I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten
De fleste oplevelser, man havde under krigen, var en blanding af ondt og godt. De onde var desværre fremherskende. Men en af de gode havde jeg dog sommeren 1918. Vi var atter en gang på transport og denne gang med jernbane. Jeg havde ligget og sovet, da toget lidt ublidt gjorde holdt på en station, så jeg faldt ned af den bænk, jeg lå og sov på.
Jeg kiggede ud af vinduet, og bemærkede, at navnet på stationen var Douai. Navnet syntes mig bekendt, men jeg kunne ikke huske hvorfra.
Pludselig kom jeg i tanker om, at navnet stod på et postkort, som jeg havde fået fra min bror – eller rettere halvbror – en måneds tid før. Han var landstormsmand og 22 år ældre end jeg. Det vidste sig, at vi ikke skulle videre, men blev læsset ud på stationen. Jeg gik straks til Feldweblen og fik at vide, at vi skulle blive i byen natten over og fik samtidig lov til at forsøge at finde min bror.
Byen var temmelig stor. Den havde vel ca. 35.000 indbyggere, så det kunne blive svært at finde frem til ham, og det var heller ikke sikkert, at han var der endnu.
Det lykkedes dog ret hurtigt at finde hans kompagni, men han var rejst på orlov og skulle først komme tilbage i løbet af otte dage.
Det var en skuffelse, men jeg afleverede en hilsen med besked om, at hvis vi ikke kom alt for langt fra byen, ville jeg besøge ham, når han kom tilbage. Heldigvis gik regimentet i stilling kun ca. 15 kilometer derfra, og da det var på det tidspunkt, hvor jeg måtte melde mig syg, fik jeg rig lejlighed til at besøge ham.
Vi havde ikke set hinanden siden 1915, og da han til trods for den store aldersforskel var min »hjerte-bror«, blev gensynet meget hjerteligt. Han havde altid været god ved den moderløse dreng, og jeg holdt af ham, som om han havde været min far. Jeg besøgte ham to eller tre gange, og vi tilbragte nogle gemytlige timer sammen. Han var en selskabsmand og en god fortæller, så tiden faldt os aldrig lang.
Da jeg rejste på orlov sidst i august måned, tog jeg afsked med ham på banegården i Douai.
Jeg kunne se, at tårerne stod ham i øjnene. Hvis jeg havde kunnet bytte med ham, havde jeg gjort det, men det var jo udelukket. Ved min tilbagekomst var han der ikke mere. Fronten var rykket nærmere t i l byen, og den var blevet rømmet af civilbefolkningen. Også landstormsbataljonen var trukket tilbage. For øvrigt var mit regiment også over alle bjerge. –
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om de allieredes modoffensiver og den tyske tilbagetrækning – Ludendorff må nu se i øjnene, at hans stort anlagte offensiv ikke kan gennemføres. Han nægter dog at give op. I mellemtiden planlægger vestmagterne nye offensiver. Situationen minder om 1914: Tyskerne krydser Marne, men slås tilbage og går i forsvar ved Aisne. Men denne gang er vestmagterne stærkere. Hvad nu? Og hvordan vil tyskerne reagere, når det går op for dem, at de seneste store ofre har været forgæves? Begge sider har mistet ca. 1.000.000 mænd de seneste fire måneder.
Den tjekkiske legion er på vej mod øst – og franske og britiske tropper er i Murmansk. Det britiske flyver-es Mick Mannock falder.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.
Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.
Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.
Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.
Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.
Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.
Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.
Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.
Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.
Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.
Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.
Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.
Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Der er fra forskellig side ytret ønske om at kunne læse den fortælling eller beretning om det britiske luftangreb, som museumsinspektør René Rasmussen ledsagede søndagens re-enactment med. Den følger nedenfor.
Indledningsvis var der en kort fortælling (6-7 minutter) om, hvorfor Det tyske Kejserriges marine anlagde en luftskibsbase ved Tønder – og hvorfor briterne gjorde sig så store anstrengelser for at bombe den.
Derefter blev angrebets forløb fortalt i korte 1½-2-minutters sekvenser mellem hver overflyvning.
Overflyvningen skete med en Tiger Moth-dobbeltdækker – et træningsfly fra 1942.
Folk ankommer (foto: Peter Marker)
”Target Tondern!”
Speaks til den 22. juli 2018
Før første overflyvning
Den tyske luftskibsbase her i Tønder bliver operativ i foråret 1915.
Det er den nordligst beliggende luftskibsbase i Det tyske Kejserrige.
Og det er den tyske marines luftskibe, der holder til her.
Den tyske marine foretrækker luftskibe af typen Zeppelin, så de fleste luftskibe her i Tønder er Zeppelinere.
Luftskibenes vigtigste opgave er at patruljere over Nordsøen og nøje overvåge, hvad arvefjenden, den britiske flåde, foretager sig.
Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines rekognosceringstogter bliver fløjet her fra Tønder.
Så basen her er meget vigtig for den tyske søkrigsførelse.
Det, som gør et luftskib særligt egnet til rekognoscering, er dens lange rækkevidde.
Et luftskib får sin opdrift af brint (hydrogen), en gasart, der er lettere end luft.
Brinten opbevares i store balloner, der er ophængt i en lang række inde i luftskibets aluminiumsskelet.
Det er derfor, Zeppelinere har den karakteristiske, aflange form.
Der er op til 21 brintballoner i et luftskib.
Brint er lettere end luft. Derfor behøver en Zeppelin ikke at bruge motorkraft på at holde sig svævende, men kun på sin fremdrift.
Det betyder, at en Zeppelin kan holde sig svævende i mange timer; den kan flyve over meget lange afstande og den kan patruljere et meget stort område.
Det er en stor fordel.
Til gengæld skal der ret meget brint til! Og det er derfor, luftskibe så gigantiske!
Luftskibe kan også bære ret tunge laster.
Allerede i januar 1915 begynder tyske luftskibe at kaste bomber over England.
I begyndelsen over kystbyerne, men snart også over London.
Luftskibe her fra Tønder er med i mere end halvdelen af de bombetogter, som den tyske marine er involveret i.
Det er et kolossalt chok for englænderne at blive bombet fra luften.
I næsten 900 år havde den britiske flåde, nationens stolthed, formået at holde fjender væk fra de britiske kyster.
Men nu står man magtesløs over for bomberne fra de tyske Zeppelinere!
Militært får bombeangrebene ganske vist ikke nogen afgørende betydning.
Men de indvarsler en ny tid, hvor en moderne krig også bliver ført langt bag de egentlige frontlinjer mod civilbefolkningen.
I begyndelsen af Første Verdenskrig, i 1914, er luftskibe flyvemaskiner overlegne.
Men snart er et intenst våbenkapløb i gang.
Fly bliver konstant hurtigere og kan flyve stadigt højere og længere.
Et luftskib er bestemt ikke forsvarsløst – men det er jo ikke særligt svært at ramme!
Og selvom der skal forbløffende mange skud til, før en Zeppeliner går ned eller bryder i brand, så er luftskibets bedste forsvar at gå højere op – og komme uden for flyenes rækkevidde.
Men mere højde kræver mere opdrift. Mere opdrift kræver mere brint. Og mere brint kræver mere plads – og det betyder større luftskibe!
De to oprindelige luftskibshaller her i Tønder (med navnene ”Toni” og ”Tobias”) bliver meget hurtigt for små til de nyeste Zeppelinere.
I 1915 bliver der derfor bygget en ny hal, der får navnet ”Toska”.
Den er 243 meter lang, 73 meter bred og 43 meter høj.
Det er det samme som to-en-halv fodboldbane lang, én fodboldbane bred – og så er den så høj, at der er plads til, at vandtårnet i Tønder (eller Rundetårn i København) kan stå i tørvejr inde i det!
Det er et gigantisk bygningsværk – men det skal også rumme to af de nyeste Zeppelinere.
De to Zeppelinere, der befinder sig i luftskibshallen Toska den 19. juli 1918, er L54 og L60.
De er 196,5 meter lange. De har en tophastighed på ca. 110 km/t, en rækkevidde på mere end 13.000 kilometer og kan gå op i mere end 5 kilometers højde.
Begge Zeppelinere har deltaget i bombeangreb mod England.
Den ene, L54, er under kommando af en meget erfarne luftskipper med et ærefrygtindgydende langt navn.
Han hedder Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels!
Det bedste sted at ødelægge et luftskib, er på dets base. Og britiske fly har faktisk med held angrebet og bombet andre tyske luftskibsbaser i Europa.
Men Tønder er meget langt fra den nærmeste britiske flyveplads – og dermed også langt uden for rækkevidde af britiske fly.
Briterne forsøger faktisk flere gange at angribe luftskibsbasen her i Tønder med vandflyvere, som bliver sat ned på Nordsøen.
Men hver gang mislykkes det.
Det er først, da briterne opfinder et helt nyt våben, at det endelig ser ud til at skulle lykkes: Det er hangarskibet!
Det er krydseren HMS Furious, der bliver bygget om med start- og landingsdæk.
Startdækket er meget kort, men fungerer udmærket. De små Sopwith Camels behøver ikke ret mange meters tilløb for at gå iluften.
Men landingsdækket er livsfarligt.
Det bliver derfor almindeligt at sætte flyene ned på vandet tæt ved hangarskibet eller ét af dets følgeskibe, og så satse på at blive halet op, inden man drukner!
Den gennemsnitlige levetid for en pilot på et hangarskib er ca. 10 flyvninger.
Syv piloter bliver udvalgt til opgaven: At finde og bombe luftskibshallerne på Zeppelinbasen i Tønder.
To gange må et angreb aflyses pga. dårligt vejr, men tredje gang lykkes det.
Og det kommer vi til at høre mere om i løbet af den halve times tid!
Lazarettet ved “Westfront 1916” (foto: Peter Marker)
1. Speaks fortsat – efter første overflyvning
Hangarskibet HMS Furious sejler med sin eskadre af ledsageskibe til et punkt ca. 50 kilometer (25 sømil) vest for Ringkøbing.
Det er den 19. juli 1918. Klokken er 04:00 om morgenen.
Der er ca. 150 km til Luftskibsbasen i Tønder.
Flyene vil lige akkurat have tilstrækkeligt brændstof til at komme frem – og nok så vigtigt: Til at komme tilbage igen!
Men også kun lige akkurat.
Hvis flyene skulle løbe ind i problemer, så har de ordre til at flyve over den danske grænse og nødlande dér.
Kl. 04:14 letter de første tre fly fra startdækket. Det er flight leader, kaptajn Jackson og hans to ledsagere kaptajn Dickson og løjtnant Williams.
Kl. 04.22 letter den næste angrebsbølge, bestående af fire fly med flight leader kaptajn Smart (det hedder han!) og hans ledsagere kaptajn Thyne, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.
Kaptajn Bernard Arthur Smart har allerede én Tønder-Zeppeliner på samvittigheden: I august 1917 skød han nemlig den legendariske Zeppelin L23 ned over Nordsøen.
Nu er han på vej for at ødelægge basen.
Hvert fly har to 50-punds bomber med.
Det er mere end rigeligt til at ødelægge luftskibshallerne – hvis de da rammer og får antændt Zeppelinernes brint.
De to grupper flyver uafhængigt af hinanden mod deres mål.
Den første gruppe på tre fly med Jackson som flight leader når efter ca. 20 minutters flyvning den danske kyst ved Blåvandshuk.
De følger kystlinjen mod syd. De holder sig over skyerne, men dykker ind i mellem ned under skydækket for at orientere sig.
Kl. 05:30 er de over øen Silds nordspids. Det er tid til at gå ind over land.
Flyene går lavt ind over Højer.
I det fjerne kan de se Tønder, hvor de cirkulerer for at finde luftskibshallerne.
Kaptajn Dickson får øje på en lang, lav bygning i Tønders østlige udkant og kaster en bombe dér.
Men det er noget af et fejlskud! Det er nemlig markedspladsen nede ved den gamle Sønderport, hvor Tønderhallerne nu ligger!
Dicksons bombe slår et hul i brolægningen.
Dickson bliver hurtigt klar over sin fejltagelse. Jackson og Williams har nemlig fået øje på Zeppelinhallerne og har sat kursen mod nordvest. Dickson følger lige i hælene.
Med rasende fart flyver de ind over Tønder – nu går de lige straks til angreb!
Der var hen ved 1.500 mennesker på pladsen i løbet af dagen. (foto: Peter Marker)
2. Efter anden overflyvning
Klokken er 05:33 og de tre fly angriber.
Dickson er den første, der kaster sin bombe mod kæmpehallen Toska. Fuldtræffer!
Sort røg begynder at vælte ud af hullet i taget, da Williams som den næste kaster sine to bomber mod hangaren.
De to Zeppelinere bryder i brand i et flammende bål af tæt ved 100.000 kubikmeter ekstremt brændbar brint. Flammerne står mere end 100 meter op i luften!
Jackson går nu efter den mindre luftskibshal ”Toni”; han kaster sine bomber mod hallen, der rummer basens observationsballon.
Han ser hallen bryde i brand.
En enkelt luftværnskanon er vågnet og er begyndt at bjæffe, og den får snart selskab af yderligere to.
Men det er for sent.
De tre Sopwith Camels i første angrebsbølge er allerede på vej mod nord.
Re-enactere fra “Westfront 1916” bemander en skyttegrav. (foto: Peter Marker)
3. Efter tredje overflyvning
Manden med de mange navne, luftkaptajn Horst Julius Ludwig Otto Freiherr Treusch von Buttlar-Brandenfels, blev jaget ud af sin sødeste søvn, da to britiske fly i lav højde kom brølende ind over det hus, hvor han boede.
Vi har hans egen beretning fra angrebet.
Lad os høre, hvad han skriver:
”En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterligt lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!
I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe. Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen.
Så er han der! Han stiger lidt.
Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!
Nu var den første lige over hallen!
Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.
Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!”
Så vidt Buttlar-Brandenfels.
Luftskibsbasens eget flyverforsvar var blevet trukket væk i marts 1918. Den ujævne, bløde startbane foran flyhangaren har næsten dagligt kostet ødelagte fly og kvæstede eller dræbte piloter.
Så nu er startbanen under reparation – og basen helt uden jagerbeskyttelse af de moderne Albatross-jagere, der ellers skulle passe på de store luftskibe.
Det er vist det, man kalder sort uheld – eller virkelig dårlig planlægning!
I flyhangaren står en replika af en Albatross D5, der har medvirket i flilmen “I krig og kærlighed”. (foto: Peter Marker)
4. Efter fjerde overflyvning
I mellemtiden er den anden angrebsbølge nået frem til Luftskibsbasen.
De har mistet den ene Sopwith Camel undervejs. Den er returneret til hangarskibet med motorproblemer.
De er dog stadig tre fly: Kaptajn Smart, løjtnant Dawson og løjtnant Yeulett.
De er kommet ind over land ved Fanø og har fulgt Ribe-Tønder-banen mod syd.
Men nu er det tyske luftforsvar vågnet op! Allerede ved Abild mødes de af en voldsom beskydning fra antiluftskyts.
Luftkaptajn Treusch von Buttlar-Brandenfels var også vidne til den anden angrebsbølge.
Lad os høre ham selv fortælle:
”Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række togvogne fyldt med benzin og brint!
I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.
På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj og skyder som gale med deres geværer efter flyene.
Men englænderne ænser dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne.
Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.
Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne!
Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?
Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren.
Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal.
Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.
Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.
Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, det fløj under telegrafledningerne, der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)
Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.
Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.
Men for første gang var det mit eget.”
Under vejs i fortællingen var der en række “eksplosioner” fra “bombenedslag”. (foto: Peter Marker)
5. Efter femte overflyvning
Det andet angreb bliver indledt ca. 10 minutter efter det første.
Den store hal brænder voldsomt, så kaptajn Smart koncentrerer sig derfor om den mindre hangar.
Det er formentlig ham, som Butlar-Brandenfels observer kaste bomber mod ”Toni”.
Også den mindre luftskibshangar står i flammer. Det er basens observationsballon, der brænder.
Kaptajn Bernard Smart har selv fortalt om den voldsomme beskydning, han var udsat for fra jorden.
Han fortæller:
”Hele basen er én stor forvirring af mænd, der løber rundt i alle retninger. Gennem brølet fra min motor kan jeg høre knitren fra rifler og maskingeværer.
Det lyder som et mindre infanteriangreb.
Mit fly stiger voldsomt efter bombningen af hallen, men jeg foretager nu et dyk med fuld gas indtil det synger i wirerne. I 50 fods højde flader jeg ud og flyver i lav højde zig-zag væk ved højeste hastighed.”
De to andre fly følger hans eksempel.
Kaptajn Dickson og kaptajn Smart når begge tilbage til HMS Furious.
Dickson ankommer kl. 06:50 og Smart en halv time senere.
De går begge ned på vandet og bliver halet op af de ledsagende destroyere, mere døde end levende.
Hele operationen fra start til landing har varet omkring tre timer.
En “Tiger Moth” overflyver pladsen – i datiden var det “Sopwith Camels”. (foto: Stig Bang-Mortensen)
6. Efter sjette overflyvning
Williams og Dawson fra den første angrebsbølge følges ad mod nord langs den danske kyst.
Men begge fly løber tør for brændstof.
Williams må gå ned på stranden ved Skallingen nord for Esbjerg.
Dawson når lidt længere – op til Holmsland Klit, før han også løber tør for brændstof og må nødlande.
Begge bliver bragt ind til Esbjerg til afhøring og senere interneret.
Jackson og Yeulett fra den anden angrebsbølge følges ad ud over Vadehavet.
Jacksons fly får motorproblemer ved Guldager lidt nord for Esbjerg og må nødlande.
Også han bliver senere interneret.
Løjtnant Yeulett følger fra luften kammeratens nødlanding.
Yeulett er den yngste og mindst erfarne af piloterne. Han er kun 19 år. Og nu er han på egen hånd.
Han fortsætter mod nordvest – måske kan han nå tilbage til HMS Furious?
Det kan han ikke!
Senere bliver hans lig fundet i strandkanten på Holmsland Klit.
Og nogle dage efter bliver også hans fly fundet, drivende med strømmen mod nord.
Yeulett er tilsyneladende gået ned på vandet, er blev slået bevidstløs ved landingen og er druknet.
Han ligger i dag begravet ved Havrvig Kirke.
Yeulett er det eneste dødsoffer fra denne – set fra et britisk synspunkt – meget vellykkede aktion.
7. Efter syvende overflyvning
Det er første gang i verdenshistorien, at fly letter fra dækket på et hangarskib og gennemfører et angreb mod et mål på landjorden.
Det indvarsler en helt ny tidsalder i krigsførelsen.
Slagskibenes tidsalder er forbi. Hangarskibenes tidsalder er begyndt.
Og det er egentlig ret pudsigt at tænke på, at den måde, vi i den vestlige verden i vore dage foretrækker at føre krig, nemlig med hangarskibsbaserede luftangreb mod mål på landjorden, for første gang i verdenshistorien blev gennemført mod lille, fredelige Tønder.
Læs mere om angrebene på Tønderbasen i Knud Jakobsens fine, lille bog, der udkom for få måneder siden.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.
Tilbage til Lübeck
Den 22.juli 1918 blev jeg udskrevet fra lazarettet i Sønderborg og overført til en erstatningsbataljon i Lübeck.
Her havde regiment 162 hjemme.
Den 23. om aftenen ankom jeg til Lübeck og blev indkvarteret i en stor sal. Egentlig er det en restaurant ved navn Louisenlyst, der er blevet omdannet til kaserne.
Dagen efter var jeg hos lægen og blev fritaget for tjeneste i 2 måneder.
Vi har det ellers helt godt her. Vi får et pund brød om dagen, men uden nogen former for lækkerier. Vi har ingen tjeneste, kun lidt arbejdstjeneste en gang imellem.
De sidste tre dage har jeg gjort haven i stand for en professor, og det tjente jeg godt ved. Jeg fik i alt 13,20 mark, og det er meget i forhold til den almindelige soldaterløn.
Jeg var også i teatret en aften.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Asmus Jensen blev indkaldt som soldat i 1911. Han var netop færdig med værnepligten, da krigen kom. I juli 1918 fik han til opgave at fragte 3½ millioner rubler fra Odessa til Jeriko i Palæstina.
Omtrent midt i Juli 1918 blev to Officerer, to Sergenter med seks og tredive Mand, hvoriblandt jeg, sendt til Byen Breila i Nærheden af Donaus Udløb i det sorte Hav.
Derfra sejlede vi saa til Odessa, hvor vi skulde hente tre og en halv Million russiske Rubler, som Tyskerne paa en eller anden Maade havde faaet fat paa i Ukraine.
Odessa er en stor Havneby, som ikke engang Hamborg kan maale sig med. Ved Havnen ligger det ene mægtige store Kornmagasin ved Siden af det andet.
Saa sejlede vi med en Transportdamper over det sorte Hav, gennem Strædet ved Bosporus, hvor Palmerne skyggede langs Kysten, ind til Konstantinopel.
Her blev vi alle forsynede med en rød Fez, og her saa vi hver Aften Tyrkerne forsamlet paa Torvet. En »Præst« steg op i et Slags Stillads, og mens Mændene med Ansigtet vendt imod Mekka knælede paa Gaden, udraabte »Præsten« et eller andet ud imod alle fire Verdenshjørner. Hver Gang begyndte han med »Allah o. s. v., og da bøjede Mændene deres Hoved helt ned imod Stenbroen.
Vi var her i tre-fire Dage og blev herfra ledsaget af tyrkisk Militær som Vejvisere.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Via Berlin nåede de til Kegnæs, for Esbensen stammede fra. Planen var et ro til Ærø – men alle både var låst og alle årer konfiskeret. Men nabokonen hjælper:
»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan komme af sted«.
Og det gjorde vi så. Det gik også godt nok. Jeg brækkede en sabel, da jeg huggede løs på kæden, som båden var låset med. Vi arbejdede med den i 1½ time, inden vi fik slået den i stykker — og endelig roede vi så af sted, på vej mod Ærø.
Det var diset, og vi havde en strid vind lige imod. Ved Kegnæs fyr gik der tysk vagt, men vi slap heldigt forbi og ud på åbent vand.
»Nu er det ligemeget, hvad der kommer i vejen for os, jeg skyder alt ned«, sagde Schultz, da vi var kommet så langt. Og så rev han sine knapper af og smed dem ned i strømmen. Nu ville han ikke være oversergent mere.
Vi roede hele natten, og ud på morgenstunden hørte vi noget brumme i luften. »Så, nu er det sket, nu kommer de og tager os«, tænkte jeg. Men heldigvis var det så diset, at flyvemaskinen ikke så os, og jeg er aldrig blevet klar over, om det virkelig var en tysk maskine.
Noget senere kunne vi øjne land, og ved 8-tiden om morgenen trak vi båden på land.
Der gik nogle mænd på marken. De var knap færdig med at høste. De talte dansk, og jeg spurgte, hvor vi var.
»I er på Ærø«, lød svaret.
»Nå, så er vi kommet godt hjem«, sagde jeg. De hentede nogle heste og fik båden slæbt på land, og så tog de os med hjem til frokost.
Vi var landet ved St. Rise på Ærø, og sognefogeden i St. Rise meldte os ikke, hvad han ellers skulle have gjort.
I stedet sørgede han for, at vi fik arbejde allesammen. Han skrev et brev hjem til mine forældre, hvori han fortalte, at han havde fået en søn, og de ville kalde ham Andreas. Så vidste min mor og far, at jeg var kommet godt over, men alle breve blev j o åbnet, og den tyske gendarm havde også læst det og kom for at spørge mine forældre ud.
— Ja, de kunne da ikke forstå, hvad det var for et brev, for de mente ikke, de havde familie på Ærø.
Gendarmen spurgte nu, hvordan det gik med de fire sønner og med de to svigersønner, som var med i krigen.
»Jo«, svarede de, »det går dem godt, så vidt vi ved. Der er ganske vist en af sønnerne, som vi er lidt bekymrede for. Vi har desværre ikke hørt fra ham i lang tid«.
Gendarmen var nu ikke dum, men han lod sig alligevel nøje med den besked, og der skete ikke mine forældre noget.
Efter krigen fik jeg brev fra min kammerat i Edel, ham, der i sidste øjeblik sprang fra. Han fortalte, at der gik fjorten dage, før man savnede os ved kompagniet. Man kunne ikke forstå, hvad der var sket med os, for man var klar over, at vi ikke var blandt de i dræbte eller sårede; men efterhånden hørte interessen for os op, for der skete jo stadig andre ting, der optog sindene ude ved fronten.
Sognefogedens søn købte, da krigen var forbi, en gård på Nordenbro Vesteregn på Langeland, og da han spurgte, om jeg ville med derover, slog jeg til, og — her blev jeg.
Min kone er herovrefra, og vi har nu i 37 år været ejere af et statshusmandssted; men — når jeg uden for mit vindue ser Keldsnor fyr blinke, smiler jeg til det som til en gammel bekendt, for det er jo det samme fyr, der i hin nat blinkede til mig og viste mig vej til Ærø.
MIN kære — Da jeg i Dag har god Tid, skal du have Brev fra mig. De sidste Dage har jeg været svært optaget. Vi har nu ligget i „Ro“ i ti Dage, det vil sige, hos os er Ro Ekserceren og alle mulige Dumheder.
Jeg er i Morges kommet herned til Stationen, men nu tordner og øsregner det. Man er nu snart vant til at være vaad til Skindet hver Dag. I Eftermiddag skal vi med Toget til Kinoforestilling en Mils Vej herfra. Jeg kan ikke sige, man har nogen Fornøjelse af den Slags Ting, men det er jo Tvang; man skal med.
I Morgen Aften gaar det igen i Stilling i tyve Dage. Det er heller ikke rart at staa paa Vagt i eet væk fra om Aftenen Kl. 10½ til om Morgenen Kl. 5, navnlig ikke, naar det øsregner. Da er det jo ulige bedre hjemme i Køjen.
Du skriver, at det til Vinter bliver lidt koldt i Sovekammeret, men kan du ikke faa en brugt Kakkelovn opspurgt og faa den sat op, saa kan du da altid fyre lidt om Aftenen, dersom jeg ikke kommer hjem til den Tid. Jeg tror det nu næppe, jeg ved ikke, hvor Freden skal komme fra.
Du skriver ogsaa, at du ikke ved, om vi i det hele taget kommer til at bo sammen mere i vort nye Hjem. Man kan ogsaa snart fortvivle, baade vi herude og I derhjemme.
Naar vi ligger her i Hvilestilling, kommer der ved Dag og Nat Flyvereskadrer og smider Bomber ned. Man kan ligge i sin bedste Søvn og blive revet væk. Men man er saa fuldkommen ligegyldig med det hele, og det er jo ikke til at undres over.
Jeg havde i Forgaars Brev fra Ebbe, han har det jo godt. Det er da rart, at han kan holde sig fri, og det lader jo ogsaa til, at Niels ikke kommer direkte til Fronten. Det er ogsaa nok, at en af os skal gaa den Kur igennem.
I Dag er det lige tre Maaneder siden, jeg kom til Kompagniet. Hvad har man maattet gaa igennem, baade paa den ene og paa den anden Maade! Det er lige nok!
Vi er nu kun to tilbage fra det Mandskab, der sammen kom ud til Kompagniet, og af dem, der var med fra Begyndelsen i 1914, er der ogsaa kun to tilbage.
Ja, det er ikke de bedste Billeder, jeg opruller for dig, men som Vejret, saa ogsaa Humøret; det kan være daar- ligt nok somme Tider. Nu maa jeg slutte for denne Gang med Hilsen og Kys til dig og Gutten.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere. Oprindeligt ville de have været til Schweiz, men i Berlin blev de enige om at prøve at komme til Danmark.
Den nat gik vi 25-30 km til Kegnæs, hvor jeg stammer fra. Vi kom der kl. 4 om morgenen og bankede far og mor op.
De blev jo noget urolige, for de skulle have meldt det til tyskerne.
Nå, men vi fik nogle tæpper og noget brød og smør og sov godt ud i en skov, der ligger i nærheden. Næste aften skulle vi så se at komme af sted. Vi ville sejle fra Kegnæs til Ærø.
Men der var ikke noget at ro med. Alt var omhyggeligt holdt under kontrol af tyskerne. De få både, der lå her, var låst fast, og årerne fjernet.
Næste dag gik vi ind i en lade, der tilhørte en kromand, som desuden havde både bageri og købmandshandel. Vi rodede os godt ned i høet og gemte os — og lagde os derefter til at sove.
Men så var det hverken værre eller bedre, end at kromanden havde nogle høns, som havde for vane at gå ind i høet og lægge deres æg.
Mens vi lå og sov, kom krokonen med sine to drenge for at lede efter æg i høet. Jeg havde et tørklæde over ansigtet og hø ovenover.
Krokonen stak hånden lige ned i ansigtet på mig og rodede rundt. Jeg vågnede med et sæt og sprang op, helt forvildet.
Hun blev så bange, at hun snurrede to gange rundt om sig selv og styrtede af sted. Jeg råbte: »Jamen, så bliv dog her, Johanne. Det er jo mig«. Men hun styrtede af sted og råbte, »Nej, jeg vil ikke snakke med dig«.
Drengene havde genkendt mig, og lidt senere, da Johanne var kommet til sig selv igen, kom hun tilbage.
»Men hvordan går det dog til, at du er her. Har du fået noget at spise?« Ja, jeg havde da fået lidt hjemme, sagde jeg, men hun kom tilbage med brød og smør og ost og kød. De havde både kroen, bageriet og købmandshandelen, og vi fik alt det, vi kunne spise.
Nu var Johanne blevet helt sig selv, og hun var ikke bange for at hjælpe os, men vi måtte jo se at komme af sted hurtigt, inden den tyske gendarm kom.
Hun fortalte om en båd, der lå nede ved stranden. Den var selvfølgelig låst og der var ingen årer.
»Når det bliver mørkt, skal jeg komme med en sav til jer«, sagde hun. »I kan tage nogle fjæle her over porten og hugge dem lidt til, så kan I bruge dem som årer. Og jeg skal nok holde drengene inde, så I kan komme af sted«.
H.H. fortæller om en episode under den sidste tyske offensiv i juli 1918.
Ligrøvere Det var i Forsommeren 1918, da Tyskerne foretog deres sidste Modoffensiv ved Marne. Offensiven var stort anlagt, og der opnaaedes ogsaa Fremskridt, men kun ganske kort Tid, saa maatte vi løbe igen. Men, som sagt, der var de første Dage Resultater at opvise, og mange Englændere og Franskmænd maatte lade Livet.
Tyskerne skød med Gasgranater og gjorde rig Høst, Lig af Mennesker og Dyr laa tæt. Det var paa et Tidspunkt, hvor de tyske Soldater var saa udsultet, at de skar Kødstykker ud af de faldne Heste og aad det.
Længe havde vi med Brændenælder og andet Ukrudt givet os selv et Tilskudsfoder til vor knapt tilmaalte Ration, Uniformen hang i Laser. Det var en slagen Hær, som lavede Offensiven.
Sammen med en Kammerat gik jeg en Middagsstund ind over Markerne. Allerede flere Dage havde Solen skinnet fra en skyfri Himmel, det var kvælende varmt, og Luften flimrede for Øjnene af os. Paa en Mark laa en Del faldne Englændere, paa hvem Solen og Varmen allerede havde gjort deres Virkning. Det lugtede af Lig.
Ved den ene Tommy var to tyske Soldater i Gang med at trække Strømperne af ham, hans lange Snørestøvler og Livremmen var allerede væk. Vi standsede og saa paa dem, til Trods for, at Harmen og Væmmelsen kom op i os.
Min Kammerat var Hamborger. „Føj for Pokker, at I ikke skammer jer, I Ligrøvere“ , sagde jeg til dem.
Opløsningen af Liget var vidt fremskredet, og Huden fulgte med Strømperne, det var til at brække sig over.
„Aah, hvad“, grinte den ene frækt til mig, „Tommy mærker ikke noget, og min Kone kan vaske Strømperne ud, saa kan jeg godt bruge dem, det er gode Strømper. Jeg sender dem hjem til min Kone”.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om Det 2. Marne-slag – den tyske offensiv og ententens modoffensiv. Det var Tysklands sidste chance for at vinde krigen – og det mislykkedes! Også ved Jordan-floden angriber tyskerne under general Otto Liman von Sanders – også her kastes angrebet tilbage. I Kaukasus er Osmannernes offensiv mod Baku ved at gå i stå. Og så er det i denne uge, at den russiske zar Nikolaj og hans familie bliver henrettet. Endelig afskediges den østrigske generalstabschef Conrad von Hötzendorf – en mand, der bærer et hovedansvar for udbruddet af Første Verdenskrig.
Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder.
I halvsøvne fornemmede jeg den svirrende lyd af propeller. Jeg vågnede; det var allerede ved at blive lyst. Jeg så på uret, klokken var 06:00.
“Har Kapitänleutnant Flemming mon fået startordre”, spurgte min kone?
Flemming …. Kommandanten på L60? Men det lød ikke som L60! Det lød helt anderledes end en Zeppelin!
Med ét indså jeg, at det ikke var lyden fra et luftskib, dertil var tonen alt for høj. Skulle det mon være? … Forhulendaogså!
Hurtigt hen til vinduet, hvor jeg kunne overskue hele flyvepladsen.
En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterlig lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!
I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.
Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen. Så er han der! Han stiger lidt. Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!
Nu var den første lige over hallen!
Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.
Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!
Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række række togvogne fyldt med benzin og brint!
I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.
På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj skyder som gale med deres geværer efter flyene.
Men englænderne ænsede dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne. Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.
Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne! Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?
Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren. Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal. Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.
Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.
Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, fløj under telegrafledningerne der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)
Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.
Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.
Men for første gang var det mit eget.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”. (Oversættelse: René Rasmussen)
Marie Solmer, født Nielsen, fra Østerbymark i Daler Østerby, mistede sin far i slaget ved Somme i 1916. Som 5-årig oplevede hun de britiske flys overflyvning.
Jeg husker den nat da englænderne bombarderede flyvehallen ved Tønder, da fløj de så lavt at vi var bange for at de skulde ramme huset.
Vi havde en gammel hest, Lotte, den løb væk. Vi fandt den dagen efter, i en anden by 15 km. væk.
Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder. Basens flyvere var trukket bort, mens arbejdere var i færd med at planere landingsbanen.
Når jeg så på folkene, der arbejdede, fik jeg en ubehagelig følelse: Bare englænderne ikke får noget at vide, for den danske grænse er pokkers tæt på og spionagen alt for effektiv!
– “Skal vi flytte bomberne tilbage til ammunitionsbunkeren”, spørger de?
– ”Næh”, siger jeg, “vi skal jo alligevel bruge dem igen snart! Lad bare dem ligge i hangaren.”
Det var en klar og smuk aften, vidunderligt flyvevejr. Observationsballoner og vindposer rørte sig knap nok.
Hyggesludder i Kasino og en spadseretur med min kone gennem Tønders hyggelige smågader. Vi hilser på kendte ansigter. Stjernehimmelen tænder sine lys.
Fra vinduerne i vores lejlighed kunne jeg se flyvepladsen, som lå én kilometer væk, egentlig kun et kattespring.
Natten er rolig.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Thomas Holm, Bolderslev, gjorde tjeneste ved et MG-kompagni
Min Soldatertid begyndte den 12. Marts 1916, da jeg blev indkaldt til Dragonerne. Da jeg engang havde været hjemme paa Orlov og kom tilbage, var mine Kammerater alle kommet til Fronten.
Sammen med tre Kammerater meldte jeg mig da til Uddannelse ved de tunge Maskingeværer. Vi blev uddannet i Potsdam, og derfra kom vi til Fronten i Rumænien. I Foraar et 1917 blev vi overført til Vestfronten og blev her tildelt et Batteri Felthaubitser (Nr. 229 fra Trier), som laa i Frontafsnittet ved Marnefloden.
Batteriet var placeret i en Dalslugt. Mine Kammerater og jeg blev beordret længere frem mod de fjendtlige Stillinger med vort Maskingevær, og Frontlivet gik sin vante Gang.
Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, før vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linier, uden Vaaben og halvt paaklædt.
Vi fik omgaaende Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende, Vandet dampede ud af Vandafkølingen. Min Sidemand blev saaret i højre Haandled.
Vore Modstandere, de sorte, stormede frem. Der var ikke Tid til at skifte Løbet paa Maskingeværet. Vi skød, saa længe vi kunde. Saa rev jeg Laasen ud af Geværet, og vi løb tilbage.
Da vi kom tilbage til Batteriet, trykkede man os nogle Haandgranater i Haanden, men der var faktisk intet at stille op. Der var kun to Ting at gøre, enten at løbe tilbage eller lade sig tage til Fange.
Jeg smed det hele og løb tilbage, saa hurtigt jeg kunde. De fleste af mine Kammerater blev staaende og blev taget til Fange. De haardtsaarede maatte naturligvis blive, hvor de var. De laa jamrende og klagende rundt omkring, og imellem dem laa dræbte Heste.
Medens jeg løb tilbage, blev jeg saaret af en Granatsplint, men jeg kunde dog fortsætte mit Løb. Omsider naaede jeg dog tilbage til et Sted, hvor jeg kunde blive forbundet. Herfra transporteredes jeg i en Ambulance videre til et Feltlazaret.
Den næste Dag blev vi bragt til den nær meste Station, hvor der holdt et Lazarettog parat. I det kørtes vi til Køln.
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin. En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter.
Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Så kunne vi heller ikke komme længere. Vi havde ikke flere papirer, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Vi gik i otte dage på gaderne i Berlin og blev mere og mere nervøse.
Så en dag traf Schultz en kammerat, han kendte fra bataljonskontoret. Han sad på kontoret endnu, og ham fik han til at skaffe de nødvendige papirer.
Vi blev enige om, at det var en dårlig idé at prøve at komme til Svejts. Jeg foreslog, iat vi skulle prøve Danmark, og sagde, at hvis bare vi kunne nå Sønderborg, skulle jeg nok klare resten.
Luftskibsbasen i Tønder (Marine-Luftschiff-Detachement Tondern) var den nordligst beliggende tyske base. Mere end en fjerdedel af alle den tyske marines luftskibsflyvninger blev foretaget herfra.
Stadig intet nyt med flyvepladsen ved Tønder; eller rettere: Det var gamle nyheder; nemlig at planeringsarbejderne på start- og landingsbanen stadig ikke var fuldført og at vi dermed fortsat ikke havde nogen jagereskadrille til beskyttelse mod flyverangreb.
Hver anden dag var en jager forulykket og trimlet omkring på den helt umulige landingsplads, og så havde man trukket jagereskadrillen væk, indtil i det mindste en del af landingsbanen var nogenlunde brugbar.
Indtil da må antiluftskytset tage sig af forsvaret. Nåja! Vi kendte den slags af egen erfaring og var med rette temmelig skeptiske.
Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om kønssygdomme! Men det handler også om de tyske forberedelser til den store offensiv på Vestfronten. Det handler også om Den spanske Syge – den store influenza, der tog livet af mange millioner soldater og civile. Og så handler det om fronten i Makedonien, der har været stille meget længe. Men nu forberedes en ny offensiv. Den tjekkiske legion kæmper sig vej mod øst gennem Sibirien. Den tyske ambassadør i Moskva myrdes.
Andreas Christian Andersen gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Fussartillerie-Bataillon 76, 6 Batteri, der blev indsat ved den store tyske offensiv i juli 1918. Nedenfor bringes hans beretning fra dagene 14.-17. juli.
Christian Andreas Andersen (1892-1965) som soldat. Original i privateje.
FRA KAMPDAGENE I JULI, 1918
Den hede julisol nedsender sine stråler over Champagnes ødemarker. Flere dage har luften været så trykkende, at det næsten ikke er til at drage ånde. Måske kommer det og så af den stadig tiltagende spænding i krigssituationen, thi siden 1. juli, har her især fra tyskernes side været udfoldet en travl virksomhed at skaffe tropper og ammunition, til fronter, som tyder på , at noget stort er i gære.
Vi har opslået vor lejr på en stejl affaldende skrænt, der er svagt bevokset med træer. Om dagen lever vi temmeligt fredeligt, men om natten suser projektilerne hen over os og vejene omkring os, ligger hele natten under en morderisk, fransk granatild, så at sove er der ikke tale om, Ofte må vi de lange nætter vandre omkring i de fugtige stoller (det er lange underjordiske gange) der er gravet f.eks. ind i bjergsiden og går skråt nedad, med ansigtet tæt indesluttet i de uhyggelige gasmasker, for ikke at blive overraskede af de giftige gasarter, der ofte udvikler sig ved dertil indrettede projektilers detonation.
Alt som forberedelserne til den frygtelige kamp skrider fremad, bliver også den franske ild mere livlig. Særlig slemme er dagene d. 10., 11. og 14 juli.
Sidstnævnte dag henved aftenstide, går jeg en lille tur gennem lejren og betragter det brogede feltliv, der i grunden tager sig ganske fredeligt ud i denne lune sommeraftenstund. Et par hundrede meter fra mig, ved skræntens fod, holder en ammunitionskolonne rast. Hestene græsser roligt og soldaterne koger deres aftensmad. Da med et afbrydes stilheden af et dumpt drøn, som jeg straks høre et afskud af en fransk kanon, i det næste øjeblik høres en granats uhyggelige sus gennem luften og midt i den fredeligt rastende kolonne slår den ned og eksploderer med en øredøvende larm. Billedet er med ét: heste og folk spredes i vild flugt fra hinanden. Et par sårede soldater råber om hjælp, et par heste bliver liggende, dødeligt ramt.
Højt oppe i luften kredser én fransk flyver, der nedkaster røde lyskugler, et tegn på at ilden kan fortsættes, da skuddene ligger gunstigt, atter de dumpe drøn, denne gang tre i umiddelbar rækkefølge, de uhyggelige sus og — , de tre skud ligger spredt blandt de flygtende folk og heste.
Atter de samme skrækkelige råb af sårede og lemlæstede mennesker, hvor frygtelig i denne ellers så kønne aftenstund.
Så hurtigt, som muligt skynder vi os nu fra lejren, hen til ulykkesstedet, at bringe de sårede hjælp. Desværre er dette i de fleste tilfælde til ingen nytte. Hvor granaterne har gjort deres værk, der er vi små mennesker for det meste magtesløse. De fleste er ramt så hårdt, så døden allerede er indtrådt. Til disse, seks i alt, kastes der en fællesgrav, derude på den åbne mark. Lempelig lægges de derned, uden salmesang og ligtale, men hver især af os føler i sit indre vistnok har følelsen af afmægtighed og er små overfor døden, for hvilken vi alle engang, tidlig eller silde skal bøje os.
Tilstedeværende ansigter bærer præg af de alvorlige tanker, de vist i dette øjeblik behersker sindene. Nu træder kolonnens fører, en ung løjtnant, hen til graven, han blotter hovedet, folder hænderne og med stille vemodig røst, beder han ved den åbne grav et Fadervor.
Efter denne korte men meningsfulde andagt, kastes graven til.
Næppe er jeg nået tilbage til lejren, før franskmændene igen åbner ilden. Denne gang har han vor lejr som mål. Heldigvis ligger denne så gunstigt, midt på den temmelig stejle skrænt, at de fleste skud går over os og ender nede i dalen 20-30 m. under os.
Hen ved 11-tiden kommer en mand løbende, deres opholdssted, en nyopført træbarak, er skudt itu, Heldigvis er ingen blevet såret, i hast får jeg alle om kvarteret og stuvet sammen, i de førnævnte stoller, et ubekvemt, men i sådanne tider, dog et ret behageligt kvarter. Her er man da i det mindste nogenlunde skudsikker. Skydningen tager til eftersom tiden skrider frem og jeg længes efter at klokken skal blive 1. På dette tidspunkt skal nemlig det tyske angreb begynde. Intet er nemlig mere oprivende end at ligge afventende og lade sig overdænge med granater af de fjendtlige. Endelig er klokken 1. og som med et slag, sætter den tyske trommeild ind.
Hen ved 1500 kanoner skyder i hurtig ild projektiler fra de mindste til de største og sværeste kalibere ind mod den franske stilling.
Lyskastere arbejder ustandseligt, blinkapparatur morser korte telegrammer mellem observeringen og kommandostabene. og så dertil den øredøvende larm af kanonernes afskud og projektilernes eksplosioner.
Henad morgenstunden, forsøger jeg at telefonere du til mit batteri, men desværre, alle ledninger er skudt itu, der er ingen forbindelse at få. Op på formiddagen kommer en telefonist ind til mig, på kontoret. Han kommer fra stillingen og blodet løber ham ned over ansigtet af et sår, som en granatsplint har tilføjet ham i hovedet. Jeg vil straks i færd med at forbinde ham, men han afslår det, det er kun en ubetydelig, men desværre, siger han, er begge officerer sårede, den ene temmelig hårdt, Batteriet er uden fører og ingen ved hvad de skal gøre. Mens han beretter dette, ser jeg, at hans højre øre og kind er stærkt ophovnede og spørger om årsagen. Åh, siger han, det er vist en bi eller myg der har stukket mig. Jeg lagde høreren af telefonen et øjeblik i græsset og da jeg satte den til øret igen, mærkede jeg det.
Nu vidste jeg straks årsagen. Græsset, hvor han havde lagt høreren, havde været forgiftet af de frygtelige gasarter og disse var nu årsagen til den stærke ophovnen. Disse gasarter er nemlig så frygtelige, at de formeligt æder kødet og det eneste middel derimod er indgnidning med klorkalk. Dette var også altid ved hånden og efter, at han foreløbig var blevet behandlet dermed, sendte jeg ham til forbindingspladsen.
Den franske ild der var rettet mod vores lejr, var forstummet og jeg kravler op ad skrænten, for deroppefra at følge kampens gang. Jorden ryster formelig af den voldsomme artilleriduel, der udkæmpes der forude. To rækker lænkeballoner kendetegner de to linier. Forude styres en tysk observationsflyver frem mod de franske linier, den er omgivet af flere lette jagtflyvere af Fokkertypen, der har til opgave at skærme mod de franske angreb.
Pludselig hører jeg lige i min nærhed lyden af fremmede motorer. Det er en kæk amerikansk flyver, der har taget sigte på en tysk lænkeballon. So men høg overfalder en høne, sådan suser han fra oven skråt ned ad på ballonen. Nu høres et maskingeværs tikken og et øjeblik efter slår en mægtig flamme ud af ballonens gasbeholder. Nu springer en mand, forsynet med faldskærm ud af gondolen. Han daler langsomt med små svingninger ned ad mod jorden. En anden følger efter, Men desværre, han kommer ikke langt nok ud til siden, flammerne får fat i hans faldskærm og staklen suser ned i dybet, han er fortabt.
Medens jeg betragter dette rædselsfulde og dog tillige storslåede skuespil, kommer en mand henimod mig. Det er min batterifører, Løjtnant T., højre arm bærer han i bind og hans ansigt er fortrukket af smerte. Efter at have hilst, siger han med brudt stemme: “Det ser sørgeligt ud derude, angrebet er i stå, ja franskmanden er somme steder i modangreb stødt frem over vore linier. Vort batteri ligger under den sværeste ild. Samtidig med mig bar de også løjtnant V. og tre mand bort, der er nok kommen flere til siden.”
Batteriet er fuldstændig afskåret og uden ledelse, løjtnant L. der opholder sig her i lejren, må øjeblikkelig derud.
Vi følgens ad, hen til løjtnant L., han går foran jeg bagefter, hvor nedbøjet er han, den ellers så stolte og modige mand, der med største hengivenhed i over fire år tappert har kæmpet for land og folk. Han føler vist i dette øjeblik, hvilken skæbne, der frister det stolte Tyskland, løjtnant L. kommer os i møde og udtaler sin beklagelse over det skete. Uden omsvøb, fortæller batteriføreren ham, hvorledes det står til derude. Da synker han sammen, den eller så militæriske løjtnant L. Han er dagen før, vendt tilbage fra en orlov i Hjemmet, hvor han tog afsked med sin hustru og to små børn. Jeg kan ikke, stønner han, jeg har ikke min udrustning og jeg har ingen gasmaske, det er den visse død at gå derind uden den. Batteriføreren måler ham med et foragteligt blik.
Han vender sig mod mig: ”Andersen, vil de tage dem af batteriet, de stakkels folk har ikke fortjent, at de ofres, fordi ingen vil tage sig af dem”.
-”Javel”, er mit svar og jeg belaver mig straks til at gå. Endnu et håndtryk og et lev vel og måske det sidste af den sårede mand, der altid har været så ærlig og rettænkende, over for sine undergivne, og jeg gør mig færdig til rejsen.
Det tager ikke lang tid. Iført en let sommerfrakke, gasmasken i beredskab på brystet, pistolen med otte skud i bæltet og stålhjelmen trykket godt ned over panden, begiver jeg mig på vej, ud til batteriet. I afstand ser jeg, hvorledes stillingen derude overdænges med granater og svære miner. Hver gang et projektil slår ned, ser jeg den lodrette røgsøjler stige til vejrs og jordklumper og jord kastes ud til siden. Det ser frygtelig ud på nært hold og der skal jeg ind, i dette helvede, jeg gyser og ser tilbage.
Hvorfor skal jeg sætte mit liv på spil? Så jeg ikke helst, at tyskerne knuses fuldstændigt? Jo, sandelig, men ikke den enkelte mand. Er hans liv ikke så meget værd som mit? Jeg ved at dersom jeg bliver derude, da vil jeg blive begrædt af min kære gamle mor og far, af søskende og af venner. Men har de, der nu ligger hjælpeløse derude, ikke også en mor derhjemme? Jo, sandelig, de vil savnes lige så meget som mig.
Her gælder det ikke en begejstret kamp for folk og Tyskland, men her gælder det om at frelse, måske mange mennesker og da bør jeg ikke vige tilbage. Jeg har et ansvar, en pligt, overfor dem derude, for hver enkelt der er betroet min. omsorg og derfor, kun fremad.
Snart er jeg midt i ilden. Nu gælder det om at holde hver nerve anspændt til det yderste. Af erfaring, lærer man at bedømme på afskuddene, om vedkommende granater vil slå ned i nærheden eller ej og jeg lytter derfor spændt, alt som jeg går fremad. Nu kommer der en – – i samme øjeblik ligger jeg pladask på jorden. Rigtig
Den slår ned omtrent 20 meter foran mig, splinter og jord farer hvinende henover mig. Med lynets hurtighed er jeg på benene og frem styrter jeg, for at kaste mig i det hul, den sidste granat efterlod sig. Det er nemlig en kendsgerning, at af hundrede granater, falder sjældent to på samme sted, selv om de er nok så velrettede, atter falder granater foran og bagved mig og i pausen arbejder jeg mig stadig fremad. Endelig når jeg ud til batteriet. Det ser sørgeligt ud. Jorden er fuldstændig omrodet af granater. Folkene har søgt skjul i løbegravene, der forbinder de enkelte kanoner med hverandre eller har nedgravet sig enkeltvis i små huller. Telefonisterne har indrettet i en ret rummelig jordhule med 25-30 cm jord ovenpå, de er nogenlunde sikrede mod splinter. Hos dem skal jeg også have mit opholssted. Da jeg kommer derind sidder en ung oversergeant bøjet over en mængde tabeller, som er udarbejdet i forvejen.
Jeg spørger hvorledes det står til. ”Sørgeligt’’, siger han, ”vi er fuldstændig afskåren, alle ledninger er itu”. Jeg spørger hvornår sidst vejrberetning er kommet. “For 6 timer siden”, svarer han. Disse plejer at komme fra et meteorologisk institut hver anden time, da vejret har stor indflydelse nå skydningen. Dermed kan vi altså ikke regne. Jeg går ud for at se, om alt er i orden i fald vi bliver nødsagede til at skyde. Skuddene falder nu kun enkeltvis og helt sjældent. Jeg kommer op foran batteriet og ser forud. Også derude synes det roligere. Da, pludselig ser jeg grønne raketter stige til vejrs, det er vort infanteri, der på denne måde forlanger spærreild, jeg retter i hast an, viser på et i terrænet nøjagtigt orienteret kort ind efter signaturerne, den viser i retning af Ripont mølle. Dernæst måler jeg afstanden fra hovedretningen til siden og afstanden fra batteriet til den plet, hvor skuddene skal ligge, og i samme øjeblik giver jeg kommando “Spærreild, Ripont mølle. Hovedretning 12 . 1850.- 3 skud. Næppe er kommandoen udtalt, før folkene bakser med de svære kanoner og snart fyrer den første kanon, straks efterfulgt af 2. og 3. Jeg observerer gennem mit glas. Efter at skuddene er faldet, sendes røde signaler til vejrs, et tegn på , at de ligger for langt. I hast prøver jeg afstanden på kortet. Den stemmer. Hvad er der så i vejen? Nu har jeg det, Krudtet er blevet opvarmet af solen og forbrænder under et stærkere gastryk. “1825” er mit næste kommando, 10 grupper, det vil sige at hvert skyts afgiver 10 skud på en og samme afstand i hurtig ild. Knap syv minutter efter melder de enkelte kanonkommandører, at de 10 skud er afgivet, fra infanteriet kommer der ingen flere signaler. Vor ild har altså bevaret dem fra franskmandens angreb.
Kanonbetjeningen kan nu tage sig et hvil og telefonfolkene må i gang med at lappe den sønderskudte ledning sammen. Den første forbindelse jeg får, er med bataillonen. Kommandøren er selv ved apparatet. Det er det første af sine batterier, han har forbindelse med og glæder sig sikkert derover. Jeg forklarer ham, hvorledes det står til og beder ham virke hen til, at vi så snart, som muligt bliver trukket ud af denne stilling, da den aldeles uholdbar i forsvarsøjemed. Han lover at gøre sit bedste, men foreløbig må vi vente og se tiden an. Imidlertid er feltkøkkenet nået ud til os. Den modige sergeant, der er ansvarlig for forplejningen, har trodset den franske ild og er og så uden synderligt uheld nået ud til os. Det tages formelig i storm af de stakkels, overanstrengte og udvågede folk. Efter at de har spist, giver jeg dem lov til at tage et hvil og jeg overtager selv vagten. Eftermiddagen forløber rolig. Mod aften kommer der befaling fra battallionen om at forblive i stillingen i endnu 3 dage, for at dække infanteriets tilbagetog, dog med den bemærkning at vi kun skal skyde, når infanteriet forlanger spærreild.
Vi indretter os så nogle jordhuler i en forladt stilling, ved siden af batteriet og her søger vi tilflugt, når franskmændene retter ilden mod vort batteri. Efterhånden som dagene går, tilintetgøres vor stilling næsten fuldstændig og da vi d. 19 . juli om natten endelig får lov at rømme den, er den næsten jævnet med jorden. Kun én af vore fire kanoner er i brugbar stand og ligeledes er folkenes udrustning ilde tilredt. Vi trækker omkring 3 km. tilbage i en god udbygget stilling, løjtnant L. overtager nu kommandoen og jeg vender tilbage til min skrivestue. Den 23. juli forlader jeg batteriet, for at tilbringe 4 ugers orlov hjemme.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.
Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.
Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.
Det blev en frygtelig Tilværelse.
Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.
Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.
Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.
Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.
Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.
Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.
Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.
Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.
Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af, saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.
Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.
Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.
Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.
En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.
Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.
Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.
Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
I anledning af det gode badevejr her i sommeren bringer vi et par billeder af badende soldater – og genudsender desuden historien om den løsslupne badeferie i Dixmuiden i 1915.
Soldater efter badning og aflusning (Museum Sønderjylland)Badende soldater (Museum Sønderjylland)En sommerdag i Flandern – langt bag fronten (Museum Sønderjylland)
En Baderejse under Krig. Dixmuiden i August 1915 (fra Dagbogen).
Sammen med min Gruppe var jeg forleden Dag beskæftiget inde i Jernbanedæmningen, der førte gennem de forreste Stillinger og videre over Furnes mod Havet. Formaalet var at drive en saakaldt Minegang frem til vor første Stilling.
Ved Skæret fra en blussende Carbidlampe foregik Arbejdet inde i den mørke Gang, hvor der var ret knebent med Plads. Forrest i Gangen sad der to Pionerer, Mauere, kaldtes de i Bjergmandssproget, og huggede løs i den haarde Lerjord med deres kortskaftede Hakker. Dernæst fulgte saa Weber og jeg, der fyldte den løse Jord i Sække, der af andre blev lagt paa en lille lav Vogn og slæbt hen til Indgangen, hvor Sækkene blev stablet op til om Natten, da de blev bragt hen til Opbygning og Sikring af en over mandshøj Jordvold, der fra Byen førte ud til Jernbanedæmningen.
Naa, Arbejdet gik støt og roligt derinde i Dæmningen. Snakken gik livligt, og der spøgtes og lo. Vognens Hvin og Knirken lød ind imellem. Selvom der ikke blev arbejdet ret meget, saa havde man det rigeligt med Varme herinde i den trange Gang, hvor der herskede en forpestet Luft.
Der var pludselig en af de bagved værende Kammerater, der kom med denne for os næsten utrolige Meddelelse: – Vi skal i Bad! – Naar vi kommer tilbage denne Gang, saa skal hele Bataillonen i Bad!
,,I Bad!” – prustede Weber og virrede med Hovedet. Det er da vist Løgn. Hvor skulde det for Resten være. Her har vi jo ikke andet end Mudder”. – “Nej, nej, det skal da være sandt. Anden Bataillon skal allerede have været i Ostende for at bade,” lød det i Mørket bagved. Ja-ja, la’ vos nu se, sa’ Weber og virrede videre med Hovedet, saa Skyggerne dan-sede i Skæret fra den blafrende Lampe.
– Men, selvfølgelig var det igen en af de saa godt kendte Latrinparoler. Dog Snakken gik stadig livligt, saa noget maa der vel have været om det.
Endelig var vor Tid omme. Vi forlod Gangen og gav Plads til det næste Hold.
Hvor var det herligt at komme ud i Guds frie Natur igen og fylde Lungerne med frisk Luft. Solen skinnede, og Fuglene kvidrede i Luften over vore Hoveder, og ogsaa herude gik Passiaren livligt. Det drejede sig om den omtalte Baderejse.
Nogle Dage senere blev vi en Aften afløst og drog tilbage til vore Hvilekvarterer bag Fronten. Vi laa dengang endnu i Byen Vladsloo. Tøjet og Udrustningen blev set efter, og vi havde faaet den fornødne Hvile.
Saa en Aften hed det ved Parolen: ,,I Morgen KI. 8 møder Bataillonens Kompagnier med let Udrustning paa Alarmpladsen, hvorefter der marcheres til Zarren. Herfra gaar det med Tog til Ostende, for der at bade!”.
Og saadan skete det da.
Den næste Morgen drog vi saa ud paa Skovturen, til Havet. Gamle Mejersahm var i Dagens Anledning kommen til Hest; stolt sad han i Sadlen paa sin Rosinante. Foran spillede Musikken, og bagefter den Gamle fulgte saa Kompagnierne, der saa lidet militæriske ud i deres brogede Blanding af store Drenge, Mænd med lidt Skæg og andre, der lignede Bedstefædre med deres Pryd, en frodig Skægvækst.
Alle var de glade og fornøjede, og man sang lystigt med paa de kendte Schlagere og Soldatersange – “Es war in Schöneberg -” eller “Hej – es war die base Schwiegermama-ma-ma!” og hvad de ellers hedder.
Vi naaede da til Stationen og indtog vore Pladser i de tomme Godsvogne. Toget satte sig i Bevægelse, og ved Middagstid var vi i Ostende.
Fra Banegaarden marcherede vi om til Stedet, hvor vi skulde bade. Geværerne blev stillet sammen. Klunset blev lagt af, dernæst af med Tøjet, og saa gik det ud i de kølige og forfriskende Bølger.
Det var vel nok dejligt! Som kaade Børn lo Kammeraterne og pjaskede rundt i de salte Bølger.
Lidt efter lidt vandrede Kammeraterne i Land igen og iførte sig Tøjet, hvorefter Turen gik op i Byen, for at man rigtigt kunde nyde den korte Frihed.
Jo, det blev en dejlig Tur for mange. Her var der Estaminet’er, hvor man kunde købe sig en Rus for sine Penge, og ~ her var der Kvinder.
Tiden for Afmarchen nærmede sig. Kammeraterne kom dryssende enkeltvis eller flere i Flok; mange af dem var mere eller mindre i løftet Stemning og gik noget usikre paa Benene, hvilket jo nok skyldtes den indtagne Mængde af forskellige Læskedrikke i Form af Øl og Snaps.
Kaptajn Mejersahm lod til at være ret langmodig i Dag. Endelig svang han sig i Sadlen. En enkelt Efternøler kom endnu dinglende og saa satte Bataillonen sig i Bevægelse.
Der marcheredes ad en anden Rute om til Banegaarden: undervejs skulde vi forbi Prins Eitel Friedrichs Kvarter. I Parademarch skulde det gaa forbi denne Herres Bolig.
Der blev nu raabt: “Achtung! die Augen links!” men det blev rigtignok et Syn for Guder at se denne “Hammelherde” paradere forbi. Foran spillede Musikken. Hornene skrattede og Trompeterne lød. Oppe paa sin Balkon stod Prinsen og nikkede og bukkede, jeg tror nok, han morede sig over vor Forbimarch.
Pludselig lød der foran et højt Brøl. Manden der trakterede Stortrommen, var faldet over sine egne Ben, og nu laa han der paa Gaden og sparkede for at komme paa Benene igen. – Jo, det kan nok være, vi morede os.
Vi naaede da Banegaarden, og under endeløs Latter og stor Staahej blev alle Mænnerne lempet ind i Godsvognene igen. Toget satte sig i Bevægelse, og et Par Timer efter naaede vi tilbage til Zarren igen.
Lidt før Stationen standsede Toget. Indkørselssignalet var nok ikke hejst. Underofficer Wegener vilde absolut en lille Tur ud her, for som han sa’: “Man maa da kunne komme ud paa Naturens Vegne”.
Man fik den udvendige Slaa listet fra, Døren gik op, og lidt hurtigere kanske end beregnet kom Wegener ned fra Vognen, han rullede et Par Gange rundt og endte med et Plask nede i den vandfyldte Grøft, hvor han, til stor Moro for os andre, nu laa og. sprællede og gav ondt fra sig.
– “Aa-nej, aa-høj, aa-ha!” –
Toget satte sig i Bevægelse. Vi naaede ind paa Stationen og steg ud. Der blev saa sendt to Mand ud langs Linjen for at bjerge den evigglade Korporal ind.
Under Resten af Turen herskede der en forventnings- fuld og dyster Stemning over Bataillonen.
Der var ingen Sang, og Musikken tav ogsaa. Saa stod vi da atter paa den hjemlige Alarmplads. I Tusmørket holdt vor Gamle nok foran Fronten paa sin Hest. Han var ædende gal, erfarede vi nu, og hvor kunde han denne Aften skælde ud. Dagligt en halv Times Strafekserceren, dikterede han harmfnysende.
– Jo, Bataillonen havde begaaet en lav og lumpen Handling. Æren, ja, særlig hans Ære, var pint og krænket. forsikrede han os højlydt.
Det blev rigtignok baade den første og sidste Baderejse, vi kom ud paa.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Der lå mange flere tropper end vort battaillon i denne skov ved Cologne. Et musikkorps musicerede hver eftermiddag inde i skoven. Her var adgang for alle og enhver, og der var mange, der hørte på musikkens toner. Eksercits havde vi ikke noget af, vi pudsede kanonerne, holdt våben og tøj i orden og for resten spadserede rundt i skoven, sov meget, røg tobak, der blev spillet kort og fortalt anekdoter.
Uden at vi vidste det, blev forberedelserne truffet til det andet Marneslag. Vel mærkede vi nok, at der næsten hver eneste nat kom flere og flere tropper ind i skoven, og der kom mere og mere militær på egnen, men det tænkte vi os ikke så meget ved.
Det satte ind med stærk varme, og vi nød tilværelsen hver eneste dag. Lidt med arbejde, rigelig med søvn og en nogenlunde forplejning – men det varede kun nogle få dage – så fik vi andet at tænke på.
Tyskerne prøvede nu på for sidste gang under verdenskrigen at angribe, de sidste kræfter blev samlet sammen til det sidste voldsomme angreb, nu var det enten at briste eller bære, knald eller fald. Sejr eller dø!!!
Louise Klinge, historiker, formidlingsmedarbejder ved Christiansfeld Centret og medarbejder ved denne hjemmeside siden 2014, anmelder Karsten Skovs nyeste roman.
”Enkeland” er den seneste roman af forfatter Karsten Skov fra Sønderborg. Bogen er fortællingen om den dansksindede kvinde Sille Laukam, hendes mand Traugott og deres to børn fra Broagerland i perioden november 1916 – marts 1918.
I vinteren 1916 sker det familien har frygtet, Traugott bliver indkaldt til tysk krigstjeneste. Herefter foregår handlingsforløbet dels i skyttegravene i Frankrig, dels på familiens hjemegn på Broagerland.
For ikke at spolere læseoplevelsen, vil jeg forsøge ikke at røbe for meget af handlingen. Bogen er nemlig spækket af uventede drejninger og overraskende forløb, der både får læseren til at trække på smilebåndet og knibe en tåre væk i øjenkrogen.
En stor del af bogen omhandler forholdet mellem tysk og dansk og om den preussiske stats tvangsfjernelse af dansksindede familiers børn, så de kan blive gode tyske borgere. Vinklen i romanen er dansk, men forfatteren giver dog også plads til tyske synspunkter. Her benytter Karsten Skov sin ret til kunstneriske frihed, der er tilladt i skønlitteratur, og blander forskellige tidsperioder sammen i sin fortælling. Det stærke forsøg på fortyskning, der beskrives i romanen, foregik nemlig hovedsagelig i årene lige omkring 1900 og ikke under Første Verdenskrig.
Men det fungerer fint i fortællingen, især fordi forfatteren i sit efterord, gør det meget klart for læseren, at bogen er ren fiktion inspireret af virkelige hændelser fra forskellige tidsperioder.
Udover temaet om konflikten mellem dansksindede og tysksindede, beskrives det tabu, der var forbundet med at blive gravid uden for ægteskab. Men vi oplever også teglværksmiljøet mellem Egernsund og Sønderborg, krigens rædsler, jalousidrama, sorg og ikke mindst det stærke bånd kan eksistere via blodet.
Det almene liv på hjemmefronten i Sønderjylland kunne til gengæld godt have fyldt mere i bogen. Når hjemmefronten endelig bliver beskrevet, bliver især ernærings- og mangelsituationen i Sønderjylland beskrevet væsentligt bedre, end den reelt var i denne periode.
Det er ærgerligt, for der ville ikke have været noget tabt i historien, hvis denne del af fortællingen havde været tættere virkeligheden.
Ikke desto mindre kan bogen varmt anbefales. Man kommer virkelig under huden på de forskellige personer og bliver grebet af fortællingen ligesom ens sympati for de forskellige karakterer skifter gennem historien.
Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af Barisne, Frankrig.
Vi gik meget omkring inde i skoven; en dag kom nogle soldater fra 1/407 ind på en afsides liggende plads; her lå en død fransk officer. Han havde ligget der i adskillige dage. Ved siden af ham lå en hund, den var meget udmattet, men endnu levende.
De tog hunden med sig og slæbte den hen til køkkenvognen, her bød de den noget at spise, men den ville intet æde.
Den bed rebet over, og så fandt de den nede hos den døde franskmand. De begravede officeren og tog hunden med; men den rev sig løs, og de fandt den liggende på sin herres grav.
De tog den med igen, men den ville ikke æde noget. Da den blev mere og mere elendig og stadig nægtede at æde, blev den skudt.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Peter Madsen fra Ullerup gjorde krigstjeneste i Infanterie-Regiment Nr. 162. Han blev såret og efter flere operationer indlagt på lazarettet i Sønderborg i marts 1918.
Man havde indrettet frimurerlogen til lazaret,og her lå kun folk, der var oven senge,og som ikke behøvede megen behandling.
Alle var fra Als eller Sundeved, og jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg kom ind til dette selskab, for der var ingen opsyn, og alt gik så naturligt til, så jeg følte mig snart hjemme her.
Det bedste af det hele var,at her blev der talt dansk som hjemme. Da jeg meldte mig hos underofficeren for at få mine sager udleveret og for at få en seng anvist,foregik det på tysk,men stor blev min forundring, da han henvendte sig til de øvrige på stuen;da foregik det nemlig på dansk.
Fra den side havde jeg endnu aldrig set en overordnet ved det tyske militær,men mysteriet opklaredes,da jeg fik at vide,at manden var fra Fårhus.
Kl. 9 skulle vi være i vore senge,og da kom der en sanitetsfeltwebel og sagde “godnat”;det var bare den forskel,at her lå vi i sengene,og det hele gik meget mere roligt og ikke så militærisk.
En aften da lyset blev slukket,hørte vi et vældigt rabalder.Det var en seng,der var faldet sammen,og vedkommende skældte ud på tyrkisk manér. Alle lo undtagen ham,det var gået ud over.Han brummede kun.
Her i Sønderborg var det dejligt at være,og der gik ikke mange dage, inden jeg havde indlevet mig i de nye forhold.Vi gik og gjorde,som vi selv ville,og kun om formiddagen,når der var stuegang,skulle vi være der.
Dr. Reuter og hans datter havde overopsynet,men de viste sig kun en gang om ugen.
Så længe vi var på lazarettet,var vi godt hjulpne,og mit sår heledes i løbet af kort tid.Selve benet gjorde de ikke ret meget ved.Jeg skulle godt nok gøre gymnastik hver dag,men da jeg selv skulle gøre det, blev det ikke til ret meget.Jeg gik godt nok op og ned af trapperne,men det kunne jeg godt gøre uden at bøje benet alt for meget.
Forplejningen fik vi fra Sønderborghus, og den var god. Om morgenen hentede vi selv kaffen og den tildelte ration brød,og om middagen og om aftenen spiste vi nede på hotellet.
Det var let at få orlov, og jeg var hjemme hver week-end.I påsken og pinsen havde vi et par dage ekstra.
Sidst i maj fik jeg 14 dages rekreationsorlov,og jeg var nu så rask, at jeg kunne blive overflyttet til erstatningsbataljonen.
Da tiden var omme,søgte jeg yderligere 14 dages arbejdsorlov,hvilket også blev bevilget.
I alt var jeg hjemme i 6 uger,og i den tid var Chr. Faurholm også hjemme fra fronten,og vi var meget sammen.
Harald Alnor: Dagbog. “En ung sønderjyde fortæller om begivenheder i Første Verdenskrig 1914-1918 på Vestfronten.”
Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste i Første Verdenskrig. I 1915 var hans regiment til at storme en høj ved egnen omkring Lille. Han fortæller om begivenhederne dengang:
“Syv gange trådte vi an til storm, hver gang med to hundrede mand, men vi blev hver gang slået tilbage og kom hver gang tilbage med kun 20-25 mand. Franskmændene kunne dog ikke få nye forsyninger frem, og derfor lykkedes det os omsider at indtage deres stillinger, men — ved et modangreb tog de dog kort efter deres stilling tilbage.”
I juli 1918 kom hans regiment tilbage.
Så skete det, at vi i juli 1918 skulle indsættes på akkurat det samme sted, hvor vi havde haft så blodige tab. Det huede os ikke, og vi var derfor nogle stykker, der blev enige om, at vi ganske bestemt ikke ville være med her; vi ville ud af det hele, stikke af og prøve at komme til Svejts.
Der var tre tyskere foruden mig, og så min bedste kammerat. Han var fra Kiel. Da det kom til stykket, turde han alligevel ikke vove sig ud i det.
Vi andre aftalte, at vi næste gang, vi skulle ud i skyttegravene, ville smide os ned på vej derud og så ganske simpelt blive liggende, indtil alle var passeret.
Da vi så endelig var på vej frem, blev der kommanderet: »Sværm ud!« Vi fulgte ordren og smed os ned, og da alle var borte, rejste vi os og gik tilbage. Vi nåede byen Lille og opsøgte banegården.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin.
En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter. Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til Vestfronten.
Morgenen efter kom han [den engelske flyver] igen ved samme Tid. Han lod da en Seddel falde, som han havde bundet ved en Sten, for at den kunde falde lige ned. Sedlen faldt tæt ved mig.
Jeg kunde ikke rigtig læse det engelske, men jeg kunde da forstaa, at jeg skulde give den til den første den bedste Officer, og at Tyskerne var fejge, fordi de vilde lade ham flyve der i Fred hver Morgen.
Jeg gav den til Løjtnanten og hørte ikke mere til det.
Men om Eftermiddagen var der mindst 200 tyske Flyvere over Skyttelinjerne. Det varede ikke længe, før der var lige saa mange Englændere og Franskmænd, og nu begyndte den mest rasende Kamp i Luften. Jeg talte 40 Flyvere, der faldt ned den Eftermiddag, og Kampen holdt ikke op, før det blev mørkt om Aftenen.
Jeg skulde efter Middagsmad, og paa Tilbagevejen havde jeg sat Kedlerne fra mig for at hvile Armene og stod bag en Træstamme. Pludselig mærkede jeg et Lufttryk, der tog Vejret fra mig, og jeg faldt. Da jeg fik rejst mig op, var en Granat faret i Jorden nogle Meter bag ved mig uden at eksplodere. Jeg var bleven helt forvildet, greb mine Kedler og løb ned til Skyttegravene.
Nu begyndte Fjendens Artilleri at tordne, og Gas blev lukket ud i store Bølger. Granater sprang, og Tanks kørte frem og spyede Ild og Maskingeværkugler ud til alle Sider. Tilsidst var der saadant et Helvede, at det var umuligt at være der, og vi maatte enten frem eller tilbage.
Men Kl. 10 holdt det op, og nu stormede Fjenderne op af Skyttegravene. Det kunde ikke hjælpe at tænke paa Modstand med de faa Folk, der endnu var tilbage, og vi trak os tilbage til en Skyttegrav 400 Meter længere tilbage. Vore Geværer og Gasmasker havde vi faaet med os, men det var næsten ogsaa det hele.
Da vi var kommen tilbage til den nye Stilling, blev der roligt, da Fjenden havde taget vore gamle Stillinger i Besiddelse. Om Morgenen løb der to Franskmænd over til os. De fortalte om store Forberedelser til en Offensiv, som de Allierede gjorde. De blev taget til Fange og kom i Forhør. Vi fik ikke at vide, hvad de fortalte, men da de var færdige, kom de tilbage til Fangelejren.
Samme Morgen blev vi afløst og kom i Reserve ved Amontier. Der havde vi det rigtig godt, bestilte intet, undtagen hver ottende Mand, der fik et Maskingevær, ligeledes fik hver 3. Mand, deriblandt jeg, en Browning-Revolver — Maskingeværet havde jeg jo i Forvejen.
Kosten var meget simpel. Vi fik et kg Brød om Dagen til tre Mand samt 60 Gram Smør eller Marmelade til hveranden Dag.
Middagsmaden var mest Suppe med saa godt som intet Kød i. Saa hvis vi kunde finde nogle Kartofler eller andre Rødder, gjaldt det bare om at faa dem kogt og spist med det samme. Det gjaldt blot om at sørge for sig selv først. Naar jeg saaledes var paa Vagt ved Køkkenet, kunde jeg til Tider stjæle et Stykke Flæsk el. lign
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik til til Vestfronten.
Da vi havde været der i to Dage, kom vi i Ilden igen, ca. 400 Meter fra, hvor vi var sidst. Der var ingen rigtige Skyttegrave, kun nogle Huller, man lige kunde dække sig i, og ellers Granathuller. Der var ikke saa godt, som hvor vi var før, her blev vi bombarderet med svært Kaliber.
Om Morgenen kom der en engelsk Flyver, ikke mere end 3-400 Meter over os. Jeg stod i et Granathul og kunde ingen Dækning finde, og han kunde bare lade en Bombe falde, saa var alle vi, der stod omkring, ødelagt. Jeg ventede hvert Øjeblik at se en Bombe falde, men i Stedet tog han Hatten af og vinkede til os.
K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om tyske fredsplaner, der imidlertid omfatter fuld kontrol med Polen og Belgien. Og så handler det om det første slag ved Hamel, der er blevet kaldt verdens første, moderne slag med en minutiøst koordineret indsats af infanteri, luftvåben, kampvogne, artilleri, gas og maskingeværer. Slagplanen var lagt af den australske generalløjtnant John Monash, der må regnes for én af Første Verdenskrigs største taktiske begavelser.
Amerikanske tropper strømmer til Europa og tæller nu én million mand, og kolossale mængder af forsyninger følger dem. Centralmagterne lider derimod under en forsyningskrise, og på hjemmefronten står det mange steder katastrofalt til for civilbefolkningen. I Bulgarien demonstrerer kvinder næsten dagligt, og nogle demonstrationer beskydes med skarpt af politiet. I Osmannerriget står det ikke meget bedre til.
Ved Piave går italienerne frem – og her såres den amerikanske frivillige Røde Kors-chauffør Ernest Hemingway.
Og så er det også i denne uge, at en pilot for første gang med held anvender en faldskærm, da hans fly skydes ned. Og det er også i denne uge, at fly for første gang anvendes til at nedkaste forsyninger til tropper.
