Alle indlæg af MBN

Hjemmefronten

4. september 1918 – Enkefru Røgind: ” … det hele bliver udbasunet som “ein Sieg”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Septbr.
Grenzpost og de øvrige tyske Blade skjuler Nederlaget paa en helt latterlig Maade. De indrømmer aldrig, de har opgivet en By og været tvungne til at gaa tilbage. Nej, »vore Linjer er efter forudlagt Plan trukket saa og saa meget nord eller syd for den By«. Og det hele bliver udbasunet som »ein Sieg, ein grosser Sieg«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

Ikke kategoriseret

1. september 1918 – Enkefru Røgind: Væk med Hindenburg

1 kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

1. Septbr.
Thomsen fortalte i Gaar om en Episode i Lille. I et Kinoteater propfuldt af Soldater bliver som levende Billede Hindenburgs fornaglede Statue fremført, og straks rejser der sig en Mumlen af Utilfredshed, der stiger til Raabene: »Heraus mit ihm, weg mit ihm, wir haben genug«. Den der har fortalt det, var Officer og selv tilstede og var jo ikke hyggelig tilmode. Soldaterne er sine Steder saavidt, at de i Officerernes Nærværelse drøfter, hvorledes de bedst skal lade dem tage tilfange.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

Ikke kategoriseret

1. september 1918 – Milert Schulz: “… at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 1.9.18.

Guds Fred til Hilsen!
Igaar Deres Brev fra den 10.8. med Glæde og Tak modtaget. Som De skrev vilde De besøge mine kj. Forældre paa Gjennemrejsen til Bedsted – Ja dette Slag er om saa haardere da den kjære Broder er den förste af vor Familie som skulde bort, men som min kj. Fader skrev maa vi dog smile under Taarerne tie Herren vil jo kun vort vel og sin Vilje Skee, og det samme maa jeg ogsaa sige.

Vi er nu atter pa Vandring igjen fra Middelhavskÿsten til Östjordanlandet. I dag, nej igaarmorgen, kom vi her til Bÿen Nablus hvor vi har et par Dage Ro; för det gaar videre. Naar man saadan vandrer igjennem dette Land, kommer der saa mangen en bibelsk Erindring op. Denne Bÿ kaldtes för i Jesu Tid Sichum. Her er ogsaa Stedet hvor Jakob drömte om Himmelsstigen. Ligeledes Jakobsbrönden, hvor Jesus sad, da Synderinden kom og vilde öse Vand af denne Kilde og han bad hende om noget at drikke. Kilden er 33 meter Dyb.

Vi havde idag Gudstjeneste og Presten fortalte os meget om denne Kilde og hvor Jesus gav denne Kvinde Livsvandet. Efter Gudstjenesten gik Presten med os hen til Kilden og viste os mangt og meget. Kilden er nu indbygget i en stor Kirke som er halv ferdig, der hvor Kilden er, er nu Alteret bygget. Det seer meget pænt ud; da vi gik ned til Kilden, drak vi hver en Kopp Vand af et Sölvbæger. Vandet bli[v]er optrukket med en lille Spand. Kilden bli[v]er bevogtet af en Munk. Jeg blev heelt mærkværdig stemt, da jeg stod ved Kilden, ved at tænke paa, at her har Jesus min Frelser siddet.

Omtrent 200 meter mod Nord seer man Josephs Grav. Denne er ogsaa indbygget i et lille Kapelle. Denne Grav bli[v]er meget hellig holdt af Jöderne, Mohamadanerne og Christne som bor her.

Ja for som Guds Börn er det meget interessant at see alt dette og gjöre en Vandring her i dette Land, men som nu i Krigstid har man ikke meget ud af det.

Maatte Herren dog snart forbarme sig over denne Elendighed og före os sund og rask hjem igjen.

Hermed de kjærligste Hilsener fra mig Deres unge Ven og Broder i Herren

Milert Schulz

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

21. august 1918 – Enkefru Røgind: Grænsevagterne deserterer

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Aug.
Nogle Bayerske Landstormsmænd ved Grænsen var en skønne Dag stukne af og havde efterladt deres fire Geværer, sat dem sammen i Pyramide, fæstet en Seddel ved, hvorpaa stod: »Fest steht und treu die Wacht am Rhein«. Hjertelig Modtagelse herhjemme, Pitscli lavede en voldsom Ballade’ da han saa mig.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 155)

Ikke kategoriseret

18. august 1918 – Claus Juhl: “… da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I august 1918 befandt han sig i Frankrig.

Natten mellem den 17. og 18. skød vi med gas. Henved kl. 2 om natten fik vi en ny ammunitionsforsyning. Næppe var ammunitionsvognene borte, før vi fik svar fra hinsidan, som svenskerne siger. Jeg var ude og talte med ammunitionsunderofficeren vicefeldvebel Vogel. Han lå i samme grøft som min kammerat Herman og jeg.

På det tidspunkt gik skuddene for langt og havnede i den før omtalte skovkant. Jeg siger så til Vogel: ”Synes du ikke Vilhelm, at vi skulle flytte, thi så snart de skyder lidt kortere har vi dem her i grøften, og det selskab vil vi helst være fri for.”

Han svarede: ”Det tror jeg ikke, der er så stor fare for, vi må hellere blive hvor vi er.”

Vi kravlede så begge to ned i vor hule, han lå ca. 25 cm fra os. Jeg kunne ikke sove, men lå og lyttede efter de kreperende granater.

Kl. ca. 3½ hørte vi et vældigt brag, jeg råbte til Hermann: ”Den sidder her i graven, vi kommer til at flytte, vi lyttede, men der var intet at høre. I det samme var vi også på benene og sprang op og løb ud til højre efter en aftalt plan. Det var endnu bælgmørkt, vort batteri fyrede stadigt.

Da det begyndte at dæmre lidt, gik vi tilbage for at se, hvor skuddet var gået hen.

Hvor Vogel havde haft sin hule, mødte os et gabende hul. Der var et skulderværn mellem hans hule og så telefonisterne, de var fortrukket til venstre. Jeg spurgte dem så, om de havde set noget til Vilhelm; det var, der ingen, der havde.

Vi regnede endnu med, at han måske havde søgt tilflugt i skoven. Det var et forfængeligt håb, thi da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper, det var alt, men et uhyggeligt fund.

Her i skoven ved Etalon fandt Vilhelm så sin død. Vi havde mangen gang delt hule sammen, han var bajer, af naturen lidt hidsig, men ellers en god kammerat.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

17. august 1918 – Enkefru Røgind: “… hans Deling trykkede sig”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

17. Aug.
Lieutenant Petersen [nu Direktør Røjgaard i Sønderborg] kom ned i vor Gryde eller Sandgrav for at hilse paa Rose og mig. Han fortalte mange forfærdelige Ting fra Fronten, hvor han har ligget længe; nu er han i Berlin paa en Skole, der belærer om alle Gasarter. Han fortalte om en Recognosceringstur i Skyttegrave, hvor hans Deling trykkede sig, vilde ikke med; tvunget dertil forsvandt de efterhaanden, saa han tilsidst stavrede ene om, traf i en opgivet Stilling en Soldat, der blev saa glad ved at se ham, og da han spurgte ham om, hvem han var, nævnede han et helt andet Compagni, var kommet dertil Dagen i Forvejen, saa straks sendt til Fronten og var nu aldeles overvældet, saa han græd; Fyren var kun 18 Aar. »Jeg kunde godt have gjort ham Selskab«, sagde den unge Lieutenant med klædelig Oprigtighed.

— Hele Sølyst dansede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

Ikke kategoriseret

13. august 1918 – Flensborg Avis: Pakkekrig i Tønder

Skriv en kommentar

Om Pakke-Krigen i Tønder
skrives derfra til „Kieler Zeitung”:

For nogle Dage siden holdt Gendarmeriet, som det hed efter Anordning fra Landraaden, et større Antal Pakker tilbage, som skulde indleveres til Posten; det skete foran Posthuset. Pakkerne tilhørte Officerer og Mandskaber fra Marine-Luftskibsafdelingen og ledsagedes af en Transportfører. Trods dennes Protest lod Gendarmerne alle Pakkerne bringe ind i Posthusets Gaard og truede med Vaaben, ifald de blev forhindrede. Pakkerne blev undersøgte og forbudte Sendinger beslaglagte.

Marine-Luftskibsafdelingen har klaget til Generalkommandoen og ogsaa nedlagt Protest ved Gendarmeri-Brigaden imod  Gendarmernes formentlig forskriftstridige Adfærd, idet de for Gennemsøgelsen af Pakkerne burde have indhentet Tilladelse hos Kommandøren for Luftskibsafdelingen.

Indtil dette Stridsspørgsmaal er endeligt afgjort, oplever man her hver Dag det sjældne Skuespil at se alle Luftskibsafdelingens Postsendinger blive ledsagede gennem Byen til Posthuset af et Kommando Marinesoldater med skarpt ladte Geværer med Ordre til ved Vaabenmagt at forhindre en mulig Standsning af Sendingerne, ifald der ikke i Forvejen er indhentet udtrykkelig Tilladelse til at gennemsøge Pakkerne, hvilket saa selvfølgelig maa finde Sted.

Sundhedstilstanden i Tønder
er bedre, siden den spanske Syge omtrent er overstaaet. I de sidste Dage er der indtruffet nogle Tilfælde af Skarlagensfeber.

Ikke kategoriseret

8. august 1918 – Claus Juhl: “Alting var på tilbagemarch”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Madvarerne var særlig knap, men en af dagene fik jeg en madpakke, som en mand, der havde været på orlov bragte med til mig, og nu var jeg igen ovenpå.

Her [Concy le Chauteau] fejrede jeg for 5. gang i krigen min fødselsdag, netop samme dags eftermiddag kl. 6½ afmarch vi vandrede uafbrudt i 12 timer, da havde vi omtrent nået ruinerne af Noyon, vi lå kun 2 km derfra.

Hvil til om eftermiddagen så videre gennem Noyon, om aftenen gennem Roye, straks i stilling i nærheden af Dämery, marchen var på 50 km.

Alting var på tilbagemarch, da englænderne var brudt igennem. Hvor vidt de i grunden var kommet frem, var der ingen der vidste, de fik ordre til at gå i stilling på et nærmere betegnet sted, men det hændte, at englænderen allerede var kommet længere frem.

Således var det muligt, at et batteri fra vor division med fuld betjening kørte over til englænderne.

I nattens løb kom en amerikansk bil med fødemidler over til infanteriet, det var et kærkomment bytte. Et andet feltbatteri skød til Tommy var dem et par hundrede meter inde på livet og sprængte så kanonerne.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

5. august 1918 – Milert Schulz: “… idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Palästina den 5. Aug. 18.

Ærede Herr Pastor! Guds Fred til Hilsen!
I dag Deres kjære Brev fra den 13.7. med megen Tak og Glæde modtaget, ligeledes det Gamle Budskab og de tyske Blade, som jeg faar[.] veed De efter min Faer at jeg ligger hernede i Palästina. Indtil nu har Herren bevaret mig naadig og fört mig underlig igjennem saa mange Farer. Ham alene Æren for alt godt, ogsaa [h]vad Sundheden angaar maa jeg ikke klage, det er naturlig ikke saa ledt for os Nordlænder at holde det ud i denne varme her. Men vi ligger nu heelt heldig her. Tædt ved Middelhavetskÿst. Om dagen blæser den dejlige afkölende Söluft ind over Landet som er en Velgjærning i denne brennende Heede.

Da vi kom herned kom vi först til en Bÿ som hedder Es-Salt, derfra kunde man saa Jericho, Jordanfloden og Jerusalem, som alt er i Engländerne[s] Haand. Derfra kom vi bort mod Jernbanen til en By El-Tire. Med Jernbanen kjörte vi over Jordanfloden og forbi Söen Genezareth. Der havde vi en 4-5 Timers ophold. Jeg stod længe og saa mig Söen an hvor jeg paa den anden Side kunde see Tiberial og Capernaum og andre Bÿer. Nazareth saa jeg ogsaa fra Banen.

Da jeg saa alt dette kom der der saa mangen Erindring op i mig om den Tid da vor Herre og Frelser Jesus Christus vandrede her i denne Egn. Det er saa merkelig at tænke at for 1900 Aar siden har Jesus sadt sin Fod paa dette Land og idag sætter jeg min Fod her i Krigens Tegn.

Da jeg idag læste det gamle Budskab fra den 14.7. om den Herlighed som skal aabenbares at Peter, Jakobus og Johannes har faaet noget af den paa Tabors Bjerg da maatte jeg standse ved at tænke at lige fortiden ligger jeg i en Skyttegrav som er opkastet paa en Høj som kaldes Tabor-tebe og ikke langt derfra ligger Bÿen Tabor.

Frugterne som gror her er Appelsiner, Figner, Johannisbrød, Citroner, Oliventræer, Riis, Meloner, Bananer og Palmetræer o.s.w. Ellers er Landet ikke saa frugtbar og for det meste sandig. Ved Damaskus er Egnen heelt smukt. Med Vand er det ogsaa forfærdelig knapp her. I Timevis skal man löbe efter Vand.

Maatte Herren snart forunde os den Fred som alle længes efter at vi snart kunde komme hjem igjen, men maatte ogsaa mange finde den Fred som Jesus senker ned i Hjerterne. Hjertl. Hilsen Deres M. Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Hjemmefronten

4. august 1918 – Enkefru Røgind: “at ofre for Fædrelandet alt”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

4. Aug.
Der har været afholdt et Præstemøde her i Byen, hvor der har været en Udsending fra Ernæringskontoret tilstede, som har givet meget detaillerede Beretninger om Tilstanden indenfor det tyske Rige med Hensyn til Fødemidler, og han har skildret det saaledes, at der har været stor Bestyrtelse og Ophidselse, og Schwabe, Rektoren [ved Seminariet], har slaaet, i Bordet og sagt, han vilde ikke tro det.

Meningen med Mødet var, at Præsterne skulde søge at paavirke deres Menigheder til endelig at ofre for Fædrelandet alt, hvad de kunde afse, thi nu var Øjeblikket kommet, hvor det gjaldt, og Fædrelandet var i Fare i mere end een Henseende. Saaledes gaar Rygterne.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

Fra samlingerne

3. august 1918 – Nis Wogensen: En nordslesvigsk bibelkreds i Frankrig

Skriv en kommentar

Senest ændret den 8. januar 2023 12:54

Nis Wogensen var en af de mange nordslesvigere, der skrev sammen med den indremissionske pastor Nic. C. Nielsen. Den 3. august 1918 sendte han et postkort med sig selv og seks nordslesvigske kammerater: “Her ser de den lille Kres som samles om Guds Ord naar Lejlighed Gives“.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen med syv nordslesvigske soldater fra RIR216 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ifølge et brev den 16. august 1918 bestod kredsen af:
Niels Bech, Ørby.
Asmus Friis, Øster Løgum.
Kresten Krestensen, Sommersted.
Nicolajsen, Tønder Landsogn.
Peter Jürgensen, Hynding, Ravsted.
Bohm Nikolaisen, Sottrup.
Nis Wogensen, Sommersted.

Postkort fra Nis Wogensen til pastor Nic. C. Nielsen (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

På postkortet står:

d. 3.8.18.
Kære Hr Pastor!
Tak for L. u L. fra 7 og 14 Juli modtog dem först i Gaaraftes Postforbindelsen er fortiden meget daarlig
Med kærlig Hilsen fra Deres gamle Elev og Broder i Herren
Nis Wogen[sen]
Gefr. 8 Komp R.I.R. 216

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

3. august 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ” til Dato faldet 5400 Md.”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detcht mod Fcia:

Gennem B: Af ca. 180000 (?) nordslesvigske Soldater er der til Dato faldet 5400 Md. Fra Krigen Begyndelse til Martsoffensiven iaar er af Tyskere faldet 1,400,000 Md., deraf rigelig 50,000 Officerer, Saarede 3,400,000, Marinen ikke medtaget. I Martsoffensiven fra 17/3-17/6 d.A. Er der faldet 120000 Md. Det samlede Tab til Dato af faldne, saarede og savnede er 6,000,000.

Da der i den tyske Rigsdag herskede stærk Utilfredshed med Martsoffensiven, blev der fra Fronten tilkaldt en Artillerigeneral, der holdt et Foredrag, i hvilket han bl.a. meddelte, at paa hans Front – 6 km – havde han 26 Batterier, men under Offensiven forøgedes de til 190. I 2 Dage beløb den forbrugte Artilleriamm. sig til lige saa meget som hele det Tyske Forbrug i Krigen 1870-71.

Meddeleren garanterer for disse Tals absolutte Paalidelighed med Undtagelse af de 180,000 nordslesvigske Soldater, der jo ikke kan være korrekt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Sønderjyder

1. august 1918 – Postkort: Tre nordslesvigere

Skriv en kommentar
Postkort sendt til Fliegerleutnant Reggelsen af hans broder: "d.1.8.18 Kjere Broder. Nu vil jeg sende dig et Billede af 3 Nord-Slesviger ham med Piven er fra Schads ved Ballum go den anden fra Haderslev. I morgen aften gaar vi i Stilling, men den schall vere temelig rolig. Nu en Hjertelig Hilsen fra Din Broder [--]" (Museum Sønderjylland - Museet på Sønderborg Slot)
Postkort sendt til Fliegerleutnant Reggelsen af hans broder: “d.1.8.18 Kjere Broder. Nu vil jeg sende dig et Billede af 3 Nord-Slesviger ham med Piven er fra Schads ved Ballum og den anden fra Haderslev. I morgen aften gaar vi i Stilling, men den schall vere temelig rolig. Nu en Hjertelig Hilsen fra Din Broder [–]” (Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot)
Ikke kategoriseret

29. juli 1918 – Rasmus Damm: “Den ene Fod var reven af lige under Knoklen …”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

29.7.

Vi ligger ved Sailly sydvest for Amentières. Det går hårdt til her i Flandern nu. Hver Nat angribes der, snart er det Tommy der angriber og vore Folk jages frem til Modangreb, snart er det omvendt. Kampen bølger frem og tilbage, en Kilometer frem den ene Dag og maske to tilbage den næste Dag. Resultatet er at Tusinder af Soldater sætter Livet til. På en Kirkegård ved Armentières var jeg lidt inde at se mig omkring. Række ved Række var der af Kors ned Navne pa tyske Soldater, alle er de faldne siden Offensiven i April. Jeg spurgte nogle Soldater, som gik der og arbejdede, om de vidste hvor mange Faldne her lå begravet. Der er nu godt 33 Tusind, blev der svaret. Så kunne jeg så nogenlunde forstå, at jeg ikke kunne overse hele Kirkegården. Fra hvor stort et Afsnit de var samlet, fik jeg ikke at vide.

Ikke alene Menneskeliv går til Spilde, men også store Mængder af Materiel. Den Munition, vi skulle have forpulvret her, tog Tommy sammen med Stillingen. Men Livet og Lykken er omskiftelig. Tommy er igen trængt tilbage og vor Munition er tildels i Behold. Nu går vi og slæber Resterne deraf tilbage. Jeg har ikke været med derude endnu, men går her ved Munitionslageret og ordner Sagerne lidt. Det er heller ikke lutter Fornøjelse at være med derude Selv om Tommy også skyder lidt her omkring, så skydes der dog mere på Stillingen og de nærmeste Forbindelseslinier.

Forleden Aften blev vore Folk, som arbejder derude sammen med andre Afdelinger, beskudt af Tommy. De havde en del Munition slæbt samman ved Kanalen derude og var ved at læsse det pa Vogne. Da ramte en Granat ned pa Pladsen og Folkene fløj hulter til bulter imellem hinanden. Det gav 5 Døde og 7-8 Sårede. En mand røg i Kanalen, men fik sig ved egen Hjælp bjærget op på det tørre igen. Det viste sig, da han kom op at han havde mistet begge Fødder og en Hånd. Den ene Fod var reven af lige under Knoklen, den anden halvvejs ved Knæet og Hånden var reven af lige over Håndleddet. Han døde undervejs til Lazarettet af Blodtabet. Sanitetsafdelingerne kan ikke overkomme alt Arbejdet, og der er Knaphed med Forbindstoffer, så af den Grund dør vel også mange af de Sårede. Det er vel også bedre at dø straks, end at leve et Liv som Krøbling.

Vi blev vældig begejstrede den Dag vi kom hertil, thi vi opdagede en Mark med Bønner. Hvad det var for Bønner, ved jeg ikke. Dog var det ikke af den slags Bønner, som Præsten fremsiger, men Bønner som måtte kunne spises. Vi plukkede Bønner, når vi havde lidt tid, og nogle Mand blev sat til at plukke Bønner til Køkkenet. Og så blev der Kogt Bønner. Men jo længere de kogte, des hårdere blev de.næsten, og tilmed blev de sortbrune. Ved køkkenet gik det ligeså, og trods Ædikke, Salpeter og andre Kemikalier til Blodgøring af Bønnerne, blev det dog ikke den Dag vi fik Bønnesuppe fra Køkkenet. Vi fik så udleveret noget andet spiseligt. Bønnerne blev holdt i Kog til næste Dag, men var trods det lige så hårde som for. Vi spiste dem dog trods al deres Modstand. Resten af de samlede Bønner blev kørt gennem Kødhakkemaskinen før de blev kogt, så var vi da sparet for Arbejdet med at tygge dem.

Nu er det nok snart Slut med Opholdet her. Vi har Munitionen samlet og venter kun pa Ordre til at flytte igen. Forhåbentlig kommer vi så i lidt bedre Kvarterer, thi her lever vi så at sige i Hundehuse. Vi har langs med et Dige lavet os nogle Hundehuse af hvad vi kunne få fat på. Så har vi smidt lidt jord op omkring og ovenpå, for at have lidt Dækning mod Granatsplinter. De er alle vidt forskellige i Størrelsen, vi er fire Mand i vores. I de øvrige er der fra 3 til 8 Mand. Fælles for dem alle er, at det Antal Mand netop kan ligge i dem. Højden i dem er ikke større, end at man lige netop kan sidde på Halen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

 

Hjemmefronten

22. juli 1918 – Enkefru Røgind: “Hurra!”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Juli. Hurra! Tyskerne har trukket deres Tropper Syd for Marne tilbage. Faaet at vide underhaanden, at Flyvehallen i Tønder er blevet ødelagt, 2—3 Zeppeliner brændt og Gasværket ligeledes ødelagt. Det var engelske Flyvere. To Døde, elleve Saarede.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 154)

 

Ikke kategoriseret

19. juli 1918 – Luftskibsbasen i Tønder: “3 feindliche Landflugzeuge … aus Südost ansteurnde”

Skriv en kommentar

Luftskibsbasens dagbog beretter følgende om det engelske angreb 19. juli 1918.

19.7.18 Tondern

Vorm. 5,32 h.
½ bedeckt, etwas diesig, warm, schwache WSW-Winde, 1,5 doms; Beleuchtung 2. Aus Westen tiefere Wolkenbank heranziehend. Barometer: 761,0 steigt langsam.
Temperatur: +15o Cels. 85 % Feuchtigkeit.

Fernspruch von Scherrebeck: ”3 Dop[pel]decker unbekannter Staatszugehöri[g]keit von Scherrebeck nach Tondern[.] Trupp, Abwehrbatterien und Hallenschutzstation gleichzeitig alarmi[ert.]
Auf Tondern werden 2 Bomben abgewo[r]fen.

5,35 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
3 feindliche Landflugzeuge (Einsitze[r,] Doppeldecker) aus Südost ansteurnde, Hallen und Barackenlager an: Anfahrt -3000 m. Höhe, Sturzflug bis 30 m. über [–]le ”Toska” un ”Tobias”, werfen in ”Tos[ka”] 3, in ”Tobias” 1 Bombe, Batterien, Masc[h-] und Infanteriefeuer zur Abwehr hat b[ei] Näherkommen eingesetz. ”L54” und ”L[60”] in Halle ”Toska” brennen ab. Nach Bom[ben]abwurf gehen Flugzeuge im Westen bis 20 m. über Boden herunter, um sich dem Wehrfeuer zu entziehen und verschwin[den] mit Rechtsschwenkung im Wolkenbank.

5,50 h Vorm.
Wind bis 3 doms aufgefrischt.
Flugzeuge erscheinen im ca. 2000 m. von Osten ansteurnd wieder. Im [Sturz]flug herunter und greifen Halle ”Tobi[as”] an. Nordöstlich 30 m. von Halle ”Tobias[”] [1] Bombe, 2 Bomben im Halle, südwestlich Gaskesselwagen und 1 westlich auf Ei[sen]bahngleis. Die Flugzeuge fliegen sehr [nied]rig, 2 nach Westen, 1 nach Nordost ab. [Die] dritte Flugzeug hat keine Bomben abg[e]worfen (wahrscheinlich) um Lichtbildau[fnah]me zu machen.)
Abwehrfeuer wie beim ersten Anlauf.

6,34 h Vorm.
F.-T. Kr. 0630 Flotte.
Luftgefahr vorüber.

11,55 Vorm.
Fernspruch von Fliegerkommando ”Nord[–] Flensburg: ”F Doppeldecker zur Aufklä[rung] nach Tonder gestartet. Fl. N.W. Flensb[urg.]

1,05 h Nachm.
Ein Flugzeug im groβer Höhe, sodaβ Zugehörigkeit nicht erkennbar; werauf F[lug]zeug Batterie Twedt gibt Warnungssch[uβ] worauf Flugzeug abdreht.
Alarm gegeben.

1,35 h Nachm.
Flugzeug als eigenes erkant, worauf Alarm beendet.

Også i flystationens dagbog blev angrebet noteret, omend mere kortfattet.

19.7.18

Wetter: Etw. diesig
Wind. WSW 2 – 5 doms

5.30 Uhr vorm. erfolgte ein Angriff dreier englischer Landeinsitzer (Sopwith) auf den Luftschiffhafen. Durch Abwurf von 3 Bomben wurden L.54 u. L.60 in der Halle zerstört.
Flakfeuer setzte erst beim Abflug des Gegnes ein.
Um 5.45 Uhr vorm. Erfolgte ein zweite Angriff von 3 Sopwith auf die kleine Luftschiffhalle. Von 6 abgeworfenen Bomben wurden 3 Treffer erzielt.
Schaden an den Hallen ist nur gering. Die Flugstation ist unversehrt geblieben. Der Feind wurde von den Flaks, M.G. und Infanteriefeuer der Mannschaf[t] stark beschossen. Von den feindlichen Maschinen landeten 3 oder 4 in Dänemark infolge von Motorschaden, Benzinmangel und dergleichen.
Gez. Coester.

Ikke kategoriseret

16. juli 1918. “Jeg har ikke før set Soldater så medtagne på Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment.”

2 kommentarer

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

16.7.

Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.

En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.

Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.

De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.

Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)

Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.

Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.

For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.

Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.

Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.

Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.

Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.

Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.

I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.

Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

Ikke kategoriseret

15. juli 1918 – Rasmus Damm: “Der er givet Ordre til at skyde alle ned”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

15.7. Kl. 5,15 Morgen.

Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.

I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.

Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.

Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.

Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.

Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.

Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.

Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.

Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.

Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.

I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.

Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.

Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.

Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.

Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.

Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.

Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)

Ikke kategoriseret

13. juli 1918 – H.P. Hanssen: “Generalernes Storpralerier er utaalelige”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. Juli 1918.

I Dag blev Rigsdagen sluttet, og jeg rejste sammen med flere Kolleger med Middagstoget fra Berlin. Jeg var i Kupé sammen med Dr. Blunck, Stubbe og Stolten fra Hamborg. I Afdelingen ved Siden af os sad Ballin og flere Direktører for Hamborg-Amerikalinjen.

Undervejs kom Ballin ind i vor Kupé. Vi havde jo nylig været i Hamborg og var ved denne Lejlighed kommen i personlig Berøring med ham. Han indledede straks en Samtale om Stillingen og gav sin Uvilje tilkende over, at Statssekretær v. Kühlmann var bleven fjernet. „Uden Forhandling er det dog umuligt at opnaa Fred,” sagde han. „Generalernes Storpralerier er utaalelige. Selv om vi i bedste Fald — hvad jeg iøvrigt holder for helt udelukket — sejrer paa Vestfronten, knuser Frankrig og driver Englænderne tilbage over Kanalen, er vi lige langt fjernede fra Freden. Hvad har vi saa i Virkeligheden opnaaet? Englænderne sidder saa vedblivende sikkert paa deres Øer. De vil have baade Folk og Materialer nok til Raadighed og vil kunne bygge 10 Gange saa mange Skibe, som vi er i Stand til at bygge. Verdensblokaden vil blive fortsat, og Søkrigen blive ført videre.”

Jeg noterede straks denne Udtalelse, da den forekom mig meget interessant som Udtryk ikke blot for Ballins personlige Opfattelse, men ogsaa for den Stemning, der hersker i hanseatiske Forretningskredse.

Kort før vi naaede til Bergedorf, standsede Toget, som det nu sker paa saa at sige hver Fart mellem Hamborg og Berlin. Lokomotivet var gaaet i Stykker. Et Leje var brændt ud. Der blev telefoneret efter et andet Lokomotiv i Hamborg, og indtil det kom, gav det et ufrivilligt Ophold. Ballin havde ingen Tid. Han vekslede et Par Ord med Togføreren, saa ud af Vinduet, aabnede Kupédøren og var med et Sæt ude af Toget.

Idet han vendte sig om og tog Afsked med os, raabte han, at han gik til Bergedorf, hvor han haabede at opdrive en Bil, da han ikke havde Tid til at vente.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 299-300)

Ikke kategoriseret

13. juli 1918 – Rasmus Damm: “Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

13. 7.

Jeg er nu snart nået tilbage til Kompagniet, eller da i det mindste til det Sted, hvor jeg forlod det for at rejse pa Orlov. Jeg er rejst helt til Juniville uden Afbrydelser eller Omstigninger. Ankom dertil i Aftes Kl. 11,30, og sov der i Nat. Men for første Gang i mit Liv sov jeg under Sengen. Der var fuldt belagt både i Sengene, pa Borde, Bænke og på Gulvet, men sa opdagede jeg en fri Plads under en Seng og krøb derind. Jeg sov også nogenlunde, og sov til Kl. 8 i Morges. Efter at have spist lidt Morgenmad, for nu er jeg jo kommen i Vane med at spise flere Gange daglig og til bestemt Tid, vandrede jeg afsted og er nu nået til La Neuville.

Jeg sidder i Soldaterhjemmet og hviler ud. Der er jo ikke noget at haste efter, og jeg har kun en Times Gang tilbage. Som jeg nok tænkte, da jeg rejste hjemmefra, ser det ud til, at her går Dansen snart løs igen. Hvad pokker bliver de ved at mase på for, de kan dog ikke hamle op med hele Verden, og knække dem med Våbenmagt, kan de dog ikke. Eller er det de sidste Krampetrækninger, som ethvert Legeme gør for Livet ebber ud.

Jeg lovede min Mor ved Afskeden at jeg kom hjem til hende igen, nar Krigen er Slut. Og det varer ganske bestemt ikke et År, føjede jeg til. Fader er reklameret fri og er måske nået hjem allerede. Broder Mathias er i Lazaret og har det rigtig godt. Muligvis er Krigen forbi, nar han igen er tjenstdygtig. Og Frederik, ja selv om han bliver indkaldt, når Fader kommer hjem, så går der dog altid et par Måneder for han kan sendes ud. Så jeg tror helt bestemt, at vi alle samles igen.

Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud. Det er små spinkle Fyre allesammen, da de ikke har kunnet udvikle sig ved den Krigskost, som har været dem undt derhjemme i Tyskland. De kan lade og affyre en Bøsse, men skvatter sikkert omkuld derved. Derudover kan de næsten have en Barnepige med Barnevogn behov, for ikke straks at gå i Hundene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

Hjemmefronten

9. juli 1918 – Enkefru Røgind: en falsk flyverløjtnant

1 kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

9. Juli.
En ganske morsom Køpenick-Affære er foregaaet i Sønderborg. En ung Styrmand fra Bremen, mistænkt og fængslet for Spioneri, har set sit Snit til at undvige og efterlyses i Blade og Politibekendtgørelser, hans Billede har været opslaaet paa Raadhuse og i Togene, og der var udlovet en Belønning paa 3000 Rmk. for Paagribelse:

Til Sønderborg kommer der en ung flot Flyverlieutenant, bor paa det fineste Hotel, fraterniserer med Officererne, gør Visit hos Commandanten, hvor han præsenterer sig som Friherre v. Schmettau, gør ogsaa Visit hos Landraaden, bliver modtaget alle Steder med stor Venlighed, faar af Commandanten Lov til at færdes med Motorbaad i Havnen og at besøge den nye Forsøgstorpedostation, hvor han bliver vist det hele.

Han gør en Tur ud til Kegnæs, efter Sigende for at inspicere Fyrskibene, men da han ikke er saa kendt med Terrænet, lander han ved en større Gaard, hvor han bliver meget gæstfrit modtaget, og efter en fin improviseret Middag kører Værten ham selv til Kegnæs, hvor Motorbaaden støder til ham, bemandet med to Matroser.

Paa en eller anden Maade, ved at foregive at han alene maa inspicere Fyrskibene, faar han dem fjernet og tager saa over til Varnæs [?], hvor han spiser en flot Souper paa Hotellet, og da Værten kommer med Regningen, siger han, at den skal tilstilles Flyverskolen i Aabenraa, og navngiver sig. Værten bukker og Friherren gaar tilsidst igen, men Værten ser ham styre over mod Assens til og faar en Mistanke, telefonerer til Flyverstationen Aabenraa, om der findes en Friherre v. Schmettau. Nej, lyder Svaret. Stor Forvirring der, et Par Flyvere gaar straks ud, men naar ham ikke, han er allerede kommet over paa dansk Grund. Det viser sig, at Flyverlieutenanten er identisk med Spionen.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 153)

Ikke kategoriseret

7. juli 1917 – Ernst Christiansen: “Hold i Ryggen og Flyverbomber”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

7. Juli 1918.
Veed du, hvor jeg er henne i Verden i Dag? En pæn Stue, højt til Loftet, et stort Vindue, rigtignok uden Glas, i Loftet nogle afskallede Steder, men ellers helt og det fine lysstribede Tapet delvis ubeskadiget. Møblementet er tre to Etagers raat sammen tømrede Sengesteder, men rummelige med fjedrende Langbrædder, saa man godt kan sove uden Træuld, og desuden ejer hver en lille Træstol med Halmsæde, som vi har hentet fra en Kirkeruin lige overfor. — Jeg bor nu i Armentiéres.

En Aftenstund forleden fik vi Ordre til Afmarche næste Morgen. Jeg gik hen i Gartneriet for at sige Farvel til Blomsterne og plukkede halvtudsprungne Roser. Næste Morgen stillede vort Korporalskab med hver Mand sin Rose, jeg med en dejlig mørkerød, og Kompagniet kørte med Feltbanetog til St. Andrée. Indkvartering i en lille Arbejdergades tomme Huse. Stuerne halvfulde af muggen Halm og Støv. Et Par Timers Rengøring, saa saa alt pænt ud. Men straks efter Ordre til ny Flytning næste Morgen. Spaseret til en af Lilles gamle Stadsporte, Porte de l’Abbaye, men for at komme ind i Lille skal man have særlig »Ausweis«. I Nærheden laa et Soldaterhjem i en smuk herskabelig Ejendom med Tæppe paa Gulvet i Læseværelset og Musik i Restaurationen. Man levede ligefrem op den Dag.

En søvnløs Nat paa Grund af et stærkt Hold i Ryggen og Flyverbomber. Næste Morgen kunde jeg knap røre mig; men en Sygemelding afvistes, og en Stuefælle hjalp mig Tornysteren paa. Naar den først sad der, stivede den Ryggen af. Men de 117 Gange, da den skulde af og paa i Dagens Løb, var lidt tragikomiske. Med et Transporttog til Armentiéres forbi; vort Frugtparadis og Hjem i to Maaneder. Langt om længe Indkvartering i halvt hele Huse, Arbejde med at indrette sig, Vagt om Natten. Jeg havde min Hyre med at passe paa Øjenlaagene, der vilde falde i.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 251-2)

Hjemmefronten

7. juli 1918 – Enkefru Røgind: På hamstringstur

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

7.  Juli.
Lise og jeg gik ud for at hamstre Æg, forsøgte Hexehuset, nej, gik en dygtig Tur, men Æg fik vi ikke. Begge de unge Fruer Thomsen paa Visit. Ingeborg saa frisk og ungpigeagtig ud. Hun rejser med sine to Børn om nogle Dage tilbage til Königsberg. Ejendommelige Forhold deroppe; men hun var tilfreds og glad og Manden ogsaa. Nu synes hun, det er helt naturligt, at hun er fælles om et Køkken med to andre Familier, og at de skal lave Mad paa samme Tid, og at hendes bedste Omgang er halvdannede Jødefamilier. 7. [Se »De fire onde Aar« udgivet af Ingeborg Thomsen og Svend Thorsen]

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 150)

Aviser, Hjemmefronten

5. juli 1918 – Flensborg Avis: “Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre”

1 kommentar

Krigsefterretninger

Efter næsten fire Aars Uvished har Enke efter afdøde Maler Sorgenfrei i Tønder nu faaet Meddelelse om, at hendes eneste Søn Bernhard er falden allerede den 12. Oktober 1914.

Gefrejter Mathias Sørensen, Søn af afdøde Arbejdsmand Peter Sørensen i Tønder har faaet Jernkorset af første Klasse. Han har allerede været saaret 4 Gange. Under Kampen den 21. Marts blev han haardt saaret af Skud i Ryggen og Armen, og hans paarørende havde allerede faaet Meddelelse om, at han var død. Des større var selvfølgelig nu Glæden, da der kom Meddelelse fra Sørensen selv om, at han var haardt saaret, men dog blev bedre allerede.

P.  Petersen, en Søn af Slagter Petersen i Nørregade i Tønder, er bleven forfremmet til Løjtnant i Frankrig.

I disse Dage har Fru Thomsen Johansen i Daler faaet Telegram fra Rusland om, at hendes Mand, Gaardejer Thomsen Johansen er afgaaet ved Døden paa et Lazaret. For 8 Dage siden fik hun Meddelelse om, at Sønnen var falden i Frankrig. For 4 Uger siden var de begge samtidig hjemme på Orlov, og nu er de begge døde. Den forfærdelige Krig kræver tunge Ofre.

Hilsner fra Felten
Vi undertegnede Nordslesvigere, som er sammen ved en Vognparkkolonne, ønsker gennem disse Spalter at sende Bekendte og Venner derhjemme samt Kammeraterne ved Fronten en hjertelig Hilsen. Bendix Petersen, Horsbøl; Andreas Hansen, Andrup; Niels Hansen, Mjøls; Jørgen Schmidt, Genner; Hans Jørgensen, Agtrup.

Dagsnyt – Provinsen

Husild. I Gaar Formiddags lød der Brandalarm i Tønder Bys Gader. Der brændte en Garderobe hos Enken Schlüter i Nystaden. Ilden slukkedes af Naboerne, men Tøjet i Garderoben og Gulvet underneden var brændt. Den fattige Enke har mistet sit Tøj. Ilden har ulmet i et Par Timer, da Konen var paa Markarbejde og Børnene i Skole.

En Rosentyv. Natten til Onsdag blev 25 højstenglede Roser, som Blomsterhandler Olufsen i Tønder lige havde modtaget fra Hamburg, stjaalne ud af et aflaaset Kælderrum. Det mærkeligste er, at Laasen var ubeskadiget og at der ikke var noget borte af de i Kælderen gemte Fødevarer.

Jernbanetyve. Sadelmager Roost i Møgeltønder fik forleden Dag fra Løgumkloster sendt en Pakke Huder. Da Pakken, som var tilsyneladende urørt, aabnedes, viste det sig, at der var skaaret Læderstrimler af Huderne. Modtageren kræver Erstatning af Jernbanevæsnet.

Fem russiske Fanger flygtede forleden fra Emmersk; to af dem nappedes ved Grænsen, medens tre er slupne over.

En sørgelig Ulykke i Alssund. – Syv Mennesker druknede. I Tirsdags Aftes sejlede 3 Marinesoldater og 4 unge Piger i en lille Baad med store Sejl fra Melsgaard til Hardeshøj. Midt mellem Melsmark og Sundved kæntrede Baaden og alle de ombordværende druknede. To af de unge Piger var Søstre, Døtre af Hans Jessen Mørk paa Perbøl Mark, den ene tjente paa Melsgaard; de to var Døtre af Chr. Petersen i Mels og Maskinbygger Johannes Schmidt i Mils.

Krigens forløb

4. juli 1918 – Nyeste Efterretninger: “Heftige franske Delangreb nord for Aisne”

Skriv en kommentar

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Torsdag

Den vestlige Krigsskueplads
Hærgruppe Kronprins Rupprecht. Fægtningsvirksomheden levede om Aftenen op i enkelte Afsnit. Siden i Morges tidlig har der været stærk fjendtlig Ild paa begge Sider af Somme. Her udviklede der sig Infanterifægtninger.

Hærgrupppe Tysk Kronprins. Heftige franske Delangreb nord for Aisne. Øst for Moulin-sous-Touvent blev et fjendtligt Modstød afvist i vor forreste Kamplinje, i øvrigt brød alle hans Angreb sammen foran vore Forhindringer.
Nye fjendtlige Fremstød vest for Chateua-Thierry strandede.

Hærgrupperne Gallwitz og Hertug Albrekt. Et stærkt fjendtligt Fremstød paa den østlige Maasbred blev afvist. I Sundgau blev der ved heldige Foretagender indbragt Fanger.

Løjtnant Udet har opnaaet sin 40., Løjtnant Rumey sin 29. og 30. Luftsejr.

Første Generalkvartermester Ludendorff.

 

Aviser

29. juni 1918 – Flensborg Avis: “Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II”

Skriv en kommentar

Sanitetshundene.

Redaktionen har modtaget følgende: Om Sanitetshundenes Virksomhed hedder det i en Beretning fra Feltsanitetschefen v. Schjerning: I Siebenbürgen og Rumænien fandt vore Hunde, især i de høje Majsmarker, der frembyder overordentlige Besværligheder for det søgende Sanitetspersonale, meget godt Tyskere og Fjender. Saaledes f. E. ogsaa 6 haardtsaarede Ungarere, der laa saa skjulte i den uvejsomme Egn, at de krævede de største Anstrengelser fra Sygebærernes Side at faa de stakkels Folk bjærget.

Hunden fra det her omtalte Sanitetskompagni fandt i September Maaned alene 19 saarede. Hunhundene „Lore”, „Flora” og „Lette” fandt efter en Fægtning 16 haardsaarede Rumænere, der laa i Majsmarker og dybe, til Dels ødelagte Skyttegrave. I en Fægtning fandt Hunhundene „Freya”, „Grete I” og „Grete II” fire Tyskere og ni Rumænere, som ikke kunde være blevne fundne af Sygebærerpatrouiller. I alt er i Rumænien i Maanederne September—Oktober 61 saarede blevne fundne af Hundene, saarede, som i det vanskelige Landskab ikke var fundne af Sygebærerne, og som uden vore Dyr havde faaet en kvalfuld Sultedød.

„Sanitetshundenes Virksomhed,” skriver Excellence v. Schjerning til Slut, „har i disse to Maaneder vist, at deres Medvirkning ikke kan undværes ved Afsøgning af Slagmarkerne i Højbjergene, i Kløfter og skovrigt Land, men heller ikke Paa Sletterne, naar de er bevoksede med Majs og Korn.” Derfor, Landsmænd, understøt Værket ved at tiltræde den tyske Forening for Sanitetshundes Afdeling for Nordslesvig.

Aviser

20. juni 1918 – Flensborg Avis: “Send derfor Hunde til Fronten”

Skriv en kommentar

Sanitetshunden som Vagt

Bladet har modtaget følgende: Vagt- og Forposthunden skal sammen med sin Herre først og fremmest sørge for, at Terrænet renses for lyssky Elementer. Den medgives Hovedsagelig Krigspolitigruppen, det vil sige Feltgendarmerne, hvis Opgave under Krigen er dobbelt vanskelig, thi det drejer sig her i første Linje om Opbringelsen af den aldrig hvilende og aldrig manglende Spionering.

Forposthunden ledsager sin fører til Lytteposten. Hunden gaar sammen med Føreren eller kredser om ham i den mørke Nat, den ledsager Strejfpatrouiller eller saakaldte Stødafdelinger paa deres Opklaringsveje med [s]ine den menneskeliqe Sans langt overegne Sanser, og lugter og iagttager fjenden. allerede inden han har nogen Anelse om det farlige Møde.

Ved Krigens Begyndelse forekom det tit, at fremskudte Forposter blev stukne ned af farvede fjendtlige Hjælpetropper, som sneg sig frem. I et Opraab siger derfor 4. Garderegiments Udfyldningsbataillon:

Intet elektrisk eller optisk Apparat formaar paa Opklarernes langt fremskudte Post at erstatte en Vagthund. Sikringsmandskabet maa i de fremskudte Grave som Lyttepost paa anstrengende og opofrende Maade sørge for deres Kammeraters Sikkerhed. Men til Trods for at disse brave anstrenger deres Sanser af alle Kræfter, lykkedes det dog mangen en Gang for Fjenden i mørke Nætter, i de flanderske Lavningers uigennemtrængelige Taage og i Ruslands Sumpegne at overfalde vore Forposter og slaa dem ned. Lig en Slange kryber den aalglatte Hindu og den dyriske Senegalneger bagfra hen til vore intetanende Forposter; et Stød med den lange Kniv, og uden en Lyd synker den brave sammen. Her kan Forposthunden yde uvurderlige Tjenester.

Send derfor Hunde til Fronten. Særlig egnede dertil er de tyske Hønsehunde, Hyrdehunden, Doberman, og i det hele taget alle Hunde med skarpe Sanser. Hvem der ikke har en passende Hund til Raadighed, kan støtte Sagen ved ar indmelde sig i den nordslesvigsk Afdeling af tyske Forening for Sanitetshunde.

Ikke kategoriseret

19. juni 1918 – Jens Iversen: “Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Neumünster, Onsdag, den 19. Juni 1918.
Efter et Døgns uafbrudt Kørsel i et med hjempermitterede Soldater til Trængsel fyldt Hurtigtog fra Varshava over Berlin og Hamborg, venter jeg her i Neumünster paa Tilslutning nordpaa. For nøjagtig tre Aar og tre Dage siden stod jeg ligeledes her paa Banegaarden, man da paa Vej sydpaa, til den russiske front, og Broder Andreas var mødt op for at sige Farvel. Det vil vare et Skaar i Gensynsgladen, ikke ogsaa at skulle mødes med ham og min kære Fader i Morgen i Tønder efter de lange Aar.

Man siger, at Toget ankommer om en Times Tid, og jeg sidder med en Kande tynd Surrogatkaffe foran mig. Omgivelserne her har ogsaa forandret sig i de tre har. Ventesalen gør et forsømt og næsten forkomment Indtryk, og folk sidder omkring med apatiske, trætte Ansigter. Det er tydeligt, at Krigen ogsaa har efterladt Spor i Tyskland.

Hovedgaden Grossflecken i Neumünster (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Ogsaa jeg er træt, men det korte Ophold vil jeg benytte til her at afslutte min russiske Dagbog, før min Hustru i Aften modtager mig paa Banegaarden i Flensborg, Jeg vil gøre det med at vedkende mig, hvad jeg har faaet ud af disse tre onde Aar.

Naar jeg nu tænker tilbage: Ikke for alt i Verden kunde jeg ønske dem gentaget, men heller ikke vilde jeg miste dem. De har trods alt dog været en Berigelse. Jeg har i Sandhed erfaret dette, at der under alle forhold og i alle Folkeslag ogsaa i en Tid som den, hele Verden nu skal igennem, findes gode mennesker. Der vilde vare mindre Had og mindre Krig i denne ulyksalige Verden, hvis Menneskene og Folkene gjorde sig Umage for bedre at forstaa og omgaaes end at ødelagge hinanden. Vi er dog, naar alt kommer til alt allesammen i en og samme Baad.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

Ikke kategoriseret

19. juni 1918 – Claus Juhl: “… gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 17. om natten stillingsveksel og den 18. før dagens frembrud, afmarch, vi marcherede først til Armentieres, hvor Sorgenfrei blev jordet, og derfra til en by som hed Somme. Vi lå her natten over, og den 19. gik det videre gennem Lille, Ronbaire til byen Herseanne, som ligger ved den belgiske grænse. Det regnede småt hele formiddagen, men det gav for lidt til at bløde den udtørrede jord igennem.

I Herscause fik vi kvarter, disse var for det meste gode, en kammerat og jeg lå hos en slagter. Nu havde han naturligvis ikke noget at slagte, da tyskerne jo førte kontrol med alt ting. Mellem os og kvarterværterne var forholdet godt, vi blev således indbudt på nye kartofler og kaninsteg, og kunne så til gengæld vise vores taknemmelighed ved anden småhjælp.

Smugleriet florerede i stor stil, hver morgen 4-5 kom en hel trop smuglere igennem, enten med korn eller kartofler, det drejede sig altid om fødevarer. I Belgien var disse forholdsvis rigeligere end hinsides grænsen, hvor de store byer Lille, Roubaise og Toreoing lå. Folkene vandrede hele natten for at hente sig en smule kartofler eller korn, de havde såmænd besvær nok med at skaffe sig det. De vidste nøjagtigt at en almindelig soldat ikke gjorde dem noget, hvorimod de havde vældig respekt for gendarmeriet. Jeg synes altid det ligefrem var synd, når de måtte aflevere den smule de havde hentet, men gendarmerne tænkte anderledes, flere blev endog skudt.

Vi var flere gange i Lille, fra Herseanne og til Lille var der rigtignok 13. km, men da den elektriske sporvej var i funktion, kunne vi altid benytte denne. I Lille teater blev der opført forskellige skuespil, skuespillerne var naturligvis tyske, priserne var ikke særlig høje, så vi havde god lejlighed til at benytte os deraf. Der var også altid stuvende fuldt hus, så vi måtte besørge os billetter i forvejen.

Divisionen havde vi hver uge et tog til rådighed til Blankenberghe og Ostende; det var fordi mandskabet kunne få en lille udflugt derop og samtidig bade i Vestervov-vov. Fra hvert batteri kom der 6 mand med ad gangen, jeg var så heldig at komme med den ene gang, desværre var tiden så kort, vi havde kun en dag til rådighed.

Allerede mens vi lå i Menegate var der flere som blev syge, de fik op til 41 grader i feber, men i løbet af et par dage tabte feberen sig, og de følte sig kun slappe. Som regel varede sygdommen kun ca. 5 dage i enkelte tilfælde vel lidt længere, men noget ondartet forløb havde den ikke. Den største part af mandskabet blev angrebet under vort ophold i Herscause, som middel blev der af lægen foreskrevet sprit. Inden for hele divisionen ved jeg kun om et dødstilfælde, og grunden var den, at de flyttede manden, da han havde for høj feber uden at være tilstrækkelig forsigtige. Det var mærkeligt nok, at soldaterne kom så let over denne sygdom.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)