Alle indlæg af Rene Rasmussen

23. august 1914. Regiment 86 i slaget ved Mons

Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:

Slaget ved Mons 23. august 1914

En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.

Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.

Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.

Mons kort 2

De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.

Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.

Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.

Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.

Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.

Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.

Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.

Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.

Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.

Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.

Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.

Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.

I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.

Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.

Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment.  Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.

23. august 1914. Hårde kampe ved Mons.

Vestfronten:

Den tyske højre fløj støder ved Mons for første gang ind i den britiske ekspeditionsstyrke (BEF). For de slesvigske regimenter er slaget ved Mons det første, større slag.

Denne dag falder:

den 25-årige reservist Conrad Albers, Mons
den 27-årige Füselier Jørgen Andersen, Mons
den 27-årige Füselier Karl Ludvig Brodersen, Mons
den 25-årige Füselier Thomas Jakob Clausen, Charlerois
den 33-årige reserveløjtnant Heinrich Driver, Mons
den 29-årige reservist Jørgen Sønnichsen Jacobsen, Mons
den 34-årige reservist Jørgen Jessen, Mons
den 24-årige Mads Peter Jessen, Mons
den 26-årige Jens Peter Jørgensen, Mons
den 24-årige reservist Peter Mathias Krongaard, Mons
den 26-årige reservist Peter Mainka, Mons
den 24-årige løjtnant Jacob Matzen, Mons
den 24-årige Füselier Peter Christian Petersen, Mons
den 23-årige underofficer Carl Christian Ravnsgaard, Mons
den 23-årige Füselier Christian Andreas Sivertsen, Mons
den 25-årige Jørgen Skau, Mons
den 25-årige Gefreiter Jørgen Skov, Mons
den 28-årige reservist Louis Frederik Timmermann
den 39-årige E.C. Heinrich Thomsen, Belgien

1914-08-23 Mons kort

22. august 1914. “Fjendtligt kavaleri iagttaget 7-8 kilometer mod syd. I morgen bliver en varm dag!”

Af Regiment 86’s historie:

De næste dage gik marchen i sydvestlig retning over Neerysche, Overrysche, Ter Hulpen og Hanonsart. Ved Mont St. Jean gik det hen over slagmarken ved Waterloo.

Den mægtige stenløve mindede om våbenbroderskabet mellem Preussen og England for næsten 100 år siden. I dag stod englænderen som fjende kun tre dagsmarcher borte. –

Videre gik det over Ophain, Braine le Comte til Soignies og Naast. I de to sidstnævnte byer blev der slået bivuak om eftermiddagen den 22.

Det var stadig en frygtelig trykkende hede. Men marchen var gået gennem den frugtbare belgiske lavslette. Det kom både indkvartering og forplejning til gode. En sand vederkvægelse i heden var de store vindruer, som blev dyrket overalt i drivhusene.

Om aftenen indtræffer en flyvermelding: kavaleri er iagttaget ved Casteau, altså 7-8-km syd for vor bivuak. I morgen kan regimentet således forberede sig på en ”varm” dag.

Det store sejrsmonument ved Waterloo
Det store sejrsmonument ved Waterloo

21. august 1914. Tyskerne i Hvidding flagede for tidligt!

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

Da Tyskerne i Sønderjylland flagede for Belforts Erobring

Meddelelsen om, at der i Gaar til Hvidding indløb officiel Telegramordre til stedlige Embedsmænd om at flage, da den franske Fæstning Belfort var faldet, vakte – som naturligt var – stor Opsigt ogsaa her i Ribe. Vi stillede os, som nævnt i Gaarsnummeret, ret tvivlende over for Rigtigheden af Meddelelsen om Belforts Fald, hvorom der endnu ikke i Aftes forelaa Efterretning fra nogen som helst anden Side.

Og Meddelelsens Paalidelighed fik i Aftenens Løb Banesaar, da der indløb officiel Meddelelse fra Paris om, at Franskmændene havde generobret Mühlhausen i Elsass, der ligger 43-44 Kilometer øst-nordøst for den franske Fæstning. Belforts Erobring af Tyskere og Mühlhausens Erobring af Franskmændene paa samme Tid er en ganske Umulig Konstellation.

Den tyske Telegramordre og Meddelelsen i Telegrammet om Belforts Fald er imidlertid en Kendsgerning saavelsom Flagningen i Hvidding, om hvilken vi selv overbeviste os i Aftes.

Det er vanskeligt at tro, at der skulle foreligge et officielt forsøg paa at bringe en falsk Meddelelse af denne Art til Befolkningens Kundskab. Man kan derimod tænke sig, at der foreligger en Telegraferingsfejl, og at Meddelelsen om, at ”Belfort er faldet” i Telegrafen er blevet en Misforståelse af at belgiske Forter er faldet. Vi tør ikke paastaa, at denne Forklaring netop er den rigtige, men der er i al fald nogen Sandsynlighed for, at den kan være sket.

Men hvorom alting er, Flagene hejstes efter Ordre, og man fejrede i Gaar i Hvidding den franske Fæstnings Fald. Det er imidlertid ikke alene i Hvidding, at man paa telegrafisk Ordre har hejst Flagene for at fejre Belforts Fald. Det samme skete i Skærbæk og Tønder, og sidstnævnte Sted udkom i Gaar Eftermiddags Løbesedler med den store Nyhed.

I Skærbæk strøg man Flagene igen om Aftenen ved 7-Tiden.

21. august 1914. Brev fra hjemmet – og rekvirering af et stykke kvæg med våbenmagt

Hans Petersen fra Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. I august 1914 var han i Belgien

Den 21. August 1914.

Jeg fik det første Postkort med Efterretning om, at de alle havde det godt derhjemme. Det var for mig en hel lille Begivenhed. Kortet blev omhyggeligt gemt i Lommen, og naar vi havde et Øjebliks Hvil, blev det taget frem og læst paany. De kendte Bogstaver blev stadig læst og studeret igen, og altid havde de noget nyt at fortælle mig. Det var, ligesom jeg var bleven Ejer af en hel Skat.

Nærheden af Waterloo fik vi Kvarter paa en stor Gaard. Tre Mand gik ud paa Marken for at hente et Stykke Ungkvæg til Feltkøkkenet. Men det vilde Manden, som passede Kvæget, ikke uden videre give Lov til. Han blev meget vred og protesterede paa det heftigste. Saa tog den ene Soldat og sigtede paa ham med Geværet, og straks blev Manden uhyre flink og hjalp endda med at søge det bedste ud.

— Om eftermiddagen havde vi Hvil. Vi sad nede i Engen paa Kanten af Dammen med Fødderne hængende ned i Vandet. Vi sad og fortalte om vore Oplevelser, om de kære derhjemme og pudsede Geværerne, alt imens vi fik et koldt, forfriskende Fodbad. Underofficer Knutz kom, dampende paa en Cigar, og fortalte os, at nu var Belfort falden.

Da der ikke var Soveplads nok i Laden, sov jeg om Natten sammen med Nis Abrahamsen oppe paa et Læs Hvede, som stod udenfor. Først nærede jeg lidt Betænkeligheder; men snart følte jeg det tiltrækkende ved Tanken; det var jo noget nyt.

Reg 86 i Belgien ko
En 86’er malker en belgisk ko

 

21. august 1914. Mørklægning og spærretid i Skærbæk.

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet mistænkeligt Lys

Der er i Tirsdags udgaaet Ordre til Beboerne i Egnene syd for Grænsen om, at de om Aftenen, naar de har tændt Lys i deres Stuer, skal have tildækket Vinduerne. Enkelte Steder, som f.eks. i Skærbæk, maa der overhovedet ikke være Lys i Stuerne om Aftenen. Opdages der bag tæt tildækkede Vinduer en lille Lysstribe, kan man være sikker paa, at der inden længe ud fra lyder et bestemt Raab: ”Licht aus!”

Ingen ude efter Kl. 9 Aften

Der er endvidere givet Ordre til, at samtlige Beboere maa holde sig inde i deres Boliger fra Kl. 9 Aften og at ingen maa færdes paa Landevejene. Hos selve Amtsforstanderen i Skærbæk opdagedes der forleden Lys, og han maatte finde sig i at blive ført til Vagten til Afhøring.

Vaabnene slibes

Forskellige steder langs Grænsen har de derværende Landeværnssoldater, Befalingsmænd som Menige, faaet Ordre til at lades deres Vaaben, Sabler og Sabelbajonetter, skarpslibe paa Stedet.

De fængslede Sønderjyder, der er ført til Flensborg, hensidder dér i Gymnasiet foreløbig, idet den Bygning, der oprindelige var tiltænkt dem til Opholdet, ikke er færdig.

21. august 1914. Kampe på østfronten og vestfronten

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

 Den belgiske hær må trække sig tilbage ved Namur.

1914-08-21 Charleroi
Kampene ved Charleroi

Slaget ved Charleroi – Belgien – begynder. Her kæmper den franske hær sammen med styrker fra BEF – det engelske ekspeditionskorps.

1914-08-21 franske kolonialtropper
Ved Charleroi møder tyske soldater for første gang franske kolonialtropper.

Østfronten:

Den russiske 2. Armé under kommando af general Aleksandr Vasiljevitj Samsonov trænger tyskerne tilbage i Østpreussen.

Afrika:

Tyske tropper invaderer Sydafrika.

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri

20. august 1914. Slaget ved Gumbinnen: “Rette sich, wer kann!”

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.
1914-08-17 østfront kort

20. august 1914. Østfront og Vestfront: Kampe ved Bruxelles, Lorraine og Gumbinnen

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

I Belgien indtager de tyske tropper efter hårde kampe Bruxelles, mens indbyggerne flygter.

I Lorraine sætter de tyske tropper ind med et voldsomt modangreb ved Saarburg og Morhange og tvinger de franske tropper til at trække sig tilbage.

1914-08-20 Jørgen Petersen Krogh
Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov. Faldet ved Gumbinnen

Østfronten:

 Efter voldsomme kampe indtager de russiske tropper Gumbinnen.

1914-08-20 Faldne Gumbinnen
Faldne ved Gumbinnen

Denne dag falder ved Gumbinnen:

Den 24 årige oppasser Christian Christensen fra Broager

Den 25 årige musketér Hans Carl Heinrich Hansen fra Åbenrå

Den 23 årige menige Jørgen Petersen Krogh, Lysabildskov

Den 22 årige konstabel Johannes Hansen fra Vollerup

Den 23 årige musketér Martin Møller fra Barsmark

Den 24 årige musketér Franz Weber fra Buskmose

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)

19. august 1914. Tofrontskrig: Kampe på Østfront og Vestfront.

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten:

De tyske tropper når frem til Dinant-Neufchateu i Belgien.

De belgiske tropper trækker sig bag denne linje og en del mod Antwerpen for at beskytte byen.

De franske tropper generobrer Mühlhausen og trænger ind i Lorraine, hvor tyskerne i første omgang viger.

1914-08-19 Alsace-Lorraine
Fransk propagandapostkort: Den franske soldat beskytter de to søstre Alsace og Lorraine fra den tyske voldsmand.

Østfronten:

De voldsomme kampe ved Gumbinnen fortsætter. De russiske tropper er i stand til at trænge de tyske tilbage over en stor strækning.

18. august 1914. “Pludselig rev han geværet til kinden og skød den ulykkelige en kugle gennem hovedet.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i regiment 86. Her fortæller han, hvordan han oplevede slaget ved Tirlemont.

I Dag gaar det løs, sagde nogle af mine Kammerater. Ved et lille Slot gjorde vi Holdt. Vor Kaptajn holdt en Tale, hvori han sagde: I Dag, den 18. August, bliver det maaske en varm Dag for os. Det var jo den 18. August, vore Forfædre slog de store Slag ved Vionville og Gravelotte; maaske skal vi ogsaa slaa os saadan igennem i Dag.

— Mon vi rigtig skulde i Slag med Fjenden? Der var endnu ingen Ting, som tydede derpaa. Kompagniet blev delt i tre Delinger, og med en lille Afstand mellem hver Deling bøjede vi af fra Vejen og tværs ind over Markerne. Vi gik lige saa jævnt og frit fremad, som om vi foretog en Øvelse.

— Otte Hundrede Meter foran os ligger Fjenden, blev der sagt. Dæk! lyder pludselig Kommandoen. Modstanderne maa have set os; thi de aabnede en jævn Geværild. Vi kom til en Aa paa 10 Meters Bredde. Her saa jeg tydelige Blodspor. Jeg blev lidt uhyggeligt til Mode og tænkte: Mon det Blod er af et Menneske? Kuglerne peb og hvislede i de høje Popler, som stod ved Aakanten. Over Aaen var der ingen Broer. Majoren brølede: »Over med jer!«

Man saa fra den ene til den anden, og saa sprang de første i Vandet, som næsten var en Meter dybt. Med Geværet og Patronerne løftet i Vejret vadede man over. Majoren red over paa Skuldrene af Bataillonsadjudanten. Videre gik det. Kuglerne peb os om Ørerne. — Det er mærkeligt at se, hvorledes man føler Trang til at holde sammen i Farens Stund. Tre til fire Mand af den Sektion, jeg førte, raabte til mig: »Du, Petersen, hvorledes det end gaar i Dag, saa holder vi sammen, ikke sandt?«

— Saa kom vi gennem en Frugthave, hvor vi fyldte Lommerne med dejlige Augustæbler. Nogle gav sig endda til at spise deraf med største Sindsro. En Hest ravede omkring herinde. Den havde faaet flere Skud, hvorved den havde mistet det ene Øje.

Fremad igen over Jernbanedæmningen, som Belgierne havde taget udmærket Sigte paa. Det var et varmt Sted; men det gik alligevel. I Hurtigløb, afbrudt af smaa Pusterum, naaede vi til en næsten udtørret Muddergrav. Der var vi sikre for et Øjeblik.

Vort Artilleri beskød nu heftigt Modstandernes Stillinger. Efter et Par Minutters Forløb stormede vi ud af Graven og fremad. Saa kastede vi os ned paa Jorden og overdængede Modstanderne med Geværild. Der kom Befaling: Sæt Bajonetten paa! Fremad til Storm!

Voelkerkrieg 1017 Belgisk batteri beskydes
Belgisk artilleri under beskydning (fra: Geschichte des Völkerkrieges).

— Da vi kom op til Modstandernes Stilling paa Højen, var de alle forsvundne. Vi undersøgte deres efterladte Tornystre, og jeg var saa heldig at finde en hel Pose Biskuit og en Daase Marmelade, som jeg delte med mine Kammerater. Lidt forbi Skyttegraven laa den første døde Belgier. Han havde faaet den ene Kind afrevet af en Granatstump. Jeg stod lidt og faldt i Tanker. Hvad har den stakkels Mand dog gjort, at han skal lide en saa voldsom, unaturlig Død? Mon han er gift og har Børn derhjemme?

— Lidt længere henne laa en saaret Belgier. En Rekrut fra anden Deling, en Vestpreusser, løb hen og holdt ham tænderskærende den knyttede Næve for Hovedet. Pludselig rev han endogsaa Geværet til Kinden og skød den ulykkelige en Kugle gennem Hovedet.

Efter en halv Times Hvil stormede vi igen.; Modstanderne skød meget for højt, og snart overgav de sig. Byerne rundt omkring blev stukket i Brand. Et Par af de ivrigste unge brovtede med, at nu havde de tændt saa og saa mange Huse i Brand.

Da vi om Aftenen kom paa Bivuakpladsen, fik vi lidt tynd Suppe af Feltkøkkenet, ingen Brød. Saa kom vi til en By paa Forpost. Her gik  Køerne rundt paa Markerne og brølte; de trængte til at blive malkede. Vi jagede dem hen foran det Hus, vi havde taget i Besiddelse, og malkede dem i vore Kogekar. Hurra! Sødmælk! det var noget ganske nyt.

— Af Feldwebelløjtnant Johannsen fik vi Lov] til at gaa rundt og rekvirere. I en forladt Gaard var vi meget heldige. I Kælderen fandt vi Smør, i Køkkenet Brød, Marmelade og Rosiner og oppe paa Loftet et Par røgede Skinker. Det blev alt sammen fordelt imellem os. Da jeg nu frøs efter det kolde Bad i Aaen, søgte jeg efter lidt tørt Tøj, hvad der imidlertid kun var meget lidt af. Jeg fandt dog en Skjorte, rigtignok en, som tilhørte det svagere Køn, og trak den paa. Af Strømper var der ingen at finde. Men saa svøbte jeg en Hoveddug omkring den ene Fod og en Serviet om den anden. Siddende paa en Bænk ved Køkkenbordet med Hovedet hvilende paa Armene faldt jeg snart i Søvn.

Hans Petersen: “Et Aar i Krig” (1920)

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

18. august 1914. 84’eren “Chr.”: “Vi stod op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist i Regiment 84 “von Manstein” (IR84), fortæller om bataljen ved Tirlemont:

Vi naaede ud paa den anden Side Liége, og nærmede os den 18. August Terrænet omkring Tirlemont, hvor 84erne for første Gang kom i Ilden. Her fik vi, som det hed i Soldatersproget, vor »Feuertaufe«.

Det hele kom i Grunden temmelig overraskende. Vi marcherede fra Morgenstunden af, som vi plejede og mærkede intet, som kunde tyde paa, at der var belgiske Tropper i Nærheden. Ved Middagstid holdt vi Hvil. Feltkøkkenerne kørte op og delte ud af Gryderne.

Bedst som vi sad og var midt i Spisningen, kom Majoren susende og gav Ordre til øjeblikkeligt Opbrud. Ikke en Mundfuld maatte der spises mere. De, som ikke havde spist op, skulde bringe Resten tilbage i Feltkøkkenet og saa hurtigst muligt træde an i Geleddet.

Saa blev der »sværmet ud« i Skyttekæde, og vi gik frem over Markerne i spredt Orden. Forskriftsmæssig med korrekt Afstand, Gevær under Armen, nøjagtig som under en Felttjenesteøvelse hjemme i Garnisonen. Og var det mon i Grunden andet end en Feltøvelse? Et fikst Paafund af Majoren? Vi saa jo ingen Fjende, blev heller ikke beskudt. Vi hørte Artilleriet, men det var langt borte, og det hørte vi jo hver Dag.

Voelkerkrieg 1010 Belgiske skytter
Belgiske skytter

2. Bataillon rykkede frem ad en Vej, hvor Belgierne under Tilbagetoget havde fældet Træerne, saa de nu spærrede over Kørebanen og hindrede Fremrykningen. Jeg husker, at der i 6. Kompagnis Afsnit var en Roemark.

Hvordan det kom og hvordan det føltes første Gang at høre Kuglerne pibe omkring Ørerne, har jeg ingen klar Forestilling om mere; men jeg husker, det. var, da vi skulde til at forcere Roemarken, vi pludselig fik Ild. Det var første Gang. Og dog staar det for mig, som om det ikke gjorde noget overvældende Indtryk paa os. Det klaskede i Roebladene og det hvinede i Luften; men vi stod alligevel op i Roerækkerne og fyrede i staaende Stilling.

Belgierne havde taget Stilling i den modsatte Ende af Marken. Kampen varede hele Eftermiddagen. Henimod Aften gik vi frem til Storm, men da tog Belgierne Flugten, og mange af dem blev saaledes skudt ned bagfra.

Ved Mørkets Frembrud faldt Byen Tirlemont, der dog laa udenfor vort Kompagnis Afsnit. Den Aften saa vi de første belgiske Krigsfanger og de første belgiske Kanoner, som var erobrede under Kampen. Nogen større Bataille var Fægtningen ved Tirlemont ikke. Ved vort Kompagni havde vi ikke synderlig store Tab, nogle enkelte Saarede, men saavidt jeg husker ingen Døde.

Almanak for Nordslesvig, 1935

17. august 1914. Kampe på Østfronten

Af Erik Ingemann Sørensen

I Østpreussen kommer det til hårde kampe mellem tyske og russiske tropper ved Stallupönen (Nesterov). Selv om tyskerne er i undertal, lykkes det ikke for russerne at erobre byen.

1914-08-17 østfront kort

Om aftenen trækker tyskerne sig dog tilbage af frygt for at blive omringet.

Kampene her bliver indledningen til det store slag ved Tannenberg.

1914-08-17 Stallupönen
Stallupönen efter kampene

17. august 1914. Foran Tirlemont: Et sidste måltid før slaget?

H.C. Brodersen blev indkaldt til Füslierregiment “Königin” Nr. 86. Regimentet deltog i indmarchen i Belgien.

Under Augustsolens tropiske Varme marcherede vi hele Dagen og i Dag med. V i marcherede forbi svært Artilleri, der bearbejdede et Fort, der endnu ikke havde overgivet sig, og gennem Rækkerne af de marcherende Kolonner forplantede Rygtet sig om, at vi skulde storme og indtage Fortet. Heldigvis blev det ikke til noget, og vi marcherede videre.

I Dag forlød der imidlertid Rygter om, at der forude var observeret fjendtlig Infanteri. Der mentes, at de havde forskandset sig, og at det blev Regimentets Opgave at storme Stillingen. Meddelelsen om, at vi skulde tage „Schaffelbjerget” med Storm, hensatte os imidlertid ikke i nogen „stormende” Stemning, og særlig ikke, da Feltkøkkenet kørte frem og den omdelte Middagsmad omgaaende blev omdøbt til „Hänkersmahlzeit”.

Det lød uhyggelig, men var ikke uberettiget, og vi var da ogsaa langt fra at være begejstret for Foretagendet. Mange, der tænkte nærmere over Situationens alvorlige Øjeblik, gav sig derfor ogsaa til at udveksle Adresser paa Familier, Hustruer og Kærester. Vi vidste jo ikke, hvad der kunde ske.

 

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

16. august 1914. Jeppe Østergaard på vej mod Königsberg: “Her må ingen kosak nå hen!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste på østfronten i 5. grenadérregiment. Den 16. august satte han sig på toget med kurs mod Königsberg.

Dagbogen 16—8—1914.

Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede kl. halv to om morgenen må vi ud, og med alt pakket, tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården i Soldau. Atter var der kludder i maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind.

Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig rejse. Vejret var atter som hidtil solskin.

Ingen ved rejsens mål, men det går mod nord, og overalt hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et overvældende indtryk. Man bliver menneske mellem mennesker.

De nyeste aviser bringer os klarhed over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6-tiden står atter de smilende kvinder. Kaffe, smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og begejstres.

Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal gøre vort bedste til at forhindre det.

Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag.

Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne, Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914
Germania forsvarer fædrelandet. Propagandabillede.

 

15. august 1914. Voldsomme kampe ved Dinant

Af Erik Ingemann Sørensen

Det voldsomme bombardement af forterne ved Liège fortsætter. Til gengæld rykker franskmændene yderligere frem i Vogeserne.

Ved daggry indleder tyske tropper et bombardement af byen Dinant i Belgien, der ligger 25 km. SSØ for Namur. Målet er primært byens fæstningsanlæg. Selv om modstanden er indædt, kommer fortet på tyske hænder omkring middagstid.

1914-08-15 Dinant

De gensidige bombardementer fortsætter imidlertid – senere kæmpes der fra hus til hus. De tyske tropper trænges under disse tilbage igen. Da de franske tropper rykker ind i byen, hylder indbyggerne dem ved at afsynge ”Marsellaisen”.

1914-08-15 Dinant b

De tyske tabstal er på 3.000 dræbte. Da tyskerne generobrer byen få dage senere, udsættes borgerne for frygtelige repressalier. 674 civile dræbes og store dele af byen brændes ned.

Læs mere om massakren i Dinant her (eksternt link – tysk Wikipedia)

15. august 1914. Regiment 86 marcherer fra Liege

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den følgende morgen [15. august] marcherede regimentet allerede kl. 4,30 igen til den store eksercerplads [i Liege], hvor hele divisionen samledes.

Derfor nævnes nu de større enheder, som regimentet sorterede under samt deres kommandører.

86’erne under kommando af oberst von Obernitz dannede sammen med infanteriregiment 84 den 35. infanteribrigade under kommando af generalmajor Hunäus.

Denne brigade hørte til den 18. infanteridivision, hvis kommandør var generalløjtnant von Kluge, denne hørte igen til 9. armékorps, som stod under kommando af general von Quast.

Det 9. armékorps var en del af 1. armé, der under kommando af general von Kluck var opmarcheret på den tyske hærs den højre fløj.

I stadig højere grad blev den enkelte soldat gennemsyret af den bestyrkende følelse af at være en del af en organisme, der var besjælet af én vilje.

Voelkerkrieg tyske soldater Liege august 1914
Tyske tropper marcherer i Liège august 1914.

Klokken 9 om morgenen tiltrådte divisionen og med den også regimentet marchen for fuld musik i nordvestlig retning.

Snart bliver stednavnene germanske, slesvig-holstensk plattysk og flamsk ligner hinanden meget. De stammebeslægtede flamlændere er venlige og imødekommende, landsbyerne er ubeskadigede, friskare-krigen er holdt op.

Marchen gik over Milmort, Xhendremael til Koninxheim, sydvest for Tongern, her går man i bivuak, dog ikke uden at en sikring bliver skudt frem mod Tongern.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

14. august 1914. Med 86’erne i Liege til et glas rødvin

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den 14. om morgenen fik man i stedet for den ventede stormbefaling ordre til at marchere mod Lüttich.

Efter 3 timers march drog regimentet ind i den gamle Maas-fæstning. På eksercerpladsen i Lüttich gjorde man holdt og ventede et par timer på fordeling af kvarterer.

I den tid kom der besked om, at Fléron var faldet, og man hilste det med hurra-råb. Så blev tropperne indkvarteret i skoler, sale og privatboliger.

Adskillige tillod sig at besøge et værtshus eller et hotel og helt fredeligt at spise til aften og nyde et glas rødvin.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

1914-08-16 Lieges fæstningsring
Forterne omkring Liège

14. august 1914. Husundersøgelse i en belgisk landsby: “De rystede af skræk for, hvad der ville ske.”

86’eren H.C Brodersen fra Nordborg gennemfører en husundersøgelse i Belgien. Der er mistanke om, at “friskytter” (“franc tireurs”) har beskudt soldaterne.

Liége, den 14. August 1914.

Skorstensfejeren og jeg samt lille Jim havde om Eftermiddagen været paa Patroullie. Maalet var et enligt beliggende Hus, i hvilket Vinduerne var tilskoddede, men da Skorstenen røg, antog vi, at Beboerne endnu ikke var flygtet, men opholdt sig i Huset.

Vi var enige om, at de tilskoddede Vinduer ikke var noget godt Varsel for vort Forehavende, og krybende paa Hænder og Knæer, og med Geværet hængt om Halsen, nærmede vi os Huset fra 2 Sider. Alle paa en Gang sprang vi ind imod Døren, der var laaset. En kraftig Dundren paa Døren og Vinduesskodderne forblev ubesvaret, og de medbragte Økser blev derfor taget i Brug.

Resultatet heraf var naturligvis en aldeles smadret Dør, der røg op med et Brag. Vi styrtede ind og fandt i den bagerste Stue hele Familien samlet i et Hjørne af denne. De rystede af Skræk for, hvad der vilde ske, og Rosenkrandsen løb med rivende Hast gennem deres sitrende Fingre.

Voelkerkrieg 1005a

Ved Tegn og enkelte tillærte Brokker af det franske Sprog søgte vi at gøre dem forstaaeligt, at vi søgte efter belgiske Soldater.

Skorstensfejeren pegede ivrigt mod Loft og Kælder, og en gammel Mand viste os omsider Adgangen til disse. Medens Jim gik i Kælderen, gik Skorstensfejeren op paa Loftet, og jeg holdt Vagt for at sikre mod Overrumplinger.

Undersøgelsen varede dog ikke længe. Jim havde intet mistænkeligt fundet, men anderledes med Skorstensfejeren. Da han langt om længe kom tilbage, havde han en Haandfuld Hylstre med sig. De stammede tydelig nok fra en Militærriffel, men hvem havde afskudt dem?

Beboerne fattede straks vor Mistanke, og en ung Kone smed sig ned paa Knæene, omklamrede mine Ben og hulkede, som om Hjertet blev revet ud af Brystet paa hende, eller som om hun allerede saa sig stillet overfor en Gruppe Geværpiber. Hun sprang op, tog mig om Halsen og talte ivrigt i det for os uforstaaelige Sprog.

Vi var alle nærmest daarlig tilpas. Hvad skulde vi gøre? Imedens var Skorstensfejeren gaaet hen til et Vindue, som han aabnede. Medens han samtidig pegede mod sine struttende Lommer og sit „hævede” Bryst, smed han Hylstrene ud af Vinduet og sagde: „Lad os dog vise Menneskelighed, kom lad os gaa.”

Ved Tegn bad han om noget at drikke, og da vi kort efter havde smagt paa den første, fjendtlige Vin, der ikke var daarlig, forlod vi Huset.

Forinden skrev vi dog med Kridt paa Resterne af den ituslaaede Dør: „Skaansel, her bor gode Mennesker. 3/86.”

Bag den nærmeste Dækning søgte vi Hvil. Skorstensfejeren havde under sit lange Ophold paa Loftet bjerget lidt til Føden, og han viste sig at være en god Vært, thi fra sine Lommers Dyb hentede han baade Brød og Vin, og vi gav os god Tid til Frokosten.

Det er blevet Aften, og vi er nu naaet til Liége, hvor vi er blevet indkvarteret. Her er „Liv og glade Dage”. Vinen flyder i Strømme, og Humøret er indstillet efter Devisen: „Wer nicht lieb Wein, Weib und Gesang —”

 

14. august 1914. Frankrig i offensiven i Vogeserne

Af Erik Ingemann Sørensen

I den franske ”Plan XVII” indgår et angreb på Tyskland gennem Luxemburg som et centralt element.

Denne dag indleder ”Den første franske Armé” angrebet med 2 korps i Vogeserne og 2 nordøst for Sarrebourg (se kort)

1914-08-14 Vogeserne 1

Joffre var overbevist om, at de tyske tropper kun mønstrede 6 korps. Men der var i virkeligheden 8, da angrebene sættes ind. De var under ledelse af kronprins Rupprecht af Bayern (6. Armé) og von Heeringen (7. Armé).

Hermed indledtes krigens første blodige og skånselsløse kampe på egentlige slagmarker, hvor især det tunge tyske skyts spillede en uhyggelig rolle.

1914-08-14 Vogeserne 2

13. august 1914. “Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er.”

Sønderjyden “Chr.”, infanterist ved Regiment 84 “von Mannstein”, fortæller om indmarchen i Belgien:

1914-08-13 Herbesthal Belgien 6a49-272
Herbesthal – grænseovergang mod Belgien

Ved Herbestal passerede vort Regiment den belgiske Grænse, og ved Herbe havde vi den første Bivuak i Fjendens Land.

Kornet stod paa Markerne, da vi marcherede frem, somme Steder i Stakke, andre Steder paa Roden. Midt i Høsttravlheden blev det belgiske Folk overrasket af Krigen. Nu var Høstarbejderne borte. Alt stod, som de havde forladt det, halvfærdigt.

Vi mødte ingen Modstand under de første Dages March gennem Belgien. Vi marcherede ad Vejene eller tværs ind over Markerne, alt efter som det traf sig; trampede ned for Fode, hvad der stillede sig i Vejen.

Krigen er grusom, og Krigen er hensynsløs. Den suspenderer almindelige menneskelige Love, kender intet til Følelse og Humanitet. Den gaar sine egne kolde, haarde Veje, der kun kender ét Hensyn, det, som fremmer og styrker de egne strategiske Interesser.

For disse maa alt andet vige. For disse maa alt andet, om det kræves, knuses og ofres.

Det belgiske Folk fik først af alle at føle, hvad Krig er. Med de tyske Hæres Indmarch begyndte dette Folks lange og bitre Lidelsesvej.

Voelkerkrieg 1013
Repressalier mod civile i Charleroi. Efter “Geschichte des Völkerkrieges”.

Var det selv Skyld deri? Jeg véd det ikke! Hvad vidste den enkelte Soldat overhovedet. Jeg véd blot, at vi alle, efterhaanden som vi kom frem i Belgien, blev grebet af en mærkelig Nervøsitet, en ejendommelig Utryghedsfølelse, der var stærkest, naar vi opholdt os i Byerne, og naar vi lagde os til Ro for Natten ude paa de frie Marker. Det var ikke morsomt at være paa Post i de mørke Nætter i det ukendte Belgien. Vi havde en Følelse, som om en ukendt, skjult Fare lurede ude omkring og alle Vegne. Skud lød, skønt vi endnu ikke havde været i Berøring med Fjenden. Hvem skød? Det skete, at Nervøsiteten tog Magten, og det hændte i denne Periode, at vi blev beskudt af vore egne Tropper. Den belgiske Befolkning saa vi i Almindelighed meget lidt til. De fleste flygtede i deres Angst. Stakkels Mennesker laa skjult i Dagevis i elendige Kælderhuller og underjordiske Gange af Skræk for Tyskerne. Men der var Byer, hvor der kunde konstateres Skydeskaar i Hustage og Vinduer. Vi følte os aldrig sikre, og slog vi Kvarter i Byerne, gik vi aldrig alene.

Almanak for Nordslesvig, 1935

13. august 1914. 84’erne og 86’erne ved Fort Fléron i Belgien

Sønderjyden “Chr.” fortæller:

Vi marcherede i Retning af Liége, og det var Meningen, vi skulde have deltaget i Stormen paa Forterne. Men de 42 cm Kanoner gjorde det af med dem, og vi slap. Vi var tæt inde paa dem og blev her Vidne til Krigens første Artilleribombardement.

Almanak for Nordslesvig, 1935

1914-08-06 Tykke Bertha karikatur
Tysk karikatur: De store 42 cm’s kanoner jager franske Marianne og engelske John Bull på flugt.

Af 86’ernes officielle regimentshistorie:

Den næste dag [13. august] fik regimentet til opgave at gå frem mod Fort Fléron, der hævede sig sydøst for Evegnée, og overtage sikringen af de opmarcherede 21 cm mørsere.

I og II bataljon deployerede sig 1.000-1.800 m borte fra fortet. III bataljon skulle med to kompagnier skubbe sig ind mellem Fléron og Lüttich for at afskære besætningen fra et tilbagetog og for at give dækning til de minekastere, der skubbede sig helt tæt til fortet.

Bataljonen måtte også i dag i landsbyen Fléron, lige som dagen i forvejen i Mélen, føre en modbydelig krig mod civilbefolkningen, der var blevet bevæbnet, opfanatiseret og organiseret af regeringen.

Foran Fléron betragtede 86erne virkningen af 21 cm mortererne, der uophørligt hylede hen over deres hoveder. Derovre steg der så en vulkan af jord, sten og bjælker op. Også virkningen af minekasterne kunne tydeligt iagttages.

Imidlertid overgav fortet sig ikke på den dag. Det var endnu om natten i stand til at sende nogle shrapnell-hilsener over 86’ernes bivuakpladser. Ganske vist uden at gøre nogen skade.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

13. august 1914. Slaget ved Haelen

Af Erik Ingemann Sørensen

Ved Haelen i Belgien kommer det til et klassisk rytterslag mellem 2.400 belgiske kavalerister mod 4.000 tyske. Slaget udkæmpes med lanser og sabler og slutter med en belgisk sejr.

Slaget er et eksempel på, at den traditionelle tankegang ikke havde sluppet sit tag i den militære planlægning.

Den 22-årige husar, Lorenz Jessen Elberg, falder ved Boneffe i Belgien.

12. august 1914. Jeppe Østergaard: “Kosakkerne smurte haser!”

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde tjeneste ved 5. grenadérregiment i Danzig. Den 12. august 1914 fik han sin ilddåb mod russiske kosakker.

Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5 tiden. Straks kommer løjtnant Steig fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben. Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse.

Russerne skyder slet ikke dårligt, men deres stilling var også udmærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte igennem. Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning.

Kuglernes „iss“ lød tæt over vore hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.

Mens vi der går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og kosakkerne smurte haser.

Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde der have skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de forsvundne og indtager en ny stilling bag et højdedrag. Nu understøttes de også af deres artilleri.

For anden gang kom jeg ind i maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var kugler alene eller en flok forskræmte spurve.

Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klapjagt på den 10-12 km lange strækning.

En flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak forfulgte os, ikke et skud blev løsnet.

Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, deriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.

12. august 1914. Hårde kampe ved Liège

Af Erik Ingemann Sørensen

De voldsomme kampe ved forterne omkring Liège fortsætter. Tyskland har sat ind med et intensivt bombardement af de franske stillinger med voldsom effekt. Men mandskabet holder fortsat ud og nægter at overgive sig. Herved bindes og forsinkes de tyske tropper.

1914-08-12 Smadret Fort Lancin

I Rusland gives der nu besked om generalmobilisering.

 

(+) Den 35-årige Oberleutnant Karl Fitze fra Tønder dør på Krankenhaus Westerland af sine sår.

12. august 1914. Regiment 86 i Belgien. Civilister undgælder for skyderier.

Af Regiment 86’s officielle historie:

Voelkerkrieg 1005a
Repressalier i belgisk landsby (fra “Geschichte des Völkerkrieges)

Den 12. august kl. 5.30 om formiddagen marcherede I og II bataljon i retning af Fort Evegnée. III bataljon blev i Mélen til rådighed for brigaden. Fortet var, som nævnt, faldet dagen i forvejen, men fra landsbyen skød civilister uophørligt på I bataljon.

Vore egne soldaters liv var for kostbare til, at man kunne undlade hårde forholdsegler. En del af landsbyen blev sat i brand. 7 civilister blev overgivet til krigsretten.

Nu afleverede stedets præst våben og ammunition. 2. kompagni besatte fortet og fandt der et værre roderi, men også et godt bytte, der kom hele bataljonen til gode.

Iøvrigt bivuakerede begge bataljoner ved Evegnée. I bataljon oplevede derved de første shrapnell-granater[1]. En mand blev let såret, ellers gik alt godt. Et øjebliks forbløffelse og lamslåethed, så bliver den fornøjelige bivuakstemning hurtigt genetableret ved et par kraftige vittigheder.

Kilde: Füsilier-Regiment “Königin” nr. 86 i Verdenskrigen

[1] Shrapnell er en granat fyldt med blykugler, der spredes ved eksplosionen, ofte tidsindstillet til detonation før nedslaget med større virkning til følge.