Tag-arkiv: krigsfangeudveksling

3. november 1918. På vej hjem via Schweiz

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Jakob Hansen, Holbøl, der havde siddet i Aurillac, blev udvalgt og kom med en transport sidst i oktober 1918. Han fortæller (fortsat):

Efter nogle dages rejse blev vi indkvarteret i en større fangelejr. Her traf vi sammen med andre kammerater.

Der var nogle iblandt dem, som slet ikke ville høre tale om, at krigen snart var forbi. De betingelser, som de allierede stillede, var uantagelige. Tyskland måtte altså kæmpe videre.

Vi lod dem blive i den tro . . .

Opholdet i samlelejren var ikke det bedste. Man fortalte os, at vi havde modtaget forplejning til næste dags middag; men sandheden var, at vi slet ikke havde fået noget som helst i de sidste dage.

Næste dags morgen fik vi dog kaffe og brød, og i øvrigt var forplejningen nogenlunde i den tid, vi var der. Vi var de første, som ankom, så vi måtte blive i lejren nogle dage, indtil transporten var samlet. Vi kom her sammen med nogle andre tyske krigsfanger, men der var dog ingen, der sagde noget til os, fordi vi havde været i en særlig lejr.

I den tid, vi havde været i Aurillac og havde arbejdet hos bønderne, havde vi glemt den militære disciplin. Den måtte vi nu igen mande os op til. I lejren regerede en kaptajn og nogle sergenter, og det var nogle skrappe herrer.

Under vort ophold i lejren blev vi fotograferet, fik taget fingeraftryk og man noterede hele vort levnedsløb. Dette var sikkert en sikkerhedsforanstaltning, thi ifølge overenskomsten måtte hjemsendte krigsfanger ikke anvendes til krigstjeneste, men kun i garnisonen.

Omsider var alle formaliteter i orden, og vi kunne marchere til banegården. I Lyon blev vi hentet af et Røde Kors-tog, og så gik det hjemad.

På vejen til den franske grænse havde vi franske soldater med som bevogtning. Den blev på rejsen gennem Svejts overtaget af svejtsiske soldater. Vi fik ikke noget at se på rejsen gennem Svejts, for rejsen foregik om natten. — Dog blev vi flere gange beværtet med brød, pølser og chokolade.

DSK-årbøger 1962

1. november 1918. Fangeudveksling via Schweiz

Jakob Hansen, Holbøl, fortæller

Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.

Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.

Da jeg var blevet taget til fange allerede den 9. september 1914 i Marneslaget, var jeg spændt på, om jeg kunne komme hjem på denne måde. Jeg længtes naturligvis efter at komme hjem så snart som muligt.

Det hele trak dog i langdrag, for der var mange fanger fra hver side, som skulle udveksles. Endelig i oktober kom turen til mig.

Jeg arbejdede sammen med nogle kammerater i en lille landsby helt ude i bjergene i Auvergne. Vi var godt kendte i landsbyen, idet vi havde arbejdet der i halvandet år. En aften, da vi kom hjem fra arbejdet, kom en lille dreng hen til mig. Han kiggede lidt på mig og sagde så: »Nå, er det dig. Jeg kan fortælle dig, at du skal hjemsendes.

Der er kommet telegram til jeres vagtmand, at han skal bringe to af jer ind til depotet i Aurillac«.

Jeg skyndte mig hen til vort kvarter, og drengens meddelelse viste sig at være rigtig. Det var Rasmus Hye fra Bjerndrup og mig, der skulle hjem, og det kan nok være, at vi fik travlt. Vi skulle være i depotet allerede næste morgen. Vi fik dog tid til at aflægge et besøg hos et par af vore arbejdsgivere, hvor vi havde arbejdet i længere tid, for at tage afsked.

Så fik vi pakket, og da der ikke var nogen forbindelse til byen, måtte vi natten igennem tage den til fods op over bjergkammen, indtil vi endelig nåede busforbindelsen til jernbanestationen.

Da vi næste morgen kom til Aurillac, stod alt allerede i opbruddets tegn. Der skulle fra lejren hjemsendes 38 mand. Men da der blandt de udtagne var nogle, som ikke ønskede at komme hjem, blev de i hast udskiftet med andre. Efter at forskellige småting var ordnet, tog vi opstilling, og der blev spurgt, om der var nogen, der havde  fordringer på depotet. Det var der ingen, der havde. Vi tænkte nu blot på at komme hjem.

Så marcherede vi da til banegården. Kaptajnen, som ellers ikke var vor ven, fulgte med og tog afsked med os.

Så begyndte transporten til samlelejren. Den lå nede i Sydfrankrig, ved Rhonefloden, et sted mellem Lyon og Marseille.

Under rejsen havde vi et længere ophold på en større banegård. Her traf vi nogle franske soldater, som var kommet hjem fra tysk fangenskab. De fortalte os, hvordan det så ud i Tyskland.

»Når I kommer til Konstanz«, sagde de, »står der et skilt: Velkommen til hjemstavnen!« —

»Men i hjemstavnen har de ikke andet at spise end kålrabi. Alt er i opløsning, ingen vil tage ansvaret for hverken det ene eller det andet. Sang man før »Tyskland over alt i verden«, synger man nu »Tyskland, og alt er dybt, dybt nede!«

En anden af de franske soldater sagde ikke noget videre, men han fortalte dog ganske stilfærdigt, at det ikke så godt ud i Tyskland. Ikke alene fangerne, men hele det tyske folk sultede.

DSK-årbøger 1962