Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

26. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 26.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Endelig efter 3 Ugers Ventetid har vi faaet Postsagerne igjen. Modtaget Eders Breve fra den 6. 10. og 12.3. Ligeledes modtaget en Pakke med Smör, Fedt og Skinke. For alt min beste Tak kj. Forældre. Som jeg seer af Eders Breve har I det jo endnu Gud skee Tak godt som jeg ogsaa kan meddele Eder om mig. Jeg er endnu ved god Sundhed og er kommen mig heelt godt her i denne By. Nu har vi ogsaa været her den længste Tid. Overmorgen gaar det videre til K. [Konstantinopel/red.] Vi har jo ogsaa havt det heelt godt her. I den sidste Tid har vi sledt ingen Tjeneste gjort med da vi har staaet Vagt ved vort Tropentöj som er forpakket i henved et halvhundrede Kasser. Vi har sovet her dag til kl.10 og om Eftermiddagen har vi gaaet spaseren. Det kan man jo nok holde ud. Som jeg seer har i saa haft Konfirmation sidste Söndag.

Önsker dig Herrens rige Velsignelse og alt godt i den Fremtid min kj. Söster Didde. Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag. Ja hvornaar man eegentlig faar Lov at komme hjem igjen? Herren give at det snart maatte være nok nu med denne Krieg.

Eftersom vi har hört her har Offensiven i Frankrig vel begÿndt. Der har jeg ogsaa staaet haare Slag der og naar det saadan gaar videre saa skal Frankrig og England snart komme til Indsigt at di ikke kan tvinge os. Herren har været med os hidintil han hjelper os ogsaa igjennem til vi har det længe ventede Fred. Jo kj. Fader Sagen med Söster Mie har jeg vist for længe Tid side, allerede dengang hun var i Skÿdstrup. Hun har ogsaa tidt spurgt mig til Raad om et og andet. Det lader jo saa til at der Alvor i Sagen. Ja en Bakke vilde i gjerne have fra mig med en Sydlandsindhold.

Jeg vilde jo gjerne sende Eder en saadan men det er saa forfærdelig dyr. Olie er der jo nu sledt ikke at faa her det kjender di knapp her. Men Töj kan man kjöbe. Jeg var for et par Dage siden i et Manufakturgeschäft og spurgte om Priserne paa et og andet. Der var f. E. Ulstertöj kostete 80 Mark per Meter. Hvor jeg har lagt i Quater spurgte jeg Datteren af Huset en Pige paa 18 Aar hvad hendes Skört kostede. Det var et ullen Skört? Hvad tror I? 130 Mark! Og saadan er det med alt. Dette er nu det sidste Brev faar herfra det næste fölger jo vist fra K.

For denne gang det kj. Hilsener og Kys fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

 

 

Krigens forløb

24. marts 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om “Operation Michael” – begyndelsen på den store tyske offensiv i 1918. Tyskerne har 190 divisioner med i alt 3.000.000 mænd klar. Det var den største tyske offensiv i hele krigen – og de havde lært, hvordan fjendens skyttegravsstillinger skulle gennembrydes. Den første dag rykkede tyskerne 7 kilometer frem og tog 25.000 fanger.  Også i Palæstina begyndte en offensiv den 21. marts – nemlig briternes på Amman.

Krigens forløb

24. marts 1918 – Asmus Andresen: Klar til afmarch mod fronten

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 24. Marts blev jeg forsat til 2. Batteri, som her laa færdig til at marchere til Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Om Krigen

21. marts 1918. “Trekvart million mand i bevægelse …” Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 i den tyske forårsoffensiv.

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I 1918 deltog det i den store tyske forårsoffensiv.

Den 21. marts om natten kl. 2 havde bataljonerne indtaget deres udfaldsstillinger. I bataljon (kaptajn von Knobelsdorff) lå i og bag ved forpostgraven, II bataljon (kaptajn Friherre von Ompteda) i gravene ved Quennemont-Ferme, III bataljon (kaptajn Brunk) i Siegfriedstillingen. Natten var kold og gravene våde.

Marts havde ind til nu vist det smukkeste vejr. Men den 19. væltede det ned i stride strømme, den 20. var det klaret op, så der den 21. kunne forventes det samme vejr.

Præcis kl. 4.40 om morgenen satte med ét vort artilleri ind. Først almindelig gasskydning på det fjendtlige artilleri. Dette svarede kun svagt og med temmelig planløs, spredt ild. Så koncentreredes en del af vor ild om den forreste stilling. Minekasterne istemte helvedeskoncerten og knuste den fjendtlige front med deres jernnæver. Som en kolossal vild jagt hyler det hen over hovederne.

En bragen, buldren, eksploderen så voldsom, som det aldrig før er oplevet i denne krig. I vild ekstase fornemmer füsiliererne ingen kulde og væde. Deres glæde over, at fjenden nu endelig får at føle på egen krop, hvad han så ofte har tilføjet dem, er stor og naturlig. Hos nogle iblandes glæden dog også spørgsmålet: vil ilden være tilstrækkelig til også i større dybder at mørne modstanden?

Da morgenen gryede, viste det sig, at den tætteste tåge lå over terrænet. Mere end tre skridt var der intet at se.Kl. 9.40, 0-tid. Ildbølgen forlægges, man hører, at nedslagene blive svagere. Füsiliererne stiger op af skyttegravene, mange er i forventning om sejrsbegejstringen som berusede. Sammen med dem sætter sig trekvart million mand i bevægelse. Da rammes de af vor egen gas, drevet tilbage af en let morgenbrise.

Utilpashed, tårer, irritationshoste melder sig. Forsøgsvis tager man gasmaske på, men så er man helt blind. Nogle tager indsugningen i munden, andre holder lommetørklæder for mund og næse og marcherer fremad, så godt det går. Men i tågen, den tætteste som regimentet har oplevet i felten, er orientering kun mulig med kort og kompas. Også det var forudset, næsten alle gruppeførere er forsynet dermed.

Helt naturligt rives skyttelinjerne fra hinanden og samler sig til flokke, der kommunikerer indbyrdes ved tilråb. Mange tager fat i hinanden. Enkelte grupper blandes forbigående med naboregimenter, ja, endog med nabodivisioner, således som omvendt dele af andre troppeenheder fortsat befinder sig i vort regiments kampstribe.Den første engelske stilling ved ”Edderkoppen”, en flerdobbelt korsvej, bliver løbet over ende uden kamp. Grav og pigtrådsspærring er helt sønderskudt.

Stillingen syntes at være rømmet, for der blev ingen fanger taget og kun forefundet få døde og sårede. Da flakker den første ild. Den kommer fra en hulvej umiddelbart bag ved den engelske anden grav. Vore maskingeværer knitrer,modstanden bliver nedkæmpet.

Oprakte hænder viser sig i tågen. Nogle forstyrrede ansigter kigger ud af skyttegrave og nedgange til dækningsrum, de første fanger. Det bliver betydet dem at bevæge sig bagud.

Videre går det mod den anden engelske stilling. Regimentet må være lidt forud for naboregimentet, for i retning af Hargicourt slår der maskingeværild ned i de fremrykkende bataljoner. Da brager der også heftig ild mod dem forfra.

Den kommer fra den lille Toine-skov, et støttepunkt før den engelske anden  stilling.  Ophold. Stilling. Ild. Den engelske modstand svækkes. Den lille Toine-skov og den bagved liggende, godt udbyggede anden stilling bliver taget. Englænderne trækker sig tilbage. Straks bliver den forreste linje igen opholdt. Nogle hundrede meter bagved skyder et i terrænet godt indbygget maskingevær som vanvittig.

I helt små grupper arbejder füsiliererne sig frem imod det. En mand dræber på nært hold den ene skytte, den anden bliver såret, den tredje taget til fange.Det var om formiddagen. Hen mod middag lettede tågen.

Det viste sig, at alle tre bataljoner var blevet blandet, og at også 85’ere og 31’ere kæmpede på vort område. Hurtigt bliver så godt som muligt enhederne bragt i orden igen, og det går på ny fremad.

For anden gang får nu de første bølger stærk maskingeværild fra venstre. Den kommer fra højderyggen foran stenbruddet.

De lette maskingeværer bliver sat ind imod den og nedkæmper denne forstyrrelse. Da dukker det første batteri op. Fra umiddelbar nærhed skyder det med kardæsker og shrapnelnedslag mod I bataljon. Batteriet ligger uden for vor kampzone, andre må tage sig af at erobre dem med storm. Springende fra krater til krater kommer füsiliererne forbi batteriet.

Deres marchretning går mod det nordlige hjørne af stenbruddet. Dette har åbenbart ikke taget megen skade. Dets besætning forsvarer sig heftigt med gevær-, maskingevær-og geværgranatild. Et maskingevær ved foden af stenbruddet skyder indtil det sidste, blot nogle meter foran falder en gruppe død om.

Så bliver besætningen nedkæmpet af de forbitrede füsilierere i håndgemæng. Den nordlige ruin-bunke blev straks derefter taget af II bataljon. I rask tempo stormer I bataljon til højre forbi stenbruddet mod det næste mål, ”gåden” fra Templeux-Guérard. Det var dette ene rensningsanlæg nord for landsbyen, der på flyverbillederne havde fået den betegnelse.

Foran en fabrik fyrer et feltkanonbatteri lige til det sidste. Det bliver erobret med storm. Nu er der ikke mere for fjenderne at holde. I skarer går de tilbage hen over den næste bakke, højde 144. I bataljon følger dem, forcerer på højen en intakt pigtrådsspærring og støder igennem hovedstillingen.

Svage patruljer føler sig allerede for til Beausejour, mens der til højre om Ronsoy og St. Emilie, til venstre om Templeux endnu bliver kæmpet. Da møder bataljonen hen mod kl. 2 englændernes første modangreb. Fire  tanks  kryber  med  frem.  Stærk  maskingeværild  kommer  fra  flankerne.

Fjendens artilleriild vokser til uhyggelig voldsomhed. Alt dette betyder holdt for bataljonen. Således skete det, at II bataljon snart efter var på højde med I bataljon.II bataljon var efter omorganiseringen hurtigt fulgt efter I bataljon og havde efter middag snart nået stenbruddet. Som nævnt var I bataljon gået frem med stenbruddet til venstre uden at storme dets bjerg af stenblokke.

Nogle vildfarne folk lå endnu foran. En heftig og ubehagelig infanteriild kom øverst fra stenbjerget ind i II bataljons flanke. Ved foden af bunken hobede dele af regimentet sig op. Tågen letter et øjeblik.

Føreren af II bataljon, kaptajn friherre von Ompteda, overskuer i dette øjeblik situationen, så råber han skarpt og klart: ”Alle fra I og II bataljon, der ligger her, hør min ordre: Til storm på de foran liggende højder spring … op march, march!”

Som én mand kommer folkene op af kraterne og stormer op ad højen. Englænderen, så vidt han ikke er taget til fange, er forsvundet. Videre går det forbi stenbruddet. Adskillige batterier bliver erobret efter omringning; derved tager bataljonen fanger. Kl. 3 om eftermiddagen ligger de to bataljoner side om side i og bag ved hovedstillingen.

III bataljon var helt efter ordre fulgt efter II bataljon. Et batteri fyrer stadig ud fra Templeux. Da foretager løjtnant Carsten Schmidt og sergent Schriewer fra 10. kompagni sammen med en gruppe et fremstød mod landsbyen. De erobrer adskillige kanoner og forsvarer dem mod engelske modangreb ud fra landsbyen.

Stående bag en kanon med pistol i hånden falder løjtnant Schmidt og med ham fem af hans tro mænd.Et af de sidste ofre på denne angrebsdag var den tapre kommandør for 18. division, generalløjtnant von Blottnitz. Han faldt ved en fjendtlig granat, da han fra stenbruddets høj ville iagttage angrebet på Templeux.

Med ham faldt en mand, i hvem de bedste gammelpreussiske soldaterdyder var forenet. Aldrig havde han i dette felttog tøvet, når det var nødvendigt hensynsløst at risikere livet. I hans sted overtog friherre von Massenbach, hidtil kommandør for 18. feltartilleri brigade, kommandoen.

Om aftenen blev II bataljon under kaptajn von Ompteda til kampbataljon. Den bestod, da enhederne var blevet blandet, af 5., 8., og dele af 1., 6., 7., 9., 11. kompagni og lå den nat lige foran hovedstillingen. Alle andre udgjorde reservebataljon under kaptajn von Knobelsdorff. Denne forblev om natten i den tredje engelske stilling.

Til højre lå 85’erne ligeledes foran hovedstillingen, til venstre regiment 31, lidt bagudbøjet, men med Templeux-Guérard foran.Natten var bitterkold, men der måtte ikke tændes ild. Det ville have tiltrukket de fjendtlige fly lige så ufejlbarligt som lyset tiltrækker en fugl. Således frøs 86’erne temmelig meget i det åbne terræn. Feltkøkkenet kom ikke frem; den kolde nødration måtte klemmes ned.

Tørsten plagede.Til trods for det var 86’erne glade for, hvad de havde nået. De var dog stødt igennem den fjendtlige stilling i en dybde af 4 km. Men det var klart for dem, at det sværeste stykke arbejde endnu var foran dem.

Den næste morgen var fjenden ikke længere overrasket, og artilleriet kunne ikke være så effektivt som dagen før. Infanteristen ville i hovedsagen være henvist til sig selv.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

20. marts 1918. “Slagtekvæg til Vestfronten” – disciplinære problemer blandt kyrassérer i Doberitz

Skriv en kommentar

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Paul Buchwald — min Ven — stammede fra Schlesien, hvor hans Forældre Øst for Breslau havde en lille Landejendom. Vi traf hinanden paa Garde-Kyrasser-Kasernen i Berlin Sommeren 1915. I Rusland begyndte vor Karriere som Frontsoldater. Mange fælles Oplevelser under Patruljegang bandt os mere og mere sammen.

Efterhaanden kunde vi næsten ikke undvære hinanden. Vi delte alt med hinanden, Penge, Pakker og selv alt, hvad der hørte til Livets Opretholdelse. En Frontsoldats Mave var jo næsten altid slunken. Vi plyndrede en Nat vor Ritmesters Spisekammer — trods den udstillede Vagtposts Aarvaagenhed. Men vi fandt en Bagdør. Vi levede højt et Par Dage, men saa blev det opdaget, og jeg vandrede i Kachotten — tre Dages mørk Arrest paa Vand og Brød. Det var i en Kælder i Byen Pinsk. Her tog jeg dog Tørnen alene.

Den Modtagelse, jeg fik af Paul og mine Gruppekammerater, da jeg atter kom ud, var enestaaende: 12 Spejlæg med brunede Kartofler og Vodka i lange Baner. Stemningen blev saa høj, at Ritmesteren kom til Stede. Han lovede Paul og mig, at han nok skulde huske os, naar vi efter nogen ekstra Uddannelse blev overført til Vestfronten.

I Februar 1918 gik denne Overførsel for sig. Vi kørte gennem Polen og kom ind i Tyskland. Her fik vi et lille Ophold i Doberitz. I Løbet af tre Uger blev vi gjort bekendt med de sidste nye Mordvaaben, saasom Flammekastere, Miner osv. Vi var nu klar over, at vi var modne til Vestfronten. Af denne Grund var der ogsaa lige ved at blive Revolte i Doberitz den sidste Aften, vi var der. Vi havde alle faaet Natorlov til Klokken to. Vi Kyrasserer gik i Flok og Følge gennem Byens Restaurationer og lavede al den Halløj og Spektakel, vi kunde finde paa.

Under Alkoholens Indvirkning væltede fem Mand en Disk med over hundrede Glas, Paul og jeg ordnede en Musikautomat. Det var den rene Vandalisme. Politiet blev tilkaldt, men de gjorde intet for at standse os. De vidste, at vi den næste Morgen Klokken fem tog af Sted til Vestfronten.

Det varede længe, før vi kom af Sted den Morgen, Flere af mine Kammerater var nemlig i Nattens Løb deserteret. Vi skrev med Kridt paa Vognene: „Schlachtvieh für die Westfront”!

Vore Officerer, der efterhaanden erkendte Sagens Alvor, bad os om at viske det ud, men vi raabte i Kor: „Stimmt es nicht?“ Da de ikke svarede, raabte vi: „Lad det bare blive staaende!” Og det blev staaende. Disciplinen slog en kraftig Revne!

Jeg mindes ellers den smukke Rejse gennem. Tyskland som en Oplevelse. Vi havde mange Ophold. Solen skinnede, Foraaret gryede, og hvor var det skønt ved Rhinen. Vi passerede mange Transporttog med saarede. Stemningen blev vel saa lidt trykket, men hvor kan saadan en Flok Kammerater dog holde Humøret oppe paa hinanden!

Paul og jeg blandede Blod og lovede hinanden, at hvis en af os skulde blive lemlæstet, skulde den anden give ham Naadeskuddet; thi — komme hjem som Krøblinge vilde hverken han eller jeg.

Til sidst havnede vi i Belgien. Jeg skal love for, vi fik en varm Modtagelse af de engelske Flyvere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

20. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 får angrebsordren aftenen før offensiven.

1 kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Divisionens angrebsstribe begyndte syd for Le Catelet ved Quennemont-Ferme, skød frem i næsten vestlig retning over Ronsoy, Hargicourt, Templeux-Guérard, overskred ved Villers-Faucon den dobbeltsporede banelinje Cambrai – St. Quentin og Cambrai – Peronne, satte over Tortillebækken ved Moislain, krydsede vejen Arras-Peronne ved det engang så hedt omstridte Bouchavesnes, omfattede de fra Somme-slaget så kendte navne Maurepas, Hardecourt, Maricourt, så løb den langs den nordlige Somme-bred mod Amiens.

Regimentet angreb i midten af divisionen. I tilslutning til højre var infanteriregiment 85, til venstre var infanteriregiment 31. Det havde her en særlig taktisk opgave. De to fløjregimenter stødte under deres fremrykning på store landsbyer og et stenbrud, altså alvorlige modstandspunkter, som frontalt kun vanskeligt kunne tages.

Lige som en strøm flyder stærkest og raskest i midten mellem to hindringer, således skulle regimentet med smal front og dybt echelonneret trykke sig igennem mellem disse modstandpunkter og, hvis det blev nødvendingt med sine reserver svinge til højre og til venstre for flankerende at bringe naboregimenterne aflastning.

Svarende dertil lød regimentets angrebsordre i hovedpunkterne således:”Regimentet angriber X-dag med infanteriregiment 85 til højre, infanteriregiment 31 til venstre, og gennembryder den fjendtlige stilling.Opdeling og underlagte troppeenheder.

  1. a) I bataljon med 3. jægerbataljonens stormenheder med hjælpevåben.
  2. batteri fra feltartilleriregiment 45
  3. Minekasterkompagni.

  Regimentets 6 bevægelige lette minekastere.

  1. b) II bataljon og to oprydningskompagnier fra bayeriske infanteriregiment 14.

  Infanterikanonbatteri nr. 7

  To grupper fra 9. pionerkompagni

  1. c) III bataljon og 3. maskingeværkompagni

  Bjerg-maskingeværafdeling 221.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86

Krigens forløb

19. marts 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Pga. travlhed har det knebet med at lægge videoer op fra The Great War. Men her er videoen fra sidste uge langt om længe /RR

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den kommende store tyske offensiv på Vestfronten. Men vi begynder med kampe mellem tyske tropper og den tjekkiske legion på Østfronten. Tyskerne går også i land i Finland. Vestmagterne forhandler med Østrig-Ungarn om separatfred. Men på Vestfronten bygger tyskerne op til Verdenskrigens største offensiv. Osmannerne rykker østpå mod Kaukasus. Og briterne er i offensiven i Palæstina. Endelig forhandler entente med Nederlandene om leje af skibe til transporter fra USA til Vesteuropa. Og så forsøger Ententen stadig at få skabt en fælles militærledelse.

Krigens forløb

16. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 16.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Först min beste Tak for en Pakke med Kage som jeg iforgaars har modtaget. Vi har nu i otte Dage ingen Brevpost faaet og har heller ingen för vi kommer til Konstantinopel og det vil endnu vare en 2-3 Uger. Som jeg har hört gaar det först lös paa Söndag otte Dage altsaa den 23. Nu faar vi jo at see. Det er blodt saa kedelig at man ingen Post faar i denne Tid. Vort halve Bataillon er jo allerede der og den anden Halvdeel ligger endnu her lieledes det 3. Batl. Naar Transporten gaar saa langsom derned[,] heelt til Fronten kan det snart vare 4-5 Maaneder inden man naar derhen.

Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front. Det er heelt interessant at læse naar man selv kommer derhen. Her har vi det ellers heelt godt. Tjenesten har vi næsten ikke. Vi ved Telephonen staar Vagt hver Nat og saa har vi frie heele Dagen. Vi sover naturlig til Middag hver Dag. Ja saadan et Levnet, kunde man dog boldt tilbringe denne Tid derhjemme det var da noget heelt andet. Men forhaabentlig er Freden ikke mere fjernt hvor vi saa kan komme Hjem igjen.

Vis vi bliver hernede saa tror jeg nok at vi snart er færdig med at komme i Kriegen igjen her. Inden vi bliver indsadt har de andre Magter vel nok faaet nok af Kriegen Godt at jeg i denne Tid ikke er i Frankrig for der vil der vist staa et haard Slag endnu. Ja Gud give at det snart maatte vær til Ende.

Her har vi hver Dag smukt Vejr. Træerne har allerede begÿndt at sætte Knopper. Ellers har jeg det jo rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask, som jeg ogsaa haaber om Eder. Naar vi kommer til K. saa er der jo vist enheel deel Post til mig. Jeg haaber stærkt paa at komme paa Orlov fra K. Nu faar vi jo at see. Kan I ikke sende mig 20-25 Mark for her kan man da köbe lidt til Brödet. Jeg har ikke en Skilling mere paa Lommen, og di otte Mark hver 10 dag holder ikke meget længe ud.

Nu for denne Gang mange kj. Hilsener fra mig Eders sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

16. marts 1918. Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 forbereder sig på forårsoffensiven

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Ved siden af uddannelse blev der ydet et kæmpemæssigt organisatorisk arbejde. Hvis et angreb nogensinde var godt forberedt, så var det dette. Først og fremmest blev hver enkelt mands udrustning genstand for særlig omhu, gasmasken afprøvet eller på ny tilpasset, ammunitions- og håndgranatforråd blev fyldt op, større nødrationer blev udleveret.

For hurtigt at kunne erstatte tab af førere, blev der udtaget en førerreserve under ritmester Kothe. Der blev vist særlig omhu med hensyn til forsyningstjenesten, hestebestanden gjort fuldtallig og suppleret, kamptrosset blev delt op i to, en ammunitionsenhed og en forplejningsenhed; hver af dem under en officer.

Vandvogne skulle følge de angribende  tropper,  brøndbygningskommandoer  skulle  fremtrylle  vand  på stedet ved hjælp af abessinierbrønde; ja, endog folk til at tage vandprøver var med; disse skulle undersøge drikkevandet i de erobrede områder for gift- og sygdomskim.

Vejbygningskommandoer skulle bane vej over grave og kratere for artilleriet og hele trosset. For hver kolonne var marchvejen nøje foreskrevet, vejofficerer skulle regulere hele trafikken, navnlig ved vejkrydsene for at undgå trafikpropper. Ligeså var opmarchen for angrebstropperne og deres anbringelse i de skyttegrave, hvorfra stormen skulle udgå, nøje reguleret.

Kort baseret på månedlange iagttagelser viste områder med stærk beskydning og områder med svagere beskydning og gav således værdifulde fingerpeg for opstillingen før angrebet. Af stor, måske afgørende vigtighed var det, at alle forberedelser forblev skjult for fjenden, derfor havde hvert kompagni sin flyverdæknings-officer, som med stålsat energi vågede over, at ingen mand unødigt løb omkring ved dagslys, og at hvert køretøj og hver hest stod tildækket mod indseende.

Kun således var det muligt at holde de uhyre forberedelser med hundrede tusinder af mennesker skjult for fjendtlige flyvere. På grund af fjendens velorganiserede spionagesystem måtte dag og time for angrebet holdes hemmeligt så længe som muligt. Derfor blev der i de forberedende ordrer kun talt om X-dag og 0-tid. Dage og timer før angrebet var for eksempel X minus 3 dag, 0 minus 300 minutter osv.

På den anden side blev intet uforsøgt for at undersøge det fjendtlige angrebsterræn. Fra jorden, fra ballon og fra flyvemaskine blev der uopholdeligt observeret derover for at fravriste fjenden flest mulige hemmeligheder. Med hundreder af optagelser havde man forsøgt at få hver modstandsrede og hvert maskingevær på fotopladen for at være forberedt på ubehagelige overraskelser.

Ved et fotoforedrag hos divisionen i Clary fik officererne vist og indprentet terrænet, og ved officersmøder internt i bataljonen blev endnu engang gennemgået alle mulige vanskeligheder.

Note: ”Abessinierbrunnen” er en simpel brønd bestående af et rør, der rammes ned i jordens vandførende lag. Navnet skyldes, at de blev anvendt af englænderne under deres felttog i Abessinien 1868.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Krigens forløb

12. marts 1918. Franskmændenes artilleri er uhyggeligt præcist – og de ved, hvor de skal skyde!

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man kunne heller ikke undgå at lægge mærke til, at den franske såkaldte “Schallmesstrupp” (pejle-gruppe) var den tyske langt overlegen. Når et nyt tysk batteri blev kørt op bag fronten, kunne man være sikker på, at franskmændene forbavsende kort tid efter vidste, hvor det befandt sig, og tvang det til at skifte standplads – ellers blev det skudt i smadder.

Det franske efterretningsvæsen var meget effektivt. Tyskerne var jo i fjendeland, og befolkningen hjalp selvfølgelig deres egne.

Her er et eksempel på, hvor hurtigt den franske efterretningstjeneste virkede. I nærheden af Lille var den tyske generalstab indkvarteret i et slot uden for byen. Den havde kun været der en dags tid , da flyverne kom og kastede deres bomber. Staben flyttede så ind i en forstad til Lille , hvor den tog ophold i en stor hjørnebygning. Næste dag blev også denne bygning bombarderet.

Jeg var udkommanderet til flyverbeskyttelse begge steder, men maskinerne kom i så stor højde, at vor beskydning ingen virkning havde.

Lidt gavn gjorde vi dog. Så snart vi kunne høre de fjendtlige maskiner – det var nemt at skelne dem fra de tyske på motorlyden – skulle vi affyre en serie varselsskud. Fem gange fem skud med et lille ophold imellem. I samme øjeblik skuddene lød, styrtede officererne ud af huset og ind i deres biler, der holdt klar foran døren, og væk var de. Sirener til varsling var den gang endnu et ukendt begreb.

Jeg har før omtalt de små ting, der skulle iagttages, hvis man ville undgå det værste. Under forårsoffensiven, hvor flyvervirksomheden var stærkt tiltagende, var dette mere nødvendigt end nogen sinde før. Når kompagniet var på march bag fronten, var det f. eks. meget farligt at gøre ophold eller slå lejr i nærheden af kirker, ved broer der førte over vandløb, ved korsveje, eller hvor en vej udmundede i en anden. Flyverne havde da alt for let ved at give korrekte meldinger tilbage til deres artilleri om, hvor de fjendtlige tropper var at finde.

En bataljon infanteri blev således en dag næsten ødelagt, da den havde lejret sig ved en kirke, der lå i udkanten af en lille landsby. Der blev fortalt, at majoren, der førte bataljonen, fik sin afsked.

Man skulle tro, at majoren nærmest måtte være glad for at få sin afsked, men æresbegreberne inden for det tyske officerskorps har jeg aldrig kunnet finde ud af. Efter en større øvelse – jeg tror nok, det var i Lockstedter Lager – bebrejdede kommandøren ved officerskritikken en kompagnifører forskellige ting. Efter kritikken gik manden ind i et krat og skød sig en kugle for panden. –

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

11. marts 1918 – Milert Schulz: “For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 11.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

For dit kj. Brev fra den 3.3. kj. Fader har jeg for et par Dage med Tak modtaget. Seer at du har været Kiesgruben. Ja jeg vil nok tro at det har ikke rigtig været efter dit Hoved kj. Fader med de heele. Jeg kan nok tænke mig ind i den Stilling i de 7 Dage med det heele Barakkervæsen at sove der paa saadan et Lager og spise denne Samppamp. Det er lige en modsetning som hjem hos Moder. Men da jeg læste det kunde jeg ikke lade være med at lee da nok ved at det er ikke noget for dig kj. Fader.

Vi herude kjender det jo bedre. Jeg har min Seng bestaaende af mit Telt fyldt med Holzwolle og den er saa haard, og saa 2 Dekker og min Mante, men jeg sover heelt godt paa dette Lager. Ellers kan jeg ikke klage. Vi har det heelt godt herude og jeg er Gud skee Tak sund og rask. Vi ved Telefonen gjör kun Tjeneste om Formiddagen og om Eftermiddagen seer vi at trykke os for Tjenesten. Jeg vilde egentlig havde skreven igaar men Vejret var så yndig at jeg har ikke Lyst at være inde. I disse dage har vi i det heele smukt Vejr. Naar Vejret er smukt er Humöret ogsaa godt. Jeg glæder mig blodt paa min Orlov. Vis alt gaar godt og Orloven gaa videre som den nu gjör saa kommer jeg hjem i Mai eller Juni altsaa atter i den smukke Sommertid.

Igaar kom der her en Zeppelin flyvende til Uakyst og idag kjörte den tter bort. Vorhen ved jeg ikke. Nu har vi dog endelig faaet Fred med Rusland og Rumanien kommer vel ogsaa snart. Forhaabentlig kommer de andre Magter ogsaa snart at vi saa kan komme hjem igjen.

Som jeg skrev Eder i sidste Brev at vi kom bort den 13. bliver ikke til noget, som jeg har hört bliver det först sidst i denne Maaned eller först i April men det gjör heller ikke noget. Her kan man da holde det ud. og denne Tid gaar jo ogsaa af ad Krigen. For min partsskyld kan vi godt vente den enegÿldige Fred her af saa er man da sikker at man kommer godt hjem. Den övrige deel af dit kj. Brev har jeg taget mig til Hjerte kj. Fader. Herren vil i kommende Tider ogsaa være med os og velsigne vort kj. Hjem. Ellers viste jeg ingen nÿt dennegang.

Vær saa kj. Hilset og Kysset af mig Eders Sön og Broder

Milert.  

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb

10. marts 1918 – Asmus Andresen: ”Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet. I foråret 1918 blev han uddannet til korporalskabsfører.

Den 10. Marts blev der udtaget 10 Mand, som skulde uddanne Rekrutter, deriblandt var jeg. Først skulde vi selv ekstra uddannes. Vi fik ved Begyndelsen af denne Meddelelse om, at hvem der i Skoletiden meldte sig syg, vilde blive sat tilbage igen. Efter 3 Ugers Forløb kunde vi saa blive Korporalskabsførere.

I de første Dage lærte vi nøjagtig at kende Kanonerne, og derefter fik vi Kommandoøvelse. Den 10. Dag blev vi Skytsførere og skulde saa kommandere vore Kammerater, som naturligvis lo af os, naar der var noget i Vejen med Skytsbetjeningen; hvad selvfølgelig Skytsføreren fik Skyld for.

Vi var 2 Sønderjyder og en Polak, som blev ked af det hele og meldte os syge. Dette Liv fristede os ikke. Vi fik da først en ordentlig Overhaling og blev derefter sat tilbage til vort Korporalskab.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

8. marts 1918. På isbryderen Hindenburg ved Finland

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land.

Næste Formiddag kom der firs russiske Krigsfanger ud over Isen. De kom om Bord i »Steigerwald«.

Landgangstropperne fortsatte uden større Kampe deres Fremmarch mod Byen Mariehamn. Her tog de et Skib med 700 Russere, der  vilde flygte til Helsingfors. Ogsaa disse Russere blev taget om Bord i »Steigerwald«.

Vi, der blev paa Skibene, søgte at faa Kontakt med de svenske Marinesoldater, nærmest for at faa lidt at vide om, hvordan de saa paa Krigen, eller om vi muligvis kunne slaa en lille Handel af med dem om Ting, som vi manglede.

Dette Samkvem blev hurtigt forbudt! Vi fik Ordre til med »Hindenburg«, Linieskibet »Rheinland« og Blokadebryderen »Franken« ,at gaa over til den svenske Kyst, hvor vi skulde hente en Kuldamper, Post og nogle Tropper.

Vi sejlede som altid foran for at bryde Isen, og vi kom ogsaa denne Gang godt gennem Minefeltet.

Hen paa Eftermiddagen fandt vi Kuldamperen »Hugo Stinnes 5« og et Par andre Skibe. Vi blev Natten over ved den svenske Kyst.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Krigens forløb

7. marts 1918. K. Tastesen kollapser efter 60 kilometers march

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli 1917 blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Vi skulde til en By, som hed Braila, ved Donau-Floden, hvor der skulde foretages en stor Offensiv. Vi marscherede fra Balla-Albert om Morgenen ved 5-Tiden.

Det er den længste Marschtur, jeg har været med paa, og da vi var kommen ca. 60 km, maatte jeg opgive, og da var der allerede mange falden af. Jeg faldt midt inde i Kolonnen og kunde ikke rejse mig igen.

Saa blev jeg slæbt ud til Kanten af Vejen, hvor jeg laa et Par Timer. Da var en Del af de, der var faldet af, samlet, og under en Officers Førelse maatte vi saa videre og naaede Regimentet, der havde slaaet Lejr, ved 4-Tiden om Morgenen. Da havde vi tilbagelagt ca. 80 km, siden vi marscherede fra Balla-Albert.

Her, hvor der var samlet flere Regimenter af alle Vaabenarter, laa vi til den 7. Marts og ventede paa, at vi skulde i Ilden igen. Vi havde ellers glædet os til at komme hjem, men det havde vi allerede opgivet. Saa fik vi pludselig at vide, at Vaabenstilstanden var forlænget i 4 Uger, og vi maatte marschere samme Vej tilbage til Balla-Albert igen. Den Tur var ikke saa slem, da den blev taget lidt mere med Ro, skønt den kunde være slem nok, da jeg næsten ingen Hud havde under Fødderne fra den sidste Tur.

I Balla-Albert blev vi kaldt sammen og fik Besked om, at vi skulde blive der en 8 Dages Tid og desinficeres for Utøj, hvorefter vi skulde til Vestfronten.

Vi blev instrueret om Kampmaaden paa Vestfronten, da det kun var faa af det Regiment, der havde været der før. I de 8 Dage blev vi saa nogenlunde renset for Utøj, og vi fik os barberet og klippet, saa vi kom til at ligne nogenlunde pæne Soldater, før vi skulde af Sted igen.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Krigens forløb

7. marts 1918 – Milert Schulz: “I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 7.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Igaar Eders Breve fra den 24.4 med Gamle Budskab fra dig kj. Fader samt dit kort fra den 28.2. ligeledes dit Brev kj. Moder fra den 28.2. Seer at I har det alle godt derhjemme som jeg altid er glad ved at höre. Du har altsaa været 7 Dage afkommanderet kj. Fader. Ja saadan et kommando vilde jeg ogsaa nok have det er dog bedre en med i Fronten, men det er jo nu heller ikke kjed af, jeg ved mig bjerget i Herrens Haand lad saa kun komme vad der vil. Jeg har det jo indtil nu Gud ske Tak rigtig godt og er ved god sundhed. Den 13. gaar Rejsen til Konstantinopel lös.

I disse Dage gjör vi ved Telephonen ingen Tjeneste med i Kompagniet. saa vi lever en heel god dag. Igaar blev det 6. Komp forladet. Overmorgen bliver de 5 og 7 Komp forladet og det 13 vi. I dag har vi været ved at reparere vor telephontraad, og da jeg vilde binde en Traad ved en Stee i et Hus fast faldt samme ud og mig ned på Hovedet saa jeg fik en lille Bule men det var nu ikke saa slem. Mine Tænder har jeg nu ogsaa alle i orden saa jeg haaber at Tandpinen nu har en Ende. I forgaars var vi et par kammerater hen at bade i et Tÿrkisk Badeanstalt. Det var heelt storartet. Baderummet var at forligne med en Bageovn til en Varme af 70-80 Grader. Vi var næppe 5 Minutter inde saa svedte vi at Vandet löb ned af ens Krop. Ved Væggerne var der saa smaa Nischer indbygget med en Varmevandledning og der badede man sig saa. Det heele kostede 1.60 Mk. dertil fik vi 3 Haandtörklæder udleveret. Men bagefter blev man saa matt af denne Svedekur saa jeg glædede mig til Sengen men istedetfor skulde vi staa vagt ved en deel Kasser med Beklædningsstykker denne Nat.

Vejret her er temmelig mild men af og til regner det dog lidt. I dag har vi Regts. Musiken i vor Komp. Revier di spiller fra 3-4. Det er jo altid en lille afveksling i dette Ensformighed. Saa – nu har di begyndt og forlader jeg Brevet et Ojeblik. Fra Musiken tilbage. Det var jo heelt smukt at höre.

Pakken med Tvebakker i Papir har jeg ikke modtaget endnu. Seer af dit Brev kj. Moder at du har sendt et med Kage igjen. Kan du ikke sende lidt Fedtelse kj. Moder? Ellers er der ikke nogen Nyt af fortælle.

Med Freden er det vel i orden nu med Rusland. Efter ved tilbagekomme Urlauber siger vil der vist gaa noget for sig i Frankrich vis di ikke snart vil boje dem. Herren give at det snart maatte være nok. For denne Gang være I saa alle hjertelig Hilset og Kysset af mig Eder Sön og Broder

Milert

(Breve i privateje)

 

Krigens forløb

6. marts 1918. ”Jawohl, Herr Leutnant!” A.P. Andersen får en skideballe

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.

(… fortsat)

Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.

Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.

Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.

Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.

„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”

„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”

Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”

Som sagt, så gjort.

Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.

Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.

Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:

„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“

Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Krigens forløb

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb

5. marts 1918 – Asmus Andresen: Et sønderjysk nervesystem i uorden.

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 5. Marts stillede vi til Appel med vore Karabiner; der var 8 Mand, der ikke havde deres Karabiner i Orden, disse 8 Mand maatte derfor til Felttjeneste, medens vi andre holdt Middag.

Blandt de 8 Mand var der en ældre Sønderjyde, der efter en Times Øvelse tog sin Karabin og med en dansk Ed kastede han den ned i Snavset. Feltveblen, der førte de 8 Mand, blev ganske hvid i Ansigtet. Et saadant Tilfælde havde han aldrig oplevet før.

– Sønderjyden blev straks arresteret, men blev løsladt 3 Dage efter, da det viste sig, at hans Nervesystem var i Uorden.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

4. marts 1918. Ved iskanten i Østersøen

1 kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt.

Næste Morgen passerede vi den svenske Ø Øland, og hen imod Aften naaede vi Isgrænsen, et Stykke Nord for Godska-Sandøen. Flaaden standsede, og der blev fra et af Skibene sendt en  Flyvemaskine til Vejrs for at rekognoscere.

Meldingen maa nok ikke have været tilfredsstillende. Hele Flaaden fortsatte et Stykke ind i Isen, indtil vi naaede et Skær, hvorpaa der  stod et slukket Fyrtaarn. Her kastede vi Anker.

Vi med »Hindenburg« fik Ordre til at gaa ti Mil ind i Isen for at finde aabent Vand. Vi krydsede det meste af Natten rundt i Isen uden at finde aabent Vand og vendte derefter sent paa Natten tilbage til Flaaden og kastede Anker.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

Krigens forløb

4. marts 1918: Frederik Tychsen – Afgang mod fronten endnu engang..

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Dagen efter, den 4. marts 1918, blev vi vækket til sædvanlig tid. Der var stor travlhed straks fra morgenstunden. Alt var blevet gjort i orden, men nu skulle der pakkes. Kanonerne fik endnu en omgang, de blev efterset, de fik olie. Lafetkassens indhold, der talte 78 genstande, reservedele m.m. blev gennemgået, lanternerne og lysene blev bragt på plads, remmene der holdt spader, hakker og løftestænger fast, blev strammet, sigtekikkerten blev efterset, glassene blev pudset og noniussen prøvet, Richtkreis og kvadrant omhyggelig ordnet – og først når kanonen var ordnet, pakkede vi tornysteren, rullede mantel og teltdug, og snørede dem på tornysteren. Karabiner og sabel fik lidt olie, og blev gjort klar til afgang.

 Hestemandskabet havde travlt med at ordne furage til hestene, og på kontoret skulle alt pakkes i kister og kasser. Der er i det hele taget uhyre mange ting, der skal ordnes til en sådan transport, men hver enkelt ved, hvad han skal have med, og hvad han skal ordne. Hen på eftermiddagen var vi færdige, og så røg vi tobak og spadserede for resten, men ingen måtte forlade pladsen. Vi fik vor aftenkaffe, brød og osterationeme for flere dage, tobak, cigarer, cigaretter og lidt snaps.

 Kl. 8 trådte vi an! Alle navne blev råbt op, hestene blev spændt for kanonerne og alle de andre køretøjer, officererne red frem og tilbage, og en time senere besteg rytterne hestene, og kommandoen lød: “Batterie march!!” Først red batterichefen og et par officerer, så kom alle kanonerer og fodmandskabet, dernæst køretøjerne. Vi forlod pladsen, marcherede gennem den lille bys hovedgade i streng orden, vi så til siderne, for vi havde fået byen kær, og befolkningen smilte, og enkelte vinkede til os.

Men pigerne så vi ikke noget til. Jeg havde dog ventet at se Barbara endnu engang.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

3. marts 1918. Ugens kampe fra The Great War

Skriv en kommentar

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den tyske offensiv “Operation Faustschlag” på Østfronten, som blev iværksat for at lægge pres på de nølende bolsjevikkiske forhandlere. Tyskerne rykker frem uden at møde megen modstand. Det tvinger russerne tilbage til forhandlingsbordet, og de må acceptere store landafståelser. Også grænsen mellem Det osmanniske Rige og Rusland i Kaukasus blev diskuteret. På Vestfronten deltager en amerikansk observatør i et fransk trench raid – og får Croix de Guerre for sin dåd. Amerikaneren var den senere så kendte Douglas MacArthur. Af særlig interesse for sønderjyske læsere er også, at princippet om folkenes selvbestemmelsesret, sådan som det var udtrykt i præsident Wilsons 14 punkter, blev diskuteret i Tyskland og Østrig-Ungarn. I mellemtiden bygger tyskerne op til den kommende offensiv i vest. Tyskerne vil have et overtag på 191 divisioner mod vestmagternes 178. Det ville være første gang siden 1914, at tyskerne ville være i overtal på Vestfronten. Tropperne blev desuden trænet intensivt i Hutiers stormtropstaktikker og Bruchmüllers artilleritaktik. Men selvom tropperne var veludhvilede og veltrænede, så lod mobiliteten en del tilbage at ønske. Men det var Tysklands sidste chance for at vinde krigen.

Krigens forløb

2. marts 1918. Flyverangreb: “En dag talte jeg 72 døde heste på stribe”

Skriv en kommentar

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

I begyndelsen af marts gik turen tilbage til Frankrig , og vi fik atter vor sag for. Den sidste og afgørende fase af krigen begyndte.

Jeg tror ikke, at tropperne var kede af denne offensiv. Den almindelige mening var, at dette var “begyndelsen til enden”. Hvordan afslutningen ville forme sig, var man ligeglad med, når blot krigen ville holde op.

Denne gang kom vi længere mod nord. Cambrai, Arras og Lille er de større byer, jeg husker navnene på. Vi var snart her, snart dér og førte en omflakkende tilværelse ligesom i Galicien blot med den forskel, at her marcherede vi ikke, men blev fragtet med jernbane. Vi var sikkert en såkaldt “flyvende division”. Der sker for øvrigt mange mærkelige ting under en sådan offensiv. Engang lå vi en halv dag ved en stor læsse- eller losserampe. Vi blev læsset i toget, kørte knap en halv time, blev losset ud igen, og gik så den samme vej tilbage. Det har nok været for at narre fjenden. Det var velkendt, at det franske spionagenet var intakt.

Flyveraktiviteten, der i 1917 ikke havde været overvældende, tog til i en helt uhyggelig grad. MG-afdelingerne fik her en ny opgave, der til tider kunne være meget ubehagelig. Der blev altid et maskingevær tilbage for at dække bagagen, da de fjendtlige flyvere især søgte deres mål bag fronten.

En dag mistede v i under et luftangreb halvdelen af vore heste og en del af vognene. Det gik også ud over mandskabet. Før var man i nogenlunde sikkerhed, når man opholdt sig ved bagagen. Sådan var det ikke mere. Når fjendtlige flyvemaskiner nærmede sig, gjaldt det om at komme i skjul. Det gik endda for mandskabet, men køretøjerne — tit var det lange kolonner – var ikke så nemme at få væk. En dag talte jeg 72 døde heste på stribe. Det var ikke noget kønt syn.

Tyskerne havde også fået flere maskiner, og vi kunne tydeligt mærke, når vi havde en stærk jagereskadrille bag os, som kunne holde de fjendtlige flyvere i skak. Men Amerikas indsats af materiel gjorde efterhånden tyskerne underlegne også på dette område.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Krigens forløb

1. marts 1918. A.P. Andersen på signaltjeneste i den tyske offensiv

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på vestfronten. Han skulle forrette signaltjeneste som telefonist – dvs. den, der tog imod meldinger fra ballonobservatøren

Den 1. Marts 1918 flyttede vi fra St. Marceau i Etapen pr. Jernbane til Picardiet. Dagen efter ankom vi til vort nye Kvarter, en lille Landsby, Sequehart, et Par Mil Nord for St. Quentin. Vi kom til at bo i Landsbykirken.

Byen og Omegnen blev fra Dag til Dag mere og mere befolket med Soldater i Massevis af alle Våbenarter, og der ymtedes om, at der snart fra denne Egn skulde iværksættes en mægtig Offensiv, der skulde løbe Engelskmændene over Ende.

Det viste sig også senere at slå til, idet den såkaldte „Kaiseroffensiv”, et af de største tyske Forehavender i den første Verdenskrig, startedes herfra den 21. Marts.

— Når man sammenholder Offensivens Omfang med dens Intensitet, må den uden Forbehold betragtes som Verdenshistoriens største Slag. Fra Floden Sensee til Oise over en Front på 65 km Længde satte Tyskerne efterhånden 37 Fodfolksdivisioner ind, støttet af 6000 Kanoner. Endnu 30 Divisioner blev holdt i Reserve bagved.

På den samme Front blev den britiske Kamplinie holdt af 17 Divisioner og 2500 Kanoner med 5 Divisioner i Reserve.

I alt havde Tyskerne samlet og sat i Bevægelse over 750.000 Mand imod 300.000 Englændere. I de to 16 km brede Afsnit, der lå Nord og Syd for det Knæk på Fronten, hvor 9. britiske Division stod, var Tætheden af Fjendens Tropper nået op på een Storm division for hver 1000 m Front, og Styrkeforholdet var 4 til 1.

Det var også Tyskernes sidste Chance for at vinde Verdenskrigen, og da Ludendorff havde fået Fred med Russerne i Brest-Litowsk i Efteråret 1917, havde han samlet så mange Tropper som muligt for at træffe en Afgørelse her og skille Englænderne fra Franskmændene.

Mindre Kontingenter var afsat til Offensiv i Belgien ved Lys og længere sydpå mod Soissons.

I denne Heksekedel blev altså vi sat ind med vor Ballonzug 33. Vi blev tildelt General von Hutier’s 18. Arme, og da det blev bestemt, at vi også skulde fungere som direkte Efterretnings-Ballon for 18. Armes Stab, blev vi forstærket på den Måde, at en anden Ballon-Zug blev slået sammen med vor. Vi blev derved særligt mobile.

Vor egen Lt. Küster blev gjort til Chef for den forstærkede Ballon-Zug, som nu talte godt 250 Mand.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Krigens forløb

1. marts 1918 – Milert Schulz: “Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte.”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 1.3.18.

Meine lieben Eltern und Geschw.

Für erhaltenen Brief von Olga u. Didde meinen besten Dank. Ebenfalls habe ich gestern ein Paket mit Kuchen dankend erhalten. Wenn’s geht liebe Mutter schicke mir auch dann u. wann mal etwas zum schmieren. Ihr habt wohl auf diesen Brief gewartet, aber vorläufig wisst Ihr ja auch, dass ich noch nicht in Gefahr bin was auch noch immerhin eine Zeitlang dauern wird. Wir liegen immernoch in dieser Stadt aber wie ich gehört habe wird es wohl bald los gehen nach K. Es werden aber noch immerhin 8-10 Tage vergehen eher wir fortkommen. Ich habe es ja noch immer recht gut hier und bin auch gesund und munter. Etwas dicker bin ich auch geworden, der Kopf ist auch nicht mehr so spitz wie damals. Wir machen aber jeden Tag Dienst mit, ist ja auch nicht so schlimm den 27.2. haben wir Zar Ferdinand den König von Bulgarien sein Geburtstag gefeiert.

Wir hatten natürlich dienstfrei den ganzen Tag. Die Feier der Bulg. Soldaten u. Befölkerung war ganz interessant anzusehen. Nach der Ansprache eines Popes (Pfarrer) und des Bürgermeisters fing die Zigeunermusik an zu spielen und denn wurde den ganzen Tag getanzt. Wie die Leute hier tanzen habe ich Euch ja schon mal früher geschrieben. Abend waren wir denn mit einigen Kameraden im Hotel und haben dort eine Portion “Swiesko” gegessen zu 2.40 MK. das hat uns natürlich ganz gut geschmeckt. Hier kann man ja noch allerhand kaufen aber so furchtbar teuer.

Wie die Leute hier sagen soll es in der Tÿrkie billiger sein. Ja in der Tÿrkie wer hatte das früher gedacht, dass man in seinem Leben mal nach der Tÿrkie kommen solllte. Wenn Ihr eine Landkarte von der Tÿrkie und Palästina habt dann konnt ihr ja immer verfolgen wo ich stecke. Wenn wir zur Front fahren dann wird es sich in Aleppo entscheiden wo wir hinkommen ob nach Palästina oder Mesopotamien. Aleppo liegt nörd. von Damaskus. Das ist ja ein schönes Ende von der Heimat aber nach Hause finden wird man schon. So Gott will hoffe ich im Mai oder Juni auf Urlaub zu komme. Nun werden wir ja sehen. Hier haben wir jetzt schönes Wetter jeden tag. Morgen ist denn wieder Sontag, könnte man denn so ein bischen auf Sonntagsurlaub fahren.

Sie denn für diesmal alle recht herzl. Gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.       

(Breve i privateje)

Krigens forløb

28. februar 1918. Med isbryderen “Hindenburg” på Østersøen

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. Besætningen rejste med tog via Hamborg.

(… fortsat)

Ved Daggry blev vi vækket, fik en Kop sort Roekaffe og et Stykke tørt Brød.

Vi kom saa igen i Toget og fortsatte Rejsen mod Byen Güstrow i Mecklenborg, hvor vi fik et længere Ophold. Da Tiden faldt os lang, bad vi om Lov til at gaa ud og se paa Byen. Vi fik Tilladelsen, mod at vi lovede at være rettidigt tilbage.

Hen paa Eftermiddagen gik Rejsen videre til Stettin, hvor vi ankom ved Mørkets Frembrud.

Paa Banegaarden var mødt en Del høje Marineofficerer for at tage imod os. Vi fik Ordre til stråles at gaa om Bord i Isbryderen »Hindenburg« af Stettin. Den laa i Havnen med Dampen oppe, og skulde hurtigst muligt forlade Havnen.

Vi maatte saa i en Fart faa Køjesækkene om Bord og komme i noget gammelt Tøj. Fortøjningerne blev kastet los, og Kursen blev sat mod Swinemünde. Der var gode Logiforhold om Bord, og Lukafet var dejlig varmt, men der var hverken Proviant eller Køjeklæder. Det skulle vi faa, naar vi kom til Swinemünde.

Jeg fik Rortørn med det samme og fik samtidig Ordre til, naar jeg blev afløst ved Roret, at blive paa Broen som Udkig. Saa kom Chefen. Han spurgte, om jeg havde et Ur. Det havde jeg. Han sagde derpaa, at jeg kunde gaa ned i Lukafet og blive varmet op, men jeg skulde selv komme frem, naar jeg igen skulde afløse ved Roret, for der var Folk nok heroppe til at holde Udkig.

Undervejs ned gennem Stettiner-Haff sejlede vi gennem en hel Del Is, og dette foranledigede et saa frygteligt Spektakel i Lukafet, at man næsten ikke kunde tale sammen.

Vi ankom til Swinemünde ud paa Natten, korrigerede Kompasset og gik til Kaj.

Vi maatte gaa til Køjs paa de bare Brædder med Køjesækken som Hovedpude. Det var jo et temmelig haardt Leje, men da der var godt varmt i Lukafet, var det hele ikke saa slemt. Man var jo ikke forvænt med Bekvemmelighederne.

Sulten begyndte ogsaa at melde sig. Vi havde jo ikke faaet noget at spise fra om Middagen og havde ikke Udsigt til at faa noget før  næste Dag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Krigens forløb

28. februar 1918 – Asmus Andresen: Fjendtlige flyvere over byen!

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet. illerist.

Natten mellem den 28. og 29. Februar viste der sig en Del fjendtlige Flyvere over Byen. Flyverafværgebatteriet beskød dem af yderste Evne. Granaterne sprang i en Højde af 2-300 m. over os. Vi kunde høre, hvor Granatstumperne susede gennem Luften, men ingen Flyver blev ramt. Dette var en lille Forsmag, jeg der fik af Verdenskrigen.

Dagen efter fik vi at vide, at der var bleven nedskudt 3 Bomber tilligemed 4 Brandbomber. Om Søndagen gik jeg og min Sidekammerat hen for at se, hvor Bomberne var faldet. Et Hus var fuldstændig ødelagt af den ene Bombe; de andre var gaaet ned lige ved Banegaarden uden at anrette nogen Skade. Brandbomberne havde heller ikke anrettet nogen Skade af Betydning.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

28. februar 1918. Kompagnibedstefar gør klar til forårsoffensiven

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I begyndelsen af året 1918 havde han en tjans på et depot, men kunne ikke finde sig til rette pga. de andres ukristelige adfærd.

Vi flakkede rundt fra Sted til Sted, og i Februar Maaned blev vi atter sendt til Frankrig; dér var Foraarsoffensiven lige for Haanden. Gang efter Gang var der Orlovsspærring, saa var der Postspærring, og vi levede i den tykkeste Uvidenhed om, hvad der foregik rundt om os udover det, vi selv kunde overse.

En Del af Kammeraterne fra Kompagniet søgte ved Lejlighed til mig paa Besøg, og det var en meget stor Opmuntring.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

27. februar 1918. Mariner i Kiel

Skriv en kommentar

Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen.

Jeg var naturligvis ligesom de fleste unge Mænd fra Rømø under første Verdenskrig indkaldt til Krigstjeneste og opholdt mig i  Slutningen af Februar 1918 ved I. Matros-Divisions 4. Kompagni i Kiel. Jeg havde Kvarter i et stort Forsamlingslokale ved Navn  »Pryne«.

Paa det Tidspunkt boede der en Mand fra Rømø i Kiel. Hans Kone vaskede for mig. Jeg var en Aften gaaet i Land, som man siger, for at hente noget Vasketøj og kom tilbage til mit Kvarter omkring Klokken otte om Aftenen. Jeg var næppe kommet ind i Salen, før  Kompagniordonnansen kom hen til mig og spurgte, hvor jeg i Grunden havde været, for han havde ledt længe efter mig. Jeg skulde rejse endnu samme Aften og være paa Banegaarden Klokken ni.

De andre, jeg skulde rejse sammen med, var allerede taget af Sted. Der var altsaa ikke megen Tid at spilde. Ordonnansen mente ikke, vi kunde naa Toget. Da vi ikke havde det videre godt her ved  Kompagniet, øjnede jeg her en Chance til at komme bort, og den skulde udnyttes! Jeg sagde derfor til ham, at han kunde gaa op paa Skrivestuen og faa Papirerne i Orden, saaskulde jeg nok selv gaa til  Bøssemageren og aflevere mine Vaaben. Dette ordnedes ret hurtigt.  Mit Tøj proppede jeg ned i Køjesækken, som det bedsf kunde lade sig gøre, og af Sted gik det i Ilmarch til Banegaarden, som vi naaede nogle Minutter før Togets Afgang.

De øvrige sytten Mand, som jeg skulde rejse sammen med under Kommando af en aktiv Dæksofficer, Overstyrmand Rønnow, var for længst ankommet. Ordonnansen meldte, at han kom med den manglende Mand. Rejseholdet var nu fuldtalligt, og vi blev beordret i Toget.

Vi blev ret hurtigt klar over, at vor Chef var en flink Mand. De aktive tyske Befalingsmænd kunde ellers være krasse nok …

Første Del af Rejsen gik til Hamborg, hvor vi ankom ved Midnatstid. Vi blev indlogeret hos »Røde Kors« paa Hamborgs Hovedbanegaard.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

 

Krigens forløb

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

24. februar 1918. K. Tastesen atter på lazaret

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe på vestfronten, østfronten og Balkan. I juli blev han overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien.

Nu var Tyskerne Herre der og kunde beherske en Jernbane, der gik fra Romdiku-Saratu til Foksahani. Imidlertid blev vi afløst og kom tilbage til Skyttegravene igen 4 km fra Stroani paa et Sted, der hed Panchju. Der laa vi lige til den 22. December. Da blev vi afløst og marscherede derfra gennem en Skov, hvor der havde været Fangelejr. Der var vi første og anden Juledag, men det var jo ingen særlig højtidelig Fest i en saadan Militærlejr.

Saa marscherede vi videre til Foksahani og kom derfra med Toget til Romdiku-Saratu, hvorefter vi marscherede ca. 70 km til en By, der hed Balla- Albert. Der laa Regimentet i 7—8 Uger og havde det meget strengt med Ekscersits. Da jeg havde været der i 4 Uger, blev jeg syg af Bajonetstikket i Brystet, som der var gaaet Betændelse i, og den 31. Januar 1918 kom jeg paa Lazaret i Bukarest. Der laa jeg saa til den 24. Februar, og da jeg kom tilbage til Regimentet, var der bleven Vaabenstilstand med Rumænien. Et Par Dage efter var Fristen udløben, og da Betingelserne ikke var opfyldte, begyndte Kampen paany.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)