Kategoriarkiv: Krigens forløb

Krigens forløb

23. april 1917. Maskingeværer virkningsløse mod kampvogne! Füsilierregiment 86 ved Arras

Skriv en kommentar

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 var et såkaldt “danskerregiment”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det. I april 1917 blev regimentet indsat ved Arras.

Den 23. april bryder frem. En stor slagdag. Den engelske øverstkommanderende, marskal Haig, var ved at forberede et voldsomt slag, der endegyldigt skulle knuse den tynde tyske linje og tilvejebringe englændernes genforening med de franskmænd, der angreb bag Siegfried-stillingen ved Aisne. Kun dele af regimentet har på denne dag kæmpet med, og kun i uvigtige operationer og under fremmed kommando. For kl. 9 om formiddagen blev regimentsstaben 86 afløst af regimentsstaben 161 i Biache. I den forreste linje lå, som allerede nævnt, kun 1. maskingeværkompagni hos III bataljon fra regiment 161 foran banegården Roeux. Nordvest for Biache var i Fresnes-spærrestillingen 6. og 8. kompagni som regimentsreserve; i Brébières de helt udkørte 5. og 7. kompagni som brigadereserve.

Ved daggry sætter pludseligt artilleriild af tungeste slags ind mod den tyske front. Roeux og Plouvain bliver taget under en rasende ild, deriblandt er der gas- og tågegranater. Begge landsbyer er snart indhyllet i en sky af røg og støv, også ved fronten er man som altid frataget udsynet på grund af røg og ophvirvlet jord.

Kl. 6 om morgenen angriber modstanderen. Angrebet bliver erkendt og røde lyskugler går i vejret, artilleriet afgiver spærreild. Samtidig rammer ilden fra infanteriet og maskingeværerne fra den forreste linje og de tilbagetrukne stillinger angriberne og jager dem tilbage i gravene. Troen på sejr styrkes.

Da bryder omkring kl. 7 tætte kakiklædte skyttelinjer ud fra Fampoux og den forreste grav, denne gang understøttet af kampvogne. To, fem, engang bliver der endda talt syv. Hen over gravene, pigtrådsspærringerne og kraterne arbejder de sig frem. Sommetider ser det ud, som om de er helt sunket ned i et af de kæmpemæssige kratere, men hver gang arbejder de sig op igen.

Fire maskingeværer fra 1. maskingeværkompagni åbner en rasende ild imod dem, ét på kun 150 meters afstand. Projektiler med stålkerne, såkaldt K-ammunition, bliver affyret, det ene bælte efter det andet. På kampvognene springer gnisterne, men projektilerne synes at prelle virkningsløse af. Én kampvogn vender om, om det er foranlediget af vore maskingeværer, kan man ikke sige noget om. Stadig vover det fjendtlige infanteri sig ikke frem.

Da sker der følgende: en kampvogn gør holdt på tværs af vor forreste grav og fyrer med sit skyts på langs ad graven. En anden kører langs graven og fyrer med sine maskingeværer ned i den. Den moralske virkning er stærk. Fuldstændig våben- og hjælpeløs over for denne nye type kampmiddel bliver resten af den forreste linje holdt nede i graven.

Nu trænger det fjendtlige infanteri frem, løber gravene over ende og tager besætningen til fange. Kun få lykkes det at komme tilbage springende fra krater til krater. Nu må også resten af maskingeværerne tilbage, som skød bagfra hen over fronten, to er ødelagt af artilleriild og ét er savnet. De når Roeux. Her lykkes det kompagniføreren for 1. maskingeværkompagni, løjtnant Meubrink, af egne folk, minekasterpionerer, letsårede 161ere at danne en tynd skyttekæde, med hvilken banedæmningen bliver besat med front mod syd, da fjenden her igen er kommet stærkest frem. Et maskingevær skyder hen over banedæmningen mod fjendtligt kavaleri.

I mellemtiden var englænderne brudt igennem nordpå ved Gavrelle og begyndte derfra at rulle vor forreste linje op. Løjtnant Meubrink kaster nogle grupper af sin banedæmningsbesætning samt et maskingevær omkring mod nordvest, men al skyderiet nytter ikke mere, overmagten er for stor. I tætte rækker kommer Tommy fra nordvest. I tætte skarer vælder han ud af Roeux. I spring går resterne tilbage og besætter møllehøjen mellem Roeux og Plouvain, ind til støttekompagnierne er på stedet. Mellem Gavrelle og Roeux angriber grenaderregiment 89, mod Roeux indsættes 5. og 7. kompagni, der var blevet alarmeret i Brébières, og i ilmarch sendt op foran. De blev forstærket af fjerde delinger fra 6. og 8. kompagni og de rester af 1. maskingeværkompagni, der var blevet liggende ved møllehøjen. 6. og 8. kompagni selv blev liggende som sikkerhedsbesætning i Fresnes-spærrestillingen. Under operationen falder løjtnant Siemen, fører af 2. maskingeværkompagni, ved en fuldtræffer. En granat sårer også føreren af II bataljon, ritmester Henneberg, der ledede dette modangreb, hårdt, ligeledes hans adjudant Løjtnant Schildt. Den nu førerløse halvbataljon når frem til 400 meter foran Roeux, da slår en heftig maskingevær- og infanteriild den i møde fra landsbyens ruiner, samtidigt sætter der stærk artillerispærreild ind. De i forvejen tynde rækker får endnu flere huller. Kompagniføreren for 7. kompagni, løjtnant Stange falder. Den stærkt udmattede enhed, udmarvet af de foregående dage, kommer ikke videre. Da nærmer sig bagfra som indsatsbølge nummer to en bataljon fra infanteriregiment 65 fra 111. division. Med de sidste kræfter springer vore to kompagnier igen op og trænger sammen med 65’erne frem mod Roeux. Modstanderen skyder som fortvivlet og vil ikke vige. Da flyver fra nærmeste afstand en håndgranatsalve ind i landsbyens ruiner. Nu trækker han sig endelig tilbage, springende over brokker og murrester. Vor forfølgelsesild nedlægger endnu adskillige. Roeux er igen på tyske hænder!

Med denne succes endte regimentets kampe ved Arras. At regimentet fuldstændigt havde opbrugt sine kræfter, var ubestrideligt. De enkelte dele blev trukket ud på følgende måde: I bataljon lå allerede i Douai, dele af II bataljon samlede sig i Brébières og marcherede derfra til Montigny, øst for Douai, for at blive sendt afsted. III bataljon måtte blive endnu to dage og to nætter som brigadereserve bag den lille Ballon-skov mellem Roeux og Plouvain, så slog også forløsningens time for den. I Corbehem syd for Douai blev den sendt afsted.

Det dårlige vejr, tålt i åbent terræn, og anstrengelserne havde i første omgang rystet regimentets kampkraft. Men også de blodige tab var meget smertefulde. De androg af døde 5 officerer, 125 mand, af sårede 8 officerer, 391 mand, af savnede 35 mand, af syge 5 officerer, 113 mand. I alt 18 officerer og 664 mand. De sværeste ofre, to tredjedele af de samlede tab, skulle III bataljon bære. De fleste døde hvilede på kirkegårdene i Brébières og Douai. Da regimentets kampstyrke ved indrykningen kun talte 31 officerer og 1.650 mand, så havde det måttet ofre over en tredjedel af sin kampkraft, et bittert tab, skønt det Gud ske lov ikke tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med blodofrene ved Somme.

Med stolthed læste 86’erne nogle dage senere om, hvilket voldsomt slag de havde deltaget i, for den enkelte kan jo ikke tilnærmelsesvis overse, hvor langt kamppladsen strækker sig. ”På slagmarken ved Arras”, således bekendtgjorde Ludendorff, ”gennemførte den engelske stridsmagt på fransk grund det andet store fremstød for at gennembryde de tyske linjer. I dagevis slyngede middelsvære og svære batterier massevis af granater af enhver art mod vor stilling. Den 23. april, tidligt om morgenen, øgedes artillerikampen til den hårdeste trommeild. Snart derefter brød de engelske stormtropper frem til angreb bag ildmuren over en frontbredde på 30 km, i mange tilfælde anført af pansrede kampvogne. Vor tilintetgørelsesild tog imod dem og tvang dem mange steder til at vige. Andre steder rasede kampen frem og tilbage. Hvor fjenden havde vundet lidt terræn, kastede vort dødsforagtende, angrebslystne infanteri ham tilbage i et kraftigt modstød. De vestlige forstæder til Lens, Avion, Oppy, Roeux og Guémappe var den hårde kamps brændpunkter. For regimenter fra næsten alle Tysklands egne mellem Alper og hav er disse navne ensbetydende med heltedåd.

Kommandøren for 6. armé frigjorde 17. og 18. division med tak og anerkendende ord. I en divisionsbefaling udtalte general von Blottnitz følgende anerkendelse til sine regimenter: ”Dagene ved Scarpe fra 9. til 24. april danner et nyt mindeblad i 18. divisions krigshistorie. Den 9. april standsede de englændernes indbrud vest for linien Roeux-Gavrelle. Den 11. april slog de under store engelske tab stormen tilbage, og de følgende mindre forsøg mislykkedes på grund af vore tapre underførere og mandskabs opmærksomhed og beslutsomme handlen. Endelig mislykkedes englændernes store gennembrudsforsøg den 23. april foran divisionens front totalt, et forsøg understøttet af kæmpemæssig artillerivirksomhed og kampvogne, landsbyen Roeux, banegården Roeux og højde 71 forblev på vore hænder. Udmattet og nedslidt og sørgende over tabet af så mange tapre kammerater, men stolt, med rejst hoved og beæret af ledelsens anerkendelse vender divisionen tilbage fra fronten, fast besluttet på hurtigt at komme til kræfter igen for med den gamle modstandskraft at kunne træde op imod en ny fjendtlig storm!”

Togene fragtede regimenterne i sydvestlig retning. Kanontordenen ebbede ud.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

Krigens forløb

22. april 1917 – Claus Eskildsen: “… svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I slutningen af marts blev regimentet indsat ved Lens nær Lorette-højen.

Efter et Par Dages Pusterum genoptages Slaget den 22. April. En Granat dræber Løjtnant Bong-Schmidt fra Flensborg i Billy-Montigny, ude i et Granathul falder Løjtnant Franken. Et Par Timer efter melder hans Broder sig paa vor Skrivestue. Han er paa Grund af en Ansøgning forflyttet til vort Regiment for at være sammen med Broderen!— Det er ikke let at skulle meddele ham, hvad der er sket for et Par Timer siden.

Soldaterkirkegård, Leutnant Bong-Schmidts grav ses forrest i midten (Claus Eskildsens Vestfront-album, Lokalhistorisk arkiv for Gl. Tønder Kommune)

Det er svært at skrive alle de mange Breve hjem til de paarørende, naar en Bekendt er faldet eller savnet.

Slaget fortsættes de følgende Dage. Billy-Montigny brænder og forvandles til en Ruinhob. Henin-Liétard faar samme Skæbne. Vor lille By midt imellem ligger ikke ved alfar Vej og skaanes. Men Befolkningen sendes bort. Atter køber vi, atter stjæles der, Soldater løber rundt midt i Dødens Gru som til en Maskerade, klædt i Frakker og Damekjoler, med høj Hat paa Hovedet og Parasol i Haanden.

(Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront,  1929, s. 163-4)

Krigens forløb

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

Krigens forløb

21. april 1917. Rørende gensyn: Konen genkender sin mand i en kolonne krigsfanger

Skriv en kommentar

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat.

Da Paaskeoffensiven mellem Reims og Laon begyndte i 1917, blev vi flyttet til Byen Toilecourt ved Reims. Vort Kvarter var meget udsat for Bombardement og vi flyttede derfor hen i en Tekstilfabrik. Her var nu anbragt 4.000 Mand. Maskineriet i Fabrikken var blevet ødelagt, men man havde sendt det til Tyskland til Omsmeltning.

Vort Arbejde bestod i at lave Artilleristillinger i fuldt Dagslys, for her var Fronten langt borte. Der faldt dog enkelte store Granater i Omegnen, men ellers var her roligt og fredeligt, den roligste Plet, jeg indtil nu havde haft.

En Aften, da vi opholdt os ude paa Gaden og saa paa Trafikken til og fra Fronten, kom der nogle franske Krigsfanger forbi. De var under stærkt Bevogtning, vel en 20 Mand.

Kvinderne i Byen stod ogsaa og saa paa Trafikken. Fangerne kom paa deres March forbi ét af Husene, hvor Konen stod i Døren. Lige paa en Gang fløj Konen ud paa Vej en og slog Armene om en Soldat. Det var hendes Mand.

Der blev stor Opstandelse i Rækkerne. Vagtsoldaterne skældte ud og truede, men det hjalp ikke Spor. Manden og Konen stod tæt omslynget og kyssede hinanden.

Saa tilkaldte man en Officer. Han gav dem Lov til at tale sammen en halv Time, men under Overværelse af en Tolk.

Dette Møde gjorde et dybt Indtryk paa os, og der randt en Taare ned ad Kinderne paa alle, der overværede det.

– Ja, saadan er Krigen!

Den halve Time var forbi. Manden drog i Fangenskab. Hun havde dog Vished for, at han levede …

DSK-årbøger 1964

Krigens forløb

19. april 1917. Franske fanger synger “Marseillaisen”.

Skriv en kommentar

Hans Andersen Kongsbjerg gjorde krigstjeneste på Vestfronten. Ved påsketid 1917 blev han sat til at bevogte en arbejdskommando af franske civilfanger

Afkommanderet

Ved Paasketid 1917 havde mit Regiment store Tab under Forsvaret af Vimyhøjderne, og vi skulde derfor sammenarbejdes med de nye Reserver i en roligere Stilling ved Fromelles paa Lilleegnen.

Som en af de gamle i Tjenesten ved Kompagniet blev jeg af en velmenende Feldwebel tildelt et Kommando, der skulde bevogte Civilfanger i en Lejr i Nærheden af Houburdin.

Vi var 15-16 Mand under en bajersk Feldwebel og Underofficers Ledelse, og der blev af Feldgendarmer transporteret ca. 300 Franskmænd ud til os den første Dag.

Det var store, flotte Fængselsbetjente fra Lille, Haandværkere, Forretningsfolk og en Del unge Grubearbejdere. Vi sporede ingen større Paaskønnelse fra dette Selskabs Side for Indkvarteringen hos os, men denne forløb dog i første Omgang nogenlunde i Orden og Ro.

Næste Dags Morgen skulde der rykkes ud til Arbejde, og Halvdelen af Vagtmandskabet fik tildelt et Par Hundrede af Civilfangerne, som vi skulde stille med i en By nogle Kilometer fra Lejren.

Under Marchen mærkede jeg nok, at der blev meddelt Paroler fra Geled til Geled, og da vi passerede en større Landsby, hvor Beboerne stod spændte i Døre og Vinduer, stemte hele Kolonnen pludseligt i med Marseillaisen.

Kvinderne, der stod ved Husene, græd, og det saa ud til, at de temperamentfulde Franskmænd var ret opildnede af de patriotiske Ord og Toner.

Den bajerske Underofficer, der førte os, saa temmelig betuttet ud, og jeg var belavet paa hvadsomhelst.

Imidlertid fik Sangen Ende og Landsbyen med, og den støvede Landevej og Sommervarmen dyssede igen Gemytterne i Ro.

Ude paa Arbejdspladsen, hvor Flokken blev inddelt i Hold, fik jeg tildelt en Snes Mand, der skulde lave Skyttegrave. Da de saa, hvad de skulde udføre, nægtede de pure, og saa stod jeg der i en ny truende Situation.

Feldwebelen, der havde Opsyn, kom til, og han kunde saa mange franske Brokker, at han kunde tale Dunder til strejkende Franzoser, men lige meget hjalp det. Han forsøgte saa med Trusler, lod mig plante Bajonetten paa, men heller ikke dette virkede paa de opsætsige.

Enden blev, at han maatte lade dem strejke, men valgte saa selv Stedet dertil. Det blev en Plads, hvor jeg som Vagtmand kunde staa i Læ for et begyndende Tordenvejr, mens Franskmændene “strejkede” uden for i den skyllende Regn.

Det var kun med Nød og næppe, at jeg hindrede Flokkens Opløsning, da Livejret brød løs, men det gik. Senere opdagede jeg en Belgier i Flokken, der kunde Tysk, og kom lidt paa Talefod med dem, saa de forstod, at jeg ikke vilde gøre dem mere Fortræd, end jeg havde Ordre til.

Det lykkedes dog ikke hverken med det onde eller gode at faa denne Flok til at arbejde den Dag.

Næste Dag tilbød de at arbejde mod, at der blev afgivet skriftlig Erklæring om, at det var tvungent. Flokken søgte ved Tegn og Blink at faa mig med som Vagtmand, saa der var ikke dødeligt Had fra foregaaende Dag.

Ved lidt Taktik ved Opstillingen fik jeg dog tildelt et lille Hold af unge Knægte, og vi kom til at have et fornøjeligt og godt Samarbejde.

Efterhaanden blev Forholdet mellem Fangerne og Vagtmandskabet ret venskabeligt, og vi havde alle efter Omstændighederne gode Dage.

Desværre varede det ikke længe, før jeg igen maatte med Kompagniet hen, hvor der var dicke Luft.

H. Andersen, Kongsbjerg.

DSK-Årbøger, 1941

Krigens forløb

18. april 1917: Johannes Christensen: Om morgenen 18. april var der pludselig alarm

Skriv en kommentar

20-årige Johannes Christensen er soldat i Regiment 84, der ligger i reserve nordøst for Reims, klar til at afløse udmattede enheder i forreste linje, der forsvarer sig mod den franske forårsoffensiv . Han fortæller i nogle dagbogsoptegnelser.

Om morgenen 18. april var der pludselig alarm og en halv time efter var vi på march igen i piskende regnvejr. Vi marcherede eks kilometer og kom til Brienne, som man ved første øjekast så var rømmet over hals og hoved. Der blev fra formiddag til eftermiddag klokken fem, så hed det alarm igen.

I denne by så det forfærdeligt ud. Alt lå mellem hinanden. Der lå de kostbareste ting, som ingen havde tænkt på eller kunne nå at få med under franskmandens pludselige og heftige beskydning. Vi så jo naturligvis lagrene efter og tog nogle småting med, som minder fra denne by. Noget betydeligt havde vi ikke lyst til at slæbe med på og hvem ville slæbe rundt med unyttigt? I det hele taget havde jeg ikke meget lyst til at rode lagrene.

Klokken 17.00 gik det så pludseligt videre, og vi kom hen til denne by og her har vi ligget i en stor lade siden i aftes. Vinduer og døre er ituslåede, så det blæser tværs igennem, men det er kun, hvad vi er i hele tiden og det er dog bedre end ude i graven. Vi går med koblet omspændt hele tiden, så vi blot behøver at smide tornysteren på skulderen, når det atter hedder alarm. Sandsynligvis går det forud, men vi håber til det sidste, at det må gå tilbage. Skal vi forud, så stoler jeg på at Vorherre og frelser vil bevare mig igennem dette. Ja, Gud i vold I kære derhjemme.

Jeg har det endnu godt og har kun grund til at takke gud for min skæbne indtil nu.

Dette er skrevet i min dagbog på ryggen af mit tornyster her i den store lade, mens kanonerne tordner udenfor, så jorden ryster under os.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

18. april 1917. Ballontjeneste, bayrere og en skål for genforeningen

Skriv en kommentar

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

Den 1. Marts 1917 flyttede vor Ballonzug 33 fra Ardennerné til Champagnen, hvor vi ved Bazancourt sur Suippe blev indsat som Forstærkning af en bayersk Ballonafdeling, der bestod af 3 Balloner. Man ventede her en fransk Offensiv, og Tyskerne trak alle mulige Forstærkninger til for at holde Fronten.

Den 16. April 1917 begyndte Offensiven. Det var den saakaldte „Nivelles Offensiv”. Nivelle var blevet fransk øverstkommanderende, og han skulde genoprette Offensivaanden i den franske Hær, fordi han ved Verdun, særlig ved Fort Douaumont, havde vist sig i Besiddelse af saadanne Egenskaber. General Joffre blev afskediget. Fremstødet blev dog ikke det, Franskmændene havde tænkt sig, vistnok tværtimod.

Vi blev indkvarteret i en stor Barak uden for Landsbyen i en lille Skov, hvor vi boede ca. tre Maaneder og igen blev godt lusede. (…).

Da vi havde været et Par Dage ved Bayrerne, kom der Meddelelse om, at en tegnekyndig skulde melde sig til Staben. Vi var to Arkitekter, Wiese fra Kiel og jeg, og da han var den ældste, blev vi enige om, at han skulde melde sig, og han blev antaget. Et Par Dage senere skulde de have en til, og saa meldte jeg mig og blev sendt til Staben i Warmeriville sur Suippe som Tegner.

Det var meget interessant at komme hen til disse „Seppler“. Først kunde de jo slet ikke lide os Sauprøjsere, og de gjorde os Livet surt paa mange Maader. Wiese holdt det kun ud nogle ganske faa Dage, saa gled han igen. Men jeg fik dem fortalt, at jeg slet ikke var „Saupreusse“, men „Muss-Preusse“, og det gav straks en helt anden Stemning.

Der var bl. a. en Kunstmaler, Hermann Sattier fra München, som vistnok var en anerkendt Kunstner, og som saadan meget frimodig i sine Udtalelser. Da vi den 18. April 1917 om Aftenen efter endt Dagværk sad paa vor Stue og drak en „Schoppen” Øl, fortalte jeg dem om den 18. April, hvor „die Saupreussen” med Overmagt havde kæmpet ved Dybbøl, og hvorledes det var vort Haab at komme bort fra Preussen og tilbage til Danmark igen.

Det foranledigede Sattier til at udbringe en Skaal for Slesvigs Genforening med Danmark, og den blev bekræftet med tre dundrende Hurraer, og Øllet blev drukket ud. Se, saadan noget er vistnok ikke sket mange Gange dengang, og jeg tænker tit paa de brave Bayrere, der var saa frisindede — og ikke at glemme: Prøjserhadere.

Der kom ofte Øl fra Hjemlandet til Bayrerne, men Ve de stakkels Prøjsere, der mente, at der ogsaa var Udskænkning af Øl til dem i Kantinen. Der vankede Hug og braadne Pander, hvis de ikke øjeblikkelig efter en ikke alt for sart Opfordring forsvandt.

Vi bearbejdede i Staben de modtagne Luftfotografier, som Flyverne havde taget over de franske Stillinger. Alle Batteristillinger m. m. blev straks indtegnede paa vore Kort og udsendt til de fire Balloner.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

17.april 1917. Soldaten Mikael Steffensens møde med engelsk tank: “Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne”

4 kommentarer

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 var han ved Somain i Frankrig, hvor han oplevede de engelske kampvognes grusomheder.

Somain, den 17. april 1917.

Anden Paaskedag lød Allarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen. Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden. Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai—Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer. Tre Gange blev engelske Infanteri- angreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde ‘i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikkemindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede. Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terræ­ net, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne.
[…]

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater. Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April. Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted. Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden. Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider. Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os. Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere. Linjen foran os var gennembrudt. Britterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden. Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage. Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet. Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket? Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner paa Vejen Arras—Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage. Snart naaede vi vore linjer.

Kuglerne peb fra Hundreder Bøsse­ piber mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt. Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Gevær­ kugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler. Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil. Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter. — Det havde været Massemord.

Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavallerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned. De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri. — Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild. Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat. —- Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært. Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi [i] tre Dage, udsat for morderisk ild, […]

Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede Munitionsvogne sprængte forbi. Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven. Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valencien­ nes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. 84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler, Chefen for anden Bataillon faldt. Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde. Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Ind­ sats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtig- ste russiske Masseangreb, Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med ‘hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger. Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød. Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig.
Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Krigens forløb

16. april 1917 – Matthias P. Branderup: “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

Skriv en kommentar

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. I april 1917 var han med til udbygningen af den såkaldte “Siegfreid-Stellung”.

Med mellemrum fik vi fra Tyskland opfyldningsmandskab, og ofte var der blandt disse unge på 19 år (senere endnu yngre). De havde ikke nogen træning i at bruge skovl og hakke. Jeg havde således en ung jøde i min gruppe, en bankmand, og så havde jeg en robust fyr – Kroli hed han -som altid var på nakken af den lille jøde.

Jeg husker selv, hvor kejtede vi var i den første tid ved skansearbejdet, og gav Kroil en henstilling om at lade den unge mand i fred. Jeg mente, at jøder var en slags mennesker lige som vi andre.

Men så kan det nok være, at han fik luft “Sig mig, har i ikke jøder hos jer deroppe i Slesvig ?”

“Nej, det havde vi da ikke. Jeg kendte ingen.

“Så forstår jeg dig bedre,” sagde han, “hjemme i Schlesien er de ved at blive overklasse. Alle steder trænger de sig ind. Hvem behersker pressen idag,? Jøderne. Hvem ejer de store købehuse? [dvs. indkøbscentre, red.]  Jøderne. Og bankerne? Jøderne. Hvem sidder på højfinansen? Jøderne. Og den oversøiske handel? Jøderne.

Jeg mente, at det jo måtte være en fordel for Tyskland, at have sådanne dygtige mennesker inden for sine grænser. De skaffede jo omsætning og handel, som kom hele landet tilgode. Og det er såmænd ikke altid, man kan se på en mand, at han er jøde. Engang vil de vel blive blandet op i befolkningen.

“Ja,du forstår ingenting, min gode Branderup. De er en fremmed race, og holder sig for sig selv. De har deres Synagoger med deres frimureri, hvor de hjælper hinanden indbyrdes. Og vi tyskere er vel lige så oplyste og dygtige. Vi behøver vel ikke at lade os beherske af dette jødepak. Se blot til de sorte i vore kolonier i Afrika. Vi lader dem studere på vore universiteter. Du skal bare se, at en dag er de lige så oplyste, som alle andre. Så kan de klare sig selv, og så bliver vi smidt ud af vore kolonier. Nej, – racespørgsmålet vil alle dage blive ved med at eksistere.”

“Hvad mener du så om underofficer Meyer. Han er også jøde, og et bedre og mere pligtopfyldende menneske findes ikke i hele kompagniet,” spurgte jeg ham.

“Ja,” mente han, “lad gå med, at der findes undtagelser. Men i det store hele, er de nogle udbyttere og noget rak.”

Vi måtte afslutte diskussionen, da vi alligevel ikke kunne komme til enighed i dette spørgsmål.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

Krigens forløb

15. april 1917 – Johannes Ankersen: “… begge officerer faldt truffet af samme kugle.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten.

Det russiske infanteri forholdt sig helt roligt, derimod havde artilleriet flere kanoner, der forstyrrede os hyppigt – dvs. i skyttegraven, uden at anrette nogen videre skade. Når disse ”korte August´er” – sådan blev de kaldt, fordi afskud og nedslag fulgte så tæt på hinanden – blev for frække, fik det russiske infanteri et par salver miner i hovedet som hævn. Man ser endnu engang, at det altid er infanteriet der må holde for.

Af overløbere fik vi at vide, at det russiske artilleri havde franske og japanske officerer, derfor kunne det ikke forholde sig roligt. Med infanteriet forholdt det sig anderledes. En tid lang havde vi en decideret våbenhvile, da man antog, at det snart vil komme til en våbenstilstand. Vores kaptajn, som jeg allerede har fortalt om, talte flydende russisk, og en skønne dag ville han sludre med brødrene på den anden side. Han og bataljonslægen trådte halvt ud af grave og begyndte at forhandle med russerne.

Pludselig faldt længere borte på russisk side et skud og begge officerer faldt truffet af samme kugle, kaptajnen i hovedet og lægen gennem kroppen. Nu var fredsforhandlingerne forbi for os. Hændelsen blev meldt til divisionen, og derefter fik det svære tyske artilleri til opgave at tage den russiske skyttegrav under beskydning, hvilket de også gjorde med stor succes.

Denne gemenhed (en russisk officer havde skudt) havde, erfarede vi senere, kostet modstanderen uhyre meget blod. Vores regiment tog dog en særlig hævn, i det der gennemførtes en stor patruljeoperation, hvorved der blev taget mange fanger. Kaptajn Hofrichter og lægen begravede vi med fuld militær honnør i Jelowka.

Dog dette mellemspil blev, som så mange andre i soldaternes liv, hurtigt glemt, snart gik alt igen sin vante gang. Freden med Rusland var ikke blevet til noget, regeringen Kerenski ville endnu ikke give op, og så fortsatte småkrigen igen. Jeg kan dog ikke sige at kampglæden var blevet større hos russerne, soldaterne var vel stadig underlagt den gamle disciplin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

Krigens forløb

15. april 1917 – H.P. Hanssen: “„Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse””

Skriv en kommentar

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 15. April 1917.
I Dag talte jeg med en gammel alsisk Landstormsmand, som kom tilbage fra Strassborg. Han fortalte meget ædrueligt om alt det Onde, som han havde døjet i Skyttegravene paa Vestfronten. Men det værste af alt, sagde han meget troværdigt, var dog, at Badenserne, som han laa sammen med, daglig skældte ham ud for „Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse”. „Ihr Preussen,” sagde de til ham, „tragt Schuld an allem.” „De va’ pinte itt te o hold’ ue,” sagde han.

En Bonde fra Varnæs, som ligeledes besøgte mig i Dag, talte medfølende om den voksende Mangel med Sult og Savn i de tyske Byer, gik derefter over til at tale om Forholdene i Landsbyerne, hvor Bønderne, skønt Kontrollen var stærk, havde nok af alt. „Men,” sagde han, „den Bu’en, der dør af Sult, vil æ min Sandten heller itt følle hen.” Det vil sige han fortjente efter Bondens Mening ikke, at man viste ham den Ære at følge ham til hans sidste Hvilested.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292)

Krigens forløb

13. april 1917. Efter slaget: “Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras.

(… fortsat)

Kompagniet var sluppet nogenlunde heldigt, og Tabet havde ikke været overvældende. Et morsomt, men tragisk Tilfælde fristes jeg dog til at meddele.

En Kammerat, som sammen med en anden i Dagene forud var blevet dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse og forfremmet til Underofficer, vilde i denne Anledning demonstrere sin Kækhed. Vi stod bag Brystværnet med Geværet i Anslag, men vi vogtede os for ikke at stikke Hovedet højere op, end at vi lige kunde sigte.

Pralende tog nu den nybagte Underofficer Stilling med hele sin Overkrop oven over Dækningen for at iagttage Fjendens Bevægelser. Han kom med belærende Bemærkninger om, hvorledes vi skulde tage Sigte. Det hele varede kun et Øjeblik, saa blev han ramt i Hovedet af en Kugle og var død paa Stedet. Det gjorde et meget smerteligt Indtryk paa os, for han var en god Kammerat; men i sin nye Værdighed skulde han absolut vise sig som Helt.

Fjenden havde lidt forfærdelige Tab. Endnu den tredie Nat efter Stormen laa der saarede Stakler derude, som raabte om Hjælp, Sanitetspersonalet kunde ikke overkomme at bjærge de mange lemlæstede Kammerater, skønt vi ikke hindrede dem i deres Arbejde.

Dette var den første Kamp om Byen Rouex. Den kom til at koste meget Blod paa begge Sider.

Den tredie Nat derefter kom endelig Afløsningen, og enhver var glad for at være sluppet denne gang, men hvor længe? Nu begyndte det samme et andet Sted, et Spil uden Ende, hvor vi var Brikkerne i de spillendes Hænder. — Regimentet kom i Hvil, og vi fik som Udmærkelse for Tapperhed tildelt tyve Jernkors til Kompagniet.

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Englænderne angriber: “De fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen”

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Om Eftermiddagen ved Femtiden laa vi og døsede i Bunden af Skyttegraven. Jeg var sammen med den forhen omtalte teologiske Student. Han var aldeles ingen Krigshelt, tværtimod en endda meget daarlig Soldat.

Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vor Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat paa Benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter.

Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte. Skulde Fjenden komme os ind paa Livet med en saa stor Overmagt, var Stillingen tabt. Antagelig havde vi et helt Regiment, flere Tusind Mand, imod os.

Stadig flere og flere nye Rækker saa vi dukke frem over Bakkekammen. Fremrykningen gik langsomt, Skridt for Skridt som hjemme i Kasernegaarden, og ikke, som naar vi skulde gaa frem til Storm, i et hastigt løb 30-40 Meter frem, saa søge Dækning, indtil man saa Lejlighed til at naa videre frem. De kom gaaende, som paa en fredelig Jagttur, med Bøssen under Armen.

Hvordan vilde det nu gaa os, naar vi fik alle disse Mænd nærmere ind paa Livet. Vi indsaa snart det meningsløse i vor Skydning og stod i angstfuld Forventning om, hvorledes dette skulde spænde af. Han sendte os nogle Granater og Shrapnels, som slog ned omkring os i Stillingen. De gjorde Fortræd paa vor venstre Fløj.

Nu var de første Rækker kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere Brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer.

Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværerne med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.

Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone. Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der Liv i Tommyerne. De søgte i Løb at finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille.

Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor Stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om Verden skulde gaa under. Der var ingen Tid til at tænke paa Frygt, Fjenden var foran os og kunde kun med Geværet holdes fra Livet.

En Sektion paa 6-8 Mand var med deres Fører kommet frem til en Afstand af 200 Meter fra os. De var saa at sige inde paa Livet af os og laa i Dækning bag et Dige. Manden paa Fløjen laa ved Enden af Diget og forsøgte at faa de andre Kammerater til at gaa fremad. Jeg holdt dem nede med Geværet. Saa snart de gjorde Forsøg paa at rejse sig op, sad et sikkert Skud derovre.

Men nu svandt Ammunitionen. Jeg havde bortskudt 220 Patroner og havde kun nogle enkelte tilbage, som jeg maatte holde i Reserve til den sidste fortvivlede Nærkamp. I Snavset laa Haandgranater henkastet. Jeg samlede dem sammen som en sidste Reserve. Livet skulde sælges saa dyrt som muligt.

I syv Rækker var de engelske Stormkolonner bølget ned ad Bakkerne, og kun helt enkelte var naaet frem til de tyske Stillinger og blev nu taget paa Sigtekornet. Det fjendtlige Artilleri overdængede os med Granater og Shrapnels, men der var ingen Tid til at se, hvad der skete ved Siden af, kun Faren, som kom os i Møde, kunde man værge sig imod, den gjaldt det om at holde paa Afstand.

Mangen Kammerat segnede, og mange blev lemlæstet for Livstid. Man havde ingen Tid til Bekymringer, kun se fremad, Bøssen til Kinden, parat til Skud. De faa, der havde Held til at komme i Nærheden af vor Linie, var fortabte.

Men Mod havde disse Gutter, i faa Hundrede Meters Afstand stod de oprejst med Geværet ved Kind og fyrede løs. De sendte os en Hilsen for straks efter at segne for en dræbende Kugle.

I to Timer rasede denne frygtelige Kamp. Ved Kompagniets venstre Fløj, som havde lidt en Del, og som havde haft ikke ringe Tab, begyndte nogle af vore Kammerater at række Hænderne i Vejret, men nogle dygtige Knubs fra de overordnedes Næver bragte dem til Besindelse, og de tog atter til Geværet.

Fjendens Rækker blev tyndere og tyndere, og omsider standsede Fremrykningen. I Smaaklynger søgte nogle enkelte tilbage for at komme i Dækning og uden for Skudvidde.

Enkelte var kommet vor Stilling saa nær, at de hverken kunde naa frem eller tilbage. De gav til Kende, at de ansaa sig som fortabte. Vi vinkede til dem, at de skulde komme frem. De kom dog ikke, de havde ingen Tillid til os. Efter gentagne Opfordringer kom dog enkelte frem fra deres Skjul. Det var en Kommandersergent og fem Mand. De kastede deres Vaaben bort, og med Hænderne i Vejret kom de løbende over til os.

Det var ved Mørkets Frembrud. Nu var Myrderiet afsluttet, og vi begyndte at se omkring efter de Kammerater, som Skæbnen havde sat ud af Legen.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Th. Lorenzen ved Arras: De første engelske fanger

1 kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Omkring ved Totiden om Natten var vi naaet frem til den Afdeling, vi skulde afløse. Vi skulde afløse et Kompagni af 31. Inf. Regiment.

Løbegrave ud til Stillingen fandtes ikke, hist og her laa en død Kammerat, som en Kugle havde overrasket. En Stilling eller en Skyttegrav fandtes heller ikke. Vi laa i nogle Huller, som gav lidt Dækning for det værste.

Marken var tildækket med Sne, Hullerne i Jorden et Ælte af Smuds. Den Skyttegrav, som skulde graves, var markeret ved, at man havde gravet Grønsværen bort. Det første Arbejde var nu at faa Hullerne forbundet indbyrdes, saa man i Dækning kunde bevæge sig til Siderne. Vi laa og frøs, saa Tænderne klaprede i Munden.

Hvor Fjenden laa, og hvor stærk han var, vidste ingen. Nogle Lysraketter, som han sendte i Vejret, lod os formode Afstanden, men antagelig laa han i samme fortvivlede Forhold som vi. For at faa Varme i Kroppen tog vi ivrigt fat paa Skansningen.

Et Par saarede Englændere laa helt forkomne i nogle Huller. De havde Skudsaar i Benene og kunde ikke gaa. Det var første Gang, jeg i Krigen kom i personlig Berøring med Englændere. Jeg tiltalte dem først paa Fransk i den Tro, at det var Franskmænd. Nu har mit franske Sprog maaske været daarligt at forstaa, selv for en Franskmand, i hvert Fald forstod de mig ikke, og jeg ikke dem.

En Kammerat, en teologisk Student, kunde tale Engelsk. Han spurgte dem ud, og de forklarede, at de hørte til en Patrulje, som var blevet saaret og taget til Fange.

Ved Siden af min „Lejlighed” laa to andre af deres Kammerater, som havde lidt en mere haard Skæbne. De var blevet skudt ved et Forsøg paa at finde de tyske Stillinger. Vor Saniteter begravede dem Dagen efter i et Granathul. Deres Papirer og andre Ejendele tog man fra dem, og gennem Røde Kors blev de sendt til deres Familie.

Vor Stilling laa i Udkanten af en lille By, Rouex, som blev meget omtalt i Generalstabsberetningerne i den Tid. Kampen om denne By var langvarig og endte med, at Tyskerne holdt den ene Bydel besat, Fjenden den anden. Vor Indsats var Begyndelsen til en lang Række Kampe, som var meget omtalt i Dagbladene dengang.

Den tredie Nat efter vi var kommet i Stilling, havde vi Graven og Dækningen nogenlunde i Stand; men den Strækning, som vort Kompagni skulde besætte, var meget lang, og derfor meget tyndt besat.

Kompagniets Kampstyrke skulde være 250 Mand, men vi var kun 130. Brystværnet i en Skyttegrav skulde almindelig besættes med 8 Skytter. Vi havde kun Raad til at sætte to Mand ved hvert Brystværn, men til Understøttelse for disse stod der ved hvert tredie Brystværn et stort Maskingevær, som gav os en betydelig Styrke i Tilfælde af, at Fjenden skulde finde paa en Overrumpling.

En Kilometer bag os stod et Batteri af 10 cm Haubitser. De første to Dage havde vi nogenlunde Fred og Ro, kun lidt Skærmydsel mellem Artilleriet, og efter at vi nu var indlevet i Forholdene, følte vi os ret godt tilfredse. Bataillonsstaben laa 4-500 Meter tilbage ved Indgangen til Byen i en Bunker, en Hule, som var afstøttet med Træstammer. Forplejningen kom ud til os om Aftenen, ogsaa varm Kaffe med Whisky. Det var en god Hjertestyrkning i den slemme Kulde.

Om Dagen var det meget ubehageligt. Vi kunde ikke arbejde i Graven, for Fjenden kunde iagttage, hvad der foregik, og vi fik straks en Hilsen sendt fra Artilleriet. Vi laa derfor om Dagen i Bunden af Graven, tildækket med Kappe og Telt, i en halv Døs og led meget under den strenge Kulde. Paa denne Maade gik den ene Dag efter den anden.

Saa kom den 12. April, som jeg husker saa nøjagtigt, idet det var min afdøde Faders Fødselsdag.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Skriv en kommentar

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Krigens forløb

12. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Arbejdspladsen var der et smalt Skinnespor mellem Træerne ud til det Sted, hvor Flodsandet fra Vardaen begyndte. Her hentede vi Sand paa en Trolje til Byggeriet.

Saa længe vi kunde holde os i Ly af Træerne, gik det udmærket, men vi maatte arbejde os længere og længere frem. Det kunde ikke undgaas, at de ovre paa den anden Side opdagede, hvad vi havde for. Næsten hver Dag var en af deres Flyvere over Terrænet for at rekognoscere.

Vi blev beskudt mange Gange, og det var nærmest et Mirakel, at der kun blev to saarede i de fem Maaneder, jeg var der.

En Gang kom vi kørende med vort Køretøj, og pludselig blev vi overdænget af 7,5 Granater. Heldigvis var vi da lige ud for en forladt Understand. Hurtigere end det kan siges, forsvandt vi i Dybet med Hovedet eller Benene forrest, som det bedst kunde træffe sig. „Sjældent er saa mange i saa kort Tid forsvundet i saa lille et Hul“, for med lidt Omskrivning at citere en berømt Mands Ord.

En Dag, da vi i Gaasegang gik fra vort Arbejde, slog en af de smaa Granater ned og eksploderede een Meter fra en af de forreste. Den faldt paa hans højre Side, uden at der skete ham noget. Vi naaede ikke engang at søge Dækning.

Huset, vi boede i, kunde ikke taale ret megen Overlast, og da der engang blev slaaet et Hul to Meter fra vort Vindue, gik vi i Gang med at lave et Beskyttelsesrum lige uden for Døren; dog turde vi ikke gaa ned i det, da det kom til Stykket, for det var ikke afstivet.

Naar der om. Natten var Angreb forude, og alt, hvad der var af baade smaa og store Kanoner paa begge Sider langs hele Fronten var i Funktion, var det et storslaaet, men uhyggeligt Skuespil. Det var Fyrværkeri, saa det forslog noget. Afskudsglimtene fra begge Sider, Nedslag i eet væk, dertil Hylen og Brølen af alle Kalibre, der krydsedes over Hovedet paa os, og kulørte Signallys og Lysbomber ude over Stillingen. Altsammen nok til, at man priste sig lykkelig over ikke at høre til Infanteriet, som jo altid under Krigen maatte tage den haardeste Tørn.

Selv om vi jo nok var „Frontsoldaten, und keine Etappenschweine”, var der stor Forskel paa vor Stilling og deres, der laa i Skyttegraven. Vi havde kun at sørge for at komme væk, naar vi blev beskudt. Skete det, at vi besøgte Bulgarerne i de forreste Skyttegrave, var det midt paa Dagen, naar der var Fred og ingen Fare.

Naar der havde været „dicke Luft“ forude, blev de døde og saarede bragt tilbage til den Linje, hvor vi befandt os, for saa Natten efter at blive bragt til henholdsvis Kirkegaard eller Lazaret.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb, Sønderjyder

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Krigens forløb

11. april 1917. Endelig afløsning ved Vimy: Kun 11 ud af 1.000 mand tilbage

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Onsdag den 11, blev vi endelig afløst af andre regimenter og kl. 9 om aftenen vaklede resterne af 1. bataljon ned af højene ved Vimy, siger og skriver elleve mand, det var resterne af ca. 1.000 der blev indsat de første dage i marts, der var en hel del, der var falden i fangenskab, en del var sårede, men mange, mange døde.

Påskeslaget var for det meste forbi. Churchill skriver i sin bog “Den store krig” at begge yderpunkterne holdt, dermed mente han Vimy og Ypern, men tyskerne fik aldrig angrebet ved Vimy, det var hele tiden englænderne og kanadierne der angreb, men et angreb er måske det bedste forsvar.

Da vi trak os tilbage løb vi ned mod vraget af en nedskudt flyvemaskine, nu var vi udenfor kanonernes rækkevidde, og kunne tage det mere med ro, henad kl. 10-11 nåede vi vores lejr fik hurtig noget at spise, der var nok at tage af efter de meget store tab og så til at sove, sove og kun sove, et helt døgn uafbrudt, så strakte vi lemmerne fik fyldt maven og følte os friske igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

10. april 1917. Dagens fangst: 164 lus på én kammerat

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Langfredag Morgen gik vi ind i den stærke Siegfried- og Hindenburgstilling, og den kunde Englænderne ikke jage os ud af denne Gang.

Men allerede Paaskedag maatte vi atter ud af Stillingen. Vi blev sat i March først til Villers-Outréaux, hvor vi blev afluset, og det trængte vi rigtignok i allerhøjeste Grad til.

Derefter havde vi en 3 Dages March, kom til Købstaden Valenciennes, laa dér nogle Dage og blev saa ført ned for at blive indsat i det store Foraarsslag ved Arras, som allerede var i fuld Gang.

Vi kom ned til en lille By, som hed Lécluse. Alene de faa Dage havde været nok til paany at fylde os med Utøj, og vor daglige  Beskæftigelse var altid, naar vi havde lidt Fritid, at sidde med Skjorten over Hovedet og knække Lus.

Vi havde en Kammerat iblandt os, som altid følte sig lidt fornem. Han kunde ikke rigtig blive de fine Fornemmelser, vi allesammen havde i Begyndelsen, kvit, og blev ved at paastaa, at han havde ingen Lus; men det var altid saa mærkeligt at se, hvordan han gik og skuttede sig og gned sig, hvor han kunde komme godt fra det.

I Lécluse var alle civile Folk borte. Vi stod en hel Flok Soldater ude ved en Mælkevogn og havde travlt med at knække Utøj paa Hjulringene. Saa kom han forbi os; vi kaldte paa ham og sagde, at han skulde ogsaa give sig til at gaa paa Jagt i sin Skjorte; men Hans havde ingen Lus, det var han vis paa, han havde lige set efter, der var ingen.

Da vi trængte ind paa ham, maatte han omsider give efter; hen til os,  Skjorten af, og nu saa vi den efter i Sømmene og Lægene. Og saa  viste vi ham, hvor han havde alle sine Undersaatter siddende, tykke, trinde og velnærede.

Og saa kunde Hans ogsaa finde dem. Vi andre var alle længst færdige. Saa kom han bagefter op paa Loftet, hvor vi laa, kom hen til mig, satte sig ved min Side og sagde, medens et stort Smil gik hen over hans Ansigt: „Hvormange tror du, jeg har fundet?”

Ja, det vidste jeg da ikke, men jeg mente nok, at han havde fundet mange.

„Ja,” svarede Hans, „jeg har fundet 164.”

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

10. april 1917. Ankomst til Arras. Englændernes fremrykning skal stoppes.

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

(… fortsat)

Klokken fire om Morgenen kom endelig Beskeden om, at vi skulde af Sted. Vi kom ned til Banegaarden, hvor vi skulde indlades i Kreaturvogne. Under Uvejret søgte vi naturligvis Skjul inde i Stationsbygningens Sale. Vi smed os ned paa Gulvene og Gangene i Ventesalen og i Korridorerne. Hver eneste lille Plet var optaget af trætte og forkomne Mennesker, som sov Udmattelsens tunge Søvn, hvor man end stod eller laa.

Pludselig vaagnede vi ved nogle heftige Eksplosioner og ved Artilleriild fra Flak-Batterierne. Fjendtlige Flyvere belagde Banegaardsterrænet med Bomber. Vi var dog vante til at tage Overraskelser af denne Art med Ro. Undløbe kunde man jo ikke, og man vendte sig da kun om paa den anden Side og sov videre. Lemmerne bliver dog ret snart møre, naar man ikke har andet end et Flisegulv til Sengeleje. Saa blæstes Alarm. Enhver søgte i Mørket sin Afdeling. Nu skulde det endelig gaa løs, men Vejen gik ikke til Perronen og til Toget. Vi marcherede ud af Byen ad Landevejen mod Arras.

Vi kunde ikke komme med Toget, fordi Flyverne havde sprængt Jernbanelinjen. Saa fortsattes den uendelige March paa Landevejen igen. Maalet var den lille By Vitry, tyve Kilometer fremefter i Retning af Arras. Klokken ni om Formiddagen naaede vi endelig frem til dette, vort foreløbige Maal.

Her var alting i fuld Opløsning, Vejene fulde af Flygtninge. Byen laa under Artilleriild. Infanteriet asede sig langsomt frem i Dyndet ved Siden af Landevejen, Inde paa Markerne kørte Artilleri og Ammunitionskolonner, store Lastvogne og Automobiler optog Kørebanen, frem og tilbage, et uendelig langt Tog, der strakte sig saa langt, man kunde skue fremad eller tilbage.

Snart mødte vi nogle let saarede Kammerater, andre kom bærende med en haardtsaaret Kammerat, saa kom nogle engelske Fanger, og ved at spørge frem og tilbage fik vi lidt Forsmag paa, hvad vi kunde vente derude. Fjenden havde stormet og taget alle Infanteristillinger ved en Overrumpling, var saa gaaet videre frem og havde paa samme Maade overrasket Artilleriet, som næsten helt og holdent var faldet i Fjendens Haand.

Alle Tropper, som var i Nærheden, blev samlet i Hast for at bringe Fjendens Fremrykning til at standse. Kl. 9 om Formiddagen kom vi til Byen. Et Loft i en stor Kornlade blev anvist som Kvarter. I Løbet af mindre end et Kvarter var vi installeret. Vi laa paa et Bræddegulv med Tornysteret som Hovedpude og tildækket med Kappe og Teltdug. Godt trætte sov vi snart en drømmeløs Søvn.

Vi fik kun nogle enkelte Timers Hvil, saa skulde vi igen af Sted. Feltkøkkenet bragte os efter tre Dages Forløb for første Gang varm Middagsmad, den saa sørgeligt berømte Kaalrabisuppe. Dörrgemüse var det officielle Navn, men I husker nok Kælenavnet (”Drahtverhau”). Omtrent samtidigt kaldtes til Parole.

Kl. 1 skulde Kompagniet staa parat til Afmarch med Stormbagage, Kogekar, Kappe og Teltdug, og desuden fik vi en ekstra Ration af 280 skarpe Patroner, 3 Haandgranater og en stor Spade. Der var ikke megen Tid til Forberedelserne. En Hilsen sendtes i Hast til Hjemmet, og for mange blev det den sidste. Paa Klokkeslaget stod Kompagniet parat, og saa gik det mod Arras.

Snevejret var forbi, og Solen sendte sine Straaler fra en klar Himmel. Sneen laa over Mark og Veje, og snart var det hele forvandlet til et Ælte af Dynd og Snavs, saa det var næsten ufremkommeligt. Kl. 4 om Eftermiddagen naaede vi det foreløbige Maal, en lille By, Fresnes, som ligger ved Hovedbanelinjen mellem Douai og Arras. Her skulde vi afløse et Kompagni ved Skansearbejdet.

Jorden i denne Egn bestaar af Kalksten, og man kan nok forstaa, hvilket Arbejde det maa være at bygge en Stilling med de Redskaber, vi var udrustet med. Planen var at bygge en Reservestilling, og Arbejdet var lige paabegyndt. Det skulde være en to Meter bred og to og en halv Meter dyb Grav, og vi tog fat med godt Mod. Betingelserne var: seks Timer Arbejde og seks Timer Hvil, indtil Stillingen var færdig.

Solen gik ned, og en skarp Blæst kom fra Nord med Frost og isnende Kulde, saa vi kun ved meget intensivt Arbejde kunde holde en Smule Varme i Kroppen. Men Kræfterne var udslidte, ingen Hvile og daarlig Forplejning, og for mange var dette uvante Arbejde næsten umuligt, saa Tempoet blev ikke synderlig stort.

Marken var endnu dækket med Sne. Fjenden kunde fra en Lænkeballon observere, hvad der skete, og snart sendte han os en Hilsen i Form af nogle Granater, som dog ikke gjorde nogen Fortræd. Klokken 10 om Aftenen havde vi god Dækning i den nye Grav, som nu var 1½ Meter dyb, men Afløsningen, som skulde komme, udeblev.

Vi ventede en lille Times Tid, saa tog vi selv Affære. Trætte og forkomne, som vi alle var, længtes vi kun efter Mad og Hvile. Den nærliggende By Vitry, som vi søgte hen til for at finde Kvarter, var belagt med Artilleri, og alt var optaget.

Vi kunde ikke finde noget Sted, hvor vi kunde finde Husly. I Udkanten af Byen stod Batterierne nedgravet alle Vegne. Kældre og sammenskudte Huse var spækket med Kanoner og fyrede løs imod Fjenden. I en lille Hytte, hvor der stod en Kanon i Kælderen, fandt vi en tom Hestestald. Her pakkede vi os sammen i de enkelte Baase, saa mange som muligt for at finde Varme og Hvile. Batterierne skød uafbrudt, og i denne Helvedes Larm skulde man nu sove.

Klokken et blev Kompagniet vækket af Vagten. Feltkøkkenet var kommet frem med varm Mad, Kaffe, Brød og Marmelade. Endskønt Søvn og Hvile var haardt tiltrængt, gjorde Maven efter en saa lang og haard Arbejdstørn sin Ret gældende. Klokken to havde vi spist, Forplejningen til næste Dag var fordelt, og nu vilde vi hvile ud og have en god Søvn, til vi igen skulde ud til vort Skansearbejde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

Krigens forløb

9. april 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Skriv en kommentar

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Kaffen kogte vi selv herude, Middagsmaden og den øvrige Proviant fik vi først efter Mørkets Frembrud, da det aabne Terræn fra Gevgeli og ud til os ikke kunde befares om Dagen. Vi stillede os saa op, ca. 40 Mand ialt, bag en stejl Bjergvæg, hvor Vognen plejede at holde.

Men Franskmændene havde lugtet Lunten. Det skete flere Gange, naar vi stod midt i Suppeuddelingen, at Uvejret brød løs derovrefra; tre-fire Batterier skød paa een Gang. Faa Sekunder efter haglede Granaterne ned om Ørerne paa os, men da var vi i Sikkerhed. I et Nu var hele Flokken som blæst bort. Den tørre Vandingskanal har mange Gange frelst os fra Granatsplinter. En Fuldtræffer kunde vi ikke faa paa det Sted, dertil var Bjergvæggen for høj.

Første Gang, det skete, skelede jeg lidt til en Stabel Gasgranater, baade med gule og sorte Kors malet paa Bundstykket. De laa temmelig udsat og kun et lille Stykke fra os. De blev senere fjernet. Vore Gasmasker havde vi mod Reglementet ladet blive i Hytten, saa det havde været en køn Suppedas, hvis Granaterne var røget i Luften. Kusken blev hos sine Heste og trykkede sig ind til dem. Han var mere modig end vi andre.

Kun een Gang har jeg set Tyskerne bruge Gasgranater, men jeg har aldrig, heldigt for os, set Modstanderne bruge dem.

Senere blev der opstillet engelske Skibskanoner til venstre for os. De kunde tage os mere i Flanken, men Sprængvirkningen syntes ikke at staa i Forhold til det Spektakel, Granaterne lavede ved Eksplosionen. Det hele blev pulveriseret til smaa bitte Stykker, der faldt ned over os som Støvregn. Engang fik jeg et lille Stykke bag Øret, men udover, at det brændte lidt, mærkede jeg ikke til det.

De store franske 18 cm Kanoner havde vi mere Respekt for; de lange, savtakkede Splinter fløj vidt omkring, men de blev mest brugt til at beskyde fjernere Maal med, særligt vore Artilleristillinger langt tilbage mellem Bjergene. Dog blev de ogsaa brugt kraftigt begge Paaskedage 1916 [må være 1917, RR] til at bombardere vore to fremskudte Kanoner med. Uafbrudt fra Morgen til Aften blev de ved med at skyde, saa det ikke var til at komme udenfor en Dør. Ustandseligt svirrede Granatsplinter rundt som vrede Bier og slog mod Stammer og Grene i Morbærplantagen udenfor Hytten.

Det var for saa vidt spildt Ulejlighed, som der ikke blev anrettet nogen Skade hos os. Vore to „Steilfeuer“- Kanoner maa jo aabenbart have generet dem meget, naar de vilde ofre saa meget for at faa dem gjort tavse. Det var de ogsaa, men kun saa længe det stod paa.

Det kunde ske, at der af en eller anden Grund manglede Mandskab ved Kanonerne, naar der skulde skydes; saa blev der sendt Bud efter os. Det blev dog gerne ikke til ret meget, kun nogle faa Skud, saa havde Franskmændene lukket Munden paa os. Naar vi saa blev nødt til at holde inde med Skydningen, snuppede Underofficeren i en Fart det meget værdifulde Sigteapparat, som i alle Tilfælde skulde bjerges, og vi var rørende enige med ham i at forsvinde hurtigst muligt ind i Bjergsidens Understand. Man havde Indtrykket af, at der skulle spares paa Ammunitionen i Modsætning til dem paa den anden Side. For hvert Skud vi affyrede, fik vi 25 igen.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

Krigens forløb

9. april 1917. Englænderne bryder igennem

Skriv en kommentar

Niels P. Nielsen, Fole, gjorde krigstjeneste ved Regiment 163.

Om Natten mellem 8. og 9. April 1917 — Langfredag og Paaskelørdag — brød det for Alvor løs.

Sikken en forfærdelig Trommeild, Englænderne satte i med! Det blev senere fortalt, at Englænderne havde bragt deres svære Artilleri frem til de forreste Infanteristillinger for rigtigt at kunne tage det tyske Opmarch omraade under intensiv Beskydning. Deres Artilleriild naaede helt tilbage til vor By.

Præcist hvert tiende Minut fik vi en Hilsen fra en af Englændernes 30,5 cm Kanoner. Sikket Brøl!

Vor Skriver kom farende, og hvor saa han ud. — Hør, min Ven, det gaar pinedød ikke, du maa op og med os andre ned i Kælderen, før Huset ramler sam­men.

Saa var der for mig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af Huset og henad Gaden til den nærmeste Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning.
Een Ting blev borte for mig, og det var min Iskias!

Om Morgenen den 9. April gennembrød Englænderne vore Stillinger og nedkæmpede den sidste Modstand.

Kun faa slap bort og undgik Fangenskabet, Af vore tolv Kompagniførere var kun een tilbage. —

Med Stillingens Fald var ogsaa Beskydningen af Byen holdt op. Det var saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raabe: »Alle, der er her, skal stråles gøre sig færdige. — Fjenden staar om lidt foran Byens Porte. Vi maa alle frem for at møde ham der. — Alarm ! Alarm!« — Mændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldwebelen overtog Kommandoen. — Hør, Feldwebel, jeg har ingen Staalhjelm, den har jeg maattet laane en anden, bemærkede jeg henvendt til ham. Han svarede: — »Ja, Mester Niels, saa faar du nøjes med den Hue, du allerede har paa!«

Vi fik 250 Patroner og tre Haandgranater udleveret, hvorefter denne brogede Blanding af Soldater fra forskellige Afdelinger, ja, Regimenter, satte sig i Bevæ­gelse ad Vejen ud mod den Side, hvorfra man regnede med, at Englænderne vilde komme.

Et godt Stykke uden for Byen gjordes der Holdt, hvorefter der dannedes en tynd Skyttekæde ud over Marken, og snart efter gik vi i Gang med at grave os ned. Men Englænderne lod vente paa sig. De viste sig ikke.

Maaske havde de faaet nok for denne Gang. Saa laa vi da her til hen paa Eftermiddagen. Klokken fire dukkede nyankomne Reserver frem. Vi fik Befaling til at trække os tilbage og drog snart efter gennem den nu medtagne By Monchy-le-Preux og videre til en lille By lidt længere bagude. Hen paa Aftenen fik vi anvist Kvarter i nogle ret faldefærdige Træbarakker.

Det var hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med.

Efter dette for Regiment163 saa haarde Mennesketab blev Resterne af Regimentet ført tilbage fra Fronten for gennem en Reorganisation og ved Tilførsel af nyt Mandskab atter at genvinde sin gamle Anseelse.

Regimentets fine Standard naaedes dog aldrig mere.

DSK-årgbøger, 1956

Krigens forløb

9. april 1917. Vimy: “Englænderne stormede frem!”

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Så kom den 9. april 1917. Et mægtigt infanteriangreb på 3-4 divisioners frontbredde dækket af fortløbende forstærket artilleriild: Et kolossalt angreb af englænderne.

Vor udkigspost blev totalt ødelagt af ilden, og på et hængende hår var vi nær alle blevet taget til fange. Englænderne stormede frem. Artilleriilden blev forlagt; det hele gik i opløsning i de tyske rækker.

En vicevagtmester fra 3. kavalleri-regiment og jeg måtte efter ordre igennem artilleriilden til fods for at kunne finde ud af, hvor frontlinjen egentlig var i dette virvar. Englænderne var efterhånden ved at besætte Vimyhøjene.

Vi to enlige kavallerister kom godt igennem frontilden, både frem og tilbage, og fik oversigt over den tyske retræte.

Efter at vi var styrtet hen til vore heste, der mærkværdigvis endnu stod ubeskadigede i stalden, kunne vi til hest i vild karriere afgive vor melding til generalkommandoen, som også var ved at pakke deres sager for at kunne trække sig tilbage. Det hele var i vild retirade. Alt vort efter-retningsmateriale var skudt sønder og sammen.

I regiments-historien skriver man om »Die Grosskampftage vom 9.-12. April«, hvor man også nævner mig med mine patruljer, selvom jeg var en »Knakker«, som de kaldte os danskere, der var »force a la guerre«

(…)

En interessant oplevelse havde jeg for nogle år siden, da jeg som formand for Aabenraa slagteri traf en direktør for slagteriets forretningsforbindelse i England »Herbert« på færgen fra Korsør. Vi kom til at tale om 14-18 tiden, hvor direktøren havde været med som engelsk løjtnant, og vi blev da klar over, at vi to havde stået over for hinanden den 9. april ved Vimy samme dag og i samme stund. Når vi siden årligt mødtes i England eller København, sagde hr. Herbert altid: »You remember the 9th april!«

Da alle de tyske divisioner var i opløsning, kom der nye forstærkninger, det var bl. a. enten den 18. eller 18.de reservedivision.

Denne holdt stillingen, mens vi gik tilbage. Selve vor  eskadron var efter alt dette blevet fordelt til infanteri- og artilleri-regimenterne og gjorde tjeneste der som forbindelses- og melderyttere. Efterhånden samledes officererne og de øvrige husarer igen ved eskadronen, også vi, der var afkommanderet til spejderafdelingen, fandt tilbage, enten til fods eller til hest. Men vi havde mistet mange heste ved »Spähtruptjenesten«.

DSK-årbøger 1971

Krigens forløb

9. april 1917. Th. Lorenzen på vej mod Arras

Skriv en kommentar

Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917

Den 18. Infanteri Division, som bestod af Regimenterne 85, 86 og 31, laa i Kvarter i Byerne omkring Valenciennes, Lorch og Brye. Paaskemorgen blev vi alarmeret.

Marchretningen i de to følgende Dage var imod Byen Douai, som vi naaede Mandag [den 9 april] Aften ved Ottetiden. Vi havde haft nogle dejlige Foraarsdage med Solskin, men Vejret slog om til streng Vinterkulde og bragte Frost og Sne.

I et forrygende Snevejr marcherede vi ind i Byen og søgte Hvil paa Fortovskanterne, i Trappeopgange, Gadedøre og deslige, og trods Storm og Vinterkulde faldt vi i Søvn med det samme.

Hensigten havde været, at vi skulde marchere til en By, som laa 12 km længere fremme, hvor man havde forberedt Kvarter til os. Undervejs var der fra Generalkommandoen kommet Kontraordre, og her i Douai skulde vi nu vente nærmere Ordre. I fire Timer laa vi paa Gaden og ventede, og lidt efter Midnat kom der endelig Ordre om, at vi skulde til Proviantdepotet for at modtage Forplejning.

Naturligvis var dette en kær Efterretning oven paa den lange, triste Ventetid; vi havde desuden siden Morgentimerne ikke faaet andet, end hvad vi havde med os i Lommerne. Vi fik en Taar varm Kaffeerstatning, noget Brød og lidt Kødkonserves, som hjalp paa Humøret en liden Stund.

Fra Fronten hørtes Torden fra Hundreder af Ildsvælg, og der fortaltes mange Ting om Englændernes store Offensiv og Gennembrud.

Det kunde ikke fremme Begejstringen for det Foretagende, vi var kommanderet ud til. Vi skulde nu fra Douai sendes med Jernbanen for at naa hurtigere frem. Første og anden Bataillon var allerede undervejs med Toget ud imod Frontlinjen, og nu skulde vi, tredje Bataillon, følge efter med det følgende Tog.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

 

Krigens forløb

9. april 1917. Johannes Jessen ved Vimy: “… modet var borte.”

Skriv en kommentar

Johs. Jessen, Korup, gjorde krigstjeneste ved 1. Batl. 262, der i foråret 1917 lå ved Vimy på Vestfronten.

Natten mellem den 8. og 9. april havde det sneet, og jorden var hvid om morgenen kl. 5:30, da det rigtige slag begyndte, og så stærk var granatregnen, at jorden var sort et kvarter efter.

Englænderne havde opmarcheret syv rækker kanoner af alle kalibre på en strækning af 1,8 km, og nu vidste vi at når deres ild blev lagt længere frem som spærreild så vilde de storme vore skyttegrave og ved middagstid, var vi smidt ud af tre linier, men det er slet ikke så let at holde stillinger, der vender forkert, og vi prøvede de næste dage at tage noget tilbage igen, det skete også, at det lykkedes, men vi var degenererede, modet var borte, hunger og tørst sled i kroppen, de faldne havde sommetider brød i deres tasker, der var fuld af størknet blod, det blev renset lidt og spist tørt, varm mad fik vi ikke i tre dage, og vi måtte tage afsked med vore gode kammerater, der havde delt ondt og godt sammen med os i flere år.

Der var ingen franskmand med her, det var altså en aftale mellem de to, at franskmændene alene skulle klare Verdun, så ville England klare Flandern helt op til Ostende.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

Krigens forløb

8. april 1917. H.C. Brodersen på vulkaner i Laon: “Nur für Offiziere”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Laon opsøgte vi først en Badeanstalt. Bademesteren gloede dumt paa os og henviste til et Skilt, hvorpaa der med store Bogstaver stod: „Nur für Offiziere”. Efter vor indtrængende Anmodning fik vi dog et Brusebad og var tilfreds.

Vi aflagde derefter et Besøg i en Cigarforretning og købte os en Snes af de længste og tykkeste Cigarer, vi kunde opdrive. I et  Beklædningsdepot lykkedes det efter en længere Debat at faa udleveret et Sæt ny Uniform. I en Barberforretning besørgede en „Verschonerungsrat” Haaret lagt i glinsende Skilninger, og som de Gentlemen, vi nu mente os berettiget til at give os ud for, begav vi os ud i Byen for at se lidt nærmere paa den.

To Aftener var vi i Teatret, men hver Gang var vi saa uheldige at finde netop de Pladser, der var reserveret: „Nur für Offiziere,” dog hver Gang fandt vi os til Rette og morede os godt. Aldrig før havde vi set noget saa henrivende, syntes vi. De sprællende smaa Danseben, den udfordrende Sang fra Scenen og Latteren fra den feststemte Forsamling hensatte os Skyttegravsmonarker i stærk Stemning og mindede os om Følelser, vi ikke længere mente at være i Besiddelse af. Hvor vi morede os. Taarerne løb i stride Strømme ned ad  Kinderne, medens vi vred os i Latter.

 Alt for tidligt var det forbi, og da vi den sidste Aften drev rundt i Gaderne for at svale vore hede Pander, syntes vi ikke at kunne finde tilbage til Skyttegravene.

Vi drev rundt i Omegnen af Banegaarden og kom i en smal Gade forbi et Hus, hvorfra Sang og munter Latter naaede ud til os. Vi besluttede at undersøge, hvad der var Aarsagen til denne ubeherskede Morskab bagved de tæt tilhængte Vinduer og bankede paa Døren. Den blev aabnet, og et gammelt Dameansigt stak Næsen udenfor. Hun havde dog næppe set, hvem hun havde den Ære at have for sig, før hun atter smækkede Døren i .

Det syntes Skorstensfejeren dog var for frækt og ringede paa igen. Han maatte dog ringe længe, før der atter blev aabnet. Nu havde Damen faaet Munden paa Gled. Gud, hvor hun skældte, og vi forstod kun Halvdelen af, hvad hun vidste at fortælle. Sepl mente dog at have faaet fat i dette: „Pour le Office Allemagne.” Medens vi grublede over dette, smækkede hun atter Døren til, og et Forsøg paa at faa en Fod imellem lykkedes ikke. V i hørte, at Nøglen blev drejet 2 Gange rundt, men fortsatte vore Betragtninger over denne ublide Medfart, som vi ikke mente at have gjort os fortjent til.

„Det kan aldrig være Meningen,” mente Skorstensfejeren, „at denne By kun er for Officerer, lad os prøve paany.” Dørklokken kom atter i Svingning og med større Udholdenhed og Kraft. Nu blev Døren atter  aabnet. Denne Gang af en Løjtnant. En purung, sød lille Pige, der ikke var iklædt andet end en Halskæde, hang ved hans Arm.  Løjtnanten, der langt fra var ædru, tog først meget voldsomt paa Vej.
„Har I fordømte Svin ikke set Skiltet?” raabte han.
„Skiltet?” spurgte Sepl og gloede dumt paa Løjtnanten.
„ Nej!”
„Naa ikke,” svarede Løjtnanten, men fortsatte mere venligt:
„tag nu imod Fornuft, Folkens, her kommer I dog ikke ind. Her er nemlig alt optaget i Aften, kom en anden Gang igen! God Nat!”
„Bon Amysement, Mousiør Løjtnant!” svarede Skorstensfejeren, men da var Døren allerede lukket.

Med sin Lommelampe belyste Sepl nu et Skilt, som vi ikke før havde set. Der stod: „Nur fur Offiziere!” Vi kunde ikke forstaa Skæbnens manglende Hensyntagen, men luskede af Sted. I et Lokale, der var betegnet: „Unteroffizierskasino”, fandt vi endelig et Sted, hvor vi kunde sove den Nat.

Vi fandt intet interessant ved en gammel Kone, der gik og vaskede Gulv, og faldt derfor snart i Søvn. I Løbet af Dagen er vi atter naaet tilbage. Herligt var det med den Orlov. Dog nu skal vi atter af Sted ud i Skidtet.

 

Krigens forløb

8. april 1917. Johannes Christensen: Så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Skriv en kommentar

20-årige Johannes Christensen befinder sig med Regiment 84 på det rolige frontafsnit ved Thiacourt sydøst for Verdun. I nogle erindringer skrevet på Vallekilde Højskole i 1918 fortæller han:

En morgen stod jeg vagt fra 4 til 6. Det var påskemorgen. Der hørtes ikke meget skydning og vejret var vidunderligt smukt og klart. Kun en ganske svag luftning drog fra nord til syd. Jeg stod henfalden i tanker om de kære derhjemme og med blikket ud over det franske landskab, der begyndte at hæve sig ud nattens bortdragende mørke. Derovre – 40 meter fremme – stod franskmændene på post, måske hensunkne i de samme tanker som jeg. Hvor længe skal dog dette myrderi vare ved? Hvor længe skal de hjerteløse tyranner lege med menneskers liv og skæbne? Nu oprunder den tredje påskemorgen under menneskers rasen mod hverandre. Mon ikke snart Gud vil byde stop, så vi atter må opleve en rigtig påskemorgen, hvor fredens klokker igen kimer over land og by.

Mens tankerne krydsede snart derhen, snar derhen, så jeg med ét til venstre en hvid tåge stige op fra den tyske skyttegrav og trække over mod franskmændene.

Et øjeblik så lød der råb og alarmtrommerne rørtes kraftigt derovre. Som et lyn sted 40-50 lyskugler til vejrs og som en havde rykket i en snor, så dundrede i det samme nu 20-30 kanoner løs.

Tyskerne havde benyttet det herlige vejr og den gunstige brise til at åbne for deres gasbeholdere, og bagefter – ja, så lå der så og så mange unge, håbefulde og livsmodige franskmænd og våndede sig i dødens kvaler. For en halv time siden anede de intet og nu var de ikke mere.

En times tid dundrede kanoner løs og så stilnede det af. Solen hævede sig op over jordoverfladen i øst og sendte sine stråler ind over slagmarken. Den uvisse og hyggelige lange nat var atter gået og med den mørket, der skjulte alle onde foretagender og grufulde hemmeligheder. Ved dagens lys kunne farerne ikke sådan overraske os, og det giver altid en vis koldblodighed og tryghedsfølelse.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ . Bogen kan bl.a. købes på Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Krigens forløb

8. april 1917. Englænderne mejes ned foran Vimy

Skriv en kommentar

J.P. Møller, Søstgård, gjorde krigstjeneste i Husarregiment “Franz Josef” Nr. 16, der havde kaserne på Gottorp Slot i Slesvig. I foråret gjorde regimentet spejdertjeneste ved Vimy.

Den 8. april, lige ved dagens frembrud, satte englænderne ca. en brigade kavalleri ind mod tyskernes infanterilinje lige foran vor observationspost.

Denne attakke blevet frygteligt syn: Næsten hele de to regimenter blev fejet ned af den tyske maskingeværild.

Her og der så man hestene ligge enten døde, eller de blev ved at arbejde med benene for at slæbe sig bort.

Rytterne, såvidt de ikke var døde, slæbte sig i dækning i grøften bag ved bakken eller bag døde heste.

DSK-årbøger 1971