19. december 1915. Underjordisk krig ved Moulin

Kübler, underofficer ved Regiment 84’s 6. kompagni, beretter om den underjordiske krig.

Efter tilbagevenden fra østfronten til vestfrontens stillingskrig syntes livet os ensformigt og afstumpende. Vi var jo vant til fremrykning og nye oplevelser hver dag.

Således kom 2 mand fra mit kompagni på den idé grundigt at undersøge Estorf-Nase-minegangen i stillingen ved Moulin, som af os var betegnet med et skilt: “Korteste vej til Paris.” Begge havde tilbragt flere gange to timer derinde som lyttepost.

Da jeg en aften – det var kort før jul 1915 – som skyttegravstjenstgørende underofficer kommer ned i den underjordiske gang for også her at kontrollere alt, var de to ved en lommelampes skær ved at undersøge den yderste ende af hulen.

Efter kort tid trak de en sandsæk ud af væggen foran sig. Vi var alle tre overraskede og temmelig forskrækkede, da vi gennem hullet, som havde været stoppet af sandsækken, kunne se ind i en yderligere minegang.

Yderste forsigtighed var nødvendig. Der kunne jo sidde en franskmand på den anden side og give os en venlig hilsen i form af en håndgranat eller lignende. Men det forblev altsammen stille.

Så gik vi i gang med at undersøge hulen med lommelampen. Vi fandt den tom. Men pludselig hørte vi franske ord og skridt, der kom imod os. Det gik over. Hurtigt blev hullet stoppet til igen, og vi lyttede alle tre, fornemmede også en mumlen.

Da vi efter nogen tid igen tog sandsækken væk, så vi, hvordan adskillige mennesker netop fjernede sig. Det blev klart for os, at franskmanden kun nu og da sendte en patrulje ind i sin minegang.

Efter at jeg havde beordret de to poster til at være meget opmærksomme, gik jeg selv til min delings-og kompagnifører for at aflægge rapport. Undervejs traf jeg Unteroffizier Madea fra min deling, hvem jeg fortalte om min oplevelse. Denne, en gammel feltsoldat, begav sig straks ind i minegangen. Da jeg sammen med min delingsfører kom tilbage til de tre, havde de ikke været uvirksomme. De havde allerede undersøgt den anden side grundigt og konstateret, at der langs begge sidevægge gik en stærk tråd, der førte ned i jorden. Vi vidste nu, at vi sad på en krudttønde.

Først måtte tråden klippes over. At gøre det med en almindelig trådsaks var ikke ufarligt, fordi tråden jo godt kunne være ladet med elektrisk strøm, Der blev derfor forespurgt ved bataljonen, om dér fandtes en saks med isoleret håndtag. Da dette ikke var tilfældet, måtte altså en almindelig saks bruges.

I mellemtiden havde Unteroffizier Madea og de to vagter, det var menig Jordan og menig Spiro, besluttet sig til at kravle igennem gangen og hente en fransk vagtpost ud af gangen. Hullet i væggen blev hurtigt udvidet. Snart var det så stort, at alle kunne komme igennem.

Forsigtigt krøb den ene efter den anden ind i den franske gang, én tog en trådsaks med, og snart var de forsvundet. Jeg blev i stor spænding tilbage sammen med min delingsfører. Det varede ikke længe, da kom alle tre hurtigst tilbage, desværre uden franskmand.

Unteroffizier Madea og menig Jordan krøb straks gennem hullet tilbage til os, mens menig Spiro vovede at klippe ledningstråden over. På begge sider skar han et stykke på ca. 50 cm ud. Så krøb også han hurtigt tilbage. Det var på høje tid, for nu kunne man igen høre stemmer og trin. I al hast blev hullet igen stoppet så godt som muligt, desværre blev der en lille åbning tilbage.

Den franske patrulje mærkede til vor beklagelse, at der var foregået noget i minegangen og opdagede også den afbrudte ledningstråd. Som vi kunne konstatere, blev to vagter tilbage, ikke til vor glæde, for vi havde jo endnu en udgravning foran os. Det blev der så ikke noget af. Vi måtte altså begrænse os til at passe nøje på, om franskmændene forlod minegangen. Skete det, så kunne man frygte en sprængning, og også vore vagtposter måtte så forlade minegangen.

Næste dag blev den franske mingang røget ud. En pioner satte forsigtigt tre kasser med hver to stinkbomber imod den væg, i hvilken hullet befandt sig. Mod vor side blev kasserne yderligere fordæmmet med tre lag sandsække og så bragt til sprængning med elektrisk tænding.

Stakkels franskmænd! – Efter nogen tid hørte vi en brusen som fra en pumpe. Franz var altså i gang med redningsarbejdet. Det blev han ikke forstyrret i.

I de næste dage kunne vi ikke give minegangen stor opmærksomhed. Kun fra tid til anden blev der sendt en patrulje derind.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

3 tanker om “19. december 1915. Underjordisk krig ved Moulin”

    1. Kære Jytte
      Ja, der findes en ret omfattende Regimentshistorie: “Hülsemann: Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 (1914-1918). in: Einzeldarstellungen von Frontkämpfern. Erinnerungsblätter der ehemaligen Mansteiner. Hamburg 1929.” og “Hülsemann: Das Infanterie-Regiment v. Manstein (Schleswigsches) Nr. 84. (Erinnerungsblätter deutscher Regimenter: Infanterie-Heft 11). Verlag Gerhard Stalling. Oldenburg i.O./Berlin 1922.” Til næste år udgiver vi (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune og Museum Sønderjylland) en forkortet oversættelse. Der findes desuden talrige beretninger af sønderjyder, der gjorde krigstjeneste i Regiment 84. Og endelig vil jeg fremhæve Claus Bundgård Christensens bog “Danskere på Vestfronten”, der navnlig følger de to infanteriregimenter 84 og 86 samt reserveinfanteriregiment 86.
      Hvis du i søgefeltet på hjemmesiden skriver “Regiment 84” vil du endvidere finde en masse beretninger fra regimentet.
      Vi planlægger at lægge kampkalendere op for en række regimenter i det kommende år – dvs. korte oversigter over, hvilke kamppladser regimenterne kæmpede på.
      mvh
      René

  1. jeg er specielt interesseret i reserveinfanteriregiment 86. 13. kompagni, hvor min morfar var tjenstgørende indtil han faldt i april 1916. Iver Thorvald Kjeldsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *