Alle indlæg af Rene Rasmussen

Ikke kategoriseret

10. november 1916. Beskyldninger mod sønderjyder for at desertere

Skriv en kommentar

En Kammerat, der værgede vor Sag

I November 1916 blev en Del gamle Landstormmænd her fra Nordslesvig indkaldt til Oplæring i Krigskunsten og sendt til Schwerin. Blandt de indkaldte var ogsaa M. Wahrlich fra Aabenraa.

Han hørte nu just ikke til dem, der ved »Schneidighed« kastede Glans over Soldaterstanden , men han havde, naar det gjaldt, Mod til at forsvare os.

En Morgen, da hele Afdelingen var traadt an til Undervisningen paa en af de store Belægningsstuer, lod en Feldwebel falde nogle Ord om, at Nordslesvigerne jo løb over Grænsen.

Da rettede Wahrlich sig og spurgte: Tillader Hr. Feldwebel?

Da Tilladelsen var givet, sagde Wahrlich : Der er da i hvert Fald falden 2800 Mand deroppe fra, saa de er da ikke alle løbet bort fra den lille Plet deroppe.

Da vi kom tilbage til Stuen, var der mange af vore tyske Kammerater, som roste Wahrlich for hans Optræden.

P-L. i DSK-årbøger, 1941

Krigens forløb

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Skriv en kommentar

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

8. november 1916. Dynamitfiskeri og malaria ved Rufijifloden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Rufijifloden indeholdt mange andre levende Skabninger end Krokodiller og Flodheste. Den bogstavelig talt vrimlede af Fisk, hvilket er en Sjældenhed i Østafrika, da de fleste Floder tørrer ud om Sommeren.

Vi havde ingen Grejer til at fange Fisk med, men jeg anvendte en Metode, som jeg havde læst om engang, og som viste sig at være særdeles brugbar. Jeg delte en Dynamitpatron, tændte den og kastede den ud i Floden.

En halv Patron var nok til at fange en Mængde Fisk med. Man hørte en dump Eksplosion og saa Vandet komme lidt i Oprør, og et Øjeblik efter kom Fiskene drivende op med Bugen i Vejret. Det gjaldt nu om at faa dem øst i Land eller op i en Baad hurtigst muligt, da de ikke var døde, men kun bevidstløse.

Bærerne satte stor Pris paa Fisk og kunde sætte næsten utrolige Mængder til Livs.

Saaledes gik Arbejdet og Fritiden ved Kungulio. Ind imellem kom der smaa Mindelser om Malariaen, men endnu havde vi saa rigelig Kinin, at jeg kunde holde denne Sygdom Stangen. Jeg tog blot en  Kinintablet og gik til Køjs. Feberen steg — undertiden helt op til de 40 Grader, men den gode Føde, jeg fik, den gode Søvn og det forholdsvis lette Arbejde gjorde, at jeg kom forholdsvis nemt over mine Anfald, men da Regntiden — den lille Regntid — begyndte i November Maaned, var alligevel noget af det hyggelige gaaet af Kungulio.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

6. november 1916. H.C. Brodersen kommer til Soissons

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Aisnedalen ved Soisson, den 6. November 1916

Efter at vi er kommet fra Sommeslaget, er vi i Ro. Det er dog kun saa som saa; thi „Roen” bestaar i Eksercits og Parademarch. Vi har faaet  ny Forstærkning og ogsaa en anden Kompagnifører.

Vi længes alle efter paany at komme i Stilling, særlig, da vi har faaet at vide, at der forude skal være gode Understande og en rolig  Stilling. Vi regner derfor med, at vi derude faar den Ro, som der her ikke er meget af, og at vi, Sepl, Skorstensfejeren og jeg, der sammen med en ny Delingsfører har dannet en Skatklub, kan faa Lov til uforstyrret at pleje vore Interesser paa dette Omraade.

 

Krigens forløb

5. november 1916. Hans Hostrup i Serbien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Ved Belgrad kørte vi ind i Serbien og lige til Nish, Landets gamle Hovedstad.

Det første, vi lagde Mærke til, var, at Stationerne hele Vejen ned lignede smaa Fæstninger med Pigtraad og Løbegrave og hvad dertil hører. Det var lavet, for at man kunde værge sig mod Overfald fra den serbiske Modstandsbevægelse.

En saadan fandtes nemlig i det dengang af Tyskerne besatte Serbien. Dog derom senere.

Opholdet paa Banegaardene blev brugt til smaa Udflugter i Omegnen, saa vidt det lod sig gøre. Ret langt kunde vi jo ikke fjerne os fra Toget, da vi aldrig vidste, naar der blev givet Afgangssignal. Det skete da ogsaa, at nogle ikke naaede at komme med. Der kunde godt gaa en halv Dag, inden vi kørte igen; men hvad gjorde det, det gik jo „alles vom Krieg ab!“

Under et Ophold var der engang Appel med vor „Jernportion”. Mange havde spist det hele, nogle det halve, og der blev lovet dem al Landsens Ulykker. Saa blev der uddelt nye Portioner, og der skete ikke mere i den Sag. Vi, der havde noget af Portionen i Behold, ærgrede os over, at vi ikke ogsaa havde spist det hele. Forplejningen var jo ikke saa rigelig.

Ankommet til Nish efter 7-8 Døgns Kørsel med Afbrydelser, blev vi indkvartéret i en stor Kaserne. Paa denne boede der ogsaa bulgarske Soldater, som jo var Tyskernes allierede, og som vi senere ved Fronten kom en hel Del i Berøring med- Vi var naturligvis nysgerrige efter at se, hvad det var for Fyre, men da vi ikke kunde snakke med dem, blev det et meget overfladisk Bekendtskab.

Vi tilhørte nu „Heeresgruppe v. Belows” Rekrutdepot og var i Nish i tre Uger. Herfra blev vi sendt ud til de forskellige Frontafsnit, efterhaanden som der blev Brug for os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Nyheder

5. november 1916. Ingen krigslån fra J. Due i Gabøl

Skriv en kommentar

J.Due fra Gabøl Hede blev indkaldt i efteråret 1916.

Det var i Oktober 1916, at jeg blev indkaldt til Fod-Artilleri-Regt. Nr. 20 i Neu Breisach i Elsas i en Alder af 44½ Aar. Efter 4 Ugers Forløb flyttedes jeg over i Fod-Artilleri-Rgt. 23 i Posen, og herfra gik det saa til Frankrig, hvor vi sattes ind i Kampene ved Aisne og i Champagne.

I Eftersommeren var Tyskerne i Gang med Tegning af Krigslaan, og en Vicefeldwebel Kirschbaum henvendte sig i denne Anledning ogsaa til mig.

— Jeg sagde nej, jeg skal ikke have noget tegnet.

— Alle Deres Kammerater har givet noget!

— Det bliver jo deres Sag, det vedkommer jo ikke mig. For Resten har jeg ikke noget at undvære.

— Jo, De har. De har da en Ejendom derhjemme, De har fire Køer og en Hest!

Hvor han vidste det fra, véd jeg ikke, men det passede godt nok.

Da jeg stadig vægrede mig ved at tegne, vilde han absolut have Grunden til denne Vægring at vide. Først undslog jeg mig ved at nævne Grunden, men da han stadig pressede paa, og han var for Resten et godt Menneske og en forstaaende foresat, fik han omsider mine Grunde.

— For det første har jeg Hustru og otte ukonfirmerede Børn derhjemme. For det andet har jeg ofret en Søn paa Tysklands Alter, han faldt i September 1915. For det tredje véd Feldwebelen jo nok, at jeg er oppe fra det dansktalende Nordslesvig (— Ja, det véd jeg, indskød Kirschbaum), saa jeg er ikke Tilhænger af Krigen. Og for det fjerde er jeg selv her. Det maa være tilstrækkeligt, mere faar De ikke hos mig.

Feldwebel Kirschbaum stod et Øjeblik og saa paa mig, saa lagde han begge Hænder paa mine Skuldre og sagde: „Det er tilstrækkeligt, Kanoner”.

Jeg blev aldrig mere opfordret til at tegne Krigslaan.

DSK-årbøger 1946

Krigens forløb

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

4. november 1916. På kur i Wiesbaden – og en død bror

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Efter fire ugers forløb fik vi lov til at gå ud om eftermiddagen fra klokken to til seks, hvad jeg benyttede mig flittigt af. Ja, sikken forandring fra skyttegravene ved Verdun og så til den flotte by her, hvor de fineste folk fra Tyskland færdedes. –

Kommet fra granathuller til gode hotelsenge, kommet fra et rent mandfolkesamfund som vort til en by med civilister, mens vi knap havde set et pigebarn i 11 måneder. Her promenerede de flotteste damer med deres kavalerer; de var på kur og i bad. –

Men det var imidlertid blevet oktober, og kursæsonen nærmede sig sin afslutning, så der blev fri adgang til næsten alt. Midt i byen lå »Kochbrunnen«, der var bygget over en varm kilde, hvor vandet vældede frem, 90 grader varmt, dag og nat. Unge piger falbød varen for 25 penning pr. bæger til kurgæsterne, som sad rundt i hulen og drak det lægende vand til helse for deres syge nerver og maver og øvrige skavanker.

Vi drak vandet gratis, men vi fik jo også kun 33 penning om dagen, i øvrigt forekom det os, at det smagte som vandet i Alssund.

Af alle de mange parker og anlæg her i Wiesbaden syntes jeg bedst om Kurparken, der efter sigende skulle dække et areal på 10 hektar. Her var store græsplæner med smukke blomsterbede og rabatter med prydbuske, og så var der kunstige søer og damme, hvor det vrimlede med guldfisk og andre sjældne arter, der her i vandet glimtede i alle regnbuens farver. Jo, her var smukt. –

En anden park var Neroparken, der nærmest var en art botanisk have, interessant og så så velplejet. –

Formedelst en tandhjulsbane og 15 penning kunne vi entre det stejle og hosliggende Nerobjerg, hvorfra der var en storslået udsigt over byen og omegnen. I en kikkert anbragt på et stativ øjnede vi Rhinløbet i nærheden af Mainz, men det kostede også 10 penning, og når vi så atter måtte ofre 10 penning for at glide ned ad bjerget, så var den dagsløn væk, ja, mere endda. –

Der fandtes da også anlæg af mere folkeligt tilsnit, hvor man gratis kunne fornøje sig med at spadsere omkring, og hvor byens borgere en søndag eftermiddag tog hen med familie og nød deres kaffe eller en flaske rhinskvin.

Af bygningsværker var jeg mest imponeret over den russiske kirke med sine fem kupler, der var beklædt med rent guld, mens det indvendige strålede i marmor og også var rigt udsmykket med guld.

Kirken skulle have kostet fem millioner mark at bygge, og overvældende stor var den ikke.

Så var det efterår, for resten en ret alvorlig tid for dem derhjemme; men måske vidste de det ikke. Det forlød nemlig, at Danmark agtedes besat, da man frygtede en engelsk landgang i Esbjerg. En begyndelse var gjort med at samle tropperne i Holsten – det erfarede jeg gennem sygeplejerskerne, der jo havde deres viden fra højere steder. Man mente, der kunne blive en stilling som tolk for mig, en post, som jeg absolut ville undslå mig fra. – Heldigvis blev det hele ikke til noget.

Det var et par gode måneder, jeg tilbragte i Wiesbaden, men desværre formede afskedsdagene sig ikke så gode for mig. Jeg skulle udskrives den 4. november, men om formiddagen dagen før fik jeg telegram hjemme fra, at min broder, Jørgen, lå såret og meget syg i Speyer på lazarettet, og mine forældre bad mig om at besøge ham, hvad jeg omgående fik lov til.

Jeg rejste så derned, men nåede desværre ikke at træffe ham i levende live, idet han var død om formiddagen, da jeg kom.

Han var blevet såret i baghovedet den 23. oktober, ligeledes ved Verdun. Det var nu ikke såret, der forvoldte hans død, da det var ret ubetydeligt, men der var stødt en lungebetændelse til, og den stod han ikke igennem.

Hans båre førtes hjem, og han ligger i familiegravstedet på Ullerup kirkegård. Formiddagen derefter var der stort opbrud i Wiesbaden, da vi var mange, som skulle rejse. Også den ene af sygeplejerskerne var i færd med at pakke; søstrene havde ligesom jeg fået besked om, at en bror lå meget hårdt såret på et lazaret bag ved Somme-fronten, og hun havde da fået lov til at rejse derhen for at pleje ham. – Ja, sådan blev den afslutning: Min bror ved Verdun og deres bror ved Somme, to frontafsnit, der kostede hundredtusinder af unge mennesker livet i året 1916.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

3. november 1916. Ved fronten i Rumæniens bjerge

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen blev i oktober 1916 overført til Balkanfronten. I begyndelsen af november ankom han til Rumænien.

Om Morgenen, saa snart det blev lyst, begyndte vi at stige op ad Bjerget; det var besværligt, da det var meget stejlt. Vi havde hver en Stok med en Pig i Enden, og saa kravlede vi det meste af Tiden op ad Bjergsiden i en lang Række een for een, da vi ikke kunde være fire Mand ved Siden af hinanden hele Tiden.

Det tog 8 Timer for at komme de 2200 Meter i Vejret. Saa blev der saa jævnt, at vi kunde marchere videre. Bjergene var bevoksede med enkelte Træer og en Del Krat.

Endelig naaede vi Regimentet, som vi skulde afløse. Vi troede, der var Skyttegrave, men der var kun nogle smaa Huller, man lige kunde skjule sig i. Man kunde ikke komme længere ned, fordi Bunden bestod af en Slags Sten. Da vi kom derop, var det behageligt tørt, men Natten efter begyndte det at sne, og det blev ualmindeligt koldt, særlig for os, der var gennemblødt af Sved fra Opstigningen.

Nogle Meter foran os gik det lige saa brat ned som Taget paa et Hus, og lige overfor paa et andet Bjerg ca. 600 Meter borte laa Rumænerne. Vi havde ingen Vagt ude, kun nogle faa skulde holde sig vaagne, hvor de laa. Vi behøvede ikke at være bange for natligt Angreb, da det jo var vanskeligt at komme op ad Skrænten.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

2. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

4 kommentarer

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Faa Dage efter min Tilbagekomst skulde der afgaa en Transport til Fronten. Der blev raabt en Del Navne op, mine danske Kammerater, men det gav ikke nok, og der blev da spurgt, hvem der vilde melde sig frivilligt. Da jeg ikke vilde skilles fra mine Landsmænd, meldte jeg mig. Før eller senere vilde jeg jo dog blive sendt af Sted.

Mads Dahl fra Sillerup var blevet overflyttet til Hestfolket som „Fahrer” og var før os rejst til Frankrig. Her mistede han det ene Ben; han lever dog endnu i bedste Velgaaende. Humøret har han i hvert Fald ikke mistet.

Efter at have faaet nye, feltgraa Uniformer og alt til Faget henhørende blev vi ført til Breslau, hvor vi sammen med Rekrutter fra andre Garnisoner blev omdannet til et Rekrut-Depot, som kort Tid efter dampede af Sted vestpaa.

Vi var meget spændt paa, om vi skulde til Frankrig eller sydpaa til Balkan. Det blev det sidste, og efter at vi i Dresden havde faaet Følgeskab af en Bataillon saksiske Jægere, kørte vi videre.

Langsomt satte det lange Troppetransporttog sig i Bevægelse, og da vi forlod Banegaarden, tonede det ud fra alle Vogne, der var stuvende fulde af Soldater: „Muss i denn, muss i denn zum Städtele hinaus!“

Naar der blev sunget, enten paa March eller under Transport, var det altid de vemodige Hjemlandssange, der maatte holde for, som „In die Heimat kehr ich wieder“ og „In der Heimat, da gibts ein Wiedersehn”. Krigsbegejstringens Tid var forbi.

Det blev en lang og – naar undtages den dystre Baggrund – en meget interessant Tur. Rejsen gennem Alperne var enestaaende. Kun afbrudt af korte Ophold for at faa Forplejning gik det ned gennem Østrig til Budapest og gennem Ungarn til Belgrad.

Vejret var fint, og vi nød Udsigten ud over de uendelige Majsmarker, der nu var ved at modnes.

Vi sad oppe paa Taget, selv om det var farligt paa Grund af Viadukter og Telefontraade, eller ogsaa sad vi paa Trinbrættet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

1. november 1916. Tastesen på march i Rumænien

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, Havde været på både Vest- og Østfront. Men i oktober 1916 blev hans enhed blev overført til Balkanfronten.

Ellers passerede der ikke noget videre paa Rejsen, indtil vi naaede Petrosini i Rumænien tolv Dage efter vor Afrejse fra Gailet. Ankommen til Petrosini marscherede vi derfra med det samme. Efter tre Timers Marsch naaede vi en lille Landsby, hvor alle Husene var skudt sammen.

Det var Meningen, vi skulde være bleven der nogle Dage, men hvad der kom i Vejen, ved jeg ikke, for vi blev kaldt op om Morgenen Kl. 5.

Om Eftermiddagen ved 3-Tiden naaede vi efter 50 kms Marsch et Kloster, hvor vi blev indkvarteret. Klostret var ikke beskadiget, men var fuldstændig tomt. Der blev vi til Kl. 9, og Kl. 12 skulde vi afløse et Regiment i Skyttegravene.

Vejen gik stadig i Zig-Zag ind imellem Bjergene. Huse var der ingen af, men hist og her var der en Kilde, hvor Vandet flød ud over Klipperne, som nogle Steder ragede helt ud over Vejen, saa det næsten var som en Hule, vi gik i.

Soldater marscherede hele Vejen, baade Bulgarer, Østrigere og Tyskere. Hen paa Aftenen naaede vi Serat-Floden, som snor sig ind mellem Bjergene. Vore Ingeniører havde bygget en Træbro, da Rumænerne havde sprængt den gamle i Stykker. Her skulde vi til at gaa op i Bjergene, men da vi ikke kunde se at komme længere frem, overnattede vi i nogle Hulninger ved Floden. Om Natten fik vi Fødevarer udleveret til to Dage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Krigens forløb

31. oktober 1916. Fra billedarkivet: Tysk fly over Vestfronten

Billede Skriv en kommentar

Første Verdenskrig var den første krig, hvor fly blev brugt i større omfang.

Flyvemaskiner var lige taget militært i brug ved krigens start, primært til rekognoscering. Men snart førte erfaringerne til udvikling af specialiserede jagere og flere-motores bombere.

Flyet her kan være en AEG C.II, der blev taget i brug i 1915.

07006f00279_tysk_fly_mindre
Tysk fly over Vestfronten (Museum Sønderjylland)

Læs mere om fly på vores leksikonsider

Krigens forløb

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Ikke kategoriseret

29. oktober 1916. Beruset gendarm og lemfældig fødevarekontrol

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen.

Når levnedsmidlerne kontrolleres

I nærheden af grænsen på tysk side, hvor der er største kontrol med forbruget af de forskellige fødemidler på landejendommene, der kontrolleres af landgendarmen i det pågældende distrikt, nærer man mangen velvilje for den pågældende gendarm.

Ved den tid, da man kan regne ud, at han kommer på kontrol, har en derboende større gårdejer som regel en rigelig forsyning af forskellige spirituosa, og når gendarmen så viser sig, bliver han inviteret indenfor.

Han bliver beværtet god spise og drikke, og måske er tilfældigt en eller flere fra nabolaget kommet tilstede, og efter bordet bænker man sig med toddyen eller hvad det nu er, snakken går, der fortælles mangt og meget fra krigen og drikker tæt til. –

Gårdejeren kan i den henseende tåle en hel del – indtil gendarmen har fået sig så mægtig en rus, at han må sove den ud på gården for så at forsvinde næste morgen, og beboerne har så fred for ham en uges tid, i hvilken de bruger af gårdens produkter af korn, smør, mel, æg, høns osv. inden den strenge kontrol.

Og finder  der så en dag alligevel en eftertælling sted af hønsene og der findes at mangle nogle, så har – ja, så har Mikkel ræv taget dem!

Se flere historier her: Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Redaktør_Willemoes
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende
Krigens forløb

29. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos: Forfulgt af en rasende vagthund

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han endelig egnen syd for grænsen til Danmark. Natten tilbragte han på høloftet hos en bekendt i Jels.

Den næste dag var en søndag. Jeg blev budt ned til kaffe, og den smagte mig ovenud godt. Det var den første varme drik, jeg modtog, siden jeg tog hjemmefra. Søndagen gik, og da mørket brød frem, fortsatte jeg min vej mod grænsen, ført af en vejviser til hest. Vi havde en aftale: red han langsomt fremad, var der ingen fare; skældte han hesten ud, skulle jeg omgående forsvinde bag et hegn eller søge ind i skoven; holdt han stille, skulle jeg komme hen til ham, for så var der et eller andet, han ville meddele mig.

Det gik godt. Vi nåede uden for byen. Her måtte jeg forsvinde første gang. Jeg skjulte mig bag længerne på en gård. Da faren var overstået, kom jeg igen frem, og nu gik turen videre, indtil vi uden forstyrrelser nåede op i umiddelbar nærhed af grænsen. Jeg kom op i nærheden af ham og modtog de sidste instrukser. To soldater, som var blevet afløst, nærmede sig, og jeg forsvandt omgående.

Da jeg atter kom frem, var rytteren borte, og det var umuligt at få øje på ham. Så var jeg nødt til at klare mig på egen hånd. Forsigtigt sneg jeg mig nu fremad. Medens jeg holdt skarpt udkig til alle sider, opdagede jeg henne ved et hegn noget mørkt. Jeg troede, at det var min vejviser, men da jeg nærmede mig det ubestemmelige, opdagede jeg i sidste øjeblik, at det var en tysk vagtpost, der stod ved siden af sit skilderhus.

Nu vidste jeg, at jeg var ved grænsen, og nu gjaldt det om at udspejde, hvor vagtposterne stod og ad hvilken vej de gik. For at blive klar over det, krøb jeg frem over en mark og hen til et skovbryn. Her i skyggen af skoven kunne jeg mere ubemærket komme videre. Efter en times ihærdig spejden var jeg på det rene med vagtposternes gøren og laden, og så prøvede jeg at kravle frem på maven. Det gik godt til at begynde med. Jeg nåede helt frem til den vej, vagtposten gik på. Men i det øjeblik, jeg ville springe op og styrte over vejen, altså over grænsen, blev jeg overfaldet af en vagthund.

Jeg havde en svær knippel i hånden, den havde jeg fået af manden i Jegerup, og jeg forsøgte nu at give hunden en over panden, men det gjorde kun ondt værre —. Hunden blev fuldstændig skruptosset. Der var ingen tid til betænkning. Omkring! og tilbage til skoven. Den rasende hund forfulgte mig hele vejen. Jeg krøb ind under en busk i skovens udkant. Her ventede jeg på, at bæstet skulle gå sin vej, men den blev roligt stående og holdt trofast vagt. Der var intet andet at gøre end at forsvinde ind i skoven. Dyret fulgte ikke med, og da jeg efter nogen tids forløb hørte den gø langt borte, besluttede jeg mig til at gøre et nyt forsøg.

Det gjaldt om at udnytte tiden, medens hunden var optaget andetsteds. Jeg krøb igen frem, hurtigt. Kort efter så jeg, at to vagtposter på deres runde fjernede sig fra hinanden. Så fik jeg endnu mere travlt, samlede alle mine kræfter, avancerede så hurtigt jeg  kunne, og — ti minutter senerestod jeg i Danmark. Jeg trak vejret  lettere. Den næste formiddag tog jeg til Vamdrup. Turen havde taget fire døgn. Det eneste, jeg ejede, var det omtalte egespir, men — jeg havde min frihed!

DSK-årbøger, 1958

Nyheder

Foredrag i Broager 1. november: “Frontliv, faneflugt og fangelejr”

Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder tirsdag den 1. november 2016 kl. 19:30 foredrag på Cathrinesminde teglværk, Illerstrandvej 7, 6310 Broager.

Foredraget hedder: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Det omhandler sønderjyder ved navnlig vestfronten, deserteringerne og de særlige krigsfangelejre, der blev indrettet i Frankrig, England og Rusland for dansksindede sønderjyder.

Der er gratis entré.

Efter foredraget holder Cathrinesmindes Venner generalforsamling, men alle er velkomne til foredraget, der forventes at vare en time + spørgetid.

07181F00006_Feltham_krigsfanger_1918
Sønderjyske krigsfanger i Feltham-lejren (Museum Sønderjylland)
Skyttegrav ved Verdun (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Skyttegrav ved Verdun (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Krigens forløb

28. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos faret vild ved grænsen

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han til Jegerup, hvor han søgte ind hos en bekendt.

Ved midnatstid fulgte han mig på vej og gav mig de nødvendige oplysninger og råd. Han advarede mig navnlig mod at nærme mig Mølby ved Sommersted, fordi denne by var meget tæt belagt med militær. Omsider skiltes vi, og efter hans råd gik jeg østen om Sommersted.

Det gik godt. Jeg søgte igen ind til banelinien og passerede en jernbanebro. Herefter gik jeg mod vest, idet jeg fulgte amtsbanesporet, der førte til Jels. Indtil nu var alt gået planmæssigt; men nu blev hele min fint udtænkte plan kuldkastet. Jeg løb nemlig vild.

Hvordan dette kunne ske, er den dag i dag en gåde. I seks timer løb jeg rundt, så hurtigt jeg kunne, men alle vegne var der vand, som jeg ikke kunne komme over. Et sted ville jeg løbe over en bro, og på et hængende hår var jeg lige ved at løbe i armene på en vagtpost, der stod der. Jeg var kun nogle få skridt fra ham, da jeg opdagede ham. Egentlig havde jeg nok set, at et eller andet ragede op i terrænet, men jeg troede, at det var et træ. Den mystiske genstand stod  nemlig ganske ubevægelig.

Da jeg var kommet helt ind på ham, følte jeg det, som om det var den  onde selv, der var dukket op —. Jeg gjorde kort omkring og løb derfra så hurtigt, jeg kunne.

Under mit vilde løb kom jeg til noget, der lignede en sø. Jeg troede, at det var en af søerne ved Jels, men i virkeligheden var det en å, der var gået over sine bredder. Jeg besluttede mig til at følge bredden af det, jeg formodede var en sø, for ved enden af søen måtte Jels by ligge. Men jeg løb og løb og kom ikke til nogen by.

Natten gik, morgenstunden nærmede sig. Da nåede jeg endelig til en by, men den lå på den anden side af vandet. Jeg var dog heldig. En jernbanebro førte over vandet, og snart var jeg inde i byen — som jeg altså troede var Jels. I en hel time spurgte jeg om en bestemt mands bopæl, men det var forgæves. Og nu begyndte det at blive lyst. Folk viste sig allerede i byens gader. Der var ikke andet at gøre end at finde et skjulested, og det så hurtigt, som muligt. Jeg listede ind på en større gård, og kort efter var jeg forsvundet på høloftet. Jeg sov det meste af dagen.

Ved hjælp af mit landkort fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i — Øster Lindet! Jeg var kommet alt for langt mod vest, fuldstændig ude af kurs; men jeg vidste i hvert fald, hvor jeg var og kunne lægge en ny plan.

Så snart det var blevet mørkt, begav jeg mig atter på vandring. Desværre løb jeg atter vild, men det var dog ikke værre, end at jeg et par timer senere atter var på den rette vej —. I disse timer havde jeg dog været helt inde ved det farlige Mølby, og først da jeg på  banegården kunne læse byens navn, var jeg rigtigt orienteret.

Nu behøvede jeg bare at følge amtsbanesporet, så skulle jeg nok komme til Jels. Og det kom jeg også. Jeg opsøgte den mand, jeg havde en aftale med, kom indenfor og fik anvist en seng, men for en sikkerheds skyld kravlede jeg op i høet og skjulte mig.

DSK-årbøger 1958

Krigens forløb

27. oktober 1916. Jakob Moos’ natlige vandring mod nord

Skriv en kommentar

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Han gik til fods med retning mod nord i øsende regnvejr. I Sønder Hostrup fik han sig en aften et par timers søvn på et halmloft, men ved midnatstid gik det løs igen.

Jeg skyndte mig ned og kom ud på gårdspladsen. Luften var klar. Det regnede ikke mere. Jeg satte farten op for at få lidt varme i kroppen. Jeg havde frosset gudsjammerligt i mit våde tøj oppe på loftet. Jeg fulgte hovedlandevejen, der fører nordpå.

Lidt syd for Aabenraa slog jeg ind på en sidevej, der førte gennem skovene og ud til banelinien. Herfra ville jeg følge sporene mod nord. Efter et par timers forløb nåede jeg banelinien lidt syd for Rødekro, og nu gik jeg tværs over markerne ved siden af sporene. Jeg syntes, det gik hurtigt fremad, og uden at der hændte mig noget, nåede jeg henad morgenstunden Abkær. Der lå her en bondegård, lidt afsides, og her besluttede jeg mig til at holde mig skjult dagen over.

Ganske forsigtigt nærmede jeg mig gården. Det lykkedes mig at slippe igennem en port, og herfra kiggede jeg ind i kostalden. Man var i færd med at malke. En mand fodrede dyrene, men i det øjeblik, han vendte ryggen til, sprang jeg ind i stalden og klatrede op ad stigen. Det gik godt, og i løbet af et øjeblik var jeg forsvundet i kornet. Det var også på høje tid, at jeg søgte et skjul, for udenfor var det ved at blive lyst.

Efter at jeg havde spist lidt brød, lagde jeg mig til at sove, og jeg vågnede først ved tre-tiden om eftermiddagen. Nu fik jeg mit landkort frem, og ved hjælp af en lommelygte studerede jeg den rute, jeg ville slå ind på. Jeg indprentede mig ruten meget omhyggeligt. Pludselig fik jeg en slem forskrækkelse. Der kom  nemlig en mand op på loftet. Han skulle smide foder ned i stalden. På et hængende hår var jeg faldet lige ned i hovedet på ham.

Jeg tror, at jeg ikke trak vejret, medens han rumsterede deroppe. Omsider forsvandt han. Jeg spiste igen lidt brød, og så var det tid at bryde op. Forsigtigt kravlede jeg ned og listede ud. Vandringen mod nord begyndte atter. Kort efter passerede jeg Over-Jerstal.

Indtil nu var turen gået glat, men nu kom de første vanskeligheder. Man havde anlagt et skyttegravsnet fra øst til vest, forsynet med en tæt pigtrådsspærring. Det gik endda med at forcere denne  forhindring, men på den anden side stod der vand, som jeg ikke  kunne vade igennem. Jeg gik fremad, til vandet nåede mig op til knæene, men der var et stykke vej endnu over til den modsatte side. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage og forsøge at komme over et andet sted.

Jeg nærmede mig ganske sagte banelinien, og rigtigt, her førte en bro over vandet. Men oppe på broen stod der nogle vagtposter.

Efter at jeg havde tænkt mig lidt om, begyndte jeg at kravle langs med dæmningen, og skønt jeg kun var nogle ganske få meter fra vagtposterne, slap jeg ubemærket over. Jeg nåede nu helt op til Jegerup. Her tog jeg ind til en pålidelig og god dansk mand, som jeg kendte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

Krigens forløb

26. oktober 1916. Jakob Moos med kurs mod Danmark

Skriv en kommentar

Jakob Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I oktober 1916 traf han efter et lazaretophold beslutning om at desertere.

Jeg nåede hjem til Als den næste dags eftermiddag og skulle tiltræde tilbagerejsen den næste dags morgen. Der var ingen tid til at betænke sig i; men jeg havde jo også taget min beslutning, og nu stod kun tilbage at udføre den. Jeg besluttede mig til at gå til fods til grænsen og så se at komme over et eller andet sted.

Der var dog en del at tage under overvejelse, f. eks. klæderne. Jeg trak i et sæt arbejdstøj og tog min uniform udenpå. Det var min hensigt at smide uniformen bort, når jeg fandt det gunstigt. Dernæst var der også provianten. Jeg regnede med at ville være på march flere dage.

Under turen var det vel nok så rigtigt, at holde sig borte fra mennesker. — Min mor sørgede for en stor pakke smørrebrød. Med den ville jeg være i stand til at holde den værste sult borte i tre til fire dage. Så tog jeg afsked.

Min far kørte mig ind til banegården i Nordborg. Han tog afsked med mig, og så var jeg overladt til mig selv og min skæbne. Ved middagstid var jeg i Sønderborg. Jeg passerede pontonbroen, og da jeg kom op på Dybbøl Banke, følte jeg, at nu var terningerne kastede. Nu gjaldt det bare om at komme fremad.

Medens jeg travede hen ad landevejene på Sundeved, regnede det. Jeg var til sidst gennemblødt. Vejret var trøstesløst, og mit humør sank. Ved aftenstide nåede jeg Sønder Hostrup. Jeg havde i sin tid tjent hos gårdejer Lassen og var stedkendt her. Jeg gik ind på gården og ind i vognporten.

Her gik jeg omgående i gang med at trække uniformen af. Det lettede betydeligt, for den var jo pjaskvåd. Nu rullede jeg uniformen sammen til en bylt. Den skulle gemmes et eller andet sted. Derpå tog jeg mig en bid brød. Medens jeg var i færd med at spise, kom  gårdejer Lassen, min gamle husbond ud. Han havde en lygte i hånden. Han var helt henne i nærheden af mig. Min første tanke var at styrte ud og hilse på ham og forklare ham meningen med min tilstedeværelse. Jeg betænkte mig dog. Det var vel det bedste, at ingen så mig . . .

Det vedblev imidlertid med at regne, og jeg besluttede mig til at blive her, til det igen klarede op. Det var ellers min mening at marchere hele natten, men under disse våde forhold var det hele håbløst. Klokken var halv syv om aftenen. Jeg gik op på høloftet for at sove lidt. Klokken ti ville jeg så fortsætte. Jeg vågnede dog først ved midnatstide. Nu var der ingen tid at spilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

Krigens forløb

26. oktober 1916. Armen skudt af: Igennem ilden med en såret kammerat

Skriv en kommentar

26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.

Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage.  Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.

Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.

Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned.  Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.

Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.

Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.

Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Nyheder

Foredrag i Broager: “Frontliv, faneflugt og fangelejr”

Skriv en kommentar

Museumsinspektør René Rasmussen holder tirsdag den 1. november 2016 kl. 19:30 foredrag på Cathrinesminde teglværk, Illerstrandvej 7, 6310 Broager.

Foredraget hedder: “Frontliv, faneflugt og fangelejr. Sønderjyder i Den store Krig 1914-1918.”

Det omhandler sønderjyder ved navnlig vestfronten, deserteringerne og de særlige krigsfangelejre, der blev indrettet i Frankrig, England og Rusland for dansksindede sønderjyder.

Der er gratis entré.

Efter foredraget holder Cathrinesmindes Venner generalforsamling, men alle er velkomne til foredraget, der forventes at vare en time + spørgetid.

Krigens forløb

25. oktober 1916. Krokodiller i Rufijifloden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Jeg brød mig ikke om at skyde for at dræbe. Flodhestene, som jeg ofte saå i Floden, skød jeg aldrig paa, og af Antilopevildtet skød jeg kun, hvad vi havde Brug for — og der var mere end rigeligt af det.

Derimod skød jeg ofte paa Krokodillerne i Floden, da de var en Plage og en stadig Trusel for mine Bærere, naar de badede i Floden, hvad de meget ofte gjorde.

Jeg foreholdt dem Gang paa Gang, at de risikerede Livet, men de trak blot paa Skuldrene og svarede: — Det er Guds Villie!

Det var det stadig tilbagevendende Svar, naar man gjorde dem opmærksom paa, at de løb en Risiko ved en eller anden uforsigtig Handling, og de svarede saadan, enten de tilhørte den ene eller den anden Religion. Det var selve Afrikas Skæbnetro, der talte ud af dem.

Da jeg ikke kunde faa Bærerne til at være mere forsigtige, lagde jeg mig efter Krokodillerne. De fandtes i Floden i et meget stort Tal, og Jagten paa dem var meget spændende og anstrengende.

Som Regel laa de og solede sig paa Sand- eller Dyndtanger, der løb ud i Floden. Naar man nærmede sig tilstrækkelig forsigtigt, kunde man komme dem paa Skudhold, men lige saa ofte oplevede man, at den Tange, der for et Øjeblik siden havde været tæt besat med Krokodiller, blev tom og bar, inden man fik Tid til at løfte Geværet, endsige til at tage Sigte.

Nogle enkelte Gange lykkedes det mig dog at komme de hæslige Dyr paa Skudhold. De var i gamle Dage næsten sikre mod Geværernes Blykugler paa Grund af deres pansrede Skæl, men den moderne Riffelkugle gaar glat igennem, og har man sigtet rigtigt — paa Hovedet — saa bliver Krokodillen paa Valen.

Det lykkedes mig at faa nogle smukke Eksemplarer paa Tasken ved Kungulio. Ellers skød jeg efter dem, naar de dukkede op af Vandet, men selv omman ramte sikkert og dræbende, var det ikke muligt at
faa fat paa Byttet, der gled tilbage i Floden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

24. oktober 1916. Ved Fort Douaumont: ”Første kompagni frem til storm!”

2 kommentarer

19-årige Johannes Christensen fra Nørby ved Visby hviler ud i tredje linje, da det meget veltilrettelagte franske angreb på Fort Douaumont kulminerer 23-24. oktober 1916. I optegnelser nedskrevet 7/12 1916 beskriver han, hvordan han oplevede det franske angreb.

En dag var vi i Montmedy. Den 23. oktober gik det så i stilling igen. Vi skulle ligge i Douaumontfortet og derfra bringe materialer og levnedsmidler forud. Den tur gruede vi for, da vi vidste, at det gik igennem spærreilden hver nat. Vi blev dog gudskelov sparet for den tur. En forfærdelig spærreild havde allerede raset i to dage, så vi vidste, hvad der var i vente. Man så kun tavse, alvorlige og nedslåede ansigter den aften.

På vejen kørte den ene troppeautomobil med nye tropper forbi efter den anden, så vi kunne nok tænke, at der var noget galt derude. Vi kom kun til Breuilleslugten. Der blev vi, da fortet var helt sammenskudt. Vi studsede alle.  Ingen havde troet det. Vi havde følt os så trygge og sikre, når vi først sad der, så langt nede under jorden, over os så mange meter beton, og så et tykt lag jord. Men hvad nyttede det? Det hele var skudt sammen som en papirhylde og mange mennesker lå begravede i ruinerne.

Vi måtte så ud af hullet og frem til storm. Op over toppen af bjerget, hvor vi pustede ud i en artilleristilling. Der lød det så: ”Første kompagni frem til storm!” Frem gik det så igennem en frygtelig spærreild frem til det næste bjerg.

Der lå vi så nogle timer og ventede på yderligere ordre til angreb, som dog gudskelov udeblev. Det var også blevet mørkt alt imens, så de havde ingen samling på mandskabet. Befalingen var der, men dem som skulle føre mandskabet videre frem sad i en dyb understand og var druknede.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/  Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

23. oktober 1916. Glædeligt gensyn med en formodet død kammerat

Skriv en kommentar

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Der gik nogle dage. Så en dag fik vi en ny kammerat tildelt.

Jeg blev vel nok slemt forundret, da jeg så, hvem det var. Det var
min kammerat, som lå ved siden af mig, da vi måtte løbe tilbage
den 4. september (1916), han, som jeg bestemt troede, var død.

Han var nu meget tunghør. Jeg fortalte ham, hvordan det hele var foregået.

Han vidste kun, at han intet kunne høre, og han var ikke klar over, hvorledes han var kommet tilbage. Jeg forstår det ikke, og det bliver vel nok heller aldrig opklaret. Det eneste, jeg kan tænke mig, er, at russerne slet ikke er gået frem den aften, der hvor vi gik tilbage, og at der er gået en anden tysk afdeling frem fra en anden side, som så har fundet ham dér.

Som sagt før, fik vi meget lidt at vide om slagets gang. Kun der, hvor vi selv var, kunne vi se, hvad der foregik. Fra oven blev der altid trøstet med, at tabene var små, hvad de nu ikke altid var.

Det var de russiske kernetropper, vi stod over for: Kaukasiske kosakker, og de var ikke altid til at spøge med. Det, at komme i fangeskab hos dem, var nok det værste, der kunne ske.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762