Senest ændret den 29. september 2019 16:23
Persondata
Født: 17/12-1894, Skudstrup, Skodborg sogn.
Død: 30/12-1987, begravet i Skodborg
Uddannelse: Landbrug
Erhverv: –
Bopæl: –
Hustru: Marie f. Lund, gift 23/08-1929
Børn (før krigsafslutningen): Johannes Rasmussen Schultz 04/02-1931
Andet: Bror til Johannes Hansen Schultz (1889-1965), Rasmus Lauesen Schultz (1892-1914) og Carl Jensen Schultz (1897-1972), der alle deltog i krigen.
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed: –
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt: Savnet i tabsliste 01/12-1915, krigsfange i Frankrig i tabsliste 16/05-1916
Enhed(er): RIR 66, 4. Komp.
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Link til krigsfangekort
Efter krigen
Vendte hjem med S/S ”Moskov” februar 1920, fodermester og senere husmand i Skudstrup.
Kilder
Kirkebøger, folketællinger, Krigsfangekontorets kartotekskort, Danske Landmænd og deres Indsats, Herning 1944.
Publikationer
–
Fotos
–
Kommentar af Keld Mortensen
Den omtalte Karl Schultz kan jeg give jer nogle oplysninger om.
Han blev født d. 22. maj 1897 på Skudstrup Mark og døbt i Skodborg d. 18. juli samme år. Han blev som 19-årig indkaldt i 1916 og kom i foråret 1917 til Vestfronten ved Reims, hvor han blev involveret i nogle af de hidsige kampe her. Om sit første ophold i skyttegravene fortæller han: ”Vi var lige ved at gå ind i de franske stillinger. Alle hoppede fra granathul til granathul, og i hele fire timer var vi udsat for et kraftigt gasangreb. Da jeg endelig nåede ud af skyttegraven, havde jeg mistet både gevær og oppakning.” Senere kom han til et område nordøst for Reims. Han har bl. a. berettet om, hvorledes hans deling i den periode var isoleret i tre uger, og da hjælpen endelig nåede frem, var de kun 12 mand tilbage af de oprindelige 86. Her var det ikke nok at være en dygtig soldat for at overleve. Det krævede også en stor portion held.
Det er skæbnens ironi, at han kom til at kæmpe i netop det område, hvor hans storebror Morten havde kæmpet og var blevet taget til fange et års tid tidligere; men det vidste Karl givetvis ikke noget om.
Livet i skyttegravene var ikke bare hårdt på grund de krigsmæssige aktiviteter. Man levede her tæt sammen i kolde og fugtige jordhuler uden sanitære installationer af nogen art, plaget af lus, lopper og andet utøj, så her var alle muligheder for at pådrage sig alverdens sygdomme – og var én først blevet syg, så var der overhængende risiko for at smitte alle andre i nærheden. Dette skete også for Karl, og det var nok hans held. Han slap væk fra fronten og blev indlagt på lazaret – iflg. breve hjem til familien Lund, der boede på en gård i Fårkrog, og som havde sendt ham pakker, opholdt han sig i den periode i Charleville (mellem Namur, hvor hans bror Rasmus faldt i 1914, og Sommepy, hvor en anden bror, Morten, blev taget til fange. En 3. bror, Johannes, faldt i russisk krigsfangenskab.
Mens han rekreerede, gjorde han tjeneste som oppasser for en officer i Düsseldorf; men da han i september 1918 blev anset for at være rask nok til at komme til fronten igen, fik han orlov til at besøge forældrene – og benyttede efter at have fået sin bror Johannes’ godkendelse lejligheden til at gå over grænsen ved Kongeåen og tilslutte sig ”Nordarmeen”. Man kunne nemlig risikere, at tyskerne ville hævne sig på brødrene; men da de begge var i henholdsvis russisk og fransk krigsfangenskab, var de i sikkerhed for repressalier.
Ifølge datteren Carla Bundesens beskrivelse gemte han sig i to dage oppe på høloftet på en gård, hvor hans kæreste (og senere kone) så smuglede mad op til ham. Da han så endelig dristede sig til at gå over åen, afledte Karlas to morbrødre vagternes opmærksomhed ved at give dem æbler; men da han fløjtede som signal til, at han var kommet i sikkerhed på den anden side, stoppede ”fodringen” af gendarmerne.
Da han flygtede til Danmark, fik han arbejde på præstegården i Tirslund i nærheden af Brørup; men selv om krigen sluttede kort tid efter hans flugt, gik der et år, inden han kunne vende tilbage til Skodborg.
Efter at være blevet gift i 1923 boede han og konen ifølge folketællingen i 1925 en overgang hos – eller i nærheden af – sine forældre i Skodborgskov, inden han i 1926 købte Knagemøllen, som han ejede indtil 1946. Derefter var han i en periode forpagter af forsamlingshuset i Skodborg, indtil han og konen i 1951 Flyttede til Odense, hvor han boede resten af livet. Han døde d. 4. august 1972 i Odense og blev begravet i de ukendtes grav i Odense et eller andet sted.
M.v.h.
Keld Mortensen