Alle indlæg af MBN

3. november 1918 – Enkefru Røgind: “… holdt e Haand over e Danskere”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

3. Novbr.
Hørte i Dag, at Amtsforstander den berygtede P. Kjer [paa Als] er ifærd med at forandre Signalerne: »Æ har da altid holdt e Haand
over e Danskere«.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158).

Læs mere om Peter Kier i Ribe Stiftstidende her

29. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Spansk syge i Haderslev

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

29. Oktbr.
En Masse syge i Haderslev og mange Dødsfald af den spanske Syge. Alle Hospitaler overfyldte.

— H. P. Hanssen har holdt en udmærket Tale og fordret § 5 opfyldt. Tredje Artikel af Victor er kommet idag, den er god, da kender jeg ham atter, der er Varme og Flugt i den, og den siger mange gode Sandheder, hvormed lian forsvarer sit Standpunkt. Jeg tror, det er rigtigt, saaledes som han dømmer det. Artiklerne har som Overskrift: »Hvorlangt gaar vor Ret?«

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 158)

27. oktober 1918 – Claus Juhl: “Dette her knalderi blev dog de gamle for meget …”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 27. slog en næsvis granat ned i haven umiddelbart foran huset, så de sidste ruder gik i vasken. Vi havde to sårede, overgefrejter Schrimpf blev såret i underlivet, han var også netop kommet fra udfyldningsbataljonen, hans tilstand var håbløs, efter at han var forbundet, afleverede vi ham på forbindingspladsen, og jeg har intet hørt om hans senere skæbne. Den anden var kanonér Mehnert, det var et mærkeligt tilfælde, at netop han blev ramt, han sad nemlig som lyskuglevagt i en temmelig høj eg. Han var dog lettere såret i hovedet.

Dette her knalderi blev dog de gamle for meget, og de overlod os nu hele huset og flyttede hen til en datter, som også endnu opholdt sig i byen. Hver morgen kom fatter hen at hilse på os og for at se, om huset stod endnu. Vi forlod også huset og gravede os ned bag et hegn.

Vejret var nu smukt og mildt, der var intet der tydede på, at det snart var november. Midt på dagen var det roligst, der blev altid gjort ildoverfald om natten og særlig heftig i morgentimerne, sædvanlig var det mest roligt om morgenen, men her var det omvendt.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

24. oktober 1918 – Marie Cosmus: “Kriegsopfer”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”. Nedenfor en stil om krigens ofre.

No 10

Kriegsopfer.

Dieser lange Krieg hat viele Opfer gebracht. Im Osten und Westen, auf allen Schlachtfeldern hat deutsches Blut geflossen. Deutsche und Feinde sind sicher oft zusammen in einen Grab begraben worden, die Toten zusammen sind nicht mehr feind. Auf den Schlachtfeldern sind wohl viele Gräber und Grabreihen zu finden. So ist das Land wie ein Großer Friedhof. Auf den Gräbern wächst jetzt vielleicht viel Gras und die Kameraden haben bei der Beerdigung all der Toten gewiß nicht viel Zeit gehabt, das Grab mit Blumen zu schmücken. Ein einfaches Kreuz ragt aus dem Grabhügel hervor. Auf den Meeresgrund liegen viele, dem Vaterlande treugewesene Männer. Hier in der Heimat sind sie betrauert worden und es gibt keinen dank dafür zu danken und wir sehen sie ja nicht mehr.

Manche Gräber sind gewiß zertrümmert und sind nicht mehr zu finden. Wofür sind nun alle gefallen, warum mußten so viele Familien trauern? Viele sind in Gefangenschaft geraten und leiden dort großer Not, aber einmal werden sie doch zurück kehren. Wir denken auch an alle Krüppel, die zurück bleiben. Sorgen und und Trauer hat der Krieg, der nun hoffentlich zu Ende ist, gebracht. Wir haben nie gedacht, daß der Krieg so lange dauern würde. Es war Weltkrieg, der mit anderen Kriegen nicht verglichen werden kann.

Tondern, den 24. Oktober
Marie Cosmus

(Jørgen Bendorff)

22. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Tysk hærgen i Cambrai

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Maria. Hagen, f. Kolfach, var her i Dag. Hendes Mand har lige været hjemme paa Orlov, han var med, da Cambrai blev forladt. Han var forbitret, saaledes som Tyskerne bar sig ad lige overfor de stakkels Indbyggere, han kunde ikke glemme det og kom idelig tilbage dertil.

Beboerne blev befalede at forlade Byen, hver havde Lov til at føre 60 Pund med sig, Resten blev overgivet til Soldaterne, men Officererne tog først. Hele Møblementer, Fortepianoer blev sendt bort til Tyskland, Malerier, Værdigenstande. Ikke nok dermed, i Haverne blev Frugttræerne savet over, Brøndene tilstoppede eller forgiftede.

Lille Maria sad med Taarer i Øjnene og fortalte, ogsaa om alle de unge og gamle, der blev tvungne til at. arbejde for Tyskerne, men, tilføjede hun med Stolthed, ingen dansk Nordslesviger har taget Del i Udplyndringen eller fort noget med sig; hun vidste godt, at endogsaa i Stepping har tyske Hjem faaet sendt Sengetøj og Linned og alt muligt dernede fra.

Hun har klaret sig godt paa sin lille Gaard med sine tre Børn i alle de Aar, hendes Mand har været borte, hun klagede ikke, men man kunde se det paa hende, at hun havde gaaet meget igennem. Maatte hun dog nu blive forskaanet for at miste Manden.

— En udmærket Artikel i Nationaltidende d. 22de om de danske Sønderjyders politiske Maal. Grenzpost spyr Gift og Galde.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157-8)

18. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… et nyt Tidsskrift Grænsevagten”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

18. Oktbr.
God Artikel af [Professor, senere Biskop i Haderslev] Ammundsen om Nordslesvig i Nationaltidende, det var den første Svale. Nu i Dag en Artikel, god, fornuftig af [Professor] Dr. L. V. Birch. Foreningen To Løver har indbudt Alliance française til Møde i Studenterforeningen. Professor Kristoffer Nyrop vil tale om Elsass-Lothringen og Dr. Jonas Collin om Udlandets Interesse for Slesvig. Under Redaktion af Mag. Vilh. la Cour vil der udkomme et nyt Tidsskrift Grænsevagten. Fru Slott-Møller, cand. theol. Holger Andersen, Dr. med. J. Collin, Kammerherre Bodenhoff, Fru Martha Ottosen, Dr.phil. Gudmund Schütte og Skoleinspektør Lauridsen har tilsagt deres Bidrag.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

14. oktober 1918 – Lorens Jepsen: “… de sølle Djævle som er ved Fronten”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, d. 14. Oktober 1918

Kære Anne!
Takker for et Brev fra 28. Aug. Ser, alt er saa omtrent ved det gamle hjemme. Jeg har det vel lignende, thi her slides denne Dag ogsaa som den anden, man har det egentlig godt nok, og alligevel bliver Livet trist og ensformigt i Længden.

Udvekslingstraktaten, som ingen større Begejstret Modtagelse var bleven til Del, er altsaa gaaet i Vasken. Lad saa den ligge, blot Freden var nær, men jeg tror ikke at de nuværende Fredsbestræbelser vil faa bedre Skæbne.

Men indlysende er det dog nu at det gaar mod Enden med Krigen, og selv om det endnu skulde vare et helt Aar inden vi kommer hjem, saa faar vi ogsaa holde det ud.

Vi, som sidder her, kan holde ud, værre er det for de sølle Djævle som er ved Fronten. Læser, at Dine Brødre har været slemt med; tror jeg nok!

Hvorledes gaar det min Broder? fra ham eller om ham hører jeg aldrig et Ord, han maa da være rejst tæmmelig meget i sidste Tid. Jeg vil haabe at de alle maa komme velbeholdne igennem Farerne. Hjertelig Hilsen din L.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P345,3)

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

9. oktober 1918 – Enkefru Røgind: Den spanske syge

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

 9. Oktbr. maatte jeg lægge mig af den spanske Syge. Christine lagde sig den 10. og Karen den 11.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

7. oktober 1918 – Rasmus Damm: “thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

4. oktober 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 120-130 angrebne Soldater”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia: Flere Passanter ved Frederikshøj har i dag overensstemmende forklaret, at Sygdommen i Haderslev virkelig var Hungertyfus, men man søgte at hemmeligholde dette og udgive det for spanske Syge. Sygedommen ytrede sig ved, at Patienterne pludselig faldt om, hvor de stod, fik voldsomme Opkastninger og høj Feber. Den 7´Dag var Krisedag; klarede de denne, kom de sig i Reglen! I alt skulde være 20 (af en 120-130 angrebne Soldater) døde.

Der har i Haderslev været Lægeautoriteter fra Kiel for at stille Diagnosen, men Resultatet blev hemmeligholdt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

30. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… 3-4 Dødsfald daglig”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Der er i Haderslev blandt det unge 18-19-aarige Mandskab, der ligger til 6 Ugers Uddannelse i Byen, udbrudt Hungertyfus. I Lørdags laa paa Hospitalet 127 angrebne, og der forefalder 3-4 Dødsfald daglig.

Meddelelsen er fra meget paalidelig Kilde og bekræftet fra anden og ganske forskellig Side.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

29. september 1918 – Claus Juhl: “Til højre kunne vi se de tyske granater hugge ned i højde med os”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Om morgenen den 29. kl. 6 gik englænderne over til storm og brød igennem til højre for os. Alle telefonledninger var afbrudt, og ingen vidste, hvad der gik for sig. Batteriet fyrede ustandseligt. Feltartilleriet til højre begyndte at gå tilbage. Henimod middag kunne vi se Tommy kravle rundt på højen foran os. Da mandskabet så ham komme, stak de fleste af, vi blev kun 5 mand tilbage i stillingen, det var løjtnant Hefs, som for øvrigt havde kigget for dybt i flasken., underofficer Dräger, telefonist Raonnowsk, sygebærer Thron og så mig.

Vi forskød så størstedelen af ammunitionen hen ved et par hundrede skud. Det var et besværligt arbejde, da vi måtte bære ammunitionen et langt stykke. Løjtnanten havde bestilt forstillingerne [kanonernes forvogne/red.], men de kom ikke. Forbindelsen med bataljonstaben var afbrudt, så vi var anvist på os selv. Jeg fik mit rødekors armbind på og legitimationsbeviset frem, for at have det ved hånden, thi vi ventede hvert øjeblik, at Tommy skulle komme og tage os med, han lå nu kun ca. 100 m. fra os. Til højre kunne vi se de tyske granater hugge ned i højde med os, vi kunne også se hvordan Tommy søgte dækning derovre.

Kl. ca. 4 kom der en enkelt rytter bagfra ned imod os, da han kom nærmere, opdagede vi at det var underofficer Schöning fra vort batteri, han skulle vel sagtens se, hvordan sagerne stod. Tommy lod ham komme temmelig nær, for så at modtage ham med maskingeværild, da han mærkede det, gjorde han kort omkring og sprængte af sted i susende galop. Det var et halsbrækkende ridt at se på, thi han måtte over et terræn med en masse granathuller. Vi ventede hvert øjeblik, at hesten skulle styrte, men han undslap virkelig.

Imidlertid var der ankommet tysk forstærkning, som besatte en skyttegrav på højden bag os. Vi ventede i stillingen til kl. 6 og besluttede så, at vi ville gå tilbage til den omtalte skyttegrav. Stålhjelmene trykkede vi ned over ørerne og så af sted.

Til at begynde med var vi dækket i en sænkning, hvor der stod et par pilebuske, men aldrig så snart vi havde forladt sænkningen, begyndte et maskingevær at rasle ned imod os. I næste sekund lå vi fladt på jorden, vi fortsatte så i korte spring langs et feltbanespor, kuglerne klaskede mod skinnerne, andre sang forbi ørerne på os, det er uhyggeligt sådan at være skydeskive og mærke kuglerne i umiddelbar nærhed af hovedet.

Vi nåede alle uskadte op til infanteriet. Vi var kommet fra hverandre undervejs, og dumpede selvfølgelig på forskellige steder ned i graven. Jeg kunne ikke finde de andre og fortsatte alene over mod Levergies´. Byen blev stærkt beskudt og jeg sad vel en time i et hul i udkanten. Derefter begav jeg mig på vandring længere tilbage, og langt om længe traf jeg også de andre fire.

Da Thron så mig, sagde han, det var da godt, at du kom, jeg ville af sted for at søge efter dig, thi jeg troede, at du var blevet ramt, da det varede så længe inden du kom. Nu var vi kommet ud af ildlinjen, vi gik tilbage til Fresnoy le Grand og glædede os til, at vi nu kunne få lidt ro. Men næppe var vi ankommet, før det hed sig at alle, som var kommet fra stillingen, skulle gøre sig færdig til at hente kanonerne. Det var et sørgeligt budskab, og tilmed regnede det i stride strømme, men vi måtte af sted.

Hen ved kl. 10 ½ kørte vi bort, og kl 12 nåede vi Levergies´. Den blev beskudt så tag og mursten raslede ned alle vegne. Vi kørte gennem byen og gjorde holdt i udkanten. Her blev forstillingerne ladt tilbage. Officerstedfortræder Strand, som havde kommandoen samlede fodmandskabet, og det gik lydløst ned mod stillingen. I umiddelbar nærhed af stillingen gjorde han holdt, karabinerne var selvfølgelig parate. Derpå sendte han to mand hen til hver kanon, som forsigtigt skulle undersøge understandene, thi vi ventede, at de var besat af englænderne. De kom alle tilbage med meldingen, at understandene var fri. En melderytter, som var med, blev sendt tilbage for at hente forstillingerne.

I mellemtiden gjorde mandskabet kanonerne klar til afmarch. Forstillingerne kom en for en med et kvarters mellemrum og vi åndede lettet op, da den sidste kanon kørte ud. Sagen var nemlig kritisk, thi kanonerne stod mellem linjerne i ingenmandsland. Vi var hele tiden bange for, at englænderne skulle høre støj og afskyde lyskugler, så var vi opdaget, og det var en smal sag, at skyde forspandet ned. Vi mærkede ikke det mindste til dem, muligvis var de igen gået noget tilbage om aftenen.

Vi kørte tilbage gennem Levergies´og Segnchart til Fontaine Uterte, hvor vi gik i stilling om morgenen kl. 5. Om natten blev byerne rømmet både af civil og militær. Civilbefolkningen skulle være ude af deres hjem i løbet af en time. Jeg så rømningen af Segnchart. Det var et sørgeligt skue, folkene stod udenfor i bælgmørke og øsende regn med deres små børn og de få ejendele, som de kunne føre med sig. Man måtte have et hjerte af sten, hvis man ikke kom til at føle medlidenhed med dem. Her kunne krigen ses i hele sin gru.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

26. september 1918 – Enkefru Røgind: 200 rekrutter på lazaret

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

26. Septbr.
Man fortæller, at af de 800 Rekrutter her paa Kasernen ligger 200 paa Lazaret og Sygehus, mange Dødsfald., det er helt unge Mennesker, underernærede inden de kommer, og saa den daarlige Forplejning de faar her, sammen med det kolde, vaade Efteraar, fler gør at de falder sammen. Stemningen er ikke god.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156)

24. september 1918 – Claus Juhl: “tre sprængstykker i venstre lår”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig

De følgende dage livlig artilleriild fra begge sider, især den 24. satte englænderne ind med trommeild fra morgenstunden af. Henved kl. 7 telefonerede de fra observationsstedet, at officerstedfortræderen Trympelmann var hårdt såret. Sygebærer Thron og jeg drog så af sted for at hente ham. Da han ikke kunne gå.

Det var 2 ½ km foran stillingen, og vi måtte over fri mark, især det sidste stykke blev stadig beskudt. Vi fik ham lykkelig på båren og slap over det værste stykke, som vi lige passeret, blot 2 minutter senere og vi havde fået hele jernhagelen, nu kunne vi dække os lidt i en gammel grav, til det var blevet roligere. Vi slap godt ud til vejen, hvor en sygebil ventede, som vi havde bestilt. Trympelmann var sluppen forholdsvis godt, han var såret ved venstre side af hovedet og havde tre sprængstykker i venstre lår.

Englændererne greb an, og de kom også fremad. Vicefeldwebel Wiere, som holdt forbindelsen ved lige med kamptroppekommandøren fra det 263. infanteriregiment, faldt sammen med kanonér Haupler i engelsk fangenskab, den sidste var hårdtsåret ved skud i underlivet. De havde opholdt sig i en understand, som blev beskudt med maskingeværer, herved kom en del lyskugler i brand, og de fleste af mandskabet fik brandsår. Englænderne tog dem alle med, hvorefter de igen trak sig tilbage.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

23. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle 17aarige indkaldes”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. mod Frcia:

Gennem H fra særdeles paalidelig Kilde:

a. En tysk Officer har igaar været rundt paa de Gaarde i Haderslev, der har russiske Fanger på Arbejde, for at formaa dem til at underskrive et Dokument, hvorved de vilde opnaa at blive tyske Statsborgere med Ret til at gifte og bosætte sig i Tyskland o.l. Den alm. Mening er, at dette gøres for at kunne sende dem til Fronten som tyske soldater.

b. Alle 17aarige indkaldes og afgaar til Frankrig efter en Uddanneles paa 6 à 7 Uger. De bliver ikke udrustet med anden Uniform end Hue, men optræder foreløbig i øvrigt i civil Dragt og erholder derfor en mdl. Godtgørelse paa 30 Mk.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

20. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… den ene blev skudt, de to andre fanget.”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachementet mod Fcia

1. Foruden i Rødekro findes ogsaa Radiostation i Tønder (Bladmeddelelser om en Station i Rødding er urigtig)

2. I nat vilde 3 Russere over Grænsen, den ene blev skudt, de to andre fanget.

3. Ved Mjolden Plantage lige V. for Døstrup er opført et Batteri med 2 svære c 30 cm Marinekanoner. Ammunitionsbane fra Døstrup Station til Batteriet.

4. Det hedder sig, at der er tilført den gamle Befæstningslinie i Nordslesvig nogle 21 cm Kanoner, antagelig som Erstatning for de Kanoner, der i sin Tid blev ført bort.

5. Det menes, at det feltduelige Mandskab af Grænsevagten i nær Fremtid skal afløses af ældre Mandskab.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

19. september 1918 – Claus Juhl: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 19. om morgenen kom kanonér Panger tilbage med et grimeskaft, som han smed fra sig med de ord: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Buman var navnet på en hest, som han skulle trække tilbage, den blev imidlertid skudt undervejs, og han selv fik et sprængstykke i venstre skulder. Sergent Röhrs fik en tommelfinger skudt af, Overgefreighter Lohse, som i civil var storkøbmand i Lybeck, fik et øre og et øje demoleret, idet han gik forbi en af kanonerne, som blev affyret i samme øjeblik. Sergent Grabowski blev let såret ved venstre side af hovedet. Overgefr. Hoch gjordes ukampdygtig ved, at de satte ham en kanonlavet på foden.

Om middagen kom jeg ud i stillingen for at løse sanitetsgefreiter Jepsen af, han skulle køre på orlov. Vi kom forbi stedet, hvor Bumann lå, knoglerne var kun tilbage, kødet var hentet til bøf.

Dagen over livlig artilleriild, da tyskerne var gået over til modangreb. Vejret var klart, men flyverne forulempede os ikke ret meget, thi der blæste en stærk storm. Et par dage i forvejen mistede 7. batteri 17 heste ved et flyverbombardement. Den 18. faldt batteriføreren sammen med 2 andre, medens 2 mand blev hårdt såret.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

18. september 1918 – Flensborg Avis: “Hilsner fra Soldaterne”

Hilsner fra Soldaterne.

En venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte hjemme og i Felten; vi er alle raske og ved godt Humør. Gefrejter Hans Sievertsen, Tinglev; Gefrejter Klavs Rosquist, Kliplev; Musketererne Jørgen Jensen, Felsted; Jens Lund, Branderup; Peter Petersen, Aabenraa; Jørgen Cl. Juhl, Sønder Vilstrup; Gottfried Werner, Sønder Vilstrup; Klaus Niklason, Egernsund; Henning Bennetsen, Grønnebæk; Jes Martensen, Vilsbæk.

Undertegnede sender hermed en venlig Hilsen gennem min kære Avis til min Familie, Venner og Naboer derhjemme i det kære Nordslesvig samt ved Fronten. Jeg er sund og rask og har det godt, men længes dog efter et lykkeligt Gensyn med min kære Familie. Jes Jessen, Bøgeskovskov.

Kære “Flensborg Avis”! To Nordslesvigere, som er trufne sammen her ved Rekreations-Afdeling, sender gennem dine Spalter mange Hilsner til Familie, Venner og Bekendte i det kære Nordslesvig. Vi er endnu stadig ved godt Humør. Iver Sørensen, Spandet, og Jakob Mikkelsen, Todsbøl ved Bollerslev.

17. september 1918 – Nyeste Efterretninger: “… gentagne, af Panservogne støttede Angreb”

Gennem hele krigen udgav de krigsførende landes hærledelser dagsberetninger om krigens forløb.  Flensborg Avis bragte gennem hele krigen dem alle samme, den tyske såvel som de  udenlandske og fjendtlige. De sidste med et par dages forsinkelse.

Nyeste Efterretninger. Dagens Beretning
Det store Hovedkvarter, Tirsdag

Den vestlige Krigsskueplads
Hæregruppe Kronprins Rupprecht. I Flandern livlig Opklaringsvirksomhed. Syd for Ypern strandede fjendtlige Delangreb. Ved Kanalstillingen bragte pommerske Grenaderer Fanger med tilbage fra et nyt Fremstød imod Fjenden ved Sauchy-Cauchy. I Egnen ved Havrincourt øgedes Artillerikampen tidlig i Morges til stor Styrke; ingen Infanterivirksomhed.

Hærgruppe Tysk Kronprins. Mellem Ailette og Aisne vedvarede Fjendens voldsomme Angreb. Vi tog Østranden af Højden øst for Vauxaillon, paa hvilken Fjenden fik Fodfæste, tilbage.

Ved Vejen fra Lassaux østpaa trykkede Fjenden os noget tilbage. Fjendtlige Angreb, der paa ny brød frem om Eftermiddagen efter den stærkeste Artilleriild, strandede i de her kæmpende hannoveranske, brunsvigske og oldenborgske Reserve-Regimenters Modstød. De skød i Aftes til Dels deres Linjer frem igen. Ogsaa den syd for dem staaende brandenborgske 5. Infanteri-Division afslog gentagne, af Panservogne støttede Angreb af Fjenden. I den sydlige Del af Vailly vedvarede mindre Kampe.

I Champagne blev et natligt Fremstød af Fjenden syd for Ripont afvist.

Hærgruppe Galwitz. Ved Côte Lorraine, ved St. Hilaire og  vest for Jonville gennemførte vi heldige Foretagender. Fjendtlige Delangreb med Haumont og nordøst for Thiaucour afvistes. Artillerivirksomheden indskrænkede sig til Forstyrrelsesild.

Vi nedskød i Gaar 44 fjendtlige Flyvetøjer. Overløjtnant Lørzer vandt sin 40. , Løjtnant Rumeu sin 35., Løjtnant Thuy sin 30. Luftsejr.

Første Generalkvartermester Ludendorff

15. september 1918 – Rasmus Damm: “Hernede brummer Flyverne ustandselig”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

15.9.

Jeg blev i Går afkommanderet til Bataillonsbagagen som Afløser for en Karetmager, som er rejst på Orlov. Vi er to Mand her på Værkstedet, og vor Opgave består i at reparere Køretøjerne og holde dem i Orden. Ober Kurzel er en Stationsby vel dobbelt så stor som Toftlund. Befolkningen her har så nogenlunde samme Indstilling som vi derhjemme. Sproget her er også blandet. De Unge taler godt tysk, men mange af de Ældre klarer sig bedt på fransk.

Hernede brummer Flyverne ustandselig, jeg har endnu ikke set så livlig Flyvervirksomhed. I Nat blev der kastet Bomber mod Banegården som ligger i den modsatte Ende af Byen, og Splinter deraf røg gennem Vinduerne hos vor Bataillonskommandør. Han måtte retirere af sit Kvarter og vi skal nu til at gøre det lidt i Stand igen. Nu i Eftermiddag var der igen Flyvere her over. En blev skudt i Brand og en nødlandede lige udenfor Byen. Der var i denne en engelsk Officer som Observatør, Føreren derimod Amerikaner.

I Aftes kort efter jeg var kommen hertil, hørte jeg noget som jeg nu i 2½ ikke har hørt. Det var Kirkeklokken som ringede Solen ned. Hvor lød det hjemligt og smukt i den stille Aften. I Morges ringede den igen ved Solopgang og Kl. 10 kaldte den Folk til Gudstjeneste, for det er jo Søndag i dag. Jeg regner med at blive her de tre Uger den anden er på Orlov, måske endnu længere. Det er også mere hjemligt og hyggeligt her i Byen blandt Civilbefolkningen end derude i Fortet. Her kan man gå og passe sit Arbejde og når det er Fyraften, kan man gå hvorhen man vil og får sig en Holdsnak med hvem man vil. Nu ringer Klokken Solen ned igen. Et Under er det, at den får Lov til at blive hængende i Tårnet her, og ikke som så mange andre bliver støbt om til Krigsformål.

Jeg har det rigtig rart her i Ober Kurzel. Vi to Mand passer vort Arbejde uden at anstrenge os. Ingen kommandere med os eller fornærmer os. Det er lidt knap med Smede, så det kniber for dem at få lavet det Beslag vi har brug for til Vognen. Jeg er derfor næsten lige så meget i Smedien som på Værkstedet, og laver selv en hel del af Beslaget. Det går også godt nok, som en Officer fra Staben sagde en Dag. Han kommer en Gang imellem for at se til os, men han laver ingensomhelst Vrøvl eller skynder på os.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

13. september 1918 – Rasmus Damm: “Fæstningsarrest”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.9.

Atter har vi været på Rejse og er nu havnet i Elsass Lothringen 5-6 km bag Metz. Nærmeste By er Ober Kurzel, hvor Bataillonsstaben ligger. Vi ligger i et Fort. Det er første Gang, jeg er inde i et sådant Fæstningsværk. Man føler sig helt tryg herned under Jorden med alle de mange Kubikmeter Beton over sig. Vi har underjordisk Forbindelse med Metz og en hel del andre Forter her omkring.

Også bagud er der Forbindelsesgange. Over Mandskabslokalerne her er der flere Meter Beton. Ovenpå dette er Pladser til Maskingevær og lette Skyts. Under os er der Kommandolokaler, Sygestue, Køkken, Beredskabs- og Munitionslagre og lignende. Dernede fra er det at alle Forbindelsesgange udgår. I flere af Gangene er der Tipvognsspor til Transport af Munition m.m.

Vi sover ikke i Senge, men i Hængekøjer. Den første Aften tog det os nogen Tid, at få dem rigtigt anbragt og komme op i dem. De Bæster er tilbøjelige til at snurre rundt, når man prøver på at komme op i dem. Sætter man sig på Kanten af den og vil løfte Benene indenbords, som man gør, når man sover i en Seng, så vender Bæstet her bare Bunden i Vejret og man sidder på Halen nede på Gulvet med Tæpperne over Hovedet. Efterhånden har vi lært at komme op i dem.

Værre er det næsten at holde sig i dem, da det selvfølgelig er en yndet Sport, at kippe hinanden ud af dem igen. Ja, Sjov skal der til, og Sjov bliver der lavet blandt Frontsoldaterne, som vil ingen andre Steder i Verden. Dagslys får vi ikke noget af hernede. Til Gengæld er her både Elektrisk Lys og Centralvarme.

Det er så at sige Fæstningsarrest vi har. Vi har ingensinde opført os alt for pænt overfor de høje Herrer udenfor vort Kompagni, og heller ikke overfor vor Bataillonsstab. På Transporten hertil var vi med samme Tog som Bataillonsstaben, og ved Ankomsten hertil var Bataillonsbagagen plyndret for alt spiseligt samt for mange andre rare Ting.

Ligeledes blev de Herrer generet af forskellige Tilråb, og for det hele får vort Kompagni Skylden, og sikkert ikke med Urette. Men andre har sikkert hjulpen godt til undervejs. Derfor blev vi indkvarteret her i Fortet. Desforuden er der streng Forbud mod at gå udenfor Fortet. Det betyder, at vi kan gå i Kantine eller andre Steder hen og købe noget. Vi kan kun gå til Udfaldsporten eller op ovenpå Betondækningen, men ingen Steder kan vi se noget. Nå, vi skal vel også her gøre en eller anden Tjeneste, og i så Fald kommer vi nok udenfor Betonmurene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

12. september 1918 – Marie Cosmus: “Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren branten auf.”

Marie Cosmus var født 16. oktober 1904, og gik under verdenskrigen i skole i Tønder. Fra det sidste krigsår er bevaret to opgavehæfter fra hendes hånd med titlen “Niederschriften von Marie Cosmus” og “Aufsatzheft für Marie Cosmus”.  Nedenfor to diktater. Den først handler om det engelske angreb på zeppelinbasen, den anden noget kritisk om bøndernes afgivelse af hø.

No 27 Der Fliegerbesuch
Gestern Morgen besuchten uns die feindlichen Flugzeug. Die Einwohner unserer Stadt lagen noch in aller Seelenruh als wir von einem schrecklichen Radau erweckten. Es war zwischen fünf und sechs Uhr. Wir hörten einige Schusse. Die Bomben fielen. Zwei Luftschiffe, die in der Halle waren, branten auf.

No 28 Etwas vom Kriege. Die Heuabgabe.
In dieser Kreigszeit ist alles sehr Knapp, sogar das Futter fürs Vieh, das heu. Die Heeresverwaltung braucht Heu für die Pferde und jeder Landmann, der auch nur eine Kuh hat, muß abgeben. Aus Spott nennt man es Hindenburgheu. Viele Bauern haben nicht mal genug Heu sie müßen kaufen, um abzugeben, sont werden sie bestraft. Binsen, Schilf und viel anderes wird gemäht und abegeliefert, dieses wird in Freidenszeiten nie gebraucht. Das Vieh muß den Winter über bald verhungern und die Leute schaffen sich die Kühe ab. Sie sagen ”Milch sollen wir abliefern, Heu sollen wir abliefern, es lohnt sich nicht, Kühe zu halten”. Die Schulkinder, ein allen Kreisen, sammeln Laub.

(Jørgen Bendorff)

12. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Feltgnisttelegrafer”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia

a. Ved Rødekro opføres en meget stor Traadløs Telegraf. I Udkanten af Rødekro er rejst 5 Master, der skal være c. 70 m høje.
Stationen (baade Modtager og Afsender) er snart færdig.

b. Desuden findes i Nordslesvig 3 almindelige Feltgnisttelegrafer (Funkertelegraphstationen) I. Nærheden af Sommersted, i ved Toftlund Mølle, i ved Vognshøj (N.V. for Løgumkloster)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

10. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia:

1.
Ved 21. tyske Landstormbataillon (den østrigske Grænsebatl) har 2. og 4. Komp. byttet Standplads, saaledes at Komperne nu ligger saaledes regnet fra Øst:
2. Komp: Aller (omspænder fra Lillebælt til ca. 500 m V.f. Fiskebæk Kær)
1. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 2. til Haderslevchausséen incl.)
4. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 1´til S.f. Brenore Mer) og
3. Komp: Frørup (omspænder fra 4´ S.f. Ødis-Branderup).

2.
En Overløber har meddelt ”B”, at Soldaterne ved Fronten flere Gange har raabt ”Blutsauger” efter Hindenburg, saa denne har maattet hørt det. Ligeledes fortalt ham, at naar Sønderjyderne ved Fronten har bedt om Orlov, blev der altid spurgt dem, om de var ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”; svarede de bekræftende paa det sidste, kunde de været ret sikre paa at faa Orlov.

3.
En Flygtnings Skitse over nogle udførte Stilinger paa Slesvigs Vestkyst vedlægges.

Bilag: Et Flygtnings Skitse over militære Stillinger paa Slesvigs Vestkyst ved P. Eliassen

Skitse over den vestligste del af  Sikringsstillingen, indført i Efterretningssektionens journal 10/10-1918 (Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

8. september 1918 – Georg Brodersen: “… Fordærvelse og Skræk i vore Rækker”

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

I Stilling Syd-Vest for Cambrai d. 8 Sept. 1918.

Kjære Hr. Pastor! Min hjærteligste Tak for Deres kjære lange Bev. Vi nu efterkomme Deres Ønske og fortælle Dem lidt om mine Oplevelser under den Fochske Offensives Storkampdage, om det ikke bliver for meget for Deres Nerver.

Vi havde ligget et Par Dage i Rosiere i Ro og ventede efter, at Divisionen var færdig med Afløsningen, for saa at komme længere tilbage i Ro. Om Morgenen den 8 August, da jeg vaagnede, mente jeg, søvndrukken som jeg endnu var, at der kjørte et svært Lastautomobil forbi over Stenbroen, men da jeg kom rigtig til Besindelse, hørte jeg, at det var Trommeild fra fjendtlig Side. En anden Kammerat vaagner og siger raat: ”Na, da ist wohl wieder der Teufel los.” Jeg maatte sukke til Herren; ”Gaa du med mig, naar det i Dag gaar til Kamp.”

Lidt efter kommer en Ordonants; ”Aller højst Alarmberedt!” Vi pakker vore Sager og er færdig at rykke ud; svære fjendtlige Granater slaar bragende ned i Byen.  Først Klok. halv ni kommer der Ordre tli at rykke ud, saa gik det i langtrukken Kolonne hen imod Harbonniéres; dog inden vi naar Byen, staar vi allerede i Kamp. Flyvere raser over vore Hoveder i en Højde fra 10-30 Meter, saa Lufttrækken næsten løftede Staalhjelmen af Hovedet, strøende Fordærvelse og Skræk i vore Rækker. Bomberne drønede mellem os, og Maskingeværernes Kugler praslede ned over vore Hoveder. Her var ikke meget at gjøre, da vi saa at sige stod magtesløs, over for dem.

Dog nu kom Tankene til Syne og i flankerne Kavaleri, saa gav det Noget at bestille! Dog Infanteriet var kun svagt endnu, og vi holdt Stillingen. For Kavalleriet maatte vi trække vor venstre Fløj tilbage til Dækning. Hvor jeg befandt mig, da vi svinger tilbage, træffer mig en Kugle, jeg mærker Smækket. Det var en Maskingevær-Kugle fra en Tank, der gik gjennem Tornisteren, Støvlerne og den sammenrullede Kappe og ud mellem Bryst og Arm. Jeg maatte i Øjeblikket sige: ”Tak, Herre, at Du bevarede mig.” – Stillingen holdt vi til næste Dags Formiddag.

Af den Division, som havde løst os af, saa vi ikke en Eneste komme tilbage, saa vi næsten blev overrasket, da vi paa én Gang saa langt bag Froten saa Fjenden foran os. Stjærnerne blinkede paa Himlen, og mine Tanker fløj op over dem, op til Himlens Gud, Kongernes Konge, Hærskarernes Herre, og jeg have paa ny et Opgør med ham, og min Sjæl blev stille og fuld af Fred. Ja, den evige Gud er en Bolig fra Slægt til Slægt!

(brevet forsættes)

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

7. september 1918 – Thomas Brodersen: ” jeg blev saaret Kl 9¾”

Thomas Brodersen gjorde i efteråret 1918 tjeneste på vestfronten i 3MGK/RIR215, og var en af de mange soldater, som præsten Nic. C. Nielsen korresponderede med i løbet af krigen.

Mons, den 7. Sept. 1918

Kære Pastor Nielsen
Smager og ser at Herren er god. Sl. 34,6
Haab imod Haab, selv om Fjenden kan møde doppelt saa mandstærk med Brovt og med Bram! Gærne med Kristus hernede vi bløde, naar kun vi hist maa ophøjes med ham. Dette var Sproget til Idag i min lille Salmebog. Ja vi maa ikke tabe Modet, om det end ser nok saa sort ud for os, men skal trøstelig stole paa vor Frelser, som kan og vil hjælpe os, naar vi vel af Hjærtet beder ham om hans Bistand. Han vil føre os nærmere hen til sig, naaar han lader en Hjemsøgelse komme over os.

Jeg er bleven saaret i det venstre Skulder af en Gevæhrkugle, – og er her paa gennerejsen til et Lazarett. Den 2 Sept greb Englænderen an. Vi laa i Reservestillingen bag Etapigie, ved Arras. Han overløb alt, vi blev siddende i en kort Grav, som han ikke rigtig kunde komme lige paa. Om de herefter har maattet give sig, hved jeg ikke, da jeg blev saaret Kl 9¾ og gik tilbage.

Schrøder Petersens Søn fra Hellevad var der ogsaa, desværre har jeg ingen Anelse [om] hvor Askov er, maaske er han løben tilbage, eller han er i Fangenskab. Jeg haaber det bedste. Maa han ikke samles med sine Kære paa denne Jord, saa samles han nok med dem i det himmelske Hjem, hvor det er godt at være.Det er jo Hovedsagen for os, at vi alle maa komme derhen, og jeg haaber at vi ogsaa vi samles hernede for en kort Tid. Alt staar i Guds Fader haand. Han fører os nok til Sejer over det Onde. Vi vil bede ham om snart [at] lade os faa Fred. Naar jeg har faaet den nye Adresse at vide, skriver jeg igen.

Guds Fred være med os alle
Med Hilsen Derres Thomas.

(Arkivet ved Dansk Centralbibiotek for Sydslesvig, P116)