12. marts 1918. Franskmændenes artilleri er uhyggeligt præcist – og de ved, hvor de skal skyde!

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Man kunne heller ikke undgå at lægge mærke til, at den franske såkaldte “Schallmesstrupp” (pejle-gruppe) var den tyske langt overlegen. Når et nyt tysk batteri blev kørt op bag fronten, kunne man være sikker på, at franskmændene forbavsende kort tid efter vidste, hvor det befandt sig, og tvang det til at skifte standplads – ellers blev det skudt i smadder.

Det franske efterretningsvæsen var meget effektivt. Tyskerne var jo i fjendeland, og befolkningen hjalp selvfølgelig deres egne.

Her er et eksempel på, hvor hurtigt den franske efterretningstjeneste virkede. I nærheden af Lille var den tyske generalstab indkvarteret i et slot uden for byen. Den havde kun været der en dags tid , da flyverne kom og kastede deres bomber. Staben flyttede så ind i en forstad til Lille , hvor den tog ophold i en stor hjørnebygning. Næste dag blev også denne bygning bombarderet.

Jeg var udkommanderet til flyverbeskyttelse begge steder, men maskinerne kom i så stor højde, at vor beskydning ingen virkning havde.

Lidt gavn gjorde vi dog. Så snart vi kunne høre de fjendtlige maskiner – det var nemt at skelne dem fra de tyske på motorlyden – skulle vi affyre en serie varselsskud. Fem gange fem skud med et lille ophold imellem. I samme øjeblik skuddene lød, styrtede officererne ud af huset og ind i deres biler, der holdt klar foran døren, og væk var de. Sirener til varsling var den gang endnu et ukendt begreb.

Jeg har før omtalt de små ting, der skulle iagttages, hvis man ville undgå det værste. Under forårsoffensiven, hvor flyvervirksomheden var stærkt tiltagende, var dette mere nødvendigt end nogen sinde før. Når kompagniet var på march bag fronten, var det f. eks. meget farligt at gøre ophold eller slå lejr i nærheden af kirker, ved broer der førte over vandløb, ved korsveje, eller hvor en vej udmundede i en anden. Flyverne havde da alt for let ved at give korrekte meldinger tilbage til deres artilleri om, hvor de fjendtlige tropper var at finde.

En bataljon infanteri blev således en dag næsten ødelagt, da den havde lejret sig ved en kirke, der lå i udkanten af en lille landsby. Der blev fortalt, at majoren, der førte bataljonen, fik sin afsked.

Man skulle tro, at majoren nærmest måtte være glad for at få sin afsked, men æresbegreberne inden for det tyske officerskorps har jeg aldrig kunnet finde ud af. Efter en større øvelse – jeg tror nok, det var i Lockstedter Lager – bebrejdede kommandøren ved officerskritikken en kompagnifører forskellige ting. Efter kritikken gik manden ind i et krat og skød sig en kugle for panden. –

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *