28. november 1916. Levende begravet med øjnene fulde af jord

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Der gik et stykke tid, hvor vi havde det meget roligt.

Indtil den 28. november 1916. Jeg husker det så nøje, for min mor havde fødselsdag den 27. november – og jeg havde tænkt meget på hende den dag. Vi var fire brødre og en svoger med i krigen. Min mor var meget følsom, så hun har nok ikke haft mange rolige timer.

Så skete det den 28. november om morgenen. Man fortalte os, at
russerne havde fået fransk artilleri. Hvor de vidste det fra, ved jeg ikke, men en kendsgerning er, at russerne begyndte med at skyde med artilleri, både af store og små kalibre (trommeild) og det blev ved i 3 dage.

Hele marken foran os blev til pløjet mark, og næste alle store træer til begge sider for os blev til stolper.

Vores kompagnifører havde en solid understand i skoven lige bag os, og den var tildænget med overskudte træer.

Min gruppe slap godt fra det i det stykke skyttegrav, hvor vi var. Granaterne var slået ned lige foran og bagved vores skyttegrav – akkurat som det skete den aften, jeg kom til kompagniet.

Men både til højre og til venstre var hele skyttegraven jævnet, så den, der ikke havde nået at flygte, var faldet.

I vores afsnit af skyttegraven kom der ikke en granat, og vi måtte blive der. Jord og stenstumper fik vi nok af, men ingen blev såret.

Derimod var det gået hårdt ud over vor nabogruppe tilhøjre. Hele skyttegraven blev lidt efter lidt jævnet.

Jeg stod lige ved siden af og så en kammerat ligge halvt begravet i jord og stenstumper.

Jeg havde set ham et stykke tid, men var ude af stand til at hjælpe ham. Da der så kom et lille ophold i skydningen, sprang jeg over til ham og fik ham slæbt over til os.

Stakkels mand. Jeg kunne ikke se, at han var såret på kroppen, men øjnene var fulde af jord. “Jeg har fået noget i øjnene”, sagde han. Jeg kunne dog straks se, hvad der var sket med ham.

Vi trøstede ham, så godt vi kunne. Hvorledes det gik med de andre i hans gruppe, ved jeg ikke.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *