Tag-arkiv: skyttegravsliv

18. november 1914. “Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Efterretninger fra Nordslesvigere

Fra Vestfronten

En yngre Gaardejer fra Haderslevegnen skriver ifølge “Hejmdal” fra Vestfronten til sin Søster bl.a.:

“Jeg siger Gud ske Tak for, at jeg er bleven forskaanet indtil nu. Denne Tid faar mange, ja jeg tror alle, til at tænke dybere over det Liv, der følger efter. Nu, da vi er uden for Skudlinjen, stiger Modet jo igen, men jeg tror, at ingen lægger sig til Ro uden at bede sig Fadervor eller bekende sin Tro; i alt Fald gør mange det. I Eftermiddag hørte jeg, at en laa og nynnede ‘Vor Gud han er saa fast en Borg’, og det var én, jeg mindst havde tænkt det om. Jeg siger Gud ske Lov, at vi har vor Kristentro; for naar det kniber haardest, tyer jeg altid derhen.

En Gang skulle vi igennem en stærk Kanonild, og den visse Død var os næsten for Øje. En Angst var over mig, som næsten aldrig før. Men efter at jeg havde bekendt min Tro og bedt om Hjælp, var Angsten helt borte, og det kom mig slet ikke for, at jeg gik dér, og jeg slap ogsaa vel igennem.

Derfor tror jeg, at selvom Krigen er grufuld, er der nogen Mening med den og kommer der ogsaa noget godt bagefter for mange.

Og saa til Slut mange Tak for Pakke og Brev og mange hilsener til gamle og unge fra

Din Broder J.P.

18. november 1914. “Det var kun et Heimatschuss”

Senest ændret den 22. februar 2016 17:31

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).

Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.

Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.

Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.

Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.

Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.

Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.

Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.

Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —

Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.

 

18. november 1914. “Livet i Skyttegravene”

Senest ændret den 22. februar 2016 17:12

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Feltpost fra Sønderjylland

Fra Livet i Skyttegravene

Det er et kolossalt Arbejde at anlægge og Fuldstændiggøre saadanne Skyttegrave. Vore her er gennemgaaende to Meter dybe. Hver enkelt har sit Skydehul, som er overdækket og har den mindst mulige Aabning.

Det fugtige Vejr, som herskede her i Sidste Uge, gjorde Opholdet i Skyttegraven mindre behageligt. Det var fedtet og vaadt. Nu har vi begyndt at brolægge Gangen. Paa Jernbanesporene ligger der løse Skærver. Den henter vi i Sække. Og saa har vi et Par Murere ved Kompagniet, som lægger os en udmærket Spadserevej.

Over vore Huler er der hængt tykke Bjælker eller Telefonpæle, og over dem Brædder eller Døre med ca. 1 Meter Jord paa. Vi er dermed i hvert Fald sikrede mod Sprængstykker af Granater og i stor Udstrækning tillige mod Granater af Feltskyts. Shrapnells er helt ufarlige. Imod det svære Skyts har vi ingen Dækning. Vi haaber, at det ikke rammer os. Ved A. blev vi beskudt i timevis af svært Skyts, men kun én Granat faldt i vort Kompagni. Den dræbte en Mand og saarede fire.

Bunden af Hulerne er dækket af et tykt Lag Halm, Væggene beklædte med Halmmåtter, saa selv om Natten er der rigtig lunt.

Men vi maa jo hvert Øjeblik, især om Natten, være rede til i ét Nu at kunne være paa vor Plads, hvis vi angribes. Der er naturligvis ingen, som maa tage Støvlerne af.

Et morsomt Tilfælde passerede for et Par Dage siden. Vi har en fremskudt Feltvagt, som holder en Bro besat, der fører over en bredt Vandløb. Broen er sprængt, fordi vi frygter et fransk Angreb paa dette Punkt.

Paa den anden Bred af Vandløbet har Franskmændene posteringer i umiddelbar Nærhed af Broen, dog kun om Natten. Om Dagen trækker de dem tilbage til Skyttegravene, som ligger ca. 500 Meter fra Vandløbet.

Forleden opdagede vor Feltvagt to franske Stude, som græssede paa en Stubmark. Der afgik straks Melding til Kompagnislagteren, en Alsinger fra Hundslev. Han er egentlig Kreaturhandler, men her er han Slagter, Kok og Barber. En Ekspedition blev udrustet. Den bestod af Slagteren og fire Mand til Bevogtning.

Da den ankom, stod Feltvagten med Geværet ved Kind. Slagteren kommanderede: ‘Fyr!’ Studene faldt, Ekspeditionen sejlede en Baad over Vandløbet og arbejdede sig forsigtigt ind paa det Sted, hvor de laa. Inden der var gaaet en Time var Studene parteret. Huden sad paa de enkelte Stykker, men det kunne nu transporteres over Vandløbet.

Vore Folk kom lykkeligt tilbage, og vi glædede os baade over det herlige Kød, som vi fik fat i, og over, at vi havde snuppet Studene væk for Næsen af Franskmændene. Vore Folk faar nu en lækker Steg, mens Turkoerne knap har det tørre Brød. Saadanne morsomme Episoder liver op i det ellers ensformige Skyttegravsliv.

6a44-106
Franske kolonialtropper (“Zuaver”)

 

 

17. november 1914. Hemming Skov: “Tre brød til hele kompagniet!”

Senest ændret den 22. februar 2016 17:08

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Den følgende Morgen, efter at vi endnu fandt en Russer, med hvem vi uden at vide det havde delt Husly under samme Tag, gik det videre.

Vi stødte overalt paa forsprængte Russere, og de skød paa os, indtil de ansaa det for bedst at overgive sig. I en By snappede vi to Motorcykler og et Køretøj, og et Par Fanger blev sendt tilbage med Byttet.

Til Gengæld var vor Bagage den Morgen nær faldet i Russernes Hænder. Den saa sig pludselig omringet af Kosakker, men i fuld Karriere slap den igennem, efterladende en falden Kusk, medens flere Heste var saaret.

Vi naaede Byen Zgerz (17. Nov.) 10 km Nord for Lodz og besatte en Banedæmning (Lodz—Lowic—Warszawa). Efter Midnat kom vi i Kvarter i en lille Landsby lidt længere fremme, og her fordeltes 3 Brød — siger og skriver 3 brød — til hele Kompagniet.

Kosakker

17. november 1914. Kammerater i hestestalden – og det danske arbejde i Nordslesvig

Senest ændret den 22. februar 2016 17:06

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Hvert andet Døgn var mine Venner paa Feltvagt. Den Aften, de var hjemme, havde vi gerne et Par Timers hyggeligt Samvær. Saa fik vi lagt Ild paa vor lille Kakkelovn, tændte vort Talglys, satte os omkring Bordet med Cigarkassen og smøg om Kap med Kakkelovnen.

Stof til Underholdning skortede det aldrig paa. Doktoren fortalte om sine Studierejser til fremmede Lande og holdt et Foredrag om hvilket som helst Emne. Referendaren fortalte morsomt om sit Ophold i de forskellige Storstæder. Somme Tider fremsagde de eller sang begge to humoristiske Stykker fra deres Studentertid.

En Aften vilde Lindlof give et lille Tableau; men han paastod, at han ikke kunde, førend han var halvt beruset. Saa fik vi Gryden over Ilden og kogte en god Kop Kaffe til en Kaffepunch. Desværre havde vi ikke Sukker nok; men med lidt Chokolade erstattede vi det manglende.

I Slutningen af Tableauet skulde han netop forestille en beruset Bisse, og han gjorde det saa helt naturtro, at da Bissen skulde falde omkuld i Rendestenen, klappede Lindlof fuldstændig sammen, kun med den Forskel, at det var i Hestestalden, og han begyndte øjeblikkelig at snorke. Saa trak vi Støvlerne af ham og bar ham hen i et Hjørne og dækkede ham til med en Kappe.

Frits Wolf fortalte gerne om sin strenge Uddannelse og om det store Arbejde, Jernbanevæsenet udførte nu under den store Krig. Jeg fortalte om Livet paa Landet med dets mangeartede Ejendommeligheder, hvortil de andre tre lyttede opmærksomt.

Men naar jeg fortalte om vort nationale Haab og Ungdomsarbejdet og vort Foreningsliv derhjemme, da undrede de sig over at høre det fremstillet paa den Maade; det havde de aldrig hørt før, og baade Hayer og Lindlof protesterede heftigt imod, at vi vilde være Danske. Vi boede i Tyskland, sagde de, og derfor skulde vi være Tyskere. Frits stod paa min Side, og skønt vi var de to dummeste af de 4, kunde vi nok holde dem Stangen.

Tiden blev aldrig lang for os. Klokken blev gerne mange. Med et hjerteligt »God Nat« skiltes vi. Vi skulde nemlig alle sove i Skyttegraven hver Nat.

Den strakte sig langs med Yderkanten af Frugthaven og laa saa lavt, at den stod blank af Vand. For at bøde herpaa havde vi drænet og lagt Brædder i Bunden, saa Vandet nu ikke mere generede os. Ud imod Fjenden havde vi Skydehuller mellem Sandsække, store Sten eller Staalplader.

Fjenderne selv saa vi ikke meget til. De laa 4—500 Meter fra os ovre bag den bakkede Skov ved Byen i deres godt forskansede Stillinger. De gjorde sig undertiden megen Ulejlighed med at forsikre os om, at de endnu var der: de afgav Salver, foretog Skinangreb og sendte os engang imellem varme Granater til Aftensmad.

Ved et saadant Skinangreb blev Hans Petersen fra Bovrup saaret i Benet, da Feltvagten, paa hvilken han var med, blev trukket tilbage.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

Senest ændret den 22. februar 2016 16:57

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.

15. november 1914. “Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.”

Senest ændret den 22. februar 2016 16:50

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Søndag, den 15. November 1914.

I vor nye Stilling havde vi det godt, bedre end vi havde ventet. Vor Afdeling var paa 50 Mand, deriblandt ca. 20 dansktalende Nordslesvigere.

Gaarden, som var bygget af store, graa Kalksten, gjorde et skummelt Indtryk. Man kunde ogsaa overalt lægge Mærke til en vis Ligegyldighed og Uorden, som man ikke var vant til hjemme. Og med de mange smaa og daarligt samlede Rum var Bygningen upraktisk.

Men disse smaa Rum frembød hvert et udmærket Opholdssted for 34 Mand, der saa godt som muligt havde indrettet sig husligt der. Ud fra alle disse smaa Boliger kunde man om Aftenen i Forbigaaende høre sagte, hjemlige Toner som:

Jeg elsker de grønne Lunde
med Tonernes vuggende Fald.
Jeg elsker de blanke Sunde
med Sejlernes Tusindtal.

eller:

Vi fik ej under Tidernes Tryk
et bøjet Mod, en ludende Ryg;
vor Kamp, vort Kald, hvad bære vi kan,
end ligger gemt under Synskredsens Rand

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

14. november 1914. Hemming Skov: I uophørlig berøring med fjenden

Senest ændret den 22. februar 2016 16:45

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten.

Efter at vi, før vi gik i Kvarter Natten til den 14. Nov., maatte udstille Feltvagt, var vi fra dette Tidspunkt uophørlig Berøring med Fjenden. Næste Dag gik det fremad i Skyttekæde-Formation, og langt forude skimtede vi vore Jæger-Patrouiller, som var ude at søge Oplysninger om Fjendens Stillinger.

Vi gik ganske langsomt fremad, indtil vi fik Ordre til at lægge os fladt ned paa Jorden. De to første Grupper af første Deling, hvor jeg var med, blev kommanderet ud til venstre som Dækning for opkørt Artilleri. Det passede os godt, fordi vi heraf kunde slutte, at vi nu ikke kom i Infanteri-Ild.

Fra vor Dækning bag Husene skulde vi forhindre russiske Patrouiller i at udspionere vore Batteriers Stillinger.

Hen under Aften kunde vi atter slutte os til Kompagniet, og vi naaede frem sammen med Feltkøkkenet, fra hvilket vi saa fik en Portion varm, styrkende Mad.

1914-10-polsk bondegård

11. november 1914. Østfronten: “… gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne”

Senest ændret den 22. februar 2016 16:36

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.

Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.

Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.

Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.

Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.

De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.

Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.

Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.

9. november 1914. Tyfus ved Regimenterne 86 og 84

Senest ændret den 22. februar 2016 16:28

Af Füsilieregiment 86’s historie

I november blev nogle folk alvorligt syge. Man havde mistanke om tyfus, hvilket senere blev bekræftet. I den følgende tid bredte epidemien sig, indtil regimentslægen og bataljonslægerne ved møjsommelige undersøgelser af afføring til sidst fandt frem til bakteriebærerne og fik dem isoleret. Nu blev hele regimentet vaccineret mod tyfus, og faren drev dermed over.

Af Regiment 84’s historie, fortalt af M. Pohl:

Mavesygdomme tyndede ud i vore rækker. Hvor ofte har ikke min kaptajn spurgt mig, når i de dage grupperne ofte kun var på 3 eller 4 mand: “Hvad mener De, er de der ovre mere bange for os, end vi er for dem?”

 

Soldater på feltlatrin
Soldater på feltlatrin

8. november 1914. Dækningsrummene møbleres med organiserede møbler

Senest ændret den 22. februar 2016 14:27

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, løjtnant ved 8. kompagni.

En dag havde jeg i landsbyen Moulin, der var temmelig godt forsynet, men også grundigt udplyndret, opdaget to vidunderlige senge, der ville passe godt ind i vort hummer. Det var nogle sammenklappelige jernstel, der var særligt egnede til transport gennem løbegrave. Jeg meddelte min kaptajn min opdagelse, og han var straks med på at annektere disse brugbare sengesteder, skønt det var strengt forbudt.

Så begav vi os ud på vort røvertogt en regnfuld novemberaften, der efter vor mening egnede sig særlig godt til sådanne foretagender. Det lykkedes os også at få sengene uhindret og uset ud af den pågældende bolig.

Men da vi stønnende slæbte dem hen ad den mudrede landsbygade, følte vi os pludselig forfulgt og det af selve lejrkommandanten, hvad vi trods mørket kunne erkende, eller hvad medfølende menige på kammeratlig vis råbte til os. Jo hurtigere vi løb, jo hurtigere rendte forfølgeren bagefter.

Endelig nåede vi sveddryppende et hus, som kompagniet til en vis grad betragtede som sit værtshus i landsbyen. Dér susede vi ind og smed vor last. Vi, kaptajnens drabanter, forsvandt straks videre ud ad husets bagdør i nattens mørke, blev imidlertid i nærheden for at påhøre den dundertale, som lejrkommandanten overfusede kaptajnen med. Denne kunne dog ved klog forhandling sikre os vort rov, som vi så som et sejrsbytte slæbte ind i vor wigwam med taknemlig glæde i vore hjerter.

Og hvor har vi dog sovet vidunderligt på disse vakkelvorne trådsenge!

Hvis blot vi havde fået mere lejlighed til det. For de inddelte vagter måtte punktligt overholdes. Således var det ikke noget under, at jeg som delingsfører efter en halv nats vagt lod, som om jeg sov, selv om jeg med missende øjne fra mit leje iagttog, hvordan kaptajnen ved den lille kanonovn tog sig af ild til kaffekogning.

Engang havde kaptajnen mærket denne hundesnuhed og mente: “Sådan er det rigtigt, sådan skal det være i verdenskrigen; løjtnanten sover endnu, mens hans gamle kaptajn tænder op og koger kaffe.”

07-01

 

6. november 1914. Regiment 84 gør sig det hjemligt i skyttegravene

Senest ændret den 22. februar 2016 14:16

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, 8. kompagni.

Vort første dækningsrum var et hul med et regnslag over. Man krøb ind på alle fire. Den fjendtlige linje var måske nogle hundrede meter borte, stedvis endda over 800 meter. Alligevel måtte der efter ordre dag og nat kun tales i den mest sagte hvisketone.

Med en opfyldningstransport kom Karl Anker til kompagniet. Han var jøde; det var for mig i religiøs sammenhæng dengang ingen skavank og er det heller ikke i dag. Og vor kaptajn Grebel betragtede det ligefrem som et helt held at have fået en jøde i kompagniet. Han betegnede ham som sin lykkejøde, der ikke måtte komme ham af hænde.

Vore boligforhold bedredes med tiden. Vi byggede et dækningsrum, i hvilket man kunne stå oprejst. Ganske vist var dækningen kun en noget tykkere solskærm. Men vi var meget stolte over denne træbjælkekonstruktion, som vi havde givet det klingende navn “system fjeder” efter den anvendte, gennemprøvede teknik. Sandsynligvis skulle de granater, der slog ned, fjedres tilbage igen. Vi kaldte bygningsværket “Verdenskrigsskydetelt 1914, 15, 16 . . .” og malede det også på med gammeltyske bogstaver, blot ville vor kaptajn i klog forudseenhed have, at årstalrækken 1914, 15, 16 . . . ikke skulle afsluttes, men at der med prikker antydedes en forlængelsesmulighed.

I dette Verdenskrigsskydetelt gik det ganske fornøjeligt til. Morgenmadskredsen spiste længe, fordi der endnu var meget at spise. I et af kaptajn Grebel kammeratligt dannet bordfællesskab gik det virkelig kammeratligt til. I denne kreds var ikke noget, der hed privatejendom, når det drejede sig om levnedsmidler og krigspakker. Alt sådan noget vandrede ned i den fælles morgenmadskurv og blev af kaptajnen personligt igen delt ud i retfærdige portioner.

5. november 1914. Småkrig i ingenmandsland

Senest ændret den 22. februar 2016 14:14

Af Füsilieregiment 86’s historie:

En dag besatte 20 frivillige fra 7. kompagni Sauffoye-Ferme, ca. 1 km foran Pimprez. Vanvittig ophidselse derovre, maskingevær- og artilleriild på gården.

Efter at alle nødvendige oplysninger var indhentet, lykkedes det afdelingen at nå uskadte tilbage til deres skyttegrav.

En anden gang overrumplede en patrulje under ledelse af fungerende officer Iversen fra 6. kompagni et hus på randen af Ribécourt. Det lykkedes franskmændene, som blev overrasket midt i aftensmaden, at undslippe gennem en bagdør.

Nu etablerede man hurtigt et heksebål af gardiner, bordduge og stoleben i stuen og antændte det. Huset brændte ned til grunden.

4. november 1914. Med 84’ernes 5. kompagni i “Manstein-hulen” ved Moulin-sous-Touvent

Senest ændret den 22. februar 2016 14:12

Af Regiment 84’s historie:

Bag vor stilling lå “Manstein-hulen”. En grundig rengøring lod os erkende, hvor meget skidt der skal til, før franskmanden befinder sig godt.

Regimentsstaben havde sit hjemsted til venstre ved siden af indgangen. En forhøjet niche dannede soverum for regimentskommandøren og hans adjudant. Foran lå opholdsrummet. Senere blev det skilt fra med brædder og forsynet med en dør. Senge, stole, service o.s.v. blev “skaffet”. Ved siden af dette rum havde regimentskøkkenet sin plads.

Over for “regimentet” lå “bataljonen” med officererne fra det tjenstgørende reservekompagni. At disse rum var forsynet med gulve og beboeligt indrettede var vor kaptajn Klapps fortjeneste. På hans ordre “fandt” mine kompagnikammerater i Moulins sønderskudte huse en rød sofa, to grønne lænestole, seks stole, et stort rundt bord, en hængelampe, ja, også den hane, der engang havde givet kirketårnet sin afslutning, kunne de bruge som udsmykning.

Et forhæng skilte soverummet fra opholdsrummet. Nogle madrasser – senere kom der også en jernseng til – et servantebord og nogle mindre borde passede til rummets bestemmelse.

I hulens gange lå der frisk halm som hvilested for mandskabet. En rengjort mellemgang gjorde plads for Moulins tidligere skolebænke til at sidde på og til at skrive ved. Lærerens bord med en stor hængelampe over mindede om indretningen af et læse- og skriverum. Underofficererne indrettede i de forskellige nicher deres opholdssteder. Vore folks opfindsomhed var forbavsende.

Trods manglende frisk luft og dagslys kunne hulen godt blive til et virkeligt bosted, hvor man kunne finde ro og styrke til nye anstrengelser. Senere blev der brudt et hul ind til en nabohule, hvis udgang var umiddelbart nord for Touvent-Ferme. Derved kom der gennemtræk og frisk luft ind i hulen.

Gennem denne udgang, der var bedre dækket end den ved siden af staben, gik nu al trafik til stillingen. Dens hovedforbindelsesgrav i en sænkning nord for Touvent-Ferme blev forlænget til nær ved denne huleudgang. Da den koldere årstid indtraf, blev den forreste huleindgang lukket med en dør.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Naboregimentet Nr. 86’s hule ved Moulin: Königin-Höhle.

 

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Senest ændret den 22. februar 2016 12:18

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

1. november 1914. Artilleridueller med ammunitionsrationering.

Senest ændret den 22. februar 2016 11:02

Af Füsilierregiment 86’s historie

Den krigsmæssige virksomhed var ikke af stor betydning, da den tyske hær nu befandt sig i en strategisk defensiv, og da modstanderen endnu ikke havde genvundet sin angrebsstyrke, men den var tilstrækkelig til at gøre krigen interessant.

Artillerivirksomheden på tysk side var svag og præget af begyndende knaphed på ammunition; på fransk side var den navnlig foran landsbyerne noget mere livlig. Med deres typiske hensynsløshed skød franskmændene ind i det fuldt beboede Pimprez. En nat blev en kvinde med sine to børn dræbt af en fransk granat. En tysk Landsturmmann huggede dem en mindesten. På dette sted skal også nævnes, at syge indbyggere i Pimprez ofte fik lægelig hjælp og medicin uden modydelse, hvad der i øvrigt blev anset for en selvfølgelighed af alle tyske ”barbarer”.

Nogle uger efter besættelsen af den nye stilling greb det tunge artilleri ind. Franskmanden skød med tungt skyts på Dreslincourt, efter at et batteri ringkanoner fra vor side havde gjort ham helvede hedt i Le Hamel, en lille bebyggelse foran Dreslincourt. De franske skud tilføjede os kun ringe tab. Ilden var, sammenlignet med, hvad de følgende år bød på, ret så tålelig.

1914-09-06 Franske 75'ere i skudstilling copy
Fransk feltartilleri M75’ere

31. oktober 1914. 86’erne flytter – men ikke så langt.

Senest ændret den 22. februar 2016 10:54

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 31. Oktober 1914.

Vi holdt saa Flyttedag, ja, i Ordets fulde Forstand blev det en rigtig Flyttedag. Det var med en vis Sorg, vi pakkede Tornysteren og maatte skille os af med mange af de Sager, vi havde samlet i den Tid, vi havde ligget der. Nogle kunde alligevel ikke skille sig af med en Stegepande eller en Kasserolle, men havde dem spændt ovenpaa Tornysteren, da vi lidt stille og beklemte om Hjertet marcherede ud af Porten — hvorhen — ingen vidste det.

Vi marcherede op ad Gaden til den modsatte Ende af Byen. “Du skal se, vi bliver her i Byen,” sagde lille Frits Wolf til mig. Det var, ligesom jeg blev større ved at høre det Par Ord. Kunde det tænkes?

Vi bøjede virkelig af fra Vejen og ned ad en Havesti til en Gaard. Paa Gaardpladsen talte jeg med en Mand fra Regimentet Nr. 162. Jo, ganske rigtigt! De skulde afløses, og det var han meget glad for; det var jeg naturligvis ogsaa; thi jeg havde mere Lyst til at blive her end til at komme op til Yser.

Næppe havde vi faaet at vide, at vi skulde blive her, saa for vi af Sted hen til den gamle Stilling for at hente de Sager, vi ikke kunde have med første Gang.

Det var et Skue at se hver enkelt drage forbi med sine Ejendele under Armen eller paa Ryggen. Der fandtes nemlig ikke den mindste Ting, som vi vilde lade i Stikken. Alt brugeligt og ubrugeligt blev taget med, og det kostede os mange Draaber Sved, før vi naaede Maalet. Naar en eller flere forpustede gjorde Holdt paa Vejen, kunde vi ikke lade være med at smile lidt ad hinanden. Det var ogsaa komisk at se, hvordan man ilede af Sted med Porcellæn, Borde, Stole, Billeder, Spejle, Spande, Sengetøj, Gryder, Papæsker, Baljer, Kaffemøller og mm.   Nogle slæbte endogsaa paa en Kakkelovn. Det kunde alt sammen bruges.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

Senest ændret den 22. februar 2016 10:19

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026

 

 

29. oktober 1914. Skyttegravene gøres dybere.

Senest ændret den 22. februar 2016 10:16

Af Füsilierregiment 86’s historie

Så blev skyttegravene gjort klar til forsvar, dvs. blev gjort dybere og forsynet med skydeskår, delvist brolagt eller forsynet med gangbrædder. Også vejvisende skilte blev opsat. På et skilt ved indgangen til en løbegrav stod der pralende: ”Til krigsskuepladsen!”

Pigtrådsspærringen blev forøget til 5 meters bredde. Til det arbejde måtte pionererne give anvisning og hjælpe til. Efter deres anvisning arbejdede reservekompagnierne også i ugevis nat efter nat på et stemmeværk, hvorved terrænet foran sydranden af Dreslincourt skulle sættes under vand. Forehavendet blev opgivet i december på grund af voksende vanskeligheder.

 

Hulvej ved Dreslincourt oktober 1914
Hulvej ved Dreslincourt oktober 1914

 

28. oktober 1914. Hemming Skov under arrest for tyveri af cigarer

Senest ændret den 22. februar 2016 10:14

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.

 

 

28. oktober 1914. Skyttegrave gøres vinterklar

Senest ændret den 22. februar 2016 10:10

Af Füsilierregiment 86’s historie:

Så gav det ellers arbejde i massevis. Løbegraven var knap i brysthøjde. Pigtråd var der så godt som ingenting af. Ingen dækningsrum, kun de førnævnte kaninhuller. Disse duede i længden ikke til noget. Vinteren stod for døren, og i den anden halvdel af oktober satte det ind med rigelig regn.

Således gik man i gang med de første dækningsrum. De blev gravet oppefra og var beregnet for 2 til 4 mand. Over det firkantede hul blev der lagt bjælker og brædder, som dels stammede fra sønderskudte huse i Pimprez og Dreslincourt, dels blev fældet af reservekompagnierne. Et jordlag på ca. ½ m gjorde på ingen måde disse ”bunkers” bombesikre.

De ubeklædte lervægge holdt i første omgang. De blev ganske hjemligt tapetseret med billeder af Hindenburg og andre hærførere, farvede sider af ”Jugend” samt af ”Lustige Blätter”. En konservesdåse eller et granathylster med de sidste blomster prangede på et lille bord.

Dannelseshungrende krigsfrivillige oprettede et lille bibliotek, som de havde raget ud af ruinerne af det nedbrændte slot i Dreslincourt. Navnlig skyttegravene foran denne landsby, som indbyggerne næsten helt havde rømmet, bød på slet ikke så lidt komfort.

Det var endda lykkedes en musikbegejstret krigsfrivillig sammen med sine kammerater at slæbe et klaver ned i dækningsrummet. En forslidt raslekasse – de franske klaverer duede for det meste slet ikke – lød her dejligere end det fineste Bechstein-flygel. Det gav dejlig aftenunderholdning med talrigt publikum, som det tilgrænsende stykke løbegrav slet ikke kunne rumme.

Desværre blev sådan en underholdningsidyl snart grusomt formørket. Regnen satte ind, og nu begyndte de berygtede utætheder. Det havde man ikke tænkt på. Tagpap fandtes der kun lidt af. Derfor blev der udspændt et regnslag under loftet, og på det dybeste sted fæstnede man kunstfærdigt et kogekar, som skulle opfange de stadigt faldende dråber, men som jo også med regelmæssige intervaller skulle tømmes.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en primitiv skyttegrav ved Moulin

 

25. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “Russerne er os talmæssigt knugende overlegne.”

Senest ændret den 22. februar 2016 9:55

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

25.10-1914.

Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for Skiernewice og går næppe videre tilbage. Herfra vil der snart spørges nyt.

Alt indrettes på et virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grundet mistillid til.

En lille undtagelse dannede for os den 18. ds. Mens af regimentet to bataljoner lå i skyttegrave, lå 1. bataljon bagved i reserve og til dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele eftermiddagen i det dejligste oktobervejr, mens artilleriet fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 meters afstand.

Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har han næppe fået noget deraf.

Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15 armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte.

Rigtignok må vi ikke glemme, at de beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke giver rum til et samlet overblik. Jeg tvivler derfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere rammer sømmet på hovedet end jeg.

Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.

I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig tanke. Hans J. Andresen talte jeg med i går. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! Hvornår har dette her en ende?

Men kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914

25. oktober 1914. Hemming Skov: “Den russiske dampvalse rullede ind over Tyskland.”

Senest ændret den 22. februar 2016 9:52

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.

Pludselig den 25. Oktober under den megen Raslen tilbage skulde vi afgive Patroner til Kompagnierne, før vi hastede videre. Vi havde sikkert opnaaet at være uheldig og skulde være ”Nachhut”.

Regimentet graver sig ned og holder Stillingen til den 27. om Aftenen; og det var den sidste Modstand for vort Vedkommende paa hin Warszawa-Tur. Fra nu af foregik Retræten helt til den tyske Grænse uden at gøre Front mod Forfølgerne.

At bemægtige sig Warszawa ved en ”Handstreich”, et dristigt anlagt Overrumplingsforsøg, mislykkedes. — Der skal da have været 15 russ. Armekorps samlet omkring Warszawa, og Tyskerne med omkring ved 5 Armekorps vilde være forblødt, om der var blevet fortsat.

Vor Brigade-Kommandør, Generalmajor v. Hahn hev sig, — som vel flere andre — ved dette Foretagende Jernkorset af 1.Kl. Men flest var nok de, der ,,erhvervede” et Træskors.

Men i disse Dage var Tyskerne og Østrigerne altsaa paa Vej hjem over hele Linien med en russisk Hær paa 40 Armekorps i Hælene, og mod Vest udmaledes, hvorledes, den russiske Dampvalse” nu rullede ind over det til Undergang viede Tyskland. Resultatet blev langt under Forventning.

EasternFront1914b

24. oktober 1914. Brev fra Jeppe Østergård: “Vi var 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene.”

Senest ændret den 23. november 2017 9:26

Jeppe Østergård fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Jeppe Østergaard påbegyndte dette brev den 23. 10. 1914

24.10 1914.

(fortsat) Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen. Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås. Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark.

Jøderne, som i byerne behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blodsugere er stor.

Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og 2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bagefter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod andre lyde nå vort øre.

Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten.

Skønt det store hovedslag endnu ikke har fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer, kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før.

Vi var ved andet komp. 6 nordslesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget…. I Nis mistede jeg en trofast og kær kammerat.

Alle dem, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende.

En erstatning har jeg fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er “Gefechtsordonnanz”, og med hvem jeg under disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det et par gange været udsat for artilleriild; men den nervøsitet, som i førstningen gjorde sig gældende, kendes ikke mere.

1914-10-Polske jøder
Polske jøder

 

23. oktober 1914. På æbleskud på skudhold af “Frands”.

Senest ændret den 22. februar 2016 9:45

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 23. Oktober 1914.

Om Morgenen, mens Taagen laa tæt over Dalen, var jeg ude ved Roemarken for at hente mig en lille Sæk fuld af de dejlige Æbler. Jeg turde ikke ryste Træet, for at det ikke skulde høres ovre hos »Frands« — det var Yndlingsbenævnelsen for Franskmændene.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

23. oktober 1914. Feltpost fra Jeppe Østergaard: “Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte.”

Senest ændret den 22. februar 2016 9:43

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 23.10-1914.

I går af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne i dag. 1. og 2. bataljon, en bataljon 128, maskingeværkomp. og een afdeling artilleri skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget. En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de russiske forposter, der skydes lidt på begge sider, artilleriet fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede grupper tilbage. Hele bataljonen havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen. Bataljonen forskanser sig en 2-3 km bag byen.

Brev til hjemmet

2 km vest for Skiernewice 23.10-1914 aften.

Kære allesammen!

Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz” og vil ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord.

Først mange tak for alt, hvad de sidste dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem, jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt.

En tid lang gik posten via Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. —

Så har jeg fået 3 pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.

Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn.

Siden vi betrådte Polens grund, har vi kun sovet ude en 5-6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkelovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne stoppes til, og man har strå at vælte sig i.

Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i lommen.

Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart damper man fra øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge, og strømperne holder derfor kun en 14 dage.

Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et par “fodlapper”. Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst ud.

Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men sultet har jeg dog aldrig.

1914-10-polsk bondegård

22. oktober 1914. “Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm”

Senest ændret den 22. februar 2016 9:00

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 22. Oktober 1914. Det var Kejserindens Fødselsdag. Hver Mand fik udleveret et Stykke Flæsk, Pølse, Cigarer, Strømper og en Skjorte.

Franskmændene vilde ogsaa give Regimentet lidt til Fødselsdag og sendte en Portion varme Granater. Desværre blev 4 Mand fra Omegnen derhjemme saaret.

Jeg sendte 60 Mark hjem af min Lønning; her havde jeg alligevel ingen Gavn af dem.

Jeg var ude for at se paa Byen. Der var ikke et Hus, som var ubeskadiget. Revnede og gennemhullede af Granater var de fleste, og mange var nedskudt til Grunden. Kirken var totalt ødelagt. To Klokker var skudt ned og laa mellem Ruinerne af de store, hvide Sandsten, som Kirken var bygget af.

I Slotshaven var der to friske Soldatergrave, sikkert franske. Slotsmuren havde Franskmændene benyttet som Forsvarsstilling. De havde hugget Skydehuller i Muren, saa de udmærket har kunnet tage Sigte paa Angriberne, mens de selv har staaet dækkede. De mange Grave af mine Kammerater fra Regimenterne 162 og 163 fortalte stille, at det her havde været haardt — meget haardt.

Paa et af Trækorsene hang den faldnes sønderknuste Hjelm. Saadan er nu ogsaa hans Families, hans Venners og hans eget lønlige Haab knust.

En større Ødelæggelse end den i Slottet har jeg aldrig set. Den var meget svær at beskrive. Straks, naar man kom derind, blev man overrasket af den fyrstelige Pragt, som der før havde været. I den ene Stue hang 2 store, kostbare Malerier, begge sønderflængede af Shrapnelkugler.

I en anden Stue hang et stort Spejl. Det dækkede hele Væggen; men midt igennem det var der gaaet en Granat. Jeg blev uvilkaarligt staaende foran et saadant Syn.

Der havde ogsaa været et helt Husapotek og et fotografisk Atelier. I en anden Stue stod en Officer og hans Tjener og pakkede nogle store, ægte kinesiske Vaser, Porcellæn og Sølvtøj i en Kiste, som skulde sendes hjem. Derefter forhandlede de meget ivrigt om de to kostbare Lysekroner, der hang under det revnede Loft.

Rundt omkring laa Kalk og Murbrokker paa de fine Møbler, som nu ikke mere havde nogen Værdi. Sengetøjet delte vi. Det brugte vi til at sove i ude i Skyttegraven, og deri drømte vi vore kæreste Drømme om Hjemmet og Freden.

Regiment 86 009Kirke Audignicourt
Kirken i Audignicourt, hvor 86’erne tidligere lå

 

 

19. oktober 1914. På patrulje: “Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt”

Senest ændret den 22. februar 2016 8:29

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 19. Oktober 1914. Om Aftenen fik jeg Ordre til at gaa Patrouille imod Fjenden. Hertil fik jeg fire haandfaste Karle. Ordren lød paa, at vi skulde se, om Byen, som laa foran os, var besat med Fjender, og hvad de foretog sig, og saa skulde vi om muligt tage en rød fransk Kasket med til Kompagniføreren.

Da Mørket faldt paa, listede vi af Sted. Foran os var der først en Dal, saa var der en 400 Meter bred Stubmark, beplantet med Frugttræer, derefter en lige saa stor Roemark, og ovre bag den laa Byen.

I Nærheden af Byen stod to Halmhæs. Her lagde vi os ned for at lytte. Vi hørte tydeligt, at der var mange Soldater i Byen, og vi listede os forsigtigt nærmere. Ved det første Hus saa vi en dobbelt Vagt staa ligegyldig og tale sammen. Dem kunde vi nok tage; men sæt nu, at det ikke gik glat, og de slog Alarm. Saa fik vi hele Banden paa Halsen. — Saa gik vi uden om dem og hen for Midten af Byen, hvor vi stod og lyttede.

Inde i Byen hørte vi dæmpet Tale og Vogne, der kørte frem og tilbage, samt Klirren med Kogekar. Nogle fældede Træer, og andre byggede Skanser. Vi havde hørt tilstrækkeligt og gik tilbage igen. Men da vi kom til Roemarken, kom der en Trop hen imod os. Det maatte være Fjender; thi fra os var der ikke flere ude den Aften.

Omhyggelige for at undgaa Støj kastede vi os ned paa Maven. De var 10 Mand og en Officer, altsaa en fransk Officerspatrouille. Langsomt og listende gik de forbi os i en uhyggelig Nærhed.

I det Øjeblik, de var lige ud for os, holdt jeg Aandedrættet tilbage, som om jeg var bange for, at det skulde forraade os. Jeg trykkede Brystet mod Jorden og gjorde mig saa lille som muligt. Jeg var kommen til at ligge med Maven paa en haard Genstand; men jeg turde ikke flytte den for ikke at komme til at lave Støj.

Da Faren var ved at trække over, fjernede jeg Genstanden. Nej se, det var et prægtigt Æble. Det kom mig lige tilpas, og jeg spiste det straks. Ved at søge fandt jeg et Par til og tog dem med i Lommen. Da vi kom tilbage, overbragte jeg Meldingen til Kompagnichefen, som sad nede i Kælderen ved et lille Bord og skrev ved det flakkende Skin af et Tællelys. Meldingen, jeg overbragte, var tilfredsstillende.

Kasketter fik vi ingen af; men en Forkølelse fik vi da; thi vi var kun meget let paaklædt, uden Kappe og Patrontasker, kun med Geværet i Haanden og 20 Patroner i Lommen, for at vi kunde pille af, naar vi kom i Knibe.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser og røde huer

19. oktober 1914. Jeppe Østergaard: “En overløber har forrådt stillingen.”

Senest ændret den 22. februar 2016 8:26

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Dagbogen 19.10-1914.

En mand fra 7. komp. er bleven overløber og har forrådt stillingen. Da tågen er lettet, sendes der præcise skud bedre og bedre mod vor stilling.

Vi går tilbage 4-5 km, salver ledsager os, men altid en 40-50 m bagved, og skønt sprængstykkerne falder umiddelbart ved os, træffes ingen. Senere rammes huset, hvor bataillonsstaben har ligget, og vore grave ved kirkegårdshegnet.

Afmarch kl. 6.30 i sydvestlig retning. Det hedder sig et tilbagetog for at lokke russerne ud af fæstningen, hvor de har samlet 15 armékorps.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

18. oktober 1914. Jeppe Østergaard foran Warzawa.

Senest ændret den 21. februar 2016 13:21

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Blonie, 18.10-1914.

Kære allesammen!

Endnu har jeg intet hørt siden 10. september, så jeg er meget spændt på alt det gode, posten vil bringe mig fra Sommersted.

Fra Radom gik det, imod forventning, mod nord, og fra 9.10. drøner kanonerne og knatrer geværerne i kamp foran Warschau.

W. er en meget stærk fæstning, som vil blive en hård nød for os. Russerne kæmper med stor sejghed og har næsten udelukkende friske tropper fra Manchuriet, Sibirien og andre fjerne dele af det vældige rige.

Vi holder vore stillinger, der indtræffer forstærkninger og belejringsmateriale, og efterhånden gennemføres omklamringen af fæstningen.

Den 11.10. havde vi en hård fægtning i en fyrreskov med tæt underskov, hvor vi blev modtaget med infanteri og maskingeværild fra 3 sider. Mit komp. mistede 13 døde og 16 sårede. Blandt de første var Nis Fuglsang, med hvem jeg har gået sammen i rækken. Vi har delt mangt og meget, og han var en trofast kammerat. Tallet på dem, som ikke mere vender tilbage, vokser, men i hengivenhed under den højestes vilje sendes jer alle de kærligste hilsner og tanker.

Eders Jeppe.

Warszawa oktober-november-1914