Alle indlæg af Rene Rasmussen

Krigens forløb

25. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kejser Franz Josefs død; afslutningen af Somme-offensiven, der krævede et samlet tab på over én million mænd, heraf over 300.000 dræbte; kampene i Rumænien, hvor tyskerne er i offensiven; ententens offensiv sydfra ind i Makedonien mod tyske og bulgarske tropper; og sænkningen af verdens største skib, Britannic (søsterskib til Titanic) ved Grækenland. Overlevende var en kvinde, der også havde overlevet sænkningen af Titanic!

Nyheder

Ny bog: Det tunge Budskab. Brevveksling i en sønderjysk familie under Første Verdenskrig

Skriv en kommentar

Det tunge budskab. Brevveksling i en sønderjysk familie under Første Verdenskrig.

227 sider, indbundet og illustreret. Udgivet af Mariane Blume Aarhus, 2016, på eget forlag. 120,- kr.

Familien Hansen Smidt fra Spandet og Arnum i det nordvestlige Sønderjylland er et uhyre interessant bekendtskab.

Søren Hansen Smidt blev indkaldt til Første Verdenskrig i august 1914, han blev tildelt Infanteriregiment 75 (IR75) og faldt ved Hartmannsweilerkopf i Alsace i april 1915.

Et kort tidsrum – men den velskrivende og belæste Søren Hansen Smidts brevveksling med sin lige så tænksomme og dannede landmandsslægt på Spandetgård og andetsteds er spændende læsning og giver et godt indblik i tanker og rørelser i den sønderjyske befolkning.

Familien var tilknyttet frimenigheden i Skærbæk, holdt Højskolebladet og var i det hele taget en vakt familie, både nationalt, åndeligt og kristeligt.

En søster var bosat i nede i Tyskland, hvor hun uddannede sig til gartner – det giver et interessant perspektiv på Tyskland og det tyske.

En anden søn var indkaldt til Landsturm-Infanterie-Regiment 76 og lå på Østfronten, men overlevede. Også hans breve er trykt, men her er desværre ikke bevaret så mange.

Bogen kostet 120,- kr og kan købes hos:

Villads Blume Schmidt
Bakkevænget 4, Rebæk
6000 Kolding
villadsblume@gmail.dk

Og lidt mere om bogen:

Søren Hansen Smidts breve er tænksomme og meget velskrevne,

Her et eksempel fra november 1914:

”At drage i krig vil vel altid være svært, når folk ellers tænker alvorligt over, hvad de går ind til; men det værste er dog, når man ikke har længsler, håb og ønsker til fælles med det folk, som man skal kæmpe for og blandt. Ja, det er en tung, trist lod, der er bleven os danske sønderjyder til del, men der gives intet udenom.”

Det er den klassiske holdning – men den er iblandet en vis spænding, for senere samme måned skriver han:

”Ja, kommer jeg godt fra det, vil jeg få meget at se, opleve meget på denne rejse. Hvor er vi mennesker underlige, for hvor gerne jeg ville have været fritaget for at være med her, givet meget for at slippe, så drages man alligevel deraf. Det er vel trangen til oplevelse, til at se det store grufulde på nært hold, der gør sig gældende; men jeg skal snart blive kureret.”

Selvom man ikke følte sig tysk, så er familiens syn på tyskerne meget nuanceret. Storebror Hans, der senere overtog gården i Arnum, da Søren var faldet, har f.eks. følgende betragtninger om tyskerne:

”Angående mig selv, og jeg tror dog, der er mange, der har det sådan, så står jeg så mærkelig dobbelt i denne tid, jeg kunne finde på at kalde det neutralt. Vel har tyskerne hundset og hånet os danske i Nordslesvig så tit og kan ikke lade være med at gøre det endnu, og jeg ville med største glæde se Hahn (Amtsdommer Hahn, Nordborg – formand for Den tyske Forening og meget anti-dansk, RR) og Straherz (Det må være en fejllæsning for Strackerjahn, der var redaktør af det stærkt anti-danske Schleswigsche Grenzpost, RR) og mange flere komme nedenunder engang, men alligevel kan jeg ikke ønske, at Tyskland, det tyske folk, de tyske bønder, som jeg lærte at kende som soldat i Hannover, den tyske arbejder, som jeg lærte at kende i Kiel, det rige land ved Rhinen, nej ikke kan jeg ønske det den samme skæbne som Belgien og Frankrig. Ej heller kan jeg ønske ondt over de tyske soldater i fronten, bortset fra vore egne, som står der, kan jeg ikke andet end føle, at de andre, som står der, den menige tyske soldat, han står mig nærmere end både franskmænd og russere. Er det at være tysk, ja, så må de kalde mig det, så længe de vil.”

Hvordan vil det mon gå Nordslesvig i tilfælde af tysk sejr eller nederlag? Også det funderer Hans over:

”Ja Tinne, jeg kan ikke lade være andet, end at jeg håber på gode tider for vort lille kære land; men jeg forstår det næsten alligevel ikke, for går tyskerne sejrrig ud af kampen, da skal du se, hvordan de vil klare sig og hovere; man mærker det straks, man kommer til Arnum. Der er ligegodt noget storhedsiver over dem, man mærker det knap så meget nu, da de er lidt i knibe, men kommer der engang efterretning om en stor sejr fra Vestfronten, ja så skal I se, så slår det ud i lys lue igen.

Så jeg ved ikke, hvad der er bedst at ønske; men man har lov at håbe, at de bedste elementer i det tyske folk må komme ovenpå, og at det efter al den nød, sorg og elendighed må skabes noget godt, må stå et ungt frit Tyskland frem, som og må se, at det har noget at gøre godt, som fædrene har gjort ilde.”

Brevet er fra oktober 1914.

Det er troen på Gud, der holder Søren Hansen Smidt oppe i skyttegravene på Vestfronten. Brevvekslingen er rig på detaljer om livet ved og bag fronten – og om familien derhjemme, der prøver at få bedriften til at hænge sammen med et stadigt faldende folketal.

En meget interessant detalje er meddelelsen om Søren Hansen Smidts død. Kompagniføreren skriver et brev, hvor han meddeler familien det sørgelige budskab, men trøster med, at han døde øjeblikkeligt af en kugle gennem hovedet og at hans krop hurtigt blev bjerget og at han blev begravet, omgivet af sørgende og kærlige kammerater. Den slags breve blev der sendt tusindvis af hjem til familierne – og i familiens indbyrdes brevveksling efterfølgende fremgår det klart, at den hurtige død trods alt er dem en trøst.

Men … kammeraterne kan give en anden version! Kammeraten Søren Finnemann, der har beretningen fra Sørens bedste kammerat Ulrich, kan berette, at Søren Hansen Smidt blev såret under storm på en fransk stilling og at han lå i mange, mange timer i live i ingenmandsland, før han kunne bjerges. Hans kammerater hørte ham flere gange, indtil han endelig – efter næsten tolv timer – blev tavs. Da saniteterne endelige hentede ham, var han død.

Hele situationen omkring hans død er genstand for flere breve – og derfor er det meget ærgerligt, at bogen ikke aftrykker Ulrichs tre fyldige breve om begivenhederne – muligvis fordi de er skrevet på tysk.

Spørgsmålet om desertering vendes også flere gange velovervejet og tankevækkende. Her er det kammeraten Søren Finnemann i september 1915:

“Gud ved hvor længe denne skrækkelige tid varer endnu. Udsigten kan man vel næppe tale om, for jo mere tyskerne går fremad, jo mindre tilbøjelige vil de andre vel være til at slutte fred, da det jo dog alligevel lykkes Centralmagterne at diktere de andre freden.

Hvem der tror det, og dem er der såmænd mange af i Tyskland, er blottet for indsigt i forholdene. England, som tyskerne så gerne det tiltror, vil det aldrig lykkes dem at få bugt med, og det var vist heller ikke heldigt.

Hvorfor skal et land herske over et andet? – Interessant er det at høre meningerne hjemme.

Mange tror, at Nordslesvig efter denne krig vil komme tilbage til Danmark, og på den konto er sikkert mange stukket over grænsen.

Bare ikke de bliver skuffede, det vil være forfærdeligt for dem ikke at kunne vende tilbage til hjemmet. Dersom der er nogen, der elsker deres hjemstavn, så er det sikkert nordslesvigerne. Hårdt er det at slås imod sin overbevisning, men værre, synes jeg, ville det være aldrig mere at måtte se hjemmet. Der er jo, når man tænker sig om, ikke spor af sandsynlighed for, at Nordslesvig kommer tilbage, og selv om tyskerne tabte, hvad garanti har man så for, at dette vil ske.

Det eneste var jo, om Danmark også var indviklet i krigen, og det ville sikkert være en stor ulykke for dette. – Skal krigen vare længe endnu, så vil det nok være tyskerne, der bliver de underlegne. Aldrig før har de haft så gode kort på hånden til at slutte fred som nu, og de gør sig sikkert anstrengelser for at opnå dette, men vil englænderne? Det er spørgsmålet. Gud give denne elendighed snart havde ende.”

Der er godbidder som denne mange steder i bogen, som hermed varmt anbefales.

René Rasmussen

Krigens forløb

24. november 1916 – Johan Wrang: “såret har åbnet sig igen”

Skriv en kommentar

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis, Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

Mainz 24/11.1916

Kære Doschi!
Rigtig hjertelig tak for de kære ord. Du spørger til min rejse. Ja, det blev helt anderledes end jeg havde tænkt mig. Som du vel husker, ville være taget videre fra Hamborg samme aften klokken 11.06. Jeg derfor skrevet til mine bekendte, at jeg havde tre timers ophold i Hamborg, og de skulle tage til ”Hotel zum Kronprinz. Der dukkede også fire venner op.

Tiden gik hurtig i det gode selskab og med øl og kl. 10.20 sagde en af mine venner, han mente, at der kørte et tog noget senere, ved 12.30-tiden. Jeg forhørte mig straks hos portieren, hvordan det forholdt sig, da jeg gerne ville være sammen med mine venner en time længere. Portieren sagde mig, at køreplanen for D-toget var blevet ændret i går, så han ville straks forhøre sig på banegården. Han fortalte mig efterfølgende glædesstrålende, at der kun kørte et tog den aften og det var allerede kørt kl. 10.16. Mange tak sagde jeg, det var nok til, at jeg vidste, at jeg først kunne komme videre næste morgen. Det glædede naturligvis mine venner, og vi tilbragte så en behagelig aften i Hamborg. På den måde blev min rejse så forsinket, at jeg, som jeg allerede har skrevet, først var fremme i Mainz kort efter 7. Man havde dog ventet på mig, så jeg fik også min del. Det var herligt og ubehagelighederne næste morgen var heller ikke særlig voldsomme.

Med såret går det desværre ikke synderlig godt. Jeg har jo allerede skrevet om indsprøjtningen. Jeg kan sige det, det var forfærdeligt. Fem gange stak han nålen i det tålmodige sår; jeg var syg resten af dagen. Resultat blev, at såret har åbnet sig igen, men huden har da løsnet sig noget fra knoglen. Ved du hvad lægen sagde til mig i morges? Hvis jeg fik to indsprøjtninger til, så mente han, at det ville være nok. Det er noget andet end orlov, ikke sandt? Men alligevel går jeg i morgen på klapjagt med nogle andre, der har inviteret mig.

Her er vejret også forfærdeligt, resultatet er, at vi alle sammen er blevet mere eller mindre forkølede. Men vi har været standhaftige i denne uge, og er hver aften gået i seng ved 9-9½ tiden. Det tror du vel næppe på, men sådan er det. En grund er det selvfølgelig også, at vi befinder os sidst på måneden.

Du spørger om, hvordan ”Jødinden” var. Jeg kan kun sige, at den var storslået, såvel musikken, som skuespillet. Jeg undte dig virkelig gerne, at du en gang fik sådan en forestilling at se. Nu begynder det allerede at blive mørkt og jeg må så derfor slutte for i dag. I håbet om snarest at høre fra dig er jeg din gamle ven Hanni.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Krigens forløb

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

Skriv en kommentar

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas
Krigens forløb

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Skriv en kommentar

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

Krigens forløb

21. november 1916. K. Tastesen med lazarettog til Tyskland

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesens enhed blev i oktober 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten. Her blev han såret – igen.

Den 21. November kom jeg med Lazarettog gennem Arad, Budapest, Wien og helt gennem Tyskland til Stettin. Der skulde vi have været paa Lazaret, men da der ingen Plads var til os, laa vi i Toget i tre Dage. Saa blev vi kørt sydpaa igen, til Ludwigsburg i Würtemberg.

Da havde vi været i Toget i 14 Dage. I Ludwigsburg blev vi baaret ud og i Bil kørt til et Lazaret, hvor vi kom i Bad og fik rent Tøj paa. I Mangel af noget andet havde jeg faaet Dame-Undertøj paa, Uldtrøje og Chemise. Nu kom jeg i Bad og fik en ren Skjorte paa. Det var meget velgørende at blive fri for Utøjet, og jeg følte mig meget bedre tilpas. Der laa jeg saa mellem 3 og 4 Uger i Sengen og fik Forbindingen skiftet en Gang daglig.

Saa begyndte jeg at komme op, og senere maatte jeg gaa ud i Byen. Der var nok at se efter. Gamle Slotte og lignende. Desuden var Byen omgivet af Vinbjerge, som vi kunde spadsere ud i. Vi, der var saaret, fik ogsaa en nogenlunde god Kost.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Krigens forløb

20. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Da vi var indkvarteret i en Landsby, havde vi rig Lejlighed til at studere Beboernes Levevis. Den var meget primitiv, i hvert Fald hvad Beboelse angik. Husene, i hvert Fald de ældste af dem, var overklasket med Ler, Haandfuld ved Haandfuld, og i hver af dem sad Mærker af alle fem Fingre.

Jeg boede en Tid i et Hus, der kun bestod af eet Rum. Beboelse var i den ene Ende, og Stalden i den anden. Saare praktisk, for saa kunde Mennesker og Dyr hjælpes ad med at holde paa Varmen. Det kunde nok gøres nødig, da de kun havde tørret Gødning at fyre med.

Hver Dag kom der saarede fra Fronten til Feltlazarettet. Nogle kom til Fods, de haardtsaarede i Røde Kors Biler, der ankom lange Kolonner. Mange af dem naaede aldrig videre.

(… fortsættes)

 

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

18. november 1916. Hånlige blikke fra pigerne i Flensborg: Iført gamle uniformer.

Skriv en kommentar

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I 1916 blev han indkaldt til Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Ved krigens udbrud i august 1914 var jeg elev i anden præparandklasse på Haderslev Statsseminarium. Jeg var ene søn blandt fem søskende, og mine forældre glædede sig over, at jeg endnu kun var 16 år, så for mit vedkommende behøvede de ikke at ængstes. Det var også slemt nok, at mine to svogre, der begge havde tjent aktiv, skulle stille i de første dage efter »Mobilmachung«.

Hele første seminarieklasse, som var afgangsklassen, samt de yngre lærere meldte sig frivilligt, nogle vel af pligtfølelse, de fleste måske på grund af patriotisme eller eventyrlyst – mens de uvillige var nødt til at gå »frivilligt« -; dog for os drenge var der foreløbig ingen problemer.

Men som tiden gik, blev der efterhånden brug for de yngre årgange, og den 18. november 1916 blev det også min tur til at stille på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg, hvor vi seminarister fra Haderslev blev tildelt 2. kompagni, Regiment 86 med hjemsted på vestkasernen, men da der ikke var plads til alle de indkaldte på selve kasernen, blev en del af os nye rekrutter indkvarteret privat, og på den måde gik det til, at jeg sammen med to kammerater fik kvarter i Norder Graben nr. 24.

Det var vel nok en tjans, skulle man synes, for de små rekrutter at kunne slippe for »Stubendienst«, »Putzstunde« og andre ubehageligheder, og vi havde det også dejligt og fredsommeligt i vor fritid.

Men »ein Aber war auch dabei«: Vi kunne dårligt lade os se, hverken på gaden eller andetsteds, på grund af den forfærdelige mundering, vi var blevet udstyret med. Vi havde fået de gamle blå uniformer med de blanke knapper udleveret, og de var så forvaskede, lasede og lappede, dertil alt for store til de fleste af os, så vi blev til grin, hvor vi viste os på gaden eller restaurationer.

Det var dengang noget så forfærdeligt for vi unge poder sådan at vække opsigt og blive mødt med hånlige blikke – især fra de unge piger – som man gerne ville gøre indtryk på.

Det var heller ikke behageligt, når vi på orlov blev hånet af slægtninge og venner for det underlige »antræk«, og man betegnede os »som Tysklands sidste håb – som dem, der skulle frelse kejser Wilhelm fra nederlag«. Dog gjorde dette sidste intet større indtryk på os, da vi var klar over, at det ikke var os, men tyskerne, man ville håne.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

17. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor briterne foretager endnu et angreb på Beaumont Hamel, om Makedonien, hvor bulgarerne og tyskerne tvinges i defensiven af serbiske og franske tropper, om Rumænien, hvor rumænske og russiske tropper angriber Mackensens tyske styrker mod syd, mens tyske tropper under Falkenheyn til gengæld angriber gennem Karpaterne mod nord.

Ikke kategoriseret

En tur rundt til spændende steder i Sønderjylland

5 kommentarer

TVSYD+ optog i sommeren 2015 en udsendelsesrække om Syd- og Sønderjylland i 100-året mellem 1850 og 1950. Hver udsendelse dækkede et tiår – og udsendelsen om tiåret 1910-1919 var helt domineret af Første Verdenskrig. Vært var museumsinspektør René Rasmussen, der også har tilrettelagt programmerne.

Udsendelsen tager seerne med på en rejse rundt i Sønderjylland: Haderslev, Broager, Tønder, Arrild og Foldingbro.

skaermbillede-2016-11-16-20-41-16
Klik på billedet og se udsendelsen

 

Krigens forløb

17. november 1916. En safari, en kælehøne og en leopard i fælden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition til Logeloge.

Det var paa denne Safari fra Kungulio til Logeloge, at jeg en Aften, da vi havde slaaet Lejr, traf min gamle Ven Peter Hansen fra  Blokadebryderen. Han laa syg af Tyfus i Resterne af en Landsby, der laa paa vor Vej. Vi talte sammen en Aftenstund, indtil jeg saa, at Peter, der ellers var i god Bedring, var ved at blive træt. Saa ønskede vi hinanden god Rejse og tog Afsked med hinanden.

Det var den anden fra Blokadebryderen, som jeg mødte ved Rufijifloden. Fyrbøder Christian Hansen fra Flensborg, der havde været Kullemper for os paa „Kronborg“ , var blevet baaret over Broen, mens jeg laa ved Kungulio. Han havde kronisk Malaria, og det var sidste Gang, jeg saa den unge Mand, der kun var 20 Aar, da
han rejste hjemmefra.

De mange syge var Rufijiflodens Kendemærke. Kampene var nu stilnet af, men de tyske Afdelinger, der samlede sig langs Floden og længere mod Syd, var nu kommet i Kamp med Malariaen, der var en farligere Fjende end Englænderne.

I den Rest af en Landsby, hvor jeg fandt Peter Hansen, fandt jeg ogsaa en gammel Løvefælde, som jeg af Venlighed og Hjælpsomhed overfor Ramasan stillede op i et Krat for at forsvare hans Høne, der var ved at sprænge Buret af Skræk for noget, der bevægede sig inde i Skoven. Jeg gjorde dette paa Trods af Ramasans  Hemmelighedsfuldhed og haardnakkede Vægring ved at slagte Hønen, og lod ham det vide, for at faa hans fulde Paaskønnelse af mit store Arbejde.

Aldrig nogen Sinde i Afrikas Historie har en Løvefælde virket saa prompte. Jeg havde lige vendt mig fra den og var gaaet nogle Skridt i Retning af Lejren, da jeg hørte Fælden smække i og derefter en rasende indædt arrig Snerren.

Jeg fløj tilbage, saa hurtigt Benene kunde bære mig, overbevist om  at have fanget en Vildkat, men det var noget helt andet. Paa tæt Hold sendte jeg en Kugle gennem Hovedet paa Dyret i Fælden, og da jeg kom helt hen til den, saa jeg, at det var en prægtig Leopard.

Dagen efter fortsatte vi Safarien og kom uden yderligere Eventyr til Plantagen Logeloge.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

14. november 1916. Safarien bryder op – og en ny kone til Ramasan!

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden. Men midt i november måtte han bryde op med en stor safari med ammunition.

Den næste Dag sendte vi endnu en Safari af Sted, og ogsaa denne Dag var de engelske Flyvere virksomme, men uden andet Resultat, end at der fremkom endnu nogle dybe Huller i Skovbunden.

Vi talte om deres voldsomme Aktivitet og tog det som Tegn paa en ny Offensiv, men Stache kunde ikke forstaa, hvor de havde faaet Tropper fra til nye Angreb, for det var almindelig kendt, at Sydafrikanerne var rejst hjem.

Der var under alle Omstændigheder ikke andet at gøre end at faa rømmet Depotet saa hurtigt, det kunde lade sig gøre, og vort Arbejde de kommende Dage bestod i at skrabe Bærere sammen i saa stort Tal som muligt og sende dem ned langs Floden til Logeloge.

Vi havde Held med os, og Depotet blev tømt. Med den sidste Safari drog Stache og jeg, og jeg kom igen ind under den sære Fortryllelse, der er over den afrikanske Safari med dens lange Marcher gennem skiftende, frodige Landskaber, dens Lejrbaal og dens Jagteventyr med Skuffelser og Triumfer.

Endnu sang Bærerne. Forsangeren sang for: — Bærerne er kommet — er denne Safari ikke herlig!

og Bærerne svarede i Kor: — Bærerne er kommet!

Sangene blev digtet paa staaende Fod skabt af Bevægelsens Glæde og Følelsen af Samhørighed. Med Mellemrum lød det som en Appel til Bærerne: — Er I der — er I der! og Bærerne svarede igen i Kor: — Vi er her — vi er her!

Naar Solen begyndte at bage og Byrderne at tynge, døde Sangen bort, og i Stedet for hørtes de pustende og anstrengte Aandedrag, men saa, naar Humøret var allerlængst nede, kom det igen fra Forsangeren: — Er I der — er I der!
og Svaret kom stønnende og anstrengt tilbage: — Vi er her — vi er her!

Bagved mig hjulede den lille Ali af Sted med to Skridt for hvert ét af mine, og efter ham fulgte Ramansan, høj, mørk og alvorlig. Paa Hovedet bar han en Høne, som han havde købt i Kungulio og havde flettet et kunstfærdigt Bur til. Jeg havde bedt ham slagte den, da han sagtens kunde faa nok at slæbe paa uden den, men Ramasan rystede blot paa Hovedet og passede dobbelt omhyggeligt paa sin Høne, som om han mistænkte mig for at ville slagte den i et ubevogtet Øjeblik.

Safarien blev fulgt af en lille Gruppe Kvinder, som Bærerne havde taget med paa Vejen. En af dem, en ung smuk Negerpige, viste en paafaldende Interesse for Ramasan, naar vi slog Lejr, og inden længe var jeg klar over, at Ramasan havde gjort sig skyldig i den  Lovovertrædelse, som man andre Steder kalder for Bigami.

Jeg foreholdt ham dette og mindede ham om, at han havde en Kone i Daressalam. Ramasan bestred det ikke, men svarede blot:
— Hende har jeg jo ikke her, Bwana, og maaske har hun allerede taget sig en anden.

Ramasan saa liberalt paa Ægteskabet. Hans fulde Navn var Ramasan bin Masudi, og han bekendte sig til Muhameds Lære, som sejrrigt var trængt frem til Kondoa-Irangi med Slavejægerne fra Zanzibar. Vi talte derfor aldrig mere om Ramasans andet Ægteskab, og jeg havde saa meget mindre Grund til at gøre det, som Ramasan ikke havde bedt om Forskud ved denne Lejlighed.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

13. november 1916. Englænderne nærmer sig Kungulio

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

En skønne Dag kom Stache ganske uventet paa Besøg. Han fortalte, at Kampene næsten var hørt op paa Fronterne, og at der kun blev kæmpet mellem svage AfdelingerØstpaa. Størstedelen af Tropperne var trukket tilbage Syd for Rufiji, men han vidste, at der vilde blive sat betydelig Kraft ind paa at forsvare Rufijilinien, for at Forplejningsvæsenet kunde drage fuld Nytte af Møllerne, den var anbragt i Plantagebygningerne ved Logeloge.

Stache mente ikke, at det vilde vare længe, før vi hørte fra Englænderne, og han fik paa overraskende Maade Ret. Den samme Dag saa jeg de første engelske Flyvere over Lejren ved Kungulio og hørte de velkendte Brag af de engelske Flyvebomber, der eksploderede mellem Træerne.

De var aabenbart kastet efter vort Ammunitionslager og var særdeles godt rettet. De eksploderede tæt ved Siden af Patrondyngerne og sendte vældige Springvand af blød Skovjord højt op over Trækronerne.

Som sædvanlig gjorde de ingen Fortræd paa os levende Væsener, og Stache og jeg, som pligtskyldigst skød efter dem, havde det  sædvanlige Resultat af vor Skydning mod Flyvemaskiner.

Jeg vilde have bandet paa, at jeg satte den ene Kugle efter den anden i de forbistrede Maskiner, men de blev lige roligt og uanfægtede hængende i Luften, til de havde faaet udlosset alle deres Bomber mod vort Urskovsdepot.

Allerede denne Dag begyndte vi at tømme Depotet.

Stache havde en Del Bærere med sig, og første Afdeling af dem blev sendt til Plantagen Logeloge, der laa et Stykke længere ud mod Kysten ved Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

13. november 1916. Øjenvidner: Sikringsstilling Nord under opførelse

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Befæstningslinjen Syd for Grænsen

Gårdbestyrer Søren Anton Hansen, der i 2 år har bestyret en gård i Rugbjerg, kom med pas tilbage hertil i går morges og beretter følgende:

Ca. 3 km syd for Hoptrup, vest for landevejen, ligger en gård ved navn ”Hovgaaard”; den ligger ca 150 meter fra landevejen, og imellem gården og landevejen er anbragt 4 stkr. 15 ctm kanoner.

Fra det sted, hvor vejen fra Skovby skiller og går eftyer Vedsted og Vejbøl, er der en sandbakke, bevokset med lyng og gyvel. Der er der anbragt 4 stkr. 9 cm kanoner.

Vest for vejen efter Vejbøl ligger en ejendom ca. 30 meter syd for denne er anbragt 1 stk. 9 ctm kanon.

Syd for ”Pothøj”, der ligger syd for ”Lille Vejbøl” er en batteristilling med 5 stkr. 9 ctm kanoner, men da de ligger langt fra vejen, kan jeg ikke nærmere betegne deres beliggenhed.

Nord og vest for Obkær ligger en mose, og ca. 2 km øst for Obkær er en lavning i terrænnet i retning efter Immervad; ca. 10 meter fra det sted, hvor lavningen går fra mosen, er anbragt den første kanon i et batteri på 5 stkr. 9 ctm kanoner. Mellem 1. og 2. kanon er der ca. 15 meter; mellem 2. og 3. ca 20 meter; mellem 3. og 4. ca 30 meter, og den 5. kanon ligger 30-40 meter længere ø.s.ø derfor i det nordvestlige hjørne af en gård.

s. 443

Alle de angivne steder er kanonerne nedgravet 1 m 80 ctm og står på cementbeton og tildækket af grene og løv så at de vanskeligt ses. Alle kanonerne er malet grågrønne.

Skyttegravslinjen går lidt syd for Hoptrup – tæt syd om Lille Vejbøl – ca 1½ km syd om Over Jerstal – igennem Neder Jerstal – ca 1½ km syd om Bevtoft og derfra er den i vestlig retning.

Foran skyttegravene er der en pigtrådsforhindring ca 1 meter høj og 6-7 meter bred og som pæle benyttes spidse jernpæle, hvor de fleste er ca 1 meter højt over jordoverfalden, andre kun ½ m høje – alle støbt i cement. Mange steder er der dobbelt pigtrådsforhindring, og der er da indtil 90 meter mellem dem.

Der er 2 rækker skyttegrave, der på hver 50 meter er forbundet med løbegrav. Både skyttegrave og løbegrave er i færdig stand 1 m 8 ctm dybe og går alle i zig-zag.

Fra Vedsted til Hoptrup er der et vandløb, som løber forbi en vandmølle ”Østergaard Mølle”, og ved denne mølle laves der en dæmning, så at man kan [sætte?] vandet helt op til Vedsted. (dette har jeg hørt en feldwebel løjtnant og en feldwebel tale om; selv har jeg ikke set det.)

Lige tæt ind mod Obkær Gårde er der bygget 2 barakker, hver 90 meter lang, og et stort feltkøkken. Barakkerne ligger i retning S – N.; køkkenet ligger ved nordenden, og syd for barakerne ligger en slags skur i retningen Ø – V. , lavet af jernplader, der danner en lang overdækket gang, som om halve rør var stillet i forlængelse af hverandre indtil en samlet længde af 15-20 meter.

sikringsstilling_nord_s444

Disse barakker er formentlig til marineartillerister; jeg så i al fald ingen andre soldater der.

Endvidere har jeg set, at man har påbegyndt bygning af lignende barakker i Damgaard ved Hovslund station og i nærheden af Galsted st.

Fra Hovslund station kører bønderne hver dag med 25-30 spand heste og kan langt fra følge med. På stationspladsen er opstablet pæle, pigtråd og meget for mig ukendt krigsmateriel, samt bygget barak til opbevaring af cement. Jeg antager,at det samme er tilfældet for Over Jerstal og Galsted st.

Der bygget en bane, der skal forbinde småbanerne Åbenrå – Løgumkloster med Haderslev – Over Jerstal; den går fra Åbenrå – Løgumklosterbanen ca. 1 km. S.Ø. for Hovslund, godt en 100 m. Ø. for Immervad og støder til Haderslev-Over Jerstal banen ved Vedsted. Til arbejdets udførelse bruges armeringssoldater og straffesoldater; de får alt for lidt at spise. En feldwebelløjtnant havde skudt to ræve og to grævlinge som armeringssoldaterne spiste med begærlighed. Og en dag da en bonde kørte til Hovslund St. med kartofler, kørte han ind mellem en afdeling straffesoldater, der hver tog en håndfuld kartofler og spiste dem, som havde det været æbler.

Krigens forløb

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

12. november 1916. Skal 2.000 sønderjyske familier deporteres til Mecklenborg?

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende samlede i sine lommebøger stort og småt om begivenhederne ved grænsen til Sønderjylland.

Syd for grænsen
R.K.
Meddelelsen om, at der er givet varsel om at det muligt kan blive nødvendigt med meget kort varsel at rømme distriktet nord for Knivsbjerg – Hovslund. Linjen stadfæster sig, og man ved, at der på landrådskontoret i Haderslev i Haderslev ligger fortegnelse på over 2000 bosiddende familier, som i så tilfælde skal føres til Mecklenborg. Denne gang er det dog ikke Esbjerg der spøger, men en landgang i Århus, som man nok mener at møde så langt nordpå, som tiden tillader.

Stillingen udbedres med stor iver. Arbejdes ledes af pionerer, men arbejderne er mest militære straffefanger, som gør et yderst elendigt indtryk.

Der er fra Hovslund station anlagt normalt spor mod øst og vest til standpladser for 38 ctm. skyts. Fagmænd siger, at der er mellem 50 og 60 stkr. Svært skyts, alle marineskyts og betjeningen er udelukkende marinere. Den øvrige del af linjen har en smalsporet feltbane, som transporterer mængder af tømmer. Flere vognladninger af jernplader med skarpe spidser i vinkel, øjensynlig palisadespidser henstod i Rødekro og Hovslund stationer. Man siger, at der ligger 200.000 mand nord for Kielerkanalen, hvoraf 70.000 nærmest nævnte linje.

H.P. [Hanssen?, RR] har været meget bekymret for den nærmeste fremtid.

Flådestaben havde forelagt udformede planer for en meget stærkt udvidet undervandskrig , og der var sikkert flertal i udvalget for at gennemføre den; men der var for en ca 8 dage siden noget lysere udsigter, idet den fremrykkende årstid havde skabt nogen betænkelighed og der var mulighed for en udsættelse til tidlig i foråret 1917.

s. 440

12. november 1916
NB
R.H. Henimod slutningen af den tyske rigsdags slutning den     november så stillingen i det hele tilsyneladende lysere ud, idet overkommandoen på grund af den fremrykkede årstid mente at burde henstille, at den udvidede ubådskrig, for hvilken planen tidligere er forelagt udvalget, udsættes indtil tidlig på foråret.

Da rigsdagen sluttede, havde situationen imidlertid forandret sig, muligvis på grund af standsning af fremgangen i Rumænien.

Allerede på et tidligere tidspunkt har kejseren og rigskansleren opgivet ævret og henvendt sig til feltmarskal Hindenburg om at overtage ledelsen over alle fronter. Hindenburg er gået ind herpå under den udtrykkelige betingelse, at man befæstede både mod Danmark og mod Holland.

H.P. mener, at det vil være afhængig af centralmagternes held i Rumænien, om krigen udvides går det centralmagterne så meget imod, at det bærer henimod et sammenbrud, vil Hindenburgs plan gå ud på at få krig også med alle neutrale stater, altså med Danmark, Holland, Spanien, Amerika, Schweitz, Norge og Sverige – en desparationskrig således, at skal vi til bunds så skal så mange som muligt med. H.P. tilføjede, at han var bekymret for de mange i Jylland værende desertørers skæbne.

Krigens forløb

11. november 1916. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Somme, hvor englænderne stadig forsøger at bryde igennem selvom erfaringen og terrænforholdene taler imod, kampe i Rumænien og en tysk charmeoffensiv over for de polske mindretal, kampe ved Isonzo – og stigende problemer med moralen i næste alle hære.

 

Ikke kategoriseret

10. november 1916. Beskyldninger mod sønderjyder for at desertere

Skriv en kommentar

En Kammerat, der værgede vor Sag

I November 1916 blev en Del gamle Landstormmænd her fra Nordslesvig indkaldt til Oplæring i Krigskunsten og sendt til Schwerin. Blandt de indkaldte var ogsaa M. Wahrlich fra Aabenraa.

Han hørte nu just ikke til dem, der ved »Schneidighed« kastede Glans over Soldaterstanden , men han havde, naar det gjaldt, Mod til at forsvare os.

En Morgen, da hele Afdelingen var traadt an til Undervisningen paa en af de store Belægningsstuer, lod en Feldwebel falde nogle Ord om, at Nordslesvigerne jo løb over Grænsen.

Da rettede Wahrlich sig og spurgte: Tillader Hr. Feldwebel?

Da Tilladelsen var givet, sagde Wahrlich : Der er da i hvert Fald falden 2800 Mand deroppe fra, saa de er da ikke alle løbet bort fra den lille Plet deroppe.

Da vi kom tilbage til Stuen, var der mange af vore tyske Kammerater, som roste Wahrlich for hans Optræden.

P-L. i DSK-årbøger, 1941

Krigens forløb

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Skriv en kommentar

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

9. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

I Begyndelsen af November 1916 rejste vi sydpaa. L. Dollerup og M. Lund var med i Transporten; andre husker jeg ikke.

Rejsen gik først til Gradsko i Makedonien, ca. 70 km fra Prilep. Paa Vejen herned mødte vi et Lazarettog fyldt med haardtsaarede fra det saksiske Jægerregiment, maaske de samme, som sammen med os var rejst derned, og som fortsatte, da vi steg ud i Nish. De havde faaet en meget haard Medfart ved Monastir, hvor der rasede heftige Kampe paa den Tid.

Det gjorde et dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning. For Infanteriet var det særlig slemt i det klippefyldte Bjergland- Det var næsten umu­ligt at grave sig ned, og Sprængvirkningen fra Granaterne var dobbelt, da Stenene virkede som Splinter.

Fra Gradsko til Prilep var der ingen Jernbane. Det tog os to Dage at gaa de 70 km. Ikke nogen særlig stor Præstation, men i Betragtning af, at det hele Tiden gik opad, at det var Snevejr og glat Føre, var det drøjt nok alligevel med fuld Oppakning.

Vejen gik over Babuna-Passet, hvor den snor sig frem og tilbage utallige Gange, forbi dybe Slugter, hvor der en Gang imellem laa et knust Lastauto nede paa Bunden. Jeg gad vide, hvor mange Chauffører der har sat Livet til paa den Maade.

Trafikken paa denne Strækning blev nemlig besørget af Lastbiler og en Traadbane, der gik over Bjerge og dybe Afgrunde. Af og til saa vi en eller to Soldater sidde oven paa Høballer eller Ammunitionskasser, og de fik paa den Maade en eventyrlig Luftrejse. De sparede jo Benene, men jeg skulde nu ikke nyde noget, for sæt, at Staalviren sprang! Det kunde nemlig ske.

Her saa vi de første rumænske Krigsfanger. De var sat til at passe Stationerne.

Den første Nat sov vi i Telt og frøs med Anstand. Da vi nærmede os Prilep, blev Landet mere fladt. Lidt uden for Byen havde jeg en Oplevelse. Der sad en Tigger ved Vejen og spillede paa et Instrument, der lignede en Violin. Han spillede en Melodi, jeg kendte. (Tiggere var der mange af i Serbien, maaske Tito har faaet dem afskaffet). Det var Melodien til „Vældige Riger rives om Jorden”, som vi sang til Gymnastikken hjemme i Hviding Forsamlingshus. Det var mærkeligt at møde en kendt Melodi saa langt borte fra sin Hjemstavn. Senere opdagede jeg, at det er en bulgarsk Folkesang; saa var det jo ikke saa mærkeligt endda.

At der ingen Sundhedskommission fandtes i Landet, var nemt at se, for langs Vejen laa mange Skeletter, mest af Okser, der bruges som Trækdyr. Dør de undervejs, faar de Lov til at blive liggende som Føde for Gribbene, eller ogsaa, til de raadner op. I Vandløbene, hvor man hentede Drikkevand, laa der ogsaa døde Dyr.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

8. november 1916. Dynamitfiskeri og malaria ved Rufijifloden

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden.

Rufijifloden indeholdt mange andre levende Skabninger end Krokodiller og Flodheste. Den bogstavelig talt vrimlede af Fisk, hvilket er en Sjældenhed i Østafrika, da de fleste Floder tørrer ud om Sommeren.

Vi havde ingen Grejer til at fange Fisk med, men jeg anvendte en Metode, som jeg havde læst om engang, og som viste sig at være særdeles brugbar. Jeg delte en Dynamitpatron, tændte den og kastede den ud i Floden.

En halv Patron var nok til at fange en Mængde Fisk med. Man hørte en dump Eksplosion og saa Vandet komme lidt i Oprør, og et Øjeblik efter kom Fiskene drivende op med Bugen i Vejret. Det gjaldt nu om at faa dem øst i Land eller op i en Baad hurtigst muligt, da de ikke var døde, men kun bevidstløse.

Bærerne satte stor Pris paa Fisk og kunde sætte næsten utrolige Mængder til Livs.

Saaledes gik Arbejdet og Fritiden ved Kungulio. Ind imellem kom der smaa Mindelser om Malariaen, men endnu havde vi saa rigelig Kinin, at jeg kunde holde denne Sygdom Stangen. Jeg tog blot en  Kinintablet og gik til Køjs. Feberen steg — undertiden helt op til de 40 Grader, men den gode Føde, jeg fik, den gode Søvn og det forholdsvis lette Arbejde gjorde, at jeg kom forholdsvis nemt over mine Anfald, men da Regntiden — den lille Regntid — begyndte i November Maaned, var alligevel noget af det hyggelige gaaet af Kungulio.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

7. november 1916. “Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt …” Rumænerne angriber! K. Tastesen såret af bajonetstik!

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen kom i oktober 1916 til Rumænien på Balkanfronten.

Den 6. fik vi at vide, at vi skulde storme Dagen efter. Vi havde faaet nogle ganske smaa Heste og Æsler til at bære Ammunition og Fødemidler op. Vi havde ikke andet Artilleri end nogle ganske smaa Kanoner, som kunde skilles ad og bæres op.

Den 7. om Morgenen var der en meget stærk Taage, det passede os meget godt, da vi skulde ned ad Skrænten. Da vi var kommen ned, blev vi liggende der, da vi ikke skulde storme før Kl. 10.

Da vi havde ligget der et Kvarters Tid, saa jeg nogle Skikkelser forude. Det var endnu saa taaget, at vi kun kunde se faa Meter fra os. Jeg spurgte min Kammerat, om han kunde se, hvem det var. Han mente, det var Tyskere, men jeg vidste, vi var de forreste, saa dem kunde det ikke være.

I det samme fik vi Vished, idet Rumænerne med et Hurra stormede frem imod os. Tre Mand for hen imod vor Gruppe, men de fire af vore Folk var nye, som aldrig havde været paa med Bajonetten før. De blev saa forskrækkede, at de løb tilbage. Jeg blev siddende paa Knæ og skød den ene af Rumænerne ned. Med det samme var den anden inde paa Livet af mig. Jeg fik mig ikke rigtig rejst, før jeg mærkede et Stik i Brystet, og i det samme susede en Bøssekolbe og ramte Rumæneren i Hovedet.

Det sortnede for mine Øjne, og jeg kunde ikke holde mig oprejst. Jeg fik mig dog arbejdet en halv Snes Meter tilbage, hvor der var en lille Lavning. Jeg tog min Forbindspakke frem og holdt den paa Saaret. Det varede dog ikke længe, før jeg var saa udmattet, at jeg ikke kunde holde den længere, og Blodet strømmede ud, saa at alt mit Tøj var gennemblødt.

Tyskerne stormede forbi mig, og længere borte var der et Spektakel af Haandgranater og Geværskud, blandet med Hurraraab fra dem, der gik frem, og Skrig fra de Saarede. Jeg var mest bange for, at Tyskerne skulde blive slaaet, saa vidste jeg, at jeg kom i Fangenskab eller maaske blev dræbt, men hvad saa, saa var det hele da overstaaet.

Kampen trak sig imidlertid længere og længere bort, og nu kom Sygebærerne og forbandt os. Et lille Stykke borte laa en Feltwebel og havde begge Ben afskudt. Han raabte, men Sygebærerne kom først til mig, og jeg blev ogsaa forbunden først. Da han var ved at forbinde mig, saa jeg en Rumæner ligge lidt derfra og famle ved Bøssen, som han havde rettet mod os. Jeg gjorde Sygeplejeren opmærksom paa det, og han sprang til og tog Geværet fra ham.

Tyskerne havde taget nogle Fanger. De blev nu sat til at bære de Saarede ned ad Bjerget. Bjerget, hvorpaa jeg blev saaret, hed Blæsabjerget — Kl. 10 kom to rumænske Fanger sammen med to af vore egne Soldater og bar mig til en Forbindingsplads længere tilbage paa Bjerget. Der fik jeg to Indsprøjtninger for at stille Smerterne. Saa blev jeg bundet fast til Baaren, og Nedstigningen begyndte. Det varede godt fire Timer, og jeg led frygtelige Smerter. Saa kom vi til Ambulancen, som kørte mig til et Lazaret i Petrosini. Der blev jeg lagt ind i en Hal, som var omtrent fuld af Saarede i Forvejen, saa det vilde vare længe, før jeg kom for Tur.

Endelig, jeg antager henved Kl. 12, kom jeg paa Operationsbordet. Der var tre Læger i Kitler, der en Gang havde været hvide, men nu var de fuldstændig overløbne med Blod, og ligeledes svømmede Gulvet med Blod, saa det lignede mere et Slagtehus end et Sted, hvor Mennesker skulde behandles.

Da jeg havde faaet Forbindingen af og var bleven undersøgt, hørte jeg Lægerne sige, at jeg havde haft Held med mig, at jeg netop var ramt der, da Saaret var 6 à 7 cm dybt. Saa blev jeg bedøvet og ved ikke mere, før jeg laa paa en Stue. Min blodige Skjorte beholdt jeg paa, da de ingen anden havde til mig, og desuden var jeg saa fuld af Utøj, at det næsten pinte mig mere end Saaret.

Vi laa 17 Mand paa en Stue, alle haardt Saarede. Vi blev tilset af Lægerne hver Dag, men ellers blev der ikke gjort noget særligt ved mig. Der laa jeg saa i 14 Dage, inden jeg kunde blive flyttet til et Lazaret i Tyskland.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

6. november 1916. H.C. Brodersen kommer til Soissons

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Aisnedalen ved Soisson, den 6. November 1916

Efter at vi er kommet fra Sommeslaget, er vi i Ro. Det er dog kun saa som saa; thi „Roen” bestaar i Eksercits og Parademarch. Vi har faaet  ny Forstærkning og ogsaa en anden Kompagnifører.

Vi længes alle efter paany at komme i Stilling, særlig, da vi har faaet at vide, at der forude skal være gode Understande og en rolig  Stilling. Vi regner derfor med, at vi derude faar den Ro, som der her ikke er meget af, og at vi, Sepl, Skorstensfejeren og jeg, der sammen med en ny Delingsfører har dannet en Skatklub, kan faa Lov til uforstyrret at pleje vore Interesser paa dette Omraade.

 

Krigens forløb

5. november 1916. Hans Hostrup i Serbien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Ved Belgrad kørte vi ind i Serbien og lige til Nish, Landets gamle Hovedstad.

Det første, vi lagde Mærke til, var, at Stationerne hele Vejen ned lignede smaa Fæstninger med Pigtraad og Løbegrave og hvad dertil hører. Det var lavet, for at man kunde værge sig mod Overfald fra den serbiske Modstandsbevægelse.

En saadan fandtes nemlig i det dengang af Tyskerne besatte Serbien. Dog derom senere.

Opholdet paa Banegaardene blev brugt til smaa Udflugter i Omegnen, saa vidt det lod sig gøre. Ret langt kunde vi jo ikke fjerne os fra Toget, da vi aldrig vidste, naar der blev givet Afgangssignal. Det skete da ogsaa, at nogle ikke naaede at komme med. Der kunde godt gaa en halv Dag, inden vi kørte igen; men hvad gjorde det, det gik jo „alles vom Krieg ab!“

Under et Ophold var der engang Appel med vor „Jernportion”. Mange havde spist det hele, nogle det halve, og der blev lovet dem al Landsens Ulykker. Saa blev der uddelt nye Portioner, og der skete ikke mere i den Sag. Vi, der havde noget af Portionen i Behold, ærgrede os over, at vi ikke ogsaa havde spist det hele. Forplejningen var jo ikke saa rigelig.

Ankommet til Nish efter 7-8 Døgns Kørsel med Afbrydelser, blev vi indkvartéret i en stor Kaserne. Paa denne boede der ogsaa bulgarske Soldater, som jo var Tyskernes allierede, og som vi senere ved Fronten kom en hel Del i Berøring med- Vi var naturligvis nysgerrige efter at se, hvad det var for Fyre, men da vi ikke kunde snakke med dem, blev det et meget overfladisk Bekendtskab.

Vi tilhørte nu „Heeresgruppe v. Belows” Rekrutdepot og var i Nish i tre Uger. Herfra blev vi sendt ud til de forskellige Frontafsnit, efterhaanden som der blev Brug for os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Nyheder

5. november 1916. Ingen krigslån fra J. Due i Gabøl

Skriv en kommentar

J.Due fra Gabøl Hede blev indkaldt i efteråret 1916.

Det var i Oktober 1916, at jeg blev indkaldt til Fod-Artilleri-Regt. Nr. 20 i Neu Breisach i Elsas i en Alder af 44½ Aar. Efter 4 Ugers Forløb flyttedes jeg over i Fod-Artilleri-Rgt. 23 i Posen, og herfra gik det saa til Frankrig, hvor vi sattes ind i Kampene ved Aisne og i Champagne.

I Eftersommeren var Tyskerne i Gang med Tegning af Krigslaan, og en Vicefeldwebel Kirschbaum henvendte sig i denne Anledning ogsaa til mig.

— Jeg sagde nej, jeg skal ikke have noget tegnet.

— Alle Deres Kammerater har givet noget!

— Det bliver jo deres Sag, det vedkommer jo ikke mig. For Resten har jeg ikke noget at undvære.

— Jo, De har. De har da en Ejendom derhjemme, De har fire Køer og en Hest!

Hvor han vidste det fra, véd jeg ikke, men det passede godt nok.

Da jeg stadig vægrede mig ved at tegne, vilde han absolut have Grunden til denne Vægring at vide. Først undslog jeg mig ved at nævne Grunden, men da han stadig pressede paa, og han var for Resten et godt Menneske og en forstaaende foresat, fik han omsider mine Grunde.

— For det første har jeg Hustru og otte ukonfirmerede Børn derhjemme. For det andet har jeg ofret en Søn paa Tysklands Alter, han faldt i September 1915. For det tredje véd Feldwebelen jo nok, at jeg er oppe fra det dansktalende Nordslesvig (— Ja, det véd jeg, indskød Kirschbaum), saa jeg er ikke Tilhænger af Krigen. Og for det fjerde er jeg selv her. Det maa være tilstrækkeligt, mere faar De ikke hos mig.

Feldwebel Kirschbaum stod et Øjeblik og saa paa mig, saa lagde han begge Hænder paa mine Skuldre og sagde: „Det er tilstrækkeligt, Kanoner”.

Jeg blev aldrig mere opfordret til at tegne Krigslaan.

DSK-årbøger 1946

Krigens forløb

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

4. november 1916. På kur i Wiesbaden – og en død bror

Skriv en kommentar

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Efter fire ugers forløb fik vi lov til at gå ud om eftermiddagen fra klokken to til seks, hvad jeg benyttede mig flittigt af. Ja, sikken forandring fra skyttegravene ved Verdun og så til den flotte by her, hvor de fineste folk fra Tyskland færdedes. –

Kommet fra granathuller til gode hotelsenge, kommet fra et rent mandfolkesamfund som vort til en by med civilister, mens vi knap havde set et pigebarn i 11 måneder. Her promenerede de flotteste damer med deres kavalerer; de var på kur og i bad. –

Men det var imidlertid blevet oktober, og kursæsonen nærmede sig sin afslutning, så der blev fri adgang til næsten alt. Midt i byen lå »Kochbrunnen«, der var bygget over en varm kilde, hvor vandet vældede frem, 90 grader varmt, dag og nat. Unge piger falbød varen for 25 penning pr. bæger til kurgæsterne, som sad rundt i hulen og drak det lægende vand til helse for deres syge nerver og maver og øvrige skavanker.

Vi drak vandet gratis, men vi fik jo også kun 33 penning om dagen, i øvrigt forekom det os, at det smagte som vandet i Alssund.

Af alle de mange parker og anlæg her i Wiesbaden syntes jeg bedst om Kurparken, der efter sigende skulle dække et areal på 10 hektar. Her var store græsplæner med smukke blomsterbede og rabatter med prydbuske, og så var der kunstige søer og damme, hvor det vrimlede med guldfisk og andre sjældne arter, der her i vandet glimtede i alle regnbuens farver. Jo, her var smukt. –

En anden park var Neroparken, der nærmest var en art botanisk have, interessant og så så velplejet. –

Formedelst en tandhjulsbane og 15 penning kunne vi entre det stejle og hosliggende Nerobjerg, hvorfra der var en storslået udsigt over byen og omegnen. I en kikkert anbragt på et stativ øjnede vi Rhinløbet i nærheden af Mainz, men det kostede også 10 penning, og når vi så atter måtte ofre 10 penning for at glide ned ad bjerget, så var den dagsløn væk, ja, mere endda. –

Der fandtes da også anlæg af mere folkeligt tilsnit, hvor man gratis kunne fornøje sig med at spadsere omkring, og hvor byens borgere en søndag eftermiddag tog hen med familie og nød deres kaffe eller en flaske rhinskvin.

Af bygningsværker var jeg mest imponeret over den russiske kirke med sine fem kupler, der var beklædt med rent guld, mens det indvendige strålede i marmor og også var rigt udsmykket med guld.

Kirken skulle have kostet fem millioner mark at bygge, og overvældende stor var den ikke.

Så var det efterår, for resten en ret alvorlig tid for dem derhjemme; men måske vidste de det ikke. Det forlød nemlig, at Danmark agtedes besat, da man frygtede en engelsk landgang i Esbjerg. En begyndelse var gjort med at samle tropperne i Holsten – det erfarede jeg gennem sygeplejerskerne, der jo havde deres viden fra højere steder. Man mente, der kunne blive en stilling som tolk for mig, en post, som jeg absolut ville undslå mig fra. – Heldigvis blev det hele ikke til noget.

Det var et par gode måneder, jeg tilbragte i Wiesbaden, men desværre formede afskedsdagene sig ikke så gode for mig. Jeg skulle udskrives den 4. november, men om formiddagen dagen før fik jeg telegram hjemme fra, at min broder, Jørgen, lå såret og meget syg i Speyer på lazarettet, og mine forældre bad mig om at besøge ham, hvad jeg omgående fik lov til.

Jeg rejste så derned, men nåede desværre ikke at træffe ham i levende live, idet han var død om formiddagen, da jeg kom.

Han var blevet såret i baghovedet den 23. oktober, ligeledes ved Verdun. Det var nu ikke såret, der forvoldte hans død, da det var ret ubetydeligt, men der var stødt en lungebetændelse til, og den stod han ikke igennem.

Hans båre førtes hjem, og han ligger i familiegravstedet på Ullerup kirkegård. Formiddagen derefter var der stort opbrud i Wiesbaden, da vi var mange, som skulle rejse. Også den ene af sygeplejerskerne var i færd med at pakke; søstrene havde ligesom jeg fået besked om, at en bror lå meget hårdt såret på et lazaret bag ved Somme-fronten, og hun havde da fået lov til at rejse derhen for at pleje ham. – Ja, sådan blev den afslutning: Min bror ved Verdun og deres bror ved Somme, to frontafsnit, der kostede hundredtusinder af unge mennesker livet i året 1916.

DSK-årbøger 1970

Krigens forløb

3. november 1916. Ved fronten i Rumæniens bjerge

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen blev i oktober 1916 overført til Balkanfronten. I begyndelsen af november ankom han til Rumænien.

Om Morgenen, saa snart det blev lyst, begyndte vi at stige op ad Bjerget; det var besværligt, da det var meget stejlt. Vi havde hver en Stok med en Pig i Enden, og saa kravlede vi det meste af Tiden op ad Bjergsiden i en lang Række een for een, da vi ikke kunde være fire Mand ved Siden af hinanden hele Tiden.

Det tog 8 Timer for at komme de 2200 Meter i Vejret. Saa blev der saa jævnt, at vi kunde marchere videre. Bjergene var bevoksede med enkelte Træer og en Del Krat.

Endelig naaede vi Regimentet, som vi skulde afløse. Vi troede, der var Skyttegrave, men der var kun nogle smaa Huller, man lige kunde skjule sig i. Man kunde ikke komme længere ned, fordi Bunden bestod af en Slags Sten. Da vi kom derop, var det behageligt tørt, men Natten efter begyndte det at sne, og det blev ualmindeligt koldt, særlig for os, der var gennemblødt af Sved fra Opstigningen.

Nogle Meter foran os gik det lige saa brat ned som Taget paa et Hus, og lige overfor paa et andet Bjerg ca. 600 Meter borte laa Rumænerne. Vi havde ingen Vagt ude, kun nogle faa skulde holde sig vaagne, hvor de laa. Vi behøvede ikke at være bange for natligt Angreb, da det jo var vanskeligt at komme op ad Skrænten.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)