Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

25. august 1915. Regiment 84 på Østfronten: Landsbyen rømmes

Lauritz Jensen var delingsfører for Regiment 84’s 8. kompagni, der i august 1915 deltog i kampene ved Bielsk på Østfronten

Den 25. august blev der bekendtgjort forfremmelser. En gammel sej Landwehrmann, Itzke, som netop skulle hjem på orlov, blev forfremmet til korporal. I tanker så han sig i hvert fald skride gennem sin mecklenburgiske landsby med blanke knapper. En kammerat råbte til ham: “Johann, jeg troede, du skulle “forfremmes” hjem, og så bliver du forfremmet til korporal!”

Få dage efter stod vi ved en frisk grav under et fyrretræ, og på det kors, som kammerater havde tømret sammen, stod: “Her hviler Landwehrmann Itzke, 8/84.”

Vort kvarter i Proniewicze blev vedholdende beskudt af russisk artilleri, og det har i hvert fald været anledningen til, at der den 25. august blev givet ordre til at rømme landsbyen og gå tilbage til skoven.

Ved antrædningen sagde vor bataljonsfører, kaptajn Hülsemann, til sin adjudant: “Det er mig inderligt imod at foretage et skridt baglæns!” Men det var en ordre. Vi troede, at vi kunne blive der endnu nogen tid, og indrettede os så hyggeligt som muligt. Men det gik helt anderledes, for næste nat rømmede russerne deres stilling, og det gik videre fremad. Slaget ved Bielsk var ovre.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk senere i 2015.

20. august 1915. Hjem på orlov – men rejsepengene er brugt på øl!

C. Vøllschow, Blans, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Under de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent blev han såret den 4. juni 1915. Det var få dage før det store franske angreb, der kostede så mange sønderjyder livet. Efter 10 uger på forskellige lazaretter kom han til ”Genesungskompagniet” (”skåne-kompagniet”) i Guise.

(… fortsat)

Efter at have drevet rundt i Byen et Par Dage, skulde jeg melde mig hos en Underofficer paa en Vagt, som var stationeret i den anden Ende af Byen. Vagten skulde kon­trollere Passene hos de Folk, Franskmænd eller Belgiere, som gik ind til eller ud af Byen.

Jeg havde været paa Vagt fra tolv til to og laa om Morgenen ved halvseks Tiden i min bedste Søvn, da Vagtens næstkommanderende ruskede mig vaagen. „Vollschow, du maa i Dag rejse paa Orlov”.

Jeg blev lysvaagen med det samme. Jeg skulde Klokken ni paa Aflusning, Klokken halv elleve til Lægen og saa hen paa Skrivestuen efter Orlovsbevis, Fribillet og Lønning for ti Dage, saa jeg burde have travlt.

Men Tiden kravlede af Sted, særligt efter at jeg var færdig til at rejse. Klokken godt to gik der et Tog fra Guise til Charleroi. Vi var seks Mand fra „Genesungskompagniet”, som skulde hjem, og vi var i god Tid mødt op paa Banegaarden.

Det var saa varmt, at Tøjet ligefrem klæbede til Kroppen, og vi fandt da paa at gaa, ind i Kantinen og drikke et Glas Øl; men det første Glas smagte efter mere, og vi fik hver en seks til syv Glas. Af de modtagne 5,30 Mark røg her 1,40 Mark. Endelig kom Toget, og vi kom ogsaa til Charleroi. Her maatte vi vente i to Timer paa Orlovsekspressen, der kom fra Chauny. Ved Syvtiden om Aftenen ankom vi til Herbesthal ved den tysk-belgiske Grænse.

Da der var en Ventetid paa flere Timer, inden vi kun­de køre videre til Köln, gik vi ind i Banegaardsrestaurationen og fik noget Smørrebrød og et Par Glas Øl; det kostede 2,60 M.

I godt Humør og sikre paa snart at være hjemme efter næsten et Aars Fravær, slentrede vi rundt paa Perronen og kom ogsaa ind i Banegaardshallen. Her fik jeg pludselig Øje paa et Skilt: Militærbillet til Ham­burg 6,50 Mark.

Det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig: 6,50 Mark, 6,50 Mark …!

Min Kammerat kom til, og jeg pegede stumt paa Skiltet: „Hvad gør vi nu? Vi kom­mer ikke hjem paa Orlov.”

Vi gik noget slukøret ud paa Perronen og mødte her Stationsforstanderen. Det maatte være Manden, som kunde hjælpe os. Jeg gik hen til ham og knaldede Hælene sammen, saa det gav Genlyd over hele Perronen. Han syntes forbavset, men hilste og spurgte: „Naa, Kammerat, hvad er der løs?” Jeg kunde se paa ham, at han ikke var saa brøsig som de Militærpersoner, vi kom i Berøring med, men at han gerne vilde hjælpe os. Jeg forklarede ham den Nødssituation, som vi var i.

Han kløede sig i Nakken og sagde: „Prøv at melde Dem paa Banegaardskommandanturen og bed om en Fribillet til Hamburg. “

Vi gik hen til Kommandanturen og hilste forskriftsmæssigt paa den vagthavende Feldwebel. Han løftede Blikket og saa paa mig: „Was wollen Sie?“. Jeg tænkte, nu kan du godt sige Farvel til Orloven; men jeg fattede mig og bad militærisk kortfattet om en Fri­billet til Hamburg.

Pludselig lød der et Løvebrøl fra et af Sideværelserne, til hvilket Døren stod aaben. Derinde sad en Major. Han brølede videre: „Se til, at I kommer ud. I maa laane Pengene hos en af jeres Kammerater. Kommer I igen, sender jeg jer tilbage til jeres Deling!”

Spagfærdigt svarede jeg:„ Javel, Hr. Major,” og saa stod vi atter udenfor paa Perronen. Min Kammerat og jeg blev meget nedslaaet; men nu kom Stationsforstanderen os i Møde, og da han hørte Resultatet af vor Henvendelse til Banegaardskommandanten, gav han os det gode Raad at købe en Billet til Dortmund og saa bare blive siddende i Toget. Vi købte Billetten og havde saa hver 15 Pf. i Behold; men vi syntes alligevel, at Livet var værd at leve igen.

Vi kørte saa videre, men alt som vi nærmede os Dortmund, blev vore Hjerter mere og mere knuget af Angst og Spænding. Toget holdt paa Stationen i Dortmund, og det kører videre.

Kammeraterne i Kupeen sov de retfærdiges Søvn; men vi to følte absolut ikke nogen Trang til at sove. Saa lød en Stemme: „Billetter skal forevises!” Min Kam­merat forsvandt hen i den anden Ende af Vognen til Toilettet. Da Konduktøren lige var færdig med at billettere;. puffede en Kammerat til mig og sagde: „Vaagn op, du skal fremvise din Billet!” Jeg gjorde, som om jeg blev vaagen og fremviste min Billet. Konduktøren saa paa den:

„Dortmund, der er vi jo lige kørt fra.” Jeg forklarede ham Situationen, og han lovede, at han vilde undersøge, om jeg havde en Chance hos en Kammerat, som havde Billet til Hamborg, men kun vilde til Bremen, og det lykkedes. Jeg udstødte et Lettelsens Suk, sank tilbage i Hjørnet og forsøgte at faa mine Nerver i Ro.

Klokken syv om Morgenen naaede vi Hamborg. Jeg kom godt igennem Billetkontrollen, men da min Lidelsesfælle kom, saa jeg, at der blev parlamenteret, og omsider kom en Vagtpost og førte ham bort.

Efter fjorten Dages forløb saa jeg ham igen i Guise ved Lønningsappellen. Feldwebelen kundgjorde her, at da han ikke havde kunnet betale Billetten fra Dortmund til Ly­bæk, havde Kompagniet betalt hans Gæld, og Beløbet vilde blive fradraget hans Lønning. Men han trøstede sig med, at han havde haft fjorten dejlige Dage derhjemme.

I Oktober blev der saa iøvrigt vedtaget en Lov, efter hvilken Soldater paa Orlov rejste frit hjem og tilbage.

Men jeg glemmer aldrig denne Orlovsrejse med dens Forhindringer.

DSK-årbøger 1952

 

20. august 1915. Regiment 84 i kampene ved Bielsk

Lauritz Jensen var delingsfører ved Regiment 84’s 8. kompagni. Midt i august deltog han i kampene ved Bielsk på Østfronten.

Om eftermiddagen den 20. august begyndte vort artilleri at skyde heftigt, og det var interessant at iagttage de godt placerede nedslag fra vor grav med godt udsyn. Det fjendtlige artilleri var heller ikke uvirksomt, men bestrøg hele tiden den bag os liggende skov.

Efter ca. en time uden at vi havde måttet ulejlige os, havde russerne fået nok. Her og der straktes nogle hænder i vejret, og da vi trådte ud af vor grav og vinkede, kom hele selskabet løbende over til os.

Undervejs samlede de sig, og ankommet til os trådte de uden kommando an i gruppekolonne. Lige foran mig vendte en russer sig om og løb tilbage. Da jeg råbte til ham : “bliv her!” svarede han på tysk: “Ja, blot hente min vanddunk!” Han havde forinden løsnet sit remtøj og derved ladet sin feltflaske ligge. Han fortalte os, at han havde arbejdet i Tyskland.

Først nu erfarede jeg, at kompagniføreren, løjtnant Ebeling, var faldet dagen før.

Næppe havde russerne overgivet sig, før vi fik heftig ild fra venstre. Men nu angreb 38. infanteri-division og drev i en timelang kamp de angribende russere tilbage. Vore folk hjalp med at hente to kanoner ud af skoven og med at slæbe ammunition, og nu fyrede disse to kanoner stående på åben mark mod de vigende russiske kolonner.

Vor I og III bataljon forfulgte de russere, som flygtede for os, mens II bataljon blev tilbage som reserve. 8. kompagni fandt kvarter i en kornlade. I aftenrøden nedbrændte en vindmølle i vor nærhed. Et smukt syn. Vi blev nu flere dage i Proniewicze, mens I og III bataljon lå i stilling foran os.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.

18. august 1915. Storm på fæstningen Kowno

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Hen ved den 15.8. kom vi frem til en dyb slugt en smal vej førte ned i den og på en gang blev denne tilførselsvej beskudt af fæstningskanonerne, jeg fløj til højre side ned i vejgrøften, den var så smal, at jeg blev hængende i tornisteret, men kunne dog få hovedet så langt ned så lufttrykket og granatsplinterne gik hen over mig.

Værre gik det en underofficer, der rullede til den anden side, hvor alting var fladt, han fik trommehinderne sprængt, efter at være kommet i dækning af slugtens stejle sider kunne vi hvile os resten af dagen. Ovenfor var der æblehaver og selv om det var farligt at gå derop kunne vi jo ikke lade være. Russerne kunne med deres ”stahlfeuer” kanoner få granaterne placeret i selve slugten, således slog da en granat 15 mand ihjel på en gang, og inden vi alle var samlet i denne fordybning var der gået mange til.

Fæstningen Kowno var meget gammel, den var bevokset med store gamle træer. Grodno og Olita var af samme ælde, men ny armeret med den tids nyeste våben.

Der lå 12 forter langs floden med front mod vest, og vi fik til opgave at indtage fort nr. 4, det var det sidste, de andre var faldne. Det koster megen spekulation og megen førersnilde at placere regimenterne i de rette, angrebsstillinger.

Sådan skete det en nat, vi lå i reserve, at der opstod et mellemrum mellem to compagnier, der ikke var belagt med soldater, og vi måtte i huj og hast afsted, da russerne søgte at holde den ubelejrede åbning åben ved artilleriets hjælp. Vi skulle hurtigst muligt grave os ned og det kan nok være at spaderne kom igang, jorden var let at arbejde i, det var tør sandjord, jeg var kommet ca. 1 m ned da der kom en kravlende hen til mit hul og stak hele overkroppen ned i det.

Granaterne fløjtede og sprang rundt om os, han var polak og hed Josef Namyslo, han faldt senere ved Smorgon den 22.10. 1915, men den nat takkede han mig for, som han sagde, jeg havde reddet hans liv.

Selvfølgelig havde vi fået tildelt en mængde svære kanoner, deriblandt 3 stykker af verdens største kalibre, nemlig 42 cm kaldet “tykke Berta”. De var opstillet i skovene et par km tilbage, de kunne kun række 9 km, men de gik lige så højt som langt, og når russerne hørte dem komme ned fra denne højde med åen forfærdelige gurklende lyd og så den umenneskelige ødelæggelse en sådan granat forårsagede kan man godt forstå, at de smurte haser.

Kl. 9:00 om morgenen den 18.8. trådte vi an til storm. Selve jorden skrånede lidt opad, og vi kunne se skydeskårene kigge ned på os og kunne regne med kardæsker og skrapnells, men der skete intet og vi skyndte os fremad.

Pludselig stod jeg og mange andre foran en dyb grav, hvor bunden var spækket med tilspidsede pæle, så at falde derned ville være en forfærdelig død, men et godt stykke til venstre kunne vi se det hele slået i stykker, gravene fyldt med murbrokker, kanonerne flået i stykker, geværer og jerndragere krøllet sammen, de svære kanonløb sprængt fra lafetterne, ammunitionen spredt for alle vinde og fri adgang til det indre af fortet, af besætningen var der kun en tilbage, og som vi regnede med skulle sprænge det hele i luften, når vi føret var inde.

Nu besatte vi altså alle strategiske punkter, hvorfra vi kunne forsvare os i tilfælde af modangreb, Det indre var et meget stort område og i midten var der en jordkegle som indeholdt forrådene og officers rummene, lageret af levnedsmidler var stort, da der sikkert var regnet med lang tids belejring, vi spiste og drak, der var nok af vodka, ægte russisk, vin fra Krim og presset the i stænger, tørret brød i massevis, cigarer og cigaretter og m.m.

Den stærke fæstning var taget, vejen var fri til det indre af Rusland.

Vi regnede med at logere i fortet natten over, men tak skæbne, der var andre der skulle nyde frugterne af vort arbejde, regimentsmusikken blev tilkaldt og den spillede i glæde for den store sejer, der var vundet. Byen Kowno brændte flere steder jernbanebroen lå i vandet og ved siden af havde pionererne allerede bygget en bro af medbragte pontoner, næste morgen gik vi over den og fortsatte mod Vilna, hovedstaden i Lithauen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

15. august 1915 – Friedrich Nissen: “…saa ham dog falde”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

15.8. Tidligt gaar det videre, Russerne ere frivilligt gaaet tilbage, saa vi skal bagefter. Regimentet samler sig bag en Skov, saa ga[a]r det videre til Bojenka. Vor Morgenkaffeen tages i voldsom Hast. Fra Bojenka gaar det atter frem mod Fjenden, som skal sidde ved Schaty.

– Jeg har at sikre den venstre Flanke, gaar gennem en stor Skov og kommer til Schaty uden Kamp, maa grave mig ned paa Marken, da vi faar Artilleriild og da der driver sig Kossakker omkring, dog snart gaar det videre til Borowe og Stare, som om Aftenen er i vor Hænder. Tabet var dog kun en Undffz, en Mand saaret. Atter gaar det i Mörkningen frem, skal endnu tage Byerne Jarmonty og Sklody – de bliver taget uden at støde paa Modstand

– Nu troede jeg dog, at det kunde være nok for den dag men nej, vi skal i den mørke Nat endnu videre frem, skal tage Rudka. Vi har dog forregnet os i Russerne, foran Byen støder vi paa stærke Kræfter, saa vi maa grave os ned. Vi forandrer endnu et par Gange Stillingen inden vi kunde faa den rette Front og Forbindelse og det var et meget ubehageligt Løben paa de vaade, ujævne Marker i den mørke Nat. Da vi endelig har et Hul gravet og maa ro lidt begynder det at regne helt forfærdeligt, det bløder rigtignok, det varer ikke ret længe, saa er vi alle vaaade gennem og gennem.

Vort Køkken kommer Kl. 1. Natten – jeg spadserer derhen, den staar bag en Skov, det er næsten en Straf i den mørke Nat paa en forfærdelig Ujævn Mark, hvor jeg af og til træder ned i et Hul, jeg gaar næsten som en Beruset. Det giver Bønner til Middag. Efter at jeg kommer tilbage til min Plads og ser mig lidt om, staar der pludselig en Mand foran vor Linie – vi raaber han skal komme, dog han løber – vi skyder Lysrakketer i Luften og ser at det er en Russer – da han ikke staar endnu, bliver der skudt efter ham, dog ved jeg ikke om han blev truffet, saa ham dog falde. Natten var ellers rolig, kun af og til et par Skudt.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

14. august 1915. Regiment 84 på Østfronten: Storm på Dombrowka

Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.

Stormen på den fjendtlige feltbefæstning var ansat til den 14. august. Hen mod kl. 7 formiddag begyndte man med artilleribeskydning af den fjendtlige stilling. (…)

Jeg sagde allerede, at 6. kompagni blev holdt i beredskab bag bataljonen ved kirken i Dombrowka. Her lå vi mange timer og afventede de kommende begivenheder. Sommetider forstyrrede en russisk granat os, men i det store og hele var beredskabsrummet ret uforstyrret, til trods for beliggenheden ved kirken. Jeg fandt endda tid til at skrive et brev hjem.

Iøvrigt fandt vi stor interesse i en kolonne bønder. Hvis jeg husker ret, stod vi på vejen, der fører fra Gieralty-Nowe til Dombrowka, mens kolonnen stod på vejen fra Pawlowienta til Dombrowka. Det var en af de kolonner med bønder, som vi så ofte havde mødt på vor vej gennem Rusland, en kolonne af russiske bondefamilier, som befandt sig på flugt med deres fattige ejendele, måske fordi deres landsby var ødelagt, måske fordi de ville redde deres fattige ejendele og sig selv fra kampområdet. En lang kolonne af lave vogne, dels fjællevogne, dels kassevogne forspændt to eller blot én af de små russiske heste. Oven på, ved siden af og under vognen blev familien og dens ejendele slæbt med. Hvem der endnu havde reddet det, førte bag vognen det mest værdifulde med sig, nemlig en ko. Det var de ængstelige bønder meget om at gøre, at vore folk ikke kom for nær deres ejendele, for de frygtede alligevel, at noget kunne forsvinde. De kunne ikke engang bevæges til mod betaling at sælge noget af deres stadig rigelige beholdning af smør. Og det gjorde de nok ret i, for hvornår på deres måske lange afveje ville de igen kunne proviantere? Hvis en af vore folk kom dem for nær, eller endda forsøgte at gribe efter smørkarret, der hang under vognen, udstødte kvinderne et sandt krigshyl.

Endelig kom der ordre til os om at rykke frem. Vi bevægede os langs med kirken og spredte os gruppevis ind i bataljonens første linje for at udfylde tomrum i rækkerne og bære angrebet længere frem. Russeren havde snart unddraget sig en nærmere berøring med os, rømmet stillingen og søgte nu lykken ved flugt. Som allerede ved tidligere angreb på russiske feltbefæstninger, var det også denne dag påfaldende, med hvilken hastighed stillingerne blev anlagt og udbygget. Utvivlsomt har de vel i ryggen af hæren ladet befolkningen grave skyttegrave og skabe nye optagestillinger til de vigende tropper.

Infanteriilden var som følge af modstanderens vigen ikke særlig heftig, ind til vi pludselig fik stærkere infanteri- og maskingeværild fra venstre flanke. Da den fejlfri naboforbindelse i løbet af angrebet var gået tabt, blev en gruppe eller en halvdeling fra vor venstre fløj vendt bort med front mod den lille skov ved Stawiereje-Podlesne og rettede deres ild mod russerne dér. Vor fremrykning blev derved noget forsinket, hvilket især var ubehageligt, fordi russerne med deres artilleri, som her syntes særlig stærkt, havde skudt sig godt ind på os. Det lykkedes at kaste modstanderen ud af den lille skov og nu fortsætte forfølgelsen af den flygtende fjende i det vante tempo. Vi havde nået et lille højdedrag, foran os bredte sig langt ud den overskuelige slagmark, i hvis midte der fandtes en lang sænkning. Efter kortet side 71 i oberstløjtnant Hülsemanns beretninger må det have drejet sig om sænkningen ved Kostry-Litwa og Krasowo-Wolka. Her så man russere i store skarer, og vi skød efter dem både liggende og stående, skønt afstanden var så stor, at et godt resultat næppe kunne forventes.

Dog var vor forbavselse stor, da vi opdagede, at disse masser ikke var på tilbagetog, men derimod i ordnede bølger bevægede sig imod os! Desværre indhentedes jeg for anden gang af et fjendtligt skud og blev tvunget til at forlade mit kompagni. En granat åbnede sin dødbringende mund lige over mig, og et haglvejr af shrapnelkugler klaskede mod jorden rundt omkring mig. Men en shrapnelkugle havde søgt sig vej gennem mit bryst, idet den trængte ind venstre øre og satte sig fast i omegnen af det højre underste skulderbladshjørne. En anden havde samtidigt gennemboret min venstre overarm uden at anrette skade af betydning.

På dette sted må jeg vie sanitetsunderofficer Behmers eftermæle nogle ord. Behmer var vel lidt letfærdig anlagt og har nok også været besjælet af en falsk ærgerrighed, i hvert fald gik det rygte, at han skulle have tildelt sig selv jernkorset. Man kunne ganske vist ikke endeligt bevise det, men han kunne heller ikke opvise gyldigt bevis for den retmæssige tildeling. Herved har han nok skadet sig selv mest, hvad der var så meget mere beklageligt, som at han ved sin enestående tapperhed ti gange kunne have fået jernkorset. På grund af denne dumme historie kunne man heller ikke indstille ham til Jernkorset af 1. klasse, som han allerede i tidligere kampe i Rusland virkeligt havde fortjent. Man fandt ham som sanitetsunderofficer altid i den forreste skyttelinje, mest ved min deling, hvor jeg ofte måtte bremse hans trang til fremrykning. (Behmer er senere faldet). Til en vis grad kan jeg takke ham for mit liv, for mine sår var store og det var blodtabet derfor også. Jeg selv kunne kun med besvær lukke det store sår ved øret, såret på armen havde jeg slet ikke bemærket. På grund af Behmers hurtige indgriben fik jeg hurtigt en nødforbinding, så slæbte han mig til et lille stykke skyttegrav i nærheden, hvor han under ringe ilddækning kunne anlægge omhyggeligere forbindinger.

Så blev jeg sendt afsted i retning af Dombrowka. Undervejs traf jeg den af et lægskud sårede løjtnant Voigt, dengang fører af 8. kompagni. Vi afmeldte os sammen hos vor bataljonskommandør, kaptajn Hülsemann, som vi traf sammen med staben tæt bag den forreste linje i et lille stykke skyttegrav. Løjtnant Voigt og jeg asede os med besvær mod landsbyen for at nå til samlingspladsen for sårede. Ilden fra fjendtligt infanteri og artilleri var uformindsket heftig, og vi var lykkelige, da vi var ude af den værste zone. Tæt ved landsbyen traf vi et bårehold, der med bårer var på vej til slagmarken for at bjerge hårdtsårede. Man ville lægge mig på båren, men det gik ikke. På grund af ugunstige sår kunne jeg ikke ligge ned. Derfor fortsatte vi til fods, ind til vi fandt forbindingspladsen i kirken i Dombrowka.

Kirkeskibet lå fuld af sårede, der ventede på transport, mens læger og sanitetspersonale var beskæftiget med at anlægge fagmæssigt rigtige forbindinger i koret. Når det var gjort, fik hver mand et lille skilt fæstnet til uniformskraven, og så ventede man på transportmulighed. Her havde jeg held i uheld, idet en flyverofficer, premierløjtnant v.d. Goltz, tog mig med i sin bil og i korteste tid skaffede mig til feltlazarettet, hvor jeg snart kunne blive opereret. Mit ønske om at kunne blive på feltlazarettet og via erstatningsbataljonen igen at komme tilbage til 6. kompagni kunne ikke imødekommes i betragtning af læsionens sværhedsgrad, der ville betinge et længere lazaretophold. Så måtte jeg da forlade de kammerater, med hvilke jeg i den korte tid, jeg havde været ved 6. kompagni, havde gennemlevet så mange tunge, men også dejlige dage. Det havde ikke engang været muligt for mig at tage afsked med min kompagnifører, løjtnant af reserven Baasch, med hvem jeg hele tiden var meget forbundet.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i efteråret 2015.

13. august 1915. Regiment 84 ved Dombrowka.

Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.

Solen brændte hedt på det russiske sand, og vi svedte rigtig meget, da angreb og forfølgelse dagligt vekslede. Angrebene var af vekslende sværhedsgrad, alt efter hvilken art enheder, vi stod overfor, forfølgelserne derimod var ensartede. Efter at de havde indset det udsigtsløse i at holde stand, var russerne med en beundringsværdig hurtighed ude af deres stilling og for det meste også uden for vort synsfelt.

Så begyndte den ivrige forfølgelse for at blive i hælene på fjenden. Og alligevel er det forblevet ufatteligt for mig, hvordan russerne så hurtigt kunne forsvinde for vort blik. Kun de flammende og rygende landsbyer viste os fjendens spor og lod os måle det forspring, han havde skaffet sig derved, at han med hovedparten af sine tropper var draget afsted allerede tidligere og kun havde efterladt små enheder i grave og feltbefæstninger til dygtigt forsvar og vildledning af tyskerne. Så ofte vi kom gennem en ny landsby, var russerne altid lige rykket ud, men kun sjældent lykkedes det os at få rigtig kontakt. Godt nok kunne det forekomme, at dele af de fjendtlige enheder gjorde modstand ved et dertil egnet sted for at opholde os; den fjendtlige hovedenhed fik derved et større forspring.

Sådan omtrent gik det os også den 13. august. I en stadig forfølgelse af fjenden nåede vi sent om eftermiddagen på denne dag – det kan efter min erindring have været hen mod kl. 6 – til landsbyen Dombrowka. Man kunne tydeligt se, at russerne var draget gennem byen i hast. Så vidt jeg ved havde de ikke engang taget sig tid til brandstiftelse. Således var bygningerne forblevet bevaret, om end de gjorde et mistrøstigt indtryk, ja, i en købmandsbutik var der endda en købmand, der beskyttede de ynkelige rester af sine varer og solgte, hvad der var af brugbart. Indbyggerne havde foretrukket at trække sig tilbage bag den russiske front.

Kun få gamle folk og enkelte fuldtallige familier var blevet tilbage. De havde ikke villet skilles fra deres ejendele og havde holdt sig skjult med deres beskedne gods i et mærkeligt gemmested for at unddrage sig deres egne landsmænds plyndringer. Deres huse var forladt, og de boede med deres for det meste talrige familie i en jordhule, som de på en fiks måde havde anlagt i haven tæt ved huset, adskilt fra dette eller med en underjordisk gang forbundet med dette. Her havde de også anbragt deres levnedsmidler. Kun levende dyr (med undtagelse af visse smådyr) har jeg ikke fundet i disse beboelser, skønt ellers svin, ænder og gæs hørte til de naturligste gæster i husene.

Ved den yderste udkant af landsbyen – det må vel have været den nordøstlige rand – blev jeg selv gjort opmærksom på denne slags logi af en sådan hulebeboer. Mit kompagni var rykket helt frem til denne udkant for herfra at kunne observere de foran landsbyen liggende russiske feltbefæstninger, som fjenden havde indrettet til nyt forsvar. Da vi snart blev opdaget af de gode fjendtlige observatører og taget under beskydning, trak vi os om bag husene.

Derved undersøgte vi naturligvis husene, også for madvarer, som der hos os ikke var særlig rigeligt af som følge af hastig fremrykning og forsyningsvanskeligheder. Der var ikke meget at hente, for russerne sugede selv deres land ud til det yderste. Ved den lejlighed kom der en bonde ud af sit underjordiske hjem og ind til os i huset og bønfaldt os om at skåne ham. Han talte lidt tysk og fortalte mig om sine landsmænds plyndringer. Han havde derfor bygget dette tilflugtsrum for sin familie for at undgå russernes rovlyst.

Hans gemmested var så dygtigt anlagt, at jeg slet ikke havde lagt mærke til det. Det så ud som en kartoffelkule, som vi ofte laver dem for at kunne vinteropbevare kartoflerne. Indgangen var så kunstfærdigt lavet og dækket med græstørv og jord, at den ville imødekomme alle krigsmæssige krav. Senere er den tanke kommet til mig, om dette bygværk mon var lavet af russerne, og om indehaveren er blevet der med henblik på spionage, for det var da påfaldende, at næsten alle byens beboere var draget bort eller, så vidt de var våbenføre eller arbejdsføre var taget med af russerne, og at bygværket var etableret netop her i kanten af byen med observation mod den russiske feltbefæstning, og at man havde efterladt en mand, der – ganske vist dårligt – men nok til forståeliggørelse talte tysk og altså var i stand til at aflure tyskernes samtaler.

Nå, jeg fortaber mig her i betragtninger. Tilbage til begivenhederne ved kompagniet. Da vi på denne aften ikke skulle angribe mere, efterlod vi kun nogle vagtposter ved randen af landsbyen, som blev forstærket med et maskingevær. Selve kompagniet trak sig tilbage til landsbyen, hvor det fandt kvarter.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i 2015.

12. august 1915 – Friedrich Nissen: “… Bajonettet paa Geværet”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg tilhørte Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, og deltog i sommeren 1915 i den tyske fremmarch på østfronten.

12.8. Min Far har Fødselsdag. Wi sover til Kl. 7, havde saa endnu Tid til at faa mig vasket, det sker jo ikke hver Dag, desværre. Kl. 9 skal vi igen videre, vi gaar over Bahnlinien gennem en Skov. Granaterne kommer os allerede lidt farligt nær og jo længere vi kommer frem desto værre bliver det – særlig da vi gaar over en fri Mark hen til et lille Skovstykke, har Fjenden faaet Øje paa os. Under Gevær- og Schrappnellild gaar vi saa frem, vi naar en nedbrændt By. Jeg for først Opdrag at blive med min Zug som Forstærkning ved denne By. Dækning finder jeg bag et hus, som endnu staar, der kan Gevær- og Schrappnellkuglerne ikke skade. Heldigvis ingen saaret – Kl. 5 Efterm. faar jeg Befaling at rykke frem at udfylde Linien – vi gaar gennem Byen og over en fri Mark til vi naar Skyttegraven, jeg lader gaa 8 Mand af Gangen. Infanteriet beskyder os heftigt, dog heldigvis er det [russiske] Artillerie roligt. Russerne ligger paa en Høj foran Landsbyen.

Vort Artillerie udfolde en rasende Virksomhed, saa jeg ved at vi snart skal storme. I Hast graver vi os ned i Jorden. Faa Minutter forgaar saa løber vi frem mod Fjenden. Jeg løber, saa jeg næsten ikke kan trække Vejret mere, men mit Princip er at komme rask frem, jeg tror ogsaa det er det Sikkerste, da Russerne skyder for højt. Først skyder Russerne meget, men saa efter at vi har stukket Bajonettet paa Geværet og raabt hurra! ser jeg dem vifte med vide duge, et Tegn paa at de vil overgive sig – nu kom vi jo ogsaa temmeligt sikkert frem. Byen bag Russerne brænder saa derfra kan de ingen Forstærkning faa, vi løber, jeg er saa heldig at erobre et Maskingewær ved at være den første i Skyttegraven. Jeg spænder et par Russere for det (det kører paa Hjul) og kører saa tilbage til Divisionen dermed. Generalen gratulerer mig og beder mig give et Glas Øl. Jeg gaar saa tilbage til Kompagniet, som jeg først efter lang Søgen finder nedgravet ved en Skovkant foran en By som ogsaa brænder.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

10. august 1915. Transport af fangne russere

Hos krigsfangerne!   Rusland 1915.

Af Fr. Baumann, dengang reservist ved Infanteriregiment 84’s 5. kompagni (IR84/5)

Til transport bagud af de mange krigsfanger var der brug for et ret stort antal ledsagere, som jeg til min store glæde blev udtaget til. Til hver 700-1000 krigsfanger gik der én ledsager. Mens selve tropperne nu marcherede fremad for at holde trit med den vigende fjende, stak vi hurtigst muligt afsted tilbage. – Man følte sig fri, desværre kun for en kort tid, men endelig var vi ude af kanonernes rækkevidde. Brændende landsbyer kendetegnede sammen med ruiner og ødelagte kornmarker de sidste dages sejrsrute.

En hel række fanger kunne tale tysk, man kom endda delvist i snak. Nogle havde i fredstid været i Tyskland, og pudsigt nok havde tre af dem endda arbejdet hos Blohm und Voss-værftet i Hamburg. Vi underholdt os så livligt, at 16-km-marchen til divisionsstabskvarteret forekom os kort.

Vi nåede dertil om aftenen netop som det begyndte at mørkne. Det var en elendig by. Huse lå på kryds og tværs og som overalt med mange træer. Veje eller gader kender russeren jo ikke. Husene, eller rettere sagt lusebarakkerne, blev beboet af hele staben og dennes bagage.

Altså i denne landsby, navnet husker jeg ikke mere, skulle vi overnatte med den store fangetransport. Vi lod fyrene træde an reglementeret, altid 8 eller 12 ved siden af hinanden, og hele troppen i en stor firkant omkring en åben plads. Snart flammede på 10 steder store og små vagtbål op – et magisk syn. Ud af mørket tegnede sig husenes og træernes silhuetter. Menneskemasserne blev snart lyst, snart sparsomt belyst – sådan en rigtig natlejr i Granada. Vi vagtfolk holdt altid vagt flere sammen og kiggede på fangernes gøren og laden samt det sælsomt smukke syn af vagtbålet. – Jeg glemmer aldrig det syn! – Snart lå alt hen i dyb fred, ven ved siden af fjende – under åben himmel. Stjernerne lyste strålende på vore sindelag. Tankerne dvælede langt borte herfra, i hjemstavnen, i hjemmet, hos kone og børn eller hos andre pårørende! –

Solen stod allerede på himlen, da der kom liv i lejren. Bålene var for længst gået ud, kun små askerester røg endnu en smule. Jeg havde boblet helt vidunderligt og var derfor i godt lune. Al hjemve og lignende unyttigt skrammel var glemt. Vi sang og fløjtede, så det var en lyst; også fangerne sang for os deres uforståelige syngeri. Kl. 6 satte hele transporten sig i bevægelse. Vi havde hos bagagefolkene tilkæmpet os rigtig god morgenmad, også kaffe med rigtig mælk. Fangerne måtte nøjes med vand og nogle “tørre tørv”. Således marcherede vi afsted, lidt på lykke og fromme, hele tiden på den hærvej, som køretøjer havde banet før os.

En sommerdag, intet hørte man til kampen, ikke engang kanontorden. I kolonnen på ca. 350 mand gik det langs med floden Narew. Først hen mod middag opdagede vi på den anden bred fæstningen Roshan, som var faldet for et par dage siden. På en nødbro gik det over flloden Narew. Mange fanger sprang i kådhed i vandet og badede – altsammen i forbifarten. Bredden efter fæstningen steg meget stejlt, rigtig nok lidt besværlig at klatre op ad. Til sidst havde vi samling på alle vandhundene og marcherede ind i den totalt ødelagte by og fæstning Roshan. Knap sten på sten var at se, et tegn på , at her var blevet kæmpet bittert. Granathullerne lå tæt.

Ved den stedlige bykommandant afleverede vi vore krigsfanger, hvorpå vi fik en forplejningsseddel til en hel dag. Vi havde altså tid nok til at komme os, vaske os og for en gangs skyld spise os rigtig mæt. I fort nr. 1 fik vi anvist fint kvarter; det var så nogenlunde sluppet for beskydning. “Mand, endda senge! Hallo for det”. I trekvart år ingen seng set. Ganske vist med halm, men ellers fine kassematte-senge. Ingen konge kunne glæde sig mere, end vi gjorde. Og så fik man fint russisk hvidt brød – ja, kom bare an – ikke som ved fattigfolk – og smør – jo, det er sandt, rigtig smør. Vi var selvfølgelig helt flade – flad som en pandekage, og den der ikke har syntes om det, forstår sig ikke på kærlighed og ost fra Harzen. Til middag fik vi fra et af feltkøkkenerne nudler, kraftige nudler og en stump kød – fy for pokker, siger havnearbejderne i Hamburg, snart ikke til at få ned. Men sådan som vi er skruet sammen, med vore udtørrede maver og vor sult, satte vi det hele til livs. Vi kunne næsten ikke gå. Nu fulgte der en lille middagssøvn. Sådan noget som små fire timer har vi boblet – lige som hjemme hos Mor! Oh, nej, det er ikke rigtigt, Mor ville ved fire timer… – tak, skal du have! –

 Om aftenen trak der torden op. Vi gik derfor rettidigt i fælden og lod lyn og torden være lyn og torden, og lod skybrud være skybrud. Hytten var jo vandtæt, ja, andog granatsikker – Taget var vel halvanden meter tykt, lutter beton og oven på det to meter jord. “Im tiefen Keller sitz’ ich hier”, kunne man synge, men vi ville hellere boble igennem til næste morgen.

Fra Regiment 84’s regimentshistorie. Udkommer på dansk senere i 2015.

7. august 2015 – Problemer med nyhedsmails

Kære brugere af Den store Krig 1914-1918!

Vi har hen over sommeren oplevet en række problemer med hjemmesiden, bl.a. har funktionen med udsendelse af nyhedsmails været ude af funktion i flere uger. Rigtig mange har henvendt sig og givet udtryk for, at de savnede dem! Det er vi naturligvis glade for!

Vi har arbejdet på at finde en løsning, og fra denne uge burde det fungere igen. Men jeg ville være taknemmelig for en kommentar til opslaget her, hvis der stadig skulle være nogen, der oplever problemer.

Mange venlige hilsener

René Rasmussen, administrator af hjemmesiden og museumsinspektør på Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

7. August 1915 – En 84´er: “Haardt blev der kæmpet”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i sidste del af juli afgået til østfronten og deltog her i den tyske fremmarch:

Haardt blev der kæmpet den 7. August om Jernbanedæmningen ved Orz-Bach, hvor Russerne havde indtaget en meget stærkt befæstet Stilling. Det var en af de blodigste Begivenheder, Bataillonen blev indviklet i paa denne Front. Der blev foretaget flere Angreb paa de russiske Fæstningsværker, men alt var forgæves. Vi naaede ikke frem, men efterlod hver Gang mange Døde og Saarede. Først efter at vi havde faaet Hjælp af et Batteri 15 cm Haubitzer, som efterhaanden skød Russernes Stilling sønder og sammen, lykkedes det. Russerne maatte vige. Men de gjorde det kun nølende. Vi optog Forfølgelsen, men blev hele Tiden overdænget med Shrapnels og Granater. Bataillonskommandøren, Kaptajn Hülsemann, blev haardt saaret. Det var et Tab, som berørte os alle smerteligt. En dygtig Officer og en god Fører var borte. Det mærkedes kendeligt. Modet sank hos Mandskabet.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

31. juli 1915. Regiment 84/6 ved Chabin (Shabin)

Dr.med. Karl Nissen var Fahnenjunker ved IR84’s 6. kompagni. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev og Slesvig by. Han deltog i kampene ved Chabin (Shabin) i slutningen af juli 1915.

Marchretningspunktet: det lille stykke skov – Chabin! – så snart vi havde forladt godsdistriktet Rembische, deployerede vi skytterne og gik springvis frem mod målet, gruppe for gruppe, deling for deling. En kornmark, hvor negene endnu lå i stakke og det modne korn til dels endnu på strået, skulle passeres. Kuglerne slog ned omkring os og fløjtede hen over vore hoveder. Hver fure blev udnyttet som dækning, endda bag negene søgte vi dækning. Endelig nåede vi et lille elendigt stykke skyttegrav, som gav os en smule dækning.

Det var den stilling, vi søgte, og som vi skulle afløse. Af den enhed, vi skulle afløse, fandt vi kun enkelte folk. Alle de øvrige havde rømmet stillingen før vor ankomst og havde begivet sig tilbage til godset. Efter en kort orientering gik det videre. Det mørknede allerede, da 1. deling af 6. kompagni under sin tapre fører, løjtnant af reserven Baasch, rykkede frem for at nå byen Chabin, før natten faldt på.

Min deling skulle følge efter i nogen afstand og så på højde med det lille stykke birkeskov, som man havde givet os som retning, igen spredes ind i deling Baasch for så sammen at springe længere frem. Jeg lå på udtrykkelig ordre fra min kompagnifører, løjtnant Schertz, med resten af min deling i den før nævnte stilling, da kaptajn Grebel med sin tordenstemme satte mig i trav for at bringe hjælp til den betrængte deling Baasch. I lange spring gik jeg med 8. kompagni frem. Deling Baasch var på højde med birkeskoven stødt på russiske styrker, som modtog den med blankvåben. Hurtigt lynede også bajonetterne hos deling Baasch, og der udspandt sig nu en fortvivlet nærkamp. Heldigvis havde jeg fra nogle sårede erfaret, hvad der var i vejen, og derfor kunne jeg kampberedt gribe ind i kampen. Der rasede en frygtelig kamp.

Russerne stak med bajonetten og svingede med geværkolben i et afsindigt raseri. Vi forsvarede os ikke mindre energisk. Sjældent er vel kolben blevet svunget sådan i Rusland, som den blev denne aften. På begge sider var der talrige ofre. Af de brave folk, der denne aften fandt døden, mindes jeg endnu den tapre korporal Hagen, en gruppefører fra min deling. Helt til næste morgen håbede vi, at han ville indfinde sig igen. Desværre fik vi besked om, at hans lig var fundet lidt ved siden af den egentlige kampplads. Som følge deraf måtte russerne have overmandet ham og ondsindet dræbt ham, måske allerede som tilfangetagen.

Løjtnant Baasch, der på denne dag var gået forrest bevæbnet med sabel og pistol, havde ved kampens begyndelse stukket sablen i jorden for ikke at blive hæmmet af den, og grebet en bajonet fra en af de faldne. Derved tabte han sin pistol. Hverken sabel eller pistol er fundet igen. Med bajonetten tog han på det ivrigste del i kampen og gav sine folk et lysende eksempel på personlig tapperhed. Vort kompagni, der var blevet godt fyldt op til kampene i Rusland, led store tab den aften, men fik overtaget i kampen mod den brutale modstander. Det lykkedes os at kaste ham tilbage til Chabin.

Men ingen anede, hvor han igen havde sat sig fast. Vi gik derfor forsigtigere frem. Med stærke patruljer nærmede vi os landsbyen, som stod i lysende flammer. Selvom vi heraf kunne slutte, at russeren ikke mere var i landsbyen, så måtte vi dog regne med at træffe på mindre enheder både før og inde i landsbyen. Føringen af disse patruljer havde jeg selv overtaget. Langsomt famlende gik det fremad i skæret af den brændende landsby. En gruppe sendte jeg gennem byen, mens jeg selv med den større del af patruljen gik om til den sydøstlige udkant af byen. Vi fandt det hele fri for fjender. Vort sammenstød ved birkeskoven havde tilsyneladende taget modet fra ham for i dag. Han havde søgt redning i flugten. Kompagniet fulgte patruljerne på kort afstand i en let skyttelinje. Føring og sammenhold var vanskeliggjort, fordi enhederne i nærkampen var kommet fra hinanden og blevet blandet.

Det brændende Chabin faldt i vore hænder uden kamp. Foran den nordøstlige rand gjorde vi holdt. Ved at have den brændende landsby i ryggen befandt vi os i en ikke særlig heldig situation, fordi vi ved hver bevægelse aftegnedes af flammerne. Så snart vi bevægede os, blev vi overdænget med kugleregn fra en retning af banedæmningen Goworowo-Ostrolenka. Heldigvis befandt vi os i en kartoffelmark, hvis grønne toppe lige gav os dækning nok, til at vi kunne bevæge os krybende. Således dannede vi en ny linje på den anden side af byen med front mod nordøst. Russerne var ganske overordentlig vagtsomme. Hele natten igennem blev det terræn, hvor vi lå, holdt under maskingeværild, og hvor der viste sig nogen, blev vedkommende straks taget under heftig ild. Derved måtte vi beklage mangen et tab, som med lidt større behændighed og forsigtighed kunne være undgået. Liggende på maven begyndte vi straks efter dannelsen af en gunstig kompagnilinje at grave os ned i den løse kartoffeljord. Så vidt det var muligt blev der hentet bjælker og brædder fra landsbyen, så vi af dem samt regnslag kunne lave et lille beskyttelsestag til natten. Nogle grupper gravede sig ned nogle hundrede meter bag kompagniet som reserve. Hos disse befandt sig kompagniføreren, løjtnant Schertz, og Fedwebel, Offizier-Stellvertreter Kohlmetz, der altid opholdt sig ved kompagniet.

For natten blev det anordnet, at hver anden mand skulle stå post, de øvrige have hvil. Desværre lod Russerne os ikke have megen ro. Deres ærgerrighed drev dem til at gøre os vor sejr stridig – Chabin- . Under dækning af maskingeværild forsøgte de gentagne gange at rykke frem til vor stilling. men vore poster, der var rykket helt frem til kanten af kartoffelmarken, alarmerede altid rettidigt, måske endog lidt for ofte i de overanstrengte nervers ophidselse, til at vi kunne åbne ild fra alle geværløb. Der var ganske vist for det meste intet mål at erkende, for mørket og kartoffeltoppene hindrede udsynet. I hvert fald er russerne ikke en eneste gang kommet hen til vor stilling.

Den tunge nat blev fulgt af en tung dag. Vor skyttegrav lod meget tilbage at ønske, bevægelsesmuligheden var for den enkelte meget begrænset. Man kunne kun sidde eller stå. Den forgangne dags legemlige og sjælelige anstrengelse, den manglende hvile om natten, russernes angrebsforsøg, alt det virkede stærkt på tilstanden hos hver enkelt af os. Nu brød den anden kampdag ved Chabin frem, den 31. juli. Den skulle, som sagt, ikke blive mindre vanskelig. Russeren måtte have en udmærket stilling ved banedæmningen. Den måtte, også efter ildkraften ar dømme, være stærk hvad angår maskingeværer og geværer. Flere gange, især hen mod middag, sendte han forskellige stærke enheder frem mod vor stilling. Men de måtte hele tiden vende om uden resultat. Vi forholdt os i almindelighed i ro, observerede blot, så godt det kunne lade sig gøre, den fjendtlige stilling, placering af de russiske maskingeværer og besætningens styrke. Alt for meget måtte vi ikke vise os. Så snart vi stak hovedet over gravens kant, kunne vi med sikkerhed regne med en russisk æressalve. Observationsmuulighederne havde vi i løbet af natten forbedret ved at have trykket kartoffeltoppene ned mod jorden.

Det var vel hen mod middag den 31, juli, da et smerteligt tab ramte os: vor Kompagnifeldwebel Kohlmetz blev dødeligt såret af et skud i hovedet. Det står stadig klart for mit indre øje, hvordan Kohlmetz sammen med løjtnant Schertz bag et hus ved det sydøstlige hjørne af Chabin med kikkert observerede frem mod den fjendtlige stilling, da han pludselig sank sammen i armene på løjtnant Schertz. Han blev først lagt hen i nærheden af kompagniets reservegrupper, fordi transport bagud ikke syntes tilrådeligt, dels fordi det var dag, dels på grund af læsionens alvor. Om aftenen har jeg endnu stået ved hans båre. Tungt åndende lå han dér uden bevidsthed, på de dødblege læber var der det usvigelige tegn på hjerneskade. Allerede den næste dag er han gået bort.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer i dansk oversættelse til efteråret 2015.

31. juli 1915 – Fra billedsamlingen: Johannes Hildebrandts grav

Billede af Johannes Hildebrandts grav i Galizien, hvor gjorde tjeneste som i en Landsturmbataillon med mange nordslesvigere. Enheden var ikke en frontenhed og årsagen til hans død var kolera. Fotoet er sendt som feltpostkort til Fru Steenholdt i Over Jersdal og lyder:

Sender dig hermed et Billede af Hildebrandts Grav. Han var os en meget kjær Kammerat. Ære være hans Minde. Venlig Hilsen fra Mads Jensen. Jeg havde sendt et til Jens men jeg har tabt hans Adresse

Do

Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Johannes Hildebrandts grav i Galizien. Hildebrandt døde af kolera 31. juli 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Problemer med nyhedsmails

Kære abonnenter!

Vi har hen over sommeren oplevet en del problemer med hjemmesiden, bl.a. har kommentarfunktionen været nede temmelig længe, og mailservice, der sender mails rundt til abonnenter, når der er nyt på siden, har ikke fungeret i nogle uger.

Vi arbejder på at løse problemerne og håber, at siden vil være fuldt funktionsdygtig igen inden længe.

mvh

René Rasmussen

26. juli 1915 – Friedrich Nissen: “Granaterne er vel nærgaaende”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I juli deltog han i forsøget på at omringe de russiske tropper i Polen, i sin dagbog noterede han 26. juli:

Om Morgenen kl. 6 skal vi løs til Malinowo, der ligger vi en Timmes tid paa Marken, saa videre mod Fjenden, som igen har sat sig fast, ligger nu lige bag Fronten paa en Mark. Artilleriet og Infanteriet er ret virksom. Kl. er 9 Vorm. Vejret er lidt bedre nu. Granaterne er vel nærgaaende Dagen over, vi ligger hele Dagen paa Marken, Kl. 6 Aften gaar vi ind i et Skur, hvor vi mener at blive om Natten, det regner. Desværre maa vi allerede Kl. 9 samme Aften ud af Reden igen, jeg havde end[d]a lavet mig et saa brillant Natteleje i en Kartoffelkeller. Vi skulde afløse det I. Bataillon i Skyttegraven. Marchen varede en Timestid, det blev mørkt. Vi naaede en Landsby, mærkede nok at vi nærmede os Fjenden, da Kuglerne begyndte at synge. Først laa vi bag et Skov, saa skulde det gaa i Skyttegraven, dog næppe var vi naaet ud foran Husene, da begyndte det f[j]end[t]lig. Infanterie og Artillerie at beskyde os saa voldsomt at vi maate smide os ned paa Jorden og afvente; det var ret ubehagelige Minut[t]er, jeg troede, at vi vilde have store Tab, men det var dog kun en Undffz. og en Menig, begge saaret i Armen. Da Fjenden havde beroliget sig, gik vi hen for at afløse 2. Kompagnie. Vi forefandt kun smaa Huller ned i Jorden, der sad hver enkelt Soldat. Vort Arbejde bestod nu Natten over i at udgrave en løbende Skyttegrav og ved Morgenen var Skyttegraven nogenlunde, dog ikke dyb da Jordbunden var meget haard. Som Sovekammer, Dagen over, havde Nissen og jeg lagt en gammel Dør over et Jordhul med frisk Halm paa Bunden. Benene maat[t]e rigtignok ligge ude i Skyttegraven, men det gik nok.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

11. juli 1915 – 86erne tilbage i skyttegraven

Den 11. og 12. juli gik hele regimentet igen i stilling. Bataljonernes rækkefølge var fra højre til venstre I, III, II. Stillingen var den samme, blot var til venstre to kompagniafsnit afgivet til infanteriregiment 85.

I hviledagene havde der også fundet en udskiftning sted i regimentets ledelse. Oberstløjtnant Esche var forflyttet til arméstaben, hans efterfølger, oberstløjtnant von Palzinski, havde kun kommandoen i fire uger. Den 19. juli overtog major greve von Kielmannsegg ledelsen af regimentet. Under hans visionære og oplivende ledelse blev nu den nyudbygning af stillingen, som 75erne og 36erne havde påbegyndt, fortsat med stor energi. Den forreste stilling blev nyudbygget, forsynet med dækningsrum, bagved blev der opkastet to generobringsgrave, skrænt-stillingen blev forstærket, antallet af løbegrave blev forøget. Reservetropperne fik anvist deres nøjagtige plads ved alle tænkelige situationer, og stillingsindtagelse indøvet igen og igen.

Også samarbejdet mellem infanteri og artilleri blev nu bedre. Artilleriet skød fra nu af kun på infanteriets forlangende. Fjendtligt artilleri og mineild blev til stadighed besvaret fra vor side med energiske ildoverfald eller med minekastere og svære morterer. Navnlig blev ”sækken”, dvs. det af fjenden erobrede afsnit, gjort til et helvede med tunge haubitsbatterier.

Franskmanden havde tilsyneladende opgivet sine angrebshensigter. Ikke desto mindre vedblev artilleri- og mineild med betragtelig styrke. Tabene var derfor også betragtelige. I anden halvdel af juli androg de 46 døde, 105 sårede.

(Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment ”Königin” nr. 86 i Verdenskrigen)

4. juli 1915 – En 84´er: “de store Sprængninger i Champagne”

Under mærket Chr. beretter en nordslesviger om sin krigstid ved Infanterie-Regiment Nr. 84´s anden bataljon. Regimentet var i foråret kommet til Champagne:

Banegården ved Somme Py (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Banegården ved Somme Py (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Vi blev sat ind ved Somme-Py, en Stilling, der ikke netop kunde siges at høre til de rolige. Der stod mange haarde Fægtninger her. Man nøjedes ikke med at bekæmpe hinanden over Jorden, men ogsaa under eller rettere i Jorden stod der en forbitret og uhyggelig Kamp, der senere gik over i Historien som »de store Sprængninger i Champagne«. Man underminerede hinandens Skyttegrave. Minegange blev fra de franske drevet ind under vore og fra vore ind under de franske Skyttegrave. Om Natten kunde vi tydeligt høre, hvorledes Franskmændene borede og arbejdede i Jorden under os. Naar saa Boringen hørte op, vidste vi, at Sprængningen forestod. De udborede Gange blev fyldt med Dynamit, en Lunte sat til, og en skønne Dag røg hele Skyttegraven med samt dens Indhold i Luften. At gaa og vente, at ligge stille i Understanden og vide, at det hele hvert Øjeblik kunde bryde sammen om én, var noget af det mest nervepirrende i Frontsoldatens Tilværelse.

Tyske soldater poserer i et sort krater (Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot)
Tyske soldater poserer i et stor sprængkrater (Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Mange har mistet Livet ved disse Sprængninger, mange er bleven lemlæstede, og mange er bleven levende begravet. I Forbindelse med en Sprængning fulgte altid et hurtigt og for det meste voldsomt Angreb. Det gjaldt om for dem, der udførte Sprængningen, at besætte det sprængte Terræn, inden Modstanderen atter var kommen til Besindelse. Der kunde saa følge dagelange, oprivende og blodige Kampe om et saadant elendigt Stykke sønderrevet Jord, som dog for det meste maatte opgives igen — naar et tilstrækkeligt stort Antal Mennesker var ødelagt. Champagnetiden hører, som saa mange andre, til dem, vi aldrig glemmer.

(Fra Almanak for Nordslesvig 1935)

29. juni 1915. Gemene slyngelstreger og fældede træer

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. Hele foråret og sommeren 1915 var han beskæftiget med at udbygge skyttegravsstillingerne.

(… fortsat)

Når vi lå i ro i Avricour, blev kompagniet inddelt i arbejdshold på ti til tolv mand. Så gik det ud i skovene. Hvert hold skulle fælde femogtyve træer og slæbe dem ud til landevejen, og først, når hvert hold havde præsteret sit kvantum, fik det lov til at gå hjem.

Vi arbejdede fra den tidlige morgenstund til omkring ved klokken fire om eftermiddagen. Det hold, der kom sidst hjem, fik som regel ingen middagsmad, fordi de først ankomne havde fået for rigeligt udleveret.

For at gøre arbejdet med at slæbe stammerne ud til vejen noget lettere, anlagde vi en feltbane. Vi fik også fat i en gammel hest, som skulle trække de seks til otte tipvogne. Banesporet var ikke lagt under frembydelse af teknisk snilde. Der var bratte kurver, det gik ud og ind mellem træerne, det gik op og ned over knudrede trærødder, og der var et skrækkeligt pløre, for det regnede meget på den tid. Det hændte ikke sjældent, når den gamle hest kravlede af sted med det tunge læs, at hele redeligheden væltede ned i mudderet. Så hørte man fra alle sider eder og forbandelser.

Banen var omkring ved en fjerdingvej lang, og vi regnede altid med, at katastrofen indtraf tre til fire gange på hver transport. Det var trællearbejde af værste slags, og man måtte opbyde det yderste for at bevare sindsligevægten og selvbeherskelsen.

Nederdrægtigt var det også, at et hold sommetider så sit snit til at stjæle kævler fra et andet hold. Dette var navnlig tilfældet, når et hold bestod af folk, der var nyankomne og ikke var kendt med knebene. De bestjålne måtte da arbejde som bæster lige til aften, medens deres mere snu kammerater var færdige allerede ved middagstid og kunne gå hjem.

At det var en gemen slyngelstreg, brød de sig ikke om. De lo ligefrem ad de dumme og holdt dem for nar, når de endelig kom hjem.

En stabssergent holdt nøje kontrol med, at hvert hold bragte det reglementerede antal kævler ud til vejen. Da det jo kun var stammerne, der havde interesse, flød hele skoven med gren e og toppe. Sammen med den naturlige underskov frembød det hele efterhånden et næsten ufrem­kommeligt vildnis.

Efter at vi havde „udhvilet” os ved træfældningen, gik det atter ud til fronten, og her fortsatte vi vort trællearbejde. Efterhånden blev vor stilling dog bedre og ikke så lidt mere solid og sikker. Vore pigtrådsspærringer foran linien blev også udvidet betydeligt. Vi følte os meget sikre og optrådte på grund deraf mere udfordrende og dristigt. Sammen med vort artilleri lagde vi ofte de franske stil­linger under heftig ild, men franskmændene blev os na­turligvis ikke svar skyldige. Som følge deraf havde vi jævnlig døde og sårede.

DSK-årbøger 1954

Vestfront I skyttegrav med gasmasker
Der gik gigantiske mængder af træ til at befæste skyttegravene og dækningsrummene. Det var et hårdt slid for soldaterne at fælde og slæbe træer.

24. juni 1915 – Det russiske postkort oversat

Vi har fra Karsten Madsen, Augustenborg, modtaget følgende renskrift og oversættelse af det russiske postkort, som vi bragte den 17. juni.

Здесь это моя карточка … может быть вы (не) знаете, что здесь Григорий Федорович и Иван Егорович Дарий (? efternavn). Мы находимся у места у роту (=роты)

Her et kort fra mig. I ved måske (ikke), at her er (også) Grigorij Fjodorovitj og Ivan Jegorovitj Darij. Vi befinder os et sted hos kompagniet

Karsten Madsen, der til oversættelsen har fået en hjælpende hånd af sin gamle sproglærer i forsvaret, tilføjer: “Det lader til, at ham som skriver kortet, ikke er særlig god til at stave. Han skriver nærmest som det udtales.” og Karsten Madsen foreslår, at de to nævnte personer nævnt i teksten jo kunne være dem på billedet.

18. juni 1915. På flugt gennem Vadehavet

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, hjalp desertører over grænsen til Danmark.

Da Krigen brød ud i August 1914, var jeg 16 Aar gammel, min Bror 17, og det faldt os ikke et Øjeblik ind, at Indkaldelsen til den tyske Hær skulde kunne naa os.

Men Tiden gik, og i Foraaret 1915 ”forsvandt” min Bror. Da min Fødeby Høgsbro i Hviding Sogn ligger ved Vesterhavet, lige Syd for den danske Grænse, var det paa det Tidspunkt let nok at komme over til Danmark.

I Foraaret begyndte Flugten nordpaa at tage Fart, og jeg hjalp en Del af mine Efterskolekammerater og andre over Grænsen.

Det foregik altid over Vadehavet, i Førstningen om Dagen, og senere, da Bevogtningen blev mere skrap, om Natten. Soldaterne vovede sig ikke derud ved den Tid, saa naar vi først var forbi Patruljerne, der gik langs Stranden, gik det hele af sig selv.

Jeg fulgte saa med langs med Havkanten, til vi naaede tæt op til Grænsen og skød da et par Skud med et Jagtgevær. Saa vidste Vedkommende, at nu kunde han roligt sætte Kursen efter Lysskæret fra Ribe og vilde da før eller senere naa den frelsende Kyst.

Engang var jeg med et Par Stykker. Det var midt paa Eftermiddagen. Vi gik ud fra Rejsby Aa og var kun kommet nogle faa Hundrede Meter ud, da der pludselig dukkede fire tyske Soldater op over det lave Dige. Vi stak i Løb; det kan nok være, der kom Gang i Pusselankerne. Da der var 5— 6 Tommer Vand, havde vi taget vore Benklæder af for at kunne bevæge os mere frit. En af Soldaterne forfulgte os, til vi naaede Grænselinien; men saa var vi jo i Danmark og i god Behold.

Mærkeligt nok blev der ikke skudt efter os. De har nok antaget os tre flygtende Skikkelser, med Skjorten flagrende bagud, for et Skib for fulde Sejl. Da jeg kom hjem igen, hørte jeg nemlig, at Soldaterne havde sat Byen paa den anden Ende ved at fortælle, „at nu var det da for galt; saadan en Frækhed; nu sejler Flygtningene til Danmark ved højlys Dag lige for Næsen af os.“ Med lidt livlig Fantasi kunde de nok komme paa den Tanke, da som bekendt Vand og Luftspejling i Forening gør, at f. Eks. en Havmaage paa Vandet antager uhyre Dimensioner.

Nu var jeg jo kommet til Danmark; men det var ikke min Hensigt at blive der, og til Trods for min i Vester Vedsted boende Families Overtalelsesforsøg om ikke at vende hjem igen sneg jeg mig samme Eftermiddag tilbage over Grænsen, langs med Grøfterne og med en Engskovl paa Nakken.

Senere blev Vagtkæden flyttet direkte ned til Grænsen. Da havde det ikke kunnet lade sig gøre at gaa over ved Dagslys. Udkigsposten i Hviding Kirketaarn blev dog, saa vidt jeg ved, bibeholdt; men jeg gav ikke ret meget for deres Holden Udkig.

Der skete senere Henvendelser til min Far om Hjælp; men han afviste dem, dog uden min Viden. Han mente, at det efterhaanden blev for farligt et Foretagende. Det var jeg dog ikke tilfreds med. Jeg var gaaet med paa den værste og syntes, det var sjovt at narre Tyskerne.

Før jeg blev indkaldt, var jeg et Par Gange i Danmark efter forskellige Ting, som vi manglede. Saa fik jeg Lov til at gaa over hos de Soldater, der var indkvarterede hos os.

DSK-årbøger, 1951

12. juni 1915. Jakob Moos på gravearbejde i forreste linje

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Tjene­sten var i skyttegraven ikke særlig anstrengende. Om dagen stod vi vagt to timer og fire om natten. I vor fritid sov vi eller fortalte hinanden historer. Jeg havde under mit første ophold i en skyttegrav egentlig ikke noget at anke over. Vi var i første linje i syv dage, hvorefter vi kom tilbage til Avricour til et tiltrængt hvil.

Ja, ro og hvile blev der nu ikke meget af, for allerede den næste dag trådte vi an til eksercits, og ved mørkets frembrud marcherede hele styrken frem mod frontlinjen for at gå i gang med at grave en ny skyttegrav, der skulle være anden linie. Dag efter dag var det det samme. Det var et hårdt arbejde at grave den nye stilling. Selv om jeg i mine dage har gravet meget i jord. og således havde forstand på det, har jeg aldrig været ude for en jordbund som denne.

Det var næsten umuligt at få spaden trampet i jorden, og leret var så fedtet, at det ikke ville slippe spaden. Dertil kom, at jorden var frygtelig vandholdig. Graven var tilbøjelig til at skride sammen, og den forvoldte os meget arbejde og masser af ærgrelser. Vi døbte den „Teufelsgraben“.

Hele sommeren igennem blev der arbejdet på den, snart af en bataillon, snart af en anden. Når man betæn­ker, at der var ti kilometer derud, fire til seks timers arbejde, natarbejde vel at mærke, og dernæst ti kilometer tilbage igen, vil man forstå, at det var en blandet fornøjelse. Når man så endda kunne arbejde uforstyrret, men nu og da fik vi en salve, der gav os sårede eller døde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

14 86ere Skyttegrav Moulin
86’ere med graveredskaber ved Moulin-sous-Touvent 1915

11. juni 1915. Jakob Moos tager skyttegraven i øjesyn

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget man­gelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reserve­stilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.

I skytte­graven fandtes en række større eller mindre „understan­de”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.

Understandens gulv var dæk­ket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.

Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere frem­me var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin

 

10. juni 1915. Jakob Moos: Første nat ved fronten

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Den næste morgen stillede vi altså op på plad­sen. Enhver fik udleveret 150 skarpe patroner. Først da klokken var halv otte, behagede det den modbydelige Marben at vise sig. Han holdt en lille tale til os, sluttede dog ikke med det sædvanlige leve for kejseren, men med et „på gensyn”! Der var dog ingen, der svarede, for der var ingen, der nærede ønske om at gense ham.

Vi marcherede af sted, og ved landsbyens udgang defilerede vi forbi ham. Man hørte udråb som „Gud ske lov, at vi slap bort fra dette svin”!

Nu gik det jævnt og taktfast ud ad landevejen. Lidt før middag gjorde vi holdt i en lille landsby, og vi blev fordelt på de forskellige kompagnier, som vi her efter skulle gøre tjeneste ved. Jeg kom til 1. kompagni i regimentet 31, og i dette kompagni har jeg gjort en stor del af krigen med.

Stabssergenten var mødt for at overtage os, og under hans ledelse gik det nu videre til Avricour, hvortil vi ankom ved tre tiden om efter­middagen. Vi fik noget at spise og fik så vore „dødsmærker“ udleveret.

Avricour lå ca. ti kilometer bag fronten, og vi fik besked om, at vi samme aften skulle frem til afløsning i skyttegraven. Nu fik vi travlt med at forsyne os med alle de ting, som vi mente, vi kunne få brug for i skyttegraven, så der var travlt i marketenderiet.

Resten af eftermiddagen spadserede vi omkring i landsbyens gader. Der var egentlig kun en eneste seværdighed, og det var det grevelige slot. Det lå midt i landsbyen og var omgivet af en smuk park. Det hele lå bag en ca. to meter høj mur

Greven var flygtet, da tyskerne i 1914 marcherede frem. Slottet beboedes nu af divisionsstaben. Når vi ikke var i stilling, måtte vi altid stå vagt ved slottet. Selve byen hav­de ikke lidt skade under krigen, når noget var ødelagt, var det tyskerne, der var de skyldige. Alle husene var så at sige beboede, og forholdet mellem befolkningen og de tyske soldater var venskabeligt.

Det blev imidlertid hurtigt aften. Klokken ti drog vi af sted. En korporal var vor fører. Efter en halv times forløb kom vi igennem landsbyen Amy. Her fik vi det første indtryk af krigens ødelæggelser. Vi blev underligt til mode — og stille. Vi var endnu uvidende om, at vi skulle få ting at se, der var hundredefold værre.

Korpo­ralen befalede nu fuldstændig tavshed, for vi nærmede os skyttegraven. Ved en drejning af vejen lå en væltet vogn, længere fremme sønderskudte huse, en landsby. Her var stillingen. Den gik dels udenom, dels igennem landsbyen. Enkelte steder gik skyttegraven endda igennem husene. Efter en lille tur gennem løbegravene kom vi ud i selve hovedstillingen. Korporalen førte os straks hen til kompagniførerens „understand”. Kaptajnen, Schellin hed han, kom straks ud og fordelte os over hele kompagniet.

Kaptajn Schellin var en energisk mand og resolut, streng i tjenesten, men retfærdig. Derfor var han meget afholdt. Han sørgede godt for sine folk og var altid i spidsen, om det så gik gennem tykt og tyndt. Man kan roligt sige, at han var både frygtet og elsket. Vi var rede til at følge ham, hvor han så end førte os hen.

Vi forlod ham og begav os til de delingsførere, som vi var ble­vet tildelt. Næppe et kvarter senere stod jeg allerede på vagt. Det var temmelig roligt. Kun af og til hørtes et enligt geværskud.

Når kuglen fo’r forbi os, dukkede jeg mig uvilkårligt. Min sidemand lo ad mig; men han var også ældre i tjenesten. Jeg glemmer ikke denne første nat i skyttegraven. Helst var jeg løbet min vej, navnlig når jeg hørte uforklarlige og mistænkelige lyde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

 

9. juni 1915. Jakob Moos ankommer til Frankrig

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

I begyndelsen af året 1915 kom jeg med en transport til Frankrig. Vi var en sen aftenstund startet fra Segeberg i Holsten. Byen havde været festligt illumineret, og så godt som hele byens befolkning havde fulgt os til banegården. Under brusende hurraråb var toget gledet ud i nattens mulm og mørke, ud i det uvisse. Gik det mod øst — eller mod vest?

Og nu var vi standset i Chauny i Frankrig.

Vi blev kommanderet ud af toget. På banegården stod vi opstillet i rækker. Time efter time gik, og vi fik lejlig­hed til at betragte det travle liv, som rørte sig her. Ved mørkets frembrud kørte tyve store lastbiler frem. Med ca. tyve til tredive mand på hver, godt pakket, kørte vi bort. Efter omkring ved to timers kørsel gjorde vi holdt. Det var i en landsby ved navn Murancour, og her blev vi indkvarteret indtil videre.

Efter at vi havde spist noget af den mad, vi havde medbragt, lagde vi os dødtrætte i halmen og faldt straks i søvn. Den næste morgen var vi tidligt på benene, nys­gerrige efter at lære de nye, men fremmede omgivelser at kende. Landsbyen var ret stor, bygningerne overvejende gamle. Noget særlig seværdigt fandtes ikke, men vi fik også snart andet at tænke på.

Vi stod nemlig under kommando af en vis Hauptmann Marben. Han skulle nok sørge for, at vi ikke kedede os. Hver dag var optaget af skarp eksercits, lige fra den tidlige morgenstund til sent på aftenen. Det var knapt nok, at han undte os tid til at spise. Han pinte og plagede os på alle måder, typisk prøjsisk.

Den mindste forseelse bragte os i kachotten. Den var næsten altid overfyldt. Jeg husker, at han på en af vore evindelige marchture råbte til en af mine kammerater, at han bar sit gevær som en møggreb, og det vurderedes naturligvis straks til tre dage på vand og brød. — Ja, den gode Marben forbød os endda at drikke vand, for det var farligt for sundheden. Han forbød os at drikke øl eller vin, som vi kunne købe hos de franske bønder, for tyske penge måtte ikke komme i franske hænder. Han kunne nu godt lide at drikke fransk vin selv.

Vi måtte nøjes med den erstatningskaffe, som feltkøkkenet udleve­rede. Det gik dog her, som man kan tænke sig, Marbens forbud blev overtrådt gang på gang. Det var sjældent, vi led tørst.

En aften bekendtgjorde man ved parolen, at vi den næste morgen klokken seks skulle træde an i feltmæssig udrustning. Vi var klar over, at vi nu kom bort, og vi var alle glade, for ringere end her kunne vi ikke få det, — mente vi!

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

28. maj 1915. IR262 trækkes ud af kampene på Østfronten

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Den 12. maj faldt vores gode kompagnifører kaptajn v.d. Marwitz ved et skud gennem hovedet. Jeg var med til at bære den knap 200 pd. svære mand tilbage, han skulle hjem og begraves i Tyskland.

Den 28. blev vi trukket ud af den ret gode stilling, jeg havde jo været med i det der var værre. Den nat vi forlod skyttegraven blev vi belyst af en meget stærk lyskaster, som russerne havde fået stillet op i deres bagland, det førte med sig, at de ny der flyttede ind straks blev angrebet, de måtte nu klare sig selv.

Vi var færdige for en tid, fordi Hindenburg havde beordret os en ferie for vore fortjenester i Masuren, hør hvad han skriver i sine erindringer: Alene navnet, vinterslaget i Masurien virker lammende som isnende blæst eller dødens stilhed.

Når mennesker tænker tilbage på dette slags gang må de standse og spørge sig selv, har menneskelige skabninger virkelig kunnet udføre dette eller er det hele kun en fabel eller en feberfantasi. Er disse marcher gennem vinternætterne, denne bivuak i isnende snestorme og denne sidste del af slaget i Augustowoskoven, der var så grufuld for vore fjender, når det kommer til stykket kun skabt af en blændende fantasi?

Vi fik virkelig tre ugers ferie, vi måtte ikke rejse hjem, men vi slog vore telte op i en skovkant hvor vi lå og dasede og var i de tre uger kun til skarpskydning en gang, det var meget varmt og vi blev plaget af myggene der overfaldt os i millionvis, mod dem nyttede kanoner ikke noget.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

24. maj 1915 – Iver Henningsen: “á la russisk svineri”

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. Efter nogle fredelige uge i området bag fronten nær byen Kalvarija satte hans division sig midt i maj pludselig i march mod nord.

Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Kloster i Rossienie tegnet af Iver Henningsen 30. maj 1915 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Brev 24. maj

Byen her, Rossienie (siger nogen den hedder), er næsten helt forladt, kun i den fattige jødedel er der endnu folk og militæret regerer overalt, hvor vi kan få plads. Byen er delt i to dele: rig og fattig. Den første del er med stenhuse, nogenlunde gader med petroleumsbelysning. Den anden træhuse á la russisk svineri. Byen tæller 10.000 indbyggere og har som sædvanlig 4-5 kirker, synagoger, bedekapeller, som jeg næste gang giver en beskrivelse af. Jeg vil se, dersom vi bliver her, at komme op i byen. Vi ligger i udkanten, men feldwebelen må først tillade det.

I dag tredje pinsedag, morgen, er det morderlig varmt og lader til at holde sig. Det er rolig ved fronten i dag, men hvor længe ved vi jo ikke. Vi har indkvarteret os hos en enke, 14 mand i en stue. De forstår ikke et kvæk af, hvad vi siger, og bogen [palør, red.] gør god nytte. Hun har to børn, manden er falden i Rusland.

Når jeg har været i byen skal jeg skrive, om der er nogle seværdigheder. Nu må I være tilfreds for denne gang.

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)