Alle indlæg af MBN

19. maj 1918 – Flensborg Avis: “Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds”

Flensborg Avis bragte 17. juni 1918 et forårsdigt.

Paa Vagt i Vaaren.
(Feltbrev.)

Guds Maane i sin fulde Glans
henglider over Himlen
og stemmer en til lystig Dans
midt under Stjernevrimlen.

Og Skoven i sin Pinsedragt
med lysegrønt i Hatten,
den pranger med en sælsom Pragt
i Sølverskær om Natten.

Paa Marken staar hver Blomst i
Knop, et fint og pragtfuldt Tæppe,
en Farvepragt — jeg giver op —
beskrives kan det næppe.

I Busken Nattergalen slaar,
saa lifligt lyder Sangen,
og Elverpigens Dans den gaar
saa let, saa tyst paa Vangen.

Jeg lytter til den milde Vind,
dens Sus i Skovens Blade,
den stryger kælent om min Kind
og kruser Søens Flade.

Naturen er en Foraarskvæld —
dens Lige ej man finder —
et Underværk, et Skønhedsvæld,
der evigt, evigt rinder.

Det Billede er stort og skønt,
der straaler for mit Øje,
med Mark og Eng og Skov i grønt
og Maanen i det høje.

Et andet Billed toner frem
og fylder mig med Smerte:
Jeg mindes sønderskudte Hjem
og mangt et sorgfuldt Hjerte.

Hvor fordum laa saa stolt en By,
ej Sten paa Sten der ligger,
alt ødelagt af Brand og Bly,
og Folkene — de tigger.

Jeg ser i Tankerne en Egn,
som Krigens Kno har hærget,
med Hus og Hjem, samt Have, Hegn
af Dødens Engel mærket.

Med Hul ved Hul i frugtbar Muld,
Granaterne har slaaet,
af Skyttegrave, Skanser fuld,
hvor gyldne Aks har staaet.

Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds,
der Fjendens Angreb stænger,
i Nattens Mulm Pakettens Lys
og Træer, skudt i Flænger.

Jeg hører, at med Lynets Fart
igennem Luften hviner
der Projektiler af hver Art:
Shrapnels, Granater, Miner.

Den Jord ej frugtbar er, men gold,
vor Slagene er slaaet.
Der avles aldrig mangefold,
hvor Vaabengny har staaet.

O. du mit elskte Fædreland,
jeg ønsker til din Baade,
du vorder fri for Krigens Brand,
for Kampens Ve og Vaade.

N. O.

19. maj 1918 – Jens Iversen: “… en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Midt paa Volga mellem Astrakan og Saratov, Søndag den 19. Mai 1918. Moders tresaarige Fødselsdag. Hun tanker næppe, at jeg denne Dag ligger midt paa en af Verdens allerstørste Floder paa Vej hjemad. I Forgaars forlod vi programmæssigt Astrakan i et sommerligt varmt Foraarsvejr. Fru Schmidt har forsynet mig rigeligt med Proviant. Tredie Kahyt paa det store, moderne Skib var fyldt til Trængsel. Vi faa Krigsfanger flottede os derfor og for at vare sammen med vore civile Bekendte til en Anden Klasses Kabine, og det har vi ikke fortrudt.

Ikke Afveksling, ikke skiftende Landskaber, kun faa og lidet tiltalende smaa Landsbyer sømmer Bredderne, naar vi kommer dem nær paa den vestlige Side, men den storslaaende Ensformighed og Ensomhed gør denne Sejlads paa den vældige Strøm til noget helt for sig selv. Paa dens Midte øjnes næppe Land. Først ved Jenotajevsk følger det stejle, udvaskede Højdedrag Floden, medens den flade asiatiske Steppe paa Østsiden kun skimtes i det Fjerne.

Sent i Gaar Nat naaede vi Zarizyn, hvor jeg for to Aar siden tilbragte et Par Maaneder i det til et usselt Fangelejr indrettede Tramvajdepot. Her fik vi en Afdeling svært bevæbnede Rødgardister om Bord. Det gav Anledning til en Del Uro, men de har ikke i mindste Maade generet os. De er i Dag blevet udskibet i Kamyshin, hvor de skal slaa en modrevolutionær Rejsning ned. De fortalte, at der ogsaa kæmpes i Saratov. Hvis det er sandt, kom mer vi fra Dynen i Halmen. I Morgen Dag vil vi faa Syn for Sagn.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

18. maj 1918 – Mathias Damm: “I Laaret maa Splinten endnu sidde…”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 18.5.18.

Kære Moder!
Idag kan jeg for første Gang efter 3 Uger sidde ved Bordet og skrive. Jeg kan naturligvis ikke lave Væddeløb, men ved Hjælp af en god Stok kan jeg da gaa lidt. Mine Saar heles godt, især i Armen og i Ryggen. I Laaret maa Splinten endnu sidde, da det er et dybt Saar og kun et og det heles heller ikke saa godt. Et lille Saar neden for Albuen, som jeg slet ikke havde ænset, har i de sidste Dage smertet, men nu er det bedre, det har nok udraset, da der er kommen en hel Del ud. Medicinalraaden har i morges undersøgt mit venstre Øre, da jeg ikke godt kan høre. I de første Dage var jeg helt døv, Han mente det skulde nok forsvinde helt. Godt var det. Jeg blev ogsaa veiet forleden, Kun 138 Pund, naturligvis i Adams Kostume. Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18. maj 1918 – Thomas Thomsen: “… hvor Hule er saa lav”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 18/5 1918

Kære Moder!
Sender samtidig med Brevet en Pakke med Reb hjem, skriv mig naar i har faaet det. Det fandt jeg i Morges i en Engelsk Artilleristilling. Uha Kroppen er saa øm paa[?] mig af at ligge hvor Hule er saa lav saa vi ikke engang kan sidde og maa ligge hele Dage har nu ligget her i 6 Dage og bliver først afløst om 6. Ellers har jeg det godt endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th Thomsen.

(Kåre Pedersens samling)

16. maj 1918. Knepkage til Thomas Thomsen

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 16/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Pakke med Knepkage jeg modtog i Gaar. Jo jeg sidder igen i forreste Linie og kuklurer i et Granathul, i Dag er den 3die Dag. Hvorlænge det varer denne Gang ved jeg ikke, forhaabentlig ikke ret længe. Du skriver at min Kompagnifører havde skrevet at jeg kunde køre saasnart Urloven [orloven, RR] blev aabnet. Hvem har skrevet sig som Kompagnifører vi har nemlig en ny omtrent hver anden Dag. Ellers har jeg det godt.

Mange kærlig Hilsen til Eder alle
din Søn Th Thomsen

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

16. maj 1918 – Jens Iversen: “Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Torsdag, den 16, Maj 1918.
For sidste Gang, siden hun efter Paaskefesten er kommet tilbage fra Saratov, var jeg hos Jelisaveta Aleksejevna, denne Gang for at tage Afsked og for at sige Tak endnu engang for al den Godhed, hun og Aleksej Lavrentjevitj og den hele Familie Chlebnikoff har udvist imod mig i det næsten halvandet Aar, jeg saa at sige er gaaet ud og ind i dette før saa lykkelige Hjem.

Hun var behersket som altid, men den sidste Tid har taget haardt paa hende. Det var ikke let at sige Farvel under de givne forhold. Ord betyder saa lidt, og hun ved, at ingen kan hjælpe hende. Hun fortalte om Samværet med sin Mand, der lider under Adskillelsen, om Sønnerne i Moskva, som hun ikke har set endnu, om Frygten for, at alles Skjul kan røbes. Krig er i sig selv ond, men borgerkrig er dens værste Afart.

Bagefter var jeg ude hos Ægteparret Rehbehn, ogsaa for at sige Farvel og Tak, Vi drak Te sammen, som saa ofte for. Gamle Andrej holder ikke af de røde, han synes, det var bedst under Tsaren, Han blev glad for min Klosterpibe, og hans Hustru Marie, der i al den Tid har vasket mit Tøj, arvede mit Primusapparat.

Saa kan Kapitlet Astrakan i min treaarige Krigsfangetilværelese afsluttes i Aften hos Familien Schmidt og med Kammeraterne der. De fleste af mine Bekendte undtagen Ægteparret Krebs og Hr. Singelmann rejser ligeledes i Morgen. Ved Middagstid starter vi med en af Kaukas & Merkurs store Volgadampskibe til Saratov, og derfra fortsættes med Jernbane mod Vest. Fiedler har Udsigt til at komme efter med den næste Transport.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

14. maj 1918 – Ernst Christiansen: “Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. I foråret 1918 befandt han sig i Flandern.

14. Maj.
I Dag for to Aar siden brækkede jeg Foden. For et Aar siden kom jeg ud af Lazarettet i Ivje. I Dag har jeg haft en Stophakke at banke Skærver under Sveller med. Lige er vi blevne jagede op af en knap paabegyndt Middagssøvn; men da vi er færdige med vort Stykke og ingen Spade har, har vi faaet Lov til foreløbig at sætte os igen. Efter flere Dages Regn og Kulde og Blæst smiler Solen. I det klare Vejr øjner vi tydelig Kemmelbjerget, det gult pløjede Højdedrag i det grønne flamske Landskab, og ser de engelske Granater slaa ned der, og vi kan tælle en halv Snes engelske Lænkeballoner foruden 15—16 tyske. Forleden holdt 24 tyske Flyvemaskiner Eksercits og gik ned indtil 20 Meter. De legede vist Angreb paa Skyttegrave.

Nu skyder de lige ved os efter en paagaaende engelsk Flyver. At de gider! Jeg gider ikke røre mig. Paa en frønnet Træstamme i Grøften ved Siden af mig leger to Edderkopper, og Grønsværet er spættet med Smørblomster. Gul er Falskhedens Farve! siger Folk; men de siger saa meget. Gul er Solen og Smørret og Guldet og Pandekagen, saa gult er en god Kulør at kaare.

Bare vi fik lidt kortere Arbejdstid, skulde vi være meget tilfredse. Efter Syrenerne kommer nu Røn og Guldregn og Rødtjørn, herlige at skue, og senere Roser. Men giver Vorherre Roser, giver han forhaabentlig ogsaa lidt Tid til at lade Øjet frydes ved deres Pragt.
Vort Arbejdssted er en forladt Frontstilling lige nord for Lys. Vi gaar over Floden paa en Bro højt oppe, der ikke er bredere end det smalle Feltbanespor, uden Rækværk.

Jeg kunde have Lyst til at komme ind til Lille engang. L. var der forleden; men Underofficererne har ogsaa fri hver tredje Dag, desformedelst det anstrenger dem mere at gaa og kigge paa os end som vi at arbejde selv. Vi menige kan jo bedre taale at arbejde hver Ugedag og Søndagen med. Men jeg har den Grundsætning: Mensch! ärgere dich nicht! og tager alt fra den lystige Side. — Naa, du lille Blomst, som endnu lyser i Græsset ved min Side, kan du nu tage et lillebitte Aandepust fra mine Læber med hjem til mine kære!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 227-29)

14. maj 1918 – Mathias Damm: “… det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og midt i maj blev han transporteret til Tyskland.

Blaubeuren d 14. Mai 18.

Kære Moder!
Jeg vil nu fortælle eder lidt om Reisen hertil. Lørdag Eftm. blev jeg i Sygeauto kørt til Banegaarden og pakket i en Seng i Lazarethtoget. Om Aftenen kørte vi saa løs, da jeg vaagnede næste Morgen, vare vi i Saarbrücken. Vi kørte saa gjennem det skønne Pfalz og over Rhinen ind i Baden. I Mühlacker bragte røde Kors-Frøkenerne os hver en Buket Lilienkonvaller og Forglemmigeier, og et Æble fik vi ogsaa. Saa gik det videre over Ludwigsburg, Stuttgart til Plochingen, der blev der nogle udladet, og da det var Aften blev vi andre skubbet ind paa et andet Spor til næste Morgen. Kl 7.15 kørte vi videre. I Goppingen, Geislingen og i Ulm blev der ogsaa nogle. Her til Blaubeuren kom der 70 Mand og Resten kom lidt videre. Ehingen, tror jeg nok, det hedder.

Det er her en skøn Egn, store Bjærge med grønne Skove og gjemt mellem Bjærgene ligger Byerne. Det er ingen stor By her, men i de store er det ogsaa sjælden saa godt, som i de smaa. Lægerne ere Civillæger, Vores er en gammel hvidhaaret Medicinalraad. Der er 100 Syge og Saarede her og foruden dem intet Militær. Her bliver man da anset og behandlet som et Menneske, skønt i Sedan var det ogsaa godt. Forplejningen er rigtig god, det værste er, at man ikke rigtig forstaar at bruge Gaffel og Kniv mere. Til Form. Mellemad faar vi hver en Øl. Om Aftenen faar vi enten kold eller varm Mad. Først en Tallerken Suppe o.s.v. Her holder jeg det ud, om det skal vare til Krigen er til Ende.

Vore tjenende Aander (Søstrene) ere frivillige her fra Byen, som har paataget sig, at pleie os, og deres Skyld er det ikke, naar en her ikke bliver rask. Jeg havde altid Angst, da jeg var i Sedan, at komme hen i en stor Militærstad, som for Eks. Köln. Der er der intet godt at hente nutildags. Der bliver man behandlet som Slagtekvæg. Naar de ser Saarene efter, staar de med Kniven i den ene og Pincette i den anden Haand, saa bliver det en dog lidt svimmel sommetider. Her spørger de om det gør ondt, naar de blot forbinder det. Jeg gad nok vide, om de skærer mig Splinten ud af laaret. Først skal Laaret heles lidt. Jeg har jo ogsaa Tid nok.

I har jo vist meget travlt derhjemme og jeg ligger her paa den lade Side, og det er forløbig den venstre. I maa nok sende mig min Kasket, naar i kan, uden at Skyggen bliver knækket. Du vaskede vist den røde Rand, da jeg var paa Orlov sidste Aar. Min Myts glemte jeg i Sedan. Ellers skal i intet sende mig her. Her lider jeg ingen Nød.

Jeg har her faaet et par Kort til at udfylde det ene skal til Kompagniet, et til Ers.Battl. Graudenz og det andet til eder, jeg sagde, at jeg havde længst skreven, men det var ligemeget, I behøver jo ikke derfor at tro, at jeg har faaet Griller, fordi det er tysk. Jeg vil nu til at slutte i Haab om et snarligt Gjensyn. Mange Hilsner sender eder eders
Mathias.

I skulle heller intet Skrivemateriale sende mig. Har Du skreven til Th Pedersen om at sende Bladene til R.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

13. maj 1918 – Johannes Ankersen: “En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet …”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj befandt sig i Frankrig.

Vi blev trods beskydningen i vores kvarter, når vi blev beskudt, rømmede vi huset og kom ved afslutningen af beskydningen tilbage igen. I de dage modtog vi igen rideundervisning, og for at muntre folkene op, afholdt bataljonen igen en sportsfest. Det blev vores ulykke. En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet, den følgende dag bliv vi udsat for en kraftigt artilleribeskydning, der igen kostede mange tab, men underlig nok ikke hos minekasterkompagniet.

Jeg havde nu fået nok og besluttede at holde mig langt væk fra området og husene. Tæt ved vores landsby løb en gammel engelsk skyttegrav, en slags reservestillling. Her lagde vi os hen, og byggede så godt det lod sig gøre små dækningsrum, og levede altså i Guds fri natur. Vi kom ikke til at fortryde det, for nu havde vi faktisk fuldkommen ro, ganske vist måtte de folk, der kom fra deres jordhuller forude, også her kravle i jordhuller. Men vi måtte ikke lide under artilleribeskydning, og da vejret var rigtig godt, kunne man nemt tænke sig en værre kvarter.

Stillingen var og blev ubehagelig. Jeg kan ikke så godt tale med derom, da jeg kun lejlighedsvis var fremme, men ved disse besøg i stillingen kunne jeg dog danne mig et indtryk af, hvad de brave musketieren alt måtte udholde. Hatten af for disse folk, der allerede så længe havde udholdt krigen med alle dens rædsler og alligevel stadig holdt stand, trofaste og standhaftige. Vi fik enkelte nye folk fra hjemstavnen, men de folk duede ikke til noget, de var frække, modvillige og opsætsige, og måtte behandles med den største forsigtighed. Heldigvis havde jeg ikke brug for erstatningsmandskab, og kunne således holde minekasterkompagniet fri for de forbrydergemytter.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

12. maj 1918 – Thomas Thomsen: “jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 12/5 1918

Kære Moder!
Mange Tak for det Brev og de 20 Mark jeg modtog igaar. Penge har jeg nok af for Tiden vi kan nemlig ingen bruge og Tak for de Pakker jeg modtog i Forgaards, dem kunde jeg lige Bruge. Naa, saa min Kompagniefører har skrevet at jeg maatte køre saa snart Orlov bliver aabnet. nu haaber jeg ikke at det varer længe inden jeg kommer den skal nemlig blive aabnet den 28. d.m. siges der her.

Mange kærlige Hilsener til Eder alle
din Søn Th Thomsen

8. maj 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “mange Tropper er trukket bort …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.
Bekræftelse paa at mange Tropper er trukket bort fra Sønderjylland. De 21 cm Kanoner, der tidligere har været i Batteri ved Hoptrup, er borte. Skyttegravslinien omtales som forfalden. En overløben Sachser hævder, at Forholdet mellem Preusserne og Sachserne bliver mere og mere spændt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

5. maj 1918 – Mathias Damm: “Hele Knæet er fuld af Saar”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Forsættelse af brev fra 4. maj.

Søndag
Jeg har nu lige faaet Saar og Knæ fotograferet med Røntgenstraaler. Nu skal vi saa se, hvad det giver. Jeg kan ikke rigtig godt bevæge Knæet, og derfor skulde det nu efterses. Det er kun et helt lille Saar i Knæet, men der maa vist dog sidde en Splint deri. Hele Knæet er fuld af Saar som om der var saaet Kom, og overalt har jeg saadanne smaa ubetydelige Saar. Det største er i Laaret, paa Ydersiden, hvor man skal holde Haanden, naar man staar stram [står ret/red.], og det er mindst saa stor som en Sølv 5 M. Dog naar jeg ligger rolig mærker jeg det ikke meget. Det er blot lidt hed saa det begynder vel at buldne.

Min første Tanke da jeg blev saaret var den, Godt at Hoved, Bryst og Mave er hel, og satte jeg i Rend gjennem Løbegraven, som var den onde bagefter mig. Da jeg traf Sygebæreren, lod jeg mig forbinde og kravlede lidt i Dækning thi det haglede Jern, da Spærreilden sagnedes, huggede jeg atter af i samme Fart til jeg var ude af Ilden, men da kunde jeg ogsaa knap faa Pusten. Saa gik jeg langsomt ind til Noyon, hentede mine Sager, blev rigtig forbunden og saa gik Reisen løs i Lastauto, at det altid gjorde godt at sidde der, vil jeg ikke sige. Fra Flavy le Martel til St. Quentin og derfra hertil kørte jeg i Toget. Nu mere en anden Gang, Blot mange Hilsner fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

4. maj 1918 – Mathias Damm: “Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

Sedan, 4. Mai Aften

Kære Moder!
Jeg vil begynde et Brev til eder, da jeg lige kom til at tænke paa om Du ikke kunde skrive til Thade Petersen og lade dem sende Bladene til Rasmus. Til Heimdal skriver engang naar jeg ved lidt mere Besked. I kunne jo godt skrive mig et par Ord efter Adressen her. Det koster da kun Kort og skriveriet. Mit Skriveri er jo nu helt daarlig. Naar man skal ligge paa Ryggen med en halv Omdreining til venstre og holde højre Overarm omtrent rolig, er det skidt.

Her ude stryger een leen, hvad han slaar ved jeg ikke. Her er alt kønt og Grøn. Det er et fransk Militærhospital og Park og Haveanlæg her i stor Stil, Skade at jeg ikke kan løbe. Men her i Sengen, er dog bedre end i Slotsparken paa Mont Renaud ved Noyon. Den Park og Slottet med har jeg i Erindringen for stedse, et saadant Myrderi har jeg ikke set før, som der. Vinduet staar aaben og den friske Mailuft kommer herind. Det er saa behageligt, og det kan jeg heller ikke godt undvære. For min Part kunde det staa aaben hele Natten.
Nu nok for i Aften, God Nat.

Brevet fortsættes …

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

3. maj 1918 – Mathias Damm såret: “jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I slutningen af april blev han såret på vestfronten og kom på lazaret i Sedan.

den 3.5.18. Kære Moder!
Jeg er nu kommen paa Lazareth i Sedan, men om jeg bliver her, ved jeg ikke. Jeg skal nok skrive nærmere. Jeg er saaret af en Granat i højre Ben (Knæ og Laar), Arm og i Armhulen (eller Ryggen). Jeg kan ikke se det. Det vaerste er i Laaret, men dog alle Kødsaar. Saa det gaar nok, og jeg er saa glad, at jeg er ude af Myrderiet, som naar de havde skænket mig et Kongerige. Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

30. april 1918 – Mathias Damm såret

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 30.4.18. Kære Moder!
Blot et par Ord. Jeg er saaret men ikke saa slemt, derfor sørger ikke. Mere en anden Gang. Mange Hilsner fra Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

26. april 1918 – Jens Iversen: “… saa jeg nu er rejsefærdig”

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

Fredag, den 26, April 1918.
Da Civilfangerne i Modsætning til os Krigsfanger kan rejse hjem paa egen Haand, naar et vist Antal har meldt sig, var det ikke svært I for mig at blive indskrevet, da jeg kender alle dem i det svenske Vicekonsulat, der bearbejder Listerne. Værre var det hos de stedelige Myndigheder at blive anerkendt som civilinterneret, men det gik ogsaa. Jeg fik paa Byens Kontor af et Sovjetmenneske uden storre Besvar baade Brev og Segl for 30 gode Tsarrubler “til det russiske Røde Kors”, saa jeg nu er rejsefærdig til den Civilfangetransport, der afgaar den 17. Maj.

Tsar- og Kerenskirubler staar endnu forholdsvis højt i Kurs, da de er officielle Betalingsmidler, hvorfor de hamstres i stor Stil. Astrakan har derfor ligesom andre Byer maattet trykke egne lokale Sedler, Der har en meget ringe Værdi. Jeg har til Hjemrejsen solgt, hvad jeg kan undvære, min Overfrakke, det ene Sæt Tøj, et Par Sko, et Sovedækken, alt samman for Tiden Mangelvare og derfor betales godt, saa jeg har henved 500 Tsar rubler til min Raadighed. Vi maa nemlig selv udrede Kosterne, da vi rejser paa egen Haand, Dr. Balogh gaar med som læge.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune, A972)

24. april 1918 – Enkefru Røgind: 200 mark for orlov

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

24. April.
Redaktør Svendsens Broder (Landstormsmand) er herhjemme paa Orlov, som han har erholdt paa følgende Maade. Han skulde have været til Fronten, men Lieutenanten sagde til ham, at hvis han vilde tegne Krigslaan paa 200, kunde det nok gøres om og han faa Orlov i Stedet. Han betalte øjeblikkelig og er som sagt hjemme. Det er en nydelig Handel der drives; hvor er der meget »rotten« i den tyske Militærstat?

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 151)

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

23. april 1918 – Niels Petersen: Den højeste udmærkelse for underofficerer

Den 23. april tildeltes Vizewfeldwebel Niels Petersen som nr. 156  Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz også kaldet Der pour le Mérite des deutschen Unteroffizieres. Da han modtog medaljen lå han hårdt såret:

Det var, medens jeg laa her paa Lazarettet, at vor Stabssergent en Dag i April kom paa Besøg hos mig, medbringende en forseglet Æske, som jeg selv skulde aabne. Jeg var imidlertid saa svag, at jeg ikke var i Stand til det, og saa maatte Professoren gøre det. Det var Militær, der paa den Maade blev overrakt mig som Anerkendelse for Stormangrebet [den 21. marts 1918].

Medaljens historie rækker tilbage til 1793, men under Første Verdenskrig blev den først genindstiftet i sommeren 1917. Man manglede på det tidspunkt en medalje til de veltjente underofficerer, der allerede var udmærket med jernkorset af I. og II. klasse, men som man – fordi de ikke tilhørte borgerskabet eller adelen – ikke ville forfremme til officerer, der som de eneste kunne modtage de højere ordner som eksempelvis Der Hohenzoller Hausorden mit Schwerten eller Pour le Merite.

Niels Petersen, Bevtoft, omgivet af kammerater. På hans bryst ses det sort-hvide bånd for jernkorset af II. klasse, og til venstre for det Das preussische Goldene Militär-Verdienst-Kreuz, under det jernkorset af I. klasse og derunder såretmærket (Privateje)

Niels Petersen var landmand, og blev derfor ikke anset for officersmateriale. Han var født i Bevtoft den 26. maj 1892, og begyndte i 1912 at aftjene sin værnepligt ved Infanterie-Regiment Nr. 141. Hans tjenestetid var derfor næsten overstået, da verdenskrigen brød ud.

Ved krigens begyndelse rykkede han ud med sit regiment, der kæmpede på østfronten. I begyndelsen af september blev han forfremmet til Unteroffizier. Midt i oktober blev han såret i højre ben af en geværkugle, og tildeltes samme dag han jernkorset af II. klasse. Fra november 1914 til juli 1915 gjorde han tjeneste ved sit regiments rekrutdepot.

Han blev nu forsat til Grenadier-Regiment Nr. 5 og deltog i fremmarchen på østfronten i 1915 til han i september blev indlagt med tarmkatar. I marts 1916 vendte han tilbage til sit regiment, der nu lå på vestfronten. I juni blev han forfremmet til Vizefeldwebel, og ved udgangen af juli blev han dekoreret med jernkorset af I. klasse.

Den 21. marts 1918, på den første dage af den store tyske forårsoffensiv, blev han hårdt såret af granat i højre skulder, mens han førte en stormtroppeenhed. Herefter kom han ikke tilbage tilbage til fronten, og blev først udskrevet i februar 1919.

Niels Petersens Goldene Militär-Verdienst-Kreuz (privateje)

Niels Petersen var så vidt vides den eneste sønderjyder, der modtog det militære fortjenstkors. Ordenen var meget sjælden og blev kun givet 1773 gange i løbet af krigen, i modsætning til jernkorset af II. klasse, som der blev tildelt 5,2 millioner af, og jernkorset af I. klasse med lige knap 200.000 tildelinger. Den højeste preussiske orden Pour le Merit blev tildelt 687 gange, hvilket vil sig at der blev givet en medalje for hver 480 officerer, mens det kun var et fortjenstkors for hver 7200 underofficere.

Med ordenen fulgte en række æresbevisninger og en lille pension, men den kom også Niels Petersen til hjælp på en anden måde. Da hans datter under besættelsen blev arresteret af tyskerne, dukkede hipo-folk op på hans adresse og foretog en temmelig hårdhændet ransagning af huset. Da det kom den stedlige tyske kommandant for øre, at man havde behandlet en bærer af fortjenstkorset sådan, fik hipofolkene besked på at vende tilbage og give ham en uforbeholden undskyldning. Med medaljen på brystet og ledsaget af et medlem fra det tyske mindretal tog Niels Petersen så til det tyske hovedkvarter i København. Her skal han have fået foretræde for selveste den rigsbefuldmægtigede Dr. Best, og have udvirket sin datter løsladelse. Datteren flygtede derefter til Sverige.

(Franz Joseph Ophaus: Das_preussische_Goldene_Militär-Verdienst-Kreuz (Der Pour le Mérite des deutschen Unteroffiziers), Berlin 1936; Morten Kamphøvner: Danskeren med Pour le Merite, i: Ekstra-Nummer, Jydske Tidende, 01/08.1939, s. 10-11; Niels Petersen Militärpas; Beretning fra familien)

22. april 1918 – Claus Juhl: “… jeg havde lykken og fik enkeltkvarter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I slutningen af april 1918 kom han til Belgien.

Ved midnatstid den 21. marcherede vi til banegarden Ivry, hvor vi blev forladede og den 22. kl. 6 morgen kørte vi bort, rejsen gik nordpå mod Belgien. Kl. 2 om eftermiddagen blev vi udladede på stationen Swevelghem, efter et par timers march kom vi til vort fremtidige kvarter byen Beveren, som ligger 7 km fra Kortryk. Her blev vi alle indkvarterede hos civilfolkene, en stor part fik massekvarter, jeg havde lykken og fik enkeltkvarter sammen med en skolelærer fra Kiel.

Vi lå hos en mand, som var væver, han havde før krigen arbejdet på en fabrik i Kortryk. Men nu var han hjemme og passede sin jord, han havde ikke ret meget, men han dyrkede tobak, som var i god pris, så han kunne få føden til sig og familien, denne var temmelig stor, der var 7 børn, hvoraf de to ældste et par somre måtte arbejde for tyskerne. De kom kun hjem lørdag aften.

Vi lå i et tomtstående kammer på halm, som vi havde udbredt på gulvet for en feltsoldat et godt leje. Folkene talte flamsk, som har stor lighed med plattysk, så vi kunne nok få en samtale i gang. Min kammerat kaldte de altid for skolmester, med det mindste af børnene, en purk på et par år, havde vi mangen spas.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

22. april 1918 – Thomas Thomsen: “… stiv i alle Lemmer”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 22/4 1918
Kære Moder!
Kun et par Ord. jeg har det godt. Vi blev afløst sidste Nat og er kommen lidt tilbage, om ikke ret meget, saa dog saa langt at vi ligger i Huse, og det er da noget andet end [at] ligge under aaben Himmel i et Granathul, eller noget lignende og det har vi gjort de sidste 8 Dage. Det var en kold fornøjelse. saa stiv i alle Lemmer saa man næsten ikke kunde gaa ellers alt vel.
Mange kærlige Hilsener
din Søn Th Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

21. april 1918 – Johannes Ankersen: “Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.

På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.

I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.

Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.

Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)