Alle indlæg af Rene Rasmussen

Ikke kategoriseret

27. august 1918. I fangelejr: “Lejrofficeren ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende”

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

Livet i Lejren er trivielt og ensformigt. Vi vækkes Kl. 6. Teltene rulles op forneden, og Tæpperne lægges sammen i Størrelse efter et nøjagtigt Maal, og efter en Snor anbringes de i lige Rækker udenfor Teltene. Vore faa Ejendele anbringes oven paa Tæpperne.

Derefter følger Morgenmaaltidet. Klokken 7,30 er der Appel, hver eneste i Lejren, ogsaa Officererne, maa træde an, hvorefter Lejrofficeren tæller Rækkerne.

Officererne har derpaa Dagen til deres egen Raadighed, men vi andre skal paany stille os op bag vore med mikroskopisk Nøjagtighed oprangerede Ejendele.

Den engelske Lejrofficer nærer absolut ikke venlige Følelser overfor
især de tyske Krigsfanger og som saadan betragter han naturligvis ogsaa os Sønderjyder. Han ser ud, som om han helst vilde æde os alle sammen levende.

Ledsaget af en Sergent og to Menige begynder han Inspektionen. Af og til gør han Holdt foran en Fanges Ejendele og disse ryger med et Spark i en Bue ud i Sandet.

Sergenten har saa at overtyde sig om, hvorvidt der har været mistænkelige Ting skjulte, eller om der er flere end de to tilladte Tæpper i Bunken. Det er med et umiskendeligt Had, at disse daglige Mønstringer foretages, men der findes aldrig noget fordægtigt og det er muligt, at dette ærgrer Officeren.

Vi lader os ikke overrumple, hver Morgen nedgraver jeg for mit Vedkommende mit tredie Tæppe, min lille Hovedpude og de faa
andre Ting, jeg reddede mig, dengang vi kom i Lejren.

De øvrige Fanger gør naturligvis det samme.

Omsider forlader Officeren Lejren, og vi aander lettere op.Derefter inddeler Sergenten til de forskellige Lejrarbejde r, der bestaar i at holde Lejren ren, fjerne Affald, hente Proviant og fremfor alt det store Arbejde, som Naturkræfterne bebyrder Fangerne med.

Paa disse Breddegrader oplever man ikke Frostvejr eller Snefald ved Vintertid, alligevel kan det dog være bidende koldt og stærke langvarige Storme blæser store Sanddriver ind over Lejren.

Det er saa Fangernes Opgave at fjerne Driverne. Under Stormene er der intet der undgaar Flyvesandet, alt spiseligt knaser mellem Tænderne. Sandet trænger sig paa ubehageligste Maade ind mellem Kroppen og Skjorten, i Strømperne, Haarbunden, allevegne.

Nogle Fordele har vi dog efterhaanden opnaaet. Efter Luftlinjen at regne er vi naaet halvvejs hjem. Vi faar daglig engelske Aviser ind i Lejren og kan gennem disse følge Krigens Forløb hjemme i Evropa.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

Ikke kategoriseret

25. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de allieredes offensiver på Vestfronten. Både briter og franskmænd angriber på flere forskellige steder og gør gode fremskridt. Den allierede overkommando begynder nu at tro på en sejr allerede i 1919, måske endda før. Tyskerne er nu trængt tilbage til stillinger før deres egne offensiver. De tyske forårs- og sommeroffensiver havde vundet så store områder – og nu var det hele tabt igen. Hvad var gået galt?

Det handler også om forberedelserne af forsvaret af Baku, hvor en lille britisk styrke er dukket op. Også i Palæstina kæmper briterne mod Osmannerne – og her griber man til guerilla og krigslist. Og så gik briterne i land i Archangelsk. Mens den tjekkiske legion erobrer Irkutsk.

Ikke kategoriseret

25. august 1918. Insekterne i maden er det eneste kød, vi får. I britisk fangelejr i Ægypten

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg blev taget til fange i Østafrika i efteråret 1917. I 1918 befandt han sig i den britiske fangelejr Sidi Bishr i Ægypten.

I en Afstand af omtrent 10 Meter fra Pigtraadshegnet ligger der i en Vinkel Barak ved Barak. I en Del af disse er de tyske Officerer allerede installerede, i et Par bor der ogsaa flere tyrkiske og bulgarske Officerer.

Vi faar at vide, at Lejren hedder: „Officers Camp Sidi Bishr“.

I den ene Halvdel af Lejren er der rejst et stort Antal smaa runde Telte, og i disse indkvarteres vi med 10 Mand i hvert. Der er ikke mange Kvadratcentimeter Plads til overs, naar vi allesammen skal sove indenfor i Teltet og det er en bydende Nødvendighed, idet Nætterne her er anderledes kolde end nede syd for Ækvator.

Om Natten, naar vi sover, danner vi en Stjerneform, idet vi alle sammen ligger med Benene ind imod Teltstangen. Først graver vi os en Fordybning i Sandet, passende til Kroppen, et Tæppe har vi at ligge paa og et andet at dække os til med.

Alligevel kniber det med at holde os varme. Officererne er betydelig bedre stillede, deres Barakker er inddelte i Værelser, i hvilke de bor to og to sammen. Desuden er de saa heldige at kunne sove i en god Seng, og de sørger selv for deres Forplejning.

En Jøde i Alexandria leverer dem Provianten og to tjekkiske Kokke, Fanger fra Palæstinafronten, tilbereder Maden for Officererne i det saakaldte Officerskøkken.

Provianteringen til vor Forplejning sorterer under den engelske Kvartermester. I en lang Barak i Udkanten af det store Lejrkompleks ruger han over den ham betroede Proviant. Provianten, der udleveres til de tyske og tyrkiske Fanger, er forskellig, men omsat i Penge er den nok omtrent det samme værd, hvilket vil sige meget lidt.

I de Aar, Krigen har staaet paa, ha r vi stadig mere og mere maattet nedsætte vore Fordringer til Provianten. Kurven her viser yderligere Nedgang, en ret betydelig endda. Vor Føde bestaar som Regel kun af Hestebønner og Ris samt lidt Finbrød, Te og Sukker. Brødet er godt,
men meget knapt tilmaalt. Med lidt Vemod tænker vi paa al den Kaffe, som vi svælgede i i Dar es Salam. Jeg mindes ogsaa et Tilfælde nede i Livale i 1916, da vi en Dag ganske uventet fik udleveret nogle Løg og et Brev Krydderi, hvilken Forandring det dog bragte i Smagen paa de ensformige Retter.

Hvad vor Føde her i Lejren angaar, kan til Overflødighed oplyses, at Bønnerne indvendig var beboede af smaa sorte Dyr, som under Kogningen kommer frem og i Hundredvis flyder oven paa Suppen.

Disse uappetitlige Smaadyr var omtrent det eneste Kød, vi fik. De fleste gør sig dog den Umage at fiske dem op og placerer dem paa Randen af deres Bliktallerken.

En Dag søgte en Deputation med en saadan uappetitlig Tallerken Hestebønnesuppe Foretræde hos den engelske Lejrofficer, men denne jager Deputationen bort med den Bemærkning, at bedre Forplejning faar de engelske Krigsfanger i Tyskland ikke.

Et Par af Fangerne, der har siddet indespærret i Lejren siden Slutningen af 1915, fortæller, at Forplejningen til at begynde med var betydelig bedre. Krigen har varet for længe og der maales sikkert efter Gensidighedsprincippet.

Ris kogt i Vand har nu snart i fire Aar været Erstatning for Kartofler, og jeg kan fuldt ud bifalde, naar det ofte lyder: Alt andet i Verden, blot ikke Ris.

En lille Trøst er det, at Officererne heller ikke har Raad til at købe Kartofler, men maa nøjes med Ris og Makaroni.

Nis Kock: Sønderjyder vender Hjem fra Østafrika (1938)

 

Nyheder

24. august 1918. Feldwebel på vej til Ribe i lånt søndagstøj

1 kommentar

Feldwebel Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark. Han lod sig lokke med til en meget risikabel plan af en grænsevagt (fortsat fra i går).

Jeg vaagnede ved, at en Soldat stod og ruskede i mig. Det var min Ven, Marktyven. „Hr. Feldwebel, De maa staa op nu, Klokken er straks fem.“ Jeg kom hurtigt paa Benene. Vi gennemgik kort Planens Enkeltheder, jeg stak ham en Hundredemarkseddel, og saa listede vi forbi Vagtstuen og ud til Vejen.

Vagtposten paa Broen gjorde netop omkring for at gaa sin sidste Runde hen over Broen. Jeg sprang over Vejen, ned i Engen paa venstre Side og krøb langs Vej dæmningen helt hen til Broen, hvor jeg trykkede mig godt ind mod Bropillen.

Nu kom Vagten tilbage igen. Hans taktfaste Skridt gungrede i Plankerne. Han opdagede mig ikke, men fortsatte med Vejen hen til Vagtstuen. Jeg hører Døren blive aabnet og lukket igen, atter en Dør, der bliver aabnet, og saa hviskende Stemmer. Nu drikkes der ulovlig Kaffe.

Jeg kravler op paa Broen, gaar roligt hen over den og springer ned i Engen til højre. Saa gaar det i Hurtigløb langs Aaen, frem mod Maalet: Danmark. Endelig staar jeg foran Hegnet, jeg griber det med begge Hænder og slynger højre Ben over, saa først faar jeg Tid til at se mig omkring. Det er næsten fuldstændig lyst. I Østen er Himlen farvet rød af den opgaaende Sol, til venstre for mig i en Afstand af godt 100 m ligger Toldstedet.

Der staar en tysk Vagtpost med Gevær paa Skulder. Har han set mig? Jeg er ligeglad, nu har jeg naaet mit Fristed, det Fredens og Frihedens Land, som mine Forældre har lært mig at elske mere end noget andet her paa Jord. Snart flytter vi det Hegn, som jeg sidder paa skrævs over, mod Syd, saa ogsaa mit Hjem og mine kære kommer inden for dets Grænse.

Jeg forlader nu Engen og gaar gennem Lyngheden op mod Vejen, der fører til Ribe. Pludselig standses jeg af et skarpt Fløjt, og et Stykke foran mig rejser en Mand sig op fra Lyngen. Han er i lyseblaa Uniform og bærer en Karabin under Armen. Det er en dansk Grænsegendarm. Da han kommer helt hen til mig, siger jeg paa Dansk: „Hvad vil De nu gøre ved mig?“ Han smiler og rækker mig Haanden: „Ingenting,“ siger han, „for jeg kan jo høre, du er en Landsmand, og velkommen skal du være i Danmark.” Han byder Tobak og følger mig et langt Stykke paa Vej.

Inden vi skilles, raader han mig til at komme af med min tyske Uniform snarest muligt, da jeg ellers risikerer at blive interneret af de danske Militærpatruljer.

Saa traver jeg videre ind mod Ribe, forbi velholdte Huse og Gaarde med søndagspudsede Ruder og pyntelige Haver. Tæt inde ved Byen er en morgenduelig Husmand ved at sætte sine Køer paa Græs. Han har netop tøjret den sidste helt op imod Vejen, da jeg kommer forbi. Vi hilser paa hinanden, og han spørger saa, om jeg er kommen over i Nat. Da jeg svarer bekræftende, siger han: „Ja, men saa er du da vist sulten, vil du ikke med ind og have en Bid Mad.“ Jo, Tak, det vilde jeg da gerne.

Lidt efter er vi bænket i det hyggelige Køkken, hvor Konen faar travlt med Morgenmaden. Hun spejler Æg, steger Aal og bruner Kartofler, medens Snakken gaar.

Da jeg fortæller om Grænsegendarmens Bemærkning om min Uniform, tilbyder Manden mig straks sit Søndagstøj til Laans, indtil jeg faar købt noget selv.

Jeg har siden hørt og læst mange Beretninger om den storslaaede Modtagelse, vore Kammerater fik rundt omkring i Danmarks store Havnebyer, da de vendte hjem fra Krigsfangenskabet, men ingen Velkomst kan have været mere hjertelig og ægte end den, jeg fik hin Augustmorgen hos disse brave Husmandsfolk, da jeg som Rømningsmand kom over Grænsen til Danmark.

Og saaledes stod vel, stort set, hele det danske Folk rede til at række os, deres Landsmænd, der havde haft det ondt, en hjælpende Haand. Lad os aldrig glemme det.

DSK-årbøger 1950

Ikke kategoriseret

24. august 1918. Niels Ebbesen Kloppenborg-Skrumsager forhindrer sin kammerat i at skyde sig selv

Skriv en kommentar

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. I august 1918 deltog han i de hårde kampe ved Soissons. Inden afrejsen lovede han og hans kammerat, Paul Buchwald, at skulle én af dem blive lemlæstet, så skulle den anden give ham nådeskuddet.

To Dage senere maatte vi paa’en igen i omtrent samme Terræn, men da gik det galt for min Ven Paul.

Vi laa ude i det aabne Terræn. Dækningen var daarlig. Det var vanskeligt for os at faa vort Maskingevær ordentligt anbragt. Kuglerne røg om Ørerne paa os, og en rikochetterende Kugle ramte Paul i Overarmen og splintrede Knoglen.

Hele Muskelvirkningen blev sat ud af Funktion. Musklerne var slemt medtaget. Paul havde frygtelige Smerter. Han faldt bagover og greb efter sin Revolver.

Jeg var klar over hans Hensigt. Jeg greb hans Revolver og smed den bort. Saa forbandt jeg ham med de Forbindssager, vi havde paa os.

Han var nærmest bevidstløs, men lidt efter lidt kom han dog til sig selv igen. Heldigvis havde Pulsaaren ikke taget Skade.

Da der blev lidt Ro over Fronten, lykkedes det mig at faa ham bragt tilbage, uden at der skete os noget. Jeg tror, Franskmændene kunde se, at det var en saaret Kammerat, jeg hjalp tilbage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

 

Nyheder

23. august 1918. Feldwebel på faneflugt: “Det var en fantastisk plan.”

Skriv en kommentar

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”. Hjemme på orlov i begyndelsen af august besluttede han at stikke over grænsen til Danmark.

(… fortsat)

Den 23. august rejste jeg saa hjemmefra i fuld Uniform og uden et eneste civilt Klædningsstykke i min Bagage, men i Stedet for at rejse mod Syd rejste jeg mod Nord.

I Arnum, der dengang var Knudepunkt for Haderslev Amts Smaabaner, havde vi et længere Ophold. Da det endnu var ret tidligt paa Aftenen, besluttede jeg at tage Turen til Tiset til Fods.

Min Kammerat, der forgæves havde ventet mig paa Stationen, kom mig i Møde uden for Byen. Han var meget ked af det, hans Søster havde bedt ham saa mindelig om at holde sig borte fra den Sag, hun havde mistet Manden, Broderen vilde hun gerne beholde. Det forstod og respekterede vi. Han forklarede mig saa lidt om Forholdene nede ved Grænsen, ligesom han viste mig Vej ind over Markerne for at undgaa de tyske Militærpatruljer, der til Stadighed afpatruljerede Vejene op mod Grænsen.

Jeg traskede saa af Sted Syd og Vest om Tiset og Endrupskov og naaede langt ud paa Aftenen igen ud til Vejen, der fører ned til Gjelsbro, saa vidt jeg kunde skønne ikke ret langt derfra.

Det var en dejlig, maaneklar Høstaften, men ikke just ideelt Vejr til et saa lyssky Foretagende. Til højre for Vejen var der en Granplantage, til venstre aaben Mark.

Jeg krøb ind under Granerne for at prøve paa at lægge en Plan for min Flugt. Lidt efter hører jeg Skridt paa Vejen, og snart dukker en Soldat frem. Han er ubevæbnet og bærer en Spade paa Skulderen og en Spand i den ene Haand. Da han er omtrent ud for mig, gaar han ind paa Marken til venstre og giver sig til at grave og rode i Jorden med Hænderne. Han er ved at grave Kartofler op.

Nu var jeg straks klar over, at denne Herre nok var ude i ulovligt Ærinde lige saa vel som jeg, og jeg besluttede derfor at komme i Snak med ham.

Jeg kryber frem fra mit Skjul og naar helt hen ved Siden af ham, før han opdager mig. Han bliver meget forfippet og gør et kluntet Forsøg paa at staa ret, da jeg brøler ham op i Ansigtet: „Was machen Sie hier!“ Jo, han var ved at grave Kartofler op. „Er det dine?“ Nej, det var det egentlig ikke, men han var saa sulten, og man fik saa lidt at spise hos Prøjserne, at man næsten var nødt til at supplere Kosten lidt paa den Maade. „Hør nu, min gode Mand,“ siger jeg saa, „naar Deres Fædreland ikke mere kan give Dem Føden for Deres Tjeneste, hvorfor gaar De saa ikke over Grænsen til Danmark, hvor der er Mad nok, i Stedet for at stjæle fra Deres fattige Medborgere.”

Ja, hvis han ikke havde haft Kone og fem Børn hjemme i Rhinlandet, havde han ogsaa forlængst gjort det. „Jeg forstaar Dem godt,” siger jeg saa, „for jeg er ogsaa sulten, men jeg har hverken Kone eller Børn at tage Hensyn til, og derfor vil jeg over Grænsen og spise mig mæt. Hvis De kan sige mig, hvordan jeg bedst kommer over, skal jeg ikke gøre noget ud af dette Marktyveri.”

Det vilde han gerne, men her lige foran var det ikke let, her var Aaen, og den var sine Steder ret dyb, saa det kunde blive livsfarligt, men længere ude i Vest, i Heden, var det lettere at komme over. Jeg spurgte saa, om han ikke kunde vise mig Vej derud, da jeg var ganske ukendt med Egnen. Det kunde han imidlertid ikke, han var Ordonnans nede paa Vagtstuen og kunde ikke være saa længe borte, men han skulde gerne gaa ned og se, om ikke en af Kammeraterne dernede var paalidelige nok til dette Hverv. Jeg lod saa Manden gaa og lagde mig igen ind under Granerne. Eventyret var begyndt.

Lidt efter kommer han tilbage igen, alene. Der var ingen dernede, der var gode nok til et saa betydningsfuldt Hverv, som det var at lodse en tysk Feldwebel over Grænsen; men han havde en anden Plan. Nede ved Vagtlokalet var der et Skur, hvor de plejede at spærre russiske Krigsfanger inde, naar de blev grebet ved Flugtforsøg. Der vilde han laase mig inde til om Morgenen Kl. 5. Paa dette Tidspunkt blev Vagten, der stod paa Broen, trukket ind. Om Dagen blev Broen bevogtet af de patruljerende Poster, der havde hver 100 m at afpatruljere.

Naar Nattevagten saa havde forladt Broen og var gaaet ind i Vagtstuen, vilde han kalde den nærmest patruljerende Post hen til Køkkendøren og give ham en Kop Kaffe. I dette Øjeblik skulde jeg saa gaa over Broen, hoppe ned i Engen til højre for Vejen og følge Aaen et Par Hundrede Meter mod Vest, indtil jeg kom til et Staaltraadshegn. Det var Grænsen mellem Tyskland og Danmark.

Det var en fantastisk Plan. Jeg lovede Manden alle Landsens Ulykker for hans Tyveri, hvis jeg mærkede, der var Luskeri i Spillet, og rigeligt med Drikkepenge, hvis han gjorde sit bedste.

Vi fulgtes saa ad ned til Vagtlokalet og kom usete om til Skuret, hvor jeg blev laaset inde. Nu var jeg altsaa frivillig Fange. Skurets eneste Indbo var en Træbriks, den lagde jeg mig paa og faldt i Søvn.

DSK- årbøger 1950

Nyheder

22. august 1918. Reddet af biblen

2 kommentarer

Chr. Lassen, Vellerup Mark pr. Agerskov, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Den 22. August 1918, da mit Kompagni laa i Egnen ved Sommefloden i Frankrig, fik vi Besked, at vi den følgende Nat skulde afløse et andet Maskingevær-Kompagni; det var første Gang, jeg skulde i Ilden.

Den Eftermiddag læste jeg en Del i min Bibel og bad min himmelske Fader om at beskytte mig. Min Bibel plejede jeg altid at have bag i min Frakkelomme, men den Aften stak jeg den i Lommen paa Brystet, da jeg havde hørt, at en Bibel før havde taget af for et dødeligt Stød.

Ved Midnatstid gik vi frem, og vi fik Trommeild hele Natten, efterfulgt af et Angreb ved Daggry, der endte med, at vi blev omringet og taget til Fange. Under Transporten til de engelske Stillinger blev jeg ramt, antagelig af en Granatsplint, der gik tværs igennem min Bibel og alt mit Tøj, men ellers tog jeg ingen Skade deraf. Havde jeg ikke haft min Bibel der, var Splinten maaske gaaet igennem Hjertet.

DSK-årbøger 1941

Krigens forløb

19. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om de allieredes offensiver på Vestfronten, der efter store fremrykninger mister momentum, da de retirerende tyskerne når tilbage til deres gamle, veludbyggede og stærke forsvarsstillinger før deres offensiv. Artilleriet skal også først transporteres fremefter og de nye mål identificeres. Takket være luftoverlegenhed er de allierede i stand til at angribe, uden en langvarig kanonade. Begge parter har lidt store tab – men på den tyske side er det foruroligende for den tyske overkommando at konstatere, at tyske soldater nu overgiver sig i samlede flokke, uden at være nedkæmpet. Op mod 28.000 tyske soldater blev taget til fange mellem den 8. og den 12. august. Den tyske overkommando har nu indset, at det fra nu af kun vil være muligt at føre defensiv krig – og håbe på, at de allierede vil løbe træt mod de tyske forsvarslinjer og derefter indgå en fred uden sejrherrer.

I det fjerne østen lander japanske og amerikanske tropper i Vladivostok. I Rusland eskalerer borgerkrigen, og terroren øges.

I Baku i Kaukasus er de britiske tropper nu ankommet – og de lokale er skuffede over enhedens meget beskedne størrelse.

Ikke kategoriseret

18. august 1918. Tyskernes modangreb standses af det franske køkken

Skriv en kommentar

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Den 18. August blev vi sat ind i en meget stærkt udbygget Stilling. Det var paa et Højdedrag foran Soissons. Vi afløste tidligt om Morgenen et Regiment fra Bayern, og vi gjorde det meget forsigtigt, men Bayrerne bar sig meget klodset af, og Enden af det hele blev, at vi fik en Artillerisalve, der bragte os et Tab paa to døde og fem saarede.

I denne Stilling laa vi i samfulde ti Døgn og slog femten Stormangreb tilbage. Det er de værste Dage, jeg har oplevet i hele Krigen, og dog kan jeg ikke lade være med at fortælle en lille, pudsig Oplevelse.

Franskmændene stormede regelmæssigt hver Formiddag to Gange. De havde gentaget det fire Dage i Træk, og hver Gang brød Stormen sammen foran vor Stilling. Det var som før nævnt en vel udbygget Forsvarsstilling.

Men saa, den 22. August om Middagen, da alt var roligt efter Formiddagens Storme, besluttede Ritmesteren, at vi skulde smide Franskmændene ud af en Skovkant, de havde sat sig fast i om Formiddagen. Skovkanten laa lidt skraat til højre for os, ikke mere end omkring ved hundrede Meter fra vor Stilling. Vort Angreb skulde saadan set ske i Strømpesokker, altsaa Overrumpling, uden Artilleriforberedelse. De laa jo ogsaa saa tæt inde paa os.

Vi var ikke særlig opsat paa Foretagendet, nærmest deprimeret, for vi regnede med, at vore Dage var talte, og at den sidste Dag var kommet. Naa — Signalet til Angrebet blev givet.

Vi sprang op af Gravene og stormede frem, saa hurtigt vi kunde. Langt var der jo ikke over til Skovkanten. Der faldt kun faa Skud. Et lille Stykke foran Skovbrynet smed vi os ned og kastede Haandgranater ind til Franskmændene, — og — saa tog Pokker ved Franskmændene. De rendte ind i Skoven, i et Nu var vi fremme og sprang ned i deres Grave. Vi havde ikke mistet en eneste Mand.

Og hvad fik vi saa Øje paa i Skyttegraven? — Alle mulige dejlige Spisevarer! De havde lige faaet Forplejning frem, og den var jo mange Gange bedre end vor. Der var Brød, og der var Kiks og Pølser, Feltflasker med dejlig varm Kaffe, Flasker med Vin!

Og sultne, som vi var, for vi over dette udsøgte Traktement. Vi havde oven i Købet ikke faaet varm Mad i to Dage, saa vi gik i Gang med glubende Appetit.

Vi glemte helt, at der var Krig! Vi spiste, vi drak, ja, vi skrabede saa meget til os af de gode Sager, som vi kunde faa fat paa.

Franskmændene, som jo ikke havde trukket sig ret langt tilbage, observerede naturligvis vort Forehavende, og nu angreb de os, stormende og raabende.

Hvad var der for os at gøre? Vi løb den Vej, vi var kommet, en med en Pølse under Armen, en anden med et Franskbrød, en tredie med Lommerne og Hænderne fyldt med Cigaretter osv. Men I kan tro, der faldt Brænde ned. Ritmesteren skældte os Hæder og Ære fra. „I kunde dog i det mindste have gjort deres Maskingeværer ubrugelige!“

Naa, vi var nu godt tilfredse med Situationen, for vi havde da for en Gangs Skyld faaet godt at spise.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Nyheder

16. august 1918. Ædegilde med konsekvenser

Skriv en kommentar

En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et ædegilde, der fik konsekvenser

Tyren var den stærkeste

Det var længe siden vi havde smagt rigtig varm Mad. Det var i August 1918. Vi var paa Tilbagetoget. Oulehy, Craonelle, Craonne, Vinterbjerget, Corbing, St. Errne. En prægtig naturskøn Egn, hvor mange Huse var saaledes indbygget i Bjergskraaningerne, saa der sparedes én Væg og der var ingen Grænser for, hvor langt de kunde udvide indad til.

Kosten bestod hovedsagelig af Brød og Konserves, saa vi længtes efter rigtig Gullaschkanonmad.

En Flok Infanterister havde først Held med sig. Af en Drift Kreaturer forvildede sig en ung Kvie ud paa en Skraaning og rutschede ned paa Taget af et Hus, og derfra ned paa Jorden. En Kugle for Panden — og Infanteristerne levede højt.

Et Par Dage senere smilede Lykken ogsaa til os.

En ung Tyr forvildede sig hen i Nærheden af vor Bunker. Vi fik den lokket et passende Sted hen, hvor den fik sin Bekomst. Og da vi var saa heldige at have en Slagter iblandt os, varede det ikke længe, før Kalorius var parteret og store Stykker af den kommet i Gryden.

Det var svært at vente, indtil Kødet var kogt færdigt og i Mellemtiden væddede vi om, hvem der kunde spise mest, alt imens liflige Dufte fra Gryden kildrede os i Næ­sen.

Endelig!

Og nu holdtes der en Kalas, som jeg aldrig før eller siden har været med til.

Vi spiste ikke, nej, vi aad, fraadsede i det frisk slagtede, varme Kød.

Og Straffen lod ikke vente paa sig Det franske Artilleri nærmede sig og her og der slog en Granat ned, saa vi maatte ned i Bunkeren. Den var sikker nok med 20 Meter Dækning paa, saa vi var ikke ængstlige for det.

Men der var andre Ting, der efterhaanden fik os til at blive ængstelige. De store Dimensioner ny slagtet friskt Kød begyndte at gøre sig gældende. Det rumsterede fælt i Maven, og vi saa medlidende til hverandre.

Hvad skulde det dog blive til.

Ovenpaa tordnede det franske Artilleri og hernede tordnede den unge Tyr.

Saa, nu kunde jeg ikke holde det længere. Jeg maatte op, koste hvad det vilde.

Men inden jeg naaede op til Jordens Overflade, var det sket. Jeg havde gjort Bukserne fulde.

Det var maaske ikke første Gang, men det var dog saa længe siden, at jeg ikke huskede det.

Men Tyren blev alligevel den stærkeste, den overman­dede os alle sammen og fik Hævn for sin tidlige og voldsomme Død.

DSK-årbøger, 1941

Ikke kategoriseret

15. august 1918. Matroserne nægter at råbe et “leve” for kejseren!

Skriv en kommentar

F. Matzen, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i marinen. Han lå i Kiel om bord på kaserneskibet SMS Mars.

Det var i den første verdenskrigs sidste år. I Tyskland havde demoralisationens og defaitismens spøgelse forlængst begyndt at stikke sit grimme hoved frem, man så tydeligt skriften på væggen.

Ombord i S/M Hulk »Mars«, det gamle artilleriskoleskib, der lå fortøjet ved en bro i Kiel-Wik, og som forøvrigt i 1905 var det første krigsskib, der ankom til den nybyggede marinestation i Sønderborg, gjordes der forsøg på at give moralen kunstigt åndedræt ved at forsamle de 7-800 ombordværende til massemøder på Øverste dæk, hvor officererne fortalte om den tyske marines bedrifter, hængte nye glorier om kejserens pande og lovede snarlige nye, hemmelige våben, som hurtigt skulle gøre det af med Tysklands fjender, især de forhadte »BRITER«. Plakater med påskriften: »BRITE. sei dein ärgstes Schimpfwort« var opslået omkring i skibet.

Da vi under det sidste massemøde var nået så langt, at de traditionelle hurraer for kejser Wilhelm skulle udbringes, og officererne havde rejst sig med hånden ved kasketten, blev de hilst med pinlig tavshed. Ikke et eneste Hoch! Det var en slukøret flok, der sank tilbage i stolene.

Så, tænkte jeg, nu går det galt. Men opløsningen var så vidt fremskredet, at der intet skete.

Under mit ophold i »Mars« kom jeg en del i den kristelige marineforening, hvis formand var u-båds-kommandanten, den senere pastor Niemöller, om hvem det blev sagt, at det var ham, der havde torpederet »Lusitania«, hvilket omgående bragte USA. med i krigen.

Flere af underofficererne fra »Mars« kom også i denne forening, hvor de omgik os på en god og kammeratlig måde. En af dem, han stammede fra Harzen, opsøgte mig en aften, efter at vi var gået til køjs i hængekøjerne på batteridækket, og foreholdt mig det Opsætsige og farlige i, at jeg blev ved med at skrive hjem på dansk, altså et sprog, der var »unzulässig«, til trods for, alt brevene blev censureret i Flensborg og returneret til Kiel.

Manden kom sikkert i bedste mening, men resultatet var negativt, han havde jo ingen forudsætninger for alt kunne forstå en »MUSSPREUSSE«.

DSK-årbøger 1963

Nyheder

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

3 kommentarer

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Ikke kategoriseret

12. august 1918. K. Tastesen i desperat løb mod den danske grænse: “Pludselig fløjtede tre kugler forbi mig.”

5 kommentarer

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark. Efter at have gået mange kilometer har han nu ligget ved Skodborg i flere dage og ventet på en chance til at krydse grænsen.

Nu var jeg saa udmattet, at jeg faldt i en dyb Søvn, som jeg ikke vaagnede af før Tirsdag Eftermiddag Kl. 5.

Jeg listede mig hen til Udkanten af Skoven og kiggede ud. Der var kun halvt saa mange Vagtposter som om Natten. Han, der skulde staa lige ud for mig, var gaaet hen og tale med en anden, saa der var omtrent 200 Meter imellem dem.

Med eet havde jeg fattet min Beslutning. Jeg havde en Pakke Tøj med mig, den bandt jeg fast til det ene Ben og kravlede i Zig-Zag for at de ikke kunde se Gangen i Kornet, hen imod Vejen.

Da jeg kom tæt til Vejen, blev Kornet mindre, saa at det ikke kunde skjule mig. Jeg kiggede efter Vagterne; de stod endnu i samme Stilling med Bøsserne over Nakken. Jeg løsnede Pakken fra Benet og tog den under Armen og med et Par Spring var jeg oppe paa Vejen.

Vagten havde endnu ikke opdaget mig, og jeg løb, som gjaldt det mere end Livet.

Der var Roer paa venstre Side og Korn paa den anden. Pludselig fløjtede tre Kugler forbi mig. Jeg kastede mig ind i Kornet og holdt Udkig, om de vilde prøve paa at fange mig. De blev imidlertid staaende og kiggede efter det Sted, hvor jeg var falden. Jeg pustede lidt ud, der var endnu kun højst 120 Meter til Grænsen.

Med et Spring var jeg oppe igen og løb ligesom en Hare efter Maalet. Jeg naaede Grøften, der udgjorde Skellet mellem Sønderjylland og Danmark og kastede mig paa Siden ned i den, den var halvt fuld af Vand.

Jeg kiggede op, for jeg var ikke rigtig klar over, om det virkelig var Grænsen.

Jeg saa nogle Høstfolk paa den anden Side, og nu var jeg klar over, at jeg var i Danmark. Jeg fik mig samlet op af Grøften og vinkede Farvel til Tyskerne.

Danskerne vinkede mig glad i Møde, og nu var jeg i Frihedens Land!

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

11. august 1918. K. Tastesen tøver stadig: At krydse grænsen til Danmark er den sikre død

Skriv en kommentar

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Der laa jeg saa Resten af Natten og hele Mandagen. Om Aftenen vilde jeg forsøge at kravle i en Grøft som jeg havde lagt Mærke til og som gik under Vejen, hvor Vagten stod. Der gik et stort Rør under Vejen, og dette mente jeg at kunde komme igennem.

Jeg slæbte mig paa Maven ned ad Grøften og naaede Vejen, hvor Vagten kun stod en halv Snes Meter borte. Da jeg kom til Røret, var der trukket Pigtraad for, saa det var umuligt at komme igennem. Saa maatte jeg vende omkring og kravle tilbage igen. Saa kravlede jeg igennem Rugmarken hen efter Vagten.

Jeg havde faaet at vide, at de afløste Kl. 12, og at de kun havde 5 Patroner, som de skiftede, saa den, der ingen Vagt havde, havde heller ingen Patroner. Jeg listede mig nærmere, saa jeg kun var en Snes Meter fra Vagten, midt imellem to Poster.

Da jeg havde ligget der et Øjeblik, hørte jeg ogsaa Afløseren nærme sig. Et Gevær smækkede, da den ene Vagt tog Patronerne ud — den Lyd kendte jeg — og nu ventede jeg paa, at den anden skulde gøre det samme, for da at springe ind mellem dem og over Grænsen, som jeg vidste laa lidt paa den anden Side af Vejen. Men jeg hørte ikke flere Geværer, før Afløseren var kommen og havde faaet sit Gevær ladt.

Nu var der ikke noget at gøre, thi at prøve paa at komme igennem var den sikre Død. Der var ikke andet at gøre end at kravle tilbage igen og ind i Skoven.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

11. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om slaget ved Amiens – som Ludendorff kaldte “Den tyske hærs sorte dag”. Britiske tropper rykker frem efter de nye taktiske dogmer: Identificering og eliminering af fjendtligt artilleri forud for angrebet og massiv indsættelse af kampvogne og fly i samarbejde med infanteriet. Den forreste tyske linje blev gennembrudt inden for få minutter og tusindvis af tyske soldater overgav sig villigt. Inden middag var de britiske tropper trængt 15 kilometer frem. 26.000 tyske soldater og 650 officerer blev taget til fange – og viljen til at modsætte sig angrebet var ikke ret stor. I løbet af dagen lykkedes det dog tyskerne at stabilisere fronten. Men den hurtige fremrykning betyder, at dete britiske artilleri ikke kan følge med – og kampvognene er stadig ikke driftssikre nok. Mange er sat ud af spillet med tekniske problemer. Offensiven går efter nogle dage i stå igen.

Der er også nyt fra Palæstina, hvor briterne angriber på kamelryg; og fra Baku i Kaukasus, hvor kosakker forlader byen, briterne ankommer – og osmannerne angriber!

I det borgerkrigshærgede Rusland går britiske og franske tropper i land i Vladivostok, mens den tjekkiske legion indtager Kazan.

Det er også i denne uge, at tyskernes sidste Zeppelin-angreb på England gennemføres – og mislykkes totalt. Briterne har i mellemtiden lært, hvordan Zeppelinere skal bekæmpes – og om bord L70, der bliver skudt ned, var Peter Strasser, den tyske Zeppelin-flådes leder. Det våbenkapløb mellem Zeppelinere og fly, der har været i gang siden krigens udbrud, har fået en klar vinder: Flyvemaskinen!

Kejser Wilhelm indser, at Tyskland ikke længere vil være i stand til at vinde krigen. Ludendorff giver ham ret: “Vi kan ikke længere vinde krigen. Men vi skal undgå at tabe den!”

Nyheder

Trailer til filmen: “I krig og kærlighed”

Skriv en kommentar

Den danske storfilm “I krig og kærlighed” har premiere til efteråret 2018. Den er produceret af Fridhtjof Film.

Det er den første spillefilm om Sønderjylland og sønderjyder i Første Verdenskrig.

Filmselskabet skriver om filmen:

“Da Esben deserterer fra krigen, er det for at blive forenet med sin elskede kone Kirstine og deres søn Karl efter 3 år. Men alt er ændret i hans fravær… Den charmerende tyske officer Gerhard bejler kraftigt til Kirstines hjerte og rollen som familiefar. Esben må sætte alt ind for overlevelse, kærligheden og at redde familien.
I Krig & Kærlighed er et episk og rørende kærlighedsdrama der finder sted under 1. Verdenskrig og er baseret på virkelige hændelser.”

Se mere om filmen på Fridthjof films hjemmeside

Ikke kategoriseret

10. august 1918. K. Tastesen i skjul ved grænsen

2 kommentarer

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten. I slutningen af juli fik han orlov – og besluttede at flygte til Danmark.

Søndagen holdt jeg mig skjult hele Dagen, mens det var lyst. Da det blev mørkt, fik jeg en god Madpakke med mig, og min Søster fulgte mig paa Vej for at vise mig, hvor jeg bedst kunde komme over. Jeg skulde 4-5 km indtil jeg naaede en Skov udfor Bastrup, som laa paa den anden Side af Grænsen.

Da jeg naaede Skoven, vilde jeg prøve, om jeg kunde komme igennem der. Jeg kravlede paa alle 4 igennem en Rugmark. Da jeg var kommen omtrent igennem, kunde jeg se Vagten, der stod langs med Grænsen i en lang Række, ca. 50 Meter mellem hver. Jeg lagde mig ned i en Grøft og ventede paa Lejlighed til at komme igennem.

Der laa jeg nu en Stund, men pludseiig hørte jeg nogen komme bagfra. Jeg tænkte nok, det var Soldater, og sprang ind i Rugmarken for at skjule mig.

Det lykkedes ogsaa; de var temmelig højrøstede, saa de hørte mig ikke. Nu indsaa jeg, at det var umulig at komme over den Aften, særlig paa det Sted, hvor der var saa stærk Vagt. Jeg lagde mig inde i Skoven og prøvede paa at sove. Men jeg var for spændt og nu begyndte det at regne temmelig stærkt.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

9. august 1918. K. Tastesen på vej mod den danske grænse

Skriv en kommentar

K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten. I slutningen af juli 1918 fik han orlov og planlagde flugt til Danmark.

Jeg havde en Søster, som tjente i Skodborg, ti Minutters Gang fra Grænsen. Hun kom hjem paa Besøg, og vi aftalte, at jeg skulde komme til hende den 9. August om Aftenen, som var en Lørdag, saa vilde hun vise mig Vejen over Grænsen.

Den 12. August skulde jeg have været ved Fronten igen.

Fredag den 8. gik jeg op til Kommuneforstanderen og meldte, at nu skulde jeg rejse til Fronten igen. Han sagde, at jeg godt kunde vente til Dagen efter, da min Orlov ikke var udløben endnu. Jeg forklarede med den uskyldigste Mine, at jeg vilde besøge nogle Bekendte i Flensborg og derfor rejste en Dag før.

Saa gik jeg ned paa Stationen og lod, som om jeg skulde med Toget, men i Stedet for gik jeg over Skinnerne og en anden Vej hjem, for at ingen skulde se mig.

Saa kom jeg hjem og holdt mig inde hele Tiden. Kl. 4 næste Morgen spadserede min Kone og jeg de 19 km til Haderslev. Da vi naaede Hoptrup, maatte jeg vise mit Pas til Vagten, men det var godt nok i Orden, da jeg havde taget Pas til Haderslev Kreds, fordi min Kone boede der.

Jeg var civil, da vi for at spare paa Militærtøjet, havde faaet Lov til at gaa civilt paaklædte, naar vi var hjemme.

Vi skildtes saa i Haderslev, efter at jeg havde givet min Kone Besked paa at sige, naar Gendarmerne kom og spurgte efter mig, at hun vidste ikke bedre, end at jeg var rejst til Fronten igen, Vi forlod hinanden, og jeg gik efter Hammelev og Styding over Marken for at komme uden om Vagten ved Sommersted.

Da jeg var kommet tæt til Sommersted, havde jeg lagt mig bag et Hegn for at spise noget Mad, jeg havde bragt med mig. Der kom en cyklende Patrouille, men den saa mig ikke, da jeg laa bag ved Hegnet.

Jeg gik videre og kom til Banen, der gaar fra Haderslev til Skodborg. Der skulde jeg igennem Jels for at følge Banen, og uden om kunde jeg ikke komme. Paa den ene Side, hvor der gik Vagt, laa Søen, og paa den anden Side var jeg ikke kendt, men jeg vidste, at der gik Vagt. Min Søster havde forklaret mig, hvor de fleste Vagter og Patrouiller kom.

Jeg gik saa lige forbi Linjen forbi Jels Station. Jeg var saa spændt, at Haaret ligefrem rejste sig paa Hovedet. Hvert Øjeblik kunde jeg vente at blive raabt an, og saa var jeg sikker paa enten at blive skudt eller ogsaa komme lige til Fronten igen, og det var næsten det samme.

Endelig naaede jeg godt forbi Stationen, og saa løb jeg, saa langt jeg kunde. Da jeg ikke kunde holde ud at løbe længere, lagde jeg mig ned og hvilte lidt og spekulerede over, hvad jeg nu skulde gøre.

Der var ikke andet at gøre, end at følge Linien til Nærheden af Skodborg.

Mine Fødder gjorde smertelig ondt, som om der ingen Hud var under dem.

Jeg gik saa igen, men maatte hvile mig en Gang imellem. Endelig ved halvtolv-Tiden om Aftenen naaede jeg til lidt udenfor Skodborg By. Der gik jeg fra Banelinien og med en Vej ind i Byen, da jeg vidste, der stod Vagt ved Stationen.

Omsider fandt jeg hen paa Gaarden, hvor min Søster tjente.

Gaardmanden og Fruen var Danskere, saa jeg fik en udmærket Modtagelse og kom i Seng. Det var ogsaa det jeg trængte haardest til, da jeg havde gaaet temmelig hurtigt lige siden Kl. 4 om Morgenen.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

7. august 1918. “Paa Kameler gennem Ørkenen til Damaskus.”

Skriv en kommentar

Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.

Saa fortsattes Rejsen et Stykke med en Bane, der gik efter Teheran i Persien, og saa videre med en Feltbane, til vi kom til en Ørken.

Saa red vi om Natten, naar Luften var lidt kølig, paa Kameler gennem Ørkenen til Damaskus. I den stærke Solhede om Dagen hvilede vi i vore Telte.

Fra Damaskus fortsatte vi skiftevis med Bane og paa Hesteryg til Tyskernes Stilling Nord for Jeriko, hvor vi skulde aflevere vore Rubler til Overkommandoen.

Tre Gange kom jeg paa den Tur over Jordans Flod, og aldrig har jeg set nogen anden Flod — og jeg har dog ellers set mange — hvis Vand saadan strømmer af Sted! Sidst i September naaede vi igen Rumænien.

Sønderjyske Årbøger 1928

Ikke kategoriseret

6. august 1918. Nis Ley kommer for sent tilbage efter orlov

Skriv en kommentar

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Den 17. juli fik jeg min tredje orlov fra fronten, men det blev også den sidste. 14 dage går dog altfor hurtigt hjemme på orlov, men jeg nåede dog at fejre min 23 års fødselsdag derhjemme.

Den 4. august rejste jeg igen ud til fronten, men fandt ikke min afdeling der, hvor jeg havde forladt den, og jeg turede rundt og forespurgte overalt på banegårde og ved kommandanturer efter oplysninger. Men på alle de steder, hvor jeg forespurgte, var jeg så forsigtig at lade dem attestere, at jeg havde været der på min søgen.

Efter at have ledt i flere dage fandt jeg endelig stedet og meldte mig på skrivestuen, hvor man havde ventet mig – det var i Noyon.

Men derved var min tilbagevenden blevet flere dage forsinket; dog den etatsmæssige feltvebel, som jeg havde et udmærket samarbejde med, erklærede alt værende i skønneste orden, da han fik set mine papirer og min dokumentation over min søgen, og han mente endda, at jeg roligt kunne vente her, til mit kompagni kom tilbage, hvad han regnede med ville ske snart.

Men det trak ud med dette, og efter et par dages forløb mente han, at han ikke kunne holde mig længere, især efter at der var kommet forespørgsel fra bataljonen, hvorvidt jeg havde indfundet mig igen.

Så der var ingen vej udenom, jeg måtte om aftenen følge med køkken vogn en ud til kompagniet. – Havde vi nu haft vor gamle kompagnifører, løjtnant Gelbke, hos hvem jeg længe havde været ordonnans, så havde den lille overskridelse i forbindelse med min orlov let kunne være blevet ordnet, men han var blevet såret og lå på lazarettet, og som stedfortræder havde vi fået en helt ung, nybagt løjtnant, som jeg ikke havde set før, og han ville ikke tage min forklaring for gode varer, endskønt min dokumentation lå foran ham på skrivebordet, nej, han mistroede mig, og antagelsen om »Drückebergerei« var tydelig nok.

Spiren var dermed lagt til det mistillidsforhold, der herefter kom til at råde mellem os, hvilket skulle få de mest skæbnesvangre følger for mig.

(fortsættes)

DSK-årbøger 1971

Ikke kategoriseret

Spændende foredrag og aktiviteter i august og september måneder

Skriv en kommentar

Et lille udpluk af foredrag og aktiviteter i august-september, som vi på én eller anden måde er blandet ind i.

Tirsdag -fredag 7.-10. august kl. 11:00-16:00. Aktiviteter for børn i parken ved Sønderborg Slot med 1. verdenskrigstema: “Vi løfter i flok.” Kaare Johannsen og Heino Løvendahl fra “Westfront 1916” står ved slottet fra tirsdag den 7. august til fredag den 10. august, dagligt fra 11:00 til 16:00. Gratis og børnevenligt!

Torsdag den 9. august kl. 19:00-21:00. Byvandring i Sønderborg: På sporet af Kejsertiden. Byvandring med museumsinspektørerne Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen. Vi mødes kl.19:00 foran Sønderborg Slot. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 16. august 19:00-21:00. Byvandring i Aabenraa. På sporet af kejsertiden. Byvandring med Carsten Porskrog Rasmussen. Vi mødes kl. 19:00 ved Det tidligere Kredshus, H.P. Hanssensgade 42. Deltagelse: 50,- kr. Tilmelding ikke nødvendig.

Mandag den 3. september kl. 16:30-17:45. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Vore faldnes minde. Foredrag ved historiker Lars N. Henningsen om mindesmærkerne for de faldne 1914-1918. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Tirsdag den 4. september kl. 14:30 – 16:00. Foredrag i Haderslev, Museum Sønderjylland, Dalgade 7: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 5. september kl. 10:30-12:00. Foredrag i Sønderborg, Museum Sønderjylland (Sønderborg Slot), Sønderbro 1A: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Onsdag den 5. september kl. 15:30-17:00. Foredrag i Tønder, Museum Sønderjylland (Pumpehuset), Wegners Plads 1: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn.  Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 6. september kl. 14:30-16:00. Foredrag i Aabenraa, Rigsarkivets Læsesal, Haderslevvej 45: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Torsdag den 6. september kl. 19:00-20:30. Foredrag i Flensborg, Dansk Centralbibliotek, Norderstrasse 59: Dansk spionage i Sønderjylland 1864-1920. Foredrag ved museumsinspektør Kristian Bruhn. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Søndag den 16. september kl. 12:00-16:00. Byvandring i Sønderborg med museumsinspektør Axel Johnsen. Rundtur i Bruno Topffs Sønderborg ved revolutionen i 1918. Mødested: Mariekirken. Fri entré, tilmelding ikke nødvendig.

Tirsdag den 25. september kl. 14:00-16:00. Foredrag i Nustrup, Skolevej 1 (Nustrup Præstegård), Vojens. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen. Entré 30,- kr inkl. kaffe. tilmelding på CHMU@KM.DK

Torsdag den 27. september kl. 19:00-21:00. foredrag i Tønder, Tønder Museum (Pumpehuset), Wegners Plads 1, Tønder. En ende på krigen. Afslutningen på 1. verdenskrig, våbenstilstanden og soldaternes hjemkomst. Foredrag ved museumsinspektør René Rasmussen.

 

 

 

Ikke kategoriseret

4. august 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om krigens 4-års jubilæum. På Vestfronten skifter initiativet nu side til den allierede side, der går til modangreb. Amerikanske tropper begynder nu at gøre en forskel, og tyskerne trækker sig tilbage til nye forsvarslinjer bag floden Vesle.

Hvad var gået galt i de tyske offensiver? Blandt de væsentligste forhold må man regne: Mangel på kampvogne!

Men krigen er langt fra slut, og den kunne vare mange år endnu.

I Palæstina rykker briterne frem og planlægger nye offensiver.

I Kaukasus fortsætter kampene mod Osmannerriget ved Baku. Og i Ukraine blev den tyske militærguvernør myrdet.

Ikke kategoriseret

4. august 1918. “Red sig, hvem der kan!” Franskmændene angriber

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Atter blev vi ført i Ilden. Vi var til højre for Reims. Vi kom ind i et bakket, skovrigt Terrain og søgte en Dag Tilflugt i en stor Vinmark, hvor det imidlertid snart blev os for hedt, da de franske Flyvere opdagede os og signaliserede til Artilleriet, som overdængede os med deres ikke kærkomne Projektiler.

Atter fremad. Vi kom ind i en Granskov, hvor der laa en stor Farm. Derfra blev vi saa sendt 40 Mand til en bayersk Division en Snes Kilometer derfra ved en lille By, som hed Semide. Det hed sig, at vi skulde hjælpe ved Provianten dér. Det gjorde vi ogsaa den første Dag, men næste Dag gik det op paa Bjergskraaningen, hvor vi tog Stilling i en Løbegrav, og vi syntes i Grunden, at det var endnu bedre end nede i Dalen ved Provianten.

Franskmændene fyrede paa os, som om de havde det i Akkord, men vi mistede ikke en eneste Mand. Enten gik Granaterne for langt, over os og ned i Dalen, eller ogsaa gik de for kort og landede oppe i Bakkekammen, saa vi sad veltilfreds og bakkede paa vore Piber og syntes, det hele var udmærket.

Men næste Morgen tog det pludselig en anden Vending. I Nattens Løb var det lykkedes Franskmændene at bryde igennem Linien et Stykke til venstre for os, og om Morgenen fik vi Ild fra Flanken og halvvejs i Ryggen.

Vi sad et Par Timer i den frygteligste Uvished. Hvad vilde der ske, vilde vi blive skudt eller taget til Fange?

Saa kom Ordren: „Rette sich, wer kann!” og næppe var Ordren raabt Linien igennem, før vi styrtede hovedkuls fra Løbegravene ned ad Bakkeskraaningen og hen imod Landevejen for at slippe igennem op imod Byen Machault.

Da vi alle naaede Landvejen, kom en af vore Officerer springende, om ikke nogle af os frivilligt vilde gaa med ham og redde Kassen og Papirerne. Jeg indvilligede og sagde Jo, og 5 andre gjorde ligesaa.

Da vi kom hen til Huset, hvor de kostbare Sager laa, var Vagtposten løbet sin Vej. Den Side, i hvilken Indgangsdøren var, vendte ud mod det Terrain, hvor Granaterne faldt allertættest, og de ca. 20 Vogne, som stod udenfor Pladsen foran Huset, var allerede hakket til Pindebrænde af eksploderende Granater.

Vi valgte derfor at søge Adgang til Huset fra den modsatte Side, men Vinduerne var tilgitret med tykt Traadvæv. Jeg fik fat i en Favnstok, fik det slaaet i Stykker, Vinduespost og Sprosse ligeledes, og da der var lavet en nogenlunde god Indgang, kravlede jeg ind i Stuen. Min Kammerat fulgte efter.

Vi skulde igennem to Stuer og ind i en tredie, hvor Sagerne stod. Denne vendte ud mod Gaardspladsen. Vi havde allerede faaet Kassen og Papirerne kastet ud ad Vinduet, hvor de andre Kammerater tog imod, og var ilet ind efter et Par Officerskapper, Bælter, Dolke og andre Smaating.

Jeg stod i Stuen, hvor Indgangen var, da der kom en Granat, som fo’r igennem Mønningen af Huset og slog ned paa Gaardspladsen ovre paa den modsatte Side. Kalk, Sten, Bjælkeværk og Tagsten ramlede ned over os og lavede en saa tæt Støvsky, at jeg ingenting kunde se; men jeg hørte Kammeraten skrige inde i den anden Stue, at han var saaret.

Dog, før jeg kom ind til ham, mødte han mig, og idet han kom ganske nær hen til mig, saa jeg Blodet piple frem af utallige Smaasaar i hans Ansigt. Han havde netop staaet og set ud, da Granaten eksploderede, og det var Glassplinter fra de knuste Vinduesruder, som havde givet ham de mange smaa Saar i Ansigtet; men hans Øjne var uskadte.

Han var en gemytlig Kammerat, en høj, sværlemmet Fyr, men saa doven, at han ikke gad klø sig selv. Men da han kom saa vidt frem i Rummet, at han kunde se Aabningen i Vinduet, viste det sig, at han var en dygtig Gymnast; som en Tiger springer igennem en Ring, saadan sprang han ud igennem Aabningen uden at røre ved Vinduet, saa jeg kunde virkelig ikke midt i Alvoren bare mig for at le.

Da jeg kom ud, stod alle Mand inde i en hesteskoformet Hule, som var inde i Bjerget ved Siden af. Medens vi opholdt os dér, gik en Granat ned i den Aabning, vi stod fjærnest; men Lufttrykket var saa stærkt, at vi slyngedes som Avner for Vinden henad Jorden.

Hurtigt kom vi paa Benene igen, og blev saa enige om at sørge for at komme derfra. De 5 løb op over Bakkens Kam; de var snart i Sikkerhed.

Jeg løb henad Vejen et kort Stykke, hvor der laa en Mængde Vogne, som var truffet af Granater, og sprang over heldøde og halvdøde Kuske hen ad Vejen til Machault.

Alt havde vi ladet i Stikken, kun vore Brødposer og Gasmasker holdt vi paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

3. august 1918. Selvforskyldte bylder

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten

Sidst i juli eller først i august måned fik jeg eksem i hovedbunden og måtte under lægebehandling. Da jeg havde hele hovedet forbundet, kunne jeg ikke benytte gasmaske og måtte derfor blive tilbage ved bagagen i det såkaldte Revier (infirmeri), hvor lægen befandt sig.

En dag faldt jeg i snak med en mand fra et andet kompagni. Da han hørte om mit eksem, sagde han, at det skulle bare være ham, der havde det, så skulle han snart komme til Tyskland.

Jeg blev selvfølgelig interesseret og spurgte, hvordan han da ville bære sig ad.

Han ville ikke rigtig ud med svaret, men det slap dog ud af ham til sidst, at han var drogist og havde et vist kendskab til hudsygdomme. Mod at jeg lovede ham ubetinget tavshed, forklarede han mig, at hvis jeg daglig drak 2-3 skefulde eddike, ville ingen læge kunne helbrede mig. Den sure eddike ville straks gå over i blodet, og – sluttede han: »Så skal du bare se løjer.«

Egentlig troede jeg ikke rigtig på ham, men tænkte, at det var et forsøg værd. Jeg gik til kokken og spurgte, om han havde lidt eddike til mig, for jeg skulle lave kartoffelsalat. Det havde han, og da jeg var kommet i enrum, tog jeg den første mundfuld.

I løbet af det næste døgn tog jeg et par stykker mere, og jeg skal love for, at min skepsis forsvandt. Hele hovedbunden blev oversået med bylder så store som ærter. Hår og bylder måtte radikalt barberes væk, og jeg blev indsmurt i salve.

Jeg holdt op med at drikke eddike et par dage, og bylderne begyndte at svinde. Inden de var helt borte, drak jeg atter lidt af det sure, og så var de der igen.

Sådan gik det en fjorten dages tid , så var det ved den tid, da jeg skulle rejse på orlov, og jeg holdt op med at »drikke«.

Et par dage før jeg skulle rejse, var jeg så godt som helbredt, og lægen mente, at jeg godt kunne tage af sted.  (…) Sammen med den sidste af de 30 sønderjyder, der kom til bataljonen i 1916, rejste jeg hjem.

Vi skiltes i Over Jerstal, og aftalte, at vi atter skulle mødes der, når orloven var forbi. Jeg så ham ikke før mange år efter krigen, han gik nemlig til »Kongeå-brigaden«. (Betegnelse for de sønderjyder, der flygtede til Danmark for at undgå tysk militærtjeneste). Jeg blev således »Den sidste på skansen«, vel nok en tvivlsom ære; men jeg havde givet Hannoveraneren mit ord på, at jeg ville komme igen, og det agtede jeg at holde for ikke at sætte ham i forlegenhed.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Ikke kategoriseret

2. august 1918. Hans Hansen kastrerer en orne med en brødkniv

Skriv en kommentar

Hans Hansen fra Halk ved Hejsager lå i sommeren 1918 ved Soissons.

I Sommeren 1918 var en Del af mit Kompagni afkommanderet til et “Baukompagni” ved Generalstaben for Korps Schmettow, som laa i St. Erme ved Soisson i Frankrig.

En Morgen spurgte Feldwebelen, om der var en, der forstod at kastrere en Orne. Staben havde nemlig faaet fat paa en saadan, men man havde hørt, at man ikke kunde spise Kødet af den, hvis ikke den var kastreret Inden Slagtningen.

Jeg stod i første Geled og min Bagmand, Andr. Skaarup fra Andrup, gav mig i Kaadhed et Skub, saa jeg røg frem foran Fronten.

Feltwebelen, som saa mig ryge frem, spurgte straks: “Kan De gøre det, Hansen III?”

– “Javel, Herr Feldwebel!”

Saa fik en Underofficer Ordre til at føre mig op paa Slottet til de høje Herrer.

Naa, tænkte jeg, der er Du kommet ind i noget godt. Men jeg havde da tidligere kastreret Grise.

Jeg var bange for at det skulde være en stor Tamp paa 5-600 Pund, men det viste sig kun at være en til 250 Pund. Jeg skærpede min Brødkniv paa en Sten og blev saa ført op til Adjudanten.

Her fik jeg efter Ønske en 3-4 Mand til at hjælpe ved Operationen. Vi maatte dog ikke begynde inden han kom, han vilde dog se, hvordan det gik til.

Naa, vi kom ind til Ornen og fik den væltet om paa Ryggen og mine Hjælpere satte sig paa den for at holde den nede. Det tog ikke lang Tid at fjerne Testiklerne, som vi kastede ud gennem Døraabningen.

De blev straks hugget af et Par italienske Krigsfanger, Som saa fik
Kødmad den Dag.

Løjtnanten var meget imponeret af min Præstation og lod en Underofficer føre mig hen til Officerskasinoet, hvor jeg skulde have en Øl og en god Cigar.

I Køkkenet saa jeg mit Snit til at fylde mine Lommer med Nudler, saa var Maden da reddet for et Par Dage.

Da Feldwebelen næste Morgen spurgte mig, hvordan det var gaaet, sagde jeg, at det var gaaet godt, men foreslog, at man de første Dage skulde holde godt øje med Dyret, at der ikke skulde gaa Betændelse i Saaret.

Da det handlede sig om at gøre Generalkommandoen en Tjeneste, var der ikke noget i Vejen.

Feldwebelen var i Grunden vel nok stolt af at have saa dygtig en Mand, og i 6 Dage gik jeg saa op for at se til Ornen, som iøvrigt ikke havde Mén efter Operationen, og saa for Resten af Tiden dryssede jeg rundt i Omegnen eller laa og sov.

Men det manglede ogsaa bare, at jeg ikke skulde have noget ud af at spille Stabsdyrlæge.

DSK-årbøger 1952

Ikke kategoriseret

2. august 1918. Åh nej! Peter Madsens ben er i bedring!

Skriv en kommentar

Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet, først i Sønderborg i marts 1918, men fra juli 1918 i Lübeck.

Den 2. august var jeg hos lægen igen, og han sendte mig til massage.

Hver dag kom benet i en maskine,og musklerne blev strakt og benet bøjet.

Til min skræk opdagede jeg,at benet blev bedre for hver dag,der gik, og måske kunne det blive så raskt, at jeg kunne blive sendt til fronten igen, og den tanke huede mig ikke rigtigt.

Jeg har været i teatret for at se “Dr. Hias”, et stykke, der handler om krigen i Frankrig.

Jeg er også af og til i biografen;vi skal jo have tiden hendrevet.

Har været hos feldweblen angående et andragende om orlov hjemmefra, men det blev imidlertid afslået, fordi ansøgningen ikke var stemplet af “Landråden”.

Jeg bestiller næsten intet. Når behandlingen er slut kl. 10 om formiddagen, besøger jeg gerne soldaterhjemmet for at læse avisen og få en kop kaffe eller boullion til et stykke brød.

Efter middag får jeg en lille lur, og så gælder det om at forsvinde, hvis
ikke man vil beskæftiges med et eller andet. Hvis jeg ikke er på soldaterhjemmet eller i biografen, driver jeg rundt i byen til kl.ca.6.

Sidste dag mødte jeg Johs. Lauridsen fra Truenbro [i Avnbøl]. Han ligger ved 84’erne.

Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”

Ikke kategoriseret

Hjemmesiden “Den store Krig” – lidt statistik

7 kommentarer

Hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk gik on-line i juni 2014. Vi fulgte den internationale spænding gennem juli måned, op til krigserklæringerne begyndte at rulle fra den 28. juli og de følgende dage.

Sidan da har vi hver dag bragt et antal “nyheder” fra Første Verdenskrig; et feltpostbrev, en dagbogsindførsel, en avisartikel eller lignende – og altid dagens faldne.

Sideløbende har vi lige så stille opbygget en efterhånden ret omfattende database med oplysninger om sønderjyske krigsdeltagere, litteratur etc.

Vi begyndte at føre statistik fra slutningen af august 2014 over besøg på hjemmesiden etc. Derfor kan der nu her knap fire år senere være anledning til at gøre lidt status.

Siden slutningen af august 2014 har denne hjemmeside haft 2.828.115 sidevisninger (to millioner, ottehundredeogotteogtyve, éthundredeogfemten).

Det er ganske pænt for en hjemmeside, der beskæftiger sig med et så snævert historisk emne som sønderjyder i Første Verdenskrig.

Alene det seneste år har vi haft 1.023.605 sidevisninger.

Det er et gennemsnit på over 85.000 sidevisninger om måneden.

Det seneste år har hjemmesiden haft 131.594 brugere, der tilsammen har gennemført 323.532 besøg på hjemmesiden.

Ved hvert besøg ser en bruger i gennemsnit 3,16 sider/opslag.

Ca. 60% af vores brugere er gengangere og ca. 40% nye besøgende.

De daglige “nyheder” trækker vore mange trofaste læsere ind på hjemmesiden. De følger med i krigens gang, mange følger vore “hovedpersoner” i tykt og tyndt og engagerer sig i deres skæbne.

Andre læsere er på jagt efter slægtninge eller soldater fra lokalområdet og kan finde mange navne, både på de enkelte soldaters personlige sider (dem er der efterhånden 7.000 af) og på de mange lister over krigsfanger, desertører etc.

Og så er der dem, der bruger opslagssiderne: De scannede bøger, de oversatte regimentshistorier, leksikonet osv.

Der er efterhånden ganske mange skoler og gymnasier, der bruger hjemmesiden i undervisningen – vi hører det ind i mellem fra lærere (eller mærker det, når unge mennesker stiller spørgsmål på hjemmesiden).

Vi har dog ikke systematisk undersøgt, hvordan den enkelte læser eller bruger anvender hjemmesiden.

Men vi vil vældig gerne høre, hvordan I – kære læsere! –  bruger hjemmesiden!

Skriv derfor gerne i kommentarfeltet herunder, hvordan I bruger hjemmesiden (og hvor længe I har fulgt med) eller send en mail til sidens hovedredaktør René Rasmussen.

 

Ikke kategoriseret

Aabenraa Kommune: Litteratur om Første Verdenskrig

Skriv en kommentar

Pensioneret bibliotekar Peter Weber har sammensat en bibliografi med litteratur om personer og lokaliteter inden for den nuværende Aabenraa Kommune.

Bibliografien kan ses her

Der foreligger også en bibliografi for Tønder Kommune. En tilsvarende for Sønderborg Kommune er ved at blive udarbejdet, mens der desværre endnu ikke er nogen, der har haft mod på at kaste sig over Haderslev.

Ikke kategoriseret

28. juli 1918. K. Tastesen hjemme på orlov: “Nerverne var helt ødelagte.”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.  I slutningen af juli 1918 fik han dog endelig orlov.

Den 28. Juli om Eftermiddagen Kl. 4 ankom jeg til Hovslund Station, og jeg havde mit Hjem i Øster Løgum — en Times Gang derfra.

Det var en mærkelig Følelse at komme hjem og se alt det gamle, som endnu stod uforandret. Alt var saa stille og uforandret imod det, jeg kom fra, hvor man stadig hørte Torden og Buldren. Kornet stod paa Marken, og Folk passede deres Dont som al Tid.

Jeg spadserede hele Vejen hjem; jeg havde hele min Oppakning med, undtagen Geværet, som jeg maatte lade staa i Flensborg.

Jeg mødte nogle af mine gamle Bekendte, men de kunde næsten ikke kende mig, da jeg var falmet, og havde forandret mig meget, siden jeg sidst var hjemme.

Endelig naaede jeg mit Hjem, hvor jeg blev modtaget med stor Glæde af mine Forældre og de af mine Søskende, der var hjemme. En Broder var flygtet til Danmark, og en anden laa endnu ved Fronten. Sidstnævnte havde jeg ikke set i 4 Aar.

Vi fik noget at spise, og jeg skulde selvfølgelig fortælle om mine Oplevelser.

Men jeg var ikke i Stand til at fortælle ret meget, da jeg var meget nervøs. Nerverne var jo helt ødelagte af det sindsoprivende Bombardement.

Dagen efter rejste jeg ned til min Kone i Årøsund. Vi fulgtes saa ad tilbage til mit Hjem, og jeg begyndte at lægge Planer til Flugten over Grænsen til Danmark.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)