Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.
Den Kaserne, vi laa paa, laa ca. 20 Minutter udenfor Byen og var en Dragonkaserne. Jeg fik snart opspurgt, at der inde i Byen var et Soldaterhjem, hvor der hver Onsdag Aften kom en Præst og holdt Bibelsamtale.
Jeg vilde meget gerne med og gik derfor ind til min Ven, Feltwebelen, og bad om Lov til at gaa; men han sagde rent ud Nej.
Jeg tiggede alligevel om Lov til at gaa ind til Bibelsamtale og sagde, at jeg skulde ingen Dumheder lave, men komme straks tilbage fra Mødet.
Han svarede, at det var der ikke Tale om, og at jeg kunde let tilfredsstille min aandelige Trang derude paa Kasernen.
Jeg svarede, at jeg havde da min Bibel, og at jeg var Gud taknemmelig for, at jeg kunde læse i den, og at Vejen til Gud ikke var spærret, men at jeg iøvrigt med den aandelige Mad, der blev mig budt paa Kasernen, ikke kunde tilfredsstille min Sjæl.
Han sagde bare: „Heraus!” og saa maatte jeg jo, noget slukøret cg bedrøvet, gaa min Vej.
Næste Dag, da Parolen var forbi Kl. ca. 5 om Eftermiddagen, siger Feltwebelen imidlertid: „Om en time stiller hele Kompagniet i Spisesalen til Bibeltime.”
Naa, tænkte jeg, nu bliver det da godt, skal vi nu have Bibeltime herude paa Kasernen!
Hele Kompagniet var saa Kl. 6 i Spisesalen, alle Officerer og Underofficerer indbefattet, og saa kom der en Præst, som traadte frem foran den store Forsamling og, efter at vi havde sunget et Vers, begyndte at tale til os.
Han fortalte os først om en stor Sejr, idet Bukarest lige var taget. Det havde nu kun saa som saa sin Interesse for os, for vi hørte hver Dagpaa Eksercerpladsen, at vi skulde uddannes til at storme Bukarest, saa de Laurbær var altsaa borte for os. Da han var færdig med det, fik Englænderne, Franskmændene og Italienerne en rigtig god Omgang, som de ikke mærkede noget til, og derefter tog han fat paa de slemme Amerikanere. De havde nu meldt sig med i Krigen som Tysklands Modstandere.
Efter at de først havde tjent saa mange Penge hos Tyskerne, mente Præsten, at det var ganske utilbørligt, at de nu meldte sig som Tyskernes Modstandere, og saa udkastede han det Spørgsmaal til hele Forsamlingen, om vi ikke ogsaa syntes, at det var skammeligt gjort af Amerikanerne.
Vi saa paa hinanden, og det brændte naturligvis „Bedstefar” i Støvlerne; omsider kom jeg paa Benene og svarede Præsten, at jeg syntes ikke godt, at Amerikanerne kunde bære sig anderledes ad.
Præsten blev helt forfjamsket, saa over paa mig og sagde: „De har vist misforstaaet mig,” men jeg svarede: „Nej, jeg har aldeles ikke misforstaaet Dem, Hr. Pastor.”
– „Jo, hvordan mener De da det?” spurgte Præsten.
Ja, jeg havde jo da læst noget i Beretningerne, som gik ud paa, at Amerikanerne var villige til at mægle Fred; men som Betingelse havde de forlangt, at Undervandsbaadskrigen skulde begrænses, særlig overfor de neutrale. Tyskernes Svar var, at de udvidede Undervandsbaadskrigen, og det første, de gjorde, var, at de sænkede den store amerikanske Udvandrerdamper „Lusitania”, og derfor syntes jeg, at hvis Amerikanerne havde nogenlunde Æresfølelse i Livet, saa maatte de føle det som en knyttet Næve midt i Ansigtet, og saa kunde de ikke gøre anderledes, end de gjorde, men maatte melde sig som vore Modstandere.
Præsten blev helt benovet; han stod og hakkede i det og vidste slet ikke, hvad han skulde sige. Han svarede saa, at saadan havde han aldrig tænkt sig det Spørgsmaal.
Jo mere forlegen Præsten blev, desto mere Mod fik jeg naturligvis. Jeg sprang op igen og sagde, at jeg kunde i det hele taget ikke forstaa, at vore Modstandere altid blev omtalt for os menige som Mennesker, der kun havde lave Motiver og uædle Bevæggrunde. For mig personlig er der noget, der hedder en ærlig Modstander, og ham var det langt skønnere at kæmpe imod end hine.
Præsten kørte bogstavelig rundt paa sin Hale og vidste slet ikke, hvad han skulde sige til det. Jeg sprang op igen og havde endnu mere at skulle have sagt; men saa var der et Par af mine unge Kammerater, der bagfra greb mig i Frakken og halede mig ned paa Bænken; de hviskede mig ind i Øret: „Nu holder du Mund, Gamle, for ellers gaar du i Vandet.”
Præsten var nu kommet sig saa meget, at han fik sagt: „Skal vi synge det og det Vers,” og saa var den Bibeltime ikke længere.
Vor gamle Kaptajn havde hele Tiden staaet og kigget paa
mig gennem sine Lorgnetter og tænkt sit ved det.
Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).
