Tag-arkiv: skyttegravsliv

16. oktober 1914. “Koldblodige nordboere”

Senest ændret den 21. februar 2016 12:45

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 16. Oktober 1914. Lige efter Mørkets Frembrud fik vi voldsom Artilleriild, og lidt efter satte Infanteriet ind med Hurtigild. Vi blev alle stillet op paa vore Pladser til Forsvar. Vi troede, at Fjenden vilde foretage et Angreb. Skyde kunde vi ikke endnu, da Nis Abrahamsen og Thomas Petersen stod foran Kompagniet som Lytteposter.

Det var underligt, at de ikke kom tilbage. Saa de ingen Fjender, eller var de allerede dræbt af de fjendtlige Kugler? Kompagniføreren sendte Ordre ud, at de skulde trække sig tilbage. Men det troede de to rolige Nordboere slet ikke. De stod rolige i Hegnet med Geværet under Armen og spejdede over imod Franskmændene, og endnu havde de ikke set en eneste. “Hvorfor skal vi saa gaa tilbage?” sagde de. Men det var en Befaling, og den fulgte de.

Da de var kommen tilbage, afgav vi Hurtigild. I Løbet af et Par Minutter afgav vort Kompagni 10.000 Skud. Franskmændene havde aabenbart trukket deres Følehorn ind; thi vi hørte ikke mere til dem.

Saa gik Lytteposterne atter frem til deres Hul i Hegnet. Vi andre tændte os med  Velbehag en Cigar derhjemmefra, talte lidt sammen om det skete og lagde os saa til Ro.

Niels Hansen fra Felsted, som stod Vagt i Graven, digtede en hel Vise, mens han røg sin Cigar.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Senest ændret den 16. februar 2016 10:30

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

13. oktober 1914. Hemming Skov: “Russerne sendte tykke brummere”.

Senest ændret den 16. februar 2016 8:46

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Med en Hviledag i Udsigt oven paa de sidste Anstrengelser blev Glæden dog af kort Varighed; vi var kommet ind i Warszawas Forterrain, og den ulykkelige By modtog nu omtrent pr. omgaaende Jernportionerne fra den modsatte Side, nemlig fra Forterne omkring Warszawa.

At vi næste Dag fik Jobbet: Reserve, hvilket berettigede os til at komme lidt tilbage, gav os heller ingen Tilfredsstillelse, da der kom Melding om fjendtligt Infanteri i Anmarch, og desuden fandtes ingen hyggelig Krog, hvor man kunde slappe af, for Russerne sendte af og til nogle grimme Fredsforstyrrere i Form af ,,tykke Brummere”, og tilmed fik vi ikke ligefrem Indtryk af, at de var sat paa Ration.

Den følgende Dag gravedes Skyttegrave, men jeg var sammen med et Par Kammerater, der ,,druckte sich”, i Kvarteret, hvor vi gjorde os til gode med vor Kogekunst.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

13. oktober 1914. Franskmændene skyder efter røgen fra madlavningen

Senest ændret den 26. november 2019 22:36

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 13. Oktober 1914. Det blev til vor store Skuffelse forbudt os at koge; thi hvor Franskmændene saa den mindste Røgsky, derhen skød de med Granater.

Hver Aften, naar Mørket faldt paa, blev der udstillet Lytteposter 50 Meter foran Skyttegraven. Hvis vi blev angrebet, og de hørte Fjenden komme, skulde de afgive Alarmskud.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk politiuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

 

10. oktober 1914. “Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven.”

Senest ændret den 15. februar 2016 11:56

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Livet i Skyttegravene ved Aisne.

Skyttegraven ved ……., 26. Sept. 14.

– – Jeg kan ikke med Ord udtrykke, hvilken Glæde det er at modtage Post hjemmefra. Alle mine kammerater er som jeg, det der interessere os allermest om Morgenen, naar vi vaagner, og om Aftenen, naar vi lægger os til Ro, er, om der er Post. Fra ….., Varnæs, fik jeg ligeledes i Gaar Chokolade og Cigarer, det er rørende, saa venlige alle er imod mig.

Vi ligger endnu stadig her i Skyttegraven, og jeg vil i al Korthed fortælle Jer lidt om Livet her, det kan dog maaske interessere jer. Jeg deler Hule sammen med Løjtnant R., i Civil Dr.jur. Hulen har til Loft en Dør, som Pionererne har skaffet os fra en nærliggende Landsby. Den har en Dybde af ca. 2 Meter, saa vi paa en Conserveskasse udmærket kan sidde uden at støde imod Loftet med Hovedet. Bredden udgør ca. 1½ Meter. Bunden er belagt med lidt Halm og lidt Lucernehø. For at faa Plads til vore smaa Æsker med Godter i, har vi udgravet et Par smaa Hylder. Her ligger vort Drikkebæger, vor Post og lignede Sager. Natten tilbringer vi særdeles udmærket. Vi ligger indpakket i et Par Overfrakker.

Om natten kan det hænde, at vi vækkes af Patrouiller, men særlig i Morgenstunden begynder Knalderiet. Vi er dog nu saa vante til den Rummel, at vi ikke lader os forstyrre i vor Morgenro. Naar der ikke er noget særlig paa Færde, sover vi med Afbrydelser til Klokken ca. 9. Saa indtager vi Morgenmaaltidet, som bestaar af Brød og i denne herlige Tid af lidt Kød eller Flæsk, sidste en meget efterspurgt Vare. Vi har vi ogsaa en Del Cigarer og mangler kun Tændstikker, som for Tiden er det mest efterspurgte.

Formiddagen gaar med Læsning, Besøg i Naboskyttegravene og Samtaler om Krigens Gang. En Gang imellem kommer der saa en Granat susende og minder os om, at endnu er Fjenden ikke svækket. Men Granaterne er vi nu saa vante til, at vi knap blinker med Øjnene, naar saadan en Fyr med et voldsomt Brag slaar ned og lever et meterdybt Hul i den haarde Jord. Nej, man hærdes.

Dagen igennem gaar saa med lidt Læsning, lidt Rygen og, hvad næsten er det bedste, med lidt Søvn.

Men saa snart Mørkets tunge Skyer falder hen over Egnen, vaagner først rigtig Livet i og omkring Skyttegraven. Saa komme de alle krybende ud af deres Huler. Nu er der jo ingen, der kan se dem. Men der maa tales sagte, thi Franskmændene er ikke langt fra os, og lidt højt Talen kan forraade os i en September Aftens Stilhed. Vore Patrouiller foran Fronten hører tydeligt Fjenden modtage maden, hører dem samtale; af og til faar de en Shrapnell ned over Hovedet, og vor Patrouille morer sig over den Uro, den volder dem.

Om Aftenen faar vi vor varme Mad, lidt Ris med Kød, eller lidt Ærter og Bønner med Kød, alt sammen godt tilberedt i vort herligste Vaaben, nemlig Feltkøkkenet. Det er en ganske uundværlig Ting, saadan et Feltkøkken; havde vi ikke haft det, ja, saa havde vi været meget mere forkomne, end vi er. De sidste Dage har vi faaet en Rødvinspunch om Aftenen, hvor herlig en Ting det er for os, kan I ikke danne Jer nogen Mening om. Det ved man først, naar man har boet 3 Uger i en kold og fugtig Jordhule. Naar vi har faaet vor Mad, ryger vi lidt paa Piben og gaar saa til Ro.

Saa længe vi ingen Regn har, er Skyttegravslivet ganske udmærket, men begynder det først med Regn og Slud, saa forstaar I nok, at Tilværelsen i en leret Hule ikke kan være behagelig. Mine Fødder er allerede nu paa Grund af, at man i 14 Dage ikke har faaet sine Støvler af Fødderne, helt Kolde og stive. Ved sidste Dag at søge efter v. Barm fandt jeg i en fransk Tornyster et Par Lædersko, foret med Uld. Jeg har ved Hjælp af dem og de nye Strømper at faa mine Fødder i Orden igen.

Min “Hjemdal” vandrer hele Skyttegraven igennem, alle er jo næsten Nordslesvigere. Lige ved Siden af mig ligger Chr. E. Christensens Nabo, en N. Bonde fra Asserballe. Han pakker Løjtnanten ind hver Aften, og meget drypper fra Herrens Bord paa Ham. Ellers har jeg det udmærket, er ved godt Mod og har en urokkelig Tro paa, at jeg igen skal ses med Jer.

Af et Feltkort fra samme:

Her ligger Danske Side om Side i Skyttegraven. Alt gaar næsten paa Dansk. “Hjemdal” vandrer fra Haand til Haand. Løjtnanten læser den ogsaa. Jeg fortolker. Paa denne Vis tilbringer vi Dagen i Jordhulen.

Fra en Gaardejer, der er hjemmehørende paa Bevtoftegnen, men nu er i Felten, har en Slægtning modtaget et Brev, hvoraf vi hidsætter følgende:

…. Vi er nu flere Mil inde i Rusland og har kun Forbindelse med Thorn ved Automobiler. Vi har det for øvrigt meget rart her i Wlozlawsk. Det er en ret anselig By og det er ret interessant at spadsere omkring og betragte Livet her. Vi har ogsaa haft forholdsvis god Tid dertil indtil nu. Bortset fra det ret fremmedartede Indtryk, som selve Byen gør, har man slet ikke Følelsen af at være i Fjendeland. Der er fuldstændig orden i alting. Befolkningen, der for største Delen bestaar af Polakker, er som Regel venligsindet, særlig da vi opretholder Orden og betaler alt, hvad vi bruger, men rede Penge, medens Kosakkerne, for de forlod Byen, røvede og plyndrede, saa meget de kunde overkomme, hvorved det selvfølgelig mest gik ud over Evangeliske og Jøder, som der ogsaa er mange af her. Hovedgaderne her i Byen er meget flotte, men des fattigere ser det ud i de smalle Gyder. Men derom kan jeg jo fortælle mere, naar jeg en Gang kommer hjem, hvad jeg haaber; og hvis det skulde fejle mig, saa maa I hellere ikke sørge saa meget for min Skyld. Jeg er ikke bange for Døden og stoler paa Gud….

Faldne og Saarede.

Iver Lycke er Navnet paa en ung Mand fra Hygum Sogn, som ifølge Tabslisten er falden ved Neuvy den 6. September. Navnet er ikke kendt ud over den snævre Kreds, som er kommen i personlig Berøring med Ham, men af de vil det ikke glemmes. Iver Lycke tilhørte en dygtig Slægt, og han var selv en ualmindelig dygtig og energisk und Mand, en af dem, som vi daarlig har Raad til at miste. Iver Lycke var Landmand; ved Krigens udbrud var han Bestyrer paa Aarupgaard. Han har i en Aarrække været forlovet med en unge Pige fra Kongeriget. Hans Moder og Kæreste nærer endnu et svagt Haab om, at han kan være falden i fransk Fangenskab.

Den 24. September er Theodor I. Erlang fra Ladegaard I falden i Frankrig. der er Mindegudstjeneste i Morgen i Aastrup Krige.

Frederik Christian Moos fra Bramdrup er falden den 25. September i Frankrig. Der holdes en Sørgehøjtidelighed u Tilslutning til Eftermiddagsgudstjenesten i Morgen i Moltrup Kirke.

Bygmester Sønke Nissen, der boede i Vidaagade i Tønder var en stræbsom Haandværker, er falden i Frankrig.

– Der er ifølge “Bsl.Tid.” endvidere kommet Meddelelse til Tønder om, at Overlærer Mietz ved Realskoen der i Byen, en ung Mand, skal være falden i Franskrig.

Postbud Green fra Lindtrup, som siden Krigens Udbrud har været med paa den vestlige Krigsskueplads, er bleven let saaret i den ene Haand.

I Fangenskab.

Gaardejer Kresten Fink paa “Fuglsiggaard” har modtaget Meddelelse fra sin Avlskarl, Jakob Hansen fra Vester Lindet, om at han er saaret og i fransk Fangenskab i Bordeaux. han har det ellers godt. Hansen stod ved 84’erne i Haderslev.

– H. Schmidt Rederi i Flensborg har fra Lagos (Vestafrika) modtaget et Brev fra Kaptajn Nicolaisen, der førte Damperen “Diana”. Kaptajnen oplyser, at “Diana” er belagt i Arrest af Englænderne og at hele den hvide Besætning er bragt til Lagos som Krigsfanger. Det er blevet ham forsikret, at hele den store Besætning er blevet fjernet fra Damperen og at Skibet er slæbt til Forrabos, hvor det ligger under Guvernement-Opsyn.

Andreas Dirks, der er barnefødt i Skovby (Bredsted Sogn), Søn af Lærer Dirks i Harreslev ved Flensborg, er i Frankrig blev taget til Fange af Englænderne og ført i engelsk Krigsfangenskab.

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

Senest ændret den 13. februar 2016 21:42

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

9. oktober 1914. Dræbte, sårede, tilfangetagne – og en hilsen fra felten

Senest ændret den 13. februar 2016 21:40

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra felten.

I et Brev, der er indløbet fra Niels Christian Hansen fra Felsted, som er i Felten medfulgte en Hilsen fra Hans Petersen, Bovrup; Nis Abrahamsen, Aarslev; Hans Clausen, Thyrsbøl, Snedkeren fra Stubbæk, Skrædder Andresen, Hovslund og Hans Alnor, Ullerup Mark. Sidstnævnte er saaret i den ene Arm, dog ikke farligt. Han var gaaet ud af Løbegravene i den Hensigt at malke en Ko, for at de kunde faa nogen Mælk, og var derved blevet saaret i Armen. Han faldt, men det lykkedes Kammeraterne at faa ham hen i Løbegravene igen.

De laa alle i Dækning i Løbegravene, der er to Meter dybe. Selv skulde de ikke skyde, men Artilleriilden, baade fra tysk og fransk Side, rasede over dem. De havde det eller godt, og Forplejningen var bleven bedre, end den havde været.

– Andreas Peter Andresen fra Hovslund, har skrevet et langt Brev hjem til sin Hustru. Han har været med i en Kamp med Belgierne, dernæst i Kampen med Englænderne Søndag den 23. August med Mons. Senere under Fremrykningen sydpaa har hans Afdeling deltaget i en Mængde, tildels blodige Kampe. Andresen selv blev helt ubetydelig saaret paa højre Øje af en Granatsplint. For Tiden ligger Afdelingen godt i Dækning i de dybe Løbegrave.

– Fra Sillerup By er der indkaldt mange til Fanerne. Den unge Wiuff skriver ifølge “S.G.” hjem fra dem vestlige Krigsskueplads; Vi rykker frem fra Stilling til Stilling, langsomt, men sikkert.

En Sørgegudstjeneste.

For et par Dage siden holdtes der i Nustrup Kirke Sørgegudstjeneste for Bojsens Søn og en ung Mand fra Bæk, er er faldne i krigen. Kirken var fyldt til sidste Plads og Præsten holdt en gribende Tale. Bojsen mistede for et Par Aar siden en Søn ved Sygdom, nu en ved Krigen, og nu staar foran Indkaldelse under Fanerne.

Faldne og Saarede.

Fru Askov i Ørderup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand den 24. September er død paa et Lasaret som Følge af haarde Saar, han havde faaet Dagen i Forvejen.

Frede Andersen, Søn af Enke Marie Andersen i Raahede, er falden i Krigen. Han var hendes eneste Søn.

Gaardejer Thomas Thomsen og Hustru modtog den sørgelige Meddelelse, at deres 23 Aar gamle Søn, Hans Thomsen, den 1. Oktober var afgaaret ved Døden paa Lasarettet i Chauny i Franskrig. Han var bleven saaret den 23. September.

Enkefru Marie Jessen i Hoptrup har ifølge “S.G.” modtaget en Efterretning om at hendes Søn [Mads Peter, RR] er falden i Slaget ved Mons den 23. August. Søndag Kl. 2 holdes der en Sørgegudstjeneste i Hoptrup Kirke.

Lørdag Eftermiddag modtog Murer P. Andresen i Visby den sørgelige Efterretning, at hans Søn, C. Andresen, var blevet saaret den 22. September i Frankrig og er nu død af sine Saar. P. Andresen og Hustru har, skriver “Dvp.”, haft en større Børneflok, og endskønt de har siddet i smaa Kaar, har de altid haft et tilfreds Sind. Gud trøste dem i deres store Sorg!

Arbejdsmand Jens Christiansen i Tønder er ifølge “T.Z.” falden i Frankrig. Han efterlader Hustru og 5 Børn. Christiansen var en sympatisk og flittig Arbejder.

Af Regimentet “Kønigin” (FR86’erne) er følgende Underofficerer faldne: Feldweblerne Evers, Reitzenstein og Dannemann, Vicefeldweblerne Hartnak og Møller, Sergeant Schurbert og Underofficer Jepsen. Endvidere er magistratsassessor Dr. Karl Prahl fra Flensborg, der var Reserveløjtnant i det 86. Regiment, falden i Frankrig.

Lærer Esbensen fra Visby er allerede den 18. August bleven saaret i Belgien ved et Skud igennem den ene Fod. Esbensen, der sidst var Lærer i Skovby ved Hovslund, bliver ifølge “Dvk.” maaske lam for Fremtiden, da han har haft 3 Ben knust i Foden.

I Fangenskab.

Gaardejer Peter Madsen i Nost, som har tre Sønner med i Krigen, fik for et par Dage siden Underretning om, at den ene af den er i Fangenskab i Frankrig. Ligeledes er Peter Ehlert af Musvang tagen til Fange af Franskmændene.

Peter Petersen fra Seggelund har ifølge “S.G.” fra England over Danmark skrevet hjem, at han er kommen i engelsk Fangenskab. Han beder sine Paarørende om at sende ham Uldtøj.

Lærer H. Hadenfeld fra Abkær, der har været indkaldt siden 3. Mobiliseringsdag, er ifølge “S.G.” bleven saaret og dernæst taget til Fange af Franskmændene.

For et Par Dage siden har Enkefru Køhler i Nordborg faaet Meddelelse om, at hendes Søn, fra hvem hun længe ikke havde hørt, befinder sig i russisk Fangenskab. Johannes Køhler har i flere Aar haft Ansættelse i en Smørforretning i Byen Omsk. Sammen med flere Tyskere blev han iflg. “dvp.” først arresteret der i Byen, og siden er de alle bleven ført til Tobolsk. I øvrigt meddeler Køhler sin Moder, at han er sund og har det godt.

Ikke falden.

Det meddeltes forledes Dag, at 2 Sønner af Arbejdsmand Tobias Jensen i Østergade i Haderslev var faldne. Nu oplyses det, at den ene af Sønnerne ikke er falden, men haardt saaret ved et Skud i Benene. Han ligger paa Lasaret i Siegburg, men haaber ifølge “S.G.” at kunne komme hjem med det første.

9. oktober 1914. Skyttegravsliv i Dreslincourt

Senest ændret den 13. februar 2016 21:37

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 9. Oktober 1914.

Straks om Morgenen fik vi Artilleriild. Der blev kun 2 Mand fra hver Sektion som Vagt i Graven. Resten fik Lov til at ligge i Vinkælderen om Dagen. Ved Sidevæggene var der Halm at ligge i . Her laa 40 Mand, 20 paa hver Side med Tornysterne under Hovedet. De fleste maatte ligge paa Siden, ellers kunde der ikke blive Plads til alle.

Om Middagen var alting roligt. Jeg listede lidt omkring ved Huset og fandt nogle Hvidkaalshoveder og hvide Bønner i Haven. I et Udhus var der en aaben Kamin, hvor jeg gjorde Ild paa og kogte Hvidkaal med Bønner. Brænde var der nok af i de sønderskudte Lægter og Sparrer. Stuehuset var helt nedskudt til Grunden, og Murresterne laa oven paa Vinkælderen og gjorde den temmelig sikker mod smaa Granater.

Jeg gik ned i Kælderen for at hente en Ske til at røre i Suppen med; men det kunde jeg godt have sparet; thi da jeg kom tilbage, var Suppen kogt over og havde omtrent slukket Ilden. Nede paa Bunden af Kogekarret laa nu den tørre Hvidkaal og Bønnerne og brændte paa, saa det lugtede slet ikke skønt. Saa forsøgte jeg med en ny Portion, og den lykkedes.

Frits og Underofficer Petersen fra Hamborg spiste med, og de forsikrede, at det var mange Dage, siden de havde faaet saa velsmagende Mad.

Om Natten skulde vi alle være i Graven. De, der ikke stod Vagt, havde Lov til at sove. Jeg var meget glad for Halmmaatten. Den rullede jeg mig ind i , og saa havde jeg Værn mod Kulden baade fra oven og neden.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914
86’erer i en skyttegrav ved Dreslincourt

8. oktober 1914. Kampene ved Aisne: “Rundt omkring mig faldt de som Harer!”

Senest ændret den 13. februar 2016 21:36

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Kampene ved Aisnefloden.

… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.

Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.

Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.

For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.

Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.

Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.

Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)

Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.

Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler  leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.

I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.

Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.

Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.

Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.

Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.

I Fangenskab.

Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.

Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.

Aabenraa, Torsdag.

Med i mange Kampe. Om Overlærer Røwerkamp fra Aabenraa, der som nævnt er falden i Frankrig, meddeles i tyske Blade: Røwerkamp havde deltaget i 8 større Slag og mange Fægtninger. 4 Heste var skudt væk under ham. Tilsidst benyttede han en engelsk Fuldblodshest, som var blevet taget fra Englænderne. Han udmærkede sig under Stormen paa en befæstet Høj, hvorpaa en Maskingeværafdeling havde taget Opstilling. En anden Gang tog han personlig 2 Zuaver til Fange.

Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.

 

8. oktober 1914. FR86’erne kommer til Dreslincourt

Senest ændret den 13. februar 2016 21:29

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 8. Oktober 1914.

Om Morgenen K l . 5 fik vi den kedelige Meddelelse, at nu gik det af Sted igen. Vi gik langs Landevejen til Blérancourt. Ved en Skov gjorde vi Holdt, og Postsagerne blev fordelt. Her fik jeg det første Brev fra min Søster Katrine, et dejligt, opmuntrende Brev. Det har jeg  aldrig vidst, at jeg havde en Søster med saa meget Mod, at hun kunde give noget deraf til mig, til hendes store Bror, som var i Krig. Nu gik det meget lettere.

Vi gik gennem Noyon, hvor der herskede travl Virksomhed. Artilleristerne kom kørende med Hø og Havre til deres Heste. Trænkuskene kom med Vogne fulde af Brød og læssede dem af paa Modtagelsesstedet, hvor de blev stablede helt op til Taget. Postbudene løb travle omkring, og Toget for fløjtende over Vejen. Paa Vagonerne saa man de kendte Navne derhjemmefra.

Mellem Noyon og Chiry gjorde vi Holdt paa en Mark og fik Mad. Her talte jeg med Helmar Thomsen og Johan Hansen fra Aabenraa. De var begge mine Stuekammerater i Tjenesten 1911.

Sent om Aftenen kom vi til Dreslincourt, hvor vi skulde i Stilling. Først laa vi et Par Timer ved Indgangen til Byen, mens Førerne overtog Stillingen, som vi skulde besætte. Der var adskillige Rygter i Omløb. Nogle fortalte, at vi fik hver 200 Patroner og skulde til at storme en stærk fjendtlig Stilling, hvorved vi skulde over en Dødsdal; men netop derfor skulde det være om Natten. Andre kom og dementerede det.

Et Feltkøkken kørte ud af Byen. Lige udenfor Byen suste et Par franske Granater over imod det; men de gik for højt og eksploderede 50 Meter fra det. I en Have fandt jeg en Halmmaatte og tog den med under Armen; den kunde være god at ligge paa i Skyttegraven. Vi blev ført ind paa en Gaardsplads gennem en Port og ud til Skyttegraven gennem en Løbegrav, der var gravet ned under Længen.

Fjenden mærkede vi ikke noget til; men vi skulde alligevel alle vaage til næste Morgen. Regimentet, som vi afløste, drog stille bort.

08-02_Hulvej_Dreslincourt
86’ere på hulvejen ved Dreslincourt i oktober 1914

 

 

7. oktober 1914. Hemming Skov på østfronten: March mod Radom ad elendige veje

Senest ændret den 13. februar 2016 21:10

Hindenburg undslipper de russiske styrkers forsøg på at omgå og udslette den tyske nordfløj og flytter i ilmarch tropper til et fremstød mod Warszawa.

Hemming Skov’s regiment 176 skiftede front og var ankommet til den russiske by Tschenstochau på den modsatte side af grænsen til provinsen Schlesien. Her så de frem til at udforske nogle af byens seværdigheder.

Det fik vi selvfølgelig ikke tid til at se, for allerede første Dag fik vi Marchordre. Med Jøder, der vil slaa en handel af, rendende rundt om os, og med Reg. Musikken foran, dingler vi saa gennem Byen ud paa et langt og fare fuldt eventyr efter Warszawa til.

Vi fik den Dag en ny Kompagni-Fører (Oberleutnant Hindersen). Samme Mand blev senere hen en forhadt bekendt af mig. –

Vi asede 30 werst (km) ad sandede Veje, før vi opnaaede at komme i Kvarter. De følgende Dage ligesaa. Byernes Navne kan vi næppe læse, kun paa Vejviserne Tallene og werst, der samtidig er det eneste, der interesserer os. Det planløse Vejvæsen fører os frem i Zikzakkurve, og skønt hver Dag bringer os nye Egne og vide Udsigter, er alt omtrent ens, elendige Sandmarker, planløst Skovbrug, usle Hytter, Nød og Fattigdom.

Endelig den 2. Oktober havnede vi paa en god Landevej, noget, vi nu næsten betragtede som en Slags Luksus. Til Aften kom vi i Kvarter paa et stort Gods sammen med vor Batl.-Stab, vort Maskingevær Kompagni og noget Artilleri.

Vi var nu i Nærheden af Fjenden, hvad vi samme Aften fik at se. Stærke Kosak-Patrouiller kom sprængende ind i Byen, sandsynligvis uden at ane Uraad. SaaIedes kom to Kosakker hæsblæsende paa deres smaa viltre Heste farende forbi den Gaard, hvor 1. Kompagni laa indkvarteret. Men denne Manøvre midt i Fjendens Lejr endte med, at vi ”sofort” maatte takke af for godt Husly og ud i aaben Mark.

Næste Morgen var jeg med til at kaste en Grav til 3 Kosakker. Under stadig Berøring med Fjenden arbejdede vi os et Par km frem. Den 4. Oktober nærmede vi os Radom, hvorfra Russerne i Hast lod den ene Transport efter den anden forsvinde pr. Jernbane.

Selv om Radom var en større By, kom vi hurtigt derind; om Morgenen den 5. blev der angrebet, og hen paa Eftermiddagen var vi i Radom. En Del af vort Kompagni blev sendt tilbage med Fanger, og vi andre naaede ud paa Natten i Kvarter et Stykke Syd for Byen, hvorfra vi den næste Dag alter drog tilbage til Radom.

 Czenstochau—Radom, en Strækning paa ca. 200 km, tilbagelagt paa en Uge. Radom ligger 100 km stik Syd for Warszawa og er i Modsætning til de andre Stinkreder, vi har passeret, en smuk og renlig By med vældige

Kirkebygninger. Her havde Russerne en befæstet Feltstilling, og der var store Troppemasser undervejs til Forstærkning. Men vi kom dem i Forkøbet, og Russerne trak sig tilbage. Vi saa kun russisk Kavalleri, og efter Sigende blev her 2 Kavalleridivisioner slaaet tilbage. De to følgende Dage vekslede med noget saa naturtro som Regnvejr og Solskin og Hvile.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

4. oktober 1914. “Der var straks en lille, spinkel, rødhåret fyr, som spurgte, om han måtte være kammerat med mig.”

Senest ændret den 13. februar 2016 20:51

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 4. Oktober 1914.

Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.

Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.

Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.

I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.

07-01
Her lå Regiment 86 i september 1914.

 

2. oktober 1914. Kadaverdisciplin i den preussiske hær: Bundet til et træ i ildlinjen!

Senest ændret den 13. februar 2016 20:41

FR86’eren Hans Petersen fortæller:

Den 2. Oktober 1914.

Vi havde hver faaet 3 Cigaretter. Nogle røg kun en halv ad Gangen. Resten svøbtes i et Stykke Papir og gemtes i Lommen til en anden Gang.

Den Dag saa vi da nogenlunde ud i Ansigtet, naar undtages Skægget, der for Resten saa lidt bisseagtigt ud, da det havde groet vildt og uden Behandling, lige siden vi drog ud fra Flensborg. Vi havde nemlig faaet os vasket om Morgenen. Ikke saadan at forstaa, at vi kunde tillade os den uhyre Luksus at vaske os i Vand; det var der kun faa, der havde kunnet de sidste 20 Dage. Men ved at stryge Haanden hen over de dugvaade Roeblade kunde man udvinde saa megen Fugtighed, at man kunde væde Ansigtet dermed. Rigtignok skulde man kærtegne adskillige Roeblade, før man blev færdig; men det gik.

Om Natten gravede vi Løbegrave under Opsyn af Kompagnichefen for 9. Kompagni. Et Par Mand havde skyndt sig og gjort deres Arbejde færdigt og saa lagt sig ned for at hvile lidt. Da Chefen overraskede dem i at ligge ned, blev han aldeles rasende. Han førte dem ned til en Skov lige i Nærheden af den franske Stilling og bandt dem til hver sit Træ. Her stod de saa i fire uhyggelige Timer i Fare for at blive skudt af vort eget Artilleri, og hvert Øjeblik kunde de vente at blive gennemboret af de fjendtlige Kugler. Armene havde de bundet paa Ryggen, saa Blodomløbet standsede snart ved den uvante Stilling. Den sidste Time hang de sammensunkne af Træthed i de snærende Baand. Ja, naar man blot hørte Navnet  Knobelsdorf, saa følte man sig ubehagelig tilpas.

Voelkerkrieg 1026
Der graves skyttegrave

 

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Senest ændret den 13. februar 2016 20:37

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

1. Oktober 1914. Nyt fra Hejmdal: Flere savnede nordslesvigere var faldet i fangenskab

Senest ændret den 6. januar 2015 9:12

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Fra Sanitetskolonnerne.

Fra en ung nordslesvigsk Gaardejer fra Haderslev Vesteramt, som kører med en Sanitetskolonne, er der indløbet et Brev til Hjemmet, hvori han blandt andet fortæller om et Slag den 19. September, i hvilket Reserve-Regimentet Nr. 86, det Regiment der tæller de fleste Nordslesvigere i sine Rækker led svære Tab.

Brevskriveren udtaler, efter at have beskrevet sine frygtelige Oplevelser, sin store Glæde over, at han den Dag fik Lejlighed til at Hjælpe mange saarede Nordslesvigere, deriblandt ogsaa flere personlige Bekendte. Det var for ham, skriver han, et Lyspunkt midt i Rædslerne. Blandt dem, han opsamlede paa Slagmarken, var Gaardejer Jakob Jensen, Bøllinggaard. Han var heldigvis kun lettere saaret. Brevskriveren kørte ham selv til Lasarettet, og han havde det da godt efter Omstændighederne.

Dagen efter Slaget traf han blandt andre Gaardejer P. Jensen, Stenderupgaard. Han var kommen uskadt fra Slaget, var sund og ved godt Mod.

I hollandsk Fangenskab.

Blandt de Savnede opførtes i sin Tid Christen Brang fra Stolbro i Egen Sogn, om man hørte i lang Tid intet fra ham derhjemme, ventede heller næppe at høre fra ham mere. Forleden Dag fik man et Brev fra ham, hvori han meddelte, at han befandt sig i bedste Velgaaende i i hollandske Fangenskab. Under en Fægtning var han og et Par Kammerater, uden at de mærkede det, kommen over den hollandske Grænse, hvor de saa blev afvæbnede og taget til Fange.

Vi behøver vil ikke at tilføje, skriver “Dbp.”, at der blev Glæde over igen at høre fra en, man allerede havde begrædt som død.

Saarede.

Aftægtsmand L. Koch i Kliplev har en Søn og en Svigersøn, som ifølge “Fl.Av.” begge er i Krigen har misten en Finger, Sønnen Tommelfingeren paa venstre Haand og Svingersønnen Langefingeren paa højre Haand.

Advokat Dr. Johannsen i Sønderborg, der har deltaget i Krigen i Belgien og i Frankrig, er vendt hjem. Dr. Johannsen har ifølge “Dbp.” været saaret og har ligget paa Lasaret i Køln.

Til Reserve-Lasarettet i Rosengade i Sønderborg er der indtruffet en Del Saarede. Slægtninge og nærmere Bekendte kan ifølge “S.Z.” besøge dem Tirsdag og Fredag Eftermiddag fra Klokken 2 til 4.

Musketer Maaszmann, Søn af rentier Maaszmann i Flensborg, er ifølge et Brev, han har sendt hjem, bleven saaret i Benet og derpaa sammen med flere andre Kammerater kommen i fransk Fangenskab. De bragtes ifølge “Fl.N.Z.” til Fortet Blaye i Nærheden af Bordeaux.

Saaret hjem fra Krigen.

Træskomand Hans Sørensen fra Gramby er vendt saaret hjem fra Slagmarken i Frankrig. Sørensen er saaret i Ryggen af en Granatstump.

I engelsk Fangenskab.

En glædelig Efteretning modtog ifølge “S.Z.” Retskonsulent Arnold Jensen i Sønderborg. Hans Søn Frederik havde været med paa Krydseren “Mainz”, der gik under ved Helgoland. Han stod i den 6. Tabsliste opført som “savnet”. Nu har han meddelt sine Slægtninge, at han befinder sig i engelsk Fangenskab og er i god Behold.

Faldne i Frankrig.

Major v. Meding, Sønderborg, der i et halvt Aar havde kommanderet 3. Bataillon af Regiment “Kønigin” er falden den 20. September om Morgenen ved en Fægtning i Frankrig. Bataillonen stormede en af Franskmændene besat Skov. Majoren blev da ifølge “S.Z.” saaret ved et Skud paa højre Side i Brystet. Et Kvarter senere døde han.

Niels J. Skibild fra Lindtrup Sogn er den 9. September falden i en Kamp i Frankrig. Han ramtes af et Geværskud i Brystet.

Endvidere er Reserveløjtnant Carl Hansen fra Kristiansfelt falden den 16. September ved L’Aigle i Nordfrankrig. Han var næppe 28 Aar gammel.

Sammen ind og sammen saaret.

Gaardejer Jørgensen fra Tandsgaard fulgtes, dengang Krigen kom, med sin Røgter til Flensborg. Der kom de ikke alene til samme Kompagni, men blev Sidemænd. Siden fulgtes de af i flere Træfninger og Slag. Forleden hørte man igen fra dem; da var de begge ifølge “Fl.Av.” blevne saarede og laa sammen paa Lasarettet. Begge er dog heldigvis kun let saarede.

Officererne i den tyske Hær. Den tyske Hærledelse har udstedt Bestemmelse, hvorefter Adgangen for Menige og Underofficerer til Officerstillinger lettes.

Gamle Uniformer. Gennem “Wolff’s Bureau” opfordres Familier, der har gamle Uniformer liggende, til at skænke dem til Udfyldningstropperne, hvor de kan bruges til at beklæde de Frivillige, som melder sig.

Nordslesvig, Torsdag.

Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset: Løjtnant i 29. Infanteriregiment Theodor Krause, Søn af afdøde Herredsfoged Krause i Toftlund. Peter Bruhn, Søn af Amtsforstander Bruhn, Skovbølgaard. han er med paa den østlige Krigsskueplads. Nis Bøgh fra Haderslev, der tjener ved en bajersk Brigade. Han forfremmet til Underofficer den 3. September. Jernkorset fik han den 24. September. Ritmester v. Esmarch, Rinkenæs. Overløjtnant Adolf v. Tschirschnitz, Søn ad den afdøde Landraad i Sønderborg.

En Skildring fra Kampene paa Vestfronten. Tilladt af det militære Prøvelseskontor i Berlin. Hvd. Tlgr. Kont. (Særtelegram til “Hejmdal”) Berlin, 30 September.

Den haarde Kamp mellem Oise og Marne nærmer sig sin Afslutning. De franske og engelske Tropper er udmattede. Tyskerne modtager stadig Forstærkninger, bliver udmærket forplejet, et godt indkvarteret og har bevaret den gamle Angrebslyst.

Fra en Officer, som staar i forreste Slaglinje, har vi modtaget efterfølgende Skildring fra de sidste Dages Kampe:

Naar man ser tilbage paa den sidste Tid, maa man egentlig forbavses over, hvad Mennesker og Dyr kan udholde, naar det er nødvendigt. Ved saa store Kavallerimasser, som vore Kavallerikorps er, er det især oprivende, at man altid paa Grund af Kavalleriets store Bevægelighed dirigeres til de Steder, hvor Stillingen er kritisk, for derpaa, saasnart Sagen er ordnet i Ilmarcher, at blive kastet et andet Sted hen, hvor det gælder at faa et Hul udfyldt.

Af de ubehagelige Fægtninger af denne Art havde vi forleden Dag, da vi havde faaet Ordre til at opholde Fortropperne af tre Arméer, hvad ogsaa med store Tab lykkedes os en hel Dag. Det var særlig Skytterne, det gik ud over. Hvor flinkt Folkene kunde optræde, havde jeg selv Lejlighed til at iagttage, da jeg den nævnte Dag var kommanderet til Nærrekognoscering for Bataillonen med min Deling. Det er en haard Prøve for Infanterister at maatte skyde roligt, naar det bliver beskudt fra næsten alle Sider, hvad der her ganske særligt var Tilfældet. Desværre maatte vi saa tilsidst alligevel gaa tilbage, da der paa den anden Side stod ti mod en, og vi desuden ikke forud var forberedt paa varig at holde Stillingen. Af den Slags Fægtninger har vi allerede nu oplevet et stort Antal. Smaating, hvori kun nogle enkelte Eskadroner deltager, og dertil hører særlig Rekognosceringer, hvor vi trænger frem med Magt og ved en lille Fægtning skaffer os Luft for Rekognosceringen. Under et saadant Togt, hvori vor Eskadron og en anden deltog, faldt B. Heldigvis var han straks død. Der raadede en lidt lystelig Stemning blandt os, da vi foran Eh. fik Odre til med Magt at tage Overgangen ved Eh., de var bleven meldt besat af Fjenden. Foran marcherede Eskadronen W., saa kom den lette Gnisttelegrafstation og bag denne vor Eskadron. Efter næppe en Times Ridt kom det allerede til en Kamp med civile Cyklister, som af den franske Hær til en vis Grad bliver benyttede til Rekognoscering. Da de ikke standsede, efter at vi havde raabt “Holdt!” skød vi efter dem med Pistoler, hvorved en saaredes haardt og en blev taget til Fange, to undslap desværre. Dette var allerede et sikkert Tegn paa, at der var noget paa Færde. Da vi nu kom til den næste By, faldt der allerede enkelte Skud forude. Sog. der var redet et Stykke forud, meddelte os, at B. var falden. De havde set, hvorledes en Beboer pludselig havde vinket med et tysk Officersflag, og i samme Øjeblik var der begyndt en rasende Skydning. Vi besatte nu Byen, tog den Karl, der havde vinket med Flaget, til Fange og skød ham, derpaa afsøgte vi alt.

Imidlertid var den anden Eskadron bleven indviklet i en meget livlig Kamp. Vi kom den til Hjælp. Det var en behagelig Situation. Det gik kun langsomt fremad med Gnisttelegrafstationen. Egnen var omgivet af Skove, og vi havde den Følelse, at vi stod overfor en rasende Overmagt. Heldigvis havde Englænderne lidt saa store Tab ved de foregaaende Dages Kampe, at de ikke følte stor Lyst til omfattende Bevægelser. Det lykkedes os at faa vor Rekognosceringsafdeling trukket tilbage igen og endog at medtage fore Saarede. Vi lagde dem først paa Hestene, og de holdtes saa fast af 2 mand, som red paa hver sin Side af dem. Man maa nemlig passe nøje paa hos Englænderne at faa alle med, da de skyder alt, hvad de faar Øje paa.

Man har mattet ændre sin Anskuelse om en engelske Hær meget paa visse Punkter. I Fægtningen viser Franskmændene egentlig langt mere paagaaenhed. Billedet gentager sig stadig. Saa længe de kan gaa angrebsvis frem, gaar de oftest dumdristigt paa og er ikke bange for Tab. Viser der sig dernæst Vanskeligheder, tiltrædes altid Tilbagetoget noget vel overilet.

Jeg har selv flere Gange haft Lejlighed til i Afstand at iagttage Patrouillefægtninger. Det ser ligefrem løjerligt ud, naar de smaa, sorte Punkter, der danner Skyttekæden, lige med et i største Hast viger tilbage. Desværre er det jo ikke alle Vegne gaaet saa let, skønt Stillingen aabenbart er ret gunstig.

Hvor de Døde er faldne. Generalkommandoen bekendtgør, at det er tilladt i Dødsannoncerne over de Faldne at meddele Navnet paa det Sted, hvor den Afdøde er falden, saa fremt de officielle Tabslister allerede har nævnt vedkommende Stednavn.

30. September: Nyt fra Hejmdal: Om understøttelsen til de indkaldtes familier og udpluk fra feltbreve fra nordslesvigere

Senest ændret den 6. januar 2015 9:09

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Kredsdagsmøde. En Assistentslæge paa Sygehuset. Hjælp til de Indkaldtes Familier – Grusgraven i Uge.

Aabenraa, Tirsdag.
I Eftermiddag afholdtes et Kredsdagsmøde paa Kredshuset. Landraad Siemon aabnede Mødet. Første Punkt paa Dagsordenen var Forelæggelse af

det reviderede Aarsregnskab for 1913.

Landraaden udtalte, at det stillede sig noget gunstigere end ventet, idet der var et Overskud i Forhold til Budgettet paa over 15,500 Mk. Med Hensyn til Kredsens Smaabaner udtalte Landraaden, at det vilde være nødvendigt at foretage Reformer, men det var nu ikke Tidspunktet til at komme ind paa en Drøftelse herom. – Uden nogen Forhandling godkendtes derefter Regnskabet.

Valg.

Til Medlem af Udvalget for Levering fra Landet ved Mobiliseringen nyvalgtes Gdr.. Schmidt, Løjtkirkeby. Til Stedfortrædere valgtes Gdr.. D. Reben, Kolstrup, og Amtsforstander Andresen, Hovslund. De andre Medlemmer af Udvalget er Gdr. Jep Schmidt, Stollig, Gdr. Spies, Aarup, og Rentier Jørg. Iversen, Svejrup.

Som Følge af den nye Brandsynslov, der traadte i Kraft til første April, var det blevet nødvendigt at fortage Valg af nye Brandsynskommissioner. Kredsen deles i 18 Distrikter, og hver Brandsynskommission bestaar af 3 Medlemmer med 2 Stedfortrædere. Saa vidt muligt blev de gamle Brandsynsmænd efter Kredsudvalgets Forslag Medlemmer af de nye Brandsynskommissioner. De af Kredsudvalget foreslaaede Mænd valgtes.

Kredsen skal efter den nye Lov betale Omkostningerne, der overlades til Kredsudvalget at bestemme Dagpengenes Størrelse, der hidtil havde været 4,50 Mk. for en hel Dag og 3 Mk. for en halv.

En Assistenslæge ved Kredssyghuset.

Allerede ved sidste Møde var Spørgsmaalet om Ansættelse af en Assistenslæge ved Sygehuset blevet drøftet. Der var nu stillet direkte Forslag derom. Assistenslægen faar fri Bolig og frit Underhold og 1800 Mk. om Arret. Landraaden fremhævede, at der var for meget at gøre for én Læge paa Sygehuset, og det var endvidere nødvendigt, at dér boede en Læge her. Forslaget vedtoges. Den nye Assistenslæge bliver Dr. Ipland.

Understøttelsen til de Indkaldtes Familier.

Man kom nu til Dagsordenes vigtigste Punkt:Understøttelsen til de Indkaldtes Familier i Trangstilfælde. Den herom af Rigsdagen vedtagne Lov bestemmer, at Mindstebeløbet, som en Hustru i Trangstilfælde har Krav paa, er 9 Mk. maanedlig i Maanederne Maj-Oktober, og 12 Mk. maanedlig i November-April, og desuden 6 Mk. for hvert Barn under 15 Aar. Dette Statsbidrag slaar ikke til, og Kredsudvalget havde derfor besluttet at forhøje det indtil det dobbelte af Kredsens Midler, og efter denne Skala var der blevet udbetalt Hjælp for de forløbne 2 Maaneder. Men det var alligevel blevet uforholdsmæssig meget, idet der jo maatte betales maanedlig:

                                                     Før               Efter
Novbr.         Novbr.
Til Hustruen                             18 Mk.          24. Mk.
”                 ”     og 1 Barn         30 Mk.          36. Mk.
”                 ”     og 2 Børn         42 Mk.          48 Mk.
”                 ”     …
”                 ”    og 10 Børn       138 Mk.        160 Mk.

I Stedet for havde Kredsudvalget nu foreslaaet at udbetale Hjælpen efter følgende Skala:

                                                     Før               Efter
Novbr.         Novbr.
Til Hustruen                             18 Mk.          24. Mk.
”                 ”     og 1 Barn         30   ”             36.   ”
”                 ”     og 2 Børn         42   ”             48    ”
”                 ”     og 3 Børn         50   ”             56   ”
”                 ”     og 4 Børn         56   ”             62   ”
”                 ”     og 5 Børn         62   ”             68   ”
”                 ”     og 6 Børn         65   ”             71    ”
”                 ”     og 7 Børn         68   ”             74   ”
”                 ”    og 8 Børn          70   ”             76   ”
”                 ”     og 9 Barn         72   ”             78   ”
”                 ”     og 10 Børn       74   ”             80   “

 

Landraaden oplyste, at Kredsen maa betale disse Penge forud, ogsaa Statens Bidrag. Maaske Staten nok kan yde Forskud, men det er ikke sikkert, at det vilde kunne ske før Regnskabsaarets Slutning. Det vilde derfor være nødvendigt at optage et Laan. Men det vilde blive ret dyrt; under 6 pCt. var der for ingen Penge at faa.

Der var hidtil i Kredsen ydet Understøttelse i 744 Tilfælde. For August og September Maaned var der blevet udbetalt godt 50,000 Mk. Efter den nye Skala vilde det for Oktober blive ca. 31,000 Mk. og for November ca. 35,000 Mk. Mand kunde jo nemlig gaa ud fra, at der stadig vil komme flere Andragender om Hjælp.

Kredsdagsmand H.P. Hanssen fandt, at det var retfærdigt, naar der ikke blev betalt fuldt saa meget for de sidste Børn, men han fandt dog Nedsættelsen fra de 6. Barn efter den foreslaaede Tarif for stor, idet der kun betales 3 M. henholdsvis 2 Mk. i Tilskud fra Kredsen for hvert Barn. Og da der ikke findes mange saa børnerige Familier, vil det jo ikke spille nogen økonomisk Rolle for Kredsen. Sagen kan ogsaa ses fra et andet Syndpunkt. Medens Staten betaler et bestemt Bidrag, er Kredsens Bidrag efter den foreslaaede Tarif stærkt aftagende, saaledes for Oktober Maaned:

Staten              Kredsen                             Staten                  Kredsen
9 Mk.                9 Mk.                                  45. Mk.                20 Mk.
15  ”                  15  ”                                      51  ”                      17   ”
21  ”                  21  ”                                     57  ”                      13   ”
27  ”                 23  ”                                     63  ”                      9     ”
33  ”                 23  ”                                     69  ”                      5     ”
39  ”                 23  “

  Jeg foreslaar at forhøje Tariffen fra det 6. Barn opefter paa følgende Maade: (Tallene i Parentes er Kredsudvalgets Forslag.)

                                                   Før               Efter
Novbr.         Novbr.
Mk.              Mk.
Til Hustruen  og 6 Børn         67 (65)          73 (71)
”                 ”     og 7     ”             72 (68)          78 (74)
”                 ”    og 8      ”             77 (70)          83 (76)
”                 ”     og 9     ”             81 (72)          87 (78)
”                 ”     og 10   ”             85 (74)          91 (80)

Landraaden mente, at Kredsens Bidrag var nogenlunde retfærdige, men principielt vilde han ikke stille sig afvisende overfor den foreslaaede Forhøjelse.

Borgmester Richmers indtog omtrent samme Standpunkt, men henviste til, at Hjælpen ydes, fordi Forsørgeren var draget i Felten, og en Mand tjente jo ikke større Løn, fordi han var Fader til 10 Børn, end hvis kan kun havde et Par Stykker.

Kredsdagsmand Kr. Nissen, Brunde, støttede H.P. Hanssens Foreslag, men mente derimod, at der maaske kunde tages lidt fra, hvor der kun var et Par Børn.

Kredsdagsmand Bruhn, Skovbølgaard, henviste til, at Konen maske vilde faa det rigeligere end ved Mandens Fortjeneste og vænne sig til Vellevned, og det var jo ikke Meningen.

Landraaden udtalte sig bestemt imod Nissens Forslag om at nedsætte Bidraget, hvor der kun var et Par Børn. det samme gjorde Kredsdagsmand Slagter Toft, der i øvrigt støttede H.P. Hanssens Forslag.

Dette vedtoges derefter enstemmigt, lige som det til Forslaget nødvendige Laan.

4000 Mk. til Hjælp til Østpreussen.

Et Forslag om at yde et Bidrag paa 4000 Mk. til de ved Krigen Skadelidte i Østpreussen bevilgedes uden Forhandling efter et kort Motivering af Landraaden.

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Fra Fronten i Frankrig.

– – – Jeg har i Dag modtaget Post fra Eder, hvilket er en stor Sjældenhed. Jeg blev meget glad derfor. Jeg fik 10 Kort og et Brev fra Eder, et Kort fra mit gamle Kvarter i Aachen og et Kort fra Onkel og Tante. Alligevel tror jeg, at en Del Postsager til mig ved en Fejltagelse er kommen sammen med dem, der gaar tilbage til de Saarede og Savnede, som nu desværre udgør den største Del af vort Kompagni.

Vi har haft svære Tab. Først ved Tirlemont imod Belgierne, saa ved Mons imod Englænderne. Der faldt min gode Ven og Kammerat M. Jessen den 23. August. Derefter havde vi lange Marchture helt ned efter Paris.

For godt fjorten Dage siden var vi i Kamp med Franskmændene i en Skov. Der kom vi i en forfærdelig Granatild. Himmel og Jord var i et. Granatstumper og Shrapenells fløj omkring os. Jorden blev revet op. Luften var saa kvalm og tyk, at vi knap kunde aande, og rundt omkring mig faldt mine Kammerater i Hobetal. Noget saa forfærdeligt har jeg aldrig kunnet tænke mig, og Gud give, at jeg i Fremtiden aldrig mere maa opleve noget lignende.

Først i denne Maaned blev vor Afdeling 45 Mand stærk sendt hen for at holde Øje med en Bro. Paa Tilbagevejen blev vi omringede af Franskmænd og Englændere, og Vejen blev os afskaaret. Kun 5 af os, deriblandt jeg, kom lykkelig gennem Kugleregnen. Vi skjulte os derefter i en Skov til Luften atter var bleven ren. Resten blev taget til Fange. Deriblandt var desværre vor Ven J.A. og Hans Tiedemann. De er vistnok nu i England. Forhaabentlig har de det godt.

Alle de gode Skovbyer er nu borte. Rasmus Vinter saaret, Hans Tiedemann fanget, Anders Christiansen, Lærer Andersen, Marius Vind og P. Aarup ligger paa Lasarettet. Hvordan det gaar Rasmus Mathiesen og Chr. Vind ved jeg ikke. Fætter P. fra Djernæs er i bedste Velgaaende *). Vi er nu paa Grund af Tabene kommen i reserven og har ligget her roligt i tre Dage, hvad der passede os godt. Det regner hver Nat, men jeg kryber sammen under Teltet med mine nye Venner Brødrene Skødt fra Bramdrup.

*) Efter senere Meddelelse er Fætteren P. Paulsen fra Djernæs falden i Frankrig den 19. September.

Det er knapt med Brød, da Englænderne har taget Redskaberne til Feltbageriet. Vi snakker tidt om, hvor dejligt det vilde være, hvis vi havde en Tallerken Boghvedegrød. Gid vi snart kunde komme hjem.

Det glæder mig, at Høsten er gaaet rask for Haanden. Penge bruger jeg ikke. Mange Hilsner – – –

Saaret og i fransk Fangenskab.

Enkefru Holst i Aabenraa fik i Dag et Kort fra sin Søn, Bankassistent Jørgen Holst, som før er meldt saaret og savnet. Jørgen Holst meddeler, at han som saaret er falden i fransk Fangenskab. Han er nu oaa et Hospital i Frankrig og har det efter Omstændighederne godt.

Faldne og Saarede fra Flensborg og Omegn.

Løjtnant Adalbert von Kraewel fra Flensborg, Sømaskinistlærer v. Kraewels eneste Søn, er falden paa den vestlige Krigsskueplads den 22. August. Købmand Autzen fra Flensborg, der var Reserve-Overløjtnant, er falden i Frankrig den 17. September. Otto Faul fra Kobbermøllen i Flensborg er kommen haardt saaret hjem, og Bogholder Schenke, Flensborg er ogsaa bleven haardt saaret.

Fra Ringenæs Sogn.

Fra Ringenæs Sogn skrives til “Fl.Av.”: Her fra Sognet har Krigen desværre allerede krævet mange Ofre, baade af Døde og Saarede. I Søndags modtog Landmand Jes Paulsens Hustru paa Dalsgaard et Brevkort fra sin Mand, som var skrevet med en fremmed Haandskrift, og hvorpaa der meddeltes hende, at Paulsen lykkelig var ankommen til Hamborg og sandsynligvis snart ville komme hjem. Ogsaa han er antagelig saaret.

Haderslev Kreds.

Blandt de Faldne paa den vestlige Krigsskueplads er Kaptajn Pohl fra Bataillonen i Haderslev. Bagemester Stein, Aastrup, er kommen hjem fra den vestlige Krigsskueplads som saaret. Postbud Wæger fra Vonsbæk er bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads. (D.)

Ikke falden, men paa et fransk Lasaret.

Banevogter Aug. Knudsen i Mosebøl ved Skærbæk fik i Lørdags et Brev og en lille Pakke tilbage, som han havde sendt sin Søn, der er med i Krigen i Nordfrankrig. Paa Brevet stod bemærket “Savnet” og paa Pakken “Falden”. Samtidig fik Soldatens Søster, som tjener i Skærbæk, et Brev tilbage, som hun havde sendt ham, og paa dette stod bemærket “Feltlasaret”, og i Mandags fik Forældrene atter et Brev tilbage hvorpaa der stod “Falden”.

I Tirsdags Morges ankom der imidlertid Brev fra Sønnen, hvori han meddeler, at de den 6. September havde været i et meget haardt Slag, hvor der faldt særlig mange og han var ogsaa selv blevet saaret ved et Skud, der gik gennem Næsen og ud af Baghovedet. Han blev opsamlet af Franskmændene og opholdt sig nu som Fange på et fransk Lasaret i Bordeaux, hvor han blev meget venlig og godt modtaget. I Brevet, som var skrevet den 18. September, meddeler han endvidere, at han nu er i Bedring og har det godt.

Saarede i Krigen.

Gaardejer Cristian Johnsen i Nørre Hostrup, Egtvad Sogn, vendte i Lørdags som letsaaret hjem fra den vestlige Krigsskueplads.

Advokat Spannuth fra Rødding er bleven haardt saaret i kampen ved Østgrænsen. Spannuth, som for et halvt Aars Tid siden nedsatte sig som Sagfører i Rødding, blev ved Krigens Udbrud nødviet til en Datter af Kredsdagsmand Koch, Mariegaard.

Gaardejer Peter Dam fra Branderup er vendt saaret Hejm fra den vestlige Krigsskueplads. Han har faaet en Kugle i Hoften. Dam kørte med en Bagagevogn. En dag blev hans Kammerat og begge Heste for Vognen skudt. Denne Gang slap han, nu er han selv vendt saaret Hejm.

Kaadner Hans Mathiesen fra Sundsmark er bleven saaret under Kampene i Belgien. Han er bleven ført til et Lasaret i Flensborg.

Gaardejer R. Tychsen paa Høitvanggaard (Lintrupegnen), som var med ved Kampene mod Vest, er bleven saaret.

En Øgelse af Foderforraadet anbefales. For at øge Foderforraadet henholdsvisk sikre et Foderforraad tidlig næste Foraar anbefales det nu at saa tidligt Foraarsgrøntfoder, f. Eks. tidlig Rug med Vikker, Raps med Foderrug o.s.v., at lade Græsgangene benytte saa længe som muligt nu i Efteraaret af Svin. Korn til Menneskeføde bør ikke fodres op paa Kreaturerne. For endvidere at sparre anbefales det at benytte Strøelse fra Skoven, Lyng, Kartoffeltoppe. Hestekastanier, Agner og Bog anbefales til Hjælp til Svinefoder. Svinene kan ogsaa drives ind i Skovene.

Bevtoft, Onsdag.

Gaver til Soldaterne. (Dv.) I Bevtoft og Tirslund Sogne er der indsamlet til Krigssygeplejen og indsendt fra Præstegaarden:
7 Normalskjorter, 6 Par Underbenklæder, 79 Lagner, 49 Pudebetræk, 7 Dynebetræk, 37 Skjorter, 28 Par Strømper, 86 Lommetørklæder, 129 Haandklæder, 6 Pakker Forbindstof, 1 Uldtæppe, samt i Penge 199 Mark, 55 Flasker Vin og Frugtsaft. Til Indkøb af Uldgarn til Strømper indkom 83 Mark foruden en Del Uldgarn. Alt forarbejdes til Strømper, Muffediser og Mavebælter.

Nordslesvig, Onsdag.

Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset: Postbud H. Meier i Nibøl, der er blevet saaret i Frankrig og for Tiden ligger paa Lasaret. Forvalter Johs. Callsen, Graasten (Søn af Amtsforstander Callsen i Ølsby). Læge Dr. Grevsen i Skærbæk, der er Stabslæge ved Fodartillerireg. i 10. Armékorps. Grevsen staar ved den anden tyske Hær i Frankrig. Andreas Nissum, en Søn af Landmand Martin Nissum i Arnum.

 

 

 

30. september 1914. “Vi havde gravet huler ind i skyttegravsvæggen.”

Senest ændret den 6. januar 2015 9:06

86’eren Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager fortæller

Den 30. Sept. 1914. Det var koldt og fugtigt Vejr. Vi havde gravet Huler ind i Skyttegravsvæggen, hvor vi laa lunt for Regn og Blæst. Ved Aftenstid fik vi Ordre til at bytte Stilling med 2. Kompagni. De havde kun en lille Grøft at ligge i , og nu maatte vi grave hele Natten. Humøret var for de flestes Vedkommende nede paa Nul.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin 1914

29. September 1914. “Jeg har her i Kompagniet mange, som taler Dansk og flere gode Kammerater. Vi deler alt med hinanden.”

Senest ændret den 21. august 2022 23:16

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Krigsefterretninger fra Nordslesvigere. Udpluk af Feltbreve m.m.

Paa Feltvagt.

Ved Mons i Belgien, hvor der var Kamp mellem os og Englænderne, laa vi i anden Linje, men i meget heftig Shrapnellild. Der blev Chr. Petersen saaret. Vi er nu næsten ødelagt af anstrengende Marchture. Vi gennemstrejfer Landet paa Kryds og tværs, hver Dag marcherer vi ca.40 Kilometer. Vi kommer sjældent til Ro før Kl. 10-11. Hver Morgen skal vi op kl. 3½. Mange, mange bliver tilbage som Fodsyge. men parolen er altid: Fremad!

Jeg hørte en Flyverofficer udtale: Hellere lader vi det halve af vort Kompagni ligge i Vejgrøften, end at det bagefter falder i Kampen. Sagen er nemlig den, at paa Grund af denne hurtige, i Historien enestaaende Fremmarch, faar den tilbagegaaende Fjende ikke et Øjeblik Ro til at samle sine Kræfter. Denne hurtige Fremmarch, udtalte Flyverofficeren videre, har sparet os for mange Fægtninger.

Nu er jeg paa Feltvagt, og her har vi det godt, hvad Føden angaar. Alle Butikkerne er plyndrede, men Vin har vi nok af. I Formiddags lavede vi Te og fyldte Rødvin i. Det smagte fortrinligt. Til andre Tider har vi ingen Ting. Det gaar op og ned.

Det gaar man saadan, at for hvert Øjeblik, der gaar, bliver det mig mere og mere uforklarligt, hvordan de Ledende kan forsvare det, at lade det komme til en saadan Krig. Naar man er Vidne til al den Elendighed som en Kamp fører med sig – se Saarede som ligger og hyler, Indbyggerne, som flygter i Flokkevis medførende deres dyreste Ejendele – saa har man set nok af Krigens Skyggesider. Man bliver baade blød og haard i sin karakter. Blød, da man atter og atter deler til det sidste Stykke med sine Kammerater, haard, da man ikke tænker sig det mindste ved at skyde Mennesker ned. Det er som paa en Klapjagt. Ved O. brød Belgierne en for en ud af Skyttegravene og en for en faldt de. Men Løsnet er altid: Fremad! Fremad!

Jeg har her i Kompagniet mange, som taler Dansk og flere gode Kammerater. Vi deler alt med hinanden.

Jeg forstyrres stadig i mit Skriveri af Civilister, som vil passere igennem Feltskift, for her maa ingen komme igennem uden Pas eller anden Legitimation. Jeg maa saa først langt og bredt forklare dem det paa fransk. Men med det franske Sprog gaar det ellers helt godt. Jeg kan blot ikke huske alle Gloser.

R. kom lige tilbage fra sin Feltvagt. Han ligger her ved Siden af og vasker sin Skjorte. Jeg fik min vasket i Gaar efter at have haft den paa i tre Uger. Det var velgørende.

Vi har her paa vor Feltvagt været heldig med at kapre et Bord og et Par Stole. Lige kommer en Soldat slæbende med en stor Krukke Honning. Hvor det kommer fra, det tales der aldrig om. C’est la guerre, som vi plejer at sige til Indbyggerne for at berolige dem.

Krigsfangernes Forplejning i Tyskland. Berlin, 28. Septbr. (W.B.)

I  anledning af Bladudtalelser om, at der bliver sørget godt for Krigsfangerne hos os, meddeles der fra underrettet Side følgende:

Omkostningen ved Forplejningen af den enkelte Krigsfange beløber sig henved 60 Penning pr. Dag. For saa vidt muligt at dække disse Omkostninger, bliver Fangerne uden Undtagelse sat til at udføre nyttige Arbejder. Særlige Begunstigelser er fuldstændig udelukkede. Naar der købes Te, Kakao og Smør til Krigsfangerne, drejer det sig om Forplejningen af Syge og Saarede, der paa Grund af Lovens Forskrifter maa nyde en særlig Begunstigelse.

Aabenraa, Tirsdag.

I engelsk Fangenskab. Købmand Hansen (Hansen og Speekhahn) her i byen har i Dag faaet et Brevkort fra sin Søn, som han var urolig for, da han ikke havde hørt fra ham i lang Tid. Sønnen, der var Jæger, havde været med i Belgien og Nordfrankrig, men var nu i engelsk Fangenskab.

Broager, Tidsdag.

I fransk Fangenskab. Amtsforstander Hansen Midtskov har 3 Sønner hos Gardejægerne. Den næstældste, Christian, er blevet saaret ved de sidste Kampe og ifølge “S. Ztg.” desværre kommen i fransk Fangenskab.

Dybbøl, Tirsdag.

Død paa Lasarettet. Fra Dybbøl Sogn meddeles “Dbp.”, at Andr. Mussmann i Lert, tidligere i 3-4 Aar paa Dybbøl Mølle og en Tid lang Formand for Dybbøl Sogns Afholdsforening, er bleven haardt saaret i Belgien den 26. August og afgaaet ved Døden den 5. September i Køln. Desuden er Maskinst Klaussmann, Dybbølhøj, bleven haardt saaret.

Sønderborg, Tisdag.

Faldne i Krigen. Overlærer ved Realskolen Dr. Driver, der var Løjtnant i Reserven, ved 85. Infanterieregiment, er falden den 23. August under en Kamp med Englænderne sydfor Mons. Endvidere er Skovrider Karl Arnold Plaas, der var Kaptajn i Reserven i Jægerbataillon Nr. 10, falden. Den 16. September er Enaarig-Underofficer Carl Lorentzen falden.

Egen Sogn, Tirsdag.

Falden. (Dbp.) Postbud Breum i Guderup er efter Meddelelse til Hjemmet bleven saaret i Krigen og senere afgaaet ved Døden paa et Lasaret.

Haderslev, Tirsdag.

30 Breve og Kort paa en Gang modtog ifølge “Dv.” en Købmand her fra Byen, der deltager i Krigen i Frankrig, og fra hvem hans Forældre for nylig har haft Brev. Som bekendt har vore Soldater i Breve hjem ofte klaget over, at de ingen Efterretninger modtog hjemmefra. Man vil se, at de afsendte Breve og Kort omsider kommer de paagældende i Hænde, om end sent.

Faaet Jernkorset. (Dv.) Degn Sparres Enke fra Hjerting, som nu bor her i Byen, har fra Frankrig fra sin Søn Frederik Ludvig Sparre, som er Gefr. i Reserven i 86. Regiment, 3. Kompagni, faaet Meddelelse om, at han for sin Optræden i Kampen ved Schaffelberg har faaet tildelt Jernkorset.

Øster Lindet, Tirsdag.

I Fangenskab. (Dv.) Familien Mygind har ikke færre end 3 Sønner med i Krigen, hvoraf de to, som er ugifte, men forløbende, er i Felten og har deltaget i flere Slag i Frankrig. For nylig meddeltes, at den ene af disse var falden og den anden saaret. Ifølge senere Efterretninger er dette ikke Tilfældet, den ene er i engelsk og den anden i fransk Fangenskab.

Arnum, Tirsdag.

Paa Lasaret. (fl.Av.) landmand Mads Juhl fra Højrup ligger syg paa Lasaret i Nærheden af Düsseldorf; han vil efter Lægens Udsagn ikke mere kunne bruges i Felten.

Højer, Tirsdag.

I god Behold. (S.B.) Familierne Dr. Kühl og Fr. Sønnichsen her i Byen har modtaget et glædeligt Budskab. Deres Sønner, der efter Slaget ved Saarburg den 20. og 21. August var betegnende som savnede, har nu fra den franske Fangelejr i Clermont-Ferrant sendt Forældrene et Brevkort, hvoraf der fremgaar, at de befinder sig vel.

Til det Røde Kors er der her i Byen indkommet 2700 Mark, til den Fædrelandske Kvindeforening 250 Mark. Man har allerede afsendt større Mængder Linned og Uldtøj til Altona.

Flensborg, Tirsdag.

I fransk Fangenskab. To Flensborgere, Fændrikken Karl Bong-Schmidt, Søn af Justitsraad Bong-Schmidt, og Løjtnant i reserven Harry Hollesen, Søn af Boghandler Hollesen, er blevne saarede paa den vestlige Krigsskueplads og derpaa taget til Fange af Franskmændene. Forældrene havde ikke hørt fra Sønnerne i 20 Dage. Endelig i Foregaars modtog de den glædelige Efterretning, skriver “Fl.N.Zeit”, at de befandt sig i Fangenskab og blev godt plejede.

Faldne Officerer. Af Infanteriregimentet Nr. 86 har endvidere Kaptajn G. Schultz og reserveløjtnant, Toldsekretær G. Heinsohl fundet Døden paa den vestlige Krigsskueplads.

 

 

29. september 1914. Hans Petersen på lyttepost tæt ved den franske stilling

Senest ændret den 6. januar 2015 9:00

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 29. Sept. 1914. Jeg var paa Lyttepost tæt ovre ved den franske Stilling. Naar man saadan skal snige sig ind paa Fjenden, gaar man ikke og slæber paa Benene, nej, da kan man pænt løfte dem.

Der blev afgivet et Par Geværsalver over til os, jeg kastede mig hurtigt ned paa Maven og troede i første Øjeblik,at de vilde angribe os. Men lidt efter blev alting stille, og saa hørte jeg, at de raslede med Kogekarrene. Aha, tænkte jeg, det er altsaa ved denne Tid, at de henter Mad. Jeg afgav et Skud for at se, om de var borte alle. En halv Snes Skud peb hen over mig. Der var altsaa kun ganske faa Mand tilbage i Graven. Jeg listede tilbage og afgav Beretning om, hvad jeg havde iagttaget.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

 

28. september 1914. Brev og tobak hjemmefra!

Senest ændret den 6. januar 2015 8:56

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 28. Sept. 1914. Vi havde stærk Artilleriild hele Dagen. — Det kneb at holde Humøret oppe for de stærke Rygere, da de ingen Tobak kunde faa, hvormed de kunde adsprede deres Tanker. De havde rigtignok opfundet en hel Del Erstatninger; men de manglede den rigtige Aroma, sagde de. Først forsøgte de at ryge Hvedeavner, saa tørrede de Kløverblomster, og sidst prøvede de at tørre visne Roeblade i Solen. Nogle blandede ogsaa disse tre Sorter sammen og kaldte det Melange. Men jeg kunde da se paa den megen Spytten og de sure Miner, hvormed de kiggede ned i Pibehovedet, naar de havde taget et Drag, at Melangen ikke var saa god som den, Far plejede at ryge derhjemme.

Jeg fik om Aftenen et Kort hjemmefra, dateret d. 10. Sept. Lidt efter fik hver Mand en Cigar. Det kan nok være, der blev Glæde. Det var helt underligt at sidde nede i den mørke Skyttegrav med korslagte Ben og Ryggen lænet op imod den kolde Lervæg og læse de kære Bogstaver derhjemmefra ved det sparsomme Skin fra den glødende Cigar.

1914-09-17 Tobak
Ild i piben – med tørrede roeblade!

 

27. september 1914. “Franskmændene kom stormende imod os!”

Senest ændret den 6. februar 2016 17:37

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller

Den 27. Sept. 1914. Det var min Fødselsdag. Det første, jeg saa den Morgen, var, at Franskmændene kom stormende frem imod os. Men vi skød saa hurtigt, vi kunde, og saa vendte de om igen. De var nok kommen i Tanker om noget bedre.

Vi kom kun ud af Skyttegraven om Aftenen, da det var mørkt, og fik lidt varm Mad og noget Brød.

Nu havde vi ligget stille her i over 14 Dage; efter Sigende laa vi over for den stærkeste franske Armé, som bestod af 9 Armékorps; men vi var meget stærkere.

Der var lige kommen den Melding fra højre Fløj, at vi havde taget 1.600 Franskmænd til Fange og erobret 18 Kanoner, og 64 Franskmænd var løbet over og havde fortalt, at de havde ikke haft noget at spise i 4 Dage.

Ja, jeg  troede, at Krigen sikkert snart var forbi. Officererne sagde, at Franskmændene ikke kunde mere. Det maatte være herligt at komme hjem til Flensborg med Sejr. Men hvad mon det saa vilde blive til med Arbejdet i vore Forsamlingshuse?

1914-09-14 Autreches
“Franskmændene kom stormende frem …”

24. september 1914. “Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord.”

Senest ændret den 4. december 2020 9:28

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86‘eren Hans Brodersen begraver venner og fjender

Den 24. Sept. 1914. Jeg blev af Kompagniføreren sendt ud i Skyttegraven igen. Davidson gav mig et halvt Brød, et Stykke Flæsk og et Kogekar fuldt af Sukker med.

Om Aftenen begravede vi mange faldne Franskmænd og en Del af vore egne Kammerater. Til nogle gravede vi en Grav, andre blev blot kastet ovenpaa hinanden ned i Skyttegraven og dækket til med lidt Jord.

Intet Tegn blev sat, saa man kunde se, at der var en Grav, ikke engang et Trækors. Ufredede og navnløse ligger de i fremmed Jord. Syngende bag Ploven vil Landmanden gaa hen over dem.

1914-09-20 Medings_mindetavleMajor Meding, Regiment 86, fik et trækors. Men mange andre blev blot begravet i navnløse massegrave. 

22. september 1914. “Franskmændene gravede sig ned i respektfuld afstand.”

Senest ændret den 5. februar 2016 15:01

Af Regiment 86’s historie

Den 22. september blev stillingen fremskudt 1.500 meter indtil vejen Moulin-Autrêches med I bataljon tæt op ad Moulin.

To dage senere gravede franskmanden sig ned i en respektfuld afstand af 800-1.000 meter. Også de følgende dage lod han regimentet uforstyrret.

Krigstordenen trak videre nordpå, hvor der endnu i ugevis blev kæmpet om forlængelse af fløjen, indtil Nordsøen betød stop. Mellem Vogeserne og Noyon stivnede bevægelseskrigen, stillingskrigen tog sin begyndelse.

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

21. september 1914. Skyttegravsliv: “Snart var jeg gennemblødt over hele kroppen.”

Senest ændret den 5. februar 2016 14:50

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 21. Sept. 1914. Om Eftermiddagen gik vi frem til en Dal, satte Tornystrene sammen og gravede en ny Skyttegrav.

Vi blev færdige sent om Aftenen, og da vi kom tilbage til Tornystrene, opdagede jeg til min store Sorg, at min Kappe var bleven stjaalet. Jeg saa ingen anden Udvej end at haabe paa, at Lykken vilde vise mig Vej til en anden.

Fra en nærliggende Mark hentede vi nogle Havreneg og bredte et tyndt Lag Straa ud i Graven til at sove paa. Det regnede ganske forfærdeligt; derfor skulde man skynde sig med at lægge sig ned paa Straaet, saasnart man havde lagt det ned i Graven; thi ellers var det gennemblødt med det samme.

Skyttegraven var hverken saa lang eller bred, at vi kunde faa Plads ved Siden af hinanden. Nogle sad paa Hug og sov med Hovedet hvilende paa Armene, der var lagt over Kors paa Knæene. Flere Steder laa de oven paa hinanden.

Jeg var saa uheldig at komme til at ligge ovenpaa, og dertil kom, at den Mand, jeg laa paa, snorkede saa uhyggeligt, saa det var mig umuligt at falde i Søvn. Det var heller ikke saa sært, at de den Nat havde faaet den Ide, at de alle sammen vilde ligge nedenunder. Der var der baade mere varmt og tørt.

Snart var jeg gennemblødt paa hele Kroppen og begyndte at faa Kuldegysninger og ryste som et Espeløv. Jeg stod op og forsøgte at genvinde Varmen ved at løbe. Afvekslende løb og gik jeg, til det begyndte at dages, men havde endnu ikke faaet Varmen.

Det var en fugtig Begyndelse for de første Reserver, som vi havde faaet forrige Aften.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914

20. september 1914: “Hertil og ikke længere!”

Senest ændret den 5. februar 2016 14:48

Af Regiment 86’s historie:

Den 20. september, kl. 5 om morgenen. Øsende regnvej, det første daggry. Artilleriet fyrer løs med alle kanoner, et ildoverfald på 15 minutter. Et uhyggeligt og samtidig smukt skuespil, når granaterne trækker deres lysende bane i mørket.

Kl. 5.15 træder regimentet an, igen med afladede geværer, den sidste gang med vajende faner.

De første franske skyttegrave bliver indtaget med hurraråb. Videre.

Da bliver II bataljon taget under rasende infanteri- og maskingeværild fra skovhjørnet nord for Autrêches, og der rives huller i skyttekæden. Men endnu lever den gamle angrebsånd. Skovhjørnet bliver indtaget.

Med hurraråb trænger II bataljon ind i den tætte bevoksning. Den er stærkt besat, franskmændene rækker hænderne i vejret og lader sig tage til fange. Da indtræder der en misforståelse. Artilleriet havde i morgengryet ikke kunnet iagttage stormløbet mod skoven. I mellemtiden er det blevet lysere, de ser nu tilfangetagne franskmænd strømme ud af skoven i tætte kæder, tror, at det er et modangreb og tager igen skoven under beskydning. Således går II bataljons fremrykning foreløbigt i stå.

(fortsætter under billedet)

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

Til højre har III bataljon ikke nogen skovbevoksning at forcere og kommer således bedre fremad. Den går gennem en dyb skovslugt og er allerede klatret op på højderne på den anden side, da den kommer under en forfærdelig ild. Forfra, fra højre og fra venstre slår ilden ind i kæderne. Kommandøren, major von Meding, falder med et brystskud og med ham mange af hans tapre folk.

1914-09-20 Medings_mindetavle
Mindetavlen over von Meding

Major von Burstin overtager kommandoen. Det viser sig, at bataljonen er kommet for langt frem. 17. division til højre og II bataljon til venstre er endnu langt tilbage. Det nytter ikke noget, bataljonen må vende om. I march og i god orden går man tilbage og renser så lige skovslugten på tilbagevejen.

De bagved kommende landeværnskompagnier bliver på grund af tilbagemarchen et kort øjeblik grebet af panik. Ved vejen Autrêches-Audignicourt samler bataljonen sig igen til videre fremrykning. I mellemtiden har artilleriet forlagt sin ild fremad, og nu kan også II bataljon igen komme fremad. Sammen rykker de to bataljoner frem.

Hen mod kl. 4 eftermiddag er angrebsmålet, landevejen Autrêches-Moulin, nået og dertil endda landevejen til Vic. Da kommer regimentet for anden gang under sin egen artilleriild. Det må gå lidt tilbage og graver sig ned bag vejen Ticlet-Baut de Vaux med front mod sydvest.

Dagen var utvivlsomt en succes. Angrebsmålet var nået. 519 tilfangetagne, et felttegn (fane) og to maskingeværer var dagens bytte.

Fjenden havde følt den tyske angrebsånds ubrudte styrke; hans illusion om at kunne forfølge den modstander, han havde anset for at være slået, helt til den tyske grænse og længere var grundigt bristet.

Hertil og ikke længere! Dermed måtte han fra nu af affinde sig.

Men succesen var dyrekøbt. 3 officerer og 90 mand var døde, 5 officerer og 174 mand sårede, 142 savnede. Regimentets kampkraft var stærk decimeret. Mangt et kompagni var skrumpet til en tredjedel og en fjerdedel af sin kampkraft. Manglen på førere nødvendiggjorde en yderligere sammenlægning til 5 kompagnier.

20. september 1914. “Med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.”

Senest ændret den 5. februar 2016 12:35

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 20. Sept. 1914. Om Morgenen Kl . 4.30 gennembrød et drønende Kanonskud Nattens Stilhed. Det var Tegnet til, at vi skulde gaa frem til Angreb over hele Linien. Lidt beklemte om Hjertet pakkede vi vore Sager og steg tavse og stille op af Skyttegraven.

Man hørte kun dæmpet Kommando; det lyder saa unaturligt med den hvasse, hviskende Tone. — Saa gik det fremad imod Fjenden ned over Markerne ud i Mørket. Det gjaldt om, at vi kom ham saa nær ind paa Livet som muligt, førend han opdagede os.

Før vi begyndte at gaa fremad, skulde vi sætte Bajonetten paa og tage alle Patroner ud af Geværet, for at ikke en eller anden skulde forraade os ved at skyde af Angst.

Jeg syntes, det var saa uhyggeligt ikke at have en Kugle i Løbet til at værge sig med, og saa var det langt frygteligere at skulle bruge Bajonetten, denne lange, blanke, kolde Kniv paa Enden af Geværet, end at skyde en Kugle. Herved kom man dog ikke til at røre ved sin Modstander.

Vi gik sagte uden at tale eller hoste og undgik omhyggeligt at lave Støj. Pludselig fik vi en rasende Ild. Vi var opdagede.

Tusinder af smaa Lynglimt blinkede dernede fra Skoven, og ligesaa mange Kugler for op imod os. Vi kastede os et Øjeblik ned paa Jorden for at samle Kræfter.

Saa sprang vi op med et brølende Hurra, og med fældede Bajonetter stormede vi lige imod de hvislende Kugler.

De sidste 50 Meter faldt der mange. Nogle standsede med et Ryk i Farten, udstødte et Skrig eller en Ed og styrtede bagover. Andre døde, mens de løb; de styrtede stive ned paa Ansigtet uden at give en Lyd fra sig.

Da vi kom Fjenderne nær ind paa Livet, overgav de fleste sig. Dem, der flygtede, forfulgte vi.

Nede i Dalen maatte vi standse lidt; thi ellers var vi løbet ind i vor egen Artilleriild. Saa af Sted igen op over Højen. Her kom vor Kompagnifører med 5 Franskmænd, som han havde taget til Fange alene. Imidlertid var Forbindelsen gaaet tabt baade til højre og venstre. Saa lagde vi os ned paa Jorden en Time og afventede, hvad der vilde ske. Det regnede og var koldt, saa Tænderne klaprede i Munden paa os.

Kompagniføreren gav saa Ordre til at gaa tilbage, for at vi ikke skulde blive indesluttet. Ret langt var vi ikke kommen tilbage, førend vi ganske rigtig fik en heftig Ild fra venstre. “Sektionen paa venstre Fløj skal tage Stilling og opholde Fjenden med Geværild, mens Resten af Kompagniet gaar tilbage,” lød Kommandoen.

En Mand af Sektionen traadte ud og vilde gaa med Kompagniet tilbage; men Kompagniføreren for hen imod ham og raabte: “Forstod De ikke?” “Jo,” sagde han; “men jeg hører ikke til dette Kompagni.”

“De bliver her,” sagde Kompagniføreren skarpt og pegede hen paa Sektionen, som havde formeret sig til Skyttekæde og taget Dækning. Manden lagde sig ned ved min højre Side. Jeg hørte straks paa hans Sprog, at han var Sønderjyde; men nu var der ikke Tid til Spørgsmaal.

Franskmændene havde taget omhyggeligt Sigte paa os og skød meget voldsomt. Men vi kunde ingen Modstandere se; jeg spurgte til venstre og højre; men ingen kunde se nogen. Jeg fik flere Kugler saa nær ved Ansigtet, saa jeg mærkede et lille Vindpust paa Kinden. En underlig dump Lyd naaede mit Øre. I det samme saa jeg Sønderjyden ved min højre Side vælte sig om paa Ryggen og strække Arme og Ben stive ud fra sig. Jeg kravlede derhen for om muligt at hjælpe ham. Han var bleven ramt af en Kugle, som var gaaet ind i Skulderen og ned i Brystet. Jeg spurgte, hvad han hed; men han aabnede kun Munden et Par Gange uden at faa en Lyd frem. Saa blev han fuldstændig blaa i Hovedet, rullede vildt til alle Sider med Øjnene, udstødte en dyb, rallende Lyd nede fra Halsen og var død.

Jeg kommanderede Hurtigild, og vi afgav paa et Par Minutter hver en Snes Skud. Det gav lidt Standsning i den fjendtlige Ild, og saa satte vi i Løb bag efter Kompagniet; men nu fik vi først rigtig Ild, ikke alene bagfra, men ogsaa fra begge Sider, især fra højre. Vi var fuldstændig indesluttet paa tre Sider, og hvis de bare havde turdet komme frem af Skoven, kunde de med største Lethed have taget os til Fange. Men de var nu engang bleven bange for os, og derfor vilde de hellere have os lidt paa Afstand.

Kuglerne suste med et Klask rundt omkring mig ned i den af Regnen opblødte Jord. Jeg kastede mig ned ved Siden af en død Franskmand for at hvile mig lidt; der havde jeg dog lidt Dækning fra højre. Da begyndte vort Artilleri at beskyde Skovkanten. Det gav Franskmændene lidt andet at tænke paa, saa vi kunde fortsætte vort Tilbagetog lidt mere ugeneret.

Næppe sagtnedes den fjendtlige Ild, saa begyndte et Par af os at gennemsøge de faldne Franskmænds Tornystre. Der fandt vi Tobak, Cigaretter og Hvedebrød, som vi tog med. Vi var kun 5 tilbage af Sektionen, de andre tre var falden.

Der laa mange døde Tyskere, Franskmænd og Negre imellem hinanden. Jeg lagde Mærke til, at næsten alle Tyskere laa paa Ryggen med knyttede Hænder. Alle Franskmænd derimod laa paa Maven med Panden hvilende paa Overfladen af den ene Haand. De var næsten alle ramt i Ansigtet, hvorunder der laa en sort, størknet Blodpøl.

Her laa Vicefeldwebel Zikel død, sammenkrummet. Med begge Hænder havde han krampagtigt grebet om den over Skulderen slængte, sammenrullede Kappe, som om han i sit sidste Øjeblik vilde befri sig fra en Byrde. Majoren fra 3. Bataillon laa ogsaa død i Nærheden.

Jeg kom til den Skyttegrav, som vi forlod om Morgenen. Her satte jeg mig ned for at samle Tankerne. Jeg var træt, og Nerverne dirrede. For at berolige mig begyndte jeg at spise Resten af min Middagsmad, Rissuppe, som jeg havde levnet fra Dagen forud. Vi kunde jo aldrig vide sikkert, hvor naar det gav noget igen. Efterhaanden samledes en Del Mandskab bag Halmstakken, hvor jeg ogsaa gik hen.

Vort Artilleri skulde forandre Stilling og kørte op i fuld Firspring. “Nu skal I bare se,” sagde Fanebæreren, som stod lige ved mig; “naar Franskmanden opdager dem, saa faar vi Theater.” Han havde kun lige udtalt det, saa eksploderede en Granat 20 Meter foran dem. De fleste Artillerister bøjede Overkroppen frem for at gøre sig saa smaa som muligt. Befalingsmændene derimod rettede sig endnu mere i Sadelen. Ranke med aabne Øjne og alle Sener spændte sad de der som Statuer. Jeg misundte dem i det Øjeblik.

Vi gik frem for at hjælpe Artilleristerne med at grave Kanonerne ned. Der blev opkastet en solid Jordvold ved de 3 Sider; men før vi blev helt færdige, fik vi Ordre til at gaa et Par Hundrede Meter frem og grave en ny Skyttegrav.

Tysk artilleri
Tysk artilleri under beskydning

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Senest ændret den 5. februar 2016 11:46

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

18. september 1914. Livsfarlig malkning.

Senest ændret den 5. februar 2016 11:05

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Stadig haard Granatild.

Nis Clausen og Andr. Andresen fik hos Kompagniføreren Lov at malke en Ko, som gik omkring ved Skyttegraven. Da de havde 3 Kogekar fulde, sneg de sig forsigtigt tilbage til Skyttegraven; men næppe var de ved Nedgangen, saa styrtede Nis om, ramt af en Kugle, som var gaaet gennem Hjælmen og havde saaret ham lige over Panden.

Jeg blev helt uhyggelig til Mode ved at se ham styrte om, og jeg troede straks, at han var død; men heldigvis var Saaret ikke saa dybt. Saa blev han forbundet og ført tilbage om Aftenen.

1914-09-18 Malkende_soldat
86’er malker en ko på vestfronten

16. september 1914. “Vi havde regn og uhyggelig granatild hele dagen.”

Senest ændret den 5. februar 2016 10:26

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 16. Sept. 1914. Før Daggry dækkede vi Skyttegraven med Stænger og Brædder, som vi hentede nede i Byen Autriches, og bagefter kastede vi Halm og Jord paa.

Vi havde Regn og uhyggelig Granatild hele Dagen. Om Aftenen fik vi hver et Brød og et Stykke Flæsk.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav 1914