Hans M. Lunding fra Jels gjorde krigstjeneste ved 2. Garde-Ulanen-Regiment. I Efteråret 1918 var han efter et lazaretophold på regimentets reservedepot på kasernen i Moabit i Berlin.

Et par dage efter at revolutionen var brudt ud kom 3-400 matroser
fra Kiel til kasernen, og de følgende dage steg tallet til omkring 600.

De blev under stort postyr indkvarteret i ridehusene.

Til kasernen kom også en fodfolksbataljon, der af arbejder- og
soldaterrådet straks blev opfordret til et mytteri, som kom til at
gå hårdt ud over officererne.

Forholdene var nu fuldstændig kaotiske. 1500 røde soldater
ledsaget af en masse kvinder stormede en dag kasernen. De rev
epauletterne af officererne og brækkede deres sabler, og kaserneområdet blev plyndret for alt af værdi.

Jeg så f. eks. kvinder forlade området med store bundter af sadelremme, hvad de så end ville bruge dem til.

Også hestene blev solgt af de oprørske soldater.

Der blev ikke udbetalt lønninger, og forsyninger fik vi ikke.

Vi måtte selv skaffe os til livets ophold, og jeg må erkende, at jeg også var med til at sælge sække, sadeltøj og presenninger til marskandiserne i Neukoln for overhovedet at skaffe mad.

Vi få danske nordslesvigere ved depotet holdt os ellers uden for dette tyske opgør. Vi var kun interesseret i at komme hjem, fordi vi var klar over, hvad der var i gære i Nordslesvig.

På den anden side skulle de tilbageværende heste passes, og det var der ingen andre, der tænkte meget på. I de første forvirrede revolutionsdage var det heller ikke muligt at komme bort fra Berlin, hvor der blev kæmpet mange steder.

Kejsertro officerskredse og anti-socialdemokratiske grupper dannede frivillige korps og bekæmpede revolutionen. På et vist tidspunkt var de fleste af broerne over Spree besat af officerer med karabiner, pistoler og håndgranater. De havde opstillet pigtrådsspærringer, og der udkæmpedes veritable kampe mod soldaterrådsgrupperne, som blev hjulpet af f. eks. de mange matroser, som var strømmet til fra Kiel med tog og lastbiler.

[…] Den nye regering begyndte dog ret hurtigt at gøre sig gældende,
og krigsminister Noske fik en form for orden på tingene.

Han bestemte, at de tre yngste årgange soldater ikke måtte hjemsendes fra de beredne regimenter, fordi hestene skulle passes.

General Gröner, der hældede stærkt til den socialdemokratiske side, blev øverstkommanderende for resterne af den tyske hær, og han fik efterhånden nogenlunde kontrol over situationen.

Oberst H.M. Lundings erindringer: “Stemplet fortroligt!” (Gyldendal, 1970).

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 9. November 1918.

Næppe havde jeg i Morges forladt mit Værelse, før jeg blev opringet af Bjørn Bjørnson. Han meddelte mig, at da Toggangen nordpaa var standset, kunde han ikke, som det havde været hans Hensigt, rejste videre i Dag. Som Følge deraf modtog han paa egne og Fruens Vegne med Glæde Indbydelsen til at deltage i Banketten i Aften.

Da jeg ved Nitiden gik hen i Rigsdagen, var Gadebilledet noget nær det samme som i Gaar. I Læsesalen fandt jeg allerede mange Kolleger af de borgerlige Partier samlede i ivrigt diskuterende Smaagrupper. Stemningen var meget trykket. Man var ikke længere i Tvivl om, at Uvejret hang lige over Hovedet, og ængstelig for, hvad der vilde komme.

Jan Fegter, som var den første, jeg talte med, sagde, at Flertalssocialisterne vilde træde ud af Regeringen, fordi Kejseren endnu ikke havde nedlagt Kronen, og de under disse Omstændigheder ikke længere kunde holde Masserne tilbage. For Tiden var de samlede ovenpaa i deres Fraktionsværelse for at fatte vigtige Beslutninger. Inden Aften vilde Republiken sikker blive erklæret.

Fischbeck og Arnold, som jeg derefter talte med, var at samme Opfattelse. Monarkiets sidste Time var inde. Fra alle Sider indløb der Beretninger om styrtede Troner og Oprettelse af Arbejder- og Soldaterraad, som har taget Magten.

Korfanty kom og vinkede mig til Side. „Der staar opstillet Maskingeværer paa alle Gadehjørner,” sagde han. „Blodige Kampe er nær forestaaende, men Udfaldet kan ikke være tvivlsomt. Republiken vil snart blive proklameret. Derefter vil der blive udskrevet Valg til en grundlovgivende Rigsdag, som skal træde sammen senest om 4 Uger. Hvordan skal vi saa forholde os? Hvad mener De? Skal vi opstille polske og danske Kandidater for at spærre Tyskerne ude, eller skal vi afholde os fra Deltagelse i Valgene?”

Jeg svarede: „Vi skal foreløbig roligt afvente Begivenhedernes Udvikling og saa handle efter Konduite, naar Tiden er inde.”

Flertalssocialisterne forhandlede imidlertid vedvarende ovenpaa, og Spændingen voksede. Et Kvarter før 10 gik jeg ud i den store Foyer for at fange en eller anden, naar Mødet var hævet. Før jeg naaede hen til Nedgangen til Garderoben, mødte jeg Ebert, fulgt af Legien og Schopflin. Ebert var rolig og ligevægtig som altid. Idet han gik forbi mig, hilste han som sædvanlig med sit lille venlige Nik og forbindtlige Smil. Der var ikke noget usædvanligt at mærke paa ham. Støt og sindig gik han sin Gang uden at haste, men ogsaa uden at standse og uden at lade sig anfægte af Brændingens Brus.

Legien saa derimod endnu mere overanstrengt og nervøs ud end sædvanlig. Schopflin gik ned ad Trappen til Garderoben, og jeg fulgtes med ham. „Saa,” udbrød han, „nu er det forbi.”

Jeg: »Er De udtraadt af Regeringen?”

Schopflin: „Ja, der var ikke andet at gøre. Vi var nødt til at springe ind i Revolutionen nu, hvis vi ikke vilde miste Herredømmet over Masserne.”

Da vi naaede ned i Garderoben, stødte vi paa Rigsfinansminister Schiffer, som lige ankom ledsaget af Junck og flere nationalliberale Førere. Da Schopflin saa Schiffer, tilraabte han ham: „Nu er det forbi!”

Schiffer: „Hvad mener De?”

Schopflin: „Vi er for en Time siden udtraadt af Regeringen.”

Ved at høre det sank Schiffer i Knæ. „Men det er jo forfærdeligt!” raabte han yderst ophidset. „Var det ogsaa nødvendigt?”

Schopflin: „Ja, det var helt uundgaaeligt, vi kan ikke holde Masserne længere. De har allerede nedlagt Arbejdet og er gaaet ud af Fabrikerne. De har nu faaet nok af Svindelen. Den Karl, han vil jo ikke gaa!”

Schiffer: „Vi venter hvert Øjeblik Kejserens frivillige Tilbagetræden. Foreligger den ikke inden Middag, vil han blive afsat. Udsæt for Guds Skyld Deres Beslutning i nogle Timer!”

Schopflin: „Nej! Vor Beslutning staar fast og kan ikke rokkes. Nu gælder det kun om at hindre Blodsudgydelse.”

Junck rystede paa Hovedet.

Schiffer: „Vi vil straks proklamere Kejserens Afsættelse. Gør endelig hvad De kan, for at faa Beslutningen kaldt tilbage!”

Schopflin: „Nej, Beslutningen kan ikke kaldes tilbage! Afgørelsen er falden. Hvad Kejseren gør eller ikke gør, er nu ligegyldigt. Men jeg maa afsted til Johannistal for paa Partiets Vegne at tage imod en Deputation fra Arbejder- og Soldaterraadet i Wilhelmshafen, som ankommer pr. Luftskib.”

Vi gik ud. Schopflin fik fat i en Bil. Jeg slog Døren i, og han suste afsted. Jeg gik derpaa en Tur ind i Byen. Store Skarer, mest unge Mænd og Kvinder, som arbejder ved den lettere Industri inde i Byen, fyldte Gaderne. Mændene havde røde Blomster, nogle ogsaa røde Tøj stykker i Knaphullet, nu og da raabes der: „Leve den sociale Republik!” Her og der blev der stukket røde Faner ud af Husene. Enkelte Sporvogne havde ogsaa hejst den røde Fane. Ekstrablade med Meddelelse om, at Kejseren har nedlagt Kronen, spredtes til alle Sider. Gadehjørnerne var endnu spækkede med Maskingeværer.

Der kørtes Kanoner op, og hørtes Geværild flere Steder i Byen.

Jeg spiste i en Fart lidt Frokost i en Restauration ved Potsdamerplatz og vendte atter ved 12-Tiden tilbage til Rigsdagen.

Stimmelen og Trængslen paa Gaderne var bleven større, de røde Faner talrigere. Op Unter den Linden, ind gennem Tiergarten og op ad Koniggrätzerstrasse, fra alle Sider marcherede lange Tog af kraftige Mænd taktfast frem imod Rigsdagsbygningen.

Det var veldisciplinerede Folk. Næsten alle bar røde Blomster i Knaphullet. Ved Siden af gik Ordensmarskaller med røde Baand om Armene. Røde Faner, revolutionære Sange, Leveraab for den sociale Republik saas og hørtes til alle Sider.

Foran Rigsdagsbygningen var der en stærk Trængsel. Tilfældigt ankom jeg sammen med Ebert, hvem Masserne under stærke Leveraab gjorde Plads for. Jeg sluttede mig med et Par Kolleger til ham og naaede saaledes op paa Trappen ved Portalen ud imod Brandenburger Tor.

Fra Trappen havde jeg et klart Overblik over Stillingen. En stor Lastbil kom susende og holdt foran Portalen. Foran tre Maskingeværer, bag dem en Snes Riffelskytter i skudfærdig Stilling, over dem en mægtig rød Fane. Matroser med Patronbælter over Skuldrene og Riflerne i Haanden trængte sig frem, rede til Kamp.

Fra de tyske Ingeniørers Foreningsbygning, som ligger lige overfor  Rigsdagsbygningen, var der bleven fyret, og der var baade Saarede og Døde. Ilden var bleven besvaret og Bygningen stormet. Kampen var nu standset.

Ved et aabent Vindue i Rigsdagsbygningens 4. Sal saa jeg Scheidemann, Dr. Südekum og flere. Scheidemann talte, men ingen kunde høre, hvad han sagde for de stadige Leveraab for Republiken, Suset i Tiergartens Trætoppe og den øredøvende Larm, der fyldte Luften.

Mens jeg saaledes stod paa Trappen og betragtede de bevægede Scener, der her opførtes, traadte den konservative Fører, Grev Westarp, ud af Rigsdagsbygningen. Han kastede et sky Blik tilhøjre, hvor Lastbilen holdt med sine kampberedte Folk og sin mægtige røde Fane, og sank fuldstændig sammen. Sky og duknakket søgte han derefter stilfærdigt at bane sig Vej gennem Masserne, som ikke kendte ham, og forsvandt efter Dorotheenstrasse.

Jeg gik ind i Bygningen, op i Rigsdagens Læsesal og traadte ud paa Altanen imod Bismarcks Mindestøtte. Herfra mente jeg, at jeg bedst kunde følge Begivenhedernes videre Udvikling.

De foregaaende Dage havde jeg herfra iagttaget store altyske Demonstrationer. Paa den mægtige Plads omkring Støtten og helt over imod Siegessäule samledes der nu stadig større Folkemasser. Ustandselige Leveraab for den sociale Republik fyldte Luften. Her og der saas Talere i Forsamlingen, men det var under den herskende Larm umuligt at forstaa et Ord af, hvad de sagde.

Pludselig gik Døren bag mig op, og Scheidemann, ledsaget af Dr. David, Dr. Südekum og flere socialdemokratiske Førere, traadte ud paa Balkonen. I Følge med dem var Dr. Friedegg. „Men De blev jo arresteret i Gaar,” tilraabte jeg ham, „hvorledes kommer De saa her? „Fangerne er allerede løsladte i Morges,” svarede han.”

„Her maa det være,” udbrød Scheidemann, „herfra lader det sig bedst gøre, men jeg maa op paa Balustraden!” Idet han sprang op, saa han mig og sagde: „Aa, hold mig i Skøderne, mens jeg taler.”

Saa tog han Ordet. Larmen standsede. Og i korte velformede Sætninger raabte han ud over Forsamlingen:

„Medborgere! Arbejdere! Partifæller! Det monarkiske System er brudt sammen. En stor Del af Garnisonen har sluttet sig til os. Hohenzolleren har takket af. Leve den store tyske Republik! Fritz Ebert er udnævnt til Rigskansler. Jeg har faaet i Opdrag at danne en ny Regering, som omfatter alle socialdemokratiske Retninger.

Rigsdagsmand Göhre er udnævnt som Tilforordnet ved  Overkommandoen og vil medundertegne alle Forordninger. Nu maa det være vor Opgave ikke at plette den fuldstændige Sejr, som det tyske Folk har vundet, saa vi i al Fremtid kan være stolte af Dagen i Dag. Derfor beder jeg Dem: Sørg for Ro og Orden. Sørg for at Sikkerheden ikke forstyrres. Sørg for, at Republiken, som vi opretter, ikke trues fra nogen Side! Længe leve den frie tyske Republik!”

Talen blev besvaret med stormende Hurraraab.

Under Scheidemanns Tale var Folkemasserne neden under Altanen bleven trængt til Side af en stor Lastbil, hvorpaa der stod en Del uafhængige Socialdemokrater. Bilen arbejdede sig hen under Altanen, og da Scheidemann sluttede, tog Rigsdagsmand
Vogtherr Ordet og udraabte nu ligeledes fra Lastbilen Republiken. Men Larmen var bleven saa stærk, at hans Tale druknede i Hurraraabene.

Jeg forlod nu Altanen med de socialdemokratiske Førere.

I Foyeren meddelte man mig, at I. Jægerbataillon og Kejser Alexander-Regimentet allerede i Formiddags efter Paavirkning af Rigsdagsmand Weis, som i Morgenstunden modigt havde vovet sig ind i Kasernerne, havde sluttet sig til de Revolutionære.

Jeg banede mig Vej gennem Masserne ud i Byen for at iagttage Begivenhederne der.

Ad alle Gader, som stødte op imod Rigsdagsbygningen, bevægede sig endeløse Tog. Mænd og Kvinder bar røde Farver. Sporvognene havde nu alle røde Faner oppe. Paa næsten alle Huse var der hejst røde Faner. Guderne maa vide, hvorfra man i en saa tøjknap Tid fik alt det røde Tøj, der her blev brugt.

Store Lastbiler med Riffelskytter og Maskingeværer suste gennem Gaderne og optog Kampen med de Tropper, der endnu gjorde Modstand.

Men de fleste Tropper syntes allerede at være gaaet over til de Revolutionære og gjorde fælles Sag med dem. Nede ved Slottet lød der Kanonade, her og der knitrede Maskingeværerne. Enkelte Steder var Gaderne afspærret, fordi Kampen vedvarede, men i det hele syntes de Revolutionære allerede nu i de første Eftermiddagstimer at have sejret over hele Linjen.

Det gamle Systems Modstand var øjensynlig brudt fuldstændig sammen ved det første Stød.

Paa Koniggrätzerstrasse kom en gammel hvidhaaret General kørende i aaben Droske. En Flok unge Bengler standsede Vognen og rev den gamle Mand ud af den. Han bad om at faa Lov til at køre videre. „Jeg er jo slet ikke længere aktiv,” sagde han bønligt. „Jeg har med Hæder deltaget i tre Felttog, lad mig dog faa Lov til at køre hjem.” Men hans Bønner var forgæves. Man rev brutalt de mange Ordner, der smykkede hans Bryst, af ham og smed dem klingrende henad Gaden. Hjelmen gik samme Vej, Kaarden blev brækket, Akselstykkerne revet af Uniformen. Barhovedet, knupset og stødt maatte den gamle Mand saa se, hvordan han kunde naa videre hjemad gennem de ophidsede Masser.

Af saadanne stygge og frastødende Scener var jeg Vidne til flere. Forbitrelsen vendte sig især imod Officererne.

Ved Siden af forefaldt der selvfølgelig ogsaa under Ophidselsen mange komiske Optrin. Da jeg ved 3-Tiden vendte tilbage til Rigsdagen, stod Dr. Sildekum paa Trappen med en vældig rød Blomst i Knaphullet og holdt en Tale til Folket. Han advarede imod at udlevere Vaaben til Civilister. Soldaterraadene maatte her holde Justits. Der forelaa allerede daarlige Erfaringer. Uheldige Elementer havde med Vaaben i Haand søgt at afpresse Civilbefolkningen Penge. Det gjaldt om at forebygge den Slags Udskejelser og opretholde Ro, Orden og Sikkerhed i Byen.

Talen var sikkert velment, og Advarsler af den Art i høj Grad paakrævede. Men den druknede i Larmen. Ophidselsen var for stor til, at den Slags Henstillinger kunde finde Ørenlyd.

Da jeg kom op i Rigsdagsbygningen, var den store Foyer tæt besat af Civilister og Soldater, alle velbevæbnede. Jeg troede først, at det var Arbejder- og Soldaterraadet, der havde taget Rigsdagsbygningen i Besiddelse, men opdagede snart, at det var en Fejltagelse. Rigsdagsmand Ewald stod paa en Stol og forsøgte at tale. „I Formiddags,” begyndte han, „saa det endnu betænkeligt ud. Rigsdagen var da endnu ikke besat af vore Fæller, men nu er Faren ovre, Arbejder- og Soldater raadene har Magten, og nu maa der sørges for Sikkerhed og Orden —”

Mere fik han ikke sagt, før han blev afbrudt af ophidsede Raab. En Militærlæge sprang op paa en Stol og raabte: „Partifæller! Vi har ingen Tillid til Rigsdagen. I fire Aar har den haft Hæftet i Haanden, men glemt at bruge Klingen. Nu har vi Magten. Vi er Folkets Repræsentanter. Det er os, der nu bestemmer, hvad der skal gøres! Ovenpaa sidder den gamle reaktionære Bande og vil endnu ikke slippe Tøjlerne. Lad os gaa op og kræve dem til Regnskab!” Stormende Tilslutning.

Der var i det samme en, der slog mig let paa Skulderen. Jeg vendte mig om og saa den østerrigske Journalist Dr. Hofrichter.

„Sig mig, hvad er det dog for Folk?” spurgte jeg. „Es ist eine ganz wilde Bande,” sagde han. Jeg kastede et Blik henover Skaren og fandt, at han havde Ret. Jeg talte 6 eller 7 Militærlæger i Uniform ved Siden af de værste Bolsheviktyper, hvem Fanatismen lyste ud af Øjnene. Henved en Femtedel af Forsamlingen var Civilister, men velbevæbnede med Karabiner og Rifler og med velspækkede Patronbælter tvers over Skuldrene.

Der taltes videre. Den ene efter den anden sprang op paa en Stol og talte.  Fanatismen og med den Ophidselsen voksede. En anden socialdemokratisk Rigsdagsmand søgte at faa Ordet, men blev straks revet ned og stødt til Side. Der blev gjort Mine til at trænge ovenpaa, hvor Revolutionens Ledere med Scheidemann og Ebert i Spidsen var forsamlede i Flertalssocialisternes Fraktionsværelse.

Da traadte Ebert frem ved Rækværket ovenpaa og skaffede sig hurtigt Ørenlyd. „Partifæller!” raabte han, „vi kan umuligt modtage Eder alle heroppe. Men hvis I vil vælge en Deputation, som kan forebringe os Eders Ønsker, saa er vi rede til at modtage den.”

Der udspandt sig nu en hidsig Diskussion om Eberts Forslag. Taler efter Taler tog ophidset til Orde pro et contra. Men der stod bevæbnede Soldater paa Trappen. Det Argument virkede, og det blev besluttet at sende en Deputation op. Men hvorledes skulde man faa den valgt i en Forsamling, hvoraf den ene ikke kendte den anden?

Da fremstod der en Taler, som foreslog, at man simpelthen skulde udpege hver 10. Mand til Medlem af Deputationen. Dette Forslag vandt almindeligt Bifald. En kraftig Stemme raabte: „Træd an!” Og Forsamlingen stillede sig hurtigt op i tre Rækker og slog som veldisciplinerede preussiske Soldater Hælene sammen. Forslagstilleren traadte derefter frem og talte ned ad den første Række til 10. „Træd frem!” sagde han derpaa.

Manden traadte et Skridt frem. „Er De organiseret Partifælle? spurgte han. „Javel!” „Er der nogen, der kender Partifællen?” spurgte han derpaa henvendt til Forsamlingen. Ingen svarede. „Er der nogen, der har noget at indvende imod, at han træder ind i Deputationen?” Ingen svarede. „De er valgt,” sagde han derpaa, træd til Side'” Derpaa talte han atter op til 20. „Træd frem!” Samme Spørgsmaal og samme Svar. Og saadan gik det videre de tre Rækker igennem, indtil man havde faaet en Deputation paa ca. 30 Mand sammensat. Alle var organiserede Partifæller, ingen kendte hinanden, men ingen havde noget imod, at de Udpegede tiltraadte Deputationen, og saaledes kom man over det vanskelige Spørgsmaal.

Da Deputationen derpaa tog Affære, vendte Dr. Hofrichter sig smilende om imod mig og sagde med det bevingede Ord, Kong Wilhelm efter Slaget ved Sedan sendte til Dronning Augusta: „Welche Wendung durch Gottes Fügung!”

Jeg trængte mig frem til Læsesalen. Den var tom. Kun min gamle Ven Jan Fegter, den djærve østfrisiske Bonde, stod i en Vinduesniche i dybe Tanker. Jeg spurgte ham: „Hvad tænker De paa. Han saa op paa mig og svarede: „Jesus Sirach 21, Vers 5.” Jeg spurgte: „Og hvad staar der i det?” „Voldsomhed og Haan ødelægge Rigdom, saaledes skal den Hovmodiges Hus ødelægges!”

Da jeg noget efter arbejdede mig ud paa Gaden, var der overalt fuldt af jublende Menneskemasser. Leveraab for Republiken fyldte vedvarende Luften. Folk vinkede til hinanden og viftede med røde Faner. Smaa Trups Soldater marcherede gennem Gaderne med Musik i Spidsen, hilst af Arbejderskarerne med Arbejdermarseillaisen.

Kvinderne, som allevegne fyldte stærkt op i Gaderne, syntes at være ovenud begejstrede. De regnede vel sagtens med, Krigen med den Nøden nu var forbi.

Jeg gik hjem paa Hotellet, nedskrev ovenstaaende og skal nu have alt ordnet til Banketten, hvortil vi i Aften har indudt danske, svenske, norske og hollandske Journalister. Med vureren hjemmefra har jeg faaet Ost, Smør og ægte Bønnekaffe, Sukker og andre gode Ting, som ikke er til at opdrive her i Berlin. Jeg er spændt paa, om Gæsterne vil møde, men jeg vil under alle Omstændigheder have alt rede.

Jeg havde faaet en lille Sal paa „Hotel Fürstenhof” til Raadighed. Bordet var festlig dækket og ved 7-Tiden mødte vore Gæster, overanstrengte og trætte efter en travl Dag, sultne og tørstige, med Trang til at være sammen og udveksle Meninger om Dagens store Begivenheder. Fra Norge mødte foruden Bjørn Bjørnson og Frue Professor Holtennann og fire andre Journalister, fra Sverrig mødte seks. Fra Danmark mødte Hr. Steinthal, den danske Presses eneste Repræsentant i Berlin paa dette kritiske Tidspunkt. Fra Holland mødte Dr. van Blankenstein.

Jeg førte Fru Bjørnson til Bords og overrakte hende en Buket røde Roser, som det under Tummelen var lykkedes mig at faa i en nærliggende Blomsterhandel. Ved Bordet omdelte jeg forskellige Tryksager vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal og bød Gæsterne velkommen, idet jeg indtrængende bad dem om nu energisk at støtte os i vore Bestræbelser for at faa det nordslesvigske Spørgsmaal løst paa Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret. Jeg sluttede med at udbringe et Leve for Nordens Folk.

Bjørn Bjørnson talte som Norges og Torelius som Sverrigs Repræsentant for Sønderjylland, idet de begge paa deres Landsmænds Vegne tilsagde os kraftig Bistand til Arbejdet, vi endnu har tilbage.

Der var allerede, inden vi gik til Bords, faldet Skud udenfor Hotellet paa Potsdamerplatz, hvor Trængslen var særlig stor. Hotellets Vestibule var bleven fyldt af flygtende Masser, og det samme gentog sig flere Gange i Aftenens Løb. Skuddene knaldede uafbrudt nær og fjern, nu og da knitrede Maskingeværilden, fra Slotskvarteret drønede Kanonerne.

Men inde i Salen havde vi det hyggeligt, og Stemningen var høj. Kloppenborg Skrumsager, Dr. van Blankenstein og de fleste af vore Gæster havde Ordet. Nis Nissen var ikke naaet frem til Berlin og deltog derfor ikke i Gildet. Hotellet havde om Eftermiddagen faaet Ordre til at lukke alle Lokaler Kl. 10 Aften, og vi havde indrettet
os derefter.

Men paa Slaget 9 mødte en Militærpatrouille og forlangte, at  Restaurationslokalerne skulde rømmes. Vi maatte derfor lade vor med saa stor Møje og Besvær fremskaffede Kaffe og vore gode danske Cigarer i Stikken og bryde op.

Men før Gæsterne tog Afsked med os, udtalte de alle deres Glæde over at have afsluttet denne begivenhedsrige, historisk mindeværdige Dag med en saa ejendommelig Fest.

Efter at Gæsterne havde forladt os, gik jeg ud paa Potsdamerplatz. Den var endnu fuld af Folk. De stod mest samlede i Smaagrupper og drøftede Dagens Begivenheder En Soldat eller væbnet Civilist optraadte i Reglen som Foredragsholder og foredrog ikke blot, hvad han selv havde set og oplevet i Dagens Løb, men ogsaa hvad han havde hørt af andre, og det var tidt vidunderlige Ting.

Skønt det var sent paa Aftenen, saas der ogsaa mange unge Kvinder af god Type blandt Folkeskarerne. Jeg spadserede rundt og lyttede til Samtalerne.

Alle var stærkt optagne af Dagens Begivenheder og spændte paa, hvad der endnu vilde følge. Saa kom der Militærpatrouiller, som opfordrede Folk til nu roligt at gaa hjem De fleste var trætte og fulgte villigt Opfordringen. Af og til brødes Stilheden endnu af nogle Skud.

Men ellers var alt roligt. Kejserdømmets Dage var forbi.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 8. november 1918

Morgenaviserne bragte i Dag det socialdemokratiske Ultimatum. Hotelpersonalet meldte, at alle Togforbindelser var standsede.

Jeg gik straks hen i Rigsdagen, hvor jeg traf en Del Socialdemokrater, deriblandt Hoch, Antrick og Peus. De fleste mente, at Militærdiktaturet vilde blive proklameret inden Aften, og at det vilde betyde Borgerkrig.

Vicepræsident Paasche kom. Han erklærede, at Socialdemokraternes Ultimatum var uantageligt. „Gaar vi ind paa det,” sagde han, „vil vi om faa Dage staa overfor Kravet om Jordens Deling. Der er naturligvis Grænser for, hvad en enkelt Mand bør kunne eje af Jord. Min nærmeste Nabo, Grev v. d. Schulenburg, ejer f. Eks. 40,000 ha. Det er saa meget, at han slet ikke kan overse det. Her kan der naturligvis være Tale om en Begrænsning af Jordejendomsretten.”

Jeg havde derefter en længere Samtale om Situationen med Giesberts og Becker af Centrum. De betragtede begge Revolutionen som uundgaaelig og troede, at den fra Tyskland vilde brede sig ud over hele Evropa. De forklarede mig, at der ogsaa vilde udbryde Revolutioner i de nevtrale Lande, Danmark ikke undtaget.

Jeg svarede, at de politiske og sociale Forhold i Danmark var saa sunde, at der i hvert Fald ikke her var Fare for en Omvæltning.

Korfanty sluttede sig til os. Han kom med nye Efterretninger. Arbejder- og Soldaterraadet har taget Magten i Stettin. „Revolutionen nærmer sig,” sagde han til Giesberts, „men Hindenburg vil Kamp. Tropperne i Finland, der betragtes som paalidelige, er beordrede hertil. Kejseren vil ikke gaa. Militærdiktaturet er under Opsejling. Landet skal inddeles i tre Distrikter med hver sin Overgeneral.”

Giesberts: „Tilspidser Situationen sig til et Spørgsmaal om at tvinge Kejseren bort, vil man kunne slaa Revolutionen ned.

De kongetro Jernbanefolk, som i Gaar var hos mig, erklærede saaledes, at de vilde standse al Tilførsel af Levnedsmidler til Storbyerne, hvis man vilde styrte Kejseren. Jeg ser helst, at Kejseren frivillig nedlægger Kronen, men jeg er en bestemt Modstander af ethvert Forsøg paa at tvinge ham til at træde tilbage.”

Da jeg ved Middagstid stod og talte med Professor Doormann og et Par andre frisindede Kolleger, kom Weinhausen meget ophidset og meddelte os, at der nu ogsaa var dannet et Arbejder- og Soldaterraad i Danzig. Togforbindelsen var afbrudt, men da han er valgt i Danzig, følte han sig desuagtet forpligtet til at tage derhen.

Det var nu lykkedes ham at faa fat i en Flyvemaskine. Om et Par Timer gik han til Vejrs, og han vilde derfor sige os Farvel. Det var ikke godt at vide, naar og under hvilke Forhold vi atter saas.

Statssekretær Conrad Hauszmann vilde gaa forbi, men blev standset og bestormet med Spørgsmaal om Stillingen. „Der foreligger intet Nyt, mine Herrer,” svarede han, „Rigskansleren har tilbudt sin Demission. Kejseren er underrettet om Stillingen og opfordret til at abdicere, men Regeringen har endnu ikke faaet Svar.” Han havde travlt og forsvandt.

Dr. Friedegg kom farende. „Hvad venter De?” raabte jeg til ham. „Militærdiktatur,” svarede han, „national Desperadopolitik i 12 Timer, saa vil alle Generaler sidde bag Laas og Slaa, hvis de ikke er nedslagtede forinden.”

Jeg gik ind i Læsesalen. Ledebour kom mig imøde, smilende og vel tilpas. Vi udvekslede Nyheder. Han fortalte, at Stettin var erobret. „Og Berlin?” spurgte jeg. „Gedulden Sie sich nur,” svarede han som sædvanlig smilende, „es wird schon kommen!”

Men noget efter tog han mig til Side og hviskede mig fortroligt i Øret: „I Morgen Formiddag Kl. 9 nedlægges Arbejdet i Fabrikerne i Potsdam. Kl. 10 vil Folkeskarerne være her i Berlin, og saa vil Afgørelsen falde.”

Jeg gik derpaa hjem for at skrive en Beretning til Vælgerforeningens Bestyrelse og Tilsynsraad. Mens jeg sad paa mit Værelse og arbejdede dermed, kom Loretz og Frue og aflagde mig en Visit for at høre Nyt. De var begge meget interesserede, og jeg fortalte dem, hvad jeg vidste. Loretz talte atter om de haarde Fredsbetingelser, Tyskerne vil faa. Der vil ikke blive tale om Forhandling. Fredsbetingelserne vil blive dikterede, og Tyskerne vil kun faa Valget mellem at antage dem eller fortsætte Krigen.

-„Det er mig ganske uforstaaeligt,” sagde han atter, „at Rigsdagen ikke sikrer sig imod Overfald, thi der er stærke Kræfter i Bevægelse for at faa Militærdiktaturet gennemført.” — løvrigt mente han ikke, at Militærdiktaturet vilde kunne holde sig ret længe, selv om det lykkedes at faa det proklameret. Han talte derefter om de tunge Tider, Thiers og Jules Favre havde gennemlevet efter Nederlaget i 1871, og udtrykte meget bevæget sin Glæde over Oprejsningens Dag, som nu var nær forestaaende.

Jeg arbejdede videre, spiste paa mit Værelse og gik derefter over i „Kafé Josty , hvor jeg ved Fr. Stampfers Stambord traf Dr. Fabian, Dr. Nestriepke m. fl. De fortalte, at Kong Ludvig af Bajern havde takket af, Regeringen var styrtet, Republiken udraabt, og Kurt Eisner udnævnt til Ministerpræsident i München. Foruden ham var fem andre uafhængige Socialdemokrater traadt ind i Regeringen. Auer havde overtaget Indenrigsministeriet.

De havde mange andre Nyheder. Fra alle Sider indløber der nu Efterretninger om Revolutionens sejrrige Fremgang.

Ud paa Aftenen gik jeg tilbage til Hotellet, hvor der lige var ankommen Kurer til mig fra Nordslesvig, denne Gang Købmand Kr. Hansen fra Aabenraa, som var bleven standset af Revolutionen i Hamborg og derfor havde været to Dage undervejs fra Nordslesvig til Berlin. Han meddelte, at Flensborg, Rendsborg og Neumünster var erobrede af de Revolutionære og dækkede med røde Faner. I Hamborg rasede der blodige Gadekampe, da han passerede Byen. Foran Fagforeningsbygningen
var der placeret Kanoner og flere Steder i Byen hørtes stærk Maskingeværild.

Toget, som han havde benyttet fra Hamborg, var besat af 150 bevæbnede Matroser, som vilde til Berlin. De var imidlertid bleven indviklede i Kamp i Neustadt, hvor der var anbragt Maskingeværer paa Stationsbygningen og de omliggende Bygninger, hvorfra en Militærstyrke forsvarede Byen. Kampen, som kostede et større Antal Døde, endte med, at Matroserne erobrede Byen, og Toget var derefter ad en Sidelinje bleven ført til Stettinerbanegaarden, som det havde naaet for en Times Tid siden.

Næppe havde jeg modtaget disse Efterretninger, før Dr. Breitscheid kom for at meddele mig, at Provinsen Slesvig-Holsten var udraabt som Republik. Hertugen af Brunsvig havde nedlagt Regeringen. Magdeborg var i de Revolutionæres Vold, og i Køln rasede der blodige Gadekampe.

Ved Nitiden gik vi en Tur ud i Byen. Paa Potsdamerplatz var der saa store Menneskemængder paa Benene, at det var svært at arbejde sig gennem Trængselen. Et Regiment Infanteri i Krigsudrustning, med Staalhjelme, marcherede over Pladsen og tog Opstilling i Linckstrasse.

Paa Gadehjørnerne op ad Potsdamerstrasse var der posteret Maskingeværer, i Lützowstrasse stod et Par Batailloner i fuld Krigsudrustning rede til Kamp.

Jeg gik tilbage og ind imod Byens Centrum. Alt var i bølgende Uro. Her og der samledes større og mindre Grupper om en Taler. Det var tydeligt nok, at Uvejret snart vilde bryde løs.

En Kollega, som jeg tilfældigt mødte, meddelte mig, at der var store Demonstrationer i Gang paa Unter den Linden. Han opfordrede mig til at gaa med derhen, men jeg var træt og gik her hjem til mit Hotel for at have friske Kræfter til Dagen i Morgen, som sikkert vil blive en historisk Mærkedag af første Rang.

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Sonderburger Zeitung skrev den 7. november 1918 om begivenhederne i byen dagen før.

Sønderborg, 7. november.

Et soldaterråd er blevet dannet her i går eftermiddags i tilslutning til en på Marinestationens bagerste eksercerplads afholdt forsamling af marinebesætningen, i hvilken også medlemmer af erstatningsbataljonen deltog.

Som borgmester dr. Petersen meddelte i et i går aftes afholdt hastemøde for byrådsmedlemmerne, har Soldaterrådet overtaget den offentlige myndighed i byen og garanterer for ordenens opretholdelse.

Roen er ikke på nogen måde blevet forstyrret.

Marinevagtposter med hvidt armbind har bl.a. besat banegården, brovagten og posthuset. Patruljer drager gennem gaderne. Man så også nogle automobiler, som førte et rødt flag og med marinemandskab i, køre af sted.

De civile myndigheder hindres ikke i deres virksomhed. De vil i indforståelse med Soldaterrådet ordne forplejningsanliggenderne;
der er også straks udstedt et forbud mod udskænkning af spiritus og
afholdelse af danseforlystelser og musikopførelser.

Sonderburger Zeitung (oversættelse)

H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 7. November 1918.

Da jeg i Morges ad en Omvej gik hen i Rigsdagen, frembød Gadebilledet et meget krigerisk Skue. Tropper i Feltudrustning med blanke Staalhjelme marcherede forbi. Gadehjørnerne var besat med stærke Militærposter. Hvor en Gade kunde bestryges, var Vinduerne i de øvre Etager spækkede med Maskingeværer. Jeg passerede flere Batterier.

Artilleriet kørte gennem Gaderne og foreviste Kanonerne i kampfærdig Stand, som for at vise Berlins Borgere, hvad der er i Vente, hvis de rejser sig. Det trækker op til blodig Kamp.

I Rigsdagen traf jeg først Baake. Han meddelte mig, at Arbejder- og Soldaterraadet i Hamborg i Gaar har erobret „Hamburger Echo”, som hidtil har staaet paa Flertalssocialisternes højre Fløj. Forbindelsen med Hamborg er afbrudt, det havde man allerede fortalt mig i Morges paa Hotellet.

Der er endvidere oprettet Arbejder- og Soldaterraad i Gumbinnen, Tilsit, Warnemünde og Schwerin.

Mens vi talte sammen, sluttede Doormann og Wagner sig til os. Der indløber, sagde de, uafbrudt Efterretninger om Uroligheder fra alle Egne af Riget. Uvejret vil snart være over os.

Edmund Schmidt og Keil kom til. Regeringen frygter Udbruddet af en almindelig Revolution, sagde de, og forbereder sig derfor paa Kamp.

Noske har hidtil forgæves søgt at faa Bugt med Oprøret i Kiel. Han har telegraferet efter Hjælp, da han er ved at bryde sammen af Overanstrengelse, og Hermann Müller er derfor afrejst til hans Understøttelse.

l øvrigt er Tilstanden i Kiel meget alvorlig. Bykommandanten er bleven skudt. Prins Heinrich er flygtet fra Byen og har paa Flugten skudt en Marinesoldat, som søgte at standse hans Bil. Fra flere Krigsskibe vajer den røde Fane.

Jeg har opfordret Student Thulstrup til at komme her til Berlin for at aflægge Beretning om Stillingen, da Postgangen nu er meget usikker.

I Hamborg ser det ikke meget bedre ud. De sidste Efterretninger gaar ud paa, at Matroser fra Kiel i Gaar har fremaldt en stærk Militærrevolte. De Revolutionære har taget en Del Officerer til Fange og holder dem indespærrede i Fagforeningsbygningen. Arbejder- og Soldaterraadet har Magten i Byen.

Da jeg kom ind i Læsesalen, kom Dr. Pfeiffer og meddelte mig at Bjørn Bjørnson og Frue var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa „Habsburger Hof”. Han havde lovet Bjørnson at overbringe mig en Hilsen og meddele mig, at han gerne vilde tale med mig.

Jeg tog straks hen paa „Habsburger Hof , hvor jeg blev meget venligt modtaget af Fruen. Bjørn Bjørnson kom og spurgte interesseret, hvorledes Stillingen var i Nordslesvig. Han oplæste derefter en Artikel for mig, som han havde skrevet i „Münchener Neueste Nachrichten”. Artiklen egner sig godt til Udbredelse i tyske Kredse.

Jeg fik et Eksemplar af den, som jeg i Dag tager Særtryk af og i Morgen vil lade uddele til alle Rigsdags- og Landdagsmænd.

Jeg indbød hans Frue og ham til at deltage i Banketten den 9., men Man undskyldte sig. De vilde allerede i Morgen fortsætte Rejsen til København.

Ved Femtiden gik jeg atter hen i Rigsdagen, hvor jeg traf Ledebour.

– “De her”, sagde jeg, „jeg troede, at De var i Kiel.”

– “Nej, vi maa dele os! Det er nødvendigt, at der ogsaa er Folk her i Byen.”

Jeg: „Hvordan staar det i Dag?”

Han: “Kiel, Rendsborg, Hamborg, Lübeck og Schwerin er i vore Hæander. vi har Magten i Slesvig-Holsten, Mecklenburg og Hansestæderne, men vi skal videre.”

Jeg: „Hvordan gik det i Grunden til i Kiel?”

Han: „ Storflaaden vilde foretage et Fremstød. Matroserne erklærede: „Det gaar vi ikke med til. Vi vil forsvare os, men vi vil ikke angribe under de nuværende Forhold.” Derefter blev der arresteret flere Hundrede Matroser. Saa slukkede Fyrbøderne Ilden under Kedlerne, og Matroserne tog Magten. l øvrigt er Stillingen i Kiel endnu vanskelig, fordi Bladet, Partiembedsmændene og dermed Organisationerne vedvarende staar i Regeringssocialisternes Lejr.”

Jeg: „Hvad her?”

Han: „Vore Forsamlinger i Aften er forbudt, men det vil kun gyde Olie paa Ilden.”

Jeg: „Sker der noget i Aften?”

Han: „Nej, ikke fra vor Side. Det vilde kun give nogle Døde til ingen Nytte. Men vi faar snart Overtaget. Paa et Møde, som vi i Aftes holdt her i Berlin, opfordrede jeg Forsamlingen til at udbringe et Leve for Revolutionens Forkæmpere, de tapre Sømænd i Kiel.

Næppe havde jeg rettet denne Opfordring, før Politiløjtnanten sprang op og opløste Mødet. Jeg svarede med at raabe ud over Forsamlingen: „Mødet er ikke opløst, vi fortsætter!” Derpaa lagde Politiløjtnanten Haand paa mig og sagde: „De er anholdt, vil De straks følge med til Politiet!” „Nej!” svarede jeg, „jeg gaar hjem, naar Mødet er forbi,” og henvendt til Forsamlingen: „Vil nogle af Dem sørge for, at Løjtnanten forholder sig rolig, medens vi forhandler videre!”

Mængden indtog straks en truende Holdning, og et Par haandfaste Mænd sprang op paa Tribunen.

Mere behøvedes der ikke. Løjtnanten forholdt sig nu rolig, og vi forhandlede videre.

Da jeg senere hævede Mødet, tog han atter Mod til sig og sagde: „De er Arrestant, vil De følge mig til Politikontoret!” „Nej,” svarede jeg, „jeg følger Dem ikke, jeg gaar hjem.” Og derpaa ud imod Forsamlingen: „Vil De nu sørge for, at den Herre bliver her, indtil jeg er borte!

Saa forlod jeg Forsamlingen, og Politiet vovede ikke at lægge Haand paa mig. Jeg gik imidlertid ikke hjem, og det var for saavidt heldigt nok, da Politiet kort efter mødte i min Bolig for at arrestere mig. Jeg gik derimod her op i Rigsdagen, hvor det ikke vover at krænke min Immunitet.

Saaledes vil vi fortsætte. Politiet kan kun støtte sig paa en vaklende Avtoritet. Reel Magt raader det ikke længere over. Og den Rest af Avtoritet, det har tilbage, vil hurtigt blive nedbrudt. Vi taler, som vi vil, og udsatte Poster sørger for, at Politiet ikke rører os, og at vi atter uhindrede kan forlade Lokalerne.

Forholdene vil nu hurtigt udvikle sig videre. Revolutionen marcherer i Syvmilestøvler. Den sociale Republik vil snart blive proklameret. Der er ingen anden Udvej.”

H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

6. Novbr.
Uroligheder i Berlin. I Flensborg har der dannet sig Soldaterraad, som har overtaget hele Kommandoen. Officererne har maattet udlevere deres Vaaben, som ikke er gaaet af uden Kamp, alle de ansatte paa Marinestation Mørvig har maattet underkaste sig. Men der er Ro endnu. Soldaterne sørger selv for Orden.

Af et Øjenvidne hørte vi om tre Matroser, kommende fra Banen her, mødte en højere Officer, som de ikke hilste. Officeren kaldte saa den ene af Matroserne hen til sig og bebrejdede ham i en mild Tone, thi den, der fortalte det, hørte ham sige »Kamerad«.« Imedens ventede de andre, blev saa utaalmodige, og en af dem raabte: »Hol em nicht länger opp«, hvorpaa Officeren forsvandt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)

P. Lassen, Rise, var ved et vagtkompagni

Efter et Aars Ophold i Schwerin, hvor vi udførte Vagttjeneste, kom jeg sammen med andre Kammerater til Øen Sild, som var Krigsomraade. Dette foranledigede en Berliner til i ramme Alvor at paastaa, at vi nu laa helt ude i første Linie. Paa en Maade havde han jo Ret, men der var jo dog et helt Vesterhav mellem Linierne.

Jeg var fire Maaneder paa Sild, men saa kom der pludselig Ordre til, at alle, der hørte hjemme i Spærreomraadet Nord for Flensborg, ikke mere maatte opholde sig paa Sild. Vi blev sendt til Cuxhaven eller til Wilhelmshaven. Jeg kom til Wilhelmshaven.

Paa en Maade var jeg godt tilfreds med Byttet, for Kosten var bedre, og syntes man, at man ikke fik nok at spise, kunde man gaa paa „Krydsning”, som det kaldtes; d.v.s. man gik om Bord i Skibene og spurgte, om der var lidt tilovers, og man havde næsten altid Heldet med sig.

Tiden gik med at staa paa Vagt ved Elektricitetsværket eller paa Broerne, hvor der laa U-Baade. Sidst i Oktober og først i November 1918 kunde man ikke undgaa at føle, at der var Uro blandt Marinens Mandskab.

En Aften, da jeg stod paa Vagt paa en af Broerne, førtes hundrede arresterede Marinesoldater bort. Man sagde, at de skulde til Bremen, for de stedlige Arrester var overfyldte.

Da vi den 5. November traadte an for at hente Mad, gik vor Bataillonsadjudant ind i vor Barak. Vi lagde dog ikke noget særligt i det, selv om det forekom os lidt mærkeligt. Vi spiste vor Mad i Fred og Ro og var saa fri Resten af Dagen.

Paa een Gang lød Kommandoraabet: „Træd an, men hurtigt!” I Løbet af et Øjeblik stod Kompagniet feltmæssigt paa Plads. Hver Mand fik udleveret 30 skarpe Patroner. Jeg var ikke glad ved Situationen, for jeg var nok klar over, at disse Patroner skulde bruges mod vore egne Folk.

Da vi skulde til at marchere af Sted, kom vor Postordonnans. En Kammerat fra Hamborg snappede i en Fart sit „Fremdenblatt”. Vi marcherede hen paa Politistationen og førtes ind i nogle tomme Lokaler. Hamborgeren fik nu sin Avis frem og læste en stor Nyhed: I Kiel er der Revolution, og man har oprettet et Soldaterraad!

Jeg fik Hold på mig selv og blev pludselig ganske rolig, for nu vidste jeg, hvad der var i gære. En Mand kom ind og spurgte, om nogen manglede Brød. Det gjorde vi naturligvis alle, og vi fik baade Brød og Pølse udleveret. Alt forblev roligt i Byen, og da Klokken var blevet elleve, fik vi Ordre til at marchere tilbage igen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

Uroligheder i Kiel.
„Kieler Zeitung” melder om Uroligheder, som fandt Sted i Kiel i Søndags Eftermiddags:

Efter et Møde paa den store Eksercerplads, hvori Marinemandskaber og Arbejdere deltog, og paa hvilke en uafhængig Socialdemokrat talte, dannede der sig et Tog, der paa Vejen til Byen hentede Mandskaberne ud af „Waldwiese”, beskadigede Lokalet betydelig og satte sig i Besiddelse af forskellige Vaaben. Toget gik over „Sophienblatt” forbi Banegaarden, hvor en Patrouille blev afvæbnet, gennem Holstenstraße, over Torvet og gennem „Dänische Straße” til Brunstvikerstraße. Undervejs trængte Folkene ind i Lokalerne for at opfordre Marinemandskaber og Arbejdere til at slutte sig til dem.

Maalet var Militær-Arrest-Anstalten i Freldstraße. Man vilde med Magt befri nogle Fanger, som 3. Eskadre havde anbragt der for grov Nægtelse af Lydigheden. Paa Hjørnet af Karlstraße og Brunswikerstraße ved „Hoffnung” var Gaden spærret af Militær. Officeren opfordrede Mængden til at skilles ad. Men Demonstranterne trængte alligevel fremad.

Derpaa gav Officeren Ordre til at affyre et Skræmmeskud i Luften. Mængden trængte imidlertid vedblivende fremad, hvorpaa der blev givet Ordre til at skyde med skarpt. Resultatet var 8 døde og 29 saarede. Ud fra Mængden blev der ogsaa skudt og kastet med Sten. Da Militæret havde skudt, flygtede Mængden til alle Sider. Klokken 8 herskede der igen Orden i Gaderne, om end mindre og større Flokke endnu nogle Steder forblev sammen til Midnat.

Bladets Beretning slutter: Ved den kommanderende Officers Indgriben, der desværre blev Haardt saaret, er en langt større Ulykke bleven forhindret, som uvægerligt vilde være opstaaet, hvis Demonstranterne havde forsøgt at storme den af en Troppestyrke besatte Arrest-Anstalt.

„Schleswig-Holsteinische Volks-Zeitung”, der bringer en lignende Beretning, meddeler desuden fuld af Harme, at stærke Afdelinger af Søbataillonen med ladte Geværer i Lørdags patrouillerede gennem Gaderne, fordi man frygtede en Skrue. „Det er som i de gamle Tider
fra Poulskirken [1848], da der paa Papiret opstod et idealt Frihedens Rige, med den prøjsiske Militarisme med Haanlatter beholdt Bøsserne i Haanden og roligt ventede Paa sin Time. Her maa der fejes ud med en Jernkost.”

Bladet oplyser, at en Partifælle, Kürbis, straks er rejst til Berlin og Mandag Formiddag har forhandlet med Regeringen; han ventedes Mandag Aften tilbage, og saa vil der indtræde en Forandring. „Partifælle Ebert har ikke ladet nogen Tvivl tilbage om, at Partiet, hvad der jo stod fast i Forvejen, nægter enhver unyttig Fortsættelse af Kampen. Det beder, i Betragtning as den nuværende indrepolistiske Stilling og Regeringens første Beslutning om at gribe ind, indtrængende Arbejderne om at blive paa Værkstederne.”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

5. Novbr.
Vi er alle meget excited, kan næsten ikke forstaa, det er kommet saa vidt. Herhjemme vil der ogsaa komme Uroligheder, man siger Matroserne i Aarøsund har taget Udgangsbillet. I Flensborg er der Oprør, og Butikker er blevet plyndrede. Efterretninger fra Kiel og Hamburg udeblevne og Trafiken standset, ingen Tog. Begivenhederne udvikler sig saa hurtigt, at man næsten ikke kan følge med.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 159)