I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.
»Zum Schlachthof des deutschen Kronprinzen, Hohe 304« (Til kronprinsens slagtehus, højde 304). Sådan lød inskriptionen på et skilt, der en morgen var anbragt ved indgangen til den løbegrav, der førte til denne høj.
Det blev selvfølgelig fjernet omgående, men aldrig har en inskription været sandheden mere nær end denne.
For at give et lille indtryk af forholdene ved Verdun, vil jeg ganske kort skildre, hvordan det gik vort regiment. »Ouverturen« var ikke særlig heldig.
Da vi havde hvilet ud et par dage efter den lange rejse fra Galicien til Frankrig, blev vi sat ind på højde »Toter Mann« (Den døde mand).
Her tilbragte vi fem dage uden større tab. Så vidt jeg husker, mistede vi »kun« en to-tre mand. Det var stilhed efter stormen.
Frygtelige kampe havde fundet sted på denne høj. Den kaldtes ikke for intet »Toter Mann«.
Man havde ikke behov at se sig ret meget omkring for at opdage, at der ikke var givet pardon fra nogen af siderne. De stakkels ofre havde langtfra alle sammen fundet en grav i moder jord.
Skarer af store, fede rotter løb overalt omkring, og hvad de levede af, behøver jeg næppe at fortælle.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I maj 1917 var han på vej hjem på orlov.
Ved Kobbermøllebugten, Natten til den 8. Maj 1917. Jeg naaede saa sent til Flensborg, at der ikke var nogen Forbindelse hjemefter, hvorfor jeg besluttede at tage Turen til Fods.
De første 6 Kilometer er tilbagelagt, og jeg har taget mig et Hvil. Her i Kobbermøllebugten ruller Smaabølgerne sagte mod den flade Strand. Jeg maatte standse. Det var umuligt, syntes jeg, at gaa videre uden i dybe Drag at fylde Lungerne med den friske Luft og Duften fra Saltvand og Tang.
Hvilket herligt, ubeskrivelig smukt og fredfyldt Billede er ikke det Panorama, der ligger for mig. Den næsten fulde Maane staar over Mørvik og sender fra en skyfri Himmel sine Straaler hen over den blikstille og spejlblanke Overflade af Flensborg Fjord. Skovene ved Kollund og ved Glyksborg staar som mørke Silhuetter mod den stjernetindrende Himmel.
Hvilken vidunderlig Ro. Som om hele Naturen sover. Kun i Skovene rundt omkring synes der at være Liv. Kvidren og Fløjten fra hundreder smaa Fuglestruber er det eneste, der paa en behagelig Maade afbryder Stilheden. Aah, hvor gør det godt at sidde ned et Øjeblik og nyde al den vidunderlige Skønhed og Ro.
Tankerne glider tilbage til Ugers, ja Maaneders Liv blandt lemlæstede Mennesker, usigelig Elendighed, Morads, forvredent Pigtraad og af Granater gennempløjet Jord.
Blikket glider mod Himlen og dens Millioner af Stjerner. De og den selvsamme Maane, som her lyser over et saa fredfyldt Landskab, er derude tavse Vidner til Menneskeskabningernes vilde, barbariske og vanvittige Mord- og Ødelæggelseslyst.
I Øst begynder den ny Dag at farve Horisonten blegere.
Jeg maa videre. Ingen véd derhjemme, at jeg kommer. Det vil vel nok blive en Overraskelse.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917 Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.
Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.
Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.
Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.
Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.
Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.
Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.
„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.
Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.
Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.
Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.
Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.
Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.
Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.
Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”
Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.
Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.
Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.
Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.
Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.
Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.
Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.
De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.
Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.
Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.
Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.
Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.
Kort før vi gik i Stilling ved Arras, havde vi blandt de nye Kammerater faaet en, som var saadan en storsnudet Krabat, en rigtig Prøjser.
Han vilde have baade det første og det sidste Ord og chikanerede os paa alle mulige Maader.
Ingen af os kunde lide ham. Vi to kom til at staa lige overfor hinanden, mens vi samlede os om Kaffen. Jeg stod og fyldte Kaffe i min Feltflaske med mit lille Drikkebæger.
Saa sagde han til mig: „Jeg vil have dit Drikkebæger.”
„Ja, det kan du godt faa, Kammerat, naar jeg er færdig.”
„Færdig, nej, jeg vil sandelig ikke vente, til du er færdig. Jeg vil have det straks.”
„Nej, holdt lidt, Kammerat, saa gaar du fejl i Byen; naar jeg er færdig, kan du laane det. Det er det højeste, du kan drive det til.”
Manden blev rasende, skældte mig Krukken fuld efter alle Kunstens Regler, og tilsidst slog han med Hovedet og sagde saa foragteligt, som han kunde: „Jeg kender dig nok, jo, jeg kender dig nok.”
Jeg vidste næsten ikke, hvad jeg skulde svare ham, søgte saa efter mit mest enfoldige Ansigt og tog det paa, saa ham stift ind i Øjnene og sagde: „Ja, det tror jeg nok, at du kender mig, for vi sad jo i Tugthuset sammen i 1910!”
Han begyndte at famle ved sin Trøje og sagde: „Hvad siger du?”
Jeg gentog det endnu en Gang, alt imens Kammeraterne skoggerlo, og han sørgede for at komme ud i Udkanten af Flokken, mens en af Kammeraterne raabte: „Ja, vi tænkte nok, at „Bedstefar” skulde tage Skægget af ham.”
Jeg var naturligvis glad. Vi blev nu for Resten gode Venner efter den Tid, blev Sidekammerater og kom til at staa sammen i mangen en haard Dyst; men han kunde aldrig glemme det og sagde saa tit: „Hvor kunde du finde paa det; jeg har aldrig følt mig saa skamfuld, som da du sagde, vi havde siddet sammen i Tugthuset.”
Han var lidt af en Tusindkunstner, og da mit gamle Ur, som var baaret af en dansk Dragon i 64, fandt paa at lave Strejke, sagde han: „Lad mig faa den gamle Tvebak, jeg skal nok faa den til at sparke igen.”
Han laa nede paa Bunden af Skyttegraven med det uden andet Værktøj end et gammelt Lommetørklæde og en Lommekniv, og da jeg en Tid efter kom hen til ham, havde han mit Ur fuldstændig skilt ad og havde det liggende paa en Avis.
Jeg blev ganske forfærdet og sagde til ham: „Put du nu det hele i din Pose, for du faar det aldrig samlet mere!”
Men med den mest uforstyrrede Ro arbejdede han videre, og han fik Uret samlet, og det har gaaet godt indtil i Efteraaret 1922.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.
Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.
Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.
På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.
MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.
For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at kunne opfange fjenden.
Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
I Toget fra Lille, den 5. Maj 1917. I et overfyldt Tog haster jeg efter Hjemmet. Jeg kom tidsnok til at faa en Siddeplads, men mange maa staa op.
Det tager de med i Købet, thi det gaar jo hjemad. Der er særlig mange Marinere med. De er kommet fra Ostende og er fulde og støjende, saa det ikke er til at faa lukket Øjnene til et lille Blund.
Toget kaldes for at være et Eksprestog, men vi syntes alle, at det kun „bumler” af Sted. Hvor er det dejligt at vide sig udenfor Livsfare, og hvilken dejlig Musik er ikke Hjulenes regelmæssige „Dump” i Skinnesammenføjningen eller deres Raslen henover et Sporskifte. „Nær-me-re, nær-me-re,” gaar det i Takt, og videre haster vi af Sted i Natten mod Tysklands Grænser og Hjemmets Arne.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten.
I vinterens løb var rygterne om, at vi skulle til vestfronten, dukket op med mellemrum, men nu blev det alvor. Vi blev trukket tilbage.
Hullerne i rækkerne blev udfyldt, så kompagnierne kom op på såkaldt krigsstyrke – 250 mand.
Vi blev læsset i jernbanetog, og den 5. maj 1917 ankom vi til Verdun.
De ni måneder på østfronten var hårde. Regimentet havde haft store tab. Af de 30 sønderjyder, som kom til 3. bataljon, var der så vidt jeg husker, foruden mig selv kun to tilbage. Min gode ven Thomas havde russerne taget til fange en nat, hvor han og en sydtysker var på forpost. Heldigvis var kun én af de 30 faldet. Han var, hvis jeg husker rigtigt, fra Haderslev. Det var billigt sluppet, men alligevel var det én for mange.
Regimentets samlede tab var efter forlydende ca. 700 faldne, og man kan roligt regne med, at de såredes antal har været mindst fire gange så stort. Russerne var ikke til at spøge med.
Da et krigsstærkt regiment var på ca. 3.000 mand, vil det sige, at teoretisk set var hele mandskabet blevet udskiftet én gang i løbet af de ni måneder. I realiteten var det næppe sådan.
Som jeg før har nævnt, var det altid de nye, det gik ud over. En lille fast kærne i ethvert kompagni var ikke sådan at få ram på. De var, som tyskerne sagde, »mit allen Hunden gehetzt« (nogle snu ræve).
Det var de ganske små ting, man skulle agte på, ting som de nye ikke skænkede en tanke, før det var for sent.
Skæbnen kan ingen løbe fra, som Claus ganske rigtigt sagde til mig; men man skal heller ikke »overbelaste« skæbnen. Ting, der skyldes uoverlagte handlinger og uforsigtighed, må man tage på sin egen kappe.
Jeg er ikke i tvivl om, at udtrykket »når tre tænder ved én tændstik, skal den ene dø«, stammer fra krigens tid. I en mørk nat kan flammen fra en tændstik ses endog meget langt borte, og når så tre tænder med samme tændstik, bliver der rigelig tid til at sende en salve i den retning. Selv gløden fra en tændt cigaret kan en mørk nat være dødsens farlig.
De gamle »rotter« tillod sig aldrig den luksus at ryge om natten, når de færdedes uden for skyttegraven.
Et selvlysende armbåndsur var en nat nær blevet skæbnesvangert for os, da vi en fem-seks mand arbejdede med at udbedre pigtrådsspærringerne. Vi kunne mærke, at russerne koncentrede deres ild mod det sted, hvor vi var.
De kunne umuligt have hørt os; men hvad var det så, der var galt?
Vi gik selvfølgelig i dækning, da v i bemærkede, at »bierne« sværmede lidt vel rigeligt, og vi spekulerede på, hvad der kunne være i vejen. Pludselig var der én, der fik øje på den selvlysende urskive, da manden bevægede armen, og gåden var løst. Uret blev puttet i lommen, og vi arbejdede resten af natten uden at blivegeneret. Så lidt skulle der til.
Østfronten blev en slags forskole for det, der ventede os på vestfronten. Inden afrejsen fra Galicien havde v i drøftet Frankrig mange gange. En gammel kriger afsluttede en dag diskussionen med at sige: »Kinder kauft Kamme, es gibt eine lausige Zeit« (Børn, køb kamme – det bliver en luset tid).
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. Efter indsatsen ved Arras i april 1917 fik regimentet en kort hvilepause.
Togene førte bataljonerne bort fra slagmarken ved Arras over Cambrai til Caudry, en lille by 13 km sydøst for Cambrai. Her blev regimentsstaben. Bataljonerne nåede efter en kort march til deres hvilekvarterer: I bataljon i Caullery og Selvigny, II bataljon i Ligny, III bataljon i Caukkery, store velhavende landsbyer syd for Caudry, som bød på gode og rummelige kvarterer.
Ved nogle dages hvile blev det indre menneske restitueret, ved bad og aflusning i Cambrai og Caudry også det ydre. Samtidigt blev der igangsat rengøring og istandsættelse af beklædning, udrustning og våben, derpå de sædvanlige appeller, og så begyndte så at sige livets alvor igen, eksercitsen. Nogle reglementsøvelser genoprettede den nødvendige disciplin, og så blev erfaringerne fra de seneste kampe evalueret. Skyttegravskamp blev afprøvet i øvelsesværkerne, uddannelsen af stormtropper blev genstand for særlig omhu, der blev skudt både med og uden gasmaske. Frem for alt kom bevægelseskrigen til sin ret igen. Bataljonerne øvede beredskabsreservens opgaver, hurtig spredning i formationer, march mod bestemte mål, indtagelse af landsbyer og andre støttepunkter, overraskelseskampe. Kompagnifester frembragte igen stemning og fornyet latter. De var, som i øvrigt hele hvileperioden, begunstiget af herligt forårsvejr.
Den 2. maj ønskede den øverstkommanderende for hærgruppen, kronprins Rupprecht af Bayern, at hilse på Arras-kæmperne. Ved Beauvois stillede 18. division sig, så vidt som de havde deltaget i de seneste kampe (thi der var allerede indtruffet erstatningsmandskab), op i en mægtig firkant. Kronprinsen, kommandøren for 2. armé, excellence von der Marwitz, samt general von Blottnitz skridtede fronten af, så takkede kronprinsen divisionen for dens seje udholdenhed.
Desværre var hviletiden knap tilmålt. Allerede efter 10 dage, den 5. maj, brød I bataljon op, og de andre bataljoner fulgte i de næste par dage. Marchretning mod vest til den nye Siegfried-stilling. Det afsnit af denne stilling, i hvilket regimentet skulle indsættes, lå ca. 12 km syd for Cambrai, før det punkt, hvor den store hærvej, der fører fra Cambrai sydpå til Peronne og St. Quentin, deler sig. Ved denne højtliggende vejgaffel ligger gården La Pavé, fra hvilken man har et mægtigt udsyn såvel mod syd hen over den engelske stilling som mod nord til Cambrai. Besiddelsen af denne vejgaffel, der udgjorde en vældig fordel, var sikret af fem stærkt befæstede linjer. Men det kom også an på at holde modstanderen væk fra vore linjer så længe som muligt og beherske forterrænet.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Denne gang handler det navnlig om de britiske og franske offensiver på Vestfronten. De store franske tab fører til uroligheder i hæren – og til fyringen af den franske øverstbefalende, Robert Nivelle. Også i Rusland lurer revolutionen lige under overfladen. Og så sænkede tyske ubåde mere allieret handelstonnage i april måned 1917 end i nogen anden måned indtil nu – og det ville stadig vare et år, før USA ville være klar til at indtræde i krigen.
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917 Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.
Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden havde omgaaet dem.
Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.
Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten. Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.
I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.
Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.
Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.
Efter at jeg havde gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.
Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”
Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde. „Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”
„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg. „De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?” „Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.
Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.
Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.
Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.
Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.
Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.
Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”
Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”
Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!
Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.
Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.
Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.
Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.
20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.
Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)
Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.
Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.
Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.
Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.
Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Fire Døgn sad vi i første Stilling. Regelmæssigt var der Angreb Morgen og Aften. Enkelte Gange kom det til Nærkamp; men naar Haandgranaterne begyndte at falde, og Hurraraabene lød og Bajonetterne glimtede, saa vidste jeg ikke andet end at staa ganske stille, folde mine Hænder over mit Gevær og saa give mig Gud i Vold med den ene Bøn i min Sjæl, at skulde jeg dø, han saa vilde tage mig straks, og ikke lade mig ligge saaret og hjælpeløs derude.
En Morgen, da de saarede var blevet bragt bort — de døde blev jo liggende — havde jeg den Glæde, at min Delingsfører og vor unge Løjtnant kom kravlende hen til mig og bad, om de maatte læse med i min Bibel.
De kunde jo ikke læse min Bibel, men vi satte os ned paa Bunden af Skyttegraven, ikke som to Overordnede og en menig Soldat, men som tre Mænd, der var de samme Vilkaar undergivet.
Saa læste jeg for dem af min danske Bibel, oversatte det paa Tysk og talte til dem og med dem.
Saa bad vi sammen, og saa listede de af igen. Det var første Gang; men det blev ikke sidste.
Der gik en lang Tid. En Morgen mødte Løjtnanten mig, og idet han rakte mig sin Haand, sagde han med et Par Øjne, der skinnede som et Par nyslaaede 25-Ører: „Jeg kan tro paa min Frelser.”
Delingsføreren var mere stilfærdig anlagt; men saa vidt jeg kan skønne, fandt ogsaa han den rigtige Vej ved Korsets Fod hos Jesus.
De to blev selvfølgelig mine bedste Foresatte, ja, de bedste, jeg nogensinde har haft. Jeg havde dem et helt Aar, saa faldt de begge to paa én Dag ved Stormen paa Højderne ved Moreuil.
Det var Skotterne, vi dér stod overfor. Vi tabte den Dag Halvdelen af vor Division, saa Kammeraterne laa som Kornneg ned over en høstet Kornmark.
Da vi ved Aftenstid tre Kammerater gik over Slagmarken for at søge efter faldne, fandt vi vor Løjtnant siddende paa sine Knæ i et Granathul, hvor en Riffelkugle fra Skotterne havde truffet ham lige midt i Panden.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.
Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.
Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.
For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.
Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.
Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.
Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.
Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.
Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.
Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.
Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.
Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.
Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.
Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.
Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.
Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany et Stormangreb, som blev afslaaet.
Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.
Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”
Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”
Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.
Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.
Richthofen er paa Orlov, og de engelske Flyvere faar igen Overtaget i Luften. De har faaet en ny Model, en lille, hurtig Maskine med tre Bæreflader.
Den 2. Maj hører vi en Flyver brumme lige hen over Husene. Ringen under Vingerne viser, at det er en Englænder. Han gaar lige løs paa Observationsballonen, den store, gule Pølse, der hænger i Luften tæt ved Montigny-en-Gohelle. Men Manden i Ballonen har et Maskingevær og værger for Liv og Ballon. Englænderen gør omkring. Men paa Tilbagevejen holder han sig stadigt saa lavt nede, at han med sit Maskingevær skyder langs ad Billy-Montignys Gader. — Disse Englændere er nogle kække Karle!
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.
Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.
Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.
Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.
Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.
Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.
Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.
Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.
Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.
Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”
Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”
Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.
Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.
Et par dage sent på den – bringer vi udsendelsen fra 27. april. Det handler navnlig om kampene i Makedonien, da britiske tropper forgæves løb storm på de bulgarske linjer; det handler også om briternes fortsatte angreb ved Arras på Vestfronten, hvor de lider frygtelige tab og hvor tyskernes nye taktik med forsvar i dybden viser sin værdi.
Den franske hær havde lidt enorme tab under Nivelle-offensiven, og nu opstod de første tegn på mytteri, muligvis inspireret af russiske tropper på Vestfronten. I Rusland var situationen i hvert fald sprængfarlig, og en ny revolution ulmede – og Lenin, der just var ankommet til Rusland, pustede til gløderne. Den lovede offensiv på Østfronten den 1. maj kunne ikke gennemføres.
Til gengæld rykkede britiske tropper op ad Tigris-floden i Mesopotamien og tilføjede de osmanniske tropper endnu et nederlag ved Istabulat.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Endnu et Døgn maatte vi sidde i denne Stilling. Atter den Dag skete der det, at der var en, der fik et Par Fingre revet af af en Granatsplint, og med Eksemplet fra Dagen før i frisk Minde formanede vi ham alle til at komme ud af Ilden. [en såret kammerat ville vente med at bevæge sig bagud til efter mørkets frembrud – men blev inden da dræbt af en granat, RR]
Han vovede det ogsaa efter at være forbundet, kravlede op over Kanten af Skyttegraven og løb derefter saa hurtigt tilbage, som hans Ben kunde bære ham.
Han havde baade Tornyster og Gasmaske og den øvrige Udrustning med, og han var hjertensglad, da han sagde Farvel for at gaa tilbage.
Da han var kommet ca. 30 meter fra Skyttegraven, kom der en Granat og slog ned ved Siden af ham.
Vi kunde ikke se andet end Røg og Ild og Støv og Snavs, men vi var sikre paa, at han var falden.
Til vor store Forbavselse ser vi saa ud af Røg- og Støvskyerne en Skikkelse komme farende, uden Tornyster, uden Gevær, uden Staalhjelm, men i susende Fart, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, saa vi, midt i Alvoren, ikke kunde bare os for Latter.
20-årige Hans Lindholm skriver til sin kammerat Johannes Christensen, der lige er taget af sted på orlov, mens han selv med Regiment 84 var rykket ud på den omstridte høj nummer 100 i nærheden af Pignicourt, som var et af de punkter franskmændene forsøgte at erobre i deres forårsoffensiv.
Gode ven!
Nu vil jeg så opfylde mit løfte og skrive dig et par ord til dig, men jeg kan ikke fortælle dig meget. Jeg blev let såret lige efter, vi var kommet derop. Der slog en granat ned lige for os. Vi stod 2 mand på posten – Hans Boye og jeg. Den sprang mig noget op i hovedet og så blev jeg begravet af jord, men de fik os udhalet og forbundet. Jeg kunne ikke se og havde en forfærdelig smerte i øjnene og hovedet. Jeg har jo øjnene forbundet, men det ene kan jeg godt nok se lidt med og det varer ikke længe, så er jeg ved kompagniet igen. Nu vil jeg så slutte denne gang. Med mange hilsner din ven Hans.
Hils også din søster og din øvrige familie mange gange.
Billede fra lazarettet. Det er Hans Lindholm yderst til højre i anden række
Du kan læse mere om Hans Lindholm i Sune Wadskjær Nielsens bog, der beskriver vennen Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste. Bogens titel er ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Den Aften blev jeg stillet ud paa Lyttepost c. 30 meter foran Pigtraadsforhindring og Skyttegrav.
Ved Dagslyset havde jeg set, at der 30 meter til venstre for os løb et Hegn, hvor der stod en Række kappede Popler i Mandshøjde.
Det var de sidste Dage i April Maaned, en lun Foraarsaften med en let Taage, som kom ind over Hegnet. Jeg stod halvvejs drømmende og nynnede paa en af vore kære, danske Sange: „Nattens dæmrende Taager …”
Men som jeg stod dér og kiggede ind i Taagen, saa det ud for mig, som om Poplerne var blevet levende. Jeg kneb mig selv i Armen ligesom Jeppe i Baronens Seng og sagde til mig selv: „Er du vaagen, eller drømmer du?”
Men omsider blev jeg klar over, at det var ikke Drøm. De virkelige Popler var forlængst dækkede af Taagen, og de mørke Skikkelser, jeg nu kunde skimte, var engelske Soldater.
Jeg troede, de gik frem til Storm, dækket af Taagen, fik i en Fart et Par Alarmskud skudt op i Luften alt imens jeg kravlede tilbage paa alle fire for at være saa lille en Skive for Englænderne som muligt, og det kan nok være, jeg gjorde mig saa tynd, saa tynd.
Da jeg kom tilbage til Skyttegraven, stod vore Mænd paa Post og ventede paa Stormangrebet; men det blev ikke til noget den Aften.
Først næste Dags Morgen var det lykkedes for Englænderne at tage en Del af vor forreste Linie, og i Daggryet saa vi dem komme frem og gaa imod os.
Vi sagde først til hinanden: „Vi har jo ikke ret mange Mand forude.”
Vi regnede med, at Englænderne talte ca. 1 Bataillon paa en Frontstrækning af 500 m. Vi saa ogsaa, at de gik frem til Storm, idet en Mand sprang frem snart hist, snart her; men iøvrigt saa vi ikke meget til dem.
Der kom Befaling igennem Skyttekæden, at ingen maatte skyde. Vi kunde knap forstaa det; men Gaadens Løsning fik vi snart.
Da Englænderne kom vor Skyttegrav 30-50 meter nær, lød der en skarp Signalfløjte.
I samme Nu rejste hele deres Skyttekæde sig, og under Hurraraab styrtede de frem med fældede Bajonetter; men de havde ikke haft Linien godt nok udspioneret; Forsvarskæden løb i Siksak, og Englænderne kom ind i en Sænkning i Forsvarslinien.
Paa hver af Fløjene stod der et Maskingevær, og i samme Øjeblik, Englænderne satte ind med at storme, begyndte Maskingeværerne at skyde, saa de kom til at staa i Krydsild, og i kortere Tid, end det kan fortælles, styrtede de næsegrus over hinanden, saa de paa sine Steder laa ovenpaa hinanden foran vore Skyttegrave.
Der var ikke mange af dem, der slap, og de faa, der var usaarede, skyndte sig hurtigst muligt tilbage..
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Da vi kom ud i Stillingen igen, var der allerede faldet Stilling, flere, blandt andet ogsaa Maskingeværbetjeningen, fire Mand, som alle var døde.
En af de unge havde været levende begravet og havde faaet et Nervechok, og flere var saaret.
Ved Morgengry sagtnede Ilden noget, men endnu kom der af og til en Granat, der traf vor Linie. Iblandt dem, der blev saaret af en saadan Granat, var en ung Kammerat, der fik to Fingre revet af.
Da vi fik ham forbundet, sagde hans Underofficer til ham: „Sørg du nu for at komme ud af Stilling.”
Men han mente Nej. Han vilde vente, til det blev Aften, og saa slaa Følge med Feltkøkkenet tilbage, naar de var kommet med Mad til os.
De kørte altid saa langt frem, som de kunde, med Maden, og saa gik vi tilbage fra Skyttegravene og hentede den.
Han gik saa imellem os Dagen over.
Ved Aftenstid sad han i Skyttegraven ved Siden af en anden Kammerat og røg sin lille Shagpibe. Saa kom der da en Udblæser, en Granat, som under Vejs havde tabt sin Ladning uden at eksplodere; de kom altid med saadan en underlig hul, brummende Lyd.
Den traf ham lige ovenpaa hans Hoved, rev det meste af det bort og knuste hans ene Knæ.
John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. Han befandt sig i foråret 1917 på et lazaret i Douai.
I sidste halvdel af april blev jeg kommanderet til et andet feltlazaret, som var etableret i en skole i Douai. Da der på dette tidspunkt rasede svære kampe ved Arras, blev der opereret uafbrudt.
Byen Douai blev næsten daglig belagt med bomber. En dag fik vi efter et flyverbesøg en del hårdtsårede mere eller mindre nøgne franske kvinder ind sammen med nogle soldater, deriblandt efter sigende også en høj militærlæges oppasser. Dette sidste førte til en del vittigheder i lazaretkredse, idet sammenhængen var den, at ulykken var sket ved, at en bombe var faldet ned i byens bordel.
Den 26. april 1917 stod i dagsbefalingen, at jeg var blevet udnævnt til underlæge, og allerede næste dag blev jeg forflyttet til et fodfolksregiment (75. prøjss. Inf.-Rgt.), hvor en overlæge lige var faldet.
Da jeg vidste, at regimentet sammen med divisionens øvrige afdelinger skulle afløses og vistnok allerede var på vej til Cambray, følte jeg mig ikke fristet til at foranstalte en sandsynligvis forgæves eftersøgning i kamplinjen ved Arras, men rejste pr. jernbane til Cambray og sluttede mig ganske stille til mit gamle feltlazaret, som jeg mødte der.
Efter et større gilde med mine gamle kammerater, underofficererne, der i øvrigt foregik i en hestestald, hvor vi også boede, meldte jeg mig den følgende dag ved regimentet og de forskellige nye foresatte; jeg fik straks tildelt officerskvarter, en oppasser og måtte spise i messen, hvor jeg sad nederst ved bordet og måtte springe op, hver gang nogen ville mig noget.
I Cambray fik regimentet, der var ret medtaget og havde lidt svære tab, nogen hvile, og jeg blev i de dage af min overlæge sat ind i lægetjenesten ved en fodfolksbataillon, hvad der for en del var ensbetydende med at lære at behandle de talrige skinnebenssår, hvis dybere ætiologi (læren om sygdommenes årsager) var snavs og lus.
Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.
Om Aftenen blev vi saa ført ud i Stilling. Vi skulde først ind i anden Stilling. Paa Vejen ud tabtes Forbindelsen imellem første og anden Deling. Vi stod saa dér midt paa aaben Mark, alt imedens Granaterne slog ned omkring os.
Omsider blev det opklaret, at de andre var foran, saa kom de tilbage og hentede os, og vi kom ind i en stor Grusgrav.
Dér havde Artilleriet haft Stilling, og denne Grusgrav var derfor særlig udsat for Englændernes Bevaagenhed. Vi var ogsaa næppe kommet ind i Graven, før Smertensskrigene lød fra vore Rækker. Der var allerede en Del saarede.
Hurtigt fik vi de smaa Spader i Gang for at faa gravet lodrette Huller ned i Jorden, hvor vi kunde have Dækning imod Granatsplinterne.
Vi sad der Dagen over, og ved Aftenstid blev vi saa ført ind i en anden Stilling. Vi havde 9 Døde og ligesaa mange Saarede, saa da vi om Aftenen gik ind i anden Stilling, var vor Deling kun 42 Mand stærk.
Vi var lige godt og vel kommet ud i Stillingen, saa kom der 4 Mand bærende med en saaret Kammerat; han havde faaet en Shrapnelkugle ind i højre Lunge.
Da de kom lige ud for mig, raabte Føreren, en Bayrer: „Er det dig, Gamle, der staar paa Vagt?” Jeg svarede: „Ja.” „Saa kom her og hjælp os med at bære den saarede Mand udenfor, for vi har faaet en Mand med, som gaar og falder over sine egne Ben, og det er desuden en af dine Kammerater.”
-“Jamen Gorki, jeg kan jo da ikke saadan forlade min Post.” „Jo, han kan jo tage din Plads; kom nu!”
Jeg kravlede op af Skyttegraven, og den anden Kammerat kravlede ned for at tage min Post, og saa gik vi ind imod Byen Cherescy med den saarede Kammerat, en af mine trofaste, unge Venner.
I Cherescy skulde Lægen og Sanitets-Personalet være. Det blev en vanskelig Gang, særlig igennem Byen; den laa netop under engelsk Artilleriild. Granaterne haglede ned rundt om os, snart eksploderede de paa Gaden, saa de løsrevne Brosten fløj i Luften, snart var det et Hus, der blev truffet foran os eller bagved os og styrtede.
Vi gik alle fire uden at sige et Ord, men sikkert ogsaa hver for sig i stille Bøn.
Da vi kom til Forbindsstedet, viste det sig, at Lægen og Sanitetspersonalet forlængst var borte. Vi lagde den saarede Kammerat ned, og Gorki siger saa: „Nu gaar vi andre tre ud i Byen for at finde Lægen, men du bliver her hos den saarede.”
Jeg bøjede mine Knæ ved den saarede Kammerat, bad over ham og lagde mit Øre ned til hans Mund; han kunde kun hviske.
Han hviskede mig saa ind i Øret. „Jeg ved nok, hvorfor jeg ikke er død paa Pladsen”
– “Naa, hvorfor det da?”
– „Jo, for det er Gud, der vil forbarme sig over mig. Naar du har talt til os, at vi skulde omvende os og give Gud vort Hjerte, saa har jeg ikke sagt meget imod, men jeg har været glad for dem, der vilde sige dig imod; men jeg har altid følt, at du havde Ret, og nu har jeg en underlig Tryghedsfølelse ved det, at jeg ikke skal dø, men at Gud vil forbarme sig over mig. Vil du nu skrive hjem til mine kære Forældre, at jeg tror, jeg skal komme igennem det, og vil du saa ikke bede for mig?”
Jeg bad endnu en Gang for ham, trykkede hans Haand og hviskede ham min Frelsers Navn og Forjættelser ind i Øret; saa kom der en Sanitetsvogn. Jeg fik den raabt an, en Bærebør blev trukket ud, paa den blev han lagt, skubbet ind i Vognen, og saa gik det af Sted til Feltlasarettet.
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Lidt efter kom de andre tre Kammerater tilbage, men da var den saarede borte.
Saa traadte Gorki hen til mig, greb min Haand og sagde: „Hvorfor vil du ikke være gode Venner og Kammerat med mig? Du er jo gode Venner med alle de andre i Kompagniet; men jeg har en Følelse af, at du altid gaar af Vejen for mig.”
Jeg svarede ham: „Du kan jo ikke sige fem Ord, uden de tre skal være Banden og Sværgen; kan du ikke nok forstaa, at det gør mig saa inderligt ondt, at du saadan skal bruge Djævelens Navn for at bekræfte Sandheden af dine Ord, eller at du skal tage Guds Navn forfængeligt?”
– „Ja, men det mener jeg da virkelig ikke noget med,” sagde Gorki.
– „Kan gerne være, men tror du, at den Dag, vi skal fremstilles for den levende Guds Ansigt, vi da kan sige, at vi mente ikke noget med det?” – „Nej,” sagde Gorki, „det tror jeg ikke, men giv mig din Haand, og lad os være gode Venner fra i Dag. Jeg tænker, at du har mærket, at der ogsaa i mit Bryst bor et Hjerte; det har du vel mærket i Dag, da vi bar den syge Kammerat ud.”
Jeg rakte ham min Haand, og fra den Stund var vi gode Venner.
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, blev såret i Rumænien på Balkanfronten. I April 1917 kom han på orlov og blev gift.
Den 5. Januar 1917 kom jeg fra Lazarettet og ned til Bonigheim, ca. 20 km fra Ludvigsburg, til en Millionær Ammon, der for egen Regning havde oprettet et lille Rekreationshjem for Soldater. Der havde vi det udmærket, fik alle de Cigarer, vi vilde ryge, Klaver og andre Musikinstrumenter til fri Raadighed, og levede udmærket.
Der var jeg til den 24. Marts. Saa kom jeg til Garnisonen i Elbing, til det Regiment, jeg var ved før. Jeg søgte om Orlov og fik den den 17. April og rejste saa hjem. Der var jeg saa i 20 Dage, og i den Tid holdt jeg Bryllup, for at min Forlovede i Tilfælde af, at jeg ikke skulde komme hjem mere, kunde faa Enkepensionen.
H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin d. 25. April 1917.
[…] Mit Materiale angaaende den i Hoptrup myrdede Fange overgav jeg i Dag til Schöpflin, som skal behandle Soldatermishandlingerne. Davidsohn fik Materialet vedrørende Nægtelsen af Orlov til dansksindede Sønderjyder, deriblandt opsnappede tyske Skemaer med Rubriker vedrørende Ansøgerens politiske Sindelag. Schopflin paatalte senere Fangens Mord med stor Virkning og krævede nærmere Oplysninger af Krigsministeren, som straks lovede at indlede en Undersøgelse. Materialet angaaende Orlovsansøgningerne vakte megen Opmærksomhed, og Krigsministeren tog Afstand fra de benyttede Skemaer. Det politiske Sindelag var i og for sig ligegyldigt, naar en Soldat søgte om Orlov. Der skulde kun tages Hensyn til, om der var Fare for Desertation. Hvor en saadan Fare forelaa, kunde der ikke gives Orlov. […]
20-årige Johannes Christensen venter på, at hans orlovspapirer kan komme i orden, så han kan hjem til Visby ved Bredebro for første gang siden han omkring 1. oktober 1916 blev frontsoldat ved Regiment 84.
I dag den 25. har jeg været med til at bringe feltwebel Møller og løjtnant Rose til deres sidste hvilested. Vi havde et par kister til dem og bundet et par kranse. De blev kørt herfra til Asfeldt, hvor de blev jordet i en fællesgrav. I den ene ende af graven kom de ned ved siden af hinanden, løjtnant Rose først , derefter spillede regimentsmusikken og divisionspræsten holdt en lille tale. Der var vist 20 mand i alt, der blev jordet i den samme grav, alle ved siden af hinanden, kun med et dækken over. Kanonerne tordnede, feltbanen fløjtede og automobiler i snesevis larmede og fløjtede forbi. Ja, mens alt hvad man kan tænke sig herude ved fronten, hvor der lige er begyndt en ny offensiv, bevægede sig rundt om og frem og tilbage, foregik den lille alvorlige handling i en lille kreds af mænd, som alle bar præg af denne tids alvorlige og forfærdelige handlinger.
Da vi kom hjem igen til Brienne, fortalte nogle, at de var gået omkring og set lidt på de mange gravsten. Alle var pyntet med et lille trækors, hvor navnet stod på den faldne. De havde også fundet Marius Petersens navn iblandt. Han var død 24. april af sine sår. Den stakkel. Nu har han lidt sorg og nød herude i tre år og så måtte han endda bort. Men Vorherre har nok beredt ham et bedre hjem deroppe, hvor ingen mere tør lide eller længes. Jeg vil altid mindes Marius som en trofast ven med hjertet på rette sted.
Ja. Denne dag vil atter være en stærk mindedag herudefra.
Skrevet onsdag 25. april på et lille kvistværelse i Brienne.
Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Frands Muusmann fra Brede havde aftjent værnepligt ved 4. garde regiment til fods i 1907-09. Ved krigens udbrud var han forpagter af Dybbøl Mølle, men måtte straks melde sig som reservist til Lehr-Inf.-Rgt. i Berlin. Han var med til at storme fæstningen Namur i Belgien og kom derefter til Østfronten. En blindtarmsbetændelse endte dog frontkrigen for hans vedkommende.
I 1917 blev jeg oppasser hos en overløjtnant Zuban fra Berlin, der som haardtsaaret skulde overtage posten som kompagnifører ved et straffekompagni i Nordslesvig. Marchordren lød paa Løgumkloster, og det passede mig særdeles godt, da min kone opholdt sig hos sin moder i Kløjeng, Nr. Løgum sogn.
Vi fik anvist vort standkvarter paa gaarden Enemark mellem Toftlund og Højrup, hvor bataillonens fire kompagnier laa i barakker i nærheden.
Der var ialt 25 kompagnier, som var fordelt langs med den forsvarslinje, som Prøjserne i dette aar anlagde tværs over landet fra Haderslev fjord til Skærbæk.
Det var ikke lystelige ting, jeg fik at se i den kommende tid.
Overløjtnanten var heller ikke glad ved bestillingen. De stakkels fanger blev sultede og plagede med haardt skansearbejde fra morgen til aften, yderst tyndt paaklædte i den kolde vinter. Tunge sveller og cementsække til feltbaneanlægget og forskansningerne maatte bæres paa raa skuldre, saa folkene ofte var ved at segne under byrderne af udmattelse.
Men vi maatte naturligvis ikke gribe ind og hjælpe. Blev en fange syg, hvad ikke sjældent skete, og derfor efterlodes hjemme i den kolde barak paa den nøgne bræddekøje, spiste de andre hans portion med. En dag skulde jeg gennem barakken hen til skomagerværkstedet med overløjtnantens støvler og hørte da en uhyggelig rallen i en af køjerne.
Jeg fandt en døende kammerat med blodet løbende ud af næseborene, allerede bevidstløs. Jeg meldte det sete til overløjtnanten, som fulgte med over i barakken og derefter meldte tilfældet til højere vedkommende.
Men han fik senere kun ubehageligheder af sin medmenneskelighed. En læge kom ganske vist, men manden døde naturligvis.
En anden gang fik jeg ordre til at føre fire fanger i Toftlund til arbejdspladsen, efter at de havde været paa sygestue. Undervejs fo’r de i en roekule, som jeg ikke kunde faa dem fra, før de havde „ædt“ sig mætte — og syge. Man mindes vore dages koncentrationslejrtilværelse, som faktisk var en realitet allerede dengang, naar det gjaldt modstandere af regimet.
Senere flyttedes hele lejren til Toftlund kirke, hvor jeg fik en behageligere bestilling, idet jeg næsten hver dag sendtes ud paa hamstring af levnedsmidler til officerernes paarørende i Berlin. Men ogsaa til den tamme stork, som officererne holdt, skulde jeg. sørge for føde i form af frøer fra engene. Hertil fik jeg beskikket to fanger som medhjælpere. Jeg passede bøssen, de fangede storkemaden.
Vi plejede at gaa en bestemt vej paa vor jagt, hvilket et par enligt boende gamle folk opdagede. Af medlidenhed henlagde dé hver gang en madpakke i hegnet, hvor vi kom forbi. Den kom paa et tomt sted, og vi kvitterede med tak.
Men nu viste det sig, at der ogsaa kom fanger fra vor egen bataillon ved fronten, som jo godt kendte overløjtnanten og mig. De appellerede til hans menneskehjerte. Hos mig tømte de lommerne for tobak og andet, som jeg med dette for øje havde lagt i dem, før jeg skulde gennem barakken. Selv at give dem noget, var naturligvis strengt forbudt.
En dag stormede fangerne brøddepotet og spiste hele forraadet. Det gav tykke maver i øjeblikket, men ekstra arbejde bagefter. Førtes de forbi affaldskasserne, snuppede de i en fart en haandfuld kartoffelskrælling eller lignende og guffede det i sig. Det blev min løjtnant for meget. Han meldte sig syg og sendtes tilbage til Berlin paa lazaret.
Unteroffizier G. Szameitat, tjenstgørende ved 7. kompagni, regiment 84 (IR84).
I Aisne-området dæmrer natten den nye morgen i møde. Bedøvende trommeild brager over øde marker og grave. Foran højde 100, en helvedes afgrund, der ånder endnu tyske krigere, der hyler døden i en jernorkan ned på blodig jord!
Forkommando! Hvem mon er så heldig at høre til den? Sådan spurgte man hinanden i korporalskredsen, mens der blev tærsket i kortene med Mausel og 66 i den store lade ved Pignicourt. Jonny Wunderlich sidder og drejer sine kønne lokker, grublende kigger han efter den sidste rest af sine penge, som han gerne ville gøre til flere. Men vor kære Hannes Niendorf og Seppl Neubert kender ingen nåde. Niendorf melder: “Pas på, folkens, nu kommer piberen *, og så er Jonny af med sine penge”! Og ganske rigtig, en piber! Jonny skubber resten af sine penge over til Niendorf og smider kortene. – “Underofficerer til Feldwebel!” lyder befalingen “Nu går det nok løs?!”
(* Trommler und Pfeifer er figurer i traditionelle bayeriske kortspil.)
Tre underofficerer, heriblandt også jeg, med otte mand som forkommando til høj 100!
I aftendæmringen forlader vi med blandede følelser byen Pignicourt. Uskadte når vi jagende gennem batterier af forskellig størrelse og type høj 100, som vi .snart skal blive meget fortrolige med. Et eller andet sted i en grav bliver der holdt et længere hvil, mens vor fører indhenter instruktioner.
Fjenden gør ikke den første aften alt for broget for os, og vi bliver efterhånden mere tillidsfulde, også fordi der derude foran skulle være helt rare dækningsrum. Af og til falder der nogle store brokker ned. Men hovedsageligt er det shrapnelild, der fra tid til anden bliver ret stærk.
Vor fører kommer: “Klargøring! Følg mig langsomt!” Vi vandrer og vandrer, holder, følger langsomt, og sådan går det længere tid, uden at vi ved, hvorhen vi skal. I en ret god grav holder vi igen rast. Vi lægger os i de dækningsrum, der til dels ikke er besat, og slumrer af og til ind.
Marius Petersen og nogle folk bliver afhentet. Kort tid efter skal han være faldet ved en shrapnelkugle, der traf ham i maveregionen. Vi hørte blot, at han var såret Nogle dage senere finder en mand fra vort kompagni tilfældigvis under en spadseretur på kirkegården en grav med kors og indskrift: “Unteroffizier Marius Petersen, 7. komp. IR84.”
Dette budskab har overrasket os meget. Han har beredt os mange fornøjelige stunder ved sit hyggelige, muntre væsen.
20-årige Johannes Christensen befinder sig i Pignicourt nord for Reims, hvor hans enhed Regiment 84 samme nat skal afløse Regiment 87 på den omstridte Høj nummer 100, som franskmændene snart ventes at angribe og bombarderer uafbrudt. Det er et uddrag af nogle optegnelser, han har skrevet på Vallekilde højskole i 1918.
Vi havde vel ligget der i tre dage med stor oppakning påsnørret livremmen og alt tilbehør om livet. Det var os ikke tilladt i det mindste at frigøre os nogle af delene, da det hvert øjeblik kunne gå løs. Klokken 1 om middagen begyndte franskmændene pludseligt at beskyde byen. Den første granat traf lige uden for laden, så det knagede i alle sammenføjninger. Den smadrede en feldwebel og en løjtnant, der stod lige uden for laden. Nu blev der naturligvis et vældigt røre – og alle stormede ud i det fri, for hvis denne granat var gået tre skridt længere havde den ødelagt to kompagnier, som i dette øjeblik befandt sig i laden. Da franskmændene fra deres lænkeballoner, så hvilket røre der blev, lod de kanonerne rigtigt brage løs og anrettede frygtelige scener.
Trods alt endte denne eftermiddag glædeligt for mig. Min gode ven (Hans Lindholm, red.) havde nemlig været hjemme på orlov og var lige kommet tilbage den dag. Han fortalte, at han skulle overtage min plads i rækken den nat, for jeg måtte rejse hjem på orlov. Jeg blev både glad og ked af det i førstningen. Vi vidste jo alle, hvad der forestod den nat, og at det for manges vedkommende var den sidste dag, de levede her på jorden. Nu kom han lige der hjemmefra. Alt stod endnu klart for ham, og så stod han lige med ét ved skillevejen mellem liv og død. Blot jeg endda havde vist, hvorledes det ville gå ham denne nat. Men om sider måtte vi jo skilles – han måtte fremad og ud i det rædselsfulde, jeg tilbage og hjemad til mine kære.
Den første aften nåede jeg tilbage til en by, der hedder Briennes, der var skrivestuen, hvor jeg skulle have min orlovsseddel. Da vi kom dertil – vi var fem mand ifølge – kunne jeg ikke drage videre den nat, da min orlovsseddel ikke var kommet i orden endnu, da jeg var sønderjyde. Det var en skuffelse og jeg gruede næsten for, at der noget bag, der var værre.
Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
