Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ikke kategoriseret

22. april 1918. “Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Næste Aften gik det saa videre i Stilling. Det var ikke mere saa langt, og vi marcherede først, da det var Nat.

Ved et mindre Skovstykke blev der gjort Holdt. Maskingeværerne og Materiellet blev taget af Vognene og Afdelingerne inddelt for af ventende Soldater at blive ført til Bestemmelsesstederne. Nogle Granater eksploderede i Nærheden, og nogle saarede kunde tage med tilbage.

Omsider marcherede vor Afdeling af Sted i Gaasegang. Det var ret mørkt og diset, og Landskabet virkede uhyggeligt. At der ingen Skyttegrave fandtes, var jo givet; og da man ikke kendte noget til Terrænet, havde man en Følelse. af, at der bagved alt det mørke, man kunde skimte – Buske, Træer, Huse og Hegn -, rugede Farer. Vi naaede Indgangen til en Landsby, og der fik vi anvist Steder, hvor vi havde at indrette os og træde i Funktion, hvis det blev nødvendigt.

Det at indrette os var at søge et Sted, hvor vi kunde ligge i Dækning for Granatsplinter. At søge Dækning i de straatækkede Ejendomme var for farligt; Husene i Nærheden var allerede raslet sammen under Fuldtræffere. Ved Siden af Vejen laa en nedbrændt Ejendom, hvor kun de høje Stenmure var tilbage. Bagved Muren var der et udgravet Hul paa ca. 1½ m Dybde og 2 Gange 4 m Størrelse og meget provisorisk tildækket med Brædder og Lægtere, saa man uden Vanskelighed kunde se Nattehimmelen. Det tog jeg med mine Maskingeværskytter og en Del Infanterister i Besiddelse.

Jeg fik inddelt Vagtposterne, og saa krøb vi andre ned i Hullet for at faa lidt Søvn. Vi laa som Sild i en Tønde. Imens var Artilleriilden blevet mere og mere intensiv, og den steg nu efterhaanden til ren Trommeild.

Granaterne eksploderede rundt om os paa maa og faa, og Shrapnels hvinede i Luften. Luften var fuld af svirrende og syngende Splinter, og Nattens Mørke blev brudt af gnistrende Glimt af utallige Kanonskud og Granatnedslag. Natten var et Inferno af Bragen, Torden og Eksplosioner.

Vort Opholdssted var under disse Forhold ikke særlig ideelt. For Splinterne var vi dog nogenlunde dækket. Men Tanken om Muren lige klods op ad os gjorde mig meget bekymret. Hvis en Granat skulde træffe den eller Lufttrykket faa den til at vælte, var det sket med os. Det kom an paa at holde Nerverne i Ro. Det vilde ikke have undret mig, hvis en eller anden under Indtrykket af Tanker og Forestillinger skulde være styrtet ud i det fri.

DSK-årbøger 1948

Ikke kategoriseret

21. april 1918. På vild jagt efter konservesdåser mellem de døde

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69.

Foraarsoffensiven 1918 var brudt løs. Vi laa endnu ved Verdun, hvor vi havde været med til at forurolige Fjenden, for at han ikke skulde blive klar over, hvor der blev gjort Forberedelser til en ny Aktion, som skulde foretages om Foraaret. Forberedelserne var store, og Anstrengelserne resulterede jo ogsaa i, at Fronten flere Steder under Offensiven blev brudt, hvad der ikke var lykkedes i de sidste Aar i Vest – hverken af den ene eller den anden Part.

Flere Kiler stødte temmelig dybt ind i det af Fjenden besatte Omraade. Paa Grund af for smaa Reserver baade af Materiel og Militær kunde Begyndelsesresultaterne ikke udnyttes. Ja, der blev ogsaa fortalt, at de sultne Tropper faldt over de erobrede Levnedsmiddeldepoter og drak sig fulde. Og imens fik Fjenden Tid til at reorganisere Modstanden.

Saa var det Slut med Fremgangen og Fronten stagnerede igen.

Vi slap for at være med i første Omgang. Men i April Maaned blev vor Division sat i March. Med Toget kørte vi nordpaa, og Rejsen sluttede i det nordlige Frankrig – fransk Flandern. Nogle Dage senere var vi saa igen paa Vej mod Fronten. I dette Afsnit var Offensiven, saa vidt jeg i Dag vil kunne skønne og bedømme Forholdene, ført en ca. 25-30 km frem, saadan at det besatte Omraade stort set udgjorde en stor Trekant med nogenlunde lige lange Sider.

Der var overalt stærk Artilleriild, og fra Fronten lød en kolossal Buldren og Bragen. Da Mørket begyndte at sænke sig. over Landskabet, passerede vi den gamle Front-linie. Vi havde allerede en lang March bag os og var ret trætte. Vablerne paa Fødderne begyndte ogsaa at genere ikke saa lidt. Lige ved Fjendens tidligere Skyttegrav gjorde vi Holdt for at hvile.

Hist og her i. Terrænet laa Faldne, som det endnu ikke havde været Tid til at begrave. De havde et meget sydlandsk Udseende. Der blev sagt, at det var Portugisere. Om det passer, ved jeg ikke. Det er mig ikke bekendt, om Englænderne havde portugisiske Formationer.

Vi skulde selvfølgelig have Skyttegrav en undersøgt. Den var endnu ret velholdt – slet ikke jævnet med Jorden, som man skulde have ventet. Selvfølgelig var der mange Granathuller. Men Jorden var dog ikke saadan vendt, som man har oplevet det i tidligere Offensivegne.

Man havde Indtrykket af, at Fjenden var blevet fuldstændig overrasket af Offensiven. Det varede ikke længe, før en Del Kammerater mødte op med Konservesdaaser. Og saa begyndte den vilde Jagt. For noget at spise var vi alle ude efter.

Ja – og hvad der saa blev fundet, det er næsten ikke til at beskrive. Nogle kom med hele Armfulde af Daaser. I Affaldsbunkerne fandtes Masser af uaabnede Daaser, som tilsyneladende var blevet smidt væk. Der fandtes de fineste Marmelader af Sydfrugter – Daaser med Kød – Daaser med Skinke – Daaser med Pølse. Desværre havde en Del faaet Granatsplinter, og Indholdet var fordærvet. Men der var nok endda.

Vi fik rigtig at se, hvilken Forskel i Forsyningen der var paa de to Sider af Fronten. Det var for os utroligt, at Modparten efter næsten fire Aars Krig endnu var saadan forsynet. Det begyndte ogsaa at gaa op for os, hvor forkert Oplysningerne og Meddelelserne om Fjendens nedsatte Indsatsevne maatte være. Hvad den materielle Indsats angik, havde vi jo længe næret berettiget Tvivl.

Men Hvilepausen var snart forbi. Vi fik Bagagen paa igen, og videre gik det. Imidlertid var det blevet mørkt. Fronten – Horisonten omkring os – i hvert Fald forude og til begge Sider – var et eneste Ildhav. Afskudsglimtene fra Kanonerne gjorde hele Rundkredsen til et eneste i hinanden løbende Glimt af Ild.

Ved vore Kanonstillinger laa større Forsyninger af Ammunition spredt i mindre Stakke. Og da Kanonstillingerne jo var et søgt Maal for det fjendtlige Artilleri, fik Ammunitionsstakkene ogsaa ofte en Træffer, saa de trufne Stakke med Smæld og Brag røg i Luften. Huse stod i Brand og gjorde Indtrykket af Tilintetgørelsen endnu mere uhyggeligt.

Jo længere vi naaede ind i Kredsen, jo værre blev det. Ogsaa Landevejen blev belagt med Granater. Det var sent, før vi udasede og trætte naaede vort Bestemmelsessted bag Fronten, hvor vi fik Natkvarter. Det var med en vis Tryghedsfølelse, vi lagde os til at sove i en tidligere Vinkælder – trætte som vi var.

DSK-årbøger 1948

Ikke kategoriseret

21. april 1918 – Johannes Ankersen: “Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Jeg havde i nogle dage befundet mig ved den del af minekasterkompagniet, der lå i beredskab. Englænderne sendte os flere salver af svære brisantgranater. Mit kompagni led ingen tab, men regimentes bagage lige i nærheden mistede flere mand og en stor mængde heste. Da vores regiment i alle tilfælde var blevet anvist et afsnit til logi, flyttede vi og fik til sidst anvist en bivuakplads ved en hæk, hvor vi slog vores telte op. De få huse var allerede fuldt besat. Selv boede jeg i et erobret engelsk spidstelt, der slet ikke egnede sig dårligt som logi.

På dette sted lå vi i flere dage, selvfølgelig var en del af kompagniet altid i stilling. Så blev vi også jaget bort derfra. Englændernes artilleriild havde allerede længe gjort hele egnen usikker. Da så vores nabogård blev skudt sammen, og beskydning tog til, besluttede jeg mig for at fortrække, før der skete en større ulykke. Vi fandt logi i Le Petit Mortier, hvor også vores regiments bagage befandt sig. Vi fik endda anvist et hus til kvarter og havde det ganske godt i flere dage.

I stillingen var alt i det hele blevet ved det gamle. Roligt var der ikke, vedvarende blev den beskudt snart kraftigere, snart svagere med artilleri og minekastere. Men vi havde kendt ubehageligere stillinger. Det værste var, at folkene fremme næsten var uden beskyttelse mod granater og vejret. De sad i derude i deres huller, som de selv havde lavet, enhver fuldtræffer betød enden, så snart det regnede, sivede vandet vandet gennem de tynde dækker af brædder og jord. Ingen sammenhængende skyttegrav, ingen spærringer foran fronten, hver enkelt måtte være vagtsom og beredt, hvis han havde sit liv kært.

Og siden midten af marts ingen rigtig hvile, hele tiden på march eller under fjendtlig beskydning, folkene blev udmattede. De par dage, som det afløste mandskab kunne tilbringe i Le Petit Mortier, bragte ingen rigtig hvile, for heller ikke her lod fjenden os i fred.

Efter vi et par dage havde boet helt fredeligt, skød Tommy en eftermiddag et par granater foran mit hus. Endnu engang skete der ikke noget, den eneste sårede var min skimmel, der havde fået tre splinter i halsen og gennem det ene ører. Men sådan noget er dog ubehageligt. Man ligger sig ikke uden uro til at sove, når man ved, at man kan blive begravet under husets ruiner, og derfor er man ved hvert nært nedslag og ved granaternes skarpe piben straks på benene. Uforstyrret søvn må soldaten i det mindste have i hvilekvarteret, ellers klapper han langsomt sammen.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

21. april 1918: “Det var en temmelig lang marchtur” – Frederik Tychsen søger efter sit batteri

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen på vej mod fronten.

Den næste dag måtte vi af sted, da vi ikke kunne blive længere. Vi gik så til Etreux. Det var en temmelig lang marchtur. Det var imidlertid nødvendigt at begynde at sælge ud af inventaret for at få lidt penge til brød og andre levnedsmidler.

Vi gik så ind til den civile befolkning og byttede til brød og fik nogle Franc for en overfrakke. Befolkningen kunne meget vel bruge beklædningsgenstande, de var alle fattige, og tøj var næsten ikke til at betale.

Hen på eftermiddagen nåede vi Etreux; vi gik hen til Zersprängten Sammelstelle og fik den sædvanlige ration; vi fik et logi anvist i en lade – noget trådværk spændt over nogle lægter, men her var både koldt og uhyggeligt. Og tøjet havde vi ikke ret meget af.

Om aftenen gik jeg hen til byens bager og prøvede på at købe lidt brød, men det ville ikke lykkes. Vi lå og frøs hele natten, og om morgenen besluttede vi at gå tilbage til Fresnoy le Grand.

Vi traskede af sted, vi solgte, hvad vi kunne sælge for at få nogen mad og penge. Kappen blev solgt, tæppet, snøreskoene osv., vi regnede med, at når vi kom til fronten, kunne vi sagtens få noget igen.

Hen imod aften kom vi til Fresnoy le Grand igen. Vi fik noget at spise, selv om vi havde været der for to dage siden. Vi gik tidlig til ro, halmsækkene og varme i kakkelovnen, hvad kunne man vel forlange mere. De gamle landstormssoldater vågede hele natten ved kakkelovnen og drog omsorg for, at der var ro og orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

19. april 1918. “Det stod sløjt til med at skaffe befalingsmænd …” Nis Ley bliver underofficer

Skriv en kommentar

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Vinteren gik uden store begivenheder, men der var dog tegn på, at noget usædvanligt var under opsejling, og det var opmarchen til den store forårsoffensiv, der brød løs den 21. marts 1918, mens vort regiment lå i reserve.

Vi kom først til indsats den 16. april; om morgenen ved 5-tiden stormede vi løs, men da vi nåede englændernes første grav, havde kompagniet allerede et tab på 160 mand, og vi var kun en snes mand, der slap uskadt fra den begyndelse. Tre dage derefter blev vi afløst, kom tilbage og blev opfyldt af et regiment, der var blevet helt opløst.

Det stod dog sløjt til med at skaffe befalingsmænd, og den 19. april blev jeg udnævnt til underofficer og gruppefører, og blev udstyret med et maskingevær af 08/15-typen. Vi blev flyttet op til afsnittet omkring Kemmel-bjerget. Dog, efter at forårsoffensiven var sat i gang, van det, som om fronten overalt var kommet ud af sin årelange, stivnede tilstand; der var nu en mere omflakkende indsats af afdelingerne, men derfor var der også større daglige tab.

– I juni blev vi kørt ned i omegnen af Ham, og herfra tog vi del i fremstødet mod Nesle-floden med retning mod Montdidier, hvilket igen gav betydelige tab. Men i juli blev vi trukket ud af kampområdet igen.

DSK-årbøger 1971

Ikke kategoriseret

19. april 1918 – Mathias Damm: “Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 19.4.18.

Kære Moder.
Mange Tak for Dit Kort fra den 10. Ser at Pakken med Sæbe heller ikke er naaet hjem. Det var saa i det hele 10 M givet ud til en Usling, som det ikke gives en værre. Thi det er det eneste jeg ikke kan forstaa, at nogen kan være saa simpel at stjæle Feltpostpakker. Det er ogsaa kun den Slags ved Feltposten, som har det for godt. Saadanne Æsler skulde piskes ind i Skyttegraven med Tørnris og Brændenælder, der hvor den tykkeste Luft er og alle Slags Granater hviner om Ørene. Naar de vil stjæle, kan de stjæle af de store Kanisterpakker, dem er der nok af og det træffer sjælden en arm en. Her er det idag atter mægtig koldt og nu regner det ogsaa. Det saa mere ud efter Sommer i Februar, end nu. Gid det dog maatte have været den sidste Vinter, vi har ligget herude, at man atter kan komme i Ly, naar man har Lyst og det det regner. Mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

18. april 1918 Johannes Ankersen: “Store granathuller gabte allerede næsten overalt”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Da jeg vågnede næste dag, var jeg overrasket over at finde mig selv i live såvel som også vores kvarter uskadt. Kommandøren var også allerede på benene, og nu blev der holdt krigsråd. Angrebet var mislykkedes, det stod fast. Vi skulle være glade, hvis vi overhovedet kunne holde vores nuværende stilling. Det måtte altså gøres. Befalingen derfor: ”Stillingen skal indrettes til forsvar”.

Regimentsstaben trak sig tilbage til Bleu, for at opretholde forbindelsen med de ledende kommandoposter 50 meter bag første linje var umuligt. Jeg skulle finde en egnet kælder i Bleu. Det var jeg tilfreds med, jeg glædede mig at komme væk fra det elendige hus, da det syntes mig, at det ville være det en fornøjelse at blive ramt på taget af en engelsk granat og styrte sammen over os.

Det var nu slet ikke så nemt at finde en kælder i Bleu. Gode, solide kælderrum var ukendte i Flandern, men stedet lå under så kraftig beskydning at vi måtte have en eller anden form for dækning. Til sidst fandt jeg dog en kælder. Den var ganske vist bygget ret spinkel, men hvad kunne det nytte? De kartofler, der lå i den, blev smidt i værelserne oven på, det gav også nogen beskyttelse. Rummet blev indrettet efter de forhåndenværende muligheder, og da herrerne fra staben kom, var alt i orden.

I stedet for offensiv var det nu igen stillingskrig, og endda en yderst ubehagelig en, det mærkede vi også i Bleu, for englænderne beskød landsbyen, så vores kælder rystede og rokkede. Den næste morgen gik jeg med kommandøren i stillingen og kunne observere, hvor hurtigt krigen lagde et område øde. Store granathuller gabte allerede næsten overalt. Hvor længe endnu, og egnen her ville også være en uddød kratermark.

Tabene på vores side var temmelig betragtelige, et par dage senere faldt desværre også vores kommandør, da han besigtigede stillingen. Sådan blev også denne dygtige og ærværdige mand taget fra os, den nye kommandør, vi fik, kunne langt fra måle sig med ham.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

18. april 1918 – Mathias Damm: “… værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 18.4.18.

Kære Moder!
Mange Tak for to Breve fra d 2 + 8 og et Kort fra 4. Det var ogsaa længe undervejs, men har jo til Dels været i Rumigny Jeg har det efter Omstændighederne godt, og er ved godt Mod. Haaber i har faaet mit Brev fra igaar. Ser at Du har været paa Udflugt. Det passerer jo heller ikke for ofte. Blot jeg engang i Sommer faar Lov at gøre en Udflugt hjem til eder, men foreløbig er der jo spærret og desforuden en Mængde der skal reise før mig. Naa, den Dag den Sorg, foreløbig sidder jeg her i Lerhullet.

Jeg har ikke hørt fra R. siden jeg endnu var i Schweriner Leiren. Det var skreven, da han ventede paa at blive forpakket paa Banen igjen. Kanske han er oppe ved Armentieres nu. Blot han er rask, gaar det jo nok.

Du skriver, at det var Dig ikke helt uventet, at min Frihed blev saa kort. Jeg stolede heller ikke rigtig derpaa, men da en Uge var omme tænkte jeg ikke mere derpaa. Det skulde have varet til Pinse, men nu kom vor Division bort og saa maatte vi ogsaa afsted. Men vi laa dog hele Paasken i Leiren. Langfredag var jeg paa Reisen.

Dine Pakker har jeg vist faaet alle, men der er en borte som Tante Sine har sendt en af de sidste Dage i endnu maatte sende. Der har nok en tænkt, at nu var det Slut alligevel, om jeg saa fik den eller ei, var ligemeget. Jeg modtog sammen med den sidste af Dine en fra Bjømskovs i Hyrup. Jeg troede først det var den fra Tante, men da jeg fik den nærmere efterset, var jeg jo helt forbavset, men jeg havde sendt et Kort til Sørens Fødselsdag, og det har jo vist været derfor.

Det er helt godt, at i ingen maa sende foreløbig. Halvdelen gik dog tabt og saa behøver man ikke at ærgre sig derover og i kan spare det til bedre Ledighed, tilmed har i det haardt nok behov selv i denne Tid. Efter Tallet paa Pakkerne, er det jo paa Tid at jeg faar Orlov, men pyt.

Ser at i ingen Kaalrabi faar i Aar. Runkler maa der vist være nok af, thi de ere dog anbefalet overalt fra i Bladet ser jeg. Godt at i ikke har faaet mere ødelagt derhjemme, end hvad de par Folk har gjort, det lader sig alt rydde væk igjen, uden store Bekostninger. Værre, naar Hus og Gods var sammenskudt, So og Ko vandret i Gulaschkanonen, Hønsene i Kogepotteme, alt uden at i kunde gøre noget derimod. Det vilde vist være værre, naar Du saa fjendtlige Soldater gaa med Dine nye Kjoler og Trøier og en stor høi Hat paa, en Parasol i Haanden og saa gaa rundt og lave Løier. Det er hvad her kaldes ‘Feldgrauer Humor”, naar vi gør det, men naar andre gør det er det noget andet, men naar Befolkningen er borte og det dog bliver skudt itu, er jeg ikke bedre end andre, men slæbe mig rundt med Sager, som jeg ikke direkt selv kan bruge, det gør jeg ikke. Der var al Slags Værdsager i Byen, hvor vi hentede Vin, som jeg skrev om, for Eks. et lille, forgyldt Vækkeur, jeg lod det staa, en anden tog det med. Blot en Skjorte tog jeg med, saa kan jeg altid kaste en bort, naar den bliver for levende og der ingen Ledighed er til at vaske.

Mon F ikke kan lave et Hegn til at sætte mellem os og Fjenderne, det skal være saadan at ingen kommer igjennem eller over, saa kunde vi jo gaa hjem og lade det skøtte sig selv. Der fortælles at vore atter ere brudte igjennem et Sted tilhøire, ikke saa sært at han her er lidt tummelumsk. Idag er Veiret lidt mildere, men Solen kan dog ikke komme igjennem, men det er vindstille og varmt, for et par Dage siden var det ogsaa ligefrem koldt.

Jeg skal vel til at se at slutte, det var det andet af den Slags, jeg skulde egentlig skrive et til, men det faar vente et par Dage, mit Skrivebord vakler. Jeg er nok snart træt i Benene af at bære det. I kunne forresten bringe mig for en Skilling Vand. Tørklæde og Sæbe har jeg, men hvad behøver jeg at vaske mig, foreløbig er de i Etappen paa Rad. Det er jo egentlig Meningsløst for en Soldat i Skyttegraven at vaske og pudse, der er dog ingen der ser derefter, og det er da vist den eneste Grund hvorfor Folk vasker sig, og imorgen er man dog atter Sort. Potten bliver heller ikke vasket. Der kommer der Ris i efter Bønner, o.s.v. Imorges var der K-Honning i min, saa Maden maa blive sød i Aften.

Fr har for Øieblikket atter en Skrue løs, men han er saa fornuftig at skyde efter dem længere tilbage. Man har det tidt bedst i forreste Grav, som her. Mange kærlige Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

17. april 1918 – Thomas Thomsen: “det er skrækkeligt”

Skriv en kommentar

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der midt i april blev indsat Ved Vieux Berquin 20 km vest for Lille.

Den 17/4-1918

Kære lille Moder.
Mange Tak for 4 Breve jeg fik i Dag nu er det ogsaa 3 Uger siden vi har faaet Post sidst. men i har jo heller ikke hört fra mig i saa lang tid saa du gaar jo nok og er bange for at der er sket noget. Ja jeg er jo ogsaa i Frankrig hvor det gaar haardest til. det er ikke morsomt kan i tro. men endnu har jeg det jo godt. Ja jeg vil ikke skrive mere om de grusomheder som her sker. det er skrækkeligt. Skriv mig Jakobs Adresse for jeg har ikke faaet den endnu. Jeg ved nu slet ikke om det er til nogen Nytte at jeg skriver for jeg ved ikke om vi kan give Post af endnu

Mange kærlige Hilsner
din Søn Th. Thomsen

(Kåre Pedersens samling)

Ikke kategoriseret

17. april 1918. “… den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde.”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

Foran Fjenden den 17.4.18.

Kære Veninde!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog i Aftes. Det har jo været længe undervejs. Men bedre sent, end aldrig, og Du faar jo sige det samme, thi det kommer nok ikke til Nordslesvig til den 27. Har du Fødselsdag den Dag. Saa vil jeg ønske Dig til Lykke og at vi maa have Fred naar Dagen atter oprinder.

Jeg sidder her i et Jordhul et par Skridt fra Fjenden. Tornysteret har jeg lagt paa Knæene og det er Skrivebord. Skriveriet er jo ogsaa derefter. Her er der intet godt, hverken at hente eller vente. Men jeg haaber stadig, at jeg maa forblive uskadt til Freden engang kommer, og den der har bevaret mig hidindtil, kan ogsaa gøre det herefter.

Jeg har i den sidste Tid ført et rigtig Sigøinerliv. Det er ikke noget for mig mere. Man kan slet ikke holde noget ud, som for omtrent tre Aar siden og Nerverne ville heller ikke mere, det er snart det værste. Naar man engang kommer hjem, er man pirrelig og nervøs, som en gammel Svigermoder. Det er sørgeligt nok, men det kan ogsaa bedres noget naar man kommer til at leve lidt civiliseret igjen. Men det kan jo vare længe endnu, og hvem ved, hvad man endnu skal opleve.

Franskmanden morer sig med at skyde sine egne Byer og Stader i Grus. Hovedsagen han lader os nogenlunde i Ro. Jeg har intet Begær efter at stifte alt for nær Kendskab til hans Granater. Gid Myrderiet maa faa en Ende endnu i denne Sommer, hvor vil der blive Glæde, den Dag det hedder at Skyderiet skal ophøre, der er Fred, jeg troer man bliver tummelumsk af Glæde. Men foreløbig kan man kun haabe, og lave Planer for Fremtiden, lønner sig ikke.

Naar blot Orlovsspærren snart blev ophævet, saa man kunde gøre sig Haab om at faa Orlov engang. Naar man et helt Aar er herude blandt lutter fremmede Mennesker, længes man dog efter at komme hjem og faa en lille Holdsnak paa vort Modersmaal. Det forstaar man dog bedst, skønt ingen paa mit Sprog mærker, at jeg ingen Tysker er.

Det har her været graat og koldt Veir i de sidste Dage, saa det er ingen Fomøielse at staa og sidde Dag og Nat i den vaadkolde, lerede Skyttegrav. Vil nu slutte i Haab om at der snart maa oprinde lysere og bedre Tider for os alle og mange Hilsner sender Din Ven
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

16. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Fly fra Nordholz

Skriv en kommentar

Senest ændret den 24. april 2018 11:59

Uddrag af krigsdagbogen for flystationen, den såkaldte “Hallenschutz”, på luftskibsbasen i Tønder.

16.4.18

Wetter: diesig, Regenschauer.
Wind: O z. N. 4-6 doms.

Kein Flugdienst, da keine Flugzeugführer und Beobachter auf Station.

1225 mittags landet CI 250 (Finke – Noach) von Nordholz kommend auf dem hiesigen Platze und startet 718 abends nach Nordholz

D.F.W. 4579 wird auf dem Luftwege nach Nz.  überführt.

gez. Coester

(Bundesarchiv RM112/223)

Ikke kategoriseret

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Skriv en kommentar

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.

Ikke kategoriseret

15. april 1918 – Ernst Christiansen: “Byen bliver beskudt!”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

15. April.
Da vi i Gaar lige var komne hjem og havde spist Aftensmad — man maa sætte sig paa smal Ration for at have noget til næste Morgen — og jeg var paa Vej til Haandværkerstuen ved Kirken, lød der en uhyggelig Susen og et Brag. Lidt efter Nr. 2. Skrækslagne styrter Soldaterne langs Gaden — Byen bliver beskudt!

En Granat gaar ned paa Gaden foran vort Kvarter. Med. korte Pavser følger nye Skud. Snart meldes stor Brand — vældige Røgskyer. Kirken er Lazaret. Flere Granater er gaaet ned i dens nærmeste Nærhed. Vort Proviantrum er jævnet med Jorden, vor Vagtpost dræbt, Skrivestuens Vinduer og Tagsten knuste.

Flere Avtomobiler og Benzinfade paa Kirkepladsen er brændte. Noget efter roligt, sover straks ind. En Række Skud senerehen har jeg ikke hørt.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215)

Ikke kategoriseret

15. april 1918 – Mindeord over Jørgen Rathje

2 kommentarer

Senest ændret den 16. april 2018 18:41

Den 23. maj 1918 bragte Flensborg Avis et mindeord over Jørgen Rathje, der var faldet 15. april 1918.

Mindeord.
Der skrives til Bladet:
Den tunge Efterretning er som nævnt kommen til Jørgen Rathje og Hustru paa Skovbølgaard ved Smøl, at deres næstældste Søn Jørgen er falden den 15. April i Slaget ved Armentières i den blomstrende Alder af næppe 22 Aar. Den faldne havde i 2½ Aar været med i mange haarde Kampe paa Vestfronten og var dekoreret med Jernkorset.

Han var et sjælden godt og elskværdigt Menneske, som var afholdt af hvem han kom i Berøring med. Jørgen Rathje havde et lyst og frejdigt Sind, tro og paalidelig i al sin Gøren og Laden en af dem, som længe vil mindes. Nu er hans Plads tom i hans Barndomshjem, som han omfattede med en rørende Kærlighed. Hans Forældre har i ham mistet en god og omsorgsfuld Søn, om hvem de kun har lyse Minder tilbage. Hans unge Hustru har mistet en tro og stræbsom Forsørger.

Samtidig med Dødsbudskabet har Forældrene faaet Efterretning om, at deres ældste Søn ligger syg paa et Feltlazaret efter en Operation; det er en tung Tidender at modtage.
n.

Ikke kategoriseret

14. april 1918. K. Tastesen i infernoet på Vestfronten: Kun 17 mand tilbage af knap 200

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Flyverne var daglig over Byen og bombarderede stærkt hele Tiden, saa der var hver Dag mange Saarede. Den 12. April om Morgenen brød vi op og skulde til et stort Slag ved Armentieres. Ved Middagstid kom vi til en lille By, som var fuldstændig skudt sammen. Der skulde vi vente til om Aftenen for at komme nærmere til Fronten.

Hele Omegnen var fyldt med Tropper, de fleste jeg nogensinde har set paa et Sted. Kl. 10 afmarscherede vi saa, men efter et Par Timers Forløb blev Skydningen saa stærk, at vi maatte sprede os i Grupper for ikke at blive skudt allesammen. Regimentet, vi skulde afløse, laa paa ganske fladt Terræn, kun havde hver enkelt Mand lavet sig et lille Hul til at dække sig lidt i.

Der laa vi nu i 2 Dage i et rent Helvede, da vi først skulde storme den 14. April. Artilleriet bombarderede stadigt, Flyverne kastede Bomber ned, Tanks kørte frem og spyede Ild og Ulykker til alle Sider, og Luften var fyldt med Gas, saa vi næsten aldrig kunde faa Masken af. Flammeilden fra Tanks var næsten det værste af det hele. De kunde sprøjte en Ildstraale 50-60 Meter ud fra Maskinen, og hvis blot nogle Draaber ramte os, var vi straks i Flammer.

Den 14. om Aftenen skulde vi endelig angribe, men først havde vort Kompagni faaet Forstærkning, da der allerede var falden mange.

Under stærk Ild stormede vi frem mod Byen, men Englænderne trak sig tilbage, saa vi ikke kom til at bruge Bajonetten før inde i Byen. Flyverne kæmpede i snesevis i Luften, Granater, Shrapnell og Haandgranater sprang rundt om os, Kuglerne fra Maskingeværerne sang, og Flyverne styrtede ned og dræbte dem, der kom under.

Det hele udgjorde et Helvede, som ikke lader sig beskrive. Og nu bagefter synes jeg, det var et helt Vidunder, at jeg kom igennem. I Øjeblikket ved jeg ikke, hvad jeg tænkte — hvis man i det hele taget i en saadan Stund kan tænke — kun fremad — bort fra det hele. Endelig naaede vi Byen.

Jeg kom i Fægtning med en Englænder, men var saa udmattet efter Løbet, at jeg næsten intet kunde foretage mig. Jeg vilde støde min Bajonet igennem ham, han sprang til Side, og jeg løb Bajonetten mod Muren, saa den knækkede. I det samme havde han Bajonetten vendt mod mig, men jeg fik lige Tid at slaa til hans Bajonet, saa Bøssen gik midt over. Saa rakte han Hænderne i Vejret og var min Fange.

Da han ingen Vaaben havde, lod jeg ham løbe, og jeg kom sammen med tre Kammerater ned i en Kælder. Der blev vi foreløbig, da vor Ammunition var ved at slippe op — jeg havde kun faa Patroner tilbage og to Haandgranater.

Kampen rasede rundt i Byen hele Natten, men hen paa Morgenstunden blev det roligere, og vi gik ud i Byen igen. Resten af Englænderne blev taget til Fange. Byen var kun Ruin; af 75-80 Fabriksskorstene stod kun 3 tilbage. Samme Dag blev vi afløst, og vort Kompagni blev samlet. Af 190-200 Mand var der kun 17 tilbage. Resten var saaret eller falden.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Ikke kategoriseret

14. april 1918. A.P. Andersen går glip af fem dages mørk arrest

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

I Hangest blev vi en fire Ugers Tid i forholdsvis Ro og Fred. Vi laa midt i en dejlig Skov et Stykke uden for Byen, — og det var den herligste Foraarstid.

Da der var gaaet en Uges Tid, kom Lt. Küster i Tan­ker om, at jeg jo havde 5 Dages mørk Arrest paa Vand og Brød til gode for mine Forseelser for en Maaneds Tid siden. Da der imidlertid ikke var nogen Arrest i Hangest, var der jo ikke andet at gøre end selv bygge en.

Altsaa blev der ca. 10 Meter fra vor Kortcentral, en lille Barak­bygning, fremstillet et nyt Arresthus, der kunde tage een Mand ad Gangen.

Der blev lavet et Skur, nærmest et stort Skab, om man vil kalde det saadan, i hvert Fald lignede det et Lokum, Grundflade 1,00 x 1,00 m med Gulv, Tag og Dør samt et Sæde, 40 cm bredt. Saa kunde jeg afvekslende staa op eller sidde ned, ganske som jeg havde Lyst til i de fem Dage, jeg skulde være der. Der kom Hængelaas for Døren, og vor Vagtmester havde Nøglen til denne.

Jeg begyndte at tænke med Ømhed paa min Hale, der nu skulde sidde 5 x 24 Timer paa det haarde Brædt, og jeg tænkte paa et Par ekstra Underbukser og lidt anden Blødhed, da der pludselig skete noget helt andet! — Det har Krigen og Livet lært mig ganske eftertrykkeligt, at man aldrig skal tage Sorger paa Forskud.

Der skete det, at der blev Brug for Kachotten til en anden „Forbryder”. En ung Berliner, en Jøde, en intelligent Fyr for Resten, havde været omkring i Omegnen paa egen Haand for at se, om der var noget at redde, og han havde i et Slot i et Bibliotek fundet en del sjældne og kostbare Bøger, som lige var noget for ham. Og da han jo daglig saa, hvorledes mange af Officererne stjal og sendte hjem, har han nok tænkt, at det kunde han ogsaa.

Men der er som bekendt Forskel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Et Par Pakker havde han faaet godt og vel sendt hjem, men saa opdagede Lt. Küster det, og da Berlineren var saa dum ikke at tilbyde ham noget af Rovet, blev det hele jo blæst op til noget ganske uhørt forkasteligt. Resten af Bøgerne blev konfiskeret (jeg tæn­ker, Küster selv har faaet dem sendt hjem ved første Lejlighed), og Misdæderen fik flere Dages Arrest. Og nu var det jo saa heldigt, at Arresten stod klar til at modtage ham næsten med det samme. Altsaa ind med ham! — Ham , Andersen , kan vi jo altid senere putte ind.

Men saa skete der noget nyt igen, men det bliver for meget at fortælle alle de morsomme Enkeltheder her. 18. Armés Opmarchplan er for vor Division og de nærmeste Nabodivisioner, som var betroet os, var ved en utilgivelig Skødesløshed fra vor Side blevet borte, men de var blevet fundet under Fremmarchen af Gendarmeriet. Nu skulde de arme Syndere, som havde dette paa deres Samvittig­hed, ogsaa paa Tur ind i det nye Arresthus for at sone deres Brøde, og summa summarum af det hele blev, at den Arrest, der var blevet bygget til mig, fik jeg ikke engang selv Lov til at sidde i.

DSK-årbøger 1954

 

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: Nordholz-visit

Skriv en kommentar

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 13. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Ganz bedeckt, Frühnebel, kühl, schwache umlaufende westliche bis nördliche Winde.

L60 um 10,10 Uhr vorm. von Fernfahrt gelandet

Nachm. Bedeckt, diesig, später, Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L54 von 1,35 Uhr bis 5,40 Uhr nach Nordholz und zurück.

(RM116/77, Bundesarchiv)

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Claus Juhl: “Han lå på vejkanten i en blodpøl”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 13. om middagen kom en mand fra batteriet og fortalte, at han havde fundet kusken Paegel, ligeledes fra vort batteri, liggende død ved vejen til Albert. Jeg måtte så af sted med et par mand for at hente ham. Han lå på vejkanten i en blodpøl, skuddet var slået ned omtrent ved hans side og havde ramt i det ene lår, pulsåren var slået over, så han var forblødt. Hvis der straks havde været folk til at hjælpe ham, var han måske blevet reddet.

Samme dag kom de 2 kanoner lidt længere tilbage, jeg fik ordre til at følge med dem. Vi stod på en skovbevokset skrænt i nærheden af slottet Becourt, men da der bag os var en hulvej, blev dette punkt altid heftigt beskudt. I denne hulvej lå der en mængde døde heste, her havde der også tidligere stået 15 cm skibskanoner, der lå endnu en hel del ammunition.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Mathias Damm: “Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 13.4.18.

Kære Moder og Sødskende!
Nu er det vel snart en Uge siden jeg skrev sidst, det er vel længe siden det er passeret. Tak for C.s Kort fra den 19 som jeg har modtaget for flere Dage siden. Jeg har det efter Omstændighederne godt og er sund og rask. Haaber i har faaet mit Kort fra den 7. Da vare vi tæt ved det Sted, Billedet viser, men vi ere jo Sigøinere og derfor spaserede vi rundt i flere Dage, vi vare en 4-5 Mil fra hvor Rasmus var før Paaske og saa dreide vi om og satte Kursen mod Fronten (mod Sydvest).

Jeg ligger her i et Jordhul i en Skov med et Teltbane over Hovedet. Det er idag et skarp Veir med Blæst, men Hovedsagen det er Tørveir, saa er det andet at holde ud. Fjenden har temmelig svære Brummere her. Der er en smule By har lige ved. Hvad der gaar for Værdier tabt, er helt utænkeligt. Der er Linned i hvert Hus, saa der kunde udstyres flere Familier dermed, og det er ingen Godtkøbsvarer. Vi bruger Lagenerne til at lave os et Leie, om vi ødelægger dem eller lader Franskmanden eller Tommy skyde dem itu, er ligemeget. Jeg har set Klædninger o.s.v. som man ikke har set dem hos os før Krigen. Der var et Steds flere Silke-Dame-Jaketter. Det var noget for Frøkenen!!!

Vin er der ogsaa en mængde af. Vi henter det Spandevis, da Fadene ere for svære at trille op paa Bjærget. Godt at vi har det, eller var det dog slemt med Tørsten. Værdisager er der ogsaa en Mængde af, baade Sølv og Guldsager, eller i hvert forgyldte. Jeg beser mig det og lader det ligge. Aben [soldaterslang for tornyster/Red.] er svær nok at bære paa. Jeg har blot taget en Skjorte, derfor kan man dog altid kaste en skidden bort, naar man ikke har Tid at vaske. Jeg kan ikke saadan holde ud at spasere som før, ellers tog jeg mere, saa behøver man aldrig at vaske. Men det er jo ikke saa slemt, naar man blot kommer hen hvor der er Ledighed.

Der er mange Frugttræer her overalt paa Enge og Marker, paa den Egn, hvor vi vare for en 4-5 Dage siden, vare de alle afsavet, og hvert Hus var sammenskudt og sprængt. Det er bleven gjort for et Aar siden, da Tyskerne trak sig tilbage her. Og nu gaar det atter fremad og de Byer, der før er bleven skaanet, som dem her, faar nu ogsaa Krigen at føle, og en Granat som de nutildags ere, kan snart ødelægge et Hus. Hvor er det dog godt at i derhjemme er bleven skaanet for sligt, saa lad dem rode og hegne saameget de vil, det er dog Smaakrig mod det.

Gid det snart maatte faa en Ende, Nerverne ville ikke mere. Hils nu Anne B. og alle andre Naboer og selv være i, paa det kjærligste hilset af eders Søn og Broder

Mathias.

Naar jeg kan skal jeg nok skrive oftere. Ville i drikke et lille Glas Vin, saa kom.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Claus Juhl: “Med det samme blev der råbt samaritter”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.

Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.

De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Ernst Christiansen: “… enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Marquillies, 12. April 1918.
Din Sol, din Himmel, dine Enga gröna! Fra i Gaar bedre Vejr og aftørrede Veje. Men kaput af Mangel paa Søvn og af Træthed. Da vi hørte, at vi skulde ud igen i Gaar Middags, blev man noget trøstesløs; men det gik bedre end ventet. Af Sted med glippende Øjne. Men paa Granathulsmarkerne blomstrer Tusindfryd, Følfod og Mælkebøtter. Alle Vegne Tropper, Bivuak-Liv og endeløse Kolonner. Engelske Granater gaar endnu over vort Hoved til Fournes.

Arbejdede i Gaar ved den tidligere engelske Linje. I Pavserne Strejfture i Stillingerne, enkelte døde, Haandgranater og Patroner i Massevis, alt spiseligt allerede borte. En hel Del Tæpper og Skindveste er der, men umuligt at slæbe dem med den lange Vej. Englænderne fyrer hver 5 Minutter paa vor Vej, men altid for kort. Vi marcherer hjem ved Fakkelskin, men maa slukke igen, da Granaterne stadig kommer nærmere. Lige før Maalet havnet i en Grøft, hvor Vandet løb oven i Støvlerne.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 213)

Ikke kategoriseret

12. april 1918 – Tønder Luftskibsbase: L60 på langfart mod England

Skriv en kommentar

Den 12. april klokken 2.05 steg L60 op til langfart. Med sig havde den en bombelast på lidt over 3 tons, som skulle kastes over England. Fire andre luftskibe deltog angrebet: L61, L62, L63 og L64.

Turen over Nordsøen var præget af regnbyger, og da man nåede England, kunne man ikke se målene på grund af et lavthængende skydække. Luftskibene var derfor nødt at finde deres mål ved at pejle radiosignalerne fra marinens to pejlestationer i henholdsvis Cleve og Tønder, der udsendte signal to gange i timen.

På grundlag af pejlingerne troede L60´s besætningen, at man havde kastet bombelasten over Leeds, men det var ikke tilfældet, og dens bomber faldt uden at gøre synderlig skade. Det samme var tilfældet for L62, L63 og L64, mens det lykkedes L61 at kaste sine bomber over en by.

L61 havde uden at vide det haft kurs direkte mod Liverpools havn, der bugnede med krigsmateriel fra USA, men var drejet af 16 km før. I stedet kastede luftskibet alle sine bomber over byen Wigan, der ved en fejl ikke var blevet alarmeret om zeppelin-angrebet og derfor ikke var mørklagt. Lidt over halvdelen af bombelasten ramte byen, mens fire 300 kg bomber slog ned på en mark udenfor. I alt blev syv personer dræbt, mens 16 blev såret.

Flere af luftskibene led på hjemturen af motorproblemer, men L60´s motorer løb fint,  og luftskibet nåede uden problemer tilbage til Tønder.

I krigsdagbogen for Tønder Luftskibsbase er for den 12. april 1918 noteret:

Tondern,

Vorm. Bedeckt, stark diesig, kühl, etwas böige, Ostwinde.

Nachm. Bedeckt, diesig, später Nebel, etwas wärmer, leichte O.S.O. bis W.-Winde.

L60 um 2,05 Uhr nachm. zur Fernfahrt aufgestiegen.
L54 von 3,30 Uhr bis 5,15 Uhr nachm. Probefahrt.

(RM116/77, Bundesarchiv)

Ikke kategoriseret

11. april 1918. Gasalarm! Og gasmasken passer ikke!

Skriv en kommentar

Mathias Brodersen, Bedsted Lø, fortæller om en hændelse under den tyske forårsoffensiv i 1918.

I Foraarsoffensiven, der begyndte den 21. Marts 1918, var den Division, jeg tilhørte, indsat ved St. Quentin. Offensiven blev, som det var almindeligt, forberedt med en mægtig Trommeild, der varede flere Timer. Til sidst lagde man hele den fjendtlige Stilling under Gas. Man lovede os, at der ikke skulde være levnet en eneste levende Sjæl derovre, naar vi stormede Stillingen.

Det saa nu heller ikke godt ud i Englændernes Grave. De laa der i Hobetal helt eller halvt døde. Det havde nu ikke været saa helt ligetil for os at tage Stillingen, for det med “ikke en levende Sjæl” var ikke gaaet helt i Opfyldelse. Vi blev nemlig modtaget med baade Maskingeværild og Salver fra saavel det lette som det svære Artilleri. Englænderne kørte ogsaa frem med Tanks. Det var for Resten første Gang, vi saa disse nye og effektive Vaaben.

I ti Dage avancerede vi; ca. 65 km kom vi frem. Saa maatte vi grave os ned foran Byen Montdidier. Jeg gravede sammen med en Kammerat et Hul, som vi overdækkede med et Par Døre fra et nærliggende Hus. Vi kunde tydeligt se Byen foran os, og i Kikkerten saa vi endnu mere tydeligt, hvorledes Kirketaarnet under den vold-somme Artilleriild blev mere og mere medtaget for til sidst at styrte i Grus.

Englænderne havde faaet Forstærkning af Franskmændene, og nu var det vor Tur til at blive overdænget med Granater. Der var dog mange Blindgængere imellem. Vi konstatere-de det ved den dumpe Lyd, der fremkom ved Nedslagene. Den mindede meget Om Gasgra-naternes sugende Lyd.

Vi havde dengang en gammel, forhenværende “Ortskommandant” til Kompagnifører. Han havde ikke før været ved Fronten. Han troede, at vi blev beskudt med Gasgranater. I sin Angst beordrede han en Soldat hen til Nedslagshullerne for at undersøge, om de lugtede af Gas. Bange for at være i Nærheden af disse mystiske Huller flyttede han længere op i Skyttegraven. Derved opdagede han den dejlige Rede, vi havde gravet og indrettet.

Da det var min Tur til at staa paa Vagt, tog han mit Leje i Besiddelse. Gasmasken anbragte han, for hurtigt at kunne faa fat i den, oven over Indgangen. Da min Vagttjeneste var forbi, anbragte jeg min Gasmaske ved Siden af hans, hvorefter jeg lagde mig paa det ledige Leje ved Siden af Løjtnanten.

Kort efter blev der slaaet Gasalarm. Løjtnanten, der ikke sov saa fast – han havde jo heller ikke staaet Vagt i to af Nattens Timer, var omgaaende vaagen, sprang ud af Lemmen og snappede Gasmasken – desværre min, og da jeg skulde have den anden Maske paa, var den altfor stor.

Jeg maatte staa og presse den ind imod mit Ansigt. Vi var dog begge to klare over Forbytningen, og da han vilde have sin, gav han Ordre til, at jeg skulde tage Masken af og række den hen til ham, saa han i en Fart og uden at trække Vejret, kunde faa sin Maske. Det gjorde efter hans Mening ikke saa meget, om jeg skulde indaande den gasfyldte Luft.

Naa, til vort Held var det kun blind Alarm, ellers kunde det let være blevet en alvorlig Sag.

DSK-årbøger 1953

Ikke kategoriseret

10. april 1918. Mytteri på tyske krigsskibe?

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Oplysningernes kvalitet er dog meget svingende!

De 33 svenske søfolk, der i går kom fra Cuxhafen over grænsen meddeler, at der lå mange krigsskibe i Cuxhafen, navnlig torpedojagere.

De omtalte også, at der for nylig havde været mytteri i skibe i Wilhelmshafen, men kunne eller ville intet meddele herom.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

Ikke kategoriseret

9. april 1918. Hvad skal der ske med Sønderjylland efter krigen?

Skriv en kommentar

I redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger ligger et brev fra Holger Andersen, Haderslev (senere formand for Grænseforeningen), i hvilket han redegør for, hvad der bør ske med Sønderjylland efter et tysk nederlag.

Kaptajn af generalstaben R. With
København, den 1. april 1917                Fortroligt

Til To Løvers Forening

Idet jeg takker for det mig tilstillede memorandum angående Sønderjylland, skal jeg i henhold til den fremsatte anmodning tillade mig at fremsætte følgende:

Realpolitiske betragtninger angående Sønderjyllands genforening med Danmark.

Skulle den lyse dag komme, da Europa vil blive i stand til at kunne bøde på uretten imod Danmark i 1864, vil løsningen af det sønderjyske spørgsmål ikke alene blive bestemt efter det retsgrundlag, hvorpå vort nationale krav rejses, men også af stormagtsinteresser, der knytter sig dertil, thi Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark er ikke alene et dansk-nationalt spørgsmål, det er nu i overvejende grad et europæisk spørgsmål, hvis løsning må gennemføres ud fra realpolitiske betragtninger.

Stod det ikke klart for Europas stormagter i 1864, har tidens udvikling og Kielerkanalens maritim–strategiske betydning sikkert slået dette uigendriveligt fast.

Dette er dog måske ikke kun til lykke for vort folk. Thi, hvor hårdt det end er at erkende, så er vi jo ikke en gang i stand til i enighed at samles om denne nationale sag. – Også den rejses i splidens tegn.

Der er jo de, der i national selvopgivelse overhovedet ikke vil have Sønderjylland tilbage. De vil ikke herved skade det gode naboforhold til Tyskland; de frygter tillige, at der fra Tysklands side straks eller senere vil blive opstillet betingelser eller krav, der vil lægge sig som lænker om vor nationale og økonomiske frihed.

Og der er de, der forsigtigt kun vil samles om at flytte grænsepælene til sindelagsgrænsen – Tønder–Flensborg – ja, end ikke Flensborg by med, og endelig er de tilbage, der kæmper for at gå frem til de yderste forposter for dansk sprog, og som navnlig samles om at hævde kravet om Dannevirkelinjen.

Det er på dette grundlag, jeg personligt står.

Til disse 3 kongerigske kategorier kommer da den 4., den moderne slesvignisme, der meget minder om den gamle Slesvig-Holsteinisme, og som allerede har ytret sig i en bevægelse, der selvom den endnu kun er i sin begyndelse, i givet øjeblik kan tage fart, fordi den i det store og hele hviler på reelle økonomiske interesser.

Kampen for sproget og jorden i Sønderjylland er først og fremmest ført af den slesvigske gårdmandsstand. Husmanden i Sønderjylland har stået i baggrunden, han har ikke haft den lod, som udviklingen her hjemme har givet vore husmænd, og derfor ej heller disses politiske og økonomiske indflydelse.

Ud fra tanken om Sønderjyllands genforening med Danmark efter krigen, har da de sønderjyske gårdmænd med opmærksomhed fulgt den politiske udvikling herhjemme, og gennemførelsen af den nye Grundlov, der har svækket den danske gårdmandsstand og øget husmændenes økonomiske og politiske magtstilling, har vakt en opmærksomhed søndenå, der ikke har været uden indflydelse på slesvignismens genopblussen.

Det er tillige en kendsgerning, at store dele af Sydslesvigs tyske befolkning med bange anelser ser hen til Tysklands nederlag og de økonomiske konsekvenser, dette vil føre med sig, at parolen ”Løs fra Preussen” har i øjeblikket god genklang i befolkningen. Denne bevægelse, der hviler på økonomiske interesser, mødes nu nord fra med en lignende strømning, der også ud fra økonomiske betragtninger styrer efter parolen ”Løs fra Preussen, men ikke tilbage til Danmark. Vi Slesvigere vil gå sammen for os selv.”

Tanken om delingen af Slesvig ved Tønder- Flensborg linjen er da i stærk modstrid med den nyslesvigske bevægelse, mens Dannevirkelinjen i sig selv virker samlende og kan drage hele Sønderjylland fra Dannevirke til Kongeå til Danmark og bort fra separatismen, ifald man herhjemme leder den politiske udvikling således, at man ikke inden fredsforhandlingernes begyndelse på forhånd afskærer slesvigerne fra at blive medbestemmende ved fastlæggelsen af den Rigsgrundlov, hvorunder det danske folk i fremtiden skal leve sit politiske og økonomiske liv.

Det vil under dette nationale synspunkt være en utilgivelig politisk kortsynethed, ifald man lader den nye Grundlov træde i kraft før verdenskrigens resultater og dermed det sønderjyske spørgsmål er endeligt opgjort.

Bliver Tyskland slået ned, vil et af Europas krav være, at Kielerkanalen som maritim – strategisk vandvej tages ud af Tyskland hånd og spørgsmålet om Kielerkanalens internationalisering ved at inddrage den i en neutral zone ligger da lige for.

Det er klart, at man ikke kan lade denne zone ligge indeklemt mellem dele af det tyske rige, og kravet om intet Tyskland nord for kanalen, samler da betragtninger over den neutrale zones nordlige grænselinje i spørgsmålene:

1)    Om grænsen skal lægges mellem Danmark og zonen eller mellem denne og et nydannet selvstændigt Slesvig og

2)    Hvor grænsen skal gå.

Et selvstændigt Slesvig vil med det tyske element, det indeholder, blive et arnested for en målbevidst tysk national propaganda, der vil blive den gamle Slesvig-Holsteinisme om igen og tidligt og silde vil Europa have et stykke Tyskland nord for kanalen ganske i strid med de forudsætninger, hvorunder den neutrale zone blev skabt.

De internationale besætningstropper i zonen vil ud over den fredelige polititjeneste tillige have den hoved opgave ved krigsudbrud at hindre Tysklands maritimstrategiske udnyttelse af kanalen, eventuelt ved en rettidig ødelæggelse af dennes konstruktioner, spærringsforanstaltninger o.l. og denne vanskelige og vigtige opgave løber fare for at blive kompromitteret, når forholdenes udvikling også nord for kanalen skaber et stykke Tyskland, hvor man i fredstid i samråd med tyskerne syd for kanalen, skjult kan forberede aktion mod dennes bevogtningstropper.

Et selvstændigt Slesvig er derfor i strid med Europas interesser, der bedre sikres ved at lade zonen grænse direkte til Danmark. De betragtninger dette giver anledning til, fremsættes samtidig med overvejelserne angående spørgsmålet om, hvor grænselinjen skal gå.

Man kan i almindelighed slå fast, at den neutrale zones udstrækning bør være så lille som mulig, thi jo mindre området er, jo mindre bliver det i zonen værende tyske element, og jo færre militære kræfter kræves der da for at løse de for okkupationskorpset foreliggende opgaver. Organisationen kan simplificeres til en mindre politistats, og alle kræfter kan samles til løsningen af den primære opgave: kanalens sikring.

Handler man henimod f.eks. ved at lægge zonens nordgrænse op til linjen Flensborg-Tønder, optages et så stort tysk element i området at faren for et stykke Tyskland nord for kanalen atter foreligger.

Okkupationskorpset må da stærkt forøges, og hele zonens administration anlægges efter virkefelter, der komplicerer organisationen og deler kræfterne i stedet for at samle dem om hovedopgaven.

Ved at lægge grænseskellet i Dannevirkelinjen, opnår man fordelene ved den lille zone, og man deler og svækker det tyske element nord for kanalen. Ved samtidig at stille visse fordringer med hensyn til de militære garnisoners styrke og nationalitet i det nord for grænselinjen liggende Sydslesvig skaber de i neutralzonen interesserede stormagter forøget sikkerhed mod den fare, som en tysk national propaganda i fred vil kunne ved krigsudbrud.
De danske grænsepæle ved Dannevirkelinjen, er da for de europæiske interesser den mest rationelle løsning.

Side 587

Udtalelse af kendte sønderjyder vedr. grænselinjen

Redaktør Ernst Christiansen ”Flensborg Avis”, udtaler sig den 1. juli 1915 – efter tidligere udtalelse i samme retning – til mig således:

”Jeg ynder ikke delingstanken, men i alle tilfælde må grænsen da evt. gå syd om Flensborg by. Flensborg skal og må vi have med – jeg kunne ellers næsten fristes til at sige, at ellers måtte det hellere blive ved det gamle. En linje, der går nord om Flensborg By, er jeg en bestemt modstander af. Men vanskelighederne ved at drage en grænselinje, der kunne synes passende, er meget store. Man må tage alle momenter – ikke alene de momentant nationale og sproglige hensyn – men også de økonomiske, historiske, politiske og militære med i betragtning. Derfor holder jeg på Dannevirkestillingen; dette er en naturlig og god grænselinje. Rigets ældgamle forsvarslinje mod syd. Alene denne linje tilfredsstiller alle disse hensyn og krav”.

Fru redaktør Jessen udtaler ved samme lejlighed:

”Jeg vil ikke gå så langt at sige, at jeg hellere så alt blive ved det gamle, hvis ikke Flensborg by (og det nødvendige opland) kom ind under Danmark. Men det ville være mig en stor sorg, hvis dette skulle ske. Hvorledes vil man for øvrigt drage grænsen lige nord om Flensborg by, uden derved ganske føleligt at ramme Flensborgs hele økonomiske stilling?

Side 589

Man har ikke ret og lov til at berede Flensborg samme skæbne oven i købet i forstørret målestok – som den, der beredtes i Ribe i 1864, hvis sligt på nogen måde kan undgås. Også jeg ønsker Dannevirkelinjen af de samme grunde som E. Christiansen. Men for øvrigt afgøres vel hele spørgsmålet efter europæiske interesser, da spørgsmålet er ligeså meget europæisk som dansk”.

Tandlæge J. Smidt, Haderslev:

”Man kan slet ikke drage en grænselinje efter det doktrinære nationalitetsprincip; det er ganske uholdbart. Man må tage andre faktorer som økonomiske og strategiske med i betragtning. Den slesvigske delingstanke kunne måske i sin tid have været gennemført, hvis vi ikke kunne have langt den mindste del af hertugdømmet. Det kunne måske tilfredsstille visse romantiske længsler og drømme, men ikke give os – Danmark – større statsmuligheder. Danmarks grænse bør være ved Dannevirke”.

[Her er der indsat en hjemmegjort tegning af Sønderjylland]

Side 590, 591, 592, 593, 594, 595,

Afd. Peder Skau, Bukshave:

Vi må have Angel med; vi må have det helt ned til Dannevirke.

Afd. Redaktør M.C. Mathiesen, Haderslev (død feber. 1915) var meget ivrig forkæmper for Dannevirkelinjen og gjorde sig stedse til talsmand for denne, når han havde lejlighed dertil.

Alle ytringer er fremsatte af de pågældende over for mig personlig.

Sammenstillet i slutningen af april 1917.

Cand. H. Andersen

Historie til 1864

Overvundet af Østrig og Prøjsen efter en 6 måneders krig måtte Danmark i 1864 afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Holsten og Lauenborg var i tidens løb blevet knyttede til den danske krone, men aldrig indlemmet i Danmarks rige. De hørte i sin tid med til det gamle tyske rige og optages 1815 i det tyske forbund. Om en genvinding af disse lande har Danmark aldrig næret noget ønske.

Slesvig er et ældgammelt dansk land. Fra historiens ældste tider og til det måtte afstås i 1864, har det uden noget afbrydelse været en del af Danmarks rige. Slesvigs tab er aldrig glemt i Danmark.

Få riger kan med samme ubrydelighed pege på deres grænse fra rigets opståen til helt ned mod vore dage, som Danmark på sin. Denne grænse er Ejderfloden, Sønderjyllands sydlige grænseflod, skellet mod det tyske rige (Eidoro impereii romani terminus).

Alle mindesmærker helt fra stenaldertiden viser, at Sønderjylland ned til Ejderfloden beboedes af samme stamme som det øvrige Norden. De ældste optegnelser på dansk sprog er fundet her. De gamle stednavne viser oprindelse af nordisk rod. Sydligst i Sønderjylland byggede Kong Godfred omkring år 800 sit grænseværk, Dannevirke, de danskes vold.

Først da feudalvæsenet, i øvrigt lidet kendt i de nordiske lande, ved midten af det 13. århundrede begyndte at vinde lidt indpas her, får Sønderjylland en særstilling inden for riget. Den sønderjyske hertugslægt, en gren af det danske kongehus forbinder sig med de tyske grever i Holsten. Tyske stormænd vinder nu godser i Slesvig, og i den sydligste strimmel mellem Dannevirke og Ejder, bosætter sig tyske kolonister. Under stadig fortsatte lensstridigheder skabes en voksende politisk forbindelse mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten, men ingen som helst folkelig national. Bortset fra den nævnte allersydligste landstrimmel bevarer Sønderjyllands befolkning sit danske sprog under de tysk-danske vasalslægters herredømme.

Efter en sejrrig krig med Sverige, der har støttet en forræderisk hertugslægt, får Danmarks konge 1721 atter fuldt herredømme over hele Slesvig; og Frankrig og England sikrer Danmark besiddelsen af det genvundne ”til evige tider”. Et halvt hundredår efter får Danmarks konge, der siden 1460 har haft et delvist herredømme i Holsten, her dog kun under tysk rigshøjhed, ved forskellige overenskomster samlet også hele Holsten under sig, idet sidstnævnte lands tilhørsforhold til det tyske rige dog stadig bevares. Af politiske hensyn opretholder de danske konger en administrativ forbindelse mellem Slesvig og Holsten til fordel for de store godsbesiddere, til skade for den slesvigske befolkning. Denne bevarer dog også gennem disse tider sit af de herskende klasser tilsidesatte og ringeagtede sprog.

Ved midten af forrige århundrede er den gamle danske kongestammes mandslinje ved at uddø. Man står da over for en mulig adskillelse fra det danske monarki af det tyske hertugdømme Holsten, hvor kun mandslinjen kan arve. Den linje, der her kan komme på tale, Augustenborgerne, rejser imidlertid krav også på Slesvig og støtter sig her til en bevægelse opstået blandt Slesvigs overklasser, godsejere, embedsmænd, universitetskredse. Denne overklasse, der i modsætning til landets jævne befolkning har tilegnet sig tysk sprog og dannelse, drages nemlig af den stærke nationale bevægelse i Tyskland i forrige århundrede. Efter et fra tysk, navnlig prøjsisk side, ordnes forholdet under europæisk medvirkning ved Londonprotokollen af 8. maj 1852 således, at hele monarkiet, herunder ikke blot Slesvig, men også de tyske forbundslande Holsten og det 1815 erhvervede Lauenborg ved den gamle kongelinjes uddøen skal gå i arv til prins Christian af Glücksborg, senere Christian IX. Augustenborgerne har ved oprøret sat sig ud af spillet, også for Holstens vedkommende. Det danske monarkis integritet anerkendes som et permanent princip. Denne traktat underskrives foruden af Danmark også af de 5 stormagter, Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, samt af Sverige og Norge.

Christian IX bestiger Danmarks trone 1863. Men nu angriber Prøjsen og Østrig, trods hin traktat og deres medunderskrift på denne, Danmark. Den ventede hjælp fra de andre underskrivende magter udebliver. En konference i London mellem samtlige ovennævnte magter søger forgæves en løsning. Slået til jorden af sine overmægtige fjender må Danmark ved freden i Wien (30/10- 1864) afstå ikke blot de tyske forbundslande, men også Slesvig, idet ”Kongen af Danmark renoncerer på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for deres majestæt kejseren af Østrig og kongen af Prøjsen, idet allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som de nævnte majestæter ville træffe med hensyn til hertugdømmerne”. – Et langt mere end tusindårigt bånd var omsider brudt.

Side 596

Indlemmelse i Prøjsen

Hele Tyskland havde med sand ”furor teutonicus” genlydt af flammende ord om augustenborgernes krænkede ret. Så fik vel denne slægt nu sit ”befriede land”? Tror man det, kender man ikke sin Bismarck, ikke prøjsisk politik! Den stakkels hertug havde i sandhed måttet arbejde ”pour le roi de Pruisse”! Den 12.september 1865 fælder de prøjsiske kronjurister den kendelse, at augustenborgerne ikke havde nogens som helst ret til hertugdømmerne. Den retmæssige ejer var Christian IX. Og denne har afstået sin ret til Prøjsen og Østrigs herskere!!! –

Se her, hvorledes denne handling stemples i den franske lovgivende forsamling: – Mødet den 3. maj 1866 – [Léance = ordet står med udviske bogstaver] M. Thiers (talende om de prøjsiske kronjuristers kendelse): Or voice[voit?] ce que a été décidé: Le duc d’augustenbourg n’a aucun droit. Le roi Christian seul a des droits sur les duches seul il peut les transmettre. Or comme a la suite de la guerre que nous lui avbons faite, il nous a transmis ces droits par traite, nous sommes a notre tour, les seuls propritaires, l’etant devenus par a volonté et la fait du proprietaire legitime. (Exclamations et movement prolongis).

  1. Emilie Oliviers. Cést aborniable!
  2. Thiers. Messiuers, vraiment, dans un sujet si grave, je semble n´être pas seneux en faissant ce ricit (Si, Si!) Ete bien, cést la verité même que je vous raconto[raconté?]. (Oui! Oui! Ce nest que trop vrai).

Oui, Messiuers, ce spectacle, burlesque, paidonnez moi le mot, cést la verité même (Marques generalés dáprobbation et d´assentiment.)

  1. Emile Oliviers. Cést aussi infâme que burlesque.
  2. Thiers. Comment! Les duchés appartenaient legitimement au soi de Danemark; vous ne les lui rendez pas cependant et vous prétendez qu’ils sont devenus votre propriete! A quell titre? Au titre de la guerre inique qui vous avez fait au légitime propriétaire. (Nouvelles marques d’adhision).

Side 598, 599, 600, 601

Messieurs lisez bien l´histoire! Y a t-il jamais en rien de semblable? Nous vous indignons contre le partage de la pologne mais y ent-il jamais rien ou l’odieux et le burlesque se trouvassent mêlés, combinés au même degré? — (Cést vrai! Cést vrai! Bravos et applaudissements).

———— Tidligere i samme tale havde Thiers udtalt:

Est-ce que oh[on?] a le droit de s’emparer d’une province voisine, parce qu’il s’y trouve quelques habitants parlant votre langue?

Ce droit s’ètendrait bien loin, et l’Alsace je le répéte, a cette condition, nous échapperait. —

Mellem Prøjsen og Østrig udbryder krig 1866 og ved freden I Prag 23. august 1866, bliver hele det fælles bytte Prøjsens. – Ved Napoleon III’s mellemkomst indføres ganske vist i traktatens §5 den bestemmelse, at ”beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark”. Men uden noget hensyn til denne bestemmelse indlemmes alle de tre hertugdømmer fuldt og helt i Prøjsen ved kgl. Prøjsisk patent af 12. januar 1867. Og ved en traktat mellem Prøjsen og Østrig af 11. oktober 1878 erklæres §5 for bortfaldet. – De kår, der under det halvhundredårige fremmedherredømme derefter er budt danske mænd og dansk sprog i Slesvig, kender alle. Frankrig kan her se hen til sine egne landsmænds kår i de erobrede lande. Og endda mener vi i Danmark, at vore landsmænd gennem disse år fik den hårdeste lod. Bag Elsass-Lothringen stod Frankrig, bag Slesvig kun det lille svage og forsagte Danmark. Den, der kender tysk tankegang, vil også vide, hvor den ”pansrede næve” da lagde sig hårdest.

Tilbage til Danmark

Når nu det nye Europas grænser skal drages, skal da Danmarks sydgrænse stadig gå dér, hvor fremmedes overmagt trak den i 1864? Vil ikke Frankrig mindes, at trofaste franske og danske mænd nu gennem lange år har båret det samme åg? Vil ikke Frankrig og England mindes, at de 1721 lovede Danmark sikker besiddelse af Slesvig til evige tider? Vil ikke Frankrig og England og Rusland mindes, at de 1852 anerkendte Christian IX og hans efterfølgere på Danmarks trone som retmæssige arvinger til Slesvig? Vil ikke alle de lande, der nu må kæmpe den hårde kamp mod Prøjsen og Østrig mindes det lille land, der for halvhundrede år siden ene måtte stride den håbløse strid mod de samme magter?

At i det mindste den Nordslesvig ved Pragfredens oven citerede §5 givne ret til at vende tilbage til sit moderland, må kendes for stadigt bestående trods Østrigs og Prøjsens private overenskomst af 1878, er vel hævet over al tvivl.

Men vil overhovedet fredstraktaten fra Wien, 1864, kunne danne grundlag for en retsordnet tilstand, særlig når man ser hen til, hvorledes selve de prøjsiske kronjuristers ovennævnte kendelse har berøvet den ethvert skin af moralsk baggrund. Kan den i nogen måde kræve mere respekt end Frankfurttraktaten af 1871.

Nuværende nationale forhold.

Vil da Slesvigs nuværende nationale forhold gøre en tilbagegivelse berettiget? Vi henviser til vedstående kort over hertugdømmets sprogforhold.

Slesvigs nordlige halvdel, landet mellem Kongeå og Flensborg Fjord er ublandet danske land, dansk af sprog, dansk af sind. Hvad her findes af Tyskland er – praktisk talt – indført efter 1864. Her er den nationale forsvarskamp under fremmedherredømmet (størst) ført. Herfra lød de klager over det tyske tryk, der gav genlyd over Europa. Her er siden 1888 al dansk undervisning bandlyst fra skolen, og al privat skole og undervisning forbudt! Her lyder ikke des mindre dansk og kun dansk som folkets daglige sprog både fra gammel og fra ung. Herfra er stedse sendt – og siden 1886 med stadigt stigende tal – en dansk mand til den tyske rigsdag.

Side 602, 603, 604 og 605

Landet mellem Flensborg Fjord og Ejder er nationalt blandet og var det delvis før 1864. Her tales tre sprog. En lille isoleret sprogstamme, nordfrisere, indvandret i et af middelalderens århundrede, har stadig bevaret sit eget sprog, et sprog for sig, hverken dansk eller tysk. Under dansk herredømme havde de altid gode kår. Deres område er landets sydvestlige hjørne og de tilliggende øer. – Tysk tales i de østlige og sydlige egne, i de østlige forstås dog dansk så at sige overalt. – Dansk er endnu stadig folkets sprog i de midterste egne.

Pragfredens §5, som gav Nordslesvig håb om en genforening med Danmark, berøvede ved sin blotte eksistens danskheden syd for Flensborg. Ikke des mindre viste dansk sprog i vide egne sin ukuelige livskraft og spredt i landet står endnu mange trofaste danske hjerter. Og desuden summer landet syd for Flensborg i andre henseender rige nationale minder og værdier for Danmark. På dets valpladser har Danmark gennem århundreder kæmpet for sin sydgrænse. Her står det slot, hvor den nuværende danske kongeslægts første mand på Danmarks trone, Christian IX, fødtes – Gottorp – og det, hvorefter denne slægt bærer navn, Glücksborg. Runesten fra dets sydligste ældgamle grænse. – Der knejser endnu rester af den gamle vold, Dannevirke, som Kong Gotfred rejste ca. 800 mod sydlige angreb og hvor over 1000 år senere den danske hær i 1864 først tog kampen op mod den samme front.

Fremtidens grænse.

At dele Slesvig over ved Flensborg Fjord som nogle, stadigt knugende under ydmygelserne siden 1864, tænker sig det, vil da være en uret både mod Danmark og mod Slesvig. For den blomstrende handelsby Flensborg vil det være ødelæggelse, hvad enten denne by kom til at ligge på den ene eller den anden side af grænsen. Af mange slesvigere vilde det føles dybt smerteligt, om det gamle land blev delt. De mange danske, der bor syd for en sådan linje, ville komme til uforskyldt at bøde for tidligere tiders fejlgreb og tysk vold. Og er det ikke i al henseende bedre at lægge blandet sprogområde under dansk end under tysk herredømme! – Og endelig: Ingen politisk tanke har nogensinde samlet det danske folks bredeste lag i en sådan enighed som den, der ved forrige århundredes midte fik det til at rejse sig til værn om sin gamle grænse ved Ejder!

Om man tænker sig nord Østersø kanalens bredder gjort til international zone, vil en i alle henseender god grænselinje kunne drages fra Ekernførde over Marienthal, syd om Kropp til Syderstabel og herfra langs Ejder, følgende denne til udløbet. Denne linje opfylder de nødvendige betingelser for etableringen af det militære forsvar for rigets sydgrænse. Enhver linje der tilstræber at dele landet efter andre synspunkter, vil være umulig i strategisk henseende. Gives det tabte land atter tilbage til moderlandet, bør der vel også gives dette muligheden for at forsvare det.

Hohenzollen-slægtens valgsprog er: suum cuique [enhver skal have sit]!

Måtte det times den, at se denne sætning bragt til opfyldelse!

Ikke kategoriseret

9. april 1918 – Slaget ved Lys: “Blege og tavse kom de os i Møde …”

2 kommentarer

Den 4. maj 1918 bragte Flensborg Avis et feltpostbrev fra en F.C., der i april deltog i forårets anden store tyske offensiv ved Armentières og af tyskerne betegnes som Slaget ved Lys.

I Slaget og paa Lazaret.
(Feltbrev til „Flensborg Avis.)

Det er mørk Nat, Luften er klam og kold. Paa den brede Landevej, som fører fra L. til F., marcherer lange Kolonner af Infanteri paa den ene Side, mens Lastavtomobiler uafbrudt lægger Beslag paa den anden Side af Vejen. Henimod Morgenstunden er vi naaet til F., en større, til Dels sammenskudt Landsby. Vi blev her 5-600 Mand indkvarterede i en Fabrik. Vi laa paa det bare Gulv; der var store Huller i Taget, og Vinduerne manglede fuldstændigt. Omendskønt vi var trætte og mødige efter de sidste Dages Anstrengelser, kunde de fleste dog ikke ret falde i Søvn, da der var alt for koldt.

Om Aftenen Klokken 3 maatte vi atter træde an, for mangen en Soldat for sidste Gang. Det var atter bælgmørkt, og det kneb med at komme ud af Byen, da Gaderne var fulde af Militær. Omsider kom vi da ud af Byen, og det gik nu ind over Marken, som var opblødt af Regnen og fuld af Granathuller. Turen, vi havde at gaa, var kun 6 Kilometer lang, og dog blev Klokken 4 om Morgenen, førend vi havde naaet vort Maal. Vi havde i de 7 Timer ikke haft Tornystret af og var meget trætte. Natten var mild og rolig; de ellers urolige Kanoner synes at være sovet ind, og der faldt ikke et Geværskud. Hist og her forsøgte Fjenden med en Lyskugle at lyse op i den taagede, mørke Nat; men det var forgæves.

Vi havde næppe faaet Tornysteret af og lagt os ned paa vort fugtige Leje, førend der faldt et Kanonskud langt tilbage, og i samme Nu gik det løs fra alle Kanter; den før saa milde Foraarsnat var bleven forvandlet til en frygtelig Orkan. Vi var gaaet over vor første Linje og laa vel kun 50-60 Meter fra den fjendtlige Stilling. Jorden rystede, og Vandet i Granathullerne gyngede frem og tilbage. Det blev ved i 4 Timer. Fra Klokken 8 af blev Ilden endnu værre. De Kanoner, som havde beskudt de fjendtlige Batterier, tog nu ogsaa del i Beskydningen af Skyttegravene.

Efter en halv Times Tid – det var om Morgenen Klokken 8,30 den 9. April – brød Infanteriet frem til Storm. Fjendens to første Linjer var ikke besat, og den sidste Linje gjorde kun svag Modstand. De Folk, som endnu var i Live, var saa fortumlede og medtagne, at de ikke mægtede at gøre nogen nævneværdig Modstand. Blege og tavse kom de os i Møde med Hænderne i Vejret. Bag ved Graven var der anbragt Maskingeværer i Granathuller.

Her blev jeg saaret i Hagen af en Maskingeværkugle. Efter at en Kammerat havde forbundet mig, gik jeg tilbage til Graven, hvor jeg blev siddende en halv Times Tid. Jeg var saa træt, som jeg endnu ingen Sinde havde været. Jeg gik saa langsomt tilbage. Ind over Markerne begyndte Artilleriet at følge efter Infanteriet. Kun med Yderste Besvær formaaede Hestene at bringe Kanonerne fremad. Jeg naaede saa efter et Par Timer ud til Landevejen, som førte tilbage til F.

Her saa jeg, at et Par engelske Granater slog ned og dræbte Mandskab og Heste undtagen en Rytter og Hest ved en Kanon. Jeg gik derhen og saa, at Hesten stod paa tre Ben og Rytteren var saaret i den højre Arm og i Ryggen. Jeg løftede Manden ned af Hesten. Paa Rytterens Opfordring tog jeg et Gevær og gav hans Hest Naadeskuddet. Jeg forbandt nu den saarede, saa godt som jeg kunde, om end han mente, at det var til ingen Nytte. Nogle portugisiske Soldater, som imens var komne til Stede, lavede i Hast en Baare, og en halv Time senere var vi paa Forbindingsstationen. Den saarede kom straks til Lægen; men det var ude med ham. Ja. det var jo kun een, kun een af de mange Tusinder. Men et Sted langt borte fra Valpladsen, maaske i et lille fattigt Hjem, vil Sorgebudskabet slaa nye Saar, som kun sent og maaske aldrig vil læges.

Her paa Forbindingsstationen var Læger og Sanitetssoldater i travl Virksomhed. Sygeavtomobiler bragte stedse nye Patienter. Enhver blev her hjulpen, lige meget om det var Ven eller Fjende. Her kom vi, en hel Flok letsaarede, i et Avtomobil, og en Time senere var vi i L. Her laa vi om. Natten i en stor Sal. Hver Mand kom i en dejlig hvid Seng. Omendskønt jeg var meget træt, sov jeg dog ikke den Nat.

Anden Dags Morgen kom vi med et Lazarettog, og efter 2 Dages Rejse var jeg her i Celle. Her laa jeg først i 8 Dage paa en Kaserne, men kom saa paa Lazaret Med dræbende Langsomhed gaar Dagene her. For dem, som ligger her en Maaned eller to, kan det blive langt nok; men der er jo desværre nok, som skal ligge her i Aaringer. Paa samme Stue, hvor jeg ligger, er der en 30-aarig Mand, som blev saaret i September 1914, og skal han komme sig, er der Udsigt til, at han skal ligge her et Par Aar endnu. Jeg hjælper hver Formiddag at bære de saarede ind i Operationssalen, et sørgeligt Arbejde.

F. C.

Ikke kategoriseret

8. april 1918 – Ernst Christiansen: “… slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt …. en Blindgænger

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

8. April
Begivenheden blev udsat et Døgn. I Aftes vækkede 10½, stjerneklart. Mens vi stillede ved Kirken, lød pludselig en Susen, et Knald, og en rød Lue saas lige over os. En Shrapnel! Ingen saarede. Utrolig Færdsel paa alle Veje. Tit knap muligt at komme forbi. Englænderne skyder med svært Skyts paa flere Punkter i Nærheden af vor Vej; vi slipper dog igennem. Flere Gange hviner en Granat over os. Paa Feltbanen har Træffere to Steder revet Skinnerne bort, siden vi gik der i Gaar.

Vi arbejder 600 Meter fra den forreste Grav. Folk i anden Grav, der gaar langs Vejen, opfordrer os til ikke at gøre for megen Støj. Lysskuddenes sekskantede Stjerner lyser som den klare Dag. En Hests Vrinsken lyder i Mørket. Den er traadt fejl paa en Bro og falden i en Grøft, og Pionerløjtnanten skyder den. Dens klagende Vrinsken lyder endnu i mit Øre.

Mens vi i Halvmørke staar og rydder Vejen, slaar jeg gentagende med Spidshakken mod noget haardt, indtil jeg opdager, at det er en stor Granat, en Blindgænger. Med korte Mellemrum farer som usynlige Aander, men meget hørlige, svære engelske Granater over os, to og tre ad Gangen, og sprænges med svære Brag, som faar Jorden til at skælve, i Nærheden af en Batteristilling.

Det er rimkoldt og mere og mere taaget ved Jorden, vort Held. Da det bliver lyst, jubler en Lærke mellem Bragene. Sluppen vel hjem den lange Vej. Alt er tilsyneladende rede. Fra i Aften siges vi at ligge i Alarm. Lange Rækker af Minekastere er stillede op, Masser af Artilleri ført langt frem, svært Skyts ganske kort bag Fronten, med næsten ingen Dækning, Bjerge af Munition helt aabenlyst alle Vegne ved Baner og Veje og spredt paa Markerne.

Nogle Mand af Stormtropperne har tilbragt Natten her. En Sergent fortæller, at der skydes med Giftgas paa bestemte Afsnit. Ind imellem holdes smalle Strimler eller Porte fri, og kun paa disse Steder gaar de tyske Stormtropper frem for ikke selv at komme til at indaande Gassen.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 203-4)