Tag-arkiv: skyttegravsliv

19. november 1915. IR84 ved Moulin: Kompagnitjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Hvad angår kompagnitjenesten, var den organiseret på følgende måde:

Ved de kompagnier, der var indsat forude, skulle hver gruppe om dagen have én mand på post, om natten to mand.

I morgen- og aftentimerne herskede der i en vis periode alarmberedskab, da det erfaringsmæssigt var tiden for fjendtlige overraskelser, d.v.s. at i denne tid måtte hele kompagniet være på sin post.

Rigtigt til ro kom tropperne kun nogle timer om dagen, for om natten måtte alle kræfter, som ikke lige blev brugt til vagttjeneste, arbejde hårdt på udbygning af stillingen, på forstærkning af skyttegravsvæggene, på bygning af betonobservationsstande, på anlæg af nye gange og grave samt udbedring af gravenes bund med riste.

Ikke mindre anstrengende var tjenesten ved beredskabskompagnierne. Selvom den svære vagtposttjeneste her faldt bort, så måtte delingerne nat for nat vandre ud foran for at forsyne de forreste kompagnier med skansemateriale. Og da den fjendtlige artilleri- og minevirksomhed var betydelig stærkere om natten end om dagen, var procentsatsen af tab ved beredskabskompagnierne ofte større end ved stillingskompagnierne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

14. november 1915. IR84 ved Moulin: Signaltjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Også signaltjenesten var blevet formålstjenligt og bedre udbygget. Der blev desuden uafbrudt arbejdet på dens forbedring.

Hvert kompagniafsnit havde telefonforbindelse til bataljonen. Endvidere var der i forbindelsesgravene for hver 200 meter etableret en ordonnans, som blev virksom ved telefonens svigten i en alarmsituation.

Man begyndte også allerede at etablere forbindelse ved hjælp af brevduer fra den forreste linje til divisionen i Bléroncourt.

For at gøre telefonforbindelserne sikrere blev der anlagt dybe kabelgrave mellem bataljonskommandostationerne og regimentskommandostationen.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

12. november 1915. IR84 ved Moulin: Sanitetstjeneste

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Ligeså sanitetstjenesten var bedre organiseret. Nu havde hvert kompagniafsnit sin egen sanitetsgang, der i reglen lå ved kompagniførerens reserve og gav plads nok til, at kompagniernes sygebærere kunne anlægge den første forbinding på de sårede.

Et lidt større rum fandtes ved bataljonskommandostationen til disposition for bataljonslægerne, der var egnet til at optage et større antal sårede, og som samtidigt tjente som infirmeri. Bataljonslægen havde på denne forbindsplads til stadighed en sanitetsunderofficer og nogle sygebærere til hjælp. I tilfælde af alarm skulle til stadighed et antal musikere være til stede på bataljonsforbindspladsen som hjælpesygebærere.

Bedre organiseret var også den øvrige sundhedstjeneste i de forreste linjer. Hver morgen havde kompagniernes sygebærere på deres morgenprogram at se efter latrinerne og bestrø indholdet med kalk.

Desuden skulle de efterfylde de flasker, der var ophængt ved latrinerne, og hvis indhold var bestemt for desinfektion af hænderne.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

6. november 1915. H.C. Brodersen om de nye folk: “De kan ikke bruges til stort andet end at holde orden i Understanden og koge kaffe.”

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I oktober 1915 var han tilbage ved fronten.

Ripont, den 6. November 1915.

Tiden gaar med at udbedre Stillingen, og med at uddybe Jordhullerne, saa de kan blive til Understande. Arbejdet er haardt, og der arbejdes Dag og Nat. Om Dagen arbejdes der under Jordoverfladen, hvor den løsarbejdede Jord fyldes i Sække, og om Natten bæres de ud i Bagterrænet for at blive tømt.

Vi er tildelt: Leib-Kompagni 118, der har Hjemsted i Worms. Det er allesammen Hessere, og Kammeraterne er os derfor fremmed og usympatisk indstillet. I min Deling er Gruppeførerne: Underofficererne: Hep, kaldet Sepl, — Schulz, kaldet „Berliner Justav”, — Skorstensfejeren og jeg.

I min Gruppe har jeg et Par gemytlige Gutter, nemlig: en Skomager fra Mainz, som er trekvart blind og bærer to Par Briller, en „Etaarig”, Max Kaufmann fra Frankfurt a.M . , hvis Fader er Bankdirektør. De kan ikke bruges til stort andet end til at holde Orden i Understanden, til at koge lidt Kaffe, hente Post og Forplejning og lignende.

Om Natten kan Skomageren slet ikke se, og hans evindelige Omsorg gælder Konen og hans 8 „Rollinger, daheim”. Max har saa fine Hænder, at han ikke kan trække Pigtraad foran Stillingen. Dette Arbejde er vel ogsaa nok det mest uhyggelige og farlige, og han har derfor faaet Ord for at være fejg.

Idag har vi haft en anstrengende Dag. Franskmændene har skudt vor Skyttegrav sønder og sammen, og hele Natten er medgaaet til at bringe lidt Orden tilveje. Det er derfor blevet sent, inden jeg kunde byde paa Fødselsdagskaffen, til hvilken Køkkenunderofficeren havde sendt et Par Flasker Brændevin. Det er noget værre „Sprøjt”, og det brænder i lys Lue, naar der kommer en Tændstik til det.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

2. november 1915. IR84 ved Moulin: Forplejningen i skyttegraven

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915 – og sammenligner med foråret 1915, da regimentet sidst lå ved dette frontafsnit.

Svarende til stillingens udbygning var også forplejningssystemet blevet mere regelmæssigt og effektivt sammenlignet med 1914.

Mens feltkøkkenerne i 1914 hver aften kom fra Nampcel og senere fra Blérancourt ud til Slesvig-dalen, og én mand fra hver gruppe med kogegrej blev sendt til afhentning af mad, var det enklere nu. Nu var der hos beredskabskompagnierne i Slesvig-dalen feltkøkkener med store indbyggede kedler til de forreste kompagnier, sådan at kompagniets madvogn kun behøvede at medtage råvarer og den daglige post fra bagage-lageret for igen at forsyne køkkenerne med næringsmidler.

Fra køkkenerne blev maden båret ud foran i store beholdere, sådan at kun få folk fra hver deling behøvedes til at skaffe mad, kaffe, brød pålæg og post frem foran.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

20. oktober 1915. Ved Loretto: “Bon camerade! Nicht schiessen!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Det regnede nu næsten hver dag, og vi øste og udbedrede, for gravene styrtede hele tiden sammen. Så fyldte vi pløret i sandsække og byggede på ny, men når vandet så var løbet fra, var sækkene jo kun halvfulde, og så faldt det hele igen sammen, eller der gik en granat ned og væltede det hele, og så var der ikke mere til at stikke spaden i.

Vi stod og sled sækkene fra hinanden med hakker; men det hele var så håbløst. Vi var sultne og gennemblødte, og det var næsten mørkt hele døgnet rundt. Mad fra køkkenet nåede sjældent ud til os, men vi kunne da samle lidt drikkevand i vore teltsejl.

En nat silede regnen ned. Jeg havde spændt mit teltsejl op mellem fire stokke for at få lidt husly; men det havde ikke fald nok; og snart samlede vandet sig ovenpå og trykkede sejlet ned, så det til sidst hang helt ned over mit hoved og spærrede udsigten.

Jeg var ganske apatisk og gad ikke gå i gang med den våde stads. — Pludselig hørte jeg én soppe i sølet foran mig, og en stemme sagde: »Bon kammerat! Nicht schiessen!«

— I næste øjeblik hoppede en fransk soldat ned til mig. Han var blevet træt af legen og ville nu hellere i fangenskab.

Mange gange har jeg tænkt på at følge mandens eksempel, men var altid bange for, at soldaten derovre stod med fingeren på aftrækkeren.

DSK-årbøger, 1960

17. oktober 1915. Jakob Moos ved Loretto-højden: “De kommer! De kommer!”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Aldrig har en nat været så lang, men omsider begyndte det dog at dages. Vi kunne begynde at skimte lidt af omgivelserne, og vi troede, al det værste var forbi; men pludselig — klokken var vistnok halv syv — begyndte de franske maskingeværer at brænde løs.

De skød fra flere forskellige steder, og der var mindst fire maskingeværer i aktivitet. Projektilerne fløjtede på kryds og tværs om ørerne på os, og pludselig råbtes: „De kommer! De kommer!” De franske angrebslinier myldrede frem.

På grund af tågen var det ikke muligt at få et klart overblik over hele situationen, og følgen var, at vi omgående blev kastet ud af vor stilling. Nu blev kaptajn Schellins ord virkelighed, for vi måtte straks i gang med at erobre stillingen tilbage, og det blev et blodigt arbejde.

Med håndgranater og opplantede bajonetter gik vi atter fremad, og en halv time senere var vi atter; herre over stillingen, men det syn, der mødte os, fyldte os med rædsel, ja med sandt raseri. Rundt omkring i grave og i granathuller lå vore kammerater døde eller sårede gode kammerater, som vi måneder igennem havde delt ondt og godt sammen med. Her lå de nu, døde eller hjælpeløse. Det var fortvivlende, når en såret kammerat bad om hjælp, og vi ikke kunne hjælpe ham.

Vi blev alle fyldt af en eneste tanke, og det var at tage hævn for vore kammerater.

Ret lange fik vi imidlertid ikke tid til at hengive os til hævntanker, for pludseligt vældede en ny fjendtlig angrebsbølge frem imod os, og vi måtte atter tilbage. Men igen gik det frem. Stillingen blev efter modangrebet taget tilbage. Dette skuespil gentog sig fire gange, men da franskmændene angreb femte gang, brød angrebet sammen i vor ild. De franske stormkolonner nåede ikke frem til vore grave. Stillingen var stadig vor. Vi havde klaret den over for flere angreb, men med uhyre tab.

Klokken var blevet ti, og det var helt lyst. Vi kom. efterhånden lidt til besindelse, og lidt efter lidt gik det op for os, at vi stod midt i dynger af faldne soldater, tyskere og franskmænd imellem hinanden. De, der i levende live så meningsløst havde kæmpet mod hinanden, lå nu fredeligt side om side.

Ved elleve tiden rykkede en deling af fjerde kompagni frem for at understøtte os. Vort kompagnis rækker var også pa dette tidspunkt i den grad udtyndet, at der var fare for, at vi kunne blive rendt over ende, bare fjenden foretog et lidt kraftigere angreb. Men dette måtte ikke ske, og det skete heller ikke; men fra begge sider vedligeholdtes en stadig geværild. Den varede ved hele dagen.

Det var en meget trist og alvorlig dag. Jeg så to brødre falde. Den ene var en syttenårig frivillig. Ligeledes faldt en af mine bedste kammerater. Jeg havde mange gange stået vagt sammen med ham. Han blev først såret i den ene arm, men da han ville gå tilbage til en forbindingsplads, måtte han et sted gå over åbent terræn, og her kom han ind i et maskingeværs kugleregn og blev dræbt. Jeg blev helt underligt til mode. — Men her var der ikke tid til at tænke alt for meget over tingene.

Ud på eftermiddagen stilnede geværilden for en kort tid lidt af. Kun feltartilleriet vedblev at tordne. Nu begyndte sulten at melde sig. Vi havde ikke haft lejlighed til at spise siden den foregående aften. Jeg havde den foregående dag købt et halvt pund smør i marketenderiet og bar det i mit kogekar oven på stormoppakningen. Det viste sig nu, at en geværkugle var gået lige igennem karret, og det så uheldigt, at jeg ikke kunne få låget af. Det sad som fastnittet. Jeg masede med låget, men det endte med, at jeg måtte brække hele karret i stykker. En lille smule brød havde jeg også, ligeledes lidt kaffe i min feltflaske.

Jeg smurte et godt lag smør på en rundtenom, og da jeg var i færd med at satte det til livs, kom en af mine kammerater hen til mig. Han havde en stor pølse i hånden og tilbød at dele med mig. Det var jeg mere end villig til, og vi blev godt hjulpet begge to.

Efter måltidet gik jeg i gang med at grave et hul i jorden, så jeg havde lidt dækning, og omkring hullet anbragte jeg en bunke håndgranater for at have dem ved hånden i påkommende tilfælde. Jeg var dog næppe blevet færdig med mit arbejde, da der kom befaling til os, at første kompagni skulle trækkes ud af linien. Der blev stor glæde blandt os, og vi spejdede længselsfuldt efter afløsningen.

DSK-årbøger, 1955

16. oktober 1915. “Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant.”

Søren P. Petersen, Rødding, kom i efteråret 1915 til Giesseler-højden på Vestfronten ved Loretto.

Den følgende aften skulle vi ud til fronten på skansearbejde. Vi kom gennem en stor mineby, Angres. Den var dog delvis sammenskudt, og også kirken var en ruinhob. Herfra fortsatte vi i en løbegrav.

Af og til måtte vi standse og trykke os op mod siden, for at lade sanitetssoldater med deres sørgelige byrder af sårede soldater passere. Hist og her lå en død mand slængt op over gravens kant. Måske død undervejs på båren, og så havde han jo ikke mere hjælp behov, der var nok der forude, som ventede.

Ude i frontlinien forlod vi løbegraven og blev trukket ud i en linie til venstre. Forbindelsen i fronten var her revet over, og vi skulle grave en ny. Det så ikke godt ud her. Jorden var oprodet, og der lå ituskudte våben og andet materiel, og mellem det hele døde mænd.

Der gik en lav banedæmning forbi, og langs med denne havde der stået træer. De var alle som savede over i højde med dæmningens overkant, ramt af projektiler, slynget ud af glammende malmmunde …

Som det altid vil gå, er nogle mindre flittige, og en del havde ikke så stor hast med arbejdet. Jeg havde nu en følelse af, at dette ikke ville ende godt, og derfor gravede jeg alk hvad jeg kunne, og smed jorden op foran hullet. Jeg nåede da også at få en ret god dækning, før det gik løs. Der kom en byge af ild og jernstumper og fejede alt, der stod oprejst, væk. Folk reagerede på mange måder. En del ville søge tilbage til løbegraven.

Der kom én kravlende på albuer og knæ, mens han holdt huen for ansigtet. Jeg kendte ham, det var en polak. Jeg slog en klo i ham for at trække ham ned, men så snart jeg igen slap ham, kravlede han videre på samme måde og slap mærkelig nok godt igennem.

Vi lå fire mand klemt ned i mit hul, deriblandt en slagter fra Angel. »Vi må«, og så bandede han stygt på dansk »Vi må have fat i vore geværer. Vi vil ikke værgeløse lade de sorte skære halsen over på os!« Og så kravlede han op og kastede nogle geværer og patrontasker ned.

Da skydningen efterhånden ebbede ud, afsøgte vi området for at se efter vore kammerater. En medicinsk student, en jøde med det mærkelige navn Øjendick, gjorde her et stort arbejde med at forbinde de sårede, alt mens byger af maskingeværprojektiler bestrøg området.

En af de døde tog vi med tilbage. Han havde en svoger ved vort kompagni.

DSK-årbøger, 1960

16. oktober 1915. Ved Loretto-højden: “Der var kun 15 meter over til franskmændene …”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Den følgende dag fordrev vi tiden med at drive omkring. Vi lyttede til alle de urimelige rygter, der sattes i omløb om kampene på Lorettohøjdeme.

Klokken fem om eftermiddagen trådte vi an med stormoppakning. Vi var nu klar over, at der forestod os en varm omgang. Hver enkelt fik desuden tildelt en dobbelt „Jernportion”, desuden tre hundrede patroner.

Kaptajn Schellin holdt en tale til os. Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde; men han sagde dog: „Det kan godt være, at fjenden smider os ud af vore stillinger, men det gør ikke noget, for så tager vi dem omgående tilbage.”

Der var vel ingen, der tog kaptajnens ord bogstaveligt, men de skulle dog, inden vi var nået frem til næste dags aften, gå i opfyldelse.

Vi marcherede af sted i retning af Sallaumines. Da Lens var passeret, gjordes holdt. Så længe det var lyst, kunne vi ikke marchere videre. Indtil nu havde kaptajnen siddet højt til hest, men nu sendte han sin oppasser tilbage med den.

Endelig fik vi befaling til at gå videre frem, men gruppevis, dvs. otte mand ad gangen. Granaterne susede hen over vore hoveder, og dersom en granat gik ned i det samlede kompagni, ville det have frygtelige følger. I halvtreds meters afstand rykkede grupperne nu frem, og efter en times forløb nåede vi landsbyen.

Landsbyen bar skrækkelige mærker af de sidste dages hårde kampe. Nogle sårede, der var på vej tilbage, fortalte, at landsbyen for kun to timer siden havde varet i franskmændenes hænder, men de var nu drevet tilbage.

Overalt var der sønderskudte og sammenstyrtede huse. — Hele kompagniet stod nu samlet i landsbyens nærmeste udkant, hvor vi var nogenlunde i dækning for geværkugler. Vi var tavse, vi følte os underligt til mode, enhver hengav sig til alvorlige tanker. Granaterne hylede hen over vore hoveder, og med skarpe smæld slog geværkuglerne imod husenes mure.

I min gruppe befandt sig også en ældre landeværnsmand. Han var meget forsagt og modfalden, hans ansigt var kridhvidt, og han rystede som et espeløv. Ved siden af ham stod en mand fra Bajern, en kynisk fyr. Da han fik øje pa den angstfyldte landeværnsmand, sagde han til ham: „Nå, kammerat, nu kan du godt gøre dit testamente!”

Den stakkels landeværnsmand var i en frygtelig situation. Han havde en forudfølelse, en anelse om, at han ville falde, og det kom til at slå til, for næppe ti minutter senere var han slettet af livets bog, og mærkeligt nok skyldtes hans død et hændeligt uheld med en af de håndgranater, han bar på sig.

Mens vi stod i lå bag husene, blev vi forsynet med håndgranater. Vi bar dem i små sække, og en del af dem anbragte vi på livremmen. Vi fik nu befaling til at gå frem gennem en løbegrav, der førte ud til den forreste linie. Løbegraven lå under stadig bombardement fra franskmændene og var mange steder fuldstændig jævnet med jorden, og her var der ingen dækning. Da vi var kommet et lille stykke frem, lød der ca. fire til fem meter foran mig et brag, og samtidig hørtes skrig og råb om hjælp.

Den stakkels landeværnsmand havde ved en uforsigtighed bragt en håndgranat til eksplosion, og han blev dræbt på stedet. Tre mand blev såret, den ene af dem endda hårdt.

Vi gik videre, skrævende over den døde og over de sårede.

Endelig nåede vi frem til de første vagtposter fra det garderegiment, der holdt første linie besat, og som vi skulle afløse. Da de fik øje på os, sagde en af dem: „Sikken mængde mennesker I er, men var overbevist om, at I ikke alle kommer levende herfra.”

Jeg blev irriteret over hans lidet vel anbragte udråb og svarede: „Hold mund, din slyngel, det behøver du ikke at gøre os opmærksom på.”

Vi vidste nok, at det var et farligt — og blodigt — sted, vi var kommet ud til, så det var derfor ikke nødvendigt, at han ved allehånde dumme bemærkninger og ytringer skulle gøre det hele værre, end det var.

Vi kom længere frem i graven. Det gik kun langsomt, for vi snublede af og til over faldne soldater, der endnu lå her fra de sidste dages kampe. Oppe på jorden kunne man i mørket skimte dynger af lig. Døden havde i den sidste uges tid gjort en rig høst, og alt tydede på, at mange af os, måske også jeg, ville falde her for knokkelmandens hvasse le.

Det så skrækkeligt ud i første linie. Skyttegraven var efterhånden så udtværet af granatnedslag og så bred, at den egentlig slet ikke mere fortjente navn af grav. Det hele lignede en lavning, en svag sankning i jordsmonnet.

Hist og her var der opstablet sandsække, og foran dem eller bag dem var anbragt stålplader. Alt var i en forfærdelig redelighed. Rundt omkring lå sprængte revolverkanoner, maskingeværer, infanterigeværer og bajonetter, og der var dynger af udrustningsgenstande og lemlæstede lig. Denne uhyggelige stilling var det nu blevet vor opgave at holde mod mulige angreb.

Det var mørk nat, bidende koldt, og der lå en tæt tåge over hele egnen. Vi stod alle mand ved geværerne og fyrede løs for at holde fjenden fra livet.

Der var kun femten meter over til franskmændene, og det var derfor en let Sag at overdænge hinanden med håndgranater.

Det lynede, det bragede ustandseligt hele natten igennem. I min nærhed dræbte en håndgranat fire mand og sårede tre, og de såredes jamren og klagen blandede sig med eksplosionernes buldren og bragen. Artilleriet rasede fra begge sider. Hele vort bagterræn lå under spærreild. Vi kunne ikke få de sårede tilbage.

DSK-årbøger, 1955

13. oktober 1915. “Skyttegravene ligger kun 50 meter fra Franskmanden.” H.C. Brodersen tilbage på Vestfronten.

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter. I efteråret 1915 – efter næsten et års fravær – gik det tilbage til fronten.

Ripont, i Champagne, den 13. Oktober 1915. Fra Sechult, hvorfra vi igaar Aftes marcherede, er vi nu naaet hertil. I den begsorte Nat gik vi i silende Regn og i Morads til op over Fodleddene igennem Forterrænet til Champagnes Kampfront. Det flade Terræn er oppløjet af Granater, og i Hullerne staar Vandet op til Kanten. Ikke sjældent faldt en Mand i saadan et Hul , og han var da hjælpeløst fortabt. Den tunge Udrustning og det dybe Mudder gjorde, at de ved at arbejde sig opefter, sank dybere i , og selv ved Kammeraternes forenede Anstrengelser var de næsten ikke til at faa halet paa det tørre igen. Mangen fandt „Heltedøden” paa den Maade.

Allerede i lang Afstand kunde vi se Lysraketterne fra Champagnebjergenes Højderyg, og i den Retning blev vi ført. Kun langsomt naaede vi frem, og først imorges naaede vi ud til Stillingen og besatte Skyttegravene, der kun ligger 50 Meter fra Franskmanden. Der var kun Jordhuller t i l at krybe i , og for os alle, men dog mest for Rekrutterne, er det vel nok en meget ubehagelig Overgang at vænne sig til. Jeg har ondt af dem, thi det er nogle prægtige unge Mennesker.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

10. september 1915. Taget til fange på Østfronten: “… jeg ville gå tilbage, da der var én, som greb mig i benet.”

Landmand Christian Lorensen fra Blansskov på Sundeved gjorde krigstjeneste i Landstormregiment 31. I Sensommeren 1915 blev han taget til fange på østfronten.

En Krigsfange fortæller

Den 20. Juli 1915 forlod en stor Transport af Landstormsregiment Nr. 31 Altona for at gå til Østfronten. Der var her Folk fra hele Tyskland, men de fleste var dog fra Hamborg, og så var der en hel Del Nordslesvigere med i Transporten.

Efter flere Dages Jernbanerejse passerede vi den tysk-russiske Grænse, og fra den russiske By Kolno måtte vi så marchere videre til Fods. Vi nåede til Staviski, og ikke langt herfra lå Rgt. 31. Regimentet havde hele Sommeren ligget her og havde haft en rolig Stilling og ingen Tab. Det vakte derfor nogen Forbavselse, at der pludselig ankom så stor en Forstærkning.

Resultatet viste sig også, — nogle Dage efter vor Ankomst gik det fremad mod Russerne.

Jeg glemmer aldrig det Skyderi, som indledede Angrebet. Inden længe så vi de første Faldne og de første russiske Krigsfanger. Vi havde daglig hårde Kampe, og der kæmpedes iøvrigt over hele Frontområdet. De fleste vil huske, at i disse August- og Septemberdage 1915 faldt Fæstningerne Lomcza, Kovno, Grodno, Warszawa og Nowo Georgiewsk. For os var den 15. August den værste Dag.

Da faldt flere af mine Kammerater, deriblandt Jens Christensen, Staugård, Detlef Trumpf fra Aabenraa, der tidligere havde været Slagter i Tombøl.

Den 10. September lå vi ved Floden Kotwa i Nærheden af Byen Skidel. Her havde Russerne dæmmet Floden op, så der var store Oversvømmelser. Efter at have fået Egnen sat under Vand, foretog de om Aftenen et Angreb. Vi måtte efter en kort Fægtning trække os tilbage bag Byen og Russerne besatte vore Skyttegrave.

Ved et Modangreb tog vi dem dog til Fange. Da det igen var bleven roligt, gik jeg ned til Floden for at hente mine Sager. Jeg havde fået fat i dem og vilde til at gå tilbage, da der var en, som greb mig i Benet. Det viste sig at vare en Russer, og da han havde flere Hjælpere i Nærheden, måtte jeg følge med i Fangenskab.

Russerne havde ryddet den nu overflødige Dæmning bort, Vandet i Floden var sunket, så vi kunde vade over. I de russiske Skyttegrave blev jeg godt modtaget. Der kom straks en Russersoldat og gav mig et Stykke Brød og et Stykke Kød.

Jeg blev hurtigt transporteret bagud til Generalstaben, hvor jeg traf andre Lidelsesfæller. En tysktalende Officer forhørte mig, og da jeg var lidt uvillig til at udtale mig, sagde han, at de vidste god Besked alligevel.

Jeg måtte aflevere alt, hvad jeg havde i Lommerne, Breve, Lommetørklæde o. s. v., endog mit Ur tog man fra mig, og jeg så det aldrig siden.

Jeg skulde så transporteres bagud. En Rytter satte sig til Hest og skulde ledsage mig. Da vi havde marcheret omtrent en Kilometer, gjorde vi Holdt, og han gjorde Tegn til, at jeg kunde sætte mig. Han gav mig endog en Cigaret, som jeg røg, inden det gik videre. Men der blev ofte gjort Holdt, inden vi langt ud på Natten nåede vort Bestemmelsessted, hvor jeg blev indkvarteret i en Lade. Den var fyldt af tyske Fanger. Blandt andre traf jeg her Andreas Jacobsen fra Røllum. Det livede jo svært op, da vi kunde tale sammen på vort Modersmål.

Forskellige af os blev igen afhørte af russiske Officerer, men derudover skete der intet. Vi var sultne, men der blev ikke gjort Anstalter til at give os noget at spise.

Jeg havde tabt mine Sager, da jeg blev taget til Fange, og Resten havde man taget fra mig, så jeg stod uden noget som helst, ikke en Gang et Lommetørklæde havde jeg på mig. Omsider fik vi hver et Stykke Brød og hvert Hold på 10 Mand fik en Spand med Suppe. Men jeg havde ingen Ske, og inden jeg fik lavet en, var Suppen borte.

Hen på Dagen blev vi fort østpå. Vi var en Flok på ca. 30 Mand. På tredie Dag nåede vi Lida, en lille Stationsby. Husene var til Dels forladt af Beboerne, så det var let at skaffe Kvarter til os. Så snart vi var bleven indkvarteret, gik jeg ud for at se på Forholdene.

Ved at gennemrode Køkkenmøddingen, som lå lige udenfor Vinduet, fandt jeg en håndlavet Metalske. Hvor jeg følte mig velhavende, da jeg havde fået Skeen renset og den kunde tages i Brug. Jeg brugte den hver Dag hele Fangenskabet igennem, jeg fik den med hjem og har den endnu den Dag i Dag.

Mens vi var her i Lida, kom der en tysk Flyvemaskine over Byen og kastede en Bombe, som dog ikke gjorde os nogen Skade.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1944

15. august 1915. Barnetroen den eneste redningsplanke

15. august 1915.

Det er Aften.

Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.

Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.

Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.

Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.

Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpe­mare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.

Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.

Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lyt­ter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.

Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugle­regnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“

Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barne­tro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.

Th. k .

30. juli 1915 – Flensborg Avis: “Det sidste Brev”

Den 27. august 1915 bragte Flensborg Avis et brev skrevet af Theodor Tonnesen den 30. juli 1915:

Det sidste Brev.
Pastor Tonnesen offentliggør i „Sædekornet” det sidste Brev fra sin Søn:

Den 21. Juli kom vi til Jaroslav. Allerede de sidste Dage havde vi ud for Banen set mange sammenskudte Byer. Ogsaa i Jaroslav saa det meget slemt ud. Den bedre Del af Befolkningen var der ikke mere. Kun smudsige Jøder, der vilde handle med os. Om Natten sov vi i en Skole, 70 Mand i eet Værelse paa det bare Gulv. Halm var ikke til at opdrive. Den næste Middag gik det saa videre til Fods. Vi er saa marcherede indtil den 28de ds. I Galicien var det ganske skrækkeligt. For det første er Vejene skrækkelige, og dernæst var det frygteligt hedt. Vi gik saa rask, at vi ikke fik Bagagevognene med. Vi levede mest af Kartofler, som vi selv kogte. Værst var det dog med Tørsten; vi maatte intet Vand drikke, fordi Koleraem herskede i alle Byer. I Rusland blev det bedre; der er Hovedlandevejene brolagte, og saaledes kunde Bagagen følge med. Den sidste store By, vi var i, er Samostje. Saa vidt vi kan skønne, besinder vi os nu i Nærheden af Krasnostav. Vi blev straks førte ud i Skyttegraven. Nu tænkte vi, at Marchen foreløbig havde en Ende. Men samme Dag trækker Russerne sig saa langt tilbage, at vi i Gaar er løbne hele Dagen bag efter dem. Nu har vi indhentet dem, og Artilleriet har, allerede skudt siden i Aftes Klokken 6. Min Ilddaab har jeg overstaaet; jeg havde slet ikke saa stor Angst, som jeg havde tænkt mig. To, der var komne med os fra Husum, er saarede. Ja, det kan jo snart komme.

Nu længes vi jo efter den Dag, hvor vi kan faa den første Post hjemmefra. Thi det tørre Brød vil dog ikke rigtig glide. Jeg haaber, at I vil gøre mig lykkelig med nogle smaa Postsendinger. I det Hele taget, at vi har noget at spise og at ryge, videre gaar vor Interesse foreløbig ikke. Vi faar hver Aften Klokken 10 god Mad fra Feltkøkkenet. Saa faar vi hver et Stykke Brød, som vi maa  komme ud med til den næste Aften. I ser altsaa, det er ganske godt, naar vi selv har et Stykke Pølse eller Skinke i vor Tornister. I Gaar Morges havde jeg fundet en Kødkonservedaase i den russiske Skyttegrav, og saa købte jeg mig noget Mælk hos nogle russiske Flygtninge, der kom forbi os. Jeg fik min hele Kogekedel fuld, det var storartet. Marius Kongsted fandt 4 Pakker Tobak, hvoraf jeg fik den ene. I del hele taget, hvad Russerne alt lader ligge: Geværer, Patroner og Brød laa der hele Læs af. Nu maa jeg slutte med mange Hilsener
Eders Theodor.

Brevet er skrevet den 30. Juli. Den 1. August faldt han.

24. juli 1915 – Nicolai Kraach: “Livet her ude i Skyttegraven”

Nicolai Kraack kom fra Flovt på Haderslev Næs. Han blev indkaldt i slutningen af marts 1915 og uddannet i Flensborg. Sidst i juni afgik han til vestfronten, hvor han blev tildelt Infanterie-Regiment nr. 85, der lå ved Moulin-sous-Touvent. I begyndelsen af  juli kom han ud i skyttegravene.

Lørdag Frankrig d. 24/7 15.

I Kære i Hjemmet.
Har i Gaar og i Dag modtaget 3 Breve og takker for dem. 1 fra Jer fra Haderslev ved Onkel Knuds og 1 fra Søster Cathrine og 1 fra Jens Thuesen; han er i Dag rejst til Lokestedt, skriver han.

Igaar Aftes blev jeg kaldt hen til vor Kompagnifører, jeg laa og sov da der blev kaldt; men jeg sover helt let, saa jeg var ude af Understanden med det samme; Tøjet og Støvlerne har man jo altid paa her. Undervejs hen af Skyttegraven til den Understand [h]vor vor Leutnant bor, spurgte ham som førte mig, om jeg havde rakt Orlov ind, jeg svarede jo. Da jeg kom derhen og melte mig paa Stedet, sagde Leutnanten at der var indrakt Orlov for mig; men den var ikke Stemplet; derfor gav han mig den med den Anmodning om at sende den Hjem og lade den Stemple, enten af Amtsforstanderen eller Kommuneforstanderen og saa at sende den til Ham igjen. Altsaa vist paa samme Adr som før. Altsaa sender jeg den i et Brev hjem i Dag den 24/4.

Nu vil jeg fortælle Eder lidt [h]vordann vi lever Livet her ude i Skyttegraven. Hvi har om Dagen 2 Timer Vagt og om Natten 2½ Time; om Dagen staar vi i en saakaldt Beobachtungsstand, der er et Spejl at see i, der staar kun 1 Mand af vor Gruppe af Gangen, i [h]ver Gruppe er 9 Mand. og om Natten staar vi 3 Mand af Gangen udenfor paa en saakaldt Triverse og kugger oven over Skyttegravskanten; see Skyttegr. er jo temmelig dyb saa vi skal jo et paar Trappetrin op, derfor kaldes det Triverse. Den øvrig Tid forgaar saaledes, den som ikke har Vagt sover til Kl. 9 om Formd. drikker Kaffe, ogsaa fra 10-12 Skandsearbejde spiser Middagsmad, som for det meste bestaar af store Bønner eller Ærter med en lille humpel ikke rigtig kogt Kød eller Brusk; fra 2-4 skandse [gravning/red.] og i Dag blev der fastsat at vi ogsaa skulde skandse fra 5-6 og om Natten fra 11½ -2 skandse vi ogsaa; det vil sige det gaar afveksling med 3 Hold i ver Gruppe 1 Hold af Gangen.

Nu tænker jeg I forstaa det omtrent [h]vordann. Søster Cathrine vilde gerne vide det. Den øvrige Tid ligger eller sidder vi inde i vor Understand og Læser, skriver, sover eller padsiarer som vi nu synes be[d]st. Det kan ogsaa nok give extra Arbejde, som hente Træ i Moulin eller Miner eller saadan noget eller hente Kantin[e]sager. Man kan saamænd ikke klage over for megen Ro; har man ikke andet kan man see om man kan fange en Lus eller Flere.

Si[d]ste Nat var det saare roligt, der blev næsten ikke løsnet et eneste Skud i de 2½ Time jeg stod, og det var fra 2-4½, da begyndte det at lyse af Dag, saa man kunde tydelig see vor Østen er. Vi staar med Ansigtet omtrent mod Vest ellers Sydvest. Om Formd. har vi ogsaa Geværrengøring. Forleden Dag da vi var ved dette Arbejde kunde vi tydelig høre at Franskmanden havde Musik i deres Skyttegrav; om det nu var Morgenandagt eller vad det betød det ved jeg ikke. Saa længe det er saa roligt her, er der jo ingen Nød, kun bør man passe paa for de skitte Miner og Artilleriild, som de skyder med saadann i Stødvis. Der bliver alligevel nogle saarede af og til forleden Nat, blev der en saaret tæt ved os af en Granat og i Gaareftermd. jeg var i Moulin efter Miner kom de bærende med 2 Mand, men de er altid tilhyllet, saa man ikke kan see enten de er døde eller saarede. Naar man staar paa Vagt og der kommer Miner flyvende maa vi nok springe ned i understanden. Men det er sjældent man kommer saa langt, for naar man hører de bli[v]er afskud[t]e, er de straks der; men dukker sig saa langt ned som muligt, gør man jo altid; naar man saa rejser sig op igjen kan man rigtig see vor det ryger efter den.

Vil I ikke ogsaa lade Søster Cathrine læse det, for saa sparer jeg jo at skriver et til i Dag. Papiret er for Tiden ogsaa lidt knap. Søster sender altid en Ark og en konvolut med, det er i Grunden praktisk, takker hende derfor. Sieg til hende, at hendes Tid er optaget, det ved jeg og hendes Øjne er ikke gode, saa hun maa nok spare lidt paa skrivningen til mig, jeg er rigtig godt tilfreds med lidt mindre. Jeg faar med Post af alle dem i min Nærhed.

Her i min Understand er vi tre Mand 1 Tysk og 2 Danskere. Heide og 2 til ligger i en ved siden af. – Det er da ogsaa kedligt med den lille Jørgen? Hvorledes ellers ere I alle sunde og og har I Hjem[m]e ikke faaet et Brev i [h]vorom jeg bad om et Photografi af mig selv? ellers er det gaaet tapt, for jeg skrev det straks, da vi var kom i Reserve i Kamolin. Jeg synes I maa da faa en Del post fra mig ogsaa, jeg modtager mange fra Jer. og Pakker har jeg ogsaa takket for mener jeg. Søster skriver at I ikke har hørt om jeg har modtaget Pakkerne; men Brevene ere ikke lige længe undervejs for Søsters Brev jeg modtog i Dag er skreven Mandag og afsendt Tirsdag og i Dag har vi Lørdag. Men haaber at I modtager alt og at I har det godt. Glæder mig ogsaa at see en Hilsen fra Pein. Og alle dem som er paa Anonsen har jeg ligget sammen med og kender dem. Kun 1 ikke
Nu til Slut de kærligste Hilsner fra Eders Nico.

Hils Alle i Hjemmet for ikke at nogen skal glemmes. Jeg satte mig op af mit sæde, men man kan ikke rigtig staa opret herinde i vor Bude. Man bliver helt stiv af at sidde og min Ende er heller ikke saa god igjen, jeg har en Byl[d] paa den igen. Ellers er alting godt. Det er godt grovt, [h]vor de nu skyder, Minerne slaar ned tæt ved og Buden ryster.

(Brev i privateje, kopi i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

18. juli 1915. Et lyst syn på tilværelsen: “Hvad nytter det at græde?”

Frankrig, den 18. Juli 1915.

Kære „Hejmdal“! Forleden læste jeg i dine Spalter en Meddelelse om, at jeg var falden i fransk Fangenskab. Dette maa dog bero paa en Fejltagelse, thi hverken er jeg ble­ven fangen af de franske Soldater, og ej heller har jeg indtil nu ladet mig fange i nogen Snare af de franske Skønheder her.

Jeg nyder endnu min Frihed temmelig ubeskaaren.

Rigtignok maa man som Soldat føje sig i enkelte Smaating. Man har jo i Geleddet at holde Trit, Kæft og Retning, og naar der bliver kommanderet: „Se til højre I“ saa har man ikke at kigge til venstre.

Se, det var nu det.

Men ellers lever man i mange Henseender friere end almindelige „civiliserede“ Mennesker. Først og fremmest er man aldeles uafhængig af den Tyran, som hedder „Moden“. Noget Klædeskab behøver man ikke, thi enten man stiller til Arbejde i Skyttegraven, eller man mø­der op til Vagtparaden, saa møder man i sin luvslidte graa Habit, der er medtaget af Tidens Tand, men el­lers klæder en storartet.

Selv naar jeg gaar hen i Osteriet „Det hellige Hjer­te“ for at gøre mine Indkøb af Smør og Ost, saa mø­der jeg op i min „Feltgraa“, skønt Mademoiselle Jeanne ikke er mig helt ligegyldig. Jeg tror alligevel, at jeg tager mig godt ud i denne Habit, thi den smuk­ke Jeanne smiler altid huldsaligt til mig og kalder mig for Korporal, hvilket smigrer min Forfængelighed.

Hjemme i mit Kvarter har vi det ogsaa meget rart og frit. Enhver kan spytte paa Gulvet, hvor han vil, og Cigaraske, Pibeudkrasning og Kaffegrums strør vi ogsaa ugenert rundt samme Sted, uden at nogen mukker.

Vi lægger os mageligt paa Sengen med Støvlerne paa, hvilket ogsaa er meget rart. (Min Seng bestaar, i Parentes bemærket, af en Sæk med Spaaner og et Uldtæppe).

Selvfølgelig vasker vi heller ikke vore Kaffekop­per, det er jo aldeles overflødigt. Jeg ejer saadan en dejlig Kaffeskaal, som jeg en Gang i Januar Maaned reddede ud af en Bondegaard, der var stærkt med­taget af Granater. Det er sandt at sige den bedste Kaffeskaal, jeg har ejet, og jeg vil nødig skille mig fra den. Den har rigtignok to Revner, den ene gaar paa langs og den anden paa tværs, men begge disse Rev­ner gør kun, at jeg hænger des mere ved den.

En Gang for nogen Tid siden havde min Kamme­rat Kristian degraderet den til Sæbekumme, mens han barberede sig. Den Gang blev jeg yderst opbragt paa Kaffekedlens Vegne, og jeg foreholdt ham det ufor­skammede i dette. Men Kristian tørrede ganske sin­digt Sæbeskummet af Skaalen med Fingrene, og sva­rede grinende, at Skaalen havde ikke været saa ren i mange Tider, som den nu var bleven.

Jeg maatte jo bøje mig for Kendsgerningen, men alligevel var det nu ikke pænt gjort af Kristian.

Ja, det kan jo ikke nægtes, at vi skændes en Gang imellem her i Stuen, men det hører jo netop med til Friheden, at enhver skal have Lov til at sige sin Me­ning. En Ting er vi dog stedse enige om, at saadant noget, som at vaske op, rede Seng, skruppe Gulv, pudse Vinduer og alle slige Narrestreger er aldeles overflødige.

Mine Kammerater siger da ogsaa, at naar de kom­mer hjem, vil de indføre den samme Frihed hjemme, som de her er vante til at nyde; men jeg tror allige­vel, at de saa vil rage uklar med Kvindfolkene, thi de har nu deres egne Anskuelser.

Men hvorom alt er, for Tiden lever jeg altsaa me­get frit og føler mig aldeles ikke som Fange. Og hvis jeg en Gang med det første skulde faa en lille Orlov bevilget, saa vil jeg se indenfor hos Dig, at Du kan overbevise Dig om, at jeg er hel og sund og ikke har taget Skade paa det sunde Humør i disse bedrøvelige Tider.

Hvad kan det nytte at græde? Man bedrøver jo derved kun sig selv og andre.

Din hengivne Th. K.

"Babier im Schützengraben"  fra Hemmsen album.
Barbering ved Füsilier-Regiment 86 (Fra Valentin Hemmsens album. I privateje. Efter: “Füsilierregiment 86 i Verdenskrigen” (2014)

 

15. juli 1915 – Flensborg Avis: “Den genfundne Ring”

Den genfundne Ring.
Fisker Wilhelmsen ved Sønderport i Aabenraa tabte sidste Sommer under Kampene imod Vest sin Forlovelsesring i en Landsby i Nordfrankrig. Tyskerne trak sig tilbage paa dette Sted, men rykkede efter et halvt Aars Forløb frem til samme Landsby, og Wilhelmsen var med. En af hans Kammerater blev ifølge „Apenrader Tageblatt” en Dag opmærksom Paa, at han ikke havde Ringen paa Fingeren, og Wilhelmsen fortalte saa, at han havde tabt den netop paa dette Sted for et halvt Aar siden. Kammeraten meddelte ham, at han havde fundet en Ring, og Wilhelmsen saa nu, at det netop var hans Forlovelsesring.

12. juli 1915 – Nicolai Kraach: “Jeg har da allerede set en Død “

Nicolai Kraack kom fra Flovt på Haderslev Næs. Han blev indkaldt i slutningen af marts 1915 og uddannet i Flensborg. Sidst i juni afgik han til vestfronten, hvor han blev tildelt Infanterie-Regiment nr. 85, der lå ved Moulin-sous-Touvent. I begyndelsen af  juli kom han ud i skyttegravene.

Kamolien [Camelin/red.], d. 12.7.15.

I Kære i Hjemmet.

Er kommet tilbage i Reserve her til Byen Kamolien. Igaar Kl. 11½ gik vi fra Stillingen, jeg var heldt daarlig tilpas. Maven var lidt i uorden; (de fleste har Gennemgang, jeg har nu holdt mig.) og jeg svedte straks. Lyskasterne belyste os meget og jeg var næsten bange for, at Franskmændene have opdaget, at der blev afløst; de skød end[d]a temmelig heftig.

I førstningen gik vi Zugweise, indtil vi kom lidt ud af den værste Skyttelinie, saa gjorde vi holdt og blev samlet i Kompagni; saa gik det lidt mere gemytlig, det værste var, at det var mørkt og Vejen udkendt. Op og ned genem Byen og over Marker, ind gennem Skove, ogsaa Granathullerne skulde man passe paa, at man ikke faldt, nogle faldt der i saadann et Hul; see naar man nu træder i et Hul med fuld oppakning giver det et slemt stød, jeg drønede nogle gange men faldt dog ikke. Heide bar mit Gevær 2 Gange, saa jeg kunde faa begge Arme om under Tornysteren, det hjalp lidt og han er jo stærk for det.

Kl. 2 kom vi til en lille By som hedder Laehsa eller saadan noget; man ved jo næsten ikke rigtig. I Aften Kl. 7 drog vi derfra og hertil det var ikke langt kun et kvarterstid. – Forleden Aften da vi var ude at grave i Skyttegraven blev vi beskudt med Miner, saa I kan tro vi fik fahrt paa tilbage efter Hjemmet, som man siger. Det værste var næsten, at min Fordermand tabte forbindelsen, da vi gik igennem en Tonell. Efter at vi havde gaaet en Tid, blev han staaende, han viste ikke om det var rigtig vi gik, han var bange for, at vi skulde komme Franskmanden for nær. Men saa var der et par bagved som gik om for, saa hulede vi af igjen og omsider naaede vi den Gefreiter som førte os, for Man havde mærket vi var bleven tilbage; men vi kom godt og vel tilbage; vi har i Grunden meget at takke for.

Jeg har da allerede set en Død og et par Saarede, men der er ingen af dem, der er kommen med mig. Nu tænker jeg vi er uden for Fare saa længe vi ligger her og her bliver vi vistnok til d. 18 saa skal vi i Graven.  Jeg er i 2 Zug og Martin Hansen er i 1 Zug, han sidder her og holder lidt snak med mig, Heide og en Smidt er gaaet lidt ud og see [h]vordan Byen seer ud. Nu ved I jo lidt Besked igen, [h]vordan det gaar.

Har du solgt Studene. Har I faaet regn, og staar Kornet og Græset godt, det lager jo mod Høsten og Aarsdagen af Krigens begyndelse.

Nu Lev vel I kære alle sammen og hilset være I af Eders Nicolai. Hils Familien, Bestefar og Tante maa i heller ikke glemme.

(Brev i privateje, kopi i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

30. juni 1915 – Peter Østergård: “Den ene dag er som den anden”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.

I skyttegraven d. 30. Juni 1915.

Egentlig ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig, men måske kommer der nok noget, efterhånden som pennen glider hen over papiret. Livet leves jo her under indtrykket „ensformigt”. Den ene dag er som den anden, kun vejrliget og artilleriilden sætter lidt præg på dem, ellers er det altid det samme, de samme vagter, det samme arbejde. — Nu har vi i et halvt år stået og set ud gennem skydeskåret og hele tiden haft det samme billede for os. Kun årstiderne har lånt det nye farver. Skal vi se det nu grønne blive gult, eller får vi fred forinden, dærom kredser tankerne stadig. Skyttegravene er som før, og oven over os har vi stadig den samme smilende sol med enkelte højtgående skyer. Bag ved os ser vi tagene af den sammenskudte by. Andet kan vi ikke se, for så skal vi for højt op med hovedet, og det kan fransk mændene så se. Vi kan her få et lille indtryk af, hvad det vil sige at være indespærret.

Der er intet, der rigtig kan sætte tankerne i bevægelse. Kammeraterne kender vi næsten ud og ind. Vi har ikke meget at tale om, for livet her har ikke vor interesse, og ude omkring sker der ikke ret meget, som vi ikke ved forud. Dærfor kan man godt forstå, at kortspil får mere og mere indpas, — ja for enkelte er det ved at blive til en last. De har ikke tid til andet og spiller lidt højt. Men for andre er det en uskyldig tidsfordriv. De får tankerne bort fra den meningsløse tilværelse, vi fører.

Skønt det ikke kunde falde mig ind at give mig til at spille kort, så tror jeg dog, at det er bedre end at sætte sig og gruble over det hele, som vor ven Rasmus Nissen er slem til. Derved bliver det hele meget værre, og det ender med tungsind, og det må man vogte sig for. Det kan jo være trist og tungt nok for os at være her, vi for hvem det hele er et onde, men det gælder om at se bort fra øjeblikkets nød, se lidt stort på det hele og håbe på fremtiden, håbe, at den efter disse onde dage vil bringe mange lyse og gode.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 100)

19. juni 1915 – Nicolai Clausen: “80 mand tilbage i vor Kompagnie”

Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde sin krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov og kom derfor til at deltage i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.

St. Aubin d. 19. Juni 1915

Kjære Foreldere!
Vil meddele Eder at jeg har det godt, efter 12 Dage swære Kampe. Vi er nu kommen et langt stökke ud bag Fronten og her blived vi Sammenstillet igjen, der er nemlig ikke bleven mange tilbage, vi er kon en 80 Mand tilbage i vort Kompagnie og fra det 3die Batalion er der neste ingen tilbage, og förste Batalion ligeledes. Ja kjære Foreldre det er sörgeligt, men vi maar takke Gud mange gange for at Franskmendene ikke kom igjennem, for saar var det bleven meget värre, men tverdimod har de haft 3 til 4 gange stórre Tab en[d] os, vi har ogsaar taget en 500 stókke Mand Tilfange.

Jeg talte med Fritz Pfeifers Kammerat som altid har været sammen med ham og Han fortalte at Di begge to laa sammen i en Hule og der kom en Granat og slog ned paar Hulen at den Bussede sammen, saar lób de begge til ver sin side, og Fritz kom kon et lille stókke, saar kom der en igjen og Fritz faldt om og var Död paa stedet. Ja kjære Forledre der er mange af vorer Kammerade der fra Als som er gaaet tabt; Har i hórt noget om Christian Clausen?

Her blived vi morske en tidlang. Slutte for denne gang med en hjertelig Hilsen til Eder alle fra Eders Sön Nicolai

Fjenden har nu givet sig til Roe igjen, Kampen er tilende og vi har vores Sköttegrave igjen. Vi har Kæmpet mod Suaver Franskmændene og jeg troe ogsaar der var Englender imellem Dem.

(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)

16. juni 1915. Status på det franske angreb ved Moulin: “Utålelig var ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene.”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren deltog det i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.

Den 16. bragte nye, svære kampe. Allerede kl. 3 om morgenen var der svær artilleriild foran 71erne. En halv time senere et angreb, det blev slået tilbage. Kl. 4 om morgenen samlede den fjendtlige ild sig igen på ”Grænsestillingen.” Den bredte sig ud til 89’erne på højre fløj og greb over på den anden og tredje stilling mellem ”Sønderborg-” og ”Flensborgvejen.” Kl. 6 er ”Grænsestillingen” helt jævnet.

Fra kl. 7 til 7,30 raser trommeildens hvirvler. I nogle spring er fjenden fremme, det lykkes ham at bryde igennem ved 4. kompagnis venstre fløj mellem sape 6 og 8. Fremstødet bliver opfanget af reservekompagnierne. 2. kompagni besætter gravene ved ”Ny Tønder,” 8. højderne øst for Bascule, 5. var allerede tidligt om morgenen blevet alarmeret i Nampcel.

Særlig snildt bar dele af 1. kompagni sig ad på højre fløj. Med fire grupper besatte de ”Haderslevvejen”, rettede deres ild ind i flanken på franskmændene og jog dem ind i ”Mannsteinvejen.” Ved enden af løbegraven hen mod stenbruddet blev disse opfanget af nogle grupper fra 8. kompagni og nogle menige fra 2. kompagni, og de blev samlet tvunget til overgivelse. Det var en officer og 112 mand, som straks blev ført til Nampcel. Denne flotte og dristige dåd fremkaldte overalt jubel og hævede stemningen gevaldigt. At tage hævn for de myrdede kammerater faldt dem ikke ind.

Hen mod middag stormede 2 delinger fra Füsilierregiment 12 og deling Loelf fra 5. kompagni regiment 86 frem gennem ”Haderslev-”, ”Mannstein-” og ”Aabenraavejen” for at generobre den mistede frontstilling. De besatte generobringsgraven og tog på ny fanger. Hovedskyttegraven kunne ikke mere erobres, da den var fuldstændig jævnet og derfor heller ikke besat af fjenden. Resterne af 5. og 8. kompagni blev indsat forrest ved siden af 1. kompagni.

Fjenden opgav stadig ikke sine forsøg på at komme videre frem. Om eftermiddagen rev og flåede han endnu engang rasende ved sydstillingen for i den retning at kunne udvide gennebruddet. Kl. 4 brød han ud på begge sider af Slesvig vejen. Her lå 31’erne i den forreste stilling, i anden linje ved skrænten af slugten 6. og 7. kompagni fra regiment 86.

Angrebet blev afværget under svære tab for fjenden, blot ved ”Slesvigvejen” erobrede han 100 meter. Med friskt gå-på-mod blev han angrebet af en deling fra 7. kompagni fra regiment 86 og smidt ud med håndgranater i løbet af tre kvarters tid. Herved fik vi 5 fanger fra regiment 148 i hænde. Om aftenen samlede fjenden endnu engang nye stormkolonner; de blev opdaget af vort artilleri og splittet ad, før de kunne gå til angreb.

Sådan endte den 16. juni med franskmandens totale fiasko. Endelig var han tæmmet og affandt sig knurrende med den kendsgerning, at hans endelige mål, gennembrud og oprulning af en del af vor stilling ikke var opnået.

Men også regimentets kræfter var udtømt. Fjorten dage, enkelte kompagnier over tre uger, havde regimentet holdt ud i forreste eller anden stilling, havde i ugevis ladet den hidtil hårdeste artilleriild rase over sig og havde måttet se på så mange kammeraters frygtelige død. Dag efter dag brændte den glohede sol, udtørrede soldaternes årer, tilstoppede hudens porer med sved, støv og røg. Forplejning kom kun frem med besvær, vand ligeså. Tørstkvalerne havde til tider, navnlig i de sidste dage, været forfærdelige.

Utålelig var også ligstanken, der dag og nat forpestede skyttegravene. For i hundredvis lå de faldne endnu ubegravede blandt tidsler og valmuer.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

Vestfront Skyttegrav med franske lig

16. juni 1915. “Halvt vanvittig og som et jaget dyr.” Hans Petersen taget til fange af franskmændene

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.

Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.

Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.

Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.

De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.

Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.

I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.

Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen,  især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden
haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.

Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.

Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.

Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.

Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)

16. juni 1915. “De kommer! De kommer!” Franskmændene stormer Moulin

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.

Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!

I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.

Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.

Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.

Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.

Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.

Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?

Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.

Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.

Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.

15. juni 1915. Hans Petersen tæt på nervøst sammenbrud

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

15. juni kl. 08.00-18.00

Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.

Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.

Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.

Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.

Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«

Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.

Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.

"Blitzlichtaufnahme" fra Hemmesens album
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)

 

 

15. juni 1915. Voldsom fransk artilleribeskydning ved Moulin-sous-Touvent

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret og forsommeren 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent, hvor der i april og jun i fandt voldsomme kampe sted.

Den 15. og 16. juni var der igen nye svære angreb fra fjenden. Han forsøgte at komme længere frem og udvide sit indbrud mod syd og nord for efterfølgende at gøre en fejl god igen, nemlig den at have valgt et for smalt angrebssted.

Tung artilleri- og mineild lå i de første morgentimer på midten af stillingen. Straks derpå stødte franskmanden frem mod den venstre fløj af gruppe Esche og mod gruppe Rickert. Angrebet blev slået tilbage. Han gentog sig selv flere gange den dag, hver gang måtte modstanderen efter høje tab trække sig tilbage til sine skyttegrave.

Den samme formiddag rettedes hans artilleriild også over på den højre fløj af regimentet, der endnu ikke var blevet angrebet. ”Grænsestillingen” og de løbegrave, der førte der hen, blev skudt sønder og sammen og næsten jævnet; svære tab for besætningen. Et angreb fulgte ikke. Den kraftige modstandsild fra vort artilleri holdt åbenbart fjenden nede. I afværgelsen af disse angreb udmærkede sig særligt felthaubitsbatteri Fürstenberg fra artilleriregiment 9.

Efter de to svære dage skulle grupperne Hagedorn og von Senden trækkes ud af afsnit Esche, den førstnævnte afløstes af I bataljon fra reserveregiment 36, den sidstnævnte af I bataljon fra reserveregiment 71.

Fra: Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

RIR242_Maskingeværstilling_mindre

15. juni 1915 – Friedrich Nissen: “bag Skoven ligger Russerne”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han 15. juni:

“Foran os har vi en Skov, den er besat at vore Forposter, bag Skoven ligger Russerne paa ca. 800 Meters Afstand. Stillingen er særlig god, da Skoven foran os hindrer Artilleriet i at beskyde os med større Virkning, de kan nemlig ikke see om de rammer. Dagen er mest helt rolig, Natten derimod ikke, da nærmer sig de russ. Vorposter Skoven, betræder den ogsaa til Tider og derved kan Forposterne ikke forliges og Knalderiet er der, endnu har vi ingen Tab havd her i denne Stilling. Vejret er ganske storartet kun er det alt for varmt, det har ikke regnet i 8 Uger. For et par Dage siden var der stærk Tordenvejr her, dog ogsaa uden Regn. Endelig i Gaar, den 14.6 fik vi lidt Regn og i Dag, hvor vi er i Skyttegraven regner det ogsaa. Jeg kan sidde i min Hule, saa det har mindre at sige, men godt er det for Landet og ogsaa for Støvet, at vi faar Regn. I Morges skal vi afsted hen til et andet Sted, hvorhen vides ikke der siges til Prasz ca. 80 Klm March herfra. 15.6. i Skyttegraven, vi skal afløses i Dag.”

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

15. juni 1915 – Peter Østergård: “… noget, der hedder „Geflügel“”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.

I skyttegraven d. 15. Juni 1915.

— — — Det er nu aften igen, og jeg sidder og venter på, at det skal blive så mørkt, at jeg kan få ilden tændt for at koge middagsmad. I aften skal det nok være noget, der hedder „Geflügel“. Hvad det er for en slags „flügel“, aner jeg ikke, og jeg tænker også, at jeg er lige klog, selv om jeg spiser det.  Hovedsagen er jo, at det smager os, og det gør det som regel. Spisesedlen fra køkkenet er meget nem: ærter, bønner og ris og så forfra igen, eller også det hele sammen. Det er jo noget, man snart bliver ked af, særlig da det ikke er godt tillavet. Jeg koger i denne tid hver aften eller rettere sagt nat, for hele natten går næsten med, når man skal stå vagt den halve tid. Men så sover vi om dagen, som regel fra 4 til 12. Så får vi davre, og så skal man til at tænke på at skrive el. lign. I aften skal jeg også koge abrikosgrød til imorgen. Mælk kan vi købe i dåser, og det skal fortyndes m ed vand som 1 :4. Du kan tro, det er noget der smager, sådan en fin grød med mælk til. Alle kammeraterne har også været her for at „smage”. — —

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 98-99)

14. juni 1915. Moulin: Tyskerne generobrer dele af de gamle stillinger

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var ét af de såkaldte “slesvigske” regimenter med særligt mange sønderjyder. I foråret 1915 lå det ved Moulin-sous-Touvent. Den 6. juni lykkedes det franskmændene at erobre dele af det tyske skyttegravssystem. Tyskerne forsøgte efterfølgende at generobre det.

Om natten fra 13. – 14. juni blev der trods kraftig artilleri- og mineild arbejdet på udgangsstillingerne til en storm med alle disponible styrker. I dagene før var artilleriet blevet betragteligt forstærket.

Om eftermiddagen den 14. begyndte vor beskydning med et kraftigt ildoverfald fra næsten 40 batterier, tunge og lette minekastere. Så fulgte en roligere vedligeholdelsesild, fra kl. 7 til kl. 7½ trommeild, og så steg stormtropperne – det var hovedsageligt 85ere, 90ere og reserve 75ere – ud af den generobrede grav.

På højre fløj kom angrebet rigtig godt fremad, stormsoldaterne nåede ved Soltaueck endnu 100 m ud over sape 10, den venstre fløj sakkede lidt bagud, men forbindelsen med den højre fløj blev genoprettet. For 5. kompagni af regiment 86 lykkedes det den næste dag nordfra i vor gamle generobringsgrav at forlænge sapen 150 m mod syd.

Fra Wilhelm Jürgensen: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen (2014). Køb den i boghandelen

08-01_Moulin-kort

 

13. juni 1915. Helvede ved Moulin: “Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Da vi kun delvis tilbageerobrede vor tabte Skyttegrav, kom vi til at ligge i samme Skyttegrav som Fjenden, ved Siden af ham. Der var kun en Barrikade af Sandsække imellem os, saa vi var hinanden en halv Snes Meter inde paa Livet, og der stod vi saa og bombarderede hinanden med Haandgranater og Miner. Vore Miner var frygtelige, de vejede over 200 Pd.

Nu blev vi hver eneste Dag voldsomt beskudt af det franske Artilleri. Det blev for hver Dag vanskeligere for os at faa Maden hentet, da Løbegravene, som førte tilbage, ogsaa blev holdt under Ilden. Men vi maatte af Sted, vi skulde saa at sige løbe mellem Kuglerne.

Det var en haard Tid. Hver Dag jævnede de os Skyttegraven med Jorden, og hver Nat skulde vi bygge den op igen. Desuden fik vi ingen Søvn og kun meget lidt at spise; vi kunde ikke spise noget paa Grund af Sindsophidselse og Overanstrengelse. Vi var saa udmattede og havde lidt saa haarde Tab, at de Kompagniførere, som laa i Skyttegraven sammen med os og nok vidste, hvad vi havde udstaaet, saa sig nødsagede til at indgive en Ansøgning om at blive afløst.

En af dem ledsagede endog sin Ansøgning med de Ord; »Ifald vi bliver angrebet, kan vi ikke holde Stillingen.«

Der kom Besked tilbage: »I skal holde den.«

1914-09-22 Fransk skyttegrav
Fransk skyttegrav

 

11. juni 1915. Jakob Moos tager skyttegraven i øjesyn

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31

(… fortsat)

Endelig var natten dog forbi. Det blev lyst. Luften var høj og klar, og det tegnede til at blive en smuk dag. Jeg fik lyst til at se mine nye omgivelser. Vor skyttegrav var meget man­gelfuld. Der var kun en eneste skyttegrav, ingen reserve­stilling. Det var jo i skyttegravskrigens første tid.

I skytte­graven fandtes en række større eller mindre „understan­de”, og i hver af dem var der plads fra to til seks mand. Understandene var på den tid, da jeg kom til kompagniet, ikke andet end nogle huller, der var gravet ind i skyttegravens for- eller bagvæg, ganske efter, som forholdene tillod det. Over hullerne var der lagt tynde brædder, hvorefter det hele tildækkedes med jord. Indgangen dækkedes af en gammel dør, en luge, eller i mangel af bedre bare af et stykke teltlærred.

Understandens gulv var dæk­ket af et halmlag, og her lå vi som sild i en tønde og sov; men første gang, man tager kvarter i en sådan understand, bliver man alligevel grebet af en underlig følelse. Bombesikker var man nu ikke.

Omkring ved ti meter foran skyttegraven fandtes et tyndt pigtrådshegn, og ca. hundrede meter længere frem­me var der i et hul anbragt en såkaldt „lyttepost”. Der var altid to mand på lyttepost, dog kun om natten.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1954

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere titter frem fra en primitiv understand ved Moulin

 

9. juni 1915 – Nicolai Clausen: “jeg enu Sund og rask”

Nicolai Clausen, der stammede fra Als, havde sin krigsudbruddet gjort tjeneste ved Füsilier-Regiment Nr. 86. I slutningen af maj var han netop vendt tilbage til regimentet efter en tre ugers orlov og kom derfor til at deltage i de hårde kampe ved Moulin-sous-Touvent.

Frankrig den 9 Juni 1915

Kjære Foreldere!
Modtog Eders kjære Kort fra den 4 Juni, som jeg glæde mig meget ved, i disse tonge Dage. Jeg skrev et Kort igaar, som jeg ogsaar har Dateret med den 9. Juni, men skulde wære den 8. tende, jeg skal nok skrive ver Dag i denne tid.

Nu vil jeg Fortelle Eder lit om forholdene her. Paar Lórdag havde vi en Kannonade saar sterk, at dem som laa i Skóttegrave kunde ikke holde det ud. Saar Sóndagmorgen begynte det igjen. Det 10. Kompagnie og 9. Kompagnie skulde saar ud i Sköttegrave og lóse det 11. og 12. Kompagnie af og da de kom der ud greb Franskmendene an og Brekkede igjennem og tog næsten hele Batailionen Tilfange og kom helt igjennem ned til os, vi holt dem saar lenge intel der kom Reserve Truppe og jalp os, og sar slog vi Dem tilbage i vores Stellen, og der sidde de nu, de har en Front paar 100 m af vor Besat, der bleve kempet enu, haabeligt for vi dem helt tilbage.

Kjære Fader vil Du ikke gaar hen til P. Clausen og meddele ham at Christian morske er i Fangenskab, vis han ikke höre fra Ham. Thi det tredie Batalion er næsten alle i Fangeskab. Jeg vil ogsaar meddele Eder at P. Iversen er bleven Saaret i Benet.

Nu ikke mere denne gang slutte derfor med mange hjertelige Hilsener til Eder alle fra Eders Sön
Nicolai

Jeg er enu Sund og rask. I maar ikke være Udrolige, for vi ligge 1000 m bag i Reserve.

(Nicolai Clausens breve befinder sig på Sønderborg Slot)