Kategoriarkiv: Krigens forløb

5. juni 1917. Füsilierregiment 86 indtager Siegfriedstillingen

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Siegfried-stillingen, som nu blev besat, fandt ikke regimentets bifald i alle punkter. Men den var i det mindste i rå træk færdig, bestod af to dybe og brede grave, som var beskyttet af gode spærringer.

Dækningsrummene, delvist af beton, var lige netop tilstrækkelige i antal. De vigtige Flesquièreshøjder, som strakte sig bag Havrincourt, var ligeledes beskyttet ved en stærk dobbeltlinje, som nu blev overladt infanteri-pionerkompagniet til videre udbygning. Imellem de to hovedstillinger med 3-4 km afstand blev der af regimentet påbegyndt en mellemstilling, Oetinger-spærrestillingen, og færdiggjort i den følgende måned. Løbegrave mellem de to stillinger fandtes der endnu ikke, de var foreløbigt heller ikke nødvendige, da man kunne nå frem til Siegfried-stillingen uden at blive beskudt af fjendtligt infanteri.

En vigtig nyskabelse var modstandsreder i forfeltet og ikke mindst i mellemterrænet. Det var disse korte, uanseligt anlagte skyttegravsstykker, der, skakbrætagtigt strøet over terrænet, sædvanligvis var besat med 1-2 grupper fra beredskabskompagniet samt et maskingevær.

På grund af deres uregelmæssige placering var de meget vanskelige at få ram på for artilleriet og kunne først nedkæmpes efter et stort forbrug af tid og ammunition. I zonen med modstandsreder skulle det fjendtlige angreb løbe død, ifald det skulle trænge frem over hovedstillingen. En modstandsrede i stort format var hver lille by, derfor blev Havrincourt, Flesquières og hvile-byen Noyelles spærret med pigtråd efter alle kunstens regler, omgivet af grave, beskyttet af barrikader og udstyret med
skydeskår.

Regimentet fordelte sig nu på følgende måde inden for dette afsnit. De to underafsnit ”Nord” med slot og park Havrincourt og ”Syd” blev besat af hver en bataljon. Hver bataljon holdt med tre kompagnier den forreste linje samt forfeltet.

Et kompagni lå som beredskab i grav nummer 2 eller dannede besætning i mellemfeltets modstandsreder. Senere var forholdet inden for bataljonerne: to kompagnier i front, to i beredskab.

Den tredje bataljon lå som brigadereserve i Noyelles i hvile. Hvilet varede 10 dage, indsatsen 20 dage. Efter 10 dages frontindsats byttede bataljonen internt front- og beredskabskompagnier.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

3. juni 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om resultaterne af de allieredes offensiver på Vestfronten, der netop er ebbet ud. Haig planlægger en ny, britisk sommeroffensiv ved Ypres/Ieper på trods af advarsler. Men briterne har i hemmelighed gravet tunneller og undermineret Messines-højderyggen med sprængstof – lige under de tyske stillunger. Den franske hær oplever mytterier oven på de voldsomme tab under Nivelle-offensiven tidligere på året. Soldaterne ikke uvillige til at forsvare Frankrig – men de ville ikke længere kastes frem i nyttesløse og blodige offensiver. De første amerikanske tropper var begyndt at ankomme i Frankrig.

3. Juni 1917 Milert Schulz: “ Wie [ich] aber aus alles ersehe geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.3.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Besten Dank für erhaltene Postsachen. Es [hat] mich sehr gefreut in der letzten Zeit recht oft von Euch gehört zu haben[,] meine Lieben. Wie [ich] aber aus alles ersehe[,] geht es Euch ja noch immer recht gut zu hause. Hier ist es auch noch alles beim alten. Bin noch immer Gott sei Lob und Dank gesund und munter und habe es auch noch immer recht gut hier in Mazedonien.

Es ist hier jetzt kolossal heiss. In den Mittagsstunden kaum zum aushalten. Es ist ungefähr eine Hitze von 55-60 grad. Also könnt Ihr Euch wohl ungefähr vorstellen[,] was wir in einer solchen Hitze auszustehen haben. Wir[,] die wir bei der Gefechtsbagage sind[,] können es ja immer noch besser aushalten wie die welche vorne im Schützengraben sein müssen. Wir haben vergangene Woche fast jeden Tag Gewitter gehabt mitunter sogar sehr stark. Und mit dem Gewitter kommt natürlich den auch ein starker Regen. Nun könnt Ihr Euch ja vorstellen wie es ist in einen blosen Zelt zu wohnen[,] wenn ein so starker Gewitterregen fällt. Aber geht noch alles wenn es ja mitunterunter [sic!] tut[,] wenn es nicht genügend Ablauf hat.

Heute kam ein Nordschleswiger nach hier der auf Urlaub gewesen ist. Ich habe ja natürlich auch mit ihm gesprochen. Nach seinem Erzählen ist es ja furchtbar trocken zu Hause und der Roggen ist auch noch kurz und grün. Hier fangen die Leute schon an den Roggen zu mähen. Das ganzen Korn ist bald reif hier. Ja meine Lieben hoffentlich dauert es noch nicht allzu lange mehr eher wir uns wieder treffen können. Wenn mein Feldwebel wieder vom Urlaub kommt[,] will ich mal mit ihm sprechen ob ich vielleicht im August oder September fahren kann. Oder der langersehnte Friede kommt bald. Gott gebe, dass es doch dieses Jahr endlich zum Schluss kommen lassen möge.

Diese Tage ist es hier ziemlich ruhig gewesen, aber wie ein französischer Gefangener ausgesagt hat, werden sie hier noch einen Angriff versuchen[,] aber bei uns kommt er doch nicht durch. Hatte vorgestern einen Brief von Bruder Matthias. Er hat jetzt aber schon genug von[]dem Soldat sein. Ja ich währe auch froh wenn [ich] hätte zu hause sein können, aber so Gott will[,] hoffe ich doch einst gesund und glücklich wieder in die geliebte Heimat kehren zu können.

Sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues erzählen zu können. Meine Mazedonischen Ansichten habt Ihr doch bekommen. Nun seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und auf ein frohes Wiedersehn hoffend verbleibe ich Euer gegebener Sohn und Bruder.

Milert

(Breve i privateje)

3. juni 1917. Claus Eskildsen: “Ludendorff mente, at Offensiven kom straks”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter hans division var vendt tilbage til fronten, i Flandern, blev de kaldt frem til forstærkning, da General Erich Ludendorff var sikker på at en engelsk modoffensiv var undervejs.

Ludendorff indrømmer i sine Krigserindringer, at han for en Gangs Skyld har forregnet sig. Den store fransk-engelske Foraarsoffensiv, der skulde bringe Afgørelsen, er strandet.

Den har efterladt dyb Skuffelse og Kampuvilje i de franske Rækker, men den sejge Englænder giver ikke op. Han tager fat alene, naturligvis i Flandern. Forberedelserne kunde ikke skjules for Tyskerne.

Men Ludendorff mente, at Offensiven kom straks, og derfor blev sammen med flere andre ogsaa vor Division skudt ind til Forstærkning. De tyske Hærføreres Nervøsitet sled hurtigt Troppernes Kampkraft op.

Allerede den første Nat alarmeredes hele Linien, og Hvilebataillonen maatte ligge forude. Som dette første Døgn blev de følgende Uger. Det var næsten værre at være Hvilebataillon end Kampbataillon.

De faa Uger i Flandern kostede Regimentet 300 døde og Saarede, men 600 syge, fordi Tropperne altid laa alarmerede, uden Ly mod Vind og Vejr.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168

2. juni 1917 – Armee-Verordnungsblatt: “Benaadning for de faneflygtige”

I „Armee-Verordnungsblatt” for 2. Juni offentliggøres en allerhøjeste Befaling, som giver de faneflygtige under Krigen — bortset fra Overløberne til Fjenden, som intet Hensyn fortjener — Lejlighed til at vende tilbage og sone deres Forseelse. I Tilfælde af, at de vender tilbage, tilsikres der dem efter Gennemførelse af Retsforhandlingen, hvorved der ifølge Anordning principielt ses bort fra Undersøgelsesarrest, Opsættelse af Straffen med Udsigt til Benaadning, hvis de under Krigens videre
Forløb viser sig værdige dertil. Forudsætningen derfor er, at de straks, senest den 15. Juli i Aar, vender tilbage og ved det nærmeste Grænsested melder sig til Tjeneste. Der gives kun denne ene Gang Lejlighed hertil.

(Flensborg Avis 5. juni 1917)

30. maj 1917. Feldwebelens støvler i farezonen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Fuldt og travlt optaget gik de 14 Dage alt for hurtigt. Jeg maatte igen slippe Hustru og Børn ud af min Favn og for tredie Gang sige Farvel til Hjemmet for at gaa ud i Krigen.

Da jeg atter naaede ned til Fronten, mødte der mig først en stor Ærgrelse og saa en stor Sorg. Jeg havde altid sat en Ære i at holde mit Gevær pænt i Orden; men ved Orloven denne Gang var vi fritaget for at tage Gevær, Gasmaske, Staalhjelm, det ene Tæppe og lidt andet Smaatteri med hjem, saa det blev dernede.

Geværet havde nu en anden taget, og jeg fik et rigtig rustent Gevær i Stedet for; dem var der jo nok at faa af, de laa og flød overalt.

Saa var jeg naturligvis morgengnaven over det. Men da jeg kom paa Haandværkerstuen, var sandelig mine nye Snørestøvler ogsaa stjaalet.

Saa kogte det over; jeg gik straks til Feltvebelen og meldte, at mine nye Snørestøvler var stjaalet.

Han svarede mig haanende: „Løgn og Skidt, din gamle Slyngel! Dem har du enten solgt eller ladet blive hjemme paa Orlov.”

Hvor denne Beskyldning harmede mig! Jeg svarede straks, at jeg vilde bede mig fritaget for den Slags Beskyldninger. Jeg skulde ikke have noget af Tyskernes Kram, som ikke tilhørte mig; men om Eftermiddagen blev der Appel med Snørestøvler, og hvem der ingen havde, var naturligvis mig.

Jeg gentog, at de var stjaalet, fik den samme Beskyldning igen af Feltvebelen, og da jeg blev ved mit, at de var stjaalet, sagde han: „Saa stjæl du et Par andre.” „Javel, Hr. Feltvebel,” var mit Svar.

Da Appellen var forbi, gik jeg paa Skrivestuen. Feltvebelen var kommen hjem.

Der var to Skrivere og et Par Underofficerer derinde. Jeg blev spurgt om, hvad jeg vilde. Jo, vi havde lige haft Appel med Snørestøvler, og mens jeg var paa Orlov, var mine blevet stjaalet. Feltvebelen havde saa givet mig Ordre til, at jeg skulde stjæle et Par andre, og da  jeg ikke vilde stjæle fra Kammeraterne, saa vilde jeg bede dem, der var herinde, hjælpe mig at overmande Feltvebelen, saa skulde jeg nok selv trække Støvlerne af ham.

Han saa paa mig, som om han vilde sige: „Mon den Mand ikke hører
hjemme paa en Sindssygeanstalt?” men omsider gled der dog et Smil over hans Ansigt, og idet han truende løftede sin Finger imod mig, sagde han: „Nej, De kan tro, Poulsen, jeg vil sandelig ikke af med mine Snørestøvler.”

Saa fik jeg da et Par andre.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

30. maj 1917. Sænkning i Atlanterhavet

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Her er der indsat et udklip fra Ribe Stifts Tidende med følgende tilføjet med håndskrift:

Barkskibet
Sænkning i Atlanterhavet
Af kaptajn Poulsens beretning til Ribe Stifts Tidende 30/5 – 16
Desuden er der i margin tilføjet: Det indstregede ikke offentliggjort.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

28. maj 1917. K. Tastesen overfaldet af banditter i Serbien

Füsilier K. Tastesens enhed blev i efteråret 1916 overført til Rumænien på Balkanfronten, hvor han igen bliver såret. I april 1917 kom han på orlov og blev gift. Herefter gik det i maj til Palæstina gennem Serbien, der var præget af guerillakrig.

Den 7. Maj kom jeg til Garnisonen igen, og den 10. kom vi af Sted til Palæstina. Vi kørte fra Elbing igennem Østrig til Serbien, hvor vi gjorde Holdt i 2 Dage i Belgrad for at vente paa flere Tropper, der skulde komme til. Derpaa kørte vi til Nisch. Der blev vi i 14 Dage for at holde Orden. Serbien var jo helt ødelagt, kun nogle Tropper og Civile, som stod under en General, overfaldt de tyske Lejre og Byerne om Natten. Ellers holdt de til i Bjergene.

Den 28. Maj om Natten blev vi overfaldet af Banden, der var kommen ind i nogle Huse i Udkanten af Byen, hvorfra de skød med Maskingeværer og almindelige Geværer samt kastede med Mursten samt alt, hvad der var ved Haanden.

Da vi ikke kunde faa dem ud paa anden Maade, stak vi Ild i Husene, og de, der ikke blev skudt, flygtede

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

27. Maj 1917 Milert Schulz: Die Waffeln waren total vermuggelt

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.27.5.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Zuerst meinen besten Dank für die 2 erhaltene Pakete. Eing mit Wurst und Keks und das Andere mit “Pladekage“ und Waffeln. Leider musste ich aber die Waffeln fortwerfen, da sie durch die Marmelade feucht geworden waren und total vermuggelt.

Dass ich dieselben nicht geniessen konnte. Die Wurst hat mich tadellos geschmeckt liebe Mutter und ist auch längst im Magen. Dann habe ich heute eine Karte vom 20.5. und einen Brief von Papps vom 21.5. dankend erhalten. Hat mich sehr gefreut wieder etwas neues von der lieben Heimat zu hören, dass Ihr noch alle gesund und wohlauf sind was ich bis jetzt auch von mir Mitteilen kann. Habe es noch immer recht gut hier. In diesen Tagen ist es auch ziemlich Runhig hier an der Front. Nur die Artillerie schiesst mitunter ist aber weiter nicht schlimm. Heute hat mein Feldwebel das eiserne Kreuz 1. Klasse wirklich auch verdient. Das ist der mit den 3 Winkel auf dem linken Arm wo ich mit auf den Bilder bin. Bis jetzt haben wir hier in fernen Süden jeden Tag eine furchtbare Wärme gehabt.

Aber heute am ersten Pfingsttag ist grade ein Gewitter aufgekommen und den genzen Tag Regen mit sich gebracht. Nun könnt Ihr Euch denken was dass heisst hier im Felde im Regenwetter in ein Zelt zu wohnen. Die Zelte sin nicht dicht und sobald es anfängt zu regnen schon tröpfelt es auch durch. Aber man hält es immer noch aus weis man eben nichts anderes hat. Diese Woche wird mein Feldwebel wohl auf Urlaub fahren auf einen Monat und muss ich denn die ganzen schriftlichen Arbeiten machen, aber ich bin ja nun auch so ziemlich eingelebt. Heute haben wir etwas Liebesgaben bekommen an Keks, Cigaretten, Cigarren.  

I paar Spiele und sonst noch viele Sachen. Also hat Hans Asmussen ja das Eiserne II Klasse bekommen. Na ich hoffe es auch noch mit der Zeit zu bekommen.  Na und wenn ich es auch nicht bekomme macht es auch nichts. Gott gebe, dass dieser Krieg doch bald ein Ende nehmen möge, dass wir einst wieder gesund und glücklich in der lieben Heimat treffen mögen. Ich glaube auch es wird nicht lange mehr dauern. Mit dem Urlaub ist es nicht so einfach aber wir wollen mal abwarten, bis September noch ruhig warten. Eher wird es wohl nicht denn erst muss man ein Jahr im Felde gewesen sein. Sonst wüsste ich hier diesmal nicht mehr. Also das Pfingswetter ist hier schlecht (…).

Milert

(Brev i privateje)

27. maj 1917. Desertøren Claus Clausen på vej i fængsel

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen.

Pinsedag kom så Kommandanten og forhørte mig; han viste sig at være en Overtolder fra Hviding. Samme Dag gik det videre til Flensborg, hvor jeg indsattes i Arresten i Junkerhulvej-Kasernen.

Det var med blandede Følelser, jeg den Dag passerede Bredebro Station og så alle de kendte Ansigter i Pinsestemning. Jeg selv var lagt i Bånd og Fængsel.

Fra Flensborg førtes jeg derefter til Rostock i Mecklenborg, min Garnisonsby. Atter måtte jeg trække i Trøjen; mit Civiltøj har jeg siden ikke set noget til.

Sagen mod Claus Clausen kom for retten den 30. juli 1917.

DSK-årbøger 1947

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

26. maj 1917. “At flygte ville betyde den visse død …” Desertøren Claus Clausen fanget!

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.

Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”

Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“

Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb

Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.

Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.

Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:

”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”

– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på

Jorden er skøn, som du, mit Hjem …

Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.

At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.

DSK-årbøger 1947

25. maj 1917. Desertøren Claus Clausen faret vild i Vadehavet: “Jeg anede ikke mere, hvor land var!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord.

Først i Maj 1917 fik jeg Orlov; og nu skulde det ske. Gensynsglæden i Hjemmet var stor, men Far og Mor syntes ikke rigtigt, jeg var som jeg plejede.

Orlovstiden gik alt for hurtigt; den sidste Dag fik jeg Far med ud i Marken og fortalte ham så, at nu gik jeg over Grænsen. Far sagde ikke meget; han vidste, hvad det kunde komme til at betyde, hvis det ikke lykkedes.

Næste Dags Morgen kørte Far mig til Stationen. Vi tog Afsked, og Far gav mig sin Velsignelse med, Mor vidste ikke noget. Min Plan var at nå ned til Søndernæs, og derfra gå ud i Vadehavet og på den Måde at nå over til Danmark til Vester Vedsted, hvor jeg i sin Tid havde varet Elev på Efterskolen.

For ikke at vække nogen som helst Mistanke rejste jeg med Toget sydpå til Tønder, steg ud der, gik ud i Gallehus Skov, hvor jeg smed Gevær, Uniform og alt, trak i det medbragte Civiltøj og gik så Øst om Bredebro, over Ellum nordpå, over Brede Å, krydsede atter Hovedvejen og Jernbanen og nåede ud i Engene mellem Ottersbøl og Skærbæk, hvor jeg løb på den første Pigtrådsspærring og — hvad værre var — en tysk Grænsepatrulje.

Jeg gav mig da til at hælde Vand op til Kreaturerne, kløede Studene lidt ved Halen osv. — for at aflede Patruljens Opmærksomhed fra mig. Endelig forsvandt den også; jeg kom igennem Spærringen, gik så lige op til Søndernæs og ind til min Efterskolekammerat, Hans J. Bjerrum.

Det var blevet ved Aftenstide. Vi måtte opholde os i Havens Lysthus, da der var Indkvartering på Gården. Der var Lavvande fra Kl. 11 Aften til 5 Morgen; den Tid skulde benyttes.

Med Lommelygte og Kompas, som jeg fik af Hans, begav vi os så ned til Havet. Hans og Broderen Peter var med for at give mig de fornødne Instrukser. I den stille Majnat gik jeg da med Støvlerne på Nakken ud i Vadehavet, det lumske Hav; i ca. en halv Time blev jeg ved lige ud — for at undgå Strandpatruljen.

Jeg tændte så Lommelygten, så på Kompasset og gik mod Nord. Efter en to Timers Gang skulde jeg kunne være ved Manø-Vejen.

Da jeg havde gået godt en Times Tid, så jeg på Kompasset igen, og vilde så prøve at gå indad, for at overbevise mig om, hvor langt jeg var ude i Havet. Jeg kom godt ind til Stranden, men så her til min Forskrækkelse friske Spor af Strandpatruljen, som altså måtte være i umiddelbar Nærhed. Det var dog helt diset, og jeg i en Fart ud i Havet igen, men glemte desværre i Forfippelsen at se på Kompasset.

Hele Natten gik jeg så derude; det begyndte at lysne mod Morgen; nu gik jeg ikke mere, men løb. Vandet var ved at komme ind igen; det gik mig til Bæltestedet, jeg anede ikke mere, hvor Land var.

Da slog det pludselig ned i mig: Kompasset! Jeg så på det og blev klar over, hvor Stranden var. Helt forkommen nåede jeg i Land, men vidste ikke, om det var Danmark eller Tyskland, jeg kom til.

DSK-årbøger 1947

24. maj 1917. Mikael Steffensen fortvivlet over soldaterkammerater

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig. Herfra fortæller Mikael om sin fortvivlelse over sine soldaterkammeraters manglende indsigt i forbindelse med krigen.

Lecluse, den 24. maj 1917.

Ofte har jeg ærgret mig over den Mangel paa Indsigt og Forstaaelse af hele Forholdet, som mine ellers saa brave Kammerater udviser. Saaledes spurgte jeg en Kammerat, som er ved Res. Regt. 31, hvor de laa i Beredskab, men ‘han vidste det ikke, vidste heller ikke, hvad Byen hed, som deres Stilling gik igennem, men der var en Kirke og en Kridthule. I hver eneste fransk By er der en Kirke og en Kridthule.

I lykkelig Uvidenhed gaar de frem og aner ikke, ’hvad der egentlig gaar for sig. At vort Afsnit, ved Englændernes Fremtrængen paa begge Sider af os, til venstre for Bullecourt og til højre ved Arras —Cambrai-Vejen danner et fremspringende Punkt, anser de ikke som farligt, til Trods for, at 272 Aars Erfaring burde fortælle dem om det. Artilleristillinger, farlige Skæringspunkter, Dalsænkninger og Hegn, som altid er udsat for Bombardement, løber de ind i med samme Koldblodighed, som jeg og mange andre gaar de mindre udsatte Veje. Ting, som foruroliger mig i højeste Grad, fordi det er Tegn, som næsten aldrig skuffer, f. Eks. Flyvernes energiske Opklaringsforsøg, det engelske Artilleris Ild paa Kolonneveje, Uro i de engelske Linjer, vore egne Forstærkninger bag Fronten, alt det gaar uden om deres Betragtning og Iagttagelse, og det er saa selvfølgelige Ting, som enhver burde vide.

Og dog, de skaanes for megen Smerte, de kan tro paa, at det gaar til Skansearbejde, naar det fortælles dem; med Spaden paa Nakken og rigelig Munition »for en Sikkerheds Skyld« spadserer de lige ind i Kampen uden ringeste Anelse om, hvad der egentlig gaar for sig. »Hvor skal vi hen?« lyder Spørgsmaalene fra Rækkerne, naar vi bringer Meldinger til Kompagniføreren, og hvad skal man svare? Er det Ret af mig, at jeg forlanger af mine Landsmænd, at de dog i det mindste skal se klarere end »Flokken«? Jeg tror, at mange kan tage deres Forholdsregler, naar de saa sig lidt mere om. Befaling er Befaling, ja, men Udførelsen kan ske paa forskellig Maade.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

 

24. maj 1917. Verdun: Dumhed betales med døden

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En anden lignende episode kostede desværre en Feldwebel livet på grund af hans overdimensionerede pligtfølelse og manglende erfaring. Hertil kom, at han var uimodtagelig for sund fornuft og gode, velmente råd fra “gamle rotter”.

I det civile liv var han stadsarkitekt i en større by hjemme i Tyskland og havde i flere år været »unabkommlich« (uundværlig). Han var lige ankommet fra garnisonen i Tyskland.

Den MG-rede, som vi besatte, må ledelsen have anset for meget vigtig, for den blev besat med to maskingeværer – som regel var der kun et i hver rede. Ledelsen af reden havde denne Feldwebel.

Vi havde afløst to andre geværer fra et andet kompagni, og mandskabet herfra fortalte, at de havde tilbragt en rolig tid uden at være blevet generet af fjenden.

Reden var indrettet i en gammel tilgroet og på flere steder halvt sammenstyrtet skyttegrav. Der var tre slet ikke så dårlige “Stollen” (sikringsrum), hvor vi skulle opholde os om dagen, da al trafik ved dagslys ville være omtrent det samme som selvmord.

Afløsningen havde selvfølgelig fundet sted om natten. Da Richard  … og jeg havde undersøgt lokaliteterne grundigt, blandt andet for at se, om vi kunne forsvinde derfra nogenlunde uset, hvis det skulle blive nødvendigt, lagde vi os til at sove.

Men kort efter blev vi vækket af en af de “gamle”, der meddelte, at Feldweblen havde givet ordre til, at skyttegraven skulle gøres dybere på et sted, hvor sammenstyrtningen var særlig stor. Arbejdet var allerede sat i gang.

Det kan nok være, at vi kom på benene, og Richard bandede Feldweblen langt væk.

Vi havde i vor vildeste fantasi ikke forestillet os, at manden kunne være så idiotisk. Enhver forandring i terrænet ville, når det blev dag, omgående blive observeret af fjenden.

Vi forsøgte at gøre manden dette begribeligt; men i sin salige naivitet mente han ikke, at den smule jord , der var blevet kastet op af graven, kunne betyde noget. De folk, vi havde afløst, havde jo sagt, at alt var roligt og stille her. Ydermere havde vi vore “Stollen”, der dog var 4-5 meter dybe.

Richard, der ikke ligefrem var mundlam, gjorde ham endnu engang opmærksom på, at det, der var lavet her, grænsede til selvmord, og at “Stollerne” var de rene ligkister, når franskmændene begyndte at beskyde os med 21 og 28 cm granater med “Verzögerung”  – Det var granater med tidsindstilling, der først detonerede efter, at de var gået et par meter i jorden.

Men manden var ikke til at tale med. Vi opgav ham, men før vi gik, spurgte Richard ham, hvad vi skulle gøre, hvis fjenden fandt på at beskyde os. “Vi går selvfølgelig i vore ‘Stollen’, hvor ellers?” svarede Feldweblen.

Hertil replicerede Richard , at det nok var betydeligt bedre at forsøge at trække ud til en af siderne.

Det ville manden slet ikke høre tale om, for som han sagde: “Dér er der da slet ingen dækning. Vi bliver her!” Det sidste blev sagt i kommandotone, så der var ikke noget at tage fejl af.

Richard trak på skulderen og svarede, at han hellere ville gå i dækning bag et muldvarpeskud end i disse ligkister. Og han fortsatte: “Ja ja, Herr Feldwebel, Befehl ist Befehl. Dann Gute Nacht, und auf Wiedersehen, wenn nicht anderswo, dann im Massengrab.”

– “Lassen Sie Ihre unerwünschten Bemerkungen, Unteroffizier« (“En ordre er en ordre. Så god nat og på gensyn – om ikke andre steder så i massegraven.” – “Spar os for Deres uvelkomne bemærkninger, underofficer”), svarede Feldweblen, hvorpå Richard vendte ham ryggen, mens et indeklemt »Idiot!« smuttede over hans læber. Det var møntet på Feldweblen, men henvendt til mig.

Vi instruerede omgående folkene – der var tolv foruden Richard og mig – om, hvordan de skulle forholde sig, så snart fjenden havde sendt det første skud over til os.

Vi anbefalede dem, såfremt de havde livet kært at følge vore anvisninger, uanset hvad Feldweblen fandt på at bestemme. Vi regnede for øvrigt med, at manden ved det første skud ville forsvinde ned i sit dækningsrum, som han tilsyneladende var så glad for, og som han havde for sig selv. Vi kendte typen. –

Før vi atter lagde os til at sove, undersøgte vi endnu en gang retrætelinien. Selv om vi skulle kravle ca. 200 meter i en lille fordybning, der ikke var meget dybere end en plovfure, var vi enige om, at når heldet blot var med os i første omgang – det vil sige, at den første salve ikke ramte graven – så skulle det være muligt at klare situationen.

Der var nu gjort, hvad der kunne gøres for at bøde på Feldweblens dumhed. Vi tvivlede ikke på, at den kommende dag ville blive endog meget “varm”. Vi kunne ligefrem lugte faren.

Dagen oprandt med klart solskin, det var atter et minus for os. Formiddagen gik til ende, uden at der skete noget. Feldweblen tillod sig at hovere over vort sortsyn, men Richard svarede, at det ikke var aften endnu, og at der formentlig var flere dage i øst. Vi skulle blive her i mindst fem dage endnu.

Først på eftermiddagen gik det løs. Heldet var med os. De første par skud ramte ikke graven. Feldweblen forsvandt i sit hul , som vi havde forudset, og vi andre, vagtposten inklusive, begyndte vor kravletur og fuldførte den med bravur. Vi havde jo lært at kravle i garnisonen.

Nu skete det med livet som indsats.

Da vi havde tilbagelagt de 200 meter, blev “plovfuren” betydelig dybere, og her afventede vi begivenhedernes gang. Hvis ikke fjenden havde bemærket den “kravlende slange”, regnede vi med at være i nogenlunde sikkerhed, og det slog til . De 5 % havde atter sejret. [5% erfaring og 95% held skulle der til for at overleve, fortæller Bergholt andetsted, RR]

Kanonaden var blevet stærkere og stærkere. Vi kunne se, at de fleste granater traf deres mål, og vi var klar over, at den stivsindede Feldwebel skulle være udstyret med et kolossalt held, hvis han skulle gå ram forbi.

I det hele taget forløb aktionen, som vi havde tænkt os.

Franskmændene benyttede kun det svære kaliber, og i løbet af en times tid var reden jævnet med jorden.

Skydningen holdt lige så pludseligt op, som den var begyndt. Richard og jeg blev enige om, at vi to ville kravle tilbage for eventuelt at komme Feldweblen til hjælp, hvis han da havde hjælp behov, hvad vi tvivlede meget stærkt på. Beskydningen havde nemlig været så koncentreret som aldrig før. Hvis vi ikke var kommet tilbage i løbet af en halv time, og alting endnu var roligt, skulle de øvrige følge efter.

V i nåede igen reden, der nu kun var granathuller, og fandt også det sted, hvor Feldweblen skulle være. Hans “Stollen”, som han havde stolet så stærkt på, havde fået mindst én fuldtræffer. – Og dermed er alting sagt. Den blev hans ligkiste, som Richard havde forudsagt.

Det eftermæle, Richard gav manden, var ikke ligefrem rosende. Det sluttede med det tyske ordsprog: »Die dummen werden niemals alle« (Dumhed forgår aldrig).

Egentlig syntes jeg, at Richard var lovlig hård i sin dom. Manden havde jo betalt for sin stædighed. Jeg vidste, at Richard var et ejegodt menneske, og at hans hårde ord kun var provokeret frem af Feldweblens dumhed. Det er helt klart , at Feldweblen ville have været skyld i hele besætningens udslettelse, hvis ikke “de gamle” havde taget sagen i egen hånd og havde sat sig ud over den givne befaling.

Begge maskingeværer var gået sig en tur. Den følgende nat fik  i to nye geværer – men ingen ny Feldwebel.

Kommandofeldweblen – Hannoveraneren – der nok kunne lægge to og to sammen, undrede sig over, at vi var sluppet med tabet af kun én mand og to ødelagte geværer og slet ingen sårede. Men han gik ikke nærmere ind på sagen.

Et stykke tid efter var vi en dag på tomandshånd, og han forlangte så at få sandheden at vide. Det fik han, og hans kommentar var mindst lige så hård som Richards.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Fra paalidelig Kilde.

a. Det bekræftes, at Befolkningen i de store Byer i Tyskland nu kun faar Brød 3 Gange ugentlig.

b. Det hedder sig, at Høruphav – af Hensyn til Befæstningsanlæg – skal være afspærret.

c. Den i sin Tid indmeldte Beskadigelse af Luftskibshallen ved Tønder (den 21/3 dA) bekræftes; den ene Hal blev ødelagt, den anden stærkt beskadiget.
En ny Zepp.hal skal være opført ved Højersluse N.V. for Tønder.

d. Fra den store Zepp.fabrik ved Essen (Gelsenkirchen) udgik afvigte Fredag og Lørdag 5-6 Zepp. Paa Prøvefart over Nordsøen, det siges, at en Zepp. Bygges hver 40´ Dag.

e. For c 14 Dage siden var de tyske Handelsspioner i Danmark samlede til Konference i Kjøbenhavn.

2. Naar Befolkningen Syd for Grænsen faar Pas til Danmark, faar de samtidig Paalæg om ikke at røbe noget om tyske Forhold.

3. 50 kg. Kaalrabi koster i Tyskland nu 90 Mk.

4. Stillingen og Besætningsforholdene i Nordslesvig er den senere Tid ikke undergaaet nogen Forandring.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. maj 1917 – Flensborg Avis: “De 45-aarige ved Fronten”

Under rubrikken “Dags Nyt – Det tyske Rige” meddelte Flensborg Avis tirsdag den 22. maj 1917 blandt andet:

De 45-årige ved Fronten
Den frisindede Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen har fra Krigsministeren modtaget et Reskript af 7. maj angaaende de 45-aarige.

Ifølge denne skal de 45-aarige og Folk, som er endnu ældre, naar de har været mindst 6 Maaneder i “forreste Linje”, trækkes tlibage derfra. Ved forreste Linje forstaas de Tropper, som umiddelbart deltager i Kampene. Ikke indbefattede heri er Formationerne bagved som kolonner, ogsaa Munitionskolonner, Etappetropper, Armeringstropper osv.

Hvis Folkene tror, at de med Urette holdes, hvor de er, skal de henvende sig til deres foresatte. Mange tror tilsyneladende, naar de ikke straks tages bort, at dette skyldes deres foresattes Mangel paa Omsorg. Skulde Anordningen nogle Steder ikke blive gennemført, kan Tilfældet kun prøves af Krigsministeriet, naar dette faar Navnet paa vedkommende og hans Troppeafdeling at vide.

Afløsningen af det gamle Mandskab paa denne Maade er omtrent gennemført. I Februar Maaned var der kun omtrent 1000 Mand tilbage, der ikke var afløste paa Grund af Mangel paa Erstatning; men siden den Tid er Afløsningen bleven fortsat, saa det kun kan dreje sig om faa Tilfælde, hvor den endnu ikke er gennemført.

Berlinske Børn til Danmark
Fra Berlin meldes Søndag til “Kieler Zeitung”: De første berlinske Piger vil tillige med Wilmersdorferne i Fællesskab tiltræde Rejsen til Danmark i de nærmeste Dage, hvis der ikke kommer noget i Vejen. Det drejer sig ved denne Rejse til Danmark ikke om den, som berlinske Skolebørn skulde foretage efter Tilskyndelse fra en dansk Læge. I det foreliggende Tilfælde drejer det sig om en Forholdsregel af det sociale Arbejderfælleskab i Byens østlige Del. Der udsendes fra Berlin henved 400 Skolebørn.

20. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om politiske uroligheder i Rusland, den britiske offensiv ved Arras, fronten i Makedonien, den italienske offensiv til det 10. (tiende!) slag om Isonzo – og optimisme i Tyskland, hvor man anser sejren for at være inden for rækkevidde.

20. Maj 1917 Milert Schulz: “ Nur dieses fürchterliche Hitze kann ich nicht gut vertragen“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.20.5.17

Mein liebes mütterlein!

Heute an einem heisen Sonntagnachmittag werde ich dir doch ein paar Zeilen schreiben. Vielen dank für die gestern erhaltenen Briefe von dir und Pappa. Hat mich sehr gefreut mal wieder etwas neues von der lieben Heimat zu hören. Mir geht es ja noch immer recht gut und hoffe ich auch desgleichen bei eintreffen dieses Briefes bei Euch. Bin Gott sei Dank gesund und munter. Nur dieses fürchterliche Hitze kann ich nicht gut vertragen.

Schwitze de lieben ganzen Tag. Und nachts ist es denn wiederum sehr kalt. Merkwürdiges Klima hier. Wie Ihr wohl in den Zeitungen von vergangene Woche gelesen habt haben wir hier shcwere Kampftage gehabt. Wir liegen nämlich im Cerna Bogen bei Makovo wo der Feind 8 Tagelang dauernd getrommelt hat. So ein Getöse hab ich noch nie gehört. Ganz fürchterlich war es. Und denn hat er auch noch ein paarmal angegriffen, aber jedes Mal blutig zurück geschlagen worden.

Jetzt fangen die Schlagen hier ihr Lesen und treiben an. Gestern haben wir vor unserem Zelt eine Schlagen von 1 m. lane gefangen. Ebenfalle die Schildkröten. Wenn ich gelegentlich eine kleine fange werde ich Euch das gehäuse davon nach Hause schicken.

Jetzt macht Ihr wohl so richtig spaziergänge zu Hause an den schönen Sonntagen Ja Gott sei Lob und Dank, dass der Krieg nicht in unserm Lande ist. Denn wo Krieg ist wird auch alles über Haufen geschossen.

Bekam gestern einen Brief von Hans Asmussen in welchen er mir schrieb, dass er das Eiserne Kreuze II (2.) Kl. bekommen hat.  

Bruder Mah. ist doch noch nicht eingezogen. Hoffentlich ist der Krieg bald zu Ende, dass er nicht mehr ins Feld braucht, denn zu Hause ist es doch am besten, wie Schlecht es denn auch ist. Habe eben Kaffee getrunken mit  Schmalzstullen. Hat tadellos geschmeckt liebe Mutter. Heute mittag gab es Graupen, aber nicht so gut wie du sie Kochst.

Nun zum Schluss seist du und allen Lieben im Heim recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert

Auf Wiedersehn im Sommer

(Brev i privateje)

18. maj 1917. Mathias Møller skifter fra Vestfront til Østfront

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917.

Jeg husker så tydeligt Stemninger og Følelser hin Morgen den 18. Maj 1917, da Afgørelsen faldt, og vi marcherede til Banen for at blive indladet. Det var, som om Benene vilde gå hurtigere, for at vi kunde komme af Sted så hurtigt som muligt. Der var noget i os, som endnu var bange for, at det skulde blive Løgn.

Men der skete intet. Indladningen tog lang Tid, dog vi kom af Sted: Først nogle Dage senere gik Tæppet op for Ouverturen til Flandernslaget. Et af Krigens frygteligste såkaldte Materielslag tog sin Begyndelse. Men vi var borte. Vi slap denne Gang.

Vi blev indladet i Kreaturvogne. Vi syntes jo nok, at det kunde have været lidt mere komfortabelt. Men det gik udmærket. Vi havde Bænke at sidde på og Halm at ligge i, det var bedre end at ligge i Ler og på Jord.

Dørene måtte om Dagen stå åben, for at man kunde se ud. Det var Maj Måned, Vejret godt, og det gik udmærket. Rejsen varede 5 Døgn, og vi fik mange skønne Egne at se.

Rejsen gik tværs gennem Belgien, et afvekslende Landskab. Ved Herbesthal passerede vi den tyske Grænse, over Aachen kom vi til Køln, videre gennem det skønne Sauerland, Thyringen og Brandenburg til Berlin, dernæst videre mod Øst. I Østpreussen ved Mlava passerede vi påny Grænsen, og videre gik det over Warschau, Brest-Litovsk til Baranovitchi, hvor vi den 22. Maj blev udladet.

Med en lille Feltbane og delvis ved March nåede vi en idyllisk Reservestilling i en Skov i Egnen Nord for Pripetsumpene.

Her lå vi en kort Tid. Vi kom ikke i Stilling. Det kunde ikke være ret langt til Fronten. Man kunde tydeligt høre Geværskuddene smælde. Om Dagen var det altid roligt, men om Natten var der lidt Geværild. Et Kanonskud var en Sjældenhed. Det måtte være en dejlig Stilling.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

16. maj 1917. “Kompagni-bedstefar” hjem på orlov

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi kom til en lille By, som hed Trois Villadge. Dér havde vi slet ingenting at tage os for, laa bare hele Dagen jgennem og strakte alle fire fra os i det dejlige Solskin og friske Græs.

Her var Civilbefolkningen endnu, og vi havde rigtig gode Kvarterer.

Men Tiden var nu saa vidt fremskreden, at jeg kunde regne med, at det var min Tur at komme paa Orlov. Jeg spurgte flere Gange, men fik altid det Svar, at det endnu ikke var min Tur.

Mit stille Lønkammer havde jeg i en sammenskudt Mølle; men det kneb for mig at vente, til den Tid kom, da jeg maatte rejse. Endelig efter otte Dages Forløb sagde min Ven, Skriveren paa Skrivestuen, at nu var min Tur kommen, og jeg kunde sikkert regne med at rejse Mandag Morgen.

Let og glad lagde jeg mig til Hvile om Aftenen paa det Cementgulv, hvor vi sov; men ved Midnatstid kom vor Ordonnans farende med sin lille elektriske Lommelygte tændt, slog Døren op og raabte ind til os, at vi skulde hurtigt gøre os færdige og møde paa Alarmpladsen.

Det var rigtignok med tungt Hjerte, at jeg gjorde mig færdig til en Timestid efter at marchere ud af Byen. Vi afmarcherede med Villers-Outréaux som Maal, det var 25 km. Det var Tordenvejr, og Regnbygerne gennemblødte os snart; forude saa vi de Tusinder af Blink fra de fyrende Kanoner og hørte i det fjerne en dump Rullen, som snart blev tydeligere.

Kort udenfor Villers-Outréaux faldt min Ven Kunstmaleren sammen, han kunde ikke mere. Jeg syntes ogsaa, det var et meget passende Tidspunkt at tage et lille Hvil, hvorfor jeg satte mig ved Siden af ham paa Grøftekanten. Da vi havde hvilet en halv Timestid, tog vi den sidste Stump Vej ind til Byen og fandt Kompagniet, som var blevet indkvarteret i en stor Vævefabrik, hvor alle Maskiner var borte, saa der var god Plads.

Trætte lagde vi os til Hvile og sov. Da vi havde sovet et Par Timer, vaagnede jeg, gik straks paa Skrivestuen og spurgte om min Orlov. Den var ikke kommen.

Saa gik jeg til Køkkenet, om de havde Kaffe færdig, og da Kaffen var varm, vækkede jeg Kompagniet. Vi fik Kaffen hentet og drukket, den dejlige sorte Kaffe, og spiste vort tørre Brød, og det smagte udmærket.

Da vi var omtrent færdige, kom der en Ordonnans springende ind til os; vi skulde skynde os at gøre os færdige og stille, vi skulde i March forud.

Atter stod vi der, Tornysteren paa Nakken, Staalhjelmen paa Hovedet, Geværet i højre Haand, færdige til at stille, da der paany kom en Ordonnans og kaldte paa Tybbing, det var Kunstmaleren, og Poulsen, det var mig. Vi skulde straks komme over paa Skrivestuen, faa vore Papirer og saa paa Orlov.

Jeg blev bogstavelig talt saa glad, at jeg græd af Glæde; nu lige parat til atter at gaa ud, og saa i Stedet for have Lov at komme hjem paa Orlov! Hjertet var fuldt af Tak baade til Gud og Mennesker. Nu skulde der naturligvis siges Farvel til Kammeraterne, og fra dem, hvis Kære jeg kunde naa i deres Hjem, skulde jeg jo have en Hilsen med.

Kunstmaleren benyttede Tiden til at løbe hen til Kompagniføreren
og klage sin Nød for ham, at han umuligt kunde holde ud at marchere tilbage igen. Kompagniføreren var en god Mand, og han trøstede Kunstmaleren og sagde: „Gaa hen og sig til Poulsen, at I kan vente til i Morgen, saa maa I faa en Dag mere paa jeres Orlovspas.”

Saa kom han da glædesstraalende og fortalte mig det; men jeg sagde: „Jeg tror, du er gal, Mand, at vente her til i Morgen. Nej, ikke for nogen Pris.”

Han hang lidt med Næbbet; men naar jeg absolut vilde af Sted, saa vilde han nu alligevel med. Vi kom over paa Skrivestuen, og da Feltvebelen rakte os vore Orlovspapirer, sagde han: „Se nu, I kommer her fra, for her kan ske mange Ting inden i Morgen.”

Saa fik Kunstmaleren Mod paa sig, og da vi gik bort fra Skrivestuen, stak jeg min Arm ind under hans og sang ned igennem Villers-
Outréaux Gader: „Vort Modersmaal er dejligt”, saa det rungede gennem hele Byen.

Kunstmalere gik og pylrede ved Siden af mig og sagde: „Du er da ogsaa en gammel underlig Snegl; nu er vi saa dødtrætte, og saa giver du dig dog til at synge.” Jeg syntes rigtignok, at det var alle Pengene og saa en Sang værd; desuden trøstede jeg ham med, at jeg havde lagt Mærke til, da vi marcherede ind til Byen, at vi var gaaet over en Jernbane, og der var jo en Mulighed for, at der kunde være et Tog forude, som vi muligvis kunde køre med, i det mindste et Stykke Vej.

Vi gik saa et Stykke Vej til næste Jernbanestation og spurgte os for, og ganske rigtig, der var et Tog forude med Sten til Vejbygning. Det skulde samme Vej som vi, endog helt til Caudry, hvor vi ogsaa skulde hen. Der var bare den Hage ved det, at det kun var Lokomotivet, som skulde saa langt, Vognene skulde blive staaende et Par Stationer før.

Efter et Par Timers Ventetid kom Toget. Vi kravlede op i Stenvognene og kørte med. Det var naturligvis hverken første eller anden Klasse; det kan være, at der var dem, der vilde have kaldt det for sjette eller syvende Klasse, men vi syntes, vi kørte som et Par Prinser og raabte Hurra, da Toget kørte bort fra Stationen med os.

Da vi saa efter nogle Timers Kørsel kom til den By, hvor Vognene skulde blive staaende, havde jeg sørget for at faa nogle Stykker godt, dansk Smørrebrød i Stand af den dejlige Madpakke, som jeg havde faaet sendt fra min Hustru, og da vi gjorde Holdt, løb jeg til Lokomotiv- og Togføreren, stak ham et Par Stykker godt, dansk Smørrebrød — som jo er verdensberømt — et Par Mark, et Par Cigarer og nogle Cigaretter.

Der blev slet ingenting sagt, men han forstod udmærket godt Sproget.

Der blev hængende en Vogn ved Maskinen, som Kunstmaleren og jeg kravlede op i, og saaledes kom vi meget let til Caudry.

Da vi kom der, fik jeg at vide af en søvndrukken Vagt paa Banegaarden, at der den næste Morgen gik et Tog til Cambrai, hvorfra Orlovstogene gik direkte til Tyskland.

I Køln skiltes vi. Han kørte med Berlinerekspressen, jeg med Hamborgekspressen, og Dagen før Kristi Himmelfartsdag stod
jeg, uden at min Hustru eller mine Børn vidste, at jeg var undervejs, pludselig i Stuen hos dem.

Dagen efter fik jeg Lov til at tale ved det store Kristi Himmelfartsmøde i Gram, saa dér mødte mig et Pust fra
Venneflokken derhjemme, som jeg maatte savne derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

15. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om kampene i Makedonien, franske og britiske offensiver på Vestfronten – og den amerikanske oprustning. Den italienske front , hvor man gør klar til det 10. slag om Isonzo. Og så indfører briterne konvojsystemet mod ubådstruslen. Det virker.

14. maj 1917. “Blinkere” i ingenmandsland ved Aubers

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå på Vestfronten.

Vi havde afløst hinanden kompagnierne imellem en 14 dages tid så rykkede vi endnu mere nord på og vi kom til at ligge ved en by, der hed Aubers, selve byen lå på et lavt højdedrag, hvorfra det gik ned i de lave enge.

Der var langt til fjenden her mindet 1 km, men midt ude i ingenmandsland lå en ensom bondegård og ud til den havde andre tropper før os gravet en løbegrav, her var kun ca. 1 m til grundvandet, så blev der lavet lange trækasser ca. ½ m høje uden bund og låg kun for at holde på den opgravede jord og nede på grundvandsspejlet blev der lagt riste på nedrammede pæle.

Gården var rømmet, og der lå stadig en “feltpost” det var mest efterretningsfolk “blinkere” som vi kaldte dem, de skulle formidle ordrer og befalinger, når telefonen var skudt i stykker, det var der ingen fare for her, men alligevel var der ingen af patruljeførerne, der ville have de skarpe lysglimt kastet ud i verdensrummet, de ville have ro og fred, de par dage de var herude, og det ville vi også nok.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

13. maj 1917. Füsilierregiment 86 tilbage til fronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Foran vor stilling lå en lille landsby, La Vacqerie. Den blev udbygget til det nævnte formål som fremskudt stilling. II bataljon besatte det nordlige afsnit af Siegfried-stillingen, I bataljon det sydlige. Begge bataljoner udskilte hver tre kompagnier til forpoststillingen foran Vacqerie. For at holde denne endnu fastere i vore hænder blev der på én nat etableret en forpostgrav foran. III bataljon forblev i Masniéres i hvile.

Af modstanderen var der endnu meget lidt at se. Fra en skjult sape, en såkaldt russersape, der gik ud fra Vacquerie, kunne man iagttage, hvordan han, det var igen englænderen, i respektfuld afstand på 500 meter begyndte at etablere en forreste grav. Hans artilleri var livligt, det overstrøede det åbne terræn omkring Vacquerie med shrapnels, hvis kugler dækkede hele terrænet som efter en haglbyge.

Regimentet skulle imidlertid ikke komme i den situation, at det skulle forsvare den på få dage udbyggede Vacqerie-stilling, for allerede om natten fra 12. til 13. maj blev det trukket ud igen. Til højre for 18. division skulle 17. reservedivision tages ud og 18. division overtage en del af det nu ubesatte afsnit. Derfor blev regiment 86 taget væk fra 18. divisions venstre fløj og skubbet ind i det ubesatte tomrum, der var opstået til højre for divisionen. Regimentets afsnit blev til gengæld overtaget af den venstre nabodivision, 22. reservedivision.

Om natten fra 12. til 13. maj blev således I og II bataljon afløst af denne divisions reserveinfanteriregiment 82, og allerede i den følgende nat overtog II og III bataljon reserveinfanteriregiment 163’s afsnit ved Havrincourt, mens I bataljon gik til Noyelles i hvil.

I denne stilling tilbragte 86’erne hele sommeren. Den hørte til de vanskeligste og opgaverigeste, som regimentet nogensinde havde besat, og til trods for det eller måske netop derfor tænker enhver 86er, der var med, gerne tilbage på den sommer ved Havrincourt.

Egnen var sådan, som regimentet kendte det fra Ancre. Lange på hinanden følgende fladbølgede højdedrag, som strækker sig fra nordøst til sydvest og næsten skærer stillingen i en ret vinkel. Bag ved den, ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park.

Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede. Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. maj 1917. Heldig madbærer til forreste linje

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og i januar 1917 tildelt Regiment 464.

Da det blev forår, var vi »einsatzbereit«, og den 13. april dampede vi af sted til Vestfronten, hvor der var brug for nyt »Kanonenfutter«.

(…)

Den 17. april nåede vi frem til fronten og var med i flere træfninger ved Siegfried-linjen og i Artois-området, men i maj blev vi forflyttet til stillingerne foran Arras, da vi skulle være med til at standse de fjendtlige angreb i forårsoffensiven 1917.

Vort kompagni blev stationeret ved en lille by, Brebieres; herfra sendtes afløsning til det foranliggende frontafsnit, og hver nat blev der bragt forsyninger af forskellig art til mandskabet i skyttegravene. Jeg blev udtaget som »Essenträger«, og en aften startede vi som sædvanlig med madspandene på ryggen.

Det gik kun langsomt frem, thi vi måtte stadig gå i dækning for den kraftige spærreild fra de fjendtlige kanoner, og vi var klar over, at der var noget alvorligt i gære forude.

Ved ankomsten til reservestillingerne modtog vi også den alvorlige meddelelse, at fjenden havde foretaget et heftigt angreb, løbet første og anden linje overende, den var blevet fuldstændig oprevet, mens frontkæmperne var blevet taget til fange eller dræbt.

Vi afleverede hurtigt madspandene, skyndte os bort fra de farlige omgivelser og nåede frem til vort forhenværende fredelige kvarter med liv og lemmer i god behold.

DSK-årbøger 1971

11. Maj 1917 – Milert Schulz: ”Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.11.5.17 (Abends)

Meine lieben Eltern und Geschwister! Gottes Friede zum Gruss! 

Habe Euch heute eine Karte geschrieben, die Ihr hoffentlich schon bekommen habt. Habe dort geschrieben, was ich in diesen Tagen erhalten habe und brauche ich es ja hier im Briefe nicht zu wiederholen. Wir sind nämlich wieder ein paar Tage auf dem Marsche gewesen und erst vor 2-3- Tagen in Ruhe gekommen und hat sich deshalb mein Schreiben um paar Tagen verlängert.

Wo wir jetzt sind geht es ein bischen heiss her. Die Franzossen  versuchen auch hier durchzubrechen aber unsere Infanterie und Artillerie lasst sie so leicht so leicht nicht durch. Die F. sind jedes mal mit blutigen und schweren Verlusten zurückgetrieben worden. Sie haben hier 3 Tage und Nächte getrommelt. Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters. Unheimlich hört das sich an. Unsere Komp. Hat nur einen Toten u. 1 Verwundeten gehabt. Der Tote bekam ein Volltreffer alo eine Granate direkt bei ihm eingeschlagen und schlug den Mann gleich in Fetzen. Gott sei Lob und Dank, dass ich hier hinter der Front sein kann und mich ruhig und frei bewegen kann. Ich lebe ja auch ganz gut hier und braucht Ihr hungern brauche. Vielleicht lebe ich noch besser wie Ihr meine Lieben was die Nahrung anbetrifft. Wie bekommen nämlich alle 2 Tage Brot 3 Eier und denn was es sonst noch gibt an Schmalz. Schinken oder eingemachtes Rindfleisch. Das Mittagessen ist auch ganz gut. Heute bekamen wir Graupen. Mitunter gibt es denn Reiss oder Nudel oder was es sonst noch für Militärkost gibt, und meistens mit Hammelfleisch.

Also wenn man hier wohnte gäbe es Wolle genug liebe Mutter. Hier haben wir jetzt eine kollasale Hitze. Die Sonne steht bald senkrecht über uns.  Mittag ist es ungefähr 50 Grad. Sonst bin ich noch immer Gott sei dank gesund und wohlauf.

Viele herzl. Grüsse u. Küsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.