Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

5. december 1916. Johannes Jessen (IR262) overføres til Vestfronten

Skriv en kommentar

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915-1916 kæmpede på Østfronten.

Natten mellem den 3. og 4. december 1916 fik vi pludselig at vide, at vi omgående skulle rømme den godt udbyggede stilling, men hvor mange gange har vi ikke gjort det, det var et af krigens ubehagelige ting.

I dagningen trak vi os ud og begyndte en 30 km march til banegårdene i Soly øst og Soly vest og gisningerne om, hvor vi nu skulle hen var talrige.

Da vi lå på banegården og ventede på tog spurgte officererne om hvor vi nu helst ville hen, og der blev enstemmigt svaret til Balkan, til Karpaterne eller høje Tatra, hvor det er så smukt, de har måske heller ikke vidst besked, de sagde i hvertfald ikke noget. Det tog en lille dag at få alt ombord i toget, vi infanterister blev transporteret i kreaturvogne og alt kørende materiel på åbne ”lorer” (vogne).

De blev klodset fast så de ikke kom til at rulle og så begyndte den femdages lange rejse over Wilna- Grodno-Bialystok-Warszawa og Lodz til Kalisch ved den tyske grænse. 48 mand i hver vogn og kun bænke at sidde på, så vi var glade, da vi endelig nåede frem til den tyske grænse og kunne komme ud og strække benene.

I det døgn hvor vi kørte i Rusland, havde vi ikke fået noget at spise andet end hvad vi havde i brødtasken, men nu fik vi et ordentligt måltid, og så gik det løs med en ordentlig renselsesproces, og det skulle blive dejligt at få alle de lus slået ihjel. Uniformen kom ind i varmeskabe, så alle æggene sprang, undertøjet udskiftet og os selv badet i koldt og varmt desinficerende vand, hver mand i sit badekar, der var støbt ned i gulvet af cement, vi gassede os lange i det dejlige bad.

Det hele tog syv timer, men der kunne også behandles 20.000 ad gangen, derefter sad vi i godt opvarmede opholdsrum kun iført undertøj og ventede på at uniformerne skulle blive færdige, men de skulle først afkøles, inden vi kunne røre ved dem.

Inden vi så besteg togene igen fik vi atter et måltid mad, men nu bestod toget af rigtige menneske vogne, otte mand i hver kupe med al vor udrustning, gevær, patroner, tornister, kogekar og det hele, vi skulle nu køre i 108 timer og i den tid skulle vi også sove, og dertil, indrettede vi os på følgende måde, to sov på gulvet, to på bænkene, to i bagagenettene og de sidste to i teltdugen, der var spændt ud mellem nettene, og nu gik det så videre til Frankrig, og der blev ikke noget af Balkan.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

5. december 1916. UC-19 sænket – Rasmus Wolter dræbt

Skriv en kommentar

Den 5. december 1916 sænkede ubåden UC19 (med sønderjyden Rasmus Wolter fra Røllum om bord) det russiske sejlskib Ans i den engelske kanal. NB: Der er nogen usikkerhed omkring datoen. Både den 4.12., 5.12. og 6.12. nævnes.

Den britiske handelsskib SS Kashmir observerede sænkningen og udsendte radiosignaler. Den britiske destroyer HMS Ariel hastede til sænkningsstedet. Ved ankomsten fik udkiggen øje på den uddykkede UC19’s tårn.

Der blev slået alarm på UC19, der straks dykkede ned under havoverfladen. HMS Ariel var hurtigt på stedet og smed en dybvandsbombe, der dog ikke eksploderede.

Nu gik spillet i gang: Kattens jagt efter musen. I neddykket tilstand var ubåden usynlig. Havet er stort, men jægeren kendte det omtrentlige sted, hvor byttet gemte sig.

Destroyeren skiftede taktik. HMS Ariel benyttede derefter sin paravane, et våben, der normalt blev brugt til minestrygning, men her var udstyret med en sprængladning til anvendelse mod ubåde.

Destroyeren trak sin paravane efter sig i 9-10 meters dybde. Dér, hvor man formodede at ubåden gemte sig, blev den bragt til sprængning.

Kort efter blev der observeret luftbobler og oliespor på havoverfladen.

UC19 gik ned med 25 mand. Én af dem var Rasmus Wolter.

Krigens forløb

4. december 1916. 110 timer i tog fra Østfront til Vestfront

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. Vinteren 1915 og det meste af 1916 tilbragte han på Øsfronten, men i efteråret 1916 gik det mod vest.

Vi holdt stillingen her til hen i oktober 1916; da blev hele vort aktive husarregiment opløst, hvorefter hver af de fire eskadroner blev kommanderet til at afløse en reserve-kavalleriafdeling ved infanteriet.

Min 3. eskadron blev tildelt den 79. reserve-division.

– Pludselig blev eskadronens mandskab, heste og bagage indladet i jernbanewaggoner, og rejsen gik til en lille by ved navn Soli. Her fandt vi vor fremtidige division og var altså udset til at fortsætte ved infanteridivisionen.

Den 4. december 1916 forlod vi atter Soli pr. jernbane for at blive forflyttet til den vestlige krigsskueplads – til Belgien og Frankrig. – jernbanerejsen varede i det hele 110 timer med seks mand og seks heste i en waggon, dog til trods for vinterkulden kunne mandskabet og hestene så nogenlunde holde varmen i vognene.

Turen gik over Wilna, Warschau og Kalisch, hvor aflusningen fandt sted, og derefter videre over Leipzig, Nordhausen og Düsseldorf, mens vi passerede grænsen ved Herbesthal og gled ind i Belgien, hvor vi strejfede Lüttich og Tournai for at lande ved Lens.

Her ved Lens så vi de første skyttegrave på fransk jord. Vort første kommando gik ud på at skanse, og det blev under opsyn af en smilende D.S.K.-kammerat – sergent Jørgen Kork, Elholm ved Sønderborg.

Udover at skanse ved nattetide under ledelse af min landsmand, altså sergent Kork, måtte vi også bære miner frem til frontlinjen. Han forstod at ordne disse nattjenester til alles tilfredshed, selvom vi ryttere ikke var stolte af selve bedriften, og i nattens mulm og mørke kom heller ikke alle miner til deres bestemmelsessted.

DSK-årbøger 1971.

Krigens forløb

3. december 1916. Russerne beder om at blive taget til fange

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Efter tre dages artilleriild regnede vi med, at russerne ville angribe, men det skete ikke.

Vi fik så skyttegraven bragt i orden igen, vi troede stadig, at russerne ville angribe. Vort artilleri havde også givet godt igen, men vi kunne dog ikke se virkningerne fra vores stilling. Der var skov over det hele hos russerne.

Så en dag eller 2 efter artilleriilden, så vi nogle russere i skovkanten nærmest et stykke til venstre for os. Det var en del russere, der bad om at blive taget til fange! De ville ikke kæmpe mere.

Blandt fangerne var der en, som fortalte, at nu havde han og hans bror kæmpet sammen hele krigen side og side, og dagen i forvejen blev broderen dræbt af en granat.

Efter artilleriilden skulle de gå til angreb, men de havde nægtet, da de så pikkelhuerne foran sig. Efter den tid var der stille igen.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

Krigens forløb

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Nyheder

Thode. Roman om en sønderjyde i Første Verdenskrig

Skriv en kommentar

Julegaveidé: Jakob Brodersens roman, der udkom tidligere i år, baserer sig på virkelige hændelser.

Næsten 30.000 unge sønderjyske mænd blev indkaldt til tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. De, der som Theodor Thode vendte hjem, blev til titusindvis af fædre, bedstefædre og oldefædre, som for det meste ligesom han svarede ”nej”, når de blev bedt om at fortælle om krigen. Thode gjorde det alligevel i en samling notater. De danner forlægget for romanen THODE.

Romanen koster 199,- kr og kan købes i boghandelen – eller direkte hos forlaget.

Klik på billedet og kom videre til forlagets hjemmeside.

thode-510x762

Om handlingen
Fra barndomshjemmet i Grønnebæk drager den unge Thode på en ufrivillig dannelsesrejse rundt i 1. Verdenskrigs Europa. Fra ilddåben ved Ostrow på Østfronten over slaget ved Somme på Vestfronten, hvor kærlighed opstår på trods af omgivelserne, til stille dage som oppasser i Konstantinopel på grænsen til Asien. Trådene til det hele samles mange år senere fra hospitalet i Sønderborg. I en nedtonet realisme beskriver bogen både krigens rædsler, dens enkelte glimt af barmhjertighed og den uønskede arv, en krig efterlader hos alle involverede. Jakob Brodersen kalder det selv ”en historie om at kæmpe for at overleve – kun for at indse, at dét, der betyder noget, er omkommet.”

Virkelighedens Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Krigens forløb

28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov

3 kommentarer

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter en halv Snes Dages Forløb listede jeg en Aften ind til vor gamle Kaptajn og bad indstændigt, om han vilde lade mig faa Lov til at faa en Orlov, før jeg gik til Fronten. Jeg vilde saa inderlig gerne endnu en Gang hjem og sige Farvel til min Hustru og mine Børn, for jeg vidste jo ikke, om det var min Lod at blive derude.

Kaptajnen hørte paa mig, og jeg syntes at kunne se et velvilligt Blink i hans Øje.

Da han havde betænkt sig lidt, sagde han: „Ja, Poulsen, De skal faa en Orlov, før De rejser til Fronten.”

Saa sagde han til mig, at naar jeg kom derud, skulde jeg kun gaa saa langt, som det blev forlangt af mig, men ikke gaa og være nysgerrig og kigge op over Skyttegraven; thi derved havde mange hentet sig en dødbringende Kugle.

Og han fortalte mig, at netop Aftenen før, han var blevet haardt saaret, var der gledet underlige Anelser igennem hans Sjæl om, at der vilde times ham noget alvorligt. Han skrev da Afskedsbrev til sin Hustru, sendte sin Vielsesring og sin Portemonnæ hjem til hende, og næste Dag blev han ogsaa haardt saaret af en Haandgranat.

Da han havde fortalt det, dristede jeg mig til at sige til ham: „Jamen, Hr. Kaptajn, det var jo Gud, som kaldte ad Dem.”

Han saa paa mig og svarede: „Ja, Poulsen, det er jeg ogsaa selv klar over.”

Og fra det Øjeblik syntes jeg ikke, at vi var saa langt fra hinanden.

Jeg havde besluttet at gøre alt med en god Vilje og et frisk Mod, for saa vidt det var mig muligt, og jeg stod mig godt ved det. Mit Lønkammer fandt jeg ude mellem et Par Udhuse, hvor jeg kunde være ene med Gud hver Morgen Kl. 04:30.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

28. november 1916. Levende begravet med øjnene fulde af jord

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Der gik et stykke tid, hvor vi havde det meget roligt.

Indtil den 28. november 1916. Jeg husker det så nøje, for min mor havde fødselsdag den 27. november – og jeg havde tænkt meget på hende den dag. Vi var fire brødre og en svoger med i krigen. Min mor var meget følsom, så hun har nok ikke haft mange rolige timer.

Så skete det den 28. november om morgenen. Man fortalte os, at
russerne havde fået fransk artilleri. Hvor de vidste det fra, ved jeg ikke, men en kendsgerning er, at russerne begyndte med at skyde med artilleri, både af store og små kalibre (trommeild) og det blev ved i 3 dage.

Hele marken foran os blev til pløjet mark, og næste alle store træer til begge sider for os blev til stolper.

Vores kompagnifører havde en solid understand i skoven lige bag os, og den var tildænget med overskudte træer.

Min gruppe slap godt fra det i det stykke skyttegrav, hvor vi var. Granaterne var slået ned lige foran og bagved vores skyttegrav – akkurat som det skete den aften, jeg kom til kompagniet.

Men både til højre og til venstre var hele skyttegraven jævnet, så den, der ikke havde nået at flygte, var faldet.

I vores afsnit af skyttegraven kom der ikke en granat, og vi måtte blive der. Jord og stenstumper fik vi nok af, men ingen blev såret.

Derimod var det gået hårdt ud over vor nabogruppe tilhøjre. Hele skyttegraven blev lidt efter lidt jævnet.

Jeg stod lige ved siden af og så en kammerat ligge halvt begravet i jord og stenstumper.

Jeg havde set ham et stykke tid, men var ude af stand til at hjælpe ham. Da der så kom et lille ophold i skydningen, sprang jeg over til ham og fik ham slæbt over til os.

Stakkels mand. Jeg kunne ikke se, at han var såret på kroppen, men øjnene var fulde af jord. “Jeg har fået noget i øjnene”, sagde han. Jeg kunne dog straks se, hvad der var sket med ham.

Vi trøstede ham, så godt vi kunne. Hvorledes det gik med de andre i hans gruppe, ved jeg ikke.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

Krigens forløb

27. november 1916. En rundbarbering til kompagni-bedstefar

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen – men det var svært at finde en uniform, han kunne passe.

Vi havde her en Feltwebel, som var Indbegrebet af alt ondt, og en Kaptajn, som selv havde været ude ved Fronten, havde faaet 3 Fingre skudt af sin højre Haand, Maven revet op og Ansigtet flænget mange Steder; han saa ikke godt ud, og var ogsaa, hvad vi i vort Sprog kalder „saa vreden, som et Stykke Reb”.

Feltwebelen var jo rasende over den eneste Civilist blandt alle Soldaterne, og hver Morgen skældte han mig Krukken fuld ; men hvad hjalp det, for jeg blev jo ikke tyndere af det alligevel.

Desuden var Gartner Nicolajsens fra Haderslev og mit Fuldskæg i Vejen for ham. Vi fik hver Dag Paalæg om at faa det fjernet, men vi mente begge to, at det hastede ikke saa svært.

Men saa en Dag blev en Underofficer sendt til Barberen med os, og saa faldt Fuldskægget for Saks og Kniv tilligemed Haaret, som blev klippet pr. Maskine.

Et Par Dage efter blev en Underofficer kommanderet med mig til Skrædderen efter en voldsom Udladning fra Feltwebelens Side. Saa blev der taget Maal af den gamle Tyksak, og jeg fik en Uniform, som var stor nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

27. november 1916. H.C. Brodersen i en gas-stilling

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Conde, den 27. November 1916

Her er Stillingen efter Mønster „F. F . ” . Det har i lang Tid været Frostvejr, og Skyttegraven, der er nyudbygget, er ren, og vi har Fornøjelse af at pudse vore Støvler engang imellem. Understandene er dybe og bombesikre, og er forsynet med elektrisk Lys. De er endvidere forsynet med Kakkelovne, og vi faar udleveret Kul til at fylde i dem.

Det kan ogsaa nok gøres behov, eftersom det lader til, at Vinteren rigtig har taget fat. Vi — Skatklubben — dyrker denne ædle Sport og har et godt Tidsfordriv.

Understand_Fritz_Schwartz
Kortspil ved fronten

Særlig den nye Delingsfører er en gemytlig Mand, og ved altid Udvej til lidt i Flasken. Her har vi det godt, det  eneste, der i Grunden har vakt vort Ubehag, er, at der i Stillingen er indbygget Gas.

Disse, saakaldte Gasbatterier, er forbundet med hinanden i et Antal af indtil 6 Flasker, der er nedgravet i Bunden af Skyttegraven, og hvorfra der er lagt en Rørledning ud gennem Pigtraadsforhegningen, ad hvilken Gassen i paakommende Tilfælde skal ledes. V i har hver Dag afventet gunstig Vind. Gassen skal nemlig afblæses, saa snart Vindretningen er rigtig.

Men vi har hidtil været heldige; thi enten har Vinden ikke været i den rigtige Retning, eller ogsaa har den været for stærk. I  Skyttegraven er der anbragt en Vindstyrkemaaler, og det er Underofficerernes Pligt under Gravtjenesten at efterse Maaleren og at melde, naar Vinden synes at være passende.

Det har undertiden vist sig, at naar Officererne mente, Vinden var i den rigtige Retning, var Maaleren i Stykker, og det er godt muligt, at det er gjort med Villie. Vi havde nemlig ingen Interesse i at faa  ødelagt det gode Forhold, som vi nu engang stod i til Franskmanden paa dette Sted.

 

 

Krigens forløb

26. november 1916. “Kompagni-bedstefar” – Peter Poulsen indkaldt som 43-årig

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Det var ikke Kærlighedsbud, der var ude efter os danskindede Sønderjyder, naar Udskrivningskontorets røde Indkaldelsesordrer naaede vore Hjem.

Vi syntes, vi havde alt at tabe og intet at vinde, og det blev krævet, at vi skulde staa Side om Side med og kæmpe for dem, vi hjemme havde kæmpet imod med en god Samvittighed, saa det var med Angst og Bæven, vi tog Afsked med vore Hjem, for at gaa med ud i den frygtelige Krig.

Jeg var indkaldt adskillige Gange, men kom stadig tilbage paa Grund af Reklamationer [Ansøgning om Dispensation eller Udsættelse, RR]; men den 16. November 1916 blev det Alvor.

Da det forsinkede Tog naaede Haderslev, var de allerede i fuld Gang med at udtage Mandskabet, som skulde sendes bort, og saa snart jeg fik Øje paa det Mandskab, der var opstillet ude paa Pladsen ved Frue Kirke, sagde jeg til min Rejsefælle: „I Dag bliver det min Tur.”

„Hvorfor det?” spurgte han. „Jo, for kan du ikke se, at det Mandskab, der bliver stillet op dér, passer for mig at komme ud i Krigen med.” Det var nemlig saa godt som lutter 18-Aars Knøse. Jeg havde jo rejst i en Del Aar med Korsets Evangelium iblandt vort Folks Ungdom, saa det maatte falde ganske naturligt, at med den Ungdom maatte jeg ogsaa ud i Krigen.

Da Indrulleringerne var forbi, og de overtallige rejst hjem, stod vi 500 Mand i Haderslev, hvortil der senere kom 300 i Flensborg. Vi var samlede i et af Byens største Lokaler, og al Slags Skæmt havde frit Slag imellem os.

Saasnart de unge var klar over, at jeg skulde med, og det gik fra Mund til Mund: „Skal du ogsaa med!” saa var der et vittigt Hoved, som sagde: „Ja, skal du med, saa skal du være vor  Kompagni-bedstefar,” hvortil jeg svarede Ja.

Saa derfra stammer det hæderlige Navn „Bedstefar”, som jeg gaar under den Dag i Dag blandt mine unge Kammerater fra Krigens Tid.

Næste Morgen Kl. 4 stod vi paa Banegaarden i Haderslev, kom ind i Vogne og kørte til Flensborg, hvor de 300 Mand kom til, og saa videre til Gnesen. Den 18. henimod Midnat naaede vi til Gnesen (i Polen).

Næste Morgen blev vi saa opstillede paa Eksercerpladsen, Krigsartiklerne blev forelæst, og derefter blev der spurgt, om vi havde forstaaet dem, og om vi havde noget at bemærke til dem.

En af de unge Kammerater traadte da frem, og mens Graaden sad ham i Halsen, spurgte han, om det var ham tilladt at skrive Dansk hjem til sine gamle Forældre, for de kunde ikke forstaa Tysk.

Feltwebelen svarede da, at det kunde han ikke selv afgøre; men han vilde indhente Svar fra Bataillonskommandøren, en Major Dockhorn.

Om Aftenen ved Parolen kom Svaret, at vi maatte skrive Dansk og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Saa blev vi ført til Munderingskammeret, hvor vi blev iført „Kongens Klæder”.

Men her viste sig den første store Vanskelighed: De havde nemlig Uniformer nok, som passede udmærket til de 18-Aars Knøse, men de var alt for smaa til den 43-aarige „Bedstefar”. Hver Gang jeg prøvede en Uniformsfrakke, viste det sig, at den kun kunde naa saadan omtrent til midt paa Ribbenene, og der manglede da ogsaa 5-6 Tommer i, at Bukserne kunde naa sammen.

Underofficeren paa Munderingskammeret var en brøsig Herre, han blev snart utaalmodig, kastede mig det ene Sæt Tøj i Hovedet efter det andet med den Bemærkning: „Det passer”, og jeg var saa meget Soldat, at jeg vidste, at jeg havde at svare „Javel”.

Men naar jeg saa fik det paa, viste det sig alligevel, at det passede ikke; saa jeg maatte gaa bort fra Kammeret i mit eget Vadmelstøj.

Saa begyndte vi saa smaat at komme ud paa Eksercerpladsen og gjorde de første Bevægelser.

Jeg var blevet tildelt 49. Infanteriregiments 3. Kompagni, men efter at Officererne havde faaet Mandskabslisterne gennemset, fandt de ved hele Bataillonen 22 Mand, som var over 18—19 Aar. Nogle var
langt op i Trediverne, og jeg var 43. Saa blev vi tildelt 2. Kompagni, og der blev vi Rekruttiden ud.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

 

Krigens forløb

25. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kejser Franz Josefs død; afslutningen af Somme-offensiven, der krævede et samlet tab på over én million mænd, heraf over 300.000 dræbte; kampene i Rumænien, hvor tyskerne er i offensiven; ententens offensiv sydfra ind i Makedonien mod tyske og bulgarske tropper; og sænkningen af verdens største skib, Britannic (søsterskib til Titanic) ved Grækenland. Overlevende var en kvinde, der også havde overlevet sænkningen af Titanic!

Nyheder

Ny bog: Det tunge Budskab. Brevveksling i en sønderjysk familie under Første Verdenskrig

Skriv en kommentar

Det tunge budskab. Brevveksling i en sønderjysk familie under Første Verdenskrig.

227 sider, indbundet og illustreret. Udgivet af Mariane Blume Aarhus, 2016, på eget forlag. 120,- kr.

Familien Hansen Smidt fra Spandet og Arnum i det nordvestlige Sønderjylland er et uhyre interessant bekendtskab.

Søren Hansen Smidt blev indkaldt til Første Verdenskrig i august 1914, han blev tildelt Infanteriregiment 75 (IR75) og faldt ved Hartmannsweilerkopf i Alsace i april 1915.

Et kort tidsrum – men den velskrivende og belæste Søren Hansen Smidts brevveksling med sin lige så tænksomme og dannede landmandsslægt på Spandetgård og andetsteds er spændende læsning og giver et godt indblik i tanker og rørelser i den sønderjyske befolkning.

Familien var tilknyttet frimenigheden i Skærbæk, holdt Højskolebladet og var i det hele taget en vakt familie, både nationalt, åndeligt og kristeligt.

En søster var bosat i nede i Tyskland, hvor hun uddannede sig til gartner – det giver et interessant perspektiv på Tyskland og det tyske.

En anden søn var indkaldt til Landsturm-Infanterie-Regiment 76 og lå på Østfronten, men overlevede. Også hans breve er trykt, men her er desværre ikke bevaret så mange.

Bogen kostet 120,- kr og kan købes hos:

Villads Blume Schmidt
Bakkevænget 4, Rebæk
6000 Kolding
villadsblume@gmail.dk

Og lidt mere om bogen:

Søren Hansen Smidts breve er tænksomme og meget velskrevne,

Her et eksempel fra november 1914:

”At drage i krig vil vel altid være svært, når folk ellers tænker alvorligt over, hvad de går ind til; men det værste er dog, når man ikke har længsler, håb og ønsker til fælles med det folk, som man skal kæmpe for og blandt. Ja, det er en tung, trist lod, der er bleven os danske sønderjyder til del, men der gives intet udenom.”

Det er den klassiske holdning – men den er iblandet en vis spænding, for senere samme måned skriver han:

”Ja, kommer jeg godt fra det, vil jeg få meget at se, opleve meget på denne rejse. Hvor er vi mennesker underlige, for hvor gerne jeg ville have været fritaget for at være med her, givet meget for at slippe, så drages man alligevel deraf. Det er vel trangen til oplevelse, til at se det store grufulde på nært hold, der gør sig gældende; men jeg skal snart blive kureret.”

Selvom man ikke følte sig tysk, så er familiens syn på tyskerne meget nuanceret. Storebror Hans, der senere overtog gården i Arnum, da Søren var faldet, har f.eks. følgende betragtninger om tyskerne:

”Angående mig selv, og jeg tror dog, der er mange, der har det sådan, så står jeg så mærkelig dobbelt i denne tid, jeg kunne finde på at kalde det neutralt. Vel har tyskerne hundset og hånet os danske i Nordslesvig så tit og kan ikke lade være med at gøre det endnu, og jeg ville med største glæde se Hahn (Amtsdommer Hahn, Nordborg – formand for Den tyske Forening og meget anti-dansk, RR) og Straherz (Det må være en fejllæsning for Strackerjahn, der var redaktør af det stærkt anti-danske Schleswigsche Grenzpost, RR) og mange flere komme nedenunder engang, men alligevel kan jeg ikke ønske, at Tyskland, det tyske folk, de tyske bønder, som jeg lærte at kende som soldat i Hannover, den tyske arbejder, som jeg lærte at kende i Kiel, det rige land ved Rhinen, nej ikke kan jeg ønske det den samme skæbne som Belgien og Frankrig. Ej heller kan jeg ønske ondt over de tyske soldater i fronten, bortset fra vore egne, som står der, kan jeg ikke andet end føle, at de andre, som står der, den menige tyske soldat, han står mig nærmere end både franskmænd og russere. Er det at være tysk, ja, så må de kalde mig det, så længe de vil.”

Hvordan vil det mon gå Nordslesvig i tilfælde af tysk sejr eller nederlag? Også det funderer Hans over:

”Ja Tinne, jeg kan ikke lade være andet, end at jeg håber på gode tider for vort lille kære land; men jeg forstår det næsten alligevel ikke, for går tyskerne sejrrig ud af kampen, da skal du se, hvordan de vil klare sig og hovere; man mærker det straks, man kommer til Arnum. Der er ligegodt noget storhedsiver over dem, man mærker det knap så meget nu, da de er lidt i knibe, men kommer der engang efterretning om en stor sejr fra Vestfronten, ja så skal I se, så slår det ud i lys lue igen.

Så jeg ved ikke, hvad der er bedst at ønske; men man har lov at håbe, at de bedste elementer i det tyske folk må komme ovenpå, og at det efter al den nød, sorg og elendighed må skabes noget godt, må stå et ungt frit Tyskland frem, som og må se, at det har noget at gøre godt, som fædrene har gjort ilde.”

Brevet er fra oktober 1914.

Det er troen på Gud, der holder Søren Hansen Smidt oppe i skyttegravene på Vestfronten. Brevvekslingen er rig på detaljer om livet ved og bag fronten – og om familien derhjemme, der prøver at få bedriften til at hænge sammen med et stadigt faldende folketal.

En meget interessant detalje er meddelelsen om Søren Hansen Smidts død. Kompagniføreren skriver et brev, hvor han meddeler familien det sørgelige budskab, men trøster med, at han døde øjeblikkeligt af en kugle gennem hovedet og at hans krop hurtigt blev bjerget og at han blev begravet, omgivet af sørgende og kærlige kammerater. Den slags breve blev der sendt tusindvis af hjem til familierne – og i familiens indbyrdes brevveksling efterfølgende fremgår det klart, at den hurtige død trods alt er dem en trøst.

Men … kammeraterne kan give en anden version! Kammeraten Søren Finnemann, der har beretningen fra Sørens bedste kammerat Ulrich, kan berette, at Søren Hansen Smidt blev såret under storm på en fransk stilling og at han lå i mange, mange timer i live i ingenmandsland, før han kunne bjerges. Hans kammerater hørte ham flere gange, indtil han endelig – efter næsten tolv timer – blev tavs. Da saniteterne endelige hentede ham, var han død.

Hele situationen omkring hans død er genstand for flere breve – og derfor er det meget ærgerligt, at bogen ikke aftrykker Ulrichs tre fyldige breve om begivenhederne – muligvis fordi de er skrevet på tysk.

Spørgsmålet om desertering vendes også flere gange velovervejet og tankevækkende. Her er det kammeraten Søren Finnemann i september 1915:

“Gud ved hvor længe denne skrækkelige tid varer endnu. Udsigten kan man vel næppe tale om, for jo mere tyskerne går fremad, jo mindre tilbøjelige vil de andre vel være til at slutte fred, da det jo dog alligevel lykkes Centralmagterne at diktere de andre freden.

Hvem der tror det, og dem er der såmænd mange af i Tyskland, er blottet for indsigt i forholdene. England, som tyskerne så gerne det tiltror, vil det aldrig lykkes dem at få bugt med, og det var vist heller ikke heldigt.

Hvorfor skal et land herske over et andet? – Interessant er det at høre meningerne hjemme.

Mange tror, at Nordslesvig efter denne krig vil komme tilbage til Danmark, og på den konto er sikkert mange stukket over grænsen.

Bare ikke de bliver skuffede, det vil være forfærdeligt for dem ikke at kunne vende tilbage til hjemmet. Dersom der er nogen, der elsker deres hjemstavn, så er det sikkert nordslesvigerne. Hårdt er det at slås imod sin overbevisning, men værre, synes jeg, ville det være aldrig mere at måtte se hjemmet. Der er jo, når man tænker sig om, ikke spor af sandsynlighed for, at Nordslesvig kommer tilbage, og selv om tyskerne tabte, hvad garanti har man så for, at dette vil ske.

Det eneste var jo, om Danmark også var indviklet i krigen, og det ville sikkert være en stor ulykke for dette. – Skal krigen vare længe endnu, så vil det nok være tyskerne, der bliver de underlegne. Aldrig før har de haft så gode kort på hånden til at slutte fred som nu, og de gør sig sikkert anstrengelser for at opnå dette, men vil englænderne? Det er spørgsmålet. Gud give denne elendighed snart havde ende.”

Der er godbidder som denne mange steder i bogen, som hermed varmt anbefales.

René Rasmussen

Krigens forløb

24. november 1916 – Johan Wrang: “såret har åbnet sig igen”

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis, Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 24/11.1916

Kære Doschi!
Rigtig hjertelig tak for de kære ord. Du spørger til min rejse. Ja, det blev helt anderledes end jeg havde tænkt mig. Som du vel husker, ville være taget videre fra Hamborg samme aften klokken 11.06. Jeg derfor skrevet til mine bekendte, at jeg havde tre timers ophold i Hamborg, og de skulle tage til ”Hotel zum Kronprinz. Der dukkede også fire venner op.

Tiden gik hurtig i det gode selskab og med øl og kl. 10.20 sagde en af mine venner, han mente, at der kørte et tog noget senere, ved 12.30-tiden. Jeg forhørte mig straks hos portieren, hvordan det forholdt sig, da jeg gerne ville være sammen med mine venner en time længere. Portieren sagde mig, at køreplanen for D-toget var blevet ændret i går, så han ville straks forhøre sig på banegården. Han fortalte mig efterfølgende glædesstrålende, at der kun kørte et tog den aften og det var allerede kørt kl. 10.16. Mange tak sagde jeg, det var nok til, at jeg vidste, at jeg først kunne komme videre næste morgen. Det glædede naturligvis mine venner, og vi tilbragte så en behagelig aften i Hamborg. På den måde blev min rejse så forsinket, at jeg, som jeg allerede har skrevet, først var fremme i Mainz kort efter 7. Man havde dog ventet på mig, så jeg fik også min del. Det var herligt og ubehagelighederne næste morgen var heller ikke særlig voldsomme.

Med såret går det desværre ikke synderlig godt. Jeg har jo allerede skrevet om indsprøjtningen. Jeg kan sige det, det var forfærdeligt. Fem gange stak han nålen i det tålmodige sår; jeg var syg resten af dagen. Resultat blev, at såret har åbnet sig igen, men huden har da løsnet sig noget fra knoglen. Ved du hvad lægen sagde til mig i morges? Hvis jeg fik to indsprøjtninger til, så mente han, at det ville være nok. Det er noget andet end orlov, ikke sandt? Men alligevel går jeg i morgen på klapjagt med nogle andre, der har inviteret mig.

Her er vejret også forfærdeligt, resultatet er, at vi alle sammen er blevet mere eller mindre forkølede. Men vi har været standhaftige i denne uge, og er hver aften gået i seng ved 9-9½ tiden. Det tror du vel næppe på, men sådan er det. En grund er det selvfølgelig også, at vi befinder os sidst på måneden.

Du spørger om, hvordan ”Jødinden” var. Jeg kan kun sige, at den var storslået, såvel musikken, som skuespillet. Jeg undte dig virkelig gerne, at du en gang fik sådan en forestilling at se. Nu begynder det allerede at blive mørkt og jeg må så derfor slutte for i dag. I håbet om snarest at høre fra dig er jeg din gamle ven Hanni.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Krigens forløb

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas
Krigens forløb

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Skriv en kommentar

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

Krigens forløb

21. november 1916. K. Tastesen med lazarettog til Tyskland

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesens enhed blev i oktober 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten. Her blev han såret – igen.

Den 21. November kom jeg med Lazarettog gennem Arad, Budapest, Wien og helt gennem Tyskland til Stettin. Der skulde vi have været paa Lazaret, men da der ingen Plads var til os, laa vi i Toget i tre Dage. Saa blev vi kørt sydpaa igen, til Ludwigsburg i Würtemberg.

Da havde vi været i Toget i 14 Dage. I Ludwigsburg blev vi baaret ud og i Bil kørt til et Lazaret, hvor vi kom i Bad og fik rent Tøj paa. I Mangel af noget andet havde jeg faaet Dame-Undertøj paa, Uldtrøje og Chemise. Nu kom jeg i Bad og fik en ren Skjorte paa. Det var meget velgørende at blive fri for Utøjet, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Der laa jeg saa mellem 3 og 4 Uger i Sengen og fik Forbindingen skiftet en Gang daglig.

Saa begyndte jeg at komme op, og senere maatte jeg gaa ud i Byen. Der var nok at se efter. Gamle Slotte og lignende. Desuden var Byen omgivet af Vinbjerge, som vi kunde spadsere ud i. Vi, der var saaret, fik ogsaa en nogenlunde god Kost.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Krigens forløb

20. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Da vi var indkvarteret i en Landsby, havde vi rig Lejlighed til at studere Beboernes Levevis. Den var meget primitiv, i hvert Fald hvad Beboelse angik. Husene, i hvert Fald de ældste af dem, var overklasket med Ler, Haandfuld ved Haandfuld, og i hver af dem sad Mærker af alle fem Fingre.

Jeg boede en Tid i et Hus, der kun bestod af eet Rum. Beboelse var i den ene Ende, og Stalden i den anden. Saare praktisk, for saa kunde Mennesker og Dyr hjælpes ad med at holde paa Varmen. Det kunde nok gøres nødig, da de kun havde tørret Gødning at fyre med.

Hver Dag kom der saarede fra Fronten til Feltlazarettet. Nogle kom til Fods, de haardtsaarede i Røde Kors Biler, der ankom lange Kolonner. Mange af dem naaede aldrig videre.

(… fortsættes)

 

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Skriv en kommentar

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

17. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor briterne foretager endnu et angreb på Beaumont Hamel, om Makedonien, hvor bulgarerne og tyskerne tvinges i defensiven af serbiske og franske tropper, om Rumænien, hvor rumænske og russiske tropper angriber Mackensens tyske styrker mod syd, mens tyske tropper under Falkenheyn til gengæld angriber gennem Karpaterne mod nord.

Ikke kategoriseret

En tur rundt til spændende steder i Sønderjylland

5 kommentarer

TVSYD+ optog i sommeren 2015 en udsendelsesrække om Syd- og Sønderjylland i 100-året mellem 1850 og 1950. Hver udsendelse dækkede et tiår – og udsendelsen om tiåret 1910-1919 var helt domineret af Første Verdenskrig. Vært var museumsinspektør René Rasmussen, der også har tilrettelagt programmerne.

Udsendelsen tager seerne med på en rejse rundt i Sønderjylland: Haderslev, Broager, Tønder, Arrild og Foldingbro.

skaermbillede-2016-11-16-20-41-16
Klik på billedet og se udsendelsen

 

Krigens forløb

17. november 1916. En safari, en kælehøne og en leopard i fælden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition til Logeloge.

Det var paa denne Safari fra Kungulio til Logeloge, at jeg en Aften, da vi havde slaaet Lejr, traf min gamle Ven Peter Hansen fra  Blokadebryderen. Han laa syg af Tyfus i Resterne af en Landsby, der laa paa vor Vej. Vi talte sammen en Aftenstund, indtil jeg saa, at Peter, der ellers var i god Bedring, var ved at blive træt. Saa ønskede vi hinanden god Rejse og tog Afsked med hinanden.

Det var den anden fra Blokadebryderen, som jeg mødte ved Rufijifloden. Fyrbøder Christian Hansen fra Flensborg, der havde været Kullemper for os paa „Kronborg“ , var blevet baaret over Broen, mens jeg laa ved Kungulio. Han havde kronisk Malaria, og det var sidste Gang, jeg saa den unge Mand, der kun var 20 Aar, da
han rejste hjemmefra.

De mange syge var Rufijiflodens Kendemærke. Kampene var nu stilnet af, men de tyske Afdelinger, der samlede sig langs Floden og længere mod Syd, var nu kommet i Kamp med Malariaen, der var en farligere Fjende end Englænderne.

I den Rest af en Landsby, hvor jeg fandt Peter Hansen, fandt jeg ogsaa en gammel Løvefælde, som jeg af Venlighed og Hjælpsomhed overfor Ramasan stillede op i et Krat for at forsvare hans Høne, der var ved at sprænge Buret af Skræk for noget, der bevægede sig inde i Skoven. Jeg gjorde dette paa Trods af Ramasans  Hemmelighedsfuldhed og haardnakkede Vægring ved at slagte Hønen, og lod ham det vide, for at faa hans fulde Paaskønnelse af mit store Arbejde.

Aldrig nogen Sinde i Afrikas Historie har en Løvefælde virket saa prompte. Jeg havde lige vendt mig fra den og var gaaet nogle Skridt i Retning af Lejren, da jeg hørte Fælden smække i og derefter en rasende indædt arrig Snerren.

Jeg fløj tilbage, saa hurtigt Benene kunde bære mig, overbevist om  at have fanget en Vildkat, men det var noget helt andet. Paa tæt Hold sendte jeg en Kugle gennem Hovedet paa Dyret i Fælden, og da jeg kom helt hen til den, saa jeg, at det var en prægtig Leopard.

Dagen efter fortsatte vi Safarien og kom uden yderligere Eventyr til Plantagen Logeloge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

14. november 1916. Safarien bryder op – og en ny kone til Ramasan!

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition.

Den næste Dag sendte vi endnu en Safari af Sted, og ogsaa denne Dag var de engelske Flyvere virksomme, men uden andet Resultat, end at der fremkom endnu nogle dybe Huller i Skovbunden.

Vi talte om deres voldsomme Aktivitet og tog det som Tegn paa en ny Offensiv, men Stache kunde ikke forstaa, hvor de havde faaet Tropper fra til nye Angreb, for det var almindelig kendt, at Sydafrikanerne var rejst hjem.

Der var under alle Omstændigheder ikke andet at gøre end at faa rømmet Depotet saa hurtigt, det kunde lade sig gøre, og vort Arbejde de kommende Dage bestod i at skrabe Bærere sammen i saa stort Tal som muligt og sende dem ned langs Floden til Logeloge.

Vi havde Held med os, og Depotet blev tømt. Med den sidste Safari drog Stache og jeg, og jeg kom igen ind under den sære Fortryllelse, der er over den afrikanske Safari med dens lange Marcher gennem skiftende, frodige Landskaber, dens Lejrbaal og dens Jagteventyr med Skuffelser og Triumfer.

Endnu sang Bærerne. Forsangeren sang for: — Bærerne er kommet — er denne Safari ikke herlig!

og Bærerne svarede i Kor: — Bærerne er kommet!

Sangene blev digtet paa staaende Fod skabt af Bevægelsens Glæde og Følelsen af Samhørighed. Med Mellemrum lød det som en Appel til Bærerne: — Er I der — er I der! og Bærerne svarede igen i Kor: — Vi er her — vi er her!

Naar Solen begyndte at bage og Byrderne at tynge, døde Sangen bort, og i Stedet for hørtes de pustende og anstrengte Aandedrag, men saa, naar Humøret var allerlængst nede, kom det igen fra Forsangeren: — Er I der — er I der!
og Svaret kom stønnende og anstrengt tilbage: — Vi er her — vi er her!

Bagved mig hjulede den lille Ali af Sted med to Skridt for hvert ét af mine, og efter ham fulgte Ramansan, høj, mørk og alvorlig. Paa Hovedet bar han en Høne, som han havde købt i Kungulio og havde flettet et kunstfærdigt Bur til. Jeg havde bedt ham slagte den, da han sagtens kunde faa nok at slæbe paa uden den, men Ramasan rystede blot paa Hovedet og passede dobbelt omhyggeligt paa sin Høne, som om han mistænkte mig for at ville slagte den i et ubevogtet Øjeblik.

Safarien blev fulgt af en lille Gruppe Kvinder, som Bærerne havde taget med paa Vejen. En af dem, en ung smuk Negerpige, viste en paafaldende Interesse for Ramasan, naar vi slog Lejr, og inden længe var jeg klar over, at Ramasan havde gjort sig skyldig i den  Lovovertrædelse, som man andre Steder kalder for Bigami.

Jeg foreholdt ham dette og mindede ham om, at han havde en Kone i Daressalam. Ramasan bestred det ikke, men svarede blot:
— Hende har jeg jo ikke her, Bwana, og maaske har hun allerede taget sig en anden.

Ramasan saa liberalt paa Ægteskabet. Hans fulde Navn var Ramasan bin Masudi, og han bekendte sig til Muhameds Lære, som sejrrigt var trængt frem til Kondoa-Irangi med Slavejægerne fra Zanzibar. Vi talte derfor aldrig mere om Ramasans andet Ægteskab, og jeg havde saa meget mindre Grund til at gøre det, som Ramasan ikke havde bedt om Forskud ved denne Lejlighed.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

13. november 1916. Englænderne nærmer sig Kungulio

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En skønne Dag kom Stache ganske uventet paa Besøg. Han fortalte, at Kampene næsten var hørt op paa Fronterne, og at der kun blev kæmpet mellem svage AfdelingerØstpaa. Størstedelen af Tropperne var trukket tilbage Syd for Rufiji, men han vidste, at der vilde blive sat betydelig Kraft ind paa at forsvare Rufijilinien, for at Forplejningsvæsenet kunde drage fuld Nytte af Møllerne, den var anbragt i Plantagebygningerne ved Logeloge.

Stache mente ikke, at det vilde vare længe, før vi hørte fra Englænderne, og han fik paa overraskende Maade Ret. Den samme Dag saa jeg de første engelske Flyvere over Lejren ved Kungulio og hørte de velkendte Brag af de engelske Flyvebomber, der eksploderede mellem Træerne.

De var aabenbart kastet efter vort Ammunitionslager og var særdeles godt rettet. De eksploderede tæt ved Siden af Patrondyngerne og sendte vældige Springvand af blød Skovjord højt op over Trækronerne.

Som sædvanlig gjorde de ingen Fortræd paa os levende Væsener, og Stache og jeg, som pligtskyldigst skød efter dem, havde det  sædvanlige Resultat af vor Skydning mod Flyvemaskiner.

Jeg vilde have bandet paa, at jeg satte den ene Kugle efter den anden i de forbistrede Maskiner, men de blev lige roligt og uanfægtede hængende i Luften, til de havde faaet udlosset alle deres Bomber mod vort Urskovsdepot.

Allerede denne Dag begyndte vi at tømme Depotet.

Stache havde en Del Bærere med sig, og første Afdeling af dem blev sendt til Plantagen Logeloge, der laa et Stykke længere ud mod Kysten ved Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

13. november 1916. Øjenvidner: Sikringsstilling Nord under opførelse

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Befæstningslinjen Syd for Grænsen

Gårdbestyrer Søren Anton Hansen, der i 2 år har bestyret en gård i Rugbjerg, kom med pas tilbage hertil i går morges og beretter følgende:

Ca. 3 km syd for Hoptrup, vest for landevejen, ligger en gård ved navn ”Hovgaaard”; den ligger ca 150 meter fra landevejen, og imellem gården og landevejen er anbragt 4 stkr. 15 ctm kanoner.

Fra det sted, hvor vejen fra Skovby skiller og går eftyer Vedsted og Vejbøl, er der en sandbakke, bevokset med lyng og gyvel. Der er der anbragt 4 stkr. 9 cm kanoner.

Vest for vejen efter Vejbøl ligger en ejendom ca. 30 meter syd for denne er anbragt 1 stk. 9 ctm kanon.

Syd for ”Pothøj”, der ligger syd for ”Lille Vejbøl” er en batteristilling med 5 stkr. 9 ctm kanoner, men da de ligger langt fra vejen, kan jeg ikke nærmere betegne deres beliggenhed.

Nord og vest for Obkær ligger en mose, og ca. 2 km øst for Obkær er en lavning i terrænnet i retning efter Immervad; ca. 10 meter fra det sted, hvor lavningen går fra mosen, er anbragt den første kanon i et batteri på 5 stkr. 9 ctm kanoner. Mellem 1. og 2. kanon er der ca. 15 meter; mellem 2. og 3. ca 20 meter; mellem 3. og 4. ca 30 meter, og den 5. kanon ligger 30-40 meter længere ø.s.ø derfor i det nordvestlige hjørne af en gård.

s. 443

Alle de angivne steder er kanonerne nedgravet 1 m 80 ctm og står på cementbeton og tildækket af grene og løv så at de vanskeligt ses. Alle kanonerne er malet grågrønne.

Skyttegravslinjen går lidt syd for Hoptrup – tæt syd om Lille Vejbøl – ca 1½ km syd om Over Jerstal – igennem Neder Jerstal – ca 1½ km syd om Bevtoft og derfra er den i vestlig retning.

Foran skyttegravene er der en pigtrådsforhindring ca 1 meter høj og 6-7 meter bred og som pæle benyttes spidse jernpæle, hvor de fleste er ca 1 meter højt over jordoverfalden, andre kun ½ m høje – alle støbt i cement. Mange steder er der dobbelt pigtrådsforhindring, og der er da indtil 90 meter mellem dem.

Der er 2 rækker skyttegrave, der på hver 50 meter er forbundet med løbegrav. Både skyttegrave og løbegrave er i færdig stand 1 m 8 ctm dybe og går alle i zig-zag.

Fra Vedsted til Hoptrup er der et vandløb, som løber forbi en vandmølle ”Østergaard Mølle”, og ved denne mølle laves der en dæmning, så at man kan [sætte?] vandet helt op til Vedsted. (dette har jeg hørt en feldwebel løjtnant og en feldwebel tale om; selv har jeg ikke set det.)

Lige tæt ind mod Obkær Gårde er der bygget 2 barakker, hver 90 meter lang, og et stort feltkøkken. Barakkerne ligger i retning S – N.; køkkenet ligger ved nordenden, og syd for barakerne ligger en slags skur i retningen Ø – V. , lavet af jernplader, der danner en lang overdækket gang, som om halve rør var stillet i forlængelse af hverandre indtil en samlet længde af 15-20 meter.

sikringsstilling_nord_s444

Disse barakker er formentlig til marineartillerister; jeg så i al fald ingen andre soldater der.

Endvidere har jeg set, at man har påbegyndt bygning af lignende barakker i Damgaard ved Hovslund station og i nærheden af Galsted st.

Fra Hovslund station kører bønderne hver dag med 25-30 spand heste og kan langt fra følge med. På stationspladsen er opstablet pæle, pigtråd og meget for mig ukendt krigsmateriel, samt bygget barak til opbevaring af cement. Jeg antager,at det samme er tilfældet for Over Jerstal og Galsted st.

Der bygget en bane, der skal forbinde småbanerne Åbenrå – Løgumkloster med Haderslev – Over Jerstal; den går fra Åbenrå – Løgumklosterbanen ca. 1 km. S.Ø. for Hovslund, godt en 100 m. Ø. for Immervad og støder til Haderslev-Over Jerstal banen ved Vedsted. Til arbejdets udførelse bruges armeringssoldater og straffesoldater; de får alt for lidt at spise. En feldwebelløjtnant havde skudt to ræve og to grævlinge som armeringssoldaterne spiste med begærlighed. Og en dag da en bonde kørte til Hovslund St. med kartofler, kørte han ind mellem en afdeling straffesoldater, der hver tog en håndfuld kartofler og spiste dem, som havde det været æbler.

Krigens forløb

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

12. november 1916. Skal 2.000 sønderjyske familier deporteres til Mecklenborg?

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Syd for grænsen
R.K.
Meddelelsen om, at der er givet varsel om at det muligt kan blive nødvendigt med meget kort varsel at rømme distriktet nord for Knivsbjerg – Hovslund. Linjen stadfæster sig, og man ved, at der på landrådskontoret i Haderslev i Haderslev ligger fortegnelse på over 2000 bosiddende familier, som i så tilfælde skal føres til Mecklenborg. Denne gang er det dog ikke Esbjerg der spøger, men en landgang i Århus, som man nok mener at møde så langt nordpå, som tiden tillader.

Stillingen udbedres med stor iver. Arbejdes ledes af pionerer, men arbejderne er mest militære straffefanger, som gør et yderst elendigt indtryk.

Der er fra Hovslund station anlagt normalt spor mod øst og vest til standpladser for 38 ctm. skyts. Fagmænd siger, at der er mellem 50 og 60 stkr. Svært skyts, alle marineskyts og betjeningen er udelukkende marinere. Den øvrige del af linjen har en smalsporet feltbane, som transporterer mængder af tømmer. Flere vognladninger af jernplader med skarpe spidser i vinkel, øjensynlig palisadespidser henstod i Rødekro og Hovslund stationer. Man siger, at der ligger 200.000 mand nord for Kielerkanalen, hvoraf 70.000 nærmest nævnte linje.

H.P. [Hanssen?, RR] har været meget bekymret for den nærmeste fremtid.

Flådestaben havde forelagt udformede planer for en meget stærkt udvidet undervandskrig , og der var sikkert flertal i udvalget for at gennemføre den; men der var for en ca 8 dage siden noget lysere udsigter, idet den fremrykkende årstid havde skabt nogen betænkelighed og der var mulighed for en udsættelse til tidlig i foråret 1917.

s. 440

12. november 1916
NB
R.H. Henimod slutningen af den tyske rigsdags slutning den     november så stillingen i det hele tilsyneladende lysere ud, idet overkommandoen på grund af den fremrykkede årstid mente at burde henstille, at den udvidede ubådskrig, for hvilken planen tidligere er forelagt udvalget, udsættes indtil tidlig på foråret.

Da rigsdagen sluttede, havde situationen imidlertid forandret sig, muligvis på grund af standsning af fremgangen i Rumænien.

Allerede på et tidligere tidspunkt har kejseren og rigskansleren opgivet ævret og henvendt sig til feltmarskal Hindenburg om at overtage ledelsen over alle fronter. Hindenburg er gået ind herpå under den udtrykkelige betingelse, at man befæstede både mod Danmark og mod Holland.

H.P. mener, at det vil være afhængig af centralmagternes held i Rumænien, om krigen udvides går det centralmagterne så meget imod, at det bærer henimod et sammenbrud, vil Hindenburgs plan gå ud på at få krig også med alle neutrale stater, altså med Danmark, Holland, Spanien, Amerika, Schweitz, Norge og Sverige – en desparationskrig således, at skal vi til bunds så skal så mange som muligt med. H.P. tilføjede, at han var bekymret for de mange i Jylland værende desertørers skæbne.

Krigens forløb

11. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor englænderne stadig forsøger at bryde igennem selvom erfaringen og terrænforholdene taler imod, kampe i Rumænien og en tysk charmeoffensiv over for de polske mindretal, kampe ved Isonzo – og stigende problemer med moralen i næste alle hære.