Alle indlæg af MBN

Ikke kategoriseret

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

Krigens forløb

12. december 1917 – Mathias Damm: “… lidt til at pudse Kæresten med.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 12 December.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 30 fra d 29. og to Kort fra 5-6. som jeg modtog idag. Jeg boer for Tiden 10 M under Jorden, men har nu vovet mig op hvor solen skinner, for at skrive. Det er slet ikke værre her end i Rusland, blot lidt mere bumseri.

Jeg fik ogsaa en Pakke med Julekager “Afsender Pastorat Beftof’ men det var vist en Konfirmand der havde skreven den indlagte Hilsen. Nu er jeg nok nødt til at skrive, da der tilmed laa et Kort ved.

Kan i ikke sende mig lidt til at pudse Kæresten [hans gevær/red.] med. Af det fine helst, og send en Lap i et Brev straks. Naar jeg kommer op i Verden igjen, skriver jeg bedre og mere foreløbig agerer jeg Muldvarp, men det er slet ikke daarlig.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

12. december – Fra Efterretningssektionens journal: Skærpede forhold hos grænsevagterne

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

1. Vagttjenesten ved de tyske Grænsebatailloner er i de sidste Dage bliver ret betydeligt skærpet. Saaledes skal anføres:
a. Mandskabet kommer ikke som tidligere stadig paa Post samme Sted. Posternes Fordeling tilgaar Vagtkommandøren i forseglet Konvolut og offentliggøres først, naar Mandskabet er savnet paa Vagten.
b. Bataillonen lader Stadighed 4 Uoff. inspicere i selve Postkæden og 2 Uoff. med Posten bag denne for at anholde Personer, der ikke er forsynet med Pas. Navnlig Patrouillerne bag Kæden skal anholde mange.
c. Vagt[—-] straffes strængt, særlig Posternes Samtale med Uvedkommende.

2. En paalidelig Kilde meddeler:
a. Under et Ophold hos nogle Slægtninge i Skovby har vedkommende Person hørt nogle tyske Off. udtalt, at al det meget Fæstningsværk i Nordslesvig ikke var til nogen Nytte, da Anlæggene ikke er tidsvarende. (Lignende Udtalelser er ogsaa fra anden Side meddelt Detch.).
b. Det i Skovby værende og tidligere indmeldte Ammunitionsdepot ligger umiddelbart op ad Laden til den største Gaard i Byen og er tæt fyldt med Ammunition.

3. Fredsønsker og Misfornøjelser blandt Soldaterne.

4. Tyske Vagtposter fra Gravenshoved har meddelt, at der smugles meget søværts gennem Lillebælt (er meddelt de stedlige Myndigheder).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

Krigens forløb

10. december 1917 – H.P. Hanssen: “… altsaa Brud paa Hjerneskallen”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Næste Morgen gik jeg ind til Kommandanturen, som var i en stor Dansesal, forelagde Depechen og udbad mig Oplysninger om, hvor jeg kunde finde min Søn. Den vagthavende Underofficer søgte at faa Forbindelse med et Feltlazaret, men Forbindelsen var allerede optaget. I det samme ringede det udefra. „Ferngespräch!”

Der meldes, at Grenader Bacharat, som havde haft Orlov til Mühlhausen i Øvre-Elsass, ikke var vendt tilbage til sin Afdeling, skønt han skulde have været der for to Dage siden. Der skulde straks foretages Efterforskninger.

Vi fik Forbindelse med Lazarettet og blev henvist til Feltlazaret Nr. 36. Da jeg meldte mig til den vagthavende Underofficer, var han yderst høflig. Bataillonsstaben havde anmodet ham om straks telefonisk at melde min Ankomst. Jeg spurgte, om min Søn var haardt saaret. De sagde, at han havde — jeg forstod et svært „Schenkelbruch” — men da der kom en Sygeplejerske, sagde hun, at det var et svært „Schädelbruch”, altsaa Brud paa Hjerneskallen.

Det var meget betænkeligt men Sygeplejersken sagde, at han efter at have ligget bevidstløs i 48 Timer nu havde det noget bedre. Cheflægen blev tilkaldt, og han førte os noget efter ind i Sygestuen. Jeg kunde først ikke kende min Søn, saa ilde tilredt var han, men han var ved fuld Bevidsthed og kunde tale forstandigt med os i de faa Minutter, vi maatte opholde os hos ham.

Om Eftermiddagen maatte vi komme igen. Paa Vejen derhen blev vi pludselig tiltalt af en Soldat paa godt Aabenraa-Dansk, nogle Skridt videre mødte vi min Søns Kammerat, Løjtnant Holdt fra Løjt-Kirkeby, med hvem vi senere tilbragte Aftenen. I Restaurationen, hvor vi opholdt os, kom flere Officerer og udtrykte deres Deltagelse.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 178-9)

Ikke kategoriseret

9. december 1917 – Ernst Christiansen: “… vestpaa fra Rusland”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon.

I Toget, 9. December 1917.
Undervejs vestpaa fra Rusland, med Orlovstog, alene, men ikke paa Orlov. Vor gamle Kaptajn, en Reserveofficer, holdt for meget paa en saa vidt mulig skaansom Behandling af sine Familiefædre. Kompagniet var tildelt Jern­banetropperne i Bogdanow. Imod Jernbaneofficerens Vilje sendte han os engang hjem, da vi i flere Timer var blevne gennemblødte i kold, strømmende Regn. Det sivede hurtigt ud, at Jernbanemanden havde klaget til Divisionen, skønt denne selv havde udstedt den Ordre for en Tid siden — oplæst for os —,, at der ikke skulde arbejdes i stærk Regn, med mindre der var Fare paa Færde. Et Par Dage efter rygte­des det, at vor Kaptajn skulde bytte Post med en Kompagnifører fra Vestfronten, tidligere Skovfoged Best fra Hammelev. Kaptajnen rejste, men meldte sig syg undervejs. Hr. Best kom, jeg blev pillet ud og sendt til hans gamle Kompagni i Belgien som Erstatning for en Mand, han havde taget med; men jeg sendtes en lille Omvej. En natlig Marche i Snevejr til Bogdanow, videre derfra ved første Hanegal. En Dag ved vort gamle 1. Kompagni, som man havde sagt mig, jeg skulde tilbage til, og som nu laa i Tokarishki.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 145-6)

Krigens forløb

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Skriv en kommentar

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring →

Hjemmefronten

8. december 1917 – H.P. Hanssens søn såret

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

For otte Dage [8. december] siden modtog jeg fra Felten et Telegram, som kun indeholdt Ordene: „Befinden leichte Besserung, Zureise gestattet, Depesche dient als Ausweis, Regiment 86.” Der var tydelig nok gaaet et andet Telegram forud for dette, men Depechen viste, at der maatte være tilstødt min Søn noget meget alvorligt. Et Par Timer efter rejste jeg sammen med hans Forlovede sydpaa.

Da vi om Aftenen naaede Altona, hen­vendte jeg mig straks til Jernbanekommandanturen for at faa opspurgt, hvor hans Regiment for Tiden var at finde. Kom­mandanten henviste mig først til Generalkommandoen, men da jeg forelagde ham Depechen, og indtrængende bad ham om at give mig de Oplysninger, han raadede over, for at vi hur­tigst muligt kunde komme videre, sagde han: „Vi maa ingen­ting sige, men privat kan jeg meddele Dem, at Regiment 86 ligger ved Hartmannsweilerkopf nær Mühlhausen i Øvre- Elsass. De vil sikkert finde Deres Søn, naar De rejser derned.”

Vi tog da med Nattoget til Frankfurt a/M. og videre over Strassborg til Colmar, hvor vi ankom næste Aften [9. december]. Fra Strassborg gik Toget meget langsomt. Vi var 5 Timer om at køre en Tur, som tager 45 Minutter i Fredstid. Undervejs delte vi Kupé med Passagerer fra Colmar, som fortalte, at Fransk­ mændene i de sidste to Dage havde rettet stærke Luftangreb imod Byen. I Colmar havde vi et længere Ophold. Klokken ni kørte vi omsider videre. Toget var nu blændet og gik overordentlig langsomt. Ved alle Stationer blev der rangeret. Turen gik ned med Fronten. I Vest saa vi hele Tiden Lyskugler stige op. Naar Toget standsede, hørte vi Kanontordenen. Ved Rapportsweiler blev vi omhyggeligt reviderede. Over det blaa elektriske Lys ved Stationerne var der anbragt store sorte Skærme for at værne Jernbanen imod Flyverangreb. Det var bidende koldt.

Henad Kl. 3 Nat [10. december] naaede vi omsider Mühlhau­sen. Da vi traadte ud af Banegaarden, laa Gaderne i et spøgel­sesagtigt Lys. De elektriske Lyspærer var alle mørkeblaa og dækkede opad med sorte Skærme. Over den hvide Asfalt laa der derfor et mat blaaligt Skær. En Jernbanearbejder bar vor Bagage til Centralhotellet, hvor jeg havde faaet opspurgt, at Kommandanturen havde sit Kvarter. I Hotellet var alt end­ nu livligt. Patruljer kom og gik. Officerer i Krigsudrustning sad ved Bordene, parate til at rykke ud. Vi fik Plads og gik til Ro.  

 (H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 177-6)

Ikke kategoriseret

7. december 1917 – Hans Dahl: Paa Lazaret

2 kommentarer

Paa Lazaret.
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Feltlazaret — Lazarettog — Reserve-Lazaret. Hvem, der har været i Felten, kender ikke ovennævnte? Der er vel ikke mange af dem, som har været med, der ikke har været paa Lazaret enten syg eller saaret.

Som Følge af en Mave- og Tarmlidelse, som jeg havde paadraget mig under vort Ophold i en Skovlejr i sumpet Terræn i Frankrig, beordrede vor Bataillonslæge mig indlagt paa Kompagniets Sygestue; men efter i Ugers Forløb var Sygdommen snarere tagen til end af, og Enden blev, at en Morgenstund holdt Lægen selv for Døren og bragte mig i hurtigt Tempo med sit Enspænderkøretøj til nærmeste Feltlazaret, en 6 Kilometer borte. Der blev jeg indlagt paa en „Skørbugsbarakke” til Iagttagelse.

Den lyse og rummelige Barakke med 2 Rækker Senge gør et godt Indtryk; naar man kommer fra en Kompagni-Sygestue, er man nemlig ikke forvænt. Jeg blev puttet i en pæn, ren, hvid Seng, og nu begyndte jeg at se mig lidt om i Barakken. Omtrent alle Senge er belagte af mere eller mindre Haardt syge; nogle er allerede i Bedring og hjælper dem, der stadig maa ligge i Sengen, besørger dem Vaskevand og bringer dem deres Mad og andre Smaating. Alle er venlige og forekommende over for hinanden; nogle af dem, som er Haardt medtagne, finder sig rolig i deres Skæbne, andre klager og jamrer. Maden smager ikke. Appetit eller Hunger er der ingen, som har. Et Par Senge fra mig til venstre ligger en ung, bleg Fyr med indfaldne Kinder; han klager over slemme Smerter i Maven. Saniteteren bringer ham Medicin og pusler rundt om ham, men det nytter ikke; jeg maa altid kigge hen til ham, Sygdommen bliver værre, og en Morgenstund er Sengen tom. Han er gaaet hjem til den evige Hvile. Han haabede at komme til Tyskland; to Dage efter blev han begravet med militær Honnør.

Efter nogle Dages Forløb erklærer Overlægen, at jeg ikke er smittefarlig, og jeg kommer paa en anden Afdeling af Lazarettet, som befinder sig i et lille pænt Slot. Jeg kommer paa en lille luftig Sal med 11 Senge. Her er ingen, der er Haardt syg, og her er der altid Underholdning. Men ogsaa her kommer og gaar de syge; nogle af de yngre gaar „til Afdelingen”, andre kommer lidt længere tilbage i et Krigslazaret til videre Behandling; engang imellem har en Lykken med sig og kommer med Lazarettog til Tyskland — alle syges Ønskers Maal, som ikke gaar i Opfyldelse for de fleste.

Lægen, som tilhører den Afdeling, jeg er paa, er en herlig Mand, som har Hjertet paa det rette Sted, altid venlig og vittig, naar det gælder om at live op paa en eller anden, som er forknyt. Han undersøger grundigt, og min Dom er færdig med det samme. Henvendt til Sanitets-Feldwebelen dikterer han kort og fyndigt: „Patienten lider af Mave og Darmkatarrh samt Underernæring; han sendes med første Lazarettog til Tyskland paa en Specialklinik for ovennævnte Sygdomme. Patienten befordres liggende.”

Nu er jeg med eet Ord bleven en interessant Person i mine Lidelsesfællers Øjne. Næppe er Lægen ude af Døren, inden alle i Kor raaber i Munden paa hinanden: „Mensch, hast du Schwein!” Selv den gamle Landstormsmand henne i Hjørnet, som lider af Influenza og Rheumatisme i alle Lemmer, rejser sig over Ende og siger, henvendt til mig: Tag mig med, Kammerat, over paa den anden Side Rhinen, saa er jeg hjemme (han stammer fra Baden). Og nu begynder han at fortælle sin Lidelseshistorie. Hjemme en syg Kone; han er Bagermester, Forretningen staar stille paa tredje Aar; han har været med i Rusland og mener, at han nu har gjort sin Pligt. Begyndelsen og Enden er: Bare jeg kunde komme hjem. Jeg indgyder ham Mod: Du maa tale med Lægen. Og Dagen efter spørger han Lægen i sin uforfalskede badensiske Dialekt, om han ikke kan komme med et Lazarettog til Tystland. Lægen er fra Nordtyskland og kan ikke rigtig forstaa ham; men Enden er og bliver: Han kan ikke komme med, men saa snart han er feberfri, kommer han paa et Krigslazaret længere tilbage. Lægen trøster ham med, at han saa kan komme til Tyskland.

Efter 14 Dages Forløb bliver jeg med Avtomobil sendt til Sygesamlestedet, hvor et langt Lazarettog holder parat. Jeg entrer op i Vognen, som bliver mig anvist, og i den hængende Baare-Seng — aa, man ligger ganske godt i den. Langsomt bæres de syge og saarede ind og lægges varsomt i deres Senge, og en ½ Time senere gaar Toget. Nu ser man sig lidt omkring. Der er 10 Senge. Mine Kammerater er alle Haardt saarede, som har faaet deres Part i det sidste Slag. Behandlingen og Forplejningen er god, og der hersker en løftet Stemning trods Smerterne, ikke mindst, da Søsteren kommer og uddeler Cigarer og Cigaretter, saa efter ½ Times Forløb er alle indhyllede i Tobaksrøg.

Toget kører langsomt, men vi har Tid. Dagen efter om Aftenen er vi komne til Rhinlandet og Saaromraadet, som kendetegnes ved Bjergværker med rygende Skorstene. Saarlouis, Völklingen og Saarbrücken er Maalet, og nu begynder de syge at blive baarne ud. Vognene tømmes hurtigt, nogle her, andre paa næste Station. — Paa Gensyn! lyder det. Hvem veed, hvornaar. —

Jeg kommer ud i Völklingen og bliver med 10 Kammerater sendt hen paa et stort Sygehus, som tilhører et Bjergværk. Det er nyt og pænt og praktisk indrettet, luftige Sale, dejlige hvide Senge. Vi trækker i de stribede Lazaretdragter, og saa i Sengen. Den Sal, hvor jeg ligger, har 8 Senge. Atter nye Kammerater fra alle Egne af Riget: en vittig Berliner, to lystige Rhinlændere, som ikke er saa lidt stolte af, at de er komne til deres nære Hjemstavn, en Bajrer, to Polakker, en Vestprøjser; man bliver hurtig kendt med hinanden. Lægerne er forekommende og Søstrene venlige. Vi gør alle gode Fremstridt, og den ene efter den anden kan staa op. Lægen mener spøgende, at vi har faaet Juleorlov i god Tid; han har Ret, selv om vi ikke er kommen hjem, saa er vi dog i Landet og en Rekreations-Orlov efter endt Lazaretophold er jo sikret. Det er nu den fjerde Jul, som mange maa fejre fjernt fra Hjemmet. Forhaabentlig bringer det nye Aar Freden.

Med Hilsen og glædelig Jul
Hans Dahl.

(Bragt i Flensborg Avis den 29. december 1917)

Nyheder

6. december 1917 – Enkefru Røgind: “Sidder Gud til Doms over denne Verden?”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Decbr.
Hvor mange af vore gode Nordslesvigere er faldne, den allersidste, Steffensen fra Styding, har endogsaa aftvunget sine tyske Foresatte den højeste Ros. Det er ligesom de bedste gaar bort. Hvor er det hele dog meningsløst og forfærdeligt, eller er der en Mening i det? Sidder Gud til Doms over denne Verden?

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 144)

Hjemmefronten

6. december – Fra Efterretningssektionens journal: Straffefanger erstattet med arbejdssoldater

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

Fra Forbindelse over Grænsen

  1. Det forlyder, at næsten alle Straffefanger er taget bort fra Arbejdet paa Stillingen og erstattet med Armeringstropper (søges bekræftet)

  2. Soldater, der f.T. er hjemme fra Orlov, har faaet 10 Dages Ekstraorlov.

  3. De nye Krigslokomotiver er lige saa daarlige, som de gamle. Pakningen er Papir og altid utæt. Der haves ingen Asbest.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

4. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Tysk flyver på afveje

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. I Bekræftelse af telefonisk Melding af D.D. indberetter Detachmentet, at en tysk Flyvemaskine i dag har været inde fra dansk Landomraade og er observeret saaledes:

Kl. 1,20 Em. over Tapsore Skov

Kl 1,25 Em. mellem Taps og Kolding, havde Direktion V-Ø og derefter Nord.

Kl 133-36 Em saa undertegnede Detachmentskommandør Flyvemaskinen kredse i Højde med Kolding og stik V.f. Byen for derefter at dreje i sydlig Retning. Den var saa højt oppe, at det var umuligt fra dette Tidspunkt at bestemme Nationaliteten.

Kl. 1,50 meldtes den forsvunden over Grænsen ved Ødin-Bramdrup i sydlig Retning. Rytterposten observerede den da tydeligt som en Todækker med Jernkors paa begge Vinger.

2. I Forsættelse af Melding 205 af G.D. Indberettes, at Jærnbanetrafikken ved Vamdrup ikke i Dag er undergaaet nogen Forandring fra den foregaaende Dag. Ved Frederikshøj Toldsted, som undertegnede inspicerede idag, var kun ganske faa Personer kommer over, og det var paa ældre Pas, men det forlød, at der forløbig ikke vilde blive [—]et nye Pas.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Krigens forløb

4. december 1917 – Mathias Damm: “med Paaskrift “vermisst”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 4.12. Aften.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra den 29. Glæder mig at i har faaet kvien og er tilfreds med den. Jeg fik idag to Kort tilbage fra Onkel Nis, med Paaskrift “vermisst”. Haaber han maa være kommen uskadt i Fangenskab. Ved I, om han var ved Cambrai. Efter hvad jeg har forstaaet af hans Kort, maa han vist have været der. Jeg har det godt og er sund og rask, og sender eder alle de bedste Hilsner eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Hjemmefronten

3. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Optælling af Levnedsmidler”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

  1. Fra flere Sider forlyder det – men foreløbig kun Rygter, at al Trafik over Grænsen saavel ad Landevejen som pr. Jernbanen skal standses fra i morgen. Det menes at skyldes Hensynet til at hindre Meddelelser om større Tropperforskydninger fra Ø til V.

  2. Det forlyder ogsaa, at Optælling af Levnedsmidler i Tyskland har givet et meget daarligt Resultat – endog fra Kartoflernes Vedkommende. Man mener, at der vil finde en ny Optælling Sted. Nervøsitet i den Anledning.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

2. december 1917 – Mathias Damm: “Franskmanden spiller op til Dans hver Aften”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 2 Dec 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 28 og et Brev fra den 26 som jeg modtog igaar. Ser at i have faaet Pakken med Jærnkorset. Det sendte jeg med en, der reiste paa Orlov. Det er her meget koldt og Storm idag. Og vor Barakker er utædt, saa det er lidt koldt, thi vi have jo heller ikke saa meget at fyre med som i Rusland. Pakken jeg skrev om har nok været fra Klautoft. Saa det behøver ingen at bryde Hovedet med mere. Naar Du har det, kære Moder, maa Du nok sende mig en Pakke uden No. engang imellem. Thi nu er det lidt knap især da det er koldt og man er den hele Dag i Bevægelse. Og saa tidt det er lidt tørret regner det, saa man ælter rundt i Kridt og Kalk, saa det er en Lyst. Jeg kan foreløbig ikke forstaa hvordan Champagnevinen har faaet sit Navn, thi den er sikkerlig ikke af Kridt og Kalk.

At jeg er bleven tykhovedet, er ikke saa, saadanne moderne Udtryk har jeg ikke hørt i Rusland og ialfald ikke paa Dansk.

Jeg er idag bleven mønstret, eller rettere mine Pjalter, om de vare værdige til at ombyttes mod ny. Nutildags bliver man forestillet for den ene Beklædningskommission efter den anden, inden man kan faa en ny Klædning. Jeg har endnu den samme som i Sommer og Trøien har jeg snart 1 Vi Aar. Haaber nu snart at faa nye. Det gøres ogsaa nødig. Det ere koldt med saadanne opslidte Pjalter og lappe kan man hver Dag.

Franskmanden spiller op til Dans hver Aften omkring KJ 5. Det varer saa en ‘A – Vi Time, saa er det atter rolig, vore gør naturligvis ligesaa, og saa hører det sig bagfra ud, som om det var meget værre. Vi ere jo et godt Stykke bagved Fronten. Vi øve, nogle med M.G. jeg ved min gamle Trop og s.v. hele Kompagniet er snart afkommanderet. Jeg faar minsandten kolde Fingre herved. Saa jeg maa hellere holde op. Derfor mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

2. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Elendige ernæringsforhold ved fronten

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detch. m. Fcia.

En Overløber:

a. han hørte til 17´ Inf.div. ved Arras (Rgt. 76, 162, 163 á c 1000 Md); hans Komp kun paa 80 Md. Kampfront for Div 1-3 km.
Til hvert Rgt hørte 3 Mskgevkomp. á 6-12 Geværer og 150 Md. Desuden hørte til Rgt en ”Stosstrupp” paa c 100 Md.

b. Ernæringsforholdene blandt Soldaterne var elendig, Stemningen slet, kun den jernhaarde Disciplin holdt det hele gaaende.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

2. december 1917 – Thomas Thomsen: “hvordan kan man fejre Fødselsdag i Skyttegraven”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Transport. 2/12 1917

Kære Moder!
Mange Tak for dit Kort jeg modtog i Forgaards. jo jeg har modtaget Kristian Petersens Brev. Du vilde gerne vide hvordan jeg havde holdt Fødselsdag. Jo[,] hvordan kan man fejre Fødselsdag i Skyttegraven[,] tror du. Jeg stod 4 Timer paa Post og sov 20. Det er alt hvad jeg gjorde. Jeg har sendt Tøjet hjem som Brødet var indsyet i. Du maa nok sy et til ind.

I Dag kører jeg med Toget igen hvorhen ved jeg ikke, man maa heller ikke skrive noget om det. men jeg tror nok at vi snart er ved Vejende. Ser i det fjerne nogle sneedækkede Bjergtinder. Det er Vogeserne, og derhen gaar Toget nok. Hører ogsaa allerede Kanonerne buldrer, det giver ordentlig Genlyd i Bjergene.

Kristian skrev sidst at du ikke havde det rigtigt godt. Haaber ikke at det er noget alvorligt.

Jeg havde Brev fra Tante Anna i Toftlund i Gaard ellers ved jeg intet Nyt at skrive, jeg har det som altid godt. venter bare paa at Freden skulde komme, nu mere da jo herude[?] at Russerne er ferdige, og at der saagodt som er Fred med dem ja gid det var saa vidt. saa kommer det jo ogsaa nok sa vidt med de andre.

Mange kærlige Hilsner til Eder alle
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

30. november 1917 – Hans Paulsen: “… de brændende Ben af en løbende Mand”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu ved indgangen til december.

Berlin-Schöneberg, den 3[0]. Nov. 1917

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Paa Fredag allerede modtog jeg Eders Pakke. Mange Tak derfor! Eders Pølse har virkelig glædet mig uhyre! Det er længe siden jeg havde saadant lækker Brødpaalæg. Fru Calenders Muffediser kom mig meget godt tilpas, da jeg netop skulde paa Vagt om Eftermiddagen. De er trods deres tynde Udseende udmærket varme. Jeg tænkte, at Fru C. sad nede i Svejts eller i Danmark. – Fra Fredag til Lørdag stod jeg altsaa atter paa Vagt ved D.-A.P.G.s Grundstykke i Tempelhof-Britz. Nattevagten var netop ikke den behageligste i denne Kulde. En særlig Begivenhed vil sikkert aldrig lade mig denne Nat glemme. : –

Jeg var ligge [sic!] blevet afløst fra min Post, og laa i et et [sic!] Hjørne af den varme Vagtstue og sov, da jeg bliver vaagen af en Kam[m]erats Raab ”es brennt!” Jeg saa op og saa i en Afstand af ca. 100 m. en mindre Flamme paa et Jernbanegrundstyk og var derfor vred over at være blevet vækket for denne Smaatings Skyld. Jeg vilde altsaa atter sove, men Kam[m]eraternes Udraab gjorde mig fuldstændig vaagen.

Jeg løbe altsaa ogsaa til Vinduet og saa at den lille Flamme var de brændende Ben af en løbende Mand, som skreg ud i Natten (Klokken var ca. 3) ”Hilfe, Hilfe!” I samme Øjeblik slog en mægtig gevaltig Flammesøjle et par Skridt fra Manden ud af Jorden og kaste et gevaltig Lys om sig. Det var Petroleum, som brændte i en Jernbanevogn. Vinden drev Flammerne og Gnisterne over mod os, saa vi blev uhyre bange, da vi frygtede at vore Benzin-Tanks etc. (der er forbudt at ryge i denne Egn kuns for Brandfarens Skyld) vilde ryge i Luften.

Vi forlod altsaa Vægtstuen i ilende Hast. 2 Mand slog Brandmelderen ind, 1 Mand vækkede Vogteren af Grundstykket og en Mand vækkede Vogteren af Nabofabrikken. Hele Tiden var med et mægtig Brag et nyt Petroleumsfad efter det andet fløjet i Luften og Branden, der kuns udstrækte sig over en lille Plet, antog en mægtig Størrelse. Flammerne brusede ligefrem.

Snart kom Brandværnet og gennem sine Anstrængelser lykkedes den det, at forhindre Brandens Udvidelse og snart var alle Tønder exploderet og al Petroleum brændt. Ikke længe derefter kom en Politibetjent og tog vore Udsagn til Protokoll. Han fortalte, at Branden var foraarsaget af en Complex af Jernbanefunktionærer, som allerede en lang Tid hver Nat havde stjaalet store Quanter Petroleum og som længe eftersporedes af Politiet.

De havde ved Hjælp af en aaben Carbid-Lampe, som havde fanget Ild, fyldt Petroleum ud af en stor Kedel-Jernbanevogn i store Jerntønder, som skulde befordres væk paa en Jernbanevogn. 6 Tønder var allerede fulde, da Explosionen skete. Den brændende Mands Liv vil maaske blive reddet. Betjenten sagde, at gennem denne Affaire vilde en gevaldig Forbryderkæde af Jernbanefunktionære komme til Dagens Lys. Det kan vist blive interessant at høre derom i Aviserne. –

Igaar Formiddags var jeg [i] Charlottenburger Mausolæum, hvor Königin Luise og Wilhelm I ligger. Det var meget stemningsfuldt. Om Eftermiddagen saa jeg Operen: ”Der Waffenschmied”, hvad der gefaldt mig udmærket.

Jeg maa slutte da jeg skal til tjeneste.

Hjertelig Hilsen Hans

P.S. I dag har vi faaet ca. 40 Stykker ”Würfelzucker” indleveret. Vi I have det? Eller skal jeg sende Bestemor eller Tante Laura det?

For Mors Brev, som jeg modtog igaar Aftes, siger jeg Tak. Jeg beder om Opdrag til Wertheim [berlinsk stormagasin/red.]. Det skal besøges prompte.  %

Tjenesten er til Ende. Hinrichs kommer fra Kasernen og fortæller, at paa Gaden sælges ”Vossische Zeitung” med Overskrift i store Bogstaver: ”Waffenstillstand mit Russland”. Gud give, at det var sandt. Men Hinrichs (den stakkels Idiot) sukker: ”Ich fürchte, wir kommen überhaupt nicht mehr im Feld!”

– Min daarlige Skrift maa I til skrive mine kolde Fingre. Udenfor ligger Snee og Stuen er iskold. Det er et smukt Billede, at see Berlin i Snee, men Tjenesten om Formiddagen er dette Vejr skrækkelig.

Nu skal jeg til at skrive Takkebreve. Skrækkelig!

 

Ikke kategoriseret

30. november 1917 – Hejmdal: Faldne, sårede, savnede

Skriv en kommentar

Fra Felten.

Faldne.
Enke Kjestine Juhler, før gift Hybschmann i Toftlund har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Søn Peter Thode Hybschmann er falden den 13. November. Han blev kun 19½ Aar gammel.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Christian Bertelsen fra Skærbæk, Jes Jespersen fra Blæsholm og Hans Nowack fra Sarup er faldne.

Saarede.
Niels Jacobsen, Søn af Gaardejer Johansen i Skjoldager ved Gram, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven haardt saaret i Lungen og den ene Arm. Han ligger nu paa et Feltlasaret i Belgien.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Jakobsen fra Adserballe og Gustav Petersen fra Haderslev haardt saarede og Christian Detlefsen fra Rundbjerg, Vicefeldwebel Willy Herzog fra Aabenraa, Emil Kirste fra Haderslev, Heinrich Schlichting fra Dybbøl, Peter Schönfeld fra Aabenraa, Hans Steg fra Varnæs, Peter Wind fra Spandet og Niels Schulz fra Stevelt let saarede; sidstnævnte er bleven ved sin Troppeafdeling.

Savnede.
Ifølge den sidste preussiske  Tabsliste er Hansen Brink fra Astrup, Olaf Clausen og Peter Conrad fra Sønderborg, Hans Ebsen fra Stenderupgaard, Palmer Krog fra Brøns, Lassen Lind fra Agerskov, Peter Simonsen fra Øsby, Otto Tychsen fra Vojens og Peter Tychsen fra Blanskov savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Christensen fra Holm ved Nordborg, Jørgen Hansen fra Dybbøl, Tøge Hansen fra Søgaard og Jürgen Jürgensen fra Haderslev faldne i Fangenskab.

Forfremmet.
Overmatros W. Wollesen fra Alnor ved Graasten, der er Indehaver af baade 1. og 2. Klasses Jernkors, ifølge ”Fl.Av.” nu bleven forfremmet til Underofficer.

Forfremmet og dekoreret.
Musketer Abild, Søn af Smedemester Abild i Hellevad, har ifølge ”Fl.Av.”, under de haarde Kampe i Flandern faaet Jernkorset af anden Klasse og er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret.
Julius Møller, Søn af Logevært Valdemar Møller i Nørregade i Haderslev, har ifølge ”Schl.Grp.” faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 30. november 1917)

Krigens forløb

30. november 1917 – Jens Iversen: “Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A., Fredag, den 30. November 1917.

I Dag er gaaet et Aar, siden min kære Fader døde – Udsigten til en snarlig Afslutning af Krigen med Rusland og dermed med vort Krigsfangenskab synes nu endelig bedre end nogensinde. Efter Kerenskis Fald og Hærens fuldstændige Sammenbrud er Magthaverne i Petersborg i Færd med at gøre Regnskabet op. En Fændrik Krylenko er blevet udnævnt til Øverstkommanderende, og det første, han har foretaget sig er, at han har tilbudt Centralmagterne Vaabenstilstands- og Fredsforhandlinger.

Hæren skal være i fuld Opløsning. Det er ingen Hemmelighed, at hele Formationer kaster Vaabnene fra sig. Tog med Forsyninger og Munition kommer ikke frem til Fronten. Den sulter. Skarer af Desertører er blevet en Plage for Baglandet. Togene tømmes og plyndres undervejs midt paa Strækningen og dirigeres tilbage med Godsvognene, Tagene, Vogntrin og Lokomotiv til sidste Plads optaget af og behængt med de demoraliserede, forkomne og forvildede Sværme, der kun er besjælet af den ene Tanket Slut med Krigen! Hjem!

Som en Naturkatastrofe vælter de sig ind over Landet, lydhør for enhver radikal Propaganda. De er netop det Materiale, de nye Mænd i Petersborg har Brug for. Katja Lavrentjevna, der er kommet hjem fra Moskva, fortæller, at hun var den eneste civile Passager i en overfyldt første Klasses Kupé hele Vejen, men hun er Karl for sin Hat.

En tiltagende Mangel i den civile Forsyning blir mere og mere følelig, især for den jævne Befolkning. Hos Chlebnikoffs mærkes den ikke. Den russiske Mushik kræver nu det, man har lovet ham saa længe. Han er slet ikke ude efter de værdiløse Papirspenge, han vil kort og godt Jord, al Jorden, og han gør i disse lovløse Tider kort Proces paa de store Godser, der dog hidtil alene var i Stand til at betrygge Byernes Behov af Brødkorn, de Hvedebrød spisende Russeres Hovednæringsmiddel.

Smørelse af nogen Art eller Paalæg kendes ikke. Hvem der kan opdrive en Puds Sæk Hvedemel (=ca. 16 Kg) er i denne Tid en holden Mand. Tit er det østrigske Krigsfanger, der i Ny og Næ underhaanden agerer Mellemmand ved saadanne og lignende “illegale” Transaktioner. De taler jo som oftest et eller andet slavisk Sprog hjemmefra, saa de nemt kommer paa Talefod med Russerne, og de gaar ikke af Vejen for en lille Risiko, naar den fremmer Udkommet, slet ikke at tale om, naar en Flaske klar Vodka skal omsættes.

Krigsfangerne er i det hele steget i Kurs siden Novemberrevolutionen. De er nærmest avanceret til Neutralnij sjolovekij, dvs. neutrale Folk, og et V.B. paa Ærmet forlanger ingen at se, tværtimod, russisk Galgehumor varierer det nu til Vilgelm Pridiot, dvs. Wilhelm, alt saa Tyskland skal hjælpe mod Bolshevikerne, hvad de fleste ikke vilde have noget imod.

Hos Chlebnikoffs er der noget under Forberedelse. Det er paafaldende, hvor ofte der i den senere Tid er mystiske Gæster til Stede ved Middagsbordet. De gør Indtryk af at være Officerer i civil, tit forklædt som velstaaende Bønder. Bagefter konfererer de med Aleksej Lavrentjevitj i Salonen. I hvert Fald er de ikke af den røde Type fra Petersborg. Hänels og min Nærværelse generer dem aabenbart ikke.

Lavrentje Aleksejevitj bærer ostentativ sin Kosakuniform med Distinktioner. I Modsætning til den unge Infanteriofficer Aleksander Aleksandrovitj, der uden disse undertiden ogsaa er til Stede. Han er efter Martsrevolutionen blevet beskikket som Vojenski Natshalnik i Stedet for Chlebnikoffs Ven og Nabo, den gamle tsaristiske General Birjukov, og har beholdt denne Stilling. Men han lader Vorherre være den han er. I det skjulte sympatiserer han med Kosakkerne. Det hele er typisk for den latente Tilstande. De sidste voldsomme Dønninger fra det fjerne Petersborg er jo ikke naaet frem til vor Afkrog.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

29. november 1917 – Peter Knudsen: “… en Volltreffer og straks stod Huset i Flammer”

Skriv en kommentar

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 29 Novbr 17

Kære Hr. Pastor!
Mange Tak for Brevene og Budskab. Har nu været 6 Dage i Stilling og ere i gaar Aftes kom[m]en her i Ro 20 Kl[m] bag Fronten. Det gaar mig Herren været takket godt han har atter holdt sin bevarende Haand over mig vor ikke uden Fare.

Vi laa I reserve og boede der i B[a]racker som af og til blev beskudt af Fjenden. Een Nat slog Granate[r] ned tæt ved og vi maat[t]e flygte ud[,] da vil lige vare ude[,] kom en Volltreffer og straks stod Huset i Flammer, af Spli[n]ter bleve af hvort Komp 7 Sårede, de fleste af vore Sager brændte, dog fik vi alle Sårede godt ud af Flammerne[,] der brændte 5 Baracker.

Jeg glæder mig nu at sidde her i et godt Qvater hos 2 gamle Folk 73 og 70 År. Har første Gang indkva[r]tering og har en god Seng som har sjældent sker.

Skrive[r] snart mere
Deres P. Knudsen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Krigens forløb

29. november 1917 – Martin Kümmel: “det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid”

2 kommentarer

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der i begyndelsen af november blev trukket ud af Flandern og kom i stilling i Siegfreidstellung ved St. Quentin. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Origny. 29.11.17.

Min kjäre Herr Pastor!
Först siger jeg dem mange tak for deres Brev som jeg har modtaget. Mange tak for deres Mark som var hoslagt, en Soldat kann jo altid bruge Penge. Jeg har det ellers godt og er sund og rask og haaber det samme om dem. Det har jo vist allerede begündt at blive koldt derhjemme hos Edder, her gaar de end[d]a nogenlunde. Gud give at vie maatte faa en mild Vinter, for det er ikke ofte saa ledt faar vore kjäre Kamerater som skall ligge ude Nat og Dag.

Vore Kompagnie er i Stilling; jeg er bag Fronten paa Fliegerwache, ja Gud er inderlig godt i mod mig; vaar har han ikke fört paa underfulde Veje in[d] til Idag. Ja vie have en stor Gud blot vie mere maatte klamre os til ham i Nödens Tider, og vaar der end er, ja man mangler ofte Guds Ords forkündelse menn Herren vill velsigne sit Ord rigelig vor mig.

Ja det er en stötte at have en troende Kamerad, Doktor Mahlers Sön det er en meget var Christen, han bekjender meget sin Frelser, blot vie mere og mere motte bekjende vor Frelser at vore kjäre Kamerader motte komme til at erkjende at die er paa Fortabelsens Vej, ja vaar skreckelig er det at tänke at die gaar ind i denn Evige vortabelse. ja vaar mange gaar ikke vortabt dersom die ikke vender om. Det gjälder om at holde fast og blieve troj in[d]til enden. Maatte denne Krieg dog väre til stor velsignels at mange i denne Krieg maatte har fundet deres Frelser.

Ja jeg har liege mo[d]taget det sörgelige Budskab at min kjäre Vetter er död Eduards Löbners Sön, det er nu denn 3. Sön die mister i Krigstid, ja vie vorstaar ikke altid Herrens Veje. Herren vill tröste dem, og give dem Kraft til bäre det, et er dog det herligste at vie viede vaar han er gaaet hen, vie sehs jo igjen. Ja her paa denne Jammerdal er der jo kun Nöd og Elendighed.

Ja vor kjäre Ven og Broder Hans Holm motte jo ogsa tidelig herfra, jeg var sammen med ham paa Urlau[b], jeg var meget glad vor ham, kunde vorstaa at han var en var Christen, og nu er han hjeme hos Herren, lader os ogsaa, jage derefter at vie ogsaa kommer derhen, der var der ingen Sorg og Krig men der er kun gläde. Ja motte denne Krieg dog snart faa en Ende. Peter Geil har jeg ikke talt [med] i lang Tid da die ikke liegger her hos os. Jeg har mo[d]taget Jernkorset. Slutter nu denne gang,

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder
Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

Ikke kategoriseret

Johannes Reiff: Til minde om en af dem der faldt – Mikael Steffensen

Skriv en kommentar

Den sønderjyske krigsdeltager, lærer, digter og forfatter Johannes Reiff skrev i 1921 i Højskolebladet om Mikael Steffensen på baggrund af sin læsning af hans breve.

Mikael Steffensen (Højskolebladet 1921)

Til Minde om en af dem, der faldt.
Mikael Steffensen.

Krigens Mord, Brand og Ødelæggelser er, naar de skal opfattes som Led i Folkenes Udvikling, Fødselsveer ved Historiens Frembringelse af en ny Tid. Men Oplevelsen af disse Krigens Hverdagstræk kan ogsaa i det enkelte Menneskes Liv virke opbyggende, selv om de synes nok saa nedbrydende i det Øjeblik, de kun forstaas som Elementer i det store Fremad, som hedder Tid. Saaledes har vi, Genforeningstidens Danske set en Mand gaa gennem Verdenskrigens Helvede – og, maalt med Menneskers Maal ganske vist, ud af det som en Helgen. Det var, da vi læste Sønderjyden Mikael Steffensens Breve fra Vestfronten.

Mikael Steffensens sjælelige Indtagelse af de store, brutale Oplevelser i Nordfrankrig og Flandern blev ejendommelig – ikke typisk, – fordi han var født og opdraget som Sønderjyde. Verdenskrigen betød ikke det samme for ham som for de Millioner af Mænd, der stod paa Valpladsen som Repræsentanter for to Verdener, hvis inderste Livsnerve var Viljen til at sejre over hinanden. Være med derude skulde han ene og alene for at være lydig mod en Lov, der greb ham isnende koldt om Hjertet, fordi den ikke kunde faa den instinktive Forstaaelses Varme inde fra Sjælens evige Dyb. Han blev ikke Helt i den spartansk-preussiske Forstand af dette Ord. Den Stordaad, han kom til at øve ude ved Fronten, maatte naturligt blive en af ganske anden Art end den, der i Bladenes Beretninger fortaltes at være udført at Frivillige paa begge Sider af Ingenmandsland. Mikael Steffensens Ansigt prægedes af de Forudsætninger, et dansk Hjem og en dansk Højskoleopdragelse havde givet ham for at blive en Personlighed paa Slagmarken uden at ligne den sædvanlige Krigertype.

Da Krigsklokkernes uhyggelige Klemten bragte den store Disharmoni ind i Mikael Steffensens lyse Ungdomsliv, stod han som Landbrugskandidat midt i det danske Hedeselskabs Arbejde, hvor han vilde forberedes til en stort anlagt Gerning i sin Sønderiydske Hjemstavn. At Fremtiden for ham som enkelt Menneske betød Kamp, vidste han. Men sammen med denne Viden ejede han Troen paa, at Sejren i hans individuelle Kamp var et Skridt fremad mod hans Folks stor Maal. Denne Tro bar hans Sjæl i høj Flugt op over alle hverdagens Øjebliksnederlag. Det var den, som fik hans Mund til at fremstamme de kendte Ord, der ved Indkaldelsen kom fra han Hjertes allerdybeste Krog: ”Her er jeg født, og her er jeg vokset op; her bor de Mennesker, jeg holder, og her har jeg tænkt at skulle have min Virksomhed, og det vil jeg sætte mit Liv ind for”.

Da han saa en graa Vinterdag i Verdenshistoriens store Aar 1914 var stillet op sammen med Tusind andre unge Soldater paa Pladsen ude foran Gottorp Slot i Slesvig By for at marschere mod Vest, – da havde han vokset sig stor og stærk til at være en af de unge Mænd, som Frederik Paludan-Müller ønsker det danske Folk, for at det kan naa sit Fremtidsmål: ”Ynglinger i Plade, Drenge i klædt i Staal, Mænd med faste Hjerter …” Og saa kunde da Livet derude i Vestfrontens Skyttegrave begynde at riste sine dybe Runer ind i Mikael Steffensens Sjæl, hvis barnlige Renhed lyser os klarest i Møde, da han kort før den store Rejse ind i det ukendte Land skriver til Fru Melchior Hansen i København: ”Bed for mig! En Mors Bøn er stærkest af alt. Jeg føler mig angst – tyr til Dem som min Mor. De vil bede for Deres Dreng!”

Disse Runer, samlet til Mikael Steffensens Saga, læser vi i Hans Breve fra Fronten. Men Brevene, Historien om den unge Sønderjyde i Verdenskrigen, skrevet af ham selv, indeholder mere end Skildringen af hans eget Liv. De er et – ganske vist ikke villet, men netop derfor saa meget dybere – Udtryk for en hel Slægts Indsats eller rettere Idealet for denne Indsats i Folkets Udvikling Fremad og opad. Thi dette historiske Dokument, som hedder ”Mikael Steffensens Breve”, viser os en Karakter, der, født af den største Tid i vort Folks Historie, ogsaa har kunnet bringe sig selv helstøbt og slakkefri gennem den Skærsild, som ved denne Tids tragiske Storhed er blevet bestemt til Menneskesjæles Smelteovn.

Hvad Mikael Steffensen har været for sin Samtid, særlig for sine Krigskammerater, det ved vi. Men hans Helteskikkelse blandt sønderjyske Soldater i Verdenskrigen betyder ogsaa noget for Fremtiden. Hans Liv er et Stykke Danmarkshistorie. Thi hans Kamp derude ved Fronten har til Trods for den dybe Tragik i Sønderjydens Stilling som preussisk Soldat været et Stykket af Folkets Vej fremad – Hjemad mod Nord. Derfor vil Mikael Steffensens Grav paa Hammelev Kirkegaard være et historisk Vidne om slesvigske Mænds Kamp – bag fremmed Maske – for deres dyrebare Hjemstavn.

Johannes Reiff.

(Højskolebladet 1921, sp. 825-6)

Sønderjyder

28. november 1917 – Mikael Steffensens død

2 kommentarer

Den 6. december bragte Flensborg Avis et “Eftermæle” for landbrugskandidat Mikael Steffensen, der faldt den 28. november 1917.

Eftermæle.
I Mandags kom der nærmere Efterretninger om Mikael Steffensens Død. En af hans Befalingsmænd har sendt  Brev til Journalist Sarup i Haderslev, i hvilket han ifølge  “Dannevirke” blandt andet skriver:

„Han fik en hurtig Død, som han havde ønsket det, hvis han skulde falde. Men alligevel tror jeg ikke, at han nu havde tænkt paa saadan brat Død, thi i den sidste Tid var han altid fornøjet og ved godt Mod. Og hvor glædede han sig ikke til den forestaaende Orlov! Nu sover han herude i fremmed Jord han, som elskede sin Hjemstavn og sin Folkestamme saa inderlig, og som berettigede til de største Forhaabninger.”

Et Brev til Broderen i Flensborg, den eneste efterlevende nu af Slægten, gengives som et Bevis paa, den Agtelse, som Mikael Steffensen havde aftvunget sine foresatte som sine Kammerater:

„I Dag sendte jeg Dem et Telegram for at meddele Dem Deres udmærkede Broders Død. Det gør mig ondt ind i min inderste Sjæl, at jeg maa meddele Dem dette. De har mistet en udmærket Broder, vi en trofast, tapper og ædel Kammerat. Jeg veed ingen i Bataillonen, som har nydt større Agtelse og er bleven mere hædret end han. Han var en Kammerat, trofast og karakterfast, og derfor maatte vi alle komme til at holde af ham. Som Soldat har han bestandig ydet noget fremragende, Frygt kendte han ikke, men Pligten gik ham over alt! — Han stod mig meget nær, og da jeg.den 29. November Klokken 10 om Morgenen hørte om hans Død, græd jeg bitterlig! Jeg har mistet mange Kammerater siden Krigens Begyndelse og er bleven haard. — Jeg har holdt af Deres Broder, og nu er den brave Mand ikke mere. Maatte Gud trøste Dem, med Ord kan jeg ikke. Mikael
fandt en let Soldaterdød, en Shrapnelkugle ramte ham i Ryggen og gennemborede Hjertet. Døden indtraadte øjeblikkelig. Vi har straks bjærget Liget. Begravelsen vil finde Sted Mandagen den 3. December 1917 med fuld militær Honnør paa Soldaterkirkegaarden. Jeg skal senere sende Dem et Billede af Graven. Gud trøste Dem! Vær forvisset om min hjertelige Deltagelse. Vi vil aldrig glemme vor bedste Kammerat.

Deres ærbødige Johs. Staack, Vicefeldwebel i Res. —-“

 

Aviser, Sønderjyder

26. november 1917 – Hejmdal: Fra Felten

2 kommentarer

Fra Felten.

Bag Fronten d. 12. Oktober 1917

Kære Kammerater!
Det vil sikkert glæde Eder, som før har været Medlem af vor Bataillon, at modtage et Livstegn fra gamle Bekendte. Den oprindelige Stamme er reduceret, saa denne Hilsen gælder mangen en god Ven. Jeg vil ikke skildre den svundne Tid af tre lange Aar, som vi jo i længere eller kortere Tid har oplevet sammen, det vilde være et flere Dages Arbejde, jeg vil blot forsøge at bygge Bro mellem det Spand af Tid, som ligger mellem Fortid og Fremtid (vi ha[a]ber jo at mødes igen).

I Dag er det den 12. Oktober, saa var det jo den 11. i Gaar, og paa denne Dag har vi nu paa fjerde Aar været samlet i en sluttet Kreds af nordslesvigske Mænd fra alle Egne for at hilse paa vor fælles gode Ven og Kammerat Gaardejer Hans Joh. Hansen fra Harreby, der tjener som Underofficer i et Landbrugskompagni. Vi har hvert Aar ment, at det skulde være sidste Gang, vi fejrede Fødselsdag i den feltgraa Uniform, men det er hidtil ikke gaaet efter vor Mening.

Aftenen tilbragte vi gemytligt, som kun en Krigs-Specialist kan skildre den. Fødselsdagsbarnet, som i Gaar fyldte sit 40. Aar, beværtede os med alle gode Sager, som Madkassen fra sidste Orlov indeholdt, og som Rosinen i Pølseenden med en Flaske Vin, som vi drak af primitive Glas. Som de foregaaende Aar blev vi til Slut indbudt til næste Aar at møde i hans Hjem i Harreby.

Da jeg intet Nattetegn havde, maatte jeg bryde tidligt op fra Selskabet og overlade og overlade Eders gamle Bekendte, Simonsen fra Fæsted, Nissen fra Fol, Knudsen fra Vonsbæk og Ole Riis fra Skrydstrup at fejre videre.

Jeg gik saa ene op over Bjergene, indtil jeg naaede mit Kvarter, et Stenbrud højt, højt oppe. Stjernerne tindrede saa klare, dog laa der i Syd og Sydvest, ind over Skoven, noget mørkt i Horisonten. Lyskugler og Kanonglimt lyste af og til op og de kendte Egne i Dalen saas tydeligt og laa som i magisk Belysning. Byerne kender I jo saa godt, de smukke landsbyer laa som mørke Pletter, da hvert Lys er blændet, fordi Flyverne hjemsøger Egnen med deres Bomber.

Just som jeg naaede Lejren, begyndte Lyskasterne at afsøge den begrænsede Plads i Himmelrummet, som de kan naa med deres Lys, for at faa Flyveren blændet, saa han taber Kursen og Fladbatterierne kan begynde deres Virksomhed. Vagtmandens monotone Skridt høres, han, han puster op i Luften og udbryder: ”verflucht nochmal”, og fortsætte sin ensformige Runde. Jeg gaar ind i min Hytte, Staldvagten sidder og spiller Kort, jeg byder dem God Nat og gaar i Køjen.

Du tog dog Fejl i Aftes, gamle Ven, Du fortrød, at Du havde faaet Rugen, da det sikkert vil give bedre Vejr i Dag, men i Dag er Vejret graat og Stormen hyler. De gulnede Balde falder, det begynder at dryppe, og nu strømmer Regnen ned. Da rinder mig i Hu det gode gamle Ordsprog: Den Gerning, du kan udføre i Dag, opsæt ej til i Morgen. Og jeg tror sikkert, at Hans Hansen ogsaa i Dag glæder sig over, at fik Rugen lagt i Gaar.

Nu kære Venner, aller Jer, som har været sammen med os, gælder denne Hilsen. Lad ogsaa engang ved Lejlighed hører fra Eder. Og saa paa Gensyn hjemme ved den gamle Strand.

Eders J.H.

*

den 19. November 1917
Kære ”Hejmdal!”
Undertegnede Nordslesviger beder dig om at sende Venner og Bekendte derhjemme og ude ved Fronterne de venligste Hilsener.
Carl Schink fra Hjortspring.

I Haab om et godt og lykkeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig sendes hermed en venlig Hilsen til Slægt og Venner.
Jens Christensen fra Melsmark

d. 15.11.17.
Kære ”Hejmdal”!
Tak for Bladets Tilsendelse. De hjerteligste hilsener til Slægt og Venner, ude og hjemme i vort kære Nordslesvig, sender
Christian Schmidt fra Korsbjerg ved Toftlund

En Hilsen til Venner og Bekendte baade hjemme og ude med Ønsket om et lykkeligt Gensyn.
Jakob Jakobsen fra Felsted.

Sender ad denne Vej venlige Hilsener hjem og ud til Fronterne.
Peter Poulsen fra Toftlund.

Paa et godt og glædeligt Gensyn i vort kære Nordslesvig.
Christian Duus fra Vojens

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte derhjemme i det kære Nordslesvig og herude i Felten.
Jes Petersen fra Rejsby.

Faldne.
Arbejdsmand Christian Schürmann fra Broager er ifølge ”Fl.Av.” falden den 9. November. Schürmann, der var bleven gift under krigen, efterlader sig foruden Hustruen et Barn paa 2 Aar. Han var Indehaver af Jernkorset.

Enkefru Bondesen i Toftlund har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Jep er falden. En anden af hendes Sønner er faldet i 1915, og en tredje Søn er saaret.

I Fangeskab.
Carl Marect fra Egeskov ved Skodsbøl, der i sin Tid var med ved Østfronten og har været savnet siden Maj 1915, har nu kunnet meddele sin Hustru, at han er i russisk Fangenskab og befinder sig i Sibirien.

Udvekslet.
Murer Marius Hinke fra Broager, der før sin Indkaldelse i mange Aar var ansat i Horns Bygningsforretning der i Byen, og som under Krigen var falden i russisk Krigsfangenskab, er bleven udvekslet og sendt hjem.

Dekoreret.
Skytte Karl Nissen, Søn af Arbejdsmand Sønnik Nissen i Damgade Nr. 2 i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han ligger for Tiden saaret paa et Krigslasaret, men vil ifølge ”Dv.” snart blive udskrevet.

Vagtmand hjemme.
Malermester Nissen fra Toftlund er nu bleven Vagtmand i Allerup. Han fyldte en Maaneds Tid efter Krigens Udbrud sit 45 Aar.

Hjemme paa Orlov.
Gaardejer Johannes Good fra Stevring samt Barber H. Svane og Købmand M. Martensen fra Nordborg er for Tiden hjemme paa Orlov.

Ikke kategoriseret

24. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Befolkningen … stormede Bagerbutikkerne”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detach. m. Fcia.

1. Paalidelig Forbindelse over Grænsen.

a. For knap en Maaend siden afgik fra Flensborg en Troppetransport paa ca 2500 Mand. Paa Banegaarden var der fuldt af Koner og Børn, og da disse blev jagede bort, blev Soldatern rasende og demonstre[re]de, bl.a. ved at kaste Geværerne fra sig. Der blev saa rekvireret en Afd. af 86´ Rgt., der drev Soldaterne ud i Vognene. Da Toget satte i Bevægelse blev alle Vinduer brudt.

b. Ved Afrejse af en Troppetransport fra Byen Slesvig paa 1500-2000 Md skete samtidig lignende Spetakler.

c. I Flensborg ligger endnu mange Tropper, Hjemmelsmanden mener c 4000 Md, iberegnet de 17 aarige og lieg indkaldte ubrugbare.

d. Ved Mørvig er opstillet en traadløs Telegrafstation samt en Vandflyverskole med 32 Maskiner (6/11 styrtede 2 Maskiner ned paa Harrislev Mark, hvorved dræbtes 3 Off. og 1 menig).

e. For 3-6 Uger siden standsede i Flensborg Uddelingen af det sædvanlige halve Pund Gryn pr. Hoved om Ugen. Befolkningen krævede forgæves mere Brød og stormede Bagerbutikkerne 30-40 Kvinder blev fængslede og idømte 3-4 Ugers Fængsel. Faa Dage efter begyndte Optøjerne paany. En Afd. af 86´Rgt. samt Brandvæsenet blev da beordret ud.

Rationerne er pr. civil ugentlig 7 Pund, ½ Pund Gryn, 40 gr Smør, 1700 gr. Brød, 80 gr. Sukker, 380 gr. Kød, Mælk kun til Børn fra 1-6 Aar.
Priserne var følgende
Skinke 16-18 Mk pr Pund
Smør 12-14 – – –
Sæbe 3-4 – – –
Æg 0,50-0,60 – – –

Fra anden paalidelig Kilde:
Fra Toftlund afgik d. 14-15 ds. et Komp. Straffefanger til Nordfrankrig. Endnu findes i Byen 3 Komp. Straffefanger; desuden er en Landstormbatl. Indkvarteret i Omegnen.

3.
a. Ved en Mængde Overgangssteder ved Grænsen er Opgravningerne kastede til; Bommene staar derimod endnu.

b. Det forlyde med stor Sikkerhed og er i dag bekræftet fra ny Kilde, at 24´Batl. (den vestligste) i næste Uge skal afgaa mod S. (sikkert til Bevogtning af Jernbanen ved Rødekro), og at den skal erstattes med en anden B.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Søkrig

23. november 1917 – Avisen Hejmdal: Kødkort og kanontorden

Skriv en kommentar

Den 23. november bragte Hejmdal blandt andre følgende notitser fra provinsen.

Nye Kødkort.
Magistraten i Aabenraa bekendtgør, at de nye Kødkort vil blive uddelt paa Mandag den 26. November om Formiddagen fra Kl. 9 til 11 i Drenge-Borgerskolens Stueeteage. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes. En Ombytning udenfor den angivne Tid finder ikke Sted.

Politiberetning.
I afvigte Oktober Maaned blev der i Aabenraa straffet 14 Personer for at have undladt at rense Gaden, 2 Personer for have gaaet paa Jernbanestrækningen ved Nørreport, 1 Person for Dyrplageri og 2 Personer, fordi deres Børn havde forsømt Skolen.
I Varetægtsarrest kom der 2 Personer paa Grund af Mangel paa Husly. Som tabt blev anmeldt, 1 Pengepung med 5 Mark i.

Haardt ramt af Krigen. (F.A.)
Der er som nævnt kommet Meddelelse om, at Møller Jens Peter Clausen fra Kværs er falden i Rumænien den 7. November; den Afdøde blev 35 gammel.

Møller Clausen var ældste Søn af Kommuneforstander Clausen i Tyrsbøl. De stakkels Forældre er blevne særlig haardt ramte af Krigen, idet Jens Clausen var deres Tredje Søn, som er falden, og desuden har de mistet en Svigersøn i Krigen. Nu har de endnu to Sønner tilbage; en er hjemme paa Reklamation, og den sidste kan blive indkaldt, naar det skal være; det er til visse haarde Kar.

Der holdes Sørgegudstjeneste for Jens Clausen i Kværs Kirke Onsdag den 25. November.

Kærlighedsgaver.
Byraadet i Sønderborg har til Hensigt ogsaa i Aar at sende alle Krigere, som ligger ved Fronten eller som befinder sig i Fangeskab, forsaavidt disse er bosiddende i Sønderborg, en lille Kærlighedsgave til Jul.
Paarørende af sadanne Krigere anmodes om straks at afgive disses nøjagtige Adresse paa Meldebureauet i Store Raadhusgade Nr. 20.

Mange Jernkors. (S.Z.)
Fra Hagenbjerg Sogn er der ikke færre end 22 Krigsdeltagere, der har faaet tildelt Jernkorset.

Fødevarekortene
uddeles i Haderslev saaledes: Fredagen den 23. November for Distrikterne 1-5, Lørdagen den 24. November for 6-9, Mandagen den 26. November for 10-13, Tirsdagen den 27. November for 14-17 og Onsdagen den 28. November for 18-22. Stamkort, Kødkort og Distriktnummer skal medbringes.

Ved Nævningeretten i Toftlund
forhandledes i Tirsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Ankler, medens Kommuneforstander Hanquist fra Vellerup og Rentier Schmidt fra Skærbæk fungerede som Nævninger, følgende Sager:

Fru Jacobsen og hendes Datter var anklagede for at have kørt paa Cykle uden Tilladelse og for at have undladt at indlevere de i sin Tid beslaglagte Gummiringe. Dommen lød for Moderen paa 200 Mark, medens Datteren slap med en Bøde paa 100 Mark.

Fru Witte fra Aaved havde faaet en Bøde paa 160 Mark, fordi hun ved Salget af Svin havde taget 20 Penning Pundet over Højestepris, men havde krævet retslig Afgørelse. Dommeren raadede hende til at tage Indsigelsen tilbage, hvilket hun ogsaa gjorde, saa det blev ved 100 Mark.

To Drenge i 13 Aars-Alderen, Zierua og Magnussen fra Aabenraa, var anklagede for Tyverier i Toftlund-Egnen. Zierau blev idømt 4 Ugers Fængsel, medens Mangnussen slap med en Irettesættelse.

Ejeren af Kadaveranstalten i Hammelev, Meyer, var anklaget for at være kørt igennem Agerskov med døde Kreaturer, som han g ud af Vognen. Meyer frikendtes, da det ikke var ham, der havde kørt, men hans Kusk, saa det altsaa var denne, der burde anklages.

Fru Davidsen fra Roager blev idømt en Bøde paa 50 Mark for at have passeret Afspærrings-Distriktet.

Skomagermester Bundesen fra Slesvig fik en Bøde paa 50 Mark, fordi han, uden at være i Besiddelse af Pas, var gaaet over Grænsen efter Læder.

Minesprængninger og Kanontorden.
Paa Vestkysten hører man næsten daglig, ja sommetider flere Gange om Dagen stærke Drøn af Miner, som sprænges langs Kysten af Vesterhavet. Det er ingen Sjældenhed, at Lufttrykket fra Sprængningen kan være saa stærkt, at Husene ved Kysten ryster og Vinduerne klirrer.

I Lørdags kunde man fra om Eftermiddagen omkring ved Halvni-Tiden af høre en stærk Kanonade: Skud fulgte paa Skud, saa Husene rystede, og sommetider fulgte en hel Række Skud ud i et, saa Folk straks kunde forstaa, at det ikke var Minesprængninger. Hen paa Formiddagen kunde man høre at Skuddene kom fra en mere sydlige Retning end i Begyndelsen, og de vedvarede til henimod Klokken 12 om Middagen.*)

Kanonaden i Lørdags var endnu heftigere end under det store Søslag i Forsommeren 1916, som man ogsaa den Gang ude paa Vestkysten kunde høre i flere Timer.

*) Der er tale om søslaget ved Helgoland den 17. november 1917.

Ikke kategoriseret

22. november 1917 – Uventet bytte og en hilsen fra Rusland

Skriv en kommentar

Den 22. november bragte avisen Hejmdal blandt andre følgende notitser:

Fra Felten
Sarapol i Aug 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som her er tilsammen, agter ad denne Vej at sende en kærlig Hilsen til vore kære Venner og Bekendte derhjemme og i Felten. Vi har nu været i russisk Fangenskab i et Aar og er sunde og raske. Vi haaber at I alle har det godt. Paa snarligt Gensyn tegner:
Marius Riis fra Haderslev, Thomas Thomsen fra Tandslet, Jørgen Lausen fra Aabenraa, Hans From fra Haderslev, Jens Henriksen fra Stenderup, Jes Ravn fra Østelindet, Karl Diksen fra Haderslev, Niels Good fra Klingsbjerg paa Als og Peter Post fra Spandet.

Paa Jagt efter en Krigsfange. Skudt et Raadyr.
Forleden Dag var en Officer med en Del Soldater fra Garnisonen i Rødding paa Jagt i Rødding Skove efter en fra Østerlindet bortrømmet russisk Krigsfange. Under Jagten hørte Officeren noget rasle inde i nogle tætte Buske. I den Tro, at det maatte være den undvegne Fange raabte han to Gange ”Holdt”! Men da ingen svarede og den raslende Lyd vedblev at fjerne sig, skød han i den Retning, hvorfra Lyden kom. Men hvor forundret blev han ikke da han kom nærmere og i Stedet for Fangen fandt et – Raadyr.

Raadyret afleverede han pligtskyldigst med Forklaring til Kommunens Jagtforpagter, der saaledes paa en nem og uventet Maade fik et ekstra Stykke værdifuldt Vildt.

Den flygtede Fange fandt man ikke i Skoven, men derimod paa en Gaard lige ved Skovkanten, hvor han i al Ro og Mag sad og spiste sig en Mellemmad.

 

Ikke kategoriseret

22. November 1917 – Flensborg Avis: Tyveri og dokumentfalsk

Skriv en kommentar

Engelsk Cement i tyske Befæstningsanlæg?
Times offentliggjorde ifølge Wolffs Bureau Mandag Morgen et Brev fra en engelsk Frontofficer, i hvilket det hedder: Jeg skriver øjeblikkelig i den erobrede „Pilleæske” [“Pillbox”, engelsk slang for bunker/red.],  Pillebo, som er lavet af britisk Cement, hvilket bevises ved, at et lille Stykke Tin, som var brudt af Muren, havde engelsk Paatryk. Om Eftermiddagen svarede Robert Cecil i Underhuset paa en Forespørgsel i den Anledning, at der foreløbig var udstedt et Udførselsforbud for Cement, indtil Sagen var nøjere undersøgt. Af de hidtil foreliggende Undersøgelser af Militærmyndighderne l dette Tilfælde var det endnu ikke faststaaet, at der bruges engelsk Cement til tyske Forsvarsanlæg.

Landsretten i Flensborg
forhandlede i Tirsdags endnu følgende Sager:

Ulovlig Grænseoverskridelse. Forvalter Marius Schmidt fra Gammelby ved Fjelstrup og den 4. og 5. Avgust paa et forbudt Sted ved Mejlby gaaet over Grænsen uden Pas. Ved Bisidderretten i Haderslev blev han idømt en Pengebøde paa 30 Mark, men denne Dom blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes ham for lav I Dag androg Statsadvokaten  paa en Pengebøde paa 100 Mark. Dommen lød dog igen paa 30 Mark.

Tyveri. To Koner fra Tønder, Margrethe Westphal, født Jakobsen og Christine Damm, født Petersen, sigtedes for Natten til den 20. September i Fællesskab Østerhusum hos den, ene anklagedes Søster Fru Henningsen at have stjaalet er Pengebeløb paa 100 Mark og et Par Støvler. Samme Nat forøvede de endvidere et Tyveri hos Fru Petersen i Middelfelt, hvor de stjal 5 Par Støvler. Endvidere stjal de hos Jordemoder Johanen i Nykirke 5 Kaniner, og den anklagede Westphal stjal noget Linned hos en Fru Lorenzen dersteds. Begge de anklagede tilstod. Statsadvokaten androg mod Westphal paa en samlet Straf paa 4 Maaneders Fængel og mod Damm paa 3 Maaneder og 2 Uger. Dommen lod paa 4 Maaneder og 10 Dage henholdsvis 4 Maaneder og 5 Dages Fængsel. Da den anklagede Westphal havde siddet i Varetægtsarrest fra den 27. September, fraregnedes for hende 1 Maaned som afsonet.

For Dokumentfalsk forhandledes derpaa mod Fru Maren Lorenzen, født Petersen fra Vester Terp, der i Juli Maaned havde faaet et Købebevis („Bezugsschein”), lydende paa 1 Par Sko, men havde foretaget en Ændring, idet hun forandrede det til 2 Par Sko. Hun tilstod. Statsadvokaten androg paa 8 Ugers Fængsel, dog lod Retten det blive ved 5 Dage.

For Underslæb i Embedet stod anklaget Jernbaneassistent Karl Chr. Schlichting fra Jübeck. Den anklagede, der havde Tilsyn med Godset paa Jübeck Banegaard, havde Natten til den 7. September, da han havde Tjeneste, taget en Sæk med 33 Pund Sukker med til sig Hjem. Sagen blev dog opdaget og Schlichting stillet under Anklage. Han tilstod alt og idømtes 4 Maaneders Fængsel. Dommen blev saa mild, da der ikke var opstaaet nogen Skade, ide alt Sukkeret var blevet leveret tilbage til Banen igen.

Krigens forløb

22. november 1917 – Thomas Thomsen: “kukelurer nede i Understanden igen”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat på vestfronten i Lothringen.

Den 22/11 1914.

Kære Moder
Ja nu er det saa min Fødselsdag igen. I Gaard kom vi i Stilling igen, saa jeg sidder og kukelurer nede i Understanden igen. Her har vi det ellers fint, har elektrisk Lys. Vi ligger i en Skov, saa vi kan gaa ude om Dagen. Jeg har lige været ude og skære mig en Armfuld smaa Granris, dem bruger jeg i stedet for Madrasse. Det er ligesaa godt som en Straasæk, og der går ingen Lus i dem. Jeg sidder og venter paa Posten om Apparatet [kamera/red.] ikke skulde være med i Dag, det er nemlig ikke kommen endnu. Mange kærlige Hilsener til Eder alle
Din Søn Th. Thomsen

Min Adresse har forandret sig igen

(Kåre Pedersens samling)