Der var i sommeren 1918 blevet afsluttet en overenskomst, hvorefter krigsfanger, som havde været i fangenskab siden krigens begyndelse, skulle udveksles og hjemsendes.
Udvekslingen begyndte straks i sommeren 1918, og der gik hver uge to transporter på henved 750 mand i hver retning.
Jakob Hansen, Holbøl, der havde siddet i Aurillac, blev udvalgt og kom med en transport sidst i oktober 1918. Han fortæller (fortsat):
Efter nogle dages rejse blev vi indkvarteret i en større fangelejr. Her traf vi sammen med andre kammerater.
Der var nogle iblandt dem, som slet ikke ville høre tale om, at krigen snart var forbi. De betingelser, som de allierede stillede, var uantagelige. Tyskland måtte altså kæmpe videre.
Vi lod dem blive i den tro . . .
Opholdet i samlelejren var ikke det bedste. Man fortalte os, at vi havde modtaget forplejning til næste dags middag; men sandheden var, at vi slet ikke havde fået noget som helst i de sidste dage.
Næste dags morgen fik vi dog kaffe og brød, og i øvrigt var forplejningen nogenlunde i den tid, vi var der. Vi var de første, som ankom, så vi måtte blive i lejren nogle dage, indtil transporten var samlet. Vi kom her sammen med nogle andre tyske krigsfanger, men der var dog ingen, der sagde noget til os, fordi vi havde været i en særlig lejr.
I den tid, vi havde været i Aurillac og havde arbejdet hos bønderne, havde vi glemt den militære disciplin. Den måtte vi nu igen mande os op til. I lejren regerede en kaptajn og nogle sergenter, og det var nogle skrappe herrer.
Under vort ophold i lejren blev vi fotograferet, fik taget fingeraftryk og man noterede hele vort levnedsløb. Dette var sikkert en sikkerhedsforanstaltning, thi ifølge overenskomsten måtte hjemsendte krigsfanger ikke anvendes til krigstjeneste, men kun i garnisonen.
Omsider var alle formaliteter i orden, og vi kunne marchere til banegården. I Lyon blev vi hentet af et Røde Kors-tog, og så gik det hjemad.
På vejen til den franske grænse havde vi franske soldater med som bevogtning. Den blev på rejsen gennem Svejts overtaget af svejtsiske soldater. Vi fik ikke noget at se på rejsen gennem Svejts, for rejsen foregik om natten. — Dog blev vi flere gange beværtet med brød, pølser og chokolade.