28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov

Senest ændret den 26. april 2017 11:23

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter en halv Snes Dages Forløb listede jeg en Aften ind til vor gamle Kaptajn og bad indstændigt, om han vilde lade mig faa Lov til at faa en Orlov, før jeg gik til Fronten. Jeg vilde saa inderlig gerne endnu en Gang hjem og sige Farvel til min Hustru og mine Børn, for jeg vidste jo ikke, om det var min Lod at blive derude.

Kaptajnen hørte paa mig, og jeg syntes at kunne se et velvilligt Blink i hans Øje.

Da han havde betænkt sig lidt, sagde han: „Ja, Poulsen, De skal faa en Orlov, før De rejser til Fronten.”

Saa sagde han til mig, at naar jeg kom derud, skulde jeg kun gaa saa langt, som det blev forlangt af mig, men ikke gaa og være nysgerrig og kigge op over Skyttegraven; thi derved havde mange hentet sig en dødbringende Kugle.

Og han fortalte mig, at netop Aftenen før, han var blevet haardt saaret, var der gledet underlige Anelser igennem hans Sjæl om, at der vilde times ham noget alvorligt. Han skrev da Afskedsbrev til sin Hustru, sendte sin Vielsesring og sin Portemonnæ hjem til hende, og næste Dag blev han ogsaa haardt saaret af en Haandgranat.

Da han havde fortalt det, dristede jeg mig til at sige til ham: „Jamen, Hr. Kaptajn, det var jo Gud, som kaldte ad Dem.”

Han saa paa mig og svarede: „Ja, Poulsen, det er jeg ogsaa selv klar over.”

Og fra det Øjeblik syntes jeg ikke, at vi var saa langt fra hinanden.

Jeg havde besluttet at gøre alt med en god Vilje og et frisk Mod, for saa vidt det var mig muligt, og jeg stod mig godt ved det. Mit Lønkammer fandt jeg ude mellem et Par Udhuse, hvor jeg kunde være ene med Gud hver Morgen Kl. 04:30.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

3 tanker om “28. november 1916. Kompagni-bedstefar søger om orlov”

  1. Hermed lidt ekstra info om hovedpersonen i jeres nye historie om ”Kompagni-Bedstefar”:
    Han er født i Skodborg sogn d. 17. december 1873 og døbt Peter Paulsen [med ‘a’].
    D. 17. maj 1900 blev han i Skodborg kirke viet med Anne Marie Dall, der var født i Oksenvad. De overtog en landejendom i Brændstrup, Rødding sogn, hvor de i årene 1904-1908 fik 3 sønner.
    Af hans brødre deltog yderligere 3 i krigen. Laurids og Mathias kom levende hjem; men Jørgen Nørgaard Paulsen, der havde overtaget den fædrene gård i Skodborgskov, faldt på Østfronten d. 4. november 1915.
    Efter krigen vendte Peter Paulsen tilbage til ejendommen i Brændstrup, men blev senere rejsesekretær for KFUM & K – og blev Ridder af Dannebrog.
    Han døde d. 1. februar 1948 og blev begravet på kirkegården i Rødding.
    M.v.h.
    Keld Mortensen

    1. Hej Keld
      Mange tak for info. Vi laver en personside på ham, når vi får tid. Ved du, om der findes fotos af ham?
      mvh
      René

      1. Ja, i hans erindringer, som I henviser til nederst i artiklen. Der er ganske vist ingen navne sat på personerne på de fotos, der bringes på de første sider i bogen; men for mig er der ingen tvivl om, at den person, der på titelbladet knæler ved en grav for Sönke Feddersen med en bog (formodentlig bibel) i hånden, er Peter Paulsen.
        Et andet foto viser en soldat som “vaskekone”. I sine erindringer skriver han (p. 95), at han på et tidspunkt fik en tjans som “vaskekone”, så der er vist ingen tvivl om, at det er ham, der optræder på det foto – og det er den samme person, der optræder på på titelbladet – og på de øvrige fotos.
        Mvh
        Keld

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *