Tag-arkiv: fredshåb

Krigens forløb

16.oktober 1918 – Milert Schulz: ” Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina og efterfølgende i Jordan.

Den 16.10.18.

Mine kjære elskede Forældre og Søskende!

Guds Fred til Hilsen!

Endelig kommer jeg nu dertil at skrive Eder et langt Brev.

Som I vel har læst i Bladene er vi jo gaaet et mægtig Stykke tilbage og har römmet hele Palästina. Siden den 22.9. har vi været undervejs, altid tilbage.

For 3 Dage siden er vi nu her ankommen i en By vestlig for Staden Adaan. Det ligger tædt ved Taurus bjerget vis i kan finde det paa Landkortet, og muligvis kommer vi endnu længere tilbage. I har jo vist tænkt alt muligt om mig, nöd og Begravet eller Savnet, eller og i Fangeskab, men ingen af disse tre Muligheder har truffet mig. Jeg er ved beste Sundhed og i god Behold. Gud skee Lov og Tak at han har bevaret mig indtil i dag.

Vi har gaaet, og prövet meget igennem paa denne Tilbagetogt. Den 22.9 rykkede vi bort fra Byen Vadi – Sir vor vi laa. Derfra marcherede vi til Es-Salt, og gik i Stilling samme Aften som vi kom an.

Vi laa der én Dag saa kom Englænderen allerede an i store Kollonner. Vi kunde ikke holde os mere i denne Stilling og matte vi saa videre tilbage.

Saa gik Marchen först lös i Retning Damaskus. Det var en lang Tour at gaa til Fods kan I tro. Helt fra Es-Salt til nord for Damaskus til Fods og med Tornister på Nacken. Der gik vi godt otte Dage.

Men vad jeg der har oplevet forglemmer jeg aldrig mere. Vi er der gaaet igjennem en Egn vor Beduiner huserer dette Röver og Morderpak. En Nat gik vi et Stykke Vej der laa ikke mindre en 13 afklæde og med Halsen gjennem skaaren og Hovedet knust. Brystet gjennem stukket, Badet i Deres egen Blodlage Tyrkisk Soldater. Det saa heelt forfærdelig ud.

Natten Derpaa saa vi de samme Billeder. Disse arme Folk har ikke kunde holde marchen ud længere og var bleven eene tilbage. Saa er dette Röverpak kommen og har overfaldet disse Folk og rættet dem saadan til.

Vi er marcheret altid videre efter Damaskus til. I disse otte Dage har vi levet ved Vand og Vindruer og andet Frugt. Bröd har vi ikke haft at mætte os ved. Da vi saa kom til Damaskus stod alle Tyske Magasiner og Banegaard i Brand. Tædt på Damaskus blev et Munitionsdepot sprenget i Luften. Det saa fiin ud men frygtelige Knald gav det. Mange tusinde Mark er der gaaet i Luften.

(…)

Eder mere om denne Tour. En heel deel Post har jeg ogsaa modtaget. Brev fra dig kjære Fader fra den 2.9.,9.9.,16.9., 23.9. og 6.9. en Pakke med Kage fra 1.9. og en Pakke med engelske Kjödkonserve Brev fra Br. Drees 30.8. 6.9. fra Söster Thilde 31-8-, 5-9- 10.9., 19.9. og et Brev fra Söster Olga fra den 3.9. Fro alt min hjerteligeste Tak kj. Forældre og Söskende.

Ellers er alt vel her hos mig. Jeg vejer 125 Pund jeg holder mig altid på dette Vægt. Et Brev har jeg faaet tilbage fra Broder Matth. Ja mine Kjære jeg maa altid tænke paa den kjære Bror. Men dette tager jeg ogsaa heelt af Herrens Haand Fred være med sit Stöv. Han har det jo nu bedre end vi. Vi haaber jo dog at Herren har taget ham hjem til sig.

Jeg har her 3 Billeder af ham den kjære Bror.  Det er saa mærkeligt at tænke at jeg skulde see ham for sidste Gang sidste Aar da jeg hjemme. Hvor var han bleven Krass at han var större en jeg og Far, jeg husker det rigtigt godt endnu hvor han gjorde nar af os to Gefreitreiter.  Ja Herren gav. Herren tog Herrens Navt være Lovet. 

Fra Söster Mie har jeg ogsaa modtaget en deel Brev, ogsaa Pastor Nilsen har skreven mig flere Breve. Jeg har nu saa mange at besvare at jeg snart ikke kan overkomme det allene.

Hvordan det nu kan blive med Orlov er jeg nu spendt. Ihvertfald er jeg den förste der kjörer fra vor Komp., men hvornaar det bliver kan jeg ikke sige. Maaskee har vi snart Fred nu. Her blandt Soldaterne bliver der ogsaa meget talt om Fred. Tiden vil jo vise snart forandre sig. Gud give at dog snart maatte höre op og vi kan drage sund og rask hjem igjen. Det give Gud.

Hermed være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig. Eders Sön og Broder

Milert.       

Ikke kategoriseret

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

Hjemmefronten

8. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… begynde en virksom Agitation”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

8. Oktbr.
Mødet [på Harmonien i Haderslev] i Gaar storartet. Og stor Offerberedvillighed. Der blev straks tegnet 15,000, og jeg hører i Dag, Fondet er vokset til nogle og tyve. Fader begyndte Talerne og forklarede, at det var nødvendigt, at vi selv lagde os i Brechen, hvis vi vilde opnaa noget, og det var nødvendigt at have tilstrækkeligt Penge for at begynde en virksom Agitation i alle udenlandske Blade.

— I Rigsdagens Udvalg er det gaaet varmt til, inden Fredsnoten blev udsendt. Hindenburg og Ludendorff erklærede begge, de kunde højst holde dem en Maaned eller to, Heydebrandt von der Lasa fik et Nervetilfælde og raabte: »Belogen und betrogen«. Det er der vist mange Tyskere, der siger.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 157)

Ikke kategoriseret

7. oktober 1918 – Rasmus Damm: “thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

7.10

Nu er den Ferie forbi. Imorgen vandrer jeg i Fængsel igen. Så skal jeg vel til at strække Ben på Festengen, (eksercere) hvis jeg da ikke vandrer den anden Vej ud og i Stilling.

Nu håber jeg, at vi får Våbenstilstand inden ret længe. Det er ikke til at blive klog på. Efter ”Hejmdal” ser det ud til at kunne blive til Virkelighed ret snart, men efter hvad der meddeles os i Dagsbefalingerne, så er de allierede ret urimelige i deres Krav for en Våbenstilstand. Og hver Gang Tyskland går ind på Betingelserne, bliver der straks føjet nye Krav til.

Nå lige meget, om de vil skrive under eller ej, det varer dog ikke ret længe nu mere, thi ikke en rører en Finger for at redde das grosse Vaterland. ”Vi vil hjem”. Nu vil jeg ud og gå en Aftentur og rigtig nyde Friheden den sidste Aften her.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

Hjemmefronten

6. oktober 1918 – Enkefru Røgind: “… jeg dansede Indianerdans”

Skriv en kommentar

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Oktbr.
Det blev en dejlig Aften, som aldrig vil glemmes. Kl. mellem 6 og 7 kom ekstra Modersmaalet med den epokegørende Nyhed af den nye Rigskanslers Tale: »Jeg har i Natten til den 5. ved Schweiz’s Mellemkomst sendt en Note til de forenede Staters Præsident, i hvilken jeg har bedt ham om at tage Hidførelsen af Freden i sin Haand. Wilson har 8. Januar og 27. Septbr. opstillet et Program for en almindelig Fred, som vi kan antage som Grundlag«.

Ved et Trylleslag var alt forandret, hvor var vi alle glade og taknemlige, og hvor vi snakkede og drøftede den livsaglige Fred, og hvor vi lo, ja jeg tror endog, at jeg dansede Indianerdans, og hvor vi undte Tyskerne den Ydmygelse; de maa jo ikke kunne mere, det maa være kommet til en Katastrofe. Man føler sig atter fri. Det er nok med dette Myrderi, de stakkels Mennesker og stakkels, stakkels uforstaaende Dyr har lidt nok. Nu skriver Rose til sin Paul, hun er og- saa glad og haabefuld.
Kl. er henad 12.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 156-7)

Ikke kategoriseret

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

Skriv en kommentar

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

Ikke kategoriseret

13. juli 1918 – Rasmus Damm: “Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

13. 7.

Jeg er nu snart nået tilbage til Kompagniet, eller da i det mindste til det Sted, hvor jeg forlod det for at rejse pa Orlov. Jeg er rejst helt til Juniville uden Afbrydelser eller Omstigninger. Ankom dertil i Aftes Kl. 11,30, og sov der i Nat. Men for første Gang i mit Liv sov jeg under Sengen. Der var fuldt belagt både i Sengene, pa Borde, Bænke og på Gulvet, men sa opdagede jeg en fri Plads under en Seng og krøb derind. Jeg sov også nogenlunde, og sov til Kl. 8 i Morges. Efter at have spist lidt Morgenmad, for nu er jeg jo kommen i Vane med at spise flere Gange daglig og til bestemt Tid, vandrede jeg afsted og er nu nået til La Neuville.

Jeg sidder i Soldaterhjemmet og hviler ud. Der er jo ikke noget at haste efter, og jeg har kun en Times Gang tilbage. Som jeg nok tænkte, da jeg rejste hjemmefra, ser det ud til, at her går Dansen snart løs igen. Hvad pokker bliver de ved at mase på for, de kan dog ikke hamle op med hele Verden, og knække dem med Våbenmagt, kan de dog ikke. Eller er det de sidste Krampetrækninger, som ethvert Legeme gør for Livet ebber ud.

Jeg lovede min Mor ved Afskeden at jeg kom hjem til hende igen, nar Krigen er Slut. Og det varer ganske bestemt ikke et År, føjede jeg til. Fader er reklameret fri og er måske nået hjem allerede. Broder Mathias er i Lazaret og har det rigtig godt. Muligvis er Krigen forbi, nar han igen er tjenstdygtig. Og Frederik, ja selv om han bliver indkaldt, når Fader kommer hjem, så går der dog altid et par Måneder for han kan sendes ud. Så jeg tror helt bestemt, at vi alle samles igen.

Det er ikke Soldater disse 18 års Drenge, som de nu sender herud. Det er små spinkle Fyre allesammen, da de ikke har kunnet udvikle sig ved den Krigskost, som har været dem undt derhjemme i Tyskland. De kan lade og affyre en Bøsse, men skvatter sikkert omkuld derved. Derudover kan de næsten have en Barnepige med Barnevogn behov, for ikke straks at gå i Hundene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

Ikke kategoriseret

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Sønderjyder

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

 

Ikke kategoriseret

1. marts 1918 – Mathias Damm: “Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 1.3.18 Morgen.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort fra d 21. De har nu fundet paa kun at bringe Pakker hver 3. Dag, naar Vognen kommer med Forplejning. Haaber nu i Aften eller imorgen tidlig at faa 51. Idag har Tyskerne nok Lyst til at læse Franskmanden Fredsbetingelseme for, men der er temmelig mange Trykfeil og Punkter. Det Skam har ogsaa godt af noget, Kanske de dog engang kunde komme paa andre Tanker. Jeg er igaar flyttet lidt i en øsende Regn. Vandet staar i Graven saa det gaar oven i Støvlerne. Her er det mere beskidt end i 1. Grav. Forkølet er jeg naturligvis ogsaa. Støvlerne ere raadne og endda faar man ingen ny.

Mange Hilsner sender eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

23. januar 1918 – Milert Schulz: “Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland?”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 23.1.18.

Kjære Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Undskyld at jeg ikke har skreven et par dage för tie jeg har snart ingen Tid haft. Vi har i dag næmlig haft Besichtigung. Den 17. Om Aftnen kom mit Komp. jo hertil saa vi i de sidste Dage har haft ”Vorübung zur Besichtigung”.

Jeg har jo ogsaa haft megen Post at besvare som var ankommen til mig i den Tid jeg var borte. I ved jo ogsaa nok at jeg har det godt her og er heelt ude af Fare. Men alligevel kan jeg jo nok tænke at I venter efter at höre fra mig. I den Tid var Brevene fra den 22/12, 26/12, 30/12, 31/12, 9/1, 10/1. Olgas Brev fra den 31/12 og Tonnes fra den 31/12 og igaar modtog jeg Moders Brev fra den 15/1 og siger Eder for alt min beste Tak. Ligeledes har jeg for to dage siden modtaget 2 Pakker med Pölse og Kage. Julepakkerne har jeg jo ogsaa modtaget med Tak og Glæde. Alt er mig j velkommen kan I jo noktænke kj. Forældre. Maaskee kan du sende mig lidt Smör kj. Moder til her i Etappen gver det ikke saa meget. Pölsen smager mig virkelig udmerket kan I tro.

For et par dage siden fik jeg Efterretning fra Kredssparkassen i Aabenraa at mine Sparepenge fra Maaned Dez. 15 M. var ankommen. Mit Kontonummer er 7382. Maaskee vil du notere dig det i en Hjörne i Hovedbogen kj. Fader for saa ved i jo ogsaa beskee iflade der skulde passere mig noget. Jeg sparer 3 Mark hver 10. Dag. Jeg haar 8 Mark Lönning hver 10. Dage som Gefr.

Ellers er jo endnu alt ved det gamle her hos mig, blodt jeg er lidt forkölet i denne Tid. Næsen löber heele Dagen. Det er ogsaa taaget hver dag og saadan nu uhyggelig Vandkuld. Brandmaterial er ogsaa knapp her saa vort Quarter om dagen er heelt kold blodt om Aftnen fyrer vi lidt. Vi har saadan en lille ”Feldofen”. Morgen hr vi stor- Appel med alt vad der hedder Vaaben.

Mon vi nu da endelig ikke snart skulde faa Fred med Russland? Gud giv dog at det helle snart matte faa en Ende.

Vær saa hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön Broder

Milert.

(Breve i privateje)

Hjemmefronten

31. december 1917 – Hans Paulsen: “I Aar er jeg altsaa vaagen ved Midnatstid”

Skriv en kommentar

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i december.

Berlin-Britz, den 31. Dez. 1917.

Kære derhjemme!
Det er henimod Midnat. Jeg er atter paa Vagt i Tempelhof. Det har truffed sig daarlig fra det gamle Aar til det nye, men de Eetaarige er alt bestemt til Festdagene og det maa man saa stiltiende tage med i Købet. Vi har en hel god Vagthavende og har virkelig arrangered lidt. Vi har alle maatted stifte noget (3-5 M) og derfor har vi besørget Vin og Øl engros og for Øjeblikket opviser Vagtstuen et broget Billede, hele Bordet er bedækket med Bitter Øl og Vinflasker og Glase.

I Aar er jeg altsaa vaagen ved Midnatstid og sover ikke ind i det nye Aar. Naar Klokkerne kimer til det Nye Aar, som skal bringe os Freden, tænker jeg paa Eder? Mont I sover, medens jeg sidder her og skriver? Jeg antager at Fars Fornuft har sejret og at I alle for Øjeblikket ligger i dyb Søvn. –

Igaar fik jeg en Mængde Post. Et Julekort fra Fru Jessen, et fra Dagmar, et fra Tage, et fra Hakon, et par Handsker fra Fru Jessen, nogle Aviser (”Neue Züricher Zeitung” og ”København”) fra Tante Laura og et lille forsinket Julepakke med et Stykke Kage fra Thomsen. Eders Pakke samt Frøken Lohse modtog jeg ogsaa. Pengene fik jeg ogsaa. Til egen Brug bliver kun 20 M tilbage, hvad er temmelig lidt, da jeg har brugt meget og intet havde mere. Jeg skal have saa meget gjort. Jeg skal have Læderstykker (Schusterverdruss) under mine Civilstøvler, skal have Straasaaler til mine Støvler, nye Stripper i mine Sæler [seler/red.], skal betale en større Vadsk af Undertøj etc, har maatted bidrage til Sylvester-Drikkelaget paa Vagtstuen (som jeg ellers har holdt mig passiv ved) bruger næsten hver Dag 20 pf. Sporgvognspenge etc. Ja, I kan tro, at Pengene ruller.

Naar jeg atter faar et Pakke, kan jeg saa faa nogle faa Moneter? – Med næste Pakke behøver I ikke at sende saa meget, da jeg har temmelig meget Levnedsmidler. Da Far skrev, jeg skulde holde den ene Fiskedaase tilbage til Reserve, har jeg nu to. Dertil Lenschaus Pølse.

– En ussel Petroleumslampe belyser Rummet jeg seer derfor ikke godt og Skriften er saa daarlig, hvad der ogsaa beror paa Træthed.

– Naa, snart har vi Aarsskiftet. Et godt fredbringende Nyaar ønsker jeg Eder alle! Det er min eneste Tanke, naar Klokkerne slaar.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

P.S.
Igaar fik ogsaa Maries Brev. Mange Tak.

Krigens forløb

29. december 1917 – Milert Schulz: “Hoffentlich bringt uns denn 1918 den so langerwarteten Frieden”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 29.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Deinen lieben Brief vom 19.12. habe ich dankend erhalten lieber Vater. Es freut mich jedesmal zu hören dass noch alles wohl ist.

Dass liebe Weihnachtsfest ist ja jetzt auch wieder vorbei. Am 27. Haben wir noch einige liebesgaben Pakete von der Stadt Allenstein bekommen. Ich und noch einige Kammeraden bekamen von den Damen des Telegraphenamts in Allenstein. Es enthielt eine Taschenlampe, Kuchen, einige Büher u. etwas Schreibpapier. Sonst haben wir ja von Weihnachten nicht grade viel gemerkt. Jetzt geht es wieder Neujahr entgegen.

Hoffentlich bringt uns denn 1918 den so langerwarteten Frieden. Und wendet es sich zum Besten mit Russland dann werden die andern Mächte auch sicher nachgeben. Ich sehne mig schon nach dem Tag wo wir unsere “Klamotten” packen können und zum verladen nach der bahn marschieren können. Das wird ja ein herlicher Tag werden.

Gebe Gott dass er nicht mehr fern ist. Aber wenn wir dnen auf nach Deutschland kommen dann glaube ich doch dass wir noch etwas nachdienen müssen. Aber das macht auch weiter nichts. Hauptsache man kommt endlich mal aus diesen Elend raus, denn ich bin schon satt davon. Dann können wir hoffentlich Weihnachten 1918 alle wieder zusammen feiern vorausgesetzt dass wir alle glücklich nach Hause kommen und das gebe Gott in seiner Gnade. So wie er mich bisher beschützt hat wolle er auch in der ungewissen Zukunft seine Hand über mich halten und einst wenn die Friedensklocken lauten werden mich froh u. glücklich in die liebe Heimat zurück führen. Hier ist ja sonst noch alles beim alten. Mich geht es auch noch immer recht gut. Mein Magen ist auch wieder in Ordnung. Sehe dass du wieder Magenkrämpfe gehabt hast liebe Mutter. An der Front ist auch alles ruhig. Heute haben wir schönes Sonnenwetter. Wie ich gehört habe werden wir am 2. Jan. abgelöst.

Von Bruder Matth. Hatte ich auch einen Brief. Er schrieb er fuhr Weihnachten in Urlaub da wollte er denn für mich u. sich selbst. Aber ich werde ihm heute schon hinschreiben.

Sie denn herzl. gegrüsst vom mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

(Breve i privateje)

Ikke kategoriseret

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

16. december 1917 – Milert Schulz: “An der Front auch alles ruhig”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16.12.17.

Meine Lieben!

Gestern Abend 2 Pakete mit Freuden Dankend erhalten. Eins war mit Pfefferkuchen u. Keks u. das Andere mit Butter u. Wurst u. ein grosser Kecks. Habe mich auch auch schon lange auf den Kuchen u. die Wurst gefreut. Habe schon die Hälfte davon aufgegessen. Ja solange man noch sowas zu essen hat leidet man ja keine Not. Dem Herrn sei dank für alles Gute und dass wir noch kein Hunger leiden brauchen. Unsere Verpflegung hier draussen ist ja auch och immer recht gut. Aber so wie zu Hause ist es ja natürlich nicht.

Wie ich Euch ja schon geschrieben habe liegen wir immernoch in Stellung. Wir können aber unsern Apparat nicht aufbauen da es hier verboten ist zu Telephonieren, weil der Franzman Ablausch Apparate aufgebaut hat und so kann er alles hören was wir sprechen. Selbstredend haben wir auch solche Apparate Also liegen wir hier und tun wir garnichts. Man weis beinahe nicht wie man den Tag vertreiben soll. Wie schön hätte man solche Zeit zu Hause verbringen können. Wie Ihr Euch wohl denken könnt ärgert einem das natürlich. Aber das hilft ja doch nichts. Sonst ist ja noch alles wohl hier. An der Front auch alles ruhig.

Heute kam das Telegramm hierher dass mit Russland einen weiteren 28 tägigen Waffenstillstand beschlossen wurde. Hoffentlich kommt denn auch bald der langersehnte Friede worauf alles gespannt ist. Gott gebe es dass es doch bald endlich mal Schluss wird. Sonst wüsste ich für Diesmal nichts mehr.

Wünsche Euch nun alle ein recht fröhliches und gesegnetes Weihnachtsfest nebst vielen herzl. Grüssen von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

Ikke kategoriseret

16. december 1917 – Mathias Damm: “… sætte Bøssen i Krogen.”

1 kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 16.12.17.

Kære Moder!
Mange Tak for to Kort fra 8-10. C skrev forleden at Onkel var “vermischt” [sammenblandet/red.], det kan jo være muligt, men i hvertfald er han ogsaa savnet (vermisst).

At R[usserne] ogsaa bliver flyttet behøver i ikke at være bange for, thi saasnart der er Vaabenstilstand maa de ikke flytte en Mand fra Pletten, foreløbig ikke engang i Hvil. Gid denne Vaabenstilstand maatte blive Begyndelsen til Freden, saa vi til Foraar, ogsaa kunde sætte Bøssen i Krogen.

Jeg har det godt og haaber ogsaa i har. Kanske Fader nu snart kommer hjem. Nu er Udsigterne bedre. Mange Hilsner sendes eder med Ønsker om en glædelig Jul eders
Mathias

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

(Breve i privateje)

Krigens forløb

2.december 1917 – Milert Schulz: ”Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina…”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:06

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 2.12.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Endlich nach langer Zeit komme ich wieder dazu Euch einen Brief zu schreiben. Habe vor 2 Tagen das Paket mit Butter und Wurst vielmals dankend erhalten. Ebenfalls Vaters Brief vom 21. U. Karte vom 19. Sowie Diddes Karte vom 21. Dankend erhalten. Sehe ja das noch alles wohl ist zu Hause was mich sehr freut.

Hier ist auch noch alles beim alten. Wir liegen immernoch in Ruhe. Aber übermorgen wird es wohl in Stellung gehen. Wie ich aber gehört habe. sollen wir von hier ganz wegkommen. Da wir auf Tropendienstfähigkeit untersucht worden sind wird ja viel davon gesprochen dass wir nach Palästina kommen sollen. Ob das aber zutrifft kann ich nicht sagen. Am liebsten wollten wir ja natürlich hier bleiben. Nun werden wir ja sehen wie es wird. Wenn es soweit kommen sollte werde ich es Euch schon schreiben. Jedenfalls braucht Ihr Euch weiter nicht darum den Kopf zerbrechen denn eher wir da sind dauert noch bis nächstes Jahr bis dahin kann sich ja vieles verändern.

Hoffentlich kommt es zum Frieden jetzt wo die Sache mit Russland so steht. Mit dem Waffenstillstand ist ja doch wenigstens ein Anfang begonnen. Hier an der Front ist es auch ziemlich ruhig.

Mit meiner Gesundheit geht es auch so leidlich. In den letzten Tagen habe ich Zweimal Schüttelfrost Anfälle gehabt. Hoffentlich wird es kein Malaria. Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina und wenn es denn nicht besser wird melde ich mich krank und fahre wieder zurück. Sonst ist hier ja weiter nichts neues. Heute hat das Bataillon ein Sportfest veranstaltet. Da müssen wir ja denn mit. Es wird dort Wettlaufen, Hindernislaufen. Springen u. f. w. gemacht. Dazu spielt denn die Regts. Musik.

Vorgestern hatte ich Briefe von Schwester Mie u. Tante Mie mit Vetter Nielses Bild. Gestern einen Brief vom Bruder Matthias.

Muss ja nun   heute Fleissig schreiben.

Sei denn recht Sohn u. Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn.  

(Breve i privateje)     

 

Ikke kategoriseret

2. december 1917 – Thomas Thomsen: “hvordan kan man fejre Fødselsdag i Skyttegraven”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Transport. 2/12 1917

Kære Moder!
Mange Tak for dit Kort jeg modtog i Forgaards. jo jeg har modtaget Kristian Petersens Brev. Du vilde gerne vide hvordan jeg havde holdt Fødselsdag. Jo[,] hvordan kan man fejre Fødselsdag i Skyttegraven[,] tror du. Jeg stod 4 Timer paa Post og sov 20. Det er alt hvad jeg gjorde. Jeg har sendt Tøjet hjem som Brødet var indsyet i. Du maa nok sy et til ind.

I Dag kører jeg med Toget igen hvorhen ved jeg ikke, man maa heller ikke skrive noget om det. men jeg tror nok at vi snart er ved Vejende. Ser i det fjerne nogle sneedækkede Bjergtinder. Det er Vogeserne, og derhen gaar Toget nok. Hører ogsaa allerede Kanonerne buldrer, det giver ordentlig Genlyd i Bjergene.

Kristian skrev sidst at du ikke havde det rigtigt godt. Haaber ikke at det er noget alvorligt.

Jeg havde Brev fra Tante Anna i Toftlund i Gaard ellers ved jeg intet Nyt at skrive, jeg har det som altid godt. venter bare paa at Freden skulde komme, nu mere da jo herude[?] at Russerne er ferdige, og at der saagodt som er Fred med dem ja gid det var saa vidt. saa kommer det jo ogsaa nok sa vidt med de andre.

Mange kærlige Hilsner til Eder alle
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Krigens forløb

10.november 1917 – Milert Schulz:” Der har været lidt tale om at vi skulde bort herfra men hvordan ved man ikke og i det heele er det et stort Spörgsmaal om vi kommer bort.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:02

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 10.11.17

Mine Kjære Forældre og Sösk.!

Guds rige Fred til Hilsen!

Dit kjære Brev fra den 1.11. har jeg i forgaars modtaget kjære Moder ligeledes har jeg modtaget Babbas Brev fra den 3.11. igaar. For bægge min beste Tak kjære Forældre. Seer at I endnu har det rigtig godt derhjemme. Ak ja kunde man endnu havde været hjemme igjen i sin gamle Bestilling. Men nu sidder man her fjernt fra alt. Forhaabentlig kommer det længselsfulde Fredsbudskab. Gid dog at Herren snart vilde byde sit holdt over denne Elendighed. Mon det ikke skulde give en Forandring i Sagen med Italien? Her hos os er det ikke meget lös men det er jo godt at man kan sidde her i ro. Naar det saadan bliver ved hernede saa kan ja sagtens holde det ud. Naturligvis bliver der her ja ogsaa skudt med Granater med det er dog ikke saa slem som ved andre Fronter hvor der bliver Kempet hver dag. Her giver der jo ogsaa saarede og döde men jo da ikke i den Grad som f.eks. i Flandern. Gud skee Tak at man ikke er der.

Hem ved om man havde været levende endnu. Herren vil i Naade holde sin beskyttende Haand over os alle og naar det er sin vilje fore os sund og rask hjem igjen. Hvorlenge mon Broder Matth. vel skulde holde sig i Flensbg. Igaar havde jeg Brev fra ham at skulde til Backsted at skyde.

I dag har jeg ogsaa sendt et Kortbrev. Ja kunde man dog blodt saadan havde rejst hjem et smudt om Söndagen det kunde være heelt dejlig, men det er jo nu ikke saadan. Af dit Brev seer jeg at du igjen har sendt mig en Pakke med Kage kjære Moder.

Ja nu kan jeg dejlig bruge den. Som du skriver kjære Fader har jeg allerede for 8. Dagen siden skreven et lang Brev til Tante Mie paa den nye Adr. ja nu er di ogsaa borte fra Svejlund. Vi har da nydet meget godt eroppe for dem. I den förste Tid vil man jo komme til at savne dem. Nu er Svejlund jo ikke mere noget for os. Babba har vel samledt meget godt Skrammel hjem. Jeg kan nok forestille mig ham hvordan han har seet alle Hjörne og Kroge godt efter.

Nu er det ved at blive Efteraar hernede det er mere kold nu. Men endnu holder man det nok ud. Der har været lidt tale om at vi skulde bort herfra men hvordan ved man ikke og i det heele er det et stort Spörgsmaal om vi kommer bort.

Ellers er der ikke megen Nyt at fortelle. Saa være I alle hermed hjertelig Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

Paa snarlig gjensyn.

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb

9. oktober 1917 – Milert Schulz: ”Sonst geht es mir ja immer noch recht gut hier bin auch soweit gesund und wohl nur mein Magen will nicht richtig funktionieren. Aber hoffentlich. wird es besser”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:03

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 9/10.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Für erhaltene 2 Pakete mit Gebäck und meine Bilder meinen besten Dank. Von den grossen Bildern waren bloss 8 hier, habt Ihr denn schon 4 ausgenommen? Schreibe mir doch wer die bekommen hat. I Bild habt Ihr ja selbstverständlich behalten liebe Eltern. hoffentlich habt Ihr das beste rausgesucht. Einst hat Schwester Mie nicht? Und die andern 2 wer hat die? Bitter um bescheid. von den kleinen habe ich 6 bekommen. 7 hatte ich ja bestellt. Hat Bruder Drees denn eins von die? Nun bitte ich Euch das Geld für dieselben abzuschickken da ich hier nicht so viel habe. Die grossen Bilder sind ganz schön geworden nur das Format hätte etwas kleiner sein können nicht wahr? Aber so ist es wohl modern, ich weiss ja nicht. Der Kuchen in dem Paket wo die Bilder waren, war schon verschimmelt und konnte ich die nicht geniessen. Den Kranz oder wie ich den andern nennen soll habe ich heute morgen zum Kaffe gegessen.

Sonst geht es mir ja immer noch recht gut hier[,] bin auch soweit gesund und wohl nur mein Magen will nicht richtig funktionieren. Aber hoffentlich. wird es besser. In den letzten Tagen musste ich noch Nachts raus. Sonst schmerzen habe ich nicht dabei. Na in 10 Tagen kommt wohl die Kantine wieder dann werde ich sehn ob ich etwas Rotwein bekommen kann und Euer Rat mal versuchen liebe Mutter.

Viel neues kann ich Euch ja nicht erzählen. Jetzt fängt es hier an kalt zu werden. Heute habe ich ein senig gefroren. Etwas Regen haben wir auch gehabt in den letzten Tagen. An der Front ist es auch ziemlig ruhig was Ihr ja auch in der Zeitung lesen tut. Hatte heute Abend eine Karte von Cousine Methe aus Bredebro. Es freut mich sehr dass Bruder Matth. nach Flensburg gekommen ist.

Hoffentlich kann er das Masch. Gew. in den Kopf kriegen, denn da ist ziemlich viel drann zu lernen. Aber wenn er ins Feld kommen sollte hat er es ja auch viel besser beim M.G. als bei der Inf. Aber hoffentlich ist bald Frieden dass er nicht raus braucht und das wir nach Hause können. Gott gebe das in seiner Gnade. Sei denn für diesmals recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

Ikke kategoriseret

29. juli 1917 – Mathias Damm: “… jeg hører til Stosstrup”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 16. september 2017 21:53

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 29 Juli 17

Min kære Fader!
Du skal have mange Tak for dit Kort, som jeg har modtaget. Jeg har længe ventet at høre fra dig. R. har jeg intet hørt fra endnu og de hjemme heller ikke siden Dagen før jeg reiste. Han er kanske bleven flyttet og Postsageme blive holdt tilbage. Thi i det sidste han skrev skrev han om at han slog Græs.

De sidste Par Dage har her atter været rolig, men en Formaning i Form af et par Timers Mine Koncert faar vi af og til. Dog naar vi blot kunde blive her en Tur, andetsteds er det nok ubehageligt i denne Tid.

Det var da glædeligt om du kunde komme hjem og høste Sommerkornet, Rugen faar de jo nok. Ja, her gaar man og driver rundt og gør ingen Ting. Jeg har idag 4 Timer Vagt og saa fri. Ellers har jeg for det meste 6. Arbeide har jeg intet med at gøre. Og Nattevagt heller ikke, jeg hører til Stosstrup. Men derfor ser vi dog ikke mere Krigerisk ud, end andre og er altid Reserve ved Compagniet. Hvordan har du det, har du stadig Vagt?

Gruppebillede af håndgranatbevæbnede stormtropper, østfronten 1917. Stående yderst til højre ses formodentlig Mathias Damm, Gøttrup (Museum Sønderjyllland – Museet på Sønderborg Slot)

Hvad mener du, kære Fader, giver det snart Fred. Her har forskellige sat store Forhaabninger til den nye Rigskansler, men han er akkurat af samme Snit, som v B.H. og jeg læste igaar, at Englænderne mente han var værre istedetfor bedre, thi han var akkurat ligesaa egensindig og vanskelig, at forhandle med, som Bismark i sin Tid var. Og de vilde ikke slutte Fred, før den tyske Soldat havde indset, at han kæmpede for sin egen Undertrykkelse, eller det prøissiske Aristokrati var styrtet. Det er haarde Ord og efter det giver det foreløbig ingen Fred.

Har du læst, at en norsk Dame mente at det gav Fred til 16. Sept. Det kunde være helt rart. Hvor vilde der blive Glæde Verden over naar den Dag virkelig kommer, og man kan sige, nu er Myrderiet til Ende. Saa vilde jeg gærne øve Parademarsch og præsenter Greb et Aar, om det skulde være. Saa kunde man da virkelig haabe at komme helskindet hjem. Her er man aldrig sikker. Dog er det gaaet godt hidindtil og med Guds Hjælp gaar det ogsaa herefter.

Det faldt mig ikke nær saa svært at drage hjemmefra i Aar, mærkelig nok. Det kom mig blot for som jeg skulde en lille Reise. Maatte det dog blive Alvor snart, saa i gamle Karle kunde komme hjem i Vinter.

Du skriver om Pengene. Jeg har jo skrevet en Gang herom. Haaber du har faaet det. Jeg fik 1050 M ved Moder og de 10 og 110 lagde jeg selv til, saa nu er der 1205 M paa Bogen. Det er ærgeligt nok med Onkels ubudne Gjæster. Da har han været i Fart. Kære Fader.

Sender dig de hjerteligste Lykønskninger til din Fødselsdag, det havde jeg nær glemt. Nu blot mange Hilsner fra din Søn
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

Ikke kategoriseret

29. april 1917 – Thomas Thomsen: “… über das Wetter kann ich doch schreiben”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i foråret 1917 befandt sig i Galizien.

Galizien 29/4 1917.

Liebe Kristian Pedersen!
Jetzt muß ich dir doch mit aller Gewalt schreiben und mein herzlichster Glückwünsch zu deiner Verlobung mit Asta Brommer. Du kannst glauben ich habe große Augen gemacht, als ich das in Hejmdal gelesen habe, das hätte ich doch nicht geglaubt.

Auch meine besten Dank für alle deine Briefen die ich mit Freude erhalten habe. Ich hätte dich ja sonst viel früher schreiben müßen, aber ich kann dir nicht direcht von hier aus schreiben, ich muß es erst nach Hause schreiben und dann müßen die es weiter transportieren.

Ich habe es sonst ganz gut, aber das gefällt mir doch alles nicht. Das war viel besser in den alten Tagen als man so frei weck über die Grenze verkehren konnte. Jetzt ist man so gebunden[.]
Ich darf ja nicht viel schreiben aber ein bischen über das Wetter kann ich doch schreiben[.] Frühling haben wir schon lange gehabt und jetzt haben wir wieder Winter[.] die Nacht hat es wieder geschneit und ist eine Hundekälte das ist ganz schräcklich[.] Hoffentlich giebt es bald Friede das ich dir wieder besuchen kann.

Die freundlichster Grüße sendet euch allen
dein
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

Ikke kategoriseret

5. april 1917 – Milert Schulz: “Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han i slutningen af marts blev kompagniskriver.

Im Felde den 5.4.17.
Auf Schreibstube Abends um 9 Uhr.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss. Da jetzt alles schläft sitzte ich nun hier und schreibe den Brief nach der lieben Heimat. Ich warte nur noch auf ein Vizefeldwebel der hier schlafen soll und da er bis jetzt noch nicht eingetroffen ist habe ich ja die schönste Ruhe.

Sitzte bei einem Talglicht und habe eben vorher ”Det gamle Budskab” gelesen mit den Text ”Ildlinien”. Ja liebe Eltern dieselben Gedanken habe ich auch oft gehabt wie dieser junger Mensch, und um mich noch mehr im Herrn zu freuen habe ich mir auch damals ”Lommesangbogen” schikken lassen und gleich habe ich mir mein Lieblingslied aufgeschlagen No 60 “Du evige Klippe jeg kommer til dig o.s.v. Wie habe ich diesen Gesang oft gesungen in Lgkl. Abends wenn ich nach Hause kam mit
meinen Freund Anton Hansen. Ja wenn man so an die Friedenzeit zurück denkt. Nicht wahr[,] schön war es doch wenn man Abends zusammen kommen und nun ist man Soldat muss hier draussen im Felde sein fern von den Seinen. Aber will es Gott so hoffen wir auf ein frohes Wiedersehen in der Heimat hier oder dort.

Das ich mal auf Urlaub fahren soll wird wohl noch ein weilchen dauern aber hoffentlich haben wir bald Frieden[,] dass wir den grossen Urlaub gesund und glücklich antreten können. O welch eine Freude wird das werden. Gott gebe das es bald Schluss ist. Nach Aussagen eines Gefreiten von unserer Kompanie der aus serbischer Gefangenschaft entwichen ist und heute hier bei der Companie ankam, meinen die Feinde auch, dass es wohl in 2 Monate Schlus sein wird und ich glaube auch es wird nicht mehr lange dauern. aber nur nicht verzagen.

Nun liebe Eltern, danke ich Euch erstmal für die vielen Briefe welche ich gestern erhalten habe. Es sind alles Briefe vom 16-26 Märtz. Im vorigen Brief habe ich Euch ja geschrieben, wie das kam. Ebenfalls habe ich 1 Paket mit Kuchen, 1 mit Wurst und Carbonae (aber leider nicht mehr geniesbar) 1 mit den Schinken was noch sehr gut ist und 1 mit Kuchen, Zucker und Butter, und noch eins mit Schreibpapier von Schw. Thilde.

Die Erinnerungen von denen ich Euch ebenfalls geschrieben habe werde ich morgen abschicken. Ich werde mal sehen ob ich ein paar andre be- kommen kann. Wenn ich mal nach Prilep wieder kommen sollte werde ich Euch etwas kaufen. Hier gibt es ja nichts zu kaufen. Dann schreibst du wegen Thee und Pfeffer liebe Mutter. Wenn ich was bekommen kann[,] will ich dir gerne ein Paket voll schicken und ich will auch mal sehen ob ich nicht was bekommen kann. Das kann hier wohl nicht so schlimm sein, denn die Bulgaren essen nur stark gepfefferte Speisen und daher haben sie auch alle einen üblen Geruch an sich. Kaffee kann ich aber nicht bekommen.

Gestern hatten ich und ein paar Kameraden uns Photographieren lassen, es ist aber leider nicht geglückt. Na vielleicht ein andres mal. Sonst bin ich ja noch immer gesund und wohl und hoffe dasgleichen von Euch. So lange ich hier als Schreiber bin stehe ich ja nicht aus. Genug zu essen und trinken. Hungern brauchen wir tatsächlich nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzlichst gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Jetzt ist die Uhr 10 also eine Stunde hat das schreiben gedauert ich gehe jetzt schlafen Gute Nacht)

(Brev i privateje)

Ikke kategoriseret

15. marts 1917 – Thyge Thygesen: “… en helt fornuftig Underoffz.”

Skriv en kommentar

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I februar fik han orlov, og vendte først tilbage til kompagniet midt i marts.

Eisleben d. 15. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Håber I har modtaget mit Kort fra Wittenbg. Rejsen blev jo snart et helt Eventyr, vil nu fortælle Eder alt udførligt. Altså Kl. 12 kom jeg til Hamborg og måtte så vente der til Kl. 6 om Morgenen. Kom så til W. Kl. 9½ og kunde først køre videre Kl. 3.15. Jeg gik så til Kommandantinen. Der skulde jo have gået et Tog til Magdeburg Kl. 9 men det er ”weggefallen.” Jeg havde jo så egentlig ingen Undskyldning for at jeg ikke kunde komme videre. Men der var en helt fornuftig Underoffz. Han skrev så alligevel på, at på Grund af Togforsinkelse kunde jeg ingen Tilslutning få, jeg var jo så reddet.

Men så Kl. 12 gik der et Godstog og der kom jeg i en Pakvogn og var så i Mgdbg. Kl. 5 havde jeg ventet til Kl. 3.15 var jeg først været der Kl. 6.40 Nu gik der fra Mgbg. til Gysten et Tog Kl. 6.28 så kom jeg jo med det. Men Kl. 8 holdt det i Güsten og gik så ikke videre den Nat. Nu går der fra Gysten til Mansfeld en Sporvogn og fra Eisleben til Mansfeld går også een. Jeg kørte så med og kom hertil Eisl. Kl. ½11. Jeg kom altså tidlig nok og var jo så fri for Ubehageligheder!

– I Formiddags blev jeg så undersøgt af Lægen. Han var i helt godt Humør og, Gud ske Lov, tror jeg nok at jeg er ”a.v.” endnu. Jeg sagde naturligvis at jeg endnu så dårlig. Han eksperimenterede så lidt med Øjnene og sagde så, at det ellers havde bedret sig betydelig. – før sagde han jo ellers: ”Seehstörung nicht vorhanden.” Nervesystemet havde også bedret sig meget. Helt bestemt ved jeg rigtignok ikke om jeg er ”a.v.” men jeg tror det. Jeg skal nu ved Lejlighed have en Skriver til at see efter i Papirerne. –

Feldw. har ikke sagt noget om – I ved nok hvad! Skriveren overfaldt mig derimod straks om jeg ikke havde lidt S. til dem. Jeg kan jo nu give een lidt og så få ham til at see efter hvad jeg er skreven. Brødet slog godt til. Hav Tak, lille Mor, at Du betænkte mig så rigelig. Kolraberne, som vi straks fik i Dag, smagde ikke rigtig ovenpå Eders gode Køkken, men jeg kan jo så nu spise mig mæt af Eders gode Brød. Det kommer jo alt lidt sær for, efter den skønne Orlov.

O, kunde vi bare snart komme hjem for stedse!! Blot det nu må gaa godt med Reklamationen og det ikke varer alt for længe. O, hvor jeg vilde blive glad hvis det skulde lykkes! Sneen er nok kun nået til Hamborg, på den anden Side lå der ingen. Her er heller ingen af Betydning.

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle og alle Bekendte.
Eders egen Thyge.

Hvorledes er det med Mbr. Hans? Hils dem mange Gange!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Ikke kategoriseret

28. februar 1917 – Milert Schulz: “Himlen var blodröd …”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 28/2 17.

Mine kjere Forældre og Sösk.! Guds Fred til Hilsen!
Först manqe Tak for 6 Pakker fra No 7 – No o2[,] som jeg iforgaars har alle modtaget paa een Gang. Jeg modtog nemlig 11 Pakker denn Aften. 1 Pakke var fra (Anton) Asmussen[,] een fra Tante Mie, een fra Broder Drees, to med Cigaretter fra Bocks som jeg havde bestillet. In[d]holden har jo selvforstaaeligt smaget mig rigtig godt[,] kjere Moder.

Igaar har jeg skrevet et langt Brev til Tante Mie og takkete hende derfor. Ligeledes har jeg igaar sendt 30 Mark hjem. Skriv mig naar I har modtaget dem.

Med Cigaretter handler jeg. Jeg bestiller 1000 Stück hver otte Dage og die er vek som intet her. Jeg har da i det[]mindste en god Fortjeneste ved det. Fra 1000 Cigaretter tjener jeg 14 Mark. Det kan jo nok gaa an.

Lige for Tiden er vi i Ro siden den 24. Februar til den 5. Marts. Da vi kom fra Graven hvar vi jo naturligvis beskidt og fuld af Lus. Naar man saadan ligger 3-4 Uger i Graven og i denne Tid kun faar sig vasket 3-4 Gange og ingen reen Vask at trekke paa saa kan I jo nok forestille Eder hvordan vi kan seer ud.

Dagen efter da vi kom i Ro havde jeg saa stor Vask. Vor det saa gjör godt naar man har faaet sig vasket, baberet og reen Vask paa Kroppen. Saa er man först et Menneske igjen.

Forplejningen er rigtig godt her. Hver 2 Dage faar vi 1 1/3 Brød saa vi ikke tör hungre[,] men vi Soldater herude kan jo lett fortere det. Her hvor vi er i Ro[,] har vi lidt Tjeneste om Dagen. Om Formiddagen Appel og om Eftermiddagen fra kl 3-½5 Exerseren med Gewehr. Jeg har det jo ikke saa streng da jeg altid skal spille Underoffizer[,] saa jeg kun Kommanderer med mit Gewehr og 4 Mann. Som jeg har
hört[,] bliver jeg vist befördret til Gefreiter i den nærmeste Tid.

Forrige Nat hvar vi til Zapfenstreich i Anledning af den Bulgarriske Kaisers Födselsdag. Sidste Nat havde vi Natövelse med M.G.

Vejret er i denne Tid her som for os i April Mai med Solskin saa man snart sveder i denne Varme. Derimod om Natten er det kold saa man ligger og halvt frÿser. Igaar Aftes hörte man en forfærdelig Kanontorden i Egnen af Monastir. Himlen var blodröd saa det saa trist ud. Ellers er jo endnu Gud skee Tak sund og rask endnu. Herren give dog at Fredsklokkerne snart maa lyde.

Nu til Slut mange mange Hilsener til Eder alle mine kjere i Hjemmet fra mig Eders Sön og Broder
Milert

Send mig dog to Lommertörklæder. Jeg har kun et saalenge jeg drog fra Arÿs.

(Brev i privateje)

Ikke kategoriseret

8. januar 1917 – Thomas Thomsen: “… noch schlimmer wie 1916”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

Den 8/1 1917.
Liebe Mutter!
Danke dir für dem Brief ich Gestern erhalten habe. Ich lese Heute in Hejmdal, das unser Feinde, unser Friedensangebot abgelehnt habe. Schade, dann können wir uns wieder ein Kriegsjahr vorbereiten und dies wird gewiß noch schlimmer wie 1916. Das ist schrecklch, daß sie nicht aufhören können. Wer weiß ob wir nächtes Jahr zur dieser Zeit zu Hause sind. Es muß doch einmahl Friede geben.

Jetzt haben wir wieder Winter gekriegt, Frost und Schnee. Es ist kalt, aber doch nicht mehr wie bei euch. Wenn wir auf Posten sind[.] haben wir ein großen Pelz Mantel an von Schafpelz, der geht von den Füssen bis über die Ohren[,] dann haben wir zwei Par Stiefel an. Ein Par großen Filzstiefel über die andere[.] Das hält warm kannst du glauben[.] Wenn ich ich so stehe solst du mir bloß sehen. Mann siehst aus mir nur ein wilder[.]

Du schreibst du hast mir 2 par Füßlappen oder solche Dinge. Die habe ich noch nicht gekriegt, aber hoffentlich kommen die bald[.] Ich habe im Weihnachten ein Par Strümpfen nach Hause geschicht[,] habt ihr die gekriegt. Die könnt ihr mich wieder schicken.

Wie geht es dir mit der Gesundheit liebe Mutter[.] Hast du es so ziemlich gut dies Winter? Ist Jakob noch zu Hause?

Zum Schluße sendet Euch alle die herzlichsten Grüße dein Sohn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

Krigens forløb

18. december 1916 – Johannes Christensen: Det gik som en elektrisk strøm gennem graven

Skriv en kommentar

20-årige Johannes Christensen skriver et julebrev hjem fra en skyttegrav ved Thiacourt sydøst for Verdun, hvor han er i stilling med Regiment 84.

Kære allesammen!

En lille hilsen skal I have inden jul.

Mange tak for det lille julebrev, som jeg modtog i går. Jeg har også glædet mig til det i lang tid. Jeg har det stadig godt og alting går sin daglige gang med at stå på posten og arbejde.

Hvordan tror I ellers det skulle gå med freden nu? Tror I ikke den snart skulle komme? Hvad skriver Ribe Stifttidende?

Ja, gid vi kunne få vished for det her til jul, så fredsklokkerne kunne lyde sammen med juleklokkerne. Om det så ville vare lidt inden vi fik løbepas, så ville glæden være ubeskrivelig, når det lyder fra den ene post til den anden her i graven – freden er kommet. Du kan forlade din post. Det gik som en elektrisk strøm igennem graven den anden dag, at kejseren har tilbudt fred. Nu fortælles det at alle har taget der imod på nær England, men det ville vi heller ikke forhindre dem, når alle andre blev enige, men om det passer noget af det hele, er jo et spørgsmål.

Vi går jo i stærk spænding hernede, kan I nok tænke jer, da vi ved, at når det ikke bliver til noget med freden nu, så har vi stadig det værste tilbage. Vi vil stadig håbe det bedste.

Kommer Thorvald hjem til jul eller hvordan går det? Alfred kommer da forhåbentlig. Bare han er hjemme, når I får disse linier. Ellers går det ligesom sidste år, at I slet ingen har hjemme juleaften. Bare det nu er den sidste jul, der skal opleves under disse trange tider.

Jeg vil så ønske alle derhjemme en dejlig velsignet julefest.  Mine tanker vil jo være hos jer den aften, når jeg står derude og stirrer op mod Guds stjernefulde himmel, da vil tankerne stadig dvæle ved alle de dejlige juleaftener, som vi har oplevet derhjemme som børn, hvor ingen havde anelser om den forfærdelige krig, der forestod, dengang.

Ja, til slut vil jeg håbe at vi alle snart vil opleve gensynsglæden under en lykkelig og god fred.

I har vel ikke noget derhjemme, der kunne bruges til fodlapper, for her er næsten umuligt at få sådan noget? Noget sandpapir kunne jeg også nok bruge igen.

Har jeg sagt tak for smørpakken, jeg modtog i forgårs? Med hjertelig hilsen

Eders hengivne søn og bror, som har det godt.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

2. november 1916. Johannes Christensen: Mon dog ikke vi skulle få fred til jul?

Skriv en kommentar

Den 19-årige soldat ved Regiment 84 – Johannes Christensen fra Nørby ved Visby – har overlevet det voldsomme franske angreb på Fort Douaumont, som franskmændene generobrede og tilføjede tyskerne et klart nederlag. Nu er det hårdt medtagne regiment ved at skifte stilling og Johannes skriver hjem for første gang siden slaget standsede.

Kære alle sammen!

Nu skal I endelig have et par ord igen. Lang tid har jeg desværre ikke. Hjertelig tak for dine to breve, kære søster. Pakkerne med smør, sylte og sweateren har jeg fået. Nu mange tak for det alt sammen.

I skal blot ikke bryde jer om at sende kødvarer til mig, for vi får jo altid da noget her – mere end ved depotet – og I har jo aldeles ikke for meget derhjemme kan jeg regne ud.

Hvordan har I det ellers alle sammen? Er I nogenlunde ved sundheden kære far og mor? I har jo nok travlt i roerne. Er de ellers nogenlunde i år? Hvor mange kreaturer har I i stald på vinter? Har I heller ikke fået aftærsket maskinen i år?

Jeg har det ellers godt for øjeblikket. Vi er nu endelig efterstormen blevet afløst og befinder os nu på rejse. Hvorhen det går, er jo ikke godt at vide. Vi har nu opholdt os i en lille yndig smukt beliggende landsby et par dage – Villette kaldes den.

Men i aften går det videre. Ja, gud ske lov, at vi er ude af denne forfærdelige stilling nu. Meget værre kan det ikke blive. Det siges også, at vi nu kommer hen i en roligere stilling. Ja, mon vi dog ikke skulle få fred til jul. Jeg synes slet ikke rigtigt, at jeg kan opgive den tanke. Ja, hvilken jul ville det blive., om vi fik fred til den tid.

Marius Petersen er også kommet ud til regimentet nu og til samme kompagni som jeg. Vi snakkede lidt sammen i aftes. Han mente, at vi fik fred til denne måned endnu. Ja. Gid han talte sandt.

I dag er jeg så et år soldat. Det er jo just ingen kær mindedag. Meget har man oplevet siden den dag, men dog har vi kun grund til at takke Vor Herre, fordi han har ført os, som han har gjort.

Jeg blev så glad, da jeg fik brev fra Marthinus, der skrev, at han håbede at blive i garnisonen julen over. Måske han slet ikke behøver at rykke ud mere. Hvad er det du skriver lille søster. Er Kristian gift og har allerede en arving? Det har jeg slet ingen anelse om.  Jeg ved heller ikke endnu, hvem Hans af Jef er blevet forlovet med. Det er jo også snart fem måneder siden, jeg var hjemme, så der kan jo meget forandre sig i den tid.

Jeg har ingen tid mere. Så I må tage til takke denne gang med det håb, at I alle har det godt sender jeg hermed de kærligste hilsner  og på snarlig og glædelig gensyn. Eders Johannes

Vi ligger på et slot, der desværre er en del ramponeret.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.