Alle indlæg af MBN

17. juni 1918 – Flensborg Avis: “Fra Hvilelejren til Stillingen”

(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ti dejlige Dage havde vi oplevet i Hvilelejren i Nærheden af W. Biografteaterforestillinger og Lysbilledforedrag bødes os skiftende i rigt Maal, og der blev uddelt frit Øl. Man følte sig atter engang som Menneske efter at have tilbragt omtrent 40 Dage ved Kampfronten. Men nu er det foreløbig forbi med dette Liv. I Dagsbefalingen blev det forleden bekendtgjort, at vi fra næste Dags Aften atter skulde ud i Kampstillingen for at afløse det andet Kompagni derude. Saa kun til.

Næste Dags Formiddag var vi i Gang med vor Udrustning, bragte den i Orden og pakkede og rullede alt forskriftsmæssig ind. Langsomt nærmede Aftenen sig og dermed ogsaa den Tid, da vi skulde drage ud til Afløsning. Vi, som hørte til Betjeningen ved et Maskingevær, ladede dette med tilhørende Patronkasse paa Vognen, som saa kørte bort. Saa traadte Kompagniet an, rede til Afmarchen. I Række og Geled staar vi nu, og endelig lyder Befalingen til at marchere afsted.

Enhver forlod nok med et bedrøvet Blik Hvilestillingen. Foreløbig gik det ned i en Dal; længst nede rislede en Flod gennem det lille By H. Man saa næsten ikke andet end frugtbare Landskab og ved denne laa den ituskudte Huse og Ruiner. Kun Kirken var hel. Her maatte man virkelig beundre Artllleriets Træfsikkerhed. Snart var Byen bag os, og vi befandt os paa en bred Landevej, som foreløbig førte gennem saftig-grønne Enge. Saa kom vi forbi en Ruin. vel en tidligere Villa, jernportene ind til Haven stod der endnu, mens alt andet kun var en øde Ruinhob. Hvilken fredelig Lykke har vel blomstret der i Fredstid! Og nu!

Lidt efter lidt nærmer vi os Landsbyen St. M., som næsten er helt jævnet med Jorden. Vi havde vel Marcheret et Par Timer, da der kommanderedes: Holdt! Nogle lagde sig i bet grønne, og lettede sig for det tunge Tornyster, mens andre beholdt det paa. Kun alt for hurtigt blev der atter befalet, at vi skulde træde an. Toget gik videre. Snart saa vi, mens det i Mellemtiden var blevet mørkt, de første Lyskugler stige til Vejrs. En fjendtlig Flyver kredsede over Terrænet bag os og man hørte tydelig: hans Motors uhyggelige Brummen. Pludselig faldt der et Par Bomber. Men det er jo Krig.

Vi var naaede til den lille By E. og dermed til et farligt Hjørne, da Vejen derfra til B. laa meget under fjendtlig Ild. Vi formeredes her l mindre Grupper, som saa hver for sig marcherede videre. Vor Maskingeværafdeling maatte vente til sidst, men endelig kom Turen ogsaa til os til at marchere afsted, denne Gang bag Maskingeværvognen. Men Franskmændene var rolige i Aften. Der faldt ikke et Artilleristud paa Landevejen, og vi naaede saaledes lykkelig hen, hvor Maskingeværvognen holdt. Nu maatte enhver bære de Vaaben, som Underofficeren læssede af Vognen, og man fik en god Vægt at slæbe paa.

Vi gik afsted til Skyttegraven. Det gik over eller uden om det ene Granathul efter det andet. Saa naaede vi Løbegraven og kort efter Skyttegraven, og dermed var vi i Kampstillingen. Vi havde naaet den gamle Stilling, og Maskingeværet blev atter bragt i Stilling. I Dækningerne ventede de Kammerater, som vi skulde afløse. De stod med fuld Oppakning og var snart forsvundne. Der blev straks udstillet Vagtposter. Jeg bragte mine Sager paa Plads, rullede mig ind i Tæppet og Teltlærredet og lagde mig dødtræt til at sove, da jeg først fire Timer senere skulde paa Forpost. Snart sov jeg sødeligt.

 Hans Matthiesen.

14. juni 1918 – Jens Iversen: “… Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet “

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Varahava, karantæne Zegrae-Syd,
fredag, den 14. Juni 1918.

for netop en Uge siden kom jeg hertil, og i Dag har jeg efter lange, lange Tider hørt hjemmefra. Min Hustru har straks skrevet efter at hun har faaet min nuværende Adresse. Hvor forventningsfuld aabnede jeg dette Brev, og saa det Afbræk i Glæden: min yngste Broder Andreas er savnet siden den store Martsoffensiv i Flandern. Men, trøster hun, der er Haab om, at han er i engelsk Fangenskab. Og saa, min Broder Lorens har Bryllup den 20, Juni. Jeg har straks i Eftermiddags været hos Kaptajnen for at bede ham om i den Anledning at afkorte Karantænetiden, saa jeg har faaet Lov til at rejse den 18. Juni.

Vi har nu ogsaa modtaget Uniformer. Her i Karantænen kommer hver Bag hundreder af Krigsfanger til fra alle Kanter i Rusland, I Forgaars traf jeg en Kammerat, jeg for halvandet Aar siden har varet sammen med i Astrakan. Han kom nu fra Sibirien paa den anden Side Baikalsøen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

13. juni 1918 – Tønder Luftskibsbase: Fly fra Nordholz

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

13.6.18

Wetter: gew. Sicht. leichter Regen.

Kein Flugdienst wie vor.

Fl.Ob.Mat. Noack (Führer)  udn Fl. Maat Harms (Beobachter) treffen von Nordholz kommend hier ein, um D.F.W. 148/17 auf dem Luftwege nach Nordholz zu überführen. Wegen ungünstigen Wetter findet der Flug nicht statt.

gez. Coester

(Bundesarchiv RM112/223)

12. juni 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “forestaaende engelsk Angreb…”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.
Om Rygter
i Sønderjylland om et forestaaende engelsk Angreb med tilhørende tysk Besættelse af Jylland. Der staar indladede Artilleritog i Rendsborg og Bremen til Brug ved Invasionen i Jylland. Der anbringes 21 cm Skyts i den befæstede Linie (Afskrift i E-Arkivet).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

11. juni 1918 – Flensborg Avis: “Ukrajnes Hovedstad”

 (Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Kære „Flensborg Avis”! Vi er nu rejste længere østpaa og jeg er for Tiden i Ukrajnes Hovedstad Kief. Der er en meget livlig Færdsel, særlig i Byens Hovedgade, Kreshtshatik. Fortovene er brede, dobbelt saa brede, som man er vant til at se dem i Storbyerne, og dog har de ondt ved at rumme de mange Passanter. Paa Gaden besørger den „elektriske” og saa de uhyre mange Drosker Trafikken. Man kører gerne, thi det gaar hurtigt og paa — Gummi. Hestene er velfodrede, og under Skoene (mellem Hagerne) er der Gummi, saa at de ikke kan glide i de bakkede Gader. Blandt Hestene ser man mange Hingste, og de mønstrer jo ordentlig for de lette Vogne. Ved Sporvognenes Holdepladser staar Passagererne pænt opstillede paa Rad, og de venter i Ro og Mag til deres Tur kommer; man lægger aldrig Mærke til, at nogen vil trænge sig frem.

Hovedbanegaarden er en gammel Bygning og ser forfærdelig medtagen ud; den passer nu langtfra til en By paa over Million Indbyggere. Her Hersker der jo ogsaa livlig Færdsel, og alle Tog er overfyldte. Paa Lokomotiverne fyres hovedsaglig med Træ. I Byens modsatte Udkant flyder Dnjepre, hvor der er temmelig livlig Dampskibstrafik. Op fra Floden hæver sig 60—70 Meter høje Skrænter, hvorfra der haves en smuk Udsigt over Dalen og den lavere liggende Bydel, som grænser ned mod Havneanlæggene. Her i denne Bydel har Jøderne rigtig deres Tumleplads.

Oppe oven paa Skrænterne er der smukt beliggende — men ikke særlig smukt anlagte — Parkanlæg. „Købmandshaven”, hvor Byens bedre Publikum viser sig og lader Papirrublerne flyve, som om de næsten ingen Værdi havde (Papirets Værdi er vel i Virkeligheden ogsaa kun lille), og „Michael Klosterpark”, hvor der er et gammelt Kloster og et Par Kirker med forgyldte Kupler. Naar man kommer med Dampskib, tager Byen sig herligt ud med sine mange forgyldte Kupler. Inde i Byen ser man overalt Spor as de skrækkelige Uroligheder for et Par Maaneder siden.

Omegnen er temmelig sandet, men rig paa Naaletræslov. Sæden staar maadeligt; der trænges ogsaa Haardt til Regn; Kløvermarker ser man slet ikke. Mærkeligt,, at Vejret endnu de første Dage af Juni er saa køligt.

Men jeg maa slutte og takker dig, fordi du har mødt saa præcist; kun de sidste Par Dage har du ikke fundet Vejen herop, men jeg har ogsaa faaet et andet Feltpostnummer, nemlig 886. Hvor det smerter, naar man hører, at nu er den og den falden af Kendinge deroppe fra vort kære Hjemland! Krigen river slemme Huller i vore Rækker. Paa Gensyn, og gid vi snart maatte opleve en god Fred!

Jens Paulsen.

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

8. juni 1918 – Claus Juhl: “… men jeg tror ikke, det var et tilfælde.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

De første dage gik alting efter ønske, englænderen strøede nok egnen af, men ingen i vor umiddelbare nærhed. Den 7. skød vi, mens der var fjendtlige flyvere direkte over os, følgen var at stillingen blev forrådt. Vi måtte nu flere gange forlade stillingen, men mand blev livsfarligt såret i underlivet, ligesom han havde en mængde andre sår. Vi fik ham forbundet og skaffet bort, men han døde på hovedforbindingspladsen.

Natten derpå da jeg lå i min hytte og sov, blev jeg vækket af nogle øredøvende brag, mens jordklumper regnede ned på taget. Der kom endnu flere skud, da det blev lidt roligere krøb jeg udenfor for at se hvor granaterne var slået ned. De havde akkurat haft retning efter mig, det nærmeste hul var kun 3 m fra min borg, blot disse 3 meter kortere så havde jeg ikke været der mere.

Vi lå netop midt i ildregnen, derfor indrettede vi vor fremtidige bolig lidt længere til venstre, der var en plet som hidtil var bleven nogenlunde skånet. Samme nat blev to mand letsårede ved 2. halvbatteri, den ene et skud gennem låret, den anden 2 skud i hovedet.

Dagen efter blev jeg afløst og kom til Menegate. 2 dage efter at vi var flyttet, slog en granat ned netop i det hul, som jeg havde forladt. Det kan man nu kalde et tilfælde, eller hvad man vil, men jeg tror ikke, det var et tilfælde.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

2. juni 1918 – Claus Juhl: “… og villaen var færdig”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 2. juni om natten kørte vi i stilling med 2 kanoner ved en gård, og de andre 2 et par hundrede meter til højre derfor. Stillingen var mellem Steenverk og Bailleul. Jeg var med første halvbatteri, vi stod ved en grøft fuld af vand, hvor der var et par enkelte pilebuske. Da landet var meget lavt kunne vi ikke grave ret meget mere ned end halvanden spadestik, jorden vi gravede op, satte vi så omkring hullet, ovenpå kom der så en blikplade, et par skovlfulde jord og endelig noget grønt og villaen var færdig. Den var kun lav, man kunne ikke engang sidde oprejst, men den gav da ly for sprængstykker og regnen omend, det kunne være lidt nok for begge dele.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

1. juni 1918 – Flensborg Avis: “Tak for bladet”

Hilsner fra Felten

Ærede „Flensborg Avis”!
Mange Tak, fordi du besøger mig daglig og bringer mig Nyt fra mit kære Nordslesvig. Jeg ligger for Tiden 15—20 Kilometer bag  Fronten og gaar en Meldehundeskole igennem; jeg er sund og rask og har det saavidt godt her, men desværre er den gode Tid snart forbi, oa saa gaar det jo til Fronten igen. Jeg beder dig gennem disse Linjer at bringe Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig min hjerteligste Hilsen.
Gefrejter Nis Hye, Galsted.

Kære „Flensborg Avis”!
Flere Nordslesvigere, som er tilsammen ved et Kompagni, sender gennem dig en Hilsen hjem til vort kære Nordslesvig og Tak for Bladet, som er vor stadige Gæst, og hvori vi kan følge med, hvad der Passerer derhjemme.
Gefrejterne Christiansen fra Rødekro, Wieck fra Aabenraa og Hymøller fra Blans Pr. Ullerup. Musketererne Bøtzau fra Ullerup Mark, Jensen Roth fra Genner og Johannes Hansen fra Gammelby ved Tønder samt Underofficer Petersen fra Angel.

30. maj 1918 – Johannes Ankersen: “Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj blev afløst ved fronten og kom i etapen i Belgien.

De sidste dage i maj blev vi endelig afløst, og som man kan tænke sig af en allerede udslidt division. De arme stakler kom fra den ene ubehagelige situation til den næste. Mit kompagni havde haft et besynderligt held, ikke en mand tabt. Men da vi var blevet afløst, og folk fra mit kompagni den næste dag viste de nye tropper madhenternes rute, kunne de ved tilbagekomsten berette, at de nye minekasterfolk allerede havde lidt meget under beskydning. Minekasterne sønderskudt og mandskabet spredt. En hårdtsåret som de havde fundet helt ensom, bragte mine folk til forbindingspladsen.

Gud ske takke lov, at vi var borte derfra. Ved herligt vejr rykkede vi af og marcherede til Pérenchies, en lille station mellem Lille og Armentierès, hvor vi skulle med toget. I Perenchies stod regimentsmusikken allerede og spillede. Toget var der endnu ikke. Jeg lagde mig i først omgang i græsset, lyttede til musikkens klange og kikkede op den klare, blå himmel. Kanontordenen hørtes kun svagt. Hvilken salig følelse, endnu en gang at være ude af den skræk og gru, ude af uvisheden, snavs og alle andre plager, hvis også kun måske for et par dage. – Vores tog kom, og vi kørte bort, kørte indtil vi i morgengryet måtte stige ud i Avelghem.

I den dybeste fred, lå vi langt inde i etapen i Belgien i en stor landsby fuldstændig uberørt af krigen, et godt kvarter, intet skud at høre. Åh, hvor var det dejligt igen at kunne strække sig i en ren seng, selv altid være ren, og ind i mellem at se andre mennesker end kun soldater. Vi blev ikke længe i Avelghem, der var ingen øvelsesplads i passende nærhed. Derfor rykkede vi efter nogle dage til egnen ved Renaix, eller Ronse, som flamlændingene siger.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

29. maj 1918 – Mathias Damm: “… Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d. 29.5.18.

Kære Fader!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det stadig godt. Mine Saar heles godt, det i Ryggen var helt, men er atter brækket op og smerter nu mere, end før og det i Armen var ogsaa lidt bedre end det nu er, men det i Benet er betydelig bedre, kanske er der slet ingen Splitter deri, desto bedre. Jeg kan nu gaa rundt i Værelset uden Stok og jeg har ogsaa været ude at spasere igaar for første Gang det gik bedre end ventet. Idag gaar jeg atter ud, saa bliver Tiden heller ikke saa lang.

Med Din Orlov er det det samme Narreri, som sædvanlig, og Rasmus gaar det ikke bedre. Han er jo nu ved Reims. De ere tidlig kommen til Frankrig at være med til Alting. Først ved St. Quentin, saa ved Lille og nu i Champagne. Jeg fik nu lige Brev fra ham fra d.22. Da skulde de nok i Stilling. Haaber han atter kommer godt derfra.

Jeg modtog ogsaa lige Brev fra min Sergt. og Gruppefører ved Comp. Han var netop som han modtog mit Kort fra Sedan bleven haardt saaret og nu faaet høire Ben aftaget. Han var aktiv fra Kavalleriet og var til Efteraar 7 Aar Soldat. Dog han er ikke forknyt og har et godt Hjem. En større Bondegaard i Omegnen af Tilsit, som han skulde overtage, naar han kom hjem engang. Det er som sædvanlig en af de bedste, det har truffet, et Skam som alle ønsker at blive af med, kommer altid godt igjennem.

Kære Fader, Du skriver om P.P.s Eiendom, Jeg har tænkt paa det samme, da Moder skrev derom, men jeg tænkte ikke, at Du vilde være med dertil saalænge man ikke vidste, om jeg kom hjem engang igjen eller ei. Men som Du skrive, vil der næppe nogensinde byde sig en saadan Leilighed til antagelig Pris og bedre passende Beliggenhed hefter ikke, og det er jo at bruge til alting, men det værste er jo at faa det passet nu, da der ingen af os er hjemme, men saa kunde det jo ogsaa lade sig græsse. Den største Del har P. jo dog til Græs, og saa behøvede vi paa vort eget ikke at pløie Hjørnerne og Kanterne og paa den Maade blev det atter en Lettelse. Græsse Køeme kan man overalt.

Men det var jo ikke godt, skulde Krigen vare et Aar endnu. Jeg synes dog forskelligt tyder paa, at de regner med Fred i Vinterens Løb. Skulde det ikke alt gaa som beregnet, er det vel heller ikke svært at sælge igjen, det er jo vældige Summer Gaardhandleme fortjener derhjemme og helt ublu Priser der betales, som om det var en Glanstid for Landmanden, men kommer det ikke af, at mange der har tjent lidt Penge i Byerne købe Eiendomme paa Landet.

Du kan se, hvad Du øyner, kære Fader, naar Du kommer paa Orlov. Peter sagde en Gang før Krigen, da C. Petersen drillede ham en Middag han kom fra Mosen, at han vilde hellere skænke os det billigt, end sælge dyrt til Gaardslagtere og lade Aftægt give. Den gang tænkte jeg blot det var blot Vaas, men kanske har han dog allerede dengang tænkt derpaa.

Hvis Du modtager dette inden Du kommer paa Orlov, saa lad mig det vide, ellers skriver jeg endnu engang, naar Du er hjemme. Hvem ved, om jeg ikke ogsaa kan komme den 4-5. Men jeg vilde heller ikke gerne gaa frivilligt herfra, om jeg ogsaa faar 14 Dages Orlov derfor. Nu nok for idag. Mange Hilsner sender Dig Din Søn
Mathias.

Naar jeg kommer til Graudenz, lader jeg Moder prøve, om at faa mig paa Arbeidsorlov.

29. maj 1918 – Jens Iversen: “… at vi nu var Soldater igen”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Tysk-Orscha, Onsdag, den 29. Maj 1918.
Byen ligger paa begge Sider af Dnjeprfloden, der skiller det besatte Omraade fra Russerne. De røde kommissærer gjorde ingen Indvendinger mod de to Dusin Stykker Sæbe, jeg havde købt for mine sidste Rubler. I Moskva havde tyske Sygeplejersker fra Gesandtskabet gjort os opmærksom paa, at Sæbe er en stor Mangelvare i Tyskland.

Da vort lange Tog med de henved 800 hjemvendende Tyskere langsomt kørte os over Dnjeprbroen, var der mange, der ikke kunde skjule deres Bevægelse, kvinder græd. Dog var Modtagelsen alt andet end festlig. En Oversergent klarede den helt alene og uden Sentimentalitet.

Vi Krigsfanger maatte forme Geled og fik at vide, at vi nu var Soldater igen. Medens Civilfangerne med deres Familier anbragtes i Barakker i Skoven, førtes vi til en tidligere russisk kaserne, hvor vi nu paa de nøgne Brikse venter paa at blive sendt til Varahava i Karantæne.

Da alle Breve herfra passerer Censuren og dermed forsinkes, har jeg givet en Soldat fra Skriverstuen, der netop skulde paa Orlov til Berlin, nogle Linier med til min Hustru med Meddelelse om, at jeg var paa Vej hjem.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

28. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… her skyder de godt hen”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 28/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for Pakker med Flæsk jeg modtog i Gaard og for Brevet i Dag. Ja du gaar og venter mig hvær Dag. Ja jeg kommer nok ikke før vi kommer bag Fronten i Ro. Saa længe vi er i Stilling. I Gaard blev vi afløst fra Forreste Stilling vi er nu lidt tilbage i Reserve. men her skyder de godt hen. Havde ogsaa Brev fra Jabob i Dag. det er da godt for ham at han er bleven Tjener hos en Leutnant det er altid bedre end det andet. I Haab om at det ikke maa vare for længe inden vi ses.

sender Eder de kærligste Hilsner, din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

28. maj 1918 – Mathias Damm: “… her i Tyskland forslaar Lønningen ikke”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren den 28.5.18

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 22. Du skriver at i har modtaget Penge, men ikke hvor mange, og heller ikke om der har staaet paa Afsnittet af Anvisningen, hvad det var for, de mange, som Du skriver, kan jeg nok tænke mig, men de 6 M ikke, hvis det var 7 vilde jeg tro at det var min Lønning fra 1 Mai og den har faaet i Sedan den Dag jeg kom hertil. Forhaabentlig faar jeg Besked naar, Du skriver igjen. At det ikke gaar som 1915, da jeg krævede Feldweblen for mine penge og da havde i dem længst hjemme.

Jeg har da skrevet eder fra Noyon at jeg havde samlet en Del Kobber og Messing sammen og nogle Faareskind, og afleveret paa Samlepladsen og haabede at faa findeløn, Kvitteringen derfor har jeg fra Sedan sendt Feldweblen, med Bøn om at sende eder Pengene, hvis det gav nogle. At i nu er forbavset, kan jeg godt tro. Godt at jeg de sidste Dage i Felten har tjent nogle, thi her i Tyskland forslaar Lønningen ikke. Jeg skal nok forlange i Tide hvis jeg bruger. Foreløbig har jeg nok.

Jeg var igaar for første Gang ude at spadsere lidt. Det gik storartet og idag mærker jeg intet til, at det har skadet. Idag er Veiedag igjen, 144 veier jeg nu, der maa nok alligevel være Kraft i Marmeladen. Jeg spiser jo ogsaa som en Akkord-arbeider. Hovedsagen naar der blot er nok at spise af og det er der for det meste. Jeg har i disse Dage snart mere Smerter i Armen end i Benet. Det var for otte Dage helt tør og ved at komme Skind over og nu er det atter som før og saa kommer der stadig smaa Frænner og Blærer rundt om og de er værre end alt andet. Nu er det i Benet snart bedre, Jeg kan ikke rigtig forstaa det, naar der er en Splint deri er det sært det heles og er der ingen deri hvordan bliver det saa stort et Saar og saa dyb som det var i Førstningen. Naa Lægen skal jo nok vide det, det maa jo staa i Papirerne fra Sedan. Idag kommer Undersøgelses Kommissionen fra Ulm og rydder op. –

Ser at Bierne atter har Nykker i Aar. Det Skidt. Jeg gad nok vide, hvad de feiler. C. A. har vel havt et tomt Hus staaende, da Du skriver, de fløj ind. Saa er det jo ikke saa sært, at de flyver væk. Det var ærgeligt nok. Det bedste var at tage Bier og Hus eller Kube, hvad de er i. I kunde jo betale det, men lovligt er det ikke at have tomme Huse staaende, naar i melde det, fik de noget paa Kasketten. Nu haaber jeg idag at modtage noget mere fra eder thi jeg gad nok vide lidt bedre Besked om alting. Slutter nu med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Vi spaserede igaar 4, to med et stivt Ben, Mand med 6 Kæppe. Jeg mente, det var vel Tysklands sidste Haab, naar vi kom med vore Stokke.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

27. maj 1918 – Tønder luftskibsbase

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er noteret:

27.5.18 Tondern

Vorm Teils heiter, teils trocken, etwas kühler, schwacher O.z.N. bis NW.z.w.-Wind.
Nachm. Meist ½ bedeckt, sichtig, trocken, auffrischender stark böiger NW-Wind, später nachlassend.

L 60 um 8,15h vorm. von Aufklärung gelandet.
L 54 um 9,35h nachm. zur Aufklärung aufgestiegen.

[sign.] Tönnis

(RM116/77, Bundesarchiv)

25. maj 1918 – Jens Iversen: “den forhenværende Tsars grønne Salonvogne”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Moskva, Lørdag, den 25. Maj 1918.
Vi forlod Saratov i Sommer og Sol. Næste Dag passerede vi Tambov i Snevejr. De tre Dages Ophold i Moskva blev for mig en Skuffelse, Jeg havde glædet mig til at se lidt af Russernes hellige By, Siedel og Ladehoff kendte den i forvejen. Men vi har ikke turdet forlade Toget, fordi det snart ved Dag og snart ved Nattetide blev rangeret fra den ene Banegaard til den anden i Byens Udkanter, og der var der Ikke andet bemærkelsesværdigt end de lange Rækker af beskadigede og rustne Lokomotiver, der i hundredvis stod opstaldede paa døde Banespor. Et Sted saa vi ogsaa den forhenværende Tsars grønne Salonvogne, dog var der ikke meget tilbage af Herligheden, hvad et Blik gennem Vinduerne forvissede om.

Men ellers ligger den vældige By i de smukkest tænkelige Omgivelser, og ind imellem Skrænter og Bøgeskove titter fornemme Villa’er frem, Datsher, som de kaldes, men ogsaa deres Tid er vel forbi nu, eller dog de forrige Ejerers. For øjeblikket sidder vi i Toget Borodino-Smolensk, Napoleons blodige Vej. Vi venter paa Signalet til Afgang. Efter Sigende skal vi i Overmorgen naa den tysk-russiske Demarkationslinie ved byen Orscha.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

24. maj 1918 – Mathias Damm: “Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 24.5.18.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev, som jeg modtog idag. Jeg har det efter Omstændighederne godt. Men som Du skriver, behageligt er det netop ikke, men naar det ellers maa bedres, som hidindtil, er det dog behageligere, end at ligge i Franskmandens Artelleriild.

De fleste Saar ere snart lægte, blot det største i Benet og et i Armen, men det heles ogsaa. Med Benet vil det nok vare en Tur endnu, da der sidder en Splint deri endnu, og den skal jo vist ogsaa skæres ud en Gang, ellers vil det vist snart brække op igjen. Men foreløbig har jeg jo Tid. Der er jo kun liden Udsigt til at Krigen snart faar en Ende, og saalænge forsømmer jeg jo intet, saa det er tidlig nok, naar de opererer mig, naar det andet er lægt.

Jeg blev røntgenfotograferet i Sedan, men den maa vist ikke være god at faa fat paa, da de fleste blev opererede og jeg ikke. Jeg kan nu gaa lidt ved Hjælp af en Stok, Men meget holder jeg ikke ud. Naar jeg har været nede i Haven om Eftm. er jeg glad naar jeg atter er oppe i Stuen og kan kravle til Sengs igjen[.] Det er en pæn Redelighed. I derhjemme have travlt, og man ligger her paa den lade Side og har et par Jomfruer til Opvartning.

Jeg har lagt et Billede ved her med nogle af Patienterne og vore Søstre. Jeg sidder til venstre for Musikanten, Dine Forældre kunne vist ogsaa nok finde mig. Jeg lider ingen Nød her, men bedre var det dog hos hos Moer. Der kom man før til Hægterne igjen, end her. Og dog, er det meget bedre her, end i de store Gamisonslazarether, der kunne de spænde Livremmen, naar de ikke vil have at Maven skal knurre. At de ikke snart kunne blive saa fornuftig, at holde op, thi i Længden holder ingen en saadan Sultekur ud, som de sidste Aar har været. Til 15 Juni giver det jo atter mindre Brød, en net Redelighed. Saa er der da intet i Veien for at Folk har for meget at staa imod med, naar Høsten kommer.

Nu har Krigen snart raset i 4 Aar og ingen Ende at se. Tusinder og Millioner Mand i den bedste Alder har maattet lade deres Liv, og for hvad? Det vil jeg sige Dig, naar vi ses. Og for det samme raser Krigen videre Dag for Dag og vildere og vildere. Gid det trods, alt maatte faa en Ende inden jeg atter er tjenlig til Kanonfoder.

Det er nu Middag og jeg slutter mit Brev. Naar jeg kommer til Garnison haaber jeg at faa Orlov og gjense Nordslesvig og mit kære Hjem. Og nu til Slut sendes eder alle de kjærligste Hilsner af Din Ven
Mathias Damm.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

21. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… saa længe jeg sidder i mit Granathul”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 21/5 1918

Kære Moder
Mange Tak for det Brev jeg modtog i Dag og for de to Pakker jeg modtog i Forgaards et med Smør og Sukker og et med Æg. de var alle i godt Behold. Samtidig med Brevet sender jeg to Pakker af med læder. det ene er Støvleskafter det kan i bruge til at slaa paa Træskoene for i gaar jo vist med Papir i stedet for Overlæder. Om jeg ikke snart kommer paa Urlov skriver du, jo jeg haaber det. men saa længe jeg sidder i mit Granathul kommer jo nok ikke men naar vi er bleven afløste tænker jeg Vi bliver vist afløst om et Par Dage

Mange kærlige Hilsner til Eder alle din Søn
Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

21. maj 1918 – Jens Iversen: “det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Saratov, Tirsdag, den 21. Maj 1918.
Tidlig i Gaar ankom vi hertil. Ladehoff og Siedel – hans Hustru med Børnene er forud rejst til Riga – tog imod mig paa Landgangsbroen, og jeg har tilbragt Natten paa deres Hotel. I Gaar og i Dag har jeg set paa Byen, der efter en kort Kamp er i de rødes Hænder. Dog er den langtfra saa ødelagt som Astrakan og barer endnu tydelige Spor af fordums Velstand. Den er Hovedstaden i det store volgatyske Omraade. I det vesteuropæiske City findes moderne forretningslokaler paa de velholdte Boulevarder, smukke Pladser og grønne Anlæg. I Gaderne høres meget Tysk. Mit gamle Lasaret ved Banegaarden var uskadt.

Nu hen paa Eftermiddagen sidder vi i vort Tog, der skal føre os til Grænsen. Siedel, Ladehoff og jeg har indrettet os paa en øverste Briks i en af de henved fyrretyve Teplushker, dvs. Godsvogne, den russiske Jernbanedirektion har stillet til vor Raadighed. De andre tre Brikse befolkes af familier, vi ikke kender. Disse alt andet end, bekvemme Vogne skal huse os den maaske ugelange Rejse gennem Rusland, men det har ingen Nød nu, saa nær Vejs Ende. Deutshmann med sin Hustru har fundet Plads i Dr. Baloghs Vogn. Vi er rede, vi venter kun paa at Lokomotivet tager fat.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

19. maj 1918 – Flensborg Avis: “Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds”

Flensborg Avis bragte 17. juni 1918 et forårsdigt.

Paa Vagt i Vaaren.
(Feltbrev.)

Guds Maane i sin fulde Glans
henglider over Himlen
og stemmer en til lystig Dans
midt under Stjernevrimlen.

Og Skoven i sin Pinsedragt
med lysegrønt i Hatten,
den pranger med en sælsom Pragt
i Sølverskær om Natten.

Paa Marken staar hver Blomst i
Knop, et fint og pragtfuldt Tæppe,
en Farvepragt — jeg giver op —
beskrives kan det næppe.

I Busken Nattergalen slaar,
saa lifligt lyder Sangen,
og Elverpigens Dans den gaar
saa let, saa tyst paa Vangen.

Jeg lytter til den milde Vind,
dens Sus i Skovens Blade,
den stryger kælent om min Kind
og kruser Søens Flade.

Naturen er en Foraarskvæld —
dens Lige ej man finder —
et Underværk, et Skønhedsvæld,
der evigt, evigt rinder.

Det Billede er stort og skønt,
der straaler for mit Øje,
med Mark og Eng og Skov i grønt
og Maanen i det høje.

Et andet Billed toner frem
og fylder mig med Smerte:
Jeg mindes sønderskudte Hjem
og mangt et sorgfuldt Hjerte.

Hvor fordum laa saa stolt en By,
ej Sten paa Sten der ligger,
alt ødelagt af Brand og Bly,
og Folkene — de tigger.

Jeg ser i Tankerne en Egn,
som Krigens Kno har hærget,
med Hus og Hjem, samt Have, Hegn
af Dødens Engel mærket.

Med Hul ved Hul i frugtbar Muld,
Granaterne har slaaet,
af Skyttegrave, Skanser fuld,
hvor gyldne Aks har staaet.

Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds,
der Fjendens Angreb stænger,
i Nattens Mulm Pakettens Lys
og Træer, skudt i Flænger.

Jeg hører, at med Lynets Fart
igennem Luften hviner
der Projektiler af hver Art:
Shrapnels, Granater, Miner.

Den Jord ej frugtbar er, men gold,
vor Slagene er slaaet.
Der avles aldrig mangefold,
hvor Vaabengny har staaet.

O. du mit elskte Fædreland,
jeg ønsker til din Baade,
du vorder fri for Krigens Brand,
for Kampens Ve og Vaade.

N. O.

19. maj 1918 – Jens Iversen: “… en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)