25. maj 1917. Desertøren Claus Clausen faret vild i Vadehavet: “Jeg anede ikke mere, hvor land var!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord.

Først i Maj 1917 fik jeg Orlov; og nu skulde det ske. Gensynsglæden i Hjemmet var stor, men Far og Mor syntes ikke rigtigt, jeg var som jeg plejede.

Orlovstiden gik alt for hurtigt; den sidste Dag fik jeg Far med ud i Marken og fortalte ham så, at nu gik jeg over Grænsen. Far sagde ikke meget; han vidste, hvad det kunde komme til at betyde, hvis det ikke lykkedes.

Næste Dags Morgen kørte Far mig til Stationen. Vi tog Afsked, og Far gav mig sin Velsignelse med, Mor vidste ikke noget. Min Plan var at nå ned til Søndernæs, og derfra gå ud i Vadehavet og på den Måde at nå over til Danmark til Vester Vedsted, hvor jeg i sin Tid havde varet Elev på Efterskolen.

For ikke at vække nogen som helst Mistanke rejste jeg med Toget sydpå til Tønder, steg ud der, gik ud i Gallehus Skov, hvor jeg smed Gevær, Uniform og alt, trak i det medbragte Civiltøj og gik så Øst om Bredebro, over Ellum nordpå, over Brede Å, krydsede atter Hovedvejen og Jernbanen og nåede ud i Engene mellem Ottersbøl og Skærbæk, hvor jeg løb på den første Pigtrådsspærring og — hvad værre var — en tysk Grænsepatrulje.

Jeg gav mig da til at hælde Vand op til Kreaturerne, kløede Studene lidt ved Halen osv. — for at aflede Patruljens Opmærksomhed fra mig. Endelig forsvandt den også; jeg kom igennem Spærringen, gik så lige op til Søndernæs og ind til min Efterskolekammerat, Hans J. Bjerrum.

Det var blevet ved Aftenstide. Vi måtte opholde os i Havens Lysthus, da der var Indkvartering på Gården. Der var Lavvande fra Kl. 11 Aften til 5 Morgen; den Tid skulde benyttes.

Med Lommelygte og Kompas, som jeg fik af Hans, begav vi os så ned til Havet. Hans og Broderen Peter var med for at give mig de fornødne Instrukser. I den stille Majnat gik jeg da med Støvlerne på Nakken ud i Vadehavet, det lumske Hav; i ca. en halv Time blev jeg ved lige ud — for at undgå Strandpatruljen.

Jeg tændte så Lommelygten, så på Kompasset og gik mod Nord. Efter en to Timers Gang skulde jeg kunne være ved Manø-Vejen.

Da jeg havde gået godt en Times Tid, så jeg på Kompasset igen, og vilde så prøve at gå indad, for at overbevise mig om, hvor langt jeg var ude i Havet. Jeg kom godt ind til Stranden, men så her til min Forskrækkelse friske Spor af Strandpatruljen, som altså måtte være i umiddelbar Nærhed. Det var dog helt diset, og jeg i en Fart ud i Havet igen, men glemte desværre i Forfippelsen at se på Kompasset.

Hele Natten gik jeg så derude; det begyndte at lysne mod Morgen; nu gik jeg ikke mere, men løb. Vandet var ved at komme ind igen; det gik mig til Bæltestedet, jeg anede ikke mere, hvor Land var.

Da slog det pludselig ned i mig: Kompasset! Jeg så på det og blev klar over, hvor Stranden var. Helt forkommen nåede jeg i Land, men vidste ikke, om det var Danmark eller Tyskland, jeg kom til.

DSK-årbøger 1947

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *