30. juni 1915 – Peter Østergård: “Den ene dag er som den anden”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86 på Vestfronten. I begyndelsen af maj fik han sin første orlov, men i slutningen af måneden var han tilbage i skyttegravene i Frankrig.

I skyttegraven d. 30. Juni 1915.

Egentlig ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig, men måske kommer der nok noget, efterhånden som pennen glider hen over papiret. Livet leves jo her under indtrykket „ensformigt”. Den ene dag er som den anden, kun vejrliget og artilleriilden sætter lidt præg på dem, ellers er det altid det samme, de samme vagter, det samme arbejde. — Nu har vi i et halvt år stået og set ud gennem skydeskåret og hele tiden haft det samme billede for os. Kun årstiderne har lånt det nye farver. Skal vi se det nu grønne blive gult, eller får vi fred forinden, dærom kredser tankerne stadig. Skyttegravene er som før, og oven over os har vi stadig den samme smilende sol med enkelte højtgående skyer. Bag ved os ser vi tagene af den sammenskudte by. Andet kan vi ikke se, for så skal vi for højt op med hovedet, og det kan fransk mændene så se. Vi kan her få et lille indtryk af, hvad det vil sige at være indespærret.

Der er intet, der rigtig kan sætte tankerne i bevægelse. Kammeraterne kender vi næsten ud og ind. Vi har ikke meget at tale om, for livet her har ikke vor interesse, og ude omkring sker der ikke ret meget, som vi ikke ved forud. Dærfor kan man godt forstå, at kortspil får mere og mere indpas, — ja for enkelte er det ved at blive til en last. De har ikke tid til andet og spiller lidt højt. Men for andre er det en uskyldig tidsfordriv. De får tankerne bort fra den meningsløse tilværelse, vi fører.

Skønt det ikke kunde falde mig ind at give mig til at spille kort, så tror jeg dog, at det er bedre end at sætte sig og gruble over det hele, som vor ven Rasmus Nissen er slem til. Derved bliver det hele meget værre, og det ender med tungsind, og det må man vogte sig for. Det kan jo være trist og tungt nok for os at være her, vi for hvem det hele er et onde, men det gælder om at se bort fra øjeblikkets nød, se lidt stort på det hele og håbe på fremtiden, håbe, at den efter disse onde dage vil bringe mange lyse og gode.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 100)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *