Tag-arkiv: Jurjeff Polski

22. september 1917. Frits Clausen: “Tyskerne er nok snart færdige …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Kære Herr Rasmussen!

De kan ellers tro vi har travlt nu med alle de Ansøgninger der løber ind om at komme til Lejren. Der er allerede gaaet 2 Lister til Moskov og vi har derfor Haab om, snart at blive flere. Der er 24 paa et Sted (Sarapul, Gouv. Viatka) Dem kan vi  orhaabentlig snart vente. Det vil jo fylde ikke saa lidt.

Om den ny Kirke, eller Forsamlingssal har De vel allerede hørt nærmere om. Snart vil De faa et Fotographie, saa kan De gøre Dem et endnu tydeligere Billede derom – Jeg har faaet en dejlig Beskæftigelse paa et Sygehus her, hvad jeg er meget glad for, da det vel vil vare længe endnu. Tyskerne er nok snart færdige, jeg synes de bliver lidt mere stilfærdige og Aanden fra 14 er nok ogsaa ved at svinde blandt Soldaterne. Ja, det var jo ogsaa paa Tide med at faa Fred og alligevel vil jeg hellere sidde her et Aar endnu end have Freden nu. –

Jeg ser, at General Gørtz har taget sin Afsked og der er kommen en Landsmand til os paa Pladsen.  Han er vel ogsaa god nok, men vilde det ikke have været bedre om Herr Dr. [forsvarsminister P.] Munck var gaaet. Er der et Menneske jeg uden for en Kamp kunde slaa ned med en god Samvittighed, er det ham.

Det er det samme som om en af vore Førere derhjemme vilde tage imod et Tilbud om Formandspladsen i den tyske Forening for Exempel. Men ligemeget, det gaar nok alt alligevel. Og en kommer nok med en Gang endnu. –

Paa Onsdag fejrer vi her Kongens Fødselsdag med en større Pragt. Derom senere.

– Nu skal De ha’ en lille Historie, som vi har opvarmet i Aften og som De rnaaske ikke kender. Vi sad og talte om, at vi dog skulde vogte os for, ikke at sende et af de Billeder med Dannebrog paa hjem til Slesvig, da en siger: Lad os endelig sige det til Jakob, da han godt kunde finde paa det.

Derefter kom saa Historien om J.s Rekruttid i Slesvig, hvor han i lang Tid  aabenlyst skændte paa Tyskerne til det da endeligt blev en Underofficer for meget, da J. ikke vilde “lade sig fotografere sammen med Tyskerne” paa et Gruppebillede. Heldigvis taler Underofficeren først med en Ven af J. om det, hvor han mener at han jo længe nok havde fundet sig i hans danske Sindelag, men at han efter saadanne Fornærmelser nu vilde melde ham. “De’ la’ di væ’ med” sagde Vennen “for J. er jo ikke rigtig klog.”

Det blev Korporalen overbevist om til Slut og tilgav J., som hele Tiden hos Tyskerne gik for lidt skør, dog med Undtagelse af en, som efter J. Tilfangetagelse sagde til ovennævnte Ven: “Das Schwein ist ubergelaufen.” –

Ja, her kan De se, at vi ikke alle har været tamme, da vi vare i Tyskernes Klør. Nu er vi det langt mindre!

Til Slut sender vi alle Dem og vore andre Venner derhjemme i Danmark vore hjerteligste Hilsener.

Særligt hilses De af

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

10. maj 1917. Frits Clausen: Uundgåelige sammenstød mellem danske og tyske nordslesvigere i fangelejren

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger. I 1917 var der tale om, at pastor N.J. Jensen skulle komme til Rusland til krigsfangerne.

Jyrjev Polski 10.V.1917

Kære Herr Pastor Jensen!

Med stor Glæde modtog jeg forleden Deres Kort og med en endnu
større Deres Brev lige nu. Vi glæder os alle uhyre til Deres komme og venter Dem med stor Længsel. At De ikke kommer som politisk Agitator er vi enige med Dem i. Heldigvis er Sindelaget ogsaa et saadant hos alle, at vi ingen slig Paavirkning behøver. Derimod længes vi efter den aandelige Næring, De vil give os.

Man lever ikke 3 Aar under slige Forhold uden at tage Skade.

Om alt her i Lejren vil jeg siden skrive nærmere, hvis Deres komme
skulde udsættes længe endnu. Vi ved hvordan det gaar her! –

Hvad angaar Forslaget om at Danskerne kunde komme paa Arbejde, har jeg drøftet det med Kammeraterne, men Spørgsmaalet er ikke saa ganske let afgjort. For det første handler det om at de  Forrettigheder vi nu har, ikke bortfalder, altsaa den danske Lejr, saa det maaske kunde blive vore andre Landsmænd umuliggjort at komme ud af de tyske Lejre.

Saa er det, at det skulde gælde for Slesviger uden Hensyn til Sindelaget. Erfaringen har vist, at selv her i Fangenskab ikke kan leve sammen med vore Fjender uden Sammenstød, dette gælder ganske særlig for Hjemmetyskerne. 31 Sønderjyder kan ikke være sammen uden at tale om vort Folks eneste Haab, særlig i Tider som nu, hvor Nationalfølelsen maa komme op i enhver. Det er vort daglige Samtaleemne og det har holdt sig lige frisk i al den Tid vi har været sammen og alle andre Emner ere udtømte.

Forhaabentlig vil De, kære Herr Pastor Jensen, ogsaa kunne bringe vore Tanker paa andre Veje. Jeg vil dog betone, at Danskerne gerne vil arbejde og overalt har faaet et godt Skudsmaal for Flid og Udholdenhed, men der er mange Ting man ved et saadant Tilbud maa tage i Betragtning. Det vil De dog allerbedst kunne dømme om, naar De kommer hertil og selv ser Forholdene. Forhaabentlig vil dette ske snart; nu, De er saa tæt ved, er Forventningen stor.

Vi havde jo allerede ganske opgivet Haabet og er lige nær ved at blive utaalmodige endskønt man skulde tro, vi havde lært Taalmodighenden at kende.

Til Slut beder jeg Dem om at takke alle dem som nu tænker paa os paa det hjerteligste fra os og sender saa Dem de hjerteligste Hilsener fra os alle 32.

Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

2. marts 1917. Frits Clausen: “Det varer vel ikke længe inden man ogsaa vil sælge Bornholm til Tyskerne …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Jyijev Polski d. 2.III.1917

Kære Herr Rasmussen!

I denne Uge har vi da kunnet læse lidt om de nuværende Forhold
derhjemme i det kære gamle Land. Hvad det vil sige, kan De slet ingen Forestilling gøre Dem om, alene at læse en dansk Annonce er en Fornøjelse.

Men der var dog ogsaa meget som ikke kunde glæde os. Hvor er det en Skam, at Øerne blev solgte. Det varer vel ikke længe inden man ogsaa vil sælge Bornholm til Tyskerne, Sjælland til Svenskerne og maaske Jylland til det Slesvig Holstenske Parti. – Men nu, vi vil haabe at der kommer et andet Stykke Land som Erstatning.

Lidt Nyt har jeg ogsaa. Det er paa et i et Brev indlagt Papir bleven os meddelt at vi ingen Civile maa bruge som Mellemmand i vor Correspondance. Jeg lægger Meddelelsen ved her i Brevet. Tilladt er
heldigvis Dansk røde Kors. Men vi kan jo vist ikke længere benytte de blaa Konvolutter. Dog maa vi som altid skrive direkte.

Hovedsageligt gælder det nok for ev. indlagte Breve, hvoraf Sammenhængen tydeligt udgaar. Men faktisk er, at vi hører ualmindeligt lidt fra Danmark nu for Tiden. Fra Dem havde vi sidst et Kort med indlagt Brev til mig fra den 10. Jan. 17. Forhaabentlig faar De dog mere fra os. Omendskønt jeg her maaske skriver meget oftere, tror jeg næsten, at De fik mere, da vi vare i Povlovo. Men nu, det var en Gang!

I Gaar havde vi Brev fra Viktor Birkedal i Sønderborg, som er i
Jusobka, Gourvenement Ickctersinoslaw sammen med Nic. Jepsen,
Karl Rasmussen, Flans Blom og Frans Jørgensen.

De vilde gerne hertil, da de haabede snart at kunde faa Lejlighed til at slaa et Slag for gamle Danmark. Indtil nu har De ikke gjort noget, fordi man havde fraraadet dem. Og dette Raad havde de faaet af en – Dansker. Jeg kan nu alligevel ikke forstaa dem, men forhaabentlig faar man snart nærmere Forklaring. Jeg har gjort alt, man kunde tænke sig at gøre for at faa dem hertil. I det hele har jeg ad  forskellige Veje til forskellige Steder indgivet en Liste paa 22, som ikke var paa den Liste jeg den 5. Dec. kunde overgive en højere Officer foruden en lang mundtlig Ræmise som han skrev sig op.

Siden den Tid er Emil Kallesen kommen.

En af os er kommen paa Sygehus i Moskov for nogle dage siden, saa vi nu for Tiden er 33 og to Officerer, som bor ved Siden af os. Jeg vilde have taget over til dem, men er endnu her. Der var jo lidt mere Ro til Arbejde end her hvor man ligger saa tæt sammen.

Ellers er alt som før omtrent. Vi glæder os alt at vi gaar Sommeren imøde, hvor man kan være lidt mere ude i den friske Luft. Endnu er der Vinter her, men Overgangen er jo ikke saa lang som hos Jer derhjemme.

Forhaabentlig faar Tyskerne saa ogsaa Døds-Stødet nu i Foraaret, saa vi kan ses i Sommeren i København.

Lad os endelig komme den Vej! Ellers bliver der nok nogle her. Men det tvivler vi ikke om at alt nok skal klare sig, derfor er vi ogsaa alle ved godt Mod og glade saalænge vi ser, at vi ikke er glemte  derhjemme i det kære Fædreland.

Sig alle vore Velgørere vore allerhjerteligste Tak, vi saa nogle Navne
i Aviserne og skal nok skrive til saa mange som mulig, men til Slut
vore allerhjerteligste Hilsener til Dem vor aller mest trofaste Ven fra

Deres Sønderjyder i Jyrjev-Polski
særlig fra Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.