31. oktober 1914. Christian Stöckler med SMS Dresden i Stillehavet

Christian Stöckler fra Rørkær ved Tønder var fyrbøder på den lette krydser SMS Dresden. Ved krigsudbruddet befandt skibet sig i det sydlige Atlanterhav. I oktober sluttede den sig til den tyske Stillehavseskadre under Graf von Spee. Her drev de tyske krigsskibe kaperkrig mod allierede handelsskibe.

Hele Flaaden, fem Krydsere, en Hjælpekrydser og en Mængde Førselsskibe, styrede mod Sydøst i langsom Fart og forskellige Formationer. Snart laa Skibene ret samlet, og til andre Tider var vi saa spredt, at vi kun kunde skimte Røgen fra de andre Skibe, men altid var det Syn, der mødte Øjet, naar man saa ud over Havet, helt forskelligt fra det, vi var vant til. Overalt saas Skibe eller Røg fra Skibe, hvor vi før kun havde set det aabne Hav og et eller allerhøjst to Ledsagerskibe.

Ogsaa paa andre Maader mærkedes Forandringen. Vi var nu kommet i Eskadre, hvad vi ogsaa skulde have været, hvis vi var kommet hjem til Tyskland, og Eskadre-Øvelserne begyndte, saa snart vi havde forladt Paaske-Øen. Det var især Formationerne og Farten, vi indøvede.

Ved Ventilationsmaskinerne gik det haardt til i de Dage, snart hurtigt, hurtigere, allerhurtigst og snart ganske langsomt, men kun sjældent den sikre, støtte Dagligfart, som vi havde holdt, da vi sejlede alene. Paa Dækket dundrede Kanonerne under Skydeøvelserne, og kom man en enkelt Gang derop, naar Øvelserne var i fuld Gang, fik man Lejlighed til at se det flotte Syn af de fem smukke Skibe, der skar frem i forskellige Formationer, ændrede Kursen samtidigt som trukket af en Snor, der udgik fra Scharnhorst, hvor ,,den Gamle”s Flag vajede. Signalflag lynede op og ned ad Admiralskibets Master og gentoges som Svar paa de andre Skibe. Signalgasterne svedte, Kanonbesætningerne svedte, Maskintelegrafen og andre Apparater ringede over hele Skibet, Kommandoraab rungede, og Officererne stod med Kikkerterne klistret til Øjnene i Timevis. Dresden ændrede Kurs, skiftede Hastighed, overalt var der susende Travlhed, svedende Mennesker, Liv og Færden, hvor der før havde været rolig.

Efterhaanden som Dagene gik, dukkede bestemte Navne paa engelske Krigsskibe, som vi kunde vente at møde, frem, uden at nogen vidste, hvor de kom fra. De blev gentaget saa ofte, at de bed sig fast i Hukommelsen: Good Hope, Canopus, Monmouth, De­fence, Glasgow. De fjerne, fremmedartede Navne, et lille Udsnit af Englands vældige Sømagt spredt over alle Have, omtaltes først som vage, skyggeagtige Muligheder, men blev senere udstyret med saa mange Enkeltheder, at vi kunde se dem for os. I Fantasien saa vi dem dukke op i Synskredsen, tunge, graa Kolosser, slanke, lette Krydsere, med Englands Flag paa Stormasten og vejr-bidte, helbefarne Gaster paa Dæk, bag Kanonerne og ved Maskinerne. Engang maatte vi jo møde dem.

Om Dagen holdt vi det gaaende for ringe Fart med de smaa Krydsere forrest sammen med et Par af Førsels-skibene, der formodenllig skulde lodses ind til en eller anden chilensk Havn efter nye Forsyninger. Ud paa Natten og den følgende Dag blev Farten yderligere nedsat og Kursen gentagne Gange ændret. Den var sydlig, da jeg stod paa Fordækket to Dage efter, at vi var sejlet fra Mas-a-Fuera, og saa Solen dykke ned i del uendelige Hav ret om Styrbord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *