Tag-arkiv: faldne

2. September 1914. Hejmdal: I 1870/71 kom 90% af soldaterne uskadte tilbage.

Dagens nyheder fra Hejmdal

Et frygteligt Vaaben

I en Skyttegrav fandt man iflg. “Berl. Lokalanzeiger” 72 Døde. De var alle dræbte af et eneste Skud fra en Shrapnel.

Krigens Ofre. I 1870-1871 kom 90 pCt. helt uskadt tilbage.

Som en Maalestok for, hvor store Krigens Ofre af Menneskeliv er, er det oplysende at se, hvad det tyske Generalstabsværk om Krigen 1870 meddeler i denne Henseende.

I alt deltog i denne Krig 1,113,254 Menige og 31,101 Officerer. I alt altsaa 1,451,992 Menige og 42,420 Officerer.

Krigen kostede af Døde 26,397 Menige og 1871 Officerer, af Saarede 84,304 Menige og 4184 Officerer.

Med andre Ord er Knap 2½ pCt af de til Slagmarken rykkede Tropper bleven dræbt, mens 7 3/4 pCt. er bleven saaret.

Altsaa er de 90 pct. komme helt uskadt tilbage

Hejmdal

28. august 1914. Søtræfning ved Helgoland

Ved Af Erik Ingemann Sørensen

Det kommer til træfning ved Helgoland mellem engelske og tyske flådefartøjer. Det første søslag under krigen slutter med engelsk sejr.

Blandt de sænkede tyske skibe er krydseren ”S.M.S Mainz”.

Se kort film om søslaget her (eksternt link – youtube)

Denne dag falder på havet:
den 17-årige matros Iwer Hansen, ”S.M.S Mainz”
den 20-årige matros Hermann Petersen, ”S.M.S Mainz”
den 21-årige Obersignalgast Wilhelm Kremer, Helgoland Bugt. Kremer er ikke sønderjyde, men hans lig driver i land på Rømø, hvor han optræder i kirkebog og dødsbiregister. Derfor er han undtagelsesvis taget med for fuldstændighedens skyld.

SMS Mainz’ forlis kostede også livet for den 30-årige matros Stöckel fra Hjerpsted, hvis fornavne ikke kendes, og Oberbootsmaat Conrad Karl Josef Otte fra Sønderborg.

Krydseren SMS Mainz synker med sønderjyderne Iwer Hansen og Hermann Petersen om bord.
Krydseren SMS Mainz synker med sønderjyderne Iwer Hansen og Hermann Petersen om bord.

28. august 1914. Hejmdal udkommer igen! Nyt fra krigen!

Dagens nyheder fra Hejmdal

Til vore Læsere!

Efter at “Hejmdal” den 9. August var bleven forbudt, gav Generalkommandoen den 24. August Tilladelse til at Bladet maatte udgaa paa Tryk. Da Rigsdagsmand H. P. Hanssen i Mandags opholdt sig i Berlin, kunde Redaktionen ikke tage Standpunkt til denne Anordning, før han atter kom hjem. I Dag har Redaktionen derefter modtaget følgende Anordning:

IX Armeekorps. Altona, d. 24. Aug. 1914

Verfügung. Die Veschränkung, dass die Zeitung “Hejmdal” nur in deutscher Sprache erscheinen darf, wird ausgehoben. Der kommandierende General. gez.v. Roehl.

“Hejmdal” kan altsaa nu atter udgaa paa Dansk. Bladet staar under Censur, hvad der en naturlig Følge af Krigstilstanden. Vi er imidlertid fra nu af i Stand til at udsende alle officielle Meddelelser vedrørende Krigens Gang og dermed at bringe vor Læseres Efterretninger, som har været savnede i de sidste Uger.

Tabslister

Om de vanskeligheder, som Opstillingen af tabslister foraarsager, har Publikum endnu stadig en fejlagtig Opfattelse. Man behøver blot at tænke paa Forholdene efter en flere Dages Kamp. Ved hver Troppeafdeling savnes Mandskaber; ganske vist ved man om nogle, at de er falden, men mange andres Skæbne bliver foreløbig uvis.

I dagene efter Slaget indfinder sig ved de forskellige Afdelinger stadig Folk, som man havde savnet og maaske allerede havde troet døde. De var kommen bort og havde sluttet sig til andre Tropper. Om de Saaredes Skæbne faar man ofte først efter længere Tid nøjere Underretning. Let Saarede bliver til Fods, med Vogn eller Automobil skaffet tilbage – ogsaa haardtsaarede følger man saa snart som muligt at skaffe tilbage, for at frigøre Forbindingspladser, Feltlazaretter osv. til mulige ny tilkommende Saarede; hvorhen disse Transporter gaar, ved de kæmpende Tropper ikke. Først efterhaanden siver der Efterretninger ud til alle de Steder, hvor de Savnede befinder sig. Til alle disse Identificeringer hører der Ro og Omhu. I Kampens Storm og Trængsel og i umiddelbar Tilknytning dertil, er de derfor umulige.

Om mange Personers Skæbne kunde man naturligvis berette straks efter Slaget, men Tabslisterne skal være saa vidt muligt fuldstændige og muligt omhyggeligt opstillede; fuldstændige, fordi der ikke skal vækkes falske Forhaabninger, omhyggelige for at forebygge ugrundet Sorg.

Endnu engang maa der henvises til at Tabslisterne i Krigen 1870-1871 tog langt mere Tid end i den nuværende Krig. Dette skyldes alle Efterretningsmidlernes bedre Udvidelse, en bedre Organisation af Efterretningsvæsnet og især alles Iver og Hengivenhed til at tjene denne Sag, der er i det hele Folks Interesse.

Rigskanslerens officielle Tabsliste omfatter desværre ikke Bayrere, Württembergere og Saksere. I alle Dele af Riget aftjener de enkelte forbundsstaters Undersaatter deres Værnepligt. Forhaabentlig vil derfor det preussiske Krigsministerium i Forstaaelse med Bajern, Württemberg og Saksen fuldstændiggøre de officielle Tabslister.

Tyske Værnepligtige taget til Fange. Berlin, 24. August (W.B.)

Den fra New York til Neapel afgaaende italienske Damper “Ancona” er bleven standset i Nærheden af Gibraltar, og de paa Damperen værende militærpligtige Tyskere, henved 70 i Tal, er bleven overført til Gibraltar. Blandt de Tilfangetagne er også Søn af Direktøren for “Deutsche Bank”, Hermann.

Russiske Fanger. Lemberg, 24. August (W.B.)

I Gaar Eftermiddag ankom der igen en Transport af russiske Fanger bestaaende af 20 Officerer og 300 Dragoner, endvidere 6 Maskingeværer, 6 Feltkøkkener og talrige Vogne, Geværer o.s.v., som var blevne erobrede ved Furynka. De russiske Generaler Wanawski og Ivanow er døde af deres Saar.

Feltpostbrevenes Forsinkelse. Berlin, 26. August. (W.B.)

Generalstaben modtager talrige Skrivelser, hvori der klages over den forsinkede Modtagelse af Feltpostsendinger til Slægtninge i Felten og ligeledes fra disse til Slægtninge i hjemmet. Grunden til disse forsinkede Sendinger maa søges i den øverste Hærledelses Forholdsregler, der var nødvendige for at tilsløre vore Hensigter. Disse Tilsløringer var absolut nødvendige.

Den sejrrige Fremgang paa hele Fronten har nu skabt Mulighed for at lade alle indskrænkninger falde. Feltposten vil fra nu af arbejde med samme Regelmæssighed og hurtighed, som det har været almindelig anerkendt i tidligere Felttog. Generalkvartermester von Stein.

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

23. august 1914. Mons: “Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker”

Peter Aarup, Hammelev, gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment “von Manstein” nr. 84, 5. kompagni. Regimentet led svære tab i slaget ved Mons

Den vilde Jagt gennem Belgien standsede den 22. August. Vi laa i Bivuak i en lille Landsby foran Mons. De engelske Tropper havde besat Byen, og de engelske Flyvere var i Luften for at kontrollere vore Bevægelser.

Om Morgenen, Søndag den 23. August, mærkede vi nok, at der var Optræk til et eller andet. Vi marcherede hen over en stor, grøn Græsmark over imod en Skov paa den anden Side af Marken. Der laa der en Gaard eller noget lignende, og der var Masser af Høns og Ænder, som vi havde Appetit paa; men vi fik andet at tænke paa.

Kuglerne peb allerede i Trætoppene, og jo længere vi kom frem, des værre blev det. Vi kom forbi et Teglværk; foran dette laa der en Række Arbejderhuse, og i Kældrene sad Beboerne gemte …

Byen Mons ligger lavt, og en Kanal løber foran Byen. Bagved denne er der en Gade med Huse. Oppe i disse havde Englænderne lavet Skydeskaar. Der var ingen Mennesker at se, men da vi gik frem over den aabne Mark, blev vi modtaget af et kraftigt Skyderi.

Vi skulde forstærke den Skyttelinie, der var sendt foran os, men det viste sig, at de alle var saarede eller faldne. Vi erfarede senere, at Englænderne alle var gamle Kolonitropper, nogle med ti Aars Tjenestetid bag sig.

Maskingeværerne sendte deres Haglbyger ind i vore Rækker. Vi var syv Sønderjyder i min Gruppe. Vor Gruppefører var Lærer Petersen fra Jegerup, alle var vi unge Reservister. som var blevet indkaldt den 4. August.

Den første, der blev saaret i vor Gruppe, var Jørgen Mikkelsen fra Hammelev. Han fik et Skud i Skulderen. Saa kom Turen til Lærer Petersen. Han blev ramt af to Skud i Armen. Derefter kom Turen til Hans Toft fra Jernvedlund; han blev ramt i Lungen. Den næste var min Sidemand, Mads Jessen fra Hoptrup. Han fik et Skud i Benet. Vi raabte: »Mads, bliv liggende!« Men han ville i Dækning ved et Hus foran os. Da han vil de rejse sig op, blev han desværre ramt i Hovedet. Han faldt.

Vi var efterhaanden kun fire tilbage. Det lykkedes os at komme frem til nogle Jernbane-sveller ved Banen, som gik ind til Mons. Vi fire, som slap fra det denne Gang, var Johannes Andersen fra Styding, Peter S. Paulsen fra Skovby, Peter Petersen fra Rejsby, og jeg. – Johannes Andersen og Peter Petersen kom senere under Marneslaget i engelsk Fangenskab.

Da vort Artilleri omsider kørte op, standsede den engelske Modstand. Vi gik igen frem. Foran os førte en Drejebro over Kanalen. Broen var aabnet, men en lille Tysker sprang i Kanalen, svømmede over den og fik Broen lukket.

Saa kom der Gang i Foretagendet. Vi var de første, der kom over.

Paa Bropillerne havde de Maskingeværer staaet, som havde taget saa voldsomt imod os. Nu laa baade Mænd og Materiel spredt til alle Sider. Det var første Gang, jeg havde været med til at møde saa kraftig Modstand.

Det var hen paa Eftermiddagen, og der var 30 Graders Varme. I de engelske Stillinger stod endnu den varme Middagsmad: men der var ingen af os, der havde Tid eller Lyst til at spise den … Nogle af Englænderne var hoppet i Kanalen, da det tyske Artilleri begyndte at skyde. Nogle havde kun Hovedet over Vandet; men nu blev de hjulpet op og gik i Fangenskab. Den vilde Jagt gik videre …

Jeg blev Vidne til noget, jeg aldrig glemmer. Byen var skudt i Brand. Af og til maatte vi passere Gaderne i Løb. En lille Hund kom ud fra et Hus. En Soldat ramte den med Geværkolben, saa den hylede. Da kom en ung Kvinde ud af Døren. Hun vilde vel frelse Hunden, men hun havde en Kniv i Haanden, kanske havde hun været ved at skrælle Kartofler, Da en Sygebærer saa Kniven, fik han saadan et Chok, at han i sin Forfjamskelse trak sin Revolver frem og skød Kvinden. Det viste sig, at hun var højgravid. Det var Krigen i al dens Gru …

En tysk Kaptajn sad lænet op ad en Mur med Hovedet indbundet. Her laa en død og der en saaret spredt ud over Slagmarken. Trods det blev der raabt »Singen!« Jeg troede, at man da var blevet fuldstændig tosset. Der var dog ingen, der adlød.

Vi kom ud af Byen, men næppe var Officererne kommet til Hest, før vi blev mægtigt beskudt ovre fra en Fabriksbygning. Vi kom ned i en Fart, men enkelte blev ramt i Benene, fordi de løftede dem for højt i Vejret, da de smed sig ned. Jeg blev nysgerrig og løftede Hovedet lidt for at se, hvor Officererne til Hest var blevet af. Jeg saa ogsaa et Glimt af dem ca. 7-800 Meter borte. De forsvandt bag en Husrække.

Vi blev liggende et Stykke Tid og marcherede saa videre i den Retning, hvor Rytterne var forsvundne. Det varede heller ikke længe, inden de paa ny havde indtaget deres Pladser foran Kompagniet. Vi kom ad en anden Vej ud af Byen.

Vi studsede, da vi saa en Samling Mennesker, civilister, flere Hundrede, drevet sammen paa en Mark. Vor Major raabte og skreg som en vild. »Hvad skal man lave med saadan en Bande! Skyde dem alle til Hobe!« raabte han.

Han kom dog paa bedre Tanker … Under Marneslaget vilde han ogsaa storme det hele, men da tog Franskmændene ham ved Vingebenet. Han kom nemlig i Fangenskab og kunde herefter ingen Ulykker lave …

Henad Aften kom vi saa i Bivuak syd for Mons, Vi kravlede ind i nogle Rugskokke. Min Sidekammerat, P. Paulsen. var i al den Hurlumhej kommet bort fra os. Vi fandt ham dog, men hans Tornyster, Overfrakke og Dækken var og blev borte. Hans Svoger, Johs. Andersen, og jeg puttede ham ned imellem os, saa han kunde holde Varmen.

DSK-årbøger, 1963

23. august 1914. “Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer”

Sønderjyden “Chr.” fra Infanteriregiment 84 “von Mannstein” fortæller om slaget ved Mons:

Værre var det ved Mons, hvor vi havde det næste, men mere alvorlige Sammenstød med Fjenden 23.-24. August. Ved Mons var det Englænderne, vi kom i Kamp med.

Det blev en haard og for 84erne meget blodig Kamp. Englænderne ydede haardnakket Modstand. De forsvarede paa vort Afsnit en Bro, paa hvilken der var opstillet flere Maskingeværer, der uafbrudt holdt Terrænet under Ild. 2. Batl. blev sat ind ved Middagstid.

Vi laa paa en Eng og var paa det Tidspunkt i anden Linje. Foran os i første Linje var 3. Batl., hvis Kompagnier befandt sig i en meget udsat og meget farlig Situation. De engelske Maskingeværer beherskede hele Landskabet, der var temmelig fladt og saaledes ikke bød Spor af Skjul for vore Folk.

Foran vort Kompagni laa 10. Det havde taget Stilling langs med en Vejkant, og det var nu vor Opgave at rykke frem til Undsætning for det haardt medtagne 10. Kompagni.

Da vi naaede frem, mødte der os et grufuldt Syn. Hver Mand laa paa sin Plads i Skyttekæden med Ansigtet i Jorden — døde. Hele 10. Kompagnis godt 200 Mand var bleven dræbt af de engelske Maskingeværer, som fra et fortrinligt Stade paa Broen havde kunnet meje hele Rækken ned, inden disse med deres Enkeltmandsgeværer havde kunnet yde nævneværdig Modstand.

Kampen fortsattes forbitret og længe, indtil det tyske Artilleri langt om længe naaede frem og tog Broen under Ild, saa først maatte Englænderne forlade Stillingen; men da havde de ogsaa ryddet godt op i vore Rækker.

De trak sig tilbage gennem Mons, hvor de spærrede Gaderne med Barrikader, for at hindre os i at følge alt for hurtigt efter. Da vi naaede ind i Byen, var de borte; men længe kunde det ikke være siden, thi de Bøffer og den Suppe, de havde efterladt sig var endnu ikke helt kold. Den blev det heller ikke, for vi spiste, hvad der var.

Nimy broen ved Mons

 

23. august 1914. Regiment 86 i slaget ved Mons

Af den officielle regimentshistorie for Infanteriregiment 86 “Königin”:

Slaget ved Mons 23. august 1914

En varm og solrig dag bryder frem. Regimentet marcherer mod sydvest på den store vej mod Mons. Ved Langrenée samledes divisionen kl. 8 om formiddagen. Videre march til Casteau. Her blev givet ordre til angreb.

Fjenden – det sagdes at være englændere – holdt Mons besat og havde indtaget en fast stilling nord for byen bag Canal du Centre. Kanalovergangen skulle tages og englændernes jages bort fra Mons.

Regimentet bøjer af fra vejen til venstre i skoven ved Obourg. Her bliver der deployeret. I og III bataljon i forreste linje, II bataljon følger bagefter som reserve i midten. Til højre rykker infanteriregiment 84 frem, til venstre 36. infanteribrigade med regiment 85. Ved den sydlige skovkant ca. 1 km fra kanalen spreder man sig kl. 12.30 middag. Artilleriilden dundrede allerede på begge sider. Da piber også de første projektiler herover.

Mons kort 2

De kommer fra Ferme des Wartons, som fjenden holder besat som brohovede. 1. og 3. kompagni åbner ild. En maskingeværdeling lader sin kugleregn tromme imod vinduer og døre. Efter en kort ildkamp flygter fjenden ud af bagporten.

Den første hindring var fjernet. En anden vanskelighed dukkede op, nemlig kanalen. Bag ved den havde englænderne sat sig fast i husene og i nogle stumper grøft, og skød som vilde. Uden artilleri kunne de ikke gøre meget. Feltartilleri-regiment 45 kører frem og tager den sydlige kanalside under ild. Det virker. Englænderne rømmer også denne stilling.

Hurtigt er 86erne ned ved kanalen, men broerne er trukket tilbage fra den anden side. Da løber nogle behjertede folk fra I bataljon over sluseportene uden at tage hensyn til den stadig heftige ild fra de retirerende fjender.

Ovre på den anden side sænker de igen broen. Regimentet kan nu komme over. På den anden side af kanalen viser sig nu sporene efter vort artilleri. Englænderne er skudt helt sønder og sammen, navnlig granaterne med forsinket tænding, på dette felt var vi forud for modstanderne, har gjort forfærdelig megen skade.

Hurtigt efter overgangen deployeres de to bataljoner. I ilmarch går det nu gennem engene. Døde og sårede englændere ligger rundt omkring. Også de kreaturer, der har græsset i området, er i vid udstrækning ramt.

Styrken vader over La Haine-bækken, mens reserven og artilleriet kommer over på en bro, som pionererne har tømret sammen på tre kvarter. Hurtigt når man banedæmningen Mons-Charleroi 800 m syd for kanalen. På den anden side af banedæmningen hæver sig en bakke, hvorfra angriberne møder heftig ild. Ilden bliver besvaret af de to kampbataljoner.

Så arbejder skyttekæderne sig hurtigt ind på fjenden. Også artilleriet begynder på sit arbejde. Efter en halv times kamp bliver bakken erobret kl. 2. Mange døde og sårede ligger i skyttegravene. Der bliver taget mange fanger. Alene løjtnanterne Carl og Hans Gustav Baller med to grupper tager en officer og 50 englændere til fange.

Fjenden trækker sig nu tilbage i sydvestlig retning. Bataljonerne forfølger ham på østsiden af Mons gennem haver, hække og trådhegn. II bataljon følger samlet gennem den østlige del af byen.

Pludselig møder de to forreste bataljoner heftig ild igen. Den kom fra en bakke øst for byen. Granater og shrapnell; det fjendtlige infanteri fyrede ud af hække, huse og et slot. En eneste granat bortrev fire døde fra 1. kompagni. Forgæves bestryges slottet med maskingeværild, men først artilleriet skaffer luft.

Kl. 4,30 om eftermiddagen bliver englænderne fordrevet fra bakken. Derved tager en deling fra 11. kompagni en hel kavallerieskadrons heste som bytte i en bryggerigård.

Samtidig havde II bataljon en ejendommelig oplevelse, sådan som det er typisk for unge og uerfarne tropper. Bataljonen fulgte som nævnt bagefter den forreste linje gennem østdelen af Mons. Pludselig bliver têten heftigt beskudt forfra. Hvad er der i vejen? Bliver der skudt ud af husene? Der udbryder panik. Mange fyrer i vild ophidselse mod vinduerne. Heste bliver urolige, forvirringen vokser.

Men nogle holder hovedet koldt. Blandt dem den tapre fører af 8. kompagni, premierløjtnant Henrici. Som en klippe sidder han på sin hest i det brændende virvar. Ved nogle frygtelige verbale udladninger genopretter han endelig ro og orden og opnår, at det meningsløse skyderi mod vinduerne holder op. Nogle andre behjertede officerer arbejder sig med et par grupper op foran for at se, hvad der er i vejen.

I forlængelse af gaden var der et stykke skyttegrav, der endnu var besat af den ellers vigende fjende. Af en eller anden grund var der i det uoverskuelige terræn opstået et hul i den forreste linje. I dette lå det endnu besatte stykke skyttegrav og gjorde det muligt for englænderne at skyde lige ind i bataljonens forreste sluttede rækker. De fremskudte grupper får ved deres planmæssige ild hurtigt fjenden til at flygte fra skyttegraven.

Om aftenen samler regimentet sig foran Hyon, en landsby sydøst for Mons. Endnu skal Mont Erebus bestormes, et højdedrag syd for Mons, men mørket er faldet på, og man må vente med det. Ved foden af bjerget graver bataljonerne sig ned i den orden, man havde om morgenen, og de går til ro med kampklare soldater som forposter.

Det var så Mons-dagen for regiment 86. Denne gang ikke frejdige paradetræfninger, men derimod et slag mod en modstander, der skal tages absolut alvorlig. Det blev vundet ved den tyske førings overlegne systematik samt troppernes angrebsånd, der gennem tradition og opdragelse var gået dem i blodet. Svarende til den fjendtlige modstands styrke var også tabene sværere end ved Tirlemont-Oplinter, nemlig 6 officerer såret, 30 mand døde, 90 såret. Taget til fange blev 1 officer og 309 mand fra 4. Middlesex-regiment.  Alligevel var sejrsfølelsen overvældende, og den blev nydt i fulde drag.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen. Udkommer som årbog for Historisk Samfund for Als og Sundeved til november 2015.

18. august 1914. Tirlemont – 86’ernes ilddåb

Af Regiment 86’s officielle historie:

Rygtet talte sandt.  Den 18. august, årsdagen for slagene ved Gravelotte og St. Privat i 1870, skulle regimentet have sin ilddåb. Vest for vandløbet Gette var der mellem Diest og Tirlemont konstateret stærkere fjendtlige styrker, der åbenbart skulle forsvare dette afsnit. Hele 18. infanteridivision skulle indsættes.

Spændingen steg til det ulidelige. Men endnu fire timers march var nødvendig.

Endelig mellem Heelenbosch og Orsmael begynder deployeringen: Brigaden, regimentet, bataljonerne, I og II bataljoner i forreste linje, III bataljon til højre opstillet bag ved I bataljon. I bataljon havde sat 1. og 4. kompagni, II. bataljon havde sat 7. og 8. kompagni i forreste linje.

IR20Til højre for regimentet lå infanteriregiment 20 fra 3. armékorps, til venstre lå infanteriregiment 84. Kamplinjen løb over Gette, så over banedæmningen Diest-Tirlemont mod nordvest, gennem de to landsbyer Neerlinter og Oplinter, omfattede en lille skov, Ouden Bosch, og sluttede ved bakken Schaffelberg.

Da deployeringen er tilendebragt, kommer ordren – at der skal spises!

Feltkøkkenet bliver kørt frem, og i al gemytlighed ikke ret langt fra fjenden bliver ”det sidste måltid” – som nogen kaldte det – indtaget.

 I mellemtiden er det blevet eftermiddag. Men nu går det løs! I kompagnikolonne går det ned i Gette’s brede dalenge. Terrænet er forfærdeligt. Grøfter, levende hegn, pigtråd, hække og endelig Groote Gette selv, en lille flod på 10 meters bredde. Ingen bro.

1914-08-18 Tirlemont

Da hjælper ikke noget, ”gevær og patrontasker i vejret!” og så ellers uden trit ”med Gud for Konge og Fædreland” ned i vandet til op på brystet. Adskillige snubler i den ujævne flodbund og tager så et ufrivilligt bad. Det medfører megen morskab og latter. Nogle hundrede meter på den anden side af floden Gette nås banedæmningen klokken 3,15 om eftermiddagen.

Voelkerkrieg 1014 mindre

Kompagnierne deployerer sig fra kompagnikolonne til skyttekæde. Modstanderen er kun 7-800 m længere fremme. Han ligger på de flade, nøgne højdedrag i en befæstet stilling. Allerede nu piber hans første projektiler.

Nu fremad! I lange spring går det over det åbne terræn. Så åbner også vi ild. Nu slår vort artilleris første granater ned også derovre. Men modstanderen skyder elendigt. De fleste projektiler går for højt. Det mærker soldaterne snart, og de er ikke til at holde tilbage. ”Bajonetterne på!” og under hurra-råb bryder man ind i den fjendtlige stilling.

Straks efter stormer I bataljon det brændende Oplinter hen mod kl. 4. I de fjendtlige skyttegrave ser det forfærdeligt ud. Artilleriet har ryddet voldsomt op blandt belgierne. Døde og sårede ligger tæt ved siden af hinanden. Størstedelen af de overlevende lader sig tage til fange. Nogle lykkes det at trække sig tilbage til nye stillinger.

Hurtigt formerer man enhederne igen, III bataljon blander sig med I, og II bataljon kommer nu i den anden linje. Frontbataljonerne går gennem Ouden Bosch, mens Schaffelberg, der hæver sig bag ved, bliver beskudt af vort artilleri. Nu stormer de op mod Schaffelberg, vor første linje får lige føling med ham. Fjenden opgiver hurtigt modstanden og rømmer nærmest i flugt størstedelen af stillingen. Vor forfølgelsesild strækker mange til jorden. Der bliver set bort fra en videre forfølgelse. Brigadekommandøren er bange for, at han så ikke kan styre sine karle.

Aftenen sænker sig. Stjernerne blinker gennem røgen fra de brændende landsbyer. Trætte, men opløftede og glade over den opnåede sejr bivuakerer 86erne i kampstillingerne under åben himmel. Der var ingen grund til overmod, for sejren var tilkæmpet mod en svagere modstander, der oven i købet havde savnet artilleristøtte.

Det var heller ikke sket uden tab. Løjtnant Reissmann og 16 mand var faldet, 60 mand såret, 12 savnet. Belgiernes blodige tab var meget store. 214 fanger havde regimentet taget.

Füsilier-Regiment 86 i Verdenskrigen

9. august 1914. U15 sænket. Nikolaj Hansen Wolf fra Egernsund dræbt.

Wolf_Nikolai_Hansen_02139H
Nikolaj Hansen Wolf (1897-1914)

Den 6. august 1914 stævnede Den Kejserlige Marines 1. Ubådseskadre ud fra Helgoland. 10 i alt. Blandt disse var U15.

U15 var bygget på Kaiserliche Werft Danzig og leveret til marinen i juli 1912. Om bord var den 21 årige Nikolai Hansen Wolf fra Egernsund sammen med 24 andre.

Opgaven var at lokalisere engelske krigsskibe. De 10 ubåde sejlede med en indbyrdes afstand på 7 sømil (ca. 13 km.) og dækkede altså en linje på omkring 240 km. Eftersøgningen foregik i den nordlige Nordsø mellem Utsire på Norges vestkyst og Orkneyøerne nord for Skotland. Ubådene var ikke neddykkede.

Den 8. august observerede U15, der lå længst mod vest, tre engelske krigsskibe. U15 dykkede straks ned og afskød en torpedo mod HMS Monarch. Forbier!

F007 u15
U15 i konvoj

Englænderne blev opmærksomme på de tyske ubåde – og jagten gik ind.

Den 9. august var tåget. U15 med Nikolai Hansen Wolf om bord fik maskinproblemer og dykkede ud ved Fair Isle, nordvest for Orkneyøerne, for at reparere maskinen. Støjen fra reparationen kunne høres langt væk over det stille, tågede vand. Om bord på krydseren HMS Birmingham kunne man tydeligt høre hammerslag. Krydseren satte fuld kraft frem mod U15 og fyrede løs. Seks skud fra krydserens kanoner slog ned omkring U15, men båden blev ikke ramt.

Ombord på U15 blev der nu givet besked på hastig neddykning. Mænd hastede ned gennem lugerne, dæksler blev lukket og U15 gjorde klar til dykning – for sent! For fuld kraft vædrede HMS Birmingham U15 med en hastighed på mere end 21 knob (ca. 40 km/t). U15 blev skåret midt over.

U15 gik til bunds med hele besætningen – inklusive sønderjyden Nikolaj Hansen Wolf. Det var den første tyske ubåd, der gik tabt under krigen.

HMS Birmingham vædrer U15
HMS Birmingham vædrer U15

6. august 1914. Den første faldne sønderjyde

Den første faldne fra Sønderjylland var den 22 år gamle Einjährig Freiwilliger Siegfried Thaysen fra Frørup. Han gjorde tjeneste ved Grenadier-Regiment Nr. 89, og stod ved afslutningen af sin soldatertid, da krigen brød.

Regimentet afgik allerede til opmarchområdet den 2. og 3. august, og overskred den belgiske grænse den 4. august. Det skulle deltage i angrebet på fæstningsringen omkring Liége, der spærrede for den tyske fremmarch gennem Belgien og dermed for den yderste højrefløj af det tyske angreb på Frankrig.

Om natten den 6. august trådte regimentet an til angreb mod forterne Liers og Pontisse, der trods mørket – men delvist understøttet af lyskastere – straks åbnede ild mod de fremrykkende tyskere. Regimentets tredje bataljon, som Thaysen tilhørte, faldt i et baghold i byen Herstal og mistede sin fane. I alt havde bataljonen den dag 20 faldne, en savnet og fire så hårdt sårede, at de senere døde.

/MBN