Tag-arkiv: kammeratskab

Aviser, Nyheder

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.

 

 

 

Krigens forløb

8. november 1914. Dækningsrummene møbleres med organiserede møbler

Skriv en kommentar

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, løjtnant ved 8. kompagni.

En dag havde jeg i landsbyen Moulin, der var temmelig godt forsynet, men også grundigt udplyndret, opdaget to vidunderlige senge, der ville passe godt ind i vort hummer. Det var nogle sammenklappelige jernstel, der var særligt egnede til transport gennem løbegrave. Jeg meddelte min kaptajn min opdagelse, og han var straks med på at annektere disse brugbare sengesteder, skønt det var strengt forbudt.

Så begav vi os ud på vort røvertogt en regnfuld novemberaften, der efter vor mening egnede sig særlig godt til sådanne foretagender. Det lykkedes os også at få sengene uhindret og uset ud af den pågældende bolig.

Men da vi stønnende slæbte dem hen ad den mudrede landsbygade, følte vi os pludselig forfulgt og det af selve lejrkommandanten, hvad vi trods mørket kunne erkende, eller hvad medfølende menige på kammeratlig vis råbte til os. Jo hurtigere vi løb, jo hurtigere rendte forfølgeren bagefter.

Endelig nåede vi sveddryppende et hus, som kompagniet til en vis grad betragtede som sit værtshus i landsbyen. Dér susede vi ind og smed vor last. Vi, kaptajnens drabanter, forsvandt straks videre ud ad husets bagdør i nattens mørke, blev imidlertid i nærheden for at påhøre den dundertale, som lejrkommandanten overfusede kaptajnen med. Denne kunne dog ved klog forhandling sikre os vort rov, som vi så som et sejrsbytte slæbte ind i vor wigwam med taknemlig glæde i vore hjerter.

Og hvor har vi dog sovet vidunderligt på disse vakkelvorne trådsenge!

Hvis blot vi havde fået mere lejlighed til det. For de inddelte vagter måtte punktligt overholdes. Således var det ikke noget under, at jeg som delingsfører efter en halv nats vagt lod, som om jeg sov, selv om jeg med missende øjne fra mit leje iagttog, hvordan kaptajnen ved den lille kanonovn tog sig af ild til kaffekogning.

Engang havde kaptajnen mærket denne hundesnuhed og mente: “Sådan er det rigtigt, sådan skal det være i verdenskrigen; løjtnanten sover endnu, mens hans gamle kaptajn tænder op og koger kaffe.”

07-01

 

Krigens forløb

6. november 1914. Regiment 84 gør sig det hjemligt i skyttegravene

Skriv en kommentar

Af Infanteriregiment 84’s historie, fortalt af Wilhelm Hartmann, 8. kompagni.

Vort første dækningsrum var et hul med et regnslag over. Man krøb ind på alle fire. Den fjendtlige linje var måske nogle hundrede meter borte, stedvis endda over 800 meter. Alligevel måtte der efter ordre dag og nat kun tales i den mest sagte hvisketone.

Med en opfyldningstransport kom Karl Anker til kompagniet. Han var jøde; det var for mig i religiøs sammenhæng dengang ingen skavank og er det heller ikke i dag. Og vor kaptajn Grebel betragtede det ligefrem som et helt held at have fået en jøde i kompagniet. Han betegnede ham som sin lykkejøde, der ikke måtte komme ham af hænde.

Vore boligforhold bedredes med tiden. Vi byggede et dækningsrum, i hvilket man kunne stå oprejst. Ganske vist var dækningen kun en noget tykkere solskærm. Men vi var meget stolte over denne træbjælkekonstruktion, som vi havde givet det klingende navn “system fjeder” efter den anvendte, gennemprøvede teknik. Sandsynligvis skulle de granater, der slog ned, fjedres tilbage igen. Vi kaldte bygningsværket “Verdenskrigsskydetelt 1914, 15, 16 . . .” og malede det også på med gammeltyske bogstaver, blot ville vor kaptajn i klog forudseenhed have, at årstalrækken 1914, 15, 16 . . . ikke skulle afsluttes, men at der med prikker antydedes en forlængelsesmulighed.

I dette Verdenskrigsskydetelt gik det ganske fornøjeligt til. Morgenmadskredsen spiste længe, fordi der endnu var meget at spise. I et af kaptajn Grebel kammeratligt dannet bordfællesskab gik det virkelig kammeratligt til. I denne kreds var ikke noget, der hed privatejendom, når det drejede sig om levnedsmidler og krigspakker. Alt sådan noget vandrede ned i den fælles morgenmadskurv og blev af kaptajnen personligt igen delt ud i retfærdige portioner.

Krigens forløb

1. november 1914. Kaserne i stedet for højskole til Peter Østergaard.

Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Han havde egentlig håbet at skulle på Askov Højskole i Danmark fra 1. november 1914, men sådan kom det ikke til at gå. I et brev nedfældede han sine tanker. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen.

— Den 1. November bliver af mange sønderjyder imødeset med længsel, når man har bestemt at rejse nord for de sorthvide pæle, for på en eller anden skole at få et godt ord, for at få nedlagt spiredygtigt frø, der så senere kan vokse frem og bære god frugt. Havde det gået efter ønske, så var vel også jeg gået denne vej nu til November, men det er jo kommen anderledes, Nu går det i den modsatte retning i alle henseender. I stedet for at høre gode foredrag, der kunde bygge op, hører man kun her det, der kan bryde ned. I stedet for at være med til at kæmpe for det, man har kært, må man her kæmpe for …

Når vi om aftenen synger en aftensang og blandt andre også „Altid frejdig”, så kan vi ikke lade være med at sige, at havde vi endda kunnet gøre, som der står i sidste vers, så var livet ikke så svært, døden ikke heller. Men som vor stilling er, bliver det hele jo meningsløst. Dog trøster vi os med andet vers i samme sang.

Vi har en herlig skat i de mange sange, vi kan. Vi sidder til tider næsten hele aftenen og synger. Steffensen synger udmærket, og han lægger så for, og vi andre synger, så godt vi kan. Her kan vi rigtig få luft, for vi behøver ikke at spørge, om den er forbudt eller ej, og vore værtsfolk vil gerne have, at vi synger.

Askov Hoejskole
Peter Østergaard havde ønsket sig at komme på Askov Højskole i vinteren 1914-1915. I stedet kom han i krig.

 

Krigens forløb

30. oktober 1914. “Professorer, Doktorer og Kontorfolk tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler”

Skriv en kommentar

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 30. Oktober 1914.

De sidste 8 Dage havde jeg gjort Tjeneste som Underofficer. Derved fik jeg det betydeligt bedre. Jeg skulde kun patrouillere 2 Timer i Skyttegraven om Natten; de andre derimod skulde baade arbejde paa at forbedre Stillingen og staa Vagt.

Det var slet ikke saa let for de frivillige at staa og grave 4 Timer hver Nat, især for dem, som var Professorer, Doktorer og Kontorfolk. De tog underligt fat paa Spaden og fik Vabler i Hænderne og Smerter i Ryggen og svedte værre end jeg paa en varm Høstdag.

Professor i Filosofi, Dr. Hayer, havde opdaget, at han kunde meget lettere holde Foredrag end grave med en Spade. Han stod der paa Kanten af Skyttegraven med begge Hænder i Siden, mens han vuggede sin korpulente Krop fra det ene Ben over paa det andet, og talte med udsøgte, vittige Vendinger. Han vuggede længere og længere ud paa Kanten, og man forudsaa allerede, hvordan det vilde ende. Nogle kunde slet ikke tilbageholde deres Latter; men Doktoren troede, det var hans Vittigheder, der gjorde et saadant Indtryk paa dem. Pludselig styrtede han, ledsaget af en bragende Lattersalve, paa Ryggen ned i Skyttegraven.

“Halløj, Hr. Doktor!” raabte en Stemme; “den Gang dumpede De i hvert Fald.”
“Aa,” sagde Filosoffen, idet han gned sig paa sin Bag; “det var blot en lidt ublid Nedstigning.”

Jeg var hver Dag med henne i Slotsparken for at øve de frivillige i Eksercits og Sigteøvelser. Om Natten, naar “Frands” ikke kunde se Røgen, kogte jeg Æblegrød. Jo mere jeg spiste deraf, desto hurtigere kom min Mave i Orden.

En Eftermiddag, mens jeg stod i Skyttegraven og tænkte paa dem derhjemme, blev jeg opdaget af “Frands”, som i det Øjeblik tænkte paa noget ganske andet; thi med et suste en velrettet Kugle hvinende forbi mit Ansigt og ind i den opkastede Jord bagved mig. Jeg trak hurtigt Næsen til mig, ifald der skulde komme flere.

Saa laante jeg en Kikkert af Underofficer Jensen for om muligt at opdage “Frands”. Men Ludwig Wunsch, som netop stod Vagt i Graven, opdagede ham først, nemlig at han sad som Udkigspost i et Æbletræ. Ludvig lagde roligt Bøssen til Kinden, sigtede lidt, trykkede af, og Fyren faldt. Men det var en dobbelt Udkigspost; thi lige efter, at den ene var trillet ned gennem Træets Grene, skød den anden efter Ludwig og ramte ham gennem den venstre Øreflip. Mens Ludwig gik ind og fik sig forbundet, kravlede “Frands” ned og løb sin Vej.

Der gik nu Rygter om, at vi skulde forandre Stilling igen. Det var jeg ked af. Her havde vi det saa roligt og rart.

Blot vi nu ikke kom til Argonnerskovene eller til Yserfloden, hvor det jo gik meget haardt til. Det var kedeligt at skulle derop og maaske faa en Kugle nu paa det sidste.

Vi troede jo alle, at Krigen snart var forbi. Vi havde sejret paa alle Fronter, og jeg syntes, det var umenneskeligt at ligge i Krig, naar Juleklokkerne ringede, og Juleevangeliet om Fred paa Jorden forkyndtes. Det var sikkert rigtigt, som Officererne sagde, at “Frands” var saa mør som Hakkebøf og snart maatte holde op. De havde jo hverken Fødemidler eller Ammunition mere.

Voelkerkrieg 1026

 

 

Krigens forløb

28. oktober 1914. Hemming Skov under arrest for tyveri af cigarer

Skriv en kommentar

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.

 

 

Krigens forløb

27. oktober 1914. Peter Østergaard efterlades i Slesvig by.

Skriv en kommentar

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen. Hans kammerater rejste til fronten den 27. oktober, men selv blev han tilbage i byen pga. sygdom.

— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere, men mine bedste kammerater er borte.

Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand til den næste transport.

Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja, vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter.

Michael Steffensen fik mit nye testamente med. Vil I derfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket. Mikael Steffensen fik også dette med.

 

Krigens forløb

26. oktober 1914. Jeppe Østergaard er død: “Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig”

Skriv en kommentar

Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på Østfronten.

Slutningen af Jeppes Østergårds sidste brev den 25. oktober blev skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for Skiernewice. Her forskansede grenaderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. oktober. Jeppe Østergaard var “Gefechtsordonnanz”, dvs. han skulle bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.

Mandag morgen den 26. oktober blev den tyske stilling voldsomt angrebet af russerne, og især blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og det gjorde kampen endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregimentet lå i skyttegrave på en lille forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulle trække sig ud af skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og “Gefechtsordonnanzerne” måtte afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev, dateret den 10. januar 1915 om, hvad der videre skete:

Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig videre borte end mit. Der var en heftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørerne.

Til mit kompagni kom vi begge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild ikke muligt. Endnu i aften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet han råbte: “Kammerater, hjælp mig!”

Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6-7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen med hans Hauptmann, som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og derpå jordedes han.

Brevene og dagbøgerne er udgivet af Marius C. Skar: “To faldne brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig”, Kolding , 1931. Læs den her: To_Faldne_Brødre_Østergård

1914-10-polsk landsby

Krigens forløb

16. oktober 1914. “Koldblodige nordboere”

Skriv en kommentar

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 16. Oktober 1914. Lige efter Mørkets Frembrud fik vi voldsom Artilleriild, og lidt efter satte Infanteriet ind med Hurtigild. Vi blev alle stillet op paa vore Pladser til Forsvar. Vi troede, at Fjenden vilde foretage et Angreb. Skyde kunde vi ikke endnu, da Nis Abrahamsen og Thomas Petersen stod foran Kompagniet som Lytteposter.

Det var underligt, at de ikke kom tilbage. Saa de ingen Fjender, eller var de allerede dræbt af de fjendtlige Kugler? Kompagniføreren sendte Ordre ud, at de skulde trække sig tilbage. Men det troede de to rolige Nordboere slet ikke. De stod rolige i Hegnet med Geværet under Armen og spejdede over imod Franskmændene, og endnu havde de ikke set en eneste. “Hvorfor skal vi saa gaa tilbage?” sagde de. Men det var en Befaling, og den fulgte de.

Da de var kommen tilbage, afgav vi Hurtigild. I Løbet af et Par Minutter afgav vort Kompagni 10.000 Skud. Franskmændene havde aabenbart trukket deres Følehorn ind; thi vi hørte ikke mere til dem.

Saa gik Lytteposterne atter frem til deres Hul i Hegnet. Vi andre tændte os med  Velbehag en Cigar derhjemmefra, talte lidt sammen om det skete og lagde os saa til Ro.

Niels Hansen fra Felsted, som stod Vagt i Graven, digtede en hel Vise, mens han røg sin Cigar.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin

Krigens forløb, Nyheder

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Skriv en kommentar

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Aviser

28. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Landstormsmændene af det 2det opbud

er allerede i skyttegravene i Rusland.

Der er forskel –

En mand fra Kliplevegnen var indkaldt og lå i garnison i Bremen. En skønne dag blev det bebudet for ham, at ham skulle til fronten. Det var han særlig ked af, fordi han i hjemmet havde en halv snes børn, og en af hans kammerater i Bremen af samme opbud da fik medlidenhed med ham og meldte sig frivillig i hans sted.

Dette fik han også tilladelse til, men dog kun på betingelse af, at han ingen børn havde. Man vil heraf forstå, at medens det er en frivillig sag, om en ældre sydtysker vil gå i skyttegraven, så er det en tvungen sag, en ordre, der skal efterkommes, at nordslesvigeren af samme opbud skal derud, selvom han har en halv snes børn i hjemmet.

De hjemløse til session

Landrådskontoret i Haderslev har udsendt følgende:

Til den session, som skal finde sted den 28. og 29. februar, 1. og 2. marts i Haderslev (”Tivoli”), skal alle hjemløse, der er født i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, møde, enten de får en særlig befaling dertil eller ej.

Sparsommelighed med papiret!

Landråden i Haderslev anbefaler i kredsbladet for den 24. februar 1916 de ham undergivne myndigheder, embeds- og bestillingsmænd under krigen ved korte beretninger, meldinger, meddelelser eller forespørgsler kun at anvende papir i format af et kvart ark (størrelse 21×16). Fremfor alt bør vedhængende ubenyttede blade undgås.

Atter på lazaret

Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, der i efteråret fik lungebetændelse i Rusland, og som siden sin helbredelse har gjort tjeneste ved udfyldningsbataljonen i Slesvig, er ifølge ”Hejmdal” atter blevet syg og ligger for tiden i lazarettet i den nævnte by.

En tung rejse.

Under sørgelige forhold måtte landstormsmand Mathias Matzen i Sæd, der var hjemme på orlov, tiltræde tilbagerejsen til fronten i Galizien. Hans kone ligger syg af difteritis, to af børnene lå desuden med høj feber syge af mæslinger, og dagen før sin afrejse modtog Matzen ifølge ”Hejmdal” fra Haderslev underretning om, at hans søn, der tjener ved rekrutdepotet, var blevet syg af lungebetændelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I tabslisten meddeles, at Theodor Ebeling fra Ketting er faldet og Fr. Salomonsen fra Søgårds Mark hårdt såret.

Wilhelm Adolphsen fra Stenderup (kredsen er ikke anført), Peter Mortensen fra Sottrup og Johs. Thomsen Petersen fra Skelle, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Chr. Hübschmann fra Ullerup og Mathæus Andersen fra Vester  Lindet, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Krigens forløb, Nyheder, Sønderjyder

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Skriv en kommentar

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

Nyheder

11. oktober 1914. Hemming Skov: “Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup”.

Skriv en kommentar

176’eren Hemming Skov deltog i kampene på østfronten

Næste Morgen maatte vi frem til Kompagnierne med Patronvognene, og inden ,,Dagens Gerning” tog sin Begyndelse, fik jeg talt et Par Ord med min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson. Han søgte mig, saa ofte det lod sig gøre, for at faa en Bid Brød, hvad jeg som oftest havde i Vognen. Vi skiltes, som vi plejede, med Haab om Gensyn.

Det var desværre blevet lyst, og Kuglerne peb om os, mens vi kørte tilbage til Skoven. Derfor gik det i strakt Galop, og vi naaede uskadt vor Plads.

Den Dag faldt Nis Fuglsang, Kastrup. Han blev lagt i en Fællesgrav i en Skov sammen med 12 Kammerater, formodentlig i ovennævnte Skov, ved Piacezno, 15 km Syd for Warszawa.

1914-10-polsk bondegård

 

Nyheder

10. oktober 1914. Hemming Skov: “Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv”

Skriv en kommentar

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene på østfronten

10. Oktober kæmpede vi foran Warszawa ved Byen Piacezno imod sibiriske Tropper. — 3 sibiriske Armekorps var lige ankommen pr. Jernbane fra Moskva og stod i Egnen Piacezno-Blonie. I et Afsnit, hvor Reg. 141 allerede laa i Kamp, skulde vi sættes ind til Forstærkning.

I en Skov blev der formeret Skyttekæde, og da vi naaede ud af Skoven, mødte Haandteringens Alvor os i en uhyggelig Grad, idet der her laa mange Døde, alle fra Reg. 141. Man blev for Alvor mindet om, at en Kugle i det næste Sekund kunde sætte Punktum for dit Liv, om der var en bestemt for dig.

Mens Skyttekæden bevægede sig fremad, holdt jeg med Patronvognen bag et Halmlæs, men da der var fuldt af Officersheste, var det vanskeligt at faa Dækning, hvorfor jeg lagde mig under Vognen. Paa en Gang kommer alt tilbage; vor Brigade (Reg. 141 og 176) var kommet for langt frem og fik Flanke-Ild.

Natten blev tilbragt under aaben Himmel og i øsende Regnvejr. Vi søgte Læ med Patronvognene i en Skovkant, hvor Artilleriet var ved at grave sig ned. En af mine bedste Kammerater (Teschke) faldt den Dag, og vort Kompagni havde flere døde og saarede.

EasternFront1914b

Krigens forløb

7. oktober 1914. Hans Petersen og den nye kammerat

Skriv en kommentar

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller.

Den 7. Oktober 1914.

Frits og jeg laa i vor Kalkhule og kunde ikke sove. Kalken var nærved her. Der var kun et lille Lag Jord, derunder kom en Slags Kalk eller Kridt. Vi stod op og gik en Tur ud i den raa, klamme Morgen for at faa Varme i Kroppen.

Herved kom vi op paa en Høj, bag hvilken det fjendtlige Artilleri havde haft Stilling. Det saa helt interessant ud.

Rundt omkring laa mange Hundrede Granathylstre. Nogle havde de stablet op som en Mur omkring deres Kanoner til Værn mod de fjendtlige Kugler. Men det var maaske disse Hylstre, der jo skinner i Solen, som havde været Skyld i , at de var bleven opdaget af vort svære Artilleri.

Vort Artilleri havde skudt godt. Det havde haft flere Fuldtræffere lige midt i de franske Kanoner, som nu laa fuldstændig smadrede i deres Huller. —

Lidt derfra var en frisk Grav. Et Trækors, hvorpaa der var skrevet med Blyant, fortalte, at her hvilede en Løjtnant og to menige.

Krigens forløb

4. oktober 1914. “Der var straks en lille, spinkel, rødhåret fyr, som spurgte, om han måtte være kammerat med mig.”

Skriv en kommentar

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl fortæller:

Den 4. Oktober 1914.

Vi rykkede ud af vor Stilling og hen bag en Skov i Nærheden af Byen Nampcel. Her fik vi 72 frivillige til Undsætning i vort Kompagni. Der var straks en lille spinkel, rødhaaret Fyr, som spurgte, om han maatte være Kammerat med mig. Han hed Frits Wolf, han var 19 Aar og Jernbaneembedsmand fra Hamborg.

Vi fik kun nogle raa Kartofler udleveret til Aftensmad; dem kogte vi, og Frits havde lidt Salt med hjemmefra. Det smagte udmærket med kogte Kartofler og Salt til Aftensmad.

Ved Postuddelingen fik jeg den første Pakke derhjemmefra; det var en Tavle Chokolade fra Peter Jacobsen i Iller.

I Mangel af Skrivepapir skar jeg Bunden ud af den lille Papæske, hvori Chokoladen havde været, skrev derpaa og sendte det hjem. Saa gravede vi et Hul til at sove i til Værn mod Nattekulden.

07-01
Her lå Regiment 86 i september 1914.

 

Krigens forløb

21. september 1914. Skyttegravsliv: “Snart var jeg gennemblødt over hele kroppen.”

Skriv en kommentar

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 21. Sept. 1914. Om Eftermiddagen gik vi frem til en Dal, satte Tornystrene sammen og gravede en ny Skyttegrav.

Vi blev færdige sent om Aftenen, og da vi kom tilbage til Tornystrene, opdagede jeg til min store Sorg, at min Kappe var bleven stjaalet. Jeg saa ingen anden Udvej end at haabe paa, at Lykken vilde vise mig Vej til en anden.

Fra en nærliggende Mark hentede vi nogle Havreneg og bredte et tyndt Lag Straa ud i Graven til at sove paa. Det regnede ganske forfærdeligt; derfor skulde man skynde sig med at lægge sig ned paa Straaet, saasnart man havde lagt det ned i Graven; thi ellers var det gennemblødt med det samme.

Skyttegraven var hverken saa lang eller bred, at vi kunde faa Plads ved Siden af hinanden. Nogle sad paa Hug og sov med Hovedet hvilende paa Armene, der var lagt over Kors paa Knæene. Flere Steder laa de oven paa hinanden.

Jeg var saa uheldig at komme til at ligge ovenpaa, og dertil kom, at den Mand, jeg laa paa, snorkede saa uhyggeligt, saa det var mig umuligt at falde i Søvn. Det var heller ikke saa sært, at de den Nat havde faaet den Ide, at de alle sammen vilde ligge nedenunder. Der var der baade mere varmt og tørt.

Snart var jeg gennemblødt paa hele Kroppen og begyndte at faa Kuldegysninger og ryste som et Espeløv. Jeg stod op og forsøgte at genvinde Varmen ved at løbe. Afvekslende løb og gik jeg, til det begyndte at dages, men havde endnu ikke faaet Varmen.

Det var en fugtig Begyndelse for de første Reserver, som vi havde faaet forrige Aften.

86ere i en skyttegrav Dreslincourt 1914
Krigens forløb, Nyheder

18. september 1914. Brev fra Jeppe Østergaard på Østfronten.

Skriv en kommentar

Szeldkehmen, 18.9.1914.

Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er derfor ikke meget at få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling.

Det er en prægtig befolkning, som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har intet levnet.

Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil ingen mangel lidt.

En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men derimod har jeg en ganske klar forestilling om, hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjernehimlen over sig. Det kan være ret koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.

Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“. Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.

I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i hjemmet, mens vi nok får blive i det fremmede. — —   Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!

Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt …

00020X13555

Krigens forløb

14. september 1914. Hans Petersen indbydes til at spise sin egen kødkonserves …

Skriv en kommentar

86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Den 14. Sept. 1914. Førend det blev lyst om Morgenen, havde vi hentet nogle Kartofler og et Par Gulerødder nede i Byen og kogt dem i vore Kogekar.

Hele Dagen laa vi i Granatild. En Granat slog ned i en Kolonne Heste og dræbte 3 af dem.

Ved Mørkets Frembrud hørte Ilden op. Vi var meget sultne, da vi ikke havde faaet andet hele Dagen end det Par Kartofler, Heinrich Petersen fra Flensborg, som laa ved Siden af mig, sagde: “Jeg tror, jeg gaar bort for at finde en Daase Kød.”

Lidt efter kom han virkelig tilbage med en Daase Kød og indbød en anden Flensborger og mig til at spise sammen med sig. Vi spurgte ikke, hvor han havde faaet det fra, men lod det smage os godt.

Saa rykkede vi frem og gravede en ny Skyttegrav. Bagefter fik vi hver et halvt Brød og Lov til at spise vore Kødkonserves til, som vi altid bar i Tornysteren.

Jeg søgte længe og forgæves efter mine Konserves, indtil der endelig gik et Lys op for mig. Det var nok min Daase Kød, som Heinrich Petersen havde “klemt”, og som han indbød den anden Flensborger og mig til at hjælpe sig at spise; men det anede dengang hverken han eller jeg.

Jeg kunde næsten ikke lade være med at smile ved Tanken. Nu havde jeg ikke noget at gøre Krav paa, jeg havde jo selv været med til at spise den og maatte spise Brødet tørt.

09-01_Skyttegrav_ved_Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin.
Nyheder

8. august 1914. Regiment 84 forlader Haderslev

Skriv en kommentar

Regiment 84 “von Manstein”, hvis II Bataljon havde hjemsted på Haderslev kaserne, skulle den 8. august sendes sydpå til opsamlingspladsen i Aachen. Særligt mange sønderjyder tjente i dette og Regiment 86 “Königin”. M. Pohl beretter om afgangen fra Haderslev:

”Morgenen den 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. bataljons-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården.

Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked.

Det gik over “Skulderbladet”, enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark.

Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.

På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: “Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen”.

Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte den gamle soldater-fanden-i-voldskhed frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offervilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod.

Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp “for det store Fædreland”.

Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid “finder” det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere.

Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et lev vel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten.”

Uddrag og oversættelse af M. Pohl: “Turen til Grænsen” i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

Nyheder

30. januar 1916. Vestfronten: På nattevagt. “Itt’ et Vær aa jav en Hund uer i!”

Skriv en kommentar

Sønderjyden Hans beretter om en nattevagt på Vestfronten

En Nat paa Vagt i Skyttegraven.

Vi sidder 4 Mand i vor Jordhytte i Skyttegraven, kun 30 Meter fra Franskmændene, og fortærer med god Appetit vort Aftensmaaltid, som undertiden er tarveligt nok, men til andre Tider er meget delikat, alt eftersom Posten har været os huld. Klokken lakker mod 6, og udenfor er det snart mørkt.

Det regner og blæser, et rigtig stygt Vejr, derhjemme sagde man altid: „det er itt’ et Vær aa jav en Hund uer i“. Da aabnes den meterhøje Dør til vor romantiske Bolig, og en dump Krigerstemme brummer: „Nachtposten fertig machen, in 5 Minutten raustreten!“ Det behager os naturligvis ikke, men her nytter ingen kære Mor.

Den sidste Bid puttes i Munden, og den sidste Slurk Kaffe skylles bagefter. Derpaa griber man først det dejlige varme Halssjal, som vikles 3-4 Gange om Halsen, dernæst Kappen taget paa, Lænderne omgjordes med Livremmen, hvad der ganske vist ikke er behageligt, da vi har 120 Patroner i Taskerne, dertil Sidegeværet, Spaden, Gasmasken. Brødtasken og Feltflasken, altsaa en anstændig Vægt, om den fyldte Mave. Piben eller en Cigar, Mærke „Liebesgabe“ tændes, og saa kommer Hovedsagen, vor kære Bøsse.

Velrustede kravler vi saaledes op af den ret ujævne Trappe, og enhver gaar paa sin Plads i Graven. Vi staar paa en Forhøjning (Auftritt), saa vi bekvemt kan kigge igennem Skydehullerne, dog er endnu et Bræt anbragt, hvor vi kan stille os op, naar vi rigtig vil kigge over Dækningen, hvad der af Hensyn til Sikkerheden ofte er nødvendigt om Natten. Langsomt kravler man altsaa op paa Pladsen og venter paa, hvad Natten vil bringe.

Man er lidt gnaven i Sinde, thi Regnen strømmer uafladelig, mens Vinden piber. Med Kraven op om Ørerne skyder man Ryg og ryster sig uvilkaarlig, for at Vandet bedre skal flyde af en, fra Huen drypper det ned paa Næsen, hvor der allerede i Forvejen hænger en klar Dryp.

Piiiv, piiiv, over Hovedet flyver Fjendens Kugler med deres uhyggelige Fløjten, patsch, slaar en ned foran Næsen af en i Jorden, og Skidtet flyver en i Ansigtet. Tak for den, Franskmand, den skal du faa betalt. Bøssen, som er ladt med 5 Patroner, tages sagte i Haanden, Sikringsfløjten lægges om. Derovre, lidt til Venstre, havde jeg set Ildstraalen, da han skød, altsaa langsomt tage Sigte, Fingeren langsomt krummet, bums! flyver Kuglen af Sted. Hvad Virkning den gør, ved man jo ikke. Men Franskmanden mærkede den dog, og snart svarer han igen.

Men ikke ene. Han siger sine Sidekammerater Besked, og snart skyder tre, fire Mand ad Gangen. Vi er ikke sene til at gøre det samme. Siirsst, siirsst, med hvislende Lyd gaar en Raket i Luften. Det er lyst, som om Dagen. Nu er det paa Tide at kigge nøje efter, om der er noget paa Færde foran en. Alt er i Orden. Dog mærker man sig et Par Skydehuller hos Modstanderen.

Ratsch-Ratsch-bum-bum, Fjenden sendte et Par Granater, som slog ind i en hundrede Meters Afstand. Splinter og Stumper, Jord og Sten flyver i Luften, og Krudtdampen kildrer i Næsen. Hurtigt som et Lyn dukker man sig og presser sig imod Gravkanten, til det igen bliver roligt. Vort Artilleri er ikke sent til at svare. Saadan gaar det en Tid frem og tilbage.

Hvad var det, lige foran mig puslede der noget. Det er bælgmørkt, jeg ser intet. Højre Haand omklamrer Bøssen. Nerverne spændes. Hjertet banker. Atter rasler det. Forsigtigt kigger jeg helt over Dækningen. Da ser jeg Fredsforstyrreren! En Frækhed! en stor tyk Rotte (som en liden Kat), løber der omkring og søger sig noget til Aftensmad! Et Lettelsens Suk. Bøssen stilles hen.

Men i Stedet for, hurtigt Sidegeværet revet ud og Svap, den frække Gavtyv maatte lade sit Liv. Ja, Blod maa der nødvendig flyde i Krigen. Dig har jeg, mumler jeg, og gør et Par kraftige Drag af Piben, som nær var gaaet ud. Alt imens bliver Fødderne kolde, man begynder at trippe, hvad mon Klokken siger. Aha, just tilpas. Den vagthavende Underofficer skyder en Lyskugle i Luften. Lyst som om Dagen, hurtig et Blik paa Uret, 7, det var Halvvejen, saa gaar det da ned ad Bakken igen.

Vup — ——- et Lyn, Ræn-n-ng, et vældigt Brag, et Lufttryk ikke til at beskrive, en Hagl af Jernstumper, Jord, Sten og andet svirrer i Luften. Der, et Stykke til højre var det, slog en stor fransk Mine ned. Det kan nok være, man kan blive hurtig i Vendingen. I et Nu ned i Graven, og hvis det er muligt ind under Dækning.

Et Par Minutter, og alt er igen roligt, kun uafladelig Bøsseskud. Vore Tropper sparer naturligvis ikke med Svar, og for det meste faar Fjenden 3—4 Gange dobbelt betalt, saa han falder snart til Føje.

Atter staar man paa sin Plads. „Das war aller Hand“, siger man til Kammeraterne, som staar en 10 Meter til venstre og højre. Ja, Joffre har nok Lyst til at lave dicke Luft svarer han.

En Stund er det igen temmelig roligt. Da paa en Gang knak! knak! knak! knak! stedse hurtigere, pist pist, pist, over Hovedet suser uafladeligt Kuglerne saa tætte som Hagl.

Det er et Maskingevær, som ogsaa vil snakke med, for om muligt at meje nogle ned, som længere tilbage ofte om Natten arbejder paa Dækninger. Vi dukker os og morer os i vort stille Sind. Os kan de jo ikke mene dermed. Faste Trin høres bagved. Parole ? spørger en hvas Stemme. Hælene slaar sammen, Hænderne ud af Lommerne, og Ordet siger man da i militær Tone. Det var den tjensthavende Officer, som gør Runden i Graven for at se, om alt er i Orden.

Ved den næste Lyskugle kigger man paa Klokken. Aha! et Kvarter før otte. Det er Tid at vække Afløsningen. Hurtigt springer en ned og hen for at vække. Det kan nok hænde, at man maa raabe en 10-12 Gange, forinden de bliver rigtig vaagne. Klokken er nu otte. De maa nu komme hvert Øjeblik. Hvad er det, endnu ikke her — fem Minutter er det nu allerede over Tiden. Atter en hen for at brøle ned i Hulen. Endelig med næsten 10 Minutters Forsinkelse kommer de søvndrukne, og modtages just ikke paa en alt for blid Maade. Vi betaler næste Gang med Renter.

Det var de to første Timer. Endnu 3 Gange 2, jo Tak, en Fornøjelse. Dog man tænker ikke derpaa. Hurtig Oppakningen af, en Cigaret tændt, og langsomt kravler man ind i en snæver Køje, langtfra tiltalende, og dog er man sjæleglad, naar man først er der, man vikler sig ind i et Dækken, Hovedet paa Tornystren og vil nu gerne sove ind. Dog ak og ve! Her er der andre smaa Fjender, graa og sorte, nogle slemme Gæster. De bliver nu vaagne, da Kroppen begynder at varmes. Man kradser og klør, vælter sig til højre og venstre. Det nytter kun lidt. Altsaa op igen. Lyset tændt, og nu begynder en Jagt, som, ofte giver et godt Udbytte. Efter denne ubehagelige Forstyrrelse forsøger man det for anden Gang paa Hylden. Denne Gang faar Søvnen og Trætheden Overmagten. Snart snorker man og sover fast som en Sten.

Man er nu ikke mere i Krigen, ikke mere i Skyttegraven, thi man — drømmer, drømmer om Hjemmet, om Mor, om Søskende, om alle de Kære. Aa, det er saa vidunderligt skønt at være hjemme, glemt er al Trængsel, al Nød. Man er fri. Verden staar aaben, Glæde uden Ende …

Da pludselig en grov Stemme „Halloh! Aufstehen! Ablösen!“ Ak! Hvad var det? Kun en Drøm. Langsomt vender Tankerne tilbage til Virkeligheden, den nøgterne Virkelighed. O ve! det var kun en Drøm.

Halvt fortumlet i Hovedet — kun en Times Søvn. Man er tilmode som paa en Blaamandag. Man trækker altsaa det hele Skrammel paa igen og kravler ud, ud i den øsende Regn, Regn, som der kun gives i Frankrig, uophørligt hele Nætter igennem. Nu gaar Spillet løs forfra igen. Og her bliver man ret hurtig lysvaagen, thi det gaar paa Liv og Død.

Saadan gaar en Dag efter den anden, en Uge efter den anden, indtil endelig, endelig de 20 Dage er forbi, og vi igen for en Stund kan pakke vor Kommode, og med uendelig Glæde i Hjertet og Tak til Gud forlader den trange Skyttegrav. Desværre mangler vi jo hver Gang en eller flere Kammerater, ja alle vende ikke tilbage.

Gid dog den gode Gud snart vilde oplade sin milde Haand og gøre en Ende paa denne forfærdelige Krig, give os Fred, Fred imellem Folkeslagene og Fred i Hjertet.

Eder, i Kære derhjemme, denne lille Skildring af Livet herude i Felten, til bedre Forstaaelse, optegnet i en rolig Aftenstund i Reserve, den 31. Januar 1916, Dagen før min 25. Fødselsdag.

Eders hengivne Hans.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

Ikke kategoriseret

16. oktober 1915. Ved Loretto-højden: “Der var kun 15 meter over til franskmændene …”

Skriv en kommentar

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I sommeren 1915 var han beskæftiget med at bygge dækningsrum ved Avricourt, men i oktober 1915 blev hans regiment forflyttet til egnen omkring Lorettohøjen.

Den følgende dag fordrev vi tiden med at drive omkring. Vi lyttede til alle de urimelige rygter, der sattes i omløb om kampene på Lorettohøjdeme.

Klokken fem om eftermiddagen trådte vi an med stormoppakning. Vi var nu klar over, at der forestod os en varm omgang. Hver enkelt fik desuden tildelt en dobbelt „Jernportion”, desuden tre hundrede patroner.

Kaptajn Schellin holdt en tale til os. Jeg husker ikke ret meget af det, han sagde; men han sagde dog: „Det kan godt være, at fjenden smider os ud af vore stillinger, men det gør ikke noget, for så tager vi dem omgående tilbage.”

Der var vel ingen, der tog kaptajnens ord bogstaveligt, men de skulle dog, inden vi var nået frem til næste dags aften, gå i opfyldelse.

Vi marcherede af sted i retning af Sallaumines. Da Lens var passeret, gjordes holdt. Så længe det var lyst, kunne vi ikke marchere videre. Indtil nu havde kaptajnen siddet højt til hest, men nu sendte han sin oppasser tilbage med den.

Endelig fik vi befaling til at gå videre frem, men gruppevis, dvs. otte mand ad gangen. Granaterne susede hen over vore hoveder, og dersom en granat gik ned i det samlede kompagni, ville det have frygtelige følger. I halvtreds meters afstand rykkede grupperne nu frem, og efter en times forløb nåede vi landsbyen.

Landsbyen bar skrækkelige mærker af de sidste dages hårde kampe. Nogle sårede, der var på vej tilbage, fortalte, at landsbyen for kun to timer siden havde varet i franskmændenes hænder, men de var nu drevet tilbage.

Overalt var der sønderskudte og sammenstyrtede huse. — Hele kompagniet stod nu samlet i landsbyens nærmeste udkant, hvor vi var nogenlunde i dækning for geværkugler. Vi var tavse, vi følte os underligt til mode, enhver hengav sig til alvorlige tanker. Granaterne hylede hen over vore hoveder, og med skarpe smæld slog geværkuglerne imod husenes mure.

I min gruppe befandt sig også en ældre landeværnsmand. Han var meget forsagt og modfalden, hans ansigt var kridhvidt, og han rystede som et espeløv. Ved siden af ham stod en mand fra Bajern, en kynisk fyr. Da han fik øje pa den angstfyldte landeværnsmand, sagde han til ham: „Nå, kammerat, nu kan du godt gøre dit testamente!”

Den stakkels landeværnsmand var i en frygtelig situation. Han havde en forudfølelse, en anelse om, at han ville falde, og det kom til at slå til, for næppe ti minutter senere var han slettet af livets bog, og mærkeligt nok skyldtes hans død et hændeligt uheld med en af de håndgranater, han bar på sig.

Mens vi stod i lå bag husene, blev vi forsynet med håndgranater. Vi bar dem i små sække, og en del af dem anbragte vi på livremmen. Vi fik nu befaling til at gå frem gennem en løbegrav, der førte ud til den forreste linie. Løbegraven lå under stadig bombardement fra franskmændene og var mange steder fuldstændig jævnet med jorden, og her var der ingen dækning. Da vi var kommet et lille stykke frem, lød der ca. fire til fem meter foran mig et brag, og samtidig hørtes skrig og råb om hjælp.

Den stakkels landeværnsmand havde ved en uforsigtighed bragt en håndgranat til eksplosion, og han blev dræbt på stedet. Tre mand blev såret, den ene af dem endda hårdt.

Vi gik videre, skrævende over den døde og over de sårede.

Endelig nåede vi frem til de første vagtposter fra det garderegiment, der holdt første linie besat, og som vi skulle afløse. Da de fik øje på os, sagde en af dem: „Sikken mængde mennesker I er, men var overbevist om, at I ikke alle kommer levende herfra.”

Jeg blev irriteret over hans lidet vel anbragte udråb og svarede: „Hold mund, din slyngel, det behøver du ikke at gøre os opmærksom på.”

Vi vidste nok, at det var et farligt — og blodigt — sted, vi var kommet ud til, så det var derfor ikke nødvendigt, at han ved allehånde dumme bemærkninger og ytringer skulle gøre det hele værre, end det var.

Vi kom længere frem i graven. Det gik kun langsomt, for vi snublede af og til over faldne soldater, der endnu lå her fra de sidste dages kampe. Oppe på jorden kunne man i mørket skimte dynger af lig. Døden havde i den sidste uges tid gjort en rig høst, og alt tydede på, at mange af os, måske også jeg, ville falde her for knokkelmandens hvasse le.

Det så skrækkeligt ud i første linie. Skyttegraven var efterhånden så udtværet af granatnedslag og så bred, at den egentlig slet ikke mere fortjente navn af grav. Det hele lignede en lavning, en svag sankning i jordsmonnet.

Hist og her var der opstablet sandsække, og foran dem eller bag dem var anbragt stålplader. Alt var i en forfærdelig redelighed. Rundt omkring lå sprængte revolverkanoner, maskingeværer, infanterigeværer og bajonetter, og der var dynger af udrustningsgenstande og lemlæstede lig. Denne uhyggelige stilling var det nu blevet vor opgave at holde mod mulige angreb.

Det var mørk nat, bidende koldt, og der lå en tæt tåge over hele egnen. Vi stod alle mand ved geværerne og fyrede løs for at holde fjenden fra livet.

Der var kun femten meter over til franskmændene, og det var derfor en let Sag at overdænge hinanden med håndgranater.

Det lynede, det bragede ustandseligt hele natten igennem. I min nærhed dræbte en håndgranat fire mand og sårede tre, og de såredes jamren og klagen blandede sig med eksplosionernes buldren og bragen. Artilleriet rasede fra begge sider. Hele vort bagterræn lå under spærreild. Vi kunne ikke få de sårede tilbage.

DSK-årbøger, 1955

Nyheder, Sønderjyder

15. juni 1915. Hans Petersen tæt på nervøst sammenbrud

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

15. juni kl. 08.00-18.00

Jeg laa i en dyb og solid Jordhule sammen med to Mand. Der var godt og vel tre Meter Jord ovenpaa, og den var godt afstivet indeni med tykke Træstammer og saa rummelig, at vi kunde gaa oprejst derinde. Her søgte der mange hen, naar Bombardementet begyndte, da mange af de andre Jordhuler var skudt itu.

Under Bombardementet om Formiddagen, da vi netop var 19 Mand derinde, kom der en af de svære Granater og slog ned paa Hjørnet af Jordhulen og bragte alle Vægge til at revne, saa de truede med at styrte sammen. Det var godt, at Granaten ikke gik ned gennem Midten; thi saa var her bleven en Massegrav. Men en til af samme Slags kunde den ikke staa for.

Tavse og stille stod vi sammentrængte og saa paa hinanden. Af og til søgte Blikket hen paa det svage Hjørne. Det var, ligesom Revnen udvidede sig, hver Gang man saa derhen. Hver Gang en Granat suste ned i Nærheden, skælvede Jordhulen, og en Del Jord styrtede ned fra Loftet. To Mand stod hele Tiden parate med en Spade, ifald det værste skulde ske.

Saadanne Øjeblikke tog haardt paa mig, jeg fik Hovedpine, og Lemmerne rystede. Tankerne bevægede sig kun langsomt og i en snæver Kreds. Men man lyttede, lyttede — med tilbageholdt Aandedrag og hver eneste Nerve spændt — efter de frygtelige Projektiler, som med deres taktfaste Omdrejninger i Luften fremkaldte en uhyggelig Hvislen, der ubarmhjertigt nærmede sig os og endte med en dødbringende Eksplosion i vor Skyttegrav.

Midt under Trommeilden om Middagen kom et Par Mand af 4. Kompagni tilbage fra Stenbruddet, hvor de havde hentet Mad. Iblandt dem var ogsaa Andreas Jessen, som jeg kaldte ind i Jordhulen til mig. Vi talte lidt sammen om de kære derhjemme, og jeg fik en hel Mængde Hilsener med, som jeg lovede at overbringe, naar jeg nu om fire Dage rejste hjem paa Orlov. »Aa, kunde jeg bare rejse med dig,« sagde han, »og saa faa Lov til at blive hjemme; thi Afskeden fra Hjemmet er rigtignok haard, kan du tro.«

Jeg forsøgte flere Gange at overtale ham til at blive hos mig et Par Timer, indtil Artilleriilden havde lagt sig lidt; en Anelse sagde mig, at han gik i overhængende Fare. »Det kan jeg ikke,« sagde han; »jeg skal hen til mine Kammerater med Maden; de venter efter mig, og jeg maa gøre min Pligt.« Vi sagde hinanden Farvel og paa Gensyn! og da han gik, fulgte jeg ham med et langt, bedrøvet Blik. Det forekom mig stadig, at der vilde tilstøde ham noget; jeg kunde ikke slippe denne Tanke.

Om Aftenen, da jeg var nede i Stenbruddet for at hente Mad og Postsager, kom der en Bekendt fra 4. Kompagni og fortalte mig, at nu var Andreas Jessen falden. Han var falden omkring Kl. 3½, kun tre Timer efter at jeg havde talt med ham. Jeg syntes, den Skæbne var saa haard, saa jeg kunde næppe tro det. Desværre var det sandt. Min Anelse havde ikke skuffet mig.

"Blitzlichtaufnahme" fra Hemmesens album
86’ere under jorden i et dækningsrum på Vestfronten (privateje, gengivet efter Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen)

 

 

Nyheder

23. maj 1915. Sønderjyske landsstormsmænd på Vestfronten: “Vi skylder vores familier at passe på!”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham lige siden mobiliseringen i august 1914.

Pinsedag, den 23. Maj 1915. Jeg stod op med Solen og vaskede mig; det var jeg ikke bleven de sidste 14 Dage. Hvor frisk og glad man dog bliver ved at faa sig vasket! Man ser meget lysere paa Tilværelsen. Jeg gik ind med Haandklædet; men jeg kunde næppe aande derinde i den menneskefyldte, tætte, lave Stenhule, hvor der aldrig kunde komme frisk Luft ind.

Mine Kammerater snorkede. Fuldt paaklædte, med de lange Støvler paa Benene laa de med en lille Haandfuld Halm under Ryggen i alle mulige Stillinger.

Jeg tog min Lommebog og gik ud. Siegfried havde faaet Ild under Feltkøkkenet og var ved at koge Morgenkaffen. — I et halvt Hundrede Skridts Afstand fra Stenbruddet satte jeg mig ned i det kraftige, grønne Græs. Der var en gammel, forladt Artilleristilling, hvor der havde staaet 3 Kanoner. Volden, som havde været opkastet omkring Kanonerne, frembød en behagelig Græsbænk at sidde paa. Der var fuldstændig Stilhed.

Vaabnene hvilede. Vist aldrig har en Maj morgen gjort et saa -velgørende Indtryk paa mig. Hvilken Modsætning mellem den stinkende, snorkende Stengrotte og den blide, vaagnende Natur. Tusindfryd og Anemoner stod ved min Side og drak af Duggen. Solen hævede sig langsomt op over Grusdyngerne af den nedskudte Quenneviére-Gaard. Hvor er vi Mennesker dog sunket dybt, at vi saadan ødelægger alt og løber Storm imod hinanden som rasende Rovdyr. Men denne Time gjorde mig godt, den hævede mig ligesom op over Krigens Uhygge.

Tanken søgte de kære i Hjemmet, og jeg var lykkelig ved Tanken om den fælles Gensynsglæde, naar Krigen var forbi. De to gamle Landeværnsmænd Jørgen Refshauge og Christian Lydiksen kom hen ad Vejen. Hulen var nok ogsaa bleven dem for trang. Vi tog en lille Spadseretur alle tre og gik, snakkende paa vort kære, sønderjydske Modersmaal, om ad den nyanlagte, skjulte Skovsti, der førte gennem Elme- og Birkekrattet til Kløften. Den friske Skovbund og det nys udsprungne Løv duftede af Sundhed og Sommer. En lille pikkende Spætte fortalte os, at alt Fugleliv endnu ikke var uddød her ved Fronten.

Da kom en Granat susende med taktfaste Drejninger gennem Luften og eksploderede med et sønderrivende Brag, der forplantede sig som en rullende Torden om ad Kløften. Spætten tav øjeblikkelig. »No vende vi om,« sagde den høje, stovte Familiefader Jørgen Refshauge; »vi skylle vor Familie o pas aa«. Saa vendte vi Ryggen til Sommer og Sol og den skønne Natur og gik ind i den modbydelige Stenhule.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Königun-Höhle ved Moulin-sous-Touvent

 

Nyheder

18. april 1915. Angrebet afblæst. Hans Petersens kammerat dødeligt såret af eget artilleri

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Et Par Timer hengik i spændt Forventning om, hvilke nye Planer der blev lagt. Kl. 10 fik vi til almindelig Glæde Ordre til at trække os tilbage til Stenhulen ved Nampcel. Det lod vi os ikke sige to Gange, men gjorde os straks rede.

Vor Skyttegrav saa forfærdelig ud. Fjenden havde med sit Artilleri skudt den halv fuld af Jord, og desuden laa forrevne Sandsække, Skydeskaar og splintret Træværk rundt omkring i et Kaos. Foran os i et Teltlærred blev der baaret en haardt saaret. Det var min gode Ven, frivillig Frits Wolf. Han var Ordonnans og skulde netop til at gaa bort med en Ordre, da en af vore svære Granater slog ned i vor egen Skyttegrav og saarede ham dødeligt.

Samme Granat dræbte ogsaa Kaptajnen og Løjtnanten, som ledede Artilleriilden fra Skyttegraven gennem Telefonen. Kuglen var fra Kaptajnens eget Batteri.

Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Hans Petersen fra Skodsbøl, Regiment 86. I dansk fængselsbetjentuniform efter Genforeningen. Foto: Lokalhistorisk Samling Albertslund.
Nyheder

19. april 1915. Efter angrebet: “Jeg kommer jo hjem, det har jeg da aldrig tvivlet på!”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Ved Stenbruddet, hvor vi drak Kaffe om Morgenen, blev Kompagniet samlet. Det var næsten mørkt, kun Lyskuglerne, som af og til blev skudt til Vejrs, tyste for et Øjeblik ud over den forvirrede Kampplads, hvor alting for et Par Timer siden var i det vildeste Oprør. Nu var det næsten stille, kun et enkelt Geværskud faldt. Men ud gennem Skydehullerne i Skyttegraven stirrede Vagterne aandeløst fremad i Mørket.

Da vi gik gennem Byen Nampcel, var de mørke Skyer paa Himlen trukket bort, og Stjernerne tittede frem. Maanen kom ogsaa igennem og lyste for os Resten af Vejen. Jo længere jeg kom bort fra Skyttegraven, desto friere gik jeg. Det var en Følelse, som naar et Bind, der er lagt stramt omkring Brystet, lidt efter lidt bliver løsnet.

Jeg rettede Ryggen og skød Brystet frem. Benene ilede af sig selv fremad med kraftige, faste Fodslag. Hvor Aftenen dog var smuk! Stjernernes Skin var saa lyst og mildt og Nymaanens sirligt formede Halvcirkel skinnede fra Himmelhvælvingen som en Broche af Ædelstene paa et blaat Bryst.

Jo, Verden var smuk, og jeg vilde leve. Hvordan mon mine Gymnaster havde det derhjemme? Mon vi nogen Sinde fik Lov til at gøre Gymnastik mere? Bare vi snart kunde komme hjem! Jo, jeg kommer jo hjem; det har jeg da aldrig tvivlet paa.

Saadan gik jeg og var hjemme i Tankerne, indtil jeg blev kaldt tilbage til Virkeligheden ved Kommandoen: Holdt! Træd af I Vi var ved  Indgangen til Stenhulen.

Halvt med Uvilje kastede jeg Vaaben og Tornyster ned i Halmen; de saa saa kolde og døde ud. — Vi talte sammen endnu en Time om Dagens Begivenheder. Der var 4 Mand, som havde set, at Granaten slog ned paa vor Jordhule og begravede os; men de gav sig ikke til at grave os ud, da de ansaa os alle tre for døde.

Snart forstummede Talen, og vi lagde os til at sove under det stærke Klippeloft, glade over at være sluppet saa godt fra det hele.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
86’ernes “Königin-Höhle” ved Moulin

 

Nyheder

18. april 1915. Hans Petersen beordret op over kanten med en revolver: “Gå De foran, Hr. Overløjtnant! Så kommer jeg bagefter!”

Skriv en kommentar

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

Jeg rystede paa Kroppen som et Espeløv; men jeg tvang mig til at se rolig ud. Længe fik vi ikke Lov til at hvile os her. Kanonerne tav. Øjeblikket var kommen til Angreb. — Nu skulde vi først hen til den gamle Jordhule for at grave vore Geværer ud. Da jeg kom ud i den Grav, hvorfra vi skulde angribe, var den Sektion samlet, som jeg skulde føre ud i anden Linie. Jeg sprang op paa Brystværnet for at orientere mig.

Saa snart jeg fik Hovedet ud over Skyttegraven, blev der rettet en saa forbitret Gevær- og Maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst maatte søge Dækning. Jeg prøvede igen — samme morderiske Modtagelse. Tre Skridt frem, det vilde være den visse Død. Nej, tænkte jeg, ikke dø saadan, ikke kaste mig bevidst i Dødens Arme. Jeg saa, at endnu var ingen stormet frem paa hele Linien.

En rasende Pionérofficer kom løbende med Revolveren i Haanden og brølede til os: »Hvem er her Sektionsfører?« Jeg stod ret og svarede: »Det er jeg!« Han bandede og tordnede: »Vil De skyndsomst se, at De udfører Deres Pligt og stormer frem til Angreb!« Jeg sagde: »Det er umuligt at komme blot et Par Skridt frem, da vi ingen Reserver har, og der er heller ingen gaaet frem endnu paa hele Linien.«

Han hævede Revolveren med et Ryk og hvæsede ud mellem Tænderne: »Hund! Jeg skyder dig ned, hvis du ikke gaar frem!«

Jeg stirrede ind i det korte, sorte Revolverløb, pressede Tænderne fast imod hinanden og knugede Geværet med højre Haand som i Krampe. En underlig, stejl Trods kom op i mig sammen med den Tanke: Om jeg dør straks her i Skyttegraven eller om et Øjeblik to Skridt foran kan omtrent falde ud paa et, og hvis han skyder, saa dør han i samme Øjeblik, det ser jeg nu paa mine Kammerater.

Langsomt, men med Eftertryk svarede jeg: »Gaa De foran, Hr. Overløjtnant, saa kommer jeg bagefter!«

Han blev bleg, og Øjnene blev større; men højre Haands Pegefinger strakte sig lige ud, og Armen sank. Uden at mæle et Ord mere gjorde han omkring og løb tilbage, idet han i Forbifarten kastede et sky Blik til mine Kammerater.

Lidt efter kom der Ordre til, at vi ikke skulde gaa frem, men gaa tilbage til vor Jordhule igen og afvente nærmere Besked.

14 86ere Skyttegrav Moulin
86’ere i en skyttegrav ved Moulin (Krestens Philipsens krigsfotos, privateje)