Tag-arkiv: desertør

Aviser

19. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: Forholdene for hjemløse og et dumdristigt vovestykke

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Besynderlige forhold for hjemløse

Vi har tidligere gentagne gange omtalt de besynderlige forhold,  der kan opstaa for hjemløse i Nordslesvig og bl.a. ogsaa nævnte bankbestyrer Jørgen Møller, Skærbæk. Han blev i 1902 afskediget af militærtjenesten – hvortil han havde meldt sig som etaarig frivillig – og strøget af de militære lister, fordi han var dansk. I 1909 blev han udvist af prøjsisk omraade, men kom tilbage igen. Nu i 1915-16 har man forlangt, at han skulde melde sig til de militære lister, fordi han er hjemløs. I foraaret indgav han gentagne gange andragende om at maatte udvandre uden dog at faa tilladelse hertil. Og det mest mærkelige af det hele er, at hans udvisning endnu den dag i dag  staar ved kraft. Kort og godt: Manden, som man har afskediget af militærtjenesten, fordi han er dansk, forlanger man senere tilmeldt til lægdsrullen, fordi han er hjemløs, og da den samme mand, for hvem der er udstedt udvisningsordre, vil rejse, vil man ikke tillade det!

Et dumdristigt vovestykke

Sonderburger Zeitung meddeler: Tre unge værnepligtige alsingere fra egnen ved Asserballe Skov har en af de stormfulde nætter i sidste uge paa dumdristig maade taget flugten til Danmark. De har om natten taget en kutter, tilhørende Jørgensen i Asserballe Skov. Kutteren var anbragt i et hus og lænket til en lang bjælke. Desertørerne har savet bjælken over og ved hjælp af en hest slæbt kutteren ned til vandet. Da man endnu ikke har hørt noget fra dem, er det er spørgsmaal, om flugten over bæltet er lykkedes for dem i den stormfulde nat.

Krigens forløb

19. oktober 1916. I tågen ved Somme: Englænderne kun 15 skridt væk!

Skriv en kommentar

Jørgen Gaarde kom til fronten ved Somme i begyndelsen af oktober 1916.

Vi skiftede stilling et par gange, og så var vi trænede nok til at blive sat ind i Sommeslaget først i oktober, først et par dage i anden linje, så en dag, hvor alt ved middagstid var i oprør, ind i den rene hurlumhej, et helvede af eksplosioner og krudtrøg, skrig og jammer.

Den, der fandt et godt og dybt granathul, blev der og kunne måske der bjærge livet; men det blev også aften efter den dag, og så forsøgte vi at finde sammen. Officersstedfortræderen sagde til mig, da vi gik ind i Somme-slaget: »Gaarde, vi to bliver sammen og hjælper hinanden, hvis der sker noget«. Derfor holdt jeg mig altid i hans nærhed. Det var betryggende at have en trofast kammerat i sin nærhed, hvis man skulle blive alvorligt såret, og her ved Sommefloden var det jo næsten utænkeligt at slippe uskadt igennem.

Da vi var blevet samlet, viste det sig, at vi kun havde en underofficer. Vi ældre fik hver en gruppe tildelt og gav os i lag med at grave en skyttegrav.

Der var den morgen en meget tæt tåge. Jeg gik lidt rundt for om muligt at finde lidt brædder, så vi kunne få lidt dækning at ligge under, for det regnede næsten hver dag.

Under denne rundtur kunne jeg let være kommet i fangenskab. Tågen var så tæt, at jeg pludselig opdagede, at englænderne kun stod ca. 15 skridt fra mig og gravede. De lavede det samme som vi. De opdagede mig ikke, og kun et skridt baglæns, så skjulte tågen mig igen.

Det var fristende, men jeg havde en kammerat, som jeg ville have med, for ikke at være helt alene, men han kunne ikke beslutte sig, og så begyndte tågen at lette. Chancen var borte.

Vi blev her i fjorten dage, stadig regnvejr. – Sommeslaget ebbede ud, men vi havde ikke store tab. Tilførselsvejene holdt englænderne under stadig ild. Vi fik ikke bragt mad ud mere end fire-fem gange i de to uger. Vi var både sultne og trætte, og vi frøs, for vi var altid våde, og til sidst var vi ikke meget værd.

Omsider blev vi afløst, men det var et værre ælte at komme tilbage i. En af vore kammerater gik på hovedet i et stort granathul. Det var Julius Weber, en særling og altid sur. Vi fik ham halet op. Han gjorde en ynkelig figur, lignede formelig en druknet rotte. Hele tiden gentog han: »Min Gud, min Gud!« –

Resterne af regimentet blev samlet et stykke tilbage, og der blev uddelt Jernkors. Jeg fik også et. – Vi kom nu i en nogenlunde rolig stilling. Da vi var kommet ud af Sommeslaget, havde vi igen alle vore underofficerer mellem os, de havde simpelt hen meldt sig syge, da vi var gået ind i slaget. Der skete dem ikke noget.

DSK-årbøger 1972

Krigens forløb

16. oktober 1916. Erfaren pige hjælper to desertører: “Nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over!”

Skriv en kommentar

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste ved 9. Jägerregiment (Lauenburgisches). Hjemme på orlov i oktober 1916 besluttede han sig for at desertere samme med sin lillebror.

Farvel, „ Grosses Vaterland“ .

I Oktober 1916 fik jeg fra Garnisonen i Ratzeburg Orlov hjem, før jeg igen skulde sendes til Fronten. Ankommen derhjemme i Øster Lindet erfarede jeg, at min yngre Broder havde været paa Session, var taget til Infanteriet og kunde vente sin Indkaldelse snarest.

Han var meget nedtrykt herover, og min Mor ligeledes, for saa var der jo ingen til at passe Bedriften derhjemme. Det lyste op i hans Tilværelse, da jeg fortalte ham, at jeg, naar min Orlov var til Ende, vilde tage til Danmark og saa tage ham med. Det blev en Aftale. Vi tog i Hast Kartoflerne op og ordnede, hvad vi kunde overkomme.

En hel Del af Kartoflerne begravede vi i Sandgraven uden at fortælle det. Ved Juletid slap Kartoflerne op, noget, de derhjemme slet ikke kunde forstaa. Men i Foraaret, da vor Nabo, som siden blev min Svoger, skulde bruge noget Sand, fandt han her Kartoflerne, og Nøden var afhjulpet.

Tiden gik hurtigt, og Dagen kom, da vi maatte af Sted. Ved højlys Dag gik vi ad den slagne Landevej til Grænsen, med Overfrakke paa Armen og Stok i Haand og med en halvlang Pibe i Munden som andre Studeprangere.

Min Bror, der kun var en Dreng, blev mere og mere alvorlig, jo, nærmere vi kom Grænsen. Da vi bøjede ned ad Vejen til Skudstrup, mødte vi en tysk Officer. Jeg saa, at Hans var ved at blive bleg om Næbbet og fortalte saa en Anekdote og slog en ordentlig Lattersalve op, saa ogsaa min Bror maatte le.

Jeg tog Hatten af og hilste paa Tysk. „Guten Tag, Guten Tag!” hilste Officeren. Jeg tænkte: „Dit dumme Asen, kan du ikke tænke dig, hvad Ærinde vi gaar i.”

Nu gik vi ind over Marken lige mod Grænsen. Jeg bildte mig ind, at jeg kendte Grænsen ud og ind fra den Tid, jeg stod i Lære hos Peter Jegsen i Jels, da vi havde Arbejde ved Grænsegendarmeriet. Men lige med et gik det brat ned mod Kongeaaen, og vi stod ganske nær ved en Grænsevagt.

„Duk dig og følg mig“, sagde jeg, og vi gik i bøjet Stilling til venstre hen mod Aage Schmidts Havedige og langs med det op til Gaarden, hvor vi smuttede ind ad Bagdøren. Her mødte vi Aage Schmidt, som jeg spurgte, om han havde Kælvekvier at sælge.

– „Nej“, sagde han med et Smil, „men sid ned og faa en Bid Brød“.

Ved Spisningen talte vi om alt andet end Krig og Danmark. Aage Schmidt sendte os ud i Stalden, hvor vi kunde se paa Kreaturerne, men der var ingen, som skulde sælges.

– „Pigerne er derude, de har travlt, da de skal til Vamdrup i Aften.“

Jeg lod, som om det ikke ragede os, men saa heri en Hjælp. Vi kom ud i Stalden og hilste paa Pigerne.

„Naa, I har nok travlt.” „Ja, for vi skal til Danmark i Aften.” „Det skal vi ogsaa”, svarede jeg kort. „Det passer da udmærket”, sagde Pigerne, „for vi har af Feldwebelen faaet Lov til at gaa og tage Karlene fra Gaarden med, imod at de tager en Flaske Brændevin med til ham.” Jeg mente nok, vi kunde være Karle paa Gaarden for en Nat.

Snart var Pigerne i Tøjet, og vi startede, men ikke, som jeg havde forestillet mig det. Vi gik hen imod den Vagtmand, vi lige havde staaet overfor.

Karen rømmede sig, Vagtmanden ligeledes og gik til den næste Vagtmand i Kæden og derpaa i en Bue uden om os. Dette gentog sig endnu to Gange. Vi stod paa det Punkt, hvor Kongeaaen kommer fra Nordøst og begynder at danne Grænsen. Længere mod Øst danner en Bæk Grænsen, og en Markvej fører over Bækken. Denne var afspærret med spanske Ryttere, men i Bækken ved Siden af var henkørt en halv Vogn, som man kunde træde paa. Karen satte en Fod paa Vognen og hoppede over, og vi andre ligesaa. „Det kom du nemt fra”, sagde jeg, „det har du nok prøvet før”. „Ja”, svarede hun, „nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over.”

Da jeg igen vendte mig om, lød en blid og venlig Røst: „God Aften, hvor kommer De fra.”

Foran mig stod en Mand i lyseblaa Uniform. Jeg var helt paf og syntes ikke at have set saa ren en Uniform. „Hvorfra!” svarede jeg. „Jeg kommer fra Potziéres.” „Potziéres, hvor er det?” „Det ligger omtrent midtvejs mellem Bapaume og Peronne.”

– „Naa, saadan, hvor vil De hen?” „Besøge min Onkel i Vamdrup”, var mit Svar. „Hvad hedder han, hvad er han, og hvor bor han?” „Overportør Thomsen, Danmarksgade, Vamdrup.” „Det passer, værsaagod.” Saadan var Modtagelsen. Vi blev vel modtaget og meget vel behandlet i Danmark.

Min Uniform laa derhjemme i Sovekamret paa en Stol. Da den tyske Gendarm kom for at tage min Mor i Forhør, vidste hun ikke, hvor vi var blevet af.

„Na“, sagde han, „der ist natürlich zur Nordarmee gegangen”.

Han forlangte, at hun skulde sende min Uniform til Garnisonen. Det nægtede hun at gøre. Na nu, hvad hun forlangte for at gøre det? Hun vilde have 30 Mark for det. Dem betalte Gendarmen hende, og hun sendte den bort.

Flugthjælperen hedder Karen, men det er næppe den berømte Karen Poulsen. der opererede som flugthjælper længere mod vest.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

4. september 1916. Søren Outzen slipper over grænsen

Skriv en kommentar

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere.

Efter uddannelsen i Husum kom jeg i foraaret 1916 til et rekrutdepot paa østfronten. Men efter en maaneds forløb fik jeg tyfus og laa saa paa lazaret i Wilna og Kowno. Sygdommen tog meget haardt paa mig. I en tre ugers tid var jeg end ikke i stand til at læse brevene til mig hjemmefra.

Men heldigvis kom jeg over bjerget og sendtes saa i august paa rekreationsorlov til mit hjem i Ellum ved Løgumkloster. Det gjorde et stærkt indtryk paa mig paa hjemrejsen at se de modgaaende transporter til fronten. Jeg havde allerede faaet nok af frontluften og kunde ikke tænke mig atter at skulle med den vej. Under orloven spekulerede jeg derfor paa at forsvinde over grænsen mod nord. Men jeg saa det paa til orlovens sidste dag og ten.

For et syns skyld tog jeg dog i uniform af sted med toget til Bredebro. Det var den 3. september.

Paa stationen dér spurgte en anden feltgraa mig, hvor jeg skulde hen. Svaret maatte jo lyde: til østfronten. Godt, sagde han, saa kan vi følges ad til Hamborg. Han skulde blot lige ind paa restaurationen, inden toget fra nord kom.

I mellemtiden forsvandt jeg fra stationen og gik tilbage til en plantage ved Ellum, hvor mit civiltøj var blevet bragt hen. Spændingen var nu over mig. Mistanken lurede jo alle vegne. Tøjet fandt jeg, skiftede til civilt, men var nær ikke kommet godt over Brede aa, da der var oversvømmelse og en provisorisk mergelbanebro, jeg havde tænkt at skulle benytte, var bortført af strømmen. Men paa en slags sivbro, som havde stuvet sig sammen omkring den forsvundne bros pæle, kom jeg dog over.

Lidt vaad om sokkerne hlev jeg og var stadig meget mat i knæene efter sygdommen, saa jeg ikke engang var i stand til at springe over grøfterne, men maatte kravle over dem. Den første aften naaede jeg derfor ikke videre end til Gasse hede, hvor jeg logerede i en stak ragning, medens regnen begyndte at sile ned.

Den næste morgen tog jeg videre over markerne. Heldet var med mig. Jeg mødte ingen undervejs og naaede ved middagstid til Lundsmark. Her gemte jeg mig i en kornskok til om aftenen og fik fra dette gemmested et godt og tiltrængt overblik over grænsens forløb og vagtskifterne. Efter mørkets frembrud sneg jeg mig saa ad grøfterne mod grænsen ved Klaabygaard, laa under en busk, da en vagtmand med hund passerede forbi i ca. 5 m’s afstand. Mit hjerte bankede saa højt, at vagtmanden næsten maatte kunne høre det.

Men det gik godt. De resterende godt 100 m kravlede jeg gennem lyngen og kom uset over grænseskellet. Og glad og let om hjertet var jeg. Jeg valgte friheden og havde nu faaet den.

DSK-årbøger 1948

Krigens forløb

3. september 1916. Fanget som desertør ved Gjelsbro

Skriv en kommentar

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.

Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.

Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.

Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a  naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.

Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.

Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.

Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.

I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.

Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.

Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.

Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.

DSK-årbøger, 1941.

Krigens forløb

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

31. august 1916. En sønderjysk desertør bliver stukket i Odense

1 kommentar

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende, skrev i sine notesbøger om de ting, han ikke kunne publicere i sin avis. Her er det et rygte, han har hørt, men som næppe har ladet sig bekræfte.

En ung slesviger og ekspedienten i en forretning i Odense

En 18-årig fyr, der boede og var hjemmehørende i Sønderjylland gik en skønne dag – af frygt for at blive indkaldt – over grænsen og til Fyn, hvor han fik en plads i nærheden af Odense. En dag tog han ind til denne by og kom ind i en ekviperingshandel , det menes en filial af Jens Kjeldsen. I butikken kom han i snak med ekspedienten: Nå, De er nok ikke herfra, kan jeg høre!” ytre[de] denne, Og denne unge slesviger bekræftede dette og fortalte nu op ad stolper og ned af vægge om hvorledes og hvorfor han var gået over grænsen. Nå, sagde ekspedienten, det er jo meget heldigt; jeg er medlem af en komité til understøttelse af desertører, og når De vil give mig Deres adresse, skal De senere få høre nærmere fra mig. Det var den unge mand svært glad over og gav ekspedienten sin adresse. Nogle dage efter fik den unge slesviger da ganske rigtig da også et brev; han skulle rejse til Kolding til et nærmere angivet sted og henvende sig dér, hvor han så ville få anvist en god plads. Så rejste den unge mand til Kolding, fik opsøgt det betegnede sted og begav sig op i huset. Da han var kommet op i kontoret – det var det tyske paskontor – og navngav sig og sit ærinde, blev han skældt huden fuld og senere under fornøden ledsagelse taget med til grænsen og sendt over. Nu er han igen hjemme.  Han slap med en mulkt, fordi han var løbet over grænsen uden pas, men er nu under opsigt og kan vente at blive indkaldt. (Willemoës kommentar: Den unge mand har ikke hørt til de fiffige)

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

16. august 1916. Desertøren Marius er væk!

Skriv en kommentar

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået uventet besøg af to unge kvinder og en mand, der bad om at blive hjulpet over.

(… fortsat)

Min første Gang den næste Morgen var op til Marius paa Loftet. »Marius, Marius!« — kaldte jeg sagte, men fik intet Svar. Jeg krøb ind i Hulen; den var —- tom. Marius maa nok have taget Sagen i sin egen Haand. Maaske var det ogsaa bedst saaledes. Saa var det bare, om han nu var sluppet godt fra det. Heldigvis havde den unge Mand jo Erfaring i Patruljegang derude fra Fronten.

Efter at Stine havde besørget Morgenmalkningen, trak jeg Køerne op paa Marken, hvor jeg satte dem i Tøjr. Saa gik jeg igen hjem. — Men hvad var det, der flagrede derhenne? — Et Stykke Papir, anbragt paa Pigtraaden. — Forsigtigt tog jeg det ned og læste følgende: »Kære alle! — Har nu taget Sagen i min egen Haand. — Tak og Farvel! — M.« — Det lettede, og jeg skyndte mig beroliget hjem, hvor Sedlen saa igen blev grundigt læst. — Aa, ja, bare det nu er gaaet godt, sagde Sine med et Suk. —-Efter Middag, da de havde spist, forlod de to unge Piger os for at tage Turen hjem over igen. Dette skete ikke uden et Ceremoniel.

-— »Farvel, Onkel Ole. — Farvel, Tante, ha’ det godt og Tak for alt,« raabte de, medens de vinkede og i god Fart rullede bort.
Alt dette var saare godt, for derovre saa jeg vor Nabo. Han lod til at være meget interesseret i de to unge Pigers Bortkørsel!

Der gik kun et Par Dage, saa laa der paa Bordet et Brevkort fra Danmark. Kortet bar følgende korte Paa­skrift: — Kære Kusine og Mand!
Marinus er nedkommet. -— Vi har det alle godt. — Andrea. — Dette var efter Aftale. Nu vidste jeg, at Marius var kommet godt over.

Efter Krigen kom Marius og hans Kæreste ret uventet paa Besøg hos os. De var nu lykkelige og skulde snart fejre deres Bryllup. Under Samværet kom vi ogsaa ind paa Forholdene, da vi første Gang mødtes. — Ja, ser du, Ole, sagde Marius, da jeg laa deroppe i Halmen, kunde jeg paa Grund af Spændingen ikke falde i Søvn. Da var det, at jeg pludselig hørte nogen trampe rundt udenfor. Jeg kiggede ud gennem et Hul i Taget, og trods Tusmørket saa jeg, at det var tyske Soldater. De lod til at være ret interesseret i det mystiske Køretøj, som de altsaa var vidende om, og som i Eftermiddagens Løb var ankommet her til Gaarden. Alt dette erfarede jeg gennem deres hviskende Samtale.

Mændene fortsatte endnu lidt med at snuse rundt om Huset. Kort efter saa jeg dog, at de forsvandt op paa Marken, hvor de stod og kærtegnede Hesten. Plud­seligt var Mændene borte; jeg hørte dem trampe ude paa Landevejen. — Hvad mon Klokken er? Jeg anede det ikke. Mit Ur var nemlig gaaet i Staa. Efter at have ligget lidt, be­sluttede jeg mig til alene at forsøge at naa over Grænsen, og det endnu samme Nat.

Jeg fandt trods Mørket ned fra Loftet og stod lidt efter udenfor. Et Øjeblik sendte jeg dem derinde en venlig Tanke, og saa listede jeg over paa Marken og fulgte Amtsbanens Spor mod Vest. Kort efte r saa jeg ganske tæt ved en Vindmølle rage op. Jeg fulgte en tem­melig stor Udgravning, hvorefter Banelegemet faldt ret stærkt. En let Taage laa hen over Jorden og gjorde Orienteringen vanskelig. Pludselig saa jeg flere Hustage dukke frem af Taagen. Forsigtigt listede jeg videre og hørte da pludselig een — ja, flere snakke dernede. Mændene snakkede løs paa Tysk, altsaa nogle Soldater.

Jeg fandt, at det var nok saa raadeligt at være lidt mere forsigtig, hvorfor jeg skyndsomt forlod Sporet og slog et Slag over til venstre. Jeg passerede en Lan­devej og naaede snart ned i en Sænkning, enten var det Mose — eller maaske Eng — eller Kær. Der var rigeligt med vandfyldte Grøfter, kranset med Pil. Taa­gen var tæt.

Det var slet ikke let at orientere sig her. Heldigvis dagedes det lidt efter lidt. Ja, Dagen kom egentlig alt for hurtigt. Jeg var klar over, at jeg ikke kunde slippe over denne Nat; derfor søgte jeg over i en Rugmark. Det var et godt Skjulested. Her laa jeg, da noget kom buldrende forbi. Det standsede. Konduktøren raabte: — »Spandet!« — Ja, saa vidste jeg da, hvor jeg befandt mig.

Ja, Ole, sluttede Marius, du kan tro, Dagen blev noget lang for mig. Men den følgende Nat fortsatte jeg og slap godt over.

DSK-årbøger, 1956

Krigens forløb

15. august 1916. Ole Bennedsen fra Spandet hjælper en desertør

Skriv en kommentar

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået et mystisk brev om, at “Sine” ville komme på besøg den følgende dag. Men hvem var “Sine”?

Den følgende Dag om Eftermiddagen opholdt jeg mig i Nærheden af min Ejendom, der laa tæt op ad Vejen, som gik fra Spandet til Arnum. En Gang imellem tog jeg en Tur op paa min Mark for ligesom at se til Faarene. Jeg benyttede Lejligheden til at kaste et ransagende Blik ned ad Vejen østover. Men endnu havde der intet Køretøj eller andet vist sig.

Tiden gik. Min Kone og jeg havde netop slugt vor Eftermiddagskaffe, og jeg var igen kommet udenfor. Da fik jeg Øje paa et Køretøj, en Gig, der i langsomt Tempo nærmede sig østfra. Jeg saa, at Hesten efter dens Gangart maatte være overanstrengt som efter en ret lang Tur. Paa Vognen sad et Par yngre Kvinder.

Lige ud for min Indkørsel standsede Hesten.

— »Hør, er du Husmand Ole Bennetsen i Spandet,« spurgte den ene af de to paa Vognen.

— »Ja, det er jeg, men — hvem er da I?«

—Man svarede ikke. Kusken satte Hesten i Gang igen, og lidt efter holdt Vognen nede paa min Gaardsplads.

Jeg maa oplyse, at min Nabo ikke er af de bedste, og dansker er han ikke, men han er meget nysgerrig. Det vilde nok være bedst, at han ikke opdagede noget her. Jeg slog derfor Ladeporten op og betydede Kusken ved et Vink at køre frem. Først da Porten igen var slaaet i, optog vi igen Samtalen — uden andre Tilhørere. Ja, siger den ene af Pigerne, jeg er altsaa den i Brevet omtalte Sine.

— Nej da . . . naa, det er du! Jeg saa nærmere paa hende. En Pokkers lille køn een, det er hun.

Ja, ser du, Ole, du faar nu hjælpe os. – – Vi har Brug for Din Hjælp, for . . . Ja, det kommer da an paa, afbryder jeg hende, og  . . . naa, men lad os nu først faa Hesten spændt fra, det ser den svært ud til at trænge til. I to kan jo nok selv komme ned fra Vognen.

Jeg tog mig af Hesten. Da er det, Sine siger: — Ja, ser du. Maren her, det er min Svigerinde, og min . . . min Kæreste har vi ogsaa med. Hun slaar i det samme Vognlæderet til Side, og se, dernedefra Dybet dukker en smilende ung Mand frem.

— Ja, det er Marius — min Kæreste , siger Sine let rødmende. Marius er kommet hjem paa Orlov fra Fronten og har nu intet andet Ønske end at komme bort — over til Danmark.

— Ak, ja, sagde den unge Mand. — Knag’me, hvor det dog gør godt atter at kunne strække Lemmerne! — Han lo kort og befriende.
Kom saa, lille Lotte, sagde jeg, hvorefter jeg trak af Sted med Hesten. Dyret var udkørt, for den lagde sig straks ned i den tomme Baas.

Marius og Pigerne var fulgt med op i Stalden. Maren bøjede sig ned og kærtegnede Dyret med nænsom Haand. —Se saa, lille Prins, hvil du bare, for det har rigtignok været en lang og anstrengende Tur for dig. Hun gav den endnu et Klap og vendte sig igen mod os.

— En lang Tur, siger du! — Sig mig, hvor kommer I da egentlig fra?

— Ja, vi kommer da helt ovre fra Tandslet, hvis du ellers ved, hvor det er.

— Helt fra Als ! — Herregud, lille Marius, saa har du rigtignok haft et trangt Fængsel at bo i, mente jeg.

— Aah hvad, det gik jo da, mente denne og lo ret fornøjet. — Og hvor har vi narret Tyskerne, for — mente Marius — naar vi med klynkende Mine sagde, at vi havde travlt, for vor Mor i Spandet havde sendt Ilbud efter os, hun laa og stredes derhjemme med Døden, saa troede de os. —- Skynd jer bare, sagde de og lod os uantastede passere.

Jeg morede mig og slog en høj Latter op, men jeg greb mig hurtigt i det. — Hør, sagde jeg, her staar vi og snakker og glemmer vist alt. Se nu, Marius, nu kan du følge med mig hen til mit hemmelige Skjulested; der er du foreløbig i Sikkerhed, og saa kan vi altid se, hvad det kan blive til.

Da det var gjort, gik jeg med de to Piger ind til Stine, min Kone. Hun havde snart Maden parat. Det kan nok være, de to kunde lide den. Medens de sad og tog for sig af Retterne, fortalte de os hele deres Historie, om Hjemmet og alt det andet derovre paa Als. Senere var vi oppe hos Marius paa Loftet. Han fik en god Portion Mad. Jeg fjernede mig stille og overlod de unge Mennesker for en Stund til sig selv.

»Prins« stod og skrabede  i Stenbroen. Den modtog mig med en ret kraftig Vrinsken. —- Ja, ja , nu skal du faa Vand og noget at bide i! Jeg fandt et Tøjr frem og satte den ud paa Ageren, hvor den straks gav sig til at ruske i det ikke altfor kraftige Græs.

Ja, bette Svend, du er nok bedre vant. Jeg strøg den kærligt ned over den slanke Ryg. Jeg fjernede mig og tog derefter Turen op paa Marken, for Faarene skulde jo flyttes, og Køerne skulde jo hjem til Natten. Det blev Aften. Stine redte op for de to Piger i vor pæneste Stue. Snart er der Ro overalt i det lille Husmandshjem.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

Se også listen over desertører

Sønderjyder

15. august 1915. Gennem kornet til Danmark

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende førte en lommebog med de begivenheder, han ikke kunne trykke i sin avis.

15. august 1916

Anders Nissen, Døstrup, født 1893, blev indkaldt som reservist 27/11 1914, uddannedes i Flensborg indtil jul og sendtes derefter til Lockstedt lejren. I februar 1915 afgik han til Østprøjsen og derfra til Auguslovo i Polen, blev syg af mavekatar, kom på lazaret og senere tilbage til byen Hamborg, hvor han var fra 12. marts indtil 3. maj, for så [at] komme til Haderslev og derfra til Gent i Belgien. I den korte tid han var ved østfronten, deltog han i kampene ved de Masuriske søer.

Til Gent ankom han den 10. juni 1915. Den 3. juli kom han i skyttegravene ved Langemarck og lå der indtil 3. august i år. I den tid var der ingen egentlig større kampe undtagen den 19.    før påske, da tyskerne tog en skyttegrav fra englænderne, som  imidlertid tog den tilbage Langfredag. Artilleriet var dog stadig i jævn virksomhed.

Forplejningen var ikke god, men den blev mere kneben i vinter, da det nemlig var knapt med brød. I vinter fik de 3-4 kartofler i suppen (gryn eller nudelsuppe med en stump kød en gang imellem). I foråret slap kartoflerne op, men så blev til gengæld forplejningen med brød lidt bedre fra slutningen af april, indtil Nissen tog hjem fra fronten. De fik nu 3 pund hver anden dag, og brødet var godt. Men anden mad blev noget knappere. Alle var kede af krigen, men tyskerne mente dog, at de skulle blive de vindende.

I Belgien var rugen bragt ind, hvede og havre moden og høsten i det hele god på de dyrkede jorder, men meget jord var ikke dyrket.

Nissen gik i nat gennem kornet og over grænsen mellem Egebæk og V. Vedsted.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Se også listen over desertører

Hjemmefronten

14. august 1916. Grænsesluser for desertører ved Spandet

Skriv en kommentar

Ole Bennedsen i Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark

Det var, saa vidt jeg husker, lige før Høstens Tid i Aaret 1916, at følgende hændte mig: Jeg havde dengang en Del at gøre med dem, der illegalt søgte ud af Landet, til Danmark. For det meste var det unge Mænd, der rømmede, for paa denne Maade at slippe for at komme med i Krigen paa tysk Side. En Del af Mændene havde allerede i kortere eller længere Tid været med derude i Skyttegravens Helvede, og nu havde de altsaa faaet nok af det og søgte bort.

Slet saa behageligt var dette Arbejde just ikke for mig, for hvis man skulde have det Uheld at blive taget af Tyskerne, ja, saa var det sket.

Jeg modtog endda Breve fra helt ubekendte Folk, og hvordan det kunde gaa til, fik jeg først senere Forklaring paa. Det var kun sjældent, jeg fandt det forsvarligt at sende Svar paa disse Breve.

Engang fik jeg et Brev, der havde følgende korte Indhold: — Kære Onkel. — I kan vente os paa Besøg i Morgen. — Sine.

— Sine — Sine — Hm! — Jeg gik den hele Dag og spekulerede paa, hvad det vel kunde være for en Sine. Der var jo saa mange Kvinder der bar dette almindelige Navn. — Naaja. Tiden vilde jo vise det.

Jeg var dog klar over, at det ikke var mig eller mine, men Danmark, det gjaldt.

Det var uheldigt netop paa dette Tidspunkt, for vi havde for mindre end en Uge siden faaet en ny Landstormsbataillon paa Vagt langs Grænseafsnittet ved Spandet. Selv havde jeg to Mand i Kvarter. Mændene var saadan set flinke nok, men ikke helt »modne« endnu. De, der var rejst, havde været vidende og været med til meget. Hvis alt dette kom frem . . . Naa, det gjorde det vel ikke!

For en Sikkerheds Skyld havde jeg i Halmen paa mit Stueloft indrettet en Hule, hvor man kunde gemme baade Mennesker og andet bort. Dengang havde man jo saa meget, som det var bedst, at den tyske Gendarm ikke fik sin Næse i.

Men nu tilbage til det omtalte Besøg af Sine med flere. Een Ting vidste jeg, og det var, at Mændene, som var indkvarteret hos mig, den næste Dag ved Middagstid, vilde være borte. De havde fortalt min Kone, at de skulde trække paa Vagt ved Grænsen, og at vi ikke kunde vente dem hjem før ud paa Natten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger, 1956

Aviser

27.juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Unddragelse af værnepligten

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Fra Landsretten i Flensborg

For at have unddraget sig værnepligten var i tirsdags i alt 27 personer, stammende væsentlig fra Haderslev og Tønder kredse, anklagede. De antages alle at opholde sig i Danmark.

18 af de anklagede idømtes ifølge Flensborg Avis hver 10 maaneders fængsel, mens sagen standsedes imod 9 af dem, da Civilkommisærens formand havde begaaet en formfejl i sagen.

For at have villet unddraget sig værnepligten var tjenestekarl Peter Christian Bock, født i 1894 i Skrave, anklaget. Bock, som indtil marts i aar havde opholdt sig i Danmark hos sine forældre, var hjemløs. Den 2. marts havde han været til session i Haderslev, men der var ikke truffet nogen afgørelse. Man sagde ham, at hans sag skulde undersøges. Han var anmeldt til lægdsrullen i Danmark. Paa formandens spørgsmaal om, hvorfor han da vilde herned og være soldat, udtalte den anklagede, som afhørtes ved tolk, at han havde tyske sympatier. den 27. juni i aar blev han anholdt i en skov ved Høkelbjerg. Han havde intet pas. Nogle gange havde han været paa Landraadskontoret i Haderslev for at faa det, men det var endnu ikke kommet tilbage fra Generalkommandoen. Den anklagede paastod, at han ikke havde villet unddrage sig sin værnepligt, men han vilde over grænsen for at besøge sine forældre. Retten idømte ham fire ugers fængsel, hvoraf tre ansaas for afsonede ved varetægtsarresten.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Schrøder fra Nørre Vilstrup er falden.

Saarede

Christian Petersen, søn af arbejdsmand P. i Aabenraa, er blevet saaret og ført til lazaret i Nürnberg.

Snedker Christian Bonde i Haderslev er bleven saaret ved Vetsfronten.

H. Ohlsen, søn af købmand O. i Haderslev, er bleven saaret.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Chr. Petersen fra Holm paa Als er haardt saaret.

Aviser

18. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: Ingen kornmark til grænseskel

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Grænsebevogtningen og kornmarkerne

I foraaret blev det forbudt grænseboere at tilsaa deres kornmark nærmere til grænseskellet end til en afstand af 50 meter, og grunden til dette forbud sagdes at være den, at man derved vilde forhindre flygtninge – krigsfanger og desertører – i at skjule sig i kornet og saaledes lettere uset komme over grænsen. Der henligger derfor af kornmarkerne langs grænsen et bælte paa 50 m.s bredde, som er bart hvor end ikke markens ejer maa sætte sin fod, med mindre han har erhvervet en særlig tilladelse dertil eller er under særligt opsyn.

Forfremmelse

Tandlæge Ewald fra Sønderborg, svigersøn af gaardejer Dall i Skodsborg, der har virket som tandlæge i et lazaret for kæbesaarede i Baden i 1,5 aar,  er ifølge Flensborg Avis bleven forfremmet til krigstandlæge og har faaet ledelsen af en tandklinik i en stor troppeøvelseslejr og fangelejr i Sydtyskland.

Faldne

Landmand Chr. Klausen paa Lunderup Mark ved Rødekro er død i russisk fangenskab d. 15. januar. Han efterlader hustru og 4 børn.

Gaardejer Mathias Bruhn fra Hovslund mark i Øster-Løgum sogn er falden paa Vestfronten, godt 30 aar gl.

Ludvig Dehn, Haderslev, er den 7. juli falden, 20 aar gl.

Enke Hænisch i Aabenraa har modtaget budskab om, at hendes eneste søn Oskar er død af sine saar paa lazaret paa Vestfronten.

Jørgen Schønemann, en søn af Jens S. i Spandet, der har været med som krigsfrivillig, er den 20. juni død af haarde saar.

Saarede

Albert Lind fra Løjtkirkeby er saaret under de sidste kampe i Galizien.

En søn af Jakob Knudsen i Adsbøl ved Graasten er alvorligt saaret ved Vestfronten.

Savnede

Niels Fogt fra Avnbøl i Sundeved har været savnet siden den 15. juni i Galizien.

En søn af fhv. farver Hansen i Ullerup er ogsaa forsvunden.

 

Aviser

26. juni 1916. Brændenældetøj og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Brændenælder i stedet for bomuld og hamp.

Landbrugsministeriet har i disse dage anordnet, at landråderne hurtigst muligt skal organisere indsamlingen af brændenælder.

Krigen har, hedder det ifølge ”Berliner Tageblatt” i ministerens reskript, næsten helt standset indførslen af bomuld og hamp. Men brændenælden kan til dels erstatte dem. Da den ikke kan dyrkes for tiden, må den indsamles. Dyrket vil den ellers efter landbrugsministerens mening kunne give et kolossalt udbytte:

På en kvadratmeter, har han nemlig beregnet, kan der avles 3 pund tørrede nældestængler og 1 pund tørrede nældeblade, som er et fortrinligt foder. På en hektar kan der altså avles 15.000 kilogram nældestængler og 4-5000 kilogram nældeblade. På 1000 hektar tilsået med brændenælder ville der kunne avles 1,2 millioner kilogram nældetrevler, en mængde, som vil være af stor betydning for vor forsyning med vævede stoffer.

Under henvisning dertil opfordrer landbrugsministeren indtrængende landråderne til hurtigst muligt at organisere indsamlingen af brændenælder.

Der åbnes os med dette nye reskript udsigt til senere hen at få en brændenældekofte ligesom kongesønnerne i H.C. Andersens eventyr om ”De vilde svaner”. Til gengæld må vi så vistnok herefter skyde en hvis pind efter den lækre brændenældebudding, der forleden blev os så varmt anbefalet.

For at have ydet hjælp til unddragelse af værnepligten

var tjenestekarl Thomas Nielsen fra Årupgård i fredags anklaget for landsretten i Flensborg. Nielsen, som syntes at være lidt indskrænket, er født den 22. december 1893. Den 13. marts 1916 kørte han sammen med en Hansen Lund med en vandvogn ned til Kongeåen for at hente en spand til et damptærskeværk.

De kørte som sædvanlig vognen baglæns ned til Kongeåen. Da de havde gjort det, tabte de med vilje en spand ned i åen. Hansen Lund sprang ud efter spanden og forsvandt over på den anden side uden senere at vende tilbage igen. Hansen Lund havde ikke været til session, men var militærpligtig.

En vagtpost, som stod i nærheden, anholdt straks efter den anklagede. Denne havde herefter tilstået, at det var aftalt mellem ham og Hansen Lund, at denne skulle flygte. Statsadvokaten androg på den højeste straf for denne forbrydelse, et års fængsel mindre end én dag.

Retten idømte den anklagede 10 måneders fængsel. Vel var han indskrænket, men en følelig straf var på sin plads, da de mange værnepligtsunddragelser fra Nordslesvig tilføjede det tyske rige stor skade.

Opråb til en guldindsamling.

”Røde Kors” kredsforening i Haderslev offentliggør et opråb, hvori det hedder bl.a.: ”Medborgere! Tyskland kan kun sejre, når det ikke blot kæmper med sværdet, men også forbliver økonomisk stærkt.

Den handler uforstandig, som ikke mod kassebeviser ombytter de endnu i hans privateje værende mængder af møntet guld; det er meningsløst at holde fast på det.

Men vi bør ikke blot ombytte vore guldmønter, men også styrke rigsbankens guldskat ved at sælge vort guldtøj.

I det øjemed åbnes der nu også i Haderslev et guldindkøbssted. Vort indkøbssted godtgør den fulde værdi for alt guldtøj. Guldets lødighed fastsættes af en edfæstet taksator. Taksationen sker således, at rigsbanken ingen gevinst har af købet af guldtøjet og ædelstenene.

Man bør heller ikke undslå sig ved til stedse for fædrelandet at skille sig af med den overflødige ødselhed, som hyppig drives med guldkæder, armbånd osv. Det bør for os alle være en ære i stedet for guldurkæder at gå med en simpel jernkæde for derved at vise, at vi trænger ikke til forfængelige smykker, når disse kan gavne fædrelandet. Man er i færd med at lave sådanne jernkæder, og når man afhænder sine guldurkæder, får man en sådan i stedet mod at betale dens værdi.

Indtil videre er køb af forlovelsesringe udelukket, dersom det da ikke drejer sig om afdødes forlovelsesringe.

Dødsfald.

Mangeårig prøjsisk landdagsmand, geheimejustitsråd Carl Asmus Bachmann i Haderslev er død i en alder af 73 år. Som politiker sluttede Bachmann sig til det nationalliberale parti. Den afdøde var kendt i Haderslev by og østeramt som mangeårig dommer ved amtsretten i Haderslev, hvis ældste han var i en række år. Han var embedsmand af den gamle skole og støbning og mindes med anerkendelse fra alle sider for sin redelige færd.

Aviser

7. juni 1916. Erstatningsthé, faneflugt og faldne

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

I stedet for te.

Det prøjsiske krigsministerium har udsendt et flyveblad om indsamling af blade og brombær, jordbær, hindbær, solbær, blåbær og tyttebær som erstatning for te, efter at der er givet en forklaring af, hvem der bedst kan indsamle bladene, og hvorledes det skal ske, og hvilke blade der er bedst, oplyses der, at for så vidt de tørrede blade ikke anvendes på indsamlingsstedet, kan de i pakker på 5 kilo med posten og 25 kilo med jernbanen efter forudgående forespørgsel sendes til ”Präserven-fabrik” i Ebsdorf, Hannover. Den nævnte fabrik betaler 50 pfennig pr. kilo. Tomme sække og kasser godtgøres ikke og sendes ikke tilbage.

For landsretten i Flensborg

stod i går for unddragelse af værnepligten landmand Thomas Mortensen Therkildsen, født 1896 i Skast, samt tjenestekarl Jens Jensen født 1895 i Ballum, sidst bosiddende i Vester Gammelby. De er begge flygtede til Danmark. Statsadvokaten androg på en pengebøde af 150 mark for hver af de anklagede samt beslaglæggelse af deres eventuelle formue. Efter en kort rådslagning forkyndte retten dog den dom, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke var fuldstændig efter lovens forskrift. Beslaglæggelsen af formuen ophævedes ligeledes.

For hjælp ved faneflugt.

Fru Anna Jacobsen i Spandet idømt 2 måneders fængsel.

Rigsretten i Leipzig forhandlede i lørdags en sag mod fru Anna Jacobsen i Spandet, som den 18. april ved landsretten i Flensborg var blevet idømt 9 måneders fængsel for hjælp til faneflugt. Den anklagede havde efter anmodning givet sin svoger, der var soldat, en civilklædning for at han kunne flygte. Efter først at have taget klædningen frem, havde fru Jacobsen igen taget den bort med en bemærkning, at hun ikke ville have noget at gøre med den sag. Men hun låsede ikke klæderne bort, men lagde dem på sengen, hvor svogeren fandt dem og tog dem på. Revisionsinstansen anså det ifølge ”Flensborg Avis” for tilstrækkelig bevist, at fru Jacobsen havde villet hjælpe svogeren med at flygte, og forkastede hendes revision. En søster til fru Jacobsen, der havde større del i soldatens flugt, idømtes i sin tid et år seks måneders fængsel. Hun havde ikke nedlagt revision.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

 Peter Schmidt og hustru i Ladegårdsskov ved Gråsten har modtaget efterretning om, at deres søn Frederik er faldet på vestfronten den 16. maj, næppe 20 år gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Johansen fra Felsted er faldet, at Asmus Peter Julius fra Gråsten er død på krigslazaret og at en søn af A. Dall i Lintrup, bygmester Hans Petersen fra Mejlby ved Lintrup og gårdejer Truels Jensen fra Rejsby er blevet såret.

I marinens tabsliste meddeles, at Andreas Staarup fra Haderslev er savnet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Petersen fra Bovrup er i fangenskab.

Lambert Lambertsen fra Aalkjær ved Gram, der i begyndelsen af krigen blev hårdt såret i den denne arm, nu er blevet hjemsendt med pension.

Enke Marie Knudsen, født Lund, i Åbenrå har modtaget efterretning om, at hendes søn Lauritz er faldet den 20. maj ved Mort Homme [“Toter Mann”, RR]. Fru Knudsen har endnu to sønner, Lorenz og Hermann med i krigen.

Otto Christensen fra Mels Mark på Als er faldet den 25. maj, 31 år gl.; han efterlader hustru og en lille søn.

Peter Søberg fra Løjtkirkeby, er død på et lazaret. Thomas Hansen og hustru i Lundsbæk i Nustrup sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Hans Eskildsen Hansen, er død på et feltlazaret den 26. maj.

Thomas Thygesen, søn af gårdejer Hans P. Thygesen i Tyrholm ved Hovslund, er blevet hårdt såret og befinder sig nu på et lazaret.

Aviser

25. maj 1916. Nye årgange indkaldes, straffet for hjælp til faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hjemmenes ofre til krigen.

Mens man i fjor indkaldte, uddannede og sendte til fronterne de unge mennesker, der er født i kalenderåret 1897, har man nu i den første halvdel af maj begyndt indkaldelserne af de unge mænd, der er født i løbet af året 1898.

Når det fra enkelte sider er antydet, at der er indkaldt mandskab over 45 år, forholder det sig ikke rigtigt. Der er nok folk inde, som er over 45 år, men det er mænd, der har nået denne alder efter, at de er blevet indkaldt.

I enkelte tilfælde er folk indkaldt efter at være fyldt de 45 år, men det er sådanne, ved hvis værnepligt, der har været en eller anden gammel skavank.

5 års og 2 års fængsel for hjælp ved faneflugt.

”Flensborg Avis” meddeler:

For hjælp til faneflugt stod landmand Nis Petersen Nissen fra Høkkelbjerg og snedker Niels Hansen Lassen fra Fjelstrup i tirsdags anklaget for landsretten i Flensborg. Nis Petersen Nissen, som er født i Tirslund den 7. juli 1867, var anklaget for at have hjulpet i 6 tilfælde, Niels Hansen Lassen i ét tilfælde. Han var desuden anklaget for at have opfordret en soldat til en strafbar handling.

I det første tilfælde var begge de anklagede indviklede. Nissen bor i Høkkelbjerg og har en lille landejendom, som kun ligger omtrent 150 meter fra den danske grænse. Hans ene mark går lige fra huset ned til grænsen. Den 9. januar i år var snedker Hansen Lassen fra Fjelstrup sammen med sin kone og voksne søn i besøg hos Nissen, som de er beslægtet med. De havde da aftalt, at Hansen Lassens søn, som var udtaget til soldat, skulle komme hen til Nissen et par dage derefter og så herfra om natten gå ned over Nissens mark og over grænsen. De var også ude for at se sig om. Nissen hentede et par dage senere den unge Lassen. De kom hjem ved tolvtiden, og i nattens løb forsvandt Lassen så over grænsen.

Inden dette skete, havde den anklagede Lassen på gæstgivergården i Christiansfeld talt med en landstormsmand og spurgt ham, om han ikke kunne sørge for at komme på vagt på det sted, hvor hans søn ville gå over grænsen, og på det tidspunkt, da han ville gå over. Han ville betale ham godt for det.

Dette tilstod de anklagede alt sammen.

I pinsen 1915 var der kommet en soldat, iført civilt tøj og jernbanekasket ind til Nissen og havde bedt om at måtte låne en luftpumpe til sit ridehjul. Nissen havde givet ham denne. Soldaten cyklede så ned over Nissens mark og slap der over grænsen. Nissen beskyldtes for at have vist ham dette, men han nægtede det.

Nissens nabos søn, en ung mand ved navn Bechmann, var ligeledes gået over grænsen over Nissens mark. Nissen var også anklaget for at have hjulpet ham. De to sidstnævnte nægtede Nissen at have hjulpet.

I januar måned var de to anklagede blevet anholdt. De førtes til Flensborg, hvor Nissen kom i forhør hos en kriminalkommissær.

Nissen spurgte under forhøret denne, om han måske kunne slippe med en pengebøde, når han tilstod alt som det var. Kommissæren svarede, at hvis retten nåede til den overbevisning, at de har sagt hele sandheden, vil de måske kunne regne med formildende omstændigheder. Derefter tilstod han at have hjulpet endnu tre foruden de nævnte. Dette nægtede han dog under forhandlingerne i tirsdags. Vidner, som havde været til stede, mens han aflagde tilståelse, blev afhørt og bekræftede at have hørt tilståelsen. Der afhørtes i alt 13 vidner under forhandlingerne.

Statsadvokaten androg på at ikende de anklagede en alvorlig straf, også som en alvorlig advarsel i anledning af de mange faneflygtige fra Nordslesvig. At der var ført bevis for, at begge de anklagede havde gjort sig skyldige, kunne der ingen tvivl være om.  Han ville andrage på en fængselsstraf på tre år på snedker Niels Hansen Lassen og seks år for landmand Nis Petersen Nissen.

Advokaten Fey androg på at dømme noget mildere for Nissens vedkommende, som han forsvarede.

Retten idømte efter en længere rådslagning Nissen en fængselsstraf på fem år og Lassen en sådan på to år. For Nissen stod sagen således, at retten havde overvejet at henvise den til rigsretten, da der eventuelt kunne være tale om landsforræderi. Ingen af de anklagede tog imod dommen, men ville kræve revision.

Grisepriser.

”Hejmdal” meddeler:

De sidste torvedage var grisemarkedet i Rendsborg tilførte med 920 grise og ungsvin. Priserne var for dårlige let bare 34 til 40 Mark stykket, yngre god bare til 20 til 30 pund 41 til 48 Mark, fra 30 til 40 pund 49 til 56 mark, mellemvare 40 til 50 pund 57 til 70 mark, bedste bare 50 til 60 pund 71 til 84 mark, ungsvin fra 60 til 80 pund, 85 til 104 mark, svær bare fra 80 til 100 pund, 112 til 140 mark. Nogle grise solgtes for 1 mark 40 pfg. til 2 mark pundet.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

H. Schlichting og hustru i Dybbøl har efter en lang ventetid modtaget efterretning om, at deres søn Nis er blevet hårdt såret den 9. september 1914 i Østprøjsen, og at han er død af sine sår, sandsynligvis inden han nåede at komme på et lazaret. Han blev næppe 21 år gl.

Typograf Amandus Nielsens hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at hendes mand er faldet den 19. maj, 38 år gl. Han efterlader hustru og 5 børn.

Bødkermester Goldbecks hustru i Haderslev har fået meddelelse om, at hendes mand, der kun har ligget 4 uger ved fronten, er faldet.

I sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Petersen 3. fra Kær ved Sønderborg er faldet, at Jens Bojsen fra Bøjskov i Haderslev Amt er død af sine sår, at Hans Jessen fra Skærbæk er død af sygdom, at Ernst Cramer fra Sønderborg er omkommet ved et ulykkestilfælde og at Jesper Simonsen fra Branderup på ny er blevet såret, denne gang hårdt, samt at Hans Adsersen fra Kastrup er savnet.

Hans Hansen og hustru i Holmskov ved Elstrup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Jørgen den 13, maj er død på et feltlazaret, næppe 24 år gl.

Aviser

18. maj 1916. Familietragedie, faneflugt og faldne

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Hvem krigen hærger.

I mandags modtog stationsforstander M. Erichs og hustru i Ris ved Aabenraa efterretning om, at deres søn Ernst den 13. maj er død på lazaret, 23 år gl.

To timer senere indtraf ifølge ”Hejmdal” efterretning om, at en yngre bror til den afdøde, Otto Erichs, var faldet på den vestlige krigsskueplads den 8. maj, 21 år gl.

Ægteparret Erichs mistede for et års tid siden en søn og for ¼ år siden en svigersøn i krigen. De har endnu to sønner i felten.

Anklagede for unddragelse af værnepligten.

Landsretten i Flensborg, men landsretsdirektør Baur som formand og assessor Dobereiner som offentlig anklager forhandlede i går blandt andet følgende sag:

For unddragelse af værnepligten var følgende i forskellige byer i Nordslesvig hjemmehørende personer anklagede: Chresten Dahl fra Kelstrup, Anker Volf fra Djernæs, Hans Mogensen fra Humptrup, Gustav Knudsen fra Maugstrup, Christian Becker og H.P. Derstedt fra Haderslev, Nis P. Petersen fra Fjelstrup, Mads Hansen og P. Chr. Holm fra Kabdrup samt Mathias Holger Johansen fra Fjelstrup.

Efter straffeandragendets oplæsning kom retten i overensstemmelse med statsadvokaten til den opfattelse, at sagen måtte standses, da anklageskriftet ikke havde den af loven foreskrevne ordlyd. (Efter rigsrettens kendelse må der ikke gives lejlighed til at ændre dette senere).

En udvidelse af det tysk-danske grænseområde

er, som meddelt, foretaget af det stedfortrædende generalkommando i Altona. Før var områdets sydlige grænse jernbanen Flensborg – Tinglev – Tønder – Højer Sluse, nu er den et stykke længere sydpå, nemlig Flensborg – Læk – Nibøl – Dagebøl. Det gælder for folk om at have deres pas i orden, og fra i mandags er også banegårdene i Tønder besatte med militær, og samtlige rejsende bliver underkastede pasrevision.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Jørgen Christensen, søn af P. Christensen i Høruphav, er den 28. april faldet ved Mokrzve, 25 år gl.

Gartner Nissen i Vandling ved Haderslev har fået telegram om, at hans ældste søn, Christian Nissen er faldet.

Valdemar Jessen fra Vrå ved Frifelt er faldet den 8. maj.

Arbejdsm. J. Christiansen fra Øster Gejl blev nylig i Frankrig såret af et skud i brystet og et i halsen og døde et par dage efter på et lazaret.

Gårdejer J. Andersen fra Rønshoved, der så Christiansen falde og skrev hjem derom, faldt få dage senere selv på valpladsen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Nielsen fra Mjøls, Peter Hansen fra Fol, Thomas Olsen fra Kassø og Niels Skøtt fra Djernæs er faldet og at Peter Nissen fra Nørre Hostrup er død på reserve- feltlazaret ved 9. reservekorps.

Endvidere meddeles, at Peter Lauridsen fra Seggelund og Karl Heide fra Aabenraa er hårdt sårede.

Aviser

5. maj 1916. Desertørs ejendom på tvangsauktion – og andre nyheder fra Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kaffe og te.

Krigsudvalget for kaffe og te bekendtgør:

De anmeldte beholdninger af grøn te frigives herved under den betingelse, at salgsprisen i engros- og detailhandelen ikke overstiger 2 mark 50 pfennig for et halvt kilogram, fortoldet.

Af de anmeldte forråd af råkaffe frigives foreløbig i alt 10 procent af hver enkel slags til at sælges og til at brændes på følgende betingelser:

1) Til forbrugerne må der kun sælges kaffe i brændt tilstand.

2) I hvert enkelt tilfælde må der ikke sælges mere end et halvt pund brændt kaffe. Salget er kun tilladt, når den samme køber samtidigt køber mindst den samme mængde kaffeerstatningsstoffer.

3) Prisen for et halvt pund brændt kaffe og et halvt pund kaffe-erstatningsstoffer må tilsammen ikke overstige 2 mark 20 pfennig.

4) Til storforbrugere (kaffehuse, hoteller, gæstgiverier, almennyttige anstalter lazaretter osv.) må der i ugentlige portioner kun sælges halvdelen af den mængde, som svarer til det påviselige ugentlige gennemsnitsforbrug i de sidste tre driftsmåneder; der må også i dette tilfælde bruges mindst den samme mængde erstatningsstoffer.

Tvangssalg.

Fæsted Kro med et areal af rigelig 3 hektar, tilhørende Peter Tønder, der i fjor efterår rømte over grænsen, solgtes i mandags formiddags ved tvangssalg på Amtsretten i Rødding. Højstbydende blev kroens tidligere ejer, gårdejer Schultze i Knorborg ved Hjortvad, med 11.500 mark og fik tilslaget.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Lærer Nicolaj Jensen, der stammede fra Sønder Ønlev ved Jordkær, er faldet den 19. april.

Lærer Frauen, en svogersøn af førstelærer Hansen i Skodsbøl ved Broager, er faldet; han efterlader enke og 3 børn.

Niels Nielsen fra Uge er død som følge af sygdom på et reserve-lazaret i Flensborg.

Gustav Madsen fra Hvinderup ved Christiansfeld er død på et lazaret i Rusland som russisk krigsfange, lidende af tuberkulose.

Krigens forløb

4. maj 1916. Fronten tur-retur – orlov igen!

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han var hjemme på orlov i påsken 1916. Han havde forgæves søgt om forlængelse af orloven, men og måtte derfor retur til fronten. Han ankom den 1. maj sent om aftenen.

Jeg havde en Dag skrevet hjem og fortalt, hvordan det var gaaet mig. Om Aftenen lagde jeg mig til at sove, for jeg ventede ingen Breve.

Paa een Gang kom dog en Underkorporal. han var fra Bayern, han
spurgte: »Er her en Prøjser?«
»Ja«, sagde jeg; »hvad er der paa Færde?«
Han kom ned i Hulen og sagde: »De lykkelige Menneske, De kører paa orlov«.
Jeg kunde ikke forstaa det. Jeg troede, at han holdt Sjov med mig… ,
»Ja«, sagde han, »i Gaar lavede De Vrøvl, og nu, da De faar orlov, tror De det ikke«.
Saa overrakte han mig et Stykke Papir af en Pose, hvorpaa der stod: »Kør straks paa orlov!
« Vort Kompagnistempel fandtes derpaa, saa det maatte jo være rigtigt.
Jeg kom paa Benene, og mine Kammerater ogsaa. De fik mit Brød og Smør, som jeg havde med hjemmefra.

Saa tog jeg Afsked og rejste igen hjem paa orlov.

Min orlov lød fra den 4. til den 11. Maj 1916. Det var ikke sket før, at en Soldat paany drog paa orlov.

Der havde ikke været megen Ro, den dag, jeg drog ud i Stillingen, og det Døgn, jeg nu havde været ude ved Fronten, gav heller ikke nogen Ro.

Jeg stilede lige mod Byen Provais, skulde igennem flere Traadforhindringer paa adskillige Meters Bredde. Den Aften hang Lyskuglerne overalt. Det var et herligt Vejr. Nu skulde jeg gennem en Viadukt under Banen Laon-Reims. Den blev med Mellemrum beskudt og skulde passeres, naar det var roligt.

Jeg kom dog godt under Viadukten, men jeg var kun naaet et lille Stykke langs med Dæmningen, før de atter fyrede løs. Jeg maatte smide mig ned og fik en hel Kaskade af Jord over mig.

Omsider naaede jeg tilbage. Kvarteret var fuldt belagt, men jeg kravlede op paa mit gamle Leje.

Her laa dog vor Kompagniskrædder, Jacob Kruse fra Hoptrup.
»Er det dig, Peter«, sagde han, »hvad vil du dog her paa denne Tid af Natten?«
»Jeg skal paa orlov i Morgen«, sagde jeg.
»Men du er jo lige kommet fra orlov«, sagde han.
»Ja, men jeg kører igen i Morgen«.
»Er der da sket noget derhjemme?«
»Nej, det er der ikke; men jeg skal altsaa paa orlov igen «

Jeg meldte mig om Morgenen paa Skriverstuen. Vor Feldwebel var paa orlov i Hamborg.– Jeg drog sidst hjemmefra en Lørdag Middag og kom hjem igen Torsdag Eftermiddag.

Jeg kom helt uventet. Min Mor sad og spandt, da jeg kom ind ad Døren. –

»Men, kære Søn«, sagde hun, »du er dog ikke løbet fra dem?«
»Nej, jeg har orlov i otte Dage igen«, sagde jeg.

De Dage gik alt for hurtigt. Jeg maatte af Sted igen, men jeg kom med Vilje et Par Dage for sent …

DSK-årbøger 1959

 

Ikke kategoriseret

1. maj 1916. Peter Rossen fra orlov i ilden …

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916.

Da jeg var kommet hjem, søgte jeg om fjorten Dages ekstra Orlov. Sæden skulde lægges, men jeg hørte ikke noget derudefra. Saa tog jeg selv en Dag mere, men maatte jo saa af Sted.

Da jeg meldte mig paa Kommunekontoret, sagde  Kommuneforstanderen:

»I Gaar fik jeg en Forespørgsel, om det var nødvendigt, at du fik mere Orlov.”

“Ja, sagde jeg, meget nødvendigt, mindst otte Dage.”

“Jeg  forudser altsaa, at du faar Orlovsforlængelse«.

»Ja, saa løber jeg den Risiko Og bliver herhjemme en Dag længere«.

– Nu var jeg to Dage for sent paa den; men jeg hørte ingenting. Haabet svandt mere og mere. Jeg tog afsted, og da jeg havde passeret Hamborg. troede jeg slet ikke mere paa Orlov.

Jeg kom altsaa til Fronten to Dage over Tiden og ventede mig en ordentlig Skylle.

Den fik jeg ogsaa. – Samme Aften skulde jeg ud i Stillingen. Det var den 1. Maj, et herligt Vejr.

Kort før jeg skulde af Sted kom min Ven paa Skriverstuen, Thomas Hansen fra Hamborg, som gerne flik sig en Sludder med os  heroppefra, naar der var Lejlighed dertil. Han sagde, at han jo selv var halvt »deroppefra« – »for min Mor er fra Sønderborg, og der aftjente min Far sin Værnepligt. Min Mor har lært mig at tale Dansk. Jeg kan stadig forstaa det, men jeg har glemt at tale det; det er dog dejligt at være blandt Kammerater, der taler min Mors Sprog«.

Han kom altsaa nu farende ind, mens jeg stod og pakkede mine Sager:

-»Mand«, sagde han, »der er lige kommet Besked om Orlov til dig, og nu er du her. Det er ikke saa godt, men vi maa haabe, at du faar den Feldwebelen er ikke til Stede lige nu«.

Jeg ventede, til han kom. Han maatte hen til Telefonen i den anden Ende af Byen og drøfte min Orlov.

»Vi har jo ingen Rejsepapirer til dig, saa der er ikke noget at gøre ved
den Sag«, sagde han.

»Ja«, sagde jeg, »naar Generalkommandoen har bevilget mig Orlov,
kan Bataillonen da ikke afslaa den«.

»Naa«, sagde han, »indsend straks en Ansøgning«.

»Det gør jeg ogsaa, og saa besværer jeg mig samtidig«

Jeg gik, men det kan nok være, at det haglede ned over mig. Da jeg naaede Byen Goignicourt, slog jeg Følge med en ung Mand, som havde været »ude«, som han sagde. Jeg fortalte ham mine Genvordigheder. –
»Ja, saa er det ikke saa godt«, sagde han. –

Vi traskede af Sted. Natten var kold, og jeg tog min Kappe paa, Jeg havde en Pakke med til min Kammerat Knud, som var derude. Allerbedst som vi travede fremad, det var saa roligt, satte paa een Gang det franske Artilleri i med Ildoverfald paa vore Batterier, der stod i en Dalsænkning lidt fra Vejen, og samtidig lagde de Spærreild paa Vejen.

Vi maatte smide os ned. Jeg laa i et Granathul ved Siden af Vej en og havde en Pakke ved hver Side af Hovedet. Da det blev lidt roligt, løb vi lidt tilbage, hvor der var en Sandgrav.,men vi naaede ikke helt derhen, før vi maatte ned paa Jorden igen.

Denne Gang gik der tre Splinter gennem min Kappe, men heldigvis blev jeg ikke saaret.

Da det atter blev roligt, kom alle Vognene, der havde været ude med Proviant og deslige, kørende alt hvad Hestene kunde løbe. Vort Artilleri begyndte at skyde alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, og det benyttede vi os af. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, mod Fronten og
naaede derud lidt før Midnat.

Alt var paa Benene derude, og Kammeraterne tog imod mig med de Ord: »Velkommen, men din Plads i Understanden er desværre optaget!«–

Jeg meldte mig hos vor Kommandofører, og det kan nok være, han bjæffede. »Kommer to Dage for sent! Ingen Proviant til dig! Din Plads optaget!« – De troede, at jeg var gået over Grænsen.

»Men nu er jeg altsaa her«, sagde jeg.

»Ja, De finder nok en Plads«, sagde han.

Jeg talte lidt med de gamle Kammerater og fortalte dem om Turen herud.

Her var der  ogsaa livligt. I Paasken havde det ikke været godt herude. En Aften, da der havde været nogle ude fra forreste Linie for at hente Posten, havde en af dem tændt en Cigaret; men saa kan det nok være, der blev Skyderi, og alle Mand maatte springe ned i  Graven.

En Del blev saaret. Der var ogsaa et Par døde, og nogle havde faaet Benbrud, alt paa Grund af denne Uforsigtighed. Jeg gik ned i Understanden og lagde mig. Søvn gav det ikke.

DSK-årbøger 1959

Ikke kategoriseret

25. april 1916. Ligtransport, faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Hjembefordringen af lig fra felten,

Der er forbundet med mange vanskeligheder, ville lettes betydeligt, når hjemførelsen først skete efter krigen. For at tilskynde de efterladte dertil, har Forbundsregeringerne ifølge ”Hejmdal” vedtaget ved ligsendinger efter krigen at tilstede en fragtnedsættelse af 50 procent indenfor et passende tidsrum, som senere skal fastsættes.

Slagtning af gimmerlam

er i år forbudt indtil 25. maj. I tilfælde af nødslagtning skal slagtningen anmeldes til kommuneforstanderen inden 2 døgn, efter at den har fundet sted. For lam, der indføres fra udlandet, gælder dette forbud ikke.

Til hesteauktionen i Neumünster

i tirsdags var der mødt henved 1000 landmænd. Det drejede sig om belgiske heste. Priserne var meget høje: der betaltes gennemsnitligt 2600 mark, mens den laveste pris gik ned under 2000, men den højeste op over 3000 mark.

Ekspropriation af kvæg.

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten har udstedt følgende bekendtgørelse:

I medfør af en bekendtgørelse fra rigskansleren af 27.marts 1916 om kødforsyningen har ”Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbund” i Altona den forpligtelse til forsyningen af den hjemlige befolkning, hæren og flåden månedlig at erhverve et bestemt antal hornkvæk, svin og får til slagtning. For at forbundet kan opfylde denne opgave i de næste måneder, da fedekvæg kun står til rådighed i ringe mængde, er det nødvendigt, at de kvægholdende kredse i befolkningen tilbyder alt slagtefærdigt kvæg til salg. Sker dette ikke og kan handelsforbundet ikke komme i besiddelse af den nødvendige kvægmængde, vil der finde tvangstægt sted.

Derved skal alt det kvæg medregnes, som kvægholder siden 1. april i år frivilligt har solgt til slagtning, for at kvægholdere, som frivilligt afgiver deres slagtefærdige beholdninger, helt bliver forskånede for tvangstægten eller dog i det mindste bliver betydeligt mindre ramte.

Derimod vil kvægholdere, som holder deres besætninger tilbage, ikke alene blive særligt stærkt taget med ved de tvangstægten, men de kan også regne med, at ved tvangstægten vil der blive gjort et betydeligt fradrag fra kvægets værdi som overtagelsespris; et tilsvarende lovforslag er under forberedelse.

Jeg venter af forståelsen og fædrelandskærligheden hos de pågældende kredse i provinsen, at de ikke lader det komme til tvangstægt.

To kvinder idømt fængselsstraf for medhjælp til faneflugt.

Fru Anna Jacobsen og frøken Dorthea Petersen af Spandet stod tirsdag den 18. april for Flensborg Landsret som anklagede for medhjælp til faneflugt. Fru Jacobsen og frøken Petersen var søskende. I de sidste dage af februar modtog fru Jacobsen besøg af sin svoger, Ingvar Jacobsen, som var hjemme på en 3 ugers orlov fra Rusland. Han havde klaget sig over alt, hvad han havde lidt i Rusland, og gjorde et meget nedtrykt og nervøst indtryk. Lejlighedsvis ytrede han, at kan ikke kunne vende tilbage til Rusland mere. Han bad fru Jacobsen om at få sin brors klæder. Dette nægtede hun og frarådede også sin søster at hjælpe Jacobsen med at flygte. En dag tog hun dog sin mands klæder frem, men gemte den igen.

Om aftenen den 1. marts gik Jacobsen og frøken Petersen bort ved 8-tiden. Fru Jacobsen troede, at de gik til stationen. Dette gjorde de imidlertid ikke, men gik mod grænsen. Det lykkedes dog ikke at finde grænsen, og et sted var der for meget vand på heden til, at de kunne komme over. De gik så tilbage til en gård, hvor en frivillig, Gerhard, som frøken Petersen havde været forlovet med, lå i kvarter. Han var dog ikke hjemme, da de kom. Men da han var kommet hjem, vækkede frøken Petersen ham og bad ham om at hjælpe hendes bror over grænsen. Han gik ind på det, men kun på skrømt, og førte Jacobsen til skrivestuen. Her flygtede han dog og kom over grænsen. Frøken Petersen blev arresteret straks efter.

Statsadvokaten anså det for bevist, at begge de anklagede var skyldige, og krævede 9 måneders fængsel for fru Jacobsen og 18 måneder for frøken Petersen.

Forsvareren, justitsråd Crespel, mente ikke, at de anklagede burde kendes skyldige, fru Jacobsen i alle tilfælde ikke. Man burde også ved en eventuel straffetilmåling betænke, at anklagede havde handlet af medlidenhed med Jacobsen, og at ingen politiske bevæggrunde fandtes.

Retten kendte begge de to anklagede skyldige i hjælp til faneflugt. Formildende kom i betragtning, at de anklagede ikke havde handlet af tyskfjendtlighed, strafskærpende, at de havde hjulpet en soldat til at flygte, mens Tyskland var i krig. Retten dømte derfor i overensstemmelse med statsadvokatens andragende.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Hans Chr. Petersen fra Felsted er den 25. marts faldet i Rusland, rigelig 42 år gammel. Han efterlader hustru og 7 små børn.

Jakob Jørgen Diederichsen, søn af gårdejer Hans. D, i Nørre-Vilstrup, er den 21. marts faldet på valpladsen, 22 år gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Markus Ottsen fra Løjtkirkeby og Claus Iversen fra Stenderup i Sundeved er faldet og at Peter Festersen fra Hokkerup er død som følge af sygdom i Neumünster.

Peter Jensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.

Aviser, Hjemmefronten, Om Krigen

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

2 kommentarer

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

Aviser

14. marts 1916. Dementi: Mejeribestyreren i Toftlund ikke deserteret!

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Han ville ikke flygte.

Det var mejerist Hansen – og ikke Clausen, som tyske blade beretter – der blev anholdt af grænsevagten. Han ville ikke desertere, meddeler ”Dannevirke”, men blot besøge mejeristen i Spandet; det var 2 dage, før hans orlov udløb, og han havde forsømt at afmelde sig.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

11. marts 1916. Et mærkeligt Tilfælde

Skriv en kommentar

Senest ændret den 18. juli 2016 9:09

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Falden.
Landmand Christen Jepsen fra Broagerland er den 27. februar falden under et Stormangreb i Champagne.

Død paa Lasaret.
Møller Bonnichsen fra Østergade i Haderslev, der var indkaldt som Landstormand, er den 8. Marts afgaaet ved Døden paa Lasarettet i Sønderborg efter 4 dages svære Lidelser. han efterlader sig Hustru og Børn.

I Bedring.
Gæstgiver Thomas Madsen fra Aabøl ved Toftlund, der efter endt Uddannelse i Efteraaret blev sendt til Frankrig, blev, efter at have været der i nogen Tid, syg af Lungebetændelse og indlagt paa et Lasaret. han er nu saavidt helbredet, at han er kommen hjem paa Rekreationsorlov.

Forfremmet.
Seminarist Nis Jakobsen, ældste Søn af Banegaardsforvalter Jakobsen i Dynt ved Broager, der i Januar blev dekoreret med Jernkorset, er nu bleven forfremmet til Løjtnant. Den unge Jakobsen har besøgt Seminariet i Haderslev.

Dekoreret.
Frederik Bojsen, Søn af pensioneret Lærer Bojsen i Aabenraa, der siden Krigens Begyndelse har staaet som Sanitetsgefrejter ved 86. Regimets 9. Kompagni, har for udvist Tapperhed og Snarraadighed under de haarde Kampe den 27. februar d. A. faaet overrakt Jernkorset.

Vagtmand Hjemme.
Andreas Nissen fra Fogderup ved Ravsted kom forleden Dag hjem og overtog Posten som Vagtmand over fangerne i Fogderup.

Hjemme paa Orlov.
Niels Lorentsen fra Tiset ved Gram, der ligger i Trier, og Marius Schmidt fra Gram, der er med ved Vestfronten, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Æg til Saarede og Syge. i Avnbøl i Sundeved er det ved Lærer Bonnichsen blevet foretaget en Indsamling af Æg til de Saarede og Syge paa Lasaretterne i Sønderborg. Der var indtil i Torsdags samlet 339 Stykker, og man ventede at faa en Del flere.

Et mærkeligt Tilfælde. (Dvp.) En russisk Fange i Kær paa Als fik forleden Brev hjemmefra med Meddelelse om, at hans Hustru paa Gaarden (Fangen er Landmand) har to Krigsfanger, en fra Vollerup og en fra Kær. Det viste sig da, at den russiske Fanges Husbond i Kær er Tjenestekarl hos hans Hustru i Rusland.

Ikke flygtet. Mejerist Hansen (ikke Clausen) i Toftlund, der, efter hvad “Schleswigsche Grenzpost” meddelte, skulde være deserteret, er ifølge Meddelelse fra Toftlund ikke flygtet. To Dage før hans Orlov var udløben, besøgte han Mejeristen i Spandet, men forsømte Anmeldelsen; det er det hele.

Aviser

11. marts 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 24. marts 2016 8:04

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Afdød veteran.

I Hjortkær begravedes i onsdags på kirkegården arbejdsmand Andreas Abrahamsen, som var veteran fra krigen 1848. Var han end ikke den ældste, hørte Abrahamsen dog til de ældste af de endnu levende fra 48, således var han ved veteranfesten på Folkehjem i Åbenrå i 1914 den ældste blandt de der tilstedeværende. Sine sidste år henlevede han hos sin søn, skræddermester H. Abrahamsen i Sønder Ønlev.

Forårsarbejdet i landbruget kan få den største betydning for krigen.

En forordning fra krigsministeriet peger på ny på, hvor nødvendigt det er at få forårsarbejdet i landbruget gjort på ordentlig måde, og betoner, at gennemførelsen af denne opgave kan få den største indflydelse på krigens gang.

Civilmyndighederne anmodes om at understøtte landbruget og om at fremme smålandbruget så vidt muligt ved arbejdsfællesskab.

For hurtigt at få orlovsansøgningerne besørgede bemyndiger man kommandørerne for forstærkningstroppedelene til vidtgående brug af deres tilladelse til at give orlov. Dé, hvor fanger er henviste til at gøre arbejde, skal så vidt muligt en tillært landmand, i hvert fald en helt pålidelig person føre tilsynet.

Anholdt ved grænsen.

Mejeribestyrer Clausen, som i flere år havde bestyret Toftlund mejeri, blev for et halvt år siden indkaldt, men har flere gange været hjemme og tilset mejeriet. Militærforvaltningen havde disse dage sendt en anden mejerist, og da Clausen var hjemme, forsøgte han at komme over grænsen i stedet for igen at møde ved sin afdeling. Han er ifølge ”Kieler Zeitung” imidlertid blevet anholdt af grænsevagten ved Gelsbro og ført til Düsseldorf som desertør.

Bekendtgørelser, Nyheder, Sønderjyder

10. marts 1916. Faldne, Saarede og Desertører

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal

Fra Felten.

Faldne.
Landmand Hans Christensen fra Humlegaardsbæk ved Haderslev er falden den  25. Februar. Han efterlader sig Hustru og 2 Børn. Den faldnes Bortgang rammer Familien saa meget des haardere, som Fru Christensen i længere Tid har ligget paa Sygehuset.

Paa Lasaret.
Landmand H. Hørmann fra Mejlby Mark, der en Tid lang har været med paa Østfronten, er bleven overført til et Lasaret i Berlin, hvor han har faaet en Taa amputeret.

Savnede.
Næstældste Søn af Sygekasserendant Friedrichs i Haderslev er ifølge “Schl.Grp.” bleven meldt som savnet. Hans Løjtnant har skrevet til Forældrene, at deres Søn savnes, men han havde ikke været blandt de Døde, som man havde begrevet. der er derfor begrundet Haab om, at den Savnede er falden i Fangenskab.

Fra Provinsen.

Anholdt ved Grænsen. Mejeribestyrer Clausen, som i flere Aar havde bestyret Toftlund Mejeri, blev for et halvt Aar siden indkaldt, men har flere Gange været hjemme og tilset Mejeriet. Militærforvaltningen havde i disse Dage sendt en anden Mejerist, og da Clausen var hjemme, forsøgte han at komme over Grænsen i Stedet for igen at møde ved sin Afdeling. han er ifølge “Kieler Zeitung” imidlertid bleven anholdt af Grænsevagten ved Gjelsbro og ført til Düsseldorf som Desertør.

Brødkortene. Magistraten i Haderslev offentliggør den 7. Marts 1916 følgende:
§ 1. De Børn, som endnu ikke er et Aar gamle, faar ingen Børdkort.
§ 2. De ved Gennemførelse af § 1 sparede Brødkort udstedes som Tillægskort (350 Gram pr. person og Uge) efter frit Skøn af Magistraten til den Befolkning, som har svært Arbejde, eller andre Personer.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

6. marts 1916. Saarede, Savnede og Dekorerede

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Saarede.
Underofficer Callsen fra Sønderborg, der tjener ved 86. Regiment, er ifølge “S.Z.” den 28. Februar bleven saaret paa den vestlige krigsskueplads, idet han blev ramt i Hovedet af to Granatsplinter. Han befinder sig nu paa Lasarettet i Nürtingen i Württemberg.

Savnede.
Gaardejer Andreas Hansen i Tiset modtog i Fredags fra vedkommende Kompagnis Feldwebel Meddelelse om, at hans Søstersøn, Gaardejer Hans P.P Petersen fra Kastrup, der er Enkemand og deltog som Landstormsmand i Krigen paa Vestfronten, er savnet. Man frygter for, at han er falden.

Dekorerede.
Johan Petersen, en Søn af Enke Cathrine Petersen på Vingelhy i Hostrupskov ved Aabenraa, der kor kort Tid siden under Kampen i Frankrig blev saaret i venstre Skulder af et Granatskud og nu ligger paa et Lasaret i Nürnberg, har faaet tildelt Jernkorset.
Toldopsynsmand Stegmann fra Sønderborg, der tjener som Feldwebelløjtnant i Reserve-Infanteri-Regiment Nr. 266, har faaet tildelt det lybækske Hanseatkors. Stegmann er i Forvejen allerede Indehaver af Jernkorset og det meklenborgske Fortjenstkors.

Hjemme paa Orlov.
Niels Jacobsen, Søn af Gartner Chr. Jacobsen i Aabenraa, der ligger i Garnison i Neumünster, og Baber Nissen fra Toftlund, der for nogen Tid siden blev saaret i den ene Arm, er for Tiden hjemme paa Orlov.

Fra Provinsen.

Uddeling af Svinekød. I Dag lader Toftlund Kommune 3 Svin slagte til Uddeling i Portioner paa 2 til 5 Pund efter Familiens Størrelse.
Da Slagterne i Toftlund er indkaldte til Hæren, er Kommunen nødsaget til at afhjælpe Kødnøden i Byen.

Fastsættelse af Brødpriserne. Magistraten i Flensborg har med Virkning straks fastsat følgende Priser for Brød: For et Rugbrød til 4 Pund 65 Penning, et Rug-Sigtebrød til 2 Pund 50, et Hvedebrød til 2 Pund 60, et Hvedebrød til 1 Pund 30 og et Hvedebrød til 50 Gram 4 Penning. Fremstilling af smaa Brød til 100 Gram er forbudt.

Flygtede. I det sidste Nummer af “Offentlige Kundgørelser for Regeringsdistriktet Slesvig” efterlyses følgende Mænd paa Grund af Faneflugt: Jes Jessen Bork fra Hoptrup, sidst bosat i Halk, Friedrich Eduard Thiering fra Slesvig og Willy Gätjens fra Hamburg.
Desuden efterlyses Joachim Christian Adolf Stieper fra Kiel, der har overskredet den ham givne Orlov fra 13. til 26. Januar i Aar, og Albert Roscher fra Hamborg, der uden Tilladelse har fjernet sig fra sin Troppeafdeling.

Bekendtgørelser, Hjemmefronten, Nyheder, Sønderjyder

4. Marts 1916. Frikendt for hjælp til faneflugt – og andre nyheder fra Hejmdal

Skriv en kommentar

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Paa Lasaret.
Købmand M. Martensens Hustru i Nordborg har ifølge “Dvp.” faaet Efterretning fra sin Mand om, at han paa Grund af Sygdom er bleven indlagt paa et Feltlasaret. Martensen har siden Indkaldelsen været ved Vestfronten.

Savnet.
Landstormsmand Gaardejer Hans Juhls Hustru i Ladegaard II ved Hammelev har ifølge “Dv.” i disse Dage modtaget Efterretning fra sin Mands Kompagni, at hendes Mand har været savnet siden en Fægtning den 25. Februar i Aar. Man formoder, at han er falden i fransk Fangenskab, og Kompagniets Feldwebel beder fru Juhl om at give ham Efterretning, saafremt hun skulle faa Meddelelse om den Savnede.

I Fangenskab.
I Søndags modtog Høker Møllers Hustru i Slagergade i Haderslev ifølge “Dv.” gennem “Røde Kors” i København Efterretning fra sin Mand, der er i fangenskab i Rusland. Hun havde intet hørt fra ham siden August i Fjor og henvendte sig derfor til “Røde Kors” i København, der nu bragte hende den glædelige Efterretning.

Hjemme paa Orlov.
Handelsbetjent Fritz Clausen, en Søn af Lygtetænder Andreas Clausen i markgade Nr. 10 i Aabenraa, der tjener som Gardejæger ved Vestfronten, Bybud Peter Poulsen fra Toftlund, der har ligget i Garnison i Husum, og Landmand Niels Møller fra Allerup er for Tiden hjemme paa Orlov. Peter Poulsen har faaet Hjemlov paa ubestemt Tid, Niels Møller er kommen hjem for at faa sin Lade rejst, der faldt i Stormen.

Fra Provinsen.

Anklaget for Medhjælp til Faneflugt.

Ved Landsrettet i Flensborg forhandledes i Gaar en sag imod Møller Siegbert Anon Viborg i Terp ved Øster Lindet, som beskyldes for at have været sin Nabo, gaardejer Morten Jensen, behjælpelig ved at flygte over Grænsen for at unddrage sig Værnepligten.

Sagens Sammenhæng er i korthed følgende: Morten Jensen, som var anmeldt til Lægdsrullen, og den Anklagede foretog den 7. januar i Aar en Køretur og naaede tilsidst til Skudstrup Mark, hvorfra den førstnævnte forsvandt ag Grænsen til, medens Viborg bragte Køretøjet hjem.
Anklagen lade nu denne til Last, at han fra første Færd af havde været klar over Køreturens egentlige Formaal og saaledes havde begunstiget den anden ved Flugten.

Den Anklagede nægtede at have kendt Jensens Planer fra først af. Den Flygtede havde den nævnte Dag bedt den Anklagede om at tage med ud paa Kvæghandel, og først undervejs var Jensen fremkommen med Kørerturens sande Formaal. De var tilsidst naaede ud til Landmand Grosbøl paa Skudstrup Mark, hvorfra Jensen saa var forsvundet, medens den Anklagede var kommen i Samtale med Grosbøl. I Henhold til et undervejs givet Løfte havde Viborg saa taget den Forsvundnes Køretøj med hjem.

Ved Vidneafhøringen kom det til et lille Mellemværende, da den flygtede Morten Jensens Hustru skulde afhøres. Hun nægtede nemlig at aflægge Ed med den Begrundelse, at hun ikke kunde taale den Sindsbevægelse, Edsaflæggelsen for hendes Vedkommende vilde medføre. Da Formanden ikke formaaede at rokke ved Vidnets Nægtelse, trak Retten sig tilbage. Efter en kort Raadslagning idømtes Vidnet en Ordensstraf paa 200 Mark.
Efter Vidneafhøringen tog Statsadvokaten Ordet. Han androg paa 10 Maaneders Fængsel.

Dommen lød paa, at den Anklagede frikendtes. Retten stillede sig paa det Standpunkt, at, omendskønt der forelaa stærk Mistanke, var de foreliggende Beviser mod den Anklagede ikke fyldestgørende nok til en Domsfældelse.

Aviser

4. marts 1916. Brændevin, præster og andre nyheder syd for Kongeåen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Brændevin må ikke udleveres.

På grund af den store trang til spiritus til tekniske formål har rigskansleren indtil videre helt forbudt udlevering af drikkebrændevin til andre end hæren, sygehuse, medicinfabrikker osv.

Præsterne skal agitere for krigslån.

I det kielske konsistoriums officielle blad findes følgende, der her gengives på dansk: ”Forberedelsen til et gunstigt muligt resultat af det kommende krigslån behøver denne gang forøget opmærksomhed og medvirkning fra alle kredse. Hovedopgaven for at opnå et gunstigt tegningsresultat synes at være den snarlige påbegyndelse af en hverveorganisation på landet og i de små byer, hvis bærere landråderne skal være. For at gennemføre denne organisation er det påtrængende ønskeligt, at de gejstlige, som allerede ved tidligere lån har virket så heldigt, også nu igen stiller hele deres kraft til rådighed.

Vi anmoder derfor de herrer gejstlige om ikke blot på tidligere måde at bidrage til de nye låns fremme, men i særdeleshed også i videst muligt omfang at efterkomme den anmodning, der vil blive stillet til dem fra landrådernes side om medvirkning ved den planlagte organisation”.

Henvendelsen er undertegnet af konsistoriets formand.

Værnet for Halligerne

Den prøjsiske landdags finansudvalg har ifølge ”Hejmdal” bevilget den første rate på 100.000 mark til yderligere udvikling af beskyttelsesværkerne på halligerne. Foruden andre mindre arbejder skal de let byggede forbindelsesdæmninger mellem Oland og Langenæs, som i de sidste to år er blevet stærkt beskadigede af storme, genopføres i en stærkere skikkelse. De samlede omkostninger er 1.645.000 mark.

Mand frikendt – konen dømt.

For medhjælp til faneflugt stod møller Sigbart Anton Wiborg fra Terp ved Øster Lindet i går, fredag, anklaget for landsretten i Flensborg. Efter anklagen skulle han den 7. januar i år have hjulpet sin nabo, gårdejer Morten Jensen, som er optantsøn, men at flygte over grænsen. Den nævnte dag var ifølge Wiborgs udsagn Morten Jensen kommet over til ham og havde spurgt ham, om han ville med på handelen. Jensen vidste, at Wiborg et par dage i forvejen havde mistet en ko og trængte til en. Om eftermiddagen kørte de af sted med Jensen køretøj. De kørte først til Skodborg, og var dér inde et par steder, men fandt intet at købe, kørte så til Studstrup Mark og kørte ind hos gårdejer Graasbøl, hvor Wiborg havde hørt, at der var en ko til salg. Lige før de nåede gården, erklærede Morten Jensen over for den anden, at han ville flygte over grænsen. Da de kom ind på gården, gik Jensen og kom ikke tilbage mere. Dette tillod den anklagede, mens han hidtil havde påstået, at Jensen var vendt hjem sammen med ham igen.

Der førtes flere vidner i sagen, blandt andet den flygtede Morten Jensens hustru, som nægtede at aflægge vidneeden med den begrundelse, at hun havde været sindssyg og var bange for at blive det igen. Statsadvokaten androg på at idømme hende en ordensstraf på 20 mark. Retten idømte hende ifølge ”Flensborg Avis” en ordensstraf på 200 mark eller 20 dages arrest. Statsadvokaten androg på at finde den anklagede skyldig og idømme ham 10 måneders fængsel. Retten frikendte den anklagede.

Flensborg Skibsværft.

”Flensborg Avis” oplyser, at den forleden (efter ”Schleswigsche Grenzpost”) bragte meddelelse om, at samtlige danske undersåtter på værftet i Flensborg var blevet opsagte, er fuldstændig ubegrundet.

Forårsarbejdet syd for grænsen.

I Haderslev kredsblad for den 24. februar 1916 anmoder landråden amtsforstanderne om at sørge for, at forårsarbejdet på markerne bliver planmæssigt udført, for at sæden kan blive lagt i betimelig tid og i lige så stort omfang som tidligere.

Er der mangel på arbejdskraft, skal den økonomiske overledelseskommission i kommunen henvende sig til landråden, for at der kan søges om orlov for landmænd, der kun er garnisonstjensdygtige, eller henvise krigsfanger til kommunen eller om orlov af soldater fra garnisonen i Haderslev.

Ligeledes skal der sørges for det nødvendige antal af håndværkere, særlig smede, for at forårsarbejdet ikke forsinkes.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Ifølge tabslisten er Karl Danielsen af Flensborg faldet, Lorens Jepsen af Flensborg død af sygdom på et krigslazaret, Nis Lassen af Balsbøl savnet og Wilhelm Gerloff af Flensborg død af sygdom på et feltlazaret.

Aviser

29. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Advokat Ravn i Flensborg,

der er søn af tidligere gårdejer Ravn i Hyrup ved Øsby, er for anden gang blevet såret. Advokaten, der deltog i kampene som løjtnant, skal ifølge ”Dannevirke” været blevet hårdt såret.

”Flensborg Avis” meddeler, at Ravn der en tid har været ansat ved krigsretten i Bremen og derefter igen var kommet til fronten mod vest, nu har fået jernkorset af første klasse.

Løsningen af kartoffelspørgsmålet.

Der forestår en anordning fra rigskansleren, hvorefter de lavere forvaltningsmyndigheder skal have vidtgående bemyndigelse til overalt at beslaglægge og ekspropriere kartoffelforrådene der, hvor der er trang dertil. Kartoffelavlerne må kun selv beholde ganske små mængder, tilstrækkelig til føde for sig selv, deres folk og fæ – et pund daglig til hver person til 1. august.

Beslaglæggelse.

Forstærkningsreservist Nis Nissen, født den 22. december 1883 i Stenderup i Haderslev kreds, tjenestekarl Peter Hansen Løftgård, født den 22. maj 1883 i Strevelt, bosat i Anslet, og arbejdsmand Chresten Nissen Brodersen, født den 19. juni 1882 i Stursbøl, er erklærede for desertører og deres i Tyskland værende formue beslaglagt.

For at betræde og forlade øen Sild

og ligeledes til at opholde sig dér, kræves der ifølge anordning fra den stedfortrædende kommanderende general en skriftlig tilladelse fra økommandanturen. Men tilladelserne har kun gyldighed i forbindelse med et af politiet stempelt personalbevis med billede.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Peter Damm, en søn af Anton Damm i Gramby, der har deltaget i krigen i Frankrig, er blevet såret i den ene hofte og indlagt på et lazaret i Heidelberg.

Dr.med. Ipland i Højer, der gør tjeneste som læge ved en fangelejr i Nordslesvig, er blevet forfremmet til assistenslæge.