15. juni 1915 – Friedrich Nissen: “bag Skoven ligger Russerne”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaret ophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han 15. juni:

“Foran os har vi en Skov, den er besat at vore Forposter, bag Skoven ligger Russerne paa ca. 800 Meters Afstand. Stillingen er særlig god, da Skoven foran os hindrer Artilleriet i at beskyde os med større Virkning, de kan nemlig ikke see om de rammer. Dagen er mest helt rolig, Natten derimod ikke, da nærmer sig de russ. Vorposter Skoven, betræder den ogsaa til Tider og derved kan Forposterne ikke forliges og Knalderiet er der, endnu har vi ingen Tab havd her i denne Stilling. Vejret er ganske storartet kun er det alt for varmt, det har ikke regnet i 8 Uger. For et par Dage siden var der stærk Tordenvejr her, dog ogsaa uden Regn. Endelig i Gaar, den 14.6 fik vi lidt Regn og i Dag, hvor vi er i Skyttegraven regner det ogsaa. Jeg kan sidde i min Hule, saa det har mindre at sige, men godt er det for Landet og ogsaa for Støvet, at vi faar Regn. I Morges skal vi afsted hen til et andet Sted, hvorhen vides ikke der siges til Prasz ca. 80 Klm March herfra. 15.6. i Skyttegraven, vi skal afløses i Dag.”

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *