I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
I krigsårene blev der udgivet 4 små hæfter kaldet “Julehilsen til Soldaterne“. Det første hæfte blev udgivet 1914 og de næste i de følgende krigsår 1915, 1916 og 1917. Alle hæfterne er udgivet af Thade Hans Marius Petersen (1866-1949), der var præst i Haderslev fra 1905-1940.
1914-hæftet er indbundet i et stift blåligt lærredsomslag og er en lille smule større end de senere udgivelser. De andre 3 er i grønt omslag af karton. Det første hæfte er trykt i Kolding, mens de andre er trykt i Aabenraa (i 1915) og Haderslev (i 1916 og 1917).
Mens hæftet fra 1914 primært indeholder kristelige og opbyggelige tekster og illustrationer, indeholder de senere hæfter også en række tekster med hilsner til soldaterne fra hjemmet og soldaterkammerater imellem. Troen og håbet om en snarlig krigsafslutning præger de fleste bidrag til hæfterne.
Der er desværre sjældent angivet oplysninger, der entydigt kan identificere bidragsyderne.
Her følger en afskrift af “Mødre i Bøn”, trykt i hæftet fra 1916:
Mødre i Bøn.
“Vor første Tanke hver Morgenstund,
vor første Bøn fra vort Hjertes Grund,
den sender enhver for sin egen Søn;
han bæres i skælvende, knælende Bøn
for Faders Fod i det høje,
om han med sit evige Øje
vil følge vor Dreng,
vil lyse ham hjem,
vil frelse hans Sjæl fra det onde.
Vort sidste Suk i den sene Kvæld,
naar hvile vi maa fra Arbejdets Væld,
det gælder igen vore elskede Børn,
som færdes blandt Kugler og flængende Tjørn,
i talløse giftige Farer,
blandt Djævlens tusinde Snarer.
Til brændende Bøn,
da formes i Løn
vort Suk for den højestes Trone.
I fik jo vort Hjertes, vor Ungdoms Kraft,
i jer er vort Hab og vort Arbejde lagt,
for jer har vi savnet, for jer har vi lidt,
for jer har vi kæmpet, vaaget og stridt.
– Vor Søn var vort skønneste Smykke,
hans Liv var vor jordiske Lykke,
hans Velfærd vort Bud –
O Himmelens Gud,
vi kan ham for evigt ej miste.
For Gud vi da stævnede alle frem,
vi Mødre, hver med sin egen Dreng,
og lagde i Bøn til hans Hjerte ind,
mens Taarene væded´ vor blege Kind,
den største af Jordens Skatte,
den, ene en Moder kan fatte.
Og da fik vi Ro,
da hvisked´ vor Tro:
Han er Barn, din Søn, i Guds Huse.
– Saa har kun vi kun eet da: at bede frem
jer til Barnets Sted i Guds store Hjem,
til Barnets Plads ved vort Juletræ,
til Synderens Skjul under Korsets Læ,
den Plads kan ingen jer tage,
med den kan intet jer drage
for evigt fra Mo´r –
den Glæde stor
paany tænder Julelyset.“
