Alle indlæg af Rene Rasmussen

12. november 1914. Farlig last til Vamdrup – og Pontonbroen retur

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis nord for Kongeåen om forholdene i Sønderjylland

Landdagsmand Nissen

i Viby, den bekendte Sønderjyde, har faaet tildelt Jernkorset “for udvist Mod ved en natlig Tildragelse i Belgien.”

En tysk vognladning Vaaben fra St. Quentin til … Vamdrup

En Jernbanevogn ankom i Gaar til Vamdrup fra St. Quentin i Frankrig! Vognen, der var fyldt med Geværer, skarpe Patroner og tomme Patronhylstre, er aabenbart kørt forkert. Udenrigsministeriet vil formentlig træffe nærmere Bestemmelse med Hensyn til dens Tilbagelevering til Tyskland.

Pontonbroen ved Sønderborg

ankom i Lørdags dertil, slæbt af to Dampere. Desuden ankom et Pionérkompagni fra Harburg, som skulle gøre Broen i Stand. Dette Arbejde mentes kun at ville tage et Par Dage. Særlig i Forretningskredse hilstes det med Glæde, at man nu igen kan slippe for Færgeforbindelsen.

Pontonbroen 6a63014
SMS Danzig passerer pontonbroen i Sønderborg

 

 

 

 

11. november 1914. Østfronten: “… gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.

Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.

Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.

Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.

Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.

De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.

Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.

Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.

11. november 1914. Østfronten: LIR84 – ”Tilbagetrækning af tropperne til Angerapp”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under 34. Landwehr Brigade og Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Om natten den 9. november blev de nordlige trupper trukket tilbage. 3. Reserve Division (3.R. på kortet) fik sammen med Jacobi Divisionen (Ja. på kortet) tildelt Angerapp stillingen ind til Darkehmen. Med tilbagetrækningen af syd-fløjen blev det også nødvendigt at trække den nordlige front tilbage. Dette skete fra natten til den 11. og indtil den 12. november om aftenen. 3. Reserve Division overtog Division Jacobi’s stilling ved Darkehmen og Jacobi lå syd for langs Angerapp. Den 11. november 1914 bestod Landwehr Division Jacobi af 6. og 34 Brigade.

1914-11-11 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen medio nov. 1914
Die Kämpfe in Ostpreussen medio nov. 1914

 

 

10. november 1914. Jernkors og avisforbud

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis nord for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Advokat Ravn, der ligesom en anden kendt Sønderjyde, Dr. Thomsen i Skærbæk, nu har faaet Jernkorset  i Krigen, er som saaret i Armen af en Kugle vendt tilbage fra Belgien for at komme sig. Jernkorset er ligeledes tildelt Gaardejer D. Andresen i Ravsted ved Aabenraa.

Som en medvirkende Grund for Militærmyndighederne i Slesvig-Holsten til at forbyde Bladet „Hejmdal” og Aflæggeres Udgivelse i 8 Dage anføres ogsaa, at Bladet ikke havde omtalt den tyske Kejserindes 56-aarige Fødselsdag den 22. Oktober.

Kejserinde Auguste Viktoria af Schleswig-Holstein-Sonderburg
Kejserinde Auguste Viktoria

 

9. november 1914. Tyfus ved Regimenterne 86 og 84

Af Füsilieregiment 86’s historie

I november blev nogle folk alvorligt syge. Man havde mistanke om tyfus, hvilket senere blev bekræftet. I den følgende tid bredte epidemien sig, indtil regimentslægen og bataljonslægerne ved møjsommelige undersøgelser af afføring til sidst fandt frem til bakteriebærerne og fik dem isoleret. Nu blev hele regimentet vaccineret mod tyfus, og faren drev dermed over.

Af Regiment 84’s historie, fortalt af M. Pohl:

Mavesygdomme tyndede ud i vore rækker. Hvor ofte har ikke min kaptajn spurgt mig, når i de dage grupperne ofte kun var på 3 eller 4 mand: “Hvad mener De, er de der ovre mere bange for os, end vi er for dem?”

 

Soldater på feltlatrin
Soldater på feltlatrin

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.

 

 

 

8. november 1914. Østfronten: ”8. Arme må trække sig tilbage og General v. Francois afsættes som arméleder.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

På den sydlige front måtte man, efter afgivelse af XXV. Reservekorps og 36. Reserve Division, samt flytningen af I. Armekorps, vige tilbage overfor det overmægtige russiske pres. Tropper fra Lötzen – 41. Kavaleri Brigade og 33. Landwehr Brigade (33. L. på kortet) – var til om aftenen den 8. november trukket 12 km tilbage øst for Lützen. Nord for ved Kruglanken var 3. Reserve Division (3.R. på kortet). Mellem dem og Jacobi gruppen (Ja. på kortet) ved Goldap var der åbnet sig et hul.

Generaløjtnant Morgen (3. Reserve Division) havde tidligere anbefalet v. Francois at trække armeen tilbage. Og da han erfarede, at v. Francois havde trukket I. Armekorps nordpå, havde han mistet troen Francois hærledelse. Da han var kommet til Kruglanken meldte han til Oberbefehlhaber Ost, at han ikke forstod Overkommando Francois handlinger, som han mente ville føre til en katastrofe. Han bad om transport af hans division fra offensiven.

Om dette havde nogen indvirkning på Generaloberst v. Hindenburgs beslutning vides ikke. Men efter en personlig fjernsamtale med Oberbefehlshaber Ludendorff, blev v. Francois om aftenen den 7. november afskediget fra sin post som leder af Armeen. Som afslutning meddelte han den 8. november den øverste hærledelse ”efter de seneste dages store sejre, tilfangetagelse af russiske soldater samt slået fjenden tilbage”. Han videregav Arme ledelsen til General v. Below.

Da General Otto v. Below overtog ledelsen af 8. Arme havde han 6½ Infanteri divisioner, hvor af ½ var Landwehr og 1 kavaleri division mod Ruslands 19 Infanteri og Reserve divisioner og 4½ kavaleri divisioner. Han planlage dog forsat angreb.

1914-11-08 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen primo nov. 1914 II

1914-11-05 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen 7. und 8. nov. 1914

8. november 1914. Dækningsrummene møbleres med organiserede møbler

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, løjtnant ved 8. kompagni.

En dag havde jeg i landsbyen Moulin, der var temmelig godt forsynet, men også grundigt udplyndret, opdaget to vidunderlige senge, der ville passe godt ind i vort hummer. Det var nogle sammenklappelige jernstel, der var særligt egnede til transport gennem løbegrave. Jeg meddelte min kaptajn min opdagelse, og han var straks med på at annektere disse brugbare sengesteder, skønt det var strengt forbudt.

Så begav vi os ud på vort røvertogt en regnfuld novemberaften, der efter vor mening egnede sig særlig godt til sådanne foretagender. Det lykkedes os også at få sengene uhindret og uset ud af den pågældende bolig.

Men da vi stønnende slæbte dem hen ad den mudrede landsbygade, følte vi os pludselig forfulgt og det af selve lejrkommandanten, hvad vi trods mørket kunne erkende, eller hvad medfølende menige på kammeratlig vis råbte til os. Jo hurtigere vi løb, jo hurtigere rendte forfølgeren bagefter.

Endelig nåede vi sveddryppende et hus, som kompagniet til en vis grad betragtede som sit værtshus i landsbyen. Dér susede vi ind og smed vor last. Vi, kaptajnens drabanter, forsvandt straks videre ud ad husets bagdør i nattens mørke, blev imidlertid i nærheden for at påhøre den dundertale, som lejrkommandanten overfusede kaptajnen med. Denne kunne dog ved klog forhandling sikre os vort rov, som vi så som et sejrsbytte slæbte ind i vor wigwam med taknemlig glæde i vore hjerter.

Og hvor har vi dog sovet vidunderligt på disse vakkelvorne trådsenge!

Hvis blot vi havde fået mere lejlighed til det. For de inddelte vagter måtte punktligt overholdes. Således var det ikke noget under, at jeg som delingsfører efter en halv nats vagt lod, som om jeg sov, selv om jeg med missende øjne fra mit leje iagttog, hvordan kaptajnen ved den lille kanonovn tog sig af ild til kaffekogning.

Engang havde kaptajnen mærket denne hundesnuhed og mente: “Sådan er det rigtigt, sådan skal det være i verdenskrigen; løjtnanten sover endnu, mens hans gamle kaptajn tænder op og koger kaffe.”

07-01

 

7. november 1914. Østfronten: ”Et overraskelsesangreb indledes om morgenstunden.”

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Armé på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Fra morgenstunden den 7. november blev et overraskelsesangreb indledt mod den fremrykkende russiske hær, som blev overrasket, og da dagen var omme havde hele fronten rykket sig 5 km fremad. Selv om v. Below skulle afgive 1. Reserve division (1.R. på kortet) kampdygtig, skulle der også på denne del af fronten fortsættes med angreb den 8. november. Trods afgivelsen af divisionen opnåede man en sejr.

Russerne var syd for jernbanen kastet tilbage over grænsen. Man havde ikke erobret kanoner, men alene den 7. november havde man taget 4000 til fange og erobret 10 maskingeværer. Tyske tab hos I. Armekorps (1.), som var kommet mest i kamp, var 900 døde og sårede.

1914-11-05 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen 7. und 8. nov. 1914

 

7. november 1914. SMS Dresden med kurs mod Valparaiso

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

En tre-fire Dage efter mødte vi en amerikansk Dam­per, der havde Kul til Flaaden, og med den i Følge løb vi for tredie Gang ind til Mas-a-Fuera, Bjerget i Havet. Her laa hele den øvrige Flaade og tog Kul ind.

Leipzig var ogsaa kommet og havde en Prise med, et smukt fransk Sejlskib, der laa ikke langt fra det norske Sejl­skib, som „Gyngehesten” havde kapret. Vi begyndte og­saa Kulningen, og saa snart vi var færdige, stak vi til Søs igen sammen med Leipzig. For en Gangs Skyld kendte vi Rejsens Endemaal. Vi skulde til Valparaiso. Admiral v. Spee vilde vise Verden, at alle hans Skibe var uskadt.

Det summede som i en Bikube paa Banjerne i de Dage. At skulle se en rigtig By igen, og maaske komme i Land, forekom os som et helt Eventyr. Det havde vi ikke haft Lejlighed til, siden vi forlod Puerto Mexiko for længe, længe siden, da der endnu var Fred i Verden.

Vi havde ogsaa faaet Lov til at skrive hjem paa nogle gan­ske smaa Kort, hvor der kun kunde staa nogle faa Ord og helst ikke andet end, at vi havde det godt. Det var underligt at komme til at sysle med Pen og Blæk igen. De derhjemme, ja. Vi havde ikke faaet Brev, siden Kri­gen brød ud, og det var første Gang, vi fik Lov til at skrive. Der var gaaet en Sommer og et helt Efteraar der­hjemme. Jeg anede ikke, om de levede eller ikke, og vidste ikke, hvem af dem der fik dette Brev at læse. Stak­kels tapre, syge Mor, hvordan gik du dog al denne Sinds­bevægelse igennem? Og Far – naar jeg tænkte paa ham, kunde jeg ikke faa den sidste Aften i Hjemmet ud af mine Tanker — de tre Glas Vin, han skænkede op, mindede mig om Sakramentet til én, der skulde dø. Skulde vi al­drig mødes igen, vi tre, der stod sammen den Aften?

Jeg havde efterhaanden vænnet mig til Tanken om, at det var mig, der kom til at mangle derhjemme. Det havde jeg gjort med en mærkelig Sindsligevægt, og jeg kunde mærke paa de fleste af mine Kammerater, at de havde det paa samme Maade, men i disse Dage, da vi sejlede mod Valparaiso, vaagnede Følelsen af Samhørighed med andre Mennesker og Længslen efter at se dem der­hjemme.

7. november 1914. Grev Schack stadig fanget. Hejmdal forbudt. Nyt fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen
Lensgrev Schack til Schaekenborg, der fængsledes den 7. August,,, sidder endnu bestandig fængslet i Flensborg, men medens han i en Maanedstid har været den eneste Sønderjyde, hvis Person Myndighederne har sikret sig, fik han for en Ugestid siden Lidelsesfæller i Journalist Andreas Grau og Hustru, der skal have vakt Myndighedernes Mishag, bl. a. ved at have samlet Soldater hos sig i deres Hjem i Flensborg.

I Gaar, Fredag, har Generalkommandoen forbudt Udgivelsen af det sønderjydske Blad „Hejmdal* (Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle) i Aabenraa og dets to Aflæggere „Haderslev Dagblad* og „Nordborg Avis” for et Tidsrum af 8 Dage. Om Grunden hertil er der ikke tilflydt Offentligheden nogen Meddelelse, men den kan formentlig — i alt Fald for en Del — søges i forskellige i „Hejmdal” optagne Feltpostbreve fra Nordslesvigere med Oplysninger, der har været Myndighederne ubehagelige, som f. Eks. i det her i Bladet i Dag gengivne Brev fra fransk Lothringen.

Den nye danske Forsamlingsbygning „Sønderborghus” i Sønderborg, der indviedes i Forsommeren, er nu taget i Brug som Lasaret for 60 saarede, der faar det godt i de lyse og venlige Omgivelser.

Ungdomsmøde Sønderborghus 21-06-1914
Sønderborghus – indviet maj 1914 som dansk forsamlingshus. Her ses et dansk ungdomsmøde kort før krigens udbrud.

6. november 1914. Regiment 84 gør sig det hjemligt i skyttegravene

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, 8. kompagni.

Vort første dækningsrum var et hul med et regnslag over. Man krøb ind på alle fire. Den fjendtlige linje var måske nogle hundrede meter borte, stedvis endda over 800 meter. Alligevel måtte der efter ordre dag og nat kun tales i den mest sagte hvisketone.

Med en opfyldningstransport kom Karl Anker til kompagniet. Han var jøde; det var for mig i religiøs sammenhæng dengang ingen skavank og er det heller ikke i dag. Og vor kaptajn Grebel betragtede det ligefrem som et helt held at have fået en jøde i kompagniet. Han betegnede ham som sin lykkejøde, der ikke måtte komme ham af hænde.

Vore boligforhold bedredes med tiden. Vi byggede et dækningsrum, i hvilket man kunne stå oprejst. Ganske vist var dækningen kun en noget tykkere solskærm. Men vi var meget stolte over denne træbjælkekonstruktion, som vi havde givet det klingende navn “system fjeder” efter den anvendte, gennemprøvede teknik. Sandsynligvis skulle de granater, der slog ned, fjedres tilbage igen. Vi kaldte bygningsværket “Verdenskrigsskydetelt 1914, 15, 16 . . .” og malede det også på med gammeltyske bogstaver, blot ville vor kaptajn i klog forudseenhed have, at årstalrækken 1914, 15, 16 . . . ikke skulle afsluttes, men at der med prikker antydedes en forlængelsesmulighed.

I dette Verdenskrigsskydetelt gik det ganske fornøjeligt til. Morgenmadskredsen spiste længe, fordi der endnu var meget at spise. I et af kaptajn Grebel kammeratligt dannet bordfællesskab gik det virkelig kammeratligt til. I denne kreds var ikke noget, der hed privatejendom, når det drejede sig om levnedsmidler og krigspakker. Alt sådan noget vandrede ned i den fælles morgenmadskurv og blev af kaptajnen personligt igen delt ud i retfærdige portioner.

5. november 1914. Småkrig i ingenmandsland

Af Füsilieregiment 86’s historie:

En dag besatte 20 frivillige fra 7. kompagni Sauffoye-Ferme, ca. 1 km foran Pimprez. Vanvittig ophidselse derovre, maskingevær- og artilleriild på gården.

Efter at alle nødvendige oplysninger var indhentet, lykkedes det afdelingen at nå uskadte tilbage til deres skyttegrav.

En anden gang overrumplede en patrulje under ledelse af fungerende officer Iversen fra 6. kompagni et hus på randen af Ribécourt. Det lykkedes franskmændene, som blev overrasket midt i aftensmaden, at undslippe gennem en bagdør.

Nu etablerede man hurtigt et heksebål af gardiner, bordduge og stoleben i stuen og antændte det. Huset brændte ned til grunden.

4. november 1914. Med 84’ernes 5. kompagni i “Manstein-hulen” ved Moulin-sous-Touvent

Af Regiment 84’s historie:

Bag vor stilling lå “Manstein-hulen”. En grundig rengøring lod os erkende, hvor meget skidt der skal til, før franskmanden befinder sig godt.

Regimentsstaben havde sit hjemsted til venstre ved siden af indgangen. En forhøjet niche dannede soverum for regimentskommandøren og hans adjudant. Foran lå opholdsrummet. Senere blev det skilt fra med brædder og forsynet med en dør. Senge, stole, service o.s.v. blev “skaffet”. Ved siden af dette rum havde regimentskøkkenet sin plads.

Over for “regimentet” lå “bataljonen” med officererne fra det tjenstgørende reservekompagni. At disse rum var forsynet med gulve og beboeligt indrettede var vor kaptajn Klapps fortjeneste. På hans ordre “fandt” mine kompagnikammerater i Moulins sønderskudte huse en rød sofa, to grønne lænestole, seks stole, et stort rundt bord, en hængelampe, ja, også den hane, der engang havde givet kirketårnet sin afslutning, kunne de bruge som udsmykning.

Et forhæng skilte soverummet fra opholdsrummet. Nogle madrasser – senere kom der også en jernseng til – et servantebord og nogle mindre borde passede til rummets bestemmelse.

I hulens gange lå der frisk halm som hvilested for mandskabet. En rengjort mellemgang gjorde plads for Moulins tidligere skolebænke til at sidde på og til at skrive ved. Lærerens bord med en stor hængelampe over mindede om indretningen af et læse- og skriverum. Underofficererne indrettede i de forskellige nicher deres opholdssteder. Vore folks opfindsomhed var forbavsende.

Trods manglende frisk luft og dagslys kunne hulen godt blive til et virkeligt bosted, hvor man kunne finde ro og styrke til nye anstrengelser. Senere blev der brudt et hul ind til en nabohule, hvis udgang var umiddelbart nord for Touvent-Ferme. Derved kom der gennemtræk og frisk luft ind i hulen.

Gennem denne udgang, der var bedre dækket end den ved siden af staben, gik nu al trafik til stillingen. Dens hovedforbindelsesgrav i en sænkning nord for Touvent-Ferme blev forlænget til nær ved denne huleudgang. Da den koldere årstid indtraf, blev den forreste huleindgang lukket med en dør.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Naboregimentet Nr. 86’s hule ved Moulin: Königin-Höhle.

 

3. november 1914. SMS Dresden atter alene

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Vi sejlede igen alene. Alt var, som da vi stampede af Sted paa vor ensomme Fart over Atlanterhavet og Stille­havet. De store Skibe og Slaget ved Santa Maria kunde godt være en Drøm, saa fuldstændigt var alting faldet til­bage i de vante Folder. Havet bredte sig vidt og tomt om­kring os, og kun Røgen af den trofaste Baden røbede, at der var andre Skibe i Verden end Dresden. Vi skiftede Vagter og levede Livet, som vi havde vænnet os til det, før vi kom i Eskadre, og det eneste, der røbede, at vi havde oplevet noget usædvanligt, var de endeløse Samtaler om Slaget, der spandt sig gennem Frivagterne og Vagterne med, og hvori Underofficerer og Menige gav deres Besyv med uden Persons Anseelse.

Nu var det forbi alt sammen, og Livet var alter blevet jævnt og dagligdags. I Tankerne genoplevede jeg Mor­genen efter Slaget, min Forbavselse over at se alle fem Skibe ligge fuldstændig uskadte, vor Søgen efter Vrag fra de nedskudte engelske Skibe og hele Flaadens Parade forbi Scharnhorst, der laa smykket med Flag og Signal-vimpler, saa nypudset og fin, som om den aldrig havde været i Slag.

Jeg hørte Hurraraabene, der rungede over Vandet, mens Skib efter Skib gled langsomt forbi Admiralskibet, og saa de Hundreder af Huer, der svingedes i Takt, og saa med et Slag var det Hverdag igen. Dresden, Leipzig og Baden skilte sig ud fra den øvrige Flaade, der sejlede til Valparaiso – det fik vi mærkeligt nok at vide med det samme – og hurtigt forsvandt ogsaa Leipzig fra vort Selskab. Nu gik vi igen paa Kapertogt sammen med Baden, og efter et Par Dages Sejlads forsvandt ogsaa den paa en særlig Sendelse.

To Dage efter Slaget mødte vi nemlig den lille Hjælpe-krydser Titania, „Gyngehesten” kaldet. Den havde kapret et stort norsk Sejlskib og forsøgte at slæbe det mod Vind og Sø. De to Skibe kom næsten ikke ud af Stedet, og vi morede os hjerteligt over det ejendommelige Skuespil. Vi lo ikke mindre, da vi fik at vide, at Nordmanden et Par Gange havde kappet Bugsertovet og forsøgt at løbe sin Vej, saaledes at „Gyngehesten” maatte sende et Par af sine smaa Granater efter den for at faa den til at standse op. Nu blev Baden spændt for den norske Sejler, medens „Gyngehesten” sluttede op som Halen i Optoget, og vi sejlede videre helt alene.

2. november 1914. ”XXV. Reservekorps havde svigtet”

Af Allan Otto Wagner

Den 2. november blev Generaloberst v. Hindenburg udnævnt som Øverste befalingsmand Ost og dermed var 8. Arme underlagt 9. Armes kommando.

Armen havde hele oktober afværget den russiske overmagt med 10½ Infanteri divisioner og en Kavaleri division mod det dobbelte fra russiske side. Og da General v. Francois i starten af november skulle afgive 3 divisioner til Thorn havde han ikke andet valg end at flytte hæren tilbage til den forberedte forsvarsstilling ved Lötzen-Angerapp .

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Den 2. november tog General v. Francois til Marggrabowa for at mødes med Generalerne v. Scheffer, Rosch og Morgen og planlægge det videre forløb.

I krigsdagbogen for Generalkommandoen for 1. Armekorps hedder det, ”at angrebet måtte afbrydes, da XXV. Reservekorps havde ”svigtet”, at Korps Morgen ikke mere kunne komme fremad og at 1. Armekorps manglede ammunition og erstatning for infanterimandskab. Den venstre fløj ved Romintenschen Heide var truet af omringning, og 23. Bataljon Reserve og Landwehr (Landwehr-Division Jakobi) havde ikke lykkedes at forhindre dette”.

XXV. Reserve Korps havde på 14 dage mistet 11.500 mand – 1/3 – 4.500 mand var syge, af de resterende 7.000 var 2.500 savnede.

Den fremtidige stilling skulle være linjen Lyck – Marggrabowa – Stallupönen. Den 100 km lange Arme front fra Lyck til Wirballen var dog rimeligt lukket, men uden nye reserver kunne den dog ikke holdes.

Den 2. november om eftermiddagen kom der telegram fra det nu kaldte ”Oberbefehlshaber Ost” – ”Hvornår begynder transporten af de 3 divisioner?” Og om aftenen meddelte Francois til Oberbefehlshaber Ost, at transporten af 3 divisioner ville begynde 6. november, men uden dem var det ikke muligt at beskytte den Østpreussiske grænse, og man ville begynde tilbagetrækningen til bag Angerapp.

1914-11-02 LIR84 Die Kämpfe in Ostpreussen primo nov. 1914

Kortet viser med de ikke-fede typer situationen for 8. Arme om aftenen den 2. november. De blå pile viser troppebevægelserne indtil den 7. november.

General v. Jacobi’s gruppe (Ja. på kortet) -3/4 36. Reserve Division fra 1. Reservekorps, 6., 70., og 34. landwehr Brigade (herunder LIR84) og 1. Armekorps Kavalerier – stod, efter de havde afværget et russisk gennembrud syd for Wischtyter søen, nord for Pscherosl med front mod Romintensche Heide.

Nedenfor: Kort over frontforløbet på Østfronten.

1914-11-02 LIR84 Gesamtfront gegen Russland am 3. nov.1914

 

 

2. november 1914. Dagen efter slaget

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden.

Klokken 12 blev jeg purret ud til mine Maskiner. De skulde gaa for langsom Fart, hvilket jo ikke gav meget Arbejde, men dog altid nok til at holde de triste Tanker borte. Til sidst kom jeg ind paa den Idé, at det nok slet ikke var sandt. Den korte Søvn havde bragt mig saadan paa Afstand af Begivenhederne, at det hele forekom mig udvisket som en Drøm.

Jeg var et Øjeblik paa Dæk for at trække frisk Luft og ryste Søvnigheden af mig. Det var stadig meget mørkt og stormende. Forude skar med smaa Mellemrum en Lysstraale gennem Mørket. Jeg spurgte en af Vagterne, hvor det Lys kom fra. Det viste sig at være en Officer, jeg havde spurgt. Han svarede mig meget venligt.

– Det er et Fyrtaarn paa Land, min Søn, paa Øen Santa Maria.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

1. november 1914. Kl. 21:00: “Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!”

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november deltog han i søslaget ved Coronel.

Lidt over 8 var Skafningen forbi. Jeg blev siddende lidt paa Banjerne og sludrede med dem, der blev til­bage, men jeg havde ingen Ro paa mig. Jeg kunde ikke forstaa, at vi havde Lov til at sidde her og drive, mens vi gik frem til Torpedoangreb, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre den kendte Lyd af Torpedoen, der forlod Røret og kogende og gurglende styrede mod sit Maal.

Lidt over halv ni gik jeg paa Dæk igen sammen med Saner og Sydfeld og et Par andre. Der var ingen Foran­dring at se, udover at det var blevet endnu mørkere.

Vi sneg os op paa Fordækket, hvor vi kunde staa mest ugenert og havde den bedste Udsigt. Der stod ogsaa nu et Par Matroser og krøb sammen og saa ud til at være temmelig vaade. Dresden gik for god Fart, og man kunde høre Ventilationsmaskinerne brumme. Fra Skorstenene væltede Røgen tykt ud. Der var intet, der mindede om det Torpedoangreb, vi forsøgte paa Paaskeøen. Matro­serne stod og talte om et Par Skibe, vi havde passeret.

– Jeg tør bande paa, at det var Glasgow, sagde den ene.   Jeg saa den tydeligt det Øjeblik, Maanen var frem­me. Den blotte Stævn var ikke til at tage fejl af.

– Saa maa den anden have været Leipzig, faldt Kam­meraten ind, for saa meget kunde jeg da se, at det ikke var den samme.

– Vi var vist ved at stikke den en Torpedo, sagde den første, og vilde have sagt noget mere, men holdt pludselig inde.

Forude gled en Lyskegle søgende over Vandet. Vi havde set noget Lys før, men blev først nu klar over, hvad det var. Den svøbte et Par Gange frem og tilbage over Bølgerne og begyndte saa famlende at nærme sig et bestemt Maal. Med ét standsede den og belyste klart et svært Skib, der laa med stærk Slagside. Jeg hørte Maskintelegrafen ringe, og Farten blev sat op. Vi kom nær­mere og nærmere Havaristen, men vi naaede den vist ikke. En af Matroserne trampede i Dækket: — Hurtigere, hurtigere, for Fanden! mumlede han. Vi kunde se, at der var Folk paa Dækket af Skibet. De stod besynderlig ro­ligt, samlede i Smaaklynger, og der var næsten ingen Be­vægelse paa Dækket. Fra vort Dæk lød det:

– Daglig Orden ved Torpedoerne!

Vi nærmede os Vraget mere og mere, men Afstanden var endnu lang. Kun det blændende skarpe Lys fra Lys­kasteren tillod os trods den betydelige Afstand skarpt at se, hvad der skete paa Dækket.

– Det er Monmouth, raabte den ene af Matroserne, vi naar den aldrig.

Jeg syntes ogsaa, at jeg kunde genkende det store, klodsede engelske Skib, som jeg sidst havde set i skarp Silhouet mod den glødende Aftenhimmel for kun et Par Timer siden. Dens tunge, stive Skrog stak underligt af mod Glasgows slanke Krydserlinier og Otrantos elegante Passagerdampersnit, men den havde altsaa ikke været massiv nok til at modstaa Gneisenau.

Masten med det hvide engelske Krigsflag bøjede sig hurtigere og hurtigere ned mod den kogende oprørte Sø. Kolossen laa helt over, og jeg kunde se Folk løbe paa dens Sider. Fra vort Dæk hørtes Tummel og Raab. Det var Matroserne, der arbej­dede med Baadene, som var blevet fyldte med Vand, for at de ikke skulde blive antændt af Træffere under Kampen. Jeg hørte dem raabe:

— Vi naar det ikke. Det er umuligt at sætte Baadene ud i denne Sø. De bliver smadret med det samme. Vi maa klods ind paa den …

Saa blev der ganske stille. Jeg tog min Hue af, og Ma­troserne ved Siden af mig gjorde det samme. Monmouths Master og Skorstene var forsvundet i Vandet, og det hvide Flag var ogsaa drejet under. Kun en Del af Bunden og Kølen var synlig.

Paa den havde der indtil for et Øjeblik siden staaet Mennesker, men en stor Sø gik over Vraget i hele dets Længde, og da den var væk, var der intet levende at se. En Stump af Kølen stak endnu op, men forsvandt under en ny Sø og kom ikke til Syne mere.

Omkring mig var der dødsens stille. De andre stod med Huerne i Hænderne og stirrede ud mod det Sted, hvor det store Skib var forsvundet. Paa Dækket var der og­saa stille. Saa hørte jeg et Par skarpe Kommandoraab, og uden at vente paa de andre gik jeg under Dæk. Jeg gik som i Søvne og saå ingenting omkring mig. Det fryg­telige Syn havde næsten bedøvet mig. I Sidegangen mødte jeg en lille, tyk Fyrbøder, der hed Cramer. Han var bleg og havde store Taarer i Øjnene.

– Gud i Himlen, Støckler, de arme Mennesker!

Jeg nikkede til Svar, og vi talte lidt sammen om det, vi havde set. Jeg opdagede, at vi ikke talte, som vi plejede, men stod og hviskede til hinanden som ved en Begravelse.

Jeg gik ned paa Banjerne for at gaa til Køjs. Alle de, der var dernede, havde ogsaa set Monmouths Under­gang, det kunde man se paa deres alvorlige Ansigter. Jeg var ved at gaa til Køjs, da Døren blev revet op, og en Mand raabte aandeløst ind til os.

— Er I tossede — nu havde de nær sendt Nürnberg en Torpedo i Maven!   Han smækkede Døren i og for­svandt uden nærmere Forklaring.

Jeg gik til Køjs, men havde svært ved at sove. Bille­det af det synkende engelske Skib havde brændt sig fast i min Bevidsthed, og jeg vred mig uroligt i Køjen, før jeg kunde falde til Ro.

1. november 1914. KI. 18:00: I kamp med englænderne ved Coronel

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Den 1. november 1914 deltog han i søslaget ved Coronel.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Der fløj et Signal op paa Leipzig. Det blev straks be­svaret med et Signal hos os. Flaget fo’r op som en Klump og foldede sig først ud, da det naaede Toppen. Hvad mon nu det betød?

En Mand kom gaaende hurtigt over Dækket. Del var en af Hornblæserne. Han standsede, satte Hornet for Mun­den og blæste et kort, skingrende Signal. Jeg havde al­drig hørt det før, men behøvede ikke at spørge. Signal­piberne hvinede over hele Skibet, og Kommandoerne rungede:

– Alle Mand paa Fægtningsplads!

Jeg sprang af Sted. I Farten så jeg en Grammofon og en Harmonika ryge udenbords — Matroserne gjorde klart Skib. Jeg stødte paa Sauer:

– Hvor er Nedgangen til Nr. 2, jeg har aldrig væ­ret der.

– Jeg skal jo med, tag den med Ro, det jager vel ikke mere, end det haster.

Jeg vendte mig om og kastede et sidste Blik over Dæk. Konstablerne stod klar ved Kanonerne, hvis Mundinger pegede forud. Den store Englænder var tydeligt at se som en skarp Skygge mod den røde Aftenhimmel. Solen var næsten helt forsvundet.

– Under Dæk, Fyrbøder! raabte en Officer, der fo’r forbi os.Vi luntede af Sted, men stod et Øjeblik efter stille.

Alle stod stille og lyttede.   En hul, mægtig Lyd, dæmpet af Afstanden, naaede Øret.   Den gentog sig, og endnu en Gang.

Scharnhorst og Gneisenau havde aabnet Ilden. Trods Afstanden kunde vi se Ild og Røg jage ud fra deres Styr­bords Bredside.

– Ned! raabte Sauer. Vi styrtede af Sted. Han ledte mig gennem lange Gange og snævre Skakter ned til Ammunitionsrummet. Helt herned trængte den dumpe Rul­len af de store Skibes Salver. Bulder paa Bulder rullede ind over os.   Saa slugtes alle andre Lyde af et hult, run­gende Brag, der fik alt paa Skibet til at dirre. Dresden lagde sig blidt over til Bagbord, og gennem Talerøret hørte vi en Stemme:

– Første Salve mod Otranto – for kort!

Vi så os om i Ammunitionskamret, et temmelig snæ­vert, uhyggeligt Rum, der blev oplyst af et Par søvnige elektriske Pærer. Den eneste Udgang var det snævre Mandehul, vi var kommet ind af, så her vilde det ikke være let at slippe ud i en Fart, hvis der skulde ske noget. Fyrværkmesteren stod ved Elevatorskakten og var i Færd med at hæfte en Patron paa en Hejsekrog. Patronen, der var stukket ind i et graamalet Blikhylster med en Hank paa Midten for Transportens Skyld, så ud til at veje godt til. Den var ca. en Meter lang. En Mand kom slæ­bende med en ny Patron. Han holdt fast i Hanken med begge Hænder og gik sidelæns for bedre at kunne løfte. – Parole? spurgte en Stemme gennem Talerøret, og Fyrværkmesteren svarede: — Dresden! som Tegn paa, al alt var i Orden i Ammunitionskamret.

Med en utaalmodig Haandbevægelse satte han os i Gang med Arbejdet, og vi slog Klo i hver en Patron. De laa i Stabler i Baggrunden af Rummet. Et nyt tordnende Brag slog ned til os, og Dækket gled under mine Fødder. – Næste Salve mod Otranto, fortalte Talerøret, for lang!

– Hiv op, for Helvede! raabte Fyrværkmesteren op gennem Skakten, hvad venter I paa.

Jeg var allerede paa Vej med en ny Patron, da den tredie Salve rystede Skibet. Fra Dækket hørtes Raaben og Skrigen, og Stemmen i Talerøret fortalte ivrigt: – Tredie Salve mod Otranto. Kommandobroen skudt væk!

Sveden drev ned over mit Ansigt, og jeg fik heftige Smerter i Maven, saa jeg maatte krumme mig helt sam­men for ikke at skrige. Jeg var ikke vant til saa haardt Arbejde, og Spændingen var frygtelig. Patronerne vejede godt til, og Fyrværkmesteren jog paa os.

Gennem Elevatorskakten trængte forvirrede Lyde ned til os mellem Braget af Salverne, der nu faldt Slag i Slag. Jeg hørte Trampen af mange Fødder, Kommandoraab, Hurraraab, Løbekattens Rullen over Dækket med Am­munition og ind imellem en Lyd, som jeg ikke havde hørt før. Det var en langtrukken, skurrende Lyd, der endte i en høj, skarp Hvinen, som pludselig forsvandt. Engang imellem gik Lyden over til en ujævn Svirren som af en svær Genstand, der hvirvles rundt i Luften med frygtelig Fart. Det maatte være Englændernes Granater, der be­gyndte at indfinde sig.

– Otranto styrer ud af Linien, raabte Talerøret i stor Ophidselse.

– Hiv op, for Satan! raabte Fyrværkmesteren omtrent i samme Tone.

Vi slæbte Ammunition, som om det gjaldt vort Liv. Vi sagde ikke et Ord til hinanden og hørte ikke andet end Fyrværkmesterens kommanderende Stemme. Tummelen paa Dækket gjorde os næsten døve, og Braget fra Sal­verne satte os i Knæ. Vi hørte igen høje Hurraraab paa Dækket, og Talerøret fortalte: — Træffer paa Monmouth, Taarn skudt væk!

– Hurra, raabte Sauer grebet af den almindelige Be­gejstring.

– Hiv op, skreg Fyrværkmesteren i en rasende Tone. Der maatte være Masser af Ammunition paa Dækket, men han holdt nok ikke op, før Kamret var tømt.

– Monmouths agterste Kanon fyrer paa Dresden, fort­satte Talerøret – det brænder paa Good Hope.

Vi hørte igen de høje Hurraraab paa Dækket. Som de dog morede sig. Vi maatte aabenbart staa os godt. Mine to Kammerater straalede over deres svedte Ansigter.

– Dresden Træffer i Forskibet, raabte Talerøret. Sauer stoppede op midt i en sidelæns March med en Patron. Vi saa paa hinanden. Nu begyndte det altsaa. Jeg kunde se det hele for mig: En Straale af Ild jog gennem Skibssiden og Granaten sprængtes med et tordnende Brag i Bun­kerne, der stod i Flammer. Kul og Sprængstykker hvi­nede igennem Rummet i hele dets Længde, og Lemperne styrtede om, hvor de stod med Skovlene i Næ­verne. Vandet kom væltende ind med en Kraft som en almægtige Sprøjtestraale, og Lækmandskabet kom styr­tende med Filtpropper, Tæpper, Brædder og svære Sti­vere.   Propper blev hugget ind i Lækken, svære, uldne Tæpper udenpaa, saa et Par solide Brædder og til sidst blev Stiverne sat i Klemme mellem Brædderne og Bunkervæggen. Hurtigt skulde det gaa, for hvis Vandet fik Magten, saa lukkede de vandtætte Døre sig, og der var ingen Redning for dem, der var paa den anden Side.

– Der kommer intet Vand, alt er tæt, beroligede Tale­røret.   Naa, Gudskelov, saa var det dog ikke saa slemt, som jeg havde tænkt det.

– Leipzig skærer ud, sagde Talerøret. – Dresden fyrer paa Glasgow.

Salverne, der var taget lidt af, fulgte nu saa hurtigt efter hinanden, at Skibet ikke naaede at rette sig efter den ene, før den anden kom. Vi satte af os selv Tempoet op. Hvad mon der var i Vejen med Leipzig? Havde den lille Krydser med den mærkelig gammeldags Stævn mødt sin Skæbne. Jeg tænkte paa, hvor smuk den saa ud, da den laa foran os belyst af Solen, der var ved at gaa ned, med sine fire store Krigsflag oppe, og hvor trofast den havde pløjet efter de store Skibe for at være ved Haanden, naar det gik løs.

Skydningen tog lidt af. Der blev længere mellem Sal­verne, og vi hørte nu Enkeltskydning for første Gang i Slaget.

– Ammunition nok, Vagten kan hæves, meddelte Ta­lerøret. Larmen paa Dækket var steget. Vi hørte næsten hele Tiden Hurraraab og høje Stemmer, men kunde ikke skelne, hvad der blev raabt.   Talerøret var blevet tavs. Vi tre menige stod og saa paa hinanden med tomme An­sigter og tomme Hænder, og jeg blev først nu klar over, hvor voldsomt vi havde slæbt. Mine Knæ rystede under mig, men Smerterne i Maven havde fortaget sig. Fyrværkmesteren stod og lænede sig op ad Elevatorskakten.

– Vagten er hævet, sagde han med ét, og uden at spørge om noget begyndte Sauer og jeg at entre op. Larmen paa Dækket tog til, og med korte Mellemrum ry­stede et Kanonskud Luften. Kampen var aabenbart ikke helt forbi endnu. Vi blev staaende stille begge to, da vi var kommet op. Forude om Styrbord saas et flakkende Ildskær. Det gik næsten med det samme over til en mæg­tig, bred Ildsøjle, der oplyste Omridsene af et stort Skib, fra hvis Fordæk en Eksplosion slog ud. I den blændende gulhvide Eksplosionsflamme saas   mørke Genstande hvirvle omkring. Det hele varede kun et Sekund, saa var der dobbelt mørkt forude. Et hult Brag naaede mit Øre.

Fra Dækket rejste sig et Brøl, som jeg aldrig havde hørt Mage til: Good Hope er sprunget i Luften, Hurra, Hurra, Hurra! Den synker, den er færdig! Scharnhorst længe leve!

Matroserne klatrede op i Rigningen og svingede med Huerne og skreg som gale. Officererne skreg med. En Ildsøjle jog ud af den forreste Kanon, og Braget gjorde Ende paa Hurraraabene. Det flammede op ude i Mørket, og jeg hørte en Hvinen i Luften. Det maatte være Glas­gow, der stadig kæmpede. Hvor mon Monmouth var henne? Jeg spurgte en Matros: – – Forude, svarede han, den er skudt sammen.

Jeg stirrede forud. Der var intet at se. Der var over­hovedet ikke et Skib at se i Mørket. Mon Leipzig var sunket.

Med korte Mellemrum flammede det op ude i Mørket, om Styrbord, hvor Glasgow laa, og hver Gang svarede en eller to af Dresdens Kanoner, som Regel de to forreste, der laa højest. Matroserne var fuldstændig tossede. Betje­ningen paa de bagbords Kanoner sloges med dem paa Styrbordssiden for at komme til at betjene Skytset. De rev dem væk fra Kanonerne: — Væk, lad os komme til, bare for et enkelt Skud. Flere Steder trak det op til Slagsmaal. Dækket drev af Vand, og de fleste af dem ved Kanonerne var drivvaade.

1. november 1914. På SMS Dresden kl. 17:00: Fjenden i sigte!

Fyrbøderen Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Den 1. november 1914 jagtede de tyske skibe en engelsk ekskadre. Hen under aften fik de englænderne i sigte.

Der var en Uro overalt paa Skibet. Man kunde ikke finde et blivende Sted. Der var intet Arbejde for mig lige i Øjeblikket, og lidt før halvfem gik jeg paa Dæk igen.

Farten var blevet yderligere øget, og Stormen var taget til. Svære Søer krummede sig mod os og sendte Byger af Skum og Kaskader af Vand ind over Dækket, naar vi rendte Stævnen ind i dem. Da jeg gik op, så jeg først efter Nürnberg, der jo skulde ligge agten for os. Der var intet Skib at se. Derimod laa Leipzig meget nærmere end om Formiddagen, og vi vandt stadig ind paa den. Langt forude kunde jeg skimte to svære Røgsøjler. Jeg spurgte en Matros:

– Scharnhorst og Gneisenau, sagde han kort.

– Hvor er Englænderne?

Han pegede fremover, lidt om Styrbord, men der var ingenting at se.

Paa Dækket klumpede Kanonmandskabet sig sammen bag Skjoldene for at beskytte sig mod Vinden og Søerne. Engang imellem blev der holdt lidt Øvelse med Skytset. Løbene blev hævet og sænket og svinget i forskellige Retninger, og Laasene blev aabnet og lukket for at se, om de gled godt. De drev af Olie, der næsten kvalte Lyden af Bundkilerne, der gled ud og ind.

Jeg hørte, at der var gjort klart Skib til Fægtning, og kunde se, at Officererne var iført krigsmæssig Paaklædning med automatiske Pistoler i gule Læderhylstre ved Siden. En af dem dukkede op ved Siden af os og pegede paa en lille Pram, vi havde staaende paa det styrbords Overdæk. Den blev brugt, naar Skibssiderne skulde males. – Ta’ ved, Folkens! sagde han, og lad os faa den udenbords. Vi slog Klo i Baaden og svingede den frem og tilbage, mens Officeren talte: — Een-too-tre. Saa gik den lille Pram udenbords og fik et Hurra med paa Vejen. Der blev i det hele laget raabt meget Hurra. Hver Gang nogen skulde røre sig til noget, blev der raabt Hurra. Tonen var mærkeligt lyslig og oplivet over det hele. Foruden Dæksmandskabet stod der en Mængde Fyrbødere paa Dækket, men ingen sagde noget til det. I Dag var Reglementet aabenbart sat helt ud af Spillet.

Dresden satte Farten yderligere op og vandt mere og mere ind paa Leipzig. Ogsaa de store Krydsere var blevet mere synlige. Jeg tænkte paa min Afløser ved Ventilatio­nen. Nu fo’r han rundt som en Flue i en Flaske for at smøre Maskinerne og regulere Farten. Deres høje Brum­men kunde høres helt op paa Dækket.

Tiden gik. Jeg stod stadig paa Fordækket og saå frem over vor egen Linie. De to store Krydsere voksede stadig i Størrelse, og vi løb hurtigt ind paa Leipzig, der laa et Stykke agten for dem, men ogsaa havde god Fart oppe. Nürnberg var ikke at se. Om Bagbord kunde jeg skimte vilde, forrevne Klipper. Det var den chilenske Kyst.

Solen stod meget lavt, og der var vel kun en halv Time, til den gik ned. Det var vanskeligt at se imod den, men næsten lige under den, til Styrbord for os, havde der dan­net sig en Kæde af fire Røgsøjler. Jeg havde set et Par af dem i nogen Tid og havde lagt Mærke til, at deres Op­dukken vakte Røre mellem Officererne, men de to var først kommet til for nylig. Det sved i Øjnene at se mod Solen, men overalt paa Dækket søgte Folk sig gode Ud­sigtspladser for at holde Øje med de fire Røgsøjler. Vi kom dem nærmere og nærmere for hvert Minut. Det maatte være Englænderne.

Hele Jagtens Spænding greb mig. Hjertet bankede hef­tigt, og jeg knugede Hænderne om Rækværket. Mon vi kunde naa dem, og hvad saa, naar vi naaede dem? Tan­kerne væltede ind paa mig i vild Uorden.

— Hvor var det nu, jeg skulde være paa min Frivagt under Fægtning? Naa, det var sandt, i Ammunitionsrum Nr. 2, helt nede paa Bunden af Skibet. Dér kunde man ikke se meget af Kampen, og man kunde heller ikke kom­me op, hvis Dresden gik ned. Det var vist Sauer, der skulde derned sammen med mig. Hvorfor gik Officererne med Pistoler? Saa nær kom vi da ikke Englænderne. Hvad mon det var for Skibe, hvor stærke var de, og hvor stærke var vi? Hvis Nürnberg ikke snart naaede op, var der lige et til hver af os. Den agterste Englænder voksede hurtigt. Var det en langsom, svær Krydser? Det maatte formodentlig blive vor Modstander. Hvad mon Klokken var? Over seks….

Der gled et Signalflag til Vejrs paa Leipzig, og Dresden svarede. Hvad mon nu det betød? Englænderne sakkede mere og mere agter, men kunde vi da for Fanden aldrig naa Leipzig. Ventilationsmaskinerne hylede i højeste Tone, men det gik for langsomt, meget for langsomt.

Naaede vi ikke frem, inden Fægtningen begyndte, vilde Leipzig faa to Modstandere. Aa, nej, hvad var nu det?

Paa Leipzig gled de store Krigsflag til Vejrs paa begge Master, og et Øjeblik efter ogsaa paa Dresden. Solen var fremme mellem Skyerne, da de foldede sig ud med skarpe Smeld. Det slog mig, at jeg aldrig før havde tænkt over, hvor truende det sorte Kors i vort Krigsflag egentlig saa ud? Nu var det altsaa ved at blive Alvor. Kunde vi mon ikke række Englænderne. Jeg havde ingen Anelse om det, men ønskede, at vi snart kunde faa begyndt. Spæn­dingen var uudholdelig.

Fra Kanonerne hørtes Musik og Sang. En af Matro­serne havde sat en Grammofon i Gang, og en anden spil­lede paa Harmonika. Kraftige Stemmer sang med paa Melodien. En af dem hævede sig med vild Kraft over de andre i Omkvædet:

Deutschland, Deutschland, über alles, über alles in der Welt.

Jeg hørte en Officer tale forklarende til en Flok Fyr­bødere, der stod i Nærheden. Han pegede ud mod de en­gelske Skibe, mens han talte:

— Den forreste er Good Hope med Admiralen om Bord, saa kommer Monmouth, som er lidt mindre. Nr. 3 er den lette Krydser Glasgow, og den sidste er Hjælpekrydseren Otranto. Den faar vi.

– Hvor   stærk   er   Hjælpekrydseren,   Hr.   Løjtnant? spurgte en Stemme,
– Jeg véd det ikke, lød Svaret, men den er ingenting værd i et Søslag.

Paa Dækket steg Lystigheden. Der blev sunget og spillet flere Steder, og Officererne saa smilende til eller nynnede med.   Vi laa nu et Par Tusinde Meter fra Leipzig, men Afstanden tog hurtigt af, og vor Modstander, den engelske Hjælpekrydser, blev tydeligere og tydeligere. Det var nu ikke længere til at tage fejl af, at det var en stor Pas­sagerdamper. Solen havde nu naaet Vandet med sin ne­derste Rand. Det kneb med at se ind i den, men naar den var gaaet ned, vilde Englænderne staa som Skygger mod den røde Aftenhimmel. Det var helt godt regnet ud af „den Gamle”, men mon vi kunde naa at gøre os færdige med dem, inden det blev helt mørkt – eller de med os?

1. november 1914. Kampe ved Lyck og Suwalki

Af Allan Otto Wagner

Det slesvigske 84. Landwehrs Regiment var en enhed under Landwehr-Division Jakobi (tidligere Goltz og Einem), som var en del af den 8. Arme på Østfronten. Det var denne enhed min oldefar Otto Theodor Wagner i efteråret 1914 tiltrådte og var en del af indtil krigens slutning.

Landwehr-Division Jakobi (Ja på kortet) var den 28. oktober blevet beordret at marchere bag fronten af 1. Armeekorps mod nord over Pscherosl og angribe Szittkeymen.

Landwehr-Division kom kun til Pscherosl og Filipowo, og Kommandør Generalleutnant Brecht for 1. Kavallerie-Division var overladt til sig selv. Armee oberkommandoen havde ifølge russiske radiokommunikation overhørt, at syd for Wischtyter Søen skulle det russiske 29. Infanteri-Division sættes ind i et angreb mod Pscherosl.

Den 1. november skulle General v. Jacobi fra syd gå til modangreb. Hans Landwehr-Division var blevet forstærket med 70. Reserve-Brigade, 36. Reserve-Division og 1. Armeekorps Kavaleri. Russernes fortagende udeblev dog og de nåede syd kanten af Heden. Den 2. november skulle Landwehr-Divisionen angribe, men om natten angreb fjenden fra sydøst kanten af heden og erobrede kanoner.

At fordrive denne modstander blev Jacobi gruppens næste opgave, men det var spørgsmålet, om det var opnåeligt og hele Armeens situation krævede nye beslutninger.

Den 31. oktober om aftenen var der kommet befaling fra Generaloberst v. Hindenburg om, at man skulle forberede afgang af 3 divisioner til 9. Arme. 1. november meddelte General v. Francois, at det ikke var muligt, da de havde startet modangreb ved Pscherosl.

1914-10-18 LIR84 Der Weltkrieg 1914-18 bn V - Kämpfe bei Lyck - Sulwalki 5. bis 29.10.1914 - Skizze 13

1. november 1914. Artilleridueller med ammunitionsrationering.

Af Füsilierregiment 86’s historie

Den krigsmæssige virksomhed var ikke af stor betydning, da den tyske hær nu befandt sig i en strategisk defensiv, og da modstanderen endnu ikke havde genvundet sin angrebsstyrke, men den var tilstrækkelig til at gøre krigen interessant.

Artillerivirksomheden på tysk side var svag og præget af begyndende knaphed på ammunition; på fransk side var den navnlig foran landsbyerne noget mere livlig. Med deres typiske hensynsløshed skød franskmændene ind i det fuldt beboede Pimprez. En nat blev en kvinde med sine to børn dræbt af en fransk granat. En tysk Landsturmmann huggede dem en mindesten. På dette sted skal også nævnes, at syge indbyggere i Pimprez ofte fik lægelig hjælp og medicin uden modydelse, hvad der i øvrigt blev anset for en selvfølgelighed af alle tyske ”barbarer”.

Nogle uger efter besættelsen af den nye stilling greb det tunge artilleri ind. Franskmanden skød med tungt skyts på Dreslincourt, efter at et batteri ringkanoner fra vor side havde gjort ham helvede hedt i Le Hamel, en lille bebyggelse foran Dreslincourt. De franske skud tilføjede os kun ringe tab. Ilden var, sammenlignet med, hvad de følgende år bød på, ret så tålelig.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Fransk feltartilleri M75’ere

1. november 1914. Med SMS Dresden på jagt efter englændere

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Efter krigsudbruddet førte den handelskrig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee, der drev kaperkrig mod allierede handelsskibe.

Escadre_allemande_d'Extrême-Orient_1914_1915-de_svg

Den Nat havde jeg Vagten ved Maskinerne fra Midnat til Klokken fire, Hundevagten. De første tre Timer gik meget roligt. Venlilationsmaskinerne drejede sig langsomt og lydløst og skulde kun nu og da tilses med Smørekan­den. Kl. 3 blev der Uro i Maskinrummet:

– Mer’ Luft! blev der raabt.

Jeg aabnede langsomt Ventilerne, og de store Venlilationshjul begyndte at brumme, efterhaanden som Farten steg. Kl. 4 blev jeg afløst og gik til Køjs.

Da jeg tørnede ud ved Syvtiden, var de første Ord, jeg hørte:

– Englænderne ligger ret forude!

Hvem der sagde det, véd jeg ikke, men jeg blev lysvaagen med det samme. Snakken gik livligt omkring mig, og Sydfeld sagde i en halvt fornærmet Tone: – Selvfølgelig paa en Søndag.

 Alle lo, men blev hurtigt alvorlige igen. Jeg kiggede efter i min Lommebog, hvor jeg havde streget de Dage ud, der var gaaet, siden vi var kommet til Søs. Vi var naaet til Søndag den 1. November, „Reformationsminde-dagen”, stod der ud for Datoen.

 – Er du faldet i Søvn igen, var der én, der spurgte. Jeg puttede Lommebogen til Side og fo’r ud for at vaske mig før Skafningen. Kunde man bare snart komme paa Dæk og se, hvad der skete omkring os, men det kunde godt vare længe. Først Rengøring af Rummet og saa Tøjvask til Kl. 11. Da vi omtrent var færdige med Ren­gøringen, meddelte en Underofficer os, at Vasken var ud­sat, og lidt over 9 var jeg paa Dæk.

Der var ingen Englændere at se. Vejret var stormende og Søen høj. Langt forude var Røg fra et Fartøj og agter­ude lige saa langt borte kunde jeg se Skorstenene paa et andet. Det var Leipzig, der laa forude, og Nürnberg, der laa til agters, blev der sagt. Saa var der allsaa stadigvæk noget i Vejen med Nürnbergs Skruer? Nej, den var sendt af Sted efter en Damper, der luskede langs med Kysten, sagde en Matros. Hvor var de to store Krydsere? Matro­sen pegede ret forud, men der var ikke noget at se.

1. november 1914. Kaserne i stedet for højskole til Peter Østergaard.

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Han havde egentlig håbet at skulle på Askov Højskole i Danmark fra 1. november 1914, men sådan kom det ikke til at gå. I et brev nedfældede han sine tanker. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen.

— Den 1. November bliver af mange sønderjyder imødeset med længsel, når man har bestemt at rejse nord for de sorthvide pæle, for på en eller anden skole at få et godt ord, for at få nedlagt spiredygtigt frø, der så senere kan vokse frem og bære god frugt. Havde det gået efter ønske, så var vel også jeg gået denne vej nu til November, men det er jo kommen anderledes, Nu går det i den modsatte retning i alle henseender. I stedet for at høre gode foredrag, der kunde bygge op, hører man kun her det, der kan bryde ned. I stedet for at være med til at kæmpe for det, man har kært, må man her kæmpe for …

Når vi om aftenen synger en aftensang og blandt andre også „Altid frejdig”, så kan vi ikke lade være med at sige, at havde vi endda kunnet gøre, som der står i sidste vers, så var livet ikke så svært, døden ikke heller. Men som vor stilling er, bliver det hele jo meningsløst. Dog trøster vi os med andet vers i samme sang.

Vi har en herlig skat i de mange sange, vi kan. Vi sidder til tider næsten hele aftenen og synger. Steffensen synger udmærket, og han lægger så for, og vi andre synger, så godt vi kan. Her kan vi rigtig få luft, for vi behøver ikke at spørge, om den er forbudt eller ej, og vore værtsfolk vil gerne have, at vi synger.

Askov Hoejskole
Peter Østergaard havde ønsket sig at komme på Askov Højskole i vinteren 1914-1915. I stedet kom han i krig.

 

31. oktober 1914. Christian Stöckler med SMS Dresden i Stillehavet

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Her drev de tyske krigsskibe kaperkrig mod allierede handelsskibe.

Hele Flaaden, fem Krydsere, en Hjælpekrydser og en Mængde Førselsskibe, styrede mod Sydøst i langsom Fart og forskellige Formationer. Snart laa Skibene ret samlet, og til andre Tider var vi saa spredt, at vi kun kunde skimte Røgen fra de andre Skibe, men altid var det Syn, der mødte Øjet, naar man saa ud over Havet, helt forskelligt fra det, vi var vant til. Overalt saas Skibe eller Røg fra Skibe, hvor vi før kun havde set det aabne Hav og et eller allerhøjst to Ledsagerskibe.

Ogsaa paa andre Maader mærkedes Forandringen. Vi var nu kommet i Eskadre, hvad vi ogsaa skulde have været, hvis vi var kommet hjem til Tyskland, og Eskadre-Øvelserne begyndte, saa snart vi havde forladt Paaske-Øen. Det var især Formationerne og Farten, vi indøvede.

Ved Ventilationsmaskinerne gik det haardt til i de Dage, snart hurtigt, hurtigere, allerhurtigst og snart ganske langsomt, men kun sjældent den sikre, støtte Dagligfart, som vi havde holdt, da vi sejlede alene. Paa Dækket dundrede Kanonerne under Skydeøvelserne, og kom man en enkelt Gang derop, naar Øvelserne var i fuld Gang, fik man Lejlighed til at se det flotte Syn af de fem smukke Skibe, der skar frem i forskellige Formationer, ændrede Kursen samtidigt som trukket af en Snor, der udgik fra Scharnhorst, hvor ,,den Gamle”s Flag vajede. Signalflag lynede op og ned ad Admiralskibets Master og gentoges som Svar paa de andre Skibe. Signalgasterne svedte, Kanonbesætningerne svedte, Maskintelegrafen og andre Apparater ringede over hele Skibet, Kommandoraab rungede, og Officererne stod med Kikkerterne klistret til Øjnene i Timevis. Dresden ændrede Kurs, skiftede Hastighed, overalt var der susende Travlhed, svedende Mennesker, Liv og Færden, hvor der før havde været rolig.

Efterhaanden som Dagene gik, dukkede bestemte Navne paa engelske Krigsskibe, som vi kunde vente at møde, frem, uden at nogen vidste, hvor de kom fra. De blev gentaget saa ofte, at de bed sig fast i Hukommelsen: Good Hope, Canopus, Monmouth, De­fence, Glasgow. De fjerne, fremmedartede Navne, et lille Udsnit af Englands vældige Sømagt spredt over alle Have, omtaltes først som vage, skyggeagtige Muligheder, men blev senere udstyret med saa mange Enkeltheder, at vi kunde se dem for os. I Fantasien saa vi dem dukke op i Synskredsen, tunge, graa Kolosser, slanke, lette Krydsere, med Englands Flag paa Stormasten og vejr-bidte, helbefarne Gaster paa Dæk, bag Kanonerne og ved Maskinerne. Engang maatte vi jo møde dem.

Om Dagen holdt vi det gaaende for ringe Fart med de smaa Krydsere forrest sammen med et Par af Førsels-skibene, der formodenllig skulde lodses ind til en eller anden chilensk Havn efter nye Forsyninger. Ud paa Natten og den følgende Dag blev Farten yderligere nedsat og Kursen gentagne Gange ændret. Den var sydlig, da jeg stod paa Fordækket to Dage efter, at vi var sejlet fra Mas-a-Fuera, og saa Solen dykke ned i del uendelige Hav ret om Styrbord.

31. oktober 1914. 86’erne flytter – men ikke så langt.

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 31. Oktober 1914.

Vi holdt saa Flyttedag, ja, i Ordets fulde Forstand blev det en rigtig Flyttedag. Det var med en vis Sorg, vi pakkede Tornysteren og maatte skille os af med mange af de Sager, vi havde samlet i den Tid, vi havde ligget der. Nogle kunde alligevel ikke skille sig af med en Stegepande eller en Kasserolle, men havde dem spændt ovenpaa Tornysteren, da vi lidt stille og beklemte om Hjertet marcherede ud af Porten — hvorhen — ingen vidste det.

Vi marcherede op ad Gaden til den modsatte Ende af Byen. “Du skal se, vi bliver her i Byen,” sagde lille Frits Wolf til mig. Det var, ligesom jeg blev større ved at høre det Par Ord. Kunde det tænkes?

Vi bøjede virkelig af fra Vejen og ned ad en Havesti til en Gaard. Paa Gaardpladsen talte jeg med en Mand fra Regimentet Nr. 162. Jo, ganske rigtigt! De skulde afløses, og det var han meget glad for; det var jeg naturligvis ogsaa; thi jeg havde mere Lyst til at blive her end til at komme op til Yser.

Næppe havde vi faaet at vide, at vi skulde blive her, saa for vi af Sted hen til den gamle Stilling for at hente de Sager, vi ikke kunde have med første Gang.

Det var et Skue at se hver enkelt drage forbi med sine Ejendele under Armen eller paa Ryggen. Der fandtes nemlig ikke den mindste Ting, som vi vilde lade i Stikken. Alt brugeligt og ubrugeligt blev taget med, og det kostede os mange Draaber Sved, før vi naaede Maalet. Naar en eller flere forpustede gjorde Holdt paa Vejen, kunde vi ikke lade være med at smile lidt ad hinanden. Det var ogsaa komisk at se, hvordan man ilede af Sted med Porcellæn, Borde, Stole, Billeder, Spejle, Spande, Sengetøj, Gryder, Papæsker, Baljer, Kaffemøller og mm.   Nogle slæbte endogsaa paa en Kakkelovn. Det kunde alt sammen bruges.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.