16. september 1918. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det osmanniske angreb på Baku. Men først og fremmest om den amerikanske offensiv ved St. Mihiel – første gang en amerikansk hær under egen kommando gennemfører et større angreb på Vestfronten. 200.000 amerikanske tropper og 48.000 franske deltog i angrebet, hvor de havde en overvældende overmagt. Tyske soldater overgiver sig nu i tusindvis, trætte af krigen og uden tro på en sejr. Men selvom angrebet blev gennemført med succes, så viste det også, at de amerikanske tropper og ledelse stadig manglede megen erfaring og at der var store problemer med forsyninger og kommunikation.

De allierede gør sig nu klar til det store gennembrud, og for første gang siden krigens begyndelse i 1914 bliver kavaleriet gjort klar til angreb. Fire års forgæves angreb, fire års enorme tab af mænd, fire års dyrekøbte erfaringer begynder endelig at vise resultater: Tyskerne drives tilbage og vestmagterne planlægger det store gennembrud – der denne gang måske har en chance for at lykkes.

I Rusland fortsætter den røde terror, mens engelske og amerikanske tropper opererer i landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *