Thyge Thygesens mor skriver til sin søn, som hun troede død ved Somme. Hun har lige erfaret, at han ligger såret på lazaret i Tyskland – men i live!
Min egen elskede Thyge!
Gud ske Lov, at vi nu lige fik dit Brev. Nu vi har ikke vidst, at du var der, for der har stået på Brevene og Pakkerne, Lazareth unbekannt. De er kommen tilbage.
Herren være evig Pris og Tak lille kære Thyge. Tror du vi må komme og besøge dig, når du bliver lidt bedre. Åh, min Dreng! Jeg kan ikke skrive mere nu lige. Hjertet er for fuldt. Tror du, at du kan tåle at skrive lidt hver Dag?
O, Gud ske Tak og Pris. Skal vi sende dig Pakker?
Tusinde Kærlige Hilsner fra os alle, din egen Mor.
Hvis du ikke kan tåle det, må du jo ikke skrive hver Dag. Lille Thyge, vi ved jo nu Gud ske Lov hvor du er og vi er opfyldte af Tak og Lov. Jeg skriver i Morgen igen. Gud ske Tak, min lille søde Thyge, at vi har hørt nu fra dig, vi var så angst for dig. Herren ske Lov og Pris, din egen Far. Meddel os når vi må besøge dig
Hvorfor har du ikke skrevet fra lazarettet ,hvor du er? Åh, min Dreng, min elskede Søn.
Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009.
Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.