16. oktober 1915. Ved Loretto-højden: “Der var kun 15 meter over til franskmændene …”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Den følgende dag fordrev vi tiden med at drive omkring. Vi lyttede til alle de urimelige rygter, der sattes i omløb om kampene på Lorettohøjdeme.

Klokken fem om eftermiddagen trådte vi an med stormoppakning. Vi var nu klar over, at der forestod os en varm omgang. Hver enkelt fik desuden tildelt en dobbelt „Jernportion”, desuden tre hundrede patroner.

Kaptajn Schellin holdt en tale til os. Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde; men han sagde dog: „Det kan godt være, at fjenden smider os ud af vore stillinger, men det gør ikke noget, for så tager vi dem omgående tilbage.”

Der var vel ingen, der tog kaptajnens ord bogstaveligt, men de skulle dog, inden vi var nået frem til næste dags aften, gå i opfyldelse.

Vi marcherede af sted i retning af Sallaumines. Da Lens var passeret, gjordes holdt. Så længe det var lyst, kunne vi ikke marchere videre. Indtil nu havde kaptajnen siddet højt til hest, men nu sendte han sin oppasser tilbage med den.

Endelig fik vi befaling til at gå videre frem, men gruppevis, dvs. otte mand ad gangen. Granaterne susede hen over vore hoveder, og dersom en granat gik ned i det samlede kompagni, ville det have frygtelige følger. I halvtreds meters afstand rykkede grupperne nu frem, og efter en times forløb nåede vi landsbyen.

Landsbyen bar skrækkelige mærker af de sidste dages hårde kampe. Nogle sårede, der var på vej tilbage, fortalte, at landsbyen for kun to timer siden havde varet i franskmændenes hænder, men de var nu drevet tilbage.

Overalt var der sønderskudte og sammenstyrtede huse. — Hele kompagniet stod nu samlet i landsbyens nærmeste udkant, hvor vi var nogenlunde i dækning for geværkugler. Vi var tavse, vi følte os underligt til mode, enhver hengav sig til alvorlige tanker. Granaterne hylede hen over vore hoveder, og med skarpe smæld slog geværkuglerne imod husenes mure.

I min gruppe befandt sig også en ældre landeværnsmand. Han var meget forsagt og modfalden, hans ansigt var kridhvidt, og han rystede som et espeløv. Ved siden af ham stod en mand fra Bajern, en kynisk fyr. Da han fik øje pa den angstfyldte landeværnsmand, sagde han til ham: „Nå, kammerat, nu kan du godt gøre dit testamente!”

Den stakkels landeværnsmand var i en frygtelig situation. Han havde en forudfølelse, en anelse om, at han ville falde, og det kom til at slå til, for næppe ti minutter senere var han slettet af livets bog, og mærkeligt nok skyldtes hans død et hændeligt uheld med en af de håndgranater, han bar på sig.

Mens vi stod i lå bag husene, blev vi forsynet med håndgranater. Vi bar dem i små sække, og en del af dem anbragte vi på livremmen. Vi fik nu befaling til at gå frem gennem en løbegrav, der førte ud til den forreste linie. Løbegraven lå under stadig bombardement fra franskmændene og var mange steder fuldstændig jævnet med jorden, og her var der ingen dækning. Da vi var kommet et lille stykke frem, lød der ca. fire til fem meter foran mig et brag, og samtidig hørtes skrig og råb om hjælp.

Den stakkels landeværnsmand havde ved en uforsigtighed bragt en håndgranat til eksplosion, og han blev dræbt på stedet. Tre mand blev såret, den ene af dem endda hårdt.

Vi gik videre, skrævende over den døde og over de sårede.

Endelig nåede vi frem til de første vagtposter fra det garderegiment, der holdt første linie besat, og som vi skulle afløse. Da de fik øje på os, sagde en af dem: „Sikken mængde mennesker I er, men var overbevist om, at I ikke alle kommer levende herfra.”

Jeg blev irriteret over hans lidet vel anbragte udråb og svarede: „Hold mund, din slyngel, det behøver du ikke at gøre os opmærksom på.”

Vi vidste nok, at det var et farligt — og blodigt — sted, vi var kommet ud til, så det var derfor ikke nødvendigt, at han ved allehånde dumme bemærkninger og ytringer skulle gøre det hele værre, end det var.

Vi kom længere frem i graven. Det gik kun langsomt, for vi snublede af og til over faldne soldater, der endnu lå her fra de sidste dages kampe. Oppe på jorden kunne man i mørket skimte dynger af lig. Døden havde i den sidste uges tid gjort en rig høst, og alt tydede på, at mange af os, måske også jeg, ville falde her for knokkelmandens hvasse le.

Det så skrækkeligt ud i første linie. Skyttegraven var efterhånden så udtværet af granatnedslag og så bred, at den egentlig slet ikke mere fortjente navn af grav. Det hele lignede en lavning, en svag sankning i jordsmonnet.

Hist og her var der opstablet sandsække, og foran dem eller bag dem var anbragt stålplader. Alt var i en forfærdelig redelighed. Rundt omkring lå sprængte revolverkanoner, maskingeværer, infanterigeværer og bajonetter, og der var dynger af udrustningsgenstande og lemlæstede lig. Denne uhyggelige stilling var det nu blevet vor opgave at holde mod mulige angreb.

Det var mørk nat, bidende koldt, og der lå en tæt tåge over hele egnen. Vi stod alle mand ved geværerne og fyrede løs for at holde fjenden fra livet.

Der var kun femten meter over til franskmændene, og det var derfor en let Sag at overdænge hinanden med håndgranater.

Det lynede, det bragede ustandseligt hele natten igennem. I min nærhed dræbte en håndgranat fire mand og sårede tre, og de såredes jamren og klagen blandede sig med eksplosionernes buldren og bragen. Artilleriet rasede fra begge sider. Hele vort bagterræn lå under spærreild. Vi kunne ikke få de sårede tilbage.

DSK-årbøger, 1955

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *