i Ligny og meldte mig på forbindingspladsen.  Der herskede en uhyre travlhed. Ambulancerne bragte uafladelig sårede tilbage. Mange af de hårdtsårede var afgået ved døden under transporten. De blev lagt hen i et hjørne af gårdspladsen.

Ved middagstid kørte en stor rutebil frem. Den kunne tage omkring ved halvtreds mennesker. Jeg var så heldig at komme med den. Ved siden af mig sad et par sårede englændere, som var taget til fange. Den ene var såret i armen, den anden i benet. De var vældig forbitrede på os og viste os al den foragt, de kunne få skrabet sammen. Når vi talte til dem, vendte de hovedet til en anden side.

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume
Engelske krigsfanger

Vi kørte vel to timer og kom så til en samleplads. Her var der sårede i tusindvis. Dagen var meget varm. Vi lagde os ned i skyggen af nogle høje træer. Man serverede kaffe i mængder og lige så meget brød med marmelade, som vi ville have. Da ingen af os havde spist nævneværdigt i de sidste to til tre dage, var det utrolige mængder, vi satte til livs. I det fjerne hørtes utydeligt kanontorden, og det var en behagelig fornemmelse at være uden for skudvidde. Nu talte vi  indgående om, hvor vi mon ville komme hen. Nogle mente, at vi ville komme til Belgien.

Ved fem-tiden om eftermiddagen gik alle, der kunne gå selv, op på stationen. Vi tog plads i et lazarettog, der vel talte omkring ved halvtreds vogne. På stationen var der lige ankommet et tog med  forstærkningsmandskab. Det var mest helt unge mennesker, der ikke tidligere havde været ved fronten. Synet af alle de mange sårede undlod ikke at gøre et dybt indtryk på dem.

Henimod aften kørte toget. Sygepasserne fortalte, at man medførte proviant til tre dage. Der forestod derfor en lang rejse.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

29. juli 1916. Hele Sønderjylland efterhånden flyttet til Østafrika!

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

28. juli 1916. Østafrika: Forberedelser til en stor safari

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg kom i disse Uger til at føle mig ensom i Dar-es-salam og mere end halvked af mit Arbejde. Der kom en Uro og Stundesløshed over mig, og det var mig velkomment, da Stache en Dag telegraferede til mig: — Gør Dem klar til at forlade Daressalam med Timers Varsel. Rejs til
Morogoro, saa snart de faar Ordren.

Jeg kaldte paa Ramasan og sagde til ham: — Du maa nu pakke mine Sager sammen og dine egne med, hvis du vil følge mig. Inden længe drager jeg ud paa en stor Safari, og der vil gaa Maaneder, ja, maaske  Aar, inden jeg kommer tilbage til Dar-es-salam. Maaske vender jeg ikke tilbage, før Krigen er endt. Vil du følge mig, eller bliver du her hos din unge Bibi.

— Jeg følger dig overalt, hvor du gaar, Bwana, svarede Ramasan uden at tøve et Øjeblik.
— Men maaske kommer vi i Kamp, Ramasan, og maaske bliver jeg dræbt, og du bliver ene tilbage. Hvad saa med dig? Var det saa ikke bedre, at du var blevet her hos din Bibi.
— Jeg siger dig, Bwana, svarede Ramasan jævnt og uden at betænke sig, jeg vil aldrig forlade dig og altid blive hos dig, til den Dag kommer, da du ikke længere har Brug for mig, eller den Dag, du bliver dræbt. Maaske vil det ske snart, maaske varer det længe endnu — amri ya mungu — det er Guds Villie.

Jeg blev rørt over dette smukke Svar, hvis Ordlyd paa Kisuahelisproget jeg husker endnu i Dag, og hvis Storhed først efterhaanden er gaaet op for mig. Undertiden former de Sortes Sprog sig af sig selv til en ejendommelig, næsten bibelagtig eller sagaagtig Højhed. Jeg har hørt det ofte, men sjældent saa smukt og klart som denne Dag i August, da Ramasan og jeg stod og skulde gøre os klar til den store Safari.

Jeg gav Ramasan Penge til at købe Forplejning for en længere Tid til sin Hustru, men før han gik, sagde han til mig:
— Naar vi nu drager paa Safari, Bwana, og jeg skal koge din Mad, saa er det nødvendigt og ogsaa Skik, at der er en anden Boy med, som kan bære dine Sager, naar de bliver for tunge for dig, og som kan gaa mig til Haande. Jeg kender en, som gerne vil i din Tjeneste, og hvis du
ønsker det, saa skal jeg tage ham med, naar jeg kommer i Morgen.

Derpaa hilste Ramasan Godnat og gik hjem til sin unge Kone, der boede i Negerbyen.

Jeg havde dengang en uværdig Mistanke om, at jeg aldrig vilde faa ham at se mere, men det blev ogsaa sidste Gang, jeg kom til at fatte Mistanke til Ramasan.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

28. juli 1916. Jakob Moos: “Jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne”

Skriv en kommentar

Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.

(… fortsat)

Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.

Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.

Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.

Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.

Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.

Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.

Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.

Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.

Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den  værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

27. juli 1916. “Her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham …” Nikolaj Kræmer ved Somme.

Skriv en kommentar

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet blev indsat ved Somme i juli 1916

I de sidste Julidage i 1916 fik Bataillonen tildelt For­stærkningsmandskab, saa Kompagnierne kom op paa 285 Mand hvert.

Vi marcherede mod Somme-stillingen, hvor vi skulde indsættes i de haarde Kampe, som da fandt Sted her. Vi afløste Res. Regt. 86 [RIR86], som praktisk talt var udslettet; de modtog os med Ordene: „Her er ikke godt at være,” og det viste sig at være sørgeligt sandt.

Jeg kom med en Kammerat til at ligge i et Granathul, som vi prøvede paa at gøre lidt dybere; men vi fik kun gjort nogle faa Spadestik, før vi stødte paa en død Soldat. Det fik os til at flytte over i et Hul ved Siden af. Her var Resultatet dog det samme. Vi var klare over, at det ikke nyttede at flytte igen.

Før Dagen gryede, var vort Hul fyldt med Jord; men foran os saa vi, at der var opstaaet et nyt Granathul, og da det var stort, tog vi det i Besiddelse. Heri laa tre døde Soldater. Vi havde altsaa Selskab.

6a44-099 døde englændere

I Stillingen her var der ustandselig Kamp. Om Natten holdt Halvdelen af Mandskabet Vagt. Vi to stod Vagt en Time ad Gangen, saa kunde den anden sove lidt.

Engang vækkede min Kammerat mig og sagde, at det nu var min Tur. Da jeg var kommet paa Benene, saa jeg paa mit Ur og opdagede da, at han havde vækket mig for tidligt. „ Ja,“ sagde Kammeraten, „men her foran kravler en Englænder rundt; jeg kan ikke skyde ham, nu kan du gøre, hvad du vil.“

Med et „Hvorfor skulde han skydes?” overtog jeg Vagten.

Jeg lagde nøje Mærke til ham; han kravlede i en Fordybning, som før Beskydningen havde været en Grøft. Den var kun at se fra det Sted, hvor jeg stod. Nu kravlede han fra den ene døde til den anden og betragtede dem i Ansigtet. Han var fuldstændig ubevæbnet.

Efter en Stund kravlede han igen paa Maven over til den engelske Stilling og blev ganske roligt liggende foran den.

I et Øje­bliks nogenlunde Stilhed raabte jeg paa Dansk: „Gaa nu hellere hjem!”

Han rullede op over den opkastede Jord­vold og var borte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1952

Krigens forløb

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

Krigens forløb

26. juli 1916. Ved Arras: “Det begyndte at regne med granater omkring os.”

Skriv en kommentar

Fr. Møller, Aabenraa, gjorde krigstjeneste ved IR464 i Første Verdenskrig. Efter endt lazaretophold kom han på rekonvalescens i Flensborg og Højer. Men efter et halvt år i fred her, kom han retur til fronten.

En dag meddelte man os, at de stærkeste og krigsduelige mænd måtte regne med at overgå til tjeneste ved fronterne, og jeg fik besked om at tage tilbage til Flensborg. Det var omkring den 1. juni 1916. Vi var i trist humør, da vi i den begyndende sommertid måtte, forlade det stille og rolige Højer og indstille os på at skulle til fronten.

Jeg kom altså igen til Flensborg, og dagen efter begyndte eksercitsen og øvelserne i terrænet. Efter fire ugers forløb kom udtagelsen til fronten, og efter få dagsrejser var vi da atter midt i det.

Det var i midten af juli 1916. Vi blev indsat mellem Arras og Douai. Det var et trist sted. Skyttegraven var i en dårlig forfatning, dækningerne meget svage. Desuden fik vi ofte besøg af fjendernes granater og miner, og maskingeværsalver strøg ofte ud over egnen. Adskillige steder havde vi kun granathuller at søge læ i, og disse var forbundet med hinanden ved smalle løbegrave.

Jeg fik sammen med en ung kammerat fra Mecklenborg anvist et sådant granathul.

Man havde sikret det lidt ved at lægge bjælker over det, og oven på disse igen jord. Engelske kanoner havde allerede tidligere haft dette granathul som mål. — Jeg prøvede derfor allerede den første nat at gøre vort opholdssted mere sikkert ved at kaste endnu mere jord ovenpå; men allerede den næste morgen fik vi at mærke, at  englænderne havde observeret os.

Det begyndte at regne med granater omkring os. En gik tværs igennem vor hule, og havde vi ikke omgående smidt os ned, havde
det været ude med os; men nu fløj splinterne hen over os.

Når englænderne havde opdaget os, var fejlen sikkert min, for jeg havde arbejdet med at sikre vort opholdssted lige til den lyse  morgen.

Englænderne var naturligvis ikke interesseret i at have os så nær inde på deres linier.

Vi havde for resten nok at gøre i vor stilling, for når vi ikke stod vagt, skulle vi hjælpe pionerfolkene med at slæbe planker, pigtråd og  andet frem, og da sådan noget jo ikke kan gå for sig helt lydløst,  fandt de engelske granater og maskingeværer også vej herhen.

For mig var opholdet i granathullerne en slem omgang. Jeg kom jo lige fra hjemlandet og var slet ikke vant til sådanne strabadser, og  hvor jeg før havde været ved fronten, havde vi haft ordentlige skyttegrave og dækninger. Men i den tid, vi lå her, 13 km øst for  Arras, slap vi dog for fjendtlige angreb.

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

26. juli 1916. Jakob Moos ved Somme: “Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede.”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Vestfront Stormet skyttegrav

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

"Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

25. juli 1916. H. Rathje græd: Franske flygtninge på vej ud af Peronne

Skriv en kommentar

H. Rathje, Ragebøl, fortæller om en episode i Peronne

Det var i 1916 i Sommeslaget, en af de sidste Dage i Juli. Den stærke Trommeild, som varede i 8 Døgn, var hørt op. Civilbefolkningen søgte uophørligt tilbage bag første Linie. I Peronne saa jeg et Syn, som har brændt sig fast i min Bevidsthed.

Paa Raadhuspladsen staar en Statue af Jeanne d’Arc. Her havde en Bataillon Infanteri faaet et stort Anker Cognak paa flere Hundrede Liter anbragt, og iført al Slags Civil tøj, med høj Hat eller anden civil Hovedbeklædning, drak de sig fra Sans og Samling.

Saa kom et Tog af Hestekøretøjer paa en 4-5 km Længde, i Bunden af Vognene var der stuvet det allernødvendigste Sengetøj og lidt Køkkentøj, ovenpaa sad tæt pakket gamle Mænd og Kvinder, unge Mødre og Børn, tavse og alvorlige, men da de saa de forklædte og fulde Soldater, knyttede de deres Hænder og spyttede efter dem, nogle græd. Ogsaa jeg græd.

En Soldat tilraabte mig: „Bist du schon so besoffen Kammerat!”

Jeg tænkte paa mit Hjem, paa Far og Mor.

DSK-årbøger, 1945

Krigens forløb

25. juli 1916. Verdun: Træning for stormen

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.

Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.

Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.

Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.

For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.

Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.

Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –

Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.

Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.

Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –

Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

24. juli 1916. Russeren stod med hænderne i vejret og smilede

Skriv en kommentar

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

(… fortsat fra 23. juli 1916)

Der var blevet sagt, at vi skulde blive der paa Stedet 2 Dage. Næste Morgen — altsaa den 24. blev vi imidlertid vækket Kl. 2½ og maatte atter af Sted.

Efter en længere March naaede vi de tyske Artilleristillinger og forblev foreløbig nogle Timer der i Ly af en Granskov. Forude hørtes Kanonerne og heftig Geværild.

Vi var forberedt paa at skulle i Ilden.  Det varede ej heller længe, før vi fik Ordre til Opbrud. Det var øjensynligt Meningen, at vi skulde angribe i venstre Flanke; ad en lang Omvej blev vi ført omkring og stillet op i Skyttelinje. Saa gik det fremad.

Da vi havde svinget omkring, var Russerne imidlertid atter undvegne — som sædvanlig.

Der kom nu Befaling til Fremrykning. Foran os havde vi en stor 7-8 Km. dyb Skov. Sammen med flere udvalgte blev jeg sendt gennem Skoven for at opspore og eventuelt tage bortsprængte Russere til Fange. Ikke for Russernes Skyld, af hvilke vi fangede 3.

Men Skovbunden var saa ujævn, at Fremrykningen var forbundet med de største Besværligheder. Den ene Russer, vi fangede, stod bag et Træ. Bøssen havde han stukket med Bajonetten i Jorden. Han stod med Hænderne i Vejret. Da vi kom hen til ham, og han saa, at vi ikke gjorde ham ondt, smilte han over hele Ansigtet.

Det var en flink ung Fyr. Han var meget lykkelig, da vi gav ham lidt at drikke.

Endelig naaede vi ud af Skoven. Der laa en Landsby, hvorfra vi skulde bøje af til højre, ned mod Jernbanelinjen fra Chadow til Ponawjesch.

Knapt var vi kommen ind i Landsbyen, før vi fik en Hilsen fra Russerne i Form af flere velrettede Granater. Vi søgte hurtig Dækning og blev liggende i Ly af et Hegn nogen Tid.

Det var blevet Aften, imod Øst oplystes Himlen af flere store Skovbrande. I den By, hvor vi skulde støde til vort Regiment, brændte det ogsaa. Var Byen endnu besat af Russerne? Kunde vi risikere at fortsætte? Jeg blev af Løjtnanten sendt frem for at undersøge, om Vejen, resp. Vejgrøften bød nogen Dækning.

Halvt krybende sneg jeg mig frem, men Vejen var ikke udhulet, og Grøften var ikke 25 Cm. dyb. Vi maatte derfor ad en lang Omvej  tilbage. Flere Gange var jeg lige ved at segne af Træthed.

Da vi kom tilbage hen paa Natten, spurgte Kompagniføreren, hvordan det var gaaet os. Jeg lagde ikke Skjul paa, at det havde været en temmelig anstrengende Tur. Han svarede, at det var uundgaaeligt under Forfølgelseskampe, som dem, vi deltog i.

Næste Morgen — den 25. — blev vi vækket Kl. 2½, og Fremrykningen fortsattes. Heldigvis kom Regimentet snart i Kvarter paa et større Gods ved Floden.

Badning efter aflusning

I Formiddags har vi badet og ligger nu og soler os i Parken.

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.

Krigens forløb

24. juli 1916. Brev fra Frits Clausen

Skriv en kommentar

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Pavlovo Posad d. 24.VII.1916.

Kære Herr Rasmussen!

Nu har vi havt 2 store Glædesdage lige kort efter hinanden. Den første bragte os de første af de ventede Landsmænd og den anden Deres kære Brev med Fotografierne og Servietterne fra 6. Juli.

De nyankomne er: Jens Hansen fra Storde ved Bredebro Landv. Rgt 84. og Ottensen Dall fra Birkelev ved Skærbæk. Res. Inf. Rgt 223.

Det var jo ikke mange, men om saa bedre er Sindelaget paa dem.

De bragte os Navnene paa flere andre, der er i Persia (rimeligvis paa Arbejde). Da de ikke var paa Listen, men dansksindet, har jeg strax indberettet Navnene til Moskau. Vi venter paa Resten hver Dag. Jeg
skal nok meddele Navnene, Hjemsted og Rgt. Nummer saa snart de er kommen.

Jeg forstaar ikke at der ingen kommer fra Fronten der maa da være kommen nogle i Fangenskab nu i den senere Tid.

Frits Clausen
Frits Clausen

De skriver om at være forsigtig. Ja, det er vi ogsaa nu. For uforsigtige
Ytringer i Breve til Slesvig kan De nu være rolig. Kommandanten
her censurerer nemlig alle Breve og Kort inden de gaar ud af Lejren
og hans Tolk for den danske Correspondances Vedkommende er jeg.

Jeg giver alle Kort og Breve til Slesvig, der indeholder det allermindste om vor Særskillelse tilbage. Den Vej kommer der ingenting, men der kan jo endnu fortælles noget fra Danmark. De fleste af os her skriver jo til en Slægtning ved Grænsen, der saa skriver Indholdet af Brevene hjem til Familien. Den Vej kan vi jo ikke stoppe. Jeg har imidlertid advaret Kammeraterne og nu efter at De har skrevet det samme skal alle nok være yderst forsigtige.

Vi trøster os jo med at der ikke bliver ret meget tilbage af Tyskland, for skal vi derigennem vil vi vist ikke alle kunne undgaa  Ubehageligheder. De maa erindre, at der i denne Lejr kommet mange Fanger, der skal paa Arbejde, deriblandt ogsaa Tyskere. Vi kan endda nok komme ud med dem i de Par Dage, de er her, men værre er det med de andre Nationer som Serber og Tjekker, naar de hører nogle højrøstede prøjsiske Talemaader en Gang imellem.

Serberne har endog flere Gange ladt de tyskvenlige deres Uvilje mærke ret følsomt. Det vilde derfor være os en stor Glæde om vi efter Krigen ikke behøvede at skulde gennem Tyskland, men kunde stige i land paa Toldboden som danske Undersaatter. Ja, hvor vilde denne Gensynsdag da blive til en Helligdag for os, der ikke taler om meget andet nu end alle de Fremtidshaab Freden vil opfylde.

De skriver om Skolehold i de andre Lejre. Jeg havde her faaet et Kursus i russisk i Gang. Det var en nyvunden Ven og Kammerat af mig, en tjekkisk Ingenieur, der var saa venlig at vilde lære os det. Han taler det perfect. Men beklageligvis gik det efter kort Tids Forløb igen i Staa og Skylden laa hos Danskerne. Der er i det Hele for meget af den gamle Jydenatur i de fleste her.

Saa jeg havde tænkt paa at faa nogle Foredrag i Gang om vort egen Folks Historie. Vi har jo nogle Bøger, man nok kunde bruge som Haandbøger. Jeg fandt dog ingen stor Interesse og vilde derfor vente med at begynde paa det, til Vejret ikke tillod os at være saa meget ude. Det er saa uhyre beklageligt at man ikke kan faa saadan noget i Gang, tilmed da vi havde det i Sibirien med Tydskerne. Men det kommer nok. Jeg skal nu, opmuntret af Deres Brev begynde paa ny og nu skal det prøves. Hav derfor Taalmodighed til næste Brev, saa kommer der en Meddelelse derom.

Bøger tror jeg ikke vi mangler. Det skulde være en dansk  Literaturhistorie og maaske ogsaa en Grammatik. Hvis det ikke er for meget vilde jeg gerne bede om en dansk-tydsk Ordbog til en polsk Student, der flittig lærer dansk. Der existerer vist ingen  dansk-polsk Ordbog, ellers havde det jo være at der kunde findes en ung dansk Philologus der vilde forære ham en saadan.

Det er en uhyre intelligent Mand, der har studeret sit Folks Sprog og Historie og ved at fortælle derom med en Kærlighed og Varme, man kan misunde ham. Jeg beflitter mig at henlede hans Opmærksomhed paa vort lille Fædreland og er næsten ved at tro at mine Ord har vakt en varm Interesse hos ham. Det vilde glæde mig, om der skulde findes en ung Student derhjemme, der vilde sende ham Bogen. Maaske den kunde sendes ham direkte.

Hans Navn er Biel. Addressen ellers som vor. Han er en Ven af os alle, ligesom Tjekkerne og det er en Glæde at høre disse fremmede
Folkslag prise Danskerne her. Det tror jeg nok at kunde sige uden at
overdrive, at vi har gjort vort Folk Ære her i det Fremmede.

Ja, nu havde jeg nærved glemt at fortælle Dem om, hvor dejligt det
ser ud i vor Haveanlæg. Tænk alle Valmuer staar nu med de dejligste
Blomster.

Det er rigtig de gode varme Farver af vort gamle Flag. Jeg
havde forleden en stor Bouquet med til nogle polske Damer i et stort
Hospital her i Nærheden, hvor der nu for Tiden ligger en af os i Malaria. (Han er rask og kommer hjem i Morgen) og deres Beundring
kendte ingen Grænser. Jeg sagde til Dem: “Ja, tænk saa, at denne
Blomst af mange Landmænd derhjemme kaldes for Ukrudt. Hvordan
tror De ikke, at det maa være i et Land, hvor man har sligt Ukrudt.”

Jeg er jo nemlig bleven Feltskær nu i Lejren og kommer derfor
udenfor Murene en Gang imellem i Ærinde til Apothek eller Hospital.

Jeg er rigtignok ikke færdig med alt, hvad jeg vilde skrive, men paa
Grund af Censuren vil jeg dog slutte med en hjertelig Hilsen fra os
alle 26 til vort gamle Land, vore Velyndere, men ganske særlig dog til
Dem vor kæreste Herr Rasmussen.

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

Krigens forløb

23. juli 1916. Hvorfor skyder russerne ikke?

Skriv en kommentar

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

(… fortsat fra 22. juli 1916)

Vor Skyttelinje er kommet ind i en uendelig Kornmark. Kornet staar højt. Det naar os til op over Brystet. De drivvaade Aks pisker imod Ben, Underkrop og Arme. Vandet driver ned ad én. Men der er ingen Ende at se, Marken breder sig stadig videre ud foran os.

Hvorfor skyder Russerne ikke? Venter de maaske til vi er kommet saa nær, at de kan nedmeje os med deres Maskingeværer? —

Hver Gang vi maa op over en Bakkekam, stirrer vi med Ubehag ind mod Byen, ventende, at en Regn af Kugler skal slaa os i Møde. Og hvilken Dækning har vi saa? Før vi faar os nedgravet, er vi alle nedmejet. Kornet, der staar os til Brystet, byder vel Skjul, men ingen Dækning mod Kugler.

Dog, Centrum har allerede naaet Byen, bryder gennem Haver og Hegn ind i Forstaden. Russerne kan ikke mere være der. De maa have benyttet Mørket mellem 12 og 2 til at undfly.

Vi svinger i en stor Kreds om Byen, der nu er fuldstændig indesluttet.

Allerede gives Befaling til videre Fremrykning. Men mange vilde ikke være kommet med. I Erkendelse heraf gives der da ogsaa Ordre til Samling i Byen.

Gennem snavsede Gader drager vi ind i Byen, faar anvist Kvarter, og Løfte om en Dags Hvil. Byen hed Chadow.

For rigtig at nyde Hvilen, skynder vi os med at faa Halm slæbt sammen til at ligge i. Der hentes Vand, koges Kaffe, skiftes Fodtøj.

Lige er vi naaet saa vidt, saa kommer Befaling: 9. Kompagni skal paa Forpost. Altsaa af Sted igen, 4-5 Km. frem.

Det var haardt, men hvad hjalp det. Vi maatte af Sted. Ankommen paa Stedet fandt vi en lille Landsby, hvor Russerne øjensynligt ikke havde faaet Tid til at tage alle Levnedsmidler med. Af Beboerne kunde vi nemlig købe Æg og Mælk. Det var længe siden, at vi havde smagt saa herlige Retter.

Vi var gaaet ud fra, at vi skulde faa Lov til at ligge der hele Dagen.  Men Skuffelsernes og Lidelsernes Maal var ikke fyldt endnu. Ved Middagstid kom der Ordre til Viderefremrykning. Vi kom ud paa Chausséen, hvor Kavalleri, Artilleri, Infanteri, Bagage etc. drog forbi i et endeløst Tog. Snart blev ogsaa vi indrangeret, og saa gik det videre, stadig videre i Eftermiddagsheden, Støv og Benzindunst fra Automobilerne.

Folkene laa langs Landevejen, havde Tornyster og Bælte løsnet for bedre at kunne faa Luft. Kompagnierne svandt yderligere ind. Da vi om Aftenen slog Lejr, var kun faa tilbage, flere indfandt sig i Løbet af Aftenen, enkelte først flere Dage senere.

Om Aftenen — altsaa den 23. fik jeg en 6-7 Pakker med Breve og Aviser. Det var en stor Trøst.

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet

Krigens forløb

22. juli 1916. Østfronten: “Den kommende dag ser blodig ud …”

1 kommentar

Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.

Jeg har i de sidste Dage ikke haft Tid til at skrive, men vil nu fortsætte der, hvor jeg slap sidst.

Det var altsaa den 22. om Aftenen. I et uendeligt langt Tog sneglede Regimentet videre i Mørket. Til venstre for os i det fjerne lyste en Ildebrand imod Himmelen.

Regimentet saa saa langt ud, at vi mente, det var en anden Division, der gik frem der. Imidlertid forandrede vi pludselig Kurs netop i Retning af det lysende Baal.

Skulde det virkelig være Maalet? Var Baalet maaske tændt for at vise vore Kolonner Vej.

Klokken blev efterhaanden mange. Jeg var nærved at segne om. 

Man begyndte at høre Kanontordenen, senere ogsaa Geværild i den nævnte Retning. Skulde vi maaske føres frem til Angreb?

Ordonanser kom os i Møde og udsendtes fra os. Jeg spurgte vor Løjtnant, hvad der gik for sig. „Jeg ved intet“, svarede han, „og spørger jeg vor Kompagnifører, faar jeg et afvisende, undvigende Svar.“

Af og til afbrødes Marchen. Gevær- og Maskingeværilden lød stadig nærmere. Hver Gang, der blev gjort Holdt, kastede vi os ned paa Marken ved Siden af Vejen, uden at ænse Fugtighed og Kulde. Vi var jo i Forvejen gennemblødte.

Kl. 1 blev de enkelte Kompagnier stillet op med Front imod den brændende By. Vi stod i Dækning i en Dal. Øjensynligt skulde vi frem til Angreb; Byen holdtes endnu af Russerne. Straks gik det dog ikke løs.

Vi fik Ordre til at lægge os ned. Trætheden overmandede os, og trods Vand og Kulde henfaldt vi snart i en halvsovende Tilstand, ude af Stand til at samle os til en klar Forestilling om, hvad der gik for sig.

KL 3½ hed det pludseligt „Auf“!

Vi fo’r op, tumlede til Geværerne og blev opstillede i Skyttelinjer med Front mod Byen. Saa gik det fremad. Kanonilden, som havde vedvaret hele Natten, hørtes endnu, men jeg lagde dog Mærke til, at Shrapneller og Granater ikke saa meget eksploderede over Byen, som bag Byen.

Skulde Russerne atter have „geturmt“, d. v. s. være paa Tilbagetog?

Det gik stadig fremad. Vi var i første Linje, paa yderste venstre Fløj.

Oppe paa de Bakker, vi passerede, kunde vi se de lange halvcirkelformede Skyttelinjer nærme sig Byen fra tre Sider.

Hvad man tænker paa i et saadant Øjeblik? Dertil er for det første at sige, at man er saa overtræt, at man har svært ved at tænke sammenhængende. Det bliver tilfældigt, hvad der farer én gennem Hovedet.

— Skulde denne Morgen være den sidste, som du oplever?

— Se, i Nordøst stiger Solen op. — „Den ser blodig ud i Dag“, bemærker en Kammerat. —

(… fortsættes)

Martha Ottosen: Breve til hjemmet.

Krigens forløb

22. juli 1916. Jakob Moos ankommer til helvedet ved Somme: “Hele horisonten var et eneste flammehav”

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.

Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.

To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en  gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der  uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.

Regiment 86 010 Feltkøkken

Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et  storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.

Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville  især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle  passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.

Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort  kompagni kom ingen til skade.

Kort efter nåede vi korsvejen. Som  ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.

1916-06-13 LIR84 Otto Theodor Wagner - Karten von Bruder Willy von der Westfront 1916

Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.

Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende.  Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.

Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.

Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.

Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft.  Den skulle vi besætte.

Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.

Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.

Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere  fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt  bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.

DSC_0158_ruiner_vestfront

Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen  bag os. Der var der ikke et menneske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

21. juli 1916. Tre dage i brummen for at skrive feltpost på dansk

Skriv en kommentar

Niels Lustrup, Spandet, gjorde i juli 1916 krigstjeneste på Vestfronten.

Regimentet, hvortil jeg dengang hørte, var på dette tidspunkt indsat på vestfronten i Belgien. Vi havde indtaget skyttegravsstillinger  foran ruinerne af det, der engang havde udgjort den vidtbekendte by  Ypern.

Dagene derude havde været hårde, og vi havde lidt en del tab.  Regimentet var nu efter seks dages forløb blevet afløst og var draget tilbage til hvilekvartererne i og omkring byen Becelaere. Bataillonen var rykket i kvarter i skovlejren, kaldet »Jägerlager«.

Det var sommer og herligt vejr, så vi nød ordentlig tilværelsen her i  disse ret fredelige omgivelser. De hårde strabadser tænkte man i øjeblikket ikke på mere, men man nød tilværelsen, som man nu  kunne det bedst. Ud fra de mørke barakker lød der sang, fløjten og  munterhed.

Vi var en lille flok, der havde fundet os en solrig plads bag vor barak.  Her sad vi nu i græsset og nød livet, mens snakken gik, og vi fik os et  slag kort til tidsfordriv.

Georg Bremer var just ved at dele kortene rundt, da han henvendt til  mig sagde: »Hør, Niels, vor nye kompagnifeldwebel skal, efter hvad  jeg har hørt, nok være en ret striks fyr. Vi vil nok komme til at savne  vor gamle feldwebel«.

»Ja«, svarede jeg, »den gamle var nu et sjældent fint og forstående  menneske; han var alt for god til at ende sit liv herude«.

»Ja, du har ret, Niels, og det er kun godt for ham, at han nu er taget  bort herfra, og efter hvad jeg har hørt, får han nok lov til at fortsætte i sin gamle stilling som overlærer ved skolevæsenet i Rendsborg  igen«, bemærkede Georg Bremer og fuldendte uddelingen af de alt andet end propre kort.

En af flokken, Claus Hansen, kom med følgende bemærkning: »Ja,  ser I, den nye feldwebel er en mand, der nok skal gøre sig afholdt,  der siges om ham, at han, der er bayrer af fødsel, skal være en ren  »Prøjser-æder«.

»Hm, Prøjser-æder! — Nå, ja, manden er fra Bayern, det er vel det hele«, mente Johannes Meier og delte kortene rundt til en ny bét.

»Da skulle du have hørt, hvad sergent Jens Berg har været ude for«, bemærkede Georg og pakkede kortene sammen — han havde opnået bét’en!

Der var en eller anden, der kaldte. — »He! — Der Knacker!« — Det  var altså mig, det gjaldt — »Knacker« var sådan en slags borgerlig ærestitel . . .

Ludvig, kompagniets skriver og stik-i-rend-dreng, stod i den åbne dør og lod blikket glide rundt hen over mænnerne, indtil han fik øje på mig.

»Ja, det var lige dig, jeg skulle have fat i! Hør, Niels, du må straks melde dig på kontoret; det er Bartolomæi, feldwebelen, der ønsker at se dig«.

Da Ludvig havde sagt dette, fandt han det klogest at forsvinde igen …

»Ja, så kommer I til at se jer om efter en ny mand, mens jeg er borte«, sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og gik ind i huset for at tage hue og trøje på. Jeg begav mig af sted hen til barakbygningen, hvori vort kontor var installeret. Jeg meldte mig og sagde mit navn.

»Nå«, sagde feldwebelen, »du er altså manden med dette — hm — mærkelige navn«, hvorefter han vendte sig mod en hylde, hvor der fandtes adskillige papirer, blandt andet også et feltpostkort, som han nu ivrigt studerede, — uden at kunne læse det.

Jeg havde god tid til at tage manden nærmere i øjesyn. Han kunne vel være omkring de fem og fyrre eller så, lavstammet og bred, med  ikke så lidt anlæg til at få mave. — Jo, den gode hr. feldwebel kunne godt se ud til at være en stor ynder af et godt glas øl . . .

Jeg blev afbrudt i mine betragtninger af feldwebelen, der sagde: »Hør, mand, hvad landsmand er De egentlig? — Se, her har jeg et kort med Deres navn under; men jeg kan — hm — desværre ikke læse det«.

»Jaså, — kortet er et, jeg skrev i formiddags, det er skrevet på dansk, hr. feldwebel, — jeg er dansker . . .«

»Dansker«, udbrød han, »kender det ikke . . . nej. De er selvfølgelig også en af disse . . . prøjsere!« (Han havde nær sagt »snavsede prøjsere«). »De er tysker, er De, og De må kunne skrive tysk; det kan da alle her!« bemærkede feldwebel Bartolomæi tørt og så hastigt på mig.

Jeg lod mig dog ikke sådan slå af marken, men sagde: »Hør, hr. feldwebel, jeg skriver dansk, for de derhjemme forstår kun dansk«.

»Nej«, afbrød han mig, »De skriver tysk, ellers bliver Deres post ikke afsendt herfra«.

»Jo, den gør! — Det er den da blevet indtil nu«, sagde jeg protesterende.

»Menneske, er De blevet helt forrykt?« fo’r feldwebelen op.

»Nej, endnu ikke, hr. feldwebel, men jeg er dansker og skal vide at benytte mig af mit danske modersmål lige så ofte, det er mig muligt!«

»Ja, — for pokker, — De er forrykt! — Ved De hvad, De skal få tre dage i brummen, min fine ven!« skreg feldwebelen.

Jeg var ligeglad og så vistnok lidt trodsigt hen på den stakkels mand.

»Raus! — Herut med dig!« udbrød feldwebelen mere end arrigt og viste mod døren. — Nå, den kunne jeg nu nok selv have fundet . . .

De tre dage i brummen, ja, dem har jeg stadig til gode, for allerede den følgende dag var vi atter undervejs ud til fronten. Jeg fik aldrig lov til at sidde de tre dage af . . .

DSK-årbøger 1960

Krigens forløb

21. juli 1916. FR86: Endelig afløsning! Samlede tab ved Somme: En tredjedel af kampstyrken!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme. Den 21. juli blev det efter svære tab afløst af Infanteriregiment 31.

Sådan var for anden gang et med utrolige midler gennemført angreb mislykket på grund af 86´erne tapperhed og vedholdenhed. Dermed var kræfterne udtømt og afløsning nødvendig. Den kom natten til den 21. juli i skikkelse af infanteriregiment 31, forstyrret og vanskeliggjort af ildoverfald. Kort før solopgang forlod de sidste 86´ere den blodmættede stilling.

En del af regimentet besatte endnu en dag reservestillingerne nord og syd for Miséry, en anden blev som divisionsreserve nogle dage i denne landsby. Så marcherede bataljonerne til Croix-Moligneaux og Guizancourt for en hvileperiode. Da de igen står på højde 102, ligger foran dem igen den brede, smilende Somme-dal med bølgende kornmarkers gyldne farve, mens bag dem er grusom ødelæggelse og død. Rystet i deres inderste optager de billedet i sig og vover knap nok at hilse det nye liv velkommen.

Tabene var svære, 11 officerer og 205 mand var blevet på slagmarken. De totale tab af døde, sårede og savnede androg 31 officerer og 1.337 mand. Det var betragteligt over en tredjedel af kampstyrken, da den rykkede ind i Somme-stillingen. 175 fanger havde regimentet taget.

Parade_Reg_86_Soenderborg_Slot
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86’s III bataljon havde i fredstid kaserne på Sønderborg Slot.

En befaling udgået fra armégruppe Quast sammenfattede endnu engang, hvad tropperne havde præsteret. Den lød:

”Den 20. juli vil blive en dag at mindes for alle de divisioner, der var underlagt armégruppen Quast. Det er lykkedes os at opstille en mur foran den overordentlig overlegne fjende, ved hvilken hans angrebslyst blev brudt.

Nogle steder blev der afværget over ti angreb af min armégruppes brave tropper. Den forsvarssejr kan vi være stolte over. Stående på det mest afgørende sted på vestfronten har de mig undergivne tropper, af hvis jernhårde fastholden måske krigens udfald afhænger, med heltemodig udholdenhed under den hårdeste ild kæmpet en hård kamp og dermed gjort deres fulde militære pligt og skyldighed. 

Jeg udtaler min fulde og varmfølende anerkendelse til alle tropper i 18., 17., 28., 11. division og dele af division Liebert, som tappert og tro har afværget angreb og igen indtaget de midlertidigt opgivne stillinger. Sådan som vi har handlet den 20. juli, således skal tyske næver, tysk styrke og tyske gode nerver helt til slutningen vise franskmændene, at vi til syvende og sidst vil og kan sejre.” von Quast, General af infanteriet, fører for armégruppen.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

20. juli 1916. Jakob Moos ankommer til Somme-fronten

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I juli blev hans regiment sendt til Somme-fronten. Det skulle afløse det hårdt medtagne Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

(… fortsat)

Næste dags morgen klokken otte marcherede vi videre, men allerede efter en halv times march gjorde vi holdt og fik lov til at smide os ned i grøften. En time senere kørte en mængde lastbiler  frem. Saa vidste vi, hvad der ventede os.

Med omkring ved tredive mand paa hver vogn kørte vi nu fremad i hele tre timer. Da vi omsider standsede, blev vi helt overrasket ved at høre en frygtelig artilleriild. Den var på grund af bilernes støj og larm helt undgået vor opmærkomhed.

Vi var nået til en lille landsby, Bancourt. Hele første bataillon blev indkvarteret på en herregård, og her opholdt vi os i tre dage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

20. juli 1916. Blodig dag ved Somme: “Bjerge af lig spærrer vejen for angriberne”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Kl. 8 om formiddagen steg blåkapperne ud af deres skyttegrave.

Foran den højre bataljon bliver de under svære tab afvist af 2. kompagni. Ved 4. kompagni lykkes det dem, begunstiget af røg og tåge, at trænge ind i et 100 meter langt skyttegravsstykke, som var ryddet af miner og artilleri. Men 4. kompagni samler sig hurtigt til et modstød. En uforfærdet gruppe ført af de to tapre sergenter Rave og Clausen går fra skyttegraven i kødet på den indtrængende fjende med håndgranater. De får støtte på den anden side af indbrudsstedet af 90’erne.

Maleri_skyttegrav_nærkamp
Stormangreb! Maleri på Sønderborg Slot

Fra skulderværn til skulderværn bliver fjenden jaget. Frygteligt raserer de tyske håndgranater blandt modstanderne, der bliver skubbet stadig tættere sammen. Angriberne må forlade graven, fordi bjerge af lig spærrer vejen for dem. Da rækker de sammenpressede fjender, ca. 50 mand, hænderne i vejet. De bliver uden eskorte sendt bagud. Desværre måtte de to befalingsmænd bøde for deres uforfærdethed med livet.

Trods dette gode resultat var 4. kompagnis situation meget risikabel på grund af deres store tab. Da fik 9. kompagni kl. 10 om morgenen ordre til at sværme ind til støtte for 4. kompagni. Frejdigt førte løjtnant Iversen kompagniet gennem spærreilden. Uden nævneværdige tab nåede kompagniet hen over åbent terræn den forreste skyttegrav, glad og lettet hilst velkommen af resterne af 4. kompagni. Her vovede franskmanden intet angreb mere den dag.

Vestfront Skyttegrav med franske lig
Dræbte soldater i en skyttegrav

Alvorligere var situationen ved den venstre bataljon. Her var det lykkedes fjenden efter heftig artilleriforberedelse overraskende at trænge ind i vor skyttegrav og tage en del af besætningen til fange. Fra 8. kompagni savnedes 3 officerer og 96 mand, fra 5. kompagni 2 officerer og 37 mand.

Fjenden var så trængt videre frem hen over Romervejen og havde besat en del af grav nr. to med stærkere styrker. Da trækker ritmester Henneberg, føreren af II bataljon, 6. og 7. kompagni frem til nord for Berny, og ligeledes 11. kompagni, som regimentet har stillet ham til rådighed. Kl. 11,30 er opstillingen klar. Premierløjtnant Kalepky giver tegn til modangreb. I tynde skyttelinier går kompagnierne frem.

Fjenden yder trods sin overlegenhed ikke megen modstand, trækker sig tilbage bag Romervejen og forsvarer sig med to maskingeværer.

IMG_2011_11_29_5840_fransk_maskingevær_cropped
Fransk maskingeværstilling

Disse bringer en tid de 3 kompagniers forehavende til stilstand. Så bliver maskingeværerne bragt til tavshed af en tung felthaubitser. Kompagnierne går kl. 2,30 om eftermiddagen videre frem og kaster fjenden tilbage i sin gamle stilling. Kun et stykke på 60 meters længde forbliver i hans hånd til højre og til venstre for den ”brune grav”.

Den ”brune grav” er en gammel tysk reservestilling og strækker sig hen mod fjenden. Således er denne i stand til gennem skyttegraven at trække forstærkning til. Disse trænger de af tab svækkede kompagnier tilbage igen og udvider indbrudsstedet til ca. 250 meter.

Så bliver 1. kompagni som regimentsreserve trukket frem. Dem var det den dag allerede lykkedes at nedskyde en engelsk flyver.

antiluftskyts_fly_mindre
Tysk antiluftskyts
Påskrift, bagside: "Von Oberltn. v. Richtofen heruntergeschossenes engl. Kampflugzeug (am 14/4. 17 in Gegend Douai)
Nedskudt engelsk fly

Oversergent Früdden tog de to besætningsmedlemmer til fange under stærk fjendtlig ild. Om natten ruller kompagniet ved et dristigt gennemført håndgranatangreb det omstridte stykke grav op. Kl. 4 om morgenen var hele stillingen igen på vore hænder.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

20. juli 1916. Somme: “Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Således oprandt den 20. juli, en stor slagdag. Den ramte regimentet i stærk rystet tilstand. Den ene halvdel af dets kompagnier havde lidt svære, den anden halvdel betragtelige tab. Ingen af kompagnierne var friske mere.

Også füsiliererne nerver var stærkt rystede. Ti dage i åben stilling, delvist i morderisk ild, næsten uden søvn. Forplejningen kom kun frem meget uregelmæssigt. Først kunne madhenterne og feltkøkkenet ikke finde frem, som det ofte var tilfældet med nye stillinger. En anden gang kunne madhenterne ikke komme frem for spærreild. Så var måske opmarchvejene gasset til, eller kunne køkkenet være ramt af en granat. Hvis det ellers alt sammen lykkedes, så var portionerne rigelige, for de faldnes rationer kom de levende til gode.

Ikke mindre opslidende end disse legemlige afsavn var den følelse at være fjenden materielt underlegen. Således var det ikke lykkedes vort artilleri at bringe de minekastere i Belloy til tavshed, der i dagevis havde drevet kompagnierne til fortvivlelse. Ammunitionen slog ikke til. En minekaster på vor side ville have været sat ud af spillet på få timer. Således måtte füsilierernes blod udligne fjendens tekniske og materielle overlegenhed.

I sådan en stemning skulle füsiliererne udholde det hårde angreb den 20. juli.

Fordelingen den dag var følgende: i fronten lå fra højre til venstre 8., 5., 2. og 4. kompagni, bagved i beredskab 7., 6., 10. og 9. kompagni. Regimentsreserve omkring Berny og ved banedæmningen foran Miséry var 11., 12. og 13. kompagni, og som divisionsreserve trukket helt frem til vejen Berny-Horgny 1. og 3. kompagni, eller rettere hvad der var tilbage af dem.

I de tidlige morgentimer bliver samtlige reserve- og artilleristillinger gasset til. Langt ind i bagterrænet er der gaslugt.

Fra kl. 5 om morgenen tung mineild, fra kl. 6 trommeild mod hele regimentsafsnittet samt mod infanteriregiment 85. Det er det kraftigste, man ind til nu har hørt. Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand. Kort efter kl. 6 er samtlige telefonforbindelser ødelagte. Ind til 20 km ind i bagterrænet ligger byerne under beskydning.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

19. juli 1916. Jakob Moos på vej til Somme

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.

Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.

Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.

Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed  Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.

Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.

Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.

Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og  tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at  tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om  eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af  kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem,  gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.

Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik  ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette  havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede  rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at  der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

Krigens forløb

19. juli 1916. “Så ka do wel snak dansk?” Sønderjysk møde på slagmarken ved Somme

Skriv en kommentar

Jørgen Hansen fra Aabenraa deltog i slaget ved Somme. Her mødte han kort Peter Rossen fra Hostrupskov.

To Landsmænd mødes
Det var den 19. Julil 1916, at vi rykkede i en Stilling ved Somme. Straks fra Morgenstunden af aabnede Franskmændene en heftig Artilleriild mod os, og hen paa Formiddagen blev vor Stilling stormet af de Sorte. Vi blev beordret frem til Modangreb, men den ene efter den anden faldt tilbage i Graven, ramt af en Kugle, thi Franskmændene havde ogsaa faaet Maskingeværer frem.

Selv blev jeg saaret, men dog ikke værre, end at jeg kunde blive ved Kompagniet. Kampen vedblev hele Formiddagen, og da den omsider stilnede af og Franskmændene trak sig tilbage, laa der Dynger af Lig foran vore Skyttegrave. Jeg blev af Delingsføreren beordret hen til Lægen for at blive forbunden, thi Blodet vedblev at løbe fra et Saar i Hovedet.

For at naa hen til Lægen maatte jeg løbe ca. 200 Meter over aaben Mark, thi der var ingen Løbegrav her.

Efter at være bleven forbunden, maatte jeg løbe samme Vej tilbage. Da jeg var kommen midtvejs, begyndte Franskmændene pludselig at skyde med Shrapnels. Jeg søgte efter Dækning og saa, at der et lille Stykke ud til Siden laa en Mand med et Maskingevær. Ved Siden af ham laa der endnu et Maskingevær og 3 Mand, ramt af en Fuldtræffer.

Jeg spurgte den fremmede Kammerat, om jeg maatte ligge lidt i Dækning hos ham. Ja, svarede han uden at se paa mig, han holdt Blikket stadig rettet paa et bestemt Sted forude. Jeg kunde paa hans Sprog høre, at han maatte være heroppe fra det nordlige og spurgte derfor, hvor han var fra. „Da oben vom Norden”, svarede han, stadig uden at vende Blikket mod mig. „Saa ka do well snak Dansk?” spurgte jeg.

– „Ja! Ka do aa?“ svarede han, og nu saa han pludselig paa mig.

– „Hvor æ do fra?“

-„Fra Affenraa”, sagde jeg, „jeg har Arbejde paa „Hejmdal”

-„Hvad siger du. Jeg hedder Peter Rossen, og er fra Hostrupskov. O, hvor er jeg glad, at jeg igen kan tale Dansk med en derhjemme fra.“ „Du kan tro“, svarede jeg, „at jeg ogsaa er glad for, at vi mødtes. Vi var 7 Kammerater derhjemme fra, men de fem er falden, saa nu er vi kun to tilbage. Men vi maa mødes igen. Men nu maa jeg tilbage til mit Kompagni, for der er falden mange, og Franskmændene bliver ved med at skyde.

Farvel og kom rask og sund hjem igen, naar Krigen er forbi. Vi vil haabe, at det snart maa ske.“ „Tak, ligesaa”, svarede Peter Rossen kort.

Jeg løb hurtigt tilbage til mit Kompagni, men det var et sørgeligt Syn, der mødte mig. I Skyttegraven fandt jeg kun faldne Kammerater. Livet var længst udslukt. Stive og kolde laa de der, de Saarede var blevet bragt bagud i Sikkerhed. Jeg var den eneste, der var tilbage i Skyttegraven. Men jeg søgte ogsaa tilbage og fik her at vide, at Resterne af Kompagniet om Aftenen skulde blive afløst og sendes tilbage i „Rostilling”.

Dette skete om Aftenen Kl. 11, 23 Timer efter at vi var rykket ud. 23 frygtelige Timer. Det viste sig, at vi kun var 75 Mand tilbage i Kompagniet, og af disse faldt endda et Par Stykker, inden vi kom i Sikkerhed.

Inden vi marcherede tilbage, benyttede jeg den korte Tid, det vilde vare, inden vi kom afsted, til at se efter P. Rossen. Men han var der ikke mere, han var ogsaa bleven afløst.

Efter Krigen spurgte jeg efter ham, men fandt ham ikke. Nogle Aar senere saa jeg hans Navn i Mindeparken i Aarhus. Han var kommen godt ud af Helvedet ved Somme, men var Aaret efter falden paa Slagmarken i Galicien.

DSK-årbøger, 1942

Krigens forløb

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

18. juli 1916. K. Tastesen på Østfronten: Tilbage i skyttegravene ved Düna

3 kommentarer

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Letland.

Saadan gik vi som Arbejdssoldater til midt i Juli Maaned. Da foretog Russerne et Angreb ved Steinbach, og vi skulde afløse Kavalleriet, der var slaaet tilbage.

Der kom vi i gamle Skyttegrave, og samme Dag — den 18. Juli — foretog Russerne et Angreb, som hurtigt blev slaaet tilbage. Russerne skulde storme op ad Strandbredden ved Dyna Floden, men i det samme fik vi Ordre til at gøre et Modangreb med Bajonetten.

Da de saa, det var Infanteri, varede det ikke længe, før de vendte om og flygtede over Dyna. Vi forfulgte dem over Floden, som der var bygget Broer over, men Dagen efter maatte vi trække os tilbage, da de kunde skyde paa os fra alle Sider.

Da vi var kommet tilbage, stak Russerne Ild paa Broen, for at vi ikke skulde komme længere. Dagen efter blev vi atter afløst af Kavalleriet og marscherede tilbage til Krautsche. Nu kom vi til at læsse Ammunition af Jernbanevogne samt grave Skyttegrave og lignende

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

2 kommentarer

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

18. juli 1916. Somme: Franskmændene angriber – og jages tilbage!

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 18. tidligt om formiddagen bliver Berny og omegn igen hyllet ind i gaståger. Fra Belloy suser igen sværme af miner ned på den højre fløj. Et vildt løben frem og tilbage fra ét skulderværn til et andet for at undvige.

Kompagnierne bliver stuvet sammen i enkelte ubeskadigede stykker skyttegrav. 

Ved højre fløj er 100 meter af en skyttegrav fuldstændig jævnet. Et forsøg af fjenden på under beskyttelse af denne ild at bryde ud fra Belloy bliver forpurret af 12. kompagni.

Om eftermiddagen igen stærk ild på hele fronten og dertil miner på den højre fløj. Bataljonerne regner med et angreb og alarmerer deres reserver. Kl. 5 vælder fjenden igen ud af Belloy, han bliver jaget tilbage igen af 12. kompagni. I denne og i den forrige nat kunne der ikke blive skanset i det bagved liggende terræn.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

17. juli 1916. Somme: “En ligefrem overvældende og ubegribelig ammunitionsmængde”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 17. juli. I de tidlige morgentimer – det er vindstille – skyder modstanderen med gasgranater mod Berny og de nærliggende dalsænkninger og hulveje. Derved bliver færdslen gjort vanskelig, på nogle strækninger umulig. Tabene er dog ringe.

I Licourt falder I bataljons adjudant, løjtnant Remmers, ved en fuldtræffer.

Fra middag til kl. 10 uafbrudt stærk artilleriild, stærkest på venstre fløj. Omkring 600 miner går ned på den højre bataljon. 6. kompagni har svære tab og bliver afløst af 8. kompagni. Den ammunitionsmængde, som fjenden har til rådighed, er ligefrem overvældende og ubegribelig.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

Krigens forløb

16. juli 1916. 86’erne ved Somme: “5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand”

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 16. juli. Om formiddagen rimelig, men vedvarende artilleriild. Svære kalibre på forbindelsesvejen. Kl. 3 om eftermiddagen stærk trommeild på II bataljon. Hen mod kl. 4 aftagende, fra kl. 5 – 7 øges det igen til fuld styrke. Et angreb ventes.

Alle reservekompanier bliver alarmeret. Angrebet foran regimentets front udeblev. Fjenden havde angrebet til venstre ved 85’erne og var blevet afvist.

Ind til kl. 11 om aftenen fyrede han uopholdeligt med samme styrke.

5. kompagni havde denne dag et tab på 60 mand og blev afløst af 7. kompagni. I den samme nat blev også III bataljons frontkompagnier, der havde holdt længst ud foran, afløst af 12. og 13. kompagni.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen